Illustreret Bunker - Marts 2022

ILLUSTRERET BUNKER Marts 2022 // 28. Årgang

”Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre” - læs om de oversete i TEMA TEMA / 24 - 25

Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge FOTOSIDERNE / 12 - 13

I nutidens Danmark, hvor diversitet betyder alt, kan det at være en minoritet for en kort stund forvandles til et privilegium.

UDE / 20 - 21

På DMJX er whistleblowerordningen kun for de ansatte Studenterorganisationen KaJ har foreslået ændringer til kodekset for god adfærd, men en whistleblowerordning er ikke på vej. På Syddansk Universitet kan journaliststuderende benytte whistleblowerordningen, men på DMJX gælder ordningen fortsat kun de ansatte.

TEKST: FREJA BUNDVAD

S

om studerende kan vi læse om vores rettigheder i skolens kodeks for god adfærd. Du har med sikkerhed scrollet forbi det en enkelt gang eller to, når du er logget på Itslearning. Det ligger ude til højre, under reklamen for bibliotekets hjemmeside og linket til Lars Nellemanns explainer om brandøvelse.

I kølvandet på Danmarks seneste MeToobølge fik kodekset vokseværk og blev udstyret med en handlingsplan for, hvordan skolen skal håndterer krænkelsessager. Det er denne plan, KaJ nu vil have opdateret. De vil sikre, at man som krænket part kan tage en bisidder med til alle samtaler med skolen, og at man kan erklære inhabilitet til de ansatte,

der håndterer sagen.

Men hvorfor ikke gå hele vejen og etablere en whistleblowerordning som vi studerende kan benytte os af?

Juridiske problemer Hvis en af dine medstuderende har været ude for noget ubehageligt, kan du ikke gøre andet end at støtte personen og opfordre dem til at gå til skolen. Det er nemlig ikke muligt at klage på vegne af andre, da den krænkede part selv skal stå frem og kontakte en af skolens medarbejdere. En måde at gøre skolen opmærksom på et problem anonymt kunne være at lave en whistleblowerordning for studerende.

I slutningen af sidste år var der deadline for, at landets uddannelsesinstitutioner skulle indføre en whistleblowerordning for alle

ansatte. På Syddansk Universitet tog man skridtet længere. Her kan de studerende benytte uddannelsens whistleblowerordning til at klage anonymt. Dertil har KaJ’s afdeling i Odense en anonym digital brevkasse. På DMJX er whistleblowerordningen fortsat kun for de ansatte. ”De ansatte har en whistleblowerordning, og det ville give mening at lave en lignende ordning for studerende. Men juridisk kan man ikke anklage nogen på baggrund af anonyme henvendelser,” siger Emilie Skovkær Madsen, bestyrelsesmedlem i KaJ. Årsagen til, at skolens ansatte kan have en ordning uden juridiske problemer, findes dybt nede i nogle kontraktuelle forhold.

Medarbejdersager bliver behandlet i et helt andet system, og ansatte har andre rettigheder, end vi har som studerende.

Nyt farvand Trine Lundgaard, HR-konsulent ved DMJX, er ansvarlig for de ansattes whistleblowerordning. Hun vurderer, at skolen i det kommende år vil beslutte, hvorvidt ordningen skal udvides til de studerende. Dertil oplyser hun, at skolen vil række ud til Syddansk Universitet for at høre deres erfaringer med at udvide whistleblowerordningen til de studerende.

“Den største hindring er, at området er nyt farvand. Vi vil sikre os, at hvis vi åbner op for de studerende, så skal det gøres ordentligt”, siger Trine Lundgaard.

Hun uddyber, at det ville være ærgerligt at åbne op for en ordning, hvis den ikke fungerer optimalt. Eleverne bør ikke opleve, at der ikke bliver handlet på deres indberetninger.

Læs videre på side 4.

2

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

LEDER

Har journalistuddannelsen brug for et IT-kørekort?

I

VICTOR HEIDE-JØRGENSEN

Illustreret Bunker starter vi altid et nyt semester med at afholde et kursus for redaktørerne i at bruge programmet InDesign, hvori vi opsætter vores artikler til avisen. Kurset bliver ledet af en it-kyndig underviser, der stiller sin ekspertise til rådighed. Efter vores sidste kursus kom en af vores redaktører hen til mig og sagde: ”På to timer har jeg nu lært at bruge InDesign!

Hvorfor i alverden er det ikke noget, vi lærer på studiet?”

Dette nysgerrige spørgsmål affødte denne leder, for jeg kunne ikke give hende et godt svar. Jeg kan endda være fristet til at udbrede

INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.

spørgsmålet endnu mere og spørge: Hvorfor bliver vi ikke trænet mere i praktiske teknologiske færdigheder på journalistuddannelsen?

Journalistik og teknologi har i de seneste år indgået et ægteskab, der både er præget af kærlighed og afhængighed. Vi opsætter digitale fortællinger og Webdoks, bruger big data til at forklare komplicerede samfundsforhold og formidler via YouTube og podcasts.

Denne udvikling er kun opadgående.

Reuters Institute udgav i januar deres årlige rapport om fremtidige tendenser inden for journalistikken. Et gennemgående element er mediernes omfavnelse af nye teknologier.

Ifølge dem vil der blive overladt mange flere ressourcer til ting som podcasts, nyhedsbreve, VR, datavisualisering og indhold til sociale medier såsom korte videoformater.

Så hvorfor fylder disse redskaber så lidt på uddannelsen?

Pånær tv- og radiospecialiseringerne på tredje semester og dataforløbet på fjerde, er vores uddannelse primært bygget op omkring at lære os de gamle dyder indenfor vores fag.

Jeg har engang hørt argumentet fra en underviser om, at teknologien udvikler sig så hurtigt nu, at det ikke kan betale sig at sætte

de studerende ind i det, fordi det allerede vil være forældet, når de kommer ud i medieverdenen. Den begrundelse er ret tvivlsom, fordi mange teknologier jo får lov til at være i rampelyset i lang tid, for eksempel har Indesign være brugt til at opsætte artikler i siden 1999. Men selv hvis vi køber denne præmis, er argumentet stadig forfejlet. Når ny teknologi træder ind på scenen, står den på skuldrene af de gamle, og derfor er det stadig meget relevant at have indsigt i de forrige teknologiske værktøjer.

Der er nogle ting, der aldrig ændrer sig inden for journalistikken. God kildekontakt, kritisk sans og skriftlige færdigheder er alle teknikker, der er klassiske og samtidig evig relevante. De skal forblive som en stor, fasttømret del af uddannelsen. Det er dog vigtigt at være bevidst om det ekstra lag, der er groet ovenpå faget, nemlig teknologien og dens diverse muligheder for dataindsamling og formidling. Hvis vi som uddannelsesinstitution ikke får øjnene op for det, så ender journalistuddannelsen med at være lige så relevant og tidssvarende som Myspace og Arto!

REDAKTØRHOLDET

UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden.

TEMA afdækker i hver avis et nyt emne, der er særligt relevant for de studerende.

OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener.

BAGSIDEN brevkasse med en udvalgt underviser.

Victor Heide-Jørgensen Ansv. Chefredaktør / TEMA 27533@dmjx.dk

Tobias Winter Chefredaktør/ UDE 27353@dmjx.dk

Anne Kiib Larsson Redaktør / FOTO 27353@dmjx.dk

På WWW.ILLBUNKER.DK finder du web-docs og endnu flere artikler.

SKRIBENTER: Freja Bundvad, Anne Juhl Burgaard, Sidse Hansen, Sissel Thiellesen, Mie Juhl Lorensen, Signe Thomsen, Kerstine Winther, Anne Sofie Laue, Simon Muff, Victor Heide-Jørgensen, Monika Maria Yazdani, Anton Schack, Lisa Maria Bilgrav, Silje Qvist, Frederik Præstiin, Ikran Abdiaziz Mohamed, Simon Stokholm Nørskov, Karoline Noer & Josefine Harboe.

Lukas Nørgaard Bødiker Redaktør / UDE 27362@dmjx.dk

Rasmus Thorsen Redaktør / UDE / WEB 26714@dmjx.dk

Maria Svehag Redaktør / TEMA 27379@dmjx.dk

Mads Oxlund Redaktør / TEMA / WEB 277642@dmjx.dk

Amalie Thorlund Jepsen Redaktør / INDE 27390@dmjx.dk

Signe Duedahl Nørgaard Redaktør / INDE 26885@dmjx.dk

Thit Bording Redaktør / INDE / WEB 28349@dmjx.dk

Trine Bjørn Egede Redaktør / OPINION 26628@dmjx.dk

Rosaline Lange Redaktør / FOTO 28462@dmjx.dk

Emil Bay Gregersen Redaktør / FOTO 28421@dmjx.dk

ILLUSTRATORER: Nikoline Ryttergaard, Louise Rix, Silje Qvist, Katrine Å. Edvardsen & Thit Lund Bording.

FOTOGRAFER: Axel Hammerbo, Nichlas Arturo, Brage Borup, Anton Schack & Rune Øe Nielsen.

Illustreret Bunker, Helsingforsgade 6, 8200 Aarhus N, illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk. Tryk: Strandbygaard A/S // 96 80 07 00, Udgivelse: 7. oktober 2021, 27. årgang - 3. udgave, Økonomi- og annonceansvarlig: Lasse Momme Jessen // lamojes@dmjx.dk, Oplag: 500 eksemplarer fire gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ­ansatte på DMJX i Aarhus, til danske ­redaktioner og deres praktikanter samt til journalist­studerende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

RADAR Illustreret Bunkers opslagstavle, Radar, holder dig opdateret på det vigtigste fra Inde og Ude.

Årets Pressefoto

Flere nuværende DMJX’ere vandt priser ved Årets Pressefoto, der blev uddelt 4. marts. Anders Holst Pedersen og Kim Frost vandt årets korte indslag, TV/web, for deres historie om en utraditionel radiovært, der sender radio fra Bodegaen. Michelle Ratjer er transkønnet og har været udsat for tilråb og overgreb, men bag mikrofonen føler hun sig hjemme, når hun sender live fra sin egen radio Svane Musikradio.

Christian Falck Wolff og Rune Øe vandt årets lange indslag, TV/web, for historien om den lille familie bestående af Kristine, Thomas og sønnen Laurits. Laurits, som Kristine fik med en anonym sæddonor, lider af en særlig kromosomfejl. Med visheden om Kristines uhelbredelige kræft har Thomas viet sin fremtid til at være der for Laurits, når Kristine en dag forlader dem.

Der skal fra Illustreret Bunker lyde et stort tillykke med de flotte priser - og endnu flottere projekter.

Kaffetyve i kantinen

Kantinens kaffe er populær - og måske også lidt for populær. Lange fingre er blevet hverdag for kantinen, der oplever svind på 10 procent. Kaffe til 6 kr. fra dunken og den energiholdige kaffedrik Bold er blandt de mest populære tyvekoster. Det har fået konsekvenser, som de studerende allerede har lagt mærke til. Ensretning. For at skabe flow i kantinen er der indført en tydelig indgang og udgang. Hvis problemet ikke ophører, vil kantinen overveje yderligere ændringer for at komme det til livs. Siloen med kaffe overvejes flyttet, så den kommer længere væk fra udgangen - og i yderste konsekvens kameraovervågning.

Politiken eller политика?

Politiken, Danmarks mest læste dagblad, har valgt at oversætte dele af deres journalistik til russisk. Det gør de sammen med to aviser i Norden - svenske ‘Dagens Nyheter’ og finske ‘Helsingin Sanomat.’ Russiske borgere skal have ret til uafhængig information, er meldingen. Informationer og nyheder, som står i kontrast til de statsstyrede russiske medier. Én til tre artikler oversættes dagligt til russisk og udkommer kun digitalt. Artiklerne bringes også på sociale medier og via andre kanaler, så de kan nå så mange russiske borgere som muligt.

KaJ-kongen abdicerer

Lørdag d. 19 marts blev der afholdt generalforsamling for KaJ, som blev efterfulgt af fest i samarbejde med Kurt Strandbar. Ved generalforsamlingen overgav nu tidligere formand Markus Valentin formandsstafetten videre til Emil Vogelius, der - ligesom Markus Valentin - går på fjerde semester. Efter generalforsamlingen bød Kurt Strandbar op til fest anført af DJ Doggystyle. Musikken blev akkompagneret af skolens alarm, der gik i gang omkring syv til otte gange i løbet af aftenen.

Det nye formandskab består af formand Emil Vogelius og næstformand Mathias Oleander.

3

Anbefalinger fra redaktionen DR’s podcast ’Rockerne mod fiskerne’

Lyt til legenden om dengang, rockerne reddede sig en fiskerlussing på kanten af den jyske kyst.

I DR’s podcast ‘Rockerne mod fiskerne’ kan du lytte med, mens stole, træsko og håndmadder flyver over baren på et diskotek i Thy. Det er et lyt værd, når MC Uldjyderne møder Nørre Vorupørs hårdkogte fiskere i Danmarkshistoriens måske største værtshusslagsmål. Det involverer en traktor, over 100 mennesker og timevis af tæsk.

Anbefalet af Rasmus Thorsen

Læs bogen ‘Djævlen Sover Aldrig’ af Weekendavisens Magnus Boding Hansen

Bogen handler om, hvorfor Latinamerika, på trods af stigende velstand, stadig er verdens voldeligste verdensdel. Tag med Magnus på en rejse gennem voldskulturen i Brasilien, Mexico og Venezuela, hvor man kommer helt tæt på en række vilde personligheder.

Blandt andet et tidligere bandemedlem, der nu er violinbygger, eller advokaten, der til daglig udøver juridisk praksis men om natten tyer til selvtægt i retfærdighedens navn. Bogen findes også som lydbog, hvor den læses op af Magnus Boding Hansen selv.

Anbefalet af Lukas Bødiker

Se serien ‘Jeen-Yuhs: A Kanye triology’ af Coodie & Chike på Netflix

Instruktøren Clarence ‘Coodie’ Simmons har fulgt og filmet Kanye West gennem 21 år.

Dokumentaren, der er fordelt på tre episoder, starter i Chigagos hiphopmiljø, før Kanye West var et etableret navn i branchen. Som seer bliver du taget med på en rejse, du ikke vidste, du gerne ville med på. Vi møder en ung og målrettet Kanye West, der kæmper for at få udgivet sin musik og blive taget seriøs som rapper. Vi møder berømmelse og ser, hvad den kan gøre ved mennesker, og ikke mindst venskaber. Og så møder vi musikken og en branche, der er svær at komme ind i.

Foruden den spændende grundhistorie, er dokumentaren også æstetisk og flot på både billed- og lydsiden. Se den, før Netflix tager den ned!

Anbefalet af Signe Duedahl Nørgaard

Se programmet Kender Du Typen med Roger Buch

Har du også siddet til mediejura og egentlig haft lyst til at vide lidt mere om Roger Buch?

Bare lige lidt? Så har du nu muligheden, for at komme med helt ind i Rogers køkken, stue og endda walk-in closet, hvor de mønstrede skjorter hænger side om side med de mange dunveste. Roger er nemlig hovedpersonen i den nyeste udgave af livsstilsprogrammet “Kender Du Typen” på DR. I afsnittet bliver man vist rundt i den 12-værelses lejlighed i Randers, og får blandt andet fortællingen om, hvilket impulskøb Rogers el-Jaguar var. Så selv hvis du normalt ikke er fan af, at se Anne Glad og Flemming Møldrup gætte kendte personer ud fra deres køleskab og feriedestinationer, har du nu alligevel en god grund til at se det.

4

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

INDE

På DMJX er whistleblowerordningen kun for de ansatte Fortsat fra forsiden TEKST: FREJA BUNDVAD & AMALIE THORLUND ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

Dette kan dog være svært, hvis skolen ikke kan gå i dialog med den anonyme indberetter omkring klagen.

Det fremgår ikke af skolens kodeks, hvorvidt man er sikret anonymitet i den nuværende klageproces. Dette skyldes, at selvom man på papiret er anonym, har den anklagede ret til at blive forelagt klagen.

Her vil vedkommende måske kunne regne ud, hvem klageren er, men dette kommer an på sagens omstændigheder. Skolen understreger dog, at anonymitet prioriteres højt.

“Skolen vil strække sig så langt, det overhovedet er muligt, for at opretholde den ønskede anonymitet,” siger Trine Lundgaard.

Joans guide til krænkelser

Er du faret vild i retningslinjer og håndteringer? Vores studievejleder Joan Husted har lavet en supplerende guide til, hvad du skal gøre, hvis du har oplevet noget grænseoverskridende på skolen.

TEKST: JOAN HUSTED

Hvad gør du, hvis du oplever krænkende adfærd?

Del det. Uanset om det er dig selv eller en medstuderende, der er blevet krænket, vil jeg til hver en tid anbefale, at du deler din oplevelse. Følg skoles kodeks om at tage fat i enten din praktikkoordinator, en af os studievejledere eller en underviser, du har tillid til.

Hvis du i første omgang ikke kan overskue det, så snak med en du er fortrolig med – fra din familie, en ven eller anden, der har din tillid.

Hvorfor?

Har man været udsat for noget grænseoverskridende, kan det være svært at vurdere, hvilke handlemuligheder der er.

Det er min erfaring, at det derfor gør en stor forskel at forklare sig til en anden og få vendt, hvad der egentlig er sket og ikke mindst, hvad det næste skridt skal være.

Mennesker, der har været udsat for seksuelle krænkelser, oplever ofte, at de mister deres egen dømmekraft og kan blive ramt af både skyld, skam og ensomhedsfølelse. Det vigtigste råd er derfor, at man aldrig skal bære rundt på det selv.

Ven under armen I næste måned mødes ledelsen for at revurdere kodekset. Her har KaJ foreslået, at en krænket part altid skal kunne vælge at have en bisidder af eget valg med til alle samtaler. hvor sagen drøftes.

Hvis du har været udsat for noget ubehageligt på skolen kan du altså få lov til at tage en ven, kæreste, forælder eller repræsentant fra fagforeningen med, lyder forslaget fra KaJ. Den krænkede skal også have mulighed for at erklære inhabilitet til dem, der behandler sagen. Hvis du som studerende ikke har tillid til den studievejleder, HR-medarbejder eller repræsentant fra ledelsen, der skal behandle din sag, kan du bede om at få et andet ’hold’ på sagen. ”Det er vigtigt, hvis man står i en situation, hvor man for eksempel er blevet krænket af en underviser. Mange af skolens medarbejdere har et nært forhold indbyrdes,” siger Emilie Skovkær Madsen, bestyrelsesmedlem i KaJ. Hun uddyber, at man derfor som krænket part skal have mulighed for at have indflydelse på, hvem der involveres i sagen, så det kan foregå så upartisk som muligt.

Mere overskuelig klageproces På nuværende tidspunkt står der i kodekset, at skolen vil behandle krænkelsessager efter principperne fortrolighed, respekt for privatliv, objektivitet og inddragelse af begge parter.

Fortroligheden indebærer, at det er kun personer, der har saglig grund til at kende sagen, der kan få oplysninger om den.

Desuden har den person, henvendelsen rettes imod, ret til at komme til orde og forholde sig til beskyldninger.

De involverede parter har begge ret til støtte, og sagen bliver behandlet af studievejledningen og eventuelt HR. I sidste ende er det rektor, der agerer dommer og bestemmer, hvilke konsekvenser den krænkende handling skal medføre. ”Vi har kigget på hvordan det kan gøres så overskueligt som muligt at gå til skolen, hvis man er blevet krænket. Det er vigtigt, at man på forhånd kan sætte sig ind i, hvad der kommer til at foregå, hvis man skal igennem en sådan proces,” siger Markus Valentin Jakobsen, afgående formand for KaJ. KaJ mener, at den krænkede part

selv skal have mere indflydelse på skolens behandling af sagen. Ændringerne skal også være med til at skabe endnu mere gennemsigtighed, så både skolen og studerende kan finde en helt klar handlingsplan for håndtering af krænkelsessager.

Bestyrelsen og ledelsen bakker op Bestyrelsesformand for DMJX, Lea Korsgaard, vil ikke udtale sig om de enkelte ændringsforslag, da de endnu ikke er vedtaget, men understreger, at hun bakker op om engagementet. Hun har heller ingen kommentarer til indførelsen af en eventuel whistleblowerordning. ”Jeg synes, at initiativet til at præcisere kodekset er både vigtigt og positivt. Jeg noterer mig med stor glæde, at I som studerende går op i det og hjælper til med at gøre det endnu bedre,” siger hun. Ændringerne skal godkendes af skolens samarbejdsudvalg (SAMU), før kodekset kan blive opdateret. Udvalgets næste møde finder sted til april, men umiddelbart er der positiv stemning fra ledelsens side for at acceptere ændringerne. ”Vi blev mødt af den nuværende rektor Jens Grund, der virkelig bakker op om de studerende og som vil gå meget langt for at slippe af med krænkende adfærd,” siger Emilie Skovkær Madsen.

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

INDE

5

Når en bælgfrugt bliver til 2,5 millioner visninger

Bælgfrugt-videoen gik fra eksamensopgave til en viral succes. Uddannelseschefen for kommunikation roser elevernes ambitioner, men påpeger at opgaver for virksomheder ikke må erstatte almindelig undervisning.

TEKST: ANNE JUHL BURGAARD & SIDSE HANSEN

D

ILLUSTRATION: NIKOLINE RYTTERGAARD

et var omkring middagstid, da Anders Hoppes telefon ringede. Han swipede til højre på skærmen, og hans tre venner Jens, Magnus og Frederik tonede frem foran ham. De talte energisk. De havde i løbet af dagen fulgt med på diverse sociale medier, hvor deres nye musikvideo ‘Hvad fuck er en bælgfrugt?’ var udkommet klokken syv om morgenen. Ved tolvtiden havde videoen over 10.000 visninger på Facebook og det samme på Instagram og Youtube - det skulle fejres.

18 dage efter havde den ramt 2,5 millioner visninger.

I april 2021 fik de kommunikationsstuderende på 4. semester på DMJX i Aarhus en eksamensopgave, hvor der skulle laves en kampagne om kostrådene fra fødevarestyrelsen. De fire studerende Anders Hoppe, Jens Risom, Frederik Wandahl Warming og Magnus Vad besluttede sig for at gå sammen om at lave projektet.

De talte om, hvad der umiddelbart faldt dem ind ved kostrådene og bed mærke i et af de syv kostråd, som lyder: ”Spis mindre kød - vælg bælgfrugter og fisk”. ”En af de gange vi læser det tidligt i processen, får jeg sagt ‘hvad fuck er en bælgfrugt?’. Det har jeg sgu ikke lige hørt om før, men vi griner lidt af det og kan godt mærke, at vi har ramt et eller andet der,” siger Jens.

Deres idé var, at bælgfrugterne kunne fange opmærksomheden på kostrådene. Men trods den gode ide syntes drengene, at opgaven med at få budskabet ud var svær. ”Der findes jo knap noget så kedeligt som kostrådene, det er der jo ingen, der gider at høre,” griner Jens.

Men der tog de fejl.

Prikket på skulderen Idéen mundede ud i en 80’er inspireret sang, som blev drengenes hovedprodukt til eksamen. Og det gik godt. Så godt at censor stoppede dem på vejen ud og foreslog, at de sendte den ind til Fødevarestyrelsen. Men vejret blev varmere og dagene længere, så selvom drengene var med på idéen, gik der sommerferie i den. Indtil Frederik tog sagen i egen hånd og skrev en mail til Fødevarestyrelsen, der prompte tilbød dem et møde.

Ifølge Helle Birkmose Winding, uddannelseschef for kommunikationsuddannelsen på DMJX, er det en del af skolens DNA, at de studerende skal være modige og ambitiøse. ”I al undervisning eksponerer vi dem for branchen i form af realistiske opgaver, og hvis noget virkelig er godt, så bliver de opfordret til at sælge deres produkter,” siger Helle Birkmose Winding.

Helle Birkmose Winding fortæller, at målet ikke at producere løsninger til branchen, men at skabe mulighed for undersøgelser, læring og erkendelser. Dog går det at pro-

ducere og det at lære hånd i hånd. Derfor rammer studerende ofte plet og indleder samarbejde med virksomheder eller organisationer. Hun påpeger dog, at det ligger uden for undervisningen, og at det er op til de stu-

”

Vi er født ud af public service, så vi vil ikke være i lommen på nogen.

- Helle Birkmose Winding, uddannelseschef for kommunikationsuddannelsen på DMJX

derende selv, om de vil gå videre og indgå samarbejde med branchen.

Derudover er det vigtigt for skolen at forblive neutrale over for diverse firmaer, og det er bevidst, at eleverne får fiktive opgaver i kommunikation. ”Vi er født ud af public service, så vi vil ikke være i lommen på nogen,” siger Helle Birkmose Winding.

bliver lavet i virkeligheden,” siger Anders Hoppe og griner.

Efter mødet med Fødevarestyrelsen kom vendepunktet. Fødevarestyrelsen var begejstrede for at se, hvor investerede drengene var i projektet, og det var med til at overbevise dem om, at skoleprojektet kunne nå uden for skolens døre. ”Det, der fungerede sindssygt godt for os, var, at Fødevarestyrelsen kunne mærke vores entusiasme for projektet. Det var de meget glade for,” siger Jens Risom.

Helle Birkemose Winding mener, at studerende selv har et ansvar for at række ud til branchen, og hun synes, det er fedt, når studerende tør at springe ud i nye ting. ”Når jeg stiller mig ned første dag og byder velkommen til alle nye studerende, så siger jeg, gør ligesom Pippi, der siger ‘Det her har jeg aldrig prøvet før, men jeg kan det garanteret godt’,” siger Helle Birkemose Winding.

Hun understreger, at skolen prøver at styrke deres undervisning gennem samarbejde med branchen, men at de ikke er nogen jobbørs.

Grib succesen

Fra Fyr og Flamme til Kølner Dom Oprindeligt havde de fire kommunikationsstuderende tænkt, at pop-duoen Fyr og Flamme skulle føre den glade 80’er stemning ind i videoen. Men efter en snak med Fødevarestyrelsen blev det drengene selv, der måtte troppe op med matchende jakkesæt og solbriller.

For drengene hjalp det på deres motivation at få et skub fra lærer og censor, men de mener, at skolen godt kunne gøre mere for at opfordre elever til at sende deres projekter ud i virkeligheden. De håber, at deres succes kan inspirere andre studerende. ”Man kunne da håbe lidt på, at det kunne blive en øjenåbner for skolen og de studerende, at der nogle gange ikke er særlig langt fra det, man laver i skolen, til det, der

”Selvom det virkede lidt angstprovokerende, da vi først fik præsenteret idéen, så tror jeg bare hurtigt, vi kunne se det sjove i at lave videoen. For vi ved jo, hvor sjovt vi har det sammen,” siger Anders Hoppe.

Drengene lavede deres eget band ‘Kølner Dom’ og tog kontakt til produktionsselskabet Mirror, der stod for at få videoen produceret.

Med et set-up af makeupartister, runnere og producerer i Viby blev kostrådene præsente-

ret i kulørte farver. ”Det var sjovt at se de ideer, som vi havde været med til at skabe, blive ført ud i livet,” siger Jens Risom.

Efter to dage med optagelser fra morgen til aften var videoen filmet og et skridt tættere på at blive til en kampagne. ”Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det. Det var en kæmpe succesfølelse,” siger Jens Risom med et smil. Anders Hoppe tilføjer, at det var en succes for ham, da videoen blev udgivet, og den offentlige kampagne blev skudt i gang.

CV’et som drivkraft Reaktionerne var mange. Venner og gamle klassekammerater skrev til drengene og et svensk awardshow spurgte endda, om de ville komme og spille. Men for både Anders Hoppe og Jens Risom var det særligt det at få noget på cv’et, der var den største drivkraft.

“Det har haft betydning, at vi til en eventuel fremtidig jobsamtale har et koncept, vi har afviklet til noget virkeligt. Vi kan pege på, at dét her har vi været med til at lave,” siger Jens Risom.

Både Anders og Jens understreger, at det var en anderledes og bedre oplevelse end noget andet, de har lavet på DMJX. En oplevelse hvor drengene har følt sig på dybt vand og hele tiden har skulle prøve sig frem. ”Det er helt fantastisk. Der er jo bare en kæmpe forskel på at lave noget, der bliver vurderet af en lærer og måske få en karakter, og så at lave noget der bliver sendt ud i virkeligheden som en del af en rigtig kampagne,” siger Jens Risom.

Helle Birkmose Winding påpeger, at skolen har flere eksempler på studerende, der har indgået samarbejde med organisationer og virksomheder i den virkelige verden – og at sådanne gennembrud har stor betydning for skolen. ”Det giver os jo rigtig godt omdømme og relevans, der giver genlyd i branchen.

Det eksponerer, at vi har superdygtige studerende, og så tiltrækker det forhåbentlig også flere dygtige studerende, og det er jo det, vi gerne vil have,” siger hun.

Da projektet kom ud på de sociale medier kunne drengene hele tiden følge med i folks reaktioner og se, hvordan det blev taget imod. ”Det er sjovt at se, hvad folk rent faktisk siger til det, man har lavet,” siger Jens Risom.

Klik ind på www.illbunker.dk for at se skribenternes interview med Anders Hoppe og Jens Risom, og hør mere om .

6

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

INDE

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Julie Sommerlund bliver fra den 1. april ny rektor for DMJX i både Emdrup og Aarhus. Meget af tiden vil blive brugt foran skrivebordet med tastelyde, men når hun en gang om ugen skal koble fra, er det derimod kortonerne, der fylder.

TEKST: MIE JUHL LORENSEN

E

FOTO: ANTON SCHACK

fter to år med sikker afstand i Trinitatis Kirke i København Centrum kan koret nu endelig stå skulder ved skulder og synge for lungernes fulde kraft. Gemt væk bag Rundetårn og nogle lettere tillukkede glaspartier ligger sognehuset. Her venter summende stemmer på, at klokken bliver 19, så onsdagens kortime kan begynde. En af stemmerne tilhører Julie Sommerlund.

DMJX’ nye rektor.

En musikalsk opvækst 52-årige Julie Sommerlund er ikke særlig høj Håret er kortklippet og smilet stort. Med selvsikre skridt træder hun ad bagvejen ind i Trinitatis Kirke, som hun efterhånden kender godt. Først passeres et gennemgangskontor med en buet trædør, før hun ender i kirkens storslåede midte. Blandt marmor, kristussymboler og lysekroner føler Julie sig hjemme. Og det på trods af, at hun ikke betegner sig selv som særlig religiøs. ”Jeg har sunget og spillet klaver hele min barndom og ungdom. Min far er musiklærer, og jeg har gået på Sankt Annæ, så kor og

sang er en stor del af mig og mit liv.”

Julie har sunget, siden hun som 8-årig startede til kor på Sankt Annæ Gymnasium i København. Den eneste pause, hun har haft fra sangen, var da begge hendes børn var små, og hun selv var midt i 30’erne. Her drønede karrierelivet derudad, og der var ikke tid til musikken.

Men at holde sig helt fra musikken, kunne Julie ikke. Hun har i over ti år været en del af kammerkoret Trinitatis Kantori. Her er hun omgivet af alle slags mennesker. Høj som lav, ung som gammel. Nogle har hun endda sunget med helt siden korbegyndelsen som 8-årig. Studerende, dyrlæger, præster og kirurger er at finde i koret. Og nu også en kommende rektor for DMJX. Selvsikkerhed i stemmen Klokken er næsten 19, og Julie bevæger sig med små, hastige skridt de få meter fra kirken hen til sognehuset. Her stiller hun sig foran koret med en meddelelse. ”Som nogle af jer nok ved, har jeg fået nyt arbejde.” Beskeden bliver afbrudt af hujende stemmer og klapsalver rundt om i lokalet.

Der bliver nikket anerkendende, og der her-

sker ingen tvivl om, at det for Julie ikke er uvant at stille sig op foran andre mennesker og tage ordet.

Julie Sommerlund har i sit arbejdsliv stået med en del ledelse og ansvar. Når hun selv skal beskrive sin karriere, er det med ordene ”en ret mærkelig fagbredde”. På DMJX er der både ledelsesfag, visuelle fag og kommunikationsfag, hvilket alt sammen er noget, Julie tidligere har snuset til. Hun er ikke uddannet journalist, men har på RUC haft ansvaret for en journalistuddannelse, der på flere punkter minder om uddannelsen i Aarhus. DMJX er derfor et uddannelsessted, som Julie mener, at hun kan spejle sig i og derfor også et arbejde, hun ser meget frem til at give sig i kast med. ”Det her med at arbejde med folk, der skal ud i mediebranchen, som kun bliver vigtigere. At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

Rank ryg og ingen rod Koret går i gang med de indledende stemmeøvelser. Skuldrene skubbes tilbage i hurtige,

men kontrollerede bevægelser. Mens stemmebåndene varmes op, fyldes lokalet med mærkelige lyde. Længst henne ved vinduet står dirigenten Søren Christian. Ved siden af ham står et sort flygel med en rodet bunke nodehæfter på toppen.

Førhen stod der også et flygel hos Julie og manden Peter. Det har tidligere tilhørt Julies gamle klaverlærer. Pladsen blev dog for trang, da parret flyttede fra Vesterbro og tilbage til Julies barndomshjem i Valby. Her bor de i dag i et rækkehus og dyrker forstadslivet. Det eneste, der lige nu mangler, er et lille elektrisk klaver, som kan erstatte det gamle flygel.

Julie beskriver sig selv og manden Peter som modsætninger. De er i hvert fald enige om, at Julie går meget op i, at ting er velplanlagte og ordentlige. Det bliver hun nødt til i arbejdet med uddannelser, hvor planlægningshorisonten tælles i år. Peter arbejder derimod i en lidt mere rodet filmbranche, hvor planlægningen kan foregå fra dag til dag.

Disciplinen hos Julie ses også i koret. Her står hun med rank ryg, brystet skudt let frem, og fødderne solidt plantet i jorden. Den ene

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

INDE hånd placeres naturligt på venstre lår, mens den anden holder nodehæftet i udstrakt arm.

Brystkassen fyldes undervejs med luft, mens øjenbrynene let hæves og panden rynkes i små folder i de højere toner.

Når musikken spiller I arbejdslivet er det på ingen måde uvant for Julie at stå med de store beslutninger og agere i en lederposition. Hun går forrest. I koret skiller hun sig derimod på ingen måde ud.

Koret blendes sammen til en masse, der vajer let i takt fra side til side, og det er dirigenten Søren Christian, der tager styringen. Han bestemmer alt lige fra den enkeltes plads i koret til sangvalg og de tekniske småting som fraseringer. For Julie er det befriende med en pause. ”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Indimellem kan koret synge en smule skævt fra hinanden, og så stopper dirigenten dem også uden tøven. Søren Christian kommer med rettelser, og de begynder på ny.

Denne gang får de et ekstra anerkendende nik med på vejen. Julie beskriver følelsen, når alt lykkes i koret, som helt fantastisk.

Der er pludselig tale om, at en gruppe menneskers harmonier bliver til et stykke musik. ”Som korsanger bliver du gemt væk, når det er sådan rigtig godt. Hvis du kan høre mig synge, har vi et problem. Hele pointen er, at jeg skal synge, men man skal ikke kun kunne høre mig. Det er netop dér, klangen opstår.”

At spille efter spillereglerne I sognehusets halvcirkel er alle øjne rettet mod dirigenten. Det samme bliver DMJX’ opmærksomhed, når Julie Sommerlund inden længe tiltræder som rektor. Hun kommer direkte fra RUC, hvor hun har været dekan for humaniora og leder af institut for kommunikation og humanistisk videnskab.

De studerende fra RUC og DMJX jagter i fremtiden nogle af de samme praktik- og arbejdspladser. Og den interne konkurrence er derfor også noget, som Julie kender til. ”Det ville være dumt at lade som om, vi ikke er konkurrenter. Men vi er også samarbejdspartnere og kan gøre mange gode ting for hinanden. Begge steder uddanner en bestemt type mennesker, og det synes jeg i stedet, vi skal dyrke.”

Julie er i sin ledelsesstil hen over årene blevet mere bevidst om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Det er særligt vigtigt for hende, at der er tydelige spilleregler på arbejdspladsen. Og så er fairness noget, hun går enormt meget op i. Spillereglerne skal være ens for alle.

I den første periode på DMJX vil Julie især lytte meget på kollegaerne og de studerendes oplevelser. Hun skal langsomt finde sig til rette, forstå stedet og arbejde sig ind i rollen som rektor.

Fra anspændt til afslappet Tilbage i koret er stemmerne langsomt varmet op. Lige fra de første stemmeøvelser med lyde som ”arh” og ”pyh” til de længere musikstykker med den danske komponist Carl Nielsen. Koret er placeret stift på rad og række, men i pauserne mellem stykkerne er stemningen anderledes løssluppen. Skuldrene sænkes, og grinene spredes. Netop pauserne udnytter Julie til at lære de andre i koret lidt bedre at kende. ”Man sidder jo ikke og snakker øret af hinanden. Det kan måske tage fem år at lære de andre rigtig at kende. Men til gengæld kommer man ind på folk med vidt forskellige baggrunde. Korfællesskabet er noget helt unikt.”

BLÅ BOG OM JULIE SOMMERLUND - Kommende rektor på DMJX. Basen bliver i Emdrup, men vil også være en del i Aarhus.

- Udannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling på KU. - Ph.d. fra Institut for Organisation på CBS. - Fhv. dekan for Humaniora og leder af Institut på Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC. - Født på Vesterbro og opvokset i København, blandt andet i bofællesskab.

- Har gået på Sankt Annæ Gymnasium fra 3. klasse til 2.G. - Skiftede over til Det Frie Gymnasium, hvor hun også blev student.

- To voksne børn, en dreng på 19 år og en pige på 23 år. Den ene har sunget i Københavns Drengekor. Den anden bed aldrig på.

- Ville som barn gerne være astronaut. Havde senere i gymnasiet en plan om at blive pianist.

- Har siden 2010 været en del af Trinitatis Kantori.

- Yndlingsmusik er alt med Bach. ”Han kunne bare ikke skrive noget dårligt.”

- Synger ’alt’ i koret og er dermed den dybe kvindestemme.

7

8

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

INDE

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Danmarks- Medie og Journalisthøjskole afspejler ikke samfundets kulturelle mangfoldighed. Dette er et problem, som ledelsen ønsker at komme til livs med forskning og nytænkning af optagelsesprøven: Men hvordan skaber man diversitet, når man stadig ikke ved, hvordan man tiltrækker folk med en anden etnisk baggrund end dansk?

TEKST: SIGNE THOMSEN

A

ILLUSTRATION:NIKOLINE RYTTERGAARD

llerede tilbage i december 2020 anerkendte ledelsen på DMJX, at manglende diversitet er et kendt problem på skolen. Derfor søgte skolen midler til et forskningsprojekt, som skulle finde en årsag og en løsning på diversitetskrisen.

Dette forklarede Henrik Berggren, uddannelseschef for journalisuddannelsen, i en artikel til Illustreret Bunker. Henrik Berggren anerkender i dag, at skolen adresserede problemet for sent. ”Vi burde have været i gang med det noget før. Måske for ti år siden. Men der er bare ikke noget quickfix. Vi havde måske troet, at problemet havde løst sig over tid, men det er bare ikke sket,” siger han.

“Ingen ved, hvor problemet ligger” Diversitetsproblemet er et komplekst problem, og selvom skolen tilsyneladende arbejder for at komme problematikken til livs, er det svært at se resultaterne.

Ledelsen håber, at forskningsprojektet kan afklare problemet og finde en løsning.

”Hele ledelsen tager problemet alvorligt. Vi gør ikke bare noget for at lade som om, vi gør noget, men ingen ved rent faktisk, hvor problemet ligger,” siger uddannelseschefen.

Hvis forskningsprojektet går planmæssigt, er det færdigt i løbet af i år. Udvalget, bestående af undervisere Mette Stentoft og Mette Mørk, arbejder med litteraturinterviews, spørgeskemaundersøgelser, samt kvantitative interviews med nuværende studerende og repræsentanter fra miljøer, som er underrepræsenterede. Derudover har de et kritisk blik på skolens kommunikation.

Henrik Berggren uddyber, at der ikke er nogen konkrete mål for projektet. Man må ikke registrere etnicitet, så forskningsprojektet skal også gerne hjælpe til at definere succeskriterierne for en forbedret diversitet.

Ifølge ham er det også en udfordring, at finde undervisere som har tid til at prioritere det. ”Vi har jo nok at lave,” siger Henrik Berggren.

Nytænkning af optagelsesprøven Det er især et fokus på forskellige etniciteter og socioøkonomiske baggrunde, som skolen arbejder ud fra. Noget af det, skolen

helt konkret har gjort, er at revurdere journalisternes optagelsesprøve. Henrik Berggren håber, at tiltaget viser resultater.

I den kommende optagelsesprøve vil man derfor opleve, at der er lavet væsentlige ændringer. Spørgsmålene er formuleret anderledes rent sprogligt. Der har været mere fokus på, at emner og materialer ikke favoriserer folk med en bestemt kulturel og uddannelsesmæssig baggrund.

Lektor på DMJX Solveig Schmidt, som står for optagelsesprøven, kan ikke sige noget konkret om ændringerne, før prøven er afviklet. Generelt har prøven dog sat større fokus på processer og sammenhænge. Uddannelseschefen kommer med et eksempel. ”Vi vil blandt andet hellere have studerende, som forstår kompleksiteten af krigen i Ukraine, fremfor at de ved, hvad landets præsident hedder,” siger Henrik Berggren.

Find Holger Skolen har også planer om at gøre en indsats på markedsføringsfronten. Blandt andet ved at komme ud på gymnasier og kommunikere til de unge, at etniske minoriteter er eftertragtede.

Det er et et tiltag, som Lotte Rosdahl, ekspert i inkluderende journalistik, har ventet på længe.

Hun bifalder, at der bliver gjort en indsats for at tilgodese forskellige kulturer og baggrunde. Hun påpeger samtidig, at skolen og mediebranchen har sovet i timen. ”Virkeligheden banker på døren,” siger Lotte Rosdahl. Hun uddyber, at det er problematisk, når det primært er middelklassens unge, som går på DMJX. Det bliver dermed middelklassens børn, som ender på de store redaktioner.

Dette skaber kollektive blinde vinkler, hvor fordomme bliver reproduceret. Man rapporterer fra de samme perspektiver, ringer til de samme kilder osv.

Milad Amiri, studerende på DMJX, deler også bekymringen for manglende etnisk diversitet på skolen og generelle journalistiske forbilleder i mediebranchen. Han fortæller, at han var i tvivl, om det var den rette uddannelsesinstitution, fordi det er svært at finde nogen, at spejle sig i. ”DMJX i Århus er en stor ‘Find Holger’bog, og jeg føler mig som Holger” siger han.

Kom med på roadtrip til de sydjyske medier

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

Et nyt samarbejde mellem de største praktiksteder i Syd- og Sønderjylland, DR SYD, TV SYD og JydskeVestkysten, skal gøre det let for alle jer studerende at komme og møde os der, hvor journalistikken bliver lavet.

Syddanmark. de ur To er nd gy be 0 9.0 en kk klo ril ap Den 27. landskab. Der afgår die me e sk an dd sy t de i r tu nd ru t ide gu En busser direkte fra både SDU og DMJX.

Under turen er der fuld forplejning, og på hvert stop præsenterer medierne de konkrete stillinger, de har slået op. Der bliver også mulighed for rundvisninger på redaktionerne, hvor praktikantvejlederne også kommer med eksempler på det arbejde, praktikanterne kommer til at lave i netop deres hus.

9:00

17:30

De to busser afgår fra henholdsvis SDU og DMJX den 27. april klokken 9.00 og er tilbage ved deres udgangspunkt igen cirka 17.30.

Det er gratis at deltage på turen.

Tilmelding til gtn@dr.dk senest den 26. april klokken 12.00.

9

10

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

INDE

Kultur og satire manglede i mængden af foreninger. Nu fylder Tendens og DMJX Rapporten tomrummet ud.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet to foreninger rigere. Starten på året var også starten på Tendens og DMJX-rapporten. I et interview med stifterne bag forklarer de, hvorfor foreningerne mangler, og hvordan de kommer op at stå.

TEKST: SISSEL BONDE THIELSEN

K

FOTO: RASMUS BREUM

ulturmagasinet Tendens og det satiriske skoleblad DMJX Rapporten er blevet en del af skolens hær af foreninger, som på nuværende tidspunkt tæller hele ti. De spænder bredt og byder på alt lige fra produktion af dokumentarfilm, radio og podcasts til højspændte fodboldkampe og litervis af øl i fredagsbaren. Fælles for dem alle er, at de har et formål og en vision for det, de laver.

22- årige Mia Skovby går på 2. semester på journalistik, og er ansvarshavende chefredaktør på det nystartede DMJX Rapporten.

For hende opstod visionen om at skabe et satirisk skoleblad, som et resultat af kedsomhed under coronanedlukningen. En stor del af Mias omgangskreds lå i sengen ramt af corona, og hun ventede bare på, at det blev hendes tur. ”Jeg sad en aften og tænkte, at jeg blev nødt til at finde på noget at lave de næste syv dage, hvis jeg ikke skulle blive skingrende sindssyg. Jeg lå og kiggede lidt på humor magazines og undrede mig over, at vi ikke havde noget tilsvarende i Danmark. Så kom ideen: Jeg starter det selvfølgelig bare selv med hjælp fra mine venner.”

leblad i Danmark. De er et hold bestående af skribenter, illustratorer, fotografer, layoutere, en SoMe manager og en økonomichef.

De første 10 medlemmer er Mias venner, som var med fra starten. Derudover var der omkring 30 ansøgere, hvoraf de har fundet de 10 mest kompetente medlemmer.

”Vi har tårnhøje ambitioner,” siger hun Første ambition er at udkomme to gange hvert semester, med undtagelse af det igangværende semester, hvor de udkommer hele tre gange. DMJX Rapporten havde nemlig deres ”grand release” i forbindelse med skolestarten på forårssemestret 2022. Her

udkom de som en parodi af rusværternes Startskuddet F22. ”Rusværterne blev rasende, men de syntes også, det var virkelig sjovt. Folk må gerne blive sure, men de skal også kunne grine af det. Når folk tager sig selv lidt for højtidligt, må vi godt gøre grin med dem,” siger Mia.

” Der

har

været

en

smule fordomme om, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi. Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det.

”

- Caroline Højrup Heide-

mann, Chefredaktør for Tendens

Der var brug for en forening, der tog pis på det hele. Vi er 100 procent et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst.

- Mia Skovby, Ansvarshavende chefredaktør for DMJX Rapporten

Det resulterede i en nat med begrænset søvn.

Mia Skovby lå vågen til klokken fem næste morgen og researchede på ideen. Dagen efter var hun klar til at gå i gang med foreningen.

DMJX- Rapporten er et satireblad, og ifølge Mia Skovby er de det eneste satiriske sko-

Mia Skovby fik ideen til DMJX Rapporten efter at have brugt coronalednukningen på at læse humor magazines. I dag er de 20 medlemmer i foreningen, og de udkommer tre gange dette semester.

Et kulturmagasin bliver skabt Grundlæggende er en forening, noget så simpelt som mennesker med et fælles formål.

Det afspejler Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her er der et rigt og voksende foreningsliv, hvor nye formål og fælleskaber bliver budt velkommen af både ledelsen og de studerende. Og i år er det ikke kun DMJX Rapporten, der er blevet budt velkommen som forening. Kulturmagasinet Tendens er også kommet til.

21-årige Benedikte Støjberg Pedersen og Caroline Højrup Heidemann går på 4. semester på journalistik. For dem startede idéen om et kulturmagasin allerede for et år siden.

Over en øl fandt de ud af, at de havde samme foreningsdrøm. De blev enige om, at hvis det skulle være, var det ved at være sidste chance inden praktikken. ”Tiden på studiet er virkelig gået hurtigt, og der er så meget vi gerne vil, som vi ikke

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

INDE

11

Benedite Støjberg Pedersen (tv.) og Caroline Højrup Heidemann (th.) er stifterne bag kulturmagasinet Tendens, som udkommer på web to gange hvert semester. Tendens blev dannet, fordi de to stifterer manglede et rum for at kunne udfolde sig frit og kreativt på skrift.

har nået. Der har været run på med både deadlines og venner,” siger de.

Så hvis der skulle handles på ideen om et kulturmagasin, skulle det være nu. Derfor besluttede de sig for at give den fuld gas, og ugen efter begyndte de at søge medlemmer til magasinet Tendens. Benedikte kunne nu kalde sig for ansvarshavende chefredaktør, og Caroline for chefredaktør på magasinet.

Magasinet Tendens består af 32 medlemmer. Heriblandt skribenter, fotojournalister og kommunikatører der skal hjælpe med SoMe, og hvor samtlige ansøgere er blevet optaget. ”Vi er et webmagasin, så der er ikke noget sideantal, vi har er begrænset af,” siger Benedikte. ”Alle har dog alligevel været til samtale, hvor vi kunne konstatere, at der ikke var nogen, vi ville skære fra. Folk virker virkelig søde og engageret,” tilføjer Caroline.

Tendens er et webmagasin, som udkommer to gange hvert semester, med første udgivelse 1. april. Magasinet kommer til at indeholde en bred vifte af journalistisk indhold. Tendens vil skrive om folk, der griber kulturlivet an på forskellige måder. Og så vil de skrive om mere eksistentielle emner, lave anmeldelser af blandt andet musik, teater og musicals, lave portrætter, klummer og reportager.

Manglen på ”skriftens legeplads” med mulighed for fri kreativitet har været drivkraften bag foreningen. Tendens chefredaktører har fået inspiration af radio og TV. Her kan man være kreativ, især med valg af emner, som også rækker ud over mediebranchen og skolens fire vægge. De mener, at de har fundet et hul i de i forvejen etablerede foreninger på skolen. Den kreative frihed fungerer for

radio og TV-segmentet, så stifterne kan ikke se, hvorfor det ikke skulle fungere på skrift. ”Tendens skal være det kreative rum, både i formidlingen og i emnevalg,” siger Benedikte.

Hvordan starter man en forening op?

De tre chefredaktører har erfaring fra andre foreninger på skolen. Mia Skovby laver radio for Genlüd, Benedikte Støjberg Pedersen har været skribent for Illustreret Bunker og Caroline Højrup Heidemann var sidste år redaktør på Coming Up og laver radio på Genlüd. Det er erfaringer, som de ikke er bange

”

Der skal også være et segment til magasinjournlastik, uden at det virker mere fjollet eller banalt i forhold til andet journalistik.

- Benedikte Støjberg Pedersen, Ansvarshavende chefredaktør for Tendens

for at trække på og tage ved lære af. ”Du starter en forening, ved egentlig bare at sige, at du har en forening. Du skal bare selv tro på det. Da jeg så at DMJX Rapporten blev nævnt til åbent hus, tænkte jeg: nu er vi en rigtig forening. Ordet er ude, så

handler det bare om, at få folk til at tilslutte sig og fortsætte med at gøre opmærksom på foreningen,” siger Mia Skovby.

Selv har hun ikke mødt de store udfordringer i opstarten, men alt opstart tager lang tid. ”Det er mit hjertebarn, så jeg har meget svært ved at uddelegere opgaver,” siger Mia. Pigerne fra Tendens har haft samme oplevelse. ”Vi var til et foreningsmøde med uddannelseschef Henrik Berggren, hvor vi spurgte, hvad der skulle til, for at vi kunne blive en forening? Henriks svar var meget enkelt, han sagde ’I er en forening nu,’” siger Caroline.

For Benedikte og Caroline har den største bekymring været, om de kunne få folk med på ideen, men den bekymring blev hurtigt gjort til skamme. ”Vi er vanvittig overvældede over, at så mange har lyst til at være med, det er langt over vores forventning. Vi har ikke haft noget færdigt produkt, vi kunne vise, så folk har valgt at tro på vores ord. Vi bliver nødt til at være selvsikre omkring foreningen, hvis vi skal have andre til at hoppe med på vognen,” siger chefredaktørerne.

Blandede tilbagemeldinger DMJX Rapporten er ikke tilmeldt pressenævnet, hvilket ifølge Mia gør, at der ikke er grænser for, hvad de kan skrive om. De kan parodiere alle uden risiko for at blive sagsøgt. ”Det hele er jo forkerte informationer, der er ikke noget, der stemmer overens med god presseskik,” siger Mia. Det kan folk have delte meninger om. ”Vi har et par haters, men også mange lovers,” siger Mia, og fortæller at DMJX Rapporten går under navnet ”den sjette

vagthund”, fordi de også holder de andre foreninger på skolen i snor.

DMJX Rapporten vil gerne adskille sig fra de andre foreninger, som et frisk pust i dagligdagen, og de har en intention om at skubbe til grænserne. ”Der var brug for en forening der tog pis på det hele. Vi er 100 procent et satireblad, ikke et ord, der er skrevet i det blad, er seriøst,” siger Mia. Første version udkom kun online, men DMJX Rapporten har fået økonomisk støtte af DSR, til at kunne udkomme fysisk i papirversion.

Magasinet Tendens har heller ikke udelukkende fået positive tilbagemeldinger. Særligt har de fået mange kommentarer på, at de bare lavet et damblad på skolen. Men for kulturmagasinets chefredaktører, er det vigtigt at slå fast, at Tendens ikke er et magasin målrettet kvinder, men et magasin til alle. ”Der har været en smule fordomme om, at vi ikke er en seriøs forening, men det er vi.

Vi har ben i næsen, så vi bliver ikke umiddelbart slået ud. Kommer vi ud i sådanne situationer, så klarer vi også det,” siger Caroline.

Pigerne har været bekymret for, at magasinsegmentet ville afskrække mænd i at søge ind, men det har ikke været tilfældet. Ud af seks skriftlige redaktører, er tre af dem mænd. ”Der skal også være et segment til magasinjournalistik, uden at det virker mere fjollet eller banalt i forhold til andet journalistik,” siger Benedikte.

Nu er foreningerne dannet, og de er blevet optaget i det etablerede foreningsliv på skolen. Indholdet skal nu ud at leve og finde sin berettigelse blandt læserne.

12

FOTO

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022 TEKST OG FOTO:

MARIA HØY

Ukrainske Ania er netop ankommet på et friviligt modtagecenter i Wien, Østrig, og venter på at hendes familie, som stadig befinder sig i Ukraine, finder en måde at komme ud af deres hjemland.

TEKST OG FOTO:

SIGNE LÆGSGAARD

”Ingen ved, hvornår krigen slutter. Eller om den slutter overhovedet.”

I en tætpakket gymnastiksal i Przemyśl, 10 kilometer fra den polsk-ukrainske grænse, leder Dasha Bolkvadze, 37, efter sin sorte kat mellem rækkerne af farverige solsenge. Før Rusland angreb Ukraine, var det lyden af legende, polske skolebørn, der gav genlyd i den store sal, men nu er den et midlertidigt hjem for flere hundrede mennesker, der er flygtet fra krigen. Dasha og hendes mor, mand og søn boede, før krigen brød ud, i Kharkiv, og hun husker, første gang Rusland invaderede områderne tæt på deres hjem i 2014. ”Sidste gang annekterede Rusland ukrainske territorier på en mere civiliseret måde.

Men nu er der en fuld-skala-krig i mit land. Kharkiv er et rent helvede. Mange af mine venner er blevet der og håber på det bedste. Men det bliver kun værre. Der er ikke noget mad eller medicin. Der er ikke varme eller elektricitet i husene. Civile bliver slået ihjel. Jeg vil virkelig gerne vende tilbage til vores hjem og håber på det bedste, men ingen ved hvor lang tid det kommer til at tage at restaurere byerne. Jeg vil ikke have, at min søn vokser op i efterkrigsforhold. Han har ret til et normalt liv.”

FOTO

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

13

TEKST OG FOTO:

NICHLAS ARTURO

Ukrainere venter i dagevis i håb om at komme sikkert til Polen og blive genforenet med deres nærmeste. Kvinder og børn er i overtal af dem, som forsøger at komme ud af landet, eftersom, at alle mænd mellem 18-60 år ikke kan forlade landet, da de har værnepligt til at forsvare Ukraine.

TEKST OG FOTO:

MARTIN FORD

Der forholdsvist stille på banegården. Det er et stykke tid siden, det seneste tog ankom fra Ukraine.

Hvornår det næste ruller ind, er der ingen, der ved.

Mange steder på banegården sidder små børn på rullekufferter og ser helt tomme ud. De aner ikke, hvad der foregår. Uvisheden i deres øjne er hjerteskærende.

Stilheden varer kun kort.

Det næste tog er lige om hjørnet, og roen fordufter.

Den kaotiske stemning vender tilbage igen.

14

UDE

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

Genstarts nye stemme: “Det ligger skævt i munden at kalde mig journalist” En ny stemme er kommet på Genstart. Den tilhører Anna Ingrisch. Illustreret Bunker tegner et portræt af den nye vært for at finde ud af, hvem personen bag mikrofonen er, og hvordan hun tilgår sit arbejde på Danmarks mest lyttede podcast.

“J

TEKST: LISA MARIA BILGRAV FOTO: BRAGE BORUP

eg er lige midt i en speak. Er det okay, hvis jeg gør den færdig?

Det tager kun et par minutter.”

Med hastige skridt går hun ind i en elevator i det store DR-hus. Man kan mærke, at der er fart på. Det er fredag, klokken er 15, og de fleste er ved at gå hjem på weekend efter en hård arbejdsuge. Hun kommer ind i et mørkt lydstudie, der bliver lyst op af grønne farver fra lydsporet på skærmen. I et stort vindue kan man se folk, som taster løs på tastaturet i rummet ved siden af.

“Kan du lukke døren?” spørger hun, mens hun går ind i rummet ved siden af og tager de store høretelefoner på.

Hun starter en optagelse og begynder sin speak. Stemmen falder over sætningerne.

Ord bliver ændret, så de lyder mere naturlige, og hun rømmer sig, så navnene kan blive udtalt korrekt. Efter få minutter og en håndfuld forsøg på den perfekte speak lyder ordene.

“Og mit navn er Anna Ingrisch.”

Kedsomhed satte kursen Ser man på journalistbranchen, er de fleste uddannede journalister. Nogle har lyst til at berette om uretfærdigheder, som sker i verden. Andre vil fortælle gribende historier.

Nogle vil måske vælte en minister. Men sådan var det ikke for Anna Ingrisch. Hun er uddannet fra Roskilde Universitet i offentlig forvaltning, og drømmen var at blive embedsmand, diplomat eller erhvervsleder indenfor shipping. Hendes planer faldt også på forfatter, litterat eller skuespiller.

Men en impulsiv beslutning sendte hende i retning af DR. “Jeg kedede mig frygteligt, så i desperation søgte jeg en praktikantstilling på DR,” siger hun.

Hun ringede samme dag, som hun søgte.

Hun ville have en samtale den pågældende dag, fordi hun skulle rejse til USA to dage senere. Det var nu eller aldrig.

Hun mødte op på DR og fik jobbet på stedet. Praktik hos Clement på DR2. Efterfølgende arbejdede hun både som tilrettelægger, redaktionssekretær og vært på DR. Med praktikken kom hun ind i journalistikken - selvom det ikke var planen.

“Jeg har aldrig tænkt over, at det var en mulighed at uddanne sig til journalist. Jeg havde aldrig mødt en journalist i mit liv, så jeg havde aldrig tænkt den tanke.”

De spæde journalistår Efter først at have været på Debatten - og sidenhen P1 og P3 - kom Anna Ingrisch over på Radio24syv. Hun sad side om side med journalister som Asger Juhl, Kristof-

fer Eriksen og tidligere Genstartvært Knud Brix. Men selvom hun havde arbejdet en del med journalistikken på DR, var det først på Radio24syv, at hun lærte de journalistiske værktøjer, som hun stadig bruger i dag.

“Jeg måtte lære og tilegne mig værktøjerne. Finde ud af, hvordan man laver et godt interview, hvordan man laver et kritisk interview, hvordan man søger aktindsigt, hvordan man afdækker en historie, hvordan man får et tip og følger det til dørs,” siger hun.

Og hun måtte lære mediejura, etik og klipning. Hun lærte det, så hun kunne gøre det arbejde, hun nu var ansat til. Og den viden og det håndværk medførte, at hun begyndte at føle sig som journalist. Alligevel har hun haft svært ved at tage titlen på sig.

“Det ligger skævt i munden at kalde mig journalist. Jeg har ikke haft den der journalistiske fortælling fra barnsben. Og jeg ville ikke stjæle en identitet fra alle mine gode kolleger på Radio24syv, eller hvor det nu kunne være.”

Hun fortæller, at det har taget hende noget tid at blive bekvemt med titlen som journalist. Og i dag tøver hun stadig med at bruge den, selvom hendes bagkatalog er vokset siden starten på DR. Efter Radio24syv blev hun nemlig vært på TV2 NEWS’ Besserwizzerne, inden hendes stemme den 8. december sidste år kunne høres på Genstart for første gang.

”

Jeg er fuldstændig blottet for konflikskyhed. Jeg føler ikke en trykken for brystet. Jeg får total hvilepuls.

- Anna Ingrisch

Kritiske interviews giver hvilepuls Anna Ingrisch’ første afsnit på Genstart var med Michael Dyrby. Interviewet skulle handle om den sexistiske kultur på TV2, hvor Dyrby var en af spidserne i de år, hvor krænkelserne fandt sted. I interviewet udstråler Anna Ingrisch et overskud. Et overskud, som udmønter sig i en lang række kritiske og konfrontatoriske spørgsmål.

Men konfrontationen er netop dér, hvor Anna Ingrisch føler sig på hjemmebane.

“Jeg er fuldstændig blottet for konflikt-

skyhed. Jeg føler ikke en trykken for brystet.

Jeg får total hvilepuls,” siger hun.

Spørgsmålene er simple, skarpe og præcise. De er resultat af mange års erfaring og mange timers forberedelse. Ifølge den nyudklækkede vært, søger hun alt den viden, som hun kan få inden hvert Genstart-afsnit. Det

”

Der er jo ikke et eneste menneske i hele verden, der er overrasket over, at jeg er endt her.

- Anna Ingrisch

gælder søgninger på Infomedia, der strækker sig tilbage til 2005, hvor hun læser alt om sagen eller personen.

“Kritiske interviews bliver gode ved hårdt arbejde. Det er den eneste opskrift. Læs, læs, læs. Forbered, forbered, forbered. Kør dine spørgsmål igennem. Tænk, hvad de vil svare. Når man har alt den substans at stå på, så har man overskud. Det kan du kun, hvis du ved alt om sagen.”

På trods af en høj arbejdsmoral føler hun ikke, at overskuddet altid er til stede. Men overskuddet er en prioritet for hende, og dét forsøger hun at få til at skinne igennem i interviews med Michael Dyrby om hans virken i en sexistisk kultur, Morten Messerschmidts modstand internt i DF og Cecilia Lonning-Skovgaards kritiske ledelsesstil.

Korte og præcise spørgsmål er det, som fungerer i hendes kritiske interviews.

Det hårde, men meningsfulde arbejde På Genstart har de gang i tre til fire afsnit ad gangen. Det tager tre og en halv dag at lave et afsnit, og det er en produktionstung proces, hvor afsnittene skal laves til perfektion. Nogle gange må de endda sadle om, når verden pludseligt brænder på. Da Rusland invaderede Ukraine, arbejdede redaktionen til kl. 03 om natten. Afsnittet udkom kl. 04.

Det er en tempofyldt redaktion med mange bolde i luften, og Anna Ingrisch fortæller selv, at hun er taknemmelig for, at hun bare skal eksekvere. Men arbejdet kan også være hårdt “Jeg føler, at det er enormt vigtigt at fortælle om, hvad der sker i verden, og om den katastrofe, en hel verdensorden står i lige nu.

Det er dér, jeg kan mærke, hvor meningsfuldt mit job er, og så gør det ikke noget at lægge de ekstra timer i,” uddyber hun.

Når et afsnit sendes i radioen, lytter 80.000 mennesker, og de ligger nummer et på Podcastindexet. Hun ved, at Genstart betyder meget for lytterne, og at det er en del af folks rutiner. Hun fortæller, at de derfor arbejder hurtigt, så de kan sende et velproduceret afsnit ud til lytterne.

“Jeg er glad for, at folk er så glade for det, for vi knokler som små arbejdsmus. Jeg bliver utrolig glad over at få at vide, at folk kan lide udsendelsen, mit interview, tilrettelæggelsen eller emnet,” fortæller Anna Ingrisch, der er særligt opmærksom på sin rolle som vært på Genstart.

Hun vil gerne fungere som lytternes forlængede arm, og derfor tager hendes spørgsmål i interviews ofte udgangspunkt i de ting, som hun tror, lytterne vil vide, eller hvad de i hvert fald burde vide.

Ingen bestemt type Da Anna Ingrisch startede i mediebranchen, havde hun opfattelsen af, at man helst skulle være en bestemt type som vært, og det blev nogle steder efterspurgt, om man ikke kunne forstærke visse træk, så man blev en karakter. En karakter, der enten var hård, aggressiv, følende, empatisk, sjov eller ironisk.

Men det er ikke noget, hun ville leve op til, og derfor var det også en befrielse for hende, da hun blev vært på Genstart. Så skulle hun bare være en stemme, der kunne være med til at stille de spørgsmål, som betyder noget.

“Det eneste, som var vigtigt for mig, var bare at vide, at jeg stiller de helt rigtige og mest præcise spørgsmål til de helt rigtige mennesker og til de mennesker, der er bedst til at fortælle en historie, eller forklare den position, de er i.”

Anna Ingrisch stiller kritiske spørgsmål, og det gør hun netop som journalist og vært på Genstart. Når hun ser på, hvor hun er endt, kan hun godt se, at det er en kulmination af alle de interesser, som først lå på tegnebrættet.

“Der er jo ikke et eneste menneske i verden, der er overrasket over, at jeg er endt her. Det giver god mening i forhold til mine andre interesser. De peger samme sted hen.

En dyb interesse for verden, samfundet og kulturen. En nysgerrighed og umættelig sult efter at følge med i og være en del af den offentlige debat, der har defineret, hvad jeg skulle være.”

Selvom journalistikken aldrig var planen fra start, er det der, hvor Anna Ingrisch er endt. Og nu på Danmarks største podcast.

Som journalist - også selvom det ligger skævt i munden.

UDE

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

15

16

UDE

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

Trusler og digital chikane - et vilkår for journalister?

TEKST: KAROLINE NOER & JOSEFINE HARBOE

”J

ILLUSTRTION: KATRINE Å. EDVARDSEN

Risikoen for trusler og digital chikane er efterhånden blevet hverdagskost for nogle journalister. Dansk Journalistforbund afkræver en samlet national politik. Er trusler og digital chikane blevet et vilkår for journalister?

eg ved, hvor du bor, og jeg kommer og får fat i dig.” Dette er desværre et syn, som møder nogle journalister, når de åbner deres e-mail eller indbakke på telefonen. Ovenstående eksempel kommer fra Mads Sandemann, chefredaktør ved JydskeVestkysten. ”Vi modtager trusler flere gange om året.

Det er særligt i forbindelse med retssager og

kriminalstof, hvor kriminelle truer os til ikke at skrive om retssagerne,” siger han.

Trusler og digital chikane er ikke kun begrænset til JydskeVestkysten. Hos Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske tegner der sig et lignende billede. Truslerne omhandler mest pressioner - altså trusler, hvor medier trues til at undgå at skrive om bestemte historier. Den digitale chikane er særlig slem, når medierne bringer historier om indvandrerdebatten, MeToo-bevægelsen, og hos JydskeVestkysten - artikler om ulve i Danmark og vindmøller.

Trusler og digital chikane er blevet hverdagskost for mange journalister. Hvordan håndterer medierne dem, og er det branchens

UDE ansvar at håndtere problemet?

Handling fra medierne kræves Hos Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Berlingske har man ikke en fast drejebog, når det kommer til trusler og digital chikane.

Modtager deres journalister en trussel, skal vedkommende gå til nærmeste leder eller chefredaktør, hvorefter sagerne håndteres individuelt, men herefter ophører den samlede linje.

I en undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund, som undersøger digital chikane over for journalister, svarede en fjerdedel af de adspurgte medlemmer, at de har været udsat for digital chikane - hvoraf ca. en fem-

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

tedel har oplevet trusler. Og her kan manglen på den samlede linje meget vel være en årsagsforklaring på det høje antal, mener arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Journalistforbund, Tom Hansen. Han mener, at tallene fra undersøgelsen kalder på handling fra arbejdsgiverne.

Hos flere af de adspurgte medier berettes det, at journalisterne ikke ser det som et tabu, at råbe højt omkring trusler og digital chikane. Desværre tegnes en anden tendens - nemlig at journalisterne ikke altid registrerer den digitale chikane. Det er simpelthen blevet hverdagskost.

Trusler er et grundvilkår

Tilbage hos JydskeVestkysten kommer truslerne i flere forskellige former. ”Vi har oplevet to gange at få brændt vores redaktionsbiler af. Det var i forbindelse med, at vi dækkede uroligheder i nattelivet og narkomiljøet i Haderslev. Vi er ret overbevist om, at der var nogen i miljøet, der forsøgte at afskrække os fra at skrive om disse ting,” beretter Mads Sandemann.

Særligt en sag stikker ud hos JydskeVestkysten. I forbindelse med en retssag, blev en af mediets journalister væltet omkuld af den tiltalte, fordi vedkommende ville have fat i journalistens blok. Den tiltalte blev senere dømt for vold mod journalisten. På trods af de voldsomme oplevelser og frustrationen over digital chikane mod JydskeVestkystens journalister, er budskabet tydeligt fra Mads Sandemann. ”Der er stor magt i det, vi publicerer, og derfor er der også nogle, som forsøger at få os til tie. Men jeg kender ikke eksempler på, at truslerne påvirker vores journalistik.

Journalistik kræver mod, og det ved man på redaktionerne. Du kan kalde det en erhvervsrisiko. Det er bare et grundvilkår,” siger han.

Ifølge chefredaktør for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, har de også erkendt, at det er svært helt at undgå.

“Der er ikke nogen medarbejdere, der skal affinde sig med, at det er en del af arbejdsmiljøet, men vi har navne og mails på vores journalister liggende frit tilgængeligt. Vi vil rigtig gerne, at alle kan henvende sig til vores journalister, så derfor er det et vilkår, at det sker engang imellem,” siger hun.

Trusler hører ikke til på Twitter Hos både Ekstra Bladet, JydskeVestkysten og Jyllands-Posten opfordrer man journalisterne til ikke at svare, hvis de oplever digital chikane eller trusler. Marchen Neel Gjertsen forklarer, at det på deres redaktion i stedet er ledelsen, der tager kontakt til afsenderne, da man oplever, at de negative henvendelser minimeres, når svarene kommer fra ledelsen.

Marchen Neel Gjertsen fortæller om en episode, hvor en af Jyllands-Postens praktikanter modtog en racistisk e-mail.

“Vores praktikant lagde det på Twitter, for at oute personen, men han sendte det ikke videre til mig. Her havde vi ikke gjort vores procedure tydelig nok for de nye praktikanter,” siger hun.

Episoden gjorde, at man hos Jyllands-Posten indskærpede over for alle medarbejdere, at alt skulle sendes videre til ledelsen. Det resulterede i endnu flere henvendelser med lignende oplevelser.

Hadefulde beskeder er også et problem Selvom man ikke udsættes for direkte trusler, oplever mange journalister at modtage hadefulde og chikanerende beskeder. Ifølge DJ’s undersøgelse har over ni ud af ti af dem, der har været udsat for digital chikane, oplevet negative kommentarer på sociale medier.

For at generere opmærksomhed omkring artikler bruger flere danske mediehuse sociale medier som værktøj. Mange steder er man dog nødsaget til at ansætte SoMe-ansvarlige til at moderere kommentarfelterne, fordi debatten ofte afstedkommer en meget hård tone.

Ifølge Marchen Neel Gjertsen er det dog svært at balancere grænsen mellem fri debat og en modereret tone. ”Der er selvfølgelig en grænse mellem, hvad der er lovligt og ulovligt. Rendyrket racisme og trusler om vold ville vi slette uden tøven. Der er dog en masse gråzoner, fordi der findes mange versioner af synspunkter og måder at formulere dem på,” fortæller hun.

Anne Kirstine Cramon har i en årrække skrevet debatindlæg og klummer i Berling-

17

ske, men sagde for nyligt stop, da arbejdet affødte for meget chikane indbakken. Hun stiller sig kritisk overfor Berlingskes håndtering af digitale krænkelser og mener, at de kunne have gjort mere for at beskytte hende som skribent. ”Jeg synes ikke, at det er en velvoksen debatsektion på en stor avis værdigt at lade debattører stå selv med de reaktioner, som debatindlæg kan afstedkomme,” fortæller hun.

Debatredaktør hos Berlingske Pierre Collignon forholder sig til kritikken. ”Med hensyn til Anne Kirstine Cramon, er det tydeligt, at hun har oplevet, at vi ikke rakte nok ud. Det er jo hendes oplevelse, men jeg har talt med mange andre af vores skribenter, som har nogle andre oplevelser.

Med hende skulle jeg have været endnu mere tydelig,” siger han.

“Vi har intet overblik over truslerne” Ekstra Bladet er et andet medie, der også har oplevet problemet trusler og chikane. Pernille Rask, chef for Administration og Jura hos Ekstra Bladet, erkender, at problemet er stort, og at det kan være svært at holde styr på. ”Risikoen for digital chikane og trusler er faktisk på som dagsorden på intromødet for vores praktikanter. Vi siger simpelthen til dem, ’I kan komme til at møde en masse grimt, blot fordi I udgiver journalistik, som nogle kan være uenige med jer i. Vi vil gerne skåne jer for det, men det er simpelthen så bredt, så vi kan ikke skåne jer fuldstændig fra det’,” siger hun.

Selvom problemet er omfattende, kender flere journalister ikke til politikken for håndtering af digital chikane på deres arbejdsplads, hvis der da overhovedet er en.

Hos Ekstra Bladet har de - som følge af den aktuelle debat - forsøgt at skabe et overblik, fortæller Pernille Rask. ”Vi har oprettet en intern mailadresse, som vi opfordrer vores medarbejdere til at sende alt til, så vi kan få et overblik over, hvor stort omfanget af digital chikane er. På nuværende tidspunkt har vi ikke overblik. Men helt rene trusler er det ikke mit indtryk, at vi vælter os i,” siger hun.

‘Mediernes politik skal tydeliggøres’ At mediernes politik omkring håndteringen ikke er tydelig nok, er et problem. I en undersøgelse fra DJ svarer fire ud af ti af de adspurgte medlemmer, at de enten ikke ved, om der er en politik for håndtering af digital chikane, eller at der slet ikke er en politik.

Arbejdskonsulent hos Dansk Journalistforbund, Tom Hansen, forholder sig til undersøgelsens resultater. ”De her svar giver et billede af, at ikke alle arbejdsgivere er lige gode til at forebygge belastninger som følge af digital chikane. I forlængelse af ovenstående punkter er dette med til at tegne et billede af, at forebyggelse af belastninger af digital chikane kan blive meget bedre,” siger han.

Flere af de adspurgte medier lægger en del af skylden over på de sociale medier. Her beskyldes særligt Facebook for ikke at tage nok ansvar. Men spørger man Anne Kirstine Cramon, kræver en kulturændring også, at medierne selv tager ansvar for de debatter, de sætter i gang.

“Der er slet ikke afsat nok ressourcer til det. Jeg kunne godt tænke mig, at det medie, der lægger platform til, er ansvarlig for tonen.”

Det nuværende klima afholder dog ikke alle journalister fra at holde fanen højt.

“Vi kunne aldrig finde på ikke at skrive en historie, på grund af frygten for digital chikane og trusler. Der skal vi stå fast med vores professionalisme,” lyder det fra Mads Sandemann fra JydskeVestkysten.

18

UDE

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

‘Borgen - Idealisten, Kynikeren og Æren’ En ny sæson, et nyt kig bag tæppet. Gennem ‘Borgen’ kommer vi tæt på fiktionens journalister, der står over for etiske indre kampe. Ifølge Adam Price er konflikterne sat på spidsen, dog med et ønske om, at journalister skal kunne genkende dele af deres hverdag.

TEKST: SILJE QVIST & FREDERIK PRÆSTIIN

”T

ILLUSTRATION: LOUISE RIX

orben, sig du ringer tilbage!”

På tv-stationens paraboldækkede tag står nyhedschef Torben Friis med telefonen trykket mod øret og en smøg i hånden. ”Sig, du ringer tilbage!” råber den unge journalist Katrine Fønsmark endnu engang.

Hun har ild i øjnene. Blikket genkender Torben med det samme.

Han lægger på og ånder tungt ud, så røgen finder vej gennem hans næse.

Katrine fortæller ham, at hun denne morgen blev vækket af PET. Hun kan bevise, at USA benytter Thulebasen i Grønland til mellemlandinger af ulovlige CIA-fanger. Hun kigger forventningsfuldt på Torben. Han placerer begge hænder på tagets gelænder og ser ned for at undgå øjenkontakt med hende. ”Jeg kan ikke køre den her sag, medmindre den holder hundrede procent i retten. Det kan jeg ikke.”

Katrine lyner sin sorte lædertaske op og overrækker Torben en gul papirpose. ”Se på det! Det holder hele vejen” siger hun. Han forbliver tavs. ”Torben, er du stået af?” Katrine kigger bebrejdende på sin chef. Hendes kilde risikerer sit liv for afsløringen. ”Det her har afgørende betydning for hele landet. Er det ikke derfor, vi er blevet journalister?” ”Hold nu kæft for helvede!” Torben Friis har fået nok. Han skuler ud over byen i et par sekunder, inden han træffer sin beslutning.

Den unge journalist vinder kampen. ”Det er pissegodt det her. Vi breaker den i radioen klokken 12, og så giver vi den fuld gas i aften.”

Vi startede her med et tilbageblik på seriens første sæson. Efter ni års stilhed er ‘Borgen’ nu tilbage med sin fjerde sæson. ‘Borgen - Riget, magten og æren’. I serien møder vi journalister, der ligesom os selv, står over for at træffe de rigtige valg, i en branche, hvor balancen mellem idealisme og kynisme kan være svær at finde. Der blæser nye vinde gennem redaktionslokalet denne sæson.

Kom med bag ‘Borgen’, når vi undersøger, hvilke tanker, der ligger bag fremstillingen af journalistrollen, og hvordan den fungerer i det politiske drama.

Intet er tilfældigt Da Adam Price første gang pitchede serien, blev modtagelsen ikke just, som han havde forventet. Han blev grinet ud af lokalet på den tidligere DR dramachefs kontor. Men på trods af det, fik han lov til at lave den. Nu har ‘Borgen’ og Adam Price opnået international succes. En blanding af samfundsdebat, kulørte, private forhold og spænding var lige noget for danskerne. Ved sidste sæson så gennemsnitligt 1,5 millioner med hver uge.

Intet er tilfældigt i ‘Borgen’. Adam Price fortæller, at hver en tomme er planlagt og gennemdiskuteret - og skrevet igennem seks-syv gange.

“Jeg håber ikke, der er noget, jeg ikke har

tænkt over, imens jeg skriver,” siger Adam Price.

En af de karakterer, som vi følger tættest i ‘Borgen’ er journalisten Katrine Fønsmark.

Da vi mødte hende for første gang var hun en ambitiøs, ung og talentfuld journalist og tvvært. Hun havde høj moral og et idealistisk forhold til sandheden.

I Katrines lille lejlighed midt i København hænger filmplakaten ’Alle Præsidentens

Mænd’ på væggen.

Filmen er en gammel klassiker fra 1976, der filmatiserede ‘Watergate-skandalen’. To journalister fra The Washington Post kommer tilfældigt på sporet af en forbindelse mellem et indbrud i Demokraternes hovedkvarter og Det Hvide Hus, hvor republikanerne regerer i starten af 70’erne. De besidder en farlig viden, som resulterer i, at præsidenten, Nixon, forlader sit embede før tid som den første præsident nogensinde. Journalisterne ofrer alt for historien og ender som helte.

At plakaten hænger i Katrines lejlighed, er ikke nogen tilfældighed. Den illustrerer for

den skarpe seer hendes idealistiske forhold til journalistikken.

Journalisterne i ‘Borgen’ ‘Borgen’ er skabt med virkeligheden in mente. Serien hviler på en politisk og en journalistisk side. Det tekniske plot kommer af journalistens ønske om at afdække og politikerens ønske om at tildække.

Tænker man politisk fiktion, kommer

mange til at tænke på film som ’Alle Præsidentens Mænd’ eller andre heltefremstillinger af journalisten. Det kunne også være nyere produktioner som eksempelvis filmen ’Spotlight’ fra 2015, der vandt en Oscarstatuette for bedste film. Filmen handler om, hvordan avisen The Boston Globe afslørede den massive skandale om børnemisbrug inden for den katolske kirke.

Men det, som kendetegner den hidtil danskproducerede politiske fiktion, er samspillet mellem journalisterne, politikerne og spindoktorerne. Her ser vi ikke altid heltebilledet af journalisten, men kommer med ind

bagved og ser bagsiden.

Helle Kannik Haastrup fra Københavns Universitet forsker i mediekultur, og hun ser tydelige nuancer i de journalister, der portrætteres i ‘Borgen’.

“Vi ser blandt andet nuancerne gennem Katrine Fønsmark, som både arbejder som studievært, spindoktor og nyhedschef og i spillet mellem tabloidpressen over for TV1.

Det er både en forenklet skildring af flere journalistiske roller og flere perspektiver på, hvordan politik fremstilles i medierne,” siger Helle Kannik Haastrup.

Noget, som var vigtigt for Adam Price, at få med. ”Det er klart mit ønske af hensyn til den journalistiske del af plottet, at det holder sig inden for tålelig realisme. Det skal dog hvile på dramaets betingelser, for hverdagsrealisme ville næppe kunne underholde et stort, bredt publikum,” siger Adam Price.

Den nye chef “Narciza, må jeg låne dig i to minutter?”

Narciza vender sig på kontorstolen og kigger skeptisk på nyhedschefen Katrine Fønsmark, der vil udveksle et par alvorsord med hende. Narciza er fast vært på 18-udsendelsen, men denne aften vil Katrine have hende rykket til den sene udsendelse kl 21.30. Årsagen er klar: Landets udenrigsminister, Birgitte Nyborg, stiller op til interview kl. 18.

Et interview, som Katrine ikke tør overlade til Narciza. ”Det gik ikke fantastisk, sidste gang du interviewede hende,” siger Katrine efter først at have padlet rundt mellem halvlunkne undskyldninger. En bemærkning, der får Narcizas øjenbryn til at rykke længere op i panden af ren forundring. Narciza udfordrer Katrines argumenter, for hun er ikke klar til at give op. Det leder op til en diskussion. De vil begge gerne høres, men ingen lytter.

Katrine stirrer intenst på Narciza, frustrationen stråler ud af hende. Katrine går nu hårdere til værks. ”Du blev kørt rundt i manegen. Hvis det her var en fodboldkamp, så ville jeg sige, at du var inde i første halvleg, og du scorede ikke. Nu prøver vi sgu en anden angriber.”

Narciza føler sig på den anden side angrebet af sin chef. Hendes blik fyldes med foragt. ”Så du rykker mig fra en udsendelse til en anden på grund af påstået inkompetence?” ”Det er min beslutning. Jeg er ked af, at vi ikke er enige, nu kan vi ikke diskutere det mere,” siger Katrine uden tøven og forlader samtalen.

Idealist eller kyniker?

I den nye sæson af ‘Borgen’ møder vi en mere moden og erfaren journalist i Katrine Fønsmark. Håret, der før var løst, sidder nu stramt sat op. ‘Alle Præsidentens Mænd’plakaten hænger ikke i landejendommen, som hun nu er flyttet til. Hun er 40 år og har overtaget Torben Friis’ stilling som nyhedschef. Hun skal finde sig til rette i den nye rolle, og det kommer med sine udfordringer. ”Katrine beskriver et journalistliv på godt

UDE

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

og ondt. Hun har den afdækkende graverjournalists hjerte og tager sin position som den fjerde statsmagt meget alvorligt. Men når man bliver chef i en større institution som TV1, ændrer ens prioriteringer sig,” siger Adam Price.

Katrines karakter, som vi kender hende, brister en smule i den nye sæson, når hun må vælge mellem at være kynisk eller idealistisk. Seerne er aldrig sikre på, hvilket valg hun vil træffe i sidste ende.

“De interessante historier er dem, hvor karaktererne er komplekse. Hvor de befinder sig i en moralsk gråzone, og vi ikke helt kan vide, hvilken side de ender med at vælge.

Her kan man virkelig se, at der er noget på spil,” siger medieforsker Helle Kannik Haastrup.

Hun peger på, at journalisten i fiktion bevæger sig mellem to poler. På den ene side har vi den idealistiske yderpol, hvor journalisten er den klassiske fjerde statsmagt, der gør alting efter bogen og føler sig forpligtet til at arbejde sådan. På den anden side er kynikeren. En udspekuleret type, der vil gøre alt for den gode historie, som sætter succes over personlige forhold, og som ved yderste grænse vil pynte på virkeligheden for forsiden.

Hovedspørgsmålet, som Adam Price ville have os til at tænke over, lød: Kan du bevare magten og bevare dig selv samtidigt? Det er

kendetegnet for alle karakterne, at kampen mellem deres poler udgør, hvem de er i sidste ende. Og måske er det noget, vi også selv kan tænke over som unge journalister på vej ud i mediebranchen. Hvad er vi selv?

”

er, at man må forenkle. Det forklarer Helle Kannik Haastrup. Alle journalistiske afsløringer får ikke store samfundsmæssige konsekvenser. Men som ‘Borgen’ viser, kan aktuelle politiske spørgsmål også skabe drama om journalistens rolle. Skal journalisterne

Konflikterne i ‘Borgen’ er sat på spidsen, og journalister skal kunne holde ud at se serien og genkende deres verden, selvom det er simplificeret - Adam Price,

Virkeligheden forenkles På trods af at ‘Borgen’ altid har lignet virkeligheden, går vi glip af få nuancer. Og selvom Adam Price tænkte over at få nuancerne med, da han skrev serien, måtte han også erkende, at det er umuligt at skrive underholdning 1:1 med virkeligheden. ”Konflikterne i ‘Borgen’ er sat på spidsen, og journalister skal kunne holde ud at se serien og genkende deres verden, selvom det er simplificeret,” fortæller Adam Price.

Prisen for at lave et velfungerende drama

agere kynisk eller idealistisk. Er forenklingen så god eller dårlig for vores forståelse af journalister?

Ifølge Helle Kannik Haastrup er det ikke til at svare entydigt på. Men forskning viser, at vi tager moralsk stilling til de karakterer, som film og tv præsenterer os for, og derfor vil det afhænge af, om fortællingen tilbyder os enten en heroisk idealist eller verdenstræt kyniker. ”Seeren skal man tænke bedre om, end man måske umiddelbart gør. Folk er i stand

19

til at adskille fiktion fra virkelighed,” siger Adam Price.

Forsøg på forsoning ”Jeg vil gerne sige undskyld.”

Katrine har stoppet Narciza på gangen.

Narciza tror ikke sine egne ører, hun står blot og kigger forundret på den chef, der for et par dage siden anklagede hende for inkompetence. Hun kvitterer med et monotont: “Okay.” ”Jeg synes fandme bare ikke, at det var i orden det der.” Narciza blinker, imens hun usikkert flakker med øjnene. ”Det er du i din gode ret til at mene, men i sidste ende er det mig, der er chefen,” siger Katrine. En kommentar, der lægger brænde på et bål, man ellers skulle tro langsomt var ved at dø ud. ”Og det er så det?” spørger Narciza skuffet. ”Ja, det er jo sådan det er,” siger Katrine ”Ja. Det er sådan det er,” gentager Narciza Tonefaldet afslører skuffelsen over, at Katrine ikke er i stand til at give en ordentlig undskyldning. Hun vender ryggen til Katrine, der spørger om, de er videre. Narciza bevæger sig med raske skridt væk fra sin chef.

Hælene bliver banket i gulvet og giver genklang i hele gangen.

Kritisk klimadækning for dummies Husk lige humoren, og hold fast i fakta. Der er mange ting at tage højde for, når du dækker klimaet som journalist, så her kommer en række kyndige bud på, hvordan du gør det bedst.

TEKST: SIMON STOKHOLM NØRSKOV

K

ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

limaet er et kompliceret emne, som altid trækker tråde til et større billede, uanset historiens størrelse. Men det er også vigtigt, at klimahistorierne bliver dækket. Så hvordan undgår vi at lave kedelige eller utilstrækkelige historier om klima og biodiversitet?

Alexander Holm er biolog og nok bedst kendt som manden bag podcasten Den Dyriske Time, hvor han videreformidler forskningsartikler, naturvidenskabelige undersøgelser og nyheder om klima og biodiversitet.

Når Alexander ikke trawler medierne og den videnskabelige verden for historier, der skal fortælles videre, holder han også foredrag, deltager i debatter, eller bokser med politikere og lobbyister på Twitter

”

Ifølge Alexander Holm fejler medierne ofte i deres valg af eksperter. Han påpeger eksempelvis, at den borgerlige tænketank CEPOS ofte bliver brugt som ekspertkilde til

re om, hvorvidt kriserne er rigtige, og hvor presserende de så er.

Han mener i stedet, vi skal snakke om, hvordan vi gør noget ved det. Og til det skal

De aner ikke, hvad de snakker om.

- Alexander Holm, biolog og klimaformidler

Mangler i dækningen Og Alexander Holm er langt fra positivt indstillet overfor den nuværende klimadækning i danske medier. ”Der er nærmest ikke nogen, der laver klimadækning, og hvis de gør, er det fucking skraldet. De aner ikke, hvad de snakker om. Men man kan heller ikke bebrejde dem.

Journalister er jo ikke biologer eller geologer,” siger han.

klimahistorier, og at Bjørn Lomborg, politolog og kontroversiel debattør, stadig citeres i flere artikler. ”Det svarer jo til at invitere en flat-earther med til en diskussion om geopolitik. Alle skal ikke høres, og alle synspunkter er ikke lige vigtige,” siger han.

For Alexander Holm er klimakrisen ikke et holdningsspørgsmål. Videnskaben bag er allerede på plads. Vi skal ikke snakke vide-

vi bruge kvalificerede eksperter. Alexander påpeger, at der er massevis af kloge hoveder, som aldrig bliver brugt, mens førnævnte stadig får taletid.

Alexander Holm bliver også irriteret over mediernes tilgang til kriserne, som han mener er alt for rolig og laissez faire.

IPCC-rapporterne fra FN’s klimapanel er et godt eksempel. De er nærmest dommedagsprofetier med evidens, men de bliver

ofte kun dækket i en uge efter udgivelse og ikke seriøst nok, mener Alexander. Problemet er bare, at lange rapporter og havetraktorers CO2 udledning ikke er særlig sexet.

Sex din dækning op Alexander Holm mener, at Danmarks befolkning er blevet immune overfor de ekstreme klimafortællinger, billeder af døde elefanter og tør jord, men den alt for laissez faire dækning er også en fejl. I stedet skal vi ifølge Alexander Holm huske at blande humor ind i klimadækningen, og vi skal huske at udstille de ansvarshavende, som de vagthunde vi er.

Så når Morten Bødskov (S), tidligere skatteminister og nuværende forsvarsminister, tager beslutningen om skatterabat til hybridbiler, på baggrund af en rundspørge blandt en mindre gruppe bilejere, skal vi være der.

Når Danish Crown lancerer kampagner om bæredygtigt svinekød fra industrielt landbrug, skal vi være der. Vi skal bare have styr på tingene, når vi angriber de magthavende, mener han. ”Skal man være kildekritisk og byde de ansvarshavende op til dans, så skal man være sikker på, at man ikke siger noget forkert.

Hvis man har styr på fakta, må man godt drille,” siger Alexander Holm.

Han synes i øvrigt, at der nogle gange er et sjovt element i historier om hykleri, løgne, selvmodsigelser og ren dumhed. Socialdemokratiet er nu mere grønt end rødt, og Shell lancerer grøn benzin, det er ret dumt, og dermed også ret sjovt, synes Alexander Holm.

Klik ind på www.illbunker.dk og læs seks gode råd til klimadækning fra klimajournalist, Rasmus Thirup Beck.

20

UDE

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet Vi kæmper alle for at vise praktikpladserne, hvorfor de skal vælge os. Med imponerende produktioner og et flot CV. For mit vedkommende fokuseres der også på én anden ting. Der fokuseres på mig. Ikran. Andengenerationsindvandrer, sort kvinde og muslim.

TEKST: IKRAN ABDIAZIZ MOHAMED

D

FOTO: NICHLAS ARTURO POLLIER

en 25. april 2020 var jeg til optagelsesprøve på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg kan ikke huske særlig meget af dagen. Men jeg husker to ting tydeligt: Nervøsiteten og den enorme lettelse. Lettelsen over, at prøven var anonym. De vidste ikke, hvem jeg var. For hvis jeg fejlede, ville de aldrig finde ud af, at det var mig.

Her er jeg så i dag, to år efter, som praktiksøgende journaliststuderende. Nervøsiteten er tilbage, men det er anonymiteten ikke. Jeg bliver ikke længere kun vurderet på mine færdigheder. Jeg bliver vurderet på mit udseende. Mit tørklæde. Min mørke hudfarve.

Alt det, som gør, at jeg skiller mig ud fra mine medstuderende. Og i nutidens Danmark, hvor diversitet betyder alt, kan det at være en minoritet for en kort stund forvandles til et privilegium.

Jeg har i hvert fald undret mig. Bliver det til min fordel at være en minoritet, når praktikjagten skydes i gang om ikke så længe?

Manglende diversitet blandt journaliststuderende Vi ligner hinanden meget. Os journaliststuderende. Men når det kommer til praktikpladserne, og hjemmesiden vi har brugt måneder på, gælder det om at skille sig ud.

Det kan være med den helt unikke rejse til udlandet. Et højskoleophold. Studentermedhjælper hos TV2.

” Jeg

bliver

vurderet

på mit udseende. Mit tørklæde. Min mørke hudfarve.

- Ikran Abdiaziz Mohamed,

Men der skal mere til, hvis man vil imponere ansvarshavende chefredaktør på Journalisten, Christian Lindhardt. I årevis har han hyret praktikanter på Danmarks Radio og Politiken, og han mener, at der er behov for mere, før man skiller sig ud fra de mange hundrede praktiksøgende.

“Alle synes, at de er unikke. De kommer alle med det samme højskoleophold og den store rejse til udlandet. Og det er det. Det er lidt hårdt sat op, men der kigger jeg også efter andre ting,” siger Christian Lindhardt.

“Det kan være en sportskarriere, eller om man har lavet politisk arbejde” Christian Lindhardt vægter også diversitet højt. I køn. Social og etnisk baggrund. Han mener at for at være i stand til at lave god journalistik, er det vigtigt at have en mangfoldig redaktion. Det er noget, han tager i betragtning, når der skal udvælges praktikanter.

“Et menneske, som er opvokset i et parcelhus i Risskov med en kernefamilie, og én, som er opvokset i Gellerupparken, har nogle vidt forskellige erfaringer. Og jo flere forskellige erfaringer, du kan bringe i spil på et redaktionsmøde, desto bedre journalistik kan du lave,” forklarer Christian Lindhardt.

Jeg bliver nysgerrig og spørger ham, om han er villig til at gå på kompromis med fagligheden for at fremme diversiteten. Svaret kommer hurtigt: Nej. “Jeg kan med sikkerhed og hånden på hjertet sige, at jeg aldrig ville gå på kompromis med ens basale kvalifikationer. Man skal til enhver tid være i stand til at skrive en ordentlig artikel og vide, hvad en nyhed er,” siger han.

Jeg ånder lettet op. Indeni kan jeg mærke, hvordan min frygt langsomt kvæles. Frygten for kun at blive valgt til, fordi jeg er af anden etnisk herkomst. Fordi de savner diversitet i mediebranchen.

Men i håbet om, at frygten helt kan slukkes, kontakter jeg også Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten. Jeg håber, at han vil sige nogle af de samme ting.

At jeg bliver vurderet på lige fod med mine medstuderende. At min etnicitet ikke vinder over min faglighed. Heldigvis er han enig med Christian Lindhardt. Jacob Nybroe er godt klar over, at diversiteten i mediebranchen halter, men det handler først og fremmest om ens faglige egenskaber.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn.

Du vil nok heller ikke vælges udelukkende på grund af din baggrund. Vi vil respektere dig for din faglighed, og det er det vigtigste,” siger Jacob Nybroe.

“Hvis så fagligheden er på plads, vil vi dernæst skæve til forskelligheder i baggrund,” tilføjer Jacob Nybroe.

Minoritet i mediebranchen Efter at have hørt branchens side, beslutter jeg mig for at tage fat i en, der selv har prøvet

på egen krop, hvad det vil sige at være en minoritet i mediebranchen. Derfor tager jeg kontakt til Abdel Aziz Mahmoud, journalist og vært på GO ’aften LIVE. Han har gennem de seneste år set, hvordan samtaler om diversitet og repræsentation har fyldt mediernes spalter. Ifølge Abdel Aziz er det helt fair, hvis samtalerne fører til, at nogle mennesker får en forlomme til praktiksøgningen.

“Jeg havde en klar fordel, da jeg skulle søge praktik. For hvis der på en nyhedsredaktion med 70 mennesker sidder nul med minoritetsbaggrund, skal man gøre en ekstra indsats for at få en ansat, så redaktionen afspejler samfundet bare en lille smule,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

“Især i tider, hvor emner som flygtninge, religion og etnicitet har fyldt meget,” siger han.

Under vores telefonsamtale understreger Abdel Aziz gang på gang, at kvalifikationer er meget mere end ens faglighed. Det handler ikke kun om karakterer, eller hvor godt man klarer sig i skolen. Din baggrund spiller også en rolle. Især hvis du er en minoritet.

“Som minoritet har du været ude at røre ved noget, de fleste ikke har rørt ved. Ganske enkelt gennemgået nogle ting, som kan give dig et helt andet perspektiv,” forklarer han.

Efter telefonsamtalen står jeg tilbage med en fortsat mærkelig følelse i maven. For jeg

”

Hvis de helt grundlæggende ting er på plads, og hvis jeg har muligheden for at vælge en med anden etnisk baggrund, så vil jeg altid gøre det.

- Christian Lindhardt,

kan ikke finde ud af, om jeg skal føle mig lettet over, at min etnicitet kan være en fordel, eller om jeg bør frygte det.

Når etnicitet bliver til en fordel Under min research til artiklen falder jeg over Inaam Nabil, som er journalist på Danmarks Radio. Jeg bliver særligt interesseret i hende, fordi hun bærer slør. Ligesom mig.

Det er første gang, jeg har set en dansk kvindelig journalist med slør. Jeg tager hurtigt kontakt for at høre, hvordan hendes praktiksøgen har været. Kan hun måske genkende den ambivalente følelse, jeg har omkring det hele?

“Hvis man har to kandidater, som er ligeværdige fagligt, så skal man vælge minoriteten. Og det handler ikke kun om hudfarve eller religion. Det handler ligeså meget om mennesker med et handicap. Der er behov for repræsentation i branchen,” siger Inaam Nabil.

Hun mener dog ikke, at det er uretfærdigt, da minoriteter er en klar mangelvare i branchen. Hun vil til enhver tid opfordre mediebranchen til at vælge minoriteter.

Og når hun tænker tilbage på sin praktiksøgen, husker hun det heller ikke som en stressende periode. Tværtimod. Hun kan huske, at de var nysgerrige på hende, fordi hun så anderledes ud end sine medstuderende. Der blev fokuseret på hendes baggrund. Hendes opvækst i Vollsmose.

“Jeg oplevede at blive prikket til af tidligere praktikanter. Her fik jeg at vide, at hvis jeg søgte praktik hos dem, så ville jeg nok få pladsen. Det gav en slags ro i praktiksøgningen,” fortæller Inaam Nabil.

Hvordan mon det sætter mig, og får jeg den samme oplevelse, når jeg skal søge praktik om ikke så længe? Det er i hvert fald nogle af de tanker, der kører rundt i hovedet på mig efter min samtale med Inaam.

Ifølge Christian Lindhardt gør det tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene kandidat eller den anden. Så længe de grundlæggende ting er på plads.

“Hvis de helt grundlæggende ting er på plads, så er der tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene eller den anden. Og hvis jeg har muligheden for at vælge en med anden etnisk baggrund, så vil jeg altid gøre det,” siger han.

Andre perspektiver på verden Min frygt er ikke helt forsvundet endnu.

Men efter at have snakket med mennesker, der kunne gøre mig klogere, tror jeg, at jeg har fået en ny forståelse.

En forståelse for, at min opvækst, min etnicitet, sågar min religion er kompetencer.

Kompetencer som gør, at jeg ser tingene på en anden måde, hvilket er en klar fordel.

Jeg kan kun håbe, når der til april skal afholdes praktiksamtaler, at praktikstederne vil se mig for meget mere end en løsning på diversitetsproblemer i mediebranchen.

UDE

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

21

22

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

TEMA

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Troværdighed, gennemsigtighed og hurtighed er nøgleordene, når Ritzaus Bureau leverer nyhedstelegrammer til alle landets medier. Mød redaktionen, der gemmer sig bag den daglige danske nyhedsstrøm.

TEKST: ANTON SCHACK JENSEN

E

ILLUSTRATION: SILJE QVIST

t historisk træskib er fundet 107 år efter en ulykke ved Antarktis. Klokken er tolv minutter over ti, og nyheden er netop tikket ind på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Skibet ligger på tre kilometers dybde og er i usædvanlig god stand, forklarer artiklen.

Indenfor to minutter finder nyheden også vej til Information, Berlingske og BT.dk – Danmarks største nyhedssite. Kun små variationer i rubrikken adskiller artiklerne fra hinanden. En kort og præcis brødtekst med kun den mest nødvendige information om opdagelsen.

I den følgende time popper historien om det stolte skib Endurance op hos yderligere 50 danske medier – fra JydskeVestkysten i Esbjerg til Politiken i hjertet af København.

Alle artikler med samme velkendte afsender.

I Danmark findes der kun ét medie, der kan lave nyheder med den gennemslagskraft. Ritzau er landets største nyhedsbureau, og for at forstå dets rolle i nyhedsstrømmen, spoler vi tiden tilbage til to timer før, nyheden om det historiske skib spredte sig.

Fra Sydney til København Dagen er så småt ved at tage fart. I Ritzaus redaktionslokaler arbejder journalisterne på at få greb om de dagsaktuelle historier. Nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, har været på sin plads siden klokken halv seks. Der blev stafetten overleveret fra Sydney til København. Ritzau har en redaktion på fem journalister siddende i den australske storby.

Tidsforskellen gør det muligt at have folk på arbejde døgnet rundt, uden at nogen hænger på de opslidende nattevagter. En Ritzau-opfindelse, som flere af de europæiske nyhedsbureauer har ladet sig inspirere af.

Der er stille i lokalet. Ikke en anspændt stilhed, men nærmere en tilbagelænet ro. Ti journalister er samlet om en klynge af skriveborde. Tilsammen udgør de Ritzaus NUredaktion, hvor de hurtige nyheder skrives og sendes ud til medierne. ”Vi må have smittet hinanden,” siger en kvinde, da det bliver bemærket, at de alle arbejder stående ved deres hæve-sænkeborde.

Ingen af journalisterne har færre end fire computerskærme foran sig. Deres blikke flakker koncentreret fra skærm til skærm. De enkelte stofområder er fordelt blandt bordene. En dækker erhverv, mens en anden passer livebloggen om krigen i Ukraine, og for enden af klyngen har dagens krimijournalist øje på de nyeste retslister.

150 års nyhedsproduktion Uden for redaktionens vinduer slanger morgentrafikken sig fra Store Kongensgade og ind på Kongens Nytorv. Man kunne fristes til at kalde det en royal beliggenhed, som nyhedsbureauets ansatte møder ind på hver morgen. Netop kongehuset var da også blandt de første kunder, da Erik Nicolai Ritzau i 1866 grundlagde Danmarks første telegrambureau.

Siden dengang har det været Ritzaus opgave at klæde de danske medier på med nyheder fra ind- og udland. En opgave, der har skiftet karakter - først med overgangen fra

telegrammer til telefonforbindelser, og siden med den omvæltning internettet har været for journalistikken.

I dag abonnerer de danske medier ikke bare på Ritzaus journalistik. De ejer bureauet. Efter Anden Verdenskrig overtog dagbladene ejerskabet, og Ritzau har siden i bogstaveligste forstand været mediernes fælles nyhedsbureau. Hver dag producerer de flere hundrede nyhedstelegrammer, og på redaktionen PLUS leverer de længere printformater til et bredt udsnit af de danske dagblade.

Det forsvundne træskib Ved nyhedsredaktørens side sidder udlandsjournalist Thomas Bækby Skov-Carlsen. En af skærmene på hans bord er dedikeret til telegrammer fra de internationale nyhedsbureauer. Flere gange i minuttet dukker en rød bjælke op og gør ham opmærksom på, at endnu en nyhed er tikket ind. Det er hans

opgave at overvåge telegrammerne fra udlandet og vurdere, hvilke af historierne der er interessante for de danske medier.

30-årige Thomas Bækby Skov-Carlsen fik smag for nyhedsproduktion, da han under sin uddannelse på DMJX kom i praktik hos Ritzaus Bureau. Nu har han været ansat på redaktionen i syv år og udover at skrive udlandsstof, er han også vejleder for bureauets journalistpraktikanter.

Selvom klokken kun er lidt i ti, har Thomas Bækby Skov-Carlsen allerede færdiggjort en lille håndfuld artikler, og nu er han faldet over en nyhed, der forhåbentlig kan blive til hans næste historie.

Amerikanske CNN beretter om, at et over hundrede år gammelt træskib er fundet under isen ved Antarktis. Historien stikker ud fra de gængse udlandshistorier om krigen i Ukraine og corona-pandemiens konsekvenser. En fascinationshistorie som denne er et godt supplement til de tunge dagsordener.

Thomas googler skibets navn for at blive klogere på historien, og efter et par minutters research er han klar til at skrive første version af web-historien. Udlandsjournalistens begejstring forstærkes yderligere, da han

opdager, at CNN har billeder af det sunkne træskib. ”Dem skal vi have fat i,” siger han og spejder mod redaktionens fotoredaktør, der med det samme fanger hentydningen og går på jagt.

Den universelle nyhed Alle Ritzaus nyhedstelegrammer skal kunne bringes på tværs af de 170 danske medier, der er kunder hos bureauet. Derfor er det ifølge redaktionschef Martin Darling altafgørende, at journalisterne formår at skære ind til benet og lade telegrammerne være helt neutrale i deres formidling.

“Kan man bruge et ord som social dumping? Det ville nogle af vores kunder nok gøre, mens andre ville kalde det fri konkurrence. Der skal vi på jagt efter et endnu mere præcist ord for at skabe en god, upartisk nyhed, der ikke er tendentiøs i dens oplysning,”

siger Martin Darling.

Med Ritzaus journalistik er medierne garanteret den nyhedspuls, de hele tiden skal kunne levere på deres hjemmesider. Lige på det punkt er der ikke stor forskel på, hvad de forskellige medier efterspørger: “De kalder os deres første bølge. Vi laver det solide og skarpe nyhedsarbejde, som giver dem hænderne fri til at bygge ovenpå og differentiere sig fra de andre medier,” siger Martin Darling.

En perfekt dag på Ritzau skal, ifølge redaktionschefen, leve op til fem forskellige kriterier.

Redaktionen må ikke overse noget. Hvis de først opdager en nyhed 11 minutter efter, at den er breaket, er de kommet for sent.

Dernæst skal de undgå at skrive noget, der er forkert. Hver gang de må korrigere en nyhed, skader det bureauets troværdighed. Som tredje punkt er det vigtigt, at redaktionen får prioriteret de mest væsentlige historier, og for det fjerde skal deres artikler gerne blive brugt bredt i det danske medielandskab.

Hvis de kan sætte flueben ved alt det, og til sidst som femte punkt også lykkes med at producere et par solohistorier, som de andre

medier ikke har opdaget, så tager chefredaktøren hjem med et fornøjet smil på læberne.

En evig strøm af nyheder En gul post-it-note er klistret fast til kanten af Thomas Bækby Skov-Carlsens computerskærm. Det er en kollega, der har sat den op. ”Husk at holde pauser,” lyder budskabet.

Når først nyhederne ruller ind, kan timerne let komme til at flyde sammen.

Historien om det forsvundne skib skrev han færdig på ti minutter. 1.500 anslag med to citater og den vigtigste baggrund. Artiklen er allerede blevet bragt i flere af de store medier, men det er der ikke tid til at dvæle ved. En ny historie er tikket ind på hans infoskærm, og han er godt i gang med første udkast til webudgaven.

Sveriges statsepidemiolog har landet en topstilling i WHO. Thomas Bækby SkovCarlsen navigerer mellem et telegram fra det svenske nyhedsbureau, TT, og en officiel pressemeddelelse fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten. ”Der er kommet en klokke fra mig,” lyder det pludseligt fra skrivebordet i den anden ende af redaktionen.

Det er dagens krimijournalist, Ida Bischoff, der i et øjeblik stjæler de øvrige journalisters opmærksomhed. Klokkerne er de vigtigste nyheder og sendes direkte ud til kunderne på SMS. En mail fra anklagemyndigheden er landet i Ida Bischoffs mailboks, og på få minutter har hun skrevet en kort artikel om, at en 31-årig mand er tiltalt for landsforræderi. ”Kan vi ikke kalde ham IS-kriger i rubrikken?” foreslår nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, da nyheden lander på hans skrivebord til redigering og offentliggørelse. Han mener, det ville styrke identifikationen. ”Han er jo kun tiltalt indtil videre,” modargumenterer Ida Bischoff fra sit skrivebord og foreslår, at de går med ”formodet IS-kriger” som et dækkende kompromis.

Den usynlige redaktion Et diskret ’Ritzau’ indrammet af to skråstreger i bunden af telegrammerne er eneste spor af nyhedsbureauet, når de mange nyheder forlader redaktionen på Store Kongensgade.

Som læser skal man næsten gøre sig umage for at bemærke, hvem der er afsender på den nyhed, man læser igennem.

“Vi har ikke noget behov for at brande os overfor læserne. Det er jo medierne, der skal købe vores journalistik,” forklarer Martin Darling og pointerer, at telegrammerne heller ikke bringes med personlige bylines.

Nyhedsproduktionen på Ritzau er en holdpræstation. Det er ikke tilfældigt, at skrivebordene på redaktionen er samlet i en klynge.

For Thomas Bækby Skov-Carlsen betyder det ikke noget, at hans navn ikke pryder de historier, han producerer. Tværtimod er han stolt af at kunne lægge sig under den journalistiske standard, det lille Ritzau-mærke repræsenterer: ”Hvis du udelukkende er ude på at skabe dig et navn og kunne tweete alle dine fede historier, så er Ritzau måske ikke det rette sted. Jeg ved, at godt arbejde bliver værdsat her på redaktionen, og det er faktisk det vigtigste for mig,” siger Thomas Bækby SkovCarlsen.

TEMA

Hele skolens Tove

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

23

TEMA:

De oversete

Kommentar af TEMA-redaktørerne MARIA SVEHAG MADS OXLUND VICTOR HEIDE-JØRGENSEN

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er fuld af personligheder og hyldede individer. Én, der dog sjældent trækker de store overskrifter - men som ikke desto mindre fortjener hyldest - er skolens receptionist og altmuligkvinde, Tove.

TEKST: VICTOR HEIDE-JØRGENSEN

D

ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

e fleste studerende på Journalisthøjskolen er stødt på Tove Winckler Tjørnfelt. Hun har sin faste plads centralt placeret overfor kantinen. I receptionen - skolens hjertekammer. Her sidder hun med et underspillet smil og er klar til at hjælpe med alt fra forsvundne drikkedunke og bookning af grupperum til problemer med studiekort og adgang til parkeringskælderen.

Tove er født i Aarhus på Christiansbjerg i 1965. Hendes far var murer, og hendes mor var kantinedame. Hun har en erhvervsfaglig grunduddannelse som kontorassistent og var derefter ude som kontorelev ved et stilladsfirma i Brabrand. Herefter arbejdede hun en årrække som kontorassistent, men det fik en ende, da hun blev gravid med sit første barn.

Tove nåede ikke tilbage i arbejde, før hun blev gravid endnu en gang.

Da hun omsider skulle tilbage på arbejdsmarkedet, blev hun ansat som lagerarbejder hos Imerco i Storcenter Nord. De var egentlig på udkig efter en mand til jobbet, men Tove fik talt sig ind på dem, og hun endte med at være der i 13 år.

Tove endte med at sige jobbet i Imerco op i 2009, da hun blev påbudt at skulle arbejde fuldtid i butikken. Det indebar, at hun også skulle arbejde om søndagene, og dem ville hun hellere bruge med sine børn.

En veninde ringede og fortalte, at de søgte en receptionist på Journalisthøjskolen. Efter en prøveperiode på tre måneder blev Tove fastansat.

På det tidspunkt var Journalisthøjskolen huset i sine gamle rammer på Olof Palmes Allé. Bunkeren, som den blev kaldt. Her var Toves kontor placeret i en krog, hvor man ikke lagde særlig meget mærke til hende.

Kun hvis man havde brug for hende. Det ændrede sig dog betragteligt, da skolen flyttede ind i den nye bygning.

Tove i midten ”Der er meget bedre forhold for mig i den nye bygning. Jeg synes, det er skønt. Jeg kan hilse på alle, der kommer forbi, og jeg får meget mere kontakt med jer studerende,” siger Tove.

Da journalisthøjskolen flyttede til Katrine-

bjerg, flyttede Tove med. Her fik hun en ny reception at udfolde sig i. Den var større, nyere og mere synligt placeret. Det var dejligt, men krævede også lidt tilvænning. ”Jeg skulle vænne mig til ikke at glo, hver gang nogen gik forbi. Det lignede, at jeg overværede en tenniskamp i starten,” siger Tove.

Receptionen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan beskrives som hjertet på skolen. Den ligger centralt placeret i midten af det hele, og det er herfra, skolens livsenergi strømmer. Og Tove er pulsen, der får sat det hele i bevægelse.

Fra hendes kontor i receptionen – det største kontor i bygningen, pointerer hun – har Tove en finger med i spillet, når det kommer til stort set al aktivitet på skolen. Hun registrerer studiehold, sørger for studiekort, håndterer eksamensvagter, tager imod besøgende og udleverer studiemateriale til de studerende.

De mange bolde i luften føler Tove ikke er svære at håndtere. Dog kan det være svært at huske alle de mange navne. ”Når vi for eksempel har en underviser, der kommer ovre fra afdelingen i København og ikke er her så meget, så kan det være svært at huske. Så kører jeg lidt rundt i det. Det kan også være svært at huske alle jer studerendes navne, men det må I bare finde jer i!” siger Tove og griner.

Pånær hendes mødetid klokken halv ni, så er der ikke noget fast ved hendes arbejde.

Alle dage er forskellig, og det elsker hun. ”Der sker hele tiden nye ting her på skolen, og det betyder, at jeg skal lære nye arbejdsopgaver. Nogle gange blæser det hele i højt tempo, og andre gange er der mere ro på. Det er dejligt, at det aldrig bliver ensformigt,” siger Tove.

Den, man altid kan gå til Mange studerende kommer hen til skranken i løbet af en dag og har brug for Toves hjælp.

Den mest populære henvendelse er angående ting, der er blevet væk - for eksempel drikkedunke. Så hiver Tove den store kasse op fra skranken med alle de glemte skatte, der er blevet fundet på skolen.

Selvom Tove skal nå meget andet i løbet af dagen, bliver hun – næsten – aldrig irriteret over henvendelserne fra de studerende. Det

er nemlig derfor, hun er der. ”Min vigtigste opgaver er at være én, man altid kan gå til. Jeg gider ikke sidde og være sur og sige: `det har jeg ikke tid til,´ når folk henvender sig,” siger hun.

Ikke nok med, at kontakten til de studerende og kollegerne på skolen er hendes vigtigste opgave, er det også Toves yndlingsaspekt ved jobbet. Hun ved, hvad der rører sig blandt personalet og de studerende. ”Jeg kan også godt lide, at man kan sige noget fjollet til de studerende, når de går forbi. Det bliver også oftest taget godt imod,” siger Tove og bryder ud i et grin.

Hun bemærker dog, at hun ikke er særlig god til small talk uden for jobbet. Når hun for eksempel er til en fest, kan det knibe med at holde samtalen kørende. ”Jeg har fandme svært ved det. Det hjælper dog, når andre folk byder ind med noget,” siger hun.

Men når hun sætter sig ind i receptionen, så sker der noget. Som en dronning der er komfortabel på sin trone.

Fremtiden for Tove I dag bor Tove på Trøjborg, og hun elsker det. Her dyrker hun også fællesskabet, da de i opgangen er gode til at holde fester og tage ud at spise sammen. Om sommeren slår de telt op i gården, og så kan man grille og hygge.

Men lejligheden er også en oase af ro, når hun har været i kontakt med mennesker hele dagen. Så kan hun få ladet op, så hun igen er klar til at sprede god stemning den næste dag.

I dag har Tove været receptionist på Journalisthøjskolen i 10 år. Hun har omkring 10 år tilbage på arbejdsmarkedet, og dem vil hun hellere end gerne bruge i receptionen.

Hun udelukker dog ikke muligheden for at forlade frontlinjen og få lov til at lave noget andet med tiden.

Hun har endnu ikke planlagt, hvad der skal ske, efter hun trækker pensionistkortet.

Der er ikke planer om at køre landet tyndt i en campingvogn eller købe et vinslot i Sydfrankrig. Hun ved dog godt, hvad meget af hendes tid kommer til at gå med. ”Jeg skal være farmor til august. Så det tænker jeg da kommer til at fylde en smule,” siger Tove og griner højlydt.

Mennesker får ikke altid den anerkendelse, de fortjener. Nogle bliver overset. Enten fordi de ikke gør et stort nummer ud af sig selv, eller fordi deres tilstedeværelse er så stor en selvfølge, at vi ikke kan forestille os en verden uden dem. Eller fordi deres arbejde, ikke naturligt giver anledning til en TV-optræden eller en byline på forsiden. Uanset hvad, så har de fortjent et ordentligt skulderklap og en portion opmærksomhed for deres indsats.

Det er dem, denne udgave af TEMA handler om.

Nogle af dem, der aldrig får deres navn på en historie, er journalisterne på Ritzau. De er ofte de hurtigste og mest omhyggelige, men når krediteringen skal på papiret, står der blot “Ritzau”. Anton Schack har undersøgt, hvordan det er at lave nyheder uden ansigt.

I skolens receptionen sidder et af de mennesker, som ikke gør et stor væsen af sig, men som er meget væsentlig for skolens sammenhængskraft. Lær Tove Winckler Tjørnfelt lidt bedre at kende og hør, hvad hun får flest henvendelser om fra de studerende.

Vi kender alle Anders Agger og Anne Hjernøe fra deres TV-udsendelser, hvor de turnerer rundt i verden. Deres ansigter, stemmer og måder at gå på. Men hvad med manden, der står bagved og sørger for, at det hele kommer til at ske. Kerstine Winther og Anna Sofie Laue har fulgt tilrettelægger Anders Aamand i løbet af en arbejdsdag og set, hvad det job egentlig går ud på.

Et andet af de erhverv vi ofte ikke tænker over eksistensen af er korrekturlæserne.

Dem, der sidder og udrydder alle vores fejl og sørger for, at vi ikke dummer os. I Monika Maria Yazdanis artikel kan du læse om, hvorfor du skal vogte dig for alle sproghøgene derude.

Og så til ham vi alle helt sikkert har hørt, men aldrig set. Opvaskeren fra kantinen på DMJX, der fra morgen til sen eftermiddag sørger for lige præcis den musik, som du har brug for for at komme igennem en lang dag.

Simon Muff er taget i kantinen for at høre nogle funky beats og tale med Alexander AppleGreen om, hvordan man bliver skolens mest kendte DJ. Alle disse folk, som normalt ikke er fremtrædende skikkelser, har du nu muligheden for at få et kendskab til. Det er et lille udpluk af alle de personer derude som ikke løber med opmærksomheden, men som alligevel fortjener deres plads. For selvom om nogen er overset, behøver de ikke at være undervurderet.

24

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

TEMA

Anders Aamand er tilrettelægger på DR: “Det er mine idéer, der skal formidles gennem andre” Anders Aamand holder sig bag kameraet, men hele vejen fra researchen til redigeringen er det ham, der guider historien.

Tag med på en tilrettelæggers arbejdsdag.

TEKST: ANNA SOFIE LAUE & KERSTINE WINTHER

A

FOTO: RUNE ØE NIELSEN

nders Aamand sidder med krydsede ben og øjnene fasttømret til skærmen. Han ser introen til sæson to af ‘Forsvundne Danskere’ igennem. Der er først premiere i 2023, men allerede nu er arbejdsprocessen i fuld gang. Og det er Anders, der er tovholder på det hele.

“Det er vigtigt, at den første episode er der. Det er den, der lægger stilen for de andre programmer,” fortæller Anders Aamand.

På en anden computer ved siden af de tre skærme, der viser klippene fra programmet, er der en chat i gang med en anden redaktion.

Der bliver sendt et billede af en sortfodsgris.

Anders er i gang med at planlægge en tur til Spanien. Det er ikke en ferie, men en del af jobbet som tilrettelægger, at Anders skal finde den perfekte sortfodsgris til et program, han skal lave.

På jagt efter kilder Når det spanske afsnit af ‘Anne og Anders i Europa’ med Anne Hjernøe og Anders Agger bliver sendt i fjernsynet, har det været lang tid undervejs. Det ved Anders Aamand bedre end de fleste. Det er ham, der komponerer og dirigerer processen fra start til slut.

Først research. Anders Aamand skyder programudviklingen i gang ved at bruge mange timer på at søge efter locations og kilder, der kunne passe ind i programmets DNA og tema. Til det spanske afsnit af ‘Anne og Anders’ skal han bruge danskere bosat i Spanien. Nogle med en historie. En opgave, der ikke altid er lige let at løse.

“Er de gode nok? Er de den indgang til Spanien, som vi håber på - og hvilken historie kan de være med til at fortælle?” siger han.

Som tilrettelægger er Anders Aamand ansvarlig for programmets indhold på plads.

Der skal være et perfekt match mellem kil-

der, historie og stemning, og det tager tid.

Så selvom researchfasen kan være tung og langsommelig, er Anders Aamand godt klar over vigtigheden af grundigt forarbejde.

Specielt opsporingen af de rigtige kilder er vigtig. De skal bære historien og dermed programmet.

“Kildernes personlighed betyder næsten lige så meget som den historie, de kan fortælle. Brænder de igennem? Det kigger vi meget på,” siger han.

Men ikke alle spørgsmål kan besvares foran skærmen i Danmark. Derfor boarder Anders Aamand et fly til Spanien i næste uge. For hvor kan man skaffe de ingredienser, Anne skal bruge i sine retter? Og hvor er det fedeste sted, de kan danse flamenco?

Det skal alt sammen være på plads i forvejen, for når optagelserne går i gang, får de travlt, og der er ikke tid til at mærke efter, om stemningen er den rigtige. Det skal den bare være. Og Anders bliver nødt til at være i landet for at mærke det selv.

”

Værterne stoler fuldstændig på, at vi har fundet de bedste.

De har tillid til os, og vi ved godt, at de kan selv.

- Anders Aamund, tilrettelægger på DR

Når kameraet ruller Når researchen er klaret, og kilderne er på plads, er næste stop optagelserne. Det er her,

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

TEMA værterne kommer i spil. Anders Aamand er med på settet. Hvis tingene ikke går helt efter planen, er det hans ansvar at sørge for en plan B, eller at plan A bliver fikset.

“Det er jo os, der kender historien bedst.

Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: “Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller “kan du gøre det på den her måde i stedet,” siger Anders Aamand.

Under optagelserne forbliver Anders Aamand på sin sædvanlige og foretrukne plads. Bag kameraet. Han har ikke noget behov for at blive set på skærmen. Kan man engang imellem se ham, er det formentlig som resultat af en uheldig kamerabevægelse.

Hvis det sker, kan man være “heldig” at se en Anders i bogstaveligste forstand kaste sig væk fra kameraet.

Han har det nemlig godt med at være man-

den bag idéen, og at det er op til Anne og Anders at formidle. Det er samarbejdet mellem vært og tilrettelægger, der vægter meget, og det er en af de vigtigste dele af arbejdet for Anders Aamand.

“Værterne stoler fuldstændig på, at vi har fundet det bedste. De har tillid til os, og vi ved godt, at de kan selv. Så det er et super fint samarbejde,” siger han.

Historien skal skabes I det skærmoplyste rum i betonbygningen hos DR i Aarhus sidder Anders Aamand fortsat foran skærmen. Ved siden af sidder klipperen Mathias. De er nået til programudviklingens sidste fase: redigeringen.

“Lige nu sidder vi og designer historien sammen,” siger Anders Aamand.

Nok sidder de sammen foran skærmene og redigerer, men rollerne er stadig forskellige.

“Det er mig, der er teknikeren. Hvor jeg tænker meget på underholdningsværdi, er Anders bedre til at tænke publikum ind i historien,” siger Mathias.

“Mathias er jo den kunstneriske af os to, og nogle gange kan der være noget, der bliver lidt ufortalt. Så siger jeg det,” siger Anders Aamand.

I klipperummet skal der prioriteres i de mange timers optagelser, der er blevet lavet forud. Der skal findes lyd, der passer til billederne. Der skal skabes en historie. Det er i programudviklingens sidste faste at Anders Aamand nyder sit arbejde allermest.

“Jeg kan enormt godt lide redigeringsfasen. Her finder kreativiteten sted, og det hele løfter sig,” siger Anders Aamand.

Det er ikke Anders Aamand, der fortæller, når man streamer et afsnit Anne og Anders.

Men han kan alligevel se sig selv i program-

25

merne.

“Jeg har jo et stort say, da det er mig, der er ansvarlig for indholdet. Det er fotograferne og værterne jo også, men det er mine ideer, som skal formidles gennem andre. Så selvom jeg ikke kan ses i fjernsynet, har jeg meget at skulle have sagt på redaktionen,” siger han.

Det er ikke kun Anders’ programmer, der har været igennem alle tre stop. Research, optagelse og redigering. Bag alle programmer, man kan se i fjernsynet eller på streamingtjenester, er der en “Anders”. At lave tv er ikke et arbejde, der kan løftes alene, og det endelige produkt vil derfor altid være skabt gennem samarbejde.

“Jeg ser det ikke som mit produkt, men som vores produkt,” siger Anders Aamand.

26

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

TEMA

Sproghøgene hakker stadig i stavefejlene: Derfor er korrekturen vigtig

Rundt omkring på avisredaktioner sidder de og laver usynligt arbejde.

Korrekturlæserne. De fanger de fejl, journalisterne overser. Med et medielandskab i forandring er de nogle steder på vej ud af billedet. Men man skal passe på med at skære i korrekturen, for sprogfejl kan have mere vidtrækkende konsekvenser end som så.

TEKST: MONIKA MARIA YAZDANI

P

ILLUSTRATION: LOUISE RIX

å sociale medier er der kontant afregning, når brugere spotter fejl i mediernes opslag. ”Nej vi er ikke på Frederiksberg, men FrederiksbJerg. Altså Stiften, lær lige byen at kende,” lyder én kommentar på et opslag fra Aarhus Stiftstidende.

Det manglende ”j” modtages ikke kun som et glemt bogstav, men også som udtryk for, at Stiften ikke har styr på emnet, de skriver

om. Det fortæller, at sproglige fejl betyder mere end man skulle tro. Men før vi når dertil, skal vi møde en af dem, som forsøger at komme fejlene til livs.

Anne Stumman er cand.mag. i dansk og arbejder som korrekturlæser på Weekendavisen. ”Vi korrekturlæsere er sådan en underlig udposning på en avisproduktion – det er vi jo. Vi er lidt på sidelinjen, og hvis der ikke er fejl, lægger man ikke mærke til, at vi har været der,” siger hun.

Som korrekturlæser bærer Anne Stumman

”særlige briller” og zoomer helt ind på sætningsniveau. Hun tjekker for stave- og tegnsætningsfejl, årstal og navne, slår citater og sangtekster op og holder øje med, at kilden ikke skifter navn undervejs. For at nævne et udsnit.

Arbejdsprocessen for Anne Stumman består i høj grad af at læse, tvivle og slå op, slå op, slå op. ”Min gamle underviser sagde, at man skal lade sig komme i tvivl – kvalificeret tvivl.

Og så skal man skynde sig at slå det op. Man skal aldrig tro, at man ved noget, man skal

sikre sig,” siger hun.

Anne Stumman nørder sproget og holder sig helt opdateret på, hvad der er rigtigt. Hun betragter korrektur som en kvalitetssikring, der bidrager til, at teksten bliver den tand bedre. Det kan være en stor tilfredsstillelse at fange en fejl, som havde været særlig slem at sende til tryk. ”Der var en dag en journalist, som havde skrevet ”salig” om en ekspolitiker, der ikke var død. Den er jeg lidt stolt af, at jeg fangede.”

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

TEMA To forskellige fugle Jonas Nygaard Blom er lektor i mediesprog på Syddansk Universitet. Her forsker han blandt andet i journalisters sprogbrug og mediebrugeres holdninger til journalisters sprogbrug og sprogfejl.

”

Vi mister tiltroen til journalisten, når sproget ikke er omhyggeligt.

- Jonas Nygaard Blom, Lektor og forkser i mediesprog ved SDU

”Man skal virkelig være opmærksom på sprogfejl, for man kan komme grueligt galt afsted. Flere læsere står af og læser slet ikke til ende, hvis der er sådanne fejl,” siger han.

Ifølge Jonas Nygaard Blom kan læserne inddeles i to grupper: sprogduer og sproghøge. Mens sprogduer er fredelige og i de fleste tilfælde finder journalisters sprogfejl uskyldige og ligegyldige, går sproghøge højt op i journalisters sprog. De jager sprogfejl og kan være aggressive. For dem er der kort mellem haltende sproglighed og inkompetence på andre kerneområder af journalistikken: ”Sproghøgene reagerer prompte, når journalister laver sprogfejl. Med deres egne ord føler de, at journalister er sjuskede, dovne, inkompetente, uprofessionelle og ligefrem dumme. Hvis en journalist sjusker, når han staver, sjusker han så også i sin research, sin kildekritik eller i sin omgang med sandheden? Det er sådan, sproghøgene tænker,” fortæller Jonas Nygaard Blom.

Jonas Nygaard Blom påpeger, at der endnu ikke er forskning, som med sikkerhed kan sige noget om fordelingen af sproghøge og sprogduer i befolkningen. Men han antager, at sproghøgene næppe er et lille mindretal.

Derfor er det sikreste ifølge Jonas Nygaard Blom at stave korrekt. ”Vi kan typisk let læse os igennem sprogfejlene, men det påvirker indtrykket af skribenten. Og det er i virkeligheden problemet: vi mister tiltroen til journalisten, når sproget ikke er omhyggeligt.”

Breaking news venter ikke på nogen I samarbejde med Dansk Sprognævn er Jonas Nygaard Blom i gang med at undersøge udviklingen i stavefejl i aviser. Næste skridt er at se nærmere på, hvad medieudviklingen betyder for mængden af fejl, og om læserne i højere grad accepterer ukorrekt sprog i for eksempel liveopdateringer end i mere redigerede genrer. ”Vi har en formodning om, at der er flere sprogfejl i netjournalistik end traditionel journalistik, og vi har indtryk af, at der er sket noget med sproget i mødet med internettet,” siger Jonas Nygaard Deadlines og at være først med en historie er arbejdsvilkår for journalister. Det vinder ikke sympati-point hos sproghøgene, som mener, journalister har et ansvar for det danske sprog. Hos sprogduerne leder det derimod til forståelse for hyppigheden af sprogfejl. Anne Stumman medgiver, at en nyhed sommetider skal ud hurtigst muligt. Samti-

dig fremhæver hun, at der er andre muligheder for at få has på fejlene: ”Man kunne godt læse korrektur, når man har lagt det ud. For når man skynder sig, er der også større risiko for, at der opstår fejl,” siger hun.

Prioriteringsspørgsmålet mellem hastighed og korrektur er ikke fremmed for Bjarne Schilling, som er Læsernes Redaktør på Politiken. Han fortæller, at hastighed er en afgørende faktor på nettet. ”Hvis der kommer noget breaking, og korrekturlæseren er ud at tisse, venter man ikke på vedkommende. Det er klart. Men i princippet er hovedreglen, at der skal læses korrektur på alt.”

104 sproghøge på nakken Smutter korrekturen, er Bjarne Schilling en af dem, som hurtigt får det at mærke. ”Jeg læser som regel avisen allerede om aftenen. Forleden var der en fejl med ligge/ lægge i en stor rubrik i kultursektionen. Jeg sagde til min kone, at der nok ville komme 50 henvendelser på det. Der tog jeg fejl, for der kom 104. På en normal dag får jeg 15-20 stykker,” fortæller han.

Som Læsernes Redaktør er han i kontakt med, hvad der rører sig hos modtagerne.

Han er ikke et sekund i tvivl om, at sproget betyder helt ufatteligt meget for læseren. For nogle i en sådan grad, at de dropper artiklen.

End ikke kendelser fra Pressenævnet, som skal bringes i avisen, hamler op med frustrationen over sproglige fejl. ”Jeg kan ikke mindes, at jeg i de situationer nogensinde har fået en henvendelse fra en læser med karakter af hvad i alverden, vi bilder os ind. Men Gud nåde og trøste os, hvis vi laver små sproglige fejl! Sproget er ikke ligefrem ligegyldigt for journalisterne,

27

men nogle gange bliver det sekundært. Det er mit klare indtryk, at læserne ikke har det på samme måde.”

Bjarne Schilling sammenligner sproglige forhindringer i tekster med at sidde i et tog, som bumler hver hundrede meter. Man bliver hele tiden mindet om, at man kører i tog.

Modsat kan man slappe af og nyde turen, når toget blæser afsted på rolige skinner. Fejlfrit og flot sprog giver gode læseoplevelser og fastholder modtageren. ”Jeg tror, at sprogfejl kan skabe nervøsitet for, om skribenten kommer i land med sin tekst. Hvis man kan fornemme, at vedkommende ikke er helt hjemme i sproglige billeder eller bøjninger, bliver man urolig. Det stjæler opmærksomheden fra historien,” siger Bjarne Schilling.

gram, som ifølge Anne Stumman ikke kan erstatte korrekturlæsere. Hun tvivler på, maskinen kan oplæres til at nå det kompleksitetsniveau, menneskelige korrekturlæsere har. Særligt på dansk, fordi det er et lille sprog. Den version, hun arbejder med, kan for eksempel fange stavefejl, men ikke en konklusion, der lyder som det modsatte af det, de foregående sætninger leder op til.

Desuden går læring tabt, og det ærgrer Anne Stumman: ”Vi kan diskutere ting med dem, der har skrevet det. Det kan man ikke med et program. Man bliver aldrig klogere, hvis man bare retter efter det, programmet siger. Man kan overhovedet ikke nøjes med Tansa, hvis man vil have det, vi leverer, det kan man sgu ikke,” siger hun.

Menneske eller maskine Jonas Nygaard Blom mener, at det kan have stor, negativ effekt på journalistfaget at nedprioritere korrektur. Men stikprøver foretaget som led i igangværende forskning tegner et billede af, at der er færre korrekturlæsere end tidligere.

Et af de steder, hvor man har valgt at nedlægge korrekturfunktionen, er hos Berlingske, som i juni 2021 fyrede samtlige korrekturlæsere på avisen for at opprioritere indholdskontrol foretaget af andre journalister. Chefredaktør Mette Østergaard har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail: ”Vi turde gøre det, da artiklen stadig er igennem en række tjek, før den når læseren: journalisten selv, redaktøren, Tansa samt redigerende. Vi føler os trygge ved, at kontrollen er omfangsrig nok, og vi har ikke oplevet en stigning i klager, siden vi lavede forandringen.”

Tansa er et retskrivnings- og stavepro-

En særlig funktion Uden en korrekturlæser mangler det led, som ikke fokuserer på helheden, men detaljerne, mener Anne Schumman. Det er ikke afgørende, hvilken uddannelse en korrekturlæser har, men at personen har ene og alene den specifikke funktion. Og at det er én, som er dygtig til sprog. For en tekst kan sagtens komme forbi både journalist, redaktør og redigerende journalist og stadig have fejl, oplever hun. ”Det er ikke alle journalister, som bør læse korrektur. Det ville ikke være en succes. Det handler også om temperament. Nogle kan ikke holde sig længe nok i teksten til at finde alle fejlene,” siger hun.

På Politiken er man gået i en anderledes retning end Berlingske. Et nyt system har dannet rammerne for, at både net- og printartikler nu bliver korrekturlæst. Tidligere blev netartikler sidemandslæst af en anden journalist. ”Kontrollen var ikke så god, som den er blevet sidenhen. Man kunne se, at der var risiko for, at ens journalistkolleger var lige så sprogligt usikre, som man selv var,” siger Bjarne Schilling.

Han mener, det er vigtigt at holde fast i korrekturlæsning. Selvom der af og til smutter en fejl igennem, har han set tekster både før og efter, de har været i korrekturen, og forskellen er ikke til at tage fejl af: ”Du får reddet din røv ufatteligt mange gange af korrekturlæsere. Man lægger først mærke til, at der er en skraldemandsstrejke, når skraldet hober sig op, og det er lidt på samme måde med korrekturlæsere. Når arbejdet bliver gjort, opdager du det ikke,” siger han.

”

Du får reddet din røv ufatteligt mange gange af korrekturlæsere. Man lægger først mærke til, at der er en skraldemandsstrejke, når skraldet hober sig op, og det er lidt på samme måde med korrekturlæsere. Når arbejdet bliver gjort, opdager du det ikke.

- Bjarne Schilling, Læsernes Redaktør Politiken

Gå i sprogbad Korrekturlæsning eller ej. Hovedansvaret ligger hos den, der har ført pennen i første omgang, mener Bjarne Schilling. Derfor anbefaler han journaliststuderende at styrke deres sproglige bevidsthed ved at skrive løs og læse alt fra journalistik til skønlitteratur i rigelige mængder.

Det er der måske god grund til. På journalistuddannelsen på DMJX er det nødvendigt at teste sprogniveauet blandt de studerende på 1. semester, fordi man oplever sproglige problematikker, siger lektor på højskolen Solveig Schmidt. De seneste år er gennemsnitligt cirka. 10% dumpet denne test. Samtidig konkluderer en undersøgelse fra Syddansk Universitet, at de nystartede journaliststuderende på universitetet i 2018 havde alvorlige vanskeligheder med stavning og især kommatering.

Opfordringen fra Jonas Nygaard Blom er klar: ”Det er vigtigt, at journalistuddannelserne bevarer et fokus på sprogrigtighed, og at journalisterne er opmærksomme på det i deres praksis,” siger han.

28

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

TEMA

Svedige soundtracks og rene tallerkener

Med spuleren i den ene hånd og mobilen i den anden serverer opvaskeren Alexander AppleGreen gode vibes til de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

TEKST: SIMON MUFF

D

ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

yb bas, svirpende lilletrommer og et hæsblæsende rap-flow blander sig med en støjende rumlen i et auditivt krydsfelt mellem kosmos og kaos. Vi befinder os i køkkenet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og lydene kommer henholdsvis fra en vibrerende grå højttaler, der står på et ridset metalbord, og fra en opvaskemaskine. ”Det er mit crib det her,” siger Alexander Applegreen spøgende og drejer blikket rundt i rummet, mens han multitasker med spulearmen i den ene hånd og smartphonen i den anden.

Spulearmen tager sig af beskidte tallerkener og fade, og telefonen bruger han til at styre musikken med.

Klokken er omkring halv ti om formiddagen, og 20-årige Alexander befinder sig i vante omgivelser i køkkenets opvask i et ufremkommeligt terræn af overfyldte rulleborde med morgenens brugte kaffekopper. Han er iført sort fra top til tå, som matcher hans krøllede hår.

Tidal i stedet for Spotify Som studerende på DMJX har du garanteret lagt mærke til hans overdøvende musik, når du har været nede og tanke op på vand og kaffe i kantinen. Det er oftest nyere hiphop i den tunge ende, der bliver smidt på, men sommetider finder blødere numre med Shakira eller Shaggy også vej til højttaleren. ”Jeg har ikke nogen playliste. Når jeg tænker på en sang, sætter jeg den bare på,” siger Alexander og skruer op for en af favoritterne ‘Ispy’ af KYLE feat. Lil Yachty, så det kan høres i hele kantinen. ”Tidligt om morgenen spiller jeg mest chill musik, men i løbet af dagen bliver det i den hårdere ende,” fortæller Alexander og bliver afbrudt af nogle studerende, der efterspørger kaffe. Alexander svarer prompte og lister fluks ud og henter friskbrygget kaffe, som om han på forhånd vidste, hvad de ville spørge om. ”Jeg bruger Tidal i stedet for Spotify, det er HiFi-lyd,” råber han for at overdøve musikken og jonglerer med nogle gryder, som han taber i et stort brag. Han griner og skynder sig at samle tingene op, inden “hende den sure” ser det.

Drømmen lagt på is Som opvasker har Alexander været en del af køkkenets vigtigste bestanddele fra kl. 7.3014 mandag-fredag siden forrige sommer, og i dag er han den, der har været her længst tid.

På den anden side af væggen, der adskiller opvaskeren fra resten af køkkenet, står nogle af de andre køkkenmedarbejdere og knokler med at forberede dagens frokost. Den ene skuler misfornøjet mod musikken, da den bliver skruet et nøk op.

Af og til hjælper Alexander de andre med at forberede de cirka 60-80 sandwiches, der dagligt produceres, men for det meste holder han sig til gøremålene i opvasken.

“Jeg styrer skolen herfra,” joker han og føler rytmen på lokal-bangeren ‘Gucci Bag Sikini’ af rap-trioen DON X LEE X BARBER.

”Der går mange piger her. På min gamle skole var der næsten kun drenge,” nævner Alexander.

Før han tog sig af de studerendes efterladenskaber, gik Alexander på bygningskonstruktøruddannelsen på VIA. Men efter nogle mislykkede forsøg på at få en læreplads, droppede han til sidst ud og fik i stedet job som opvasker på DMJX. Drømmen om at blive bygningskonstruktør er dog ikke definitivt slukket hos den unge mand, men blot lagt på is for en stund. ”Om noget tid vil jeg gerne færdiggøre min uddannelse, men jeg stresser ikke,” siger han og klør sig i sit sorte fipskæg.

Fra lydstudie til fængselscelle Efter gymnasiet bragte Alexanders store passion for film og video ham til filmskolen Potemkin. Skolen var dog for teoretisk, så han fokuserede i stedet på at lave musikvideoer til hans ven Zaka, som havde gang i en spirende rapkarriere. Makkerparrets samarbejde fik dog en brat afslutning forrige år, da Zaka stak en bekendt ned med en kniv, hvilket resulterede i en livstidsdom for drab. Hændelsen rystede Alexander, og han har ikke haft kontakt med sin gamle ven, siden lydstudiet blev skiftet ud med en fængselscelle. Grimesangen ‘London View (remix)’ af OTP Feat.

MARIN & Rambiz brager højlydt ud af højt-

taleren i køkkenet, som nogle kaffe-søgende studerende i kantinen opfanger og danser forsigtigt til. ”Jeg hører rigtig meget UK-rap, det er meget energisk, og det er godt at arbejde til,” siger Alexander og illustrerer med spulearmen.

Modtagelsen af musikken betyder noget for ham, og han bliver glad, når han oplever, at folk lægger mærke til det og værdsætter det. Han har flere gange tilbudt de andre i køkkenet at styre musikken, men det er ikke noget, de finder interesse i.

Violin på Rudolf-Steiner-skolen Alexander har selv udfoldet sig musikalsk gennem sin opvækst. Han startede i børnehaveklasse på Rudolf-Steiner-skolen i Aarhus, hvor det er obligatorisk at spille et instrument. Her faldt valget på violinen.

Livet som violinist var dog ikke noget, han fortalte om til Gud og hver mand hjemme i Trillegården, hvor han er vokset op. Det var kun de allertætteste, der kendte den side af ham. Siden blev violinen lagt i kassen, og Rudolf Steiner skolen blev skiftet ud med ungdomsuddannelsen EUD. Fra Johannesburg til Trillegården Alexander står og vasker sine hænder, idet hans mobil ringer. Det er hans mor. Alexander slår straks over i engelsk. Han snakker kort og beder hende ringe tilbage senere. ”Min mor er fra Sydafrika, så vi snakker altid på engelsk. Jeg tænker også selv på engelsk og er bedre til at formulere mig på engelsk,” fortæller Alexander Alexanders danske far og sydafrikanske mor mødte hinanden i Sydafrika i 1990’erne efter Apartheids afslutning. Efter hans storebrors fødsel rejste de fra Johannesburg til Trillegården i Aarhus Vest. Noget tid efter blev Alexander født på Aarhus Kommunehospital.

Selvom han ikke har dyrket sit ophavs musikkultur på samme måde som den amerikanske og britiske, har han dog fundet guld - især på den urbane scene.

Den hårdtslående Posse-cut-sang ‘Y3 Y3 Dom,’ som er lavet af en samling sydafrikanske rappere, er en af de foretrukne i rækken. ”De har nogle vilde flows,” siger Alexander.

Til tonerne af sangen ”Mood Swings” fra den afdøde New York-rapper Pop Smoke nærmer klokken sig frokosttid. Alexander er kortvarigt sprunget fra pladsen ved opvaskeren og over til køkkenbordet for at hjælpe med det sidste af frokostanretningen. Han får pludseligt travlt og når ikke at sætte mere musik på i denne omgang. Derfor er det i stedet Tidals shuffle-funktion, der spiller numre som Juice Worlds’ ‘Lucid Dreams’ og Akons’ udødelige ‘Mr. Lonely.’

Inden jeg smutter fra køkkenet, foreslår jeg Alexander, at han står for soundtracket til næste fredagsbar. Tilbuddet falder i god jord, og han lover at sørge for en playliste til lejligheden.

Klik ind på www.illbunker.dk og lyt med på Alexander AppleGreens udvalgte soundtracks fra køkkenet.

ILLUSTRERET BUNKER MAJ 2021

KaJ er din fagforening Vi er til for dig

Vi hjælper dig, når du har brug for moralsk opbakning i praktiksøgningen eller økonomisk støtte til din bacheloropgave.

Hos os kan du få kurser i speak, photoshop og cv-opsætning og ikke mindst arrangementer, hvor du kan lade dig inspirere.

Skal du ud på opgave, kan du igennem os få et pressekort, og fordi vi er en del af Dansk Journalistforbund har du også mulighed for billige forsikringer, juridisk støtte og faglig sparring.

Og så er vi - og du som medlem - en del af noget større. En stærk fagforening, der skaber tryghed, fællesskab og rammerne om din karriere i en tid, hvor udfordringerne i mediebranchen er større end nogensinde.

Ved at være medlem af KaJ støtter du op om praktikantaftalen, ordentlige arbejdsforhold og de mange foreninger på skolen.

De ting kommer ikke af sig selv.

Det er bare nogle af de ting

KaJ gør for dig

Meld dig ind og støt op om fællesskabet

29

30

OPINION

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

TEKST:TRINE EGEDE, OPINIONSREDAKTØR PÅ ILLUSTRERET BUNKER ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg klikkede ind på DR-nyhederne på min telefon torsdag morgen d. 24. februar i år. Rusland har invaderet Ukraine om natten, og kampvogne ruller hen over den ukrainske grænse.

Min roomie er halvt ukrainer og halvt dansk. Hun er født i Ukraine, og hendes far bor i Kharkiv, 40 km fra grænsen til Rusland.

Jeg tror ikke, jeg forstår en brøkdel af, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Men jeg prøver, og det har sat tanker i gang hos mig. For som journaliststuderende er det vel netop det, min kommende profession skal kunne.

Den skal gøre folk i stand til at forstå det, de ikke selv står i. Gøre dem klogere på, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Vi journalister rapporterer og sender live fra krigsramte lande. Vi viser krigen, så organisationer og politikere kan træde til og hjælpe Ukraine.

Vi er der, hvor problemet er. Vi gør et godt stykke arbejde. Tænkte jeg. Men så kom min tvivl.

Hver dag hører jeg i radioen eller ser på sociale medier, at endnu et dansk medie har sendt journalister til Ukraine. Det er et vigtigt emne at dække, det er der ingen tvivl om. Men tanken slog mig: Er der brug for så mange danske journalister i Ukraine lige

nu? Hvis andre lande sender et lige så stort antal journalister til grænserne, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange journalister de ukrainske flygtninge skal deale med, når de prøver at flygte for deres liv. Er det, det de har brug for lige nu?

Søndag d. 13. Februar 2022 sendte P1 deres faste program ”Tabloid”, hvor vært Marie Louise Toksvig hver uge går journalistikken efter i sømmene. Denne udsendelse handlede naturligvis om den forfærdelige situation i Ukraine.

En journalist fra avisen Danmark, der var i Ukraine for at dække krigen, sammenlignede journalisters opførelse ved den polske grænse med noget, der kunne minde om Tour De France. Et anderledes men præcist billede på, hvordan det for mange journalister er vigtigt at stå forrest, klar med mikrofoner og kameraer, når en flygtning krydser grænsen.

For journalisterne handler det om, at få det bedste billede i kassen.

Det lyder ikke som god journalistisk skik i mine ører. Journalistikken kan påtage sig kappen som formidler, så en indsats fra resten af verden kan komme for at hjælpe Ukraine. Men at så mange medier i Danmark sender journalister til den polske grænse for at få et godt billede til forsiden er ikke, hvad journalistikken kan være bekendt.

TV2-Nord bragte d. 4. marts 2022 en ar-

tikel med rubrikken ”TV2-Nords journalist delte hotelseng med ukrainsk flygtning”.

Jeg tænker, du kan se absurditeten i denne rubrik.

Artiklen nævner, at det ved den polske grænse ikke er muligt at booke et hotelværelse, da alle værelser er fyldt op med flygtninge og journalister. En TV2 Nord-journalist delte seng med en flygtning, der ellers kun havde mulighed for at overnatte på banegården i den polske by Rzezow i minus fem grader.

Hvis danske medier ikke havde et behov for at sende deres egne journalister til grænsen, kunne det være, at den ukrainske kvinde kunne få sengen i første omgang. Eller hun kunne dele sengen med andre flygtninge. At så mange danske journalister kan tillade sig at fylde sengene op ved grænserne, er mig en gåde at forstå.

Dels er jeg skeptisk over, om det er et spørgsmål fra en dansk journalist, man har brug for, når man lige er kommet over grænsen til Polen. Men det, som kan være endnu mere problematisk er, om vi fylder for meget. Som artiklen viser, så fylder vi på hotellerne. Vi bruger benzin til vores biler, som ukrainerne kunne bruge til at flygte ud af landet. Vi spiser mad, som kvinder og børn kunne få. Alt sammen noget, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig

har brug for alle de danske journalister i Ukraine lige nu.

Journalister er vigtige, for vi dækker det, som seere hjemme i Danmark ikke selv kan opleve. Vi viser krigen, og vi formidler den på bedste vis. Jeg har dog et ønske om, at vi som journalister tænker over, hvad vores rolle er, når vi dækker en krig. Hjælper vi, eller spænder vi ben? Er vi til mere besvær end gavn?

Det er en kæmpe styrke for en ukrainsk flygtning at få muligheden for at tale til en stor modtagergruppe på en landsdækkende TV-kanal. De kan vise deres smerte, så vi kan se den med vores egne øjne, og de kan bede om hjælp. Men for medierne er det også godt TV. Jeg tænker, at et nærliggende presseetisk spørgsmål er, om danske mediers sult efter det gode billede vægtes højere end at dække krigen for at oplyse. Og hvorfor skal flere medier sende en masse ”almindelige” journalister til fronten, hvem der virker semi-tilfældigt udvalgt, når vi har erfarne korrespondenter som Matilde Kimer og Puk Damsgård? Når det er sagt, er det måske ikke alle lokalafdelinger, der behøver at sende deres eget hold til grænserne for at kæmpe om det gode forsidebillede og fylde en sengeplads op.

Hvad mener du?

Illustreret Bunkers opinions-sektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at dele deres mening om studie, skole, journalistik og kommunikation.

Vi bringer opinionsindlæg i avisen ad to omgange pr. semester.

Har det interesse?

Så skriv til redaktionen på debat.illbunker@dmjx.dk

OPINION

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

31

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

ANNE KVIST,

JOURNALISTSTUDERENDE

Når man fredag eftermiddag sætter kursen mod DMJX’s fredagsbar, Kurt Strandbar, er det ikke svært at forudsige, hvad der møder en. Vil man om et øjeblik høre de tunge rytmer fra et af Pattesutters mange hits, mens bartenderen står i bar overkrop og langer englefisse over disken, og den sorte Kurt-tshirt svinges over hovedet? Formentlig. Og kommer man gående ind, ligner det umiddelbart, at Kurt har glemt, at der er andre til stede. Jeg får følelsen af at stå i yderkanten af en fest, jeg er blevet hevet med til, men uden at være inviteret af værten.

Jeg mener ikke, problemet ligger i Soundboksen, der spiller for højt, de klistrede borde eller navnene på shotsene. Der er mange måder at feste på, og jeg er sikker på, at de fleste fredagsbarer har et element af løssluppenhed. Det er forståeligt, når det er fredag, og det er tid til øl. Jeg mener, at problemet ligger i den bagvedliggende tavshedskultur, der omringer foreningen. For hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt - og mangel på gennemsigtighed er ikke udgangspunktet for en sund foreningskultur.

Det måske mest tydelige eksempel på tavshedskulturen er Kurt Strandbars optagelsessamtaler. Når Kurt holder samtaler, dækkes vinduerne til i mørkt plast, så ingen kan se, hvad der foregår. Det eneste man kan høre, er den pumpende bas og hujende stemmer, der hepper på de nye førstesemmere, der lægger vejen forbi.

Jeg forstår grundlæggende ikke ideen bag at holde det hemmeligt. Hvorfor skal dem, der skal til samtale, ikke selv have lov til at træffe valget, om det er noget, de har lyst til at deltage i? Før de står omringet af fremmede, og i de værste tilfælde skal overskride egne grænser for at bevise, at de har det, der skal til for at være med i Kurt. Er det nødvendigt at være løssluppen og nær grænseløs, før man får en plads i Kurt? For ellers kan jeg ikke se, hvilke kompetencer de leder efter til samtalerne.

gerligt for dem, der ikke ved, hvad de går ind til. Og endnu mere ærgerligt for dem, der giver det deres bedste skud, presser sig selv til grænsen og stadig får at vide, at de ikke er gode nok.

Når Kurt afholder den slags optagelsessamtaler, sikrer de sig, at alle, der melder sig, er med på deres præmissen om, at Kurt er et fællesskab, der godt kan lide at feste, og ikke har noget imod, at festen går til kanten.

Men det betyder også, at den grænsesøgende kultur avles videre bag lukkede døre, hvor festen fortsætter, som den altid har gjort.

Hvor der hverken bliver brudt med kultur eller traditioner, fordi alle i Kurt vidste hvad de gik ind til, og vi andre har ikke meget at skulle have sagt. Det danner præcedens for en tavshedskultur, hvor det er lige meget hvor vanvittigt det bliver - hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt.

Frit spil bag lukkede døre For et par uger siden gik jeg forbi en gruppe, der sad og ventede på at skulle til samtale hos Kurt. Og jeg blev ked af det på deres vegne. Ked af at de ikke vidste, hvad de gik ind til, og at de ikke ville få muligheden for at sige pænt nej tak. Og jeg synes, det er ær-

Kurtansk overspill Hvad der sker intern i Kurt, må de i grunden selv om. Men det er en anden ting, når den lukkede kultur i sidste ende bare ikke er særlig lukket. Ser man på skolens foreninger, er Kurt klart dem, der står for at facilitere størstedelen af de sociale aktiviteter. Så om man

er tilhænger af Kurt eller ej, så vil det stadig være dem, der sætter tonen for fredagsbaren og dermed skolens sociale fællesskab. Kurt forstår, hvordan man holder en fest med fart på. Men at være god til at feste betyder ikke, at man automatisk har de bedste forudsætninger for at skabe en god fredagsbar.

Den kultur, som Kurt er enige om, er den fede, kan man ikke undgå smitter af på fredagsbaren, der gerne skulle være for hele DMJX. Kurt Strandbar bliver en udvidelse af foreningen, et rum i den kurtanske stil med nosseshot, englefisse og alt andet, der hører Kurt til.

Kurt mangler gennemsigtighed, både i deres optagelsesproces og deres dynamik i fredagsbaren. Det sociale liv på DMJX burde ikke være så påvirket af en kultur dyrket bag mørklagte vinduer. Som jeg ser det, så skaber Kurt en kultur, hvor der er et tydeligt skel mellem Kurt og alle os, der bare gerne vil til fredagsbar. Jeg håber, både for de næste førstesemmere, kommende Kurt-medlemmer og fremtidige gæster i fredagsbaren, at Kurt får kigget indad, eller måske endnu bedre, begynder at se ud over egen næsetip.

Trivselspenge brændt af på telefonbokse KASPER FAST, JOURNALISTSTUDERENDE

Hvad kan man egentlig få for 495.605 kr.?

I hvert fald ikke meget trivsel, hvis det står til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har brændt tildelte trivselspenge af på telefonbokse. I 2021 modtog DMJX i Aarhus lige knap en halv million kroner fra Undervisnings- og Forskningsministeriet til at styrke trivslen efter corona-nedlukningerne.

Fra skolens side har man kaldt dem trivselsmidler, hvilket dog klinger meget hult, da størstedelen af pengene er brugt på alt andet end trivsel.

I februar fik jeg aktindsigt i fordelingen af midlerne, og det var chokerende læsning.

Regnskabet over trivselsmidlerne viser nemlig, at kun 19% af pengene er brugt på såkaldte ”trivselsarrangementer”. Derimod er hele 38% eller 187.468 kr. for eksempel brugt på telefonbokse. I aftaleteksten omkring midlerne står der, at institutionerne selv skal vurdere, hvordan de bedst modvirker de negative konsekvenser af Covid-19.

Man må altså forstå på ledelsen i DMJX, at de mener, at det vigtigste modsvar til nedlukningernes store trivselsudfordringer er fem nye telefonbokse.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg også selv synes, at telefonboksene er en fremragende idé, så studerende kan ringe til kilder uforstyrret. Problemet er bare, at det jo ikke har noget som helst at gøre med pengenes formål. I mine øjne er det i hvert fald svært at se, hvordan en lydisoleret trækasse kan have noget som helst at gøre med de studerendes trivsel. Udefra ligner det, at ledelsen har udnyttet en mulighed for at blande deres tildelte driftsopgave omkring skolens faciliteter sammen med de ekstraordinære trivselsmidler.

Kigger man videre gennem fordelingen af trivselsmidlerne, ser man, at den tredjestørste post er ”koordinering”. Disse udgifter løber op i svimlende 84.470 kr., hvilket

altså svarer til cirka to måneders fuldtidsløn.

Penge, der er taget direkte fra de studerendes trivsel. Det er helt vildt, at man har brugt et så stort beløb blot på administration. Selvfølgelig koster det arbejdstid og penge både at finde på idéer og udføre dem. Jeg mener dog ikke, at der bør bruges, hvad der svarer til over 300 arbejdstimer, på at fordele de her midler, som beløbet ellers antyder. Det er en meget mærkelig brug af midler, som ledelsen har udført i dette tilfælde.

Jeg har selv været med i en ansøgning om et beløb på 25.000 fra trivselspuljen.

De skulle gå til et arrangement, hvor skolens studerende kunne få gratis transport til Right to Dream Park, fordi FC Åben Modus skulle spille mod Presselandsholdet. Der var budgetteret med omkring 150 deltagere fra studiet med mulighed for udvidelse. Denne ansøgning blev efter flere beskeder, utallige dirigeringer rundt i organisationen samt måneders ventetid afvist. I en besked lød begrundelsen, at både FC Åben Modus og Ulla United havde klaret sig godt under coronanedlukningerne og fortsat står stærkt som institutioner for de studerende, der interesserer sig for fodbold og sportsligt samvær. Man mener simpelthen, at foreninger, der udeluk-

kende baserer sig på fysisk fremmøde, har klaret sig fremragende under nedlukningerne. Et arrangement som dette ville kunne skabe fællesskab og sammenhold på tværs af uddannelser og årgange, som jo præcis er det, skolen har mistet under Covid-19. Ifølge mig tyder det endnu engang på, at midlerne aldrig har været tiltænkt trivsel fra skolens side, men derimod som et belejligt driftstilskud.

Det er vildt ærgerligt, at skolens ledelse ikke tager problematikken omkring trivsel efter pandemien seriøst. Vi ved alle, hvor hård og svær perioden med hjemmeundervisning og manglende socialt samvær har været. Derudover viser undersøgelser fra blandt andet Danmarks Evalueringsinstitut og Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de studerende oplevede store konsekvenser under nedlukningerne, samt at disse konsekvenser stadig ser ud til at påvirke de studerende. Af den grund er det endnu mere foruroligende, at en ledelse, der endda får penge kastet efter sig for at løse en del af problemet, overhovedet ikke anerkender eller forstår sit ansvar. Det er et tegn på afstand til de studerende, der er chokerende i en uddannelsesinstitution.

Driften af vores studie er ikke bare et regnskab, der skal gå op. Det er et fællesskab, hvor vi, som studerende i alle henseender, skal være det primære fokus. Vores trivsel er omdrejningspunktet for alt andet, der foregår i vores uddannelse. Og når man underkender en mulighed for at rette op på denne, har man grundlæggende fejlet sin kerneopgave som uddannelsesinstitution.

Svar fra Henrik Berggren og Helle Winding Det er sørme synd for Kasper Fast, at han ikke fik chokerende og svimlende 25.000 kroner til sin fodboldkamp. Det har han været utilfreds med længe.

Skolen tager studerendes trivsel meget alvorligt og arbejder løbende på at styrke den.

Fordelingen af de særlige trivselsmidler er et godt eksempel på det. Trivselsmidlerne blev fordelt i et tæt samarbejde med DSR og mange af skolens studerende, der har deltaget seriøst, aktivt, engageret og meget positivt i samarbejdet. Mange tak for den indsats. Der har været afviklet et stort antal aktiviteter med mange deltagere, og der er indkøbt en lang række ting, som også fremadrettet kan bidrage til at styrke trivslen på skolen. Stort set alle aktiviteter og anskaffelser var forslag og ønsker fra studerende. Det gælder blandt andet telefonboksene.

Kasper Fast havde i øvrigt ikke behøvet at søge aktindsigt, da oversigten over forbruget af midlerne hele tiden har været delt med de studerendes repræsentanter.

Venlig hilsen Helle Winding og Henrik Berggren (uddannelseschefer, DMJX)

32

BAGSIDEN

ILLUSTRERET BUNKER MARTS 2022

Brevkassen

- Med Kresten Roland Johansen

Kære Kresten

Nu nærmer sommeren sig, og vi går varmere tider i møde. Jeg er syv sind over, hvilken is der skal blive min sommers go-to. Har du en, du kan anbefale?

Kærlig hilsen Sommermusen Kære Sommermus Tilbage i slutfirserne lavede Hjem-IS en helt legendarisk vaffel med brombærflødeis, mørk chokoladefyld og ægte marcipan. Jeg har desværre glemt, hvad den hed, men brombærdrøm ville være et passende navn. Det var et flagskib af en is; en fabriksvaffel fra aller, aller øverste hylde. Helt uforståeligt stoppede produktionen – ret pludseligt – vistnok i starten af 1990erne. Alting bliver jo moderne igen, bare man venter længe nok. Men har vi ikke ventet rigeligt længe nu..? Jeg tror, at tiden er moden til at genintroducere brombærbomben. Hjem-IS skal bare have et lille skub. Så mit råd til dig er: Mobiliser dine venner, bekendte, deres børn og ikke mindst deres købestærke forældre. Og få så Hjem-IS tilbage på sporet! Du vil ikke fortryde det.

Kære Kresten

Jeg står i en kattepine. Min veninde har gennem længere tid været lun på en fyr. En fyr, jeg i weekenden kom til at kysse med, og som jeg nu selv har fået følelser for.

Hvad gør jeg nu?

Kærlig hilsen den dårlige veninde Kære Den dårlige veninde Har du faktisk været en dårlig veninde? Hvorfor kom du til at kysse med fyren? Spillede det ind, at veninden er lun på ham? Tog du selv initiativ til det? Var du nogenlunde ædru og klar over, hvad der foregik? Hvis ja, ja (og eventuelt et tredje ja), så er du hverken den første eller sidste i historien. Men en dårlig veninde, ja, det har du så været. Hvis nej, nej og nej, så er det måske bare sådan noget, der sker. Life goes on. Og så er et kys vel trods alt heller ikke værre.

Men hvad gør du så nu? En kreativ løsning kunne være en form for deleordning. Jeg fornemmer dog, at det nok ikke vil falde i god jord hos veninden. Og det er selvfølgelig heller ikke SIKKERT, at fyren (eller du selv) ville bifalde den ide.

Medmindre han er manden i dit liv, så er det vel sådan, at fyre kommer og går (pun not intended), mens gode veninder forhåbentlig varer ved. Hvad er vigtigst for dig? Der er masser af fyre at kysse med i resten af livets weekender. Så drop venindens udkårne og find din egen.

Kære Kresten

På data-holdet på fjerde semester er vi så heldige at opleve dine tricks med bordtennis. Jeg har øvet mig derhjemme, men det er sgu svært. Hvordan bliver jeg lige så god til bordtennis som dig?

Kærlig hilsen En fra data-holdet Kære En fra data-holdet Hvor længe har du øvet dig derhjemme? På dataholdet arbejder vi jo med to fundamentalt forskellige læringsstier: Den ene fokuserer på kompetencer, som hurtigt kan tilegnes og praktiseres nærmest fra den ene dag til den anden.

Den anden fokuserer på kompetencer, som det tager årevis at tilegne sig for alvor. Her forsøger vi blot at plante et frø og håber så, at I selv griber bolden og arbejder videre. Og videre. Og videre. Sådan er det nok også med bordtennis.

Min egen dreng startede som 8-årig. Han tæver mig nu. Mit råd til dig er derfor: Træn dagligt fra nu af, og sæt gerne 4-6 år af til projektet. Så tror jeg faktisk, at du har en god chance. Du er dog velkommen til at udfordre mig – også før de 4-6 år er gået – og se, hvor langt der måtte være igen. Men som du nok også er klar over, så spiller vi om en lakridspibe.

Kære Kresten

Jeg har en kanin derhjemme, som jeg nogle gange har samtaler med, men jeg er kommet i tvivl, om det måske er underligt. Har du også samtaler med dine fugle?

Kærlig hilsen Kaninhviskeren Kære Kaninhvisker Med forbehold for, at jeg jo ikke ved, hvad I samtaler om: Det er bestemt ikke underligt. Det særlige ved fugle og kaniner er, at de ofte er ekstremt gode lyttere. Når jeg har et problem med min kone eller med en studerende, tager jeg gerne en snak med fuglene, eller rettere: med Piphans.

Solstråle virker af en eller anden grund helt uinteresseret i mig. Den hverken lytter eller kommenterer. Jeg har på fornemmelsen, at den fejler et eller andet. Måske er den rent faktisk døv? Det ville forklare en hel del. Nå, men tilbage til dig og din kanin: Bliv ved! Et tillægsråd må være, at du IKKE anskaffer dig en ekstra kanin. Jeg siger ikke, at det sker, eller at det er overvejende sandsynligt, at det vil ske, men du risikerer, at blive tredje hjul i den konstellation. Og det ville da være brandærgerligt.

Kære Kresten

Kære Kresten

Kære Den Kritiske Jeg vil starte med at slå fast, at det i mine undersøgelser er helt frivilligt at svare på denne type spørgsmål som studerende. Lige som det ville være for ansatte. Hvilket jeg tydeligt understreger. Så er der faktisk tale om et modsætningsforhold her?

Mit indtryk, efter mange år som underviser og efter utallige undersøgelser blandt studerende, er, at journaliststuderende på mange måder udgør en ret homogen flok. I ligner på mange måder hinanden. Som jeg ser det, er det vigtigt og givende som kommende journalist, at reflektere over, hvem man selv er, og hvad man slæber med sig af værdier, holdninger, interesser osv., når man skal fungere professionelt som journalist. Det er også interessant at reflektere over, hvem man er som gruppe eller profession. Er der for eksempel stemmer, som er usynlige, uhørlige, som man fornægter eller frastødes af? Derfor synes jeg, at denne type spørgsmål er interessante at stille. Men som sagt, det er ganske frivilligt, om man vil svare. Og svarene behandles naturligvis fortroligt.

Kære Løberen Jeg løber også i min fritid. Og det hænger mig ud af halsen (som man sayer). Så jeg er begyndt at løbe mindre.

Og gøre noget andet i stedet, nemlig bordtennis. Nå ja, jeg bruger også mere tid på rødvin og bridge. Men tilbage til problemet: Hvorfor løber du egentlig? Hvorfor er det vigtigt? Og får du (måske alligevel) noget ud af det?

Hvis det handler om motion, så kan du sikkert finde noget sjovere og mere socialt. Træningshold i et fitnesscenter.

Padeltennis. Eller bare en løbemakker.

Noget andet er så, at det vel er okay en gang imellem at gøre noget, man faktisk ikke gider eller glæder sig til.

Jeg tænker, at enkelte studerende i tidens løb har haft det sådan med kvant metode. Og når jeg har rettet 78 besvarelser og mangler 29, så glæder jeg mig overhovedet ikke til resten. Men det nytter jo ikke. Det er mit forbandede job. Det er løb til gengæld ikke. Så hvis du VIRKELIG hader det, så stop. Gå en tur. Spis mindre slik. Tag cyklen.

Eller lev med konsekvenserne.

Kære Kresten

Kære Kresten

Kære Den upopulære svigersøn Har din svigerfar en god grund til ikke at være kæmpefan?

Gør du noget (eller gør du netop ikke noget...), som faktisk med god grund kan give anledning til kold luft fra hans side? Måske er det en lille anledning til at kigge indad.

Hvad siger din kæreste?

Hvis du – imidlertid – er en helt almindelig og ordentlig svigersøn, så kan det jo sagtens tænkes, at problemet ligger hos farmand. Her vil mit råd være: Lad være med at tro, at løsningen er at hoppe og springe og forsøge på at please ham. Han vil sikkert blive endnu mere irriteret og næppe lade sig imponere over dine krumspring. Vær i stedet tro mod dig selv og din kæreste og lad så svigerfar passe sig selv lidt. Du står trods alt med de gode kort på hånden: Du har datteren og primær adgang til børn(ebørn), hvis den slags kommer. Mon ikke han tør op med tiden og får øje på dine kvaliteter. Hvis du skal respektere ham, skal han også respektere dig, ikke?

Kære Crusheren Hvorfor vil du gerne arbejde sammen med vedkommende (vi kalder hen z)? Har du et crush på z og går rundt med et hemmeligt ønske om at komme i gruppe med vedkommende? Hvis det er tilfældet, så er der måske andre, mere direkte veje at gå? Jeg ville personligt byde z på en kop kaffe og en af DMJX-kantinens legendariske trøfler. Så ved man godt, hvad klokken er slået. Hvis du ikke vil handle på det og bekende kulør (med fx en trøffel), skal det måske bare have lov at forblive et crush?

Eller er det rent fagligt motiveret? Du kunne jo så spørge z, om I ikke skal arbejde sammen næste gang, der skal laves grupper. Du risikerer selvfølgelig en lille afvisning.

Men hvad vinder du ved ikke at spørge?

En tredje og mere snedig variant, som jeg absolut ikke kan anbefale, er at lade en eksisterende gruppe gå så meget i hårdknude, at noget må gøres, og så foreslå underviseren, at du som løsning på problemet kobler dig på gruppen med z. Dette er naturligvis en helt uetisk fremgangsmåde og altså blot en ren teoretisk option, som jeg nævner for at redegøre mest mulig udtømmende for dine muligheder.

Hvordan har du det med, at de studerende skal svare på deres politiske overbevisning, når de ansatte ikke vil deltage i samme undersøgelse?

Kærlig hilsen Den kritiske

Her kommer et spørgsmål, der har tynget mig længe. Jeg har en rigtig sød kæreste, jeg er glad for, men når det kommer til svigermekanikken, så er det op ad bakke. Jeg har en fornemmelse af, at min svigerfar ikke kan lide mig. Jeg prøver at være venlig, men det er som om, der ikke rigtig er noget, der falder i god jord hos ham. Hvad skal jeg gøre for at imponere ham?

Kærlig hilsen Den upopulære svigersøn

Jeg løber i min fritid, men jeg hader det virkelig. Gør du også noget, du hader? Og har du nogle gode råd til, hvordan jeg kan lette løbeturen og gøre den mindre pinefuld?

Kærlig hilsen Løberen

Jeg har en person fra mit hold, som jeg gerne vil arbejde sammen med, men vedkommende bliver altid valgt først, når der skal laves gruppearbejde. Hvad gør jeg for at kunne komme i gruppe med vedkommende næste gang?

Kærlig hilsen Crusheren

Illustration: Anne Kiib Larsson