Page 3

J

apanerne er et høfligt folk. Et meget meget høfligt folk. Som en pige, jeg spurgte om vej i Tokyo. Hun undskyldte mange gange. Mange mange gange. Så løb hun over vejen, sagde noget til sine venner og kom tilbage for at følge mig derhen. Det, hun undskyldte, var såmænd, at hun lige måtte forlade mig for give dem, der stod og ventede på hende besked om, at hun gik igen for at vise mig det rette sted hen. Men nogle gange er vesterlændinges uvidenhed for voldsom for dem. Og rædslen over den dårlige opførsel skinner igennem al den venlige facade og polerede høflighed. Som på en lille ryokan, en traditionel japansk kro, i bjergene uden for Kyoto. Her kommer jeg til at træde et skridt for langt i mine beskidte Nike sko i stedet for at tage dem af og tage det par sandaler på, som man går med indendørs. Og det får den stakkels værtinde til næsten at skrige op. Bagefter undskylder hun smilende. Men man skal jo skifte sko. Sådan er ryokanerne. En lille bitte oase af et gammelt Japan, der var engang, hvor vestlige skikke ikke er nået ind. Her træder man ind i en verden, hvor det handler om at slappe af, finde ro og være i zen med naturen. Her børster man helt bogstaveligt dagligdagens støv af sig, når man stiller sine beskidte sko ved hoveddøren og træder ind i en bygning og et landskab, modelleret til ro og harmoni. Følger man reglerne, er den slags nemt at opnå.

Traditionen med ryokaner stammer tilbage fra en tid, hvor japanske rejsende var vandrere. De måtte sove under åben himmel, og da mange døde af det, af kulde og sult, trådte buddhistiske munke til og oprettede herberger. De steder blev til kroer, hvor man kunne opholde sig som rejsende, men ryokanerne, der ofte lå smukt i naturen, blev allerede i 1700-tallet også til steder, man tog hen for at rekreere. Deres betydning som landevejskroer mistede

/ rejsemagasinet escape / #6 / efterår 2012

de, da jernbanenettet i det 19. århundrede blev indført i landet, og nu fungerer de mest som hoteller, hvor man kommer for at slappe af, måske sammen med forretningsforbindelser, måske som ægtepar. Det er ikke spa-steder, for man kommer ikke for at blive behandlet udenpå. Man kommer for at finde indre ro – og til det er de ydre omgivelser indrettet med genkendelige elementer fra sted til sted. Der ligger ganske få ryokaner tilbage i storbyerne – og de bliver ofte booket af japanere – men mange i naturområder, og især i områder med naturlige varme kilder. De er en enestående mulighed for at opleve et stykke japansk kultur, der strækker sig hundredvis af år tilbage, og mange steder vil man – i modsætning til storbyerne, der i høj grad er bygget efter en anden verden i stål, beton og glas – bo i de oprindelige autentiske bygninger. Hvis det ikke var så tåbelig en kliche, kunne man sige, at man føler sig som trådt ind i et afsnit af Shogun. Det skyldes især, at ryokanernes placering i bjerge og dale skånede dem under 2. Verdenskrig, og at de ligger steder, hvor det ikke har været attraktivt at bygge moderne højhuse. Her er mulighed for at nyde frugterne af den økonomiske vækst – ved at glemme den. Slappe af, opleve naturen, falde til ro. Opleve en verden af i går. Vi ankommer sen eftermiddag. En lille gruppe danskere inviteret af et dansk firma med japanske samarbejdspartnere. Mødes i indgangen af en smilende værtinde i kimono. Der, som nævnt, dog skriger let, da jeg sætter mine sko forkert. I et lille rum ved siden af entreen stilles vores sko. Herefter går vi kun i de plasticsandaler, vi har fået udleveret. Vi vises ned på vores værelser, der alle er traditionelt indrettet. Her er sivmåtter, tatami, på gulvene. I gamle dage opgjorde man ikke huses størrelse i kvadratmeter, men i antal tatami. En tatami svarer til en soveplads og til cirka to kvadratmeter. Men man kan intet sovested se i rummet, der blot er sivmåtter, skydedøre i rispapir og ud-

Japan-guide  

Rejseguide fra Escape

Japan-guide  

Rejseguide fra Escape

Advertisement