Page 1

Som en skygge over Munkebo Danmark bygger skibe, og på Lindøværftet i Munkebo byggede man de bedste i verden. Værftsbisserne var stolte af deres arbejde, og den danske kvalitet var overlegen. Men sådan er det ikke længere. Lindøværftet har drejet nøglen om, og produktionen af de hundrede meter lange skibe er flyttet udenlands. Tekst af Peter Lilja & Daniel Østergaard og foto af Peter Leth Larsen Der er dødt i Munkebo, men sådan har det ikke altid været. Det kunne nærmest lyde som starten på et eventyr af H. C. Andersen, men der er ikke meget eventyr over Munkebo i dag. Tomme butikslokaler i det stort anlagte butikscenter, et hav af ’til salg’-skilte i skibsbyggerkvarteret og mennesketomme gader. Ja, det er svært at forestille sig, at Munkebo for få år siden var en fremadstormende industriby, som Mærsk McKinney Møller investerede millioner af kroner i. En helt ny by blev bygget op efter amerikansk forbillede med typehuse, et nyt idrætscenter med svømmehal og et stort bycenter, hvor munkeboerne kunne få stillet deres købelyst. Der skulle ikke mangle noget, for de mange tilflyttere. I dag er bycenteret en skygge af sig selv, og der er flere ”til leje”-skilter, end der er butikker. Rejser vi 60 år tilbage i tiden, kan man på det hedengangne Odense S tålskibsværft i 1957 se ordre­ ­ b ogen blive fyldt. En stor ordre på en ­ s erie s upertankskibe til USA betød, at ­ v ærftsanlægget i Odense Havn ikke ­ længere var stort nok, og da A.P. Møller ledte efter et passende sted til sit nye værft, faldt valget på en mark vest for Munkebo. To år senere i 1959 stod det nye Odense Stålskibsværft færdig. Et værft, der i fem årtier frem til lukningen i 2011 blev kendt som Lindøværftet. I takt med at skibene blev større, fik værftet vokseværk, og der var brug for al den

arbejdskraft, der overhovedet kunne opdrives. I midten af 70’erne blev der den sidste fredag i måneden udleveret brune lønkuverter til mere end 6000 mand. Undervejs fik Østfyn også et nyt vartegn i den 110 meter høje portalkran, der i dag efter værftets lukning hviler som en skygge over Munkebo og står som en konstant påmindelse om værftets storhed og fald fra industriens tinder. I løbet af værftets levetid har et utal af arbejdere, mænd som kvinder, stemplet ind og iklædt sig jakken med de tre svaner, der yndefuldt flyver gennem et stort ’O’. Det blev et sted, hvor man hver dag bidrog til et stykke danmarkshistorie. Tiderne skifter og konkurrencen fra udlandet øgede konstant presset på den danske industri. Lukningen var mange år undervejs og værftsbisserne kæmpede mange seje kampe for at Lindøværftet skulle leve mange år endnu, men til sidst, var der ikke mere at kæmpe om. Lindøværftet lukkede og fremover skulle de store Mærsk-skibe produceres på et værft i Sydkorea. Da medarbejderne på Lindøværftet blev kaldt sammen i den store malerhal en efterårsdag i 2009, var lukningen af værftet blevet varslet så mange gange, at ingen længere troede på truslerne. Det var alt sammen politik, ”gå ned i løn, eller mist jeres arbejde,” den samme gamle sang. Men da ­ M ærsk-McKinney Møller gik på talerstolen, så ud over den store forsamling, og fortalte, at

Lindøværftet skulle lukke, vidste ­J ørgen Petersen, at det var alvor denne gang. Ikke mere raslen med sablerne fra E splanaden, ikke mere politik. Ikke ­ mere Odense Staalskibsværft. ”Hvad så når vi får nye ordrer ind om fjorten dage?” mumlede en mand ved siden af Jørgen. ”Folk troede ikke på det, men det var sgu slut,” siger Jørgen Petersen, der er uddannet klejnsmed og fik arbejde på værftet, da han var 21. Lindøværftet er med til at definere ham. Egentlig havde han aldrig forestillet sig, at han skulle være skibsbygger. Under sin uddannelse havde han stiftet bekendtskab med værftet, og det faldt ikke i hans smag. ”Det er fandeme for stort for mig, der skal jeg aldrig ud,” sagde han, da en kammerat foreslog ham at søge arbejde som skibsbygger på Lindø. De ord skulle Jørgen sidenhen komme til at æde. For han fik ikke bare et job på Lindø, da han, lidt modvilligt og af mangel på alternativer, endelig søgte. Værftet sugede ham ind, som det gjorde med så mange før ham. Lindøværftet er en livsstil. ”Det var en skøn arbejdsplads. Jeg blev en del af familien med det samme. Man snakkede med alle derude; unge som gamle”. Det er tydeligt, at det er med en vis portion savn, at Jørgen mindes sin tid på Lindøværftet. Det var hårdt at arbejde på Lindøværftet. Sådan er det at arbejde med kompo-


nenter, der kan veje flere ton. Jargonen på pladsen var også barsk og kunne man ikke tåle tonen, holdt man ikke længe. ”Når vi snakkede ude på værftet, kaldte vi en pik for en pik og en kusse for en kusse. Og man sagde sin mening til hinanden. Der var ingen grund til at pakke noget ind,” siger Jørgen. Man kan vænne sig til meget, og dem, der kunne holde til retorikken blev oftest hængende. Det lyder næsten til, at tiden spiller efter andre regler på Lindøværftet end den gør andre steder. Den ene dag bliver du ansat og pludselig har du arbejdet samme sted i en halv menneskealder. Sådan gik det også for Jørgen, der ved værftets lukning havde været ansat i næsten 30 år. Men hvorfor skulle man også skifte arbejde, når det man havde var så godt. Fællesskabsfølelsen var enorm og lønnen var højere end på lignende jobs andre steder. Og så var der Mærsk McKinney Møller. ”Vi var stolte af at arbejde for Mærsk. Han har altid været som en far for os og hilste pænt, når ham kom gående derude med sine hvide handsker på,” siger Jørgen. Til Mærsk McKinney Møllers 90års fødselsdag samlede Jørgen afdeling ind til at give en personlig gave, og det var der flere afdelinger, der gjorde. Mærsk McKinney Møller var en vellidt skikkelse på værftet og det samme var han i Munkebo. Det er på sin plads, ville nogle sige. Han har trods alt næsten skabt byen.

SANKT MCKINNEY MØLLER

Med værftets indvielse begyndte en rivende udvikling i Munkebo og fra 1955 til 1965 havde byen en befolkningstilvækst på over 200 procent. På Troels Allé, lige overfor det spøgelsesagtige bycenter, ligger Munkebo Bibliotek. Her møder vi bibliotekar Sanne Halstrøm. Hun har boet i Munkebo hele sit liv og har oplevet både udviklingen og afviklingen af byen. ”Det var frygteligt, da værftet lukkede,” siger hun. Hun kender mange, der var ansat og Lindøværftet har betydet meget for alle i byen. Alle har bekendte, der har været på værftet. Sannes mor var svejser på Lindø, og mens hun fortæller, byder kollegaerne ind. ”Både min mand og min søn var på værftet,” siger en, og en anden forbipasserende fortæller, at hele hendes familie har haft deres gang på det store skibsværft. Penge var der nok af i Mærsk-koncernen og det nød hele byen godt af. ”Førhen ringede vi jo bare til Mærsk, hvis en af skolerne skulle have en ny flagstang, og så fik vi pengene. Det kan vi ikke længere,” siger Sanne. Én af skolerne, siger hun, for der var tre. Den ene er lukket og en anden er reduceret til kun at huse tiende klasse. Hele Munkebo kæmper for at genfinde sit

fodfæste uden Mærsk McKinney Møller som det solide fundament, for det er svært at være industriby uden industri.

“Der var sgu mange, der blev så ­d eprimerede, at de trak stikket ud og ­f lyttede ind i en e­ tværelses med låg på”

SORGENS DAG

Boels Bro Bådehavn ligger lige ud til vandet, sådan lidt på bagsiden af Munkebo. Lige på den anden side af Lindøværftet, der står stolt i det blege solskin. På en gammel, skæv bænk sidder en ældre mand og stirrer over på de knejsende kraner. Manden har et par store solbriller med guldfarvede kanter på og det kridhvide skæg er trimmet som med lineal. Han er pakket godt ind i blåt kanvas. Tre svaner flyver yndefuldt gennem

et O på logoet på hans brystlomme. Han hedder Lars Thorup og han brugte 22 år af sit liv som svejser på Lindø før det lukkede. Da værftet lukkede, gik han på efterløn. Siden har han tilbragt mange timer på bænken ved det lille bådelav, der i sin beskedenhed står i skarp kontrast til de mastodontiske kraner på den anden side i pynten. ”Jeg kan tydeligt huske den dag, vi fik det at vide. Vi blev kaldt ind i en af de store malerhaller. Der blev meget stille. Det var virkelig en sorgens dag,” siger han med en stemme, der dirrer let, når han taler. Vi skal anstrenge os lidt, for at høre hvad han siger.

En anden mand tager mand tager plads på bænken og istemmer sig hurtigt Lars. Han var ekstern tømrer ude på værftet i mange år. ”Der var sgu mange, der blev så deprimerede, at de trak stikket ud og flyttede ind i en etværelses med låg på,” siger han, og Lars klukker lidt bag solbrillerne. Vi mærker alvoren bag deres ord, men når man har været så længe på Lindø, kan man ikke gøre meget andet end at grine af de tunge emner. Hvad skulle man ellers gøre? Lars bor stadig i Munkebo, men meget har ændret sig i byen. ”Munkebo lagde sig ned og døde sammen med værftet. Engang var der syv


banker. I dag er der ikke en eneste, det er sgu en trist historie,” siger han. Det var ikke bare en virksomhed, der lukkede, da nøglen blev drejet på Mærsk McKinney Møllers værft, det var enden på en æra og en ny virkelighed for mange af de tidligere ansatte. ”Værftet var nok lukket meget tidligere, hvis ikke hr. Møller havde været så glad for det,” siger Jørgen Petersen.

LINDØÅNDEN LEVER

Det kan være svært at forestille sig, at der kan herske så tæt et ­k ammeratskab på en arbejdsplads med flere tusind m edarbejdere. Selvom man har gået ­ i små sjak og måske kun kender en h åndfuld tidligere kollegaer ved navn, ­ har alle Lindøfolk krydset hinandens vej på den ene eller anden måde. Bundet sammen af et fælles mål og en enorm faglig stolthed. Her snart fem år efter den skæbnesvangre dag, hvor skibsbyggere, svejsere og malere spredtes med vinden, lever Lindøånden videre. Ikke længere over en fyraftensbajer i kantinen, ikke længere over en side 9 pige i gårsdagens Ekstra Bladet og ikke længere over ­s vejsegnisterne i tørdokken. I dag lever ånden virtuelt. Facebookgruppen ’Lindø ­k ammeraterne’ er i dag fælleskabets sidste bastion og gruppen har over 1000 medlem-

mer. Her deles anekdoter og billeder fra en svunden tid, og det er her man beretter om dødsfaldet af en gammel ­L indøkammerat på et plejehjem i ­V iborg eller sender en virtuel hilsen til den søde kantinedame, der altid mødte en med et smil. Uanset om hun læser med eller ej. Om så man i dag sidder på en boreplatform i N ­ ordsøen, sidder i et af de 833 ­identiske Lindøhuse eller nyder sin efterløn på en bænk i en lille bådleje i skyggen af værftet, så er der ingen tvivl om, at Lindøånden lever videre.

SOM AT KOMME HJEM

Jørgen var en af de heldige. Han gik ikke arbejdsløs længe, før han fik tilbudt a ­ rbejde hos Lindø Steel, en af de 73 v­ irksomheder, der er genopstået af værftets aske i den nyåbnede Lindø Industripark. 73 virksomheder lyder af meget, og det er da også starten på et nyt kapitel. Der arbejder dog stadig kun halvt så mange, som der gjorde på værftet. En gammel kollega fra værftet skaffede Jørgen en jobsamtale, og kort tid efter var han tilbage i de så ­v elkendte haller, hvor han havde tilbragt de sidste 30 år. Det var mærkeligt at komme tilbage. Hallerne og maskinerne stod, hvor de plejede. Det var som at komme hjem,” fortæller Jørgen mens hans ansigt lyser op. I dag er det dog ikke flydende ­v idundere,

men vindmøller, der produceres. Og selvom Jørgen er taknemmelig for at have et job efter Lindø, bliver det aldrig det samme. ”Selvom hallerne og maskinerne er de samme, er det i dag bare et job. Det var med stolthed i stemmen, at jeg sagde, at jeg byggede Mærsk-skibe. Det er det ikke når jeg siger, at jeg bygger vindmøller .” Den 24. Februar 2013 forlod det første af i alt 20 nye Mærsk triple E containerskibe Daewoo værftet i Sydkorea. Skibet, der verdens største af sin slags og laster over 18.000 containere, fik navnet Mærsk McKinney Møller. Det kolossale skib, der er 400 meter langt, gik fra tegning til sødygtigt skib på små tre måneder. Nærmest en våd klud i ansigtet på de tidligere ansatte på Lindø, der få år tidligere fik en fyreseddel stukket i hånden akkompagneret af begrundelsen, at de ikke længere var effektive nok. For den Jørgen Petersen er det en bittersød fornemmelse, når han i dag ser et Mærsk-skib i den karakteristiske blå farve. Hvis du i dag fik muligheden for at bygge Mærsk skibe, ville du så slå til? ”Uden at tøve,” udbryder han. Han stopper op og tænker et øjeblik, før han med et suk tilføjer, ”men det eventyr er sgu slut.”

Som en skygge over Munkebo  
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you