Page 1

ILLUSTRERET BUNKER Oktober 2021 // 27. Årgang

“Praktikanter på Radio Loud kan i vidt omfang forvente at komme til at arbejde for Radio24syv”

Marchen Neel Gjertsen sætter journalistikken over alt. Læs om pres blandt journalister og journaliststuderende i TEMA

UDE // 12 - 13

TEMA // 20 - 29

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år Fra efteråret 2022 implementerer Danmarks Medie- og Journalisthøjskole karakterer på alle fag på samtlige uddannelser. Det gør man på baggrund af et krav fra Uddannelsesministeriet, som skolen siden 2010 ikke har levet op til. De Studerendes Råd er ærgerlige over ændringen, mens uddannelseschef Henrik Berggren mener, at karakterer kan give motivation til at gøre en ekstra indsats.

A

JULIE SCHØNNING

lbert Beenfeldt manglede hverken motivation eller engagement, da han startede på første semester i vinter. Hans underviser på Journalistisk Metode 1 kaldte klasseværelset en legeplads med plads til at begå fejl. Og da Albert Beenfeldt fandt ud af, at hans produktioner blev bedømt med mundtlig feedback frem for tal, gav det ham modet til at eksperimentere med genrerne. Det bliver dog en anden virkelighed for Albert Beenfeldt og hans medstuderende, når de vender tilbage efter sommerferien i 2022. Der kan de nemlig se frem til at få ka-

rakterer for alle deres fag og forløb - herunder Journalistisk Metode, Innovation X og praktikforløbet. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet opmærksom på, at de ikke har levet op til Uddannelsesbekendtgørelsen siden 2010. Den stiller krav til, at alle fag og forløb bedømmes med en karakter, og det gælder således for alle professionsbacheloruddannelser, at man ikke må vurdere elever med bestået/ikke bestået. Fremover skal alle fag på DMJX’w uddannelser derfor bedømmes med en individuel karakter, og dette implementeres på skolen fra efteråret 2022. Det ærgrer formand for De Studerendes Råd, Sidsel Skallebæk Nielsen, der frygter

faglige såvel som personlige konsekvenser for de studerende. “Det begrænser de studerendes muligheder for at være kreative ude i felten. Og det kan betyde, at de går mere op i karaktererne i stedet for at prøve en masse af,” siger hun. Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik, understreger, at kravet er en begrænsning for skolen, men ser alligevel positivt på den nye bedømmelsesmetode. “Jeg tror, vi kan få noget godt ud af det. Det må gerne være tydeligt, hvem der har leveret noget rigtig godt. Det bliver mere tydeligt, når nogen får 12, og nogen får 02, end når alle er bestået,” siger han.

Lysten til at sprænge rammerne

På sit første semester blev Albert Beenfeldt opfordret til at lægge perfekthedskulturen på hylden og turde eksperimentere. Han mener, at karakterer er stik imod skolens pædagogik. “Alt det smider man groft sagt på gulvet,”

siger han. Mette Mørk, som underviser på første semester, forstår Albert Beenfeldts bekymring. Hun anerkender, at vi ikke kommer uden om karaktererne, men hun er “fandme træt af det” og håber ikke, det fjerner de studerendes lyst til at eksperimentere. “På første semester er mange kommet fra det gymnasiemiljø, hvor man nærmest får karakterer hver gang, man går ud og ind ad døren. Det tager noget tid at lære dem, at de godt må slå nogle skæve, og det får de ikke hug for. Og når vi skal til at give karakterer, er det vigtigt for mig, at vi stadig får det rum, hvor folk tør slå nogle skæve og prøve noget af,” siger hun. Henrik Berggren mener heller ikke, at det må gå ud over de studerendes kreativitet. Derfor er det vigtigt, at kreativitet bliver skrevet ind som et bedømmelseskriterie, så karaktererne ikke fjerner lysten til at springe rammerne. Læs videre på side 6.


2

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

LEDER Meningen med livet er ikke kun et smart CV på LinkedIn LOUISE ØSTERLUND THOMSEN & LASSE MOMME JESSEN

Da fjerde semester på journalistuddannelsen en fredag eftermiddag i midten af august sad i Gul Audi, blev det tydeligt, at den bedste måde at få et godt liv på var ved at dyrke vores netværk, lave kaffeaftaler og have et toptunet CV. Men når mennesker går bort, fortryder de ikke, at de havde en amatøragtig LinkedIn-profil. De fortryder, hvis de ikke har haft nok kærlighed i deres liv. Undersøgelser af mennesker med nærdødsoplevelser har vist, at det er sådan, det forholder sig. Det er ikke LinkedIn, der er problemet. Det sociale medie tjener blot som analogi på det, der sker, når man som ungt menneske bliver lullet ind i en branche gennem-

INDE dækker det, der rører sig omkring diskokuglen.

syret af ambitiøse og professionelle mennesker. Mennesker, der virkelig brænder for deres fag. Det er efterhånden alment kendt, at arbejdspres er en naturlig del af mange mediearbejdspladser. Og journalister er primus motor for det pres. Vi tager telefonen, når kilderne ringer efter arbejde. Vi arbejder gerne over, hvis det lige kunne gøre artiklen lidt bedre. Fordi vi synes vores fag er vigtigt. Gud ske tak og lov for det. Svaret på livet er også at brænde for det, man laver. Men det må ikke overskygge alt andet. På Illustreret Bunker er vi ikke meget bedre. Vi chefredaktører må selv melde os i koret af stressede og ambitiøse studerende, der sjældent kan lade historierne - eller den næste udgave af Illustreret Bunker - ligge og i stedet holde en hel fridag. Alle på redaktionen har travlt. Fotojournalister, der skal lave emne-reportage. Tredje-sem’ere, der ikke ser meget andet end en stor iMac i redigeringslokale 1.16. Eller fjerde-sem’ere, der bliver budt velkommen til praktiksøgning med et oplæg om, hvordan man skaffer sig en fed karriere i mediebranchen. Er det opskriften på det gode studieliv? Ikke altid. I hverdagen glemmer vi heldigvis de store spørgsmål og koncentrerer os i stedet om i morgen og i dag - og om den næste historie og historien efter den. På den måde holder vi livet ud. Men måske skal vi - som journalister og studerende - til at minde hinanden om, at der er andet i livet end en fed karriere.

Bare ind imellem. Allerede den dag, hvor man sidder til optagelsesprøven med sved på panden, bliver vi suget ind i en kultur, hvor arbejdet er det primære, og alt andet sekundært. Det fortsætter i en lang svedende strøm herfra. For når man så er kommet ind på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, kan man være sikker på at blive spurgt om én ting. Det nemmeste er at respondere med statistik: 1000 søger, 224 kommer ind. Så kan folk selv tolke derfra. Spørgsmålet illustrerer en pointe. Vi bliver stopfodret som en anden foie gras-gås af hinanden og alle mulige andre med paroler om, at vi er vigtige, seje, dygtige, kloge, ambitiøse. Vi på DMJX fortæller endda os selv, at vi er den rigtige journalistuddannelse. Ja, måske, men vel ikke nødvendigvis den bedste? Det fortsætter. På første semester mødte vi en rektor, der prædikede netværk og “udnyttiden-mens-I-er her”-retorik. Den kan blive essentiel for jeres videre karriere, sagde han. Det var ikke venner for livet, men netværk for livet. Heldigvis tog vi - og andre studerende - ikke den del alt for seriøst. Vi bliver faktisk venner på DMJX. Men skolen har et ansvar. Ikke at bidrage til, at vi bliver små skrivemaskiner, der glemmer os selv og de mennesker, der betyder noget for os. På andet semester handler alt om at være hurtig, bidsk og først med alt. Her er det nok ligeså meget branchens selvbillede, som

skolen, der er problemet. Vi fortæller hinanden, hvor vigtige vi er for samfundet og demokratiet. Det er vigtigt at være først, kritisk og væsentlig. Og på fjerde semester bydes man “velkommen” med tre dages praktikforberedelse. Det giver jo i sig selv god mening. Vigtigheden af praktikpladsen blev nedtonet. Men ikke vigtigheden af karrieren. Vi tænkte og fik prædiket succes - får vi ikke pladsen på Politiken, skal vi ej frygte, for man kan sagtens ende på Christiansborg, selvom man starter på Herning Folkeblad. På intet tidspunkt blev vigtigheden af at have det godt ved siden af sit arbejde italesat. Ikke noget om, at den succes, vi skal til at jage, kan opsluge alt andet omkring os. Vi lever med en usynlig diskurs. På uddannelsen, i branchen og blandt de studerende taler vi om os selv, journalistik og arbejdsliv på en måde, der er gennemsyret af karriere og succes. Men hvis det er, hvad vi fylder i hinandens hoveder, så der ikke er plads til at hente børnene i børnehaven, se sin familie, drikke kaffe med vennerne, have sunde fritidsinteresser, blive boende med kæresten, mens man er i praktik, vil det ikke bare få konsekvenser for den enkelte, men også for journalistikken. Man laver vel at mærke både vigtigere og bedre journalistik, når man har tid. Tid til at være glad og veloplagt. At være journalist handler også om at være et helstøbt menneske.

REDAKTØRHOLDET

UDE stiller skarpt på det, der sker i den store medieverden. TEMA afdækker i hver avis et nyt emne, der er særligt relevant for de studerende. OPINION giver dig mulighed for at sige, hvad du mener. BAGSIDEN underholder med en brevkasse og udvalgte memes.

Lasse Momme Jessen Ansv. Chefredaktør / TEMA lamojes@dmjx.dk

Louise Østerlund Thomsen Chefredaktør/ WEB loosth@dmjx.dk

Tobias Winter Redaktør / UDE 27353@dmjx.dk

Victor Bjerre Redaktør / UDE vinebj@dmjx.dk

På WWW.ILLBUNKER.DK finder du web-docs og endnu flere artikler. SKRIBENTER: Mathias Bach Søndergaard, Anne Juhl Burgaard, Frederik Brund Flintegaard, Maria Svehag, Anna Sofie Laue, Rasmus Thorsen, Trine Bjørn Egede, Laurids Sandborg, Astrid Simone Kjær, Mie Juhl Lorensen, Jonathan Bentholm, Matilde Krogsgaard, Julie Schønning, Anton Schack Jensen, Mads Oxlund Petersen, Lukas Bødiker, Silje Qvist, Kevin Doherty, Benedikte Støjberg Pedersen, Svend Andreas Worre Sørensen, Christoffer Panduro, Thit Lund Bording & Amalie Thorlund Jepsen

Caroline Dybdal Carlsen Redaktør / INDE cadyca@dmjx.dk

Cecile Guldberg Nielsen Redaktør / INDE 26710@dmjx.dk

Victor Heide-Jørgensen Redaktør / TEMA 27533@dmjx.dk

Signe Duedahl Nørgaard Redaktør / WEB 277642@dmjx.dk

Emilie Myrup Redaktør / WEB 277642@dmjx.dk

Nina Schaumann Redaktør / OPINION nischa@dmjx.dk

Anne Kiib Larsson Redaktør / FOTO 277642@dmjx.dk

Emil Bay Gregersen Redaktør / FOTO 28421@dmjx.dk

Rosaline Lange Redaktør / FOTO 28462@dmjx.dk

Stine Schjøtler Redaktør / FOTO 26607@dmjx.dk

ILLUSTRATORER: Nikoline Ryttergaard, Louise Rix, Thit Lund Bording & Nicoline Odgaard Sørensen FOTOGRAFER: Axel Hammerbo, Nichlas Arturo, Brage Borup, Esther Kofoed Sørensen, Rasmus Breum, Rikke Mathiasen, Rasmus Thorsen & Rune Øe Nielsen

Illustreret Bunker, Helsingforsgade 6, 8200 Aarhus N, illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk. Tryk: Strandbygaard A/S // 96 80 07 00, Udgivelse: 7. oktober 2021, 27. årgang - 3. udgave, Økonomi- og annonceansvarlig: Lasse Momme Jessen // lamojes@dmjx.dk, Oplag: 500 eksemplarer fire gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ­ansatte på DMJX i Aarhus, til danske ­redaktioner og deres praktikanter samt til journalist­studerende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

RADAR

Anbefalinger fra redaktionen Medlemmer af holdet bag Illustreret Bunker giver deres anbefalinger til, hvad du skal se, lytte, læse og opleve.

Illustreret Bunkers nye opslagstavle, Radar, holder dig opdateret på det vigtigste fra Inde og Ude.

Podcast: ‘Mediano’

TEKST: ANNA SOFIE LAUE ILLUSTRATION: NICOLINE ODGAARD SØRENSEN

Piloteret Bunker

De studerende kan ikke sidde stille på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men det skyldes hverken begejstring for undervisningen eller ivrighed efter at få fri. Piloteringen ved siden af skolen har bogstavelig talt holdt skolen i bevægelse. En rammemaskine på byggepladsen har brugt de sidste par måneder på at hamre 400 pæle på 23 meter ned i jorden. Pælene skal danne fundament for højhuset Basecamp Aarhus, som skal rumme 665 kollegieværelser fordelt på 18 etager. Men nu holder larmen endelig op. Skolens nabo forventer nemlig at færdiggøre piloteringen ved udgangen af uge 40. Det fortæller Kasper Grotrian, der er entrepriseleder i entreprenørvirksomheden Raundahl og Moseby. Pinslerne er dog ikke helt ovre for skolens elever. Hele byggeriet forventes nemlig først at være færdigt den 1. maj 2023.

Mad gør glad - men hvem laver den?

Friskbagte boller, hjemmebagt kage og frokostbuffet er noget af det, som køkkenet på DMJX byder på hver dag. De fleste studerende valfarter dagligt til kantinen. Men hvem kan sætte ansigt på de flittige hænder? Hver morgen starter souschef Louise Hansen med at slå dej op til både sandwich, boller og rugbrød. ”Det er det bedste ved mit job,” siger madmoren. Hun er én blandt fem arbejdsomme sjæle, der dagligt står i køkkenet. Louise Hansen har arbejdet der, siden den nye skole åbnede sidste år. I samarbejde med resten af køkkenpersonalet sammensætter hun de ugentlige madplaner. Køkkenet er afskærmet fra resten af skolen, og det er sjældent, at køkkenpersonalet og de studerende har kontakt med hinanden. Men det skal ikke hindre eleverne på skolen i at opsøge køkkenpersonalet med forslag og spørgsmål. ”De studerende skal endelig bare komme til os med idéer til retter, som de ønsker, at vi laver til dem,” siger Louise Hansen.

Ændringer i praktiksøgningen kommer til foråret

Praktiksøgningen nærmer sig. Traditionen tro følger presset af forhåndsaftaler med, og det pres er stadig voksende. Især de større praktiksteders brug af forhåndsaftaler kan presse de studerende til at tage et forhastet valg, inden de har fået mulighed for at snakke med de mindre medier. Danske Mediestuderende (DMS) har derfor forsøgt at afværge denne udvikling ved at præsentere et ændringsforslag for Praktikudvalget, som har givet deres opbakning. Ifølge ændringsforslaget skal den første dag i Åbent Hus-ugen reserveres til de mindre

3

praktiksteder. Åbent Hus-ugen er dér, hvor de praktiksøgende kan besøge de forskellige medier og komme til samtaler. DMS forventer, at forslaget vil mindske presset på de studerende fra de større praktiksteder. Samtidig skal det øge chancerne for, at de studerende vælger de mindre medier frem for de store. DMS ser dog ikke ændringsforslaget som noget, der giver de små steder en urimelig fordel. ”Hvis man forestiller sig, at alle praktikstederne er lige, så er det nok lidt konkurrenceforvridende. Men sådan er det bare ikke i praksis,” siger Rane von Benzon, der er formand for DMS. Uddannelsesinstitutionerne skal nu komme med forslag til, hvordan ændringsforslaget skal udføres i praksis. Ændringerne i praktiksystemet vil først blive ført ud i livet i foråret 2022. Læs formand for Danske Mediestuderende Rane von Benzons råd til, hvordan man håndterer forhåndsaftaler på s. 31.

Jes Dorph uncanceller sig selv

Hvordan ser livet ud, efter man har været hovedperson i en #MeToo-sag? Lægger man sig fladt ned og vier resten af ens liv til kampen for lige vilkår uanset køn. Eller tager man komplet afstand fra bevægelsen i håb om en fremtid, der handler om alt andet? Det har Jes Dorph svaret på. I januar blev han fyret fra TV2 efter at en advokatundersøgelse fandt flere tilfælde af grænseoverskridende adfærd fra Jes Dorphs side. Men nu er han tilbage med sit helt eget podcast, der har fået navnet ’DORPH’. Programmet er et samtalepodcast, der ifølge Jes Dorph skal være en platform, hvor han vil vise sine egne meninger, styrker og svagheder. Men på trods af hvor oplagt det end måtte virke, har den kommende vært allerede nu meldt ud, at podcasten kommer til at handle om alt andet end #MeToo.

Trapperne eller elevatoren?

Du kender det godt. Klokken er fem minutter i mødetid, og du skal være i lokale 3.07. Flokken af medstuderende deles i to. Nogle

stiller sig foran elevatoren og venter på at blive sat af på deres ønskede etage. Andre tager trappen, velvidende at inden de når til tredje sal, vil sveden drive af dem som Niagara Falls. Det er i disse afgørende minutter, det bestemmes, hvilken type studerende du er. Er du overskudsmennesket, der som et majestætisk vandfald sveder stolt op ad trapperne og måske endda tager to trin ad gangen? Eller er du underskudsmennesket, der sigter mod elevatoren og flovt venter på, at den kommer ned på stueetagen? Svaret er ikke ens for alle. Men fordelene ved at tage trapperne er måske værd at have med i sine overvejelser. En person, der vejer 58 kilo, forbrænder nemlig otte kalorier ved at tage trapperne til lokale 1.11. Det viser et eksperiment foretaget af studerende på skolen. En person med samme vægt forbrænder hele ti kalorier ved at tage trapperne til lokale 3.07. Det svarer til 100 vingummibamser om måneden.

En million til trivsel

Tæt på en million kroner er blevet tildelt DMJX i Emdrup og på Katrinebjerg. Pengene kommer fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen og skal gå til de studerendes trivsel. Campus på Katrinebjerg har fået 60 procent af kagen, hvilket udgør 596.000 kroner. Pengene er fordelt i to puljer, hvoraf den ene pulje skal gå til trivlselsindsatser, mens den anden pulje er øremærket til frivillige, studenterdrevne foreninger. De Studerendes Råd (DSR) er i samarbejde med studievejledningen og enkelte undervisere ansvarlige for at få fordelt midlerne i pulje et. Midlerne i pulje to står DSR alene for fordelingen af. Det er stadig usikkert, hvad pengene præcis skal bruges til. Indtil videre er det blevet bestemt, at pengene i pulje et blandt andet skal gå til opsætningen af en opslagstavle, hvor de studerende kan komme med ris, ros og forslag til ledelsen. Deruover er der penge til at forbedre fredagsbarens faciliteter og oprette studiecaféer. Eleverne på skolen er stadig velkomne til at komme med forslag og idéer til trivselsfremmende aktiviteter. Næste møde i udvalget er i uge 41.

Mediano Media er udgivere af mange forskellige podcastformater. Et af dem hedder bare ‘Mediano’ og er deres hovedkanal. Det er en fodbold-podcast, som primært beskæftiger sig med de store turneringer som Premier League, La Liga og Champions League. Landsholdet og den danske Superliga dækkes også i programmet. Mediano er for de fodboldelskere, der er trætte af en overfladisk og sort/hvid fodbolddækning. I stedet går ‘Mediano’ et spadestik dybere og gør dig klogere på spillet, taktikken og spillerne. I hver episode medvirker eksperter, der er velbevandrede i den liga eller turnering, som berøres i afsnittet. De ved, hvad de taler om. De giver lytteren indsigt og nye perspektiver. ‘Mediano’ giver den tid, plads og kærlighed til fodbolden, som spillet fortjener. Anbefalet af Frederik Flintegaard.

Dokumentar: ‘Det er ikke slut endnu’

På plejehjemmet Dagmarsminde er der én ting, man ikke finder meget af – medicin. Til gengæld finder man en omsorg og opmærksomhed, der øger både varigheden og kvaliteten af demente menneskers liv. ’Det er ikke slut endnu’ handler om, at livet ikke er slut, før det sidste åndedrag er taget, og på trods af det ellers dystre emne er dokumentaren utrolig opløftende og smuk. Dokumentaren er til dem, der interesserer sig ikke bare for demens og ældresektoren, men i høj grad også for livet og den fest, det kan være - helt indtil den sidste sang er sunget, og den sidste slat er sunket. Dokumentaren er en enormt vigtig historie, der fanger det samfundsproblem, det er, at nogle plejehjem behandler deres beboere som massevarer på et kassebånd, i stedet for som de skrøbelige sjæle, de er. Den sætter fokus på, at vi i dagens samfund behandler alt med medicinske præparater - selv når et kram ville gøre den største forskel. Gør dig selv den tjeneste at se ’Det er ikke slut endnu’ på TV2 PLAY. Anbefalet af Anna Sofie Laue.

Serie: ‘Pretend It’s a City’

Forestil dig, at du har boet i New York i de sidste 50 år. Forestil dig, at du elsker jakker med skulderpuder. Forestil dig, at du har skrevet klummer i Andy Warhols Interview Magazine. Alt dét indeholder den sarkastiske forfatter Fran Lebowitz’ liv. I dokumentarserien ’Pretend It’s a City’ interviewer filminstruktør og ven Martin Scorsese hende om livet i The Big Apple. Serien udkom i januar på Netflix, men er stadig aktuel i et efterår, hvor man kan drømme om at rejse til NYC i stedet for at lave praktikansøgninger. Det er et tilbageblik på en global nedlukning og vandren i mennesketomme gader. Byen ses gennem en brille af skildpaddehorn i en fart, der passer til den 70-årige Lebowitz i 7 afsnit af 30 minutter. Du får lov til at grine med Scorsese, når Lebowitz’ skarpe iagttagelser og fortællinger drysser ned over serien som asken fra hendes cigaret. Anbefalet af Emilie Myrup.


4

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

INDE

Fra frustration til forløsning: Vejen til praktik er lang og nervepirrende

For Lucas Wiingaard var praktikproccessen både lang, nervepirrende og ensom. I dag sidder han i praktik på Jyllands-Posten og tænker tilbage på de mange overvejelser, han havde om at finde en balance mellem kærlighed og karriere.


INDE TEKST: ANNE JUHL BURGAARD

L

FOTO: RUNE ØE

ucas Wiingaard kommer ind i entréen på Jyllands-Posten. Han har sin hverdag i en bygning, der udefra ligner en bastant betonklods, men bag den rå facade gemmer sig et stort journalistisk univers. Et par vagter holder opmærksomt øje, mens den 23-årige journalistspire bevæger sig videre ind i bygningen. Lucas har netop rundet et halvt år som praktikant på avisen. JyllandsPosten var hans førsteprioritet, da han skulle søge en praktikplads. Lucas er iklædt sort tøj, bærer runde briller og har en ring i venstre øre. Med en naturlig afslappethed bevæger han sig rundt i sit andet hjem. Her bruger han omkring 45 timer om ugen. Selvom han nu går på de gange, han for et år siden blot kunne drømme sig hen til, beskriver han vejen dertil som nervepirrende og svær.

Konkurrencementalitet og speeddating

Efter sommerferien 2020 startede Lucas Wiingaard på fjerde semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Allerede fra start begyndte praktiksøgningen at spøge i baghovedet. Det store mål for semesteret. Lucas fandt ret hurtigt ud af, at han helst ville på Jyllands-Posten. Det store medie i det jyske passede godt ind i hans forestilling om at kunne udvikle sig som journalist og samtidig  bo  med sin kæreste i Aarhus. De første tanker blussede frem, da Lucas opdagede, at der kun var fire pladser på Jyllands-Posten. Han begyndte at spekulere over, hvilke af hans klassekammerater der også søgte en praktikplads på avisen.   ”Jeg begyndte at lave den der vurdering af, om de andre mon var bedre end mig,” siger Lucas.   Lucas beskriver det som en mærkelig følelse, for det var hans gode venner, som han studerede, festede og spillede fodbold sammen med. I starten mærkede han ikke konkurrencen blandt de andre, men han tænkte over det. Et spinkelt håb om at praktikstedet ville synes, at han var lidt bedre end de andre.    Inden praktikmessen og samtalen på Jyllands-Posten spurgte Lucas de daværende praktikanter om råd til mediet. Han sendte adskillige mails afsted til medierne for at sikre sig, at han havde den rigtige dato og andre små detaljer, der forhåbentligt fik mediet til at huske hans navn.  Det var en periode med meget på spil. Det krævede hårdt arbejde, hvis han ville have sin drømmeplads. Lucas satte sig ind i Jyllands-Postens historie, og han fulgte godt med i, hvad de skrev. Han var beredt, hvis spørgsmålet skulle falde på en sag, de for nyligt havde dækket. Men hans samtale varede kun 10 minutter.   “Jeg kunne nærmest kigge på et ur og tænke ’jeg har 10 minutter til at sælge mig selv, og hvis de synes, det er dårligt, så får jeg ikke en anden chance’,“ siger Lucas.   Til praktikmessen var det medierne, der ihærdigt prøvede at vise deres bedste sider frem. Til samtalen var det omvendt. Der sad den studerende med hjertebanken og svedige håndflader - i en form for speeddating mellem praktiksted og kandidat prøvede begge parter at finde det bedste match.

Kærlighed eller København?

At skulle finde den rette praktikplads krævede mange overvejelser for Lucas. Han skulle tænke på, om han var klar til at flytte langt væk fra sit liv i Aarhus. Lucas flyttede fra Sjælland til Aarhus, da han tilbage i 2019

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

kom ind på vinterstart på Journalisthøjskolen. Men hans kæreste blev boende på Sjælland. Efter to år aftalte de, at hun ville flytte til Aarhus, så de kunne være sammen. Men Lucas var godt klar over, at de fleste store medier lå i København. ”Jeg havde det mildest talt ad helvede til. Det gjorde det endnu mere kaotisk, at min kæreste var flyttet til Aarhus. Vi var ikke flyttet sammen. Det havde vi planer om at gøre til vinter, hvis det lykkedes med praktiksøgningen ,” siger Lucas.   Lucas følte sig låst til at blive i Aarhus, og han udelukkede derfor mange praktiksteder i København. Hvis han valgte at flytte tilbage til Sjælland, ville han igen være langt væk fra kæresten. Det var en ubærlig tanke, og balancen mellem privatliv og karriere var svær.

Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få praktikpladsen forholdsvis hurtigt, men den forestilling krakelerede.

- Lucas Wiingaard

Han var heller ikke villig til at gå på kompromis med sin praktikplads og sin fremtidige karriere. Lucas vidste, at han helst ville have en plads på de store medier.

Besat af telefonen

En mandag morgen i slut oktober var der åbent hus og samtaler på Jyllands-Posten. Efter samtalen fornemmede Lucas, at det gik godt. Han trådte ud ad døren fra den bygning, der måske ville være hans arbejdsplads næste år. Det blev starten på en besættelse af hans telefon, og hans øjne slap sjældent den sorte skærm. Han håbede, at Jyllands-Posten ville ringe til ham med det samme. Det havde han hørt, at de før havde gjort med tidligere praktikanter. Men der var intet opkald. Senere på dagen var han til en samtale med Information, men der var ikke samme respons som på Jyllands-Posten. De virkede ikke lige så interesserede i ham, hvilket blot gjorde ham endnu mere ivrig efter at få det ventede opkald. I løbet af aftenen ringede Lucas’ telefon. Det var en af hans kammerater, der havde været til samtale på Information, og det var gået godt. Lidt senere skrev en anden ven, som også havde været til samtale på Jyllands-Posten. Han var lige blevet ringet op, og det var også gået godt. “I mellemtiden lå min telefon foran mig, og der skete ingenting. Jeg sad hjemme og blev panisk. Jeg syntes, at det hele var noget lort,” siger Lucas. “Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få praktikpladsen forholdsvist hurtigt, men den forestilling krakelerede.” Det var en følelse, der nok mest af alt mindede om at holde foran et lyskryds og vente på, at det ville skifte til grønt – det skete bare ikke. De andre bilister fik grønt lys og susede afsted. Men Lucas stod i en venteposition. Tålmodigheden svandt, og han greb telefonen. Som at køre overfor rødt valgte han selv at tage kontakt til JyllandsPosten.

Frustration, ensomhed – og forløsning

Telefonen blev besvaret af ham, Lucas var til samtale med. Men han kunne ikke give

Lucas det svar, han ventede på. I stedet fik Lucas et andet nummer, han kunne prøve at ringe til. Lige i det øjeblik han tastede tallene, ringede det selv samme nummer. Opkaldet afslørede, at han lå godt i svinget, men også at han først ville høre mere i morgen. “Det sværeste var at finde en ro i, at det hele nok skulle løse sig. Det havde jeg ekstremt svært ved,” siger Lucas. Det var en ensom tid. Mellem de medstuderende oplevede han en form for hemmelighedskræmmeri. Flere fortalte ikke, om de havde fået et opkald. Nogle skrev bekymret rundt til de andre, hvis de ikke selv havde hørt noget. Alle havde travlt med at finde en praktikplads. Men Lucas bebrejdede dem ikke, for han havde det selv på samme måde. ”Jeg fokuserede simpelthen for meget på at finde min egen plads, til at jeg var en særlig god ven i de dage,” siger Lucas. Lucas beskriver ugen som meget presset og som svær, fordi han stod alene med det hele. Han syntes, at det adskilte sig meget fra, hvordan der plejede at være på skolen. Normalvis hjalp folk hinanden. Næste dag ringede Jyllands-Posten til Lucas og sagde, at de godt kunne være interesseret i at give ham en plads. Lucas blev ellevild. ”Det var virkelig sådan et udåndings-øjeblik, hvor man sænker skuldrene og tænker, at nu falder alt på plads,” siger Lucas. På Store Match Dag viste et system, om praktikanterne havde fået farverne rød, gul eller grøn. Rød betød, at den studerende ikke havde fået praktikpladsen. Den gule farve fortalte, at praktikstedet stadig godt kunne være interesseret, imens den grønne farve viste, at praktikstedet gerne ville have den studerende. Lucas sad sammen med nogle venner, og alles knapper lyste grønt. Der var fundet et match. Lettelsen og en følelse af endegyldig forløsning spredte sig i rummet. De trykkede accepter på systemet, og så drak de champagne.

5

“Det var så fedt. Det var ligesom den der studenterfølelse, hvor alle giver slip og har det sjovt. Vi havde været sammen om noget, som alle synes var stressende, kaotisk og svært,” siger Lucas. Da lettelsen havde lagt sig, gik det op for Lucas, hvad det betød. Han skulle starte på Jyllands-Posten. En ny nervøsitet og usikkerhed opstod, for var han nu god nok?

En god landing

Lucas sidder tilbagelænet i stolen på Jyllands-Posten. Han ved godt, at nogle har haft det endnu værre end ham. Han føler sig heldig - selvom det var en hård tid. Han tager fat i sit tomme vandglas. På vej hen mod opvaskemaskinen peger han ned på sit kontor, hvor han sidder på indlandsafdelingen. En sort trappe skiller de mange etager og afdelinger fra hinanden, og i den ene side smyger en stor grøn plante sig ned gennem etagerne. Bag planten sad Lucas i starten af sin praktikperiode på JP Aarhus, der dækker lokalt. Da han bliver spurgt til, hvordan han er landet på Jyllands-Posten, svarer han prompte. ”Jeg er landet godt! Jeg har været meget glad for det,” siger han. Lucas kan godt lide avisens naturligt høje tempo - en rytme, han hurtigt er faldet ind i. Det giver ham selvtillid, at han godt kan følge med og levere. ”Det går op for en, at der faktisk er rigtige mennesker, der sidder og læser det, man laver, og som har en holdning til det. Og så får man også lyst til at gøre det bedre. Hele tiden!” siger Lucas. Det er ikke længere kun hans mor, der læser med. Nu når hans artikler nogle gange op over 70.000 læsertal. Han oplever at få medansvar på Jyllands-Posten, hvor de forventer og tror på, at det, han laver, er godt nok til at komme i avisen. Det giver ham en betryggende følelse af, at han bidrager og lærer en masse af at være i praktik.


6

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

INDE

DMJX indfører karakterer på alle fag og forløb fra næste år

Fortsat fra forsiden TEKST: JULIE SCHØNNING ILLUSTRATION: LOUISE RIX

Motivation eller karakterræs

Selvom Mette Mørk er ked af at indføre karakterer på Journalistisk Metode, oplever hun hvert semester, at en håndfuld studerende efterspørger en mere konkret indikation af, hvor de står fagligt. Det er en problematik, ledelsen er bekendt med, fortæller Henrik Berggren. Han mener, at karakterer for nogle kan give en tryghed og for andre kan være en motivation til at gøre en ekstra indsats Ifølge formanden for DSR giver karakterer unægteligt et øget præstationspres, og Sidsel Skallebæk Nielsen understreger, at karakterer ikke er gavnlige for de studerende og deres udarbejdelse af opgaverne. Mette Mørk er ligeledes bekymret for, at hver opgave bliver en præstation frem for en læring. Derfor håber hun, at underviserens ressourcer til karakterbedømmelse ikke går fra den mundtlige feedback, som udvikler de studerende. “Vi skal gøre det på en måde, hvor det giver mest mulig mening og mindst mulig karakterræs,” siger hun. Henrik Berggren anerkender, at stress kan

være en fare ved karakterer, men han frygter endnu ikke, at det hele går op i karakterræs. “Vi er langt fra en kultur, hvor alt handler om karakterer. Nogle gange er kulturen, at alt over 02 er spildt arbejde, hvilket jo er en katastrofe, hvis man er ambitiøs,” siger han.

jo en dårlig karakter, men det er ikke noget, man kan gardere sig imod,” siger Albert Beenfeldt. Mette Mørk er enig i, at karakterer på sin vis er imod skolens pædagogik. “Fra dag ét siger vi jo til de studerende, at vi har fokus på proces, og så er det svært, hvis det En begavet løsning er produktet, man skal Albert Beenfeldt mener, Vi skal gøre det på bedømme. Derfor må at hans fag på alle paen måde, hvor det vi finde en måde, hvor rametre er mindre målvi kigger på begge dele, bare, end de fag man for giver mest mulig siger hun. eksempel har i gymnamening og mindst Bedømmelsen af siet. Undervisningen på mulig karakterræs. praktikforløbet på DMJX er nemlig mere fjerde semester er en proces- end produktoriudfordring i sig selv. enteret. Arbejdsindsat- Mette Mørk, DMJX har søgt dissen står ikke altid mål underviser på pensation hos Uddanmed produktet, fordi journalistuddannelsen nelsesstyrelsen til at man nogle gange får bedømme praktikforkilderne serveret, mens løbet med bestået/ikke bestået, men har fået man andre gange har fået en god idé og haft afslag. Praktikforløbet er derfor stadig en en god proces, og så hopper erfaringskilden udfordring, som Henrik Berggren arbejder fra. sammen med et udvalg på at finde den mest “Hvis din kilde ringer dagen inden deadbegavede løsning på.  line og trækker sine citater tilbage, så får du

Men uanset hvordan vi vender og drejer den, kommer vi ikke uden om karaktererne. På Journalistisk Metode-fagene, der strækker sig fra første til fjerde semester på journalistuddannelsen, er der flere potentielle måder at implementere karaktererne på. Processen er i sin spæde begyndelse, men Henrik Berggren ser lige nu flere mulige scenarier. Den letteste løsning ser han som at give en karakter for den afsluttende opgave på hvert forløb. Udfordringen ved det er, at den sidste opgave ikke altid afspejler den studerendes standpunkt. Alternativt kan man lade en lang række parametre indgå i karakteren: en multiple choice test i pensum og karakterer for de øvrige produktioner i faget. Det er til gengæld en svær afvejning, for hvis man giver karakterer hele tiden, kommer der et stort fokus på det. Derfor håber Henrik Berggren, at skolen ender et sted midt imellem. “Vi skal have nogle klare bedømmelseskriterier, for når man får en karakter, har man også ret til at klage. Og de studerendes retssikkerhed er det vigtigste,” siger Henrik Berggren, der har planer om at åbne op for en dialog med de studerende om, hvordan karaktererne bedst implementeres på DMJX.


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

INDE

7

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby? Andet semester vil til Visby. Men som de eneste på skolen kan de blot se til, mens både første og tredje semester skal afsted i efteråret. Andet semester bliver efterladt tilbage på Katrinebjerg med spørgsmålet om hvordan, hvornår - og om de overhovedet kommer afsted.

D

THIT LUND BORDING

et hele handler om en weekend i Visby. Hvert semester tager de nye journaliststuderende afsted på rustur til Visby som en del af det rusforløb, der skal være med til at skabe trivsel og fællesskab. Men siden corona lukkede det danske samfund ned i marts 2020, har rusforløbene for de nye studerende været ramt. Her gik det værst udover de nuværende journaliststuderende på andet semester, der havde studiestart i vinteren 2021 over Zoom og havde et minimalt omfang af rusarrangementer til at ryste dem sammen og skabe trivsel. Derudover blev den ellers planlagte rustur til Visby heller ikke en realitet på grund af de mange restriktioner pålagt af regeringen. De studerende på tredje semester havde også mange begrænsninger på deres rusforløb, men de kan trods alt se frem til deres rustur i november. Deres rustur var allerede planlagt og betalt for, da det danske samfund lukkede ned og gjorde, at resten af rusforløbet, rustur inkluderet, ikke kunne afholdes. Derfor er deres rustur kun blevet udskudt og altså ikke aflyst som andet semesters.

Andet semester øjner muligheden for en rustur

Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har bevilget midler til DMJX, der skal skabe trivsel blandt eleverne i kølvandet på coronapandemien. Det skabte et håb hos andet semester om, at nogle af pengene kunne gå til en rustur. Konrad Cornelius Rasmussen er en af de elever, der øjnede muligheden for en rustur. Han er journaliststuderende på andet

semester og har taget fat i ledelsen i håbet om at kunne tage med sit semester til Visby. “Vi ved, at der er nogle penge, og at skolen gerne vil arbejde med os, hvis vi tager noget ansvar selv. Det er meget på vores egne skuldre, hvis vi vil have noget, og det vil så blive engang i foråret,” siger han. Konrad Cornelius Rasmussen har sammen med sin medstuderende Mads Ravn valgt at være primus motor for, at andet semester kan komme på rustur. Men et konkret rustursarrangement kan uddannelseschef for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, dog endnu ikke love. “Der er ret vide rammer for, hvad vi kan bruge de her penge på. Men en rustur synes jeg absolut er relevant at søge til. Jeg bliver bare nødt til at have det lille forbehold, at det vælter ind med forslag i øjeblikket, så vi skal jo prioritere på en eller anden måde,” siger han.

En halv million til trivsel

Henrik Berggren bekræfter, at DMJX har fået bevilget over 500.000 kroner af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til trivselsfremmende arrangementer. Dette er grundet coronapandemiens følger for de studerendes trivsel. Pengene er ikke øremærket til bestemte initiativer og kan derfor gå til mange forskellige arrangementer og aktiviteter på tværs af semestre og uddannelser. Den eneste betingelse er blot, at de anses som fornuftige og af trivselsfremmende karakter. “Vi havde et godt møde med De Studerendes Råd, hvor der kom rigtig mange gode idéer på banen, og vi prioriterede så at sætte nogle ting i gang. Så det, vi skal have set på nu, er, hvor vi er henne økonomisk,” siger

kommer til at omfatte alle semestrene – og altså ikke specifikt andet semester. Henrik Berggren forstår, at de studerende på andet semester gerne vil på rustur, men tilføjer, at han ikke har været bekendt med dette ønske før nu. “Skolen ville normalt give et tilskud til den her rustur. Det har de ikke fået, og det vil de gerne have. Det synes jeg da er fair. Der er, så vidt jeg ved, ikke nogen, der har bedt om at få pengene. Og derfor har de sådan set heller ikke fået et nej,” siger han.

Henrik Berggren og fortæller, at det vælter Rustur på eget initiativ ind med forslag. Han modtager, hvad han Hvis en aftale om rustur kommer i hus, kalder ønskelister fra alle uddannelser på bliver det med penge fra fonden svarende DMJX. til det beløb, DMJX normalt finansierer til “Hvad vi lige ender med at kunne priorite- rusturen. Her er der tale om 350 kroner per re, ved jeg ikke. Men det er hurtigt noget, vi deltager, mens resten af pengene til arrangekan tage stilling til,” siger Henrik Berggren. mentet vil komme gennem egenbetaling fra Selvom nyheden om trivselspengene glæder de studerende. Derudover vil planlægning Konrad Cornelius Rasmussen, mener han, at og udførelse også være overladt til de stuledelsen skulle have givet lyd fra sig tidli- derende med Konrad Cornelius Rasmussen, gere. Mads Ravn og de andre rusværter fra andet “At de har fået en halv million kroner, semester i spidsen. Turen vil komme til at kunne de måske godt have meldt ud til os, ligge i foråret 2022. Henrik Berggren er poog at der var en mulighed for, at vi kunne sitivt stemt overfor initiativet. komme afsted, hvis vi havde lyst,” siger han. “Det her med at lave en rustur til andet Selvom Henrik Berggren ikke kan love semester, hvis det er det, en konkret aftale om de studerende tænker vil en rustur, er der derivære et godt trivselsfremmod afsat midler til mende initiativ, kan jeg et trivselsarrangement let forestille mig ville for andet semester envære en aktivitet, man gang i oktober måned. godt kunne bruge omDagen kring 30-35.000 på. Det vil have et fagligt indsynes jeg lyder rigtig hold, men vil hovedsafornuftigt,” siger Henrik geligt have til formål at Berggren. give semestret muligKonrad Cornelius - Konrad Cornelius hed for at møde hinanRasmussen og Mads Rasmussen, den. Ravn har søgt om penge elev på andet semester “Vi tænker ikke som til at finansiere rusturen sådan, at andet semefor andet semester. Ansøgster har noget til gode, fordi rusforløbet jo ningen er endnu ikke blevet behandlet. har et ganske bestemt formål: at de nye stu“Vi har ikke nogen køreplan klar endnu, da derende kommer godt i gang på uddannel- det stadig er på idébasis, men det er positivt, sen, og det er de jo allerede,” siger Henrik at skolen viser velvilje til at arbejde med os Berggren. og give os en chance for at stable noget på Han uddyber, at det, ledelsen i stedet vil gøre, benene. Så må vi se om det kan lade sig gøre. er at styrke trivslen med en række allerede Nu er den i hvert fald skubbet over til os,” igangsatte initiativer. Disse arrangementer siger Konrad Cornelius Rasmussen.

At de har fået en halv million kroner, kunne de måske godt have meldt til os.

Vidste du, at Illustreret Bunker har lavet et manifest? Find det og flere sjove, relevante og kritiske artikler på illbunker.dk


KaJ er din fagforening Vi er til for dig Vi hjælper dig, når du har brug for moralsk opbakning i praktiksøgningen eller økonomisk støtte til din bacheloropgave. Hos os kan du få kurser i speak, photoshop og cv-opsætning og ikke mindst arrangementer, hvor du kan lade dig inspirere. Skal du ud på opgave, kan du igennem os få et pressekort, og fordi vi er en del af Dansk Journalistforbund har du også mulighed for billige forsikringer, juridisk støtte og faglig sparring. Og så er vi - og du som medlem - en del af noget større. En stærk fagforening, der skaber tryghed, fællesskab og rammerne om din karriere i en tid, hvor udfordringerne i mediebranchen er større end nogensinde. Ved at være medlem af KaJ støtter du op om praktikantaftalen, ordentlige arbejdsforhold og de mange foreninger på skolen. De ting kommer ikke af sig selv.

Det er bare nogle af de ting

KaJ gør for dig

Meld dig ind og støt op om fællesskabet


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

INDE

9

Aviserne blev begravet med Bunkeren - flere vil have dem tilbage i hænderne Den fysiske avis måtte lade livet, da Danmarks Medieog Journalisthøjskole flyttede til Katrinebjerg. Digitalisering og klimahensyn var dengang tungen på vægtskålen. Det har medført kritik fra studerende, undervisere og KaJ, der gerne ser avisordningen genindført i nye klæder. TEKST: SVEND ANDREAS WORRE SØRENSEN & KEVIN DOHERTY ILLUSTRATION: THIT LUND BORDING

D

igitale platforme dominerer den moderne medieverden. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles nye adresse bruger studerende flittigt Infomedia, og det er efterhånden et fåtal, der husker den gamle avisordning. Her kunne man følge med i verdens gang uden at vende snuden ned i skærmen. Et ideal om en digitaliseret skole efterlod dog papiraviserne i Bunkeren, men flere studerende og undervisere stiller sig kritisk overfor beslutningen. I sommer var der rokade i ledelsen, hvor Helle Kryger Aggerholm blev ny prorektor. Hun åbner op for en dialog om en ny ordning, der med langt færre aviser vil kunne presses ind på den digitaliserede højskole.

Aviserne var mere end bare et gode

Før både corona og Katrinebjerg blev aviserne leveret gratis til foyeren på Olof Palmes Allé 11 af mediehusene selv. Herfra bragte studentermedhjælperen dem på plads i biblioteket, hvorfra alt fra lokal- til tabloidaviser kunne læses og inddrages i undervisningen. Det gjorde underviser på journalistuddannelsen Søren Boy Skjold flittigt brug af. “Vi snakkede for eksempel om rubrikker og vinkling. Jeg skimmede aviserne og lagde dem på bordet. Så ville man se flere rubrikker for den samme historie, men vinklet forskelligt. Det blev brugt som et pædagogisk værktøj og til at følge med. Vi er jo på en journalisthøjskole,” siger Søren Boy Skjold, der gerne greb muligheden for at få de studerende på første semester væk fra skærmene. Underviseren fremhæver også, at aviser er nemmere at fordybe sig i og i højere grad tvinger læseren til at læse artikler, man normalt ikke ville opsøge på nettet. Selvom Berlingske Media på et tidspunkt

hoppede fra, var stort set alle lokale, regionale og nationale aviser til rådighed på skolen, betalt af mediehusene selv. De ansatte kunne tage aviser til undervisning og som et personalegode inden kl. 14. Herefter blev de frigivet til de studerende. Ud på eftermiddagen blev de placeret ved udgangen, hvor man nemt kunne snuppe dagens nyheder med hjem. Biblioteket anslår, at det typisk tog studentermedhjælperen en halv time om dagen at ordne aviserne, hvilket altså var den eneste udgift forbundet med ordningen. Det gamle rektorat under Jens Otto Kjær Hansen, og senere Jens Grund Pedersen, besluttede, at den nye skole på Katrinebjerg skulle være udbredt papirløs. Det var primært for at tilslutte sig den digitale udvikling af branchen, men også et klimahensyn for at mindske spild fra tilbageværende aviser. Skolen oplevede nemlig, at særligt de lokale og regionale aviser var uberørte, når skoledagen var omme. Det var dog ikke alle, der var tilfredse med, at avisordningen skulle udfases. Søren Boy Skjold beskriver grundlaget for beslutningen som tyndt og fremhæver skolens ansvar overfor branchen og de kommende praktikanter. “Jeg synes, det er gammeldags at tro, at alt bliver digitalt om nogle år, hvis man fjerner det fysiske. Diskussionen minder om, da ebogen kom frem. Jeg mener ikke, det er os som uddannelsesinstitution, der skal være med til at understøtte, at aviserne ikke bevares,” siger han.

Bred opbakning til papiravisen

En undersøgelse blandt de journaliststuderende viser, at der er relativt stor opbakning til at genindføre en ny avisordning. Mere end 80 procent af de 120 svar viser, at de gerne ser skolen tilbyde en fysisk avis. Formand for Kredsen af Journaliststuderende (KaJ), Markus Valentin Jakobsen, tilslutter sig opfordringen og uddyber, at ledelsen

hænger lidt i bremsen, når det handler om at give skolen personlighed. “Det er bizart, at vi går på en medieskole, hvor der ikke er fysiske aviser. Man mærker ikke, at man er på en journalisthøjskole. Selvfølgelig har vi adgang til et fåtal af aviser digitalt, men det slår ikke at kunne læse papiraviser på skolen,” siger Markus Valentin Jakobsen, der sammen med andre tiltag ser en avisordning som et vigtigt led i at give de studerende et bedre tilhørsforhold til bygningen. Ifølge formanden har ledelsen begrundet fraværet af de fysiske aviser med, at det koster penge at have en medarbejder til at bære dem frem og tilbage. Det er dog ikke det økonomiske aspekt, der ifølge prorektor på DMJX, Helle Kryger Aggerholm, er det afgørende argument. Hun er også forsknings- og udviklingschef og har derfor ansvaret for biblioteket. “Det er ikke det afgørende for mig. Vi havde nok klaret at skulle bruge en studentermedhjælper en time om dagen,” siger Helle Kryger Aggerholm, der ikke selv var med til at afskaffe avisordningen. “Vi har fået de vilkår at drive bibliotek på et meget lille område. Derfor har vi ikke kunnet tage aviserne med, som fyldte rigtig meget. Jeg har ikke selv en kæphest om at lægge papiraviser i graven,” siger Helle Kryger Aggerholm. Hun fremhæver, at alle landets aviser kan læses online på bibliotekets to computere, ligesom de studerende kan tilgå blandt andet Jyllands-Posten og Ekstra Bladet på egen hånd.

Dialog om ny ordning

Trods papiravisernes generelle tilbagetog i en digitaliseret medievirkelighed er der måske håb for de papirglade medieforbrugere på DMJX. Ifølge Markus Valentin Jakobsen har KaJ overvejet at give økonomisk støtte til, at de fysiske aviser på ny kan blive en realitet. Men det er endnu ikke blevet drøftet på et bestyrelsesmøde.

Helle Kryger Aggerholm vil dog hellere finde en løsning i samarbejde med KaJ, frem for at studenterorganisationen skal finansiere gildet, hvilket ifølge prorektoren ville være en falliterklæring fra skolen. “Jeg vil rigtig gerne i dialog med KaJ, men jeg synes ikke, de skal finansiere det. Vi har jo vores gratisordninger, og vi kan godt lave beslutningen om,” siger hun og understreger, at hun gerne ser mere aktivitet på biblioteket, som i forvejen stort set er ryddet for bøger. For at finde plads på det beskedne bibliotek kunne en ny ordning indeholde bare 5-10 aviser med en begrænset mængde eksemplarer for at mindske papirspild. En sådan mellemvej bakker Søren Boy Skjold op om, men underviseren pointerer, at udvalget skal afspejle hele medievirkeligheden. “De skal vise den bredde, aviserne har. Noget lokalt, nationalt, niche og omnibus. Aviser, der på en eller anden måde favner de ting, de studerende kan komme ud i som praktikanter,” siger han. Netop hensynet til praktikken er også afgørende i spørgsmålet om en avisordning. Det var ifølge Helle Kryger Aggerholm værdifuldt for mediehusene, at de kommende journalister kunne tilgå og orientere sig i deres papiraviser. DMJX har ligesom alt andet været dybt påvirket af coronapandemien. Det kan være en forklaring på, at de studerende ikke har forholdt sig til en avisordning, som det kun er de studerende på fjerde semester, der reelt kender til i dag. Helle Kryger Aggerholm har i hvert fald ikke været bevidst om et savn blandt de studerende, men lægger ikke skjul på, at afskaffelsen af ordningen har medført en ophedet debat mellem undervisere og uddannelseschefer. Hvis ønsket også er der fra de studerende, er Helle Kryger Aggerholm ikke afvisende overfor de fysiske aviser. “Så kan det være, vi skal genoverveje beslutningen. Vi skal bare have de rigtige aviser - dem, de studerende gerne vil læse, for ellers kommer vi til at smide dem ud igen,” siger hun.


10

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

INDE

I fredagsbaren er de studerende den eneste pynt

Fredagsbaren er endelig åben, og festen lever igen. Alligevel frygter Kurt Strandbar, at stemningen dør, hvis de ikke snart får mulighed for at pynte lokalet op. Men nu er fredagsbaren udfaset af lokaleplanen, og det kan give plads til mere pynt. TEKST OG FOTO: RASMUS THORSEN

E

t par meter uden for den udpegede rygezone sejler et par halvopløste cigaretskodder rundt i en vandpyt. Deres rute forstyrres af ivrige regndråber, der slår ned i vandspejlet. Betonen under dem vibrerer i takt med DJ Ötzi, der skråler fra fredagsbarens Soundboks. “Sweet Caroline woh oh oooh…” Fredagsbaren er åben, og de studerendes frustrationer over mislykkede interviews og faldne historier bliver hurtigt overdøvet af falske sangstemmer og druknet i to fadøl for 30 kroner. Oplyst af institutionslamper med et halvbarskt skær får et par bordtennisbolde kasteture på tværs af lokalet. Nogle lander i en kop og udløser et jubelbrøl, andre skøjter over det koksgrå, ølplettede gulv. Regnen er stilnet af, men gråvejret hænger ved. Og det efterlader ikke den store kontrast til fredagsbarens indretning. Den store og lyse bygning, som huser Danmarks

Medie- og Journalisthøjskole, falmer nemlig lige der, hvor køen til fadølsanlægget starter.

Fredagsbaren får ikke pynt, før retningslinjerne er på plads

Hvor diffust det end kan lyde, kan varmen i lokalet kun mærkes. Den kan ikke ses. De kolde, bare vægge bidrager ikke med meget liv, men danner alligevel rammen om en livlig fest. Under et par tekniske problemer med Soundboksen har nogen set sit snit til at sætte et stykke med banderelaterede rytmer på. Det giver næsten en ghettovibe, at festen er rammet ind i grå beton, der reflekterer tunge rim om det hårde gadeliv. Men det varer kun et øjeblik. Et par tryk på en telefon senere er bodegastemningen genoprettet, da nogle mere joviale toner tager over. I modsatte ende af baren står formanden for Kurt Strandbar, Hans Christian Blønd, omringet af fustager. Han kigger ud over lokalet, mens han fortæller, hvordan han gerne ville gøre mere ud af stedet. Men al ophængning af pynt skal koordine-

res med ejendomsservice. Det er skolens politik, bekræfter intern byggeleder på DMJX, Henrik W. Jørgensen. Og det gør det svært for Kurt Strandbar at gøre noget ved den nu-

Jeg tænker ikke, den lever op til visionen. Det kan vi hurtigt blive enige om. - Røskva Würtz, trivselskoordinator

værende indretning, mener Hans Christian Blønd. “Ejendomsservice har en masse arbejde, og vi har et studie, vi skal passe. Det kan skabe en tidsmæssig konflikt,” siger han. Ifølge ejendomsservicetekniker Thomas

Gleerup er det ikke tiden, der er afgørende for, om han kan hjælpe Kurt Strandbar med at pynte fredagsbaren op. Det handler derimod om, at skolens ledelse endnu ikke har fastsat nogle retningslinjer for ophængning af pynt. “Når rammerne er fastlagt, så hjælper jeg gerne,” siger han.

Funktionsbeskrivelsen minder mest om fiktion

Det tegnede ellers godt for fredagsbaren på papiret, da det nye DMJX-campus skulle opføres. I den forbindelse udarbejdede bygningsrådgiverne hos COWI en funktionsbeskrivelse af skolens lokaler. “Fredagsbaren skal være omsluttet, hjemlig, ungdommelig og hyggelig og skal derfor nedbryde opfattelsen af stort lokale til 140 personer. Stemningen og indretningen i fredagsbaren skal tiltrække de studerende,” står der i dokumentet. Men den vision kan trivselskoordinator på DMJX Røskva Würtz ikke genkende. “Nej, jeg tænker ikke, den lever op til vi-


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

INDE sionen. Det kan vi hurtigt blive enige om,” siger hun med et let grin i stemmen. Og fredagsbarens formand stemmer i. “Jeg elsker næsten, hvor ironisk det er. Jeg har aldrig set et omsluttet, hjemligt, ungdommeligt og hyggeligt lokale, der kun består af grå kontraster og hvidt indbygningslys,” siger han.

friskt pust til fredagsbaren. Ifølge Røskva Würtz, der koordinerer trivselsindsatsen på DMJX efter coronapandemien, er der sat gang i en indsats for at gøre fredagsbaren til et mere hyggeligt sted for de studerende. DMJX har fået en pose penge af Undervisningsministeriet, som skal forvaltes i forsøget på at kompensere de studerende for det, der gik tabt under coronapandemiTiltrækningskraft på lånt tid en. I samarbejde med uddannelseslederne, Kurt-formanden har ikke den store tiltro til, studierådgivningen, DSR og Kurt Strandat det er fredagsbar vil Røskva Würtz barens indretning, forsøge at omdanne den der tiltrækker de grå kasse til et rum, de studerende. Lige studerende kan føle sig nu mener han, at hjemme i. fredagsbaren er Det er klart menneskene, Hun fortæller, at populær, fordi cofredagsbaren nu bliver ronanedlukningen som har skabt festen ind- fjernet fra lokaleplanen, har efterladt folk så den ikke længere kan med underskud på til videre. bookes til undervisning. festkontoen. Og det betyder færre Han er bekymudfordringer for Kurt - Hans Christian Blønd, ret for, om Kurt Strandbar i fremtiden. formand for Kurt Strandbar Strandbar kan blive “Den primære udforved med at trække dring er, at lokalet lige festglade studerende nu skal fungere til mantil, hvis ikke der kommer flere farver på fe- ge formål. Men når man tager rummet ud af sten. lokaleplanen, så det ikke bruges til under“Det er klart menneskene, som har skabt visning, kan vi få nogle mere frie rammer,” festen indtil videre. Men vi frygter, at det siger Røskva Würtz. kan blive et problem for stemningen, hvis Indtil videre er det planlagt, at lokalet der ikke snart sker noget,” siger han. skal have opsat galleriskinner, der gør det Bag den grå bar kæmper Kurterne en muligt at hænge pynt og billeder op uden evindelig kamp mod skummet i ølhanen. at bore huller i væggen. Desuden arbejder Alligevel er humøret højt. Der bliver langet Røskva Würtz på at finde et alternativ til lige så mange smil og kram over baren som indbygningslampernes skarpe lys. Og indøl. satsen går hurtigt, mener trivselskoordinatoren. Kurt Strandbar skal kickstartes med “Jeg laver ikke andet lige nu, og der blicoronamidler ver fulgt op på indsatsen, for pengene skal Noget tyder på, at der også snart kommer et bruges i år,” siger hun.

11


12

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

UDE

Radio24Loud?

Radio Loud skal i fremtiden tiltrække journalistpraktikanter ved at imitere det hedengangne Radio24Syv. I hvert fald hvis det står til Simon Andersen, der for nyligt er tiltrådt som chefredaktør på det omstridte medie.

Simon Andersen har tidligere været på blandt andet BT, Radio24syv og Berlingske. TEKST: JOHANNE LERHARD

H

FOTO:: NICHLAS ARTURO

vis dine praktikdrømme blev lagt i graven, da Radio24Syv i 2019 måtte se sig slået i kampen om den nye DAB-kanal, kan du måske begynde at grave dem op igen. Det fortæller Radio Louds nytiltrådte chefredaktør - og tidligere nyhedschef på netop Radio24Syv - Simon Andersen. Han vil som led i en plan om at tiltrække landets dygtigste journalister og praktikanter genoplive kulturen og journalistikken fra sin tidligere arbejdsplads på Radio Louds redaktioner i Svendborg og København. “Praktikanter på Radio Loud kan i vidt omfang forvente at komme til at arbejde for Radio24Syv. Vi skal være en magnet for de modige, grænsebrydende og tossede. Her skal der være plads til både de blå skjorter og mænd i dametøj,” siger han.

Ambitionen er at gøre Radio Loud, der lige nu har fire journalistpraktikanter, til Danmarks sjoveste “medielegeplads”, inden året er omme. Det indebærer, at Simon Andersen vil give journalistpraktikanter mulighed for at blive en del af et komplet brud med taleradioens tidligere stil. “Det er helt tydeligt, at der har været en legitim kritik af Loud. Vi har ikke leveret et produkt, der var godt nok, men brugt to år på groft sagt bare at kopiere Ritzau-telegrammer. Det er der jo ikke ret meget journalistik i,” siger han. Derfor skal der ikke længere være begrænsninger for journalistikken på Radio Loud. Heller ikke for praktikanter, der ifølge den nye chefredaktør i fremtiden vil få højt til loftet, uanset om de vil lave lydeksperimenter i natradioen eller en reportage fra Grønland. Det er med andre ord ikke ret meget af det hidtidige Radio Loud, der får lov at overleve den nye chefredaktørs journalistiske kniv.

Josephine Romby har siden august været praktikant på Radio Loud.

Planen er, at radioen, hvis lyttertal i Gallups seneste måling fra september stadig var for lave til at måle, skal blive medieverdens nye enfant terrible. “Dansk journalistik mangler en reporter, der stiller det spørgsmål på et pressemøde, som alle er nervøse for at sige højt. Jeg vil gerne have, at den journalist kommer fra Radio Loud. Og det kan altså også være en praktikant,” siger Simon Andersen. Spørgsmålet er, om den nye chefredaktørs plan om at skabe en af landets mest attraktive mediearbejdspladser er realistisk på et medie, der siden begyndelsen har været i strid modvind. 60 millioner kroners public service mig i røven Kritikken har udover de manglende lyttere drejet sig om en række sager, hvor Radio Loud eksempelvis ikke har levet op til deres public service-forpligtelse, har afvist at lønne unge værter og fået ansatte på kanalen

til at skrive gode anmeldelser af deres kollegers programmer på iTunes. Som konsekvens af kritikken måtte radioen sidste år gøre en krisepsykolog tilgængelig for de ansatte, som udtrykte bekymring for deres mentale helbred. Det fortalte programchef på Radio Loud, Kim Pihl-Vester, til Jyllands-Posten i april. En af de stærkeste vinde i stormen er Silas Mikkelsen, der ved siden af sit studie på Københavns Universitet i halvandet år har udgivet satire om Radio Loud på Twitter og Instagram under aliasset “loudmigirøven”. Han mener dog ikke, at han kan være med til konkret at påvirke arbejdsmiljøet på Radio Loud. Overfor et medie, der årligt modtager mere end 60 millioner skattekroner, burde en internetprofil ikke alene blive det bristende punkt, mener han. “Jeg tror primært, at Radio Loud selv kan gøres ansvarlig for den dårlige omtale. Det er selvfølgelig mig, der fremsætter kritikken, men det gør jeg kun, fordi den er legitim,”


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

UDE

13

siger han. Med henholdsvis 3500 og 7000 følgere på Twitter og Instagram fortæller Silas Mikkelsen desuden, at hans profiler nu er vokset til en størrelse, der afholder ham fra at lave personbåren satire om ukendte værter og journalister på Radio Loud. Derfor har han også positive forventninger til mediets nye chefredaktør, Simon Andersen, selvom de to allerede har været i karambolage på Twitter. “Det er mit indtryk, at den nye ledelse på Radio Loud ikke har tænkt sig at skubbe de ansatte så meget foran sig som den forhenværende. Det bliver godt, at der for første gang sidder en chefredaktør, som alle ikke synes, er en total joke,” siger Silas Mikkelsen. De studerende gider ikke Loud. Groft sagt. Spørger man journalistpraktikant Josephine Romby, der studerer journalistik og Computer Science på Roskilde Universitet, oplever hun som nyansat ikke, at redaktionen er særligt påvirket af kritikken længere. Men ifølge hende er det også et spørgsmål om, hvorvidt kritikken er berettiget. “Det er min opfattelse, at den storm, der har været mod Radio Loud, har handlet om, at Radio24syv skulle lukke. Ikke vores indhold. Når jeg for eksempel følger med på internet-profiler, der anklager os for at lave dårlig journalistik, er jeg ikke enig,” siger hun. Siden august har hun arbejdet på Radio Louds aktualitetsprogram, Feedet, hvor hun finder kilder, forbereder nyhedsindslag og arbejder på større nyheder. Indtil videre lever arbejdspladsen op til hendes forventninger. “Jeg tror ikke, at man som praktikant skal være bekymret for, om man får foden ind det forkerte sted, fordi man starter sin karriere på Radio Loud. Det er også en del af læringen at være på et medie i forandring, der forsøger at udvikle sig,” siger Josephine Romby. Den nytiltrådte chefredaktør, Simon Andersen, oplever også, at de ansatte ser lyst på fremtiden for radiokanalen, som flere kritikere ellers længe har villet give dødsstødet. “Lige nu er der mere spænding i luften end nervøsitet. Holdet herinde vil gerne vende denne her skude sammen,” siger han. Han tilføjer dog, at en praktikantstilling på Radio Loud stadig kræver, at man nogle gange slår koldt vand i blodet. Hvis man er for bekymret for sit journalistiske ry ved at starte på et udskældt medie, skal man groft sagt finde et andet sted at være, mener Simon Andersen. I en spørgerunde blandt 23 journaliststuderende på fjerde semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, svarer 19 respondenter, at de ikke vil søge praktik på radioen. En enkelt planlægger at søge praktik på Radio Loud, mens to endnu ikke har taget stilling. Én skriver i sit svar, at mediet på den ene side har fået et virkelig dårligt ry og haft en række møgsager i sin levetid. På den anden side, skriver respondenten, er det et nystartet medie, hvor man som praktikant måske kan få mulighed for at påvirke visionerne og arbejdsgangene mere end andre steder. Den holdning afspejler Simon Andersens planer for journalistpraktikanter på Radio Loud. “Hvis unge mennesker ikke tør at være på en arbejdsplads, der står midt i en brydningstid, så er de ikke særligt modige. Som journalistpraktikant har man jo alle muligheder for at bevise, at kritikerne tager fejl om Radio Loud. Hvis alle går og siger, at det er dårlig journalistik, så kom da ind og lav noget god journalistik,” siger han. Fra Lou(d)punkt til vendepunkt? Den tidligere administrerende direktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, er positivt indstillet over for at se grundtankerne fra sin tidligere taleradio genopstå på Radio Loudredaktionen. Han oplevede grundlæggende, at Radio-

”Vi skal være en magnet for de modige, grænsebrydende og tossede. Her skal der være plads til både de blå skjorter og mænd i dametøj,” siger Simon Andersen om fremtidsplanerne for Radio Loud.

24syv var en fantastisk arbejdsplads for den modige journalistik. Det skabte en kultur, som vil klæde alle danske medier, mener han. “Hvis man vil genskabe den arbejdskultur hos Radio Loud, kan jeg ikke se andet at sige end hurra. Man kan selvfølgelig aldrig lave det samme, men man kan lave noget, der ligner. Det er en smuk tanke,” siger Jørgen Ramskov, der i dag er direktør i Producentforeningen. Ud fra sin mangeårige erfaring i den danske medieverden mener han, at det altid er

en unik mulighed at kunne være med til at forme et medie fra bunden. Derfor tror han også, at Radio Loud har gode forudsætninger for at blive til en interessant arbejdsplads. Flere tidligere Radio24Syv-profiler er allerede blevet headhuntet af Radio Loud, og senest har Simon Andersen ansat jurist og tidligere Radio24syv-journalist Nima Zamani som vært på et nyt programformat. Men hvorvidt planerne om at gøre Radio Loud til Radio24syv vil lykkes, vil kun tiden vise. Simon Andersen udtrykker selv sine ambitioner enkelt. “Radio24syv startede og var en fiasko det

første år, men blev en succes. Radio Loud startede og var en fiasko det første år, men bliver en succes. Så større er forskellen sådan set ikke,” siger han. Hvorvidt Radio24syv bliver genfødt på Radio Loud, bekymrer ikke Silas Mikkelsen fra loudmigirøven-profilerne. “Jeg er ikke så kritisk overfor de planer, de har nu. Jeg fokuserer mest på, om de lever op til deres public service-forpligtelse,” siger han. Radio- og TV-nævnet skal i løbet af efteråret vurdere, om Radio Loud har levet op til deres oprindelige løfter.


Bliv en del af et unikt fællesskab

Har du talentet?

Hos Jysk Fynske Medier giver vi unge talenter unikke rammer til at udfolde deres potentiale. Uanset hvilket af de 14 mediehuse, du havner i, så kan du trygt regne med, at du bliver del af et unikt journalistisk fællesskab.

Hvad drømmer du i virkeligheden om?

Hos os kan du blive lige præcis dén journalist, du drømmer om. Du står på egne ben, men er aldrig alene. Du får lov til at arbejde selvstændigt, men er altid en del af et hold. Vi giver dig daglig sparring og feedback. Og vi følger din udvikling helt tæt.

En praktikplads med perspektiv

En praktikplads hos Jysk Fynske Medier skaber et fagligt fundament, der åbner døre. Hos os får du nemlig det store kørekort og prøver det hele: Podcast, video og artikler i alle tænkelige journalistiske formater. Hos os kommer du helt automatisk i centrum og vil fra allerførste dag mærke, at din holdning, din læring og dit perspektiv betyder noget.

Danmarks næststørste

Jysk Fynske Medier er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Ud over 14 lokale titler kan et praktikophold lokalt også krydres med forløb på Avisen Danmark, Podcasten Danmark, JFM Livecenter, videohubben eller JFM Magasiner. Det er helt op til dig.

Se mere på: ➔ jfmedier.dk/praktikant Sammen om det lokale liv


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

UDE

15

Først og fremmest handler det om sikkerhed Mens vesten evakuerede Kabul, krydsede Nagieb Khaja grænsen til Talebans Afghanistan for at dække magtovertagelsen. Illustreret Bunker tager dig med bag kulissen på det sikkerhedsapparat, der muliggør korrespondenternes arbejde midt i verdens brændpunkter.

TEKST: ANTON SCHACK

”G

ILLUSTRATION: NIKOLINE RYTTERGAARD

rænsen er åben,” lyder et opråb i menneskemængden. Nagieb Khaja sætter i løb og passerer en større gruppe mennesker. I flere dage har de ventet på at kunne vende tilbage til deres hjemland. De har familier derinde. En hvidmalet stålbro forbinder Amu Darja-flodens bredder, og på den anden side venter et nyt Afghanistan. Det er kun et øjeblik siden, han ankom til stedet og fik den nedslående besked, at grænseovergangen havde været lukket i flere dage. Men nu er heldet tilsyneladende med ham, og til fods krydser han broen, der omsider skal give ham afghansk jord under fødderne. En ung mand sidder bag skranken i paskontoret. Han har fuldskæg, og på hovedet bærer han en turban. Helt som forventet. Nagieb Khaja præsenterer sig som journalist og fremviser sit pas og pressekort uden at vide, om det vil komme ham til gode. Grænsevagten afviser ham uden at dvæle og kræver et visum, hvis han skal give ham lov til at rejse ind. ”Hvad er det, du siger?” spørger Nagieb Khaja. ”Siger du, jeg skal have et visum fra den regering, I ikke selv anerkender? Det er vel jer, der skal give mig tilladelsen, når I har magten,” tilføjer han. Hans kommentar får grænsevagten til at tøve. Efter et øjebliks betænkningstid slår han op i passet og planter et stempel. Nagieb Khaja er inde. Siden Afghanistan lukkede ned, har han knoklet for at finde en vej ind. Nu kan han begynde sin rejse gennem landet. En risikabel tur mod Kabul, hvor

Taleban for fire dage siden indtog præsidentpaladset og overtog magten.

storbyen. Det er ifølge ham selv noget af det værste. Og til sidst var der muligheden for, at byen overgav sig uden kamp. ”Det er egentlig sandsynlighedsregning,” siger Nagieb Khaja. ”Min analyse var, at der var 80-90 procent chance for, at det ville blive en fredelig overgivelse. Havde fordelingen været anderledes, var det ikke sikkert, jeg var taget afsted,” siger han.

Overgivelse eller gadekamp?

Det er en journalistisk tradition, at korrespondenter rejser til verdens brændpunkter for at gøre os klogere på krige og konfliktsituationer. Hvorfor det er væsentligt, behøves næppe diskussion, men hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, er værd at se nærmere på. Den risikofyldte journalistiske disciplin står nemlig på skuldrene af et omfattende sikkerhedsarbejde, som kun de færreste kender til. N a g i e b Khaja er en internationalt anerkendt dokumentarist og journalist. I knap to årtier har han beskæftiget sig med konflikten i Afghanistan og står bag både bøger og film om den krigshærgede nation. Alligevel var det ikke uden betænkeligheder, at Nagieb tog afsted, da TV2 spurgte, om han ville producere en dokumentar om Talebanstyrets magtovertagelse. Inden Kabul faldt, analyserede Nagieb den sikkerhedsmæssige situation og opstillede tre mulige scenarier: Kabul kunne blive omringet og isoleret. Det ville efterlade ham uden mulighed for at forlade byen. Det andet scenarie var, at der kunne opstå gadekampe i

Alt hviler på korrespondenten

Når TV2 sender korrespondenter til konfliktzoner, er det i sidste ende Jakob Vissing, der har ansvaret. Han er chef for mediets udlandsredaktion, og det var ham, Jakob Vissing, ud- der tog den landschef hos TV2 endelige beslutning om at lade Nagieb Khaja rejse til Afghanistan midt i landets sammenbrud. ”Der er to hensyn, vi hele tiden stiller over for hinanden. Vi har selvfølgelig en journalistisk forpligtelse. Men først og fremmest handler det om sikkerhed,” understreger udlandschefen, inden han går dybere ind i det sikkerhedsmæssige arbejde. Når der træffes beslutninger om korrespondenternes sikkerhed, er der tre parter i spil. Den første er TV2 selv. De samarbejder med en anden part - et eksternt sikkerhedsfirma. De har militære efterretningskilder og

Alt hviler i sidste ende på korrespondentens vurdering. Sådan er det altid. -

leverer en rådgivende sikkerhedsvurdering. På baggrund af sikkerhedsvurderingen skal TV2 beslutte, hvad de som arbejdsgiver kan stå inde for. Men spørger man Jakob Vissing, er det faktisk den tredje part, der i sidste ende har de bedste forudsætninger for at påvirke de sikkerhedsmæssige beslutninger. ”Alt hviler i sidste ende på korrespondentens vurdering,” siger han. ”Sådan er det altid. Den, der er bedst til at træffe beslutninger, er den person, der er på stedet. Det betyder også, at de korrespondenter, vi sender sådan nogle steder hen, er vant til at arbejde i kriseområder og har en sund dømmekraft i de situationer,” siger han. Dømmekraften kalder Nagieb Khaja for fingerspitzgefühl. En blanding af årelang erfaring og evnen til at afkode menneskerne omkring en. ”Du fornemmer dig frem hele tiden. Du kigger på folk. Du ser, hvordan de agerer. Jeg mærker sikkerheden og usikkerheden på de lokalkendte. Når jeg kan mærke, at de er utrygge, bliver jeg utryg,” siger han.

Under Talebans beskyttelse

Da muligheden for at komme ind i Afghanistan opstod, meldte spørgsmålet sig: Hvordan rejser man rundt uden at blive taget til fange eller angrebet af Talebans lokale militser? Svaret på det handler om aftaler, og dem kan man nogle gange blive nødt til at indgå med skurken selv. Nagieb Khaja og hans lokale kollega Atiq Massoud opsøgte Talebans nyoprettede pressekontor i Kabul. Her meldte de sig som journalister og fik organisationens tilladelse til at filme og interviewe mennesker på gader og stræder. I praksis fungerede et officielt


16

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

brev fra pressekontoret som garanti for de to journalisters sikkerhed. ”Når man får et stempel fra Taleban og deres tilladelse til at være der, er det dem der står til ansvar, hvis der sker dig noget. Det er dem selv, der har godkendt, at du er der. Så kan de heller ikke gøre dig fortræd,” siger Nagieb Khaja. Det er ikke usædvanligt, at korrespondenter må acceptere at arbejde inden for magt-

Vi var egentlig rimelig hurtigt sikre på, at man godt kunne lave aftaler med Taleban, og at Taleban var interesserede i at få journalister til at fortælle om, hvad der foregik - Nagieb Khaja, journalist

havernes rammer for at kunne dække deres side af en større konflikt. Sådanne aftaler laver medierne med anerkendte statsmyndigheder, men også med illegitime regimer som Taleban, i det omfang det kan lade sig

UDE gøre. ”Vi var egentlig rimelig hurtigt sikre på, at man godt kunne lave aftaler med Taleban, og at Taleban var interesserede i at få journalister til at fortælle om, hvad der foregik,” siger Jakob Vissing. Selvom aftalen med Taleban som udgangspunkt burde sikre Nagieb Khajas arbejde i Afghanistan, iværksatte han alligevel en række yderligere tiltag, der skulle sikre ham mod selv de værste scenarier. Som en af få vestlige journalister har han kilder dybt inde i Talebans organisation. ”Jeg kender nogle kommandanter og har ligesom nogle strenge, jeg kan spille på. Jeg fortalte dem, at hvis de lige pludselig hørte om, at en udenlandsk journalist, der hed Nagieb, var blevet snuppet, skulle de være klar til at hjælpe mig. Få mig ud af situationen,” siger han.

Overfaldet i Kabul

I Afghanistan er Nagieb Khaja og hans kollega Atiq nået frem til Kabul. De er taget ud til den internationale lufthavn, der i flere dage har været centrum for verdenspressens opmærksomhed. Amerikanske militærfly letter i rutefart fra lufthavnens startbane som led i den evakueringsplan, de vestlige stater har iværksat. Udenfor lufthavnens mure er desperationen stor. Horder af afghanere forsøger at tvinge sig adgang til lufthavnen. Med et spinkelt håb om at kunne blive evakueret maser de sig mod lufthavnens hovedindgang. Skudsalver fanger Nagieb Khajas opmærksomhed og får ham til at indse situa-

tionens alvor. I menneskemængden forsøger en gruppe talebanere at genvinde kontrollen ved at skyde varselsskud mod himlen. Amerikanerne forventer, at Taleban holder orden omkring lufthavnen, men lige nu er situationen kaos. En af soldaterne får øje på de to journalister, som er ved klargøre deres kamera på den anden side af gaden. Han sætter i løb mod dem, og Nagieb Khaja ænser, at noget ikke er, som det skal være. Han fortæller, at Taleban-soldaten umotiveret begynder at slå løs på Atiq med en læderpisk, og da Nagieb Khaja forsøger at blande sig, bliver slagene rettet mod ham. ”Jeg hiver brevet og mit pressekort frem og vifter med dem, men det er som om, han er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde. Han er ikke til at tale med,” siger Nagieb Khaja. Først da de trækker væk fra området, stopper soldaten sine slag og forsvinder i menneskemængden med deres kamera.

Det farlige er det uforudsigelige

”Det var én tilfældig soldat, der handlede på egen hånd,” forklarer Nagieb Khaja om overfaldet. Det fandt han og Atiq ud af, da de senere på dagen modtog en undskyldning på pressekontoret af Talebans talsperson Zabihullah Mujahid. Jakob Vissing bekræfter hændelsen. Ifølge ham er situationer som overfaldet den største sikkerhedsmæssige udfordring ved at have korrespondenter i konfliktzoner. Når menneskemængder går i panik, eller enkeltpersoner pludselig handler på eget initiativ, kan der opstå tilfældige, farlige situationer. Uforud-

sigeligheden ved den slags ulykker kan sætte selv den mest omfattende sikkerhedsindsats ud af spil. ”Jeg kan jo ikke garantere Nagieb Khaja, at han ikke kommer ud for et eller andet uheld. Som journalist og arbejdsgiver skal man være indforstået med, at der kan ske ting og sager, som er uforudsigelige, og vi skal have gjort os nogle tanker om, hvad vi gør i sådan nogle situationer,” siger Jakob Vissing. I akutte tilfælde har det eksterne sikkerhedsfirma forskellige muligheder for at operere lokalt, men som udgangspunkt vil man først og fremmest involvere Udenrigsministeriets borgerservice og forsøge at finde en løsning gennem de danske myndigheder. De ubehagelige scenarier fylder meget for Nagieb Khaja. De er i hans hoved, og han har taget et valg om at forholde sig til dem. Han er afklaret med, at risikoen for ulykker aldrig vil kunne elimineres, når han som korrespondent rejser til områder med krig og konflikt. Tilfældigheder kan ske for selv de mest erfarne og forsigtige journalister. For ham er det et spørgsmål om at minimere risikoen til et acceptabelt niveau. ”Jo dygtigere man er, og jo mere erfaring man har, jo færre tilfældige problemer vil du støde på. Men for hver gang du tager din hjelm på og lægger dig ud i en skyttegrav, hvor de kaster med håndgranater, stiger risikoen for, at det en dag ender galt. Så er vi tilbage ved sandsynlighedsregningen,” siger Nagieb Khaja.

Den Uafhængige og Frihedsbrevet siger nej til staten, men er de mere frie uden mediestøtte? De to nye medier Den Uafhængige og Frihedsbrevet vil lave magtkritisk journalistik, og derfor siger de nej til mediestøtte. Eksperter stiller sig tvivlsomme over for argumentet om, at fravalget skulle gøre de to medier mere frie. TEKST: MATHIAS BACH SØNDERGAARD & LAURIDS SANDBORG ILLUSTRATION: NICOLINE ODGAARD SØRENSEN

K

analchef Mads Brügger var yderst utilfreds, da det i oktober 2019 blev officielt, at Radio Loud vandt DABudbuddet for næsen af Radio24syv. Folketinget fik verbale lussinger af Mads Brügger, der mente, at lukningen skyldtes, at kræfter på Christiansborg ikke brød sig om indholdet på kanalen. Statens penge var blodet i Radio24syvs årer, og da støtten forsvandt, måtte taleradioen lade livet. »I fremtiden vil jeg nok kraftigt overveje, om jeg skal arbejde for et statsejet medie igen, for det har været enormt skræmmende,« lød det fra Mads Brügger på Twitter. I tomrummet efter Radio24syv er to nye medier opstået. Netradioen Den Uafhængige

med den tidligere 24syv-vært Asger Juhl i spidsen kom til verden i februar 2020, og Grundlovsdag 2021 gik Mads Brügger i luften med mediet Frihedsbrevet. Flere ord går igen, når de to nye medier beskriver sig selv, men en ting er særligt markant: De siger aktivt nej til mediestøtten. Den Uafhængige og Frihedsbrevet vil være kritiske over for magthaverne og fremhæver det derfor som en kvalitet, at de ikke er afhængige af statens penge. Eksperter påpeger, at de to medier formelt set bliver mere uafhængige ved at frasige sig mediestøtten, men at den egentlige forskel er minimal. For uanset hvad skal der penge til at finansiere journalistik. Frihed eller branding? Hos Frihedsbrevet fremstår uafhængigheden fra staten som en central del af mediets eksistensberettigelse. “Der er brug for og plads til et journali-

Man skal se deres frasigelse af mediestøtte som en del af en positionering i markedet. - Aske Kammer, lektor ved DMJX

stisk medie, der er komplet frakoblet staten, som siger nej til mediestøtte, og som gør en dyd ud af at være så frit og uafhængigt som muligt,” udtalte Mads Brügger til Ritzau, da Frihedsbrevet gik i luften. Det er dog begrænset, hvor meget journalistisk frihed fravalget af mediestøtte reelt giver. Det mener lektor i medieøkonomi og mediepolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aske Kammer, som påpeger, at der ikke findes eksempler på indhold, som mediestøttede medier ikke kan bringe - heller ikke magtkritisk journalistik. “Man skal se deres frasigelse af mediestøtten som del af en positionering i markedet. Det ligger også i navnene Den Uafhængige og Frihedsbrevet,” siger han. Eva Mayerhöffer, der er lektor ved Roskilde Universitets afdeling for Journalistik og Demokrati, har en lignende pointe. “Mediestøtten betyder ikke, at staten har noget at sige om det konkrete journalistiske


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

UDE Staten ud, private ind Hvorfor mediestøtte? Mediestøtte er en pengepulje hos Kulturministeriet, som medier kan søge. Langt størstedelen af de etablerede medier får mediestøtte. Ifølge Eva Mayerhöffer er en central del af idéen bag mediestøttesystemet at støtte den frie presse, så medierne ikke bliver afhængige af eksterne interesser i deres daglig arbejde. Medier skal imødekomme en række publicistiske krav for at få del i mediestøtten. Eksempelvis skal mediet dække stofområder som samfund og kultur.

indhold. Adskillelsen ligger snarere i, hvordan Den Uafhængige og Frihedsbrevet brander sig og ikke i selve indholdet,” siger hun.

Lullet i søvn

Chefredaktør på Den Uafhængige, Asger Juhl, anerkender, at de, der modtager mediestøtte, ikke er bange for at være magtkritiske. Men fravalget af mediestøtten handler for ham om at tvinge sig selv til konstant at være på dupperne og relevant for sine lyttere. “Man bliver lullet i søvn af for mange penge fra det offentlige og de, der modtager mediestøtte, kommer til at blive ligegyldige og irrelevante. Vi mener, at det giver liv og drivkraft hele tiden at skulle være skarpe,” siger Asger Juhl. Han mener, at det afspejler sig i, at Den Ufhængige er den eneste radio i landet, som laver kritiske interviews.

Asger Juhl ser lukningen af Radio24syv som et eksempel på, hvorfor det kan være problematisk at være økonomisk afhængig af staten. “Der er jo hele miseren om Radio24syv, som politikerne ikke kunne lide. Der er også en angst inde hos DR for, at man ikke må fejle, fordi man hele tiden er i skudlinjen fra politikere,” siger Asger Juhl. De to nye mediers indhold og positionering er ikke blevet overset af mediebrugerne. Den Uafhængige overhalede for nyligt P1 Morgen på antallet af podcast-lyttere, mens omkring 10.000 har skrevet sig op til Frihedsbrevets gratis nyhedsbrev.

Illusionen om uafhængighed

Det er et grundlæggende journalistisk ideal, at pressen skal være uafhængig. At man ikke er i lommen på nogen. Men fuldstændig uafhængighed i pressen er umulig at opnå, da man altid vil være afhængig af at skulle tilfredsstille dem, der betaler, påpeger Eva Mayerhöffer.

“Den totalt uafhængige presse er en illusion. Hvis man er afhængig af brugerdonationer eller reklameindtægter, underlægger man sig også begrænsninger,” siger hun og refererer til, at medierne altid vil være afhængige af de penge, de har i ryggen – uanset om de kommer fra investorer eller brugere. Den Uafhængige lever af brugerdonationer. De får ikke penge fra private investorer og er derfor afhængige af, at deres lyttere er så tilfredse med deres indhold, at de får lyst til at betale. Det er der endnu ikke nok, der gør, og Den Uafhængige overlever kun, fordi der bliver lagt mange frivillige timer i taleradioen. Asger Juhl lægger ikke skjul på, at Den Uafhængige er et idealistisk projekt, og at økonomien er en udfordring.

Han vil dog ikke afvise, at hans medie kan blive nødt til at tage imod penge fra private investorer i fremtiden. “Om vi har en økonomisk holdbar model nu, ved jeg ikke, men hvis mine medarbejdere begynder at søge væk, tror jeg, vi vil overveje alternativ finansiering,” siger Asger Juhl og fortsætter. “Vi er kritiske overfor politikerne, magthaverne og myndighederne i Danmark, så derfor er staten det værste sted at få penge fra. Jeg vil hellere have penge fra Toms Chokolade.” Chefredaktøren hos Den Uafhængige anerkender, at han giver køb på noget af sin uafhængighed, hvis hans radio ender med tage private investorer ind. Derfor vil han i første omgang gøre alt for at holde mediet i live udelukkende af medlemmerne.

Private penge udgør en væsentlig del af økonomien hos Frihedsbrevet, hvis slogan er “kun i lommen på dig”. Flere borgerlige personligheder, heriblandt den tidligere formand for tænketanken Cepos Bjørn Høi Jensen, har kastet penge efter Mads Brüggers nye medie. Formelt set er der mindre afhængighed af staten i en konstellation som Frihedsbrevets, mener Aske Kammer. Tilgangen af private investorer medfører dog samtidig et nyt afhængighedsforhold. “Pengene kommer jo til gengæld fra en kreds af private investorer, og der kan man jo stille spørgsmålet: Hvordan forholder Frihedsbrevet sig til de investorer, i modsætning til hvis det var staten?” siger Aske Kammer. En potentiel faldgrube ved at være afhængig af private midler er, at investorerne kan trække deres støtte, hvis de er utilfredse med mediets indhold. Noget, der ikke er ukendt i dansk presse. I 1999 bragte Berlingske en kritisk historie om Riffelsyndikatet, der omhandlede Mærsks forbindelser til den tyske hær under anden verdenskrig. Efterfølgende solgte Mærsk sine aktier i Berlingske. “Investorer og markedskræfterne kan bestemt have indvirkning ved at sanktionere eller straffe mediet for den journalistik, der bliver lavet,” siger Aske Kammer,

Vi er kritiske overfor politikerne, magthaverne og myndighederne i Danmark, så derfor er staten det værste sted at få penge fra. Jeg vil hellere have penge fra Toms Chokolade. - Asger Juhl, chefredaktør for Den Uafhængige

17

der understreger at han ikke udtaler sig konkret om Frihedsbrevet. Mads Brügger er ikke vendt tilbage på Illustreret Bunkers henvendelser, men i Frihedsbrevets udgivererklæring lover ejerne, at Frihedsbrevets journalistik aldrig vil være forpligtet af deres private interesser. “Det kan godt være, at vi er trådt sammen for at finansiere journalistik, men vi er ikke trådt sammen for at købe journalistik. Den forskel er altafgørende, og den står vi derfor vagt om,” skriver de. Aske Kammer fremhæver, at netop kritiske historier om et privatejet medies investorer kan ses som lakmusprøven for disse mediers egentlige uafhængighed.

En uafhængig fremtid?

Aske Kammer tvivler på, om et medie, der hverken har mediestøtte eller private penge i ryggen, kan blive økonomisk bæredygtigt i Danmark.

“Det er svært at leve udelukkende af brugerbetaling. Danmark er et lille sprogområde, hvor det er svært at skalere antallet af betalende brugere op. Så uden en eller anden støtte - enten fra staten eller investorer - er det svært,” siger han. Idealet om at at holde sit medie i live udelukkende af medlemmerne er et langt og sejt træk, som flere medier har knækket halsen på, uddyber Aske Kammer. Der er derfor noget, der tyder på, at danske medier bliver nødt til at vælge mellem at stikke snablen i statskassen eller i private investorers bankkonti. Asger Juhl fastholder dog sin optimisme omkring at skabe en radio, der kun er holdt i live af medlemmerne. Han tror på, at kvalitet og original, kritisk journalistik vil bane vejen. “Jeg tror på det, fordi de andre radioer er for kedelige og for ukritiske. Det er den vurdering, jeg laver på baggrund af min erfaring som journalist. De andre holder ikke. Det er os, der holder. Og hvis vi gør det, så tror jeg, at folk vælger os. Så må vi se, om det er mig eller eksperten, der får ret,” siger han.


18

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

UDE

Kend chefen, scor et job I al hemmelighed har BT ansat over 30 nye journalister uden ét eneste jobopslag. Vi kunne ikke have gjort det anderledes, siger chefredaktøren, mens manøvren møder ærgrelse hos Danske Mediestuderende. TEKST: JONATHAN BENTHOLM

E

ILLUSTRATION: ANNE KIIB LARSSON

fter længere tids forberedelse kunne en energisk Anders Krab-Johansen endelig løfte sløret for BT’s nye lan-

cering. ”Den største satsning i dansk journalistik.” Således indledte koncerndirektøren for Berlingske Media præsentationen på sin Twitterprofil. Avisen har med fire nyoprettede redaktioner i København, Aarhus, Aalborg og Odense oprustet deres lokale dækning. Begejstringen var dog svær at få øje på i tweetets kommentarspor. Særligt Anders Krab-Johansens afsluttende sætning om, at ansættelsen af de 32 nye reportere til redaktionerne var sket “i hemmelighed,” faldt flere for brystet. “Spændende Anders. Jeg er ked af, at jeg ikke hørte om denne mulighed,” skrev én, mens et andet tweet lød: “Betyder ‘i hemmelighed,’ at I bare har ansat folk, I kender i forvejen?” Til det responderede Krab-Johansen kækt: “Lille branche - som du ved ;).” Så kender BT alle i mediebranchen? “Nej,” udbryder Michael Dyrby, chefredaktør på dagbladet. Han forklarer de mystiske ansættelser som en nødvendighed i forbindelse med lanceringen. “Vi har helt bevidst arbejdet under radaren. Alle medier i Danmark er i stor konkurrence kommercielt. Vi ville gerne starte det her projekt op, uden alle vores konkurrenter

vidste det på forhånd,” siger han. Michael Dyrby beskriver ansættelserne som en lang proces, hvor det har været op til de enkelte redaktører at finde de nye medarbejdere gennem deres netværk. At nogle føler sig forbigået i processen, kan chefredaktøren godt forstå. “Det er nu engang den model, vi har valgt i det her projekt. Men jeg er med på, at hvis man ikke har vidst noget om projektet, og hvis man ikke har været kendt af nogen, så har det været svært at blive ansat,” siger han.

Danske Mediestuderende: Ærgerligt

Formanden for Danske Mediestuderende, Rane von Benzon, kalder BT’s beslutning for ærgerlig. Han så gerne, at BT havde været mere åbne i ansættelsesprocessen. Omvendt kan han ikke se, hvordan BT skulle have gjort det anderledes uden at afsløre projektet. Andre medier vil ifølge Rane von Benzon ikke gøre klogt i at gøre BT’s ansættelsesproces til normal praksis. “Så ville de jo skyde sig selv i foden. De ville gå glip af en stor talentmasse, og så ville det bestemt være et problem,” siger han. Han har indtryk af, at nyuddannede journalister ofte får et job gennem deres netværk fra skolen eller fra det sted, de har været i praktik. “En dag er der en af dine venner, der har et job på et dagblad, hvor de mangler én, og så ringer han til dig,” siger han.

Udfordrende proces i Aarhus

I det smarte kvarter tæt på domkirken i Aarhus sidder de syv nyansatte i et stort, hvidt lokale med bjælkeloft. Ser man bort fra de to roll-up bannere med det nye slogan “Byens Tidende” på, er det svært at få øje på, at man befinder sig på BT’s nye lokalredaktion. Chefen på Aarhusredaktionen hedder Kenneth Elkjær. De sidste par måneder har han brugt på at finde de rigtige folk til den nye redaktion. Han anerkender ligesom Michael Dyrby, at der måske er nogle, der føler sig forbigået. “Jeg kan godt se, at det havde været federe, hvis alle havde fået chance for at søge. Men det har altså været præmissen for projektet,” siger han. Ifølge den nye redaktionschef har det været en stor udfordring at hyre en hel redaktion i hemmelighed. “Nu har jeg jo ansat syv, men jeg har nok været i dialog med 20 personer på den ene eller anden måde. Vi har brugt sindssygt meget tid på det. Det havde været meget nemmere, hvis jeg havde haft en liste over 40 personer, der gerne ville have jobbet. Så havde der været samtaler, jeg ikke havde behøvet at have haft,” siger han. Kenneth Elkjær kan ikke konkret forklare, hvordan de nye stillinger er blevet besat, for det er sket på mange forskellige måder. “Nogle har jeg skrevet med på Twitter, nogle kender jeg fra København. Andre gange har det været sådan noget med at drikke

kaffe med folk og spørge, hvor de er henne. Det har været en blanding af folk, jeg kender, og folk, jeg har fundet frem til via mit netværk,” siger han.

Heldigt opkald

En af de personer, der havde fundet vej til redaktionschefens netværk, var Signe Larsen, der netop er dimitteret fra Danmarks Medieog Journalisthøjskoe. Signe lærte Kenneth Elkjær at kende under sin praktik hos TV2 Østjylland, hvor den nyudnævnte redaktionschef tidligere arbejdede. Tankerne om hendes fremtidige jobsituation var allerede begyndt at rumstere rundt i Signes hoved i perioden omkring sidste semester. ”Jeg var da lidt nervøs. ’Hvordan skal det hele ende?’, tænkte jeg,” siger hun. Men en dag ringede telefonen. Det var Kenneth Elkjær. “Han ville høre, hvad jeg skulle efter min bachelor. Så fortalte han, at han var i gang med at finde ansatte til redaktionen,” siger hun. Signe Larsen kalder det heldigt, at hun allerede havde et job inden hun dimitterede, men hun ser ikke ansættelsesmetoden som noget større problem. ”Jeg synes, det giver god mening, at chefer ansætter folk, de allerede har en idé om, hvad kan,” siger hun.

Lover ingenting

På redaktionen i Aarhus har de ikke planer om at ansætte flere foreløbigt. På spørgsmålet, om hvorvidt kommende jobopslag bliver offentlige, lyder svaret, at ”det kan da godt være.” Indtil da har Kenneth Elkjær heldigvis råd parat til nyuddannede jobsøgende. “Hvis man gerne vil lande et godt job på BT eller et andet medie, skal man give den en skalle, når man er i praktik. Man skal se det lidt som sin ambassadørpost. Måske ender man der, eller det kan være, at folk ringer for at høre, om man dur til noget,” siger han. Heller ikke Michael Dyrby vil garantere, at kommende ansættelser kommer til at ske gennem offentlige jobopslag. Han er godt klar over, at det, særligt som nyuddannet, kan være svært at overskue mediebranchens jobjungle. Men nye journalistiske talenter skal ikke være bange for at blive overset, forsikrer chefredaktøren. “De fleste journalistiske chefer er interesseret i at få et fedt produkt. Så vi holder øje med andre journalister. Hvis man kan nogle særlige ting, skal man nok blive set,” siger han. “Og så hjælper det at være flittig, dygtig, energisk og begejstret. Så skal man nok nå langt.” Ifølge Michael Dyrby har avisen investeret et tocifret millionbeløb i satsningen. Første milepæl er ifølge chefredaktøren at nå 10.000 betalende abonnenter på et år.


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

UDE

19

Ny vin på gamle flasker: Horsens Folkeblad nytænker dækningen af kommunalvalget

Podcast, explainervideoer og læserinddragelser bliver værktøjerne, når Horsens Folkeblad trækker i arbejdstøjet for at dække kommunalvalget 2021. Men der er meget nyt at lære for en lokalavis, og et opgør med selvforståelsen er på vej.

Jakob Krogh Nørgaard er i fokus på dagens redaktionsmøde. TEKST: LUKAS BØDIKER

F

FOTO: AXEL HAMMERBO

orberedelserne til dækningen af det forestående kommunalvalg er i fuld gang. Også på Horsens Folkeblad gør man sig klar. For mange lokalmedier er kommunalvalget hvert fjerde år en slags juleaften. Og i år er der ekstra gaver under træet. Horsens Folkeblad har nemlig fået flere midler til at sætte ekstra blus på dækningen af kommunalvalget. De første tanker er allerede blevet tænkt i løbet af foråret, og nu nærmer de sig den endelige eksekvering af de nye tiltag. Men når det gælder kommunalvalg, skal man ifølge redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard passe på med at starte dækningen for tidligt. ”Det er primært de sidste to en halv til tre uger op til valget, at folk gider at interessere sig for det. Så hvis vi stopfodrer læserne med kommunalvalgsartikler hele oktober, så bliver de trætte af det,” siger Jakob Krogh Nørgaard.

Nye metoder tages i brug

Men nu skal valgkampen snart stå, og Horsens Folkeblad har slagplanen klar. Mere inddragelse af læserne, fokus på at udkomme digitalt og øget debat, sådan lyder opskriften. Her er podcast og explainervideoer to helt nye tiltag. Et andet relativt nyt værktøj giver læserne mulighed for at stemme på, hvilke spørgsmål avisen skal stille politikerne. Avisen har testet det i artikler baseret på læserinddragelse de sidste to år, og det har

været en stor succes. I starten var der omkring 300, der var inde og stemme på, hvilke spørgsmål politikerne skulle have, nu er der over 1000 hver gang. ”Det er vigtigt at komme ud med så mange kommunikationsformer som muligt. Vi har overordnet som målsætning at styrke det lokale demokrati. Det formål når vi ikke, hvis vi kun leverer en trykt avis. Så hvis vi skal ud til flere, skal vi længere ud digitalt,” siger Jakob Krogh Nørgaard. Derfor tages både nye og gamle værktøjer i brug, og her har en klassisk valgkampsdisciplin, nemlig vælgermøder, fået en central plads i dækningen. Da der var kommunalvalg sidst i 2017, dækkede Horsens Folkeblad naturligvis de traditionelle vælgermøder. Men det var ikke nogen særlig stor succes hos læserne. Derfor har de i år besluttet selv at arrangere flere vælgermøder i samarbejde med foreninger i Horsens. De inviterer fire politikere, en journalist er ordstyrer, og avisens læsere bestemmer dagsordenen. Her får avisens læsere mulighed for at debattere emner, som de selv har valgt, med politikerne.

Et opgør med selvforståelsen

De nye formater rykker også ved den typiske opfattelse af avisens og journalisternes rolle som dem, der skal sætte dagsordenen. ”Når vi bruger værktøjer til at få læsernes spørgsmål, så er det i virkeligheden også et opgør med vores egen selvforståelse som dem, der skal sætte ord på, hvad de vigtigste emner er. Det kommer til at blive lidt hårdt at erkende,” siger Jakob Krogh Nørgaard.

Journalist Anne Birch, der var valgkoordinator for Horsens Folkeblad ved sidste valg, genkender også det billede. ”Det handler ikke om, at vi ikke også skal være dagsordensættende. Men det handler mest om at finde ud af, hvad der rykker, og hvad der er debat i,” siger Anne Birch. Avisen skal stadig bruge de kompetencer, de som journalister har til at udlægge teksten og nuancere emnerne. Men derfor kan det godt være læserne, der stiller de relevante spørgsmål, mener Jakob Krogh Nørgaard. At være et lokalmedie i en valgkamp Den klassiske journalistrolle er dog langt fra lagt på hylden. Det er ifølge redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard også i den kommunale valgkampsdækning, at man stadig kan mærke forskel på de lokale og de landsdækkende medier. ”Politikerne har ikke samme professionelle tilgang til os som medie som på Christiansborg, og det er befriende. Man mødes med folk lidt mere ligeligt. Vi er afhængige af dem, og de er afhængige af os. På den gode måde,” siger Jakob Krogh Nørgaard. Men de oplever stadig, at politikerne i den blå blok føler sig overset og ditto i den røde. Det er et godt tegn for Jakob Krogh Nørgaard. På den måde er der ikke nogen, der bliver forfordelt, mener han. Avisen er også bevidste om at fordele taletiden mellem politikerne, så det ikke bliver de samme Tordenskjoldssoldater, der løber med alt opmærksomheden. Af den grund har avisen sat et loft over antallet af læserbreve, som kan-

didaterne får lov at indsende mellem oktober og november. Den tættere kontakt kan også mærkes på selve valgaftenen, hvor det hele får lov til at kulminere. Ved sidste valg stod Anne Birch med succes for en liveblog på selve valgaftenen, og det regner avisen med at gentage i år. ”Det, at vi er til stede på Rådhuset på den måde, er det, man kan, når man er på en lokal avis. Man skal ikke undervurdere, hvor mange følelser der er på spil. Politikerne render rundt og græder, jubler og bliver småfulde nede på rådhuset. Det er rigtig vigtigt, at vi er der,” siger Anne Birch.

Forhåbninger om en succes

Til det afsluttende spørgsmål om deres forventninger til dækningen af kommunalvalget 2021 kigger redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard og journalist Anne Birch indforstået på hinanden og smiler. De har bestemt en forventning om, at det bliver en succes. ”Men det er også vigtigt, at der kommer noget tilbage. Et er, at det kommer ud, men at læserne også reagerer, er også et succeskriterie. Og at folk blander sig,” tilføjer Anne Birch. ”For os er succes, at det kommer ud til mange, ellers giver det, vi laver, ikke rigtig mening,” siger Jakob Krogh Nørgaard. På lokalredaktionen i Horsens er de i hvert fald ved at være klar, og de venter spændt på, at valgdækningen kan gå i gang.


TEMA:

PRES

Kommentar af TEMA-Redaktørerne

Inderst inde ulmer

stressen

VICTOR HEIDE-JØRGESEN LASSE MOMME JESSEN

Hvordan ser dit ideelle billede af en journalist ud? Måske minder det om Katrine Fønsmark fra serien Borgen, der ofrer kærligheden for arbejdet. Eller måske er dit billede tættere på Will McAvoy fra serien The Newsroom, der altid kan forklare, hvordan verden hænger sammen. For mange er den ideelle journalist en skabning, der er både kompromisløs og tilsidesætter alt andet i jagten på succes. Dette ideal eksisterer ikke bare i populærkulturen. Mange af os journalister og journaliststuderende går rundt med de samme forestillinger inde i os selv. Idealer, der gør, at vi presser os selv langt mere, end vi kan holde til. I starten af indeværende semester kunne de fjerde semester studerende lægge øre til en tidligere P3-vært, der forberedte dem på praktik. ”En dag, får tre-fjerdedele af jer stress. Det kan I lige så godt regne med.” Der blev grint i auditoriet den dag, men i pausen sank alvoren ind. Heldigvis viser Illustreret Bunkers egen undersøgelse af praktikanternes arbejdsmiljø, at mediebranchen også er et godt sted at være. Men det er ikke en ren succeshistorie. For praktikanterne falder også i honningfælden og mediebranchen er stadig et sted med ulønnet overarbejde, store forventninger og mangel på anerkendelse. Og i nogle menneskers liv - som i Jeppe Villadsens tilfælde - betyder det, at man må få sig en plan b. Hvem der skal afhjælpe problemet bliver ofte uklart, når parterne unddrager sig ansvar, som en varm kartoffel, der hurtigt skal kastes videre. I denne første udgave af TEMA sætter vi fokus på det pres, som vi alle er udsat for. Enten fra os selv. Eller fra branchen og forventningerne omkring os. Vi har bevidst valgt ordet pres frem for stress, for presset kan godt blive til stress, men det kan lige så vel udmønte sig i en følelse af utilstrækkelighed. Det er det pres, vi håber, at denne udgaves TEMA-sektion både kan være med til at italesætte og gøre noget ved. Vejen mod forbedring begynder med, at vi anerkender, at ingen er hævet over presset, uanset kompetencer eller ambitioner. For mediebranchen og journalistuddannelsen skal være et bedre sted at være. For os allesammen.

Joan guider: Sådan undgår du at miste overblikket, når du er presset 1) Sørg for at have en kalender - enten på papir eller digitalt - og få så skrevet ned, hvad der er af opgaver og deadlines, så du har et overblik. 2) Et delt problem er et halvt problem. Del dit problem med andre, fordi det hjælper faktisk tit at få det vendt og ventileret og fortyndet og få andres perspektiv på situationen. 3) Det sidste råd burde måske have været det første, men få noget ind i din verden, som gør dig godt eller gør dig glad. Man skal passe på med at skrotte noget, som man rent faktisk er meget lystbetonet.

Hver femte studerende oplever en følelse af stress i hverdagen. På dette semester blev jeg en af dem. TEKST: SILJE QVIST

”J

FOTO: RASMUS BREUM

eg har ikke tid til at være syg,” udbryder jeg frustreret og grædende til min mor. Mine øjne er røde og hævede. Mest af alt ligner jeg en, der enten har fået en voldsom allergisk reaktion, eller en, der har grædt i flere timer. I skal satse jeres penge på den sidste mulighed. Sengen er blevet mit eneste tilholdssted. Mit natbord er efterhånden ikke synligt længere. Næsespray, lommetørklæder, sugetabletter og plader af panodiler - både nye og tomme - har nu overtaget. For fire uger siden blev jeg ramt af sygdom. Den gode influenza, som så mange har stiftet bekendtskab med det seneste stykke tid. Jeg har derfor været bagud med alt skolearbejde. Fraværet er steget markant. Deadlines er blevet udskudt med flere uger. Og jeg kan umuligt levere det, jeg har ambitioner om. Pludselig har opgaverne hobet sig op som en flok gribbe, der bare venter på, at jeg kollapser. Og det er jeg nu. Kollapset. Stadig syg, og nu ovenikøbet stresset. Jeg kan mærke det i hele min krop. Mine muskler spænder, mit hjerte banker hurtigt, jeg hiver rystende efter vejret. Mest af alt mærker jeg det i mit hoved. Efter en grædetur på et par timer dunker det i takt med

min puls. Alting virker så uoverskueligt. Alle opgaver smelter sammen. De er blevet til en stor masse, som jeg ikke kan overskue at begynde på. Det er første gang, jeg oplever en intens følelse af stress. Men meget tyder på, at jeg ikke er den eneste. En undersøgelse fra 2019 foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet viste, at næsten hver femte studerende på en videregående uddannelse oplever en følelse af stress i hverdagen. Jeg er bare endnu én i flokken. Hvor skal man søge hen, når man har det sådan her?

Det første spadestik

Da jeg startede på Journalisthøjskolen, var studievejlederne nogle af de første mennesker, vi blev introduceret for. Mit første bud falder derfor på Joan Husted, en af skolens studievejledere. Smilende tager Joan imod mig. Det er som om, hun kender mig på forhånd, selvom jeg aldrig har snakket med hende før. “Vil du have en kop kaffe med?” spørger hun mig venligt. Det siger man jo ikke nej til. Mens Joan henter kaffe til os, står jeg inde i hendes samtalerum. Inspirerende citater udsmykker væggen. De minder mig om den samtale, jeg skal til at have. I et kort øjeblik overvejer jeg at løbe min vej. Hvor intimi-

derende er det ikke lige at åbne sig så meget for en fremmed? Det ville jeg ikke engang gøre, hvis jeg var fuld i byen. Inden jeg ved af det, kommer Joan med kaffen. Den er stærk og sort. Nu gør jeg det fandme. Jeg lægger alle kortene på bordet. Fortæller hende alt det, som I ved og lidt mere til. Tårene presser sig på et par gange, men jeg vil helst ikke tabe ansigt foran hende, selvom rummet føles trygt. Mine hænder ryster lidt, så jeg gemmer dem forsigtigt under bordet. Hun læser mig lynhurtigt. ”Jeg tænker det, der særligt har været med til at stresse dig, har været dine tanker om, hvor meget du er kommet bagud, og hvordan du overhovedet skal komme i mål. Nogle gange kan det hjælpe at sige til sig selv: ‘nu skruer jeg lige mit ambitionsniveau ned.’ Det skal ikke altid være kunst. Nogle gange skal det bare være færdigt,” fortæller Joan mig. Hun uddyber, at det særligt kan presse os at gå med for mange ting inde i hovedet. Man skal sørge for at få snakket med nogen om, hvordan man har det - for et delt problem er et halvt problem. Hun opfordrer til, at man enten tager kontakt til en af studievejlederne eller sin underviser.


21 Du er ikke den eneste

Joan forsikrer mig om, at jeg hverken er den første eller eneste, der er blevet ramt af sygdom på et ubelejligt tidspunkt. Det er heller ikke unaturligt, at jeg er blevet presset af, at jeg har haft mindre overskud, end jeg plejer. ”Vi taler ofte om stress som sådan et monster, men der er jo ikke noget underligt i at være stresset eller presset i nogle perioder. Så længe det ikke er over længere tid. Stress kan være mange ting og i nogle perioder helt naturligt. Det er ikke altid noget, man skal være bekymret for,” siger hun beroligende. Joan fortæller mig, at de studerende sjældent italesætter stress, når de er inde til samtaler hos hende. Men hun har haft mange samtaler med studerende, der oplever at miste overblikket. Her er det en god ide at lave en plan for, hvad man skal nå på hvilke tidspunkter. Er der ingen chance for, at man kan nå det hele, kan man stille sig selv spørgsmålet “Hvad er vigtigst lige nu?” Når vi er pressede, kan det være svært at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når man skal træffe beslutninger. Faktisk kan

man have svært ved at finde vej og retning. Helst skal man holde sig fra de store beslutninger, for man tænker ikke rationelt, hvis stress først har ramt.

Hvorfor går det galt for studerende?

I dét jeg går ud fra Joans samtalerum, har jeg en god fornemmelse i kroppen. Det er som om, jeg kan trække vejret bedre. Jeg står tilbage med følelsen af, at det slet ikke var så farligt, som jeg først troede. Følelsen af stress er ofte forbundet med en periode af pres, hvor opgaver, forventninger og ressourcer ikke er i balance. Men er vi studerende pressede eller stressede? Bliver det et problem, at vi ikke kan skelne mellem de to ting? Jeg beslutter mig for at kontakte Trine Wulf-Andersen for at blive klogere. Hun er lektor på Roskilde Universitet og forsker i uddannelsesmiljøer og psykosociale problemer. Det kan for eksempel være stress, angst og depression. “Det er vanskeligt for alle at navigere i pres og stress. Mange kommer af den grund

også for sent til at tage det alvorligt, hvor stressede de er. De glemmer simpelthen at træde et skridt baglæns og se, at tingene ikke hænger sammen,” fortæller hun. Hun nævner, at de kortvarige stressende perioder ikke er farlige for os. Det kan faktisk give os et adrenalinsus. Men bliver perioderne længere, og får man tilmed ikke plads til at hvile og restituere, kan det blive vanskeligt. Dét kan man ikke holde til.

Et studieliv med pres fra alle kanter

I studerendes liv er der meget på spil personligt. Der er mange faktorer, der kan presse den enkelte. Det høje tempo på studiet, frivilligt arbejde, studiejobs, det sociale liv med vennerne og dét at finde sig til rette i tilværelsen. Alle de forskellige faktorer kan gå hen og stresse os, hvis de kolliderer sammen. “Det er ikke altid de ubehagelige ting, vi bliver stressede af. Man kan sagtens opleve et sammenfald mellem de ting, man får god energi af og så de ting, der gør os udkørte. Det kan snyde os i perioder,” siger Trine Wulf-Andersen. Jeg nikker genkendende til

det. De seneste ugers tid har jeg ikke engang haft overskud til at tage i fredagsbaren. Vi er ofte optagede af, hvordan den gode studerende skal være. De forestillinger er ikke opstået ud af det blå hos den enkelte, men de er på mange måder med til, at man får presset sig selv yderligere. Det indre pres kommer ofte til at flette sig sammen med det ydre pres, vi mærker fra studiekulturen på uddannelsesinstitutionen. “Vi forstår stress og trivsel som noget, der er den enkeltes ansvar. Håndteringen bliver skilt ud fra det faglige, selvom stress på mange måder fletter sig sammen med det faglige,” forklarer Trine Wulf-Andersen. Mit indtryk er, at vi gemmer stressen væk. Den lurer i baggrunden og rammer, når man mindst venter det. Ofte føler vi os alene med følelsen af stress. Da jeg havde mit lavpunkt, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde det på den måde. Men det viser sig langt fra at være tilfældet.

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det” Tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, peger på en kultur i mediebranchen, hvor det høje tempo er et mål i sig selv. For hvis man er travl, er man vigtig. CHRISTOFFER PANDURO

“J

eg tænkte: ‘Hvad fanden er det, du siger?’ Det havde jeg aldrig hørt før,” siger han. Da tidligere TV- journalist Anders Langballe for nyligt startede i sit nye job som kommunikationschef, blev han overrasket. For første gang mente direktøren ikke, at det var en dyd at have travlt. Tilbage i foråret udgav nu tidligere TV2journalist, Anders Langballe, bogen Forfra, hvor han fortalte om en arbejdskultur med fuld fart på fra morgen til aften. En arbejdskultur, der til sidst resulterede i to blodpropper. Men hvorfor er travlhed - måske - en dyd i mediebranchen? For Anders Langballe var det nærmest et mål i sig selv at have travlt. “Det blev en identitet. Uanset, hvor jeg har været, har mange chefer brugt et begreb, som mange i mediebranchen ynder at bruge: Nu skal vi gå den ekstra mil. Nu giver vi den en ekstra skalle. Det var simpelthen bare en del af kulturen,” siger han.

han. Han mener dog ikke, at man kan tage tempoet helt ud af faget, da der i så fald ikke ville være meget tilbage af branchen. “Det er en balancegang, for hvad er journalistikken, hvis der ikke er konkurrence og hurtighed? Men derfor synes jeg stadig, at branchen er forpligtet til at tage de udfordringer seriøst,” siger Anders Langballe. Man kan vel heller ikke helt lukke øjnene for, at det jo også er fedt, når man er først med et eller andet? “Bestemt. Man bliver jo høj af det. Og det er jo også en af drivkræfterne for me-

I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.

Ikke lyst til at tage hensyn til stress

I de 17 år Anders Langballe arbejdede som politisk journalist, har han kun oplevet, at arbejdstempoet er steget. “I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé,” siger han. Han erkender, at også han var med til at opretholde en travlhedskultur. “Når vi har diskuteret ansættelse af unge journalister på TV2, har jeg ofte oplevet, at der ikke var den store lyst til at tage hensyn til for eksempel stress. Vi vidste, at det var nogle rigtig attraktive jobs, hvor folk nærmest ville arbejde gratis og lægge rigtig mange timer i det, fordi der altid var nogle, der stod i kø til at overtage deres job,” siger

Billedet af en chef, der bare sidder med benene oppe, eksisterer ikke. Det er vigtigt at have travlt, man kan jo ikke tillade sig andet, og den iver efter hårdt arbejde kan spores i vores kristne kulturarv. Især i den protestantiske del af verden hylder man det travle arbejdsliv. Det forklarer Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter, der har forsket i det moderne arbejdsliv. Faktisk skrev den tyske sociolog Max Weber allerede i sit værk ‘Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ fra 1904, at de protestantiske lande - som Danmark - har en anden arbejdsetik end resten af verden. I Danmark hersker dyder som flid, hårdt

dierne og for den enkelte journalist,” siger han. “På fjernsyn dyrker man jo også profiler. Jeg var TV2’s ansigt på dansk politik, og der dyrkede man også den enkelte journalist. Det gør man stadigvæk. Det er også med til at frembringe den konkurrence.”

Når man er travl, er man vigtig

Lad os lige skrue tiden tilbage, for hvor kommer travlhedskulturen fra? Ikke fra det antikke Grækenland. Her syntes man, at det var cool ikke at arbejde. Det havde man slaver til. På samme måde havde man i den engelsk, victorianske overklasse i 1800-tallet folk ansat til ikke at lave noget som helst. I dag er det overklassen, der har travlt.

- Anders Langballe Tidligere tv-journalist arbejde og disciplin. Men i 1904 havde man ikke sin person med i arbejdet. Det skal man derimod i dag. “Der er sket en markedsgørelse af såvel det offentlige som det personlige, så hvis man virker travl, så tror folk, at man er vigtig eller god, fordi man virker efterspurgt,” siger Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter. “I industriarbejdet skulle man ikke have sin person med på arbejde. Nu forventes man at have sin identitet og engagement i projektet.” Anders Fogh Jensen forklarer, at det især gør sig gældende i de fag, hvor projektarbejdet fylder meget. Det er ofte job, hvor man har mange bolde i luften, og hvor det

bliver set som en kvalitet at have gang i mange forskellige ting på samme tid. Som i mediebranchen. “Mediebranchen er samtidig underlagt den idé om, at det gælder om at komme først - og ikke alene at sige det sande. Kun det nyeste er relevant, og derfor er den meget hektisk,” siger han. Det skyldes også, at projektfagene ofte er fag, hvor folk realiserer sig selv. Det betyder ofte, at arbejde og fritid flyder sammen, og derfor kan det være svært at skelne mellem, hvad der er hvad. “Travlhedskulturen er prestigefuld, fordi den associeres med, at man er efterspurgt,” siger Anders Fogh Jensen.

En forældet tilgang

Siden sine to blodpropper og sit exit fra mediebranchen har Anders Langballe fået nyt job som kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening. Her oplever han en helt anden kultur. Her på arbejdspladsen er det ikke en dyd at have travlt, sagde chefen. “Jeg tror, at det er en dyd, der er fremherskende blandt mange ledere uden for vores branche. Det der med at piske sig selv og bevise, hvor vigtig man er ved at have travlt, det var en dyd, da jeg forlod mediebranchen. Så er vi vigtige. Så er vi noget. Når man kigger ind i andre brancher, så er det en dyd ikke at have travlt, men at lave kvalitet,” siger Anders Langballe. Han oplever, at ledere i andre brancher ser det som deres opgave at sikre, at man ikke ødelægger sin egen branche ved at have for travlt. “Jeg tror, at mediebranchen hænger fast i en old-school-opfattelse af, hvordan man laver ledelse. Det her med at gå den ekstra mil, at man er en fandens karl, hvis man her travlt, det er formentlig en forældet tilgang,” siger han.


22

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

TEMA

Arbejdsdag fra 07:09 til 00:15 - og glad for det Chefredaktør for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, er 33 minutter forsinket. Et møde trak ud. Lobbyen på Hotel Atlantica i Aarhus tilbyder udsigt til DOKK1 og en rolig atmosfære. En arbejdsdag uden tidsbegrænsning og med glohed indbakke er standarden for hende. Men det kan kun lade sig gøre, fordi en god mand derhjemme hjælper hende med alt det rundt om. TEKST OG FOTO: RIKKE MATHIASEN

Uret viser 19:20, og Marchen Neel Gjertsen har ikke fået aftensmad endnu. Hun sidder på sit hotelværelse og sender mails afsted. Atlantica får altid fornøjelsen af at huse hende. Receptionisterne kender hende, så der er ikke brug for ind- og udtjek, og regningen bliver automatisk sendt til Jyllands-Posten. I kufferten har hun sit rejsesjippetorv.

”Det er svært at få alting gjort, hvis man mister timerne mellem 16:00 og 20:00.”

Pendlerlivsstilen mellem hovedstaden og Aarhus kan kun lade sig gøre, fordi der er klare rammer for arbejdsfordelingen på hjemmefronten.

Det handler om at bruge mindst mulig energi på simple beslutninger. Journalistikken er det vigtigste. Så det er der, Marchen Neel Gjertsen lægger de fleste af sine kræfter. Ikke i aftensmaden. Derfor går turen altid til Streetfoods mexicanske hjørne, hvor Marchen ved nøjagtigt hvilken salat, hun skal bestille.


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

TEMA

For Marchen Neel Gjertsen har jobbet som journalist altid været førsteprioritet. Og det falder hende helt naturligt. Arbejdet genoptages gerne, når datteren Solvej på 5 år er lagt i seng hjemme i København.

Dengang hendes mand arbejdede som kulturjournalist, kunne det være svært at få hverdagen til at gå op, når de var to forældre med presserende deadlines. I dag har hendes mand skiftet erhverv til kommunikationschef for et ejendomsselskab.

I dag blev den første mail sendt afsted kl. 07:09. Den sidste blev sendt 00:15.

23


24

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

TEMA

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

TEMA

TEKST: BENEDIKTE STØJBERG PEDERSEN & AMALIE THORLUND JEPSEN

A

ILLUSTRATION: NIKOLINE RYTTERGAARD

lberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet på sjette måned, har sat dagens sidste punktum. Nu står hun overfor et valg: Skal hun sende en mail til ledelsen, om at hun igen har arbejdet over? Alberte lukker computeren. Mailen sender hun ikke. Kollegerne er ellers gode til at prikke hende på skulderen. Husk at indberette dine ekstra timer, siger de. Så hvorfor arbejder Alberte alligevel gratis? ”Det er ofte, jeg ikke sender en mail, fordi jeg synes, at der er en stemning blandt praktikanterne om, at man ikke melder overarbejdet ind. På den måde viser man, at man gerne vil arbejde over,” fortæller Alberte Ravn Skoglund. I den anden ende af landet reflekterer Anne Poulsen over sin opstart som praktikant på Jyllands-Posten. ”Den første måned arbejdede jeg videre hjemme, fordi jeg ikke kunne lade arbejdet ligge. Jeg havde tanken: ‘Hvis jeg nu lige får snakket med ham kilden, inden jeg møder på arbejde, så kan jeg gå direkte i gang med at skrive’,” siger Anne Poulsen. Hun oplever at arbejdstid og fritid smelter sammen. Ansvaret placerer Anne Poulsen hos sig selv. “Det er min egen fejl, for der er ikke nogen, som har bedt mig om at arbejde over,” siger hun. Steen Rosenbak, chefredaktør på JyllandsPosten, ser ikke en generel tendens til et for højt indre arbejdspres blandt praktikanterne. “Ambitiøse mennesker vil ofte lægge et betydeligt pres på sig selv, og hvis man er praktikant på Jyllands-Posten, er man i udgangspunktet ambitiøs med sin journalistik. Men jeg vil ikke sige, at det er en generel oplevelse, at vores praktikanters indre arbejds-

25

”Det indre pres kan være godt, men jeg plejer også at kalde det honningfælden - når arbejdet er så spændende, og vi er så engageret i vores arbejde, at vi glemmer at passe på os selv,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund. Arbejdsglæden skinner igennem i undersøgelsens konklusioner. Over halvdelen af de adspurgte mener ikke, at de arbejder for meget, og 88 procent sagde, at de ville være trygge ved at gå til deres chef, hvis de følte, de arbejdede for meget. Kradser man i den pæne overflade, dukker der alligevel problematikker frem. En tredjedel af praktikanterne kan krydse flere væsentlige stresssymptomer af på listen. Her er nogle af højdespringerne søvnløshed, indre uro og hjertebanken.

Frygten for at sige fra

Stresskulturen blandt journaliststuderendeog praktikanter er velbeskrevet af Dansk Journalistforbund. Så sent som i 2017 udkom en undersøgelse, som viste, at 35 procent af studerende har et højt stressniveau. Flere respondenter beskriver i Illustreret Bunkers undersøgelse deres stresstilstand som ”deres egen skyld,” samt at de arbejder over, fordi ”alle gør det.” Andre skriver, at de ville være utrygge ved at sige fra overfor arbejdsmængden, af frygt for hvordan de vil fremstå over for arbejdsgiveren. Denne frygt sidder også i Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands-Posten. “Hvis det hele virkeligt brænder på, så ville jeg nok godt kunne råbe højt. Det handler mere om min evne til at sige fra, end det handler om min chef. Jeg ville måske være bange for at virke ‘lad’ eller ‘uegnet til jobbet’,” siger Anne Poulsen. Steen Rosenbak, chefredaktør på JyllandsPosten, maner frygten til ro. “Praktikanterne kan uden tvivl trygt gå til ledelsen og sige, at de arbejder for meget. Jeg tror, at praktikanter vil opleve, at det nytter at gøre opmærksom på arbejdspresset,” siger han.

Det indre pres kan være godt, men jeg plejer også at kalde det honningfælden - når arbejdet er så spændende, og vi er så engageret i vores arbejde, at vi glemmer at passe på os selv.

pres er for højt – det er meget forskelligt fra person til person,” siger Steen Rosenbak.

Honningfælden

En ny undersøgelse fra Illustreret Bunker viser, at mange journalistpraktikanter er styret af et indre pres. Det er på trods af, at de beskriver deres arbejdsforhold som gode. Presset fører til, at en tredjedel af praktikanterne ugentligt arbejder over. En stor del af dem uden betaling.

Anne Poulsen og Alberte Ravn Skoglund er ikke alene med deres hang til gratis overarbejde. En praktikantundersøgelse fra Illustreret Bunker med fokus på arbejdspres- og vaner viser, at omtrent 40 procent af praktikanternes overarbejde er frivilligt og ulønnet. Helt konkret arbejder hver tredje adspurgte praktikant tre timer eller derover ekstra om ugen. Spørger man dem, hvorfor de bliver siddende på kontorstolen, peger de ikke på et ledelsesmæssigt pres. Den primære grund til overarbejdet er derimod, at praktikanterne finder det sjovt og spændende, dernæst at de gerne vil indhente arbejdsmængden. Kun 10 procent af de adspurgte mener, at de arbejder for meget. Ifølge journalisternes fagforening, Dansk Journalistforbund, skal man være varsom med at lade arbejdsglæden presse én ud over kanten.

- Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund

Derudover tilføjer han, at det ledelsesmæssigt ikke er nok at forvente, at praktikanten selv gør opmærksom på, at vedkommende føler sig presset. Derfor holder Jyllands-Postens fagredaktører og praktikvejledere proaktivt øje med eventuelle faresignaler.

Hvem har ansvaret?

Hver dag går Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet, på arbejde med fokus på at yde sit bedste, fordi man, som hun selv siger, gerne vil vise, at man var den rette at hyre. Det er ikke et sjældent syn, at man ser hende siddende i kontorstolen, en time efter hendes vagt er afsluttet. Ekstra Bladet er jo et nyhedsmedie, hvor artikler skal sendes afsted, før dagen er slut. ”Jeg ser det ikke som et problem, fordi jeg selv gerne vil lave det færdigt, og gøre et godt stykke arbejde, ” siger Alberte Ravn Skoglund. ”Men der er nogle dage, hvor det godt kan være hårdt, fordi man synes, at man har knoklet meget, og samtidig godt ved, at


26

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

TEMA

Hvor mange timer arbejder du om ugen?

Lavet med Datawrapper

Hvilken slags overvarbejde laver du?

Lavet med Datawrapper

Hvad er grunden til, at du bliver på arbejdet?

Vil du trygt kunne gå til din chef/praktikvejleder og sige, at du synes, du arbejder for meget?

Lavet med Datawrapper Lavet med Datawrapper

man ikke kan gå, før man har lavet det færdigt.” Selvom de hos Dansk Journalistforbund ikke har en officiel holdning til overarbejde, deler deres arbejdsmiljøkonsulent, Tom Hansen, det op i to kategorier: Det overarbejde der skyldes indre pres og ydre pres.

”Et ydre pres om at arbejde mere er ikke okay. Her er vores grundholdning, at man skal få løn for det arbejde, man laver,” siger arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen. Mere vanskeligt bliver det, når det gælder det arbejde, der er drevet af engagement og lyst til læring. Tom Hansen kan godt forstå, hvis man som praktikant sidder i et arbejdsmæssigt flow og synes, at det er en god investering at blive. Selvom han mener, at ledelsen har det store ansvar for at passe på sine ansatte, opfordrer han også praktikanterne til at mærke efter og passe på sig selv. Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands-Posten, har selv haft samme tanker. ”Man bør stoppe op og tænke: ‘Jeg er stadig under uddannelse. Måske lærer jeg ikke mere af at sidde til klokken halv ti om aftenen og arbejde på en artikel, som jeg i princippet bare kan lave færdig i morgen’,” siger hun. Vi har forsøgt at få en kommentar fra Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Mediebranchen stresser - men mere end andre?

En undersøgelse fra 2018 viser, at mere end halvdelen af de ansatte på danske medier i forskellig grad er stressede. Der er imidlertid tvivl om, hvor ansvaret ligger, og hvordan problemet skal kommes til livs. TEKST: ASTRID SIMONE KJÆR

H

ILLUSTRATION: NICOLINE SØRENSEN

vor stressede er journalister? Det kan være svært at finde tal på. Det tætteste på et konkret mål er en undersøgelse fra Arbejdstilsynet foretaget i 2018, hvor 64 procent af de adspurgte medarbejdere fra mediebranchen havde svaret, at de sjældent, sommetider, ofte eller hele tiden havde følt sig stressede inden for de seneste to uger. Undersøgelsen afsøgte, hvor mange medarbejdere der havde følt sig stresset inden for de seneste to uger i forskellige erhverv. Mediebranchen havde den 18. højeste score ud af de 74 erhverv, der blev undersøgt.

Højt, men ikke alarmerende højt

Spørger man Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, lyder 64 procent højt. Dansk Erhverv varetager interesser for adskillige erhverv, herunder flere mediehuse. Dog mener han ikke, at her er tale om et ualmindeligt højt tal sammenlignet med andre erhverv. “Selvfølgelig har vi et problem med stress og arbejdspres. Det er der ikke nogen tvivl om. Sammenlignet med andre erhverv, mener jeg dog ikke, at her er tale om et alarmerende højt tal,” siger han. Han hæfter sig ved, at mange andre erhverv også har en relativt høj procentandel. Desuden mener han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at journalister oplever

et naturligt pres i deres dagligdag i form af deres arbejde med deadlines. Et aspekt, der ifølge Thomas Rønnow, ikke kun er negativt, da nogle trives under dette pres. Dansk Erhverv tilbyder en række værktøjer til deres medlemmer, når medlemmerne henvender sig med spørgsmål. Spørgsmål, som blandt andet drejer sig om det psykiske arbejdsmiljø. “Vi er sat i verden for at hjælpe virksomhederne. Det gør vi ved at rådgive virksomhederne, når de kommer med konkrete spørgsmål,” siger han. Thomas Rønnow henviser dog til, at det er op til de enkelte virksomheder at bekæmpe stress på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljøloven. Desuden påpeger han, at de ikke oplever mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål vedrørende stress eller pres på arbejdspladsen. Noget, han mener blandt andet kan skyldes, at der allerede kører et trivselssamarbejde mellem Dansk Erhverv og virksomhederne, hvor medlemmerne kan få rådgivning til arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Lokale løsninger virker hos DR

Anette Dalsgaard, arbejdsmiljøkonsulent ved DR, anerkender, at 64 procent lyder som et højt tal. Når det kommer til DR selv, er det dog ikke hendes oplevelse, at der er et generelt problem med stress i forhold til andre arbejdspladser. “Jeg mener ikke, at der er et generelt

problem. Der kan godt være problemer lokale steder i DR, men jeg oplever ikke, at DR som helhed ligger anderledes sammenlignet med andre virksomheder,” siger hun. Når der opstår et problem med arbejdsmiljøet i DR, for eksempel stressrelateret, så løses det i den lokale afdeling. HR-afdelingen sidder inde med råd og vejledning til de forskellige afdelinger, men det er den enkelte afdeling, der finder en måde, de kan komme problemet til livs. En metode, som Anette støtter op om. “Lokale løsninger er helt klart det, som virker allerbedst,” siger hun. Overordnet set mener hun, at der gøres meget for at forebygge stress, for eksempel gennem trivselsundersøgelser og med hjælp fra arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere. Om der bliver gjort nok på nuværende tidspunkt, har Anette Dalsgaard dog svært ved at sige noget om. “Jeg synes vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed, men om det er nok i det enkelte tilfælde er enormt svært at sige,” siger hun.

Afviser ikke større fokus

Thomas Rønnow har svært ved at se, hvordan de i Dansk Erhverv kan hjælpe virksomhederne med at løse problemet med stress. De stiller allerede rådgivning til rådighed som supplement til virksomhederne, der har ansvaret. Han afviser dog ikke, at et større fokus på arbejdsrelateret stress, fx i medierne, kunne medføre, at problemet alligevel blev

taget op i Dansk Erhverv. et svært emne, fordi det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed og afdeling til afdeling, hvad det er, der udløser stress,” siger han. Spørger man Anette Dalsgaard, om der kunne gøres en større indsats, afviser hun ikke, at stress bliver et emne, som skal tages op i en større skala ved DR. “Stress har været et problem i mange år efterhånden, og det bliver ved med at dukke op. Derfor skal vi hele tiden have en opmærksomhed omkring det,” siger hun. Spørgsmålet er bare hvornår og på bekostning af hvad. “Men, hvornår er det lige tid til at sætte ekstra ind på det felt? Det er en prioritering, og der er grænser for, hvor meget en organisation kan rumme.”


EN

FAGLIG

FESTDAG

FOR

STUDERENDE

ARRANGERET

AF

STUDERENDE

DMJX Fagfestival fredag 12. november Sådan laver de Genstart Spørg Google-chefen om alt Gonzo med René Fredensborg Tips fra Euromans portrætmester Flow-tv dør - sådan gør de på TV 2 Play Giv stenalderen liv på sociale medier Masterclass med Christian Bennike Workshop i den gode speak Sådan skriver du en bog DJ, quiz, fest og pizza Og meget mere!

OPLÆG

/

WORKSHOPS

/

DEBATTER

/

UDSTILLINGER

/

FEST


28

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

TEMA

Jeppe Villadsen skiftede mediebranchen ud med gelato

Efter flere år med arbejdspres og mangel på anerkendelse valgte Jeppe Villadsen at trække sig fra medieverdenen og åbne en italiensk isbod. Selvom den nye hverdag indebærer lange arbejdsdage, fortryder den tidligere Afrika-korrespondent ikke sin beslutning.

D

TEKST & FOTO: MATILDE KROGSGAARD

uften af citrus fylder næseborene, så snart man træder ind i Isoteket. På hylderne står eksotiske frugter og krydderier klar i den lille isbod på Østerbro. Ejeren af stedet er en tidligere journalist med speciale i Afrika og gelato. Og nu også i sjus-is. En tilbagevendende fredagstradition, hvor Isoteket fremstiller en ny og festlig kugle til vaflen. I dag står den på stout-øl fra den lokale brygger blandet op med en mørk chokolade. Med ét brydes aromaerne og citrusduften

af et friskt vindpust, og en smilende mand med lettere vindblæst hår træder ind i det 49 kvadratmeter lille lokale. Med et par hurtige skridt er han omme bag disken for lige at tjekke op på medarbejderen i forretningen, inden han høfligt hilser på, nu klar til at fortælle sin historie. En historie om en mand, der efter en lang og succesfuld karriere som freelancejournalist, redaktør og korrespondent fik nok af mediebranchen og af den manglende anerkendelse og derfor begyndte at lave is. Med ét mål: den skulle være verdens bedste. For Jeppe Villadsen, som den tidligere journalist hedder, går ikke ind i et

projekt uden at sigte mod det bedste. Heller ikke når han skifter karriere. Der er ikke mange, der kaster sig ud i ting, som Jeppe Villadsen gør det. Han kastede sig ud i journalistikken, mens han stadig læste på sociologistudiet. Fløj til Afrika trods en succesfuld karriere hjemme i Danmark. Tog hjem, fik børn og blev journalist på Euroman. Mistede glæden ved mediebranchen og kastede sig på ny ud i ukendt farvand: italiensk gelato. For Jeppe er en stolt mand, og til sidst var han blevet tilpas træt og frustreret over mediebranchen. Så åbnede han computeren,

satte sig ned og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister. Ned gennem opslag om amatør-kunstnere og nyåbnede støbeovnspizzeriaer. Ned over en international facebook-gruppe kaldet Whats your plan B?

Det første møde med mediebranchen

Første gang Jeppe Villadsen tænkte, at han skulle lave et karriereskift, var efter en fødselsdag i slutningen af 90’erne. Jeppe var på dette tidspunkt ved at færdiggøre sin bachelor i sociologi, da han over en brunch faldt i snak med en kvinde, der spurgte ind til hans


TEMA drømme. Men hvad skulle han svare? Nok noget med ministerier og det offentlige. ”Så kigger hun bare på mig og spørger: Er det ikke lidt tidligt at have så lave ambitioner for sig selv?” siger Jeppe. I 2001 sad Jeppe derfor på Informations hektiske gange, for kvindens spørgsmål havde sat sig i ham. Inden da havde han færdiggjort sin bachelor i sociologi og taget en overbygning i journalistik på Roskilde Universitet. Og nu havde han scoret en eftertragtet praktikplads på Information, for han drømte om en verden langt fra det offentlige. På Information var det lærerigt, men hårdt. Jeppe fik lov til at lave alt det samme som de fastansatte journalister - bare mere. Meget mere. ”I min praktiktid på Information var der et enormt dagligt pres - et pres som jeg efterfølgende har gjort alt for at undslippe,” siger han. Han husker ikke Information som en varm arbejdsplads, men det skyldtes måske også hans egen måde at være på. Det passer Jeppe godt at have sit eget og gøre tingene på sine præmisser i stedet for at være underlagt en redaktør og stramme deadlines. Jeppe brændte ikke for stramme deadlines og nyheder. Han ville sætte et aftryk med sin journalistik. Det, syntes han ikke, var muligt, hvis han blev i dagbladenes verden.

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

Jeg troede, at jeg ville kunne flygte fra alt stressen i mediebranchen ved at blive ismager, men jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er blevet bedre til at håndtere arbejdspresset. - Jeppe Villadsen, ejer af Isoteket

Ulrikke Moustgaard, en tidligere kollega, havde sendt et link til en Facebookgruppe under navnet Whats your plan B? En amerikansk gruppe for tidligere og nuværende mediefolk, der skrev om deres liv efter journalistikken. Pudsigt, tænkte Jeppe. Det var længe siden, han havde snakket med den tidligere kollega. Hvorfor var hun pludselig interesseret i hans fremtidsplaner? En smule fornærmet åbnede han alligevel sin computer, trykkede på linket og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister indtil han faldt over et opslag, som var skrevet af gruppens stifter. En tidligere journalist, som havde droppet at være fotograf og startet sit eget stenovnspizzeria. Hans løn var siden fordoblet og blodtrykket halveret.

Fra istid til ismager

Et år senere sad Jeppe i et klasselokale i Bologna. Han var netop startet på Carpigiani Gelato Universitetet for at lære at lave is. Et universitetet oprettet af en italiensk ismaskinefabrikant, der tilbyder over 500 kurser i madvidenskab. ”Det var ligesom at starte på journalistuddannelsen. Undervisning fra morgen til aften - jeg elskede det,” siger Jeppe, mens han bærer den ene store sukkerpose efter den anden ind i is-forretningen på Østerbro. Han tjekker lige, at alt spiller, inden vi kan bevæge os videre mod hans anden isbod ved søerne. På en ferie i Rom gik det op for Jeppe, at han havde en plan b. Da han smagte en perfekt cremet gelato - noget, han ikke kunne få i København, vidste han det: han ville starte en isforretning om sommeren og skrive bøger om vinteren. Det var slut med journalistik, i hvert fald rugbrødsartiklerne. ”Jeg havde en tro på, at jeg kunne lave verdens bedste is. Samtidig var jeg frustreret over, at jeg ikke kunne lave ting af varighed i mit arbejde. Som det at skrive bøger. Det ville jeg aldrig få råd til, hvis jeg blev ved med at være freelancer,” siger han. Romanen eksisterer kun i form af ufærdige noter, men is-virksomheden går fortræffeligt. Men det har ikke været nemt, og det er det stadig ikke. Jeppe har nemlig haft galoperende stress det sidste halve år. Det er ikke lige sådan at håndtere medarbejdere - til gengæld er han forundret over, hvor hurtigt han lærte at lave is. ”Jeg troede, at jeg ville kunne flygte fra al stressen i mediebranchen ved at blive ismager, men jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er blevet bedre til at håndtere arbejdspresset,” siger han.

Turen går til Afrika

Med få kroner på lommen og en drøm om at skulle lave dybdegående journalistik valgte Jeppe derfor i 2008 at rejse til Nairobi med sin kæreste. Her fik han hurtigt skrevet en række dybdegående artikler om aids, og i starten føltes det faktisk som om, at hans journalistisk blev anerkendt. Men stille og roligt aftog følelsen. For livet som freelancer i Afrika var hårdt, og der fulgte ikke mange penge med. Hans artikler blev solgt som styksalg til en umådeligt dårligt sats. Så sammen med sin kæreste rejste han hjem til København. Han fortsatte dog med at lave journalistik fra Afrika, nu pendlede han bare til og fra kontinentet. Men da Jeppes mindste søn kom til verden, og medierne fortsatte med at betale mindre for hans artikler, blev det for meget for den stolte journalist. ”Jeg blev nødt til at genopfinde mig selv.” siger han. En aften sad han i Nairobi med computerens lys i ansigtet, netop kommet tilbage fra en 10-dages-reportage rundt i Sydafrika. Selvom han havde skrevet vigtige artikler om alt fra hungersnød til unge kvinders skæbner, tænkte han alligevel ‘hvad laver jeg her?’ Han skrev en ansøgning til et barselsvikariat på Euroman. Et job, som skulle føre ham væk fra det hårde freelanceliv og henimod den stabilitet, som han var blevet klar til. ”Det var noget nær alle skrivende journalister i Danmark, der søgte jobbet. Så får jeg det. Før alle andre. Jeg tænkte bare ’Nu har verden endelig set, hvor fantastisk jeg er.” Jobbet skulle dog vise sig ikke at være så fantastisk, som Jeppe havde forestillet sig.

Aldrig mere journalistik?

Vendepunktet

I Isoteket banker Jeppe pludselig benet op i det ustabile cafébord og kaffen, der står på det, ryster en smule. ”Jeg har nok altid følt, i min journalistiske karriere, at anerkendelse har været en mangelvare, og tiden på Euroman var ingen undtagelse. Jeg følte mig groft marginaliseret,” siger han. Måske var det på grund af den midlertidige stilling som barselsvikar. I hvert fald var han stresset og mener, at han lavede mere end de

29

Jeppe Villadsen sælger over 100 originale varianter i Isoteket. Ofte kan man finde rødbede, lime og stjerneanis eller kaffe og citrongræs i disken. fastansatte journalister - præcis som da han var på Information. Efter mere end 10 år i branchen følte Jeppe sig igen som en praktikant. Om aftenen talte han ned til sidste arbejdsdag. Jeppes kone var højgravid med deres

anden søn, og når han sad i sin lejlighed på Nansensgade, håbede han inderligt, at hans kone snart ville gå i fødsel. Så han tidligere end planlagt kunne stoppe på Euroman. Det var en af de aftener, en SMS fik displayet på Jeppes telefon til at lyse op.

Jeppe er ved at hjælpe sin medarbejder i isforretningen ved søerne med at skovle is op af disken og uddelegere smagsprøver. På trods af den bidende efterårskulde er her mange mennesker. Jeppe er stolt af sit isimperium, men hans løn er ikke fordoblet og blodtrykket langtfra halveret. Og der sidder stadig en snert af journalist i ham. ”Jeg var rigtig hurtig til at få en is-identitet, men jeg er ikke ikke-journalist. Det kan man nok aldrig blive, når man først har været i gamet,” siger han. Han er glad for sit valg. For endelig har han opnået det, som han ikke kunne få som praktikant på Information, som skribent på Euroman, som Afrika-korrespondent og som freelancer. Anerkendelse. På trods af, at han - efter eget udsagn - var en “ret god journalist”, så har han også en erkendelse. ”Jeg føler, at jeg som ismager har sat et større aftryk, end jeg nogensinde har gjort som journalist,” siger han.


30

ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

OPINION

Hønen eller ægget? TEKST: NINA SCHAUMANN, OPINIONSREDAKTØR

P

PÅ ILLUSTRERET BUNKER ILLUSTRATION: ROSALINE LANGE

å nuværende tidspunkt bliver det nok svært at finde en journaliststuderende på DMJX, som ikke har hørt til debatten om vores politiske holdning. Kontrast, som er selvudnævnt til at være Danmarks borgerlige medie, bragte historien baseret på tal fra underviser Kresten Roland Johansens undervisning. Her viser tal fra andet og tredje semester, at vi stemmer ret så rødt, og at Enhedslisten lige nu er det største parti blandt de studerende. Jeg har forsøgt at sætte nogle ord på de tanker, jeg, som jævn journaliststuderende, har siddet tilbage med. I tillæg til det har jeg også spurgt Kresten, hvad han selv mener om debatten.

Kvoter er spild

Når Anders Krab-Johansen, administrerende direktør i Berlingske Media, tweeter, at han håber, ’ledelsen og underviserne vil rette op på skævheden’, så stiller jeg mig meget forundret overfor det. For mig at se kan skolen ikke regulere det direkte, medmindre de indfører kvoter for politiske overbevisninger. For er vores politiske overbevisning hønen, et tegn på en indoktrinering på skolen, der allerede har haft en effekt på andet semester, eller ægget, tiltrækker skolen blot en meget specifik type mennesker? Og hvordan skal man regulere det? Folk kan lyve, og det er sjældent set, at man står det samme sted politisk hele livet igennem. Så hvis man kigger på den politiske holdning blandt journalister i alle aldersgrupper, så ser fordelingen nok noget anderledes ud. Det skal nok regulere sig selv. Præcis på samme måde, som den danske befolkning bliver mere blå med alderen.

Repræsentativt for befolkningen

Hvis man indfører kvoter, så skal man vel også indføre det for etnicitet og social klasse – kvoter, som skolen, og i sidste ende medieverden, nok i virkeligheden vil drage meget mere fordel af. Fordi det som slår mig mest, når jeg kig-

ger rundt på skolen, er, hvor ens vi egentlig er. Den klassiske journalist i Danmark, hvid og fra den øvre middelklasse, lever stadig i bedste velgående. Og så vil de langt hellere skrive om Østerbro end Aabybro - Christiansborg fremfor Padborg. Dermed ikke sagt at der ikke kan findes outliere. Men de er, som sagt, outliere. Jeg mener, at journalistik i Danmark vil stå meget stærkere, hvis man fokuserede mere på diversitet på de områder, fordi man i højere grad kan spotte historier og kilder, når de minder mere om en selv.

Frygten for at svare

Lad os slå fast, at de her tal sagtens kan bruges til at sige noget om den generelle tendens. Det er altid lige omkring 70 procent, der svarer på undersøgelsen hvert semester. Det efterlader dog alligevel omkring 30 procent, der undlader at svare af forskellige grunde. Er der nogle fællestræk for den sidstnævnte gruppe? Et dillemma kan være, hvis de ikke tør tilkendegive deres holdning, måske fordi de er bange for at blive genkendt af Kresten eller de medstuderende. Til det siger Kresten, at det helt sikkert er en mulighed, men fordi vi ikke har svarene, så kan man selvfølgelig ikke konkludere noget. Derudover kan man spekulere i, hvorvidt at nogle højreorienterede i virkeligheden enten hører til den gruppe, eller hvis de har svaret, så har de løjet omkring deres svar, fordi de føler sig som et mindretal. Hvis dette er tilfældet, så skal vi være bedre til at skabe et mere tolerant miljø. Man skal som studerende have modet til at have ens politiske holdninger og ikke føle, at man er en forkert eller dårligere journalist af den grund.

Forestillingen om en journalist

Hvis man har et brændende ønske om at gøre op med den politiske skævvridning, man ser blandt de studerende - og man vælger at tro på, at deres holdninger er et produkt af tidligere oplevelser fremfor undervisningen og miljøet på skolen, så skal man kigge et helt andet sted hen. Når jeg snakker med venner, bekendte og hvem jeg ellers lige møder, og når jeg læser om journalistik, så går den samme forestilling igen: Vi er den lille mand, som går i clinch med de onde, stygge magthavere.

Man kan i stedet forsøge at omstille det til, at en journalist kan og skal være mange ting. Så tror jeg, at de typer, man tiltrækker, vil være meget mere repræsentative for den generelle politiske holdning blandt unge mennesker. Man vil også kunne skabe en mere alsidig skole, hvor flere befolkningsgrupper har lysten til at søge ind.

Den objektive journalist

For igen at vende tilbage til Kontrast-artiklen, som startede det hele, så har de for mig at se i høj grad formået at holde den saglig og har kunnet belyse begge sider af sagen. Dette giver Kresten også udtryk for, og han nævner, hvordan de har kigget på den generelle politiske holdning blandt unge danskere, og har endda korrigeret for dem, som enten ikke vil stemme eller som stemmer blankt. Her viser de netop, at unge generelt stemmer mere på røde partier fremfor de blå. Kresten giver udtryk for, at ikke alle medier har dækket historien ligeså godt, uden dog at give eksempler. Det er på trods af, at Kontrast sikkert kunne

det være en god forklaring, at de har sat sig på den progressive klimapolitik - noget, som unge i høj grad lægger vægt på. Når jeg lytter til mine jævnaldrende, både på og uden for skolen, så fylder de enkelte mærkesager mere for dem, end den brede linje gør. Dermed sagt, at klimapolitikken og uddannelsesbeslutninger fylder mere end skattepolitik. Og den tendens kan for mig at se sagtens ændre sig, så vi ender med at gå mere op i skattesatser, når den tid kommer, og vi alle sammen bliver mere blå.

Socialist = journalist

Vi ender op med det klassiske spørgsmål: Hvad kommer først, hønen eller ægget. Eller, sagt på en anden måde, bliver vi socialister, fordi vi er journalister? Eller bliver vi journalister, fordi vi er socialister? Jeg kan ikke nikke genkendende til, at hverken vores undervisere, deres materiale, eller ledelsen har prøvet på at påvirke os, bevist eller ubevist. I stedet lægger de vægt på selvstændighed, åbenhed og på at være en kritisk journalist. Og det er altså på trods af, at vi studerende ihærdigt forsøger at gætte deres politiske ståsted. Om vi gætter rigtigt, det er ikke til at vide. I stedet bør diskussionen gå på, hvordan journalistikken bliver præsenteret ude i det gængse land.

have solgt deres egen pointer meget bedre, hvis de havde undladt at fortælle den side af sagen. Selvom dette kun er et eksempel på én artikel fra ét medie, så er det et godt eksempel på, at politisk overbevisning, for en dygtig journalist, ikke behøver at stå i vejen for at dække sagen på en måde, så begge fløje er tilfredse. Hvis vi skal kigge på det største parti for tiden, Enhedslisten, så kan

HVAD MENER DU? Illustreret Bunkers opinions-sektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at dele deres mening om studie, skole, journalistik eller kommunikation. Vi bringer opinionsindlæg i avisen ad to omgange pr. semester. Har det interesse? Så skriv til redaktionen på debat.illbunker@dmjx.dk


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

OPINION

31

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdning

DMJX har en studenterdemokratisk krise TEKST: MARKUS VALENTIN JAKOBSEN, FORMAND I KAJ

”V

ILLUSTRATION: SILJE QVIST

i er ytringsfrihedens vogtere og demokratiets forkæmpere.” Det er en sætning, de fleste DMJX’ere kan spejle sig i. Men er det et ideal, de studerende påtager sig for at retfærdiggøre deres fag, eller er det et ideal, de udlever i deres daglige tilværelse - også på lokaldemokratisk plan? Den sidste er i bedste fald diskutabel. Allerede før corona var de studenterdemokratiske organisationer, De Studerendes Råd (DSR) og KaJ, Medie- og journaliststuderende, svækket. Der var hyppige formandsudskiftninger i KaJ - stik imod vedtægterne - samtidig med en dertilhørende økonomisk gæld, og DSR var reduceret til en kaffe- og kageklub, der ikke gav modspil til ledelsen. Hvem er de studenterdemokratiske foreninger? Hvis ikke du ved, hvad de to foreninger arbejder for, får du en grov forsimpling her, selvom foreningerne ofte overlapper hinanden til dagligt. KaJ består af studerende i Dansk Journalistforbund. Vi sponsorerer skolens foreninger, sikrer dig en god praktiktid, bekæmper sexisme i mediebranchen og er de studerendes stemme mod en branche, der forsøger

at forringe vilkårene for praktikanter under praktiktiden og ansøgningsprocessen. DSR kæmper for, at DMJX giver de studerende de bedste rammer. At foreningerne ikke møder trusler om bøder fra bygningsservice, at der kommer fokus på psykisk trivsel, og for at ledelsen altid har de studerendes interesser med i baghovedet, inden de træffer beslutninger på regneark eller i møderum. Status Quo Status er p.t., at KaJ har bragt sexismedagsordenen til ledelsen, der har oprettet et kodeks for god adfærd og til Dansk Journalistforbund, som nu er valgt ind på, at de skal bekæmpe sexisme og styrke uddannelsen af tillidspersoner på praktikpladsen. Som en del af Danske Mediestuderende vandt vi over branchen ved at ændre praktikansøgningsprocessen med effekt fra næste semester, vi har sat psykisk trivsel på dagsordenen, hjulpet med at genetablere DSR, og medlemstallet går stødt fremad. DSR’s bestyrelse er nu atter fuldtallig og kampklar. Første arbejdsdag stod på en dunder-mail til skolens konstituerede rektor, Jens Grund, hvilket resulterede i, at Kurt Strandbar ikke blev straffet og alligevel kunne holde fredagsbar. Studenterdemokratiets vogtere I løbet af første semester på journalistuddannelsen har de studerende faget Journali-

stikken i Samfundet (JiS). Her får de studerende en forståelse for demokratiet, og når de bliver spurgt ind til, hvilken demokratisk form de hælder mest til, er de store stemmeslugere det deliberative og det deltagerdemokratiske demokrati. Desuden var det i dette fag, at sætningen ‘demokratiets vagthunde’ for alvor kom ind under huden. Man skal dog ikke kigge længere end til Illustreret Bunker, hvor inde-sektionen er underprioriteret til fordel for større portrætter af journalisternes forbilleder, for at se krisen. I tidligere tiders udgaver af avisen var der jævnligt kritisk journalistik om KaJ og DSR, samt de andre foreninger på skolen, om, hvordan de forvalter deres penge - dine penge - og deres holdninger blev efterprøvet. Kritisk journalistik er vigtigt i ethvert demokrati - også på skolen. Når det kommer til at værne om de delibe-

rative og deltagerdemokratiske værdier på skolen, så halter de studerende. KaJ’s bestyrelse er halveret og der var ingen interesse for DSR’s generalforsamling hos Illustreret Bunker eller de studerende. Vi må håbe, de kommer til KaJ’s generalforsamling. Generalforsamling og fest i KaJ Den 9. oktober er der generalforsamling i KaJ på skolen. Det har de seneste 25 år været semestrenes største fest, og der er da også brugt lige under 100.000 kr. på dette arrangement. Vi får se, om corona har ødelagt traditionen med et stort fremmøde - både til første og anden halvdel af dagen. Forhåbentligt har de studerende stadig idealer, s t i l l e r op til bestyrelsen eller blot forholder sig kritisk overfor ledelsen af skolens største forening. Mon skolens lokaldemokrati går fortids-tider i møde? Det håber vi.

Må man løbe fra en forhåndsaftale? RANE VON BENZON, FORMAND FOR

E

DANSKE MEDIESTUDERENDE

ndnu en omgang praktiksøgning står for døren, og det betyder også, at man skal forholde sig til ting som praktikmesse, Åbent Hus-uge, Panikdag og forhåndsaftaler. Særligt sidstnævnte kan efterlade mange spørgsmål. Hvad er det nu lige, det er? Er der ikke noget med, at det er forbudt? Må man gerne sige ja til en? Må man løbe fra den igen? Kort fortalt er en forhåndsaftale, når et praktiksted ringer inden Panikdagen for at tilbyde den studerende en praktikplads. Teknisk set kan forhåndsaftaler ikke lade sig gøre, men i praksis er det noget, der sker. Det kan teknisk set ikke ske, fordi de bindende aftaler først kan indgås på Panikdag, hvor man underskriver kontrakten. Derudover har praktikstederne og Dansk Journalistforbund, herunder Danske Mediestuderende og KaJ, indgået et ’code of conduct’, hvor alle blandt andet har skrevet under på, at de ikke tilbyder forhåndsaftaler. Hvorfor den tekniske forklaring er vigtig, vender vi tilbage til. Men på trods af enigheden om ikke at indgå dem, så er forhåndsaftaler noget, der i høj grad sker.

DJ RUC, som er KaJ’s søsterforening for de journaliststuderende på Roskilde Universitet, har lavet en undersøgelse af forhåndsaftalerne under sidste efterårs praktiksøgning. Her svarede 73 procent af de adspurgte studerende, at de var blevet tilbudt en forhåndsaftale. Som studerende kan man altså godt forberede sig på, at der er et medie, som i løbet af Åbent Hus-ugen ringer og tilbyder en plads. Her kan det være brugbart at gøre sig nogle tanker om, hvad man vil gøre, hvis det sker. Et scenarie vi i Danske Mediestuderende har oplevet flere gange ved de seneste Åbent Hus-uger er, at en studerende har været til en samtale ved et praktiksted om mandagen. Nogle timer efter samtalen ringer praktikstedet tilbage. De vil gerne tilbyde den studerende en praktikplads, men de vil have et svar. Hurtigt. Nogle gange med det samme. For langt de fleste studerende vil opkaldet om en forhåndsaftale sådan set være et beroligende tilbud i en presset tid. Og her er det vigtigt at fastslå. Det er helt okay, som studerende at takke ja til en forhåndsaftale – det er praktikstederne, der ikke må tilbyde dem. For praktikstederne handler det om, at vi, studerende, er lige så attraktive for dem, som de er for os. Samtidig har de seneste års overskud af praktikpladser skærpet pres-

set på praktikstederne for at sikre de rigtige praktikmatches for sig selv, før konkurrenten snupper dem. Men hvad gør man så, når det er mandag og tilbuddet om en aftale ligger på bordet. Der er stadig fire dage tilbage af Åbent Husugen og en masse praktiksteder at besøge og undersøge. Hvordan man vælger at handle, skal man gøre op med sig selv, men her er mulighederne: - Tak nej, hvis du bare ikke føler for det. - Risiker, at pladsen går til en anden og sig, at du er meget interesseret, men vil afsøge flere af dine muligheder. - Hvis kemien og matches bare er helt rigtigt, så sig ja til praktikpladsen og hold fri resten af ugen. - Sig ja til praktikpladsen og led videre for at se, om der er et bedre match et sted. Det er særligt ved den sidste mulighed, at det er vigtigt at understrege, at forhåndsaftaler teknisk set ikke kan lade sig gøre. For den aftale, som den studerende og praktikstedet har indgået, er ikke en bindende aftale. Det er faktisk ikke en gang en aftale. Det er blot en gensidig tilkendegivelse fra begge parters sider om, at man er interesseret i hinanden. Og den distinktion er praktikstederne selv indforstået med.

Så om du skal gå med den sidste mulighed, afhænger af, om du er klar til at ringe tilbage til et praktiksted og sige, at du alligevel ikke vil i praktik hos dem. Hvilket man er i sin gode ret til at gøre. Det er praktikstedet, der har krævet et svar – efter de har snakket med alle deres ansøgere, men før de studerende har haft muligheden for at undersøge alternativerne. Og det er helt fair at blive klogere. Og husk, at både KaJ og Danske Mediestuderende gerne vil hjælpe dig – det er det, vi er her for.

Code of conduct under praktiksøgning

» Ring ikke til dem for at få dem til at sværge troskab eller bekende kulør » Bed dem ikke om at bevise deres loyalitet ved at møde op på bestemte adresser på matchdag » Det er fortsat ikke tilladt at lave bindende forhåndsaftaler » Forsøg ikke at presse de studerende til at love eller aftale noget før deadline » Det er uacceptabelt at spørge ind til private forhold, og der skal være fokus på kønslig skævhed i spørgsmålene


ILLUSTRERET BUNKER OKTOBER 2021

BAGSIDEN

Bagsiden er stedet, hvor der er plads til det sprælske. Vi involverer skolen i form af en brevkasse og udvalgte memes fra DMJX’ helt egne meme-smede.

Brevkasse - Spørg Mette Mørk

Kære Mette

Jeg befinder mig i den kedelige situation, at jeg føler, at jeg har set alt godt på Netflix. Jeg mangler noget nyt. Og jeg mangler inspiration. Derfor vil jeg høre dig til, hvilken undervurderet film du vil anbefale mig at se i weekenden? Hilsen en studerende, der har set for mange film

Kære film-freak

Jeg synes, du skal få dig en sundere interesse. Æd nogle gulerødder og begynd på en interesse, der bringer dig ud i den friske luft. Du kan for eksempel begynde at skrive nummerplader op. Det var ret moderne i 1970’erne. Vi gik op og ned ad villavejene og skrev nummerplader op på alle de biler, vi passerede. Jeg ved stadig ikke rigtig, hvorfor vi gjorde det. Men på den anden side – ved du altid, hvorfor du ser Netflix? Kærlig hilsen Mette, der endnu ikke har set en serie færdig på Netflix

Kære Mette

Hvad er din holdning til Metoo-debatten? Har du nogle råd til, hvad man selv kan gøre, hvis man står i en

Siden sidst i memes Bragt i samarbejde med DMJX memes

ubehagelig situation som ung praktikant eller medarbejder? Hvem skal man gå til, og hvordan skal man gribe det an, hvis man ikke ønsker at skabe opmærksomhed og sætte en masse ting i gang? Hilsen hende, der synes, det er nemt at sige, at man bare skal sige fra.

Kære me-too-forvirrede

Jeg forstår godt, at der er meget, du er i tvivl om. Jeg er 52 år gammel, og jeg synes også, det er svært, men også at debatten er vigtig. Jeg lyttede til Karen Bro og Henrik Qvortrup forleden, og mens jeg lyttede, slog det mig, at en af de store udfordringer er, at vi er to generationer, der simpelthen taler forbi hinanden. Mange i min generation synes, at I er lige lovlig krænkelsesparate, mens I faktisk bare insisterer på at blive set og respekteret, som dem I er. Og så tænkte jeg – for jeg er sjældent dybt filosofisk ret længe ad gangen, det lader jeg Ejvind om: Hver gang mine børn tog et udviklingsspring, var der skrig, skrål og søvnløse nætter, indtil de landede på et højere trin og pludselig kunne vende sig, gå eller sige noget mere. Sådan tror jeg også, det er med den her debat: Vi slår os på begge sider, men vi lander et bedre sted, hvor klamme chefer eller kolleger eller radikale politikere eller Naser Khader forstår, at sådan opfører man sig ikke. Forhåbentlig betyder det, at du slipper for at være den, der bliver bragt i en position, hvor du skal sige fra. Men HVIS du gør, fx i praktikken, så sig det til en kollega, du har tillid til, til tillidsrepræsentanten eller til praktikkoordinator Martin Vestergaard. Tro på, at der en nogen, der griber dig. Den slags skal man ikke gå med selv.

Kærlig hilsen Mette, der tror, vi ender et godt sted

Kære Mette

Jeg står i den situation, at jeg gerne vil holde et sabbatår efter journalistuddannelsen, da jeg ikke er klar til hamsterhjulet endnu. Dog frygter jeg, at det vil gå udover en potentiel karriere, og at jeg lukker en masse muligheder for mig selv, hvis jeg ikke fortsætter i journalist-rutinen efter studiet, da jeg gerne vil være journalist på et eller andet tidspunkt, bare ikke lige med det samme. Hvad vil du anbefale, at jeg gør? Er det en dårlig ide at tage et ”sabbatår” lige efter uddannelsen? Hilsen den fremtidsgrublende studerende

Kære fremtidsgrubler

Engang skrev man i hinandens poesibøger. (Googl det, hvis det ikke siger dig noget) Og en sætning gik igen: Husk at elske mens du tør det. Husk at leve mens du gør det. Dengang fattede ingen af os, hvad det betød. Men det lød dybt. Vi anede heller ikke, at det var Piet Hein, der havde kondenseret livet ned i den sætning. Men den har hængt ved hos mig siden. Og hvorfor underholder jeg dig med det? Fordi jeg tror, du har fattet, hvad det handler om. Hold et sabbatår. Lev. Kys. Alt hvad du kan. Det har jeg simpelthen aldrig set komme dårligt tilbage til nogen. Husk, at du skal arbejde, til du bliver 70, og det der hamsterhjul løber virkelig ingen steder. Kærlig hilsen Mette, der aldrig har haft en karriereplan

Profile for Illustreret Bunker

Illustreret Bunker - 27. årgang - Oktober 2021  

Den nyeste udgave af Illustreret Bunker. Nu spækfyldt med gode historier og en helt ny TEMA-sektion, der i denne avis sætter fokus på pres b...

Illustreret Bunker - 27. årgang - Oktober 2021  

Den nyeste udgave af Illustreret Bunker. Nu spækfyldt med gode historier og en helt ny TEMA-sektion, der i denne avis sætter fokus på pres b...

Advertisement

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded

Recommendations could not be loaded