Issuu on Google+

sportsfan Danmarks ultimative sportsmagasin

Marts 2012

Ekstremløb

Maratondistancen er allemandseje – nu er det distancer på 160 og 560 km i nogle af de mest barske egne af verden, der trækker

GARETH BALE

Sætter bål i Tottenhams mesterskabsdrømme

GULDMIRAKLET I SERBIEN Aldrig er et mesterskab kommet i hus, som det skete for Danmark ved EM-slutrunden

Zlat an Ibrahimovic

I Sverige er Zlatan nationalhelt. I Danmark deler han vandene, han er enten elsket eller hadet.

Guardiolas

hær indtager Europa

FC Barcelonas virtuose teknikere gør modstanderne rundtossede og vinder hver dag nye tilhængere

00068

marts 2012 · BK 01.03.12 > 05.04.12 · Pris 59,95

00068

9 771604 975001

>

9 771604 975001

>

+ Rasmus Lauge Schmidt z Judo, Japan og jetlag z Cheerleaders z

Bilanmeldelser z Maria Sharapova z Superliga - vinterens vigtigste transfers


All rights reserved. 2011

NEW MINT-FUSED HAIRCARE

NY FAVORABEL PRIS SHAMPOO 170 KR. CONDITIONER 190 KR.

NOW EVEN COOLER

Redken For Men’s nye Invigorating System hjælper med at styrke og stimulere hovedbunden med en forbedret kølende effekt og en forfriskende ny duft.


GET INSPIRED. BE PART OF IT. REDKEN.DK


indhold 8 KORT OM SPORT 10 KORT OM SPORT 14 KROP OG SUNDHED 16 CHEERLEADERS 18 KORT OM SPORT 28 MÅNEDENS BILO LEXUS

Administrerende direktør / ansvarshavende Jørgen Brinks jb@sportsfan.nu Tlf. 31 78 60 02

46 Zlatan I Sverige er Zlatan Ibrahimovic nationalhelt. I Danmark deler den verdensberømte fodboldspiller vandene. Han er enten elsket eller hadet. Svenskeren er en fabelagtig

HÅNDBOLD

afslutter, oplægger og tekniker, men fandens temperamentsfuld. Den gik ikke i Barcelona, hvor

20

Zlatan hurtigt faldt i unåde hos Josep Guardiola. Nu er han tilbage i italiensk fodbold, i Milan, hvor et iltert temperament ikke er ukendt og nærmest et must.

58 Superligaen lå nærmest stille i transfervinduet i januar. Det virker som alle er ekstremt forsigtige, og investeringer i holdene er på frysepunktet. Læs om de vigtigste til- og afgange.

20 Guldmiraklet i Serbien Aldrig er et mesterskab kommet i hus, som det skete

ADVENTURE SPORT

for Danmark ved EM-slutrunden. Danmark var helt

60 JUDO Sportsfan rejste helt om på den anden

nede i sækken, og den var næsten snøret til, men i de

side af jorden for at få ømme muskler, masser af blå

magiske slutsekunder mod Makedonien startede en

mærker og bøjede ribben.

Livsstil, mode & produktansvarlig Lotte Lund ll@sportsfan.nu Tlf. 31 77 60 02 Art director Martin Andersen, 18k.dk ma@sportsfan.nu Tlf. 27 22 33 00 Motorsport Redaktør: Peter Nygaard Lotte Lund Fodbold Redaktion: Svend Bertil Frandsen, Karsten Krogh. Cykling og Tennis Redaktion: Svend Bertil Frandsen, Karsten krogh. Skribenter Andreas Kraul, Tom Carstensen, Jonas Nyrup, Patrick Wong, Michael Søvsø, Jens Lund og Asker Hedegaard Boye

sejrsstime, der sendte Danmark helt til tops. Korrektur Susanne Andersen

FODBOLD 30 Gareth Frank Bale er en veritabel

Illustration Martin Andersen

supermand. Han kan gøre forwardens arbejde, selv om det langt fra er i de rum, han naturligt hører

62

hjemme. Han er hurtig som en gazelle ude på fløjen, og alligevel trives han på det seneste strålende i rollen som en, der trækker ind i banen og breder offensiven ud derfra. Drible kan han også, og oven i det hele virker han ydmyg og ægte begejstret. Bale har sat bål i Tottenhams mesterskabsdrømme.

64 EKSTREMLØB Indtil for få år siden var

maratondistancen den ultimative udfordring for langt de fleste motionsløbere. Sådan er det ikke i dag. De

Tryk Trykcentret Distribution Bladkompagniet Udgiver SPORTSFAN Aps Hovedvejen 155 4320 Lejre info@sportsfan.nu Tlf. (+45) 70226002 Fax (+45) 46497040

42 km er blevet noget nær allemandseje – og de mest

28

ambitiøse og eventyrlystne løbere har derfor skiftet til såkaldte ekstremløb. De foregår i distancer på både 160 og 560 km i nogle af de mest barske egne af verden og på alle kontinenter.

FASTE SIDER 54 MÅNDENS TALENT Rasmus Lauge 56 BILANMELDELSE Peugeot 3008

36 FC Barcelonas virtuose teknikere gør modstanderne rundtossede og vinder hver dag nye tilhængere over hele verden. På et bagtæppe af nationalistisk ideologi har det catalanske storhold de seneste år sat nye standarder for æstetisk fodbold. 6 sportsfan

BAGUDE 74 KROP OG DUFT 78 MARIA SHARAPOVA 80 ONE TO WATCH SPORT 82 ONE TO WATCH FODBOLD

Annoncer Tlf. 31 78 60 02 Abonnement Få 3 numre af Sportsfan for 2 numres pris. Kun 120 kr. Skriv til abo@sportsfan.nu. Abonnement skal opsiges skriftligt til abo@sportsfan.nu

www.sportsfanplus.dk Alle henvendelser i redaktionelle spørgsmål bedes stilet skriftligt til redaktionen, der intet ansvar påtager sig for manuskripter, fotografier og lign., som indsendes uopfordret. De i magasinet nævnte priser er vejledende, og redaktionen påtager sig intet ansvar for eventuelle fejl. Artikler, billeder eller annoncer må ikke eftertrykkes uden skriftlig tilladelse fra SPORTSFAN Aps.


UPfront Kort om sport Eftertragtet Milan-stjerne vil blive

En af verdens bedste forsvarsspillere ser ud til at blive i italienske Milan. Den brasilianske forsvarsstyrmand, Thiago Silva, ligger højt på ønskelisten hos mange af Europas topklubber. Silva er sat i forbindelse med klubber som Manchester United, Barcelona og Real Madrid. Den nu, 27 årige eftertragtede spiller kan meget vel slutte sin karriere på San Siro. Og hvorfor skifte fra en storklub, der er på vej til at vinde det italienske mesterskab for 19. gang og har 7 Champions League-triumfer på cv’et? Der er trods alt ikke mange klubber, der er støre end AC Milan.

Matchfixing skal bekæmpes med alle midler

Matchfixing er et stadigt stigende problem inden for elitesport. Historier om arrangerede resultater, bestikkelse og aftalt spil i sportsgrene så forskellige som badminton, cykling og fodbold er efterhånden hverdagsstof i sportsmedierne. Danmarks Idræts Forbunds og Team Danmarks Aktivkomite tager stærkest muligt afstand fra matchfixing, da det er en fundamental trussel mod sporten, der underminerer udøvernes troværdighed. En effektiv bekæmpelse af matchfixing er derfor nødvendig på alle niveauer. Formand for Aktivkomiteen og OL-guldvinder Victor Feddersen udtaler derfor: ”Matchfixing er på lige fod med dopingmisbrug en meget voldsom trussel mod sporten og det, den står for. Stærke sanktioner bør indføres, mens myndighederne i større udstrækning må komme på banen og forfølge pengebagmændene inden for rammerne af straffelovens bedrageribestemmelser”. En effektiv og fair bekæmpelse indebærer, at regler og konsekvenser ved matchfixing skal være krystalklare. Aktivkomiteen mener, at problemet kalder på en nultolerance-politik. Fænomenet har nået et omfang, der kalder på en samlet global indsats. På samme måde som verdens regeringer og sportens organisationer satte global dopingbekæmpelse i system indenfor rammerne af WADA, er det tid til at etablere en lignende institution, der bekæmper matchfixing. Fænomenet synes at nærme sig et ukontrollerbart niveau, som kan medføre uoprettelig skade for elitesportens grundprincipper. 8 sportsfan


RekoRden I daG eR MotIvatIonen I MoRGen

Forerunner® 210 HR

Forerunner® 610 HR

Forerunner® 910XT HR

www.garmin.com/wintertraining

garmin.dk

Udenfor er det mørkt og koldt – indenfor er sofaen varm og rar. Men husker du dit nytårsforsæt om at komme i form? Garmin Forerunner® er din bedste træningsmakker: Motiverer dig, inspirerer dig og viser dig, at du gør det lidt bedre på hver eneste tur. I morgen er dagen allerede blevet en smule længere – og din tid på ruten en smule kortere.


UPfront Kort om sport

Futbolmania – spansk fodbold i sol og skygge Historien om spansk fodbold på godt og ondt Af Kasper Kloch Forlaget Belgrano. 235 sider, 249,95 (vejl.)

Et forår uden skader, tak

OB mangler en målsluger i angrebet inden forårssæsonen skydes i gang den 10. marts. Der er sagt farvel til Peter Utaka, som er solgt til kinesiske Dalian Aerbin, og lejespilleren Djiby Fall, som belgiske Lokeren slog kløerne i. De to kommer til at efterlade et gabende hul i OB’s angreb. Hvis Morten Skoubo eller 20-årige Rasmus Falk løber ind i en skade i starten af forårssæsonen, vil fynboernes træner, Henrik Clausen, stå med alvorlige problemer. Rasmus Falk kæmper i skrivende stund med efterveerne af en virussygdom, så ham skal de stribede ikke forvente bliver kampklar til de første vigtige kampe. Andreas Johansson kan være på vej hjem til Sverige og Djurgården, så reelt er der kun to, der med nød kan fungere som angribere: Bashkim Kadrii og Rurik Gislason. Der bliver bedt til de højere magter om en karantæne- og skadefri forårssæson i OB.

SAMI KHEDIRA

Real Madrid-stjernen Sami Khedira har hænderne fulde efter at have lavet er scoring, som kan få selv Ronaldo til at klappe i hænderne af anerkendelse, nemlig den tyske model Lena Gercke. Parret pryder forsiden af den tyske udgave af mandemagasinet GQ. Skulle man komme med lidt kritik af forsidebilledet, er det måske placeringen af Khediras hænder... 10 sportsfan

Køb bog sportsfa en på np for kun lus.dk kr. 175 + porto ,“Kasper Klochs bog er med afstand den bedste, samlede fremstilling af fænomener og klubber på dansk fra det land, hvor den smukkeste fodbold i verden spilles i disse år”

♥ ♥ ♥ ♥ - ERIK JENSEN, POLITIKEN ”Fyldt med solid viden og fakta. En af de bedste sportsbøger i længere tid. Ganske enkelt fremragende læsning”

zzzzzz

SPORTSFAN


more than a Game more than a phone Samsung Galaxy W giver dig adgang til de bedste fodboldapps og hele dit netværk med blot en berøring. Kom tættere på den sport, du elsker og del dine oplevelser med Samsung Galaxy W.

Følg Bendtner og eriksen på samsungmobil.dk

Følg Bendtner og eriksen på samsungmobil.dk


Š 2011 adidas AG. adidas, the 3-Bars logo and the 3-Stripes mark are registered trademarks of the adidas Group.

the fastest boot just got a brain


prove you’re fast Compete on the pitch and measure your speed. Then share your stats online and compare with other players. Think you’re fast? Leave zero doubt with adizero f50 powered by miCoach. adidas.com/football


UPfront Krop & sundhed

Sådan undgår du skader

Alt for mange motionister presser kroppen til det yderste for at opnå hurtige resultater med masser af irriterende skader til følge. SPORTSFAN giver dig svaret på, hvordan du strukturerer din træning rigtigt og dermed undgår overbelastninger. Af Svend Bertil Frandsen

I

månederne efter nytår bliver befolkningen generelt bombarderet med information om, hvordan man kan slanke sig, lancere en sundere livsstil, dyrke mere motion, optage nye spisevaner, etc. Det får i mange tilfælde folk til at kaste sig hovedløst ud i et omfattende motionsregime, som desværre ofte resulterer i mange følgeskader. Hvis du motionerer 30-60 minutter om dagen, er det som hovedregel rigeligt. Har du ikke dyrket motion i lang tid, skal du passe på ikke at starte for hårdt ud. Begynder du med at løbe 60 minutter hver dag uden at være vant til at løbe, risikerer du let at få overbelastningsskader. Øg træningsmængden langsomt og gradvist Når du starter op på et træningsprogram, vil du hurtigt opleve, at du kan forbedre dig meget hurtigt. Du forbedrer din kondition, og du øger din muskelstyrke på kort tid. Det giver et ekstra kick til din motivation, og lysten til at træne stiger og stiger. Men her skal du passe på. For samtidig med, at du forbedrer din kondition og øger din muskelstyrke, tager det længere tid for sener og knogler at opnå samme fremgang. Det betyder, at du f.eks. kan løbe meget hurtigere og længere end dine sener og knogler kan holde til. Derfor skal du passe meget på med at øge belastningen i din træning. Det skal foregå meget gradvist, hvis du fra starten er forholdsvis uøvet. Ellers opstår skaderne let, og de tvinger dig ofte til helt at stoppe med at motionere i den tid, skaden skal hele. En passivitet, du kun kommer i dårligere form af, og samtidig taber du den motivation, som du ellers nød så godt af i starten. Har du overbelastet dine sener og ledbånd, giver det sig til udtryk som smerte i og omkring de overbelastede led. Ofte tager det halve til hele år at få dem helt væk. Med den rette behandling og træning kan det dog ofte lade sig gøre på 3-4 måneder, påstår sundhedseksperterne! Begynder du med at løbe 60 minutter hver dag uden at være vant til at løbe, risikerer du let at få overbelastningsskader. Akillessenebetændelse, skinnebensbetændelse, løber- og springerknæ samt skulderproblemer er nogle af de mest almindelige overbelastningsskader, 14 sportsfan

der typisk opstår som følge af for hurtig progression i din træning En god tommelfingerregel siger, at du ikke bør øge træningsmængden med mere end 10 % pr. uge. Hav derfor tålmodighed og vær meget varsom med ikke at foretage for store spring i hverken mængde, tid eller intensitet. Høj belastning af sener og led Løb på asfalt sætter generelt en meget høj belastning på sener og led. - At være løber på asfalt kan sammenlignes med en slagteriarbejder. Det er den samme bevægelse og den samme belastning. Det er isolerede muskler, der arbejder, siger Jacob Nordholt Hansen, der er idrætsfysioterapeut og ultraløber. Han peger i stedet på, at trailløb kan være et rigtig godt alternativ, der mindsker risikoen ved skader. Risikoen for overbelastningsskader mindskes under trailløb, da man belaster flere led, sener og muskler, og træningen bliver mere alsidig. Man får styrket balancen, smidigheden og styrken i sin overkrop. Det er simpelthen sundere at løbe på et blødere underlag i et varieret terræn, siger Nordholdt Hansen på trailrun.dk. Ernæringseksperten og træningsfysiologen Martin Kreutzer fastslår over for SPORTSFAN, at variation i træningen er uhyre vigtig i forsøget på at komme skaderne til livs. Dette inkluderer en veksling mellem forskellige træningsformer og variation i tid og intensitet fra træningspas til træningspas. - Kroppens muskler tilpasser sig hurtigt til den form for træning, som de er vant til at blive udsat for. For at undgå det, bør du variere træningen. Hvis du laver den samme type træning hver gang, slider du specielt på enkelte muskelgrupper, og det kan føre til skader. Derfor er det vigtigt, at du kaster noget variation ind i træningen for at få hele kroppen arbejdet igennem. Derigennem forebygger du også, at din træning bliver for monoton, og du opretholder din motivation til at fortsætte træningen, siger Kreutzer således. Vand og cykling et godt alternativ til løb Et godt fif til at undgå skader kan desuden være ved at træne mere i vand. Træning i vand er skånsom, men effektiv. Opdriften i vandet


Mest almindelige overbelastningsskader • Skinnebensbetændelse • Akillessenebetændelse • Knæskader • Ustabilitet i hofte- og bækkenregionen • Løber- og springerknæ • Skulderproblemer

gør, at ens kropsvægt mindskes, så leddene belastes meget mindre. Men træningen er alligevel god styrketræning, på grund af vandets jævne og bløde modstand. Vand kan fungere som en meget effektiv træningsform for mange mennesker. For her kan man med et minimum af risiko kaste sig ud i en træningsdisciplin, der øger kondien, forbedrer balancen og smidiggør led og muskler. Der er masser af træningsforme til den, der ønsker at variere sin træning med øvelser i vand. Vandaerobic, vandgymnastik, aquajogging, aquafitness, aquapunkt og aquazumba er alle sammen forskellige træningsformer, der på hver sin måde øger muskelstyrken og konditionen med mindre risiko for skader. Ligegyldig om du allerede har fået en skade, løbetræner meget (med ekstra belastning på sener og led), har svage led, er gravid eller er overvægtig, er motion i vand et fremragende tilbud om at optimere balance, kondition og muskelstyrke. Et andet sundt alternativ til løb kan være at få gang i cyklen. Undersøgelser har vist, at når vi cykler, trænes kredsløbet (hjerte-/lungesystemet), og den samme muskulatur i benene, som når vi løber. Men en forskel er, at musklerne bruges lidt anderledes. En af fordelene ved cykling i forhold til løb er, at den fysiske belasting gennem cyklens mekanik er mere skånsom for muskler, sener og led - mere som ved svømning. At cykle til arbejdet kan give en god motionseffekt, men effekten af at cykle vil nødvendigvis adskille sig lidt fra den, du får ved at løbe. Eksperterne siger generelt, at du skal cykle i lidt længere tid, end du løber, for at opnå den samme træningseffekt. Løber du 40 minutter, skal du måske cykle én time. Og husk, at hvis du vælger at bruge cyklen som motionsalternativ, er det vigtigt, at du indstiller cyklen rigtigt, så den passer præcis til dine mål for ikke at sætte unødvendige belastninger på ryg, knæ og lår. Desuden er det vigtigt, at du vælger den rigtige kadence. Alt for mange mennesker kører i høje gear, der sætter knæene under et unødvendigt pres. I øvrigt er det vigtigt, at du altid lytter til din krop og bruger din sunde fornuft. Hvis du en dag f.eks. føler dig træt og uoplagt, eller er du mere øm i dine muskler, end du plejer at være, så tag en træningsfridag med god samvittighed, og gem kræfterne til næste træning! n

Måder at undgå overbelastningsskader Tommelfingerregel Hvis du motionerer 30-60 minutter om dagen, er det som hovedregel rigeligt. Øg ikke træningsmængden med mere end 10 % pr. uge

Variation Veksel mellem forskellige træningsformer og variation i tid og intensitet

Lyt til din krop Føler du dig træt og uoplagt, eller er du øm i dine muskler, så tag en fridag fra din træning

Alternative motionsformer: Vand Træning i vand er skånsom, men effektiv, fordi opdriften i vandet gør, at ens kropsvægt mindskes, så leddene belastes meget mindre

Cykling En af fordelene ved cykling i forhold til løb er, at den fysiske belasting gennem cyklens mekanik er mere skånsom for muskler, sener og led - mere som ved svømning

Statistik Godt 1,5 mio. danskere skønnes at dyrke motion regelmæssigt. Hver anden af disse får statistisk én motionsskade i løbet af et år.

sportsfan 15


Cheerleaders er blevet forbudt hos de nykårede

Super Bowl mestre, New York Giants. Ledelsen mener, de tager fokus fra spillet

D

e nykårede Super Bowl mestre, New York Giants, har som et af de få hold i NFL besluttet ikke at have cheerleaders til at sætte stemningen ekstra i vejret. Den kontroversielle beslutning har måske gavnet træningen og øget spillernes fokus på spillet, når man ikke har de smukke kvindelige atleter til at øve deres show på sidelinjen. Men initiativet har skuffet mange fans. New York Giants, der søndag den 5. februar fratog New England Patrioterne chancen for at få hævn efter det dramatiske nederlag i Super Bowl finalen i 2008, mener, at de smukke kvinder stjæler billedet fra holdets sande stjerner og dramaet på grønsværen. Den forklaring køber de mange fans dog ikke. For fansene er det ikke et spørgsmål 16 sportsfan

om, at de hellere vil se de hotte cheerleaders i frække kostumer frem for Eli Manning og Victor Crus, det er to forskellige ting, hvor det ene ikke bør udelukke det andet, mener mange Giants fans. For fansene er det cool cash, der ligger til grund for ledelsens beslutning, for at sælge flere drikkevarer og mere mad i pauserne. Fansene mener, at ledelsen ønsker at suge så mange penge ud af publikums lommer, som det er muligt, og har derfor frataget fansene cheerleadernes underholdning i pausen. Om det er sandheden, skal vi på Sportsfans redaktion ikke forholde os til. Til alle Giants fans viser Sportsfan, at der er mange gode grunde til at følge deres hold på udebane, for gudskelov har de fleste NFL klubber stadig cheerleaders på kampprogrammet. n


I USA er cheerleaders til sportsarrangementer en stolt tradition, som er blevet en inkarneret del af amerikansk sportskultur. Der er lavet mange film og tv-serier om cheerleaders. Den mest kendte i Danmark er �Bring it on� med Kirsten Dunst i hovedrollen.


UPfront Konkurrence Vil Liverpool sælge Luis Suarez?

Suarez har skuffet manager ”king” Kenny og klubbens øvrige ledelse. I arvefjendeopgøret mellem Liverpool og Manchester United nægtede Suarez at give Patrice Evra hånden. Suarez havde tidligere på sæsonen kaldt Evra "negrito", hvilket i første omgang var årsag til en meget hård dom på otte spilledages karantæne. En dom, pressen og det engelske fodboldforbund burde diskutere mere end selve hændelsen på banen. Ifølge Sportsfans informationer foreligger der ikke klare beviser for, at Suarez har sagt ”negrito”, og hvis han har sagt det, var det så en racistisk udtalelse, sagt i en ond mening for at skade Evra? Der bliver sagt meget i kampens hede spillerne imellem, og skulle der dømmes i alle disse sager, ville det på sigt ødelægge sporten. Hvad der bliver sagt på banen, bør blive på banen. Fodbold er en kontaktsport, hvor der i de store kampe bliver gået til stålet, både fysisk og verbalt. Luis Suarez har undskyldt, at han ikke gav Patrice Evra hånden før kampen. United har accepteret undskyldningen, så lad den ligge der. Hvis Luis Suarez modtager en dom på det manglende håndtryk, begynder det engelske fodboldforbund at bevæge sig ind i et minefelt, som kan ende med, at spillere og managere ikke længere vil udtale sig til pressen, men blot henvise til klubbens presse-talsmand. De to klubber og det engelske fodboldforbund burde inden kampen have udsendt en pressemeddelelse eller optrådt live på tv, hvor Evra og Suares i forsoning kunne fastslå, at der ingen skade er sket, og at alt fokus fremadrettet skulle være på spillet på banen. Så var hændelsen med det manglende håndtryk aldrig opstået. Hvis The Mirror, som efter kampen skrev, at Liverpool-ejerne allerede har besluttet at sælge Suarez til sommer, har ret, er sagen for alvor ved at løbe af sporet. Vi håber, at FA-klubberne og den engelske presse snart for fokus på det problem, de så akavet prøver at forhindre, nemlig racisme.

Spis sundt - det kan der gå sport i

For første gang i Danmark kan du nu spise morgenmadsflakes lavet af en af de sundeste kornsorter af alle: havre. AXA Havre Flakes er gyldne og sprøde flager af 100 % nordisk havre, som mætter og giver mere energi. En god nyhed til dig, der ønsker at spise sundere og finde ekstra styrke – selv i en travl hverdag. En skål med kold mælk, en håndfuld AXA Havre Flakes samt lidt blåbær vil uden tvivl give dig ekstra styrke til at klare en travl hverdag. Sportsfans redaktion har prøvesmagt Axa Havre Flakes - og hvad skal vi sige? De smager godt! Få mere information på AXA’s hjemmeside www.axa-morgenmad.dk, hvor du også kan teste dine kost- og motionsvaner. 18 sportsfan


morE tHan a gamE morE tHan a pHonE Hurtigere, smartere og tyndere Hyldet af en usædvanlig enig presse

BEDST I TEST

FEB

2011

BEDST I TEST

2012

Læ se rp ri se en Be d stt e sm m arr tp ph on e

FEB

2012

BEDST I TEST

FEB

2012

BEDST I TEST

FEB

2012

Følg Bendtner og Eriksen på samsungmobil.dk


GULDMIRAKLET I SERBIEN - Aldrig er et mesterskab kommet i hus, som det skete for Danmark ved EM-slutrunden. Danmark var helt nede i sækken og den var næsten snøret til, men i de magiske slutsekunder mod Makedonien startede en sejrsstime der sendte Danmark helt til tops. På billedet ses: Lars Christiansen med det synlige bevis for EM-triumfen, Niklas Landin, Kasper Søndergaard og Rasmus Lauge. 20 sportsfan


Håndbold

Det magiske Makedonien-moment I erhvervsverdenen taler man om at lave et turnaround og skabe nyt liv i en virksomhed – for Danmarks håndboldherrer skete det i løbet af ti fantastiske sekunder på en mørk lørdag aften. En god uge senere var en håbløs situation forvandlet til EM-guld Af Michael Søvsø

D

et var en af de helt mørke vinteraftner herhjemme, og mange danskere havde vel allerede hovedrystende forladt deres tvskærme til fordel for andre gøremål, eller slået om på en anden kanal. Det var 21. januar, og sports-Danmark undrede sig i halvlegspausen i kampen mod Makedonien over, hvad Ulrik Wilbek for pokker havde tænkt på, da han inden EM-slutrunden havde proklameret, at de danske håndboldherrer gik efter guldet. Outsiderne fra Makedonien havde gennem hele første halvleg kørt rundt med et ringe dansk forsvar, og kun en god rød-hvid afslutning på kampens indledende 30 minutter betød, at makedonerne trods alt kun førte med tre mål, 19-16. sportsfan 21


Med Landin som europamester i en alder af blot 23 år, er rødt og hvidt sikret en superkeeper mange år frem i tiden

Men det var mod et dansk hold, der hidtil i slutrunden havde tabt to ud af tre kampe, og slet ikke havde været i nærheden af at vise en klasse, der berettigede til medalje. Situationen i puljen så decideret håbløs ud, og adskillige resultater skulle flaske sig i dansk retning, hvis kalkulen skulle gå op og en semifinale blive en realitet. Først og fremmest skulle Danmark klare Makedonien på en lørdag aften, hvor makedonernes superskytte, Kirill Lazarov, scorede efter behag, og hvor tusinder af fans bakkede Danmarks modstander op og gjorde hallen i Beograd til en ægte Balkan-heksekedel. Sushien måtte vente Personligt havde denne aldeles slutrundeinteresserede skribent afskrevet Mikkel Hansen og co. Opgivet at se resten af Makedoniens-kampen på TV2, bestilt sushi og startet den sorte Ford Focus op for at rulle ind til centrum og hente maden. Om ikke andet kunne man da lige høre, hvordan P3’s kommentatorer, Andreas Kraul og Klavs Bruun Jørgensen, ville begrave de danske EM-håb. Radioreportager er ofte mere spændende end tv-billeder. Som lytter er man tvunget til at skabe sine egne billeder inde i hovedet, og da jeg kørte fra forstaden og ind til Odenses centrum, blev tankevirksomheden mere og mere dramatisk. Danmark åd sig ind på makedonerne, og kampen i kampen mellem storskytterne Lazarov og Mikkel Hansen blev bare ved. I radioen lød det som om, de to bare skiftedes til at score uden det store besvær. Nu er Andreas Kraul og Klavs Bruun Jørgensen et par ganske besindige herrer i forhold til det, man oplever hos Nygaard og Kristensen på 22 sportsfan

TV2. Og ved stillingen 32-32 og makedonsk bold i sidste minut havde de for længst opgivet håbet. Den skulle makedonerne nok køre hjem, og Danmark kunne ikke bruge uafgjort til noget som helst. Jeg var landet på parkeringspladsen, og selv om det så håbløst ud, skulle jeg lige høre det sidste minut. Og så kunne ellers være, at Kraul og Bruun Jørgensen eksploderede. De fleste husker momentet: 10 sekun-


Hele Danmarks Landin og holdkammeraterne jubler efter sejren over Serbien.

der igen. Lazarov skyder, Landin redder, Mikkel Hansen sender bolden op i poterne på Hans Lindberg. Lindberg scorer. Klokken siger 59:58. Der er ingen tvivl. Målet er i orden. Danmark vinder33-32. Ufatteligt. I radioen siger Klavs Bruun Jørgensen, at han kniber en tåre, for han tænker tilbage på alle de tætte kampe, han personligt har haft med det danske landshold. Jørgensen ved, hvor hårdt presset er i en

så tilspidset situation, og derfor ryger hans følelser pludselig udenpå trøjen for en stund. Jeg åbner bildøren, henter sushien og har en fornemmelse af, at den Wilbek’ske vindervilje har gjort det igen, og det her EM bestemt ikke er overstået for danskerne. Et lille smil på læberne også. Det her herrelandshold synes på en eller anden måde altid at vende tilbage til sportsfan 23


Bo Spellerberg kom ind i turneringen mod Makedonien. Sammen med Mikkel Hansen var han nøglen til det danske comeback

24 sportsfan


Bo Spellerberg var hentet ind til Makedonien-kampen. Han overtog med al sin rutine styringen af det danske spil og fandt adskillige huller i modstandernes forsvar

toppen. Man må eller skal bare aldrig afskrive de gutter – og slet ikke Ulrik Wilbek. Træneren fra Viborg med de sjællandske rødder er en ægte vinder. Formår altid til det sidste at hive det bedste ud af sine folk. Også når det ser mest håbløst ud.

dermed var kysten klar for Danmark. Wilbeks tropper havde ingen problemer med at gøre arbejdet færdigt mod et modløst svensk hold, der havde skuffet gennem hele turneringen. Danmark var i semifinalen. Først og fremmest på grund af det magiske Makedonien-moment.

Alting gik op i en højere enhed Bo Spellerberg var hentet ind til Makedonien-kampen. Overtog med al sin rutine styringen af det danske spil og fandt adskillige huller i modstandernes forsvar. Sammen med Mikkel Hansen var han nøglen til det danske comeback i anden halvleg, og mange kommentatorer derhjemme undrede sig over, at Ulrik Wilbek ikke tidligere havde hentet Kolding-manden ind i truppen. Men sket var sket, og trods sejren over Makedonien var der stadig adskillige ting, der skulle gå op, før Danmark overhovedet havde en mulighed for at gå videre til semifinalen efter den forfærdelige indledning på turneringen, der havde budt på nederlag mod både Polen og Serbien. Stillingen efter tre spillerunder var: Serbien (5 point), Tyskland (5 point), Polen (3 point), Danmark (2 point), Sverige (2 point), Makedonien (1 point) I første omgang hjalp det, at de rød-hvide – nu med fornyet selvtillid – baskede tyskerne i næstsidste spillerunde af mellemrunden. Kort forinden havde Makedonien slået polakkerne, og det resultat betød lige netop, at Danmark også rykkede forbi polakkerne, der ellers havde haft alle muligheder for at gå hele vejen til semifinalen med sejre i de to sidste kampe. Stillingen inden sidste spillerunde i puljen: Serberne var allerede videre, men derefter lå Tyskland (5 point), Danmark (4 point), Polen (3 point) og Makedonien (3 point). Sverige var slået ud, mens danskerne var afhængige af, at Tyskland skulle tabe point til Polen i kampen lige før Danmark-Sverige. Og minsandten om ikke… Efter en vild finish, hvor tyskerne smed adskillige bolde væk, og oven i købet fik tildelt et par diskutable udvisninger, vandt Polen 33-32, og

Usårlige Danmark Måske husker nogle SPORTSFAN-læsere den ganske roste film ”Unbreakable” fra omkring årtusindeskiftet. Bruce Willis spiller karakteren David Dunn, der i begyndelsen overlever en grim togulykke som den eneste af132 passagerer. Han var, som filmtitlen antyder, ganske enkelt usårlig, og efter mellemrunden i Beograd sad man med fornemmelsen af, at samme tilstand var indtrådt hos de danske håndboldherrer. Inden slutrunden var Spanien udråbt som favorit sammen med Frankrig, og spanierne kom også foran 7-4 i semifinalen mod Danmark. Men så låste det danske forsvar modstanderne fast og arbejdede sig ind i kampen, og da først den var vendt, slap Wilbeks mænd ikke grebet. Danskerne var usårlige, og selv ved 23-23 i slutfasen var der ikke den mindste panik at spore. Resten af historien kender vi. Sikker finalesejr over Serbien. OLkvalifikation, VM-kvalifikation, tusinder af fans på Rådhuspladsen. Ordet ”fantastisk” sagt omkring 10.000 gange i løbet af et par døgn på dansk tv. Efter guldet i 2008 havde de gjort det igen. Og det bliver ikke sidste. Lad os ses øverst på skamlen allerede til OL i 2012, drenge! Wilbeks vindervilje Det er ikke tilfældigt, at Ulrik Wilbek efterhånden bliver hyldet som en af de bedste – måske den allerbedste – internationale håndboldtræner gennem tiderne. Wilbeks evne til at trække det absolut bedste ud af sine spillere er blevet demonstreret gang på gang, og den vilje til at vinde, som han indgyder sit personale på banen, er efterhånden legendarisk. Man skal aldrig afskrive et hold, trænet af den blonde mand fra Viborg med de sjællandske rødder. sportsfan 25


Håndbold

Verdensklasse!

Niklas Landin har på rekordtid vokset sig til både dansk helt og en af de stærkeste målmænd på verdensscenen. For nylig blev han en central figur

den store danske EM-kampagne. Af Michael Søvsø

i

talentfabrik i GOG Svendborg TGI. Her blev den 200 centimeter høje mand en central skikkelse på ligaholdet i den traditionsrige klub, og han slutrundedebuterede for Danmark ved VM-turneringen i 2009. Dengang var den lange unge mand stadig andenmand efter førnævnte Kasper Hvidt, men da Hvidt stoppede sin landsholdskarriere efter EM-slutrunden i 2010 i Østrig, var der kun én mand til at tage over. Efter Hvidt kom Landin. Punktum.

H

vem skulle egentlig løfte arven efter Kasper Hvidt på det danske håndboldlandshold? Og ville det overhovedet være muligt at løfte målmandsspillet op på selvsamme niveau, som den legendariske, storsvedende og tænksomme Hvidt stod for i rødt-hvidt? Det niveau, man kort fortalt kalder verdensklasse. Man vidste, at en ung københavner lurede i kulissen, men at Niklas Landin - i dag blot 23 år ung - allerede i 2012 ville nå op på samme bærende niveau på landsholdet som Kasper Hvidt, havde ingen vel kunnet forudse. Niklas Landin er opvokset i KFUM København, men allerede i 2006 strøg han til Sydfyn, hvor han hurtigt blev et element i den sydfynske 26 sportsfan

Næsten arrogant Allerede to år senere har Niklas Landin vokset sig så stor, at han regnes blandt verdens bedste keepere. Efter sommerferien bytter han Bjerringbro-Silkeborg ud med den tyske storklub, Rhein-Neckar Löwen. Hvis ikke en af de endnu større klubber slår kløerne i ham. Eksempelvis blev han efter en løsrevet udtalelse sidste år sat i forbindelse med THW Kiel, der ligger et lag over Rhein-Neckar Löwen. Og kunne man ikke - det er kun spekulationer – forestille sig, at ”KASI”-Jesper Nielsen og AG København på et tidspunkt ville have fat i Niklas Landin? Også hos den danske håndboldkrøsus skal Kasper Hvidt vel afløses på et tidspunkt. Niklas Landin er smidig som en panter og lynende hurtig i reaktionerne, og landstræner Ulrik Wilbek har karakteriseret ham som en af stærkeste i verden til at kaste ud – en uhyre vigtig disciplin i nutidens lynhurtige håndboldspil, som ikke mindst i Nordeuropa er præget af de hurtige spilvendinger og kontraløb. Samtidig har han en stor mental styrke, som han ved det nylige EM viste ved at øge sit niveau fra kamp til kamp, kulminerede i semifinalen og i finalen, hvor danskerne primært vandt kampene ved stærkt forsvars- og målmandsspil. Sværest for modstanderne er det at tøjle den åbenbare ro, som Niklas Landin konstant udstråler i målet. Det er en pine for modstanderen at konstatere, at den rolige dansker bare står derinde og piller bolden ned med de store labber. Stilen er blevet kaldt arrogant, og det er den måske også for modstanderne. Men for Danmark er den guld værd, og med Landin som europamester i en alder af blot 23 år, er rødt og hvidt sikret en superkeeper mange år frem i tiden.


LEvEL 2-LAyER JACKET vejl. udsalgspris 1399,95 WATERPROOF 5000 MM / H20

Find nærmeste forhandler eller se mere om PREMIUM TECH kollektionen på JACKJONES.COM

BREATHABILITy 3000 G / M2 / 24H

WINDPROOF


Månedens bil

Økovenlig luksus!

Siger du Lexus, er der nok mange, der ved, at det er et japansk bilmærke. Men spørger du, om de har kørt i én eller kender en, der har, er svaret sikkert ”Nej”. Hvilket ikke er så underligt, da der sidste år kun blev solgt 71 biler i Danmark, hvoraf 37 var den nye Lexus CT200H. Af Lotte Lund

S

pørger du så, om de selv kører én, er svaret formodentlig: ”Nej, sådan én har jeg ikke råd til”. Men hør nu her, drenge og piger; du kan få en Lexus til under 380.000 kr. – Ja, det er stadig mange penge, men den har sine fordele. For det første kører denne Lexus rigtig langt på literen, da den delvist kører på en elmotor. For det andet sender den ikke sundhedsskadelige dieselpartikler ud i luften, da der tillige sidder en benzindrevet motor i den smarte hatchback. Lexus CT200H er nemlig en hybridbil. Nu er der forskel på hybridbiler. Nogle har elmotoren som 'hjælpemotor' til den brændstofdrevne motor, mens andre har den brændstofrevne motor som 'hjælpemotor' til elmotoren. Lexus CT200H er drevet som førstnævnte. Her er altså tale om en hybridbil, der ved lav fart – 45 km/t – kører på el, ellers kører den på benzin. Andre typer hybridbiler kører 100 % på el, indtil der ikke er mere strøm på batteriet, og så slår den over på brændstofmotoren. Jeg synes, at det var svært at få CT200H til at køre på el meget af tiden, men jeg kørte heller ikke så meget bykørsel – så egentlig var det en forkert type hybridbil til mit behov. Til gengæld lader den selv batteriet op, når du kører, så du løber aldrig tør for el, og du er fri for at have et kabel hængende ud ad vinduet hele natten for at lade den op! Lige, når du starter bilen, tror du, at motoren slet ikke er gået i gang. Så stille er den, og først når du accelererer, slår benzinmotoren til, og du kan høre, at du rent faktisk kører bil. Når din acceleration er færdig, og du har opnået en fart på ca. 45 – 50 km, kan du køre på elmotorens kraft alene. Så kan du læne dig tilbage i sædet og tænke på miljøet og din pengepung, der ikke, lige i det øjeblik, bliver belastet af de høje benzinpriser! Når man tænker på, at bilen har to motorer, som den skifter imellem, skulle man tro, at man kunne mærke, når skiftet foregår. Men nej, skiftet mellem motorerne foregår helt uden ryk, og kun i instrumenteringen kan du se, at bilen har fortaget et skifte. Der er afbilledet en motor, et batteri og et hjul, og mellem disse vises pile, der kører fra henholdsvis batteri og motor hen til hjulet, for at indikere, hvilken motor, der er i brug. Vender pilen fra hjulet til batteriet, indikerer det, at en opladning finder sted. Nu er Lexus jo lig med luksus, så udstyr kommer vi ikke udenom! 28 sportsfan

Udstyrspakkerne starter ved L1 og forsætter til L5, nogle med navigation og nogle uden. Det giver i alt 8 forskellige muligheder for at ”pimpe” din Lexus. Prisen starter ved 378.731 kr. og ender på 683.075 kr. Min testbil havde udstyrspakken L4 Navigation, som er det næsthøjeste niveau, bilen findes i. – Ja, bilanmeldere er forkælede! – og hvad var det så, jeg IKKE havde i min Lexus? Jo, jeg kunne blandt andet have haft 13 højtalere i stedet for 10, og el i førersædet, soltag og sidespejle


samt lædersæder. Ting, der umiddelbart er til at leve uden, skulle jeg mene! Dog indeholder L5 også et Pre-Crash safety system, som advarer dig, hvis bilen foran kommer for tæt på, og det, må jeg indrømme, kan være meget handy! Multidisplayet, som findes i alle navigationsmodellerne, er ret genialt. Det bliver styret via Remote Touch, som nærmest er som en computermus, der sidder lige dér mellem forsæderne, hvor du har hånden, når du hviler armen på armlænet. Herfra kan du styre alle funktionerne, som bliver vist på den 7" store farveskærm. Bakkameraet er nok et af de bedste, jeg har set, og godt ”bakket” op af baksensorer, er der stort set ingen mulighed for at støde ind i noget. Til forskel fra andre bilmærker, har Lexus valgt at have en dansktalende navigationsstemme – en meget charmerende dame, der taler med en svag jysk accent – dejligt forfriskende! Bilen kommer med automatgear, hvilket alle el- og hybridbiler gør, men det lyder anstrengt. – Det virker, som om gearet er længe om at skifte, hvilket kan høres på motorens stille ”skrigen” efter et højere gear. Men fremad kommer den. De 136 heste giver den en god acceleration, især når du kører i sportsprogrammet, som vises ved rødt lys i instrumenteringen. – Kører du derimod i det fornuftige øko-program, er lyset beroligende blåt. Undervognen lader noget tilbage at ønske. Den er lidt hård og dårligt affjedret, så er der bump og huller på vejen, føles det med det samme. Men nu er CT200H jo ikke lavet til offroad-kørsel, men til bykørsel, hvor du rigtig kan få glæde af elmotoren, og kører du almindelig bykørsel uden de vilde accelerationer, er det ikke noget, du vil føle dig generet af. CT200H er en flot bil. Med de tonede bagruder, den lille tagspoiler og bagruden, der i elegante buer følger bilens runding på siderne, fremstår

den sporty og elegant. Den har en god størrelse – måske er der for lidt benplads bagved, men sådan er det jo med by-biler. Indvendig er den meget funktionel, og som før beskrevet fungerer multidisplayet rigtigt godt, så ingen kommentarer der. Interiøret er blevet sammenlignet med cockpittet på et fly – en maskulin betragtning, som er bragt af mine mandlige kollegaer. Jeg kan godt se, at den sammenligning har noget på sig, men jeg synes, det funktionelle er sat i højsædet på bekostning af det eksklusive. Som afsluttende bemærkning må jeg sige, at Lexus CT200H absolut er en bil, man skal tage med i betragtning, hvis man tænker på ny bil i den prisklasse. Og bor du i byen, er der måske ikke nogen dårlig ide, at tænke i hybrid-baner – det vil både naboer og miljøet takke dig for. n www.lexus.dk

FAKTA Motor: 1.8 Hybrid VVT-i CVT Effekt: 136 hk ved 4.000 o/minut Gearkasse: 6-trins aut. gearkasse Acceleration 0-100 km/t: 10,3 sek. Tophastighed: 180 km/t – Ren el 50 km/t Brændstofforbrug: 24,4 km/l, blandet CO2-emission: 94 g/km Tilladt totalvægt: 1.840 kg Hjul: 17” Alufælge Garanti: 3 års mekanisk garanti eller 100.000 km, 5 års garanti eller 100.000 km på hybrid-dele, 3 års lakgaranti, 12 års rustbeskyttelsesgaranti Euro NCAP Crash Test: 5 stjerner Energiklasse: A Vejl. pris uden ekstraudstyr: 378.731 kr. Plus L4 Navigation 525.676 kr. Stjerner for design: zzzzzz Stjerner for køreegenskaber: zzzzzz

sportsfan 29


Gareth Bale fejrer sin scoring mod Manchester City. En kamp, Spurs dog tabte 3-2 30 sportsfan


Premier League

GARETH BALE: FREMTIDENS FODBOLDSPILLER? Lige på kanten af transfervinduets lukning, 31. januar i år, satte Englands hotteste fodboldspiller trumf på. Navnet er Gareth Frank Bale, og med sæsonmål nr. 10 og 11 mod et sagesløst Wigan-mandskab tændte Bale og hans elskede Tottenham atter bål i mesterskabsdrømmene. Bo Kampmann Walther

D

er er riv og rusk i Premier League i 2011/12-sæsonen. Tottenham er helt deroppe, hvor adgangen til Champions League er en selvfølgelighed, og hvor slagsange om pokaler og stribevis af sejre er blevet halet frem fra historiens glemsel. 64-årige Harry Redknapp kan godt tillade sig at smile i det rødmossede ansigt over en lun føring over ærkerivalerne fra Arsenal og Chelsea. Tottenham spiller rigtig godt fodbold i år. Redknapp har bare ét luksusproblem. Hvordan i alverden holder han på fremtidens fodboldspiller? Mød Gareth Frank Bale.

Fra skoledreng til superstjerne "Kan man forestille sig en mere komplet atlet og teknisk ekvilibrist i Englands bedste division lige nu?", spørger journalist og fodboldekspert Asker Hedegaard Boye og fortsætter en lovprisning, han deler med alverdens kommentatorer: "Bale er jo en veritabel supermand. Han kan gøre forwardens arbejde, selv om det langt fra er i de rum, han naturligt hører hjemme. Han er hurtig som en gazelle ude på fløjen, og alligevel trives han på det seneste strålende i rollen som én, der trækker ind i banen og breder offensiven ud derfra. Drible kan han også, og oven i det hele virker han

ydmyg og ægte begejstret, når det går holdet godt", bemærker Asker Hedegaard Boye. Måske var det en fremtid som dén, Frank og Debbi håbede på, da de fulgte sønnen Gareth til og fra træning i den lokale klub, Cardiff Civile Service FC. Som fuldblods waliser var helten over dem alle selvfølgelig Manchester United-ikonet Ryan Giggs, men Bale var også benovet over sin onkel, Chris Pikes, bedrifter i Cardiff City. Den spektakulære fysik grundlagdes tillige i de unge år. Rugby, hockey og kortdistanceløb var blandt favoritterne, og som 14-årig præsterede Bale at løbe en 100-meter på 11,4 sekunder. I dag klarer han det endnu hurtigere. "Det er tydeligt, at Bale stortrives i sin forholdsvis fri rolle hos Tottenham. Husk på, at ud over Rafael van der Vaart og en Emmanuel Adebayor, der virker en smule genfødt oven på vaklende præstationer for Real Madrid og City, så vrimler det jo ikke med profiler på Redknapps team. Roman Pavlyuchenko, som nu spiller i Lokomotiv Moskva, levede ikke op til de tårnhøje forventninger oven på EM i 2008. Og nu har Bale altså overhalet dem alle sammen indenom. Ligesom han gør på grønsværen", siger fodboldkommentator Morten Bruun. "Husk bare tilbage på Real Madrids kampe mod Tottenham i Champions League sidste år. Godt nok vandt spanierne overlegent i begge opgør, men var der én, der bare kom i nærheden af at true det madrilenske forsvar, så var det Bale", bemærker Morten Bruun sportsfan 31


Premier League og minder om, at selv om billedet af en potent Bale med front mod modstanderens mål for længst er blevet hverdag, er manden med nr. 3 på ryggen stadig venstre back i udgangspunktet. Efter sigende er det også Redknapps langsigtede plan: Det handler ikke bare om at gøre Bale til klodens bedste winger. Nej, Bale skal være den mest komplette back. Bedre end Maicon, Roberto Carlos og Philipp Lahm. Money, money, money Alligevel er der knas i maskineriet. Med de pengebriller, som man bliver nødt til at have på i sportens verden, står og falder succesen med kvalifikation til Champions League. Her mangler hovedstadsklubben, der med sigte til ældgamle sagn og myter kaldes The Lilywhites, for alvor at konsolidere sig. I 2011 bragte de indledende runder i den europæiske turnering tæt på 200 millioner kroner i kassen alene på ekstra billetsalg og deltagelsesbonus og med yderligere 30 millioner i forbedrede sponsorater. Salg af merchandise steg i samme periode med 12 millioner kroner. For nu at sætte det skarpt i relief: Af de 260 millioner kroner, som Tottenham tjente mere ind sidste år, er de 220 af dem baseret på Champions League. Er alt så ikke fryd og gammen? Nej, for succes avler forventning om mere succes. I de senere år har Tottenham således spenderet tykt på en bred trup, og samlet overstiger udgifter til transfers, agenter, royalties og meget mere de ellers bugnende indtægter med 200 procent. Reelt er der kun to muligheder, hvoraf den ene er en bydende nødvendighed, og den anden er en katastrofe: Tottenham må og skal med i Champions League, og de kan blive nødt til at sælge én af deres to stjerner, Gareth Bale og Rafael van der Vaart. "Det er lige præcis derfor, fodbold fremstår så kynisk i vore dage.

"Er Gareth den bedste spiller i England? Nuvel, han er i hvert fald noget helt for sig selv" Harry Redknapp Også selv om den er fantastisk at kigge på, og vi kan vende vrangen ud på den i timevis. Er det virkelig rigtigt, at det kan være mest lukrativt at afhænde en spiller, der, hvis ikke lige nu, så om nogle år, måske er verdens allerbedste fodboldspiller? Ja, hvis situationen er til det", konkluderer Asker Hedegaard Boye. Hjem til Spurs 27. december 2011. Tottenham er gæster på Carrow Road, hjemsted for Premier Leagues Norwich City. Gareth Bale er et sandt mareridt for The Canaries, som Norfolk-klubben bliver kaldt som et ekko af deres grønne og gule våbenskjold. Bale er hurtig som Roberto Carlos i gamle dage. Han sprinter op og ned ad flankerne som Kaka fra Milan-tiden. Han laver stopfinter a la Michael Laudrup, Ronaldinho-elastico’er og pirrouetter, som Zinedine Zidane engang var berømt for. Det foregår i rasende tempo. Her er en selvfølgelighed i antrittet, som nærmer sig det arrogante i vovemod. Men Bales frenetiske fodboldspil, der hele tiden flasher sig selv, som om det konstant foregik på et højere niveau end alle de andres, bliver aldrig vulgært som Cristiano Ronaldos boldomgang, aldrig manieret som en italiensk trequartista, der løber 32 sportsfan


Premier League

Bale i aktion for Tottenham. Spørgsmålet er, om London-klubben kan holde på sin store stjerne

og løber i offsiden, aldrig selvsmagende som en spansk luksusspiller. Modstandernes fans buher af ham på lægterne og kalder ham "Hulk" på grund af hans markante hageparti. Glem racisme. Kropsfacismen og mandehørmen — Carl-Mar Møller på dåse — er værre og stikker dybere i kulturen. Men Bales tryllerier får selv de mest forhærdede Norwich-fans til at tie. Manden er en Gud, det kan enhver se. Bale scorer begge Tottenhams mål i 0-2-sejren, og man kommer til at tænke på wingerens bedrift mod Inter i Champions League sidste sæson, hvor den 22-årige waliser drev gæk med højrebacken Maicon. Faktisk var han så meget foran brasilianeren — både i sprint og sikkert også i sin mentale forståelse for spillet — at Spurs-tilhængere efterfølgende fik et gratis omkvæd: "Maicon-taxa!", skråler de, når Bale endnu engang løber fra de oppassere og mand til mand-markeringer, som der naturligt nok er blevet flere og flere af med årene. Se bare Inter-opgørene igen. Bale stjal hele scenen. Imens tuller Bale rundt og ligner en helt almindelig waliser med et overeksponeret job: "Er Gareth den bedste spiller i England? Nuvel, han er i hvert fald noget helt for sig selv," sagde Harry Redknapp efter Norwich-kampen og fortsatte begejstret: "Bale er en fantastisk spiller, for det meste ustoppelig. Og der er

ikke noget bling-bling over ham, det er bare ikke ham. Han er overhovedet ikke en Billy Bighead. Han kommer bare på arbejde, elsker at træne, og nej, selvfølgelig vil vi ikke sælge ham. Hvis vi gør det, er det mere eller mindre forbi. Hvorom alting er, det er kun Barcelona, Real Madrid eller Manchester City, der har råd til at købe ham og betale hans hyre," konkluderede Harry Redknapp. Og hvad siger manden i orkanens øje, Gareth Bale, til al rygtestrømmen, der senest har sendt ham til Pep Guardiolas stjernefunklende Barca? "Det er selvfølgelig altid rart at blive forbundet med en klub som Barcelona. Men jeg nyder fodbolden her i Spurs, og helt ærligt, så tager jeg ikke voldsomt meget notits af, om der er interesse fra andre klubber eller ej." Fra bænk til bane Noget af det bemærkelsesværdige ved Bale, der i dag fremstår som det tætteste, man kommer på en komplet fodboldspiller, er hvor hurtigt, det er gået. Efter en enkelt sæson i Southampton debuterede Cardiff-drengen, der er 186 centimeter høj og temmelig bred over skuldrene, for Spurs i august 2007, og i begyndelsen af 2010 var han stadig i udkanten af holdet, mere bænk end bane. Selv om de fleste sportsfan 33


Premier League

"Til at begynde med spillede jeg ikke så meget, men jeg tænkte hele tiden, at når jeg fik chancen, ville jeg være i stand til at vise, hvad jeg kunne tilføre holdet"

var imponerede over Bales evne til at lade sig forvandle fra venstre back til en moderne krydsning af venstre wing, hængende angriber og decideret midtbanespiller, mente lige så mange dog, at Bale burde søge videre, når han nu ikke fik spilletid i Redknapps system. Alligevel tvivlede Bale ikke på sine egne evner. Aldrig larmende, men på en afdæmpet og autoritativ facon: "Til at begynde med spillede jeg ikke så meget, men jeg tænkte hele tiden, at når jeg fik chancen — og sådan blev historien jo — ville jeg være i stand til at vise, hvad jeg kunne tilføre holdet. Til sidst blev forhåbningen virkelighed, og siden har jeg ikke set mig tilbage, så at sige. Alle omkring mig har været fantastiske i den proces," udtalte Bale efter at være blevet kåret til bedste engelske fodboldspiller 2011. Og endda for snuden af stjerner som Samir Nasri og Wayne Rooney. Gode spillere har brug for gode trænere. For hvad gør man, når ens stjerne konstant bliver spærret inde af aggressive modstandere? I tilfældet Bale er Harry Redknapps dagsorden klar, og take-off var kampen mod Norwich City: Man transformerer en offensiv og fløjbaseret 4-3-3 til en mere dynamisk og midtbaneorienteret 4-2-3-1. På Carrow Road var Bale over det hele, mest på venstrekanten til at starte med, men gradvist rykkede nr. 3 — typisk back-nummer — mere og mere ind på midten, hvor han havde et fermt samspil med Luka Modric, Rafael van der Vaart og Emmanuel Adebayor. Kunsten at trække ind i grønsværen synes ikke at sløve Bales bevægelser eller på nogen måde hæmme hans uforudsigelige enmandskraft. Hans moves er lige så uimodståelige dér som ude på fløjen. Efter Norwich-matchen reflekterede Bale over sine egne præstationer og Redknapps taktiske dispositioner: "Jeg har altid spillet helt ude på kanten, bortset fra et par enkelte kampe for Wales som en slags forward inde i boksen. Jeg havde aldrig overvejet at spille gennem midten," sagde Bale. "Men efter at folk er begyndt at markere mig med to og endda tre defensiver, er det en dimension i mit spil, som jeg har været nødt 34 sportsfan

til at tage med det seneste år. Og jeg nyder det, jeg forbedrer mig hele tiden, især i den frie rolle. Jeg har måttet ændre mit spil og min stil, og det har gjort mig til en bedre spiller," konkluderede Bale. Perfektion "Jeg synes, det virker lidt postulerende, den dér med, at Bale vil få det svært, hvis han skifter til Spanien. At han vil få mindre plads til at sprinte på. At dampen vil gå af hans eksplosive togter. Og så videre. Jeg er


Bale og holdkammeraterne Rafael van der Vaart og Younès Kaboul er et frygtindgydende trekløver at møde på White Hart Lane

med på, at en spiller som for eksempel Kaka har skuffet gevaldigt, fordi han ikke i Real Madrid har fået det råderum at arbejde i, som han naturligt havde i AC Milans system og i Serie A generelt. Men Bale? Er man god, er man god! Den mand vil klare sig formidabelt hvor som helst. Og har man set ham på stadion, så er det også bare tydeligt, at han er i et andet univers end alle de andre. Hold øje med ham", slutter Morten Bruun. I Harry Redknapps verden er Gareth Bale den inkarnerede, kom-

plette fodboldspiller, hvor teknik og sind går i ét: "Han er 1,86, han kan heade, han er stærk som en okse, han kan sprinte, drible, skyde, ja, han kan det hele. Han kan spille i en dynamisk position mellem midtbane og forsvar. Det er næsten umuligt at lukke ham ned. Og ved du hvad? Der er ikke én dårlig ting ved hans spil, og hvad vigtigst er: Han er en skidesød fyr." Enhver, der kan få Maicon til at ligne en morfar, har vores dybeste respekt. n sportsfan 35


FC Barcelona

I GUARDIOLAS KONGERIGE FC Barcelonas

virtuose teknikere gør modstanderne rundtossede og vinder hver dag nye tilhængere over hele verden. På et bagtæppe af nationalistisk ideologi har det catalanske storhold de seneste år sat nye standarder for æstetisk fodbold. Af Kasper Kloch

D

er står de. FC Barcelonas blå og granatrøde spillere over for de hvidklædte fra Real Madrid. De to hold har taget opstilling over for hinanden på hver sin banehalvdel som to hære inden et slag. Mellem dem, underligt alene og med en utaknemmelig opgave foran sig, står dommeren. Fra den sorte nattehimmel siler regnen ned over FC Barcelonas hjemmebane, Camp Nou, og projektørerne lyser græstæppet op i en skriggrøn farve. Der er få minutter til, at semifinaleopgøret i Champions League mellem Barcelona og Real Madrid skal gå i gang. 100.000 tilskuere farver tribunerne røde, blå og gule som hyldest til Barças klubfarver og det gul- og rødstribede catalanske flag. Takket være en velsmurt billethaj er det lykkedes mig at få fingre i en af de eftertragtede billetter til kampen. Og takket være samme billethajs misinformation er jeg endt blandt aftenens mest upopulære gruppering på stadion – på et lille, lukket tribuneafsnit, allerøverst oppe bag det ene mål sammen med omkring femtenhundrede Real Madrid-fans. Et stort, tætmasket net er spændt ud for at holde os adskilt fra Barcelonas tilskuere. Flere hundrede Barça-fans på tribuneafsnittet ved siden af står med ryggen til banen og råber ad os med hidsige fagter. »Españoles hijos de puta.« Spanske ludersønner. En tætbygget fyr foran mig tager til genmæle i en truende positur med begge arme strakt frem foran sig. »Puta Cataluña, viva España, coño!« Forpulede Catalonien, længe leve Spanien! Tirader af skældsord, fornærmelser og vredesudbrud fyger om ørene på mig. De to holds fangrupper har straks kastet sig ud i smæderåb, der iscenesætter fodboldkampen som et opgør mellem »Catalonien« og »Spanien«, mellem separatisme og centralmagt. Det er obligatorisk indhold, når der spilles clásico mellem de to giganter i spansk fodbold. Men der er et andet opgør, der overstiger de politiske undertoner denne aften. Det er den fodboldmæssige styrkeprøve mellem Guardiolas FC Barcelona og Mourinhos Real Madrid. De to hold er i særklasse i den spanske liga, men Barça lader alligevel til hele tiden at være et skridt foran. Tre år i træk har Barça taget mesterskabspokalen, og hvad værre er, de har gjort det med knusende overlegenhed, forførende angrebsspil og spektakulære detaljer. Det er ikke let at være madridista denne aften på Camp Nou. Ud over den hidsige fyr foran mig er der heller ikke mange på mit tribuneafsnit, der udstråler den store sejrsvilje. Jeg fornemmer en mathed bag den obligatoriske tilsvining af modstanderne. Måske skyldes det den intimiderende kulisse. Måske regnen, der har silet ned over stadion i timerne frem mod kampstart og gennemblødt os alle til skindet. Måske den selvsikre, veltilfredse vinderattitude, der udgår fra Barças fans, og bevidstheden 36 sportsfan


Mesterskabet ser ud til at havne hos rivalerne fra Real Madrid. Hvis Guardiolas kongerige ikke skal styrte i grus, skal Champions League vindes. sportsfan 37


Da Messi var barn, havde han en sygdom, så han ikke kunne vokse. Lægerne mente, at han aldrig kunne blive fodboldspiller. Barcelonas bestyrelse tilbød Messi en kontrakt og medicinering. I dag er han verdens største fodboldspiller. om, at de har noget at have det i. Ja, selv tempererede observatører er begyndt at tale om, at dette Barça-hold er det bedste fodboldhold i verdenshistorien. De medrejsende Real-fans kan ikke skjule det. De lider, og de ved ikke, hvad de skal gøre af sig selv. Måske sidder de ligesom jeg og kigger på den mand, der står nede på sidelinjen og afventer startfløjtet. Klejn ser han ud oppe fra den øverste tribune. Som en tændstik i et sort jakkesæt. Han går lidt frem og tilbage, tankefuld, fokuseret. En træner som så mange andre. Og så alligevel ikke. FC Barcelonas træner, Josep »Pep« Guardiola, er den diskrete mastermind bag Barcelonas seneste himmelfærd. Den uudgrundelige fyr fra landsbyen Santpedor har på tre år gjort Barça til et tilsyneladende uovervindeligt drømmehold. Og som om det ikke skulle være tilstrækkeligt, så er han det levendegjorte symbol på catalansk selvforståelse: En elegantier, der med streng arbejdsetik og poetisk sensibilitet forsvarer den catalanske sag over for den spanske centralmagt. Det var en overraskelse for alle, da Guardiola i 2008 blev udnævnt til ny cheftræner i FC Barcelona. Han var bare 37 år gammel, og hans eneste trænererfaring var fra en enkelt sæson med Barças reservehold i tredje division. Nok var han en stor legende som spiller i klubben, og at han var catalaner talte også på plussiden. Men som træner virkede han mildest talt som en letvægter. Skeptikerne frygtede det værste. Holdet havde brug for en stærk hånd efter en miserabel sæson, hvor Barça endte på tredjepladsen i ligaen. Kunne man sætte en nybegynder i spidsen for et af verdens største fodboldhold? Det kunne man tilsyneladende godt. Allerede i sin første sæson gjorde Guardiola rent bord og vandt el triplete: Ligaen, Copa del Rey og Champions League. Og det stoppede ikke der. Barça har været urørlige i den spanske liga de sidste tre sæsoner. Sejrene er vundet med det boldbesiddende, kreative angrebsspil, som har været varemærket i Barcelona siden Cruyffs Dream Team i starthalvfemserne. Med Guardiola på trænerbænken er systemet blevet perfektioneret, og FC Barcelona har opbygget en næsten naturstridig offensiv styrke. »Vores intention«, har Guardiola udtalt, »er, at målmanden spiller bolden til en medspiller, som spiller den videre til en anden medspiller og så videre. Hvis vi bliver ved med at gøre det, vil vi nødvendigvis nå frem til målchancer. Det er en idé, vi har brugt 20 år på at perfektionere.« Der er en næsten flabet enkelhed i Guardiolas udlægning af Barças spil. Ideen om, at man bare skal spille bolden til hinanden, kunne stå på taktikblokken hos en miniputtræner. Men ser man Barça spille, bliver man klar over, at det dybest set er det, de gør. Intet andet hold i verden 38 sportsfan


er i stand til som Barça at holde bolden i egne rækker. Det ser næsten uvirkeligt ud, når de spiller bolden rundt i cirkler og trekanter og får deres modstandere til at ligne børn i en tivolikarrusel. Som var der en Barça-magnet i bolden, der forhindrede modstanderne i at få fat i den. FC Barcelonas spillestil bliver undertiden omtalt som tiki-taka, en latino-version og videreudvikling af den hollandske totalfodbold fra 1970’erne. Systemet går i korte træk ud på, at man skal køre modstanderen træt ved at holde bolden i egne rækker. Metoden indebærer korte afleveringer, konstant bevægelse og stor tålmodighed. Og samtidig lade de andre løbe forgæves rundt og prøve at få fat i bolden. Filosofien er enkel: Så længe vi har bolden, kan de andre ikke score. Det handler om hele tiden at have spillere i de rette positioner, altid have muligheder, altid holde fast i bolden, indtil man finder den lille bitte åbning i modstandernes forsvarsmur, der kan føre til en målchance. Barças spillestil sætter teknik og spilforståelse over fysisk formåen. De fleste Barça-spillere denne aften på Camp Nou ligner da også snarere hobitter end moderne topatleter. Ingen af de fire offensive esser, Xavi Hernández, Andrés Iniesta, Lionel Messi og Pedro Rodríguez, når over 170 centimeter. Dani Alves på højre back er 171 cm høj, Mascherano 174 cm, David Villa 175 cm, og nede i forsvaret troner den tårnhøje heavyrocker, Carles Puyol, på 178 cm. Det er ikke for ingenting, at Barças stjerner har fået tilnavnet Los bajitos, De små. I Barças spilsystem er højde og drøjde ikke en faktor. Barça spiller uden egentlige angribere, men i stedet med en stribe offensive midtbanespillere, der roterer og flagrer og holder sig væk fra de store centerforsvarere. Selvom Messi formelt set er frontangriber, ser man ham ikke læne sig op ad midtstopperne og tage de fysiske slagsmål, som den moderne forsvarsspiller er designet til. Han løber i stedet ned i banen og bytter plads med midtbanefolkene eller søger ud på fløjen for at skabe et overtal. Barças defensive arbejde forudsætter heller ikke muskelstærke mænd, men baserer sig på simpelt overtal. Når en spiller taber bolden, er han typisk omringet af medspillere, der kan tilbageerobre den inden for få sekunder. Det hidsige genpres, når bolden mistes, er en af Guardiolas nyskabelser til systemet. Og det har givet bonus. Statistikker viser, at størstedelen af Barças tabte bolde bliver generobret inden seks sekunder. Med de hurtige generobringer får modstanderholdet sjældent lov til at spille ret meget med i kampene mod Barça. I mange kampe har Barça bolden på egne fødder i op mod 80 procent af spilletiden. Det kan virke næsten søvndyssende at se den uendelige kæde af korte afleveringer, og det kan virke, som om Barça bringer deres modstandere i en nærmest hypnotisk tilstand, hvor boldjagten mest af alt har symbolsk karakter. Og præcis når det vedholdende pasningsspil har fået blodet til at dovne hos både modstandere og tilskuere, sætter de ind med en skarp pasning, der flår banen op, en eksplosion fra kanterne eller en lynhurtig boldudveksling, der får forsvarsmuren til at krakelere. Real Madrid får Barças fodboldmaskine at mærke denne aften under tordenskyerne på Camp Nou. Real lægger et uvant højt pres på de blå og granatrøde spillere, men Barça spiller sig gang på gang ud af problemerne og når frem til en stribe gode scoringsmuligheder mod et stadigt mere rådvildt Real-mandskab. Efter 60 minutters hård fight på den sejlende grønsvær får Barça fundet dirken frem. Målmand Victor Valdés triller bolden ud til Mascherano helt nede ved hjørneflaget. Realspillerne løber frem i en femmandsblok for at stresse Barças opspil. Cristiano Ronaldo er helt oppe ved Mascherano, der sender bolden tilbage til Valdés. Den hvide hærstyrke kommer bragende mod ham, og de fleste målmænd ville i den situation hugge til læderet og sende den langt ud af kommunen uden adresse. Men ikke Valdés. Ikke dette

Barça-hold. Som den naturligste ting i verden sender den kronragede målmand bolden i en blød, skruet bue over de fremstormende Realfolk, så den lander for fødderne af den brasilianske back, Dani Alves, der er skudt af sted på højrekanten. Herfra går det hurtigt. De forreste Barça-folk flytter sig som billardkugler på midten af banen. Alves sender bolden ind til Iniesta, der dr��mmer et hul i Reals forsvarsblok. Med kirurgisk præcision og med en digters forestillingsevne støder han bolden gennem de hvide forsvarere ned i et åbent rum, hvor den kanariske hurtigløber, Pedro Rodríguez, dukker op. En enkelt berøring og et slangehug med venstre. 1-0 til Barça, og Camp Nou eksploderer. Det er et mål, der indkapsler hele Barcelonas fodboldfilosofi. Et rent ekstrakt af en kalkuleret strategi, hvor alle fra målmanden til afslutteren tager del i angrebsspillet. En perfekt balance mellem struktur og bevægelse. Som et stykke ingeniørkunst. Det er en udbredt antagelse, at FC Barcelona søger skønheden, og at det er forklaringen på deres særlige spillestil. Sandt er det, at klubbens fans værdsætter det æstetiske spil og med tiden er begyndt at forvente, ja, nærmest kræve, at holdet spiller med høj lækkerhedsfaktor. Det vil imidlertid være at forfalde til romantiske myter at tro, at Barça søger det skønne for det skønnes skyld. Ingen, ud over romantiske digtere på tagkamre med tællelys og skrå vægge, kan leve af store ideer alene. Selvom Guardiola er en mand, der holder af poesi, kunst og musik, så har han altid foretrukket at tale om resultater frem for skønhed. »Det ville være meningsløst, hvis vi ikke vandt noget«, har han gang på gang udtalt, når holdets spillestil er blevet lovprist. Når Barça i dag spiller tiki-taka, er det for at vinde – ikke for at underholde. Når systemet udføres til perfektion, er det monumentalt som en klassisk symfoni, ekvilibristisk som en ballet. Det kan se legende let og ubesværet ud, som glade fodbolddrenge, der driver gæk med dorske modspillere. Men det baserer sig på en nøje kalkuleret afvejning af styrker og svagheder. Der ligger en videnskab bag Barcelonas spillestil, og den har sejren som succesparameter. Det er på paradoksal vis netop dyder som arbejdsomhed, kollektivitet og disciplin, der gør det muligt for Barça at spille med den næsten kunstneriske signatur, der kendetegner holdet på dets bedste dage. Ikke langt fra Camp Nou ligger Barças ungdomsakademi, La Masía, »Gården«. Et nedlagt landsted, der i 1979 blev omdannet til fodboldakademi med tilhørende kostskole. Her træner børn fra 9-årsalderen målrettet med at indarbejde Barças særlige spillestil. En spiller i FC Barcelona skal ikke først reflektere over, hvad han skal gøre med bolden, når han modtager den. Han skal ikke først kigge op og se, hvor hans medspillere befinder sig. Han skal ikke tænke over afleveringernes geometri. Det skal være printet så dybt ind i hans underbevidsthed, at han gør det instinktivt. På La Masía får alle fra de mindste poder til de plukmodne ungdomsspillere de samme taktiske og tekniske principper banket ind så mange gange, at de til sidst kan dem i søvne. At holde bolden i egne rækker er en af de vanskeligste discipliner i moderne fodbold. På La Masía arbejder man målrettet for at fremelske de egenskaber, der gør, at spillerne kan finde hinanden i de bitte små rum og åbninger, der kan opstå i modstandernes presspil. Det er eksempelvis ikke lige meget, hvilken kraft bolden bliver spillet med. Rytmen og tempoet i kombinationerne. Hvordan man vender kroppen, når man modtager den. Hvordan man bedst bevarer overblikket over banen, og hvordan man sikrer sig potentielle afleveringsmuligheder. Der er ikke plads til at tøve, varme bolden eller operere på egen hånd. Det høje pres på modstandernes mål indebærer høje risici, og systemet kræver modige spillere med stor mental kontrol. Det er den mangeårige skoling og benhårde disciplinering, der gør det muligt for Barças spilsportsfan 39


lere at holde fast i bolden og skabe det overraskende moment under intenst pres. Ungdomsarbejdet i La Masía er blevet forfinet og målrettet i en sådan grad, at Barça i dag kan stille et hold i europæisk mesterklasse næsten uden indkøbte stjerner. På det hold, der i aften møder Real Madrid, er der otte spillere i startopstillingen, der har trådt deres barnesko i La Masía. Hele otte af elleve spillere er af egen avl. Det er tal, som ingen anden europæisk topklub kommer i nærheden af. På Real Madrids hold denne aften er det til sammenligning kun målmanden Casillas, der kommer fra Reals ungdomsafdeling. Tidligere var La Masía et supplement til Barças førstehold – de store stjerner blev købt udefra. På Cruyffs Dream Team var de store profiler udlændinge, der blev købt til klubben – Laudrup, Romario, Stoichkov, Koemann. De blev suppleret af en håndfuld baskiske og madrilenske støttespillere, og La Masía udgjorde kun et beskedent supplement. I dag er det omvendt. Det er spillerne fra La Masía, der styrer biksen, og de indkøbte spillere er komplementære. Det er en af de store forandringer, der er sket med Barça under Guardiola. Succeshistorien antog næsten religiøse dimensioner, da Balon d’or, prisen for årets bedste fodboldspiller i verden, skulle uddeles i 2010. De tre kandidater til hædersbevisningen var Xavi, Iniesta og Messi. Alle tre fra FC Barcelona. Alle tre skolet i La Masía. Der går en lige linje fra Guardiolas egen historie og til det hold, han i dag står i spidsen for. Han er selv et produkt af La Masía, hvor han kom til som 13-årig. Historien går, at Johann Cruyff kort efter sin ansættelse som træner i 1988 dukkede op for at se et af klubbens ungdomshold i en turneringskamp. Han fæstnede sig ved den ranglede fyr på højrekanten og spurgte i pausen ungdomstræneren Carlos Rexach, hvem han var. »Guardiola«, svarede Rexach, »god fyr«. »Sæt ham ind på midten«, sagde Cruyff. Som sagt, så gjort. Guardiola blev rykket ind på midten, hvor han med det samme fandt sig bedre til rette. Præcis som Cruyff havde forudset. Guardiola var en atypisk spiller, og havde det ikke været for Cruyff og Barcelona, er det langt fra sikkert, at han ville have udviklet sig, som han gjorde. Da han startede som teenager i La Masía, var han hverken hurtig, driblestærk eller god i defensiven. En af hans trænere skal have bemærket, at det eneste virkeligt opsigtsvækkende ved ham var, at han havde et umanerligt stort hoved for sådan en tynd og splejset krop. Det er lige præcis pointen. Det var, hvad der foregik inde i hans hoved, der var hans store force. Johan Cruyff så trods de fysiske mangler et lys i den unge Guardiola. Han så det udviklingspotentiale og den taktiske intelligens, der skulle til for at blive midtbanens samlingspunkt på det nye hold, han var i gang med at bygge op. Guardiola var præcis den type spiller, Cruyff havde brug for til at realisere sin vision. Han ville have, at Barça skulle spille den type fodbold, han selv havde været med til at spille i Barça under Rinus Michels i 1970’erne. Poetisk, sofistikeret angrebsspil. Cruyffs forgænger, Terry Venables, havde op gennem 1980’erne kølnet fodboldbegejstringen i den catalanske hovedstad med sin britiske spillestil med lange bolde og fysisk pres. Med spillere som Steve Archibald, Mark Hughes og Gary Lineker som de bærende profiler blev der løbet og tacklet løs på det stadig mere mennesketomme Camp Nou. Venables’ Barça var ikke et hold, der fik de catalanske fodboldhjerter til at banke. Med Cruyff ændredes alting. Hans Dream Team vandt fire mesterskaber i træk og forførte en hel verden med fantasifuldt, flydende angrebsspil med spillere som Laudrup, Koemann, Romario og Stoichkov. Og selvfølgelig Guardiola, der blev herre af midtercirklen med sine tynde, knoglede ben, der både kunne tackle og sende millimeterpræcise pasninger af sted. Guardiola satte sin egen umiskendelige signatur på Barças nye 40 sportsfan

fodboldfilosofi med sin forudseenhed og sin evne til altid at placere sig det helt rigtige sted. Det var tankens sejr over fysikken. Mange år senere var selvsamme Cruyff med til at overtale Barçapræsident Joan Laporta til at træffe den overraskende og i nogles øjne decideret dumdristige beslutning at udnævne Guardiola til cheftræner. Det skete på et tidspunkt, hvor klubben desperat havde brug for styring. Den afgående træner, Frank Rijkaard, havde mistet grebet om holdet, og Ronaldinho havde på rekordtid forvandlet sig fra verdens bedste spiller til et problembarn, der hellere ville gå på natklub med sin midtbanekollega, Deco, end arbejde for holdet. Trods en fremstormende Messi befandt Barça sig i en dyb spillemæssig krise. Real Madrid havde taget mesterskabet i 2007 og 2008, og i Rijkaards sidste sæson


Barca har et frygtindgydende hold. Cesc Fàbregas, Puyol og Xavi kender alle Barcelona har haft fire danskere i klubbens historie: Allan Simonsen (79 – 83), Michael Laudrup (89 -94), Ronnie Ekelund (92 -94) og Thomas Christiansen (92 – 94)

sluttede Barça på tredjepladsen. Guardiola overtog et hold i dyb krise, men allerede første sæson bragte han det tilbage i førerpositionen, og i dag står han i spidsen for verdens bedste fodboldkollektiv. Guardiola er et mysterium. Han er uden forudgående trænererfaring trådt direkte ind på den største scene i fodboldverdenen. Folk tæt på klubben taler om ekstraordinære menneskelige egenskaber, og Guardiola lader til at nyde en tilsyneladende ubetinget tillid fra spillertruppen. »Hvis Pep bad mig om at kaste mig selv ud fra den øverste tribune på Camp Nou, så ville jeg tænke, at der må bestemt være noget godt dernede«, har højrebacken Dani Alves udtalt. På en café i Eixample-kvarteret mødes jeg nogle dage inden kampen på Camp Nou med den tidligere Barça-spiller, Pichi Alonso, for at få

uddybet historien om Guardiola. Alonso, en sølvræv med et lunt glimt i øjet, er personlig ven med Guardiola og følger Barça som fodboldkommentator på den catalanske tv-station TV3. Over en café cortado giver han mig sit personlige bud på Barça-trænerens hemmeligheder. »Guardiola arbejder med spillerne som mennesker«, fortæller Alonso, »og det har skabt stærke bånd og en kolossal loyalitetsfølelse. Samtidig har han indført en streng disciplin – men ikke den traditionelle slags.« Alonso fortæller, hvordan Guardiola målrettet har arbejdet med gruppedynamikken og det sociale aspekt. Spillerne spiser frokost sammen hver dag, til gengæld får de større frihed til at se deres familier, og de rejser samme dag, der er kamp, for at undgå de opslidende og fremmedgørende hotelophold. Guardiola er ikke den traditionelle autoritære sportsfan 41


Barcelonas fans drømmer om at vinde pokalen med de store ører for femte gang

leder, men en slags fader- eller broderfigur, som spillerne kan relatere til på et menneskeligt plan. Til tider meget tæt. Spillerne bliver motiveret til at yde deres yderste, fordi de samtidig bliver vist tillid. Det har ifølge Alonso skabt fundamentet for de resultater, Barça har vist. »Pep har revolutioneret holdet«, vurderer han. »Frem for alt er der kommet en vindermentalitet, som jeg ikke har set tidligere. Alle arbejder stenhårdt for holdet, og stjernenykker bliver ikke tolereret. Han har skabt et stærkt kollektiv, hvilket er en utrolig bedrift med så mange individuelle stjerner.« Ifølge Alonso er Guardiola selv en beskeden og tilbageholdende type. En følsom, samvittighedsfuld og reflekterende mand, der bekymrer sig og befinder sig dårligt i det ekstreme mediepres. Det er et billede, der lever op til anekdoten om den unge Guardiola, der i sine første år som ung spiller på Barças Dream Team kom kørende til træning i en brugt VW Golf. Da han tre år senere var blevet en stor stjerne på holdet, skiftede han bilen ud. Med en ny VW Golf. Guardiola har aldrig brudt sig om at slå ud med armene. Det har smittet af på holdet. Da klubsponsoren Audi efter Barças Champions League-triumf i 2009 præsenterede et stort udvalg af nye biler for de nykårede mestre, valgte den hviderussiske midtbanespiller Alexander Hleb instinktivt den største og mest flashy model. »Du kan ikke køre i den der«, skal Xavi have belært ham. »Vores fans vil synes, vi er for pralende.« Guardiola har gjort beskedenhed til en del af Barças image, og Xavis reaktion var givetvis ansporet af trænerens åndelige indflydelse. Guardiola har effektivt bygget et hold op af spillere, der synes villige til 42 sportsfan

at sætte holdet over egen stråleglans. Guardiola formår at appellere til spillernes sans for det kollektive. Det har givet styrke, sikkerhed og vindermentalitet. Og resultaterne er fulgt med. Alonso fremhæver Messi som et godt eksempel på Guardiolas indflydelse. Et gudbenådet talent, der har lært at indgå i et kollektiv. »De første sæsoner udmærkede Messi sig især med sine individuelle kvaliteter. Hans soloaktioner på fløjen var spektakulære, men han indgik ikke for alvor i de større mønstre. Det mindede mig om den rolle, Maradona havde på det hold, jeg spillede på i 1980’erne. Pep har gjort Messi til en holdspiller – og dermed endnu mere værdifuld.« Pichi Alonso er ikke i tvivl. »El Pep Team er det stærkeste hold, FC Barcelona nogensinde har fostret. Det er mere kampberedt. Mere konstant i præstationerne. Mere sammentømret.« For Pichi Alonso er Guardiola kulminationen på en periode på tyve år, hvor Barça langsomt, men sikkert er begyndt at hvile i deres egen base. Der har været svipsere og sløje perioder undervejs som under træner Luis Van Gal og hans kontingent af farveløse, hollandske spillere. Der har været katastrofale fejlindkøb, intern splid og sportslige nedture. Men det overordnede, troen på en filosofi og den massive investering i La Masía har været den røde tråd fra Cruyff til Guardiola. Resultatet er til at tage og føle på. Mens FC Barcelona mellem 1960 og 1990 kun vandt to mesterskaber, har de gennem de seneste tyve år vundet elleve ud af tyve mulige mesterskaber. Real Madrid har i samme periode kun vundet seks.


»Da jeg spillede i Barça, kiggede vi altid mod Madrid«, fortæller Alonso. »Vi følte os underlegne og prøvede at kopiere det, de gjorde. Når det ikke lykkedes, beskyldte vi andre for vores nederlag. I dag har holdet fundet sin egen stil, klubben sin egen base. Vi er holdt op med at føle os som ofre.« Aftenens kamp på Camp Nou ender 1-1 efter en intens dyst. Barça er videre til Champions League-finalen med samlet 3-1 efter deres 2-0-sejr på Bernabéu i den første semifinale ugen forinden. Spillerne omfavner Guardiola og hinanden. Real Madrids spillere forlader hurtigt banen. Deres fans på stadion ønsker også at være alle andre steder, men ydmygelsen bliver total. Hele Real-afsnittet bliver tvunget til at blive siddende, til alle Barça-fans har forladt stadion. Det har de ikke travlt med. Nogen og halvfemstusinde mennesker i fællessang. »Barça, Barça, Baaaarça …«, runger det ud i den catalanske nat. Jeg prøver at se upåvirket ud midt i Real-flokken, men den rungende fællessang efterlader gåsehud under det gennemblødte tøj. Vi bliver siddende i noget, der føles som en evighed. Efter flere hyldestrunder nede på græsset forlader Guardiola og hans spillere grønsværen, og tilskuerne begynder langsomt at sive ud gennem portene på Camp Nou. Til sidst sidder den lille fraktion madridistas helt alene tilbage på toppen af den ene tribune. Det gigantiske stadion er gabende tomt. Under politieskorte bliver vi ført ned til gadeplan ad en særlig kørselsrampe, der fører uden om de almindelige adgangsveje. Politieskorten slutter ved bagindgangen til Camp Nou. Real-folkene forsvinder ud i gaderne med bøjede hoveder og indestængt frustration. Barças fans er over alle bjerge. Et sted derude fejrer de aftenens triumf med venner, familier eller alene i stille veltilfredshed. Dagen efter kampen er det milde vejr vendt tilbage til Barcelona. På en solbeskinnet plads i bydelen Gracia læser jeg hele striben af sportsaviser. De Barcelona-venlige Sport og El Mundo Deportivo lovpriser Barça med en inderlighed, som giver Leni Riefenstahl baghjul. Ingen af de to beskæftiger sig med det Real-mål, der måske fejlagtigt blev underkendt. Det underkendte mål og andre dommerfejl fylder til gengæld størstedelen af pladsen i de Real-venlige Marca og AS. Barça-aviserne ser ingen grund til at relativisere sejren og ødelægge den gode stemning. Det er en festdag. Kvalifikation til Champions Leaguefinalen på bekostning af ærkerivalen Real Madrid. Barça har sendt den madrilenske storklub hjem til højsletten med en ydmygende lærestreg. En sejr over Real er ikke bare en fodboldmæssig triumf for FC Barcelona. Fronterne mellem FC Barcelona og Real Madrid er trukket op med meget andet end fodboldbanens hvide kridtstreger, og ingen kamp i Spanien rummer så stærke politiske undertoner som el clásico. Der ligger en tung understrøm af politik, historie og regionale konflikter og nærer rivaliseringen mellem de to giganter. »Españoles hijos de puta«, råbte Barças tilhængere i aftes gennem hele kampen mod Real Madrids fans. Spanske ludersønner. At blive kaldt »spanier« er i sig selv et skældsord i Barcelona, og det kan synes som et paradoks, når catalanerne selv er spanske statsborgere, og området har været en del af Spanien i 500 år. Men så enkel er virkeligheden ikke i Catalonien. Mange catalanere vil fortælle dig, at de slet ikke er spaniere. De vil fortælle dig, at Catalonien slet ikke hører hjemme i Spanien, men er et land, hvis stat er blevet stjålet fra dem. For at bevise det vil de pege på det catalanske sprog – en mellemting mellem fransk og spansk – og de vil fortælle dig om det catalanske kongerige, der var en stormagt i Middelhavsområdet i det 15. århundrede. Spanien, vil de hævde, er en invasionsmagt, der har tvunget det catalonske folk ind i en unaturlig multinational statsmodel og undertrykt den catalanske kultur. For mange tilhængere af klubben er FC Barcelona direkte knyttet til

den catalanske kamp for kulturel og politisk frigørelse fra Spanien. Et slags uofficielt catalansk landshold, der holdt den catalanske fane højt under 36 års frankistisk diktatur. FC Barcelona fremstilles i klubbens historiefortælling som en politisk og kulturel institution, der kom til at symbolisere catalanernes sammenhold og modstand mod Franco. At være culé, som er betegnelsen for Barças fans, er at bekende sig til en fortælling. En fortælling, der indeholder lige dele nederlagsmyte, fællesskabsbånd, fodboldfilosofi og nationalromantik. »Més que un club«, lyder Barças berømte slogan. Mere end en klub. Det er et slogan, der på subtil vis knytter FC Barcelona til den catalanske nationalisme, men overlader indholdet til den enkelte. Man kan alt efter temperament fortolke »mes que un club« som en politiskideologisk krigserklæring eller en kulturel og social overbygning på et lokalt fodboldfællesskab. Uanset hvad, så har sloganet haft en enorm gennemslagskraft, siden klubpræsident Narcís de Carreras for første gang formulerede det i sin indsættelsestale i 1968. Det var på et tidspunkt, hvor Barça var sejlet fodboldmæssigt agterud af Real Madrid, og den catalanske klub famlede efter et ståsted. I de første femten år efter Francos magtovertagelse i 1939 havde FC Barcelona været en betydelig magtfaktor i spansk fodbold. Med den uforlignelige ungarer Kubala i spidsen spillede Barça drømmefodbold og vandt fem mesterskaber. Men så kom Di Stefano til Real Madrid, og magtbalancen vendte. Di Stefanos transfer indledte Madrids gyldne år, og Real vandt fra 1954 og ti år frem otte mesterskaber og fem Europa Cup-sejre. Barça oplevede en følelse af afmagt, og det var nærliggende at søge efter syndebukke. Offermyten om Barça blev født: Real stjal Di Stefano og fratvang Barça muligheden for at skabe et uovervindeligt mandskab med Kubala og Di Stefano på toppen. Og det måtte være Francos værk, for Franco elskede Real og hadede Catalonien. Sådan blev teksten om ikke andet udlagt af de frustrerede catalanere. Madrid har altid været den store skurk i den catalanske ligning. Den spanske hovedstad er for de catalanske nationalister symbolet på den centralmagt, der har forhindret den catalanske kultur i at komme til sin frie og fulde udfoldelse. Det var fra Madrid, det spanske imperium gennem århundreder udøvede sin magt, og det var herfra, Franco regerede Spanien med en jernnæve, der slog hårdt ned på de regionale uafhængighedsbevægelser. Når Real vandt på fodboldbanen, var det som en smertefuld reproduktion af den politiske virkelighed, der havde tvunget Catalonien i knæ. I barcelonesernes optik grundlagde Real Madrid sin fodboldmæssige styrke på regimets vennetjenester. Francos død og overgangen til demokrati fik ikke Barça til at give slip på følelsen af at være uretfærdigt behandlet. Nu var det de nye magthavere, der favoriserede Real Madrid. Storkapitalen. Det castilianske borgerskab. Real forblev i barcelonesernes optik »El equipo del gobierno«, regeringens hold. Real Madrid var fortsat billedet på fjenden, og et godt fjendebillede udviskes ikke bare sådan. Den indignerede og insisterende anklage om snyd og favorisering er blevet en del af Barças selvforståelse. »Así, así, así gana el Madrid!« lyder det den dag i dag fra Barças fans, når Real Madrid får tildelt et tvivlsomt frispark eller straffespark. Sådan vinder Real Madrid. Forestillingen om, at Real Madrid får en ekstra hånd fra magthaverne, er printet med store typer på Barça-tilhængernes mentale landkort. Følelsen af at blive snydt og undertrykt, ikke bare som fodboldklub, men som nationalt fællesskab, er en del af baggrunden for de stærke følelser, der udløses, når Barça og Real mødes på fodboldbanen. Den giftige cocktail af offermyte, krigsretorik og kulturel hornblæsning gør el clásico til noget ganske særligt i den moderne fodboldverden. Og de spillere, der er kommet i klemme i denne konflikt, har fået den sportsfan 43


catalanske vrede, la rauxa, at mærke. Spørg bare Michael Laudrup, der vendte tilbage til Camp Nou som Real Madrid-spiller efter fire sæsoner i Barças rækker. Det var, som om en vredens tsunami skyllede ind over Camp Nou, og den følsomme Laudrup rystede som en skoledreng, der havde fået sin første eftersidning. Eller spørg Luís Figo, der spillede fem år i Barça, kyssede Barças våbenskjold og lovede catalanerne evigt troskab, før han som en tyv i natten listede af sted til Real Madrid. Da han vendte tilbage til Camp Nou i den hvide trøje, blev han mødt af kasteskyts og et publikum i bersærkergangsstemning, og han måtte beskyttes af urobetjente, når han trak ud for at sparke hjørnespark. Hans andet besøg blev om muligt værre end det første. Et afhugget grisehoved landede foran fødderne på den portugisiske overløber, og hver gang han fik bolden, blev der udløst et dommedagsbrøl fra de 100.000 tilskuere. Budskabet var ikke til at tage fejl af. Figo var en forræder, og han havde ikke bare svigtet Barça, men hele det catalanske folk. Det normalt så afventende og distancerede Barça-publikum fik ild i blodet ved synet af den mand, de havde elsket så højt, og som nu tørnede ud for arvefjenden. Siden Figo er der ikke nogen højtprofileret Barça-spiller, der har vovet at tage springet til hovedstaden. Det betyder ikke, at dramaet udebliver. Der er altid noget at slås om. Altid en konflikt eller en provokation, der kan antænde den historiske krudttønde. Som efter det seneste ligaopgør mellem Real og Barça på Bernabéu, hvor Barças forsvarsspiller Gerard Piqué efter sigende skulle have hoveret over for de tabende Real-folk i spillertunnellen efter kampen: »Så har vi vundet jeres liga. Nu snupper vi jeres pokalfinale.« Piqué fik med ordvalget signaleret, at han ikke betragter Catalonien som en del af Spanien, men når de nu er tvunget til at spille sammen med Real og de andre spanske taberhold, kan de da lige så godt vinde det hele. Piqué selv benægter, at han skulle have sagt de kontroversielle ord, men uanset om de er sagt eller ej, rammer de ned i den blotlagte politiske nerve, der altid udgør understrømmen, når Barça og Real mødes på fodboldbanen. Denne smukke majdag er der en tydelig glæde at spore i den catalanske hovedstad efter gårsdagens sejr over arvefjenderne. Der er folk med Barça-T-shirts overalt, hvor jeg kommer frem i byen. Jeg fornemmer en usynlig opløftelse, som om Barças sejr over Real har forplantet sig som en veltilfreds understrøm i byens blodcirkulation. Fra den hippe landsbystemning i Gracia til Gaudís modernistiske huse i Eixample. Fra middelalderstemningen i det gotiske kvarter til det berømte hovedstrøg Las Ramblas med sine gadegøglere, blomstersælgere, turisthorder, lommetyve og det overdådige marked La Boquería. På en slidt café i Barceloneta spiser jeg botifarra med mongetes, catalanske pølser med hvide bønner, mens skumringen falder over byen. På tv’et vises højdepunkter fra gårsdagens kamp. Guardiola, der omfavner sine spillere efter slutfløjtet. Som altid med den tilbageholdte selvkontrol, som synes at være syet ind i de mørke, stramtsiddende jakkesæt. Hans rolige, afmålte optræden på det efterfølgende pressemøde. Hans aura af følsom intellektuel. Det strejf af melankolsk tankefuldhed, som han aldrig helt lader til at give slip på. Guardiola er inkarnationen af seny, den tænksomme forstandighed, der siges at udgøre den ene halvdel af den catalanske nationalkarakter. Den anden halvdel, la rauxa, det opflammende sydlandske temperament, sørger Barças fans for at udleve, når en forræder forlader klubben til fordel for Real Madrid. Hvis man skal stå i spidsen for Barça, skal man være både fodboldtræner og kulturattaché i én og samme person. Den vanskelige balance har taget livet af mange af Barças seneste trænere. Cruyff var tilbedt som en gud, lige indtil resultaterne begyndte at svigte, og hans 44 sportsfan

trænerdispositioner begyndte at lugte lidt for meget af nepotisme. Van Gal misforstod, at Barças historiske bånd til Holland ikke retfærdiggør et helt Barça-hold af hollandske spillere. Rijkaard løftede med Ronaldinho Barça til tinderne, men kunne i længden ikke få de store egoer på holdet til at arbejde sammen i ét fælles projekt. Guardiola derimod er stadig ren. Ubesmittet. Guardiola har levet det meste af sit liv i en kilometers afstand af Camp Nou, og han bærer klubbens farver under sin hud. Han kan citere nationalromantisk fædrelandspoesi fra 1800-tallet, og han gør en dyd ud af at tale catalansk på pressemøderne. Han kender historien, myterne og de følelser, Barça er i stand til at sætte i brand. Han ved det i dag, og han vidste det den majnat i 1992, da han som ung spiller var med til at blive fejret på balkonen til Cataloniens lokalregering La Generalitat foran flere hundrede tusinde mennesker efter Barças første Europa Cup-triumf nogensinde. Guardiola løftede Europa Cup-pokalen mod himlen og råbte de udødelige ord på catalansk: »Ciutadans de Catalunya, ja la teniu aquí.« Borgere i Catalonien, her har I den. Det var ord, der fik de patriotiske hjerter til at banke hårdt, for Guardiola sendte en direkte hilsen til den catalanske præsident, Josep Tarradellas, der vendte hjem fra eksil efter Francos død i 1975 og fra samme balkon udtalte det udødelige »Ciutadans de Catalunya, sóc aquí«. Borgere i Catalonien, her er jeg. Guardiola er i dag, næsten tyve år senere, genopstået som frelserskikkelse i Catalonien. Han har skænket catalanerne et fodboldhold, der spiller smuk og overlegen angrebsfodbold og giver baghjul til den gamle arvefjende fra Madrid. Guardiola har for længst gjort sig selvskrevet til en catalansk helgenkåring, når en sådan næste gang skal uddeles. Som den britiske fodboldskribent Simon Kuper har bemærket, så er Guardiola så perfekt en catalansk heltefigur, at man næsten skulle tro, han selv var en karakter fra et 1800-tals-digt. Drengen fra Santpedor har skabt verdens bedste fodboldhold, og så stærk er fortællingen om Barças fodboldspil blevet, at de snart ikke længere har brug for deres nederlagsmyte og nationalromantik at falde tilbage på. »Més que un club« er Barças slogan, men lige nu er klubben godt i gang med at brande sig med en helt anden fortælling. Det er fortællingen om en fodboldrevolution, et ungdomsakademi og en træner, der fik det til at gå op i en højere enhed. n

Fakta Navn: Fútbol Club Barcelona Grundlagt: 1899 Stadion: Camp Nou (kapacitet 98.772) Kælenavn: Barça, Blaugrana (Blå- og granatrøde) Flest ligakampe: Migueli – 391 kampe (1973-1988) Flest ligamål: César – 195 mål (1942-1955) FC Barcelona er de seneste 20 års mest vindende klub i Spanien. Siden Johan Cruyffs Dream Team fra starten af 1990’erne har den catalanske storklub praktiseret en offensiv og underholdende spillestil, der har vundet tilhængere over hele verden. Resultater Spanske mesterskaber 1929/ 1945/ 1948/ 1949/ 1952/ 1953/ 1959/ 1960/ 1974/ 1985/ 1991/ 1992/ 1993/ 1994/ 1998/ 1999/ 2005/ 2006/ 2009/ 2010/ 2011 Copa del Rey 1910/ 1912/ 1913/ 1920/ 1922/ 1925/ 1926/ 1928/ 1942/ 1951/ 1952/ 1953/ 1957/ 1959/ 1963/ 1968/ 1971/ 1978/ 1981/ 1983/ 1988/ 1990/ 1997/ 1998/ 2009 Champions League (tidligere Mesterholdenes Europacup) 1992/ 2006/ 2009/ 2011 Europa League (tidligere UEFA Cup) 1958/ 1960/ 1966 Pokalvindernes Europacup (afholdt sidste gang i 1999) 1979/ 1982/ 1989/ 1997


the sportura chronograph. the measure of greatness.

SNAE75P1

dedicated to perfection SPORTURA. I mere end et århundrede har både SEIKO og FC Barcelona, på hver sit område, stræbt efter perfektion. Nu da vi er partnere, fejrer vi vores fælles mål om at være de bedste, med den nye Sportura FCB Special edition Chronograph. SEIKO opfandt quartz chronographen i 1983, og har været tidtager for sport i verdensklasse i 50 år. Erfaringen kommer til udtryk i den nye Sportura, der er vandtæt til 10 bar, har safirglas og 1/5 sekund chronograph. Sportura er udvalgt af måske det største hold i fodboldens verden. seiko.dk


Foto: Gyldendal fra bogen jer er Zlatan

Zlatans vilde temperament gik ikke i Barcelona. Ikke fordi han ikke scorede nok. Zlatan nettede 16 gange i 29 kampe for catalanerne.

46 sportsfan


I Sverige er Zlatan Ibrahimovic nationalhelt. I Danmark deler den verdensberømte fodboldspiller vandene, han er enten elsket eller hadet. Svenskeren er en fabelagtig afslutter, oplægger og tekniker, men fandens temperamentsfuld. Den gik ikke i Barcelona, hvor Zlatan hurtigt faldt i unåde hos Josep Guardiola. Nu er han tilbage i italiensk fodbold, i Milan, hvor et iltert temperament ikke er ukendt og nærmest et must. Uddrag fra bogen 'Jeg er Zlatan'. Af David Lagercrantz

Zlatan Man sagde, at han var verdens flinkeste fyr. Oguchi Onyewu lignede en sværvægtsbokser. Han var tæt på to meter og vejede næsten hundrede kilo. Selvom han ikke havde kvalificeret sig til en plads på holdet, var han tidligere blevet valgt til bedste udenlandske spiller i den belgiske liga og årets bedste amerikanske fodboldspiller. Men han kunne ikke klare mig. Han ville have ram på mig. »Jeg er ikke som de andre backer,« sagde han. »Okay, fint nok!« »Jeg lader mig ikke psyke af din snak. Af din kæft, der ikke står stille.« »Hvad snakker du om?« »Jeg har set dig til kampene, du laver ikke andet end at psyke folk,« blev han ved, og det tændte mig af. Ikke kun fordi jeg er træt af alle de backer, der er ude på at provokere. Jeg er heller ikke den, der bare fyrer en masse af. Jeg svarer igen på banen. Jeg har hørt på så meget shit gennem årene, forbandede sigøjner, ting om min mor, alt sådan noget. Det værste er: Vent til efter kampen! Hvad fanden skal det betyde? Skal vi mødes på en parkeringsplads eller hvad? Det er bare noget bullshit. Jeg kan huske Giorgio Chiellini, en midterforsvarer i Juventus. Vi havde spillet sammen, og senere, da jeg var i Inter, mødtes vi på banen, og der kørte han på mig hele tiden: »Kom igen, det er ikke helt, som det var før, vel?« Han prøvede at provokere, og så tacklede han mig bagfra. Det er fejt, ved I. Du ser ikke fyren, når han kommer, og jeg blev fældet, og det gjorde ondt. Rigtig ondt. Men jeg sagde ingenting. Det gør jeg ikke i sådan nogle situationer. Jeg tænker: Jeg skal betale tilbage i den næste nærkamp. Så skal jeg hamre til den fyr, så han hverken kan stå eller gå i lang tid, så nej, jeg er ikke en, der bare snakker. Jeg tackler i stedet. Jeg eksploderer som en bombe i nærkampene. Men i den kamp fik jeg aldrig chancen for det, og efter at dommeren havde fløjtet af, gik jeg hen til ham og tog fat i hans hoved og trak af sted med ham som en ulydig hund, og der blev Chiellini bange. Jeg kunne se det på ham. sportsfan 47


»Jeg nikkede ham en skalle, og vi røg i totterne på hinanden. Det var brutalt, og vi var to fyre på over halvfems kilo, og vi rullede rundt og stødte med knæene og sloges, og klart nok, hele holdet kom styrtende og forsøgte at vride os fra hinanden.«

»Du ville jo slås. Så hvorfor er du så ved at skide i bukserne nu,« snerrede jeg og gik over til omklædningsrummet. Nej, jeg giver igen med kroppen, ikke med ord, og det sagde jeg også til Oguchi Onyewu. Men han blev bare ved, og engang hvor jeg råbte: »Der var ikke frispark der!« tyssede han med fingeren, sådan for at sige: Der kan du se, du fyrer bare en masse shit af, og jeg tænkte: Nu stopper det, nu må det være nok. »Pas dig selv,« sagde jeg. Han tyssede igen, og så så jeg rødt. Men jeg sagde ikke noget, ikke en lyd. Den idiot skal vide, hvad for et sprog jeg snakker i sådan en situation, og da han fik bolden næste gang, styrtede jeg hen mod ham og sprang op med strakte ben og knopper, og det er den værste form for tackling. Men han så mig. Han kastede sig til siden, og vi styrtede i græsset begge to, og først tænkte jeg, fandens, jeg missede. Jeg tager ham næste gang. Men da jeg rejste mig og gik derfra, fik jeg et slag på skulderen, og det var ikke nogen god idé, Oguchi Onyewu. Jeg nikkede ham en skalle, og vi røg i totterne på hinanden. Det var brutalt, og vi var to fyre på over halvfems kilo, og vi rullede rundt og stødte med knæene og sloges, og klart nok, hele holdet kom styrtende og forsøgte at vride os fra hinanden. Det var ikke nemt, over hovedet ikke. Vi var afsindige og rasende, og selvfølgelig, helt sikkert, jeg erkender det, du skal have adrenalin på banen, du skal have dine kampe. Men det der var over grænsen. Det var liv eller død nærmest. Alligevel skete den sygeste ting først bagefter. Oguchi Onyewu begyndte at bede til Gud med tårer i øjnene. Han gjorde korsets tegn, og jeg tænkte: Hvad sker der lige? Jeg flippede endnu mere ud. Det føltes provokerende, og i den situation kom Allegri, træneren, hen: »Fald ned, Ibra.« Det fik han ikke noget ud af. Jeg løftede ham bare til side og løb hen mod Oguchi igen. Men så blev jeg stoppet af holdkammeraterne, og det var nok godt. Det kunne have endt rigtig skidt, og bagefter kaldte Allegri os begge to ind. Vi gav hinanden hånden og sagde undskyld. Men Oguchi var iskold, og ok med mig. Er han kold, så er jeg også kold, ikke noget problem, og bagefter blev jeg kørt hjem. Så ringede jeg til Galliani, bossen, og der må I lige vide, jeg kan ikke lide at skyde skylden fra mig. Det er umandigt. Det er noget shit, især på et hold hvor du har påtaget dig en lederrolle. »Hør lige,« sagde jeg til Galliani. »Der er sket en kedelig ting til træning. Det var min fejl, og jeg påtager mig ansvaret. Jeg undskylder, og du må give mig lige den straf, du vil.« »Ibra,« sagde han. »Det her er Milan. Sådan kører vi ikke. Du har undskyldt. Nu ser vi fremad.« Men det var ikke overstået, ikke endnu. Der havde været supportere langs sidelinjen, og sagen røg ud i medierne. Ingen kendte baggrunden. Men slagsmålet blev kendt. Der måtte ti personer til for at rive os fra 48 sportsfan

hinanden, stod der, og der var snak om uro på holdet og Ibra som bad boy og alt det der sædvanlige. Jeg var totalt ligeglad. Skriv, hvad I vil! Men jeg kunne mærke, shit, jeg har ondt i brystet, og vi fik det tjekket. Jeg havde brækket et ribben i fighten, og brækkede ribben kan man ikke gøre noget ved. Lægerne lagde bare en forbinding. Det var ikke ligefrem det bedste, der kunne ske. Forberedelsen til lokalopgøret mod Inter begyndte. Pato og Inzaghi var skadet, og aviserne skrev side op og side ned, selvfølgelig, ikke mindst om duellen mellem mig og Materazzi. Den skulle blive særlig hadefuld, stod der. Ikke kun fordi Materazzi var en hård negl, og vi før havde haft vores fights og spillet sammen. Materazzi havde hånet mig for det der kys på Barcas logo på Camp Nou. Der var det ene og det andet. Det meste var bare snak, men en ting var sikkert: Materazzi ville gå hårdt til mig, for det var hans job. Det var vigtigt for holdet at få stoppet mig, og i sådan en situation er der kun en ting at gøre. Du må slå lige så hårdt igen. Ellers mister du initiativet og risikerer at blive skadet. Ingen supportere er værre end Inters Ultras. Det er ikke fyre, som er villige til at tilgive, tro mig, og for dem var jeg fjende nummer et. Ingen havde glemt vores ballade fra Laziokampen, og jeg vidste selvfølgelig godt, at der ville blive buh-råb og psyko-stress. Men fuck det, det er sådan noget, der følger med. Jeg var heller ikke den første Interspiller, der var gået over til Milan. Jeg var i godt selskab. Ronaldo kom til Milan i 2007, og dengang delte Inters fans fløjter ud for at distrahere ham. Kampene mellem Inter og Milan, Derby della Madonnina, vækker altid følelser, og et eller andet sted ligger der også politik og en masse shit i det. Der er en enorm rivalitet. Det er ligesom Real-Barca i Spanien, og jeg kan huske spillerne på arenaen. Man kunne se det i deres ansigter. Det her var stort. Det her var vigtigt. Vi lå øverst i ligaen på det tidspunkt, og en sejr ville betyde meget. Milan havde ikke vundet et lokalopgør i flere år. Inter havde også taget Champions League hjem det år. Det var Inter, der havde været dominerende. Men hvis … hvis vi skulle gå hen og vinde, så lå der et magtskifte i luften, og udenfor på arenaen kunne man høre larmen og den brusende musik fra højttalerne. Der var had og folkefest i luften på en og samme tid, og jeg var ikke direkte nervøs. Jeg var bare tændt. Jeg sad og hoppede for at komme ind og kæmpe. Men selvfølgelig, jeg vidste det godt, du kan sprutte af adrenalin. Du kan alligevel ryge helt ud af spillet og ikke få lavet noget overhovedet. Du ved det aldrig, og jeg husker helt tydeligt kampens start og larmen derinde på San Siro. Du vænner dig aldrig rigtig til det. Det koger omkring dig, og næsten med det samme headede Seedorf bolden over målet. Spillet bølgede frem og tilbage. I det femte minut fik jeg en bold ude på højrekanten. Jeg driblede og


Foto: scanpix

Zlatan rundede 100 m책l i Serie A, da han scorede to gange for AC Milan i 4-0-hjemmesejren over midterholdet fra Chievo.

sportsfan 49


»Jeg skød præcis, som jeg havde tænkt, og den sad, og jeg løftede armene i vejret og så Ultrafansene lige ind i øjnene: Jeres forbandede tricks virker ikke. Jeg er for stærk, og helt ærligt, da hele arenaen buldrede løs, og jeg kiggede op på lystavlen: 'Inter-Milan, 0-1, Ibrahimovi', da havde jeg en skøn følelse. Da var jeg tilbage i Italien.«

Ren dynamit. Hvis Zlatan har temperament, er det intet i sammenligning med Gattuso, der kunne eksplodere når som helst og hvor som helst. kom ind i straffesparksfeltet, og jeg havde Materazzi på mig. Materazzi ville selvfølgelig ligesom få sagt fra start: Du får ikke lov til at komme igennem, vent bare og se! Men han begik en fejl. Han trak mig ned, og jeg faldt, og selvfølgelig tænkte jeg: Er der straffe? Er der straffe? Det burde der være. Men jeg var ikke klar over det. Der var en frygtelig larm, og alle Inter-spillerne slog selvfølgelig ud med armene, sådan lidt, fandeme nej. Men dommeren løb hen til straffesparkspletten, og jeg tog en dyb indånding. Det var mig, der skulle tage det, og I kan forestille jer det. Bag mig var mit hold, og ingen skulle være i tvivl om, hvad de tænkte: Du må ikke brænde det her, Ibra! Please, please, du må ikke brænde det her! Foran mig var målet og målmanden, og bagved igen Inters Ultrafans. De var sindssyge. De buhede og skreg. De gjorde alt for at psyke mig, og nogle af dem havde dimser med laserlys i. Jeg fik grønt lys i hele hovedet, og Zambrotta tændte af. Han gik hen til dommeren: »Hvad fanden er det for noget, de forstyrrer Ibra. De blænder ham!« Men hvad skulle man gøre? Lede alle tilskuerpladserne igennem? Det kunne man jo ikke, og jeg var helt fokuseret. De kunne have lyst på mig med fjernlys og projektører. Jeg ville bare frem og sparke, og den her gang vidste jeg præcis: Bolden skulle ind i højre side, og jeg stod stille i et par sekunder, og selvfølgelig, et eller andet sted stak det i mig: Jeg var pisket til at sætte den i kassen. Jeg havde indledt min sæson med at brænde et straffe. Det måtte ikke ske igen. Men jeg måtte ikke tænke på det. Du må aldrig tænke for meget på banen. Du skal bare spille, og jeg løb frem og skød. Jeg skød præcis, som jeg havde tænkt, og den sad, og jeg løftede armene i vejret og så Ultrafansene lige ind i øjnene: Jeres forbandede tricks virker ikke. Jeg er for stærk, og helt ærligt, da hele arenaen buldrede løs, og jeg kiggede op på lystavlen: »Inter-Milan, 0-1, Ibrahimović«, da havde jeg en skøn følelse. Da var jeg tilbage i Italien. Men stadigvæk, vi var kun nogle få minutter inde i kampen, og fighten blev hårdere. Et kvarter inde i anden halvleg fik vi Abate udvist, og det er ingen spøg at spille ti mand mod Inter. Vi knoklede som bæster. Materazzi hang på mig som en terrier, og i en nærkamp nogle minutter efter styrtede jeg af sted med bolden og tørnede sammen med ham og slog ham helt ud. Det var selvfølgelig ikke med vilje. Men han blev liggende, og lægerne og alle Inter-spillerne kom løbende, og hadet fra Ultrafansene blev bare værre og værre, især da Materazzi kom ud på en båre. De sidste tyve minutter var presset på os afsindigt, og jeg var 50 sportsfan

helt færdig. Jeg kunne kaste op af udmattelse. Men vi klarede det. Vi beholdt vores føring og vandt. Dagen efter skulle jeg modtage min femte Guldbold i Sverige. Jeg havde fået en forhåndsmelding, og egentlig ville jeg gå tidligt i seng, så tidligt man nu kan, når sådan en kamp kører rundt i hovedet. Men vi besluttede, at vi skulle ud og feste på natklubben Cavalli. Helena tog med. Vi sad stille og roligt i et hjørne med Gattuso, mens Pirlo og Ambrosini og alle andre festede vildt igennem. Der var sådan en lettelse overalt, en hel sindssyg glæde, og vi kom ikke hjem før klokken fire om morgenen. I december købte Milan Antonio Cassano. Cassano har noget af bad boy-rygte ligesom mig, og han kan godt lide at blive set og tale om sig selv som en fantastisk spiller. Fyren har gået meget igennem og tit haft ballade med spillere og trænere, blandt andet med Capello i Roma. Capello fandt oven i købet på et udtryk – Cassanata, som betyder noget i retning af irrationel og skør. Men Cassano har en fantastisk kvalitet i sit spil. Jeg kunne virkelig godt lide ham, og vi blev et bedre og bedre hold. Men der var et problem. Følelsen kom snigende. Jeg begyndte at føle mig udbrændt. Jeg havde givet alt i hver eneste kamp, og jeg tror aldrig, jeg før har oplevet sådan et pres. Det lyder måske mærkeligt, når man tænker på alt det, jeg har været igennem. Det var hårdt at komme til Barca. Det var heller ikke let i Inter. Men her følte jeg det mere end nogensinde, vi skulle vinde ligaen, og det var mig, der skulle lede holdet. Jeg spillede hver kamp, som om det var en VM-finale nærmest, og jeg betalte en pris. Jeg blev slidt ned. Til sidst kunne jeg ikke indløse mine idéer og visioner på banen. Kroppen kom et skridt bagefter, og jeg skulle nok have siddet over en kamp eller to. Men Allegri var ny. Han ville også vinde for enhver pris.


Vincent og Maxi sammen med far, dengang Zlatan spillede for Inter. Foto: Gyldendal fra bogen jer er Zlatan

Han havde brug for sin Zlatan, og han klemte hver en dråbe ud af mig. Ikke fordi jeg anklager ham så meget som et sekund. Han passede bare sit job, og jeg ville spille. Jeg havde flow. Jeg havde rytme. Jeg ville have spillet med et brækket ben, og Allegri var god til at trigge mig. Vi havde respekt for hinanden. Men jeg betalte en pris, og jeg var ikke helt ung længere. Jeg var fysisk stor, ikke som i anden sæson hos Juventus, slet ikke. Der var ikke noget med junkfood, ingen overvægt. Jeg havde fulgt en streng diæt. Det var muskler det hele, men jeg var blevet ældre og en anden spiller end i begyndelsen af karrieren. Jeg var ingen dribler mere, ingen Ajax-fyr. Jeg var en tung, eksplosiv angriber, og jeg blev tvunget til at spille mere klogt for at holde til en hel kamp, og i februar begyndte jeg at føle mig træt. Det skulle være en hemmelighed inden for klubben, men det kom ud i pressen, og der blev snakket meget om det. Holder han? Kan han

klare det? Vi begyndte også at tabe luft hen mod slutningen af mange af kampene. Vi kunne ikke holde hele vejen, og der gik for mange unødvendige mål ind hos os, og i en hel måned scorede jeg slet ikke. Kroppen manglede den rigtige eksplosionskraft, vi blev slået af Tottenham i Champions League, og det var hårdt, selvfølgelig, vi var det bedste hold, syntes jeg. Men selv i ligaen tabte vi initiativet, og Inter levede igen op til deres bedste. Skulle de gå forbi os i tabellen? Skulle vi miste det greb, vi havde haft om ligaen? Det blev der snakket om. Der blev skrevet alt muligt, og der var ikke noget, der blev bedre af mine udvisninger. Den første var mod Bari, et bundhold. Vi var bagud med 1-0, og jeg stod i straffesparksfeltet, og en back hold fast i mig, og jeg følte mig trængt. Jeg reagerede instinktivt. Jeg slog til ham med håndfladen i maven, og han sank om på græsset, helt idiotisk af mig. Jeg indrømmer det. Men det var en refleks, intet andet, og jeg ville ønske, at jeg havde sportsfan 51


Zlatan elsker biler og motorcykler, her er han fotograferet hjemme i Malmø. 52 sportsfan


Jeg er Zlatan Ibrahimovic

Foto: Gyldendal fra bogen jer er Zlatan

Af David Lagercrantz Forlaget Gyldendal 431 sider Pris kr. 299,- ( vejl.) Udkom 14. februar 2012

en bedre forklaring. Det har jeg ikke. Fodbold er en fight. Du angribes, og du betaler tilbage, og nogle gange går du for langt, uden at du ved hvorfor. Jeg har gjort det mange gange. Gennem årene har jeg lært meget. Jeg er ikke længere ham galningen i MFF, men den der ting, forsvinder aldrig helt. Min vindermentalitet har en bagside. Jeg flipper ud, og dengang mod Bari fik jeg rødt kort. Et rødt kort kan gøre hvem som helst afsindig. Men jeg forlod banen direkte uden at sige et ord. Cassano udlignede kort efter. Det var en trøst. Men for fanden også, jeg blev udelukket, ikke bare i næste kamp mod Palermo, men også i det nye lokalopgør mod Inter. Milans ledelse forsøgte at protestere. Der var et kæmpe cirkus omkring det. Men den gik ikke, og det var for ærgerligt, selvfølgelig. Alligevel tog jeg det ikke lige så hårdt som før i tiden. Det er sandt. Der hjalp familien. Det dur bare ikke længere at gå helt ned. Børnene kommer i klemme. Men den der forbandelse fortsatte. Jeg spillede igen mod Fiorentina, og det så ud, som om jeg ville holde mig i skindet. Vi førte, og der var kun et par minutter tilbage. Så blev jeg snydt for indkast. Jeg blev rasende og råbte »vaffanculo«, rend mig i røven, til linjedommeren, og selvfølgelig, det var ikke godt, især ikke, når man tænker på, hvad der var sket mod Bari. Men kom nu? Har I prøvet at stå der på banen? Folk siger vaffanculo og sådan noget hele tiden. De bliver ikke vist ud af den grund. De bliver ikke udelukket fra flere kampe. Dommerne lader det passere, i hvert fald som regel. Der råbes hårde ord derude hele tiden. Men jeg var Ibra. Milan var Milan. Vi førte ligaen. Der gik politik i den. Jeg blev udelukket i tre kampe. Den idiotiske ting, så ud til at kunne koste os Scudettoen, og klubben gjorde alt for at redde situationen. Vi fandt på et forsvar. Vi sagde, at jeg havde bandet over mig selv. Vi var jo nødt til at fighte igen: »Han var gal over sine fejl på banen. Han snakkede med sig selv.« Men helt ærligt, det var bare noget snak, sorry! På den anden side var straffen latterlig hård. Vaffanculo? Det var dumt af mig. Alligevel var det ingenting. Som bandeord er vaffanculo ikke engang særlig slemt. I kan roligt gå ud fra, at jeg har hørt det, der var værre. Men det var, som det var. Jeg måtte acceptere situationen og tage imod hån og skæld ud og en dummernik-pris fra en tv-kanal, Tapiro d'Oro, som den hed. Sådan er gamet. Du bliver hyldet. Du bliver hevet ned. Jeg var vant til det. I tabellen var Napoli nu strøget op som nummer to lige før Inter, Napoli, der havde haft sin storhedstid i firserne, da Maradona spillede for klubben, men som i de seneste år havde haft alle mulige problemer og først nu var tilbage i topform. Vi lå tre point efter, men der var seks kampe tilbage, og i tre af dem var jeg udelukket. Det var noget shit, og så alligevel; jeg fik mulighed

for at hvile og tænke over mit liv. Jeg arbejdede på den her bog. Jeg blev tvunget til at tænke tilbage, og det slog mig, jeg har ikke været den mest fine fyr. Jeg har ikke sagt de rigtige ting altid, og jeg tager ansvaret på mig, selvfølgelig, for det hele. Jeg giver ingen andre skylden. Men alligevel, der er mange ligesom mig derude, unge fyre og piger, der får skældud, fordi de ikke er som alle andre, og nogle gange, klart nok, så skal de have skældud. Jeg tror på disciplin. Men det, der gør mig så gal i hovedet, er alle de trænere, der aldrig selv har kunnet kæmpe sig op på toppen og alligevel er så sikre: Det er sådan her, vi skal gøre og ikke på nogen anden måde! Det er så ensporet. Så dumt! Der er tusinde veje at gå, og den, der er speciel og lidt anderledes, er tit den bedste. Jeg hader, når dem, der skiller sig ud, bliver holdt nede. Hvis ikke jeg havde været anderledes, ville jeg ikke have siddet her, og det, jeg mener, er selvfølgelig ikke: Vær ligesom mig. Forsøg at blive ligesom Zlatan! Overhovedet ikke! Jeg taler om at gå sine egne veje, hvad det så end er, og der skal fandeme ikke skrives under på nogen liste eller diskes op med iskolde afvisninger, bare fordi du ikke er som de andre. Men det er klart, det er ikke godt, hvis du saboterer den Scudetto, du har lovet din klub, bare fordi du har et forbandet temperament.

Zlat an Årrække 1999–2001 2001–2004 2004–2006 2006–2009 2009-2011 2010-2011 2011-

Klub Malmö FF Ajax Juventus Inter FC Barcelona AC Milan (lån) AC Milan

Kampe 40 74 70 88 29 29 11

Mål 16 35 23 57 16 14 9

sportsfan 53


Månedens talent

GENNEMBRUD

gennem karrieren ikke Masser af danske talenter formår talent ellers giver løfter res de som le, tia ten po t de fri ind at es om den 20-årige om. Det samme kan dog ikke sig der ved EM-slutrunden Rasmus Lauge Schmidt, e internationale i håndbold i Serbien fik sit absolutt gennembrud. Af Svend Bertil Frandsen

R

asmus Lauge er rykket fra periferien af Ulrik Wilbeks nykårede europamestre til en af de absolut bærende elementer på et hold, der holdt nationen tryllebundet under de afgørende kampe på Balkan. Faktisk var det lidt af et tilfælde, at Rasmus blev en af befolkningens håndbold-kæledægger. For Rasmus sad hjemme i Jylland, da Ulrik Wilbek i januar 2011 pludselig ringede og indkaldte ham som erstatning, da Flensburg-spilleren Thomas Mogensen pludselig gik i stykker under kampen mod Rumænien ved VM i Sverige. I forbindelse med de sidste træningssessioner og -kampe i Danmark op til VM i Sverige havde Rasmus Lauge imponeret landstræneren så meget, at Wilbek indrømmede, at han overvejede at gøre den unge bagspiller til en del af VM-truppen. Han sagde dengang følgende om, hvorfor han var så imponeret: - Det er den måde, han går ind på. Han var fuldstændig kold i røven, da han kom ind i træningskampen mod Sverige. Det er mentalt imponerende. Jeg ville ikke være bange for at sætte ham ind i nogle af kampene, lød det fra Wilbek. Før Wilbeks flotte ord og udtagelsen til VM i Sverige havde Lauge allerede givet store eksempler på sit enorme potentiale gennem lovende præstationer på ungdomslandsholdene i årene forinden. Således var han blevet europamester med U-20 landsholdet i Slovakiet i 2009, og året efter havde han vundet sølv med U-21 landsholdet i Ægypten. På baggrund af hans præstationer blev han kåret som ”Årets Fund i Dansk Idræt” i 2010. Det fik eksperter – og til dem hører Dansk Håndbold 54 sportsfan

Forbunds direktør, ekslandsholdsspilleren Morten Stig Christensen – til at betegne Rasmus Lauge som det vel nok største af en perlerække af talenter i nyere dansk håndboldhistorie. Den svære hjemkomst At Rasmus Lauge, der har forladt forældrenes rede i Bjerringbro for at flytte sammen med sin jordemoderstuderende kæreste, Sabrina, i en lejlighed i Silkeborg, ikke helt havde smidt hvalpefedtet, blev klart for håndboldeksperterne, da han vendte hjem fra triumfen i Sverige. For i den hjemlige liga havde Lauge nemlig usædvanlig svært ved at leve op til de præstationer, han havde leveret i Malmø. – Han havde svært ved at glemme oplevelsen i Sverige. Han kunne ikke rigtig finde jordforbindelsen igen, og de mange roser fik ham til at stille for store forventninger til sig selv i den alder, han har. Og derfor fik vi i et stykke tid ikke den rigtige Lauge at se, fortæller Bjerringbro-Silkeborgs træner, Carsten Albrektsen, således. Siden oplevelsen i Sverige har Rasmus Lauge dog gennemgået en omfattende modningsproces. Med Ulrik Wilbeks ord er han blevet usædvanlig dygtig i både forsvar og angreb, han har et endog særdeles veludviklet blik for spillet, og han er uhyggelig stærk i mand mod mandkonfrontationerne. Samtidig er han blevet et naturligt midtpunkt på klub- og landsholdet, selv om han aldrig sætter sig selv i centrum. Hans enorme fremgang fik man i Serbien specielt eksempler på i semifinalen mod Spanien, da han ikke blot satte sine holdkammerater i scene, men også hamrede seks bolde i kassen. Tilbage i Danmark bliver det nu interessant at se, hvor hurtigt Lauge genvinder jordforbindelsen, og hvor lang tid Bjerringbro-Silkeborg får lov til at beholde deres guldfugl.


Der er ikke langt til smilet for Rasmus Lauge efter hans internationale gennembrud og EM-triumfen i Serbien

sportsfan 55


Peugeot 3008 – langt mere end ”praktisk, kvadratisk og god”

Næsten alle bilmærker har et par modeller eller tre, som er store og rummelige, og det har Peugeot naturligvis også. 3008 er netop en sådan bil, men alligevel er den i en kategori for sig selv. – Det er en crossover, hvilket vil sige en blanding af en SUV og almindelig hatchback. Umiddelbart er der kun én anden model på markedet som 3008, nemlig Nissan Qashqai. Vi besluttede os for at teste en Peugeot 3008 Premium+ 1,6 HDi 112 hk. Af Lotte Lund

J

eg blev en smule nervøs for, at mit ”renommé” ville blive ridset, da jeg hørte, at Peugeot ville have anmeldt deres 3008. ”Er det ikke sådan en firkantet familiebil”, tænkte jeg nervøst. Jeg er ikke så meget for de der børnebusser, hvor der er plads til hele nabolagets unger – Ikke lige min stil. Og har bilen skydedøre, løber jeg nærmest skrigende væk. Men jeg må indrømme, at jeg blev positivt overrasket, da jeg nærmede mig bilen på parkeringspladsen foran Peugeots hovedkontor. Og da jeg satte mig ind, blev jeg straks ”beroliget” af interiørets standard, der var helt i top. Det første, jeg gør, når jeg kommer hjem med en ny bil, er at parkere den midt på gårdspladsen, hvor jeg kan skue den fra alle sider. Turen 56 sportsfan

rundt om 3008’eren afslørede en sporty bil, der signalerer en masse livsstil. - En bil til den aktive familie. Med sin svagt nedadgående linje bagtil og de tonede bagruder gav den ikke næring til min frygt for at blive stemplet som en ”praktisk, kvadratisk og god”- billist. Nu er praktisk ikke et fy-ord i min terminologi. Det kan faktisk være ganske praktisk at have en praktisk bil, og 3008 udmærker sig ved netop at være utrolig praktisk. Hele bagagerumsdelen er designet således, at du kan have bagagen stablet ovenpå hinanden i 3 niveauer, uden at det nederste bliver mast. Denne smarte rumdeling giver også lettere adgang til netop den nederste taske, som man altid skal bruge, når først bilen er pakket færdig! Bagklappen består af 2 dele, og den nederste bagklap kan vippes ned, så den fungerer som en læsseplade, når der skal lægges tunge eller svært håndterbare ting i bilen. For eftersom den kan bære 200 kg, kan lille Peter også sidde på den uden problemer.


Man sidder rigtig behageligt i 3008. Den høje sidelinje giver et godt udsyn til alle i bilen, og lyset fra panoramaglastaget giver frit udsyn til stjernerne om natten. Skinner solen for meget om dagen, kan det naturligvis lukkes ved et enkelt tryk på en knap, men jeg havde det konstant åbent for at få den fantastiske følelse af, at være ude i det fri. – Lidt som at køre cabriolet, blot uden at få ødelagt frisuren! 3008 egner sig fortrinligt til det aktive liv. Den kan køre på forskellige typer underlag uden problemer og har endda et håndtag siddende til venstre for passagersædet, hvor din medpassager kan finde ekstra støtte, hvis vejen bliver lidt for bumpy. Bilen kan udstyres med ”Grip control”, der er et system, der netop tilpasser bilen til det underlag, man kører på: sne, mudder eller sand – 3008 kommer frem overalt. Det eneste, du skal gøre, er at vælge det rette program ud af de 5 mulige, og bilen hjælper dig til at forcere de forhindringer, du støder på ved, at forøge bilens trækkraft på de to drivende hjul. Så hvis du skal i skoven med din cykel eller på eventyr med dine hunde, kan du komme frem stort set overalt. Som sagt var jeg meget positivt overrasket over Peugeots 3008, og den lever helt op til min ide om en familiebil; ikke for firkantet og ikke for kedelig, men sjov at køre og med gode udstyrsmuligheder - og INGEN skydedøre. Men skal jeg ridse lidt i lakken, så er den en smule fladnæset, og det ville klæde den med en 20-30 cm mere allerforrest. Men måske har Peugeots designere lyttet til mig og ændret designet, når den nye 3008 kommer senere på året som hybrid og med 4-hjulstræk. www.peugeot.dk

FAKTA Motor: 4/8 v Turbo 1.6 HDi Effekt: 112 hk ved 3.600 o/minut Gearkasse: 6-trins manuel gearkasse Acceleration 0-100 km/t: 12,2 sek. Tophastighed: 188 km/t Brændstofforbrug: 20 km/l, blandet CO2-emission: 130 g/km Tilladt totalvægt: 2.030 kg Hjul: 17” Alufælge Garanti: 2 års nybilsgaranti uden kilometerbegrænsning, 2 års lakgaranti, 12 års rustbeskyttelsesgaranti Euro NCAP Crash Test: 5 stjerner Energiklasse: B Vejl. pris uden ekstraudstyr: 299.990 kr. Stjerner for design: zzzzzz Stjerner for køreegenskaber: zzzzzz

sportsfan 57


Solen kom aldrig til at skinne pĂĽ kris Stadsgaard i Malaga. Nu kommer han hjem til kolde danmark for at forstĂŚrke de forsvarende mestre FCK


Superliga

Vinterens vigtigste Superliga-transfers

Det har været et utroligt stille transfervindue i Superligaen i januar. Sportsfan giver dig nedenfor det fulde overblik over de sparsomme til og afgange.

S

uperligaens dybfrosne økonomi har fået klubberne til at smække transfervinduet i. Spillerindkøbene er frosset til, og det er mere end svært at få øje på udfordrere til FCK. Fansene må se frem til en sæson, hvor kampen om sølv og bronze bliver højdepunktet i en Superliga, der er truet af FCK’s dominans. Nedrykningsspillet, som de sidste par sæsoner har været en gyser, ser ud til at være afgjort inden vinterpausen. Der skal ske mirakler, hvis Køge og Lyngby ikke rykker ned. AaB har det åbenbart fint med at være midterhold og har som det eneste hold i superligaen ikke forstærket truppen i vinterpausen. Tilgang: Ingen Afgang: Kjetil Wæhler til IFK Göteborg, Luis Rodrigiez til Sunkar Qaskeleng (Kazakhstan) AGF kan blive en alvorlig udfordrer til andenpladsen. AGF har et spændende hold med en god blanding af rutine og ungdommens vildskab. Tilgang: Osama Akharraz fra Brøndby, Edafe Egbedi fra Nigeria, Morten Moldskred fra Rosenborg Afgang: Jens Gjesing til Hobro, Anders Nielsen til HB Køge Brøndby har opgivet at være storhold, og det er svært at få øje på ambitionerne i spillerindkøbet af Simon Makienok fra HB Køge. Den tidligere storklub fra vestegnen kæmper for ikke at rykke ud af Superligaen. Tilgang: Simon Makienok Christoffersen fra HB Køge Afgang: Max von Schlebrügge, kontraktudløb Osama Akharraz til AGF Thomas Rasmussen til Lyngby

Den gule fare, Horsens, er godt kørende og tror på sin trup og har i vinterpausen forstærket truppen og kan på papiret være en udfordrer til en top 4 placering. Tilgang: Ken Fagerberg fra FCM Robert Veselovsky fra Viborg Afgang: Søren Jochumsen, karrierestop Kenneth Stenild, kontrakt ophævet FCK, de forsvarende mestre, ser på papiret ud til at have styrket deres trup ved købet af Kris Stadsgaard fra Malaga. Guldet glimter igen, igen. Tilgang: Kris Stadsgaard fra Malaga Mustafa Abdellaoue fra Vålerenga Afgang: Martin Bergvold til Lyngby (leje) Johnny Thomsen til Randers Kenneth Zohore til Fiorentina FCM har skilt sig af med en del spillere og kun hentet en. Svært at se, om truppen er stærk nok til at kæmpe med om metallet. Tilgang: Jakob Haugaard fra AB Afgang: Nicklas Søgaard til Skive Kenneth Jensen til Djurgården Ken Fagerberg til Horsens Morten Nielsen, fritstillet FC NORDSJÆLLAND har overrasket alt og alle ved at være det eneste hold, der kunne holde trit med FCK, kun fire point efter mestrene. Kampen om at beholde andenpladsen bliver hård. Tilgang: Rune Pedersen fra Lyngby Joe Sise fra Halmstad Afgang: Matti Lund Nielsen til Pescara Christian Gytkjær til AB (leje)

HB KØGE har mistet Simon Makienok til Brøndby. Ligner et hold, der har set realismen i øjnene og har nu en trup, der passer bedre i næstbedste række end i superligaen. Tilgang: Anders Nielsen fra AGF Afgang: Simon Makienok Christoffersen til Brøndby. Adda Djeziri, kontrakt ophævet LYNGBY har været aktive i vinterpausen og vil med indkøb af rutinerede spillere kæmpe for at nå op over nedrykningsstregen. Det bliver op ad bakke hele vejen. Tilgang: Rajko Lekic fra New England Thomas Rasmussen fra Brøndby Martin Bergvold fra FCK Afgang: Jakob Bresemann, karrierestop Patrice Bernier til Montreal Impact Rune Pedersen til FCN Christian Nørgaard til Hamburger SV OB, inden sæsonstart kåret af pressen som en seriøs kandidat til mesterskabet, har skuffet fælt. Med salget af Peter Utaka ser det svært ud for OB. Tilgang: Jesper Christiansen fra Elfsborg Afgang: Chris Sørensen til Randers Peter Utaka til Dalian Aerbin (Kina) Silkeborg har hentet Nikolaj Køhlert i Glasgow. Det bliver spændende, hvad han kan tilføje Silkeborg. Tilgang: Nikolaj Køhlert fra Glasgow Rangers Afgang: Lars Huldgaard, karrierestop SØNDERJYSKE har lagt afstand til nedrykningsstregen og har ikke forstærket truppen i vinterpausen Tilgang: Lasse Vibe fra Vestsjælland Afgang: Anders Hostrup til Skive (leje)

sportsfan 59


Kampsport Hvorfor rejse helt om på den anden side af Jorden for at få ømme muskler, masser af blå mærker og risikere bøjede ribben? Jo, et ophold på et japansk judoinstitut er en helt unik oplevelse – både træningsmæssigt, men især også menneskeligt. Af Peter Christiansen

Foto: Peter Christiansen

Judo, Japan og jetlag Sumo-kæmpere nyder stor anseelse i Japan. De bedste er tv-stjerner og tjener godt

F

uldstændig lydløst og med næsten 300 kilometer i timen stryger Shinkansen-toget forbi den kegleformede vulkan, Mount Fuji, og vi nærmer os Tokyo. Konduktøren, der er på vej ind i den næste vogn, standser ved skydedøren, vender sig roligt om og bukker. Det samme gør den ældre dame, der kører rundt med en vogn og sælger smukke lakerede kasser, indeholdende lækre fiske- og risretter. Mange indtryk Uden for stationen myldrer en del af storbyens tolv millioner indbyg60 sportsfan

gere rundt – børn i skoleuniformer, forretningsfolk i mørke jakkesæt og cyklister på fortovet. To unge piger kommer gående, begge klædt i traditionel kimono. Bæltet er bundet i en sløjfe på ryggen, hvilket viser, at de er ugifte. Imellem skyskraberne ligger endnu små gader med et landsbyagtigt præg, i luften er der et virvar af telefonledninger, og mange steder ser man shintohelligdommene med deres smukt klædte præster. Lydbilledet præges af musikken fra karaokebarerne og larmen fra de mange spillehaller, der har åbent det meste af døgnet. Jeg ankommer til mit hotel og får udleveret en evakueringsinstruks med de forholdsregler, der skal tages, hvis et jordskælv skulle ramme byen.


Foto: Peter Christiansen

Kendo kommer fra traditionel sværdfægtning, men i dag er man pakket godt ind og træner med bambuskæppe

Gammel drøm Der er så mange indtryk at forholde sig til, at det er lige før, jeg glemmer mit hovedformål med besøget. Men jeg er kommet til Tokyo for at realisere en gammel drøm. For nogle er drømmen måske at dykke ved Great Barrier Reef, at krydse USA på ryggen af en Harley Davidson eller at trekke i Himalaya. Min drøm har altid været at komme til Japan og træne judo i sportens moderland, så nu står jeg ved indgangen til den kæmpestore Kodokanbygning – Japans nationale træningscenter for judo. Oser af historie Stedet oser af atmosfære, for allerede i 1880’erne blev den første Kodokan-skole grundlagt. I sidste halvdel af 1800-tallet udviklede japanerne judosporten ved at tage elementer fra de gamle kamp- og selvforsvarsteknikker. I judoens ungdom trænede man ekstremt hårdt, og selv i vinterperioden trænede man i uopvarmede lokaler fra klokken fire om morgenen til klokken to om eftermiddagen. Ofte nåede deltagerne mere end 100 kampe under den daglige træning. Sporten, hvor man kan vinde sin kamp enten ved at kaste eller fastholde sin modstander, kom på det olympiske program i 1964, og globalt er judo i dag verdens 8. største sportsgren. Enhver japansk landsholdkæmper, eller for den sags skyld europæisk eller amerikansk elitekæmper, har været forbi Kodokan. Alle trænere har en aktiv baggrund, og en del af dem har vundet medaljer ved enten OL eller VM. Den store bygning har fire etager med enorme kamp- og træningsarealer – det hele bygget op med fjedrende trægulv, der absorberer en del af kastet, når de ømme kroppe lander i måtten under kastetræningen. Disciplin I hovedtræningssalen, der ligger på 7. etage, er et hold allerede godt i gang med undervisningen. Eleverne har lavere bæltegrader, og de bliver styret med stor autoritet og disciplin. Ingen forlader måtten uden

tilladelse, og alle står på snorlige rækker og laver fuldstændig ens øvelser i faldteknik. Foran hver række står en instruktør, der viser, hvordan øvelsen skal udføres, men ingen siger et ord. Man hører kun braget, når de fyrre elever lander synkront i et forlæns rullefald. Ved træningens afslutning bukkes i siddende stilling for trænerne, og der hilses op mod det store billede af judoens grundlægger, professor Kano. Det er ved at være min tur, for jeg er tilmeldt det næste hold. Ved tilmeldingen har jeg modtaget et stykke papir med anvisninger, som nøje beskriver den adfærd, man forventer af gæster i huset; man skal have ren, hvid dragt på, og støjende adfærd er uønsket. Der skal bukkes ved indgangen til træningslokalet og for at vise god stil, bør man tage trappen og ikke elevatoren op til øverste etage, hvor salen ligger. Det er således med en vis portion ydmyghed i kroppen, at jeg bukker og træder ind. Afslappet stemning Mit hold består af 25 kæmpere, og vi skal lave to timers ”fri træning”. Det betyder, at man selv tilrettelægger indholdet, og der er mulighed for at fokusere på både kamp- og tekniktræning. Man henvender sig blot til en af instruktørerne, en af Kodokans egne elever, eller en af de mange udenlandske gæster. Minimumskravet for at deltage på holdet er sort bælte, og der er en del landsholdskæmpere blandt de udenlandske gæster, så det er ikke kun på grund af varmen, at jeg fornemmer sveden i mine håndflader. Helt modsat af, hvad jeg havde forestillet mig, hersker der nu pludselig en uformel og afslappet stemning i salen. Instruktørerne går smilende rundt og hjælper til, og kæmperne aftaler på kryds og tværs, om der skal øves kamp eller trænes teknik. Trods den uformelle stemning er høfligheden stadig fremherskende. Før en kamp sætter de to kæmpere sig på gulvet og hilser på hinanden med et dybt buk. De unge tager også hensyn til de ældre – og det er vist mit held, da en ung franskmand kommer hen og udfordrer til kamp. Vi retter begge på tøjet, strammer bæltet, sætter os på knæene og bukker let sportsfan 61


ved at sætte håndfladerne i gulvet. I starten lurer vi hinanden lidt af og kæmper om at få det bedste greb. Det gør min modstander tydeligvis, for pludselig ryger jeg rundt og lander på ryggen. Lidt efter er situationen omvendt, men om jeg er heldig, eller om det er hensynsfuldhed fra min modstanders side, finder jeg aldrig ud af. Efter fem minutters intensiv kamp smiler vi begge, sætter os og bukker, giver hånd og snakker lidt sammen. Han fortæller, at han på andet år bor i Tokyo, hvor han arbejder for et fransk IT-firma.

Sashimi De kulinariske input i Japan er meget anderledes end i Danmark, og der er restauranter i alle prisklasser. Dyrest er restauranterne, der serverer det berømte oksekød fra Kobe, hvor man plejer kvæget med massage og anvender øl som foder. Dette skulle give kødet en stor fedtprocent samt en helt unik smag, men så koster et enkelt måltid også omkring 2.000 kroner. En anden eksklusiv oplevelse er de særlige fiskerestauranter, der serverer den giftige fisk, fugu. Faktisk er giften livsfarlig, og da det ikke er fremmende for omsætningen med alt for mange dødsfald blandt gæsterne, skal kokken have en speciel certificeret uddannelse for at tilberede fugu’en. Til gengæld ligger sushirestauranterne på hvert gadehjørne, og modsat herhjemme er rå fisk en billig spise i Japan. De fleste steder sætter man skoene, inden man går ind, og så foregår måltidet ellers siddende på gulvet ved små, lave borde. Efter træningen pakkes den gennemblødte judodragt ned i tasken, og jeg spadserer ned i Ginzadistriktet, hvor der stadig er masser af liv, selv om klokken er mange. I en sidegade finder jeg en lille restaurant, sætter skoene udenfor og finder en plads på den gule stråmåtte, der dækker gulvet. Alle gæster sidder i skrædderstilling ved små, lave borde og spiser, og der fortælles og grines overalt i lokalet. En kimonoklædt kvinde kommer lidt efter og serverer en kold Sapporoøl samt en portion sashimi. På tallerkenen er der skiver af rå laks, dybrød tun, blæksprutte og karpe – det hele garneret med forårsløg, sesamfrø og sojasauce. Kroppen er øm efter kampene, jetlag’en sidder der endnu, og de næste dage venter endnu mere træning. Men allerede ved den første bid af de rå skiver fisk er det svært at lade være med at smile. n 62 sportsfan

Foto: Peter Christiansen

Gulvkamp Pausen bliver dog kort, for en japansk kæmper kommer og spørger, om jeg har lyst til gulvkamp. Modsat den stående kamp, hvor det gælder om at kaste, skal man i gulvkamp forsøge at indsætte holdegreb og fastholde sin modstanders overkrop i måtten. Efter at have bukket for hinanden starter vi kampen og skiftes lige meget til at være øverst og nederst. Undervejs afslører min modstander en masse sofistikerede teknikker, især når han skal ud af mine holdegreb. Efter fem minutter afslutter vi kampen og begynder at udveksle viden. Min makker har læst idræt på Osakas Universitet, og han er god til at forklare sin kunnen på et formfuldendt engelsk. Det er begrænset, hvad jeg kan lære ham af nye ting, men da vi skilles, takker han og bukker dybt med et: ”Domo arrigato.” I løbet af aftenen får jeg trænet med en del japanere, et par amerikanere, franskmænd og australiere. Alle er positive, respekt- og hensynsfulde, men også opsat på at kæmpe, svede og lære noget. Der er vel næppe noget som sport, der kan bringe mennesker sammen på tværs af etniske, religiøse eller politiske skel, så besøget på Kodokan er en meget stor menneskelig oplevelse.

Ugifte kvinder binder deres bælte som en sommerfugl på ryggen

Fakta om Japan Selve landet: Næsten 400.000 kvadratkilometer stort med en befolkning på 127 millioner, hvoraf de tolv bor i Tokyo. Man kan klare sig med engelsk, og de vigtigste oplysninger (i undergrundsbanen, store veje etc.) er skrevet på engelsk. Hverken visum eller specielle vaccinationer kræves pt. Men husk supplerende forsikring til det gule sygesikringskort Transport: Flere flyselskaber, bl.a. SAS og Finnair har forbindelse til Japan. Regn med 7.000 – 9.000 kroner for en returbillet. Et Japan Rail Pass er en god investering, hvis man skal rundt i Japan. Det giver adgang til de lynhurtige Shinkansen-tog, og prisen er omkring 1.500 kroner for en uge. Hoteller: Prisniveauet er ikke så skræmmende højt, som mange frygter. I både Tokyo og Kyoto fås gode, centralt beliggende hoteller til 800 kroner for et dobbeltværelse. Kampsport: Hvis man ønsker at træne kampsport, er Japan stedet. Judo trænes på Kodokan (intl@kodokan.org), men karate og kendo kan man også dyrke. Tjek evt. www.kyokushin.co.jp for karate, eller www.kendo.or.jp Etikette: Som europæer møder man forståelse for, at man ikke er bekendt med de japanske omgangsformer. Mange steder er det velset med et korrekt udført buk – se efter, hvad japanerne selv gør. På en del restauranter er det obligatorisk at sætte skoene udenfor. Man går rundt i strømpesokker og anvender ”lånesandaler”, når man skal på toilettet. Shopping: Elektronik kan fås billigt i specielle indkøbscentre, men ellers er de fleste øvrige varer på europæisk prisniveau. Traditionelle japanske varer som kimonoer og kunsthåndværk er smukt og fristende, men sjældent billigt. På markeder prutter man sjældent om priserne.


vangilsparfums.com

VAN GILS FROSTED LIGHT THE NEW FRAGRANCE FOR MEN


Foto. Jacob Juul Hastrup

” Ved hvert skridt synker jeg 15 centimeter ned i hjulsporet. Jeg har prøvet det før, men aldrig så mange kilometer i træk. Det bliver ved og ved. I et langt, lige og stigende træk, der langsomt æder mig op.”

64 sportsfan ·


Indtil for få år siden var maratondistancen den ultimative udfordring for langt de fleste motionsløbere. Sådan er det ikke i dag. De 42 km er blevet noget nær allemandseje – og de mest ambitiøse og eventyrlystne løbere har derfor skiftet til såkaldte ekstremløb. De foregår i distancer på både 160 og 560 km i nogle af de mest barske egne af verden og på alle kontinenter. Uddrag fra bogen ’EKSTREMLØBEREN’ Af Danni Travn, Gyldendal

Ekstremløberen

V

ed hvert skridt synker jeg 15 centimeter ned i hjulsporet, og skoene bliver fyldt med sand, der vælter ned fra kanterne. Jeg har prøvet sand før, jeg har prøvet læssevis af sand før, men aldrig så mange kilometer i træk. Det bliver ved og ved og ved. I et langt, lige og stigende stræk, der langsomt æder mig. Jeg putter energi på kroppen. Men den nægter at optage noget som helst. Det er, som om jeg har et hul et sted, hvor alt fosser ud. Mine måneders træning op til løbet. Mine mange års erfaringer. Og det sukker og den gel, som jeg propper i mig. Mit hoved og mine hænder hæver under solen, der bager med 38 grader. Kvalmen svulmer op i halsen på mig, og da jeg forsøger at drikke vand, brækker jeg det hele op. – Fuck, jeg er på vej ned ad slisken. Hvis det bliver ved sådan, klarer jeg den ikke, tænker jeg. Efter 30 kilometer tyder intet på, at plagen stopper. Jeg bliver desperat og mister fuldstændig overblikket over, hvad jeg har gang i. For første gang i mange år er jeg alvorligt bange for, at jeg har kastet mig ud i noget, der er for voldsomt. At jeg i min jagt på udfordringer og i mit behov for at dæmpe min rastløshed er gået et skridt for langt. Jeg piller iPod’en frem fra rygsækken for at få tankerne sat på et andet spor. Den vælger at spille ‘Magic’ med Tina Dickow, og det får mig til at tænke på Sus. Gåsehuden breder sig over mine arme, alting bobler over, og tårerne triller ned ad mine kinder. Alt er imod mig og kun mig. Nu kan jeg ikke mere. Jeg vil samles op og køres ind i lejren. Det er det nemmeste for alle parter, hvis jeg bare accepterer, at denne gang går den ikke. Men før jeg tænker tanken til ende, får den et modsvar. – Sus sidder derhjemme og passer børnene, fordi du skal det her. Hun hænger i en klokkestreng, og Victoria og Ingrid savner deres far. Og så overvejer du at gå ud? Hvad skal du så lave? Holde ferie!? Spænd sportsfan 65


Foto: The Track Organisation/Jerome Lollier

”Jeg trækker Hauke og Ana i tæt løb over 65 km.”

huen, kammerat! Du har selv valgt det! Jeg giver mig selv en ordentlig mental kæberasler. Selv om kroppen er stoppet med at virke, og jeg ikke kan mærke mine ben og fødder, finder jeg en dråbe overskud i mit hoved. Den dråbe, der får hovedet til at vinde over kroppen og mig til at sætte det ene ben foran det andet. Jeg tvinger en ny tanke frem: – Du har klaret 100 kilometer på tre dage, så du klarer da også de sidste 460. Længdespringet the track Australien, 560 km, 9 dage Mange syntes, det var komplet vanvittigt. 560 kilometer på 10 dage, hvor niende og sidste etape er 129 kilometer. I bjerge, vand og sand. – Det kan jo ikke være sundt! Det vil det heller ikke være for alle, men for mig var det det helt rigtige. Jeg var kommet til et punkt, hvor det blev sværere og sværere at bygge oven på de erfaringer og udfordringer, jeg havde givet mig selv gennem de foregående år. The Track i Australien kunne give mig den byggeklods. Og de mennesker, der betød noget, forstod det og bakkede mig op. Thomas Rønde og Henrik Eiberg sagde: – Du ser stærk ud. Mens Sus dækkede hjemmefronten af. Selvfølgelig var det ikke nemt at skulle forlade mine piger i 16 dage. Men Sus forsikrede mig, at hun nok skulle klare det med hjælp fra vores forældre og søskende. – Men så skylder du også, når du kommer hjem! - Ja, ja ... 66 sportsfan

Samtidig gav hun mig roen og rummet til at træne. Godt nok skulle jeg lige over skuffelsen i Libyen, så der gik to uger, inden jeg rigtig kom i gang. Ray lagde en plan, hvor jeg trappede langsomt op, til jeg ramte 60 kilometer hver lørdag. Tre uger før løbet stoppede jeg med de lange pas og holdt udholdenheden ved lige med små sprintture. Vi byggede det ganske enkelt op som ekspeditionstræning, og det betød, at da jeg tog af sted, var jeg fuldt restitueret og havde bygget en kæmpe sult op efter lange stræk. Sideløbende kørte styrketræningen 100 procent. Jeg tog armbøjninger med Ingrid og Victoria på ryggen, og i haven lavede jeg min egen lille eventyrbane med mit dæk, nogle dunke og store sten, hvor jeg lavede forskellige øvelser for muskler og kredsløb. Når jeg tonsede omkring, tumlede pigerne også tit rundt og hyggede sig. Lagt sammen med træningen op til Libyen var det suverænt det bedste og mest strukturerede træningsforløb for mig nogensinde, og jeg nåede mit livs bedste form. Jeg byggede roligt 10 procent på måned for måned og havde intet, som stressede mig ved siden af. Mine knæ blev skannet, inden jeg tog af sted, og der var ingen slitage at se, og det sagde mig noget om, at ekstremløbene ikke er så usunde, som mange gør dem til. Men jeg er nok bare stærkt bygget, og jeg er ikke bare sprunget ud i de hårde løb: Jeg har lagt belastning på i sammenlagt 25 år for at nå hertil. Jeg vidste, at jeg ville få brug for hvert minut af mine erfaringer, for med den løbslængde var fysikken kun en motor. Det var hovedet, som havde kontrollen. Og udstyret havde aldrig været vigtigere, så jeg brugte tre uger på at pakke om og passe til. Maden blev skiftet ud igen, da jeg fandt en særlig type, der hedder Expedition Food fra England. Der var en genial chicken korma, som de bedste indiske


At løbe 560 kilometer krævede en dosering af energi så millimeterpræcis, at et lille sprint på det forkerte tidspunkt kunne få det hele til at falde fra hinanden. Som dagens 30 kilometer skred frem, og temperaturen ramte 35 grader, blev min rolle efterhånden at finde den rigtige vej. restauranter ikke kunne gøre bedre, en chicken masala og en fantastisk beef stew. Derudover havde jeg min pose med druesukkertabletter, elektrolytter, vingummier og Piratos. Jeg havde to iPods med, som jeg fyldte ny musik på – P.J. Harvey, D.A.D., Agnes Obel. Jeg pakkede det hele. Tog det på. Gik rundt med det i haven for at se, om jeg kunne nå, hvad jeg havde brug for under etaperne uden at anstrenge mig. Mærkede efter, hvordan taskens balance og vægtfordeling var. Pakkede ud. Pakkede om. Og testede igen. Indtil alt spillede. Endelig var der skoene, og som sædvanlig købte jeg en håndfuld par, men jeg var i tvivl til det sidste. Jeg endte med et par Brooks Racer ST5. De var utrolig lette og egentlig designet til korte hurtige træningspas og maksimalt halvmaratons, men med bjergetaper i starten ville jeg gerne gøre brug af den lethed. Desuden udvidede de sig, hvis min fod hævede, og sammen med Teko-uldsokkerne følte jeg mig sikker på, at de ville holde vablerne væk. Al udstyrsnørderiet havde den lille krølle på løbet her, at vi måtte pakke en ekstra pose, som vi ville få udleveret efter etape fem, for de vidste godt, at vi ikke kunne slæbe så meget mad over så mange kilometer. Den mulighed udnyttede jeg til at smide et par Mizuno-sko med, som jeg kunne skifte til, hvis de andre blev ædt op af bjergene. I alt brugte jeg omkring 15.000 kroner på udstyr, og selve løbet kostede 32.000 kroner, inklusive flybilletter. Arrangørerne var franske, hvilket, med Mauretanien i baghovedet, var noget af et usikkerhedsmoment. Især fordi det var første gang, de lavede The Track. Men jeg foretrækker stadig de små skævheder ved de nyere løb, og jeg skulle få nok af dem. Jeg satte mig i flyveren om morgenen den 6. maj, efter at have kysset Victoria og Ingrid farvel, mens de sov. Det bliver stadig sværere og sværere, for de vokser bare mere og mere på mig, de små bananer. Jeg glædede mig allerede til at komme hjem og fortælle dem om Australien. Om kænguruer, slanger og om hele det sceneri, jeg skulle opleve fra starten ved Alice Springs til afslutningen ved Ayers Rock. Endnu forstod de ikke helt, hvad jeg rendte og lavede. Men det gav mit projekt en større mening, at jeg tankede oplevelser og erfaringer, jeg kunne give videre til dem, sideløbende med at jeg rykkede mine egne grænser. Flyruten hed København, Paris, London, Singapore, Darwin, Alice Springs. Jeg hyggesnakkede undervejs med Karim Mosta, som jeg kendte helt tilbage fra junglen og Mauretanien. Han var tilmeldt som den ældste løber og havde sagt, at han var 58, men i virkeligheden var han 62. – Det andet lyder bare bedre, grinede han. Vi var et lille felt på 24 løbere, og jeg var klar over, at jeg var omgivet af nogle af de allerbedste løbere i verden. Flere af dem, jeg respekterede allermest, havde meldt fra til allersidst, fordi de ikke følte sig i god nok form. Tilbage var blandt andre franske Démétrio Fernandez, der lige havde vundet løbet 555 i Afrika – ja, 555 kilometers løb i Egypten. Han var bygget fuldstændig som Superman og havde en tatovering af pigtråd rundt om det ene lår. På kvindesiden var en stærk spanier, Ana Sebastian, som jeg kendte fra andre løb. En del var brandmænd og politimænd til daglig, og så var der den franske journalist, Cécile Bertin, som var klædt i lyserødt fra top til tå og brød billedet noget.

Da vi kom til Darwin, manglede min og tre andres bagage, heriblandt Céciles. I lufthavnen var personalet roligt og meddelte, at det nok bare var flyttet direkte over i flyet til Alice Springs, selv om man normalt skal hente sin bagage og føre den gennem tolden. Det stolede jeg på. I Alice Springs stod jeg og stirrede på bagagebåndet, der kørte skrabende rundt i over en halv time, uden at se skyggen af min bagage. Jeg forsøgte at kigge gennem lugen, hvor taskerne kom ud. Heller ingenting. Cécile og jeg gik over til en skranke, hvor damen var noget utilnærmelig og sagde, at det nok ville komme med næste fly. De skulle lige finde taskerne i systemet, og så kunne vi komme tilbage fire timer senere. Cécile blev ildrød i hovedet og svinede dem til på fransk, så jeg blev nødt til at bede hende om at slå koldt vand i blodet. – Hvordan kan du tage det så roligt!? – Jamen, jeg kan jo ikke gøre andet. Jeg kan ikke tage til Singapore og hente mine ting. Indeni var jeg nervøs, for det kunne lige passe, at jeg skulle starte uden alt det, jeg minutiøst havde udvalgt. Mit tøj, mine sko og min sovepose havde jeg. Men al min mad, mine elektrolytter, mine iPod’s og alt ekstragrejet svævede rundt et eller andet sted i verden. Jeg havde tid til at købe noget andet, men det ville ikke være det rigtige Ikke det, som var bedst og fyldte og vejede mindst. Måske skulle jeg så købe en større og tungere rygsæk for at kunne have det hele med. Slet ikke min kop te. Udadtil tog jeg dog den positive hat på; også da vi kom tilbage fire timer senere, og intet var sket. Igen måtte jeg dæmpe Cécile ned og sige, at hun altså ikke fik noget ud af at svine dem til. Aftalen blev, at vi skulle vende tilbage den følgende dag, så det var et held, at vi havde en dag mere at gå på inden løbsstarten. Lejren lå et par timers kørsel uden for byen, og derude blev vi delt ind i de tynde tomandstelte, vi skulle bo i under hele turen. – Ja, og telt 10: Det er Jacob og Cécile. – Okay ... Og Cécile sagde: – Jeg vil ellers ikke bo sammen med andre end franskmænd. Så var kimen ligesom lagt, men jeg gjorde grin med hende, og det fik hende til at bløde op stille og roligt. – Sådan en prinsesse som dig skal da have en stor, lækker morgenmad med æg, bacon og en café latte. Ved du hvad? Det laver jeg sgu til dig i morgen. – Ej, vil du virkelig det? – Nej! Hvor i alverden skulle jeg få det fra herude? Det eneste, der var virkelig meget af, var mus. Det var en invasion, og de fes rundt om anklerne på os og gnavede i alt. De var nogle brune krabater med lange bagben. Natlejren lå ved Ellery Creek ved foden af en rødlig bjergkæde, ned til en flod og omgivet af blege eukalyptustræer med mørkegrønne blade, der spredte en frisk duft. Græsset var gyldent med spredte, grønne tuer. Der lå nogle strimlede skyer, og da solen gik ned, pressede solstrålerne sig mellem skyerne og lavede riller hen over himlen. Alt sammen smukt, rart og beroligende oven på bagagestrabadserne, og jeg begyndte at slappe lidt af. Om natten lukkede jeg bare ikke et øje. Jeg kunne høre musene sportsfan 67


fræse rundt, kure ned ad teltdugen og forsøge at gnave sig ind til os. Skete det, ville der være panik. For de ville gå lige i kødet på remmene på vores tasker og tøj, og det havde vi ikke råd til. For at gøre ondt værre, lå der et telt med sydkoreanere lige ved siden af, og de snorkede, så det lød, som om de var ved at suge en kloak ud. Endelig var det langt koldere, end vi var blevet forberedt på. I informationerne stod der, at nætterne ville være mellem 12 og 15 grader, men vi kom hurtigt ned omkring frysepunktet. Det betød, at min sovepose var for tynd, og at vi næste morgen stod og rystede foran bålet for at få varme. Omkring middag kørte vi de cirka to timer ind til byen for at følge op på vores tasker. De havde stadig ikke fundet dem, og det virkede, som om de ikke havde løftet en finger for at forsøge. Da røg Cécile så langt ud af flippen, at jeg var alvorligt bange for, at hun ville smække damen ved skranken en på skrinet. Vi måtte ikke ringe til Darwin for dem, og vores egne telefoner var uden signal. Det lignede mere og mere, at det hele ville falde til jorden. I et sidste forsøg på at nå ind til skrankedamen lykkedes det os at få lov til at tale med en overordnet. Han greb straks telefonen, ringede til Darwin, snakkede lidt og lagde på: – Ja, de har fire tasker deroppe. Der går et fly derfra om 10 minutter, og de kan lige nå at smide dem om bord. Kom tilbage klokken 16 og se, om det er jeres. Jeg brugte ventetiden på at købe uldundertøj og en flaske vin, vi kunne dele, hvis det var vores tasker. Og det var det. Cécile tudede og sagde: – Oh, mon dieu! Og krammede mig: – Tak, fordi du har været så rolig. Jeg var dog ret stresset, og vi ræsede tilbage til lejren, hvor de andre i mellemtiden havde fået alle mulige briefinger omkring løbet. Der var

"...pludselig så jeg mig selv sætte foden ned lige ved siden af en puff adder – en af de giftigste slanger i verden." kun en time til, at solen gik ned, så jeg skyndte mig at komme i gang med at rigge min taske til. Der blev drukket lidt vin imens, og det løsnede stemningen op. Alle vidste, at nu var der ingen vej tilbage. Flere af de andre kom over og kiggede til mig, mens jeg stod og pakkede. Det gav igen en masse respekt, at jeg var så perfektionistisk omkring mit udstyr. Til sidst måtte jeg have pandelampe på for at kunne se, hvad jeg lavede, mens musene rumsterede rundt om fødderne på mig. Det irriterede mig, at jeg ikke kunne gøre det ordentligt, men til sidst måtte jeg give fortabt og få noget søvn inden første etape. Heller ikke det lykkedes. Kulde. Mus. Snorkende koreanere. Jeg lukkede ikke et øje. Første gang jeg var lige ved at falde i søvn, trængte en mus ind i et af naboteltene, og det fik beboerne til at ryge op og vælte rundt. Jeg morede mig lidt over det ... Lige indtil jeg kunne høre en mus hos os selv. Jeg måtte op klokken fire om morgenen for at jage kræet ud, så det ikke ødelagde vores ting. Derfor havde jeg det ad helvede til om morgenen. Mangel på søvn i to dage og fortsat irritation over, at jeg manglede at pakke færdig. Jeg splittede min oppakning ad lige inden løbsstarten og forsøgte at omarrangere det hele en sidste gang, så de blev nødt til at udsætte 68 sportsfan

løbet fem minutter, fordi jeg ikke var færdig. Min energigel blev bare stoppet ned, og mine iPods – som jeg ellers ville have på remmene foran på rygsækken – var pakket så langt væk, at jeg ikke fik musik på første etape. Så mentalt følte jeg mig uforberedt. Men ingen andre var alligevel rigtig klar over, hvad der ventede forude, for informationerne om terrænet havde været enten fraværende eller modsatrettede. Nogle troede ikke, der var bjerge. Andre troede – blandt andet mig – at der ikke ville være specielt meget sand. Alle tog fejl. Vi fik hver stukket et lamineret hæfte i hånden, et roadmap, med beskrivelser af terrænet og guide til, hvilken vej vi skule følge. Den skulle også vise sig at have ganske lidt med virkeligheden at gøre. Vi lagde ud med knudrede klipper, som mindede om størknet lava. Vejen var kuperet med konstante stigninger og nedløb på omkring 75 meter. Bare op og ned, op og ned, op og ned. Og mellem klipperne groede noget strittende græs, der stak i benene og fødderne, hvis jeg kom for tæt på. Jeg var mør og skulle lige have liv i stængerne, men jeg lå godt til og kunne følges med stærke fyre som Karim og Démétrio. Det gav mig stille og roligt en god portion selvtillid, og i løbet af dagen følte jeg mig stærkere og stærkere. Jeg fik spist og drukket rigtigt, og selv om jeg efterhånden fik lyst til at sætte fart på, holdt jeg fast i strategien: – Hold igen. Hold igen. Hold igen. Mådeholdet havde aldrig været vigtigere end nu. At løbe 560 kilometer krævede en dosering af energi så millimeterpræcis, at et lille sprint på det forkerte tidspunkt kunne få det hele til at falde fra hinanden. Som dagens 30 kilometer skred frem, og temperaturen ramte 35 grader, blev min rolle efterhånden at finde den rigtige vej. Vores roadmap var tit upræcist eller direkte forkert, og især Karim blæste bare derudad i sin egen verden, mens jeg var mere rolig og orienterede mig. Det sparede os alle sammen for en masse tid. De sidste seks kilometer snævrede ruten ind til en fast sti med træer på siden, hvorefter den slog op på en bjergkant med rullesten og lidt grønt i kanten. Det konstant hårde underlag bed godt i kroppen, og selv om jeg er god i bjergene, satte det efterhånden sine spor. Jeg brugte en masse ekstra energi til sidst, fordi terrænet var usikkert og teknisk krævende. Jeg kunne ikke kigge mange centimeter frem, og derfor så jeg pludselig mig selv sætte foden ned lige ved siden af en puff adder – en af de giftigste slanger i verden. Den var tyk som overarmen på en mand og cirka 60 centimeter lang. – Aaaaargh! Jeg sprang ud til siden, og den sprang heldigvis ind i en tue ved siden af stien. Jeg kunne høre den hvisle og hvæse derinde, da jeg kom på benene og løb de sidste fire kilometer i mål. Godt brugt kom jeg ind og tog en time på øjet, inden Cécile nåede ind til lejren. Hun havde haft en voldsom dag, for hun var briefet helt forkert. – De sagde, der ikke ville være bjerge, sukkede hun. Jeg kogte mig en omgang nudler og sov tungt til næste morgen, selv om kulden blev ved med at bide. Igen var jeg tidligt oppe og varmede mig ved bålet og tørrede tøjet, som var blevet fugtigt i løbet af natten. De andre kom søvndrukne ud, og jeg muntrede dem op. – Hold op. Det er slet ikke så slemt. Det bliver en god dag i dag, det ved jeg. Jeg kunne mærke, at jeg var blevet en af de mere voksne i feltet. Ikke den bedste, men en af dem, de andre kunne tappe humør fra, og det passede mig godt. Jeg fik også ret i, at dagen blev god. I hvert fald for mig. Noget af vejen lignede den dagen før med sine grå sten under den høje blå himmel og de blege eukalyptustræer. Og mere op og ned og op og ned i selskab med Karim og Démétrio. Men også med


Foto: The Track Organisation/Jerome Lollier

”Ana og jeg på de første bjergetaper, som var mere kuperede, end jeg havde forventet.”

spanske Ana, som jeg indledte et rigtig godt samarbejde med. Vi holdt fuldstændig samme tempo, og ikke mindst humøret højt. Som mig var hun positiv og delte ud af vingummi og vand, hvis andre manglede. Hun hverken keglede rundt eller peb, medmindre der virkelig var noget galt, og det havde jeg stor respekt for. Fra at være en kopi af etape et udviklede etape to sig efter de første kilometer til at være de mest varierede 41 kilometer, jeg havde løbet siden Gobi March i 2005. Dale med kampesten. Golde sletter. Genstridigt buskads. Bjerge med løse sten. Blomstermarker. Omsluttende grønne palmer som i en jungle. Frodige flodsenge. Farverne, duftene og udsigterne stimulerede mig helt vildt, og det gav mig ekstra energi, at vi nu var så langt fra civilisationen. Der var ingen by i miles omkreds. Der var kun os løbere og naturen. Andre blev skubbet over kanten af rutens uforudsigelighed, blandt andre Cécile, der gik ud af løbet. Jeg derimod fulgte stadig med Karim og Démétrio og elskede det. Det var langt fra nogen spadseretur, og med fire kilometer igen var jeg så træt, at jeg overså en toppet sten, stødte foden mod den og røg på langs. Jeg tog fra med hænderne, som fik et par grimme, åbne sår. Desuden brugte vi to en halv time på at lede efter den rigtige vej på en bjergtop, fordi vores franske roadmap ledte os i den forkerte retning. Ana og jeg begyndte at gå og fantasere om milkshakes og burgere. Den slags plejer at komme, men aldrig så tidligt som anden etape, og det var et signal om, at vi var ved at være godt brugte. Foruden bjerge, evigt udfordrende underlag og 71 kilometer i benene på to dage, skyldtes det også de overraskende kolde nætter. Kroppen skulle ganske enkelt bruge mere krudt på at holde sig varm, end jeg havde regnet med. Denne aften var lejren lagt for enden af de bjerge, vi havde løbet rundt i de to første dage, og jeg var godt brugt, da jeg nåede frem.

Men tilfreds og lykkelig over dagens indtryk og strabadser, og det var umuligt for mig at forudsige, at tredje etape ville blive et mareridt. Selv ikke, da vi rundede frysepunktet om natten, og jeg stod op til synet af isslag på løbets jeeps. Jeg havde det godt nok lidt mærkeligt, og de 60 kilometer forude virkede som lidt af en mundfuld. Løbsarrangørerne beroligede mig med, at de første 42 kilometer var på en god og fast grusvej. Det var ingen vej, viste det sig. Det var et hjulspor. Et hjulspor med dybt, gement sand. Manden havde kørt stykket i sin jeep og havde ingen fornemmelse for, hvordan det underlag var, når man trådte i det. Fordi det var hjulspor, skrånede siderne, og hver gang jeg trådte, sank jeg flere centimeter ned i sandet, mens siderne gled ned over mine fødder og ankler. Og det tog mig ikke mange hundrede meter at finde ud af, hvorfor jeg havde det mærkeligt: Jeg havde intet at komme med. Min energi var strøget ud i kulden om natten. Jeg løb med Ana igen, og jeg pressede på for at følge med Karim og Démétrio som de foregående dage. Jeg pressede på, hvor jeg skulle have slappet af, og jeg gjorde det over fem kilometer. Fuldstændig irrationelt. Jeg puttede gel og sukker på kroppen, men uden effekt. Vejen steg langsomt, sandet blev dybere og dybere, og vegetationen blev tættere og tættere. Temperaturen nåede 38 grader, og mine hænder begyndte så småt at vokse, og jeg fik kvalme. Hjulsporet strakte sig uendeligt foran mig. Jeg så de andre løbere forsvinde en efter en. Til sidst var det bare mig og en tysk løber, Hauke König. Vi måtte konstant sætte os og tømme skoene for sand – det nåede et niveau, hvor det var så absurd, at vi grinede ad det. Men smilet stivnede efter 30 kilometer med fødder, som sad fast, Sko, fyldt med sand, og en krop, der fra morgenstunden havde været uden overskud. Jeg forsøgte at drikke vand ved et checkpoint, men kastede det hele op 200 meter senere. Hauke sagde: sportsfan 69


– Hvad sker der? Hold op. Det er ikke godt. – Nej, det er sgu ikke godt. Jeg kastede op over to kilometer. Og det dybe sand blev ved og ved. – Det kan bare ikke passe! Hauke forsøgte at trække mig, men jeg var helt ude i tovene. Jeg tænkte på Sus og begyndte at tude. Kroppen havde meldt sig ud, og nu gav hovedet også snart slip. Mine evner til at skubbe alt til side og slide fremad svigtede, og jeg var så miserabel, som jeg ikke havde været siden Sahara Race 2005. Alting ramlede og blev uoverskueligt: Der var 460 kilometer endnu! Normalt kunne jeg skære det ned i små spiselige bidder, men her var ingen flag at løbe efter – der var bare en vej uden ende. Jeg var sekunder fra at sætte mig ned og tænke: – Nok er nok. Denne gang gik den ikke, makker. Alligevel lykkedes det mig at trække mig op ved hårrødderne. Jeg tænkte på de ofre, Sus bragte for min skyld. På at jeg skulle hjem og fortælle mine børn om turen. Det handlede ikke længere om, at jeg kun gjorde det for min egen skyld – jeg gjorde det også for deres. Min erfaring viste sig og gjorde mig i stand til at fodre hjernen med positive tanker. Det lykkedes hovedet at vende det hele og bilde mig

ind, at det slet ikke var så hårdt. Allerede fem kilometer senere gik det bedre, og jeg fandt en indre glæde over, at jeg stadig kunne blive presset så langt ud efter så mange år. Men jeg var stadig følsom. For da Hauke begyndte at tale om, hvor meget han glædede sig til at se sin datter, og hvor meget han ville forkæle hende, så jeg Victorias ansigt for mig. Og hendes smil og grin, når hun ved, hun har været fræk. Det fik tårerne frem igen og var lige ved at stjæle mit fokus. Lige i det samme spillede ‘Chainsaw’ med D.A.D. på iPod’en og gav mig den spand kul, jeg behøvede. Med 18 kilometer igen ramte vi langt om længe en grusvej, og da vi var pressede af tidsgrænsen på 10 timer, fandt både Hauke og jeg de allersidste kræfter frem. Vi skulle holde et snit på ni kilometer i timen for at nå det, og lastbilerne susede om ørerne på os, mens solen gik ned i horisonten. Efter 9 timer og 54 minutter krydsede vi målstregen og drog et lettelsens suk. Vi kunne se, alle havde haft en vanvittig dag, og flere af de gode var kun kommet ind en time før os. Derfor blev tidsgrænsen også udvidet til 12 timer for ikke at miste halvdelen af feltet. Jeg strøg i seng med det samme og sendte kærlige tanker hjem, inden jeg faldt i søvn. – Tak, det var jeres skyld, jeg klarede den i dag. Batterierne var helt tomme, så jeg sov som en sten, og næste morgen var jeg parat. Jeg havde balanceret på afgrunden, men havde klaret den, og nu kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle undgå at gennemføre. Alligevel gik jeg op til løbsarrangøren. – Sig lige, hvad der skal ske i dag. Er den lige så latterlig som i går? – Bare rolig, Jacob – det bliver fladt og lækkert. Det passede selvfølgelig ikke. Efter otte kilometer røg vi ud i mere sand, og det skiftede hele tiden mellem vej, sand, klipper, rullesten og flod. Jeg sluttede mig til Ana igen, og vi strøg af sted. Efter omkring 20 kilometer nåede vi ind i en slags miniudgave af Grand Canyon: rustrøde klipper, som tårnede sig 30-40 meter op omkring os. I stien foran os kunne vi se, at fodsporene fra de førende løbere var friske, og det motiverede os, så dagens 51 kilometer blev klaret på omkring syv timer. Natlejren lå på en sandbakke med en flod cirka 50 meter fra teltene og med en lang bjergskråning på den anden side af vandet. Vi fik en Pepsi, da vi kom ind, fordi arrangøren godt kunne se, at han skulle gøre noget godt for løberne. Jeg var helt på toppen, badede i floden og fortalte

Foto: Jacob Juul Hastrup

Jeg kunne knapt mærke, at jeg havde løbet 430 kilometer, og det var svært at fatte. Mine knæ havde det godt, hofterne på samme måde, og jeg var klar i hovedet. 70 sportsfan


historier fra de varme lande til de andre. Det hjalp også på humøret, at vi var ved at være cirka halvvejs. Løbsarrangøren blev ved med at sige, at terrænet blev godt, men det var vi efterhånden immune over for – vi vidste, det ville blive noget møg. Også på femte etapes 61 kilometer, hvor der var mere sand, og jeg på ny fulgtes med Ana og Hauke. Nu var min krop og mit hoved kommet ind i en gænge, hvor det bare var normalen: – Jamen, jeg løb langt i går, så kan jeg også løbe langt i dag. Da vi kom i mål, fik vi som lovet den ekstrapose, vi havde lagt til side. Det betød nye sko til mig og en masse mad. Noget af maden var jeg dog træt af, så jeg satte en byttebørs i gang, som alle efterlignede, og det blev et stort marked. Jeg fik byttet mig til nogle kiks, chips, lidt frysetørret kartoffelmos med skinke og noget beef jerky. Mine Piratos beholdt jeg og valgte at spise halvdelen af min ration på 10 stykker. Mit overskud voksede og voksede. På den blot 17 kilometer lange sjette etape – i stiv modvind – var det mig, som trak det meste af feltet, og jeg fandt endda energien til at rende og drille og snakke mere, end jeg plejede, undervejs. Syvende og ottende etape var på henholdsvis 63 og 61 kilometer. Antallet af kilometer, vi tilbagelagde, mistede fuldstændig sin betydning, fordi det blev så uvirkeligt langt. Når du løber en maraton, ved du, at 42 kilometer er en virkelig hård distance. Men når du nærmer dig 300 kilometer, bliver det mærkeligt nok ikke tilsvarende hårdere. Hele din fornemmelse for længde bliver opløst, fordi det er umuligt at forholde sig til. Det var stadig Ana, Hauke og mig, der holdt sammen, og på ottende etape skulle vi til Mount Conner, som lurede rødt og mægtigt i horisonten. De sidste 10 kilometer passerede vi saltsøer, og der var falke og ørne over os og rundt om i terrænet. Jeg løb og kiggede efter kænguruer, men jeg så ikke nogen. Ruten steg langsomt, og der var, selvfølgelig, sand, så kræfterne ebbede ud. Men det var til at håndtere, og med tre kilometer igen kom Rage Against the Machine med ‘Bullet in the Head’ på min Ipod, ligesom i Sahara tre år tidligere. Jeg skruede op for farten og spænede i mål for fuld damp. Da jeg vendte mig om, så jeg, at Ana og Hauke ikke var kommet halvt så langt. De kiggede bare, da de kom ind: – Hvad fanden skete der? – Hæ, undskyld, men ja, det blev jeg lige nødt til. Jeg kunne knapt mærke, at jeg havde løbet 430 kilometer, og det var svært at fatte. Mine knæ havde det godt, hofterne på samme måde, og jeg var klar i hovedet. Den eneste vabel, der var dukket op, var en lillebitte én på hælen, som skyldtes, at sandet havde skubbet min fod for langt tilbage i skoen. Hver aften var jeg selvfølgelig godt træt – det var jo overhovedet ikke nemt – men ikke mere træt, end hvis jeg havde trænet derhjemme. Jeg mærkede, hvordan både krop og hoved havde vænnet sig til den enorme belastning, jeg udsatte dem for. Det gav et større mentalt rum, og min rolle i feltet var i stigende grad at opmuntre andre. Hang nogen med hovedet, var jeg ovre at snakke med dem og klappe dem på skulderen, og det gav flere ærlige snakke, end jeg nogensinde havde haft før. Det virkede, som om vi alle sammen havde kendt hinanden altid. Alle var skræl let helt ind til deres kerne, og selv havde jeg intet behov for at rende og spille en fandens karl. Alle vidste også, at sidste etape ville blive komplet sindssyg, og mentalt var det umuligt at rumme. Jeg ryddede alt overflødigt ud i tasken, så jeg ikke skulle slæbe ét gram for meget med mig. De bageste i feltet blev sendt af sted allerede klokken fem. Mens vi, der lå i den forreste halvdel, ventede til klokken ni. Helt naturligt satte jeg i gang med Ana og Hauke. De første 10 sandede kilometer lå vi på ni kilometer i timen, men så begyndte det at gå opad, og varmen meldte sig tidligt med

sine 38 grader. Al den tid, solen var oppe, var vi dækket med fluer, der kravlede rundt på os – ind under solbrillerne, ind i næsen og op i øjnene. Checkpointene dukkede op cirka hver 15. kilometer, og det første lå ved en stor ranch med kvæg og får. Stadig ingen kænguruer. Jeg løb og håbede, at der ville være noget andet end sand efter hvert hjørne, men det var der ikke de første 30 kilometer. Vi var alligevel ved godt mod, og et par kilometer efter andet checkpoint kom vi ud på en grusvej. Vi forsøgte at give den gas, men pludselig gav Anas ene fod en grim knasende lyd, og hun havde svært ved at støtte på den. Hun var alvorligt bange for, at der var sket et brud og humpede af sted. Hauke og jeg måtte overveje, hvad vi skulle, for det kunne brænde os helt ud, hvis vi skulle trække hende resten af vejen. Ana selv sagde: – Jacob, løb bare, jeg sinker jer. Men det kunne vi ikke. Vi havde holdt sammen det meste af vejen, og sådan skulle det være. Desuden lå hun til at vinde for kvinderne, og det ville vi gerne hjælpe hende med. – Hold nu op, Ana. Vi holder aftalen og hjælper dig ind. Du skal vinde det her. Så trak hun sin hætte op og gav tårerne frit løb. Tredje checkpoint lå ved en tankstation, Curtis Springs Station, hvor der var emuer – men ingen kænguruer. Her blev Ana tjekket, og det viste sig at være en vabel inde i foden, som var knust. Den fik hun behandlet og fik et elastikbind på, som skånede den. Jeg brugte tiden på at strække ud og drikke en cola, der havde absolut ingen effekt. Højst en smule energi i fingerspidserne. Normalt kan jeg løbe en etape på en cola, så det sagde noget om, at kroppen var ved at løbe tør. Det passede jo også med, at vi snart nærmede os de 60 kilometer, vi havde vænnet os til. Vi forlod stationen ved 16-tiden. Ana var i stand til at løbe igen, og vi var tilbage i sædvanligt tempo frem til checkpointet ved 61 kilometer. Mentalt var det afgørende at være halvvejs, for jeg kunne mærke, at kroppen var på vej i forsvarsposition og begyndte at dirre. Resten af vejen ville være asfalt mod Ayers Rock, og det hårde underlag forplantede sig op i mine ben. Knæene blev ømme, og hælene beklagede sig. Mørket faldt på, og Ana, Hauke og jeg tog vores pandelamper på. Omkring os gik trafikken af roadtrains i gang – kæmpestore lastbiler med tre til fire anhængere. Deres projektører blændede os, og de var komplet ligeglade med, at vi var der. De dyttede, når de kom buldrende, og en enkelt gang måtte jeg kaste mig ud i kanten for ikke at blive revet med. På et tidspunkt stod en stank af råd op fra vejsiden, og da jeg bøjede mig ned og lyste, så jeg liget af en kænguru, der var blevet kørt over. Vi ramte sjette checkpoint efter 93 kilometer, og der lå flere af de løbere, som var sendt af sted fire timer før os. Det var efter midnat, og selv om vi gerne ville puste ud, vidste vi, at vi måtte videre, ellers gik vi i stå. Vi gik mere, end vi løb, og samtalerne om mad meldte sig på ny. Lastbilerne forsvandt, i stedet kunne vi efter 100 kilometer skimte Ayers Rock langt ude til venstre i lyset fra fuldmånen. Vi aftalte, at vi skulle prøve at time det, så vi løb i mål, når solen stod op bag stenen. Ellers slog jeg tiden ihjel med at kigge efter kænguruer i vejkanten. Og langt om længe ramte min pandelampe tre, som stod og kiggede ud på os. – Hey, der er tre derinde, råbte jeg. – Gu’ er der da ej, sagde Hauke. – Jo, se, sagde jeg og sprang ud og lyste. Det var tre grantræer. Ikke nok med, at synerne var tilbage. Jeg hævede også op i ansigtet, mine hænder lignede boksehandsker, og jeg løb tør for mad, fordi jeg havde pakket for stramt. Jeg proppede druesukkertabletter i mig, men sportsfan 71


det fes lige ud af systemet uden at efterlade noget spor. Jeg havde det, som om jeg skulle have et drop med Nutella for at få kalorier og sukker nok til at køre videre. Musklerne var fuldstændig udpinte, og mine hæle var så smadrede af asfalten, at det føltes, som om jeg havde stålsøm stikkende op i foden. Denne gang skyldtes smerten ikke, at jeg havde begået fejl. Det var ikke, fordi det var for varmt, for koldt eller for tungt. Det var ganske enkelt, fordi jeg havde trukket kroppen igennem 500 kilometer. For første gang var det længden, og længden alene, som gjorde ondt – og det var jo det, jeg var kommet efter. Jeg mærkede, at jeg stod på den grænse for min udholdenhed, jeg havde ledt efter i årevis. Og dermed blev jeg også nervøs for, om jeg ville træde over grænsen, men en sætning dukkede op i mit baghoved: ‘Only those who risk going too far can possibly find out how far they can go.’ At stoppe nu var bare ikke en mulighed. Om jeg så skulle kravle i mål og hoppe på et ben resten af livet, skulle jeg gennemføre – al fornuft var forduftet, og hjernen manglede kræfterne til at finde den frem. På syvende checkpoint, efter 111 kilometer, lagde jeg mig ned, og kroppen rystede, uden jeg havde en chance for at gøre noget ved det. Det var omkring seks grader, alligevel frøs jeg, som var jeg i en isørken. Ana og Haukes krop reagerede på samme måde. Tilfældigvis var Cécile ved det checkpoint. Hun havde hjulpet lidt til, efter hun var gået ud, og hun blev min redning. Hun trak en gigantisk energibar frem, en energibar, jeg normalt ville kunne løbe i to dage på. – Værsgo, Jacob. Den gav mig præcis den benzin, jeg behøvede til de sidste 18 kilometer. Vi slæbte os af sted, som morgenen begyndte at gry. Kilometer

efter kilometer. Midt i løbet havde afstandene mistet deres betydning, men nu mærkede Ana, Hauke og jeg pludselig igen hver meter, vi bevægede os fremad. Og vi mærkede hver meter, vi havde lagt bag os i de foregående dage. Der var ikke én muskel i min krop, som ikke gjorde ondt, og kulden rev i mig, fordi mit forsvarssystem var slukket. Ved sekstiden mødte vi to fyre fra løbet i en jeep. De var sendt ud for at sikre, at vi bevægede os i den rigtige retning. – Den vej. Tre kilometer. Så er I færdige. De pegede ned ad en rød grussti. Vi forsøgte at løbe, men det var umuligt. Ana gik og takkede os igen, for nu var sejren hendes. Men det trak ud – selvfølgelig trak det ud. Selvfølgelig havde vi fået upræcise oplysninger. Efter to en halv kilometer kunne vi ikke se lejren. Jeg var uforstående. Efter tre kilometer kunne vi stadig intet se. Jeg var rasende. – Det kan fandeme ikke passe! Fire kilometer nede ad den røde sti var jeg i panik og begyndte at se lejren alle vegne. – Derovre. Nej ... Dér! Næ. Vi skulle fire en halv kilometer hen, før den dukkede op, og ved mållinjen stod de andre løbere, blandt andre Karim og Démétrio, og klappede af os. Jeg fandt min mobiltelefon med det samme og fik fat i Sus. – Jeg klarede det. Hvordan har børnene det? – Vi har det godt. Vi er stolte af dig. Da jeg lagde på, kiggede jeg op og så solen stå op bag Ayers Rock. Jeg brugte 77 timer og 7 minutter på at komme igennem, og hele kroppen gav slip to timer efter, det var overstået. Mit hoved blev så tykt, at mine øjne blev presset helt smalle, og mine ankler kunne ikke ses, fordi benene blev til lange, tykke pølser. Jeg kunne ingenting – heller ikke sove. På den 45 timer lange hjemtur til Danmark lukkede jeg ikke et øje. Cécile kom over til mig i flyveren og sagde: – Jeg glemmer dig aldrig. Aldrig havde jeg glædet mig så meget til at komme hjem til mine piger, og velkomsten blev helt perfekt. Victoria råbte ‘far!’ og krammede mig, så hårdt hun kunne. – Jeg elsker dig! Ingrid kyssede mig hele aftenen og sad ellers bare og kiggede på mig. Sus havde holdt det hele kørende, og jeg har svært ved at fatte, hvor heldig jeg er at have hende i mit liv. For mine høje krav til livet bliver opfyldt: Jeg har en tilværelse, hvor der er plads til eventyr og til at have en tæt og kærlig familie. Ingen af delene kan jeg undvære, og jeg hviler i det og føler mig hel. Jeg kom hurtigt til hægterne, og efter et par dages afslapning tog jeg de første løbeture – der var intet at mærke på mig. Imens landede der flere beskeder, hvor de andre deltagere takkede mig for at have holdt modet og humøret oppe hos dem. Det slog mig, at jeg var startet med at løbe på grund af et egotrip, og nu var jeg noget for andre. Men stadigvæk også for mig selv. Jeg kender mig selv fysisk, jeg kender mig selv psykisk. Jeg ved, hvad jeg har at bidrage med. Og jeg ved, at andre sætter pris på det. Så jeg skal ikke bevise noget for nogen længere. Ikke engang over for mig selv. Nu tilhører jeg den lille gruppe af mennesker, der har løbet ekstremløb på alle kontinenter. En sovepude? Niks. Eventyrlysten fejler ingenting, og jeg har allerede næste mål i kikkerten: Et 1.700 kilometer langt ekspeditionsløb langs Canadas vestkyst i 2012. n EKSTREMLØBEREN Af Danni Travn Forlaget Gyldendal - 256 sider - Pris kr. 299, 95 ( vejl.) Bogen er udkommet

72 sportsfan


Hvad betyder

skønhed indefra for dig?

IMEDEEN’s prisbelønnede hudplejetabletter har hjulpet kvinder over hele verden med at blive smukke indefra i over 20 år. Tusinder har delt deres erfaringer med skønhed indefra og fortalt, hvad der gør IMEDEEN til noget særligt. Læs, hvorfor kvinder foretrækker IMEDEEN, på:

imedeen20.com

30+ år

+ Skønhed indefra betyder, at du kan lide30 det, uden o + makeup. Det har virkelig år du ser i spejlet, ogs40 oo år g jort en forskel for min hud, at jeg har suppleret min daglige skønhedsrutine med IMEDEEN. Joumana, 39, Libanon – IMEDEEN-bruger i 6 år.

30+ år

40+ år

50+ år

IMEDEEN Derma One™

IMEDEEN Time Perfection™

IMEDEEN Prime Renewal™

Forbedrer hudens kvalitet Optimerer fugtbalancen og fremhæver hudens glød

Mindsker fine linjer og rynker Forbedrer hudkvaliteten og fugtbalancen

Forbedrer hudens fasthed og tilgodeser hudens specielle behov efter overgangsalderen

40+ år

50+ år

18+


Vichy Homme værdi 820 kr

Vind

Enkel og maskulin hudpleje til den aktive mand Det skal være nemt at opnå en lækker og velplejet hud, og de daglige plejerutiner behøver hverken være tidskrævende eller besværlige. Til gengæld resulterer de ekstra minutter på badeværelset i en styrket og velplejet hud. Med Vichy Homme plejes huden mildt, og seriens produkter både styrker og beskytter huden. Testosteron er nøglen til forskellen mellem mænd og kvinders hud. Fra naturens side er mænds ansigtshud både tykkere og mere modstandsdygtig. Det resulterer bl.a. i en langsomt fremskridende aldringsproces samt en ansigtshud, som langt op i 50’erne er både fast og elastisk. Men uanset fordele skal huden plejes – Vichy HOMME er den perfekte genvej til en sund hud. I september 2011 lanceredes Vichy HOMME-serien Hydra Mag C+, en kombineret ansigts-og øjencreme, som tilfører huden fugt i 24 timer samtidig med, at huden styrkes og træthedstegn reduceres. Ved daglig anvendelse af Hydra Mag C+ vil huden umiddelbart føles stærk, modstandsdygtig og frisk. Cremen kan med fordel anvendes i forbindelse med barbering, da den friske gelékonsistens føles behagelig og hurtigt absorberes af huden uden at fedte. 74 sportsfan

HYDRA MAG C+. Ved daglig brug styrkes huden og træthedstegn reduceres. Huden boostes med C-vitamin og Magnesium, som aktivt bekæmper de udefrakommende påvirkninger, samt Dextran Mag, som fremmer mikro-cirkulationen og reducerer træthedstegn; fx mørke rande og poser under øjnene. Velegnet til alle hudtyper. Hydra Mag C+ er mildt parfumeret og uden parabener. Pris 155 kroner* for 50 ml. Sammen med HYDRA MAG C+ kan du også vinde SENSI-BAUME Ca AFTERSHAVE BALM, der er effektiv pleje til sensitiv hud, som føles irriteret efter barbering. Reducerer rødme og brændende fornemmelse i huden. Uden parfume, alkohol og parabener. Kan anvendes af alle hudtyper, også sensitiv hud. Pris 145 kroner* for 75 ml. Og til din søde kæreste… Til hende kan du vinde en dagcreme og en serum fra LiftActiv Derm Source serien. Efter mere end 10 års forskning har Vichy’s Laboratorier identificeret ”Derm Source”, kilden til hudens ungdom. Med det banebrydende gennembrud lancerer Vichy fremtidens antiagepleje til kvinder +40 år: LIFTACTIV Derm Source Technology. I serien findes dagcreme, natcreme og serum. Serummet er seneste skud på stammen og har en avanceret, opstrammende antirynke-effekt, der kombineret med en umiddelbar udglattende virkning giver kvinder alt hvad de behøver! 1 dråbe – 10 minutter… mere skal der ikke til: Vichy har med Liftactiv Serum 10 skabt Vichys mest kraftfulde antirynkeeffekt nogensinde. LIFTACTIV Derm Source Dagcreme koster 225 kr. for 50 ml, og LIFTACTIV Serum 10 koster 299 for 30 ml. For at deltage i konkurrencen, skal du sende en mail til: kon@sportsfan. nu. Skriv VICHY i emnelinjen og svar på følgende spørgsmål: Hvilke hudtyper er Vichy Homme Hydra Mag C+ velegnet til? A) Kun tør hud B) Kun uren hud C) Alle hudtyper Du kan deltage én gang, og du skal sende dit svar inden den 16. marts 2012. www.vichyconsult.dk


John Masters Organics

SUPER NATURAL BEAUTY – ØKOLOGISK UDSØGT PLEJE TIL HUD OG HÅR New Yorker hair stylisten John Masters er en frontløber inden for økologisk pleje til hud og hår. Kodeordene er rendyrket økologi, effektivitet og aromaterapeutisk velvære. Produkterne består udelukkende af økologiske, fine botaniske ingredienser, hentet fra hele verden. 100% naturlige og miljøvenlige produkter og 100% skabt med skønhed og velvære for øje. Det danske sortiment består af 27 forskellige produkter til pleje af ansigt og krop samt 18 hårpleje og -styling produkter. Alle produkter lever op til John Masters strenge, personlige principper: Det betyder, at alle produkter er baseret på økologiske ingredienser, der så vidt muligt er certificerede. Ingredienserne til John Masters Organics skal i det omfang de findes, købes på Fair Trade vilkår og høstes på en miljøvenlig måde. Ingredienserne skal være beviseligt gavnlige for håret eller huden, og biologisk nedbrydelige. Alle essentielle olier skal være dampdestillerede, og planteolier skal være koldpressede for at bevare vitaminer og mineraler intakt. John Masters Organics produkter indeholder ikke unødige eller potentielt skadelige tilsætninger. Der er ikke tilsat kunstige farve-, duft- eller fyldstoffer. Og der er ikke anvendt dyreforsøg.

Vind Nu har du muligheden for at stifte bekendtskab med nogle af John Masters skønne produkter, og vi bortlodder 2 x 8 hudplejesæt. Til ham bortlodder vi 8 sæt med fokus på opstrammende pleje. Forfriskende og effektiv pleje til ansigt og øjenomgivelser, der holder huden i topform. Hvert sæt har en værdi af 738 kr. vejl. Firming Eye Gel: Øjengele til de sarte øjenomgivelser. Fugtende og nærende. Blødgør, opstrammer og reducerer hævelser og rynker. Med fugtende og beskyttende olie fra roser og sheanødder samt havrekerneekstrakt, der virker opstrammende og forfriskende og samtidig beskytter mod UVA-stråler. Ris og rugudtræk med helende og opstrammende egenskaber reducerer hævelser og rynker. Nærer huden med vitaminer og fedtsyrer og giver en velplejet og forfriskende fornemmelse. Rose & Abricot Antioxidant Day: Blødgørende dagcreme

værdi 1.476 kr

med let konsistens. Reducerer linjer og rynker og virker opstrammende på huden. Indeholder styrkende havalge, blødgørende æteriske olier fra rose og abrikos, beroligende aloe vera samt bl.a. fersken, som er en naturlig kilde til AHA syre. Modvirker tør hud og virker dejligt forfriskende på huden. Til hende bortlodder vi 8 sæt hudpleje med fokus på beskyttende antioxidanter og anti-ageing effekt. Værdien pr. sæt er 738 kr.: Pomegranate facial nourishing oil: Ansigtsolie, baseret på 14 økologiske plante- og æteriske olier, der fugter og nærer den tørre hud. Fyldt med granatæbleekstrakt, der er en af naturens bedste antioxidanter, og beskytter effektivt mod de fri radikaler, der ælder huden. Olien anvendes alene eller blandes i den vanlige creme for ekstra plejende og beskyttende effekt. Perfekt til ansigtet, men også til hænder og tiltrængte steder på kroppen. Vitamin C Anti-aging Face Serum: Serum, der beskytter effektivt mod miljømæssige påvirkninger. Med C-vitamin i naturlig aminosyreform, der trænger dybt ind i huden og reducerer fine linjer og rynker. Havalgeog rosenudtræk tilfører fugt og antioxidanter mod de frie radikaler. C-vitamin, hudens skønhedsvitamin, modvirker hudens ældningstegn. Bruges om dagen under dagcreme eller om natten i stedet for tunge natcremer. Giver fantastiske resultater og passer alle hudtyper. For at deltage i konkurrencen, skal du sende en mail til: kon@sportsfan. nu. Skriv JOHN MASTERS i emnelinjen og svar på følgende spørgsmål: Hvor mange produkter består det fulde sortimentet af i Danmark? Du kan deltage én gang - sende dit svar inden den 16. marts 2012. www.johnmasters.dk sportsfan 75


Biotherm Homme

værdi 1.823 kr

nr. 1 i verden indenfor hudpleje til mænd ”Live Like A Man” er Biotherms nye slogan i 2012. - Og livet som mand kan godt være hårdt. Du udfordres og udfordrer dig selv hele tiden. Du arbejder hårdt og længe. Du leger hårdt – både med dine børn og med gutterne!!! Du sover for lidt og spiser og drikker sikkert også usundt fra tid til anden – især når du leger med gutterne. Alle disse ting kan ses på din hud, og det ved Biotherm! Derfor har de år efter år ligget nr. 1 inden for selektiv hudpleje til mænd - det vil sige produkter, solgt på salgssteder, hvor der er personlig betjening – fordi Biotherm Homme ved, hvad mænds hud har brug for. Faktisk bliver der solgt et Biotherm Homme produkt hvert 4. sekund verden over. Hvilket er 7.884.000 produkter om året. Dertil skal du så lægge de 3.942.000 produkter, der bliver solgt af Biotherms mærke Aquasource til kvinder, plus alle de andre produkter i Biotherms serier. Det er noget i stil med, at der hvert eneste sekund bliver solgt et Biotherm produkt et sted i verden – Ret imponerende.

Vind

Du kan vinde en stribe produkter fra Biotherm til dig selv og til din kæreste. Til dig er der 2 produkter fra High Recharge serien. High Recharge Eye Shot, som er en opfriskende øjengelé med nem rulleapplikator, der øjeblikkelig køler og blidt masserer øjenomgivelserne. Træthedstegn – fine linjer, mørke rande og poser mindskes, og huden får en flot, klar udstråling. 15 ml 145 kr. High Recharge Energy Shot opfrisker og køler din hud og giver mat og trist hud et ekstra boost af energi. Rigtig god efter barbering. 125 ml 245 kr.

Og for at forkæle dig lidt mere, kan du også vinde Biotherms eneste herreduft. Force er en fantastisk duft, fuld af kraft og energi. Den appellerer til dig, der gerne vil udfordres, men samtidig har fuld kontrol over din egen styrke. 100 ml 475 kr. Thermal plankton og kildevand er og vil altid være hjørnestenen i Biotherms produkter, men nu er Biotherms forskere gået dybere ned i havenes forunderlige verden og fundet nye akvatiske organismer, der gør, at Biotherm kan levere endnu mere effektive produkter. Disse mikroorganismer har hver en speciel egenskab, der kan bruges i hudpleje. For eksempel ”P. Antarctica”, der er en organisme, der lever i det iskolde vand ved Antarktis. Denne organisme har en egenskab, der gør, at lige meget hvor koldt det er, så kan vandet i organismen ikke fryse til is. – Den holder simpelthen på fugten. Denne egenskab er vigtig i natcremer, hvor vores hud har brug for masser af fugt til at klare næste dag, så naturligvis er P.Antarctica en ingrediens i Aquasources nye natcreme, Aquasource Nuit. I år fylder Biotherm 60 år, og når man har fødselsdag, skal der ske noget nyt. Derfor lancerer Biotherm et nyt logo, som Aquasource linjen kommer til at bære som den første. Fra Aquasource linjen kan du vinde den nye natcreme, Aquasource Nuit, til din kæreste, sammen med en dagcreme, også fra Aquasource serien. 50 ml 299 kr. pr. stk. Og ligesom du skal hun også forkæles, så til hende er der en bodymist, Eau Pure, der er en sprudlende frisk og energifyldt duft. 100 ml. 360 kr. For at deltage i konkurrencen, skal du sende en mail til: kon@sportsfan.nu. Skriv BIOTHERM i emnelinjen og svar på følgende spørgsmål: Hvor mange år fylder Biotherm i år? Du kan deltage én gang, og du skal sende dit svar inden den 16. marts 2012. www.biotherm.com

76 sportsfan


Skin Doctors Men i dagcremen er der naturligvis også SPF 15, så du har den vigtige daglige beskyttelse mod UVA og UVB strålerne. Og natcremen er stærkt nærende, så din hud kan regenerere sig i løbet af natten. De resterende 8 punkter, som dagcremen kan afhjælpe, er: 7. Mindsker rødme & solpletter 8. Styrker sart hud 9. Fornyr mat & trist hud 10. Renser forstørrede porer 11. Forbedrer hudens glød 12. Udglatter ujævn hud 13. Genopfrisker træt og stresset hud 14. Beskytter mod alderstegn fra solskader

Et alternativ til kirurgisk indgreb Australske Skin Doctors Cosmeceuticals udvikler klinisk stærke, plejende produkter, som tilbyder forbrugerne moderne alternativer til kirurgi. Produkterne er baseret på højteknologiske formler, udviklet i samarbejde med forskningsinstitutter og plastikkirurger med det formål at være med til at ændre folks opfattelse af, at kosmetiske indgreb ikke nødvendigvis behøver at involvere et kirurgisk indgreb. Skin Doctors er en meget omfattende serie af cosmeceuticalsprodukter. De har et produkt til næsten alle skønhedsproblemer, som kan hjælpe dig af med blandt andet karsprængninger, strækmærker og mørke rande. Derved bevæger Skin Doctors sig mellem traditionel hudpleje og kirurgiske behandlinger. Produkterne kan anvendes hjemme, hvilket gør, at langt flere har mulighed for at gøre noget godt for deres udseende, uden at skulle betale dyrt for at ligge på en briks et sted. Derudover hjælper Skin Doctors også de mange mennesker, der ikke mener, at det at ”komme under kniven” er den rette løsning for dem.

Og de resterende punkter i natcremen er: 7. Øger elasticiteten 8. Gør huden glat 9. Giver intens næring 10. Lindrer stresset & træt hud 11. Stimulerer det naturlige anti-age forsvar 12. Reparerer huden proaktivt 13. Afgifter for at begrænse urenheder 14. Stimulerer cellefornyelse

værdi 1.380 kr

EyeTuck er et produkt, der virker mod poser under øjnene og hævede øjne. Det er en effektiv løftende creme, som tilbyder et effektivt, men billigere og mere innovativt alternativ til kirurgi. EyeTuck kan reducere forekomsten af poser under øjnene, og kan bruges af alle hudtyper. Du vil desuden opleve en glattere, fastere hud omkring øjnene, og derved et friskere og yngre udseende. Tro dog ikke, det sker ”henover natten” – du skal have lidt tålmodighed. Det kan tage op til 6-8 uger at opnå det fulde resultat ved brug 2 gange dagligt. Hvis du ikke er den i huset, der har tendens til poser under øjnene, men er mere opmærksom på rynkerne omkring øjnene, er Youth Cell Youth Activating Eye Cream det rette produkt for dig. I løbet af 30 dage vil du opleve en reduktion af kragetæer og et mere strålende og ensartet udseende. Denne skal også bruges 2 gang dagligt. For at vinde de fire produkter, skal du sende en mail til kon@sportsfan. nu – skriv SKIN DOCTORS i emnelinjen – og svar på følgende spørgsmål: Hvilket land kommer Skin Doctors fra? Du kan deltage én gang, og vi skal have dit svar inden den 15. marts. www.skindoctors.com.au

Vind Fra Skin Doctors kan du vinde produkter, som du kan dele med din kæreste, da de kan bruges af begge køn. Skinactive14 er den nye dag & natcreme, som indeholder et effektivt miks af aktive ingredienser, som plejer 14 universelle aldringstegnsproblemer. De første 6 punkter er de samme for dag og nat cremen, nemlig 1. Giver intens fugt til tør og dehydreret hud 2. Forebygger dannelsen af fine linjer 3. Bekæmper dybe rynker 4. Forebygger slap & sart hud 5. Øger fastheden & elasticiteten 6. Lysner ujævn hudtone

sportsfan 77


Fodbold

TottenhamManchester United 4. marts

White Hart Lane vil uden tvivl være fyldt til bristepunktet, når Sir Alex Fergusons tropper gæster nord-London i begyndelsen af marts. Det kan nemlig blive en af de kampe, der afgør det engelske mesterskab. Begge Manchester-klubber, City og United, har i skrivende stund udskilt sig fra resten af forfølgerne i jagten på titlen, men netop Tottenham har sæsonen igennem holdt skarpt antrit med favoritterne. United har pr. tradition haft krammet på Tottenham på udebane, og man skal såmænd helt tilbage til maj 2001 for at finde den sidste hjemmesejr mod United. Tottenham vil dog utvivlsomt tørste efter revanche, efter at man måtte indkassere et nederlag på 3-0 på Old Trafford i sæsonens første kamp. Sidste års opgør endte skuffende 0-0 efter en kamp med uhyre få chancer til begge hold. De to mandskaber har mødt hinanden i alt 180 gange, siden de stødte sammen for første gang i FA Cuppen i 1899. n

Roma-Lazio 4. marts

Dette romerske lokalopgør har historisk set været præget af en broget skare af hundredtusindvis af begejstrede fans, spænding, ofte vidunderlig fodbold, men også af vold og – i de seneste årtier – med udtalt racistiske over- og undertoner. Historisk set har Roma fået deres støtte fra den sydlige, mere venstreorienterede del af Rom, medens Lazios støtte kommer fra de nordlige, rigere og politisk højreorienterede distrikter i den italienske hovedstad. Lazio blev grundlagt i middelklassekvarteret Prati og spillede oprindeligt på Rondinellabanen i det velhavende, nordlige Parioli-kvarter. Roma spillede oprindeligt på Motovelodromo Appio og senere på et nyt stadion i arbejderklassekvarteret Testaccio. Siden 1953 er alle kampe blevet spillet på det store Stadio Olimpico i det nordlige Rom. Denne romerske nord-syd orientering mellem de to klubber afspejler sig også i dag, hvor Lazios fans traditionelt indtager den nordlige del (Curva Nord), og Romas fans den sydlige del (Curva Sud) på Stadio Olimpico.

Husk også at se... z UEFA Champions League: Kvartfinaler, 1. kamp 27/28.marts z Superliga: Brøndby-AGF, Brøndby Stadion, 11.marts. FC København-FC Midtjylland, Parken, 18.marts z Premier League: Liverpool-Arsenal, Anfield Road, 3. marts Manchester City-Chelsea, City of Manchester Stadium 19. marts Chelsea-Tottenham, Stamford Bridge, London, 24. marts z Bundesliga: Schalke 04-Hamburger SV, Veltins Arena, Gelsenkirschen, 11. marts Borussia Dortmund-Werder Bremen, Signal Iduna Park, 17. marts z Serie A: AC Milan-AS Roma, San Siro, Milano, 25. marts Juventus-Inter, Stadio Delle Alpi, Torino, 25. marts z Primera Division: Villareal-Real Madrid, El Madrigal, 21. marts Real Madrid-Malaga, Estadio Bernabeu, 18. marts 78 sportsfan


HOMME by DAVID BECKHAM THE NEW FRAGRANCE


Konkurrence

JEAN PAUL GAULTIER KOKORICO Så har han gjort det igen! Jean Paul Gaultier har skabt en ny parfume til mænd – Kokorico – den 6. i rækken. Den første duft 'Le Male' kom i 1995, og først 10 år Vind denne nye, efter kom unisex duften 'Gaultier2'. Derefter fulgte lækre duft sammen med i 2007 'Fleur du Male', i 2008 'Monsieur Eau de Jean Paul Gaultiers pigeduft Classique til din Martin', i 2010 'Le Male Terrible' og i kæreste. For at deltage i år altså 'Kokorico'.

F

or Gaultier har der altid eksisteret flere forskellige mænd; mænd i forskellige aldre, maskuline, feminine, lømmelagtige, nuttede, uartige og raffinerede. Men alle har de en fællesnævner: en stærk personlighed. Til alle disse mænd har Jean Paul Gaultier skabt denne nye parfume. Den har en moderne, sexet fremtoning, der er tiltænkt ham, der ikke er bange for at gøre noget uventet; noget prangende, humoristisk eller provokerende. Kokorico er en meget maskulin duft, der kommer i en flakon, formet som en tænksom herreprofil. Hvad tankerne er, må være op til dig! n

konkurrencen, skal du sende en mail til: kon@sportsfan. nu. Skriv GAULTIER i emnelinjen og svar på følgende spørgsmål: Hvor mange dufte har Jean Paul Gaultier lavet til mænd? Du kan deltage én gang, og du skal sende dit svar inden den 16. marts 2012.

www.sportsfanplus.dk 80 sportsfan


Anden sport

Badminton: All England 6.-11. marts Mens Peter Gade er i gang med sin sidste sæson som professionel badmintonspiller, kan All England turneringen i Birmingham meget vel gå hen at blive Jan Ø. Jørgensens første helt store triumf på den internationale badmintonscene. Ved Super Serie turneringen Malaysia Open i januar slog Jan Ø. selveste Lin Dan ud i 1/8 finalerne, og det har givet forhåbninger om en ny dansk sejr i herresingle-rækkerne, hvor vi ikke har haft en dansk vinder, siden Gade vandt turneringen tilbage i 1999. Så ser det til gengæld mere lyst ud i herredouble, hvor Danmark de sidste to år har vundet titlen, først ved Jonas Rasmussen og Lars Paaske i 2010 og sidste år ved Mathias Boe og Carsten Mogensen, som igen stiller op som favoritter. Hos damerne kan man gøre sig forhåbninger om Tine Bauns tredje titel i den prestigefyldte turnering, men Baun har efter en lang skadespause haft svært ved at genfinde formen. Det er i øvrigt sidste år, at turneringen spilles i Birmingham, før den vender tilbage til London igen næste år. n

Cykling: Milano-San Remo 17. marts

Cykelsæsonen sættes uofficielt for alvor i gang, når den første af de såkaldte ”monument-klassikere”, Milano-San Remo afvikles i midten af marts. MilanoSan Remo blev kørt første gang i 1907. Det er kendt som La Primavera og er med sin 298 km lange rute et rigtigt langt løb, faktisk det længste af forårsklassikerne. Milano-San Remo betegnes ofte som "Sprinternes Klassiker", eftersom ruten er tilpas flad til, at sprinterne kan sidde med helt til slut. Derfor afgøres løbet ofte i en massespurt, og det er oftest den sprinter, der er i den bedste form i denne tidlige del af sæsonen, der vinder. Selvom ruten er forholdsvis flad, ligger der dog et par stigninger undervejs. Mest frygtindgydende er Passo del Turchino, der nogle steder har en stigningsprocent på 10. Men eftersom Passo del Turchino ligger ca. midtvejs i løbet, er det sjældent, at løbet finder sin afgørelse her. Stigningen Poggio kort før mål har derimod ofte været brugt som afsæt til et afgørende angreb.

Husk også at se... z Atletik: VM Indendørs, 9.-11. marts, Istanbul (TUR) z Cykling: Paris-Nice, 4.-11. marts, Gent-Vevelgem, 25. marts, Tirreno-Adriatico, 7.-13. marts z Alpin World Cup: Sæsonfinale, 11.-18. marts, Schladming (AT) z Bordtennis: VM for hold, 25. marts-1. april, Dortmund (GER) z Tennis: Indian Wells, 5.-18. marts, Sony Ericsson Open, 18.-26.marts sportsfan 81


Tennis

Jeg stønner, når jeg vil! Tennisstjernen Maria Sharapova, der indledte sæsonen på fornem vis ved at spille sig i finalen ved Australian Open, har altid været i mediernes fokus for sit højlydte stønneri. Så voldsomme er stønnelydene, at hvor Sharapovas grynt er blevet målt til over 105 decibel, løber støjen fra en jetmotor normalt op på 114 decibel. Det har vakt irritation blandt mange tennisfans og affødt en regn af protester fra hendes konkurrenter og eksperter, bl.a. den tidligere verdensetter Martina Hingis, der mener, at Sharapova er for larmende. Det har nu fået tenniskvindernes organisation, WTA, til at gå ind i sagen for at se, om man i det hele taget kan få spillerne til at stønne mindre. Specielt fokus på problemet var der ved finalen ved Australian Open, hvor Sharapova mødte hviderusseren Victoria Azarenka, der også er kendt for sit markante grynt. Adspurgt om sit højlydte stønneri har Sharapova altid svaret, at hun i hele sin karriere har spillet på samme måde, og at hun stønner, når hun vil - sådan er hendes spillestil. Ingen vigtig person har endnu fortalt mig, at jeg skulle lave om på mig selv, siger Sharapova således. Det ser ud til, at den del af publikum, som ikke kan klare Sharapovas til tider voldsomme udbrud, må lære at leve med det, og at Hingis må holde sig for ørerne. Under alle omstændigheder bliver det interessant at se, hvad der bliver konklusionen på WTA’s undersøgelse. n 82 sportsfan


er

Løg

o Majr

ALLICIN r

re

Sortøjede bønner

Peberrod

Bl

om

er

as

LF

gt fru

AROTEN

io ns

AC

B

E

A

TA

XANTHIN

TO

Squ

ash

YP

Gul

R

ER

BE

IDIN

TA

C

O

NE

IS

R

n melo

Tran

er

bl

æ

r

r

om

Br

der

Rødbe

Tomater

Guava

Rødkå

l

Blo

mm

laero r Ac ebæ s kir

nat

æb

le

So

EG

A N AT

BEAUT Y

IO

AV

n

te

G

ønner

Sojab

nne Grø er bønn

kå l sh

Squa

C YA N I D

IN

ER

oli

Brocc

FÅ DIN DAGLIGE DOSIS FARVE Ernæringseksperterne anbefaler, at vi spiser flere farve­ rige frugter og grøntsager hver dag. Disse fødevarer indeholder vigtige næringsstoffer. Plantenæringsstoffer danner grundlaget for mange NUTRWAY™ vitaminer, mineraler og kosttilskud. Vores plantekoncentrater frem­ stilles af de fineste naturlige ingredienser, der dyrkes i overensstemmelse med bæredygtige dyrkningsmetoder.

FL

CY

YO U R B U S I N E S S

H

THO

kål

ål Krølk

HOME

ISO

t

NUTRITION AX

N

la

ZE

HI

Ro se n

Sa

G

NT

Have brønd karse -

LUTEIN/

C

A

ne Grøn ugter rfr pebe

De plantenærings­ stoffer, der findes i frugter og grøntsager i de enkelte farver.

T

at

in

Sp

O

AN

Grøn

er

dis

Ra

Hindbær

ine

erg

r

Aub

fler

Blå karto

rd

Jo

r

AGSYRE

lbæ

ELL

er

S er

nn

De forskellige frugter og grøntsager, du kan spise, i alle farver.

Gra

IS

T

r ebæ

r Drue

Vand

t

R

O

er

r

ug

d efr Rø rap g

NE

nne Grø ner bøn

Fign

de

enbæ

Boys

or te

FARVEHJULET VISER:

LY C O P I N

de

r

æ

åb

Bl

L

ød

er

rtofler

S V E R AT R O

ler

ikos

Søde ka

er

sh

coli

a Squ

Broc

RE

Gu

Abr

in

l

da r

an

t

E

M

la

SP

ønner

Sojab

A N AT

Papaja

te

CY

loupe

H

IO

Canta

V

H

EN

ISO FL A

Have b kars rønde

r

lsine

Appe

O

n

G

N

ne Grøn rugter rf pebe

ROT

HI

CA

NT

Ro se n

Sa

Pa ss

n Ana

s

aj

Grøn

Krølk ål

at

in

Sp

X

M

kål

l

EA

A

EG

er

Citro n

QUERCETIN

nn

k

/Z

G

Hv kid ide ne yb ø

tina Pas

Hvid løg

LUTEIN C

n

no

pig

am

Ch

YO U R B U S I N E S S

NUTRIWAY kosttilskud indeholder naturlige planteingre­ dienser og bidrager til, at du får de nødvendige plante­ næringsstoffer fra frugt og grønt, som folk med knap så sunde kostvaner ikke får gennem kosten alene. BEAUT Y

HOME

NUTRITION

NUTRIWAY­brandet tilbyder kosttilskud til alle i alle aldre. Læs mere på www.amway.dk eller ring på 4331 3233.

YO U R B U S I N E S S

Kun hos

BEAUT Y HOME

NUTRITION


Asics Gel-Volt 33

ENERGIZE EVERY STEP

Følger din fod og styrker dermed dine naturlige bevægelser, så du får et mere effektivt løb. Damestr. 35½-42 og herrestr. 42-47.

1.000,-

www.intersport.dk


Sportsfan_nr.68_marts2012 (1)