26. JANUAR 2016 l 21 l
”Jeg tager 24 timer ad gangen” Sygdom i familien blev for 17 år siden begyndelsen på ”Birthes” årelange og til tider ekstreme alkoholforbrug. I dag er hun ædru men frygter tilbagefald, når efterbehandlingen på Center for Alkohol- og Stofbehandling(CAS) slutter. Af Holger Vincents
Husene ligger langt fra hinanden i sneens hvide klæder, der med nærmest Morten Korchsk idyl får det lille landsbysamfund lidt uden for Roskilde til at fremstå som bagtæppet i et ældre dansk lystspil. Tæt ved parcelhuset står små træer og buske, mens vintergolde marker rækker ud til kanten af horisonten. Dér, i plovsporerne, et stenkast fra hendes egen stue, har ”Birthe” vandret, når hun ville skyde genvej til købmanden, efter manden havde taget bilnøglerne, i et desperat forsøg på at afskære hustruen fra hendes daglige ration på tre til fire flasker vin. ”Når min mand var kørt på arbejde, tog jeg ned i brugsen og købte min vin, og så brugte jeg ellers dagen på at drikke og gemme alkohol alle mulige steder på grunden, så han ikke skulle finde det”, fortæller Birthe, der i mange år har haft et massivt alkoholmisbrug.
Syg datter Siden sidste sommer har Birthe været ædru, men rejsen og kampen mod trangen har været lang for den i dag 62-årige kvinde, der inden derouten havde haft et helt ”normalt” forhold til alkohol. Det spirende misbrug bliver grundlagt i
en periode i slutningen af 1990erne, hvor familiens lille datter i flere år har haft en livstruende diagnose, samtidig med at Birthe selv må slås med gener efter en fejloperation og andre helbredsmæssige problemer. ”Min datter fik en alvorlig sygdom og var i løbet af en periode på ni år ind og ud af sygehuset. Det var en meget traumatisk situation for mig at have et sygt barn og samtidig skulle se i øjnene, at jeg var nødt til at opgive min virksomhed i København, hvis jeg ville passe hende”, forklarer Birthe. Sideløbende med datterens langvarige sygdomsforløb bliver familien yderligere udvidet, men de lange dage alene med børnene alt i mens manden arbejder sætter Birthe under pres og løsningen bliver et enkelt glas rødvin i ny og næ for at afhjælpe angsten og berolige et hårdt prøvet nervesystem. I løbet af to år accelererer alkoholforbruget stille og roligt, alt i mens Birthes familie og nærmeste omgangskreds blot kan se til fra sidelinjen med bekymrede miner. Men på trods af presset fra mand, børn og venner, er Birthe ikke i stand til at holde op med at drikke. ”Jeg var helt ude og skide rent ud sagt. Jeg har ligget i flere timer i grøftekanter, indtil forbipasserende har
Tre til fire flasker vin udgjorde i flere år ”Birthes” daglige alkoholforbrug. Flere gange er hun blevet fundet sovende i grøftekanter efter at være faldet om i en brandert.
”Birthes” kamp mod alkoholen har været lang og opslidende, men efter behandlingen på CAS har hun fået kontrol over sit misbrug.
fundet mig. Jeg har været tvangsindlagt og bæltefikseret af flere omgange efter alkoholpsykoser, hvor jeg kunne finde på at true min mand på livet. Derfor troede hverken min familie eller jeg selv på, at jeg kunne komme ud på den anden side”, fortæller hun.
”Opbevaret” på Sct. Hans I første omgang bliver Birthe henvist til døgnbehandling på Sct. Hans, et forløb hun beskriver som ”ren og skær opbevaring”, og hvor alkoholikeren under weekendopholdene i hjemmet fortsætter sit drikkeri, samtidig med at isolationen fra omverdenen uden for hospitalet forstærker hendes depression. ”Jeg tror ikke på døgnbehandling. Min familie pressede på, men jeg ville ikke. Jeg skal have en behandling som kan integreres i min hverdag, så man ikke bliver isoleret fra den virkelige verden, men får de nødvendige redskaber til at klare sig i den”, siger hun. I den turbulente periode på Fjorden får hendes børn nok og dropper kontakten til deres mor, alt i mens ægteskabet med manden, hun har kendt hele livet også langsomt slår revner. Birthe er nået til en skillevej, hvor valget står mellem at tage sit eget liv, eller tage endegyldig afsked med de mange daglige genstande.
Stærkt beruset og med sin niece i hånden, henvender alkoholikeren sig til Center for alkohol- og Stofbehanding(CAS) i Roskilde. ”Det var ikke andres beslutning men mig egen. Jeg ville gerne nå at have noget ud af mit liv, og derfor valgte jeg selv at kontakte CAS, hvor jeg kom i dagsforløb”, fortæller Birthe.
CAS gav ro I første omgang er beslutningen om at lægge alkoholen på hylden dog ikke mere håndfast, end at Birthe godt kan finde på at drikke engang imellem, dog i langt mindre doser end tidligere. Men ved juletid for lidt over et år siden går det for alvor galt igen og i foråret 2015 ringer en ulykkelig Birthe til CAS. Her får hun tilbudt enesamtaler, som bliver startskuddet på et nyt forløb med det resultat, at hun i dag, efter mange års kamp kan fejre seks måneders ædruelighed. Nu opfordrer hun andre roskildensere med et alkoholproblem til at søge hjælp hos eksperterne i Ringstedgade. ”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke jeg havde haft CAS, og jeg synes det er trist at der er så mange mennesker, der ikke kender til dem. Jeg har lært rigtig meget af om mig selv og mine drikkemønstre og fra at være fuldstændig manisk, da jeg startede, er jeg i dag langt mere rolig. Jeg har
fået luft for alle mine frustrationer; svigt, sygdom, ikke at kunne få en karriere. Alle de ting der har pint mig”, siger Birthe. At få inddraget hendes mand i behandlingen på CAS via en såkaldt parsamtale har ifølge den i dag tørlagte alkoholiker frigivet en masse indeklemte følelser og gjort ægteskabet stærkere, ligesom hun betegner beslutningen om at kombinere behandlingen hos CAS med AA-møder, som en hjørnesten i forklaringen på, hvorfor hun i dag lever livet tørlagt. ”Jeg har det rigtig godt og er fyldt med energi. Jeg er glad hver morgen, når jeg vågner og har lyst til at gå igang med dagen. Sådan har jeg ikke haft det i rigtig mange år”, siger hun.
Åbenhed giver respekt Birthes vilje til at gøre noget ved sit alkoholproblem er en bedrift hun er stolt af, men også beslutningen om at være mere åben om sit problem - både i forbindelse med de ugentlige møder i AA og over for den øvrige omgangskreds, giver indre ro og styrke til afvise den daglige fristelse, der er for nedadgående, men stadig dukker op med jævne mellemrum. ”For et års tid siden var min mand og jeg sammen med et vennepar, vi ikke havde set i flere år. Da de skulle til at skænke vin op
til mig, sagde jeg pænt nej tak og forklarede dem min situation. Det var første gang, jeg var helt åben over for folk uden for den nærmeste omgangskreds. Både dén aften og i dag bliver jeg altid mødt med stor respekt og ’skide godt, du gør noget ved det’, når jeg fortæller om mit problem”, siger Birthe, der alligevel ønsker at være anonym i denne artikel af hensyn til hendes familie. Med en måned tilbage af anden behandlingsrunde hos CAS ser Birthe positivt på fremtiden. Forholdet til hendes børn er genoprettet, ”uden nag”, og hun har i tilgift fået glæden af at kunne indtage rollen som mormor, ligesom Birthe heller ikke vil afvise at genoptage sit arbejde engang i fremtiden. Lige nu kredser en stor del af tankerne dog primært om, hvad der skal ske, når den ugentlige misbrugsrådgivning når sin afslutning. ”Jeg ved ikke, hvor jeg er om et år, og jeg kan ikke garantere noget. I stedet tager jeg 24 timer ad gangen, for det kan jeg overholde. Jeg er bange for at slippe det anker, som CAS har været for mig, for det er et fantastisk sted. Til gengæld starter jeg på De 12 trin i AA, selvom jeg ikke er religiøs. Man må bare finde sin egen gud”, siger hun. ”Birthe” er et synonym. Redaktionen kender hendes rigtige navn.