Page 58

[PORTRÆT] spillerne kan de samme ting, som du selv kunne”, sidder indprentet i baghovedet. ”Jeg har det fint med min rolle som træner. Jeg skal tage ansvaret for tingene, og det vil jeg også gøre. Jeg synes selv, at jeg var bedst som spiller, når der manglede 5 minutter og der stod uafgjort i en kamp. Jeg var ikke bange for at tage chancen og blive skurk eller helt, hvis man kan sige det sådan. Så jeg lever fint med presset og ansvaret. Det jeg ikke lever fint med, er hvis vi taber. Det har jeg svært ved at takle, og det er nok den største udfordring for mig som træner. Jeg kan blive noget så eder rasende, når vi taber, og det kan udmønte sig i vredesudbrud, men det kan også ødelægge mit ellers ganske udmærkede humør. Jeg bryder mig virkelig ikke om at tabe. VIGTIGT MED NÆRE RELATIONER Sammen med sin kone Lenette har Nikolaj Jacobsen tre børn. Freja på 14 år, Sille på 11 år og Linus på 4 år. Navnene på sine børn har han tatoveret på sin underarm i tre store stjerner, som er omgivet af 15 små stjerner – en for hvert mesterskab, han har vundet. Hvis han skal sætte nogle ord på, hvem han er som person, er det en mand, der altid er i godt humør, en god kammerat og en god far. Sammen med sin kone er han træner for sine to døtre, hvoraf en af hans største følelsesmæssige oplevelser kom sidste år, da en af døtrenes hold vandt Danmarksmesterskabet, og både håndboldpigerne og deres forældre stod og græd over det, de havde opnået. At kammeratskab er vigtigt for Nikolaj Jacobsen, viser sig i de bånd, han har knyttet til personer, der er tæt på ham, og at det gode humør er en vigtig faktor, viser sig i den person, han prøver at være hver dag. - Jeg prøver på ikke at gøre nogen forskel mellem den person, jeg er derhjemme og den, jeg er som træner og blandt andre mennesker. Lige såvel som jeg har temperament til håndbold, så har jeg det også derhjemme, og lige såvel som jeg er sød og kærlig derhjemme, så er jeg det også som træner og person. Jeg tror, at hvis du spørger mine kammerater, så ved de, hvor de har mig. Jeg vil altid være der for

dem, lige såvel som jeg vil være der for mine spillere. Jeg går ikke og laver mig om. Så må folk acceptere mig eller ikke acceptere mig, siger Nikolaj Jacobsen. Hvor vigtigt de nære relationer er for Nikolaj Jacobsen vidner deltagelsen som håndboldekspert på TV2 blandt andet også om. Det startede som en gestus, hvor Nikolaj fik lov til at komme med til EM i Sverige i 2002 og se det fra sidelinjen pga. knæskaden. Derefter udviklede det sig, og i dag, 10 år efter, er det ikke noget, han vil opgive. - Jeg har fået nogle nære relationer til de mennesker, der er der. Det er nok sådan, jeg er som menneske også. Ét er at få lov til at se en masse håndbold på forreste række, noget andet er, at jeg nyder den tid, hvor vi er af sted. Drivkraften er de relationer, jeg har til de mennesker, der er med på turene. Det er ikke kun i form af Thomas Kristensen, Bent Nyegaard, Morten Ankerdal og Joachim Boldsen, men også folk bag kameraerne og folk hjemme i Odense. Det bånd og den jargon der er, gør at jeg er villig til at tage af sted de 17-18 dage fra familien. For det skal man jo også være klar til. VIL GÅ HELE VEJEN MED AALBORG HÅNDBOLD Ligesom med andre ting i livet er Nikolaj Jacobsen gået ind i trænerjobbet i Aalborg Håndbold med 100 %. Overvejelser omkring at træne en stor klub som Aalborg og om han var klar til det, blev afgjort af en klar overbevisning om, at det eneste rigtige var at tage chancen. - Det er en stor klub, og der er rigtig mange dygtige spillere, så det er en stor mundfuld. Nu synes jeg, at jeg har været i to klubber inden og har fået en god basis og ballast med mig. Nogle gange skal man jo bare udfordre sig selv også og tage chancen. Jeg er ikke bange for at tage chancer, men det er ikke noget, jeg går og gør til højre og venstre. Det er velovervejede chancer, hvis man kan sige det sådan, og det er gået rigtig fint med at falde til i Aalborg Håndbold. Der er søde mennesker på kontoret, som vil gøre alt for at hjælpe én, og der er et rigtig dygtigt spillermateriale, så det er dejligt at gå på arbejde hver dag.

[ 58 ]

Der er heller ingen tvivl om, hvilke visioner Nikolaj Jacobsen har for Aalborg Håndbold. De skal spille med om medaljer og være blandt de fire bedste hold i slutningen af sæsonen - også første sæson han er træner. - Det at være med i toppen, når man har prøvet at være der og spille med om medaljerne, det er det sjoveste. Det har jeg mulighed for her med det spillermateriale, vi har. Det var også drivkraften for at vælge Aalborg. Der vil altid være små marginaler, der gør, at det måske ikke kan lykkes, men som udgangspunkt, der bør vi være blandt de fire bedste, siger Nikolaj Jacobsen. Opbakningen fra de aalborgensiske fans har også allerede gjort indtryk på træneren. Med 3000 tilskuere til kampen mod BSV og 2500 i kampen mod Skjern, vidner det om stor opbakning og tegner godt for resten af sæsonen. HVIS NOGET SKULLE VÆRE ANDERLEDES Når Nikolaj Jacobsen ser tilbage på en lang og succesrig karriere som håndboldspiller, er der få ting, han ser tilbage på, som kunne have været gjort anderledes. - Jeg ville ønske, at jeg ikke havde løbet den kontra, som gjorde, at jeg fik den knæskade. Det ville jeg gerne gøre om. Så ville jeg også gerne have vundet den Champions League finale, jeg var i. Den kommer til at genere mig resten af mit liv. Man kunne altid have været lidt mere seriøs og have trænet lidt mere, end man gjorde. Men havde det gjort nogen forskel? Det aner jeg ikke. Men sådan tror jeg, mange har det. På den anden side kan jeg se tilbage på at have opnået utrolig mange ting. Jeg kan jo ikke sætte mig ned og brokke mig over, at jeg ikke har vundet noget – i hvert fald ikke som spiller. Men også som træner har jeg fået lov til at vinde. Det synes jeg ikke, er så dårligt. Men jeg synes, jeg har truffet nogle gode og fornuftige valg. Jeg har valgt med hjertet og ikke med pengepungen, hvis man kan sige det sådan. Jeg kunne også have valgt at tage andre steder hen end Aalborg, men det sportslige betyder simpelthen alt for mig.

[et cetera] magazine #3 - 2012  

Aalborgs største magasinproduktion. Mød i dette nummer: Anne Marie Helger, Anette Wille, Niclas Bendixen, Camille Kaasby-Wang, Restaurant ME...

[et cetera] magazine #3 - 2012  

Aalborgs største magasinproduktion. Mød i dette nummer: Anne Marie Helger, Anette Wille, Niclas Bendixen, Camille Kaasby-Wang, Restaurant ME...