Issuu on Google+


Bestyrelsens sammensætning:

Husk at besøge klubbens hjemmeside på adressen:

Formand: Tommy Thomsen Bækken 17 9300 Sæby Tlf.: 98463687 tothomse@worldonline.dk

www.smcc.nordjyskeklubber.dk

Næstformand: Steffen Munch Hansen Vævervej 37 9300 Sæby Tlf.: 98462128 steffenmh@ofir.dk

Peter Steen Knudsen er webmaster, og laver en rigtig fornuftig hjemmeside. På hjemmesiden vil bladet ligge som en pdffil. Så har alle mulighed for at se hele bladet, også i farver. Den trykte udgave vil selvfølgelig fortsat blive udsendt. Ingen oplevelse er større, end at gå i seng med klubbladet, og det er nemmest med en A5-udgave i papir.

Lidt om bladets indhold:

Kasserer og løbsleder: Steen Reinholdt Henrik Ibsens Vej 33 9300 Sæby Tlf.: 98462850 sem@os.dk Materielansvarlig+klubtøj: Michael Martinussen Lyngmosevej 2, Sulbæk 9900 Frederikshavn Tlf.: 98 46 53 60 michael.m@mail.tele.dk Sekretær Ib Nielsen O. Bannersvej 16 9300 Sæby Tlf.: 98 46 20 23 ib.nielsen@get2net.dk

Efterårsudgaven 2010 indeholder bl.a. følgende: Formanden fortæller lidt om, hvad der er sket i klubben i sæsonen 2010. En del af klubbens medlemmer var i Harzen i foråret. Det skal vi høre om, fra en lidt anden vinkel en normalt. La Marmotte kunne have været med. Ötztaler Radmarathon er kommet med. Toscana er et paradis for cykelfreaks. Det skal vi læse lidt om. Og bladet indeholder mere. Så…. God fornøjelse Hov! Forsiden!!! Klubbens europamester. Sådan! Hilsen – redaktøren: Per Kragh Nielsen Øster Alle 56, 9300 Sæby, tlf.: 98 46 38 22 Mailadresse: perkragh@privat.dk Husk denne mailadresse, når I har en historie til bladet. Det er stadig som om, adressen ikke er rigtigt kendt!


Ötztaler Radmarathon, for første, sidste og eneste gang Oplevet og fortalt af Per Kragh Nielsen

Så skete det igen. Jeg har deltaget i et cykelløb, og hvilket et. Ötztaler Radmarathon. Sådan. Jeg har ind i mellem, måske endda ofte, undret mig over, hvad det egentlig er, jeg går og melder mig til af cykel”eventyr”. Som de fleste af klubbens medlemmer, eller rettere, de fleste af de få aktive medlemmer, sikkert ved, hader jeg bakker. Bare tanken om Fauerholt-bakken kan gøre mig dårlig. Alligevel er det nu lykkedes for mig i adskillige år, at ende på toppen af nogle ganske alvorlige bjerge. Læg lige mærke til det udsagn – ”På Toppen Af” !!!! I år blev det så Ötztaler Radma-

rathon. Og det blev det med den klare tanke, at nu må det være slut med bjergkørsel –(min alder taget i betragtning) – så hvad ville være mere naturligt end at slutte af med det –måske -værste af de kendte bjergløb. Det startede egentlig op under sidste års cykeltur i Dolomitterne. Her deltog tre cykeltosser fra Videbæk, og de talte meget om Ötztaler-løbet. Enden på det hele blev, at vi var 8 fra dolomitterholdet, der tilmeldte os til løbet i Østrig. Nu tilmelder man sig ikke bare til dette løb. Man håber på, når man sender en tilmelding af sted, at man er blandt de heldige, som får lov at købe en adgangsbillet. Det var der ca. 14.500 der håbede på, og af disse fik 4.500 lov at deltage. I første omgang var vores hold ikke blandt de heldige, hvorfor vi besluttede at arrangere en anden tur. Denne gang til Toscana, men mere herom i et andet indlæg her i bladet. Få dage efter flybilletter var købt til denne tur, fik vi alligevel ”lov” til at deltage, og det var vi så nogle der gjorde. Steen og jeg her fra Sæby, en århusianer, dog via stedfortræder, samt 7 mand fra Videbæk. Så det var et noget anderledes hold der


deltog, end det oprindeligt tilmeldte.

mindst 5.500 højdemeter.

Nok om det. Og dog. Der var lige det med stedfortræderen. Min meddirektør i Kragh & Larsen Cycling meldte fra. Så sent, at navnet på startlisten ikke kunne ændres, så Jesper – som også var med i Dolomitterne sidste år – kørte hans løb. Og Jesper kørte jeg så med derned og hjem, og sov i arm med dernede. Det gik fint. Både med køreturene og det med at sove tæt.

Lørdag eftermiddag var der et lille ophold i regnen, og optimister som vi cykelmotionister er, startede vi straks ud med en lille opstigning, hvorefter det straks begyndte at regne.

Vi kørte fra Århus fredag morgen kl. 06.00, og havde en ikke særligt spændende køretur derned. Masser af Stau, og masser af regn. Regn var der også nok af om lørdagen, hvor vi fik ordnet den endelige tilmelding til løbet. Og fik set på masser af cykeludstyr, og vi oplevede virkelig hele menageriet omkring dette store løb. Stort på enhver måde. 4.500 ryttere – 780 medhjælpere – 240 km og da ikke

Hjem på hotellet igen. Slappe af. Aftensmad, og så på hovedet i seng. Vi skulle tidligt op søndag morgen. Hvilket vi var. Hotellet serverede morgenmad allerede fra kl. 05.00, og en halv time før start kl. 06.45, var vi klar i køen foran startstedet. Som sagt var der 4.500 der fik starttilladelse. Heraf var der 4.294 der mødte op til den endelige tilmelding, og fik udleveret startkittet. Der var 4.173 personer fra 27 nationer, der startede, og der var 3.941 der gennemførte. Det var lidt tal fra løbets hjemmeside, som kan ses med dette link: http://www.oetztalerradmarathon.com/ hvis nogen skulle være interesseret i flere detaljer. Dem er der nemlig masser af. Det var et jubilæumsløb. 30 år. Og det kunne mærkes. Der var masser af aktiviteter. Det startede allerede om fredagen, hvilket vi dog ikke


oplevede meget af, da vi tilbragte hele dagen på de tyske motorveje, fortsatte om lørdagen, med masser af aktiviteter, og så var der selvfølgelig søndagen. Som nævnt tidligere startede denne dag tidligt,og kl. 06.45 lød startskuddet. Ca. et kvarter efter trillede jeg over startlinien, med en masse bippen i ørerne, idet alle kørte med chips, helikoptere hængende over feltet, fotografer alle vegne, og masser af hujende tilskuere. De første godt 30 km var hurtigt overstået. Det var nemlig ned ad bakke – i ordets bedste forstand – hele vejen. Lige til en lille rundkørsel i udkanten af en by, hvor vi – som min GPS ville have sagt det – ”Kør ind i rundkørslen, og tag første afkørsel”. Hvilket jeg så gjorde, sammen med en hel masse andre cykelryttere. Hvorefter det gik opad. Ötztaler Radmarathon er som tidligere nævnt 240 km langt, med 5.500 højdemeter. 240 km er

langt, længere end jeg normalt kører på en dag, og 5.500 højdemeter er mange, men dog ikke mere end 500 mere af slagsen, end når man kører La Marmotte. Det, der gør Ötztaler hårdere end Marmotten – mener jeg – er dels de 70 km mere at køre, men især dog, at alle højdemeterne er samlet på 4 opstigninger. Der er ingen ”lette” højdemeter, hvormed jeg mener en småbakke i ny og næ. Det fremgår vist tydeligt af ruteprofilen på forrige side Første stigning er Kühtai,. Herefter følger Brennerpasset, Jaufenpass og da ike mindst Timmelsjoch. Hvor lange og hvor høje de enkelte stigninger er, husker jeg ikke nøjagtigt, men Kühtai var modbydelig. Ikke en eneste gang var der bare et lille ophold i stigningen. Straks man holdt op med at træde, stod cyklen stille.


Så jeg trådte og trådte. Kom over toppen, suste ned igen, frem mod Brenner stigningen. Den var ikke slem. Ned igen, og op over Jaufenpass. Den var slem. Ned igen. Kørte vel knap en kilometer, og så begyndte sidste opstigning. Timmelsjosch Timmelsjoch er slem. Meget slem. Over knap 30 km stiger den 1.800 meter. Sådan godt halvvejs oppe er der en strækning på mellem en og to km, hvor den flader næsten ud, men på hele denne strækning ser man lige ind i en lodret klippevæg, der rækker helt op i himlen. Og der skal man op. Og over. Jeg overlevede, men havde det slemt. Hele vejen. Især inde i hovedet, for jeg var egentlig ikke udkørt. Lige fra starten, ja lige fra jeg meldte mig til løbet, havde jeg den helt klare hensigt med min deltagelse, at det ikke skulle være et spørgsmål om at køre hurtigst muligt igennem. Jeg ville tage mig god tid, og nyde turen og deltagelsen i dette store løb. Jeg tog mig god tid, og jeg gennemførte. Og jeg skal

aldrig mere deltage i noget lignende løb. Det lovede jeg mig selv højt og helligt. Under løbet – mange gange – og efter løbet. Og 14 dage efter var jeg så i Toscana, hvor vi på 6 dage kørte ca. 700 km og godt 10.000 højdemeter, men det er en helt anden historie. Jeg har lige læst min lille historie igennem, og ud fra det skrevne kan man måske få det indtryk, at jeg ikke nød noget ved min deltagelse i dette løb. Og det er helt forkert. Det regnede ikke under løbet. Faktisk var vejret perfekt til cykelløb. Lad mig slutte af med en anbefaling af Ötztaler Radmarathon. Det er et perfekt løb, for cykelryttere der virkelig ønsker at afprøve egne evner til at køre opad. I lang tid, meget langt og meget højt. Men inviter ikke mig med.


På baghjul i Harzen Oplevet og fortalt af Pia Falden

Torsdag d. 22. april oprandt dagen endelig, hvor jeg med sommerfugle i maven på størrelse med elefanter, mødte op til afgang på Sæby Fritidscenter. Scenen var sat af min bedre halvdel Mads og hans cykelmakker Morten. De havde arrangeret turen i klubregi til Schulenberg i Harzen. Og med ganske (næsten) ubrugte MTB’er på bagsmækken, var både Lene (Mortens kone) og jeg spændte på, hvad vores nye medlemskab af Sæby Cykel & Motionsklub skulle byde os de næste par dage.

Arrangementet havde fin tilslutning, der var således 13 tilmeldinger i alt. 6 på MTB holdet, bestående af Ib, René, Tommy, Gitte, Lene og mig

selv. På racer holdet var de 7 deltagere, bestående af: Peter, Steen R, Steen, Henrik, Brian, Morten og Mads. Henrik, Brian og Steen var allerede kørt derned om onsdagen, for at få en ekstra dag i sadlen. Inden afgang forhørte Lene og jeg os lidt om, hvor meget de øvrige deltagere havde fået trænet i løbet af den lange og hårde vinter, og til vores store skræk havde både René, Ib og Gitte trænet standhaftigt flere gange om ugen. Tommy fik vi ikke forhørt, for han skulle lige klare dagens arbejde inden afgang – men hans senere præstationer taler for, at han ikke har ligget på den lade side. Så kun lettere forsinket, cirka kvart i ni, rullede vi af sted i tre biler – af sted mod Harzen. Turen derned gik fint, kun afbrudt af en enkelt kaffepause med hjemmebragte sandwich. Vi ankom således som bil nummer to til hotellet Sporthotel Schulenberg ved 16.15 tiden, ca. 10 minutter efter den første bil med Tommy som chauffør – og han var allerede klædt om og på vej af sted på første tur. Hotellet var et lille pænt og nydeligt hotel, med rene og ok størrelse værelser, dog med dobbeltsenge –


hvilket ikke var det store problem på vores værelse – men det havde måske været ønskeligt med senge som kunne trækkes fra hinanden. Om der var deltagere som blev særligt kærlige i søvne hørte vi kun lidt om, og det vil jeg ikke referere her. Nå, men vi andre, som havde knap så travlt som Tommy, fik da også pakket ud og klædt om, pumpet cyklen og gjort klar. Uheldigvis startede jeg med at få revet ventilen af slangen sammen med cykelpumpen, så der måtte en ny slange til, inden jeg overhovedet kom i gang. Heldigvis havde hotellet også den slags fornødenheder – for det var ikke en del af gemalens servicepakke! Vi blev enige om, bare at tage en lille tur på en times tid, for vi havde aftalt, at vi ville indtage den tre retters aftensmenu sammen kl. 19, og vaskes skulle vi jo også. Så vi startede ud, og allerede på den første bakke (som ikke engang mindede om de stigninger vi senere skulle møde) startede tilbagebetalingen på vinterens dovenskab. Meeen det går altid lidt bedre når man er blevet varm. Turen, som var rigtig smuk, gik rundt om noget af den sø som ligger for foden af Schulenberg, og inkluderede også en vandresti, hvor cyklerne måtte løftes op, sten for sten. For en orden skyld

føler jeg her trang til at præcisere, at det ikke kun var os nybegyndere der måtte løfte cyklerne op, men alle MTBérne. Vel tilbage på hotellet fik vi cyklerne sat i garage med lås, som vi havde for os selv. Nogle havde dog allerede slæbt cyklerne med på værelserne, hvilket ”hotelfatter” næste morgen gjorde opmærksom på, ikke var en ide, der spillede specielt godt sammen med hans hotels nye gulvtæpper, så næste dag måtte alle cykler i kælderen. Aftensmaden var fin, suppe, en slags kotelet m/ tilbehør (eller vegetar pastaret) og en citronfromage, ligeså god som vores mormor lavede den. Kun Henrik, Brian og Steen, som havde cyklet på den gode side af 150 km. på racer, syntes at portionerne var for små. Trods det, blev Brians kulør i ansigtet dog bedre og bedre for hver ret han indtog. På trods af de ellers meget favorable priser på ”grosses bier”var der tidligt opbrud, for næste dags tur var allerede planlagt til at skulle gå til ”Brocken” eller Bloksbjerg som vi kender det på dansk. Morgenbuffeen blev serveret kl. 7.30 og her var alt hvad hjertet kunne begære, så det var ikke pga. manglende kalorieindtag at benene syrede til senere på dagen. Kortgeneralen (Tommy) lovede at lave et


par såkaldte sløjfer på ruten, så Lene og jeg bedre kunne følge med.

med græshuller i, i modsætning til racerholdet der tog asfaltvejen op, så vi kunne mødes til frokost. Og op kom vi alle mand, dog ikke helt i samme tempo. Med andre ord var René (læs bjerggeden) og Tommy i hvert fald færdige med deres frokost, da Lene og jeg ankom. Men den rytme vænnede vi os til i løbet af turen – altså dem med den bedste kondition får de længste pauser!

Den første sløjfe høstede han dog ikke den store ros for, da den resulterede i, at vi i stedet kom ud på en omvej på små 2 kilometer. Retfærdigvis skal det dog siges, at det var fordi en vej var blevet spærret, af noget der mindede om en vulkan, som vi ikke følte os fristet til at bestige. Vi talte lidt om, om det var et forsøg på at sætte os af, men de var nu så flinke, - så vi valgte at tro på at der var tale om et uheld!

Hvis der var noget jeg så frem til ovenpå den mindre eksotiske pastaret til frokost, så var det i hvert fald at køre nedad bakke – gerne alle 35 km. Hjem til hotellet. Sådan blev det ikke helt – og da vi for 3. gang overhalede den samme teenagerramte 8.klasse på vandretur, fik jeg mistanke om at kortgeneralen ikke tog den korteste vej hjem. Men bedst som jeg syntes at det var ved at blive lidt strengt, fik vi den skønnest lange, lange nedfart som gjorde godt i kilometerregnskabet.

Turen mod Brocken var på ca. 3035 kilometer men med en god solid stigning i begyndelsen og i særdeleshed i slutningen. Brocken er nordeuropas højeste ”bjerg” med 1.142 højdemeter. Vi MTB’er angreb bjerget fra nordsiden, hvor vejen var belagt med betonfliser

Vel hjemme på hotellet var humøret højt. Det havde været en fantastisk dag – hård, men fantastisk og jeg tør nok sige, at vi nybegyndere fik flyttet nogle grænser. Dagen havde


budt på ca. 70 km. og små 1.300 højdemeter. Efter en urolig nats søvn, hvor benene ikke helt havde forstået, at cyklen stod i garagen, var vi klar til en ny dags udfordringer. Der var nærmest kø ved morgenmaden, efter den noget proteinfattige aftensmad dagen før. Uden for referat ved jeg, at Brian faktisk var nede og hive i døren til spisesalen allerede 7.15, men uden held. Vi MTB’er besluttede, at vi ville spise frokost i Goslar som ligger ca. 15 km. nord for Schulenberg. Byen er kendt for dels at være en kejserby, men også for sin smukke gamle bymidte. Vejen til Goslar blev lagt via. Zellerfeld. Det gav ca. 20-25 km. ud og så måtte vi jo se på, om vi skulle dele os, hvis kræfterne slap op. Som fredag blev der lagt ud med en lang stigning, og det gjorde kroppen rigtig godt at blive varm igen. Ikke at slitagen fra dagen før forsvandt,

men ømheden fortog sig. I Zellerfeld blev vi fristet over evne af de solbeskinnede fortovscaféer, som solgte både is og kaffe. Så med kun ganske få stemmer imod, blev der nydt lidt sol og Harzenstemning. Imens nåede kortgeneralen både at drikke varm kakao OG cykle en 3-4 gange op af hovedgaden i Zellerfeld. Sjovt nok takkede han nej til vores tilbud om sløjfer! Efter formiddags-kaffen ventede der igen en god lang stigning og herefter var det stort set ned af bakke resten af vejen til Goslar. En stor del af nedfarten foregik på en skovvej, hvor skovningsarbejdet havde gjort vejen godt og vel hullet, og på baghjul af Tommy kunne jeg nu tydeligt se fordelen ved hans såkaldte ”sofacykel”. Frokosten i Goslar blev indtaget tæt på byens torv, på en udendørs re-


staurant, som serverede rundt omkring de store gamle kirker midt i byen. Meget hyggeligt og meget solid kost i form af en ”schnitzel mit pommes und den ganzen molevitten”. Kortgeneralen og hans næstkommanderende (Lene) havde allerede fundet ud af, hvor vi nu skulle hen, så manglede vi kun at få flaskerne fyldt, før turen gik ud af byen igen. Vi fandt en lille butik med flaskevand og i sin iver (måske over nyt vand) gav Tommy kassedamen lektion 1 i nordjysk : ”a kommer li’e teba’e”. Personligt tror jeg ikke hun forstod ordene, - men måske meningen da han vendte tilbage, efter at have hældt indholdet fra sin flaske med ubetalt pant over på sin drikkedunk. Eftermiddagens udfordring bestod i en udsigtspost på godt 600 højdemeter. Stigningen derop foregik jævnt og fint, af en skovvej med fine hårnålesving. En stigning der bare var jævn og lang. Efter måske 6-7 km var vi på toppen af Kästeklippen – mener jeg (om det var den fuldstændige udmattelse som gør, at jeg har glemt navnet, skal være usagt), og udsigten var hele stigningen værd. Så nu havde vi kun det bedste tilbage i form af nedfarten.

Tommy gav os muligheden for at vælge mellem en nedfart hvor det gik nedad, og en hvor det gik rigtig meget nedad (en vandresti). Så vi tog selvfølgelig den sidste og det foregik med begge bremser godt trukket og vægten bagud på cyklen (det var et trick vi fik halvvejs nede) – og det gik stadig rimeligt stærkt. Efterfølgende konstaterede Rene at hans skivebremser var blevet så varme, at metallet var blevet blåt, men han skiftede senere mening til at det vist var fordi solen skinnede! Lørdagens strækning blev på 55 km. og omkring 1.100-1.200 højdemeter. Vel hjemme på hotellet blev der tid til at nyde en øl og sodavand i hotellets udendørs ”biergarten”, inden den stod på bad, svømmehal og aftensmad. I modsætning til de to foregående aftener havde vi besluttet at lørdag aften skulle ”festen” i hvert fald vare til 22.30, men ak, mere blev den heller ikke, før vi alle var krøbet til køjs. Søndag morgen stod den på morgenmad og afrejse, og med et enkelt stop ved grænsen var vi i Sæby 15.30. Det har været en fantastisk sjov tur at deltage i, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til vores rejsefæller for den måde som de tog imod os nybegyndere på. Det har bestemt ikke afskrækket os, (måske


omvendt ☺) - så nu må vi se, om ikke klubtræningen kan indpasses i kalenderen – i hvert fald bare en gang imellem.

På cykel i Toscana, med Kragh & Larsen Cycling. Fortalt af direktør Per Kragh Nielsen

Ved en reception i Århus i foråret 2009, tog direktørerne i Kragh & Larsen Cycling en hurtig, en vigtig, og – viste det sig – en rigtig god beslutning. Vi skulle til Toscana i september 2010. Og cykle. Denne beslutning skyldtes flere ting. Først og fremmest var vi ikke blandt de ”heldige”, der havde fået adgangstegn til Ötztaler Radma-

rathon. Denne oplevelse havde vi ellers set meget frem til, men vi indrømmede da også - sådan over for os selv, i en lukket kreds – at vinteren jo ikke havde været speciel cykelvenlig, så IKKE-deltagelse i dette løb var måske en rigtig god ide. Det var der en anden af gæsterne, der hørte os tale om, og så udtalte han disse ord: ”I kan låne mit hus i Toscana, der er plads til 20”. Hvilket han så nok efterfølgende fortrød, for vi tog ham på ordet. Lige på stedet, hvilket der så kom en lang historie ud af. Den skal jeg ikke trætte med her, blot konstatere, at vi endte med at leje dette luksushus, med 6 lejligheder med 6 badeværelser og 4 køkkener, swimmingpool, vaskekælder og med en beliggenhed højt oppe i terrænet, med den mest fantastiske udsigt over det typiske toscanske landskab. For et, udtrykt på nordjysk, meget beskeden beløb. Så langt så godt. Det blev hurtigt besluttet, at Kuno og jeg transporterede cyklerne derned og hjem i bil. En WW Transporter, som sidste års tur til dolomitterne. Resten af deltagerne, 11 mand, skulle flyve derned,


med Norwegian fra Aalborg til Pisa, lørdag den 11. september, og hjem med Ryanair, fra Pisa til Billund, fredagen efter.

debæk) Af disse var Peter, Henning og Søren nye i forhold til dolomitterholdet, som i øvrigt var noget reduceret, fra 18 til nu 13 mand.

Få dage efter flybilletterne var købt kom der så besked om, at holdet alligevel kunne deltage i Ötztaler Radmarathon. Det skabte lidt forvirring, men enden på den del af historien blev, at jeg tog til Østrig, sammen med en fra Ollerup på Fyn, og syv mand fra Videbæk. Et noget andet hold end oprindeligt tilmeldt, hvilket egentlig er denne historie uvedkommende. Og Ötztalerhistorien er fortalt tidligere i dette blad.

Så kører vi. Steen kørte Kuno og mig, samt vore cykler og bagage, til Århus torsdag. Vi var fremme ved Sverre kl. 19-tiden, hvor alle deltagere skulle komme med cykler og bagage. Alt blev lastet i Transporteren. 13 cykler og bagage for 13 mand. Det kunne lige være der. Når Kuno pressede lidt hårdt her og der.

Tilbage til Toscana-turen, og holdet der deltog i denne. Kuno, Steen og jeg her fra Sæby. Lars-Erik (min meddirektør i Kragh & Larsen Cycling), Kristian, Per Seier, Boris, Peter, Henning og Sverre fra Århus, samt Henrik, Jens og Søren fra Vi-

Steen kørte hjem til Sæby, og Kuno og jeg overnattede ved Per Seier. Fredag morgen startede vi turen sydpå. En lang og træls tur, som jeg i øvrigt havde kørt en stor del af 14 dage før. Ved 20-tiden var vi kommet ind i Østrig, hvor vi kørte lidt rundt i en lille by for at finde et sted at spise og overnatte. Vi fandt ikke noget sådan umiddelbart, så jeg spurgte GPS’en om ”Hoteller”. Den


fandt hurtigt et, 2,4 km væk. Fint, det kørte vi til. Syntes dog det var lidt rigelgt, da vi fik oplyst, at prisen var 140, indtil det gik op for os, at det var i schweizer frank. Vi var kommet til Schweiz. Næste morgen fortsatte vi, med kurs mod lufthavnen i Pisa, hvor de andre skulle lande kl. 14.45. Her skulle vi så gerne være med cyklerne, så de kunne cykle resten af vejen, de 65 km til huset. Vi var der først kl. 14.55, pga. en trafikprop på motorvejen ved Milano, men cyklerne kom frem, der blev skiftet tøj midt på et åbent areal ved lufthavnen. Ud fra ansigtsudtrykkene at dømme hos de forbipasserende italienere, er det ikke hver dag, der står helt nøgne mænd lige i det område. Afsted de kom, og ruten til huset havde jeg lagt ind på flere af deltagernes GARMIN cykelcomputere.

(Længe leve Garmin) Da de først fandt ud fra lufthavnsområdet, gik det fint med at finde vej, og jeg kørte videre i bilen, med en ny co-driver, idet Kuno cyklede og Kristian kørte det sidste stykke med mig. Nu var Toscana-eventyret i gang for alvor. Mange timers forberedelse skulle gerne munde ud i en god oplevelse. Og uden at overdrive vil jeg konstatere, at det blev en god oplevelse. En rigtig god tur for samtlige deltagere. Også for den århusianer, der mødte op med en – fra en løbetur – skadet fod. Han blev ”skaffer” på turen. Han skaffede mad og anden nødvendig forplejning (læs rigeligt med vin, rigeligt med øl, og lidt vand). Han kokkererede også en del, når vi da ikke spiste aftensmad på en ved huset nærliggende restaurant. Peter – som han hed – kom derved lidt ufrivilligt til at udfylde en rolle, som Lars-Erik og jeg egentlig godt var klar over, var en nødvendighed for, at turen ville blive en succes, men vi havde skubbet problemet i baggrunden, men havde vel regnet med, at dette


job skulle gå på skift mellem deltagerne.

dring, med masser af stop og diskussioner til følge.

Nu kunne vi andre så cykle, hvilket vi gjorde. Søndag, mandag, tirsdag, onsdag og torsdag. Og de fleste den omvendte lufthavnstur om fredagen.

Nu indskrænkede diskussionerne sig blot til bemærkninger om, hvorfor min Garmin bippede. Jeg kunne nemlig ikke høre den høje lyd, og et par enkelte gange, eller tre, lavede vi en af Garmin kommanderet U-turn. Men frem til målet kom vi hver gang. Ad små, meget lidt befærdede veje, hvor det enten gik op eller ned. Sjældent lige ud.

Vejret var med os, i den uge vi var der. 28 til 30 grader om dagen, undtagen mandag, hvor vi fik lidt regn om dagen, og rigtig megen regn om aftenen. Omgivelserne var perfekte. Huset var perfekt, landskabet var perfekt og de ruter, jeg havde lavet hjemmefra på min nyindkøbte Garmin (Længe leve Garmin) var noget nær perfekte. Det var i hvert fald perfekt at køre efter en rute på en Garmin, hvor alternativet ville være et eller andet kortmateriale, som skulle studeres ved hver, hver anden vejæn-

vi besøgte Castiglioncello, en lille kystby, der lå ca. 40 km fra huset, vi boede i. Vi besøgte Siena, en tur på i alt 145 km. Vi besøgte Gambassi Terme, en lille hyggelig kurby. Vi var i San Gimignano, eller Tårnby, som vi


døbte den. En by der er berømt pga. sine mange tårne – og som var fuld af turister. Også mange danske, der straks genkendte SparNord-tøjet. På alle turene fulgtes vi ad, selv om der var meget stor forskel på de enkelte rytteres evner til at køre især opad. Kun på den lange tur til Siena var der nogle stykker der hyggede sig derhjemme. Og samlede kræfter til næste dag!

re læssede vi af i Århus, fik lidt at spise ved Kristian, og han kørte os så til Sæby, og bragte således Transporteren tilbage til Århus.

Enkeltstart søndag den 5. september 2010 Ved redaktøren

Turen varede en uge, men føltes alt for kort. Hvilket skyldtes det gode sammenhold blandt deltagerne, og da ikke mindst den store fornøjelse det er, at cykle rundt i det toscanske landskab. Her har Vorherre da rigtig nok haft cykelfreaks i tankerne i skabelsesprocessen. Kragh & Larsen Cycling kreerede endnu en succes. Om turen var bedre en sidste års tur til Dolomitterne? Ja, det var den, men nok mest på grund af, at vejret denne gang var med os. Hjemturen? Kuno og jeg kørte bagagen til Pisa Lufthavn. Resten cyklede dertil. Omklædning og lastning af cykler gik smertefrit, så ved ettiden fredag startede hjemturen i bil. De andre fløj ved 19-tiden, så de var hjemme fredag aften, Kuno og jeg havde planlagt en overnatning på hjemturen, men ved 19-tiden foreslog jeg, at vi kørte igennem, hvilket vi så gjorde, så ca 20 timer sene-

Igen i år arrangerede klubben enkeltstart ved Ørtoft. Resultatet kan ses i ovenstående skema. Flot kørt af næsten alle. En udgik pga. punktering. En kørte forkert, og resten kørte alt hvad de kunne. En enkelt kørte stærkest. Tillykke til Mark. Og lad os så håbe, at Michael Nielsen kan køre igen til næste år.

Et surt opstød Fra redaktøren

Her en lille måned før årets generalforsamling, sidder jeg og nørkler med efterårets udgave af klubbladet. Og bliver mere og mere pisse sur.


Jeg har netop sendt en mail til formanden, med et dagsordenforslag til årets generalforsamling. Jeg ønsker en debat om, hvad det er klubben vil med dette blad.

Kom nu på banen, for fandan da.

Det kan nemlig ikke være meningen, at bladet skal være en fortælling om mine oplevelser på cykel, suppleret denne gang med en klubtur til Harzen. Jeg har ikke noget imod at være lidt opsøgende, men jeg forventer reaktioner på mine udlæg. Og man må da i det mindste forvente, her en lille måned før generalforsamlingen, når man går ind på klubbens hjemmeside, og trykker på ”Nyt fra bestyrelsen”, at det så er dagsordenen for 2010, der kommer frem på skærmen, og ikke den fra 2009. Den er da i hvert fald ikke en nyhed længere. Jeg kan også på klubbens hjemmeside se, at der har været afholdt MTB-mesterskab i foråret. Og jeg ved – det har jeg hørt en del om – at der er vældig gang i klubbens MTBsektion. Eller hvad det nu er for noget. Der må da være noget fra denne del af klubben, at fortælle om i bladet. De holder også orienteringsløb, har jeg hørt. Der er vel omkring 75 medlemmer i SMCC, hvoraf vel omkring 25 er mere eller mindre aktive i klubregi.

Og så tænkte jeg: ”Nu Googler jeg et sjovt cykelbillede”, sådan for at blive i godt humør igen. Det kom der mange resultater ud af. Bl.a dette, som for fandan da er svært at blive i godt humør af.

Tanker om årets gang i klubben. v/ Formand Tommy Thomsen

Når jeg tænker tilbage på 2010, tænker jeg først og fremmest på den megen sne der blev liggende helt frem til standerhejsningen. Heldigvis fik vi en god sommer, som mange benyttede sig af ved at få cyklen ud på mange kilometer.


hen i mod gennem sæsonen. Træning i klubregi. Når vi har forskellige mål, bliver det unægtelig en udfordringen at få træningen gjort interessant for alle. Som altid har hastigheden, og hvordan vi løser denne udfordring, været genstand for diskussioner. Vi har i flere år haft glæde af, at der er medlemmer der vil påtage sig rollen som holdkaptajner for holdene: A, B og C. Når det funger, bliver der kørt, så alle har glæde og udbytte af turene, uanset niveau.

Harzen-turen. I foråret tog en flok på en forlænget weekend i Harzen, hvor vi havde en på alle måder fantastisk tur. I har sikkert allerede her i bladet læst Pia’s fine beretning om denne tur. Dog manglede vi i år at få gennemført ”den store klubtur”, som vi alle kunne have som fælles mål og træne

Mange husker, hvordan Steen Jensen med stor succes gennemførte mange tirsdagstræninger på de faste, planlagte ruter. Desværre er det ikke altid fremmødte er tilstrækkeligt stort til, at man synes at der er nok til at danne det normale hold, og der bliver derfor kørt i blandet flok. Her kræver det virkelig én med den store dirigentstok, for at få alle til at føle at de får deres behov tilstrækkeligt opfyldt på træningsturene. Selv om alle har de bedste intentio-


ner fra starten går det som oftest skævt hvis der er for stor styrkeforskel. Reaktionen herpå er desværre, at man resignerer, og bilder sig selv ind, at man ikke er hurtig nok til at køre med, og i stedet kører for sig selv eller endnu værre, man bliver hjemme og lader cyklen samle støv. Så vi kan fra bestyrelsens side kun opfordre til, at selv om man synes det går for hurtigt eller måske for langsomt en aften, så hold ud og mød op næste gang. Hvis det sker, vil det helt sikkert resultere i, at det altid vil være muligt at finde nogen, som man kører lige op med. Flere afdelinger i klubben. I år blev der kørt på mountainbike hele sommeren, af medlemmer som har mere lyst til prøve kræfter med denne cykelform. Oprettelsen af MTBafdelingen hilser vi meget velkommen, da det har betydet, at vi ud over at kunne tilbyde en ny aktivitet, også har fået tilgang af medlemmer, som vi ellers ikke har kunnet tiltrække. Tanker om grupperinger i klubben. Specielt i år synes jeg, vi oplever en stigende tendens til at danne mere uformelle grupperinger, som f.eks. når ikke-arbejdsramte finder sammen og kører om formiddagene, og hvis flere medlemmer der er bosiddende i samme oplandsby kører

sammen, og der er sikkert også flere gruppedannelser, alt afhængig af relationer og kemi mellem medlemmer. Alt sammen udmærket når det overordnede mål er at få flest mulige ud at cykle. Men det betyder også at mødeprocenten til klubbens træningsture falder, og der dermed ikke kan dannes homogene hold, og så er vi inde i den negative spiral. Måske skal vi gøre noget mere sammen uden cykel for at forbedre sammenholdet i klubben. Det er snart nogle år siden, der sidst har været interesse for at holde et festarrangement, hvor vi tager vores bedre halvdel med og fester igennem. Håber ikke mine tanker virker for negative, hvilket ikke har været hensigten, for hvis man ser sig rundt i medlemskredsen, har vi heldigvis mange resurcestærke personer, som heldigvis påtager sig mange opgaver til gavn for fællesskabet. Men jeg tror den nye bestyrelse, der snart bliver valgt på generalforsamlingen, for alvor skal lægge sig i selen for at få gennemført nogle fælles aktiviteter der henvender sig bredt i klubben. Selv om det er en skøn, individuel sport vi har valgt at motionere med, er det nu sjovest at køre i flok. (Redaktørens tilføjelse: som det meget tydeligt fremgår af modstående billede, har vejret ingen indflydelse på cykelglæden, eller også er det en fabelagtig suppe, der serveres til standerhejsning)


Endnu en af redaktørens cykeloplevelser. Ved ham selv

Netop hjemkommet fra Ötztaler Radmarathon, og i kanon form, deltog jeg om tirsdagen i klubbens fællestræning. Vi var 6 – 7 mand der drog af sted sammen. I herligt vejr, men da det var lidt sent på sæsonen, først i september måned, stod solen lavt på himlen. Og det er den, altså solen, jeg vil give skylden for, at det gik så grueligt galt. Denne aften, for første gang i de 15 år, jeg efterhånden har cyklet i klubben.

Da jeg rammer asfalten slår jeg også hovedet hårdt, og jeg husker, at jeg tænker: ”Hvorfor tager hjelmen ikke af?” Men det gjorde den. Heldigvis. Så meget, at den flækkede i fronten, samt blev slået i stykker i højre side. Cyklen skete der heldigvis ikke noget særligt med. I skrivende stund har jeg stadig problemer med omtalte tommel. Det viser sig, at der er slået en skal af knoglen, på det inderste led, der hvor senen er fæstet. Jeg skriver denne historie af flere grunde.

Af uransagelige årsager ligger jeg sidst, på vej vest ud af Gærum. Nogle af de forankørende, andre ikke, drejer fra vejbanen op på cykelstien. Jeg ser en opkørsel, og svinger svagt bag om den forankørende, der bliver på vejbanen, op over fortovskanten.

1. Kør altid med hjelm.

Det vil sige, det gør jeg ikke. I stedet rammer jeg fortovskanten med forhjulet. Opkørslen er ophørt.

Og hvad mener jeg med det. På sygehuset, hvor jeg blev røntgenfotograferet, sendte man mig bare hjem.

Og i samme splitsekund rammer jeg asfalten. Med højre side, og jeg slår min skulder, albue, håndled, hånd, knæ og ankel, samt min venstre hånd. Især venstre tommelfinger går det ud over.

2. Vær altid opmærksom. 3. Gå til lægen straks I konstaterer en skade. (Det gjorde jeg ikke) 4. Sygehusvæsenet fungerer ad helvede til.

Det offentlige sygehus kunne se på mig den 29. marts 2011. 3 uger efter min ”sag” blev videresendt til et privathospital, var jeg hos en læge der. Han konstaterede blot, at det var


nødvendigt for ham, at få fat i røntgenfotografierne. Hvabehar’, siger jeg bare. Go’ da’ mand økseskaft! Det er sagsbehandling på et højere plan, men desværre har det ikke meget med planlægning at gøre. I hvert fald ikke i min verden. En googling på ”cykeluheld” gav bl.a. dette billede, der viser klubbens nye, sikre cykel.

Men det gav også dette billede, uvist af hvilken grund, men tanken er måske nærliggende. Altså at partiet kan sammenlignes med et cykeluheld.

Lidt om færdsel på privat vej. Kopieret fra klubbens hjemmeside, skrevet af Tommy Thomsen

Mark- og vejfredsloven indeholder dansk rets hovedregel om færdsel på fremmed ejendom. Ifølge bestemmelsen i § 17 er det ikke tilladt at færdes på anden mands ejendom - bortset fra private veje - uden at man enten har ejerens tilladelse eller anden særlig hjemmel. Forbudet gælder, uanset om arealet er afspærret, om der er forvoldt skade, eller om arealet er under kultur eller lignende. Ifølge bestemmelsen i § 17 er det derimod tilladt at færdes ad en privat vej, medmindre ejeren ved lovlig skiltning har forbudt færdsel enten generelt eller færdsel af den pågældende art. Ejeren af en privat vej har ret til ved skiltning helt eller delvist at begrænse færdslen på vejen, medmindre der ifølge anden lovgivning, deklaration eller andet særligt retsgrundlag, f.eks. hævd, gælder en pligt til at holde vejen åben for andre. Det er således kun i tilfælde, hvor der ikke gælder en pligt til at


holde vejen åben for andre, at vejejeren selv kan bestemme, hvilken færdsel der må finde sted på vejen.

har lært Steffen at cykle.

Og så endelig lidt om klubbens europamester.

Jeg skal undlade at skrive mere om Steffens bedrifter på de europæiske baner. Det har man kunnet læse om andre steder, men jeg synes lige denne flotte præstation skulle omtales her i dette så udmærkede blad.

Sæby Motions Cykel Club har fået en rigtig europamester. På bane. I pointløb. Og sølv i forfølgelsesløb, og såmænd også en bronzemedalje i sprint. Det kan da ikke gøres meget bedre, kunne jeg fristes til at skrive, men hvem ved. Der er noget med et verdensmesterskab, der ikke er overstået endnu. Nu skriver jeg nok, at SMCC har fået en rigtig mester, sådan med medalje og det hele, men det vil måske være mere rigtigt at skrive, at Steffen – hvem det drejer sig om – kører på licens for cykelklubben i Hjørring, men det betragter jeg kun som en nødløsning. Det er da os her i Sæby, der

Jeg husker ganske tydeligt første gang, Steffen kørte med i klubben, hvor jeg satte ham op ad bakken ud af Karup. Sådan en engangsoplevelse glemmer man aldrig.

Vi tager lige et billede mere. Et billede, der tydeligt viser, at der skal ydes for at vinde medaljer



Bladet efteraar 2010