Issuu on Google+

JUNI 2006

PLF-BLADET

2

Tema: Børns sprog... Tema: Børns sprog...


2

PLF-Bladet medlemsblad for Plejefamiliernes Landsforening. Ansvarshavende redaktør: Jens Vegge Bjørck Redaktionen: Hanne Niemann (han@plejefamilierne. dk) Marianne List (mli@plejefamilierne.dk) Indlæg til bladet sendes til: Hanne Niemann Plejefamiliernes Landsforening Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre Email: han@plejefamilierne.dk Ansvar for artikler, indlæg mv. er alene forfatteren og eller indsenderen. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere indleveret og offentliggjort materiale. Udkommer 1 gang i kvartalet. Distribution: Postvæsenet Ide og Layout: List 27627300 Tryk: Mohrdieck Aabenraa

Kalender 22. Juni Medlemsmøde Lolland, Ridderborgsvej 20, 4900 Nakskov. Tilmelding 54924257 11. august Sommerland Syd fælles udflugtstur til Sommerland Syd Tinglev. 18. august Medlemsmøde Sønderjylland, Hundklem 1, Løjt Kirkeby, 6200 Aaberaa. Tilmelding: 23952500 22. august Bestyrelsesmøde PLF 4. september Medlemsmøde Sønderjylland, Kliplev Søndergade 8, 6330 Tinglev. Tilmelding: 23952500 5. september Bestyrelsesmøde PLF 21. september Medlemsmøde Lolland, Torvevej 1, Ø.Karleby, 4900 Nakskov Tilmelding: 54939562 26. september Temadag på Fyn, Aasum Bygade 11, Aasum, Odense SØ Tilmelding: 23952500

På PLFs hjemmeside kan du se de sidste opdateringer omkring møder og aktiviteter for plejefamilier. www.plejefamilierne.dk




Leder Af Jens Vegge Bjørck, formand Plejefamiliernes Landsforening. For et par år siden spurgte min nu niårige plejedatter, hvornår hun var et rigtigt barn. Hun har i parentes bemærket boet hos os siden hun var 5 måneder gammel. Svaret er lige så enkelt og banalt, som hendes spørgsmål umiddelbart virker. Hun har jo altid været et rigtigt barn. Børns sprog er, som det fremgår af nærværende nummer imidlertid mere enkelt end den verden de prøver at udtrykke. Hvornår er jeg et rigtigt barn udtrykker måske ønsket om at vide, at man hører til og er lige så meget en del af familien som mine øvrige børn. Et ønske om at vide, at her er jeg og her kan/ skal jeg blive så længe jeg selv ønsker det. At man er en del af familien. Med ferien lige for døren har alle plejefamilier skullet tage stilling til, hvorvidt man i år skal holde ferie med eller uden plejebørn. Mange kommuner har gjort det til et kernespørgsmål, blandt andet fordi mange plejefamilier sidste år fik udbetalt den 5. ferieuge, og det vil kommunerne meget gerne undgå. Vi kender sågar eksempler på kommuner, der har truet med at inddrage plejetilladelser fra plejefamilierne, hvis man insisterede på at få 5. ferieuge udbetalt. Fra PLF’s synsvinkel er det meget enkelt. Vi mener, at det er helt naturligt, at plejebørnene, i langt de fleste sager, er i plejefamilien under ferien og deltager i de aktiviteter, der finder sted i den periode. Det er jo ”rigtige børn”, som hører til. Der hvor vi fra PLF’s side synes det er

mere kompliceret er, når de anbringende myndigheder forventer, at vi som plejefamilier gør det uden betaling. Når det forventes, at vi giver afkald på såvel vores retmæssigt opsparede ferie og vores retmæssigt opsparede feriebetaling. Vi synes, velsagtens som alle danske familier, at det er enkelt og banalt, at vi skal skabe et sted, hvor de børn vi har ansvaret for, hører til og er ”rigtige børn”. Set i det perspektiv, finder jeg det imidlertid dybt beskæmmende, at vi i PLF gennem de seneste måneder har haft en række sager, hvor medlemmer har henvendt sig til os, og hvor de anbringende myndigheder har meddelt plejefamilierne, at de skal gå ned i løn under trussel om, at man i modsat fald ville finde andet anbringelsessted til barnet. Måske skulle man i virkeligheden rette det indledende spørgsmål til de anbringende myndigheder og politikere i vores lovgivende forsamling. Hvornår bliver plejebørnene ”rigtige børn” med en ret til at høre til. Hvornår lytter vi som samfund også til børnenes sprog.




Tema: Børns sprog og samtale med børn. Indledningsvis vil vi lige skrive, at temaet ”Børns sprog og samtale med børn” ikke handler om børns sproglige udvikling. Men mere om den måde børn kommunikerer på i dag, og hvordan vi som plejeforældre bliver bedre til at være i dialog med plejebørnene, samt hvordan vi kan være med til at støtte og udvikle plejebørnene gennem samtale. Temaet har følgende overskrifter/artikler: • Børns og unges sprog i dag. •

Kropssprog.

Samtale med børn af Karen-Asta Bo og Ingrid Gehl.

”Man skal lige kende os først” – Et inspirationshæfte.

• Tinas historie. Tina har været anbragt uden for hjemmet som barn.

Børns og unges sprog i dag. Der er intet, der udvikler sig så hurtigt som sproget. Der er langt fra knæhøj karse og bred ymer i 70´erne til nutidens ord som luder, fuck, bitch osv. Sprogets udvikling er ikke problemet. Problemet ligger både i den måde sproget anvendes på og den udformning som sproget har udviklet sig til i raketfart. F.eks. siger børn meget ”jeg vil ha´” i dag. Der er ikke enighed om, hvad ”vil ha´” udtrykker, nogle pædagoger mener, at ”vil ha´” er et udtryk for, at børnene bliver mere selvstændige og sikrere i deres valg på et alderstrin, hvor sproget ikke er helt færdigudviklet. ”Vil ha´” udtrykker klart, hvad man ønsker. Men vi plejefamilier bør være opmærksomme på, om ”vil ha´” udvikler sig til en adfærd, hvor man kun tænker på sig selv, egne ønsker og behov. Hvis dette TEMA: Børns sprog og samtale med børn

er tilfældet, kan det på sigt udvikle sig til problemer med at tilpasse sig socialt. Mange børn ved ikke hvad ordene betyder, når de f.eks. siger ludersæk, bøsse, bæ-skubber, fuck, bitch osv. (ord som jeg hører mange 7-13´årige bruge). Her mener vi, at det er de voksnes opgave, at forklare børnene, hvad ordene betyder i stedet for kun at bede børnene stoppe med at bruge de ord. Unges sprog er et helt kapitel for sig. Teenagebørnene taler meget nedværdigende og grimt til hinanden i dag. Sproget kører meget på det seksuelle og på at diskriminere minoriteterne. Ord som luder, bitch og kælling bruges både om han- og hunkøn. Hvis der følger en smiley med ordet er det venligt ment. Kan børnene selv skelne? Hvor mange gange skal man blive kaldt luder, før man selv begynder at tro på det? Dette sprogbrug sker uden at der er nogen voksne, der griber ind.


 Den måde de unge kommuniker på chatsprog er ved at bruge forkortelser. Så det kan være lidt af en prøvelse, at læse en SMS eller mail fra en ung. De unge kan kommunikere så vi ikke kan forstå dem, f.eks. hvad betyder HOF? (Hej og farvel). Mange af forkortelserne er på engelsk og kommer fra rap-musikkens tekster. Brug af Z foregår selv af de mindste brugere og fungerer som en slags opfrisker af sproget f.eks. knuzzer, møzz, køzz osv. Har du brug for at forstå de unges forkortelser kan du finde dem på www. chatbreak.dk Gå f.eks. ind på Arto og læs sproget der. Der kan du læse, hvordan der bliver moppet, truet og måske kan du også læse om et tæskehold.

Vil du vide mere om chat-sproget og dets knytning til mobning kan du gå ind på www.mobbeland.dk., hvor man f.eks. under ”nyheder” kan læse om chat, chikane og mobning blandt børn og unge. Sprogbruget har meget med respekt at gøre, og vi plejeforældre har et ansvar, det er vores ansvar at lære børnene at behandle hinanden respektfuld. Hvordan gør vi det? Tjek dit plejebarns sprogbrug og snak med plejebarnet om hvad det har oplevet – også på nettet. Start tidligt med at vise, at I ikke accepterer et grimt sprog.

Læs hvordan sprogbruget er på din hjemegn ved at gå ind på www.arto.dk . Klik på venstre side på ”Find bruger”, indtast dit postnummer i feltet ”område” og så kan du læse, hvordan de unge skriver der. Hvad er Arto? Arto er en webside, delvist ejet af firmaet Freeway, hvor især unge i målgruppen mellem 10 og 20 år kan lægge en profil ud med navn, kælenavn, billede, interesser, venner, gæstebog osv. Det er gratis, men man kan købe et såkaldt VIP-medlemskab. Man skal officielt være 12 år, men mange er yngre. I alt er der 550.000 profiler på Arto, og der er ofte op til 30.000 online på samme tid f.eks. efter skoletid. Via Arto kan børnene skrive til hinanden. Børnene vælger selv, hvem der må kigge med, men alle kan skrive til dem. TEMA: Børns sprog og samtale med børn




Kropssprog Når vi taler børns sprog, kan vi ikke undgå at omtale børns kropssprog – de signaler og tegn, som barnet giver meddelelser med af nonverbal art, f.eks. mimik, gestus, fingersprog, kropsholdning osv. Forskning viser at op til 93 % af vores kommunikation er nonverbal, så derfor burde vi have kropssprog med, når vi taler om børns sprog. Vi har ikke kunnet finde litteratur, der beskriver børns kropssprog, derfor har PLF besluttet at holde en temadag den 4. november i Åsum om kropssprog. Læs mere om temadagen på vores hjemmeside www.plejefamilierne.dk under kalender.

kropssprog). Men en guide udi, hvad vores krop afslører – fra ansigtsudtryk til armenes gestik, hvordan vi sidder, står, går og taler osv. Og mon ikke vi kan bruge bogen omvendt – hvordan aflæser vores plejebørn vores kropssprog? Bogen er godt illustreret med billeder, der gør det nemt at forstå, hvad det er, vi siger uden ord. Bogen er udgivet af Borgen og koster 279,- kr.

Men i bogen ”Kropssprog – hvad vi fortæller uden ord”, får læseren en indføring i kropssprogets mange facetter (altså ikke decideret bog om børns

Samtale med børn Artikel af Karen–Asta Bo, Den Sociale Højskole. København og Ingrid Gehl, psykolog.

Privatpraktiserende

Artiklen har tidligere været bragt i VERA – TIDSKRIFT FOR PÆDAGOGER No. 34 – JAN. 2006 SE & HØR BØRNENE Efter i mange år som henholdsvis socialrådgiver og psykolog at have beskæftiget os med forskellige aspekter af samtaler med børn i praksis og med teoretiske overvejelser er det for os helt selvfølgeligt at inddrage børn som aktører i deres egen sag og i de problemer, de er berørt af. Et argument for at inddrage børn er, at barnets perspektiv ofte er et andet end den voksnes. Der ligger TEMA: Børns sprog og samtale med børn

imidlertid en særlig udfordring i at balancere mellem, på den ene side, ikke at komme til at overvurdere børns muligheder for at have overblik over, hvad der er godt eller dårligt for dem, og på den anden side at se dem som mennesker, der er eksperter i at vide, hvad der kan støtte og hjælpe dem. Dette kan være et dilemma, der til stadighed må underkastes kritiske etiske refleksioner. Vores udgangspunkt er, at vi betragter børn som handlende aktører, der efter bedste evne gennem, deres handlinger forsøger at få dækket deres behov og varetaget deres interesser. Det betyder, at barnet er en aktiv deltager i sin egen udvikling med de forudsætninger og


 betingelser, barnet har (Nygren, 1999). I dialogen med barnet kan der skabes mulighed for at støtte barnet og være med til at skabe mening for barnet i det, der kan opfattes meningsløst, kaotisk og uoverskueligt. Og her betragter vi den professionelle som en vigtig aktør i barnets liv. Børneperspektivet er den voksnes forsøg på at forstå og sætte sig ind i de tanker, følelser og opfattelser, barnet har om sit liv (Kampmann, 1998). For at kunne det, må den professionelle foretage nogle ”oversættelser” af det, barnet siger. Børn kan udtrykke sig på mange forskellige måder, og den professionelle kan blive i tvivl om, hvordan man skal forstå barnet. Et eksempel: En 9-årig dreng Kasper er til en samtale, der har til formål at vurdere, hvorvidt samværet med hans svært depressive mor skal begrænses eller helt ophøre. Ifølge faren har Kasper ingen fornøjelse af det, og Kasper virker meget trist, når han vender hjem efter besøg. Kasper er ved samtalen stille, nikker af- og bekræftende på spørgsmål. På direkte spørgsmål om forældrene omtaler han dem begge meget positivt. Kasper ved, at samtalen skal handle om, hvorvidt han skal ophøre med at se moren, hvilket faren mener er bedst for ham. Kaspers positive og varme omtale af moren giver ikke grund til umiddelbar bekymring for hans besøg hos hende. Kaspers udsagn kan således forstås på flere måder:

at han ikke vil udtale sig af frygt for at støde forældrene fra sig eller såre dem. (Citeret efter Bo, 2000). At skulle ”oversætte” hvad et barn fortæller, kræver, at den professionelle ved noget om børn. Det er velkendt, at barnets måde at udtrykke sig på er afhængig af en lang række faktorer som barnets alder, udvikling, de relationer barnet er en del af, forholdet mellem barn og professionel, den kontekst samtalen indgår i m.v. I samtalen med barnet er det helt centrale således, hvordan den voksne forstår barnets udsagn, opfattelser, tanker og følelser, idet det er dette, der danner grundlag for vurderingen af barnet. Børneperspektivet handler ikke om at få så ”rigtige” oplysninger af barnet som muligt eller at få saglige, korrekte facts fra barnet, men at få viden om, hvorledes barnet opfatter og oplever sig selv i relation til den givne problematik.

At han ikke ser nogen grund til, at han ikke skal se hende At han ikke vil være den, der bestemmer, at moren skal fratages samværet. At han er klemt mellem forældrene, og TEMA: Børns sprog og samtale med børn




Barnets perspektiv At inddrage barnets perspektiv er ”kunsten” i samtalen. Såvel børns som voksnes beskrivelser af virkeligheden formes individuelt ud fra forskellige forudsætninger, sammenhænge og positioner (Cederborg og Karlsson, 2001). Børn ser og hører ting, som den voksne ikke nødvendigvis lægger mærke til. Det er derfor ikke sikkert, at det, som den voksne anser som barnets bedste, opfattes på samme måde af barnet (Hessle, 1995). Man må således se barnet, lytte til det, tale med det og forsøge at forstå, hvordan det enkelte barn opfatter de begivenheder, det er med i, de forhold, det lever under, og de relationer, det har til andre. Barnets perspektiv kan man forstå som det enkelte barns beskrivelse af, hvorledes verden ser ud, hvad det ser og hører, og hvordan det opfatter, tænker og føler.

forståelse.

Hvordan er det muligt for den voksne at forstå og inddrage barnets perspektiv? I samtalen med et barn er både barnet og den professionelle aktører. Samtalen har ikke nogen forudsigelig udgang, men for hver information mellem barn og voksen vil der kastes, nyt lys over indholdet, hvilket kan ændre såvel barnets som den voksnes forståelse af problematikken (Hessle, 1995). Hessle siger, at forståelsesprocessen må være spiralformet. Den voksne må i denne proces være i stand til at lytte til barnet og give det sin fulde opmærksomhed. Emnet for en samtale kan være bestemt på forhånd. Men forståelse af og indsigt i barnet og det, barnet fortæller, udvikles i kontakten som en proces mellem barnet og den professionelle. Derigennem kan nå barnets perspektiv og den rette

I opmærksomhed indgår både vores erfaringer med børn og vores kundskabsbaserede viden, vores holdninger og værdier.

TEMA: Børns sprog og samtale med børn

Jette Fog (2004) skriver i bogen ”Med samtalen som udgangspunkt”: ”Opmærksomheden og det, man er opmærksom på, er ikke nødvendigvis bevidst, endsige sprogligt formuleret eller umiddelbart formulerbart. Opmærksomheden og genstanden for opmærksomheden kan blive bevidst, hvis det er påkrævet, men størstedelen af tiden fungerer opmærksomheden som en subtil registrering og regulator af kommunikationen mellem to parter: Samtalen bliver hvert sekund fornemmet og justeret, små bitte afgørelser finder sted, som bibeholder eller forandrer samtalens strøm. Der er, som udtrykt af Donald Schön, tale om en `refleksion-ihandling´. En refleksion, der kommer til syne i det, man gør i situationen og på stedet”. (s.48-49).




Problemforståelse Vi møder barnet med vores forståelse af den givne problematik. Den professionelles forståelse af barnets problem har meget væsentlig betydning for, hvorledes den konkrete samtale med barnet forløber. F.eks. er der i daginstitution A den holdning, at børn af alkoholiserede forældre så godt som altid lider overlast, uanset om barnet har udvist symptomer på mistrivsel. Man kan kalde dette en bestemt forforståelse. Forforståelse, fordi den udgør det samlede mentale, teoretiske, vidensmæssige, erfaringsmæssige og værdimæssige udgangspunkt og beredskab for aktøren i forhold til en given social problematik (Guldager, 2002). I dette tilfælde med daginstitution A skal en pædagog tale med barnet Viktor. Viktor er 5 år. Hans far møder meget ofte småberuset op, når han henter sin dreng. Han fremtræder noget højtråbende og ”fyrer vitser af”. Faren er arbejdsløs og foretager sig, så vidt pædagogerne ved, ikke meget med sin dreng, og de har mistanke om, at han ikke kan tage sig af Viktor. Moren er på arbejde fra 7 til 15. En af pædagogerne skal tale med Viktor med henblik på at finde ud af, hvordan Viktor har det derhjemme. Pædagogens opfattelse af faren og daginstitutionens holdning til børn og alkohol kan få den betydning, at hun i samtalen med Viktor er fokuseret på en bestemt forståelsesmåde mht. problemets betydning for børn, og dermed også for Viktor. Hun kan ureflekteret søge at få bekræftet sin forståelse af problemet, og dermed får barnet ikke tid til sin fortælling får ikke reel medindflydelse i samtalen. Barnets perspektiv høres ikke, og barnet vil hurtigt opgive

at få sit budskab frem. Barnets fortælling vil være afhængig af de spørgsmål, som pædagogen stiller Viktor. Hvis den voksne har en dagsorden, som er mere eller mindre tydelig, vil han/hun bevidst eller ubevidst søge at få bekræftet det, som han/hun ønsker at høre, nemlig at barnet er bange for sin far. Det, som Viktor måske kan fortælle, er, at hans far og han hygger sig, når far drikker kaffe, og han selv spiller computerspil, men at det er væmmeligt, når far råber. At Viktor og far hygger sig, kan blive overhørt, fordi det ikke passer ind i den umiddelbare opfattelse af, hvordan Viktor må have det. Ny viden vil i dette tænkte eksempel ikke kunne ændre pædagogens forståelse. Samtalen er således ikke blevet den spiralformede proces, som Hessle omtaler, hvor hver ny information mellem aktørerne kaster lys over problemstillingen, i dette tilfælde såvel for Viktor som for pædagogen.

TEMA: Børns sprog og samtale med børn


10

Kundskabsbaseret viden Som nævnt indgår der teoretisk viden og erfaring i den måde, vi møder barnet på (Bo og Gehl, 2003). Teorien kan være med til at systematisere og give struktur i forhold til de informationer, den professionelle får. Teorier udgør en baggrund for opmærksomheden. De teoretiske perspektiver, vi hovedsagelig anvender, hænger sammen med vores syn på børn, at børn må ses både som subjekt og objekt, og at børn er aktive deltagere i egen udvikling med de forudsætninger, som de har herfor. I forhold til dette indgår som noget væsentligt en forståelse af, hvorledes barnet mestrer belastninger og udfordrende muligheder. Det er værd at bemærke, at mestring ikke er det samme som at løse et problem, da der for nogle problemers vedkommende ikke kan gives en løsning, men dog en mestringsmulighed. Der skal således i samtalen være mulighed for at tale med barnet om, hvorledes det konkret kan handle i bestemte situationer, om barnet ser nogle muligheder for at handle anderledes, der skal være muligheder for at fortælle barnet, at der nogle gange er problemer, som ikke kan løses. De er der bare. Man kan da støtte barnet i at leve med en situation, der umiddelbart synes uløseligt. Et eksempel: Eva er 13 år. Hendes forældre har været skilt, siden hun var 2 år. Forholdet mellem dem er forsat meget konfliktfyldt og præget af mange gensidige beskyldninger. Indholdet i uoverensstemmelserne er økonomi, og hvordan Eva skal opdrages. Eva bor lige meget hos TEMA: Børns sprog og samtale med børn

begge forældre. En professionel rådgiver taler flere gange med Eva. I de første samtaler er der fokus på, hvordan Eva mestrer forældrenes uenighed, som også involverer hende. Ved at fortælle om sin måde at klare det på – som i høj grad handler om, at Eva er det diplomatiske bindeled mellem forældrene – får hun hjælp til at se situationen lidt udefra, hun kan bedre distancere sig og får dermed øje for, hvor meget energi hun bruger, og hvor belastende det er for hende ustandselig at skulle ”gå på kattepoter” og udvikle strategier, der ikke sårer nogen af forældrene, og samtidig forsøge at få opfyldt sine egne behov. Eva opnår, gennem samtaler og ved at afprøve nye måder at forholde sig til forældrene på, at blive bedre i stand til at stille flere krav til dem, at beskytte sig selv mere og turde give sin vrede over forholdene til kende. Problemet mellem forældrene løses ikke, men Eva er mindre bange for at såre dem. Ved den sidste samtale med Eva siger hun, at hun ikke længere er så ked af det, og at hun ikke kan lade være med at opfatte forældrene som børn, der ikke kan finde ud af det. Men at hun nu kan betro sig til dem hver for sig uden at være nervøs for, om de misbruger det i deres indbyrdes kamp. Eva mener, at de har lyttet til hendes ønske om at kunne bruge dem som forældre, der kan støtte hende uden at tolke det således, at den anden forælder er den forkerte støtte for Eva. Uden at blive enige har forældrene således også ændret deres handlemønster i forhold til deres datter.


11

Alder

Det er betydningsfuldt at vide, hvad barnets alder og udvikling betyder for samtaler med børn. Der skal i denne artikel ikke gives en udtømmende redegørelse herfor, blot er det væsentligt at fremhæve, at børn organiserer deres tænkning på en måde, der er radikalt anderledes end voksnes. Vi vil her komme med eksempler på, hvad der er vigtigt i samtaler med det yngre barn – under skolealderen – fordi det er vores erfaring, at det ofte kan være de samtaler, der volder de største vanskeligheder. Den professionelle må stille enkle, åbne og konkrete spørgsmål, der lægger op til, at barnet skærper sine forestillinger og sætter flere ord på sine oplevelser og erfaringer. Da vi ikke kan vide, hvordan barnets virkelighed ser ud, eller hvor dets fokus er, skal vi være særligt omhyggelige med at udforske dets univers. Vi må minde os selv om, at barnet ikke har sin beretning liggende på en indre computer og lige kan hente den frem efter anmodning. Små børn tænkning er bundet til det, som barnet ser og kan røre ved. Det formulerer sig konkret og opfatter det, den voksne siger, konkret: ”Mor kommer ikke og besøger dig, du ved, hun er syg en gang imellem”.

”Syg” er meget overordnet og abstrakt for barnet, og det gør sig forestillinger, som er bundet til den måde, det her og nu opfatter syg på. F.eks. at hunden lige har været syg, fordi den blev kørt over. Børn kan derfor have brug for at stille spørgsmål til hvad de ser, hvilke tanker de gør sig, hvilke fantasier de har m.m. De har brug for konkrete oplysninger, som er afpasset deres alder og situation. Dette kan være med til, at barnet sammen med den voksne får sat ord på dets forestillinger. Det mindre barn kan fortælle konkret, og det har svært ved at fortælle sammenhængende om en begivenhed. Hvis hændelser ligger langt tilbage, kan det være vanskeligt for barnet at fortælle om, fordi dets kognitive udvikling er foregået så hurtigt, at dets ordforråd i dag ikke svarer til dets opfattelsesmåde og ordforråd for et år siden. Små børn har ligeledes et svagt tidsperspektiv og ved f.eks. ikke, hvad hver anden weekend er, eller at du skal hjem til sommer. Det lille barn har også svært ved at abstrahere fra det allerede kendte. Det kan derfor være vanskeligt for et lille barn at svare på: Hvad nu hvis din mor får det bedre, når hun har været på nedtrapning, kunne du så tænke dig, at besøge hende noget mere? Anden relevant kundskabsbaseret viden for børnesamtalen er f.eks. børns socialisering og kompetenceudvikling, børns hverdagsliv, risiko- og beskyttelsesfaktorer i barndommen, børns tilknytning og separation. For en uddybning se Bo og Gehl (2003). TEMA: Børns sprog og samtale med børn


12

Forskellige typer børnesamtaler Der er mange forskellige typer samtaler, og den professionelle må gøre sig klart, hvilken opgave der skal løses. Er det en samtale, der overvejende skal tilvejebringe oplysninger om barnets oplevelse af en situation, eller er det overvejende en samtale, der skal være støttende og informationsgivende over for barnet (Øvreeide, 2004). Selv om samtalen kan indeholde elementer af såvel støttende som undersøgende karakter, er det vig-

tigt at gøre sig klart, hvor hovedvægten i samtalen ligger. Dog bør alle typer samtaler være støttende over for barnet.

Informerende samtaler At informere et barn er som regel ikke noget, der kan gøres ved blot en enkelt samtale. Det tager tid for et barn at forstå, hvad der skal ske, hvordan det kommer til at ske, hvilke konsekvenser det kan have for det m.v. En sagsbehandler kan informere et barn om, at det skal bo et andet sted, men barnet har brug for, at andre end det selv får denne information, så der skabes rum for barnet

til at forsætte samtalen om, hvad der konkret kommer til at ske. At informere et barn er for barnet en løbende proces, hvor indholdet af informationen skal have tid til at falde på plads. Den professionelle, der har ansvar for samtalen, har ligeledes ansvar for, at ikke kun barnet informeres, men også personer, som er betydningsfulde for barnet i forhold til problemstillingen.

Temadag 26. september om Samtaler med børn TEMA: Børns sprog og samtale med børn


13

Støttende samtaler At føre støttende samtaler med børn har til hensigt at hjælpe barnet med at få overblik, at lette et pres, at give barnet mulighed for at distancere sig fra en konflikt mv. et eksempel: En pige på 11 år lever med to forældre, der er skilt, og hvor der efter to år stadig er mange konflikter: Hvordan skal datteren klæde sig, hvad må hun se af film, hvor sent må hun være ude osv. Forældrene forklarer hver især pigen, hvorfor de mener, som de gør, og pigen er parat til at forsvare den ene forælder over for den anden. Dette udløser endnu flere forklaringer, pigen bliver vred og indgår i kampen mellem dem. Hun tager efterhånden den forældres parti,

som hun opfatter, det er mest synd for, nemlig moren. Forældrene rådes af den professionelle til at stoppe de for pigen opslidende diskussioner og i stedet sige til pigen: Vi mener noget meget forskelligt om, hvordan du skal gå klædt, og det må være meget svært for dig, at vi er så uenige. Pigen bliver lettet og dette udsagn fra forældrene giver anledning til, at hun kan fortælle, hvor dumt det er at have forældre, der aldrig kan blive enige om noget, der handler om hende. Hun får flyttet sig fra at være en del af forældrenes kamp til at få mulighed for at fortælle sine forældre, hvor belastende deres kamp er for hende.

Bearbejdende samtaler Det er vigtigt at føre samtaler med et barn, hvor det får mulighed for at bearbejde traumatiske oplevelser, såsom en svær loyalitetskonflikt mellem barnets biologiske forældre og plejeforældre, en opslidende konflikt mellem to forældre, mobning gennem længere tid og andre meget belastende situationer for barnet. For et barn, der f.eks. bor et andet sted end hos forældrene, må man altid undersøge, om barnet har brug for disse samtaler, og hvem der i givet fald skal tage dem. Det kan være svært at skelne mellem, hvornår vi taler om støttende samtaler, og hvornår der er tale om at føre egentlig bearbejdende samtaler. En væsentlig forskel er, at den støttende samtale kan finde sted når som helst og kan føres af hvem som helst, som har betydning for barnet. Eller en professionel kan ved

mødet med barnet, selv om det kun er få samtaler, det drejer sig om, være støttende over for barnet ved f.eks. at bemærke de modsætningsfyldte situationer, der er for det, og de modsatrettede følelser, dette kan afstedkomme. Den bearbejdende samtale foregår over længere tid og med den samme person. Det vil ofte være en person, som barnet ikke bor sammen med, idet det kan være vanskeligt for barnet at fortælle om de sværeste problemer til de voksne, der er tæt på det. Barnet kan f.eks. være bange for at blive afvist. Et eksempel: En pige på 10 år er i familiepleje kan ikke tale om, at et stort problem for hende er, at hun ikke kan fortælle alle de ubehagelige oplevelser, hun har med sin mor, når hun er til samvær. Hvis hun fortæller det til sin plejefamilie, er hun bange for, TEMA: Børns sprog og samtale med børn


14 at de vil tænke dårligt om hende selv, eller at de måske slet ikke vil have, at hun besøger sin mor mere. Det er ikke hendes ønske, at det skal ophøre, men hun vil gerne have, at det bliver anderledes. Denne pige skal have hjælp til dette problem af en anden end plejeforældrene. En mere neutral person, der kan give sig

den fornødne tid. De støttende og bearbejdende samtaler har til hensigt, at barnet kan blive bedre til at leve med modsætningsfyldte temaer i sit liv, og at barnet får mulighed for at udvikle en forståelse af sig selv i sine relationer og sin situation.

Undersøgende samtaler En særlig udfordring er de undersøgende samtaler, hvor den professionelle skal høre og afdække et barns holdning og ønsker for at finde frem til den bedste foranstaltning for barnet. Disse samtaler vil typisk finde sted i socialforvaltningen i forbindelse med en undersøgelse af barnets omsorgsbetingelser. Af andre undersøgelser kan nævnes undersøgelser i forbindelse med forældres uenighed om forældremyndighed og samvær. For nogle børn er det en lettelse at kunne give informationer til den professionelle, så en uudholdelig situation ændres, for andre vil det være præget af ambivalens. På den ene side kan barnet ønske, at det ikke skal se sine forældre, og at samværet ophører for en periode. På den anden side er det næsten umuligt at sige, fordi barnet kan få en oplevelse af, at det bortstøder sine forældre eller selv vil blive afvist. Vi plejer at sige, at den undersøgende samtale kræver særTEMA: Børns sprog og samtale med børn

lig god forberedelse. F.eks. er det vigtigt at tage stilling til, om der er andre end barnet, der skal deltage, hvorledes man vil formidle til barnet, hvilke oplysninger der går videre, og hvordan der refereres både mundtlig og skriftligt. Afslutningsvis vil vi sige, at det er vores erfaring, at samtaler med børn i svære situationer kan være berigende, ud fordrende, svært, og foruroligende. Det stiller på en gang enkle og komplicerede krav til den professionelle. Enkle i den betydning, at det vigtigste er at se barnet, at give det opmærksomhed. Komplicerede i den betydning, at barnets informationer behandles med omhu og sættes i sammenhæng, men hvor barnet ikke pålægges ansvar for de beslutninger, der måtte blive taget.


15

Litteraturliste: Bo, K-A. & Gehl, I. (2003): Børnesamtalen, I: Uden for nummer. Tidsskrift for social forskning 4. årg. Nr. 6 Bo, K-A. & Gehl I. (2000): Er vi som professionelle i stand til at forstå det, barnet fortæller os? I: Børn som informanter. Red. Af Schulz Jørgensen, P. & Kampmann J. Cederborg, A-C. & Karlsson Y. (2001): Omhändertagande med barnets perspektiv. I: Socialvetenskabeligt Tidsskrift. Årg. 8 nr. 3. Fog, J (2002): Med samtalen som udgangspunkt. Det kvalitative forskningsinterview. Akademisk Forlag. Guldager, J. (2002): Metodevejen – en hovedvej eller blindgyde? I: Uden for nummer. Tidsskrift for social forskning. 3. årg. Nr. 5. Hessle, A. (1995): Samtaler med B: Om at finde sit sprog. Hans Reitzels Forlag. Kampmann, Jan (1998): Børneperspektivet og børn som informanter. I: Arbejdsnotat nr. 1. Børnerådet. Nygren, P. (1999): Professionel omsorg for børn – fra teori til værktøj. Dansk Psykologisk Forlag. Øvreeide, H. (2004): At tale med børn. Samtalen som redskab i børnesager. Hans Reitzels Forlag.

Te m a d a g

i

Åsum

den

26.

september:

Den 26. september 2006 holder PLF en temadag i Åsum fra kl. 10.00-14.00, hvor socialrådgiver og lektor ved Den sociale Højskole i København KarenAsta Bo kommer og fortæller om samtaler med børn. Karen-Asta Bo har sammen med Ingrid Gehl skrevet artiklen i temaet om ”Samtaler med børn”. Vi sørger for en god frokost. Læs mere om temadagen på www.plejefamilierne.dk under kalender.

TEMA: Børns sprog og samtale med børn


16

”Man skal lige lære os at kende først…”. Et inspirationshæfte om børnesamtalen I bogen kan man læse: Børn skal høres. Loven kræver med andre ord gennemtænkte, respektfulde og tilbagevendende samtaler med barnet både i forbindelse med undersøgelsen, inden der besluttes, og senere i forbindelse med tilsyn og ændringer. Dermed ligger Danmark på linie med FNs Børnekonvention. Alligevel har en række undersøgelser vist, at samtaler med børnene ikke gennemføres i det omfang, de skal ifølge loven. Børn, der er anbragt eller skal anbringes, er i forvejen i en ekstremt sårbar situation,. Det er en yderligere belastning, når de ikke gennem en samtale med sagsbehandleren, bliver informeret og får bedre mulighed for at forstå, hvad der sker med dem og hvorfor. Vi skal ikke på dette sted prøve at forklare, hvorfor samtalerne ikke foretages. Det handler om mange ting – manglende politisk og ledelsesmæssig prioritering, ressourcer, færdigheder, traditioner og et børnesyn, der er anderledes end lovens. Men den manglende inddragelse af børn understreger, at der er et stort behov for at forbedre praksis omkring børnesamtalen. Dette hæfte skal være med til det. Det er blevet til på initiativ af Red Barnet, der har inviteret Familieplejen Danmark, Dansk Socialrådgiverforening og HK/ Kommunal til at være med. Det har fået støtte af Socialministeriets KABU-midler, så det har været muligt at sende det til

alle sagsbehandlere, der har børnesager, til de Sociale højskoler, Forvaltningshøjskolen etc. Hæftet præsenterer historier og refleksioner fra aktørerne – sagsbehandlere, kommuner, konsulenter, anbragte børn og tidligere anbragte – for at trække nogle af de centrale problemstillinger op og for at vise eksempler på, hvordan man nogle steder har grebet børnesamtalerne an på en spændende og relevant måde. Hæftet fås hos organisationerne se mere på www.kabuprojektet.dk

Til medlemmerne! Ønsker du informationer og nyheder sendt pr. mail fra PLF, og aldrig får det! Så er det måske fordi vi ikke har din mailadresse! Mange af Jer er med på listen, der er dog en del som endnu ikke er med. Send os din mailadresse på: mli@plejefamilierne.dk hvis du vil følge med i hvad der sker. Der er nu også oprettet lokale maillister, som bruges i forbindelse med indkaldelse til lokale medlemsmøder mm.


17

Tinas historie. Tina på 31 år fortæller her om sit liv i en plejefamilie, og om hvordan hun savnede, at der var nogen der talte med hende. Det er nu 20 år siden at Tina blev anbragt i en plejefamilie, havde der været fokus på samtaler med børn dengang, havde Tinas anbringelse måske været anderledes. Tina har for nylig holdt sit første foredrag om sit liv, Tina fortalte, at hun troede at familieplejekonsulenten var hendes tillidsmand, indtil hun opdagede, at han havde fortalt alt til plejefamilien - så var det slut med tilliden. Vi skal blive bedre til at lytte til og åbne børnenes hemmelige døre!

Et anderledes liv i med og modgang! Jeg vil her forsøge at give et indblik i min barndom og vise, hvordan min tumulte barndom er blevet opfattet af mig. Jeg husker mine følelser fra dengang, i forskellige situationer og mine tanker og følelser fra dengang…

mor i weekenderne og ved ferier.

I 1983 blev mine forældre skilt og jeg boede da hos min mor, som er spastiker og svagt hørende.

Da vi kom frem til familien, syntes jeg faktisk det var spændende og de virkede da også meget søde. De havde dyr, og som et hvert andet barn, ønskede jeg også, at jeg var så heldig at bo et sted med så meget plads og så mange dyr.

Efter skilsmissen blev jeg sendt i familiepleje, hver anden weekend, så min mor kunne blive aflastet. På den måde kunne jeg også selv få et godt indblik i, hvordan en almindelig familie burde fungere. Jeg var utrolig glad for stedet. De lavede mange ting med os børn, som jeg ikke var vant til hjemmefra. Hjemme var vi kun sammen om indkøb og andre praktiske ting, dette fordi det gjorde det lettere for min mor, at have mig med som talerør, eftersom hun har meget svært ved at tale forståeligt dvs. med mig ved hendes side, undgik hun en masse misforståelser, ellers skulle jeg selv aktivere mig med leg og andre interesser. I 1985 blev jeg sat i fast familiepleje, hvor jeg i forhold til før kun var der i weekenderne. Nu var jeg kun hjemme ved min

Sammen med min mor og sagsbehandleren fra kommunen skulle vi besøge den nye familie, men jeg fik kun at vide at vi skulle på tur og besøge nogen undervejs.

På vej hjem blev jeg spurgt om, hvad jeg syntes om det hele, og om det var et sted, jeg kunne tænke mig at være. Svaret var selvfølgelig ”ja” med stor begejstring, uden at vide at jeg skulle bo der permanent. Jeg troede nærmere, det var ment som ferie. Der gik ikke mere end én måned efter dette besøg og til jeg var flyttet derud, uden at få at vide at det var permanent flytning. I starten var alt nyt og spændende, med en masse nye indtryk, mange nye mennesker og ikke mindst ny skole og nye klassekammerater. Den første tid betragtede jeg som tilvænningstid. Med alle de nye regler osv.


18 som jeg skulle lære og tilpasse mig. Jeg tænkte egentlig kun på at være sød, høre efter og opføre mig, som de forventede. Jeg ville jo gerne gøre et godt indtryk, så de ville kunne lide mig og være glade for mig. Dette var meget svært for mig, specielt da det gik op for mig, at det ikke var en ferie, men hver dag!! Samtidig savnede jeg min mor frygtelig meget, hos hende var det hele jo som det plejede, uden at være klar over at dette ikke var en normal opvækst for et barn! Jeg ville jo gerne gøre et godt indtryk, så de ville kunne lide mig og være glade for mig.

Jeg skulle vænne mig til at været et rigtigt barn igen, uden voksen-pligter (som fx et alt for stort ansvar for mig selv). De nye plejeforældre skulle bestemt ikke bestemme over mig. De var jo ikke mine forældre, og de skulle bestemt ikke tro, at jeg ville finde mig i alt. De skulle ikke lave om på mig. Jeg følte virkelig ikke, de kunne lide mig, også selv med alle de anstrengelser jeg havde gjort mig for, at de skulle kunne. Jeg havde det ganske forfærdeligt og følte ingen værd og min selvtillid var helt i bund. Dette endte med, at jeg blev meget indadvendt og var på mit værelse alt det jeg kunne. Var kun fremme i lyset, når der skulle udføres pligter, eller vi skulle spise. Hvorfor vise mig når de helst ville være foruden? Jeg gad bestemt ikke fællesskabet, og når de foreslog forskellige aktiviteter, følte jeg, det var af deres pligt, pga. at det var deres arbejde og bestemt ikke af lyst. Og hvorfor skulle jeg overhovedet blande mig med dem? Jeg fik jo kun

skæld ud, og så var det da bedre for os alle, at jeg sad på mit værelse. Der var der alligevel ingen, der kunne skænde på mig og vis jeg kun var en belastning, slap de jo også for at se på mig. I skolen gik det også dårligt, jeg ville så gerne være en del af klassen. Jeg havde utrolig svært ved det boglige, men følte virkelig jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at følge med også for at blive en del af fællesskabet, men det lykkedes bare aldrig helt. Også fordi jeg halvdelen af tiden skulle være til specialundervisning, hvilket igen gjorde mig anderledes. Da alt det jeg ønskede, ikke gik! Begyndte jeg helt ubevidst at lyve for at få opmærksomhed. Det var som at bide sig selv i halen, en ond cirkel, som jeg ikke selv kunne komme ud af igen. Det var langt nemmere at tilpasse sig fællesskabet, hvis man var som de andre, men da jeg ikke var det, måtte jeg jo lyve. Jeg havde ikke specielt mange venner i skolen, også hjulpet af, at jeg ikke måtte tage dem med hjem, som jeg ville. Jeg følte, at mine plejeforældre ikke synes at mine valg af venner, var gode nok. Jeg havde da nogle løse venner, som jeg var meget sammen med i skoletiden, men kun der – og det blev ved det ”løse”. Jeg blev mere og mere ked af det hele og ville bare hjem til min mor, og de venner jeg havde hjemme. Der kendte de mig, som jeg var, og der behøvede jeg ikke anstrenge mig og lyve for at være en del af fællesskabet. Når jeg ser tilbage, var jeg i min tid i familieplejen en meget trist, angst og indadvendt pige. Jeg higede sådan efter


19 accept, værd, kærlighed osv. alt det et barn burde have. Når jeg endelig følte bare en lille smule af disse ting, var det nok som med narkomaner: Så vanedannende at man bare ikke kunne få nok og gjorde alt for at få mere, om der så var ballade i farvandet, var jeg ligeglad.

de det med at der blev sat en ekstra lås på. Hvilket bare gjorde det sværere at få mig til at åbne op. Det er meget vigtigt at vise interesse for barnet • Og at man altid er til rådighed på både godt og ondt.

Jeg havde heller ingen at gå til når jeg var ked af det, følelsen af tillid til nogen manglede. Da jeg havde været udsat for en masse tillidssvigt.

• Og at man virkelig kan lide barnet, så barnet føler sig velkomment og trygt.

Når jeg sådan tænker tilbage var det en forfærdelig tid. Det er noget af en opgave for et barn hele tiden at skulle kæmpe for at få accept, kærlighed osv. Dette burde være en naturlig ting, som kommer af sig selv og ikke en fortjeneste for noget man har gjort.

• Føj ikke barnet når barnet har noget at fortælle, måske det er noget virkelig relevant

Jeg kan se i dag, at de har håndteret, dette lille indelukkede barn helt forkert. De har prøvet at få mig til at åbne mig, på en helt forkert måde og somme tider har dette kun gjort det værre. Jeg føler ikke, de har gjort noget ordentligt for det. Inden min tid i familieplejen var jeg udsat for intimt overgreb, som dog ikke blev fuldført. Jeg fik truslen om, at hvis det nogensinde blev sagt, ville det give konsekvenser for mig og min mor. Så allerede der, mistede jeg tilliden til andre. Det kan være meget svært at finde ud af hvad et barn går og tumler med af tanker og bekymringer. Jeg mener selv, jeg havde en hemmelig port et sted, men den var meget låst. Skulle den åbnes måtte man være forsigtig, hvis folk blev for frembrusende og direkte, resultere-

Vis gensidig respekt.

• Føjer man barnet for tit ender det med at barnet ikke føler sig okay og så holder det op med at henvende sig. • Giv barnet den bedste velkomst og husk den første tid er sjov og spændende, men også meget svær. •

Vær åben over for barnet

Vis tillid

• Leg med barnet eller bare hyggesnak, eller gå en tur, så det enkelte barn får lidt kvalitetstid for sig selv med en voksen • Spørg til hjemmebesøgene, og lyt, glæd jer på barnets vegne og vis glæden, hvis der har været sjove og positive oplevelser. • Observer barnets adfærd og måske blå mærker, når det har været på hjemmebesøg. • Gør også barnet opmærksom på, at det er helt okay at være ked af det, og at de gerne må græde. • De er altid velkomne til at fortælle og at der altid er tid til rådighed i sådan en situation. • Det skal være helt okay også bare at savne sin biologiske familie.


20

Børnetelefonen BørneTelefonen er din telefon!. Den er oprettet for at give dig mulighed for at få gode råd eller en at snakke med - BørneTelefonen tlf. 35 55 55 55 . Hvem kan ringe? BørneTelefonen er for alle børn og unge. Hvad kan jeg ringe om? Vi vil gerne tale med alle, der ringer til os. Du kan ringe om alt muligt. Du kan ringe, hvis du har problemer, uanset om du synes, de er små eller store. Du kan ringe, hvis du føler dig ensom, eller savner nogen at snakke med. Kan jeg være anonym? Du behøver ikke at fortælle os, hvem du er, eller hvor du ringer fra. Vi kan heller ikke se dit telefonnummer. Du bestemmer selv, hvad

du vil gøre, når du har talt med os. Hvem passer BørneTelefonen? Det er voksne rådgivere, der passer BørneTelefonen i deres fritid. De har alle sammen et godt kendskab til børn og deres problemer. Hvornår kan jeg ringe? BørneTelefonen har åbent mandag til torsdag fra kl. 12 til kl. 21. Om fredagen har vi åbent fra kl. 12 til kl. 19. Børns Vilkår, Trekronergade 126 A, 2500 Valby BørneTelefonen 35 55 55 55 BørneBrevkassen kan findes på hjemmesiden: www.bornenettet.dk


21

Temadagen 27. april i Aasum. Af Finn Riber Rasmussen Omstillingsparathed ~ hvad er det? I det professionelle erhvervsliv hedder det ”Transitioner - ved jobmæssige forandringer”. Har det noget med plejefamilier at gøre?, ja i højeste grad, der findes næppe et arbejdsområde i Danmark, der er så meget udsat for udefra kommende påvirkninger, der medfører omstillinger i hverdagen som hos en plejefamilie. Vi, plejefamilier er kontinuerligt udsat for ydre påvirkninger som vi ikke har nogen indflydelse på, det er ”ikke styrbare påvirkninger af ens hverdag” som opstår på forskellige måder. Det sætter reaktioner i gang i os, skaber uro og er mentalt belastende for os selv og for vores omgivelser. Disse ”ikke styrbare påvirkninger” kommer eksempelvis fra: biologiske forældre, sagsbehandlere, familieplejekonsulenter, psykologer, skole- og fritidsordninger, samt fra egne børn. Eksempler på påvirkninger: biologiske forældre kræver barnet hjem eller øget samkvem i plejefamiliens hjem. Sagsbehandleren kræver ændringer i ansættelsesforholdet = forringelse. Familieplejekonsulenten mangler beslutningstagen. Skolen har svært ved at rumme barnet og kræver støttepædagoger. Fritidsordningen kan ikke rumme barnet, og så videre. At være plejefamilie kræver, at man er omstillingsparat, vi oplever ofte, at få pålagt en beslutning truffet af andre, der påvirker vores hverdag og kræver omstillingsparathed af os. Når man som menneske oplever ”indblanding” i ens hverdag, bliver man usikker og

skeptisk, man bevæger sig ubevist over i en fase, hvor man begynder at spekulere meget, man bliver ineffektiv i de fysiske gøremål, man går i en periode nærmest i stå, samtidig får man dårlig samvittighed over ens ineffektivitet og manglende evne til at overskue situationen. At være plejefamilie er et meget menneskefølsomt betonet job. Det bevirker, at man bruger mange ressourcer i sine overvejelser på en given løsningsmodel. Det menneskefølsomme aspekt (forholdet mellem plejeforældre og plejebørn) er en ekstra dimension, i forhold til det ”normale erhvervsliv”. Det er vigtigt, at vi som plejefamilier ved, at det er fuldt legalt at ”lande” i denne neutrale fase. Vi skal ikke gå med dårlig samvittighed over vores ineffektivitet, vi skal arbejde positivt med den og komme styrket ud af den. Plejefamiliernes Landsforening har i Odense, her i foråret 2006 afholdt et kursus om emnet, et meget velbesøgt og spændende kursus. Mange plejeforældre fik på kurset bekræftet problematikkerne i deres hverdag, de fandt ud af, at sådan har andre det også, og at det er helt i orden at have det sådan, det er legalt at tale om de frustrationer, man oplever i denne fase. Til alle jer, plejefamilier som ikke har været på kursus i omstillingsparathed, kan jeg anbefale at komme det, kontakt din kommune eller døgnplejeorganisation og spørg efter et kursus i omstillingsparathed. Plejefamiliernes Landsforening er gerne behjælpelig med kontakt til professionelle undervisere.


22

sommerferie – hvordan vil plejeBørn helst holde ferie. Vi har spurgt et par plejebørn om: ”Hvis du kunne bestemme - hvordan skulle I så holde sommerferie”? Læs de gode svar. Pige 15 år. ”I USA, Paris eller sådan noget”. Hvorfor det? Jeg kunne godt tænke mig at se Beverly hills og i Paris vil jeg gerne se Eiffeltårnet, Disneyland og Notre Dame. Det vil jeg vælge, hvis jeg selv helt kunne bestemme”. Pige 9 år. Pige 13 år. ”Jeg vil tage til Spanien sammen med min mor og far, fordi jeg kunne godt tænke mig at komme sydpå med min mor og far

Ned til Frankrig eller USA, det vil jeg nok hellere, hvis jeg kan bestemme. Hvorfor? Helst til Frankrig fordi det savner jeg, men jeg vil hellere til USA, for sidst jeg var der – var der så sjovt. Jeg vil godt holde min 10 års fødselsdag i USA.

Pige 8 år. ”Så skulle vi til Hansapark” Hvorfor? ”Der er en rigtig god vandruchebane og der er kommet en ny forlystelse”.

Pige 16 år. ”Jeg kunne godt tænke mig at besøge en masse steder f.eks. sejle rundt mellem nogle øer i f.eks. Grækenland, Spanien. Det var så den ene ferie. Jeg kunne også tænke mig at rejse rundt i Indien og se nogle af de steder min far har været. Jamen, jeg har mange ønsker – jeg kunne også tænke mig at komme til USA eller Barbados, der har jeg været som lille”.


2 Dreng 9 år Hos min far - det kan jeg godt li’. Tage på camping og sove der. Besøg i legeland - sommerland - det er sjovt at være der. Tage ud og shoppe og købe et spil (ps2) for mine egne penge. Spise en masse slik - hvis jeg kan få lov.

Pige 4 år.

”Legoland og Bonbonland”

En tur i biografen.

Hvorfor?

Lege hos en kammerat og sove der.

”Der har jeg aldrig været

Spille en masse spil. (Gameboy og ps2). Plejemor svarer så: ”Jamen er det ikke det vi gør?” Drengen: ” jo, men det er da også godt nok!!!” Pige 15 år

Langt væk til et varmt land, bare det er varmt og det ikke er Tyskland Pige 10 år Jeg ville gerne i et sommerhus med spabad og sauna, og så ville jeg gerne i legeland og spise på en fin restaurant

Hvorfor: Det ved jeg ikke jeg vil bare gerne langt væk og prøve et andet land Pige 10 år Bare noget afslappende med swimmingpool ligesom på hoteller, hvor man kan få massage

Hvorfor: Fordi det kunne være hyggeligt Dreng 13 år.

Hvorfor:

Så tror jeg, at jeg vil til Afrika Det har jeg bare lyst til – fordi jeg vil godt se nogle at prøve, jeg kunne også af de vilde dyr og se de vilde tænke mig at prøve at leve i krigere, der bor i Afrika. naturen. I fjernsynet ser der fedt ud – jeg vil også se krokodiller


24

Weekendturen til Grenå Vi tog til Grenå via Mols bjerge. Her gik vi en tur i bjergene, inden vi nød den medbragte kaffe og kage! Herefter gik det ad de små veje ind til Grenå, vi tjekkede ind og fik slappet lidt af. Til aften fik vi en tre-retters menu; røget torsk, perlehøne og en isdessert m. kage. Og selvfølgelig god rødvin til det smagte dejligt. Efter middagen gik vi en tur langs med vandet og sluttede af med en god snak ”en runde” hvor vi fortalte om, hvordan vi havde mødt hinanden (altså som par). Det var meget kendetegnende, at vi måtte mange år tilbage i tiden. Tiden med Slade og Puch maxi!! Det var rigtig hyggeligt. Lørdag efter morgenmaden, kørte vi til Allingåbro station, her havde vi reserveret skinnecykler og bestilt picnickurve. (laks, m. flutes,og kartoffel-

salat, kylling m. salat). Maden var i fine kurve inkl. bestik og lyserøde ternede duge. Så gik det ellers derudaf, selvom mændene (læs Eigil) ikke mente, at det kunne lade sig gøre. Men det kunne det, de klarede det (næsten) vi cyklede 7 km ud, nød frokosten og cyklede tilbage igen - der var medvind hjemad!! Så gik turen hjemad igen, vi gjorde holdt i Vejle, fik kaffe og tærte på café det gamle arresthus. Vi sagde farvel og alle var enige om, at der igen skal arrangeres en tur til næste år, der var forslag om, at vi tager til Tyskland(to døgn) på et Wellnees slot, det ligger i det tidligere Østtyskland, så det er muligt for Sjællændere og andre at sejle over.


25

Sommerland Syd Den 11. august 2006 Slutter vi børnenes sommerferie af med en fælles tur til Sommerland Syd, PLF giver en is, - eller hvis det er koldt som sidste år – en kop varm kakao. Vi mødes ved indgangen kl. 10, medbring godt humør og en god madkurv! Måske et håndklæde, hvis vandrutsjebanen skal prøves, se mere på www.sommerland-syd.dk

FBU Forældrelandsforeningen

FBU Forældrelandsforeningen er en frivillig social organisation, som blev stiftet som forældreforening i 1969. Foreningen driver FBU–LINIEN, som er en landsdækkende, åben og anonym telefonrådgivning. Telefonrådgivningen varetages af erfarne socialrådgivere og benyttes først og fremmest af forældre og pårørende til anbragte børn og unge. Forældre, som er i kontakt med det sociale system i forbindelse med en undersøgelse af barnets forhold eller fordi deres fami­lie modtager forebyggende foranstaltninger efter serviceloven, benytter også telefonrådgivningen. FBU–LINIEN er også et tilbud til fagpersoner, og til forældrenes støttepersoner i forbindelse med barnets anbringelse. FBU´s frivillige indsats er en vifte af tilbud, som varetages gennem de lokale foreninger, afhængig af den enkelte lokalforenings prioritering og ressourcer. Der er aktuelt ni lokale foreninger i landet. Den frivillige indsats har til formål at: • Skabe kontakt mellem forældre, hvis børn og unge får eller har fået støtte efter Lov om social service. • Tilbyde forældre støtte og hjælp til selvhjælp ved kontakt med frivillig FBU – støtteperson og enkelte steder ved deltagelse i samtalegrupper for forældre. • Tilbyde foreningens medlemmer oplysning og information vedrørende deres særlige situation gennem f.eks. forældrekurser og temadage om relevante emner. • Tilbyde forældre støtte via bisidder i forbindelse med møder med socialrådgiver og anbringelsessteder.

Kan kontaktes på tlf. nr. 7027 0027 og www.fbu.dk


26

Referat fra Børns Vilkårs Årskonference. Af Randi Andreasen Som repræsentant for PLF deltog jeg i Børns Vilkårs Årskonference 9.-10. marts 2006. Det overordnede tema for konferencen var: ”Hvordan holder vi barnet i centrum af indsatsen”. De enkelte foredragsholdere og improteatergruppen LAMA gav med hver deres indlæg et meget godt billede af, hvor vanskeligt det kan være at bevare dette fokus i en hverdag, hvor mange forskellige faktorer jo ofte blander sig med de gode intentioner. Jeg vil nedenfor referere fra nogle af foredragene, og kan i øvrigt henvise til www.bornsvilkar.dk under nyheder – årskonference 2006, hvor der findes referat fra dagene, og hvor man har mulighed for at læse og evt. downloades nogle af indlæggene i sin helhed. Efter at Peter Albæk, formand for Børns Vilkår, havde budt velkommen indledte Atle Dyregrov sit indlæg med titlen: ”Hvordan barnet oplever og reagerer på katastrofen, sorgen eller krisen – og hvordan man som voksen bedst hjælper”. Et emne med stor relevans for plejefamilier. Atle Dyregrov fortalte om sine mange erfaringer fra arbejdet med børn og familier ramt af sorg. Han understregede, hvor vigtigt det er både at involvere barnet og familien i bearbejdning af sorgen. Hvor vigtigt det er at sætte ord på, så familien kan arbejde henimod en fælles fortolkning og forståelse af den/de traumatiserende oplevelser. Nødvendigt også at inddrage skolen når et barn har været udsat for traumatiser-

ende oplevelser. Barnet ændrer ofte synligt sin adfærd – får koncentrationsvanskeligheder, hoved/mavepine og flere kan få depressive tanker. Atle Dyregrov kom med mange helt konkrete bud på, hvad skolen kan gøre for også at støtte og hjælpe barnet igennem svære oplevelser. Under titlen: ”Sundt selvværd eller selvoptaget”, beskrev Henrik Day Poulsen en ændring af mennesket. Han beskrev den stigende individualisme i vores tid og en ændring af vores menneskelige egenskaber. Vi er som mennesketype på vej væk fra at være ”træmenneske” – robuste, lidt ru i kanten, ikke altid så smukke, dele af en sammenhæng til at være ”glasmenneske” – skrøbelige indadtil, går let i stykker, selvoptagede, iscenesættende udadtil. Jeg synes, det var et meget godt billede til eftertænksomhed. Henrik Day Poulsen talte om 3 former for egoisme: Den nødvendige egoist, hvor spædbarnet er den ultimative egoist, som nødvendigvis skal have sine behov dækket. Den gode egoist er opdraget – kan være selvhævdende – men ikke mere end at der også gives rum til andre mennesker og deres behov. Den dårlige egoist er sygeligt selvoptaget. Egoisme er en naturlig del af det at være menneske, men det er vigtigt at opdrage barnet, så det får selvindsigt og lærer at indgå i sociale sammenhænge med re-


27 spekt for andre mennesker. Som ansvarlige voksne er det også vigtigt, at vi er opmærksomme på skrøbeligheden hos den nye tids ”glasmennesker”, og her kom Henrik Day Poulsen nærmere ind på tendensen i Vesteuropa med selvskadende adfærd blandt unge. Mod slutningen af indlægget fik vi en god beskrivelse af narcissistiske kendetegn og også en indføring i psykopatens karaktertræk. Henrik Day Poulsen er bl.a. forfatter til: Det opmærksomhedskrævende barn og Psykopater – når mennesker bliver hensynsløse og farlige. I år gik Peter Sabroeprisen til Jes Dige. Han fik prisen for sit igangsættende og store arbejde med børn og sorggrupper. I sin tale gjorde han opmærksom på, at der fortsat er lang vej igen. Det er stadigvæk langtfra alle børn, som får tilbud om hjælp, når de udsættes for tab og sorg. Under middagen og i pauser mellem foredragene havde jeg mulighed for at snakke med andre af konferencens deltagere, og jeg fik udbredt kendskabet til det at arbejde med børn og unge i familiepleje, ligesom jeg også fik et meget godt indtryk af, hvordan virkeligheden ser ud i nogle kommuner og på flere institutioner. Desværre oplever flere at være presset af nedskæringer i deres arbejde med børn og unge. Manu Sareen indledte 2. dagen med indlægget: ”At se barnet og ikke bare kulturen”, hvor han blandt andet fortalte om sit arbejde blandt børn og familier med anden etnisk oprindelse end dansk. Han fortalte med stor indlevelse og med sine dejlige humørfyldte eksempler fra dagli-

gdagen, fik han sat fokus på, hvordan fordomme trives blandt mennesker - uanset herkomst. Han advarede mod berøringsangst, gjorde opmærksom på hvor vigtigt det er, at alle parter høres i en sag. Vi ved ikke særlig meget om hinanden, men vi er alle præget af vores forforståelse af hinanden, en forståelse som vi via vores kulturelle opdragelse bærer med os. Manu Sareen understregede, at vi alle skal være meget opmærksomme på førstehåndsindtrykket, og hvilken ”skjult” fordomsfuldhed vi kan have i forbindelse med det. Det kan være medvirkende til, at man ofte ser kulturen før barnet! Herefter fulgte 2 parallelforedrag: Bente Boserup fortalte om Børns Vilkårs erfaringer med skilsmissegrupper ”At holde barnets behov i centrum i forbindelse med skilsmissen”, og Gitte Christensen fortalte om sit arbejde med børneafhøring i forbindelse med pædofilisager: ”Offer og vidne. Børneafhøringen i sagen om det seksuelle overgreb”. Jeg valgte at høre Gitte Christensens indlæg, og hun formidlede, hvor svært det kan være at have med disse sager at gøre. Den nedre grænse for afhøring af børn er ca. 4 år og den øvre til og med 12 år, men der kan dispenseres fra disse aldersgrænser, hvis barnets udvikling kræver det. Der er mange regler at forholde sig til og overholde i arbejdet. En korrekt sagsgang er absolut påkrævet, når det skal lykkes at få sagen til doms. Gitte Christensen kom meget konkret ind på, hvordan arbejdet udføres, og hun advarede meget imod at velmenende vok-


28 sne inden forhør kom til at lægge ord i munden på barnet, så råd til professionelle, der fatter mistanke til, at der har fundet overgreb sted: Lyt til barnet men gå ikke i gang med afhøring/udspørgen. Fortæl barnet at som voksen skal ”jeg” nok sørge for, at du kan få hjælp, og underret så de sociale myndigheder. Skriv gerne ned – hvad sagde barnet – hvad sagde og observerede ”jeg”. Herudover - start ikke behandlingsarbejdet før afhøring. Som sidste foredragsholder fortalte Bo Ertman om forskning. Udfra titlen ”At undgå det professionelle omsorgssvigt, opfordrede han til, at vi i højere grad fremmer forebyggende tidligere indsat-

ser frem for symptombehandling, at vi i vores arbejde for at fremme børns ud vikling tænker i helheder og ressourcer. Jeg synes ovenstående budskaber er meget vigtige, og problemstillingerne er jo ikke ukendte men bestemt nogle vi møder og skal forholde os til i vores arbejde som plejefamilier. En veltilrettelagt konference med en bred vifte af viden og med god mulighed for at møde andre faggrupper og deres indfaldsvinkler, hvilket forhåbentlig også er med til at fremme samarbejde og tværfaglighed så vores enkelte videns- og erfaringsfelter kan samles og bruges til barnets bedste.

”De 4 årstider” – opleFamiliehøjskolen Skærvelser til medlemsprigården. ser. Bedre sent end aldrig – vi vil lige oplyse, at Familiehøjskolen Skærgården afholder højskolekurser for hele plejefamilien (Far, mor, børn og plejebørn) i perioden fra 25. juni til 8. juli. Emnerne for de to uger kan ses på hjemmesiden www.familiehojskolen.dk

www.fireaarstider.dk eller www.fdb.dk Her kan du bestille kataloget om ferie og fritidsguiden ”De 4 årstider”. Der er mange muligheder for rabatter på hotelophold, indgange til sommerlandene, familieferie inkl. fri entré til attraktioner og meget mere. Kik selv ind på siden og bestil kataloget.


29

Forskningsprojekt om udsatte/anbragte børn og unges fritidsliv. Plejefamiliernes Landsforening blev rigtig glad, da vi læste denne annonce i dagspressen den 15. maj 2006, hvor Styrelsen for Social Service udbyder forskningsprojekt om udsatte børns fritidsliv. Beløbsrammen er 4.800.000

kr. og projektperioden er 1.9.2006 – 28.2.2009. Frist for indlevering af tilbud er 26. juni 2006 kl. 12.00. Hvor er det dejligt, at der kommer fokus på anbragtes børn og unges fritidsliv.

Annonce Forskningsprojekt: Udsatte børns Fritidsliv. Med anbringelsesreformen, som trådte i kraft ved årsskiftet 2005&2006, lægges der bl.a. op til en øget fokusering på udsatte børns fritidsliv. Samtidig kan det konstateres, at der ikke er samlet særlig megen viden om udsatte børn og unges fritidsliv. Styrelsen for Social Service ønsker at indgå aftale om et forskningsprojekt, som undersøger, hvilke sammenhænge der er mellem udsatte børns fritidsliv, deres trivsel og behov for sociale indsatser, og i hvilket omfang forskellige former for fritidsliv har forskellig betydning for udsatte børns trivsel og behov for sociale indsatser. Opgaven udbydes i henhold til direktivet for den offentlige sektor nr. 2004/18/EF som offentligt udbud. Beløbsrammen er 4.800.000 kr. eksklusiv moms. Projektperioden er 1. september 2006 til 28. februar 2009. Frist for indlevering af tilbud er den 26. juni 2006 kl. 12.00. Yderligere oplysninger: Interesserede kan rekvirere udbudsmateriale og få yderligere oplysninger på www. servicestyrelsen.dk eller ved henvendelse til Styrelsen for Social Service. Styrelsen for Social Service, Skibhusvej 52B,3.sal 5000 Odense C www.servicestyrelsen.dk Telefon 65484000 servicestyrelsen@servicestyrelsen.dk. kontaktperson: Fuldmægtig Rasmus Bruun Styrelsen for Social Service Socialministeriet


30

Boganmeldelser: ”Bliv hørt, set og mødt” af John Madsen. En håndbog i spejlingsdialog. At blive hørt, set og mødt hører til menneskets mest basale behov. I bogen ”Bliv hørt, set og mødt” præsenterer John Madsen en metode, der kan give børn og voksne indsigt i, hvordan man lytter til og møder andre mennesker, så samspillet med verden kan blive så frugtbart og respektfuldt som muligt. Bogen er udgivet af Landtryk.

“Børnetegninger” af Hanne Bistrup. I bogen ”Børnetegninger” hjælper psykolog Hanne Bistrup læseren til at forstå og analysere en lang række børnetegninger, hvis sprog og symbolverden de fleste forældre og plejeforældre vil kunne genkende fra deres egne børns ”tegne-karriere”. En god bog, der kan hjælpe både forældre, plejeforældre, pædagoger og andre fagpersoner til at komme i dialog med børnene. Frydenlund. 229 kr.

”Barndom byttes?” Ni beretninger om at få et godt liv trods en barndom med seksuelt misbrug. Centerleder Lone Lyager fra Støttecenter mod Incest i Danmark indleder bogen, og indleder bl.a. med ”Selv om bogen indeholder grumme historier om, hvad børn udsættes for, så flytter den alligevel perspektivet fra det, man kalder et elendighedsperspektiv til et resiliensperspektiv”. Bogens målgruppe er voksne, som har været udsat for seksuelt misbrug i barndommen, og som vil læse hvordan forfatterne til bogen har taklet følgevirkningerne samt hvad der har været medvirkende til at de har fået et godt liv. Pårørende til seksuelt misbrugte kan også få stor indsigt ved at læse og lære, hvad de kan gøre for at hjælpe og støtte. Bogen er speciel, fordi det er første gang, der udgives en antologi om seksuelt misbrug. Antologien yder et væsentligt bidrag til såvel forståelsen for de svære forhold, nogle børn lever under, som til hvad der på trods af dette kan bidrage til, at et misbrugt barn kan få et godt liv som voksen. Ricks Forlag, 225 kr. Læs mere www.barndombytttes.dk eller www.incest.dk og www.vfcudsatte.dk


1

EPOS • EPOS er en forkortelse for Efteruddannelsesudvalget for det Pædagogiske Område og Social- og Sundhedsområdet. •

EPOS er et efteruddannelsesudvalg, nedsat i henhold til AMU-lovgivningen.

• EPOS skal udvikle og iværksætte AMU-uddannelser på det pædagogiske område og på social- og sundhedsområdet. • EPOS er et af 12 efteruddannelsesudvalg, der tilsammen dækker alle brancher på arbejdsmarkedet.

Nye uddannelser ved godkendelse af plejefamilier Fra 1. januar 2006 skal kommunerne iflg. serviceloven sikre, at plejefamilier gennemgår en uddannelse. Deltagelse i uddannelsen er en betingelse for, at plejefamilierne kan godkendes. EPOS har derfor ændret strukturen på vores uddannelser til familieplejere og har udviklet et uddannelsestilbud, der matcher de nye krav. Se mere på : www.epos-amu.dk

Nye pjecer fra PLF I serien af pjecer til Plejefamilier, har PLF udgivet 2 nye pjecer. Indholdet i de nye pjecer er: Efterværn og Udslusning samt Forældresamarbejde. Begge pjecer kan bestilles via hjemmesiden www.plejefamilierne.dk, eller ved at sende en email til: mli@plejefamilierne.dk


2

Næste nummer af PLF-bladet udkommer i september 200 Temaet vil være: Hvordan forbereder plejeforældre sig til pension? PLF ønsker Jer alle en rigtig god sommer!

Plejefamilierns Landsforening Strandvangsvej 47 2650 Hvidovre Telefon: 24 25 90 07 Email: landsforeningen@plejefamilierne.dk www.plejefamilierne.dk


2-2006 PLF Bladet