Page 1

ILLUSTRERET

BUNKER APRIL 2016//21.ÅRGANG//NR.02

TERRORANGREB RYDDER SENDEFLADEN Illustreret Bunker var med på sidelinjen, da DR’s nyhedsredaktion dækkede begivenhederne fra Bruxelles. FOKUS S.16-17 Illustreret Bunker var stået tidligt op for at lave reportage om de rolige morgentimer på DR, men klokken 8.30 skiftede stemningen. Foto: Peter-Emil Witt

51 ÅR OG STUDERENDE -ill Foto: Anne Bæk

INDE S. 6

NÅR JAGT ER EN DEL AF DIT DNA Foto: Tanja Carstens Lund

FOTO S. 8-9


2

WEB

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

NYT PÅ DMJX Vi er for mange! Og vinderen er...

Der var en, der var to, der var tre...der var 104 journaliststuderende i overskud, efter praktikpladserne var fordelt ved Store Match Dag fredag den 15. april.

På Illustreret Bunkers Facebookside har vi den seneste tid haft en konkurrence kørende for vores læsere. Vi har nu fundet vinderkommentaren: ”Jeg skal vinde den, fordi min morbror (jeg har ikke nogen moster) skal have den, når jeg har læst den selv. Han er ikke syg, men han har næsten lige fået en ny hofte og det er i sådanne situationer, man har brug for en ny bog.”

I skrivende stund er der omkring 80 studerende, der stadig står uden en plads, og praktikvejleder Pia Færing vurderer, at 50 af dem ikke vil lykkes med at komme i praktik i denne omgang. De er tvunget til at tage orlov og udskyde deres uddannelse. Og så ruller snebolden – for det betyder, at der kommer 50 dygtige studerende oveni den i forvejen alt for store pulje af praktiksøgende journaliststuderende, der skal søge igen til efteråret.

Anne-Laura Hedegaard kan se frem til at læse Abdel Aziz’ nye bog ”Hvor taler du flot dansk.” Læs eller genlæs portrættet på www.illbunker.dk

På journalistuddannelserne er det et absolut krav, at du kommer i praktik i løbet af din uddannelse for at stå med en færdig professionsbachelor. Lige nu tilbydes altså en uddannelse, som ingen kan garantere, at de optagne studerende kan gennemføre, selvom de studerende skulle få 12 i samtlige eksamener. Det er latterligt. Forslaget om skolepraktik kan selvfølgelig komme på tale. Men det vil aldrig nogensinde kunne måle sig med oplevelsen af at være på en journalistisk redaktion, hvor du har muligheden for at skabe dig kontakter i mediebranchen og prøve dig selv af under rigtige deadlines i den virkelige verden.

Den Store Match dag I sidste uge løb den berømte og berygtede panikdag af stablen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Den nervøse stemning var ikke til at tage fejl af i den grå bunker på Oluf Palmes Allé. En hektisk dag, som modsat resten af ”praktikugen” heldigvis blev afviklet nogenlunde efter planen.

Derfor skal der gøres noget aktivt nu. De uddannelsessteder, der tilbyder journalistuddannelsen, skal se bort fra uddannelsestaxameteret, som mere eller mindre tvinger dem til at optage så mange som muligt og bære svage studerende igennem uddannelsen for at skrabe penge sammen. Det er et svært valg, når uddannelsesstederne i forvejen er ramt på økonomien. Men man kan simpelthen ikke være andet bekendt.

Illustreret Bunker ønsker et stort tillykke til alle journaliststuderende, som fik skrevet under på en praktikkontrakt. Og held og lykke til de studerende, der fortsat kæmper for en plads. Se fotos fra dagen på www.illbunker.dk

Og der er kun én løsning. Antallet af journaliststuderende skal følge antallet af praktikpladser.

Avisens sektioner

// Redaktionen

INDE dækker historier, der omhandler uddannelserne på DMJX. UDE vender blikket mod mediebranchen uden for DMJX. FOKUS sætter i hver avis spot på en bestemt del af medieverdenen. DEBAT giver mediefolk, skolens elever, praktikanter og lærere lov til at komme til orde.

REDAKTIONEN

FOTO viser fotojournaliststuderendes arbejde.

Faste skribenter:

Kristoffer Østergaard

ANSV. CHEFREDAKTØR/FOKUS/ DEBAT

Kristensen

Camilla Bøgelund

kokristensen@mail.dmjx.dk

camilla.boegelund@mail.dmjx.dk

INDE

FOKUS

FOTO

Nikolaj Toftgaard

David Honoré

Malene Porup

Jespersen

drhonore@mail.dmjx.dk

mporup@mail.dmjx.dk

CHEFREDAKTØR/ UDE

ntjespersen@mail.dmjx.dk

Kasper Hvid, Isa Kowalski Samuelsen, Sara Maarup Thomsen, Camilla Wilhardt Boesen, Cecilie Bay Nielsen, Rasmus Straka, Katrine Volsing, Jonas Bengtson, Nanna Chilli Plumhoff Guldborg, Joshua Ursin Hollingdale, Jeppe Mølgård, Emma Tram, Casey Ticsay, Tine Kirkensgaard Hansen, Søren Mejer Jensen, Kristian Kaad Jørgensen, Amalie Schroll Munk Jensen, Johannes Lange Baunsgaard, Sara Krog Plougheld Knudsen, Peter Bjørnbak Hansen, Marie Lagoni Pedersen, Marie Rohleder, Jocelyn Porter.

Forsidefoto:

Peter-Emil Witt, Anne Bæk & Tanja Carstens Lund

Illustratorer:

Emma Tram, Sille Veilmark & Carl Luis Hvilsom INDE

WEB

FOTO

Mette Marie Rosenkjær

Anders Raaberg

Rasmus Laurvig

mmrandersen@mail.dmjx.dk

Funder

rlaurvig@mail.dmjx.dk

arfunder@mail.dmjx.dk

UDE

WEB

FOTO

Oskar Zacho

Amalie Abildgaard

Anne Bæk

odzacho@mail.dmjx.dk

abildgaard@mail.

annbaekped@mail.

dmjx.dk

dmjx.dk

Illustreret Bunker

Økonomi- og annonceansvarlig

Tryk

Oplag

Olof Palmes Allé 11, 8200 Aarhus N illbunker@mail.dmjx.dk, www.illbunker.dk OTM Avistryk Herning-Ikast 97 15 66 00

Udgivelse

27. April 2016 21. årgang - 2. udgave

Kristoffer Østergaard Kristensen kokristensen@mail.dmjx.dk

750 eksemplarer 6 gange årligt. Illustreret Bunker uddeles til studerende og ansatte på DMJX i Aarhus, til danske redaktioner og deres praktikanter samt til journaliststuderende på SDU og RUC. Citater, billeder og andet materiale fra avisen må kun bringes med udførlig kildeangivelse.


WEB

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

Nyeste artikler på illbunker.dk

3

Studerende på Instagram

Illustreret Bunker sætter dette semester ekstra fokus på at holde de studerende på DMJX bedre opdateret på de aktuelle nyheder fra både skolen og resten af mediebranchen. Få dit ugentlige nyhedsfix på vores Facebookside og egen hjemmeside www.illbunker.dk • • • • •

Der er potentiale i podcasts Abdel Aziz efterlyser nuancer i nyhedsdækning og debatten »Jeg vil sgu ikke dø for nogle tegninger« Med journalistisk charme får man sin vilje Uninformed voters: Are America Media to Blame?

Kalender frem til næste avis Onsdag 27. april: Idéudvikling med Illustreret Bunker. Lørdag 30. april: Optagelsesprøve på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Tirsdag 3. maj: KaJ afholder gratis Photoshopkursus for studerende (Aarhus). Onsdag 4. maj: Whistleblowerkursus & cryptoparty på DMJX. Fredag 6. maj: Kapsejlads - Kampen om Det Gyldne Bækken. Lørdag 14. maj: High Risk. Klokken 12 spiller Ulla United mod SDU og FC modus er klar klokken 18.

#panikdag på Twitter

Uninformed Voters: Are American Media to Blame? The American electorate will choose its new President in about eight months. During election years, scholars often discuss the importance of voters being informed about the facts of the election and the candidates’ platforms. Despite some criticism of American voters for their lack of ”detailed knowledge,” there might be an explanation for this phenomenon. Each day during election season, especially presidential years, media in America provide the latest news on the candidates from who’s winning to key quotes from the campaign that garnered the most attention for the day. However, is that really enough information for American voters to make a so-called “informed decision?” For those people out-

side of the United States relying on media for information about American politics, how does media coverage affect their knowledge? What about American citizens overseas who turn to media mostly for information about the different candidates since they can’t go to a rally? Read: www.illbunker.dk


4

INDE

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

Lektor om Kildebørsen: »Brug den, for pokker! Men stop ikke der« Flere undervisere på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er først lige blevet bekendt med ’DMJX Kildebørs’-gruppen på Facebook. De opfordrer skolens studerende til at gøre brug af gruppens muligheder, men de råder også til at være kritisk og have andre måder at finde kilder på. Tekst: Johannes Lange Baunsgaard Illustration: Sille Veilmark

M

ange journaliststuderende kender følelsen af at mangle den rigtige kilde til en historie, mens deadline rykker nærmere. Her er kildesøgning vigtigt, og der gøres blandt andet brug af ’DMJX Kildebørs’ på Facebook. En lukket gruppe hvor man som medlem kan søge og dele kilder til historier. Som lektor i nyheder, undersøgende- og digitaljournalistik på Danmarks Medieog Journalisthøjskole har Asbjørn Slot Jørgensen meget erfaring i arbejdet med at finde og vurdere kilder. Han kendte dog ikke til den elevskabte Facebook-gruppe, der med 661 medlemmer udgør et bredt kildesøgningsnetværk for flere af eleverne på DMJX. »Jeg tror godt, man kunne se på Kildebørsen som noget negativt. En let udvej eller en ’snydeløsning’ til at få opgaven eller arbejdet klaret. Jeg vil nu hellere se det som noget positivt,« siger Asbjørn Jørgensen, der mener, at Kildebørsen kan være et udvidet netværk for de studerende på DMJX. Men han pointerer samtidig, at det er vigtigt, at man bevarer sin kritiske sans og har flere metoder til at foretage kildesøgning.

Forskellige redskaber Noget af det, Asbjørn Jørgensen mener, eleverne skal huske ved brug af Kildebørsen, er, at vurdere de kilder de finder frem til.

Kildebørsen må ikke være det eneste værktøj, man har og bruger - Asbjørn Jørgensen Underviser, DMJX

Den selvstændige kildevurdering er især vigtig. Når man bliver foreslået kilder, skal

Elever på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har selv oprettet en Facebook-gruppe, hvis formål er, at eleverne kan efterspørge kilder til deres produktioner blandt skolens elever og elevernes omgangskreds.

man huske at afveje kilden på samme måde man ellers ville gøre. Selvom kilden ved første øjekast kan synes god og relevant. Samtidig skal man som studerende lære sig forskellige redskaber inden for kildesøgning. Asbjørn Jørgensen ser Facebook-gruppen som én af mange metoder til at finde gode kilder og lave journalistisk arbejde: »Jeg siger, brug den, for pokker! Men stop ikke der. Kildebørsen må ikke være det eneste værktøj, man har og bruger. Det skal heller ikke være det sted, hvor man konsekvent starter sin søgning. Man skal sørge for at komme ud af Bunkeren og ikke strande på Facebook,« siger hun. Dovenskab som dyd Asbjørn Jørgensen ser ikke noget problematisk i, at studerende søger den ’lette’ løsning. Man

skal gøre sit arbejde effektivt, og det kan kildebørsen være en genvej til. Det er det samme, man ser på nyhedsredaktioner. Der skal det ofte gå stærkt med at lave historier, så der trækkes på det interne netværk på redaktionerne, og på kilder, som journalisten ved, kan have svar på ens spørgsmål. »Dovenskab er også en dyd. Forstået på den måde, at der er god grund til at gøre tingene lettere i sit arbejde som journalist og journaliststuderende,« siger han. Hav den store historie for øje Annette Fruergaard Grandt underviser i journalistisk metode på første semester. Hun ser Kildebørsen som en fin idé, der gør det lettere at finde den kilde, man søger. Men hvis kilden er blevet brugt flere gange, kan det være problematisk. Man kan nemlig risikere,

at kilden vil formidle de samme informationer og følelser som før. Den historie man er i gang med kan på den måde komme til at ligne dem, som allerede er blevet skrevet. Annette Grandt råder samtidig de studerende til at huske, hvad det er for en historie, de vil fortælle: »Det er vigtigt ikke at glemme den store historie, som man gerne vil fortælle. Hvis man for eksempel vil fortælle om angsten for døden. Det er let at søge på Kildebørsen efter en kilde, der har haft brystkræft eller en anden sygdom, men der er ikke nogen garanti for, at den person er den rigtige til ens historie. Husk derfor, hvad det egentligt er, du vil fortælle, og vær kritisk og grundig i dit valg af kilder,« siger han.

Kommunikationspraktikanter sælger sig billigt De kommunikationsstuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skal selv forhandle løn, når de skal starte i praktik på sjette semester. Det betyder, at over halvdelen arbejder til en løn, der er lavere end SU. Tekst: Kaspar Hvid

H

vis du skal i praktik som en del af dit studie på universitetet, så får du SU. Du er dermed gratis arbejdskraft for den virksomhed, du er en del af. Sagen er en anden for de kommunikationsstuderende på sjette semester fra Danmarks Medie – og Journalisthøjskole. De forhandler selv deres løn. »Der er ikke nogen overenskomst der dækker dem, og det er et stort problem, fordi de studerende så selv skal forhandle løn og vilkår. Vi ved godt, hvem der er praktiksteder, men de er ikke samlet i en arbejdsgiverorganisation, som vi kan forhandle med. Det skaber et problem,« siger Tine Johansen, næstformand i Dansk Journalistforbund. De studerende på kommunikationsuddannelsen skal i praktik to gange. På tredje semester og igen på sjette semester. På tredje semester får de bare SU, mens de på

sjette semester selv forhandler deres løn. Det tvinger de studerende til at tænke strategisk. Taktikken vinder over lysten NGO’er, kommunikationsbureauer, offentlige virksomheder og private virksomheder. Valgmulighederne er

Der er nogen, som siger, at de vil have det samme som en journalistpraktikant, men mange sælger sig selv billigere eller gratis - Anonym studerende

mange, når der skal søges praktik blandt de kommunikationsstuderende. Dog tvinger

løndelen de studerende til at tænke taktisk. »Jeg vil rigtigt gerne i praktik i en NGO, men der er pengene ikke størst. Derfor tog jeg den på tredje semester, så jeg ikke skulle forhandle løn og kunne nøjes med min SU. Men det begrænser bare en,« siger en kommunikationsstuderende, som ønsker at være anonym. Samtidig med at de studerende i deres første praktikperiode skal klare sig for en SU til en 37 timers arbejdsuge, så må de af og til rykke teltpælene op, når praktikken kalder. »Jeg flyttede til København. Det var der ingen, der tvang mig til, men jeg ville lave noget, som jeg brænder for. Derfor måtte jeg også betale flytning frem og tilbage, da vi skulle tilbage til skolen,« siger den samme kommunikationsstuderende. Vigtigt med en fod indenfor For de studerende er det vigtigt at gøre opmærksom på sig selv, når de efter studiet skal ud og gøre karriere. Derfor arbejder de

målrettet på at få en fod inden for ved de steder, hvor de kunne tænke sig at arbejde. Det gør også, at de studerende er villige til at sælge sig selv billigt. »Der er nogen, som siger, at de vil have det samme som en journalistpraktikant, men der er samtidig også mange, som siger, at de sælger sig selv billigere eller gratis, fordi de så kan få en fod indenfor på deres drømmested,« siger den kommunikationsstuderende. Hvor de kommunikationsstuderende i dag står meget på egen fod, så arbejder Dansk Journalistforbund på, at den studerende skal have en standardkontrakt, som de kan give til deres kommende arbejdsgiver. Arbejder på standardkontrakt Det helt store problem er, at de studerende står alene, når de skal forhandle løn. Dansk Journalistforbund tilbyder, at de kan indsende deres kontrakter, så de studerende kan få hjælp til lønnen, men det er ikke det eneste, de arbejder på. →


INDE

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER »Vi arbejder sammen med de studerende, og i den forbindelse vil vi lave en standardkontrakt, som kan danne rammerne for praktikforløbene, som vi kan gå ud til praktikstederne med, så det er vilkårene for alle studerende, og ikke bare den enkelte,« siger Tine Johansen. Selvom en standardkontrakt vil være en hjælp på vejen, så er det ikke det eneste problem i praktiksystemet. Arbejdsgiverne må nemlig ikke betale løn ved siden af praktikken på tredje semester, da den er meritgivende og dermed SU-berettiget. Jakob Mark fra SF har dog stillet et

beslutningsforslag i Folketinget om, at det skal være tilladt for firmaerne at betale løn ved siden af SU’en. »Vi håber selvfølgelig, at det er et forslag, som går i gennem Folketinget. Vi arbejder i hvert fald for det,« siger Tine Johansen.

Illustreret Bunker er bekendt med navnet på den kommunikationsstuderende, som har ønsket at være anonym grundet frygt for sin fremtid i branchen.

5

De kommunikationsstuderendes praktikløn: Over halvdelen af de kommunikationsstuderende på sjette semester arbejder til en løn, der er lavere end SU. Gennemsnitslønnen ligger mellem 10.500 kr. og 11.200 kr. Få studerende arbejder til 0 kr. i løn. En studerende har fået næsten 30.000 kr. i månedsløn. Kilde: Christopher Bering Baden, Dansk Journalistforbund.

Skal praktikken rykkes et halvt år? De studerende på DMJX skal i praktik halvandet år efter deres studiestart. På SDU sidder de studerende på skolebænken i to år inden praktikken, og på RUC går der tre og et halvt år.

Ledelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole arbejder på at flytte syvende semester til fjerde semester. Men der er stærke argumenter både for og imod at udskyde praktikperioden. Tekst: Anne Sofie Clausen Foto: Michael Nørgaard

praktikstart et halvt år, bliver vores studerende et halvt år ældre og mere kompetente. Qua den

I

dag er afstanden, fra praktikkens afslutning til det tidspunkt man står med sit eksamensbevis i hånden, et helt år. Men hvis praktikken udskydes et halvt år, vil der kun gå et halvt år. »Vi har i ledelsen vendt forslaget med vores advisory board, som er et panel, der diskuterer og evaluerer journalistuddannelsen. En meget entydig tilbagemelding går på, at det vil være en rigtig god ide at udskyde praktikken et halvt år,« siger prorektor Lars Poulsen. »Vores studerende vil nemmere kunne fastholde en god tilknytning til deres praktiksted og vil også nemmere kunne lave BA-projekt i samarbejde med praktikstedet, hvis de kun skal tilbage på skolen i et halvt år efter praktikforløbet,« siger han. Formålet med at forkorte afstanden er hovedsageligt at fastholde de studerendes tilknytning til arbejdsmarkedet, og derved øge chancerne for, at de hurtigt kommer i beskæftigelse. Derudover fremhæver Lars Poulsen andre fordele. »Så ligger der også det i det at ved at flytte

Syvende og ottende semester kan nogle gange føles som unødvendig lang tid for den studerende - Steen Rosenbak Chefredaktør, Jyllandsposten

ekstra undervisning de har fået på et fjerde semester, vil de stå bedre i konkurrencen om praktikpladserne.« Ændringen imødekommes i mediebranchen I mediebranchen ser man også fordele ved ændringen. Chefredaktør på Jyllands-Posten, Steen Rosenbak, er positivt indstillet over for idéen.

»En kommende praktikant vil kunne nå at blive mere moden og nå at tilegne sig flere kompetencer ved et semester mere på skolebænken inden praktikken. Det ser vi positivt på,« siger han og fortsætter: »Derudover kan syvende og ottende semester nogle gange føles som unødvendig lang tid for den studerende. Og jeg er sikker på, at et eventuelt retningsskifte også vil kunne blive muliggjort senere i karrieren, hvis man ønsker det,« siger Steen Rosenbak. Muligheder på syvende semester vil forsvinde Der er imidlertid også ulemper forbundet med en ændring af journalistuddannelsen. Først og fremmest vil man miste de muligheder for fordybelse eller retningsskift, som et syvende semester i dag giver mulighed for. For eksempel muligheden for at vælge kommunikationsforløbet på syvende semester. Derudover vil den mulighed for udveksling, som mange benytter sig af på syvende semester, måske ikke benyttes i lige så høj grad, da det er vanskeligt at søge praktikplads, samtidig med at man befinder sig i udlandet. »Det er min erfaring, at det engagement

og den lyst til fordybelse eller lyst til at rejse ud og opleve andre uddannelsesinstitutioner eller mediemiljøer er noget, der i høj grad er drevet af den studerende selv. De muligheder vil også være der, selvom de ligger på tredje eller fjerde semester, fremfor på syvende

Vores studerende vil nemmere kunne fastholde en god tilknytning til deres praktiksted - Lars Poulsen Prorektor

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole semester. Så det tror jeg ikke, der går noget tabt ved. Det er jeg ikke bange for,« siger Lars Poulsen.


6 INDE

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

Henrik kan godt lide at holde rygepauser med sine medstuderende. Men når de åbner cigaretpakken, tager han sin trofaste pibe frem. Piben er blot én af de ting, der får Henrik til at skille sig ud fra mængden på skolen.

Henrik ved, hvad du tænker Henrik Dyhr Hansen er 51 år og går på første semester på DMJX. Ifølge ham selv har han altid haft et skrivetalent, som aldrig er blevet stimuleret. Det råder han bod på nu. Han ved, han afviger fra normalen. Men det er han ligeglad med. Tekst: Peter Bjørnbak Hansen Foto: Anne Bæk

H

enrik har lige været til eksamen. Med sin karakteristiske let krummede ryg og sit godmodige smil kommer han mig i møde. »Nå, der var du!« udbryder han, mens det godmodige smil snarere tager form af en imødekommende latter. Smilet og latteren afslører måske, at hans eksamen er gået godt. Eller også har han bare glædet sig til at øse ud af sin person og fortælle sin historie. Det skal senere vise sig, at Henriks smil og latter har haft trange kår i nogle perioder af det 51 år lange liv. »Jeg arbejdede i mange år som skovlearbejder, altså jord- og betonarbejder, men så kunne mine skuldre og knæ ikke mere. Jeg måtte derfor omskoles,« siger Henrik. Henrik blev i derfor uddannet kontorassistent i 1999. Derefter var han arbejdsløs i syv år. Arbejdsgiverne sagde, at han var for gammel. Men heldet tilsmilede ham i kraft af 00’ernes højkonjunktur, og han fik i 2008 job i Aarhus Kommune. Samme held tilsmilede imidlertid ikke Henrik i 2013, da han gik ned med stress og socialfobi. Men en dag, midt i dagpenge, stress og arbejdsløshed, tænkte han: »Journalist kan man jo altid blive.« Hvad ved du om det? Med en dåbsattest fra 1964 følger der uvægerligt en anden tilgang til ens person

med, når man starter på en videregående uddannelse på lige fod med over hundrede andre meget yngre medstuderende – eller måske er det netop ikke ’på lige fod’. Henrik har i hvert fald oplevet både forunderlige og forstemmende fordomme. Stigmatisering, synes han, er et for voldsomt begreb at bruge. »En dag blev jeg for eksempel spurgt: ’Hvorfor skal samfundet betale en uddannelse for dig?’ Der blev jeg sgu paf. ’Fordi vi heldigvis lever i et samfund, hvor jeg har mulighed for det,’ var det eneste, jeg kunne

Rent mentalt er jeg måske ikke så langt fra jer unge, som I tror - Henrik Dyhr Hansen Første semester, DMJX

sige. Jeg kan godt se, hvad vedkommende mener, men jeg har altså betalt min skat. Det led manglede lidt,« siger Henrik, mens man aner en smule fortørnelse hos ham. I den forunderlige kategori, hvor Henrik snarere måtte trække på smilebåndet end ty

til forsvarsreplikker og indignation, finder man især to episoder. En kvindelig studerende stod ved kopimaskinen. Hun havde problemer med at få den til at virke, som den skulle. Hun spurgte Henrik til råds, idet han passerede hende på gangen, for han måtte da som underviser vide noget om uddannelsens udstyr. Han måtte skuffe hende. På første semesters rustur i marts skete noget lignende. Her var skuffelsen blot afløst af forundring. Kokken og DJ’en blev således meget overraskede over at se, at DMJX havde valgt at sende en underviser med på rustur. Igen måtte Henrik afsløre, at han trods sit ydre blot var studerende ligesom de andre. Men fordommene oplever Henrik også på et mere generelt plan. Især i begyndelsen af semesteret oplevede han en udbredt ”hvadved-du-om-det”-attitude blandt sine medstuderende. »Men efterhånden fik jeg jo vist, at jeg sgu godt ved, hvad et personligt pronomen er,”« siger han med sit karakteristiske underspil og bløder det alvorlige emne lidt op. Men det gik ham ikke på dengang, og det gør det heller ikke i dag, til trods for at han til stadighed risikerer at støde på fordømmeligheden. Efter en alvorsfuld sammentrækning af panderynkerne og en stunds grublen, når han frem til, at det i virkeligheden handler om overbærenhed. For som han selv siger: »Rent mentalt er jeg måske ikke så langt fra

En dag blev jeg for eksempel spurgt: ’Hvorfor skal samfundet betale en uddannelse for dig?’ Der blev jeg sgu paf - Henrik Dyhr Hansen Første semester, DMJX

jer unge, som I tror. Jeg går måske ikke i det samme smarte tøj, men jeg tror bare ikke, at I kender mig.« Og når man ikke kender ham, tager han ikke fordommene så tungt. Han bærer i stedet over med de yngre studerende og ser snarere på det med omvendt fortegn. »For man kan jo også vende den om og sige: Men hvad ved du selv om det?« Her kommer jeg Et arbejdsliv, der ikke har været en dans på roser, har ikke ændret ved, at Henrik godt er klar over, at han har noget at byde ind med. Han ved godt, han ikke er kommet ind på


APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

Henriks blå bog Navn: Henrik Dyhr Hansen Født: 17. juni 1964 Livret: Her er der ingen tvivl. Det er boller i karry. Største drøm: Det er at besøge Himalaya og Mount Everest Drømmekvinden: Hun sidder derhjemme hver dag ved siden af mig. Hun hedder Helena.

siger han med et lille, uanseligt smil under det myndige overskæg. Henrik har aldrig skrevet og udgivet noget

Jeg er går på den her skole for min egen skyld og min egen læring - Henrik Dyhr Hansen Første semester, DMJX

DMJX, blot fordi han var heldig. »Jeg har en klar fornemmelse af, at jeg kan skrive, og jeg er da heller ikke blevet sablet ned til feedback på de første artikler her,”«

i hele sit 51 årelange liv. Men tilbage i 1986 lavede han lokalradio i Nyborg, hvor han

fandt ud af, at han var ret pågående, når det kom til at interviewe og afkræve folk et svar. Selvom han selv ikke udelukker, at det kan være et karaktertræk hos ham, påpeger Henrik, at hans alder og erfaring har gjort ham mindre tilbageholdende. »Der er jeg mere sådan, at hvis jeg vil vide noget, så griber jeg bare knoglen,« siger han og med reference til de ifølge ham yngre og mere tilbageholdende medstuderende. Jeg er her for min egen skyld Henrik pointerer ved flere lejligheder, at de fire års journalistuddannelse for ham er studiet af formidlingskunsten snarere end forsøget på at fremelske en Henrik Dyhr Hansen som klassisk journalist, demokratiets vagthund, den fjerde statsmagt og dets lige. Han ved, hvad han vil have ud af det, og undervisningspaletten er ikke altid

INDE

7

fagre nye verden for ham. »Jeg har flere ”det-vidste-jeg-da-godt”-oplevelser end aha-oplevelser,« siger han. Men han føler sig ikke overlegen. Han har trods sine 51 år meget, han vil lære. Det vedkender han sig fuldt og fast. Henrik vedkender sig også, at det var en pragmatisk kalkule fra hans side, da han deltog i første semesters Jomfrufest og rustur. Han ved, det kan lyde kynisk, men han ved samtidig også, at han er trådt ind på en uddannelse og i en branche, hvor det er godt at have et netværk. Derfor så han her sit snit til at ”vise flaget” og samtidig undgå, at folk synes, han var ”helt ude i hampen”, som han selv siger. Men Henrik er ikke på DMJX for at dyrke det sociale. »Jeg er går på den her skole for min egen skyld og min egen læring«

Journaliststuderende bliver yngre og yngre For ti år siden var to ud tre af studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole ældre end 21 år. I dag er det hver anden, der er 21 år eller yngre, når de optages. Illustreret Bunker undersøger, hvad det betyder for studiet, læringen og praktikken. Tekst og grafik: Viktor Bournonville

J

eg havde forventet, at flere ville være på min alder,« sådan lyder det fra Katrine Rosenbæk i sidste udgave af Illustreret Bunker. Starter man ligesom Katrine Rosenbæk som 23-årig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, så er der en god chance for, at ens studiekammerater er yngre end en selv. Tal fra Danmarks Medieog Journalisthøjskoles egne undersøgelser viser, at gennemsnitsalderen siden 2010 og til i dag er faldet med tæt på et år. At den nu er nede på 22,5 år skal også ses i lyset af, at der bliver markant færre af de helt ældre, som ellers ville trække gennemsnittet i vejret. Joan Husted møder i sin gang som studievejleder både den studerende, der med studenterhuen på kommer direkte fra gymnasiet, men også den, der allerede har en anden uddannelse eller joberfaringer. »Måske sidder den unge og tænker, bare jeg havde den samme livserfaring. Mens den ældre måske kæmper med frustratio-

Før i tiden havde man overvejelsen om at lade de yngste vente et år. De overvejelser er der ikke på samme måde mere - Lars Bjerg Lektor, DMJX

nen over den ubevidste inkompetence. Her kommer selve studiegangen tit som en naturlig forlængelse for de helt unge,« siger Joan Husted, der gør opmærksom på

forsigtigheden i at generalisere for meget, når man snakker om aldersgrupper. Smider ikke guld væk Tilbage i år 2000 var kun hver sjette journaliststuderende ved studiestart 21 år eller yngre og hver tredje studerende havde rundet de 25 år. I de seneste par år har det været hver anden studerende, der er 21 år eller yngre, mens det kun er hver ottende studerende, der er over 25 år. Som lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har Lars Bjerg siden midten af 90’erne set alderssammensætning blive vendt på hovedet. »Hverken jeg selv eller de kollegaer, jeg har snakket med, har på den måde lagt mærke til det. Det er ikke noget, man tænker over, når man kigger ud over et nyt hold,« siger Lars Bjerg, der underviser studerende på første semester - altså det helt nye kuld af studerende. Lars Bjerg er med i den gruppe, der laver optagelsesprøven, og efterfølgende har han samtaler med de studerende, der er på vippen til optagelse. På den måde har han en del af ansvaret for tallene. »Før i tiden havde man overvejelsen om at lade de yngste vente et år. De overvejelser er der ikke på samme måde mere. Vi smider ikke guld væk,« siger Lars Bjerg om potentialet hos de yngre studerende, der risikere at falde for andre studier end journalistuddannelsen. Med fremdriftsreformen frygtede Lars Bjerg en større omvæltning og et mere umodent hold, uden den fornødne disciplin. Men nogle af de bedste studerende, han har haft, har været de helt unge på 18 eller 19. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er en ung uddannelse set i forhold til andre professionsbachelor-uddannelse. Når folk første gang træder ind ad hovedindgangen på DMJX er kun 4 procent over 30 år mod 13 procent på alle andre professionsbachelorer. Det ændrer ikke på, at Lars Bjerg finder

De ældste studerende på de to semestre Efterår 2014 og Forår 2015 var henholdsvis 32 og 37 år, hvor man i de forgange år har haft optaget studerende på over 50 år.

det brugbart, når man kan forene et fagligt grundlag eller anden erhvervserfaring med journalistuddannelsen. De to ting hjælper i høj grad, når man skal tackle en interviewperson med en dagsorden eller begå sig inden for et specifikt vidensområde. Medier søger diversitet På Politiken, der er et af de meget populære praktiksteder, er praktiksøgerens alder heller ikke afgørende faktor. For har man klaret sig gennem de første semestre, så viser det i første omgang, at man er relevant for avisen. På Politiken afhænger det helt af den enkelte praktikant, om man overhovedet lægger mærke til alderen i ansøgningen og samtalerne. »En praktikant på 22 år kan være meget moden, selvstændig og reflekterende, men en anden praktikant på 28 år kan virke umoden, uselvstændig og uden de store journalistiske refleksioner,« skriver journalistisk chefredaktør på Politiken, Anne Mette Svane, i en mail til Illustreret Bunker. Så møder man som praktikant op til de

første dage i den journalistiske branche, klarer man sig nødvendigvis ikke bedre, hvis man har et par lys mere i lagkagen. Det betyder i højere grad noget, om praktikanten har været på arbejdsmarkedet, uanset om det har været et studiejob eller noget helt andet.

Sådan har vi brugt tallene Alle tal stammer fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og omhandler derfor ikke de andre journalistuddannelser i Danmark. Tallene for de forskellige år er opgivet og målt på forskellige måder. Derfor har det ikke været muligt at lave en udvikling over det præcise aldersgennemsnit over en længere periode.


8

FOTO

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

JAGTBLOD

Tanja Carstens Lund har portrætteret en af de få jægerfamilier, der er tilbage i Danmark. De har alle et specielt forhold til jagt, om det så er for adrenalinsuset, når det endegyldige skud affyres eller naturoplevelsen. Men de er alle fælles om at have kærligheden til Afrikas åbne vidder i hjertet. Se mere af Tanjas arbejde på tanjalundphoto.wordpress.com.

Christine 10 år, »Det, jeg bedst kan lide ved jagt, er at være i naturen. Jeg kan ikke lide den høje lyd, geværet giver.«

Rasmus 7 år, »Næste år skal jeg til Afrika og skyde en perlehøne, et vortesvin og en springbuk.«

Mette 42 år, »Jeg tror, forskellen på mandelige og kvindelige jægere er, at mænd altid vil affyre skuddet, selvom de er usikre på at ramme.«

Christian 23 år, »Der er mere jagt over, at skyde med bue og pil, fordi man skal ind på 20 meters afstand af dyret.«

Jan 53 år, »Jeg har Afrika i hjertet. Jeg griner af, at min datter bor dernede i dag og lever min drøm.«


APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

FOTO

NU ER JEG HER

9

I Danmark er der ca. 250 efterskoler for unge mellem 14 og 18 år. Det er en unik skoleform, som kun ses i Danmark. Her har eleverne mulighed for at udvikle sig fagligt og personligt. Nogle siger, at et efterskoleår svarer til syv menneskeår. Nu er jeg her er portrætter af unge mennesker på deres værelse på Østhimmerlands Efterskole fotograferet af Sofie Mathiassen. /sofiemathiassen.com.

Johanne 16 år, værelse 9 på Silden. »Jeg ved ikke noget om fremtiden, jeg tager en dag ad gangen.«

”Jeg ved ikke noget om fremtiden, jeg tager en dag ad gangen.”

Marie 17 år, værelse 8 på Silden. »Jeg kan godt have lidt tendens til ensomhed, tror jeg.«

Guffe 16 år, værelse 33 på Hajen. »Jeg hedder Kasper, men jeg kan bedst lide at blive kaldt Guffe, for det har ikke noget køn.«

Lisa 17 år, værelse A på delfinen. Rasmus 16 år, værelse 24 på Hajen. »Jeg har svært ved at sove om natten, der er bare »Jeg har fået at vide, at jeg gør meget rent.« meget i mit hoved om aftenen.« Se mere af de fotojournaliststuderendes arbejde på photo.dmjx.dk og følg @dmjxphoto


10

UDE

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

Sproglig omhu sikrer journalisten en trofast lytter Faldgruberne er mange, når journalister bruger deres talte sprog i TV og radio. Illustreret Bunker har talt med DR’s sprogredaktør og lytterredaktør om, hvorfor lyttere går så meget op i velformidlet sprog, og hvordan man som journalist kan forbedre sit sprog. Tekst og illustration: Kristine Nødgaard-Nielsen

T

ager Islamisk Stat ansvaret for terrorangrebet i Bruxelles? Eller tager de skylden for det?1 Ved du, hvordan man udtaler »premierminister«?2 Og er det godt ordvalg, når du fortæller, at aktiemarkedet har taget en rutsjetur?3 Misforståede ord, forkert udtale og klichéer. Danmarks Radio får rigtig mange henvendelser om journalisters sprog fra lyttere og seere. »Det gode radio- og TV-sprog har det skrevne sprogs præcision og det mundtlige sprogs naturlighed. I klassiske nyhedssammenhænge skal man helst ikke lægge mærke til sproget. Det skal bare glide, og det sker ikke, hvis der er mange fejl,« siger DR’s sprogredaktør Martin Kristiansen. Journalistens ansigt udadtil Hvorfor går lyttere og seere så meget op i sprogfejl? Ifølge Martin Kristiansen skyldes det, at der er en sammenhæng mellem godt sprog og indholdsmæssig troværdighed. Når sproget er korrekt, får seerne og lytterne tiltro til, at journalisten også  har lavet grundig research og interviewet alle relevante kilder. »Sproglig omhu er historiens ansigt udadtil. Sproget skal sælge historien, og man skal være omhyggelig med sit sprog, for journalistens troværdighed afhænger af det,« siger Martin Kristiansen.  Han siger, at  forståelig  udtale,  dynamisk variation og  at lægge trykket de rigtige

steder typisk  kendetegner god  mundtlig formidling, og det ikke skader at have en rolig og afspændt stemme. Er det en kliché? »Baglandet raser«, »spillet på Christiansborg« og »ministeren bliver banket på plads«. Når journalister er i pressede situationer, er det nemt at ty til klichéer, og derfor afholder DR i øjeblikket kursus i journalistisk klichesprog for sine journalister. »Alle journalister ved godt, at de har et problem her. Der er stor efterspørgsel på kurset. Der er så mange deadlines, og journalister bliver påvirket af deres kilders sprog. Klichéerne forsvinder aldrig helt, men er man som journalist bevidst om faldgruberne, er man godt på vej,« siger Martin Kristiansen. Klager bunder i generationsforskelle DR modtager mange klager over sprog, og ofte kommer klagerne fra den ældre del af befolkningen. Forklaringen skal ifølge lytterredaktør, Jesper Termansen, findes i, at forskellige generationer foretrækker bestemte ordvalg eller udtaler. Han tror ikke, at strømmen af klager vil

forsvinde, da det er naturligt, at folk går op i sprog, og fordi diskussionerne om sprog ofte bunder i generationsforskelle.

»Der er en opfattelse af, at DR skal være korrekt og sætte en standard for, hvad godt sprog er. Mange mennesker har en tilbøjelighed til at føle, at det, de lærte som børn og unge, er det rigtige. De er vokset op med, at ord betyder noget bestemt, men 30-årige værter har et andet sprog, end lyttere der er 60,« siger Jesper Termansen.

sprog indeholder lige så mange stilistiske muligheder som det skrevne. DR har obligatoriske speak-kurser for alle nye praktikanter og ansatte, men mange andre mediearbejdspladser har i stigende grad brug for webindslag og dermed journalister, der ved, hvordan de bruger stemmen og det talte sprog. »Stemmen betyder meget for, hvordan folk opfatter dig som journalist. Det positive er, at alle kan lære at udtrykke sig levende og varieret mundtligt. Det handler ikke om, at man har en god stemme eller ej. Man kan altid blive bedre,« siger Martin Kristiansen. Han foreslår, at journaliststuderende køber en recorder og laver små reportager i dagligdagen for at blive fortrolige med deres stemme: »I en verden, hvor ’journalist’ ikke er en beskyttet titel, og hvor alle kan skrive nyheder på nettet, skal det gode sprog være den professionelle journalists varemærke,« siger Martin Kristiansen. 1

Ansvar er en forpligtelse til at stå til regnskab, garantere eller sørge

for noget eller nogen, mens skyld handler om at være årsag, grund eller anledning til, at noget er gået galt, har udviklet sig uheldigt, kan kritiseres. Ansvar er positivt, skyld er negativt.

Der er håb forude… eller er der? På journalistuddannelserne er der stor fokus på det skrevne sprog, men Martin Kristiansen påpeger, at stemmen i lige så høj grad er et formidlingsværktøj, og at det mundtlige

2

Premier udtales fonetisk [pʁεmˈje-] – det vil sige, at hvis du udtaler

det som i ’filmpræmiere,’ er det forkert. ’Premier’ er fransk og betyder første. Altså en førsteminister – ikke en præmiereminister. 3

Klichéer er sjældent godt ordvalg.

Borgerjournalistik er det bedste fra to verdener Borgerjournalistik skaber identifikation mellem medie og læser. Lokalavisen Gellerup.nu formidler de gode historier fra bydelen fortalt af borgeren selv. Ifølge en fagmedarbejder på DMJX vil det gavne de professionelle medier, hvis de i højere grad inviterede borgerne indenfor i produktionen. Tekst: Marie Rohleder Foto: Morten Lau-Nielsen

A

bdallah knuger sit digitalkamera ind til kroppen, mens han træder over de tusindvis af splintrede stykker glas, som dækker linoleumsgulvet i opgangen. Målet er altanen på tredje sal. Det forladte betonbyggeri i Gellerup står i kontrast til den multikulturelle gadefest 50 meter væk, som er grunden til, at han er her. Efter adskillige trappetrin træder han ind i en tom lejlighed og går ud på altanen for at filme. 17-årige Abdallah Ajjawi arbejder for lokalavisen Gellerup.nu. Som borgerjournalist beskæftiger han sig med journalistik uden at have en faglig uddannelse inden for feltet. Dagens opgave er en videoreportage fra åbningen af den nye bygade i Gellerup. »Medierne viser tit et negativt billede af Gellerup. Det vil jeg lave om på ved selv at gøre opmærksom på alle de gode historier fra Gellerup,« siger Abdallah Ajjawi om sin motivation for at melde sig som borgerjournalist.

Giver avisen en berettigelse Beboerredaktøren for Gellerup.nu, Birger Agergaard, har siden 2007 uddannet borgerjournalister gennem ugentlige kurser i journalistik. Han lærer beboerne bruge journalistiske værktøjer, mens de bidrager med deres store kildenetværk. »Der er ikke nogen, som er bedre til at fortælle de virkelige historier fra Gellerup end beboerne selv. Avisen får en vigtig berettigelse, ved at vores medarbejdere afspejler beboerne i Gellerup. Hvis det var ti ’Hansen-efternavne,’ som skrev artiklerne, ville det ikke virke nær så godt,« siger Birger Agergaard.

Avisen udkommer otte gange om året og har på nuværende tidspunkt tilknyttet otte borgerjournalister fra lokalområdet. For Birger Agergaard er målet, at størstedelen af bladets bylines udfyldes af borgerjournalister.

Gadefesten viser Gellerup fra sin bedste side, mener Abdallah Ajjawi.

Behov for borgerjournalister Forfatter til bogen ’Borgerjournalistik - hvad er det?’ og fagmedarbejder på Danmarks Medieog Journalisthøjskole, Peter From Jacobsen, mener, at borgerjournalistik er vokset ud af journalistikkens rivende udvikling. »Journalistik er ikke et afgrænset felt mere. Borgerjournalistik kan være med til at fylde huller ud, som de traditionelle medier ikke er i stand til. I Gellerupområdet kan lokalavisens borgerjournaliser eksempelvis bidrage til at vise et mere nuanceret billede af bydelen,« siger Peter From Jacobsen. Journalistik handler om at informere og give et helhedsbillede af den aktuelle udvikling i samfundet og i vores liv. Det er borgerjournalistik ifølge Peter From Jacobsen essensen af. at budskabet trænger igennem og ikke bliver forstyrret af stavefejl og kedelige anslag,« siger Birger Agergaard. Hvad med kvaliteten? Ifølge Peter From Jacobsen bør medierne stille sig selv spørgsmålet: Hvad er Kommer helt ind i stuen journalistisk kvalitet? Han mener, at de For Abdallah Ajjawi har arbejdet som professionelle medier i dag skaber den borgerjournalist også hjulpet ham i skolen. æstetisk flotte multimediefortælling over »Det er helt klart en drivkraft for mig, at jeg for borgerjournalisterne, som arbejder med bliver bedre til at skrive. Nogle af mine venner den identificerbare og levende beskrivelse i gymnasiet er lidt misundelige, for når de har af dagligdagen. Der er tale om to forskellige skrevet tre linjer i deres danske stil, så har jeg genrer inden for journalistik, som skal vurderes allerede skrevet en halv side,« siger Abdallah individuelt, mener Peter From Jacobsen. Ajjawi. Vurderingen har Birger Agergaard ofte i Birger Agergaard bemærker, at når han tankerne. lægger historier skrevet af borgerjournalister »Jeg synes ikke, det gør noget, at man kan på avisens Facebook-side, så giver det mange se, at det er en amatør. Vi skal bare sikre os, flere hits. Når det er naboens navn, som står i

avisens byline, skaber det tydelig identifikation hos læseren. Ifølge Birger Agergaard giver det nærhed og opbygger en unik relation mellem medie og læser. »Det handler om at kunne koble det bedste fra to verdener. På den ene side at kunne forstå og fortælle fra et samfund, som man selv er en del af, og på den anden side at bruge formidlingsværktøjer og journalistiske greb,« siger Peter From Jacobsen. Til gadefesten fortæller Abdallah Ajjawi, at han har boet i Gellerup hele sit liv. Alle de fremmødte er kendte ansigter. De fleste hilser også på med et håndtegn eller et kort nik. Abdallah Ajjawi skriver ikke blot om Gellerup, han skriver for Gellerup.


APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

UDE

11

Blandt sportsjournalister er Rasmus Staghøj helt fremme i feltet. Her til cykelløbet La Flèche Wallonne i Belgien.

Rasmus Staghøj: »Sport er følelser« »Skal jeg spørge rytterne til holdets finansielle stabilitet, når de kommer forpustede over målstregen?« spørger TV2-journalist Rasmus Staghøj retorisk. Illustreret Bunker har mødt den prisvindende journalist til en snak om cykling, følelser og sportsjournalistik. Tekst: Kristian Kaad Jørgensen Fotos: Asker Lagefoged / PR-foto (Jørgen Leth)

S

teen Ankerdal-prisen gives til en ung sportsjournalist, der har udmærket sig. I marts måned vandt Rasmus Staghøj prisen. Den journalistiske tour de force, der ligger til grund for prisgivelsen, beror blandt andet på Rasmus Staghøjs dækning af Tour De France. Et løb han har dækket for TV2 af to omgange, og som har været med til at cementere hans ry som en (cykel)sportsjournalist, der ligger forrest i feltet. Det er Danske Sportsjournalister, der uddeler prisen, og Lars Fink, bestyrelsesmedlem i foreningen, begrunder udnævnelsen således: »Cykelsporten er ikke den nemmeste del af sportsjournalistikken at komme ind i. Men gennem ihærdighed og dygtighed er det i en helt ung alder lykkedes for Rasmus Staghøj at markere sig som en dygtig reporter på området. Han kombinerer det faglige og grundige med det ungdommelige og kække, hvilket gør det seværdigt. Og prisværdigt.« Foretrak faktisk fodbold Men det var ikke cykling, som Rasmus Staghøj troede, han skulle arbejde med, da han første gang betrådte den betonbeklædte bunker på Olof Palmes Allé. »Jeg regnede med, at jeg skulle arbejde med fodbold og lave transferhistorier – og at dét var det fede. Men jeg fandt ud af, at det var en lukket verden, og at der var mange journalister, der dækkede sportsgrenen, så det var tilsvarende sværere at komme ind i fodboldverdenens centrum,« siger han og fortsætter: »Cykelverdenen er meget åben. Der er ikke mange sportsgrene, hvor lille TV2 kan stå og tale med sportens største aktører. Chris Froome og Alberto Contador kunne i princippet være ligeglade med os, men de stiller faktisk op og svarer på vores spørgsmål.” En ting er tilgængelighed. Men Rasmus

Staghøj oplever også, at cykelryttere i hans optik er mere spændende at snakke med end fodboldspillere. »Fodboldverdenen er meget kontrolleret. Det er en fantastisk sport at se, men spillerne er kedelige at høre på. Så synes jeg, at det er mere fascinerende at tale med cykelryttere.«

Sport er jo følelser, så selvfølgelig er det dét, jeg spørger ind til

Forstår ikke kritikken Rasmus Staghøj har efterhånden talt med mange cykelryttere. Men måden, sportsjournalister taler med udøverne på og generelt dækker sport, bliver ikke anset for at være lige godt af alle.

Der er en generel tendens til, at man ser ned på sportsjournalistik. Var det også din oplevelse, da du gik på Journalisthøjskolen? »Ja, helt vildt. Vi havde en underviser, super dygtig og sød, men når det kom til sportsjournalistik, kunne jeg nærmest fornemme, at hun rullede med øjnene ved tanken, og at det var en genre med en masse klicheer, som ’Hvad føler du?’ og sådanne ting.« Men Rasmus Staghøj forstår ikke kritikken af sportsjournalistikken. »Skal jeg spørge rytterne til holdets finansielle stabilitet, når de kommer forpustede over målstregen? Så ville de jo kigge på mig og sige ’Fuck off ’. Så skal jeg jo tværtimod spørge: ’Hvad oplevede du?’ ’Hvad tænker du?’ Sport er jo følelser, så selvfølgelig er det dét, jeg i momentet spørger til,« siger han og supplerer: »Jeg synes, man ser ned på sport ved at tro, at vi så ikke laver mere end det. Jeg beskæftiger mig med cykling, hvor der åbenlyst har været

et kæmpe dopingproblem – om de så er ved at være på den anden side af det problem - det ved jeg ikke. Men det er i hvert fald en ting, som vi også kritisk har beskæftiget os med.« Sport gør skør Vil du lave sportsjournalistik resten af din karriere? »Jeg ved, at jeg IKKE vil lave sportsjournalistik resten af livet, men så sidder jeg sikkert om 20 år og laver det stadigvæk. Lige nu kan jeg dog ikke forestille mig noget federe end det job, jeg har. Men jeg tror, at jeg bliver skør i mit hoved, hvis jeg skal dække sport resten af min karriere.«

fordi jeg var cykelfan. Jeg er der, fordi jeg er en journalist, der dækker sporten og skal fortælle, at de har fucket op. Som journalist ville jeg tænke, at det ville være et spændende scenarie, men samtidig, at det eddermame ville være noget lort for cykelsporten.«

Hvorfor? »Jeg vil blive ved med at udfordre mig selv, og det bliver svært, hvis jeg bliver det samme sted. Det ville jeg også synes, hvis jeg var på Christiansborg. Det skal gerne hele tiden være spændende, og jeg vil ikke risikere, at jeg til sidst står og interviewer en cykelrytter uden egentlig at høre efter, hvad han siger.« Doping er spændende... I hvert fald, hvis man ser journalistisk på det, mener Rasmus Staghøj. »Jeg er kommet ind i en doping-æra, hvor dopinghistorier også har interesseret mig. Jeg tror ikke, at jeg havde dækket cykelsporten, hvis der ikke havde været så meget doping. Det lyder mærkeligt, men det er spændende fra et journalistisk synspunkt. Det er interessant at behandle noget, hvor du skal ind og kradse i noget, som er forkert.«

Hvis vi antager, at der kommer en ny dopingskandale, hvor en masse favoritter bliver taget for doping: Har du så gjort dig nogle tanker om, at nok er nok, og at et journalistisk genreskifte ville være på sin rette plads? »Nej. Det ville forudsætte, at jeg var der,

Jørgen Leth om Rasmus Staghøj

»Rasmus Staghøj har virkelig fortjent Steen Ankerdal-prisen. For mig at se er han den journalist, som danske cykelfans mere end noget har brug for. Han går direkte til tingene, forsøger ikke at være for kammeratlig med rytterne, men han ved, hvad der sker og spørger ind til de følsomme dele af løbene. Jeg har tidligere kritiseret, at den danske sportspresse totalt har glemt det narrative perspektiv, altså at kunne fortælle hvad der er sket på landevejen i dag. På det punkt er Rasmus Staghøj godt rustet og har den rigtige indstilling, fordi han reagerer spontant på det han har set ske, med et naturligt opfølgende ønske om at forklare det. Det, Rasmus Staghøj gør godt som sportsjournalist, er, at han virkelig ønsker at forstå løbet og aktørerne. Han forfalder ikke til klicheer og forenklinger. Han er ikke bange for at vove en påstand og følge den op.«


12

UDE

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

Sociale medier som nyhedsbureau Medier bruger i høj grad sociale platforme til at gå viralt. Clement Kjersgaard mener, at det underminerer deres egen forretning. Tekst: Tine Kirkensgaard Hansen Illustration: Emma Tram

A

rtikler deles, likes og kommenteres på sociale medier. De spreder sig. De går viralt. Og mange af os er efterhånden blevet vant til at finde og læse nyheder på sociale medier. 38 procent af danskerne får deres daglige nyheder gennem sociale medier frem for at gå direkte på mediernes egne websites. Det viser undersøgelsen ’Digital News Report 2015’ fra Reuters. Året før var det 22 procent. Den udvikling kender medierne. Læserne skal findes på de sociale medier. Ifølge journalist og debattør Clement Kjersgaard fører det til, at læserne ikke længere bruger de traditionelle medier. »Logikken for massemedierne er, at når man deler indhold på nettet, lærer man folk at se tv, læse avisen og høre radioprogrammet. Jeg er i tvivl om, at det er rigtigt,« siger han.

medie får en nyhed til at gå viralt, lærer man brugerne det modsatte af, hvad hensigten var. »Hver gang en historie går viralt, understreger man i virkeligheden, at markedsmekanismen på nettet fungerer. Du behøver ikke holde dit tv eller radiostation

bør følge udviklingen, mener redaktør for sociale medier på BT, Signe Kammersgaard. »Vi når mennesker på Facebook, som vi aldrig ville have nået ellers. Det kan være, vi når nogle, som ellers ikke troede, at vi var noget for dem. Folk, der aldrig ville være gået

Gratis smagsprøver får ikke folk ind Etablerede massemedier lader deres artikler gå viralt i forsøget på at få flere brugere ind på deres hjemmeside og læse flere artikler. Men

Du behøver ikke holde dit tv eller radiostation kørende. Hvis der er noget, du gerne vil se, vil dine venner finde det for dig - Clement Kjærsgaard Studievært og journalist

Clement Kjersgaard mener, at det er gået den anden vej. »For fem år siden troede vi, at hvis vi gik ud på gaden og gav smagsprøver væk, ville folk komme ind i butikken. Vi troede, at hvis vi delte ting, ville folk lære at bruge mediet,« siger han. Clement Kjærsgaard mener, at hver gang et

Clement Kjærsgaard mener, at medierne undergraver deres egen forretning i jagten på klicks og likes gennem sociale medier.

gående. Du behøver ikke sidde klar foran fjernsynet hver uge, for hvis der er noget du gerne vil se, vil dine venner finde det for dig,« siger han. Ifølge Clement Kjærsgaard befinder den gamle medieverden sig i en krise. »Jeg mener ikke, at der er en eneste velfungerende forretningsidé inden for de traditionelle nyhedsmedier i Danmark eller for den sags skyld nogle andre steder,« siger han. BT når ud til nye på sociale medier BT er et af de massemedier i Danmark, der har flest følgere på Facebook. De forsøger at bruge den virale verden til deres fordel. Man

ind på bt.dk, begynder at følge os, fordi deres venner deler eller kommenterer noget fra os,« siger hun. På BT’s Facebook-side lægger de vægt på, at der er et varieret indhold af videoer og billeder. Opslag, der ikke nødvendigvis linker til bt.dk. Der er ikke kun én vej til at få folk ind på deres website. »I sidste ende vil vi gerne have folk ind på bt.dk og læse nogle artikler. Så ser de nogle annoncer, og det er det, vi tjener penge på. I sidste ende er det målet, men der er mange veje til at nå det. Vi gør en hel del ud af, at vores Facebook-side ikke bare skal være en link-maskine, men at den er et community,« siger Signe Kammersgaard.

Et oprør mod clickbait

To studerende har taget kampen op mod fænomenet clikbait. De fortæller dig artiklens pointe, så du slipper for at klikke. Tekst: Tine Kirkensgaard Hansen

K

æmpe underjordisk baby døbt’... ’Derfor skal du prutte foran din kæreste’… Clickbait. De springer lige i øjnene. Det er ofte disse lokkende historier, der ender med at have flest clicks. Et forskningsprojekt i virale nyheder fra SDU viser, at den historie i Danmark, der har fået flest delinger, kommentarer og likes siden 2013, har overskriften ’Derfor er det sundt at stirre på bryster’. Projektet viser en tendens: Clickbait virker.

De klikker, du slipper Som et oprør mod mediernes brug af sensationelle overskrifter har Jacob Christian Eriksen, der er journaliststuderende på RUC,

startet Facebook-siden Klik Ik’ sammen med en veninde. De er trætte af overskrifter, der skal lokke folk ind på mediets website og se på annoncer. De vil clickbait til livs. På Facebook-siden deler de clickbaitartiklerne. Dem vi alle sammen falder for. Men hvor pointen ofte er meget anderledes – og mindre sensationel – end først antaget. Klik Ik’ afslører pointen for dig, så du slipper for at støtte mediernes clickbait. »Vi deler ikke hvilke som helst artikler. Vi fokuserer på at have noget, der er skarpt og også gerne noget sjovt. Det er typisk artikler, som ikke har nogen nyhedsværdi what-so-ever,« siger Jacob Christian Eriksen. Public service-organ »Vi et public service-organ, der formidler hurtigt og nemt til folk. Vi udstiller mediernes

nyhedsløse historier, der udelukkende er til for at profitere på læsernes nysgerrighed,« siger Jacob Christian Eriksen. Han lægger vægt på, at Klik Ik’ kun afslører de artikler, der lokker med noget i overskriften, der ikke holder vand. Han håber, at det i sidste ende kan styrke læsernes tillid til medierne. »Det har hele tiden været tanken, at vi vil videreformidle det hurtigere og skarpere, end mediet selv gør. Det får en del af nuancerne væk, og vi fjerner selvfølgelig en indkomst for mediet. Derfor bruger vi det kun på de historier, som bruger tomme og sensationelle ord i overskriften,« siger Jacob Christian Eriksen. Klik Ik’ har ikke fået henvendelser fra nogle medier, men de har oplevet, at nogle medier forhindrer dem i at kommentere på deres posts på Facebook.

Hun er dog klar over, at den måde, medieverdenen fungerer på, er bekymrende. Fra den ene dag til den anden kan Facebook ændre deres algoritme, og hvis man som medie er afhængig af det sociale medie, smuldrer ens forretning. »Det er farligt at basere hele sin forretning på en platform, man ikke har kontrol over. Men hvis man formår at bruge Facebook til at nå ud til nye mennesker og få endnu flere brugere, end man har i forvejen, så fungerer det,« siger Signe Kammersgaard. En pagt med djævelen Det er skruen uden ende. Uden blandt andet Facebook og Twitter vil medier ikke nå ud til lige så mange mennesker. Det mener både Clement Kjersgaard og Signe Kammersgaard. »Vi vinder ikke noget ved at lade være med at være på Facebook. Så kommer vi ikke ud til flere folk,« siger Signe Kammersgaard. Men ved netop at gå viralt undergår mediet en pagt med djævelen ifølge Clement Kjersgaard. »Hvis du som medie ikke distribuerer på sociale medier, er der ingen, der kender dig. Men du lærer samtidig folk, at de ikke behøver bruge de gamle medier. Det sætter medierne i et kæmpe dilemma,« siger han. Filip Walberg, der er journalistisk lektor ved Syddansk Universitet, startede i 2011 projektet ’I Like’, der kortlægger, hvilke historier, danskerne deler, kommenterer og liker. Han kan sagtens følge Clement Kjersgaards pointe. »Men det centrale spørgsmål er dog, om medierne for alvor har noget valg? For Facebook er ikke bare blevet et nyhedsbureau. Facebook er for mange blevet omdrejningspunktet for deres digitale liv. Hvis et medie fravalgte Facebook, ville især perifere læsere måske fravælge mediet,« skriver Filip Walberg i en mail.

Top 10-liste over historier med flest interaktioner (delinger, kommentarer og anbefalinger) på tværs af forskellige sociale medier fem dage efter offentliggørelse. (Tallet i parentes angiver antallet af interaktioner)

1.

’Så sundt er det at stirre på bryster’ (124.369) 2. Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation (91.735) 3. Forsøg med karse i 9. klasse vækker international opsigt (83.127) 4. Støjberg vil stramme denne prøve: Test dig selv – kan du blive dansk statsborger? (73.180) 5. Dansk pille fjerner græsallergi for altid (68.623) 6. Zulu Comedy Galla: Se komikernes skole-hjem-samtaler (68.461) 7. Landet, der holdt op med at give mening (58.495) 8. Annettes klumme: Jeg får lyst til at slå på glasset og sige neger (55.736) 9. Hér er reklamen, der giver ALLE en klump i halsen (55.327) 10. Hvor er det rørende! Line nåede ikke at blive student, så vennerne gjorde dette….(54.316) Se resten af listen på: https://filip.journet.sdu.dk/ilike/historisk.php


UDE

APRIL 2016ILLUSTRERET BUNKER

13

Rundspørge: Hvordan bør journalister agere på de sociale medier?

Tekst: Joshua Ursin Hollingdale Illustration: Sille Veilmark

S

om studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole bliver vi konstant mindet om, at vi skal huske at være objektive, neutrale og altid medregne begge sider af sagen. De spilleregler gælder i vores opgaver og vores arbejde. Men gælder de også på de sociale medier? Det spørgsmål har Illustreret Bunker stillet til en journalist, en politiker og DMJX’ egen faglige leder for nye medier, Kristian Strøbech.

Journalisten David Trads har haft en lang karriere som reporter og redaktør på blandt andet Jyllands-Posten og Information, og han var en af de første danske mediefolk, der besluttede sig for at ride med på bølgen, da de sociale

De fleste journalister burde holde sig til at være journalister og ikke tilkendegive, hvad de selv mener - David Trads Journalist

medier for alvor vandt frem i branchen. Han er, som årene er gået, blevet kendt som en journalist med en klar, subjektiv agenda. Dette afspejles tydeligt i hans ageren på de sociale medier, hvor hans ytringer næsten

udelukkende er holdningsbaserede. Det er der en helt klar grund til. »Min profil på de sociale medier er afgørende for mit arbejde. Nu hvor jeg primært lever af mine holdninger og laver journalistik omkring dem, er de sociale medier med til, at folk kender mig som en, mange har lyst til at forholde sig til,« siger han. Han udtrykker samtidig skepsis til den generelle udvikling i branchen. »Der er slet ingen tvivl om, at mange journalister udtaler sig subjektivt på sociale medier. For 10 år siden var det et nagelfast princip, at man ikke skrev sine holdninger. Jeg mener, at de fleste journalister burde holde sig til at være journalister og ikke tilkendegive, hvad de selv mener,« siger han. Ifølge David Trads skal mindre erfarne journalister især passe på med, hvad de skriver på de sociale medier. »Som ung journalist skal du passe meget på med at komme med dine holdninger. For hvis du har holdninger, kan politikere eller andre kilder anklage dig som journalist for at være partisk, når du går ind i en historie – på den måde gør journalister sig sårbare,« siger han. Politikeren Næstformand i Dansk Folkeparti og uddannet journalist fra DMJX, Søren Espersen, deler David Trads’ vurdering omkring udviklingen i branchen. Han deler dog ikke hans skepsis. »Det er blevet acceptabelt for journalister at have holdninger, og det, synes jeg, er fint. Jeg har det lige så godt med at blive interviewet af en journalist, hvis holdning jeg kender, som af en, jeg ved, der forholder sig neutralt,« siger næstformanden. Søren Espersen mener tilmed, at udviklingen kan have en positiv effekt på det danske mediebillede. »Jeg mener, subjektiviteten kan være en styrkelse af journalistikken. Alt afhænger af, hvad der kommer i avisen, når en journalist

har lavet et interview. Jeg ved stort set, hvad alle journalisterne på Christiansborg mener, og hvis det afspejles i medierne, ville det være et problem. Men det mener jeg ikke, at det gør,« siger han.

Hvis professionalismen er i orden, så er journalistens egne holdninger ligegyldige - Søren Espersen Næstformand, Dansk Folkeparti

Ifølge folketingsmedlemmet afhænger det udelukkende af journalistens evner. »Den gode journalist kan slippe af sted med alting - også at give udtryk for sine holdninger, mens den dårlige ikke kan. Hvis professionalismen er i orden, så er journalistens holdninger ligegyldige.« Forskeren Kristian Strøbech er faglig leder for nye medier på DMJX. Han forsker i journalisters brug af sociale medier og mener, at det er umuligt at fastlægge klare guidelines for, hvordan vi skal opføre os på de nye platforme. Dog slår han fast, at det hele afhænger af journalistens omdømme. »Jeg tror, at man som journalist kan give udtryk for en del subjektive holdninger på sociale medier uden at ødelægge sit faglige renommé. I et medielandskab hvor vi har ­informationer­ i­ overflod,­ kan­ det­ være­ en­ strategisk fordel at opbygge en personlig, menneskelig stemme. Det kan folk generelt godt lide, og på den måde kan subjektiviteten,

det ærlige og personlige udgangspunkt være attraktivt og fungere som en af de ting, der tiltrækker et trofast publikum,« siger han. Som David Trads mener Kristian Strøbech, at man som ung journalist skal passe lidt ekstra på. »Jeg vil nok opfordre til, at man går forsigtigt frem og måske først beviser sin faglige dygtighed og fairness, før man

Jeg vil opfordre til, at man først beviser sin faglige dygtighed, før man begynder at eksperimentere på dette område - Kristian Strøbech Faglig leder for nye medier

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole begynder at eksperimentere med grænserne på det her område. Som sagt afgøres meget af, hvordan vi gebærder os. Når det er sagt, så har vi faktisk stærkt brug for, at journaliststuderende og de yngre generationer bryder normerne og afprøver grænserne på det her felt. Der er ikke ret meget, der tyder på, at den traditionelle form for journalistik overlever, eller i det hele taget er den rette vej frem.«


14

ANNONCE

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

ÅRETS PRISUDDELING FOR MEDIE-, DESIGN-, KOMMUNIKATIONS- OG JOUNALISTSTUDERENDE

21. MAJ - VEGA

WWW.KRAVLING.DK

KUNSTNERE

SOLEIMA & WHOMADEWHO VÆRTER

DAVID MANDEL & ANDERS STEGGER


FOKUS

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

FOKUS

15

I en eller anden grad er vi alle børn af DR. Fra Lågen i bogen til livet på Borgen følger DR os hele livet, og som Danmarks største public service-maskine har de også det største ansvar for at levere kvalitet. Til alle. Fokus vover sig denne gang ind i maskinrummet på det tidligere Statsradiofonien for at se, hvad DR egentlig er for en størrelse, og hvem der får hjulene til at dreje.

Huxi Bach er stadig barn af DR Huxi Bach tør satse. Og idet han begyndte at savne vovemodet hos Danmarks Radio, kom beslutningen af sig selv. Han måtte forlade det DR, han selv kalder sig barn af. Tekst: Katrine Volsing Foto: Tanja Carstens Lund

H

an ville ikke finde sig i det. Hvis de havde lukket hans radioprogram, fordi de ville lave noget mere satset, så måske. Men ikke når afløserne var tre-timers blokke med flowradio. Så Huxi valgte selv at forlade DR, da hans program Den løse kanon blev lukket. »Dét var øjeblikket, hvor jeg mærkede, at Danmarks Radio og jeg var vokset fra hinanden,« siger Huxi. Og han var ikke i tvivl om, hvad han skulle gøre. Han skrev sin opsigelse og sov på det. Men da han vågnede igen, var beslutningen uændret. Og sådan lod Huxi sig skille fra et langt forhold med DR. Han anede ikke, hvor han gik hen.

At gøre noget bare fordi der er gode penge i det, dét fortryder man - Huxi Bach

Klassisk post-break-up-følelse. Dog havde han flirtet med tanken om et onemanshow noget tid, og opsigelsen blev bungy-jumpet ud i netop dét eventyr. »Jeg tænkte: ’Nu giver du det her et skud, ellers så fortryder du. Så bliver du 60 og kigger tilbage og græder’,« siger han, og karikerer den velkendte Huxi-stemme en anelse. Men selvom det netop var mangel på mod fra DR’s side og masser af mod fra egen side, der fik Huxi til at sige op og hoppe videre, var hele fundamentet fra afsættet skabt i tiden på DR. Begyndelsen i barakkerne Huxis karriere tog sit afsæt som praktikant i 2860 Søborgs barakker. Barakker som gennem tyve år forblev ”midlertidige”, og hvor DR Ung og Underholdningsafdelingen havde deres kreative hverdag. »Der var en anarkistisk stemning i barakkerne. Ovre i TV-byen i det fine højhus sad cheferne. Der var der virkelig hierarki,« siger han. Han tegner med hænderne en usynlig piedestal, som han placerer Kim Bildsøe på. Markerer derefter ned af. Så langt ned at hånden rammer bordet. Og så læner han sig frem over det og hvisker til den lille diktafon, som bryder rummet imellem os. »Men det er bare noget, jeg har hørt; det er hearsay. Men det er god hearsay.«

Huxi Bach startede i praktik i DR’s barakker tilbage i 1999, og det affødte en lang karriere hos Danmarks Radio. Nu er samarbejdet med DR forbi, men karrieren er langt fra overstået. Huxi fortæller om livet i Danmarks Radio, og hvorfor det er bedst, at de nu er gået hver til sit. I barakkerne var der rum for idéer. Og i Underholdningsafdelingen var der endda også penge til at prøve idéerne af. »Det er tilbage i - fuck off - det er 1999! Du godeste Gud, det slår mig lige pludselig som mange, mange år siden,« fortæller han. Han startede med at lave årstalsquizzen, og sørgede for at gøre sig umage i alt det arbejde, der kom hans vej. Men der var også plads til fester, og særligt én har sat sig fast i Huxis hukommelse. Noget med frisk makrel i kopimaskinen. Noget med at glemme det weekenden over. Noget med at den ikke var så frisk, da folk mødte på arbejde igen om mandagen.

Dét var øjeblikket, hvor jeg mærkede, at Danmarks Radio og Post-praktik Praktiktiden var ovre. jeg var vokset fra Huxi skulle tilbage til betonpaladset med støvede kompendier og hinanden lærere, som, han syntes, - Huxi Bach var gået i stå. Men DR

var blevet svært glade for Huxi, og Huxi for dem, så valget var ikke svært. Han droppede at returnere til Journalisthøjskolen i Aarhus og blev i 2860.

»Hvis du knokler for det og beviser, at du kan noget, så får du også lov til at rykke rundt mellem de forskellige ting,« siger Huxi. Og det var netop dét, han gjorde. Alligevel var der noget, der kom til at få stor betydning for Huxis forhold til DR. Og det var, da DR flyttede. »De blev bange for at tage chancer og begyndte at købe koncepter. Det begyndte at mangle, at man siger: ’Nu prøver vi det her, shit det gik ad helvedes til, frygteligt program. Luk det! Vi laver noget andet’,« forklarer han.

vovemodet fra barakkerne med ind. De mister modet. Og Huxi mærker, at modet mangler. For selv tør han godt fejle og falde og tro på, at han vil komme flyvende igen. Vognstangen vinkede til ham. Det var tid til at komme videre. Og dermed kom vi tilbage til slutningen og den nye begyndelse. En ny begyndelse, hvor Huxi har bevaret modet. Ikke kun med de ting, han har valgt at gøre, men også dem han har sagt nej til. »Det skal være lysten, der driver dig. At gøre noget bare fordi der er - Huxi Bach gode penge i det, dét fortryder man,« siger han. Og for at være tro mod vinket fra den berømte vognstang, som Huxi kalder det, var han meget bevidst om også at turde sige nej. Om Huxi havde fået samme grad af mod til at sige både ja og nej uden DR, det vides ikke. Men handle det gør han og finde sig i hvad som helst, det gør han ikke. »Jeg ér barn af Danmarks Radio, det er der ingen tvivl om,« siger han.

Hvis du knokler for det og beviser, at du kan noget, så får du også lov til at rykke rundt mellem de forskellige ting

Vinket med vognstangen DR taber noget på vejen fra Søborg til Ørestad. Det er som om, at det nye modne tjekkede look med åbne kontorlandskaber i lyst træ og glas ikke helt lukker


16

FOKUS

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

Terrorangreb rydder sendeNår nyheden er vigtig nok, skifter Danmarks største nyhedsredaktion til højeste gear. Ved et tilfælde var Illustreret Bunker med på sidelinjen d. 22. marts, da medarbejderne på Danmarks Radio skulle bringe nyheden om terrorangrebene i Bruxelles.

Tekst: Jeppe Mølgård Thomsen og Peter Bjørnbak Hansen Foto: Peter-Emil Witt

J

ournalist og breaking-overvåger Sabrina Uldbæk rækker hånden i vejret. Der sker noget i Bruxelles. Nyhedsredaktørerne smider alt, hvad de har i hænderne for at blive briefet. En uvished breder sig mellem medarbejderne. En time senere hæver Sabrina igen hånden. »Nu er der røg fra metroen!«

Kl. 04:45: Stilhed før stormen Nyhedsredaktør Ole Grevsen sidder og venter indenfor, mens han kigger på sin smartphone.

Han skal nå at koordinere dagens første redaktionsmøde med en anden nyhedsredaktør, Mette Koue, inden det går i gang. Decibelmålere på bordene viser med en grøn, lysende smiley, at der er et godt, lavt støjniveau. Kl. 05:00: Man vågner bedst med et smil Redaktørerne for nyhedsredaktionerne P1, P3, P4 og DR2 er samlet med nyhedsredaktørne Ole Grevsen og Mette Koue omkring et rundt bord i midten af lokalet. Mette Koue fremlægger de vigtigste overskrifter: Obama er på Cuba, bjørneungerne i Københavns Zoo skal chipmærkes, og der er politisk flertal for at fratage hadprædikerende imamer deres danske statsborgerskab. »Der var også noget med zika-virus i

Sydkorea,« afbryder en redaktør. »Ja, det var en sikahjort, der er blevet fundet,« svarer DR2-repræsentanten hurtigt. Alle omkring bordet griner højlydt, og mødegængerne vifter nu ivrigt deres kuglepenne som dirigentstokke, mens de planlægger resten af dagens overskrifter. Kl. 07.02: Der er får i studiet P4-radiovært Nina Høgsberg har på to minutter læst dagens nyheder op for en halv million lyttere. Hun runder udsendelsen af med en historie om, at Michelin-stjernen på Henne Kirkeby Kro har øget en lokal fåreavlers omsætning. Fåreavleren fortæller om sin succes med tyk vestjysk dialekt, mens han akkompagneres af

fårenes brægekor. Nina Høgsberg forsøger at undertrykke et grin. Hendes stemme skal være klar, inden den blå lampe igen indikerer, at hun er ’on air’. Det lykkes ikke. »Alle de får!« udbryder hun grinende og får øjenkontakt med sin redaktør på den anden side af den lydtætte glasrude, som adskiller studie og kontrolrum. Kl. 07:50: Tempoet er sat ned DR2-vært Mikkel Frey går mod tv-studiet med favnen fuld af ting – øresnegl, iPad, kaffekop og notater. Han sætter sig ved det hvide, blankpolerede bord og breder tingene ud i et tilfældigt rod. »Vi er gået i påske-mode, så alt går en lille smule langsommere, end det plejer,« siger

Da Mikkel Frey møder ind kl. 04:45, er der god plads på parkeringspladsen foran hovedindgangen til DR-byen. Dagen starter stille og roligt, fordi mange medarbejdere snart går på påskeferie. Men omkring kl. 08.30 modtager DR meldingen om, at to bomber er sprunget i Bruxelles - og med ét skifter stemningen.


FOKUS

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

17

fladen, og stemningen skifter han med et smil. Hans skjorte er endnu ikke knappet, og slipset hænger løst. Han bruger en af de mange tv-skærme som spejl og retter sig til. »De bliver også højere og højere, de tindinger der,« udbryder han imens han ændrer forsigtigt på frisuren. Lige inden nyhedsudsendelsen går i luften, sender Mikkel Frey en bemærkning til kollegaen Gry, som løber frem og tilbage i studiet og viser gæster til den kommende udsendelse på plads. »Er du blevet runner, Gry?« »Ja, jeg vikarierer,« svarer hun. »Jeg kan huske, da jeg var runner for Deadline i mine unge dage. Jeg synes, det var røvsygt,« udbryder DR2-værten drilskt. Kl.08:25: Bomberne springer Mens Mikkel Frey afslutter morgenens nyhedsudsendelse, gør breaking-overvåger Sabrina Uldbæk opmærksom på, at der sker noget i Bruxelles. Ole Grevsen tager hendes beretning med til mødet med de øvrige redaktører to minutter efter. »I dag giver det mere mening end nogensinde at starte med udland,« siger nyhedsredaktøren Ole Grevsen.

I dag giver det mere mening end nogensinde at starte med udland -Ole Grevsen Nyhedsredaktør, DR Nyheder

DR2-vært Mikkel Frey får nys om situationen efter udsendelsen. I det samme han kommer ud af studiet, springer han ekstraordinært med til redaktionsmødet. Ole Grevsen briefer de andre redaktører om de sparsomme oplysninger fra Europas hovedstad, Bruxelles, mens nyhedsredaktør Mette Koue ringer til DR’s repræsentant på Christiansborg. Det får hun ikke noget ud af; han ved lige så lidt, som de gør. Det, de ved, er, at der har været to

eksplosioner i Bruxelles’ lufthavn. Det, de ikke ved, er, om det er et terrorangreb. Kl. 08:50: Påske-mode er slut DR2-vært Mikkel Frey går med hastige skridt ind og ud af studiet. Han har efterhånden, hvad han skal bruge for at være klar til den ekstraudsendelse, han skal lave. »Fandens!« udbryder han og ser på de live-billeder, der kører på skærmen foran ham i studiet. Han samler sine papirer og slår dem mod bordoverfladen, så de arrangeres i en pæn stak. »Det, alle frygter nu, er, at der dukker en eller anden op med et maskingevær et eller andet sted,« siger han med et bekymret blik. 20 minutter senere springer den tredje bombe. Kl. 09:25: Kontrolleret kaos »Nu er der røg fra metroen,« udbryder breaking-overvågeren Sabrina Uldbæk. Alle er klar over, at det skal offentliggøres så hurtigt som muligt. »Hvad må jeg skrive?« spørger en web-skribent. »Skriv, ’der er forlydender om’..,« svarer Mette Koue og fortsætter med hævet stemme, så alle omkring hende kan høre, hvad der bliver sagt: »Husk, vi kører det konservativt. Ingen rygter!« Decibelmålerne på bordene i redaktionsområdet er nu skiftet til en gul, misfornøjet smiley. »Vi har et dansk øjenvidne,« udbryder en medarbejder og tager telefonen væk fra øret. Nyhedsredaktøren Ole Grevsen retter hurtigt sit fokus mod ham. »Hvem?« »Jeppe Juul. Han er landbrugslobbyist.« »Det er sgu da ham der socialdemokraten. Hvor er han? Hvad ved han?« Ole Grevsen tager sin mobil op til øret, mens han går over i den modsatte ende af redaktionsområdet. Et øjeblik senere får han stukket en ny telefon i hånden. Den tager han op til det andet øre og snakker i to telefoner på én gang. I nyhederne kl. 18.30 er landbrugslobbyisten og øjenvidnet, Jeppe Juul, med i et direkte interview fra Bruxelles. Kl. 09.47: Én nyhedsvært er ikke nok Martin Krasnik går gennem svingdøren til DR’s redaktion. Han er indkaldt som

forstærkning i terrordækningen. 11 minutter efter går han med hastige skridt fra sminken mod det glasbur, som er DR2’s nyhedsstudie. Han skrår tværs over nyhedsredaktionen gennem et inferno af støjende mobiltelefoner og horder af stressede journalister og redaktører. Han ænser knap nok, at en medarbejder halser efter ham. Hun retter hans krave, derefter slipset og sender ham videre i studiet uden et ord. Et minut senere sidder han klar foran teleprompteren. Nyhedsbordet skjuler, at han under det nystrøgede jakkesæt sidder i morfar-kondisko og jeans med hul i baglommen. Han starter udsendelsen med at forveksle metrostationen Maelbeek, hvor en af bomberne sprang, med området Molenbeek. Medværten Mikkel Frey retter ham, og han genvinder hurtigt fatningen. Kl. 10:15: En redaktion klædt i gult Det er svært at abstrahere fra gule farver i redaktionslokalet. Breaking news-bjælker dominerer, og det flyder med gule post-its. Opslagstavlen på DR2’s redaktion bærer symbolerne for de to grundstoffer brom og barium. Deres forkortelser danner tilsammen titlen på en populær tv-serie, men de opsummerer også stemningen på en nyhedsredaktion under et terrorangreb: Breaking Bad.

Husk, vi kører det konservativt. Ingen rygter! - Mette Koue Nyhedsredaktør, DR Nyheder

Kl. 10:30: Kalder alle vogne Medarbejderne er ikke længere i påske-mode. Svingdøren til redaktionen drejer konstant. Det strømmer til med journalister, politikere og nyhedsværter. Kim Bildsøe er indkaldt til en ekstraudsendelse, Tine Gøtzsche skal forberede aftenens nu meget anderledes TV-Avisen, og Kåre Quist er mødt ind for øjeblikkeligt at blive sendt til Bruxelles for at rapportere. Reporteren Gry er nu blevet udskiftet med

runneren, som holdt fri. Hun er ligesom alle andre medarbejdere på sin plads. Kl. 10:46: Mindre plads til pelsdyr »Skal vi speede Camilla op?« spørger en medarbejder nyhedsredaktør Ole Grevsen. Camilla er reporter og har siden den tidlige morgenstund været sendt ud til

Det, alle frygter nu, er, at der dukker en eller anden op med et maskingevær et eller andet sted - Mikkel Frey DR2-vært

Københavns Zoo for at lave en reportage om de nye bjørneunger, der skal chipmærkes. Nu skal hun ud at filme den øgede sikkerhed i Københavns lufthavn, der er kommet som følge af terroren. »Sig til hende, at så snart hun har noget, der bare minder om færdige optagelser, skal hun ud i den lufthavn,« svarer Ole Grevsen prompte. »Har du styr på det, Ole?« lyder en stemme et sted i redaktionsområdet. »Ja, det synes jeg. Stille og rolig dag, hva’?« svarer han med et ironisk smil. Den hektiske stemning er langt mere kontrolleret nu. Løb er blevet erstattet med hurtig gang. Alle ved præcis, hvad de skal, og alle ved, at det, der foregår i Bruxelles, er et terrorangreb. Decibelmåleren skifter ikke længere farve. Den er atter grøn. Kl. 12:00: Fire timer senere Nyhedsredaktør Ole Grevsen står rank med hænderne i siden foran sin computer. Han snakker med mange og ved, hvad han skal sige til hvem. Han er sammen med resten af medarbejderne ved at falde til ro. Tilbage i det kontrollerede kaos, som redaktionen har været i de sidste fire timer, hænger fem ure, der viser klokkeslæt fra forskellige storbyer rundt omkring i verden. Et af urene viser tiden i Bruxelles. Det er gået i stå.

Besøg illbunker.dk for at se flere billeder.

Den 22. marts sprang tre bomber i Belgiens hovedstad Bruxelles. Der var to eksplosioner ved Bruxelles Lufthavn kort efter kl. 08.00 lokal tid, og kl. 09.11 fandt en eksplosion sted i et metrotog tæt ved Europa-Parlamentet. 32 civile og tre selvmordsbombere mistede livet i angrebene.


18

FOKUS

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

DR Ultra: Mere end Bamse og Kylling-nyheder

På DR’s børnekanal, DR Ultra, står menuen både på tant og fjas og børnenyheder med alvor. Nyhedsvært Stine Lynghard fortæller om arbejdet på Ultranyt. Tekst: Isa Kowalski Samuelsen

F

år du klikket dig ind i DR Ultras farverige verden på det store internet, kan du i skrivende stund blandt andet få svar på, hvem der chiller mest for tiden. Julemanden eller påskeharen? Men journalistik for børn er ifølge nyhedsvært Stine Lynghard ikke kun gak og løjer. Børnenyheder er et nyt fænomen i Danmark, som nok de færreste over 20 somre kender til. DR udvidede i 2013 børneplatformene Ramasjang og Ultra med programmet Ultranyt, der dagligt sender nyheder til de danske børn. Hardcore børnenyheder Ligesom enhver anden nyhedskanal med respekt for sig selv, starter programmet med en letgenkendelig jingle og en smart animation af jorden i bevægelse. Det er den internationale verden og det samfund, vi lever i, der er i fokus. »Vi hjælper børnene med at få deres første indblik i nyhedsverdenen og blive klædt ordentligt på til at forstå verden omkring dem,« siger Stine Lynghard, der er nyhedsvært på Ultranyt. Nyheder for børn er ikke anderledes at

producere end de nyhedsprogrammer, den voksne del af befolkningen kan tænde for fire gange i løbet af en almindelig dag på DR1, mener hun, men påpeger, at der selvfølgelig er nogle ord og begreber, der kræver bedre forklaringer på Ultranyt end på andre nyhedsflader. »Ultra er om noget et hardcore nyhedsprogram. Mange tænker måske at børnenyheder, er sådan nogle ’bamse og kylling’-nyheder. Det er det langt fra,« siger Stine Lynghard. Den tunge terror I den seneste tid synes terroren at have lagt sin mørke skygge over den verden, vi lever i, og det er ikke kun de voksnes hverdag, det går ud over. Også børn rundt omkring i landet opsnapper nyheder om bomber, kaprede fly og skuddramaer. Derfor dækker Ultranyt også terror, selvom det er noget af det sværeste at formidle til børn. »Terror er klart et sted, hvor vi - Stine Lynghard skal ramme tonen fuldstændig spot Nyhedsvært, Ultranyt on og vide præcis, hvad det er, vi laver. Og det gør vi også,« fortæller Stine Lynghard. Netop fordi nyhedskanalens målgruppe er børn, arbejder Ultranyt ikke med begrebet

Ultra er, om noget, et hardcore nyhedsprogram

’breaking news’. Det er vigtigt, at alt hvad der bliver sendt er gennemarbejdet og kan give et mere fyldestgørende overblik, end de korte opdateringer voksne oplever på eksempelvis Twitter og netnyheder, der bliver opdateret løbende. Et positivt budskab Når den animerede jordklode klokken 18.00 tager form på DR Ultras TV-kanal, lyser de syv forskellige kontinenter op i glade farver. Det glade budskab er vigtigt at fokusere på trods nogle til tider hårde nyheder. Ultranyts journalister forklarer kort, hvad der er sket, hvorfor og hvordan det er sket. Når det er gjort, er det vigtigt, at indslaget sluttes af med et positivt budskab. »Vi forsøger at skabe en lille smule håb, der hvor vi kan,« forklarer Stine Lynghard og fortæller, hvordan det danske politis arbejde altid bliver nævnt, når indslaget handler om terror.

Nyheder gør. De er også med til de samme morgenmøder, og alle journalisterne bag skærmen og ude i marken er uddannede nyhedsjournalister. Ultranyt er ifølge Stine Lynghard public service i sin fineste form. Kanalen er den mest sete hos danske børn med et seertal på knap 20.000. På en andenplads ligger Disney Channel. Nyhedsudsendelsen på otte minutter kommer ofte vidt omkring, og der er ifølge Stine Lynghard ikke nogen nyheder, de som udgangspunkt ikke vil sende på Ultranyt. Her fortæller de også om nye finanstiltag, der har betydning for børn eller om den nye skolereform. Det gør de, fordi - Stine Lynghard redaktionen Nyhedsvært, Ultranyt grundlæggende mener, at det er vigtigt at fortælle børn om, hvad der foregår i verden. »Det job, jeg sidder i lige nu, er virkelig noget, jeg er helt vildt stolt over at lave,« siger Stine Lynghard.

Terror er klart et sted, hvor vi skal ramme tonen fuldstændig spot on og vide præcis, hvad det er, vi laver

Vigtigt med journalistik til børn Ultranyt optager sine nyhedsudsendelser i Newsroom i DR Byen. Ligesom DR

VOXPOP: Er DR hele Danmarks Radio? Mennesker har forskellige medievaner. En håndfuld tilfældige århusianere fortæller om deres forhold til det DR, der tilhører os alle, samt deres tanker om det, der bliver sendt. Tekst: Sara Krog Foto: Malene Porup

Pedi, 25 år, studerende Hvad tænker du, når jeg siger DR? Jeg tænker en masse spændende og interessante programmer. Jeg tænker DR2 og DR3. De laver en masse gode programmer, som jeg følger med i. Hvilke kanaler benytter du dig af, hvis du bruger DR? Det er hovedsageligt DR2, jeg ser. Jeg hører ikke så meget radio, og hvis jeg gør, er det hovedsagligt taleradio. P1 en gang imellem og andre gange P3 og P4. Benytter du dig mere af DR end andre medier? Ja, jeg benytter mig sådan set kun af DR, for jeg hader reklamer. Synes du, DR leverer høj kvalitet? Ja, det gør jeg egentlig. Jeg synes, det de har at byde på, er tilfredsstillende. De er meget dygtige og meget brede i deres politiske holdninger.

Niels, 66 år, lektor Hvad tænker du, når jeg siger DR? Så tænker jeg på det, jeg ser. DRK, DR2. Jeg ser egentlig ikke ret meget DR1. Alle de der serier og sådan noget, ser jeg som regel ikke. Hvis jeg skal høre radio, vil jeg helst høre P1. Synes du, DR leverer kvalitet? Jeg synes, det er rimelig kvalitet. Det har i hvert fald en interesse for mig, fordi der er noget kultur, og der er noget dybdegående journalistik. Hvorfor ser du ikke DRs andre kanaler? Jeg kan godt se TV Avisen, men Hammerslag interesserer mig ikke. Det er underholdning, men det er ikke noget for mig. Benytter du dig mere af DR end andre medier? Ja, det gør jeg nok. Det er det, jeg ser mest. Det, jeg kan mangle ved DR, er, at der ikke er så meget sport, men det kan jeg se på TV2 Sport.

Charlotte, 33, kontorassistent Hvis jeg siger DR, hvad tænker du så? Noget stort, noget alle kan være en del af noget, der er mangfoldigt og for alle typer og alle aldre. Hvilke kanaler benytter du dig af, hvis du bruger DR? Jeg hører en masse radio. P3, P7 Mix og P4 om lørdagen. Jeg ser faktisk ikke så meget TV. Synes du, DR leverer høj kvalitet? Ja, det synes jeg. Noget er selvfølgelig højere kvalitet end andet, og nogle programmer er jo bare sådan lidt tidsfordriv, men generelt synes jeg, at det er fin kvalitet. Benytter du dig mere af DR end andre medier? Ja, til radio gør jeg. DR har en god app. Den dækker. Jeg kører meget i udkantsområderne, så det er simpelthen, fordi den altid virker, jeg bruger den.

Cecilie, 21 år, studerende Hvad tænker du, når jeg siger DR? Så tænker jeg gode programmer, men gode programmer for ældre. DR Ultra er jo kommet til, så også gode kanaler for børn. Jeg ser ikke så meget DR, men jeg synes, det er udmærket det, de laver. Specielt på DR3. Hvilke kanaler benytter du dig af, hvis du bruger DR? Jeg bruger mest DR3, men jeg bruger også DR1 og DRs hjemmeside. Derudover lytter jeg meget til P3, fordi jeg hver dag pendler til Aalborg i tog. Synes du, DR leverer høj kvalitet? Ja, det synes jeg helt bestemt.


DEBAT

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

19

Humanioraen fortjener et vådeskud

Debatindlæg: Den journaliststuderende som har en humanistisk bachelor med i bagagen: Universiteternes smertensbørn – de humanistiske uddannelser – er nu på så lavt et kvalitetsniveau, at det ville være nådigst helt at lukke dem.

Tekst: David Rue Honoré, journaliststuderende, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Bachelor i International Virksomhedskommunikation fra Syddansk Universitet (2012-2015)

V

i har også lov til at være her!« sagde vi i rørende enighed med hinanden i de mest bortgemte afkroge af Rustborgen, som Syddansk Universitet bliver kaldt. Vi bekræftede hinanden, for selvom vi ikke var medicinstuderende, jurastuderende, statskundskabs- eller idrætsstuderende, kunne vi sgu også noget. Vi vidste bare ikke hvad. Nedprioriteringen af humaniora har sat dybe spor i de humanistiske uddannelsers opbygning og i vores, humanisternes, selvopfattelse. At vi ikke er vigtige, blev for mig og mine medstuderende slået fast fra dag ét på studiet. Vores underviser havde knapt nok nået at byde os velkommen, før han sagde »I læser kommunikation, så I kan ligeså godt vænne jer til, at I er bunden af fødekæden her.« Det blev ikke fulgt op af nogen opildnende brandtale eller nogen opfordringer til, at vi nok skulle vise folk, hvem vi var. Næ. Sådan var det bare. Lev med det.

Selvom vi ikke var medicin-, jura-, statskundskabs- eller idrætsstuderende, kunne vi sgu også noget. Vi vidste bare ikke hvad

De humanistiske uddannelser har store hold spækket med unge, der ved, hvad de er gode

til, men ikke ved, hvad de vil med deres evner. Unge, der kan noget med sprog, noget med medier, marketing, branding, kommunikation, design, og som har valgt uddannelsen, fordi slutresultatet giver dem en titel, der er ligeså bredt favnende som optagelseskravene.

Hvis der ikke bliver gjort noget drastisk, ligger problemet ikke i en manglende tro på egne evner, men derimod på manglende evner blandt humanisterne

Og humanisterne bør også have lov til at være der, men nedskæringer, manglende ambitioner og uddannelsernes fordringsløse indstilling overfor de studerende har svækket de humanistiske fakulteter så meget, at det snarere vil være nådigst helt at lukke dem. Da jeg selv læste kommunikation (eller som dets fulde titel lød: International Virksomhedskommunikation med sprog og medier), blev jeg ofte mødt med løftede øjenbryn, og folk sagde »hold da op, det lyder fornemt.« og dernæst »hvad bliver man så, når man er færdig med det?« Og her rømmer man sig lige en gang, tager hænder op af lommerne og indtager den der, jo-nu-skal-du-høre-position. Jeg anede det ikke. Men jeg var en af dem, der, trods alt havde gjort sig den anstrengelse at lære en hjemmebagt smøre, jeg kunne spise folk af med. Der, hvor jeg virkelig ville komme til kort,

var, hvis jeg blev spurgt »Hvad lærer I så på den uddannelse?« Det har jeg den dag i dag ikke et godt svar på. Jovist, jeg kan fortælle om hermeneutikken, og hvorfor humaniora, død og pine, er ligeså meget en videnskab som naturvidenskaberne. Men hvad kan jeg egentlig? Hvad har uddannelsen egentlig lært mig? Tre års fag, der med pastelfarvede kasser og pile illustrerer, hvordan en virksomhed er skruet sammen, men ikke ét eneste besøg i en rigtig virksomhed. Det er for mig fuldstændig uforståeligt nu, men det var dengang svært at få øje på, for er man frisk ud af gymnasiet og lige startet på universitetet, så kan det altså være pokkers svært at gennemskue, at det ikke bør være sådan. Det er i debatten om humanioras berettigelse før blevet nævnt, at humaniora er sin egen værste fjende, og at vi humanister bliver nødt til at realisere vores eget potentiale for, at indtage vores retmæssige plads i samfundet som tænkerne. Som dem der kan sætte ting i kontekst og på spidsen, vende og dreje dem og bidrage med anskuelser, som

Jeg ser faktisk mig selv som humanist. Jeg er uden tvivl rundet af den uddannelse, jeg har taget

kan gavne både åndslivet som samfundslivet. Men som jeg ser det, er vi way past that point. Hvis der ikke snart bliver gjort noget drastisk, ligger problemet ikke i en manglende tro på egne evner, men derimod på manglende evner blandt humanisterne.

Jeg ser faktisk mig selv som humanist. Jeg er uden tvivl rundet af den uddannelse, jeg har taget, og mit håb er, at jeg på en eller anden måde kan få gavn af den i fremtiden, både på mit nye studie, og i mit fremtidige arbejdsliv. Men er det grund nok til at beholde dem? Jeg synes det ikke. Jeg er glad for den uddannelse,

Lykkes det dem ikke at forstå, at en uddannelse altså har brug for praktisk undervisning, så vil det mest humane være helt at aflive humanioraen

jeg har taget, men uddannelser bør ikke kun være til for at spæde til den almene dannelse. Deres primærinteresser bør derimod være, at klæde de studerende på til at træde ud på arbejdsmarkedet med praktisk erfaring i at løse de opgaver, som det virkelige liv kan byde på. Hvis humanioraen bliver lagt i graven, vil jeg begræde tabet. Jeg ville sådan ønske, at det kunne være anderledes, men jeg frygter, at universiteterne fuldstændig har tabt tråden i forhold til, hvad humanioras plads bør være i dag. Og formår de ikke at finde tråden igen, kan de ikke råbe højt nok til politikerne, og lykkes det dem ikke at forstå, at en uddannelse altså har brug for praktisk undervisning, så vil det mest humane være helt at aflive humanioraen.

De rigtige og de forkerte praktikpladser

Debatindlæg: Når de studerende skal søge praktikplads, er prestige et af de parametre, mange tager med i overvejelserne. Men er konkurrence og blær i baren blevet en for stor del af praktikræset? Tekst: Kaspar Hvid, journaliststuderende, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

manglende solidaritet mellem journaliststuderende er utrolig trist. Mange af os har

redag den 15. april skete det. Den dag vi alle længe havde ventet på, eller vi havde faktisk ikke ventet særlig længe på den, da den lige pludselig bare var blevet genindført. Panikdag. Dagen som alle hader. Da dagen var ved at være overstået, tweetede RUC: »Vi sidder tungt på #dkmedier. 6 på DR, 4 på Politiken, 8 på TV2, 3 på BT og 3 på Ritzau.« Der gik lidt timer, hvor der var forskellige mennesker, som brokkede sig. Så tweetede RUC: »Havde det været et normalt hold på ca 50, så havde vi haft udsolgt af praktikanter.« Først og fremmest, så ved jeg ikke helt, hvor jeg skal starte. Jeg synes, at tendensen med

F

Det er nemlig det, praktikken handler om - at vi skal blive klogere og bedre. Ikke at vi skal blære os i fredagsbaren, som RUC åbenbart vil

venner og kærester på kryds og tværs af de forskellige studier, men alligevel kan solidariteten mellem os findes på et meget lille sted,

når vi begynder på praktiksøgningen Det leder mig tilbage til tweetet. Én ting er, at vi konkurrerer mod hinanden. Det er kun naturligt, når der er hundrede pladser for lidt, men hvorfor er det, at nogle medier er bedre end andre? Hvorfor mener RUC, at det er nødvendigt at tale ind i den diskurs om, at nogle steder er bedre end andre? Tweetet gør kun én ting: De gør nogle medier bedre end andre. De taler lige direkte ind i fredagsbars-retorikken om, at man kun er dygtig som journalist, hvis man kommer til at arbejde et sted, som har postnummer i og omkring København K. Jeg er endt på JydskeVestkysten. De var mit førstevalg, og jeg var heldigvis deres. Jeg er sikker på, at jeg i Sønderjylland bliver en bedre journalist, end jeg er i dag.

Det er nemlig det, praktikken handler om - at vi skal blive klogere og bedre. Ikke at vi skal blære os i fredagsbaren, som RUC åbenbart vil.

Tendensen med manglende solidaritet mellem journaliststuderende er utrolig trist

Skal dit debatindlæg bringes her? Det er tid til DEBAT. Mangler du et sted at komme ud med din begejstring eller frustration over noget, der sker i mediebranchen eller på skolen? Vil du være med at sætte fokus på eller starte debat om et emne, der er underbelyst? Husk, at du altid har mulighed for at sende debatindlæg til Illustreret Bunker. Vi bringer to i hver avis. Du kan nå at bidrage til næste udgave, som udkommer d. 17. maj. Hvad enten du har et færdigt indlæg liggende eller bare et pitch til en idé, så skriv til chefredaktør Camilla Bøgelund på cbogelund@mail.dmjx.dk.


20 FOTO

APRIL 2016 ILLUSTRERET BUNKER

HJERTERFRI P책 3. semester har de fotojournaliststuderende en m책ned til at lave et valgfrit projekt. Magnus Fisker har lavet en serie, som belyser diversiteten i Gellerupparken. Se hele serien p책 magnusfisker.dk

Profile for Illustreret Bunker

Illustreret Bunker - April 2016  

Illustreret Bunker, 2. udgave, forår 2016

Illustreret Bunker - April 2016  

Illustreret Bunker, 2. udgave, forår 2016

Advertisement