Page 98

[MAILKORRESPONDANCEN] Fra: Til: Dato: Emne:

altid-min-frokostpause-10-minutter-længereend-aftalt-og-registrerer-altid-ethvert-overarbejdsminut-medarbejder skal man lede længe efter.

Morten Albæk Pia Møller Søe [et cetera] 05/11-12 – KL. 20.31 Re: et cetera

Kære Pia, Nutidens ledere – hvad enten de er ansat i det offentlige eller det private – har i den grad en central rolle og en stærk egeninteresse, selvfølgelig under den forudsætning at de er blevet ledere for sammen med deres medarbejdere at skabe mest mulig værdi for deres brugere, borgere, kunder, ejere eller aktionærer, i at bidrage til den mentalitetsændring og den transformation af kulturen, der skal skabe et mere effektivt, produktivt og konkurrencedygtigt arbejdsmarked og dermed et rigere samfund. Udfordringen er blot, at kun de allerfærreste ledere efter min vurdering er formelt uddannet til, har stået i en ledelsesmæssig mesterlære, har en opdragelsesmæssig baggrund eller den sociale intelligens, der gør dem i stand til at beherske den eksistentielle samtale, der er forudsætningen for at katalysere den omtalte essentielle mentalitetsændring hos den gennemsnitlige medarbejder. Vi kender alle den klassiske medarbejderudviklingssamtale, hvor fokus, som navnet også afslører, er på at udvikle medarbejderen i mennesket og ikke det hele menneske der sidder overfor lederen. Den eksistentielle udviklingssamtale mellem ledere og medarbejder er noget ganske andet, idet den tager sit afsæt i ambitionen om kontinuerligt at afklare to forhold: For det første, om der et misforhold mellem det, der for medarbejderen giver livet mening, på den ene side og de krav, mål og forventninger, som medarbejderen mødes med på arbejdet på den anden – og i så fald; hvilke konsekvenser der skal drages heraf. For det andet, om lederens og medarbejderens billede af medarbejderens performance, resultatopnåelse, værdiskabelse og ikke mindst potentiale er kaliberet med hinanden, således at der eksempelvis er enighed mellem parterne om, at loftet for medarbejderens professionelle potentiale er nået, og at fokus nu skal være på at udvikle sig på det organisatoriske niveau, vedkommende befinder sig - og hvis der ikke skulle være enighed, hvilke konsekvenser der skal drages heraf. For moralen er at det må og skal have en konsekvens, at man har et job, der forhindre én i at leve det liv, man gerne vil leve, ligesom det også skal have en konsekvens, hvis man har en medarbejder, der ser sig selv som en reinkarnation af Mærsk McKinney Møller og derfor skriger på opmærksomhed, videreuddannelse, lønforhøjelse og forfremmelser, når sandheden er, at magen til kl.-8.30-16.00-og-jeg-holder-

[ 98 ]

Kernen i den eksistentielle samtale er konsekvens og ansvar. At man som menneske, hvad enten man udfylder rollen som leder eller som medarbejder, føre alle samtaler med det formål at blive klogere på, hvem man er og ikke er, hvad man kan og ikke kan, hvad man vil og ikke vil, hvad der giver mening og ikke giver mening for en - og vigtigst af alt; at man drager konsekvensen af disse erkendelser i måden, hvorpå man lever sit liv. Og så er det ligegyldigt, altså det har samme gyldighed, om det betyder, at det får dig til at stræbe efter at blive blandt verdens dygtigste inden for dit felt, og du investerer den tid og gør de ofre, det kræver, eller du finder ro, glæde og mening i at være på deltid for at få mere tid til din familie eller dine fritidsinteresser, fordi du har erkendt, at om du så erlagde alle dine vågne timer på dit arbejde, så ville du alligevel aldrig kunne præsterer på et niveau, der ville give dig adgang til hjørnekontoret og den økonomiske frihed. Og det er det, vi skal opdrage vores børn til (og dermed også det - nu spurgte du jo selv - du skal opdrage din søn til). At blive voksne mennesker med sund selverkendelse og med mod til at leve det liv, der giver mening for dem, uden at skamme sig over det. Kh. Morten PS: Min første bog Generation Fucked-Up? handlede om at tage ansvar for det samfund, vi er en del af, og om nødvendigheden af, at vi bevæger os ud over vores rosenrøde studentikose kærlighedserklæringer til demokratiet ved at investere den tid, det kræver at blive aktiv deltager og skaber af demokratiet og ikke bare dovne og krævende beskuere og forbrugere af selvsamme. Så på den vis kan du godt lave en kobling fra Generation Fucked-Up til min ledelsesfilosofi, selv om jeg må indrømme, at der er på enkelte områder er stor forskel på den unge Albæks skriblerier, da han var i 20’erne, og de overvejelser, jeg gør mig nu, hvor jeg er blevet 37 år :-)

[et cetera] magazine #3 - 2012  

Aalborgs største magasinproduktion. Mød i dette nummer: Anne Marie Helger, Anette Wille, Niclas Bendixen, Camille Kaasby-Wang, Restaurant ME...