Issuu on Google+


Bestyrelsen har i øjeblikket denne sammensætning: Formand: Tommy Thomsen Bækken 17 9300 Sæby Tlf.: 98463687 tothomse@worldonline.dk Næstformand: Steffen Munch Hansen Vævervej 37 9300 Sæby Tlf.: 98462128 steffenmh@ofir.dk Kasserer: Steen Reinholdt Henrik Ibsens Vej 33 9300 Sæby Tlf.: 98462850 sem@os.dk Løbsledere og materielansvarlige: Niels Børge Bang Sofie Brahes Vej 36 9300 Sæby Tlf.: 98462015 niels-bang@sol.dk og Steen Jensen Peder Munks Vej 80 9300 Sæby Tlf.: 98401308 steen@postnord.dk

Klubben har en hjemmeside, med adressen: www.smcc.nordjyskeklubber.dk Peter Steen Knudsen er webmaster, og jeg håber da I besøger siden. Her vil bladet igen blive lagt ind som en pdf-fil. Så har alle mulighed for at se hele bladet i farver. Den trykte udgave vil selvfølgelig fortsat blive udsendt. Ingen oplevelse er større, end at gå i seng med bladet, og det er nemmest med en A5-udgave i papir.

Lidt om bladets indhold: En – synes jeg – god sæson lakker mod enden. Dette blad indeholder lidt om, hvad nogle af klubbens medlemmer har haft af oplevelser. På åben trædecykel. Alle har fået nyt tøj, sådan da. Nogle har kørt på hold til holdløb, nogle har kørt alene til enkeltstart, og en enkelt har været til både flystævne og Jyske Ås. Samme dag. Tre mand har været på alpetur, uhadada. Og fem mand med følge har været på grænsetur Steffen har igen været på banen, bogstaveligt talt. Karen Margrethe og hendes datter har været på en noget speciel tur, og der er mange der har oplevet noget med og uden cykel, uden der fortælles herom i bladet. Og husk så klubaftenen den 30.10 samt generalforsamlingen den 14.11.2007 God fornøjelse. Hilsen – redaktøren: Per Kragh Nielsen Øster Alle 56, 9300 Sæby, tlf.: 98 46 38 22

Ny mailadresse: perkragh@privat.dk Husk denne mailadresse, når I har en historie til bladet.


Løst og fast om sæsonen. Til dels oplevet og fortalt af redaktøren

Lørdag den 31. marts kl. 13.30 var der standerhejsning. Formanden mødte op og bød velkommen til den nye sæson således:

Udover velkomsttalen til de mange fremmødte, orienterede Tommy kort om, at det skyldtes en dårlig ryg, der krævede operation. Det viste sig heldigvis ikke at blive nødvendigt. Afvænning …. æh, afventning, viste sig at kurere ryggen. Heldigvis for det. Det værste for vores formand var nok, at cyklen var staldet op i adskillige måneder. Efter en rigtig god vintersæson på mountainbiken, hvor formen var blevet bygget op til den kommende sæson. Personligt håber jeg, der kommer gang i mountainbikerne igen her til vinter. At køre i naturen i den efterhånden ikke så kolde danske vinter, på Tommys velvalgte ruter, er en god oplevelse.

Der er rettet lidt op på Tommy, han var nemlig helt skæv den dag.

Fra den nu snart forgangne sæson 2007-racercykel, er der mange indtryk, der har fæstnet sig, men især en ting skal fremhæves. Det nye klubtøj, som vist herunder.


Steffen gjorde et stort stykke arbejde for at komme af med det ”gamle” udstyr. Han kunne ikke lide det, og det kunne jeg i øvrigt heller ikke.

billede fra min faste plads i sæsonen.

Jeg ved egentlig ikke, hvor mange der havde det som Steffen og jeg, men en ting er sikkert, aldrig før har så mange af klubbens medlemmer mødt op i klubtøj til de ugentlige træningsaftener. Det taler vel for sig selv. Jeg synes, Steffen skal have en tak for det arbejde han udførte, og så er det vel også på sin plads at takke de sponsorer, der har betalt for et logo på tøjet, og dermed gjort det muligt, at vi kunne købe utroligt meget tøj til nogle meget små penge. Tøjet fortjener et par billeder mere.

Her blev jeg inspireret på en af forårets første cykelture ud i – ikke det blå – men det gule, og så lige et

Sæsonen har også budt på utroligt meget cykling. Enkelte har kørt rigtig mange kilometer, men især er det glædeligt, at rigtig mange af klubbens medlemmer ofte har været ude på cyklen. Og klubben har nu licensryttere blandt sine medlemmer, hvilket på klubplan har betydet, at der bliver kørt stærkere og stærkere. Om det i sig selv er nogen fordel ved jeg såmænd ikke, men der er for mig ingen tvivl om, at farten på hold A1 smitter af nedad, og det betyder noget for træningen. Som vi i øvrigt fik et specielt indblik i på træningsaftenen den 5. juni. Her mødte breddekonsulent Bent Jensen fra Danmarks Cykelunion op, og deltog i vores træningsaften. Så vidt jeg husker, var


der mødt 20 medlemmer op til dette arrangement, der udover træning bød på en , som der stod i programmet, ”Let og sund anretning”, hvilket viste sig at være en pastaret, med masser af røde pølser til. Vi hørte om ”paradekørsel”, ”rulleskift”, ”viftekørsel” og meget mere, hvorefter det blev prøvet af i praksis. Det gik vældig fint, bortset fra et par voldsomt erfarne medlemmer bagest i feltet, der havde mere travlt med at snakke end følge med i hvad der foregik foran. Med et kraftigt styrt til følge. Heldigvis slog jeg mig ikke så meget som Henning. Michael har igen været i Toscana og træne med profferne, eller er det

misundelige, men det virker, det han foretager sig dernede. Det kan vi se resten af året. Og en del af os har også mærket, at Steen, Lars og Niels skulle med Dan Frost på Alpetur. Den tur fortæller Lars nærmere om her i bladet. Adskillige klubmedlemmer har deltaget i motionsløbene Jyske Ås og Rødspætteløbet, og enkelte i andre løb rundt omkring i landet. Hvor mange der har deltaget i hvad, har jeg ikke kendskab til, men jeg håber alle har haft gode oplevelser ude i den danske natur. Det startede op i 2006, men jeg tror roligt jeg kan konstatere, at 2007 var året, hvor klubben fik licensryttere. Ikke licensryttere, der repræsenterer SMCC, sådan direkte, så vidt jeg ved, repræsentere de cykelklubben i Hjørring, når de deltager i licensløb, men de kører og træner i Sæby. Og det er hårdt. Ikke mindst for os almindelige motionister, der prøver at følge med. Jeg har opfordret Steffen til at lave et indlæg om hans meritter i H60rækken til bladet, og om Michael kan jeg fortælle, at han i løbet af sæsonen rykkede fra begynderklassen til C-klassen. Tillykke med det.

forhenværende proffer, han kører fra dernede. Vi er heldigvis ikke

I Ørtoft blev der igen kørt enkeltstart, i år med 19 deltagere, hvilket må siges at være flot. Mere herom senere i bladet.


Og som sædvanligt deltog klubben med tre hold i Gistrup til Nordjysk Mesterskab, tilmeldt med tre seksmandshold, og deltog med tre femmandshold.

Her er de deltagende hold:

Måske der skulle sættes hold lidt tidligere på sæsonen, og så trænes lidt mere målrettet. Hvis det altså er medaljer man kommer efter, for det er da også sjovt bare at deltage. Er der nogen der siger.

Det blev ikke til medaljer i år, men jeg er sikker på, holdene kørte så stærkt, som de nu formåede.


Uge 34 med Dan Frost Cykelrejser i Alperne Fortalt af Lars Høst, forkortet lidt af redaktøren. Ja, så kom året, hvor undertegnede måtte se i øjnene, at de 40 år var oprundet. Og som den ”cykelfreak” jeg er, ønskede jeg mig allermest en cykelrejse til enten alperne eller Pyrenæerne. Hvad man ønsker skal man jo få, som man siger! Så jeg fik en tur med Dan Frost Cykelrejser til Alperne i uge 34 – Yes!!! Hun er godt nok sød min kone!! At valget faldt lige netop på dette selskab og denne tur, var nu ikke

nogen tilfældighed, da min træningsmakker gennem mange år, Niels skulle være chauffør på turen. Han var også med Dan Frost i Pyrenæerne sidste år og havde talt meget varmt for at jeg skulle tage med. Samtidig blev en anden fast træningskammerat, Steen, 50 år og så fik vi lige arrangeret, at han også fik turen i fødselsdagsgave – smart ikke? Med sådan en tur som gulerod, er det ikke svært at finde motivationen til at få trænet. Vi havde da også alle tre fået kørt en del kilometer inden, og følte os rimeligt klar til udfordringen. Men vi var alligevel lidt nervøse for, hvor hårdt det ville blive, om vi nu kunne følge med de andre o.s.v. På Dans hjemmeside (www.dan-frost.dk) kunne vi også


læse, at det er den hårdeste tur, han arrangerer og anbefaler, at man mindst har kørt 4.500 – 5000 km inden turen, og det mål nåede vi alle tre. Jeg har tidligere kørt La Marmotte 3 gange, med skiftende held, bedste tid 8 t 23 min og dårligste tid 10 t 55 min. Dårligste tid var sidste år, hvor jeg kogte totalt sammen og dehydrerede. Derfor ville jeg også gerne revanchere mig overfor alperne, men det vender jeg lidt tilbage til. Turen startede fredag morgen fra Sæby og vi skulle stå på bussen i Kolding kl. 13.00 sammen med de andre jyder. Det er altid sjovt, første gang man møder andre cykelentusiaster og snakken kom hurtigt i gang. Vi fik hængt cyklerne ind i traileren, og her har Dan Frost Cykelrejser et godt system, hvor cyklerne bliver hængt op i hver side af traileren og ikke kommer i berøring med de andre cykler. Man skal kun afmontere pedalerne Nu gik det ned igennem Europa med film på DVD’en og en masse cykelsnak. Forventningerne var store og mange havde en del erfaring fra tidligere ture, mens andre aldrig havde kørt i bjerge før. Vi ankom lørdag morgen kl. 9.00 til Moutiers, som ligger lige midt i de franske alper. Et rigtig godt ud-

gangspunkt til nogle af de kendte opkørsler til diverse kendte skisportsbyer. Vejret var godt, med solskin. Der blev lavet 3 hold, med hver sin guide. Dan tog sig af 1. holdet, Lars Krull Jørgensen af 2. holdet og Dennis Rasmussen af 3. holdet. Vi tre fra Sæby meldte os på hold 2. I Moutiers var Dan og hans kone Isabel, også kaldet Isa, klar til at tage imod os. Vi blev indkvarteret og fik vores morgenmad. Så var det bare med at få klædt om og op på cyklen. 1. etape stod for døren, 80 km startende med opkørsel efter 5 km op til Meribel-Mottaret, 16 km opad. Gennemsnitlig stigning på 5,4 % Vi kørte efter guiden Lars ud af Moutiers. Jeg syntes det gik opad hele tiden, men Lars stoppede os efter 5 km og sagde, at nu kunne vi godt tage hjelmene af, for nu begyndte opstigningen! Som sagt, så gjort! Steen stak af sted med det samme, hvilket skulle vise sig, at være et gennemgående træk for resten af ugen! Efterhånden som stigningen skred frem fik jeg indhentet ham og vi nåede toppen. Herefter gik det nedefter til La Tania, en nedkørsel på 11 km. I La Tania stod Isa klar med følgebilen og frisksmurte sandwichs. Følgebi-


len var i øvrigt en af CSC’s skodaer, hvilket vakte en del opsigt, når vi kom frem i landskabet. Normalt er det en anden bil, men som den travle sportsdirektør Dan er, kom han direkte fra Danmark Rundt og skulle videre til 2 løb i Italien med Team CSC! Så bilen måtte lige agere følgebil for os motionister for en uges tid. Etaperne var igennem hele ugen arrangeret, således at alle tre hold kørte forskudt efter styrke, så det nogenlunde passede med, at vi mødtes og fik vores sandwichs og evt. tørt tøj midt på dagen, hvor det nu bedst passede at holde pause. Vi fik spist og så skulle vi lige op til skisportsbyen Courchevel i 2000 m højde, 12 km opkørsel og en gennemsnitlig stigningsprocent på 6,5 %. Fra toppen af Courchevel var dagens hårde arbejde gjort og nu skulle vi bare køre nedad 33 km til Moutiers. Her gik der lidt ræs i den, da vi nærmede os byen. Vi er jo bare nogle drenge på tur og et byskilt er nu et byskilt, om vi er i Danmark eller i Frankrig. Vel ankommet til hotellet gik snakken lystigt. Vi havde ligesom fået brudt isen og folk havde kigget hinanden lidt ud. Vi fik en velfortjent fadøl og en sandwich, slappede af og fortalte ”røverhistorier” fra etapen.

Kl. 18.00 var der aftensmad med efterfølgende holdmøde, hvor dagens etape blev evalueret og næste dags etape gennemgået. Dette var gennemgående for hele ugen og vi fik rettet mange ting til i løbet af ugen på disse møder. 2. etape startede med at køre i modsat retning ud af byen ca. 15 km ud til Aime, hvor opkørselen til skisportsbyen La Plagne startede. 22 km lang, gennemsnitlig stigningsprocent på 6,6 % og 1419 højdemeter. Den var lang, men benene var jo stadig friske, så det gik rigtig godt. På toppen var Isa klar med sandwichs og cola. Så var det bare nedad, samme vej som vi kørte op, samling i bunden og så skulle vi bare lige over Notre Dame du Pre, en lille ”knold” som Lars guide sagde! Det skulle vise sig, at knolden ikke var så lille endda. Ca. 6 km med gennemsnit på 7,5 %. Jeg troede jo på, hvad Lars sagde og tænkte, hvis den ikke er så hård, så giver jeg den sgu gas fra bunden af, men så kom der først et hårnålesving og så et mere!! Ja så kunne jeg godt regne ud, at den ikke var så lille endda og så var der lige pludselig godt med syre i benene, men op kom jeg da, og de andre fulgte lidt efter. På toppen kørte vi i ”pit” på en cafe og fik en velfortjent kop kaffe.


Det med kaffen blev herefter et næsten fast hyggeligt ritual for hold 2. Næste dag var det så tid til at flytte hotel og by. Ruten gik fra Moutiers til St. Jean de Maurienne i den næste dal. Vejret var slået om og der blev meldt regn det meste af dagen. Det var en af de hårde dage, da vi på vejen, for 1. og 2. holdets vedkommende, lige skulle et smut op til skisportsbyen Valmorel. En stigning på 14,6 km, gennemsnitsstigning 6,3 % og 916 højdemeter. En fed stigning, hvor man rigtig kunne finde en god rytme. Halvvejs oppe begyndte det med at regne og da vi nåede toppen var vi godt våde og det blev hurtigt koldt. Så cyklerne blev hurtigt vendt nedad til byen for foden af bjerget, hvor vi fik tanket lidt op i supermarkedet. Det skulle så også vise sig, at det ikke blev noget problem at få varmen igen, da vi efter ca. 7 km ramte bunden af ”kællingen” Col de La Madeleine!! 28 km opad, gennemsnit ”kun” 5,4 % og 1533 højdemeter. Top i 1993 m højde. Den var hård! Mest pga. længden og så stiger den mest de sidste 9 km, hvor den nogle steder stiger med 8,4

%. Og så regnede det hele vejen op, øv! Men op kom vi og på toppen stod Isa klar med tørt tøj og vi kunne få kop varm kaffe/chokolade i cafeen på toppen. Nedkørslen fra Madeleine var heldigvis på tørre veje, og vi gav den rimelig meget gas nedad på gode

veje. Nu ville vi gerne hjem til hotellet hurtigst muligt og få benene opad, efter den hidtil hårdeste dag på turen. Hotellet i St. Jean de Maurienne, var noget større og bedre end det forrige. Hotelchefen var meget cykelinteresseret og vi kunne mærke, at de var vant til at have cykelhold boende. Maden var kanon og der var rigeligt af den. Som en ekstra service, kunne vi lægge vores snavsede cykeltøj i vaskekurve og så blev det vasket til næste dag, ganske


gratis! Det er da service for trætte cykelryttere!

ste kilometer helt op til 15 % nogle steder.

Vejrudsigten for næste dag var desværre dårlig, så Dan viste lige rutinen og vi skiftede rundt på 4 og 5 etape til næste dag. 5. etape var planlagt til at være en halv ”hviledag”, hvor vi selv kunne vælge mellem 3 små etaper på hver ca. 40 km.

Jeg har kørt ned ad Glandon 2 gange i La Marmotte og hver gang har der været nogle rigtig grimme styrt i de første 2-3 sving fra toppen. Det kan jeg godt forstå, her efter at jeg har kørt samme vej opad! Der er meget stejlt og vejene er smalle.

4. etape derimod var en af de hårde.

Vi startede etapen lige så stille ud til byen La Chambre, hvor stigningen starter efter ca. 10 km. Så var vi varme inden det gik opad. De andre startede som lyn og torden, de følte sig åbenbart friske efter ”hviledagen”. Jeg tog den imidlertid lidt med ro, da jeg vidste hvad der kom forude og pænt nok, der gik ikke lang tid før jeg hentede dem en efter en. Den sidste fra hold 2 jeg hentede var igen Steen, som var rigtig godt kørende og havde lavet hans sædvanlige lynstart.

Vi valgte at tage turen op til La Touissere, hvor en vis ”Kylling” vandt en etape i touren i 2006. Der var heldigvis tørvejr, om formiddagen, hvor vi kørte og så regnede det ellers resten af dagen. Starten på etapen var en rigtig ”koldstart”. Stigningen begyndte lige udenfor hotellets trappetrin! Værsgo. 19 km opad, gennemsnit 6 % og 1145 højdemeter. Men så skulle vi også bare vende cyklerne på toppen og trille nedad til hotellet igen. Det blev en fin tur og så kunne vi slappe af resten af dagen. Under aftensmaden præsenterede Dan næste dags etape op til Glandon, videre over Croix de Fer og til sidst over til Col Du Mollard. Der blev der lige lidt stille, da vi så stigningsprofilen på Glandon. 21,3 km, gennemsnit 6,9 %, 1472 højdemeter. Men det værste var, at den bare bliver stejlere og stejlere på de sid-

Glandon starter blødt de første par kilometer, stiger så en del indtil 10 km, hvor den flader ud de næste 2 km og så starter den for alvor og de sidste 9-10 km er ren overlevelse!! Det gik imidlertid godt og jeg fik kæmpet mig til toppen, hvor Isa igen stod med følgebilen. Jeg tog lige en puster op ad bilen og mens jeg stod og lænede mig op af CSC bilen, kom der en turist over og spurgte om jeg var professionel!!


Jeg tænkte: det var lige godt s….., ser det ud til, jeg er professionel, med mine 85 kg fordelt på 180 cm? Jeg var lige lidt stolt, da jeg så kom til at tænke på, at det jo nok mere var bilen, der gav anledning til spørgsmålet, end det var min fremtoning. Nå, det var aftalt med Isa, at vi alle sammen skulle samles på den anden side af Croix de Fer og så var der ellers friske sandwichs og cola og tørt tøj til nedkørslen. Da vi var mætte og tilfredse, kørte vi ned fra Croix de Fer på nogle elendige veje med en del vejarbejde, og så gik turen op til Col du Mollard. En lille stigning på 7 km, som vi trillede lige så stille opad. Det var som om at Glandon, havde trukket en del kraft ud af benene.

Michel de Maurienne. ”Telegrafen” er 11,8 km, stiger med 7,3 % gns. og 856 højdemeter. Telegraphe blev klaret lige så stille, da vi vidste hvad der ventede! Herefter gik det 4 km ned mod skisportsbyen Valloire, hvor stigningen til mytiske Galibier starter. 18,1 km, gns. Stigning 6,9 % og 1245 højdemeter. Den ender i hele 2646 m højde og var vores Tours ”tag”. Desuden blæste en strid modvind igennem dalen. Så den var lige en tand hårdere, end den var de andre gange, jeg har kørt på den. Normalt er jeg godt kørende i vind, så det var lidt til min fordel. Sten derimod, som vejer 67 kg og ligner

På Mollard fik vi vores obligatoriske kaffepause på en cafe, mens vi kunne se på at 1. holdet kørte ræs op af Mollard! Jeg tror nok, at der var nogle fra 1. holdet, der kom til at fortryde dette dagen efter, hvor det var tid til Kongeetapen. 6. og andensidste etape skulle nemlig følge de sidste 110 km fra La Marmotte, startende med 15 km flad kørsel fra hotellet til foden af Col du Telegraphe i St.

en rigtig bjergrytter, led meget i modvinden og startede for en gangs skyld ikke med at stikke, men røg ret hurtigt bagud!


Niels derimod, havde en rigtig god dag og kom op kort efter mig på Galibier, nogenlunde frisk og frejdig og vi fulgtes ned til Col du Lauteret, hvor vi havde aftalt at samles, inden vi kørte videre til La Grave, hvor Isa stod med friske sandwichs, cola og tørt tøj. Fra La Grave gik turen til Bourg d’Oisans for foden af Alpe D’Huez, hvor Isa igen holdt i følgebilen. Vi fik smidt alt det overflødige tøj, kamera m.m. ind i bilen og hjelmene blev hængt på tagrælingen på bilen. Så var vi klar til at bestige Alpe D’huez, og nu skulle den dæleme have gas. Sidste år på Marmotten, led jeg med kramper fra Valloire, over Galibier og hele vejen op af Alpe D’huez og måtte sågar gå lidt af vejen op! Det tog mig 2½ time at køre/gå op af Alpe D’huez det år!! Det var ikke sjovt!

det vi ville med turen. Så under aftensmaden, var der en noget mere løssluppen stemning end tidligere og nogle røg også i baren til ud på de sene timer! Men vi var jo ikke færdige med at cykle endnu. Der manglede stadig en etape på den sidste dag. Det var nu ikke fordi lysten til at cykle, var så stor længere, men vi drog af sted på 90 km startende med en nedkørsel ad ”bagvejen” på Alpe D’huez. Ca. 22 forsigtige km ned ad en forfærdelig dårlig vej. Det var imidlertid en vej med en utrolig smuk udsigt og på vejen ned, stoppede vi op og så marmotter (et bæverlignende lille dyr, som cykelløbet La Marmotte er opkaldt efter). Det var som om, at vi havde en stiltiende aftale om, at vi denne sidste dag, skulle hygge os lidt mere, tage nogle gode billeder og så bare nyde turen.

Det var tid for revanche og da hold 2 startede, kørte jeg ret hurtigt alene og kørte godt igennem og kom op på 1 t og 2 min, hvilket jeg var meget godt tilfreds med!

Vi kom ud på hovedvejen mellem Briancon og Bourg D’oisans ved dæmningen inden opkørslen til Les Deux-Alpes. En fin jævn stigning på ca. 10 km, gns. 6,5 % stigning.

Det blev til i alt 110 km med ca. 3300 højdemeter denne dag.

Op og samles og så ellers ned ad samme vej. En rigtig fed nedkørsel på gode brede veje, så farten var høj hele vejen ned. I bunden skulle vi lige have en kop kaffe på cafeen og så gik det mod Bourg d’Oisans,

Kongeetapen var overstået og man kunne mærke på alle, at nok var vi trætte, men vi var også lettede og tilfredse med præstationen hidtil. Det var som om, at vi havde opnået


hvor vi fik frokost på en cafe midt i byen. Tjah, så var det efterhånden, ved at være tid til den allersidste stigning på turen. Fra Allemont op til Alpe D’huez, 22 km med gns. på kun 4,9 %! Stille og roligt opad de første 18 km og nyde den fantastiske udsigt, hvorefter vi ramte ind på den ”normale” opkørsel til Alpe D’huez, 4 km før toppen. Her gav jeg den lige det sidste og da jeg nåede toppen, var der ved at være udsolgt. Selvom vi ikke rigtig havde lyst til at cykle turen, den sidste dag, var alle alligevel glade for at vi kom af sted. Det blev en rigtig hyggelig tur, som alle nød. Og så tror jeg også nok, at alle havde en rigtig god fornemmelse i maven, af at have gennemført hele turen! Det blev til i alt 560 km og ca. 15.500 højdemeter. Om aftenen var der så tid til ”afslutningsfest”. Alle var i godt humør. Dan havde lavet lidt gimmicks og uddelte spurttrøje m.m., og alle fik deres velfortjente diplom. Kokken Søren var ude og fortælle lidt om hans job hos Team CSC. Hvis vi syntes, at vi spiste meget, var det ingenting i forhold til de rigtige cykelryttere, ifølge Søren!!

Efter et veloverstået måltid, blev baren åbnet og der blev fortalt historier og hygget til ud på de sene timer. Næste morgen blev bussen og traileren atter pakket og turen gik hjem til det flade Danmark, hvor de flade veje og blæsevejret atter venter. Det er ikke sidste gang jeg tager på en sådan cykelrejse. Det er fedt at rejse sammen med lidelsesfæller med samme brændende interesse for cykelsport, som en selv. Specielt i disse, for ”vores” sport, så trange tider, hvor folk snakker mere om doping end om hvor dejlig en sport cykling er. Der er da ikke noget bedre end at komme ud og få frisk luft på næsen, bruge sin krop og opnå en naturlig træthed sammen med andre cykelryttere. Det har været en helt fantastisk uge og jeg vil gerne takke, specielt Isa og Dan for et kanon arrangement, guiderne Dennis og Lars for et godt humør på trods af, at de på nogle af etaperne, har haft det hårdt. Undskyld, hvis vi kørte for stærkt, Lars (he,he). Det har været ren luksus, at have en følgebil med, så vi kunne læsse af og få nyt tørt tøj og så sandwichservicen – perfekt.


Om cykling i bjerge Per Kragh Nielsen En lang tur, Lars, Steen og Niels deltog i. Og en hård tur, som det fremgår af Lars’s historie, hvor der fokuseres meget på, hvor hårdt det hele tiden var. Jeg mener, der er ikke mange afsnit i historien om de lange, lige strækninger, hvor man trillede roligt af sted, og nød den franske sommer. Men sådan er det bare, når man er bidt af en gal cykel. Anden forklaring kan der ikke være på, at vi danskere, der er vant til flade landeveje med ganske små stigninger, betaler mange penge for at komme ned og pine sig selv i bjergene.

Hvorfor nu dette indlæg? Fordi der måske er flere i klubben der vil med. Der er måske flere masochister i flokken. Så spring ud nu, og kontakt mig senest den 01. november, så vi kan få et overblik over interessen, og få tilrettelagt vinterens træning herefter. Der skal nemlig trænes igennem, hvis formen skal være til en lang bjergtur i 2008. Angående træning, så ”skød” jeg tidligt på året et par klubmedlemmer under forberedelserne til sæsonens strabadser.

Jeg har prøvet lidt af det, en del af det endda, og alligevel er næste års cykeloplevelse fastlagt. Coast to Coast, hvilket for mit vedkommende vil sige Pyrenæerne på tværs, fra Atlanterhavet til Middelhavet, eller omvendt. Op over alle de legendariske toppe i området, og lidt til. Og jeg hader bakker. Jeg kan ikke følge med i bakker. Jeg vil hellere have flade veje, og selv modvind. Og jeg er for gammel. Alligevel glæder jeg mig. Og det er der allerede et par stykker mere i klubben der gør.

Nu kan selv plejehjemmets beboere se klubbens medlemmer i aktion. Det synes jeg er betænksomt.


Nordjylland Rundt Ved redaktøren Så vidt jeg ved, deltog kun et enkelt klubmedlem i cykelløbet Nordjylland Rundt, den lange rute. Til gengæld var der et flot fremmøde her i Sæby, til vores lokale lille rute. Og ikke mindst til en fremvisning af vores nye klubtøj. Tommy bragte en officiel tak til vore sponsorer, og Steffen Nørgaard, direktør for SparNord, Sæbyafdelingen, sagde tak på sponsorernes vegne. Efterfølgende deltog i alt godt 40 cyklister i lokalløbet. Og selvfølgelig med rygnummer på alle, og medaljer til alle der gennemførte.


Dagen der virkelig tæller.

sat tingene på plads.

En andenhåndsberetning ved redaktøren.

Hvilket så skete, som det fremgår af den endelige resultatliste. Flot gået, alle sammen. Ikke mindst Anne Lise, der kørte noget længere end alle de andre. Der er nogen, der ikke kan få nok.

I Ørtoft sker der noget vigtigt en gang om året. For medlemmer af SMCC. I år for temmelig mange medlemmer af SMCC.

Enkeltstart. 20 km alene på cyklen, kæmpende mod tiden. En modbydelig disciplin, og i år forværret af meget kraftig vind på ruten. Alligevel var der i år 19 medlemmer der tog kampen op, heraf nogen mere end andre. Lad os sige det på den måde. Der var virkelig et par stykker eller flere, der skulle have

Den opmærksomme læser vil sikkert tænke: ”Hvor er Steffen”. Hertil er blot at sige, at han så til fra sidelinien. Der var noget med et meget vigtigt cykelløb næste dag. Og som alle kan se, så blev der kæmpet hårdt om 1. pladsen. Det bliver slemt næste år, tror jeg.


Flystævne i Alborg ! Ved Per Kragh Nielsen Tidligt på sommeren, mere nøjagtigt den dag cykelløbet Jyske Aas blev afviklet, var jeg til flystævne i Aalborg. Jeg var der i god tid, det var flot og spændende, og det var varmt. Meget varmt. Så hele tiden gik jeg og tænkte på de stakler, der var i gang med Jyske Aas løbet. Da klokken var middag lod jeg flystævne være flystævne, og drog mod Dronninglund med kameraet, der på det tidspunkt var varmet godt op. Med billeder af – godt gættet – fly. Her på siden et par siden et par eksempler:

Og kameraet skød videre i Dronninglund, hvor jeg ankom kort før målgang for de svedende og trætte ryttere. Nogle mere trætte end andre. Her på siden et par eksempler:


Steffen på banen. Fortalt af Steffen selv, på redaktørens opfordring

I år skulle licensløb prøves hele sæsonen, og jeg meldte mig derfor i Cykel Clubben Hjørring, da man kun kan få licens som medlem af en licensklub. Første løb var i Svendborg. Her var jeg kommet hjem fra et træningsophold på LaSanta natten til lørdag, været til konfirmation om lørdagen inden jeg kørte til Svendborg lørdag aften. Om søndagen var 55 af landet allerbedste H60’ere samlet, så det var en hård start. Jeg var ikke helt glad for de mange sving før målstregen, og blev nr. 7 i samme tid som vinderen, og det skulle vise sig at være den dårligste placering jeg fik i H 60. Senere blev placeringerne bedre og bedre. Den vigtigste sejr var jysk/fynsk mesterskab, hvor vi kom 3 mand hjem, og hvor jeg vandt spurten. Senere fulgte DM, hvor jeg havde håbet på en medalje, men fik den utaknemmelige 4.

plads. De 5 første var jyder, som jeg havde slået 14 dage før, men desværre blev spurten åbnet i den forkerte side for mig. Efter DM tog jeg til det franske løb La Marmotte, som de fleste kender eller har hørt om. Jeg satsede på at opnå den bedste tid en dansker i min alder nogensinde har kørt på, og det gik også godt de første 160 km, men igen i år måtte jeg konstatere, at jeg aldrig bliver venner med Alp d’Huez. Jeg blev fuldstændig smadret på vej op ad de 21 hårnålesving. Der var 30 graders varme, og kun fordi jeg kunne stille mig under vandet fra vandløbene 5 gange på vej op, nåede jeg toppen. Da jeg lå helt udmattet med krampe og samariterhjælp efter målstregen på toppen af Alp d’Huez, kom tanken, at det måtte være mere behageligt at køre korte løb på en cykelbane uden bakker. Her passeres Col de Galibier, som med en højde på 2650 m er et af Europas højeste pas. Til trods for at der var 35 graders varme i dalen inden bjerget var der sne på toppen


Der var ikke langt fra tanke til handling, og jeg lånte en gammel model banecykel med stålramme fra en konkurrent (jeg tror ikke engang Nicolai ville være misundelig) og meldte mig til de danske mesterskaber for veteraner i banecykling i Århus. Med en gammel cykel, løbserfaring baseret på enkelte løb kørt for 42 år siden og kun 4 gange banetræning, og derudover en deltagerliste, som blandt andet talte 2 tidligere verdensmestre, var forventningerne til en topplacering ikke store. Det skulle dog vise sig, at styrken fra landevejen havde givet tilstrækkelig styrke til nogle topplaceringer på banen. I sprint var de deciderede baneryttere for hurtige for mig, og jeg fik at vide, at jeg i hvert fald ikke var sprinter, men i de øvrige discipliner gik det helt over forventning. I 500 meter på tid fik jeg en bronzemedalje, i forfølgelsesløb en sølvmedalje, og i det afsluttende pointløb over 10 kilometer kørte jeg et dansk mesterskab hjem. Måske hjalp min frygt for at styrte mig, jeg syntes de andre kørte uhyggeligt tæt og taktisk, og jeg tænkte, at jeg måtte se at komme væk. Det lykkedes at tage en omgang, og det er nok den største oplevelse jeg har haft som cykelrytter, da det lød i højtaleren, at rytter nr.

10 har taget en omgang. Dermed var mesterskabet hjemme.

I mellemtiden var jeg rykket op i H 50 på landevejen og her lykkedes det også at køre nogle tilfredsstillende placeringer hjem. Det går lidt stærkere og rykkene er hårdere i H 50, og flere gange har jeg fået hævn over dem, der var så ”frække” at snuppe en af medaljerne fra DM på landevejen. Næste år er jeg et år ældre, men det skal ikke afholde mig fra at forsøge at opnå mindst lige så gode resultater som i år, så der skal trænes igennem i vinter og i det kommende år, ligesom jeg nok vil tage med til europa- og verdensmesterskaberne på landevejen, hvis jeg også er kvalificeret næste år. Med hensyn til banen er jeg meget i tvivl om, hvad jeg vil. Jeg overvejer at prøve, om jeg kan gentage succe-


sen, og tage med til VM på banen, men det vil kræve, at jeg køber en banecykel og forlænger sæsonen til ind i november, samt tager nogle turer til Århus i udendørssæsonen og tager til Ballerup med jævne mellemrum i september, oktober og november for at træne på den indendørs bane der.

Fra Hørby til grænsen.

Vi kørte til Hals, sprang bilkøen over og kørte direkte ind på færgen til Egense. Det samme kunststykke gentog vi i Hadsund, hvor det var en lang bilkø grundet åben bro, vi kunne lægge forbi. Videre til Als og via Dania til Mariager, hvor Inger & Helle havde fået caravanen ind på pladsen, klokken var omkring kl. 1800. Dagens etape: 100 km.

Først på sommeren, endnu før formen sådan rigtigt kulminerer, besluttede 5 af klubbens medlemmer, at nu var det tiden, hvor grænsen mod syd skulle aflægges et besøg: Ole fortæller om turen: Turen startede fra Hørby fredag d. 1. juni kl. 1400 med fin sol, og en god temperatur til at cykle i.

Kaj, Johnnie & Ole lagde først ud, og Henrik og Peter stødte til gruppen da det gik sydpå.

Lørdag stod vi op kl. 700, , fik morgenmad og pakkede sammen og var klar til at køre kl. 900 . (Morgenens store samtaleemne var, hvem der havde snorket mest i løbet af natten, man hører så mange lyde når man ligger i telt). Turen gik først til Randers - ind gennem byen og ud på den anden side - nemt nok, vi kørte kun et lille stykke, hvor der var cykling forbudt. Efter et lille hvil ved Hadsten, hvor Inger & Helle havde serveret kaffe kørte vi igen, men HOV, hvad er det Johnnie laver, var der puttet noget i kaffen?


Han stod på hovedet i en busk (ingen billede - desværre), men damerne opdagede det.

tur? Jo såmænd ca. 50.000 gange og det er pr. knæ (den lader vi stå). Vi ankom til Kolding City Camp kl.1700 hvor damerne var ankommet med caravanen, og efter en stille pils, var det godt med et bad, efter 160 km.

Frokosten blev indtaget ved Mossø ved Skanderborg. På en bakketop, hvor der blæste en frisk vind, og temperaturen var ikke for høj til at sidde stille den dag.

Om aftenen sad vi og grillede og fik en enkelt flaske vin, pr. ? og det var DEN aften hvor Danmark spillede fodbold mod Sverige, hvem husker ikke det, Morten så kampen i campingvognen og fortalte om kampen 3-0 til svenskerne, den var ikke værd at se, blev vi enige om!

Den eneste punktering på turen stod Peter for, lige før Vejle. Vi så mange dyr, der var kørt over. Pindsvin, katte og Henrik så også en ”kylling” der havde fået halsen vredet over. Henrik tænker meget når han kører. Hvor mange gange skal man bukke knæene på sådant en Tidlig op søndag morgen, og så bare det sidste stykke, ned til grænsen. Vejret var fint, vi kunne køre i korte ærmer og vinden ind i ryggen. Planen var at Johnnie ville køre fra ved Kliplev og videre til Sønderborg, hvor hans søster bor, men han var klar over, at han ville blive


moppet hvis han ikke tog med til grænsen og blev fotograferet sammen med os andre. Det gjorde han så, og vendte om og kørte til Sønderborg langs fjorden (det blæste vist lidt fra øst). Lisbeth var kommet med sandwich, da hun skulle hente Henrik. Peter kom med Kaj & Inger, Ole & Helle havde 3 cykler spændt på campingvognen.

Så vidt jeg efterfølgende har hørt, havde de 5 gæve medlemmer en rigtig god tur. Et godt initiativ. Redaktørens bemærkning.


Klubaften tirsdag d.en 30.10.2007. kl. 19.00 hos Sæby Lastvognsopbygning, Jupitervej 12. 6Hwww.sl-opbygning.dk )

Flere af klubbens medlemmer har stor erfaring med reparation og vedligeholdelse af cykler. Denne erfaring giver de gerne videre, så mød op denne aften, og få cyklen repareret, gjort vinterklar, pudset eller bare talt kærligt til. Måske går du med tanker om opgradering af diverse komponenter på den efterhånden ikke helt nye racer, eller endog om en total udskiftning. Kom og få råd og vejledning. Der er mange meninger herom. Mindst lige så mange, som der er medlemmer i klubben Vi ses, hilsen Tommy

Sådan kan man selvfølgelig også behandle sin cykel!!!


Alpe d`Huez – cykelrytternes mekka. Tirsdag den 3. juli 2007 Fortalt og skrevet af Mette Brogaard Alpe d`Huez er et must for de inkarnerede cykelryttere, hvad enten man er elite eller motions cyklist. Derfor blev vores sommerferie også tilrettelagt efter det store løb som hedder La Marmotte. Et løb hvor ikke mindre end 4 bjerge skal bestiges. Ekstrem sport er der mange der vil kalde det, og især os som kun bruger cyklen til og fra arbejde. Sommerferiens første store mål var Morfar Hennings deltagelse i det løb, sammen med Hans Erik og Steffen fra Sæby Motions Cykel Club. Alle 3 hold boede på en skøn plads ved byen Bourg Dóisans, som er omgivet af bjerge hele vejen rundt. Derfra kan man også se toppen af Alpe d`Huez. Super plads. Selvom man ikke er super cyklist, virker det store bjerg

nu yderst magisk, og det måtte da bestiges på en eller anden måde. Kunne ikke have været så tæt på det, uden at få en ekstrem oplevelse med hjem i bagagen. Derfor pakkede Mor (Karen Margrethe) og jeg (Mette) vores rygsæk med rigeligt vand samt kamera. Det hele skulle jo foreviges! Vi forlod campingpladsen i fuld sol, men dog med et par sorte skyer ude i horisonten. Optimistiske som vi jo er, så lod vi regntøjet blive hjemme, og gav os muntre og lidt opstemte af sted. Vi havde et bjerg at bestige til fods!! Lagde af sted med i et godt og raskt tempo. I cykelsprog ville man vel sige, at vi havde ”gode ben”. Første stop blev sving 21. Det vil sige det første af de 21 sving, vi skulle passere, inden vi ville nå toppen. Bjerget syntes nu pludselig meget større og mere magisk. Det var vist ikke kun os der oplevede, at der var langt til første sving? Allerede her var de første cykelryttere oppe at stå og havde noget mere end sund kulør i hovedet! Vi fortsatte opstigningen og udsigten blev flottere og flottere for hver meter vi gik. Fantastisk syn ud over byen og de mange bjerge. De sorte skyer kom desværre nærmere og omkring sving 17 kunne vi ikke længere se byen nede i dalen, og det begyndte


så småt at regne. Skønt at blive kølet lidt af i den tætte sommerluft, syntes vi. Men regnen havde desværre tænkt sig at følge os på vej op af bjerget. Ved sving 16 gjorde vi et lille stop, da naturen jo kalder. Mens vi var her, ved den lille kirke, tog regnen til og der var ikke lyseblå himmel at se længere, men vi fortsatte i godt humør vores vandring op mod toppen. Nu regnede det så meget, at det løb ned af vejen. Godt, vi begge havde sandaler på, og ikke skulle tænke på at få våde strømper, for vi var nu ved at være gennemblødt fra top til tå.

mærke kilometerne og stigningerne i mine ben og fødder. Men Mor svarede blot: ”Jamen, vi g’ir ikke op, vi har sat os et mål, og det når vi”. Det her var så mit bevis på, at den livsindstilling og vilje har jeg fået ind med modermælken for mange år siden. Snakken faldt nu på, at det kunne være godt med et stykke chokolade og en cola. Det var det første vi skulle købe, når vi kom på toppen, blev vi enige om. Men pludselig efter sving 7 lød Hyundaien's horn, og der kom Far (Henning), Jonathan og Matthias med nedrullet vindue og stak chokolade ud til os, super. Havde også tørt tøj og cola med. Vi var så heldige, at vi var tæt på en garage, og den blev brugt til pit, mens regnen stadig skyllede ned. Her stod vi godt tørt og nød cola og chokolade mens vi fik tørt tøj og regntøj på! Det regnede nu så meget, at vandet flød i stride strømme ned af vejen og der opstod flere steder vandfald…..så flot!.

Selvom regnen skyllede ned var naturen fantastisk flot. Snakken gik og der var masser af vilje til at nå vores mål. Kulden begyndte at melde sig og fingre og ben blev lidt stive og følelsesløse, men vi gik videre. Jeg, Mette var ved at kunne

Lidt stive i led og muskler pga. kulden begav vi os videre, og havde nu i tankerne, at der var chokolade i tasken som vi måtte spise ved sving 3. Godt med nogle små delmål. På trods af regnen var vi ikke alene på bjerget. Der var stadig mange cykelryttere både på vej op og ned,


og til vores store forundring gav de fleste den stadig frihjul, når de drønede ned. Det må have været meget koldt, men de var vel stadig ”høje” efter at have nået deres mål. Endelig sving 3. Fingrene er godt stive af regn og kulde, men ikke mere, end det er muligt at finde chokoladen i tasken og få papiret af – det bedste chokolade vi har fået meget længe!!!!

thias, som glade og pjattende lavede ”den berømte bølge”, da vi kom i mål. Fedt at vi gjorde det trods vejret. Vi kneb begge en lille tåre, da de lavede ”bølgen” for os. Så var det op på skamlen og få taget det berømte sejrsbillede.

Nu kunne vi tydeligt se byen og toppen, og det gav os lidt ekstra energi. De sidste sving var meget lange, men endelig kom vi ind i byen og kunne se målområdet. Her blev vi mødt af Morfar, Jonathan og Mat-

Vi havde nået vores mål efter 1½ time i sol og 2½ i silende regn, og ja - vi var lidt høje! Det var blevet til mange skridt – men vi havde gjort noget som ikke mange cyklister kunne drømme om – GÅET TIL TOPPEN AF ALPE d`HUEZ.


GENERALFORSAMLING Sæby Motions Cykel Club Onsdag, den 14. Nov. 07 kl. 19.30 i Sæby Fritidscenter.

DAGSORDEN Pkt. 1

Valg af dirigent.

Pkt. 2

Formandens beretning

Pkt. 3

Godkendelse af det reviderede regnskab, v/Steen Reinholt

Pkt. 4

Behandling af indkomne forslag:

Pkt. 5

Fastsættelse af kontingent

Pkt. 6

Valg til bestyrelsen, på valg: Steffen Munch Hansen og Tommy Thomsen.

Pkt. 7

Valg af 2 suppleanter, på valg: Michael Matinussen,1. supp. og Anton Olsen, 2. supp.

Pkt. 8

a. Valg af aktivitetsudvalg, på valg: Michael Nielsen og Jan Jepsen. b. Valg af Nordjylland Rundt udvalg. Tom Møller, Anton Olsen, Karen Margrethe og Henning Brogaard.

Pkt. 9

Valg af 2 revisorer, på valg: Per Dyg og Tom Møller.

Pkt. 10

Eventuelt Bestyrelsen


Bladet efteraar 2007