Page 1

”Man skal jo starte et sted” Peter Abrahamsen: fortæller om sit liv

Køb hele bogen her: http://bit. ly/biograf i

Pris 249.NB Før den 12. oktober 2013.


Chancen Uddrag af Peter Abrahamsens biografi ”Man skal jo starte et sted” www.manskaljostarteetsted.dk Bestil bogen her http://bit.ly/biografi På Dansk Grammofonpladeforlag arbejdede også Kaare Bennike, som var promotionmand eller det, der i dag hedder A&R-ansvarlig (Artist og Repertoire). En dag, hvor pladespilleren kørte ude på lageret med Jimmy Bowen og Buddy Knox, faldt de to i snak, og så skete dét, der kom til at ændre livet for Peter: ”Beskedenhed var ikke en dyd hos mig dengang, så jeg sagde ganske ligefremt: ”Dét der kan jeg da lave lige så godt”, og Kaare Bennike, der godt vidste, at jeg spillede guitar, svarede: ”Jamen så kom du med ud i Kildevældskirken i morgen – vi er ved at optage, og så kan du jo få lov at synge de sange, du kan, på en prøveoptagelse.” Det var måske lige i overkanten af, hvad jeg kunne tillade at mene om mig selv, men jeg mødte op dagen efter i Kildevældskirken ved Svanemøllen, hvor man af akustiske grunde foretog optagelser til pladeindspilninger. På det tidspunkt fandtes der ikke pladestudier som i dag, men man brugte eksisterende rum, der have den rette akustik for eksempel kirker eller aulaer på skoler. I Kildevældskirken holdt et firma, der hed Bigos, normalt til. Det var ejet af en, der hed Børge Jensen. I menighedsrådslokalet havde man opstillet to store to-spors Revoxmaskiner, og så – hvordan ved jeg ikke, for jeg er ikke tekniker - sendte man lyden igennem kirkekrypten og fik på den måde et naturligt ekkorum. I den periode var det typisk musik med Four Jacks og Jørn Grauengaards Orkester, der var populært. Senere kom Daimi til og sang med Jørn Grauengaard, efter at hun var blevet opdaget under en amatørkonkurrence i Esbjerg. Det var en periode med refrænsangere som Gustav Winckler og Birthe Wilke, men der var ikke rigtig kommet nogle helt unge frem. Så det var lidt af en chance, Kaare Bennike tog ved at invitere mig til en prøveoptagelse, for man var ikke helt vant til unge på 16, der ”stod og råbte og skreg” ind i en mikrofon.


Til auditionen var der ikke andre til stede end mig, Kaare Bennike og teknikeren og Børge Jensen. Jeg sang hele det repertoire, jeg havde, en særpræget blanding af Fireside Song Book, Lonnie Donegan, jazzting, jeg havde lært af min guitarlærer, og Når lygterne tændes - måske tyve sange, for at vise alt, hvad jeg kunne. Da jeg dagen efter mødte op for at udføre mit arbejde på lageret, kom den ene pladeselskabsejer Karl Emil Knudsen hen til mig. Han var altid meget skeptisk, det var symptomatisk at begejstringen højst lige kunne højst snige sig over nulpunktet. ”Nå, du skal nok lave plade for os”, sagde han. I stedet for at sige velkommen eller tillykke, sagde han bare ”Nå, du skal nok lave plade for os”. Han var meget forbeholden, men Kaare Bennike havde allerede besluttet, at pladeselskabet skulle præsenterede denne unge mand, der kunne synge ala Elvis Presley.” Imidlertid skulle pladeselskabet først finde et passende repertoire til den unge sanger. Efter et stykke tid besluttede selskabet, at Peter skulle debutere med fire numre på det, der blev kaldt en EP for ”extended playing”. Et Elvis Presley nummer, som hed ”Wear My Ring Around Your Neck”, og en sang, der hed ”Whole Lotta Women” oprindelig fremført af Marvin Rainwater. Han kunne jodle fantastisk, men det skulle Peter dog ikke. De sidste to sange var et Buddy Holly-nummer, der hed ”Maybe Baby” og et Everly Brothersnummer, der hed ”This Little Girl of Mine”. Og så var det en aftale. ”Den første plade, jeg indspiller, blev optaget en sen eftermiddag på en skole i Rødovre, tirsdag den 10. juni 1958. Selve indspilningen foregik 100 procent live, så både orkester og solist var til stede samtidig. Skolen var tømt for elever, og vi optog i aulaen, der havde en fortrinlig akustik. Først spillede orkesteret melodien ind, og derefter lagde jeg vokalen oven på. De professionelle musikere, som spillede med på den første plade, var Poul Godske på piano, Jørn Grauengaard på rytmeguitar og Jørgen Ingmann på sologuitar, og så har jeg lidt problem med at huske, hvem der spillede bas og trommer. Det gik helt fint at være Benjaminen i dét selskab, alle var rigtig søde og ikke spor hovskisnovski. De sagde bare, ”Hej hej Peter”, og selv om de alle var mindst ti år ældre, var de helt åbne over for mig. Siden lærte jeg dem jo nærmere at kende, og jeg arbejdede sammen med flere af dem undervejs i karrieren, så dette var bare min begyndelse.” Peter indspillede således med nogle af dem, der allerede var koryfæer. De var typisk dansemusikere, men havde også en indtægt ved at være ”side men”, altså ved at spille med hos andre. Ved pladeindspilninger hentede man ofte enkelte musikere ind til at lægge en guitar på et


nummer eller være med på en hel indspilning. Fuldkommen lige som i dag, hvor musikere inviteres med på indspilninger uden dermed at spille fast sammen med en kunstner. ”Den tirsdag, den 10. juni 1958 bliver det tidspunkt, jeg regner for min professionelle begyndelse. Pladen udkommer imidlertid først i juli, lige efter at jeg har fået at vide, at jeg ikke bestod min realeksamen på Villabyernes Eksamenskursus. Jeg tager den så året efter, men jeg kan sådan set godt forstå, at jeg ikke bestod, for hovedet var fyldt med alt muligt andet.”

Chancen - Uddrag af Peter Abrahamsens biografi  

Sådan foregik det, da Peter Abrahamsen blev opdaget som "mikrofonsanger", mens han var bud i et pladeselskab. Peter beskriver, hvordan han f...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you