januar06

Page 13

Kort om sport

UPfront

Cykling

Trænger man til en dosis cykling i vinterpausen, er det nu, man kan købe billetter til 6-dagesløbet, der kører fra 2. til 7. februar i Ballerup Super Arena. Derudover byder kalenderen på en række oversøiske løb som Tour Down Under i Australien (17-22/1) eller Tour of Qatar (30/1-3/2).

Håndbold Kvinder

(for herrerne se speciel optakt på side 104) Søndag den 8. januar kl. 16.25 Champions League: Viborg HK – Krim Ljubljana. Viborg-pigerne lægger hårdt ud i Champions Leagues gruppe A, hvor premieremodstanderen i Viborg Stadionhal er ingen ringere end de tidligere Champions League vindere Krim Ljubljana. En skrap nytårsmenu, men vil man nå langt i Champions League – og det vil de grønblusede – må man tage modstanderne, som de kommer! Der bør være lagt op til en lækkerbisken. Lørdag den. 14. januar kl. 16.15 Slagelse DT – Dunaferr NK. Så er det de forsvarende dobbelte Champions League mestre Slagelses tur til at hjemmebanedebutere i denne sæsons turnering. Og selv om Dunaferr og ungarsk kvindehåndbold i det hele taget hører til den absolutte europæiske elite, er Anja Andersens tropper favoritter - som de vil være det mod enhver modstander også i denne sæson. Onsdag den 25. januar kl. 21.00 Ikast/Bording – Viborg HK. Så er vi i den hjemlige Tomsliga – og det med et midtjysk lokalopgør, som er ganske afgørende for de to holds muligheder i toppen. For Viborgs vedkommende handler det om at holde trit med Slagelse og minimum om at sikre sig andenpladsen i grundspillet. For Ikastmandskabets vedkommende er der allerede smidt flere dumme point, end der er råd til, hvis man vil i slutspillet. Derfor er hjemmeholdet nærmest pisket til at vinde dette opgør – men det bliver uhyggelig svært.

Ishockey

8. januar møder Herning Blue Fox Nordsjælland Cobras på Kvik Hockey Arena i Herning. Samme dag tager Odense Bulldogs imod AaB Ishockey. De to opgør er returopgør i pokalturneringens semifinaler – første kamp har været spillet to dage forinden. Selve pokalfinalen spilles i begyndelsen af februar. 22. januar besøger Herlev Hornets Esbjerg Skøjtehal. EfB Ishockey tager imod københavnerne i det, der ser ud til at blive en drabelig duel i kampen om at undgå niendepladsen – og dermed et farvel til pladsen i slutspillet. 27. januar SønderjyskE – Herning Blue Fox. Spændende topopgør i ligaen i en kamp, hvor hjemmeholdet garanteret vil gøre alt for at få revanche for det forrige opgør mellem de to klubber i Vojens Skøjtehal. Her vandt Herning 7-4 efter at have været bagud 0-4!

Kessler må drosle ned

Den danske bokser Mikkel Kessler er ved at komme i så god form, at han sprænger træner Ricard Olsens VM-træningsplan. Derfor flyver Kessler til Thailand på en midlertidig træningslejr. ”Jeg har ganske enkelt knoklet så hårdt på med træningen, at Ricard simpelt hen frygter, at vi ender med at brænde alt krudt og motivation af før tid, og jeg risikerer at tænde af inden lørdag d. 14. januar. Så derfor griber jeg nu lejligheden til at køre formkurven en anelse ned under vejrmæssigt helt perfekte forhold,” siger Mikkel Kessler. Lørdag 14. januar møder Kessler Canadas tidligere WBC-verdensmester samt WBC-toprangerede Eric Lucas (38-6-3, KO 14).

Mandehørm på flaske

Nu kan man snart komme til at lugte (eller stinke, som rivaliserende fangrupper sikkert vil hævde) som Arsenal. De engelske pokalvindere lancerer nu, som den første fodboldklub nogensinde, deres egen duft, nemlig herreparfumen ”Arsenal 1886”, som klubbens danske fanklub har sikret sig forhandlerrettighederne til herhjemme. ”Nu er vi – uretfærdigt – i årevis blevet skudt i skoene, at vi lugter af armsved og ølbøvser. Det skyldes, at man har forvekslet os med visse andre fangrupper, men også den misforståelse kan vi da få ryddet af vejen nu,” erklærer formanden for Arsenal Denmark, Thomas Ballegaard. Den nye Arsenal-duft er skabt af parfumisten Sheila Pickles, der selv er livslang Arsenal-tilhænger. Hun har hentet sin inspiration i eksotiske dufte fra Vestindien og Fjernøsten. Man kan læse mere om parfumen, og om hvordan man bliver medlem af Arsenal Denmark, på hjemmesiden www.arsenal.dk.

sportsfan 13


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.