Page 1

[PORTRÆT]

Aalborg

LASSE BURHOLT

SKET ER SKET

Kandidaterne

- nu bliver det personligt

Lise Baastrup - det spiller en rolle

[ 1 Pilegaard ] - en god historie

Michael Falch - ud af mørket


[ Tekst: Pia Møller Søe ] [ Foto: Louise Dybbro ][ Layout: Claus Frandsen ]

[ET CETERA MAGAZINE]

SKET

SKET

EN KVINDE DREJER - UDEN AT ORIENTERE SIG, UD FORAN HAM, OG KATASTROFEN ER UUNDGÅELIG. DEN 16. JULI 2013 KLOKKEN 09.49 SKER EN FATAL ULYKKE. BAGEFTER ER DER MØRKT. OG STILLE. MEN SÅ ER DER EN DER SKRIGER. LASSE KAN HØRE, AT DET ER EN MORS SKRIG. TRE BØRN MISTEDE LIVET DEN DAG OG FLERE MENNESKER FIK DERES TILVÆRELSE ØDELAGT FOR ALTID.

[ 2 ]


[PORTRÆT]

[ 3 ]


[ET CETERA MAGAZINE]

[ 4 ]


[ET CETERA MAGAZINE]

Tirsdag den 16. juli 2013 er Lasse Burholt på vej hjem efter en døgnvagt på det bosted i Løkken, hvor han arbejder. Egentlig skulle han have været på toilettet, inden han kørte, men stemningen på arbejdspladsen er dårlig – to kollegaer skal måske fyres, så han vil bare hjem. Lasse kører ofte omkring sin far i Lendum på vej hjem fra jobbet, men det er egentlig ikke hans plan den tirsdag morgen. ”Når jeg besøger min far på vej hjem, så er det en beslutning jeg tager, inden jeg kører ud af Løkken – så kører man inden om Vrå og Tårs, fordi det er den mest logiske vej. Den vej jeg kører den tirsdag morgen, hvor ulykken sker, er ikke en vej, jeg ellers nogensinde ville køre. Den er ulogisk, simpelthen,” fortæller Lasse, ”men da jeg kommer til Sindal, kan jeg simpelthen ikke undvære det toilet længere og jeg skal i øvrigt også bruge en trailer, så jeg beslutter, at jeg alligevel vil køre omkring min far. Da jeg drejer fra mod Lendum, slår fartpiloten fra, og alle der bor i det område ved, at vejen mellem Sindal og Lendum, er sådan en, hvor man giver den lidt ekstra gas. Det gælder også for mig. Jeg kører stærkt derude. Det har jeg nu nok altid gjort på den strækning,” siger han. Samtidigt har Lasse en sms-korrespondance, med de kollegaer der overtog huset den morgen. Han er i besiddelse af nogle væsentlige informationer, der skal overdrages til dem. Efter ulykken skriver flere medier, at Lasse brugte sin telefon på ulykkestidspunktet, men den ene samtale han havde den morgen varede fire minutter og blev foretaget klokken 9.13. Altså 36 minutter inden han kolliderer med Berlingoen. ”Det var helt oppe ved Løkken, at jeg havde den samtale. Og ja, så bippede jeg undervejs, men den sidste sms er afsendt fire eller fem minutter inden ulykken. En smiley, for det ikke skal være løgn.”

TRAGEDIEN

Lasse kommer kørende ud af Lendumvej. Han har kørt på den vej de sidste 21 år, og kender enhver kurve og ethvert sving. Han registrerer Berlingoen, der holder på Lendumvej og skal lave et venstresving, og noterer sig, at der er endnu en bil bagved. Da han er så tæt på bilen, at han stort set er ved at passere, drejer den – uventet – ud foran ham. ”Der når faktisk at køre mange ting over skærmen. Jeg kan huske, og efterfølgende har jeg virkelig tænkt, om det kan passe, men det gør det, at jeg tænkte, at jeg havde tre muligheder: Jeg kan forsøge at komme højre om, med det resultat, at hun rammer mig på bagenden og så vil jeg formentlig dreje rundt og kure ned i grøften og en masse træer, og så er jeg færdig. Eller også kan jeg vælge at tage den lige igennem hende eller den anden vej rundt, med det resultat, at jeg vil køre frontalt ind i den bil der holder bagved Berlingoen. Jeg når også, på det splitsekund at tænke, at hvis jeg bare kan ramme hende mest muligt på bagenden, så vil bilen snurre rundt for hende, men blive på vejen,” fortæller Lasse. ”Nu er det bare sådan, at sådan en Berlingo nok er verdens ringeste bil. I alt fald når det kommer til sidekollision, så jeg blæser lige igennem den. Den tager slet ikke fra.” Havde det været en stærkere bil, eller havde Lasse kørt 80 kilometer i timen, havde den måske snurret rundt. Men det gør den ikke. Lasses Mitsubishi Grandis gør voldsom skade på den noget mindre Citröen Berlingo. Den forreste del af bilen er nærmest intakt, men den bagerste, der hvor de store børn sidder, er stort set væk. ”Jeg registrerer, at jeg kører ind i bilen og så fokuserer jeg på, at min bil ikke skal vælte. Min bil begynder på et tidspunkt at snurre rundt, og så ender jeg nede i nogle træer, ” fortæller Lasse.

[ 5 ]


[ET CETERA MAGAZINE]

”Min brystkasse er brækket og jeg kan ikke få luft, men jeg huske at jeg tænker, at jeg ikke vil sidde der og dø. Jeg er nødt til, på en eller anden måde, at få mig slæbt ud af bilen. Jeg vidste heller ikke hvad - eller hvem – jeg havde ramt, og det skulle jeg også finde ud af. ” Lasse kan huske, at der er helt sort i bilen. Selvom det er en dag med høj solskin, virker der helt mørkt. Der kommer røg fra hans motorhjelm, og han kan godt regne ud, at han på en eller anden måde, skal ud af den bil. ”Lige da jeg kommer ud af bilen, er der bare fuldstændigt stille. Vi er på en lang, lige, bred landevej og jeg kan jo se deroppe, at der er noget der er krøllet fuldstændigt sammen. Men der bare helt, helt stille,” fortæller Lasse. ”Og så kan jeg høre et skrig. Det er moren der skriger – og jeg tænker: Fuck, det er en bil med børn, jeg har ramt. Jeg kunne bare høre, at det var en mor, der skreg. En mor der havde fundet noget ubehageligt. Men jeg vidste jo ikke hvor slemt det var,” siger han. Det er slemt. Moren, en dansk kvinde, bosat i Australien, havde sine fire børn med i bilen. De tre er omkommet ved ulykken. Juridisk bærer moderen ansvaret for ulykken, men Lasses fart er afgørende for omfanget. Og det vedkender han sig. ”Jeg begynder at lede efter min telefon for at ringe efter hjælp. Da jeg kommer ud af bilen, kommer der er en dame løbende mod mig, og råber ”Hun så dig ikke. Hun så dig ikke. Du kunne ingenting gøre”. Jeg kan huske, at jeg siger til hende, at jeg havde kørt for stærkt, men hun sagde igen, at hun havde kørt lige ud foran mig. ”Vi så det,” sagde hun. Damen der kommer Lasse i møde har ringet efter hjælp.

[ 6 ]


[ET CETERA MAGAZINE]

[ 7 ]


[PORTRÆT]

LILLE TORBEN

Ulykkesstedet, der for et kort øjeblik siden var stille, bliver snart omdannet til et inferno af ambulancer, brandbiler, en helikopter og rigtig mange mennesker, der kommer ilende til, fordi de har hørt larmen. En af dem er Lasses far og flere af hans bekendte, der bor i nærområdet, ankommer også til stedet. Og så er der dem, der tilfældigt kommer forbi. Hjemmehjælpere, en falckredder der har fri, en sygeplejerske der skulle den vej og en taxachauffør – alle mennesker der kan førstehjælp, men der er ikke noget at stille op. Den kvindelige billist, børnenes mor, er læge, og måske er det hende selv, der må erkende, at datteren er død på stedet. I alt fald ligger hun på vejen med et klæde over sig. Den treårige arbejder først moderen, og siden redderne uden stop med i vejkanten. Men den tiårige dreng, kan ingen finde. ”Jeg siger til min far, der hurtigt nåede frem til ulykkesstedet, at jeg nok hellere må holde lidt afstand. At det nok ikke er en super god ide, at jeg går hen til den mor. På et tidspunkt opstår der noget panik, fordi der mangler et barn. Den ældste dreng er simpelthen væk,” siger Lasse. ”Jeg begynder at lede efter ham sammen med en bekendt – og jeg kan huske, at da jeg finder ham… Han er lige i min øjenhøjde, og da vi står og kigger på ham… Vi tænker nok det samme, ” siger Lasse. ”Drengen hænger i et træ, og der ikke meget at gøre for ham, lad mig sige det sådan, ”siger Lasse. ”Efter det, er det hele lidt sløret et øjeblik.”

Det redderpersonale der ankommer til ulykkesstedet tjekker jævnligt Lasses tilstand, men både redderne og han selv, sender sig bagest i køen. Det betyder, at han opholder sig på stedet i en time og 50 minutter med udsigt til den døde pige på vejen, forsøget på at hjælpe den lille dreng i vejkanten, hans bil der er brudt i voldsom brand og alle de mennesker der på den ene eller anden måde, forsøger at gøre en forskel på ulykkesstedet. Kun den lille baby på fem måneder har overlevet ulykken, og ham er Lasse på et tidspunkt henne og se til. Børnenes morfar, der også er ankommet til stedet, står med den lille på armen. Og han er helt uskadt. ”På en eller anden måde gjorde det en stor forskel for mig, at se den lille Torben der i fuld vigør. Man kan ikke sige det var en lettelse, men det flyttede lidt fokus fra håbløsheden. Jeg ved ikke lige hvordan man kan forklare det. Jeg kan se, at de skiftes til at give førstehjælp til den lille dreng der ligger i kanten af vejen, men på en eller anden måde tror jeg, at det er ren desperation. Det er tydligt, at man ikke kan gøre noget for de andre børn, og så tænker jeg, om man har valgt at fokusere på ham. Om der har været et eller andet livstegn, jeg ved det ikke. Men det var, ja træls, det var det virkelig. Man glemmer jo aldrig det syn. Ellers farens råb, da han ankommer til stedet. Og på en eller anden måde gjorde babyen en lille forskel, da han lå der og så upåvirket ud på sin morfars arm.

[ 8 ]


[PORTRÆT]

”BREAKING NEWS”

Lasse bliver kørt til traumecenteret på Hjørring Sygehus, og der ligger han, da han modtager en sms fra en kammerat, der er opvokset på samme egn, om en ’breaking news’ på en ulykke i Sindal. Kammeraten spørger om Lasse har hørt, om det er nogen de kender. ”Det der ´breaking news’ virker noget uvirkeligt, så jeg gik på onlineaviserne fra min telefon og så, at der på forsiden stod, at der var sket en stor ulykke med tre dræbte. Og så gik jeg fuldstændigt i sort,” fortæller han. ”Jeg havde faktisk glemt, at der var fire børn, og troede, at den lille Torben også var væk. Traumesygeplejersken, der var på stuen, måtte ikke sige noget om det – og så synes jeg egentlig, at det hele var lidt – ja, træls. Det var så meningsløst,” siger Lasse. Lasse er gift med Mona og sammen har de tre børn. En datter der skal konfirmeres, en søn på ti og en på tre. De to drenge er på ferie med deres onkel og tante, og Lasse insisterer på, at de ikke skal afbryde deres tur. Det ser han ingen mening i. Hans datter, der er 13 år gammel, reagerer i første omgang ved at være ærgerlig over den udbrændte bil. Hun holder afstand også til de historier der umiddelbart efter ulykken eskalerer i pressen. Hendes far, der på aviserne omtales vanvids- og dødsbillisten, vil hun ikke læse om i avisen – men hun vil godt tale med ham om det.

Lasse opholder sig på hospitalet nogle dage. Han får hurtigt, via sin forsikring, tildelt psykologhjælp og selvom han kørte uden kasko på sin bil, står der 10 dage efter ulykken penge for bilen på hans konto, fordi han er uden skyld i ulykken. Sådan er reglerne. “Jeg kan huske, at da Mona talte med forsikringsselskabet i telefonen, blev jeg helt aggressiv. Fokuser, for helvede, tænkte jeg. Den der forpulede bil er da fuldstændig ligegyldig. Jeg havde sådan en virkelig mærkelig fornemmelse, og det virkede helt malplaceret på mig.” Lasse besøger psykologen første gang fire dage efter ulykken og i løbet af de første to samtaler, konstaterer hun, at han er ret afklaret. Han føler ikke skyld over ulykken. Han føler skyld over udfaldet. Han er ikke vred på moderen. Det var et uheld. Sort uheld. ”Ulykken, isoleret set, er ikke min skyld. Det er det bare ikke. Faktum er, at jeg ikke er skyld i det der skete. Jeg føler heller ikke vrede overfor moderen, fordi hun glemte at se sig for, for jeg kan ikke gøre noget om. Det kan ikke hjælpe at bruge energi på det, ”konstaterer Lasse. ”Jeg har jo tænkt de tanker; Havde jeg bare gået på det forpulede toilet på jobbet, så var det ikke sket. Og havde jeg kørt 80, ja… Man kan ikke vide det. Det kan også være, at børnene så havde lagt i en seng resten af livet. Man kan ikke vide det, for fanden. Sket er sket. Man kan jo ikke gøre det om.”

[ 9 ]


[ET CETERA MAGAZINE] FACEBOOK

Lasse er et positivt menneske. Sådan en, der har øvet sig i at fokusere sin energi på det gode. Han siger tingene lige ud og forsøger – i alle henseender – at skære det uvæsentlige fra. Han deler vandene, siger han selv. Hans facebook-profil, som han bruger til både netværk og personlig branding, tegner et billede af et markant menneske – og billeder af hurtige biler, både og familieliv, kombineret med statusopdateringer med politisk, humoristisk eller businessminded indhold, kan nemt virke fremmed i relation til ulykken. ”I forbindelse med den her sag, er jeg jo blevet mødt med den holdning, at jeg er et menneske uden empati. Et grimt menneske, uden medfølelse for andre – og sommetider har jeg tænkt, at hvis det var rigtigt, kunne jeg slet ikke have det job jeg har. Hvis man ikke er i stand til at sætte sig ind i andre mennesker, kan man ikke arbejde med de mennesker, jeg gør,” konstaterer han. ”Sagen er den, at jeg bruger min facebook-profil til at skabe netværk, også i forhold til nogle projekter jeg har været involveret i omkring import af noget energidrik. De sociale medier er jo gode til en eller anden form for personlig branding, og jeg gider altså bare ikke læse statusopdateringer om katte og syge børn. For mig er det et arbejdsredskab, og derfor fremstår jeg heller ikke som et anonymt menneske i mine holdninger. Jeg er bare sådan en, som folk enten hader eller synes er helt fin. Jeg er meget konsekvent i mine udmeldinger.” Enhver mor og far vil have svært ved at begribe den sorg, det er at miste sine børn, men det er let, at forstå omfanget. Tanken om at miste sit eget barn, kan få alting til at gå i stå og uden vi kan sætte os ind i de følelser der må hærge i kroppen på den danske mor

[ 10 ]


[ET CETERA MAGAZINE] og irske far, da de måtte bisætte deres børn fra Åsted Kirke, så er billedet af børnenes mor ved kisten, i den gule kjole, der, måske symboliserer det livsmod og den livsglæde som er de fleste børns særkende, nok til, at vi kan mærke en flig af det kaos, der må være hendes lod på livstid. Moderen lever. Lasse lever. Det gør børnene ikke. Kommercielt er ulykken i Sindal en god historie. En der er læsere i - og retorikken på mange af nyhedsredaktionerne er, at placere ansvar hos den, der bedste egner sig. Vi har brug for en mental syndebuk, og Lasse får utvetydigt tildelt den rolle. ”Da det går op for mig, at det her er noget aviserne betragter som en god historie, er jeg jo nødt til at følge med i hvad de skriver. Jeg skal dagligt ind på online-udgaverne og så bliver jeg jo eksponeret for de her børn. En fra deres familie går på min Facebookprofil og tagger de fleste af mine billeder med et link til mindesiden for børnene - den der skriver, at de er dræbt af en fartbillist og på den måde, ser jeg det jo hele tiden i øjnene. Jeg skal forever leve med, at det var min bil, der dræbte tre børn, men en accept af der hvor jer er, er i min terminologi, afsættet for at komme videre. Min tanker kredser dagligt om ulykken. Detaljer, følelser og fremtid. Men jeg bruger ikke kræfter på ’hvis bare…’. Det er nytteløst. Historierne om Lasse starter allerede dagen efter ulykken. Lasse kan i en artikel om sig selv læse, at han har udtalt sig. Det har han ikke. Avisen har været på hans Facebook-profil og har citeret en statusopdatering. ”Jeg havde ikke udtalt mig en skid, men det er fair nok. Sådan er det jo. Det er en offentlig profil jeg har,” siger Lassse. Lasse bliver massivt eksponeret og det får fortiden til at røre på sig. Mennesker fra Lasses perifere omgangskreds – andre helt ukendte, angiver

ham til politiet som en fartdjævel, der konsekvent kører “som død og helvede“. Andre tipper aviserne, og så er der dem, der blander sig i debatten om ulykken på Lasses Facebook-profil. Dem der kalder ham ’mordersvin’, når han poster et billede af en død fugleunge, han har fundet i skoven. Og sender ham beskeder i den personlige indbakke, med trusler om vold og ønsker om død og ulykke for Lasse – og for hans børn. ”Jeg har jo hen af vejen fundet ud af, hvem nogen af de her mennesker er. En af dem der angav mig til politiet, bor i et område hvor jeg var bartender for 20 år siden. Jeg forestiller mig, at jeg har smidt ham ud en aften, eller måske har pysset lidt med hans dame. Jeg ved det ikke, men det er sådan noget jeg forestiller mig. Hvorfor skulle han eller gøre sådan noget? Det er uforståeligt for mig, at et menneske vil bruge så meget energi på at hade et andet.” PRESSEN

Det overrasker Lasse første gang han er på bagerens spiseseddel. Og det kommer bag på ham, at pressen ringer konstant, og at den ulykke, der har været så altødelæggende, for en familie der mistede deres tre børn, men også for den familie, der skal leve med konsekvenserne af det, der skete den tirsdag morgen, er godt stof i et omfang, så alt bliver væsentligt. Flere år gamle YouTubevideoer, familien moderen og hendes børn skulle besøge, Lasses far, der under overskriften ’Min søn kunne ingenting gøre’, poserer på et opslag. ”Jeg forståer ikke engang, at det er godt stof. Hver eneste gang jeg har set sådan nogle historier på en forside, så læser jeg det da ikke. Hvem vil læse om en grim ulykke med børn? Og Ekstra Bladet går virkelig til den. Det er dem, der opsøger min far på hans værksted, og ender med at få lavet den her artikel, hvor han står og ser meget, meget trist ud.

[ 11 ]


[ET CETERA MAGAZINE]

På et tidspunkt stilner historierne om Lasse og ulykken en smule af. Børnene er blevet bisat. Lasse og hans kone, Mona, valgte at blive væk, men gjorde sig mange overvejelser. De blev hjemme. I deres hus. Hvor nogle af de biler der passerer på vejen, dytter særligt insisterende. Som en lille påmindelse til Lasse om den ulykke, han alligevel aldrig kan glemme, tror han.

Der er mennesker der har svoret overfor Lasse, at “de nok skal finde ham“. At han skal bøde for den ulykke han var impliceret i. Dødsbillisten, som BT, betegnede ham, er sat i offentlig gabestok på de sociale medier og når nogen kalder ham ’mordersvin’ på hans Facebook-side, får kommentaren et meget stort antal likes, og de der taler Lasses sag, har påtaget sig en stor og nærmest umulig opgave.

RAPPORTEN OG SIGTELSEN

Lasse godt, at det er et spørgsmål om tid, inden han igen er forsidestof. Han ved jo godt, at han kørte alt for stærkt på Lendumvej, som han allerede havde fortalt politiet på sygehuset - og at bilinspektørens rapport snart må være færdig.

Lasse blev sigtet for uagtsomt manddrab, og fundet skyldig ved retten i Hjørring. Sigtelsen kom samme dag, som en journalist ringede og spurgte ind til nogle gamle videoer på YouTube, hvor Lasse taler ind i et kamera, imens han sidder bag rattet i sin bil.

Den 14. august, en dag hvor han har døgnvagt på sit job, bliver han ringet op af BT, der spørger hvad jeg har af kommentarer til den tekniske rapport. Og så følger de andre medier trop. Vi var på tur med vores beboere, og det var en ret ubehagelig situation, for jeg skal være på i mit job. Jeg skal være nærværende og det er lidt svært, når pressen ringer om en rapport, som jeg ikke engang selv var blevet præsenteret for endnu, ” siger Lasse. ”Først efter et par timer ringer politiet og undskylder, at de ikke har haft tid til at præsentere den for mig tidligere. Men jeg kunne jo læse det online. Pressen havde den jo,” siger Lasse.

”Den dag knækkede jeg. Jeg fik virkelig stress, fordi jeg tænkte, at i relation til de videoer, er vi ude over fakta. Nu handler det bare om, at jeg skal saves. Køres helt i smadder, og jeg kan intet gøre ved det,” siger han.

Bilinspektørens rapport anslår at Lasse har kørt 125 km/t, mens han selv mente det var mellem 105 og 120 til første afhøring hos politiet. Næste dag er der en artikel i en stor dansk avis og efterfølgende stor Irsk avis, hvor børnenes far anklager Lasse for at have kørt for stærkt, og for ikke at vedstå sig det. På Lasses Facebook går offentligheden i aktion. Få gode ønsker og tanker, blander sig i det kommentarspor der indeholder alt fra dødstrusler til morbide angreb på Lasses personlighed. ”Adrenalinen pumper. Hjertet hamrer og du ved bare, at det er ned af bakke. Man bliver overvældet, og den eneste tanke der fylder er; ’Du kørte for stærkt. Du skal jo straffes’. Man tænker på, hvad andre tænker. Dem der kender en. Og jeg tænker på, hvornår jeg møder en nede i Føtex, en dag hvor jeg har Silas i hånden, der vælger at klappe mig en. Eller giver sig til at råbe af mig. Men jeg må bare tage det oppefra og ned. Jeg kan ikke gøre andet, ”siger Lasse.

”Jeg er sigtet for uagtsomt manddrab og i offentligheden er det blevet til, at jeg har slået tre børn ihjel med min bil. Alt andet fortoner sig. Det er jo ikke fordi jeg ikke har forståelse – jeg forstår godt at børnenes far ønsker mig ad helvede til, jeg har været med til at tage tre børn fra ham, og han skal da have flyttet fokus fra moren. For faktum er, at det er hende, der er skyld i at det skete. Hun bliver ikke tiltalt på grund af omstændighederne- og det giver også mening for mig. Og jeg påtager mig i øvrigt ansvaret for at have kørt for stærkt. Men, igen, ikke for ulykken, ” siger han. DOMMEN

Anklagemyndigheden gik efter en betinget frakendelse af kørekortet og bødestraf, og præcist sådan lød dommen i Hjørring. Bøden blev på 10.000 kroner og en betinget frakendelse i 3 år. Da dommen faldt begyndte debatten at syde på både Lasses facebook-profil, på hans kones profil – i deres indbakker og i medierne. Danskerne har svært ved at fatte, at man kan være skyldig i ulykken og slippe så let. Politikerne skulle på banen. Den forholdsvis milde dom kan dog forklares ved, at begge parter i ulykken har overtrådt færdselsloven, forklarer Torben Kaufmann Sørensen, advokaturchef ved Nordjyllands Politi til TV2:

[ 12 ]


[ET CETERA MAGAZINE]

”Vi kan ikke komme udenom, at kvinden ikke måtte svinge til venstre i svinget. Hun har også en del af skylden. Han er uopmærksom, og han kører for stærkt, men vejen er fri for hans vedkommende. Hun har også overtrådt færdselsloven”, siger han til TV2. Og Lasse Burholt er enig, selvom han ubetinget tager sin del af ansvaret på sig: ”Jeg er nødt til at indrømme, at jeg har det lidt svært med de ting moderen har været ude og sige i pressen. Jeg er ikke vred, men jeg må sige, at jeg synes hun strammer den lidt. Jeg får lidt en fornemmelse af, at hun fralægger sig ansvaret og at jeg bare skal straffes. Ja, jeg kørte for stærkt, men ansvaret for hendes tre børns liv, kan hun altså ikke fuldstændigt give mig. Vi kan deles om det. Farten har betydning for udfaldet, bestemt, men hun så sig altså ikke for. Sådan er det bare. Faren kan gå amok på mig, men jeg synes også hun burde erkende sig et ansvar”. Lasse har tænkt på, om han er en god nok far. Om han skal forlade sin kone. Om han kan finde ud af at blive.. Om han arbejder for meget. Hvordan han skal leve videre nu. For det skal man jo. Uanset, at det var en slags skæbne, der ventede på Lasse på Lendumvej, så må han forlige sig med den, på en måde, så han fortsat kan eksistere som mand, far, kollega og menneske. Det er svært at forestille sig, hvordan det føles, at være den, der bestemte farten den dag. Det er ubærligt at tænke på, hvordan det er, at være forældre til tre døde børn. Man opholder sig et sted i eksistensen hvor fornuften og forstanden er sat ud af spil. Trumfet af fremmede følelser. Hvor ingenting helt rækker – og alligevel må man være til. Man må længes efter de dage, hvor alting var som det burde være. Selvom det ikke nytter. Og man må håbe på en morgendag, hvor noget har forandret sig. Men det kommer aldrig til at give mening. Det bliver aldrig ligegyldigt eller glemt. Det er, i al sin hæslige, umenneskelige og grusomme enkelthed, en del af vores virkelighed. Og det er nogen skyld. Tilfældighedernes, ja – og to mennesker, der uden tvivl begge vil gøre alt, for at gøre den dag om. Det kan man bare ikke.[ ]

[ 13 ]


[PORTRÆT]

kom i godt selskab vi har aalborgs bedste brands som annoncører

Aalborg

vi siger det bare! [ 14 ]

LASSE BURHOLT: SKET ER SKET  

EN KVINDE DREJER - UDEN AT ORIENTERE SIG - UD FORAN HAM, OG KATASTROFEN ER UUNDGÅELIG. DEN 16. JULI 2013 KLOKKEN 09.49 SKER EN FATAL ULYKKE....

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you