Page 138

[PORTRÆT]

37- årige Jakob Højgaard Jørgensen er leder af Teater Nordkraft – og selvom hans baggrund som cand. mag. i dansk og filosofi ikke umiddelbart leder tankerne hen på en eksperimenterende kunstnerisk type med en lille smule gøglerblod i årene, så giver det god mening. Han er født i England, trådte sin allerførste barnesko i København, voksede op på Fyn, læste i Aarhus, underviste i nordisk sprog og litteratur i Tyskland, debuterede i teaterverdenen i Haderslev, og er nu bosat i Aalborg som øverste ansvarlig for det teater, der er resultatet af fusionen mellem Jomfru Ane- og Jako-Bole Teatret. Byens vovede, eksperimenterende og udfordrende scene. Hans baggrund i filosofiens verden har lært ham at stille spørgsmål ved det meste. Nærmest alt. Og selvom studiet på den måde blev en drivkraft for trangen til at trænge ned i de dybere lag, så rakte det alligevel ikke helt, til at tilfredsstille den del af Jakob Jørgensen der måtte konkretisere kunstens væsen. Om muligt. ”Jeg blev sindssyg af hele tiden at løbe ind i de der grundlagsproblemer. Kan vi overhovedet vide noget? På et tidspunkt når man jo derned, hvor man ikke rigtigt kan stille spørgsmål og få et svar. Og det var enormt frustrerende. Stort set alle materier man kunne tage fat i, smuldrede fordi man altid kunne træde endnu et skridt tilbage. Man fik lært at analysere, men man byggede ikke ret meget op,” konstaterer han. Af mere opbyggelig karakter er til tider litteraturens verden, og qua sine studier i nordisk sprog og litteratur, fandt Jakob noget konkret at filosofere over. Hans interesse for litteraturen, kunsten og kunstens væsen var drivkraften i det han, efter endt uddannelse, troede var begyndelsen på en forskerkarriere, der førte ham til Tyskland som lektor ved universitet i Bonn, og senere tilbage til Danmark, hvor hans hustru får arbejde i Haderslev. Her går han og venter på et ph.d.-stipendium, da han ser et stillingsopslag fra Teatret Møllen, der søger ny administrativ leder.

”Teater har altid fyldt meget i mig. Jeg har altid været interesseret i den replikbårne måde, at fortælle historier på, og så søgte jeg stillingen, fordi jeg skulle lave et eller andet imens jeg ventede på stipendiet. Jeg havde jo dybest set ikke kvalifikationerne, men Teatret Møllen har ofte taget udgangspunkt i litterære forlæg i deres forestillinger, og måske derfor gav min baggrund mening for dem – for jeg fik jobbet,” fortæller han. ”Teatret Møllen er et kollektiv-teater, man er med til at tage beslutningerne på alle planer, og har man noget at byde ind med, er det velkomment. Derfor gik der ikke ret lang tid, før jeg ikke længere kun sad med mine Excel-ark, men fik lov til at være med til at skrive forestillinger. Jeg var så grebet af det og kunne se en åbning til et kunstnerisk felt, jeg altid havde betragtet, men aldrig havde været inde og pille ved. Jeg var så fascineret af den der proces; fra ide til manuskript, udviklingen af forestillingen, scenografien, teknikken - til man har et færdigt stykke teater,” fortæller Jakob. AUTODIDAKT Jakob Højgaard Jørgensen tilhører således den autodidakte del af branchen. Han er i virkeligheden kvalificeret indenfor et helt andet felt, og det er måske en ret stor fordel, når man nu er teaterleder et sted, hvor det er tilladt, nærmest obligatorisk, at udfordre de gængse opfattelser af teater. ”Min utraditionelle vej ind i teaterverdenen har nok præget mit syn på det, på den måde, at mange af de ting traditionelle teaterfolk tager for givet, sætter jeg spørgsmålstegn ved. Det behøver måske ikke være på en bestemt måde, man kan jo godt eksperimentere,” siger Jakob. I det hele taget er der, i den alternative del af branchen, rigtigt mange autodidakte folk, og de er ofte meget interessante. Os der kommer et andet sted fra, bidrager selvfølgelig med noget andet, end dem der er uddannet inden for branchen.” Da Jakob har været på Teatret Møllen i fire år, begynder han at se sig omkring efter nye udfordringer. Han længes efter en tilværelse, hvor de administrative

[138]

forpligtelser mere velvilligt giver plads til de kunstneriske, og de kriterier opfyldte stillingsbetegnelsen på Teater Nordkraft. Så han søger stillingen, får den – og flytter, sammen med sin kone og deres to børn, til Aalborgs Vestby. Byens nye kulturelle kraftværk Nordkraft, og herunder Teater Nordkraft, åbner i efteråret 2010, og Jakob er stedets allerførste leder, med ansvar for repertoire, billetsalg, skuespillere, realisering af projekter fra idé til handling og kunsten at fylde en teatersal med publikum. ”Jeg befinder mig godt i Aalborg – og i min stilling. Nordkraft er en helt fantastisk bygning, og vi har her nogle teatersale, hvor alt kan lade sig gøre. Personalet på teatret er interesserede, dedikerede og fagligt meget dygtige. De vil teatret og kunsten. Det vil vi alle sammen.” Fusionen mellem de to teatre: Jomfru Ane og Jako-Bole afspejles i Nordkrafts repertoire, der henvender sig både til børn og voksne. For Jakob Højgaard Jørgensen er det en optimal kombination, og for ham er det meget væsentligt, at den kultur der skabes i børnehøjde, kvalitativt og i sit kunstneriske udtryk, matcher det der præsteres i og for de voksnes rækker. ”Jeg ser egentligt ikke børne- og voksenteater som to separate aktiviteter. Teater handler om følelser og tanker – og så handler det engang imellem om noget mere intellektuelt, men det er ikke det primære, og følelserne er ens uanset om man er 2 år, 39 eller 99. Der kan selvfølgelig være nogle tanker i en forestilling, der er følelsesmæssigt for komplekse til at børn forstår dem, men de grundlæggende følelser: savn, angst, kærlighed og glæde er ens for os alle sammen. I virkeligheden kan det være rigtigt sundt at starte der – også når man laver teater for voksne – for så bliver udtrykket ofte renere, og det er i det felt jeg synes, at de to ofte kan befrugte hinanden, ” siger Jakob Jørgensen. Scenerummet er det sted vi lidt uforpligtende kan konfronteres med vores følelser. Som den der betragter,

[et cetera] magazine #3 - 2012  

Aalborgs største magasinproduktion. Mød i dette nummer: Anne Marie Helger, Anette Wille, Niclas Bendixen, Camille Kaasby-Wang, Restaurant ME...