Issuu on Google+

5

MUSIK * ANMELDELSER

zzvv

***** THE WALKMEN 22.11.10 *Amager Bio, København

Udgivede albums

* Everyone Who Pretended to Like Me Is Gone (2002) * Bows + Arrows ( 2004) * A Hundred Miles Off * “Pussy Cats” Starring The Walkmen * You & Me (2008) * Lisbon ( 2010)

J

eg ved ikke, hvordan du opfatter The Walkmens musik. Men for mig er den amerikanske kvintets musik lyden af sene, regnvåde nætter, hvor gæsterne er gået hjem, al vin er drukket og det sidste stearinlys er brændt ned. Hvor jeg fuld og frusteret længes ud i natten og tilbage i tiden. Hvor jeg på én gang omtåget og klarsynet synes at mærke essensen af kærlighed, venskab og tab – og nostalgien i hver en knogle i kroppen. Til trods for, at jeg egentlig ikke har

særlige minder knyttet til The Walkmens musik. Alligevel har bandets indierock og Hamilton Leithausers stemme en helt særlig gammeldags klang, som endda kan gøre mig nostalgisk over minder, jeg slet ikke har. Denne knugende, intense stemning i The Walkmens musik finder jeg ikke hos noget andet band.

Både numrene fra Bows + Arrows (2004) og You & Me (2008) har således ofte været dem, der har lydt hos mig ud på disse små timer. Om den intense fornemmelse af nostalgisk indierock kunne oversættes til en livekoncert, var jeg meget spændt på og lidt bange for at finde ud af mandag aften i Amager Bio, da The Walkmen for første gang nogensinde skulle give koncert i Danmark. Bandet har for nylig udgivet deres sjette album, Lisbon, der er The Walkmen classic, men ikke deres bedste præstation. Naturligt nok blev en

hel del numre fra albummet præsenteret denne aften, hvor bl.a. den rockede ”Angela Surf City” var et højdepunkt. Men indimellem gik der

“Det blev opbygget og opbygget for så til sidst – omsider – at eksplodere i bandets arrige og forrygende hit ”The Rat”, der tydeligt falder uden for kategori i forhold til størstedelidt stilstand i den under passager fra Lisbon. Det var nærmere numrene fra You & Me, der gjorde sig bedst live. Tidligt fik vi ”In the New Year”, der også bærer noget af essensen hos The Walkmen – det desperate håb om, at alt bliver godt i år. Vi fik også den underspillede og hjerteskærende ”On the Water”. Og ”Donde Esta La Playa”, et af 2008-udgivelsens bedste skæringer, blev det første ekstranummer.


6

MUSIK * ANMELDELSER

P

å sin vis er The Walkmen et temmelig stillestående band. Scenen og udtrykket er helt nedbarberet, ingen pynt eller halløj fylder på scenen eller i bandets optræden. Det er sgu alvor, det her. Men det, der bryder det statiske, er forsanger Hamilton Leithauser, der inkarnerer den dér intense, knugende desperation, der ligger tilbageholdt lige under huden i The Walkmens musik. En næsten passiv-aggressiv vrede, der momentvis får lov at bryde frem, når Leithauser forvrænger ansigtet og giver alt, hvad han har i sin sang. Koncerten kunne på mange måder opfattes som en opbygning af intensitet og desperation i Leithausers figur. Det blev opbygget og opbygget for så til sidst – omsider – at eksplodere i bandets arrige og forrygende hit ”The Rat”, der tydeligt falder uden for kategori i forhold til størstedelen af bandets

numre. Her øgedes rytmen, og guitaren såvel som aggressionen fik endelig frit løb, når Leithauser med hele sin sjæls vrede brølede ind i mikrofonen: »You’ve got a nerve to be calling my number!« Uh, hvor jeg også har skrålet med på den derhjemme, når jeg var rigtig sur på nogen. Det var der vist mange der gjorde lige dér i Amager Bio. Så var hittet leveret, og publikum havde fået det, de (især) var kommet efter. Og rent energimæssigt toppede koncerten også her – den opsparede frustration havde fået sit retmæssige afløb. Her burde koncerten være stoppet. Men vi fik lige ”Another One Goes By ”, der virkede ligegyldig efter ”The Rat”. Men derefter kunne jeg vandre ud i natten, meget passende; lidt halvfuld og i sort regnvejr – og nu rent faktisk med et minde, der var konkret forankret til The Walkmen.


The Walkmen