Stilheden har sænket sig over den gamle vejrstation i Timmiarmiut i Sydøstgrønland. Der er ikke en lyd en vindstille julidag, hvor myggenes summen er det eneste, der nærmer sig en foruroligende decibel. Sådan har det været, siden stationen blev lukket for 35 år siden. Stationen har bestået af en håndfuld huse, der har rummet radiostationen med de daglige meteorologiske aktiviteter, de ansattes fællesarealer med opholdsrum og køkken, en mandskabsbarak, maskin- og lagerbygninger og øjensynligt et hønsehus, som har givet de daglige æg og en suppehøne i ny og næ. Stationens huse er der stadig trods manglende vedligeholdelse og et håndfast klima. For et enkelts vedkommende står ganske vist kun fundamentet tilbage med gulvfliserne spredt rundt, andre er halvt sammenstyrtede, mens andre igen står afskallede og nogenlunde uskadte tilbage. På området ligger også rustne tønder, brændstofanlæg, forvredne og væltede master.
En udsat plet i verden Mange vil nok se en losseplads, når de kommer til den gamle vejrstation, og undre sig over, at der ikke er blevet ryddet op. Men vi er også nogle, der glæder os over, at vejrstationen har fået lov til at forfalde i fred og ro i klippelandskabet. For der skal ikke meget fantasi til at puste liv i stationen igen og befolke den med den halve snes mennesker, som igennem godt 30 år – fra 1948 til 1979 – har haft deres daglige arbejdsplads og hjem på denne udsatte plet i verden. De har rutinemæssigt indsamlet meteorologiske data og holdt stationen kørende. Der er blevet sendt vejrobservationer hver tredje time døgnet rundt og foretaget en daglig isobservation med ballon i 500 meters højde, lige-
som der er blevet holdt øje med nordlys. Desuden har vejrstationen engang imellem leveret flyvemeteorologiske data til lufthavnen i Narsarsuaq. Vi ved også, at radiostationen brændte ned den 18. juli 1967, men at det ikke var nok til at afbryde den daglige strøm af vejrobservationer fra Timmiarmiut. Derimod kan man kun gisne om, hvordan det daglige liv har været, men grønlandsmeteorologen Leif Rasmussen, som i mere end 40 år har gjort brug af observationerne fra stationen, kan i hvert fald fortælle, at Timmiarmiut vejrmæssigt ikke har været noget smørhul. Stationens mandskab er blevet ramt af hyppige storme og har jævnligt oplevet meget store nedbørsmængder. Om vinteren har de måttet kæmpe med flere meter sne, som har begravet stationshusene, og så har det nok været en ringe trøst, at sneen ofte er blevet mere jævnt fordelt, når stedet er blevet ramt af voldsomme piteraqer, storme, som opstår pga. heftige faldvinde fra Indlandsisen. Leif Rasmussen har iøvrigt også hørt, at stationen var blevet anlagt et ’forkert sted’, da skipperen, der i sin tid skulle aflevere byggematerialerne, tog fejl. Men det betyder vist ikke noget særligt.
Udvidelse eller lukning I dag har den bemandede station været lukket i 35 år og er blevet afløst af en automatisk målestation i den umiddelbare nærhed. Men når man besøger stedet, kan man godt få en lumsk mistanke om, at lukningen ikke har været grundigt planlagt. I hvert fald ligger der på området omkring 100 sække cement, så noget tyder på, at mens lukningen er blevet planlagt i ét kontor, så har man i et andet kontor haft planer om at starte nyanlæg. Men det har man jo ligesom hørt om før. Poul-Erik Philbert
Fotos: Poul-Erik Philbert.
POLARFRONTEN | NR.4/2014 | 21
