Issuu on Google+

NR. 16 // VINTER 2011

gratis magasin om Bøger og Bogkultur overgrunden.dk


vintertid er læsetid // 5 Fra køkkenhaven til sidesår // 6 Byen i Bogen: Pas På, englænderne kommer! // 12 har du styr På dit Beat? // 14 et gotisk vintergys // 16 om ærligt at snyde sig glad // 21 Bogen Bag: lånerne - kun lidt For Børn // 26

nr. 16 // VinTer 2011 OVerGrUnDen.DK UDGiVer AF OVerGrUnDen MArTin MADsen CVr 31 14 02 42 BriAn sTeVn HAnsen reDAKTør Jessie nørGAArD Jessie@OVerGrUnDen.DK sKriBenTer AnnA MAriA VeJen Jens O. sørensen MAriA BeisHeiM DesiGn ALL is VisUAL // ALLisVisUAL.DK sKriFT BAsKerViLLe, GArAGe GOTHiC & neWBerLin iLLUsTrATiOner nAJA JørGensen // WWW.eLAsTiK.inFO iLLUsTrATiOn siDe 4+5, 14 ALL is VisUAL OPLAG 8.000 TrYK GP-TrYK issn 1902-3405

OVerGrUnDen TAGer FOrBeHOLD FOr TrYKFeJL OG AnnOnCernes inDHOLD. inDHOLD MÅ CiTeres, HVis KiLDe TYDeLiGT AnGiVes.


AF Jessie nørGAArD

vintertid er læsetid Dagene bliver kortere og kortere og den lille streg på termometret sniger sig langsomt nedad. Hr. Vinter har meldt sin ankomst og det er tid for at hoppe under tæppet og forsvinde væk i en god bog i lampens skær. I dette nummer af Overgrunden får du flere bud på, hvad du kan kaste dig over i løbet af vinteren. Du kan læse om den finske enfant terrible Pentti Saarikoski, der er ved at drukne i alkohol og afsavn i Dublins gader. I serien Bogen bag kan du læse om japanske Miyazakis kommende film Arrietty, der bygger på Mary Nortons Lånerne, og i Byen i bogen er vi denne gang blevet her i Danmark, hvor et opgør om verdensherredømmet udspilles. Du kan også blive klogere på, hvad gotiske gyserromaner er, og komme tættere på den islandske forfatter Gyrdir Eliasson, der i 2011 vandt Nordisk Råds Litteraturpris. Vi ønsker alle vores læsere en rigtig god jul og et godt nytår – og ikke mindst: God læselyst!

5


6


Fra køkkenhaven til sidesår AF Jens O. Sørensen

Overgrunden har mødt den islandske forfatter Gyrdir Eliasson, der i 2011 vandt Nordisk Råds Litteraturpris

7


Eftermiddagsmørket er ved at falde på og kulden sniger sig ned ad Fiolstræde foran Paludans Bogcafé i indre København. Det er torsdag den 3. november - dagen efter, at den islandske forfatter Gyrdir Eliasson har fået overrakt Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Mellem træerne, der består af 47 korte noveller på mellem tre og seks sider. Og nej, som det vil fremgå senere, er det ikke en stavefejl i overskriftens sidesår. Eliasson går de tre-fire trin direkte ned i den antikvariske underetage af Paludans Bogcafé. Med sin neutrale grå-brune efterårsjakke og sine store briller gør han ikke meget væsen af sig i den fyldte bogcafé, men virker sympatisk på afstand. Jeg går ned for at hente ham. Da jeg skal til at klappe ham på skulderen, undrer jeg mig og gør det ikke. Han er begyndt at tale med antikvaren om et eller andet. De har lidt svært ved helt at forstå hinanden, indtil de begge slår over i engelsk. ”Han genkendte mig og forklarede, at der var en artikel om mig i avisen her i går. Han lovede at prøve at se, om han kan finde den til mig.”

En travl mand Mens Eliasson venter på avisen, henter jeg kaffe til os. Under ventetiden er han begyndt at bladre lidt fraværende i en avis, der lå på bordet, vi satte os ved. Mon han leder efter den artikel antikvaren fortalte ham om? Jeg afbryder ham i avislæsningen og spørger, om han har haft tid til at slappe lidt af oven på gårdsdagens prisoverrækkelse. ”En smule. I går var jeg fuldstændig optaget hele dagen. I dag har jeg gået lidt rundt i byen. Ikke set noget specielt.” Han kigger sig rundt i rummet med de mange bøger. ”I virkeligheden er jeg ikke så glad for at rejse, men jeg er utrolig glad for de mange antikvariater, som findes i København,” forklarer Eliasson. ”Der er noget særligt ved de gamle bøger og måden en bog kan genanvendes.”

Overlevelse på flere sprog Eliasson har skrevet digte og litteratur siden 1983. Udover Mellem træerne findes endnu kun

8

novellesamlingen Papirsregnen fra 1988 og romanen Søvncyklen fra 1991 på dansk. Det ændrer sig jo nok, hvis man tænker på sidste års finske prisvinder af Nordisk Råds Litteraturpris, Sofi Oksanens forfatterskab. Jeg undrer mig over, hvad en forfatter som Eliasson mon har lavet, inden han for alvor slog igennem som forfatter. Det gjorde han i 2002, hvor han også var indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris for bogen Det gule hus, som ikke er oversat til dansk endnu. ”Tidligere har jeg blandt andet levet af at oversætte udenlandsk litteratur til islandsk. Det er noget jeg ser som en styrke for en forfatter. Oversættelse sætter fokus på dit eget sprog og din egen stil.” Men er det ikke noget af det samme, man oplever som læser? ”Der sker en form for udvidelse af din egen horisont, når du læser. Når du oversætter, sker det i en mere konkret grad. Via indlevelsen i et andet forfatterskab og dets sproglige tone fortætter du ligesom din egen opmærksomhed på sproget. Gennem indlevelsen på det helt konkrete sproglige niveau udvides din egen opmærksomhed på sproget og din horisont udvides derfor også både sprogligt og litterært. Når du læser, sætter du dig ind i en anden verden. Som oversætter skal du formidle denne verden på dit eget sprog.” Der er cirka 300.000 indbyggere i Island i dag, så det er et temmelig lille sprogområde. Hvad betyder det for tilgangen til oversat litteratur? ”Der er 325.028 indbyggere”, konstaterer Eliasson tørt. Vi griner. ”I dag er der en særlig tendens, primært hos mandlige amerikanske forfattere, der peger i retning af, at de skriver forfærdeligt lange bøger. Samtidig er der en anden tendens i forhold til oversættelser, som peger i retning af, at oversætterne har mindre tid til at oversætte hver enkelt bog og derfor bliver oversættelserne måske af og til også mindre gode, hvilket så igen giver mindre lyst til at læse oversat litteratur. Det er noget jeg i høj grad synes er synd. For omkring 40 år siden sagde en af mine store


FRA KØKKENHAVEN TIL SIDESÅR

inspirationskilder, Henry Miller, at islandsk er det sprog mest udenlandsk litteratur bliver oversat til. Mit indtryk er, at Tyskland er det land, hvor der oversættes flest bøger i dag. Jeg har også indtryk af, at tyskerne er det mest læsende folkefærd, vi har i Europa.”

Prisen og grænserne Der har været meget diskussion, i hvert fald i de danske medier, om hvorvidt Nordisk Råds Litteraturpris er mest politisk motiveret eller om der i virkeligheden findes en speciel nordisk litteratur. Men hvad har prisen betydet for Eliasson på det personlige plan? ”Nordisk Råds Litteraturpris har betydet meget for mig. Under dette besøg i forbindelse med uddelingen af prisen er det første gang, jeg er blevet genkendt på gaden i København. Den har givet mere økonomisk frihed til at skrive. Men om der ligefrem findes en særlig nordisk litteratur er et svært spørgsmål at svare på. Jeg synes ikke på den måde, at litteraturen har grænser indenfor landområder. Nordisk litteratur er i høj grad inspireret af resten af verden. Fra Hamsun til Strindberg. Det samme gælder for billedkunsten, hvor for eksempel fransk malerkunst har inspireret nordiske malere, som så lader sig inspirere til at male noget nyt, der igen kan inspirere kunstnere syd for de nordiske grænser.” Det er altså en form for inspiration og kulturel udveksling, der på denne måde foregår i kunsten på tværs af grænser. Er det det samme inden for litteraturen? ”Ja, der er sproglige udtryksmåder til forskel, men der er slet ingen tvivl om udvekslingen på tværs af landegrænserne, men også på tværs af kunstarterne.” Eliasson fortæller, at han er meget inspireret af den amerikanske science fictionforfatter Ray Bradbury. ”Men jeg er ligeså inspireret af argentineren Jorge Luis Borges, som engang

har udtalt noget, jeg er meget enig i i forhold til min måde at arbejde på som forfatter. Han har beskrevet forfatteren, som ’en læser, der skriver af og til’. Ligesom for Borges er det ufattelig vigtigt for mig at læse andre forfatteres værker. Både som inspiration, ligesom med oversættelsen, og som en løbende debatkilde. Af og til er det derfor også ensomt at være forfatter.”

Arbejdsværelset, billedkunsten og naturen Eliasson er 50 år gammel. I mange af hans noveller går naturen og døden hånd i hånd med overnaturlige elementer som en del af hverdagen. Så hvad er egentlig Eliassons hverdag? Er der specielle tidspunkter og steder, som er særligt inspirerende for ham under skriveprocessen? Eliasson kigger mig i øjnene og smiler tænksomt. ”Det er et interessant spørgsmål. Jeg har et arbejdsværelse, jeg sidder i oppe under taget. Det er et sådant loftsrum med et hvælvet skråtag. Det er et godt sted at arbejde. Det passer vel egentlig meget godt på den romantiske kunstnermyte. Men romantisk synes jeg ikke, jeg er. Alt det med idéen om den guddommeligt inspirerede forfatter, der lader en fremmed stemme skrive gennem sin pen. Min far døde for fire år siden. Jeg ved ikke, om det har betydet noget for min måde at skrive på. Han var maler.” På bordet foran Eliasson ligger under hans egen novellesamling en stor bog med hans fars malerier, han har taget med til den danske oversætter. ”Jeg erkendte selv tidligt, at jeg ikke malede godt nok til selv at blive kunstmaler. I stedet forsøger jeg i højere grad at male situationer og sansninger og overføre dem til ord. Når jeg ikke er hjemme, holder jeg meget af at vandre eller hike i naturen. Som barn tilbragte jeg meget tid ude på landet hos mine bedstefor-

Den vindende novellesamling Mellem træerne udgives af Forlaget Torgard og er oversat til dansk af Erik Skyum-Nielsen. Vil du give dig ­i kast med at læse tidligere værker af Eliasson, foreligger romanen Søvncyklen fra 1990 [da. 1995] samt fire indbyrdes forbundne fortællinger samlet i bogen Papirsregnen fra 1988 [da. 1991]. 9


ældre. På landet var der dengang endnu masser af gode historier om overnaturlige elementer i hverdagen, som jeg også beskriver i mine noveller. Derude brugte jeg også lang tid på at læse de islandske folkeeventyr, som ligesom så mange andre steder blev skrevet ned i 1800-tallet, og som udover en koncis sproglig tone også bygger på folkelig overtro.”

Døden og dens billeder Det får mig til at tænke på novellen Køkkenhaven, hvor bedstemoren til en dreng falder død om og lander med hovedet ned i hullet, hun lige har revet sin sidste roe op af. Vi griner begge. Det er en komisk scene, som bliver fyldt med en ubehagelig alvor, set gennem barnets øjne. Modsat de umiddelbare indtryk, når man møder ham, fortæller Eliasson, at ”Som barn var jeg generelt lettere deprimeret. Nu er jeg kommet i en alder, hvor mange er døde i tidens løb, ikke kun min far. Det er også en af grundene til, at døden optræder som en så markant karakter i mine noveller. Om forholdet mellem fiktion og virkelighed, synes jeg, Ray Bradbury formulerede det godt: ’To make fantasy work, you have to use realistic elements’. Det er det samme, når jeg beskriver forholdet mellem erindringen og døden. Når jeg skriver mine noveller, fremstår de forskellige billedlige situationer meget virkelige for mig, mens jeg sidder og skriver. Det er det, jeg prøver at indfange, når jeg skriver. Det er noget, jeg synes, er værd at dele med andre. Det er noget litteraturen, og særligt digte eller novellens form, er gode til. Jeg skriver for at skabe billeder.”

Afbrud og Island Vi bliver afbrudt af antikvaren fra tidligere, som meddeler, at han desværre ikke kunne finde artiklen om Eliasson. ”Det er i orden”, siger Eliasson med et smil, mens antikvaren får en autograf. Afbrydelsen giver mig anledning til at spørge om, hvordan det er at leve i Island i dag, efter bankkrakket i 2008, og om det har haft indfly-

10

delse på det litterære miljø på øen og på hans egne noveller. ”I det litterære miljø i Island i dag oplever jeg, at mange forfattere er meget højlydte, nærmest brovtende. Der er et stort element af selvpromovering og stand-up-agtig optræden i måden disse forfattere i dag fører sig frem på. Selvom det er aftaget en del efter banksektorens krak på Island, så føles Island af og til som en amerikansk koloni, hvor materielle ting i høj grad dominerer landets kultur. Jeg synes, jeg oplever en større grad af beskedenhed her i Danmark end i Island. Selv er jeg interesseret i ’de små former’. For eksempel er jeg meget inspireret af billedkunstneren William Turners små skitser i sort/hvide streger, der i sidste ende blot er en lille del af hans store malerier. Jeg har forsøgt mig som romanforfatter, men synes ikke det helt passer til min stil. Jeg udtrykker mig bedre i digte og noveller. I den korte og koncise stil, der ligger i digtet og novellens form, ligger muligheden for anvendelsen af et af kodeordene i min stil: Sarkasme. Den er en del af min humor og mit temperament. Jeg er glad for det korte, direkte og bidende, som ligger i den sarkastiske udtryksform.”

Novellens udtryk I mange af Eliassons noveller er der en stemning pegende mod det dystre. Men ligesom hans novellers knaphed, og på trods af prisoverrækkelsen og al storhejen omkring hans person dagen forinden, er Eliasson selv temmelig beskeden i sin fremtræden med sin sorte kaffe og en danskvand. ”Det har taget omkring halvandet år at skrive Mellem træerne. En bog kan tage tre-fem gennemskrivninger. Andre gange ved man bare, når den er der. Det kan være farligt med for mange gennemskrivninger. Man kommer let til at ødelægge essensen af det, man har skrevet.” Nordisk Råds Litteraturpris betyder for de fleste forfattere, at de bliver oversat til flere


FRA KØKKENHAVEN TIL SIDESÅR

sprog, og derfor kommer deres litteratur også ud til en større og mere international læserskare. Men - om det så er politisk eller ikke - så betyder sådan en pris vel også, at man bliver sat i bås med bestemte andre forfattere. Hvad er litteraturens rolle i dag, og har Eliasson mon et bestemt mål for perfektion med sin skrivning? ”Mit mål er ikke, og det vil jeg tro gælder for de fleste forfattere, at vinde priser. Selvom jeg selvfølgelig er utrolig glad for den anerkendelse, der følger med Nordisk Råds Litteraturpris. Mit mål er lidt ligesom med oversættelsesprocessen, som vi talte om tidligere, og læseprocessen i det hele taget, at udvide både sprogets og litteraturens horisont. For mig gælder det primært om at finde frem til nye måder at udtrykke sig på.”

Bogens omdiskuterede fremtid Hvad med den teknologiske udvikling indenfor bogmarkedet. I Danmark er e-bøger

og højtlæste bøger blevet temmelig populære, men samtidig er salget af papirudgaver af bøger også steget de seneste år. I en af Eliassons noveller, med det underfundige navn Sidesår, er der et morsomt eksempel med en fyr, som går og river centrale sider ud af en af sine venners bøger, hver gang han er på besøg. Selvfølgelig til stor irritation for vennen. Har det noget med bogens og litteraturens fremtid at gøre? ”Måske. For nyligt købte jeg en Kindle Reader. Det er fin måde ikke at skulle slæbe rundt på bøger på. Men det føles som om, det er lidt på lånt tid at læse på den måde. Bøgernes substans, når man sidder med dem, mangler. Det giver risikoen for, at de bliver lidt glemt eller overset bagefter. Ikke som den, man støder ind i i bogreolen eller antikvariatet.” Men er noveller i deres afgrænsede form ikke ret gode til for eksempel en iPad eller en Kindle Reader? ”Det kan man måske sige, men fysiske bøger er mere end deres sider.”

BLIV SYNLIG I OVERGRUNDEN ANNONCESALG: JESSIE@OVERGRUNDEN.DK WWW.OVERGRUNDEN.DK

11


Byen i Bogen: himmelvægterne – Peter Bredahls køBenhavn

Pas På, englænderne kommer! AF MAriA BeisHeiM

Verdenslitteraturen bugner med sammensværgelsesteorier og eventyrhistorier, men det er sjældent, at vi finder en, der er sat i gode gamle Danmark. ¶ som altid er det frimurerne, der står bag plottet. ¶ illuminatiordenen lægger deres skumle planer i hemmelige baggårde og verden har bare at passe på. ¶ I 1807 bor og underviser den unge skolemester Sigurd Brødmann i indre København. I Kronprinsensgade, hvor vi i dag finder delikatesseforretninger og Perchs Tehandel med den lange kø ud på fortovet. Den indre by ligner sig selv i bogen. Kun var de typiske små københavnske lejligheder dengang endnu mindre, de små bag-

12

gårde lå stadig overalt og Krystalgade hed stadig Skidenstræde. Området omkring Rundetårn var ikke ideelt og hvor helt Sigurd har ambitioner. Derfor sværmer han mere end lidt for idéen om at melde sig ind i Frimurerordenen og nyde godt af de muligheder for forfremmelse og forbedring, de kan give ham til gengæld for - lad os


Himmelvægterne er en selvstændig fortsættelse af Dannebrovalfarten af samme forfatter. nu være ærlige - en halv time hver torsdag med mumlede ritualer og halvt mente troskabseder. Han ignorerer derfor alle advarsler fra venner og bekendte, der fortæller ham, at hvis man giver djævelen en hånd, så er det ganske vist, at han tager hele armen. Før end han ved det, er Sigurd blandet ind i et djævelsk komplot skabt af arkæologen og teologen Friedrich Münter, der har overtalt kongen til at nedsætte den ellers uskyldigt udseende Oldsagskommission. Men målet er intet mindre end verdensherredømmet og Sigurd opdager snart, at når man først er inde, er der ingen vej tilbage.

Bombardementet truer Plottet udvikler sig og Sigurd kommer tættere og tættere på den egentlige hemmelighed. Hans vej fører ham ind i Rundetårn og Universitetet og man forbløffes gang på gang over, hvor lidt København egentlig har forandret sig i de forløbne 200 år. Gaderne er måske renere og mindre trafikerede, men folk er de samme og bygningerne er de samme velkendte, som alle københavnere kender så godt. Dog står Vor Frues tårn endnu - men det skal ikke komme til at vare længe. Englænderne står for døren og bombardementet truer. Spørgsmålet er hvorfor. Har det noget med Illuminatiordenen at gøre? Sigurds angst og bekymring for sin familie bliver et billede på den frygt, hele København må have følt på dette dramatiske tidspunkt i Danmarkshistorien og han må skynde sig at opklare mysteriet og holde englænderne fra døren. Det viser sig, at Illuminaterne jagter to stentavler fra Etiopien. De skulle efter sigende indeholde en kode, der, når den afsløres, kan give hemmeligheden om verdensherredømmet. Men jo mere Sigurd afslører om Illuminaterne, jo mere går det op for ham, at de ikke ved alt og at der kun er én mand, der måske kan kaste

lys over den flere tusind år gamle hemmelighed. Mens kongen flygter og hele Sjælland bliver besat, tager Sigurds desperate kamp ham på en ballontur tværs hen over Danmark til Ditmarsken, der dengang var dansk, for at møde en af de mest fascinerende personer i dansk historie, nemlig Carsten Niebuhr.

Fiktion møder virkelighed Carsten Niebuhr er en virkelig person. I 1766 var han en del af en ekspedition på seks mænd, der blev sendt afsted til Arabien på den første egentlige videnskabelige ekspedition. Hans job var oprindeligt at tegne kort over områder, der aldrig før havde været kortlagt, og at aftegne gamle skrifter og inskriptioner for at udforske de lande, antikviteter og fauna, der nævnes i Bibelen, og på den måde forbedre forståelsen af den. På den lange rejse fra Helsingør til Konstantinopel, til Yemen og over Indien hjem til Danmark dør hans rejsekammerater en efter en og han overtager gradvist deres opgaver og ansvaret for deres indsamlede prøver. Da han endelig kommer tilbage til København efter otte års rejse, er interessen for ekspeditionen forsvundet med kongeskiftet og den nye regering. Hans kort over Yemen kommer ganske vist i brug, men de mange planter og andre ting, han har bragt med hjem, bliver stoppet til side, glemt og ignoreret og han trækker sig tilbage til sit hjem i Ditmarsken. Her møder fiktion og virkelighed så hinanden, da Sigurd finder Carsten Niebuhr som en gammel, blind og bitter mand. Det viser sig, at Carsten Niebuhr tog en hemmelig afstikker på ekspeditionen og stjal en vis berømt arkæologisk genstand. Det er den, englænderne er ude efter, og nu gælder det for Sigurd om at komme hjem til København og stoppe angrebet, afsløre Illuminaternes onde planer og i forbifarten redde Danmark.

13


R HAR DU STY ? PÅ DIT BEAT

(da. 1991/200 8).

SIDE A

re b

gal

øge

s te

Eu

i r af P en . De e n t ti Tid em 1 98 2) . . S ) a a 9 d a ( r ikoski på and 99 d a n s k : De n d u n k l e d a n s s he d a. 1 st o g 8- 73 ( 5 9 1 n a n d re d i e gte – digtudvalg fra period

Et-to-to-et-halvt, et-to-to-et-halvt, et-to-to-et-halvt. Sådan synes tekstens og den finske poet og forfatter Pentti Saarikoskis skridt at snuble sig frem i fodsporene fra James Joyces Leopold Bloomkarakter fra Ulysses og verdens samtidige begivenheder i 1968 i den beatede lille bog Brev til min hustru: ”Hvad var det nu, Bloom spiste her på dette værtshus? På væggen bag mig hænger en rodet tegning med alle de steder, hvor handlingen i Ulysses udspiller sig.”

Den finske enfant terrible Saarikoski var sin samtids enfant terrible, ikke blot som forfatter, men også som kendis. Finland havde i 1968 et mere modsætningsfyldt, for ikke at sige prekært, forhold til Sovjetunionen

14

er t yd

9).

(da .

And

Pr

ag

De n

ro p

a: e

t ki

n et i

sk b

ill e d e

arikoskis rablende Sa ti nt Pe i g la ds Ne min hustru lille bog Brev til

2 00

NSEN AF JENS O. SØRE US HVIID SM RA N IO AT TR ILLUS L UA VIS IS L AL //

og kommunismen end de fleste andre vesteuropæiske lande i 60’erne. Dette ikke mindst på grund af den tidligere russiske besættelse af Finland fra 1809-1917, der også var medvirkende til den kendte Vinterkrig under 2. Verdenskrig. Som erklæret kommunist ville Saarikoski vise, hvordan kapitalismens hegemoniske sprog ved sin udlevelse stod for destruktionen af samfund. I stil med amerikanske beatpoeter som Allen Ginsburg, William S. Borroughs og Jack Kerouac var Saarikoskis modtræk mod den kultur, han kritiserede, blandt andet at forsøge at vende folkementaliteten gennem sproget, ved at gøre brug af miks mellem stor patos og en tømmermændspludrende og -plaprende skrivestil i brevet til hans kone, hvor:


”Jeg vil prøve at fortælle dig alt, alt hvad der sker i løbet af de næste to lange måneder. Jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker omkring mig, og jeg vil fortælle dig alt, hvad der sker i hovedet på mig.”

Saarikoskis længselsfulde beat Teksten i Brev til min hustru hiver, piber og trækker astmatisk dvælende et poetisk slæbende åndedrag akkompagneret af sin forfatters alkoholiske, rytmisk tunge skridt gennem Dublins gader. Midt i skyerne fra røgslørene, de klynkende anekdoter om det svære indtag af fast føde, gintågerne og den konstant kørende fisse-pik-ogpatter-fortællerstil beskriver Saarikoski med stor elegance sit nostalgiske forhold til den store Ulysses, byen Dublin og hans kone (nummer fire af slagsen), som er langt borte hjemme i Finland. Dette mikser Saarikoski med angsten for at miste fatningen i en ensom løbende diskussion med sin pik om dens vilje på godt og ondt: ”Sidste nat drømte jeg om Joyce. Han stod på en gade og var død. Jeg gik hen til ham og sagde noget til ham, men han var død og kunne ikke svare, stirrede kun undskyldende på mig. Så kom du, jeg greb fat om dig, så vågnede jeg, jeg havde viklet mine ben omkring tæppet, jeg forsøgte at glemme den, jeg tænkte på førsokratiske tænkere, men den blev bare ved at stå på mig, jeg følte mig stadigvæk søvnig, jeg ville gerne have sovet videre, men den var ubøjelig.”

Karrusellen De massive tekstblokke side op og side ned om tømmermænd og andre af den landflygtiges genvordigheder bliver mærkeligt nok ikke så enerverende, som man skulle tro. De tætskrevne sider bliver mere et lydindtryk, der, som en karrusel, kører rundt om den selvudleverende og undersøgende unge mand, der langsomt drejer med rundt i midten af karrusellen i halvt tempo, mens han forsøger at holde styr på sine lidt umodne dagbogslignende alkoholiserede betragtninger af sit eget liv, mens hans betragtninger om verdens gang registreres som en del af karrusellens menageri. Der, hvor verden rundt om Saarikoski snævres ind på grund af den alkoholtyngede synsvinkel, åbnes for nye betragtninger af allerede gennemgåede problematikker.

Filologen Som uddannet klassisk filolog oversatte Saarikoski både Homers Odysseus og James Joyces Ulysses til finsk. På sine udflugter rundt i Dublin i Brev til min hustru fremstiller han sig selv som en kuet mand i sammenligning med forbilledet Joyce. Men Saarikoskis projekt er ikke blot at vise den klassiske litteratur og Joyces storhed. Det er i lige så høj grad et samlingsprojekt, hvor han længes efter en form for klarsyn i sit liv: ”Men jeg er ikke her for at lede efter Joyce, for at gå i Joyces fodspor må man vist sige, jeg leder efter vejens begyndelse, flodens udspring for at følge den ud til havet. Så jeg kunne blive vidtskuende og medgørlig. Jeg tror aldrig, jeg har følt mig så ensom som nu, i dag er det skærtorsdag, i morgen er det langfredag, alle steder holder lukket, hvor skal jeg gå hen? Hvis bare du var her, så kunne jeg mase hovedet ind mellem dine bryster, aftenerne er helt umulige. Hvorfor rejste jeg herover? Fordi jeg var nødt til det.”

Bohèmens opgør Saarikoski, der levede fra 1937 til 1983, havde på dette tidspunkt i 1968 allerede opnået et velkendt og berygtet ry som en lyriker og forfatter, der ville gøre op med sin samtids modernistiske tendenser indenfor litteraturens verden. Den bohèmelignende stil, hvor verdensmanden er sig selv nærmest, mens sammenligningerne mellem skidt og kanel trækkes på kryds og tværs i én lang associationsrække af håbefuldhed, forarmelse, forargelse, nostalgi og sorg: ”En drukmås kan klare sig igennem livet med lige så gode papirer som en hvilken som helst kartoffelspiser, hvis bare man har penge nok: Cæsar, Luther, Churchill, Goethe, en hel kavalkade af genier, alkoholikere alle sammen. At kneppe og drikke spiritus betragtes i Finland som laster, de udgør de nedarvede værdier, som det er klogest at tie stille om, medmindre man er ude efter en blodtud. Finlands ungdom må ikke fordærves, bliver der sagt, men sagen er snarere den, at det slet ikke kan lade sig gøre, det er en ungdom, der slet ikke kan fordærves, om så Guds søn kom med for at hjælpe til.”

15


Et gotisk vintergys AF Anna Maria Vejen

Mørke og stormfulde aftener, faldefærdige gamle slotte, vanvittige videnskabsmænd, damer i hvidt og brutale husherrer med mørke hemmeligheder gemt på loftet eller i kælderen. Enhver læser genkender straks klichéerne – tror vi. Men faktisk er det de færreste, som har et indgående kendskab til den gotiske gyserroman. Her gives et rids af genrens oprindelse og udvikling samt en anmeldelse af M.G. Lewis’ The Monk.

Vinteren er begyndt, efterårets sidste glød er slukket og dagene bliver hastigt mørkere, vådere og koldere. Som læser kunne man nemt fristes til at flygte ind i fiktionens verden til varmere og mere solrige lande. Men læsning behøver ikke altid at være ren eskapisme. Man kan i stedet udnytte årstiden til at begynde eller genoptage bekendtskabet med en gammel og næsten glemt genre, som egner sig særligt godt til at blive læst på mørke

16

eftermiddage, hvor slud og tåge holder en inden døre eller på iskolde, blæsende nætter, imens man hygger sig med et varmt tæppe og stearinlys; nemlig den gotiske gyser.

Fra stammefolk til kunstart Men hvordan kan man kende en gotisk roman? De fleste har nok en mere eller mindre vag forestilling om, hvad den gotiske roman byder på, men begynder man at tænke


over, hvad ordet egentlig betyder og hvilke værker, som regnes for at høre til genren, opdager man hurtigt, at en definition alligevel ikke er så ligetil. Gotik er nemlig et begreb, som har været under udvikling fra de første århundreder e.kr. og frem til nu. Oprindeligt henviste det til goterne, et germansk stammefolk, som levede under folkevandringstiden i Europa, og som bekæmpede romerne og hunnerne gennem flere århundreder. Senere blev det brugt synonymt med ’germansk’, og derefter i betydningen ’noget som hører middelalderen til’. I renæssancen begyndte man at tale nedsættende om gotisk arkitektur, som benytter sig af høje, kantede former og spidsbuede vinduer, og som i dag mest ses på kirker og gamle universitetsbygninger. Stilen blev regnet for at være grim og barbarisk – formentlig med henvisning til goterne, som var kendt for deres krigeriskhed – da den adskilte sig fra de lige, symmetriske former, som i denne tidsperiode blev regnet for ideelle. De fleste har desuden hørt om gotisk skrift, bedre kendt som ’krøllede bogstaver’. Gotisk håndskrift stammer fra middelalderen, men er også den første skrifttype, som bogtrykkerkunsten anvendte, og i Danmark holdt man først op med at undervise skoleelever i den snørklede, svært læselige skrift i 1875. I dag kan ’gotisk’ desuden også henvise til en subkultur, hvor man dyrker en musik- og tøjstil, som udsprang af punk, men som er betydeligt mørkere, mere romantisk og indadvendt.

ren var under genopblomstring. I denne periode blev det populært at efterligne middelalderen i bygnings- og havedesign og den gotiske arkitektur kom igen på mode. Interessen spredte sig hurtigt til andre former for kunst og Horace Walpole, ejer af huset på Strawberry Hill, som blev en seværdighed efter Walpole istandsatte det som et gotisk slot med excentrisk placerede tårne og spir, skrev den første gotiske roman i 1764. Romanen hed The Castle of Otranto (Slottet i Otranto) og Walpole fik den i første omgang udgivet under pseudonymet William Marshal. I romanens forord påstod han, at den var et ægte italiensk dokument fra perioden 1095-1243, som han havde fundet og oversat, hvilket de fleste læsere og kritikere i første omgang troede på. Bogen blev en stor succes og Walpole følte sig nødsaget til at skrive et nyt forord til de efterfølgende udgaver, hvori han indrømmede sin spøg og stod frem som værkets forfatter.

hvordan kan man kende en gotisk roman?

Den første gotiske roman Den gotiske roman blev imidlertid først opfundet i sidste halvdel af det 18. århundrede i England, hvor interessen for middelalde-

Den gotiske roman som modreaktion Den gotiske roman er altså ikke, som man ellers kunne forledes til at tro, et middelalderværk, men en efterligning at et sådant. Englændernes fascination af middelalderen bundede i en tiltrækning af, hvad de forestillede sig som en mørk og underfundig fortid, hvor mennesket ikke var herre over naturen og styret af fornuft, men derimod var offer for en voldsom og barsk natur, og hvor overnaturlige kræfter og en tyrannisk kirke kæmpede om dets sjæl. Den gotiske roman kan ses som en modreaktion på samtidens voksende urbanisering, materialisme og rationalisme og en higen efter at vende tilbage til en tid, hvor

17


der var plads til det uforklarlige og fantastiske. Fascinationen af det gotiske udsprang af romantikken, som var en modreaktion på stort set de samme ting, men der var en afgørende forskel på de to bevægelser: Hvor romantikken beskrev og idealiserede det smukke og frie ved naturen og menneskets sjæl, interesserer den gotiske roman sig derimod for det skræmmende og uhyrlige i både mennesket og dets omgivelser. Den gotiske roman indeholder normalt elementer af alle disse forskellige associationer, som man gennem tiden har haft til betegnelsen ’gotisk’: Der er et voldeligt og barskt element, som kan være samfundskritisk i forhold til vores måde at behandle hinanden på, et romantisk element, som bunder i en længsel efter en forhekset middelaldertid, og et psykologisk element, som udforsker menneskets skyggeside.

Vægt på det middelalderlige

Den gotiske roman er altså ikke, som man ellers kunne forledes til at tro, et middelalderværk, men en efterligning at et sådant.

Walpoles The Castle of Otranto var inspirationskilde til mange lignende værker og den gotiske roman fortsatte med at være populær blandt læsere, selvom den ofte blev nedgjort af kritikere. De oprindelige gotiske romaner, som blev skrevet på Walpoles tid, lagde i særdeleshed vægten på

18

det middelalderlige og overnaturlige element og handlingen udspillede sig næsten uden undtagelse i middelalderen og foregik på slotte, i klostre og gamle huse. Senere har genren udviklet sig og der kunne nævnes utallige eksempler på romaner, som ligner den oprindelige gotiske roman, men fordeler vægten anderledes. Hos Brönte-søstrene mangler for eksempel det overnaturlige og middelalderlige element, men til gengæld fylder det psykologiske element og den gotiske karaktertype meget og baggrunden for handlingen er den barske natur og gamle huse, der gemmer på mørke hemmeligheder. Mange senere forfattere har også leget med gotiske virkemidler – for eksempel benytter både Angela Carter og Mervyn Peake dem i deres gotiske fantastik.

En overset klassiker

Et af de største navne inden for de oprindelige gotiske romaner er Matthew Gregory Lewis, som skrev The Monk (Munken) i 1796. Mærkeligt nok er det de færreste, som kender romanen i dag, på trods af at den er overraskende let tilgængelig for nutidige læsere, og mindst lige så læseværdig som for eksempel Mary Shelleys og Bram Stokers kendte klassikere Frankenstein og Dracula. The Monk handler om den spanske munk Ambrosio, som er idoliseret af alle på grund af sin fromhed og sine oratoriske evner, men som i sin sjæls inderste er både


ET GOTISK VINTERGYS

hovmodig, hensynsløst fremadstræbende og en smule pervers. Disse karakterbrister fører naturligvis til skæbnesvangre konsekvenser for både ham selv og andre og det er både sørgeligt og rystende for læseren at følge hans vej mod undergang. Selvom Ambrosio utvivlsomt er en skurk, er han nemlig en meget menneskelig og sammensat figur. Ligesom Satan i Miltons Det tabte Paradis er han en tragisk helte-skurk, som bevarer en snært af godhed og anger, som gør, at man føler, at der er en chance for, at han vil stoppe før det er for sent. Dette er naturligvis meget mere virkningsfuldt end en papirstynd og helt igennem ond slyngel, da man som læser ikke er sikker på, hvilken retning historien vil tage.

Mønstereksempel The Monk er desuden et glimrende begyndelsespunkt, hvis man ikke er bekendt med genren. Den indeholder nemlig stort set alle genrens troper og det taler til Lewis’ fordel, at visse scener stadig formår at være foruroligende i dag. Ambrosios historie er sammenflettet med flere andre beretninger; heriblandt en spøgelseshistorie, en ulykkelig kærlighedshistorie, en forbandelse som går i arv, sort magi, indespærring og den spanske inkvisition. Djævlen og den evige jøde formår sågar at vise sig kort. Selvom dette virker, og til tider også er overdrevent, er de skiftende perspektiver og den spændingsfyldte handling en stor del af det, der gør The Monk så læseværdig den dag i dag. Der sker hele tiden noget og Lewis fremtryller det ene myste-

rium efter det andet, imens han mesterligt løfter en lille flig af sløret, så læseren kan forsøge at løse gåderne side om side med karaktererne. Der er også masser af plads til at have det sjovt, mens man læser The Monk, for selvom romanen i sin kerne er en dybt tragisk menneskelig historie og en voldsom kritik af den katolske kirke, er den også fuld af ’gode gys’ – den slags uhygge, som man gyser frydefuldt over, i fuld forvisning om, at det kun kunne finde sted i fantasiens verden. Lewis gør desuden selv brug af komik og opfordrer indimellem læseren til at grine af uheldige bipersoner, og dette er måske det eneste træk, som er usædvanligt for en gotisk roman. Som man nok kan forestille sig, rejste The Monk et ramaskrig, da den blev udgivet for første gang. Men samtidig med, at romanen blev fordømt som værende dybt chokerende, umoralsk og ukristelig, blev den hurtigt en bestseller. Folk styrtede nemlig ud for at købe den for at afprøve deres egen tolerance og for at kunne tage del i forargelsen – som man med lethed kunne forestille sig, at det ville ske i dag. Der var dog også kritikere, som indrømmede, at romanen på trods af sit tvivlsomme budskab var glimrende skrevet, og når man i dag ser tilbage på bogens indflydelse på genren og dens evne til at begejstre læsere den dag i dag, kan man kun have dyb beundring for den dengang kun 20-årige Matthew G. Lewis.

Mange senere forfattere har også leget med gotiske virkemidler

19


20


om ærligt at snyde sig glad AF Jessie nørGAArD

36-årige sebastian Overgaard har skrevet en selvhjælpsbog. Men egentlig vil han hellere kalde den en selvbestemmelsesbog, for den handler om at tage kontrollen over sin indre komfortzonezombie og snyde sin indre livsdæmper

Ude på Amager render Sebastian Overgaard rundt med en pose tomme flasker. I gammelt, usselt tøj, et mavebælte om livet og plaster i hovedet. Han er møgbeskidt efter at have overhældt sig selv med øl og rødvin og rullet sig i grus. Han bliver bange, da en flok rockertyper passerer, men de ænser ham ikke. Det gør til gengæld flaskesamlerne inde på Rådhuspladsen og butiksdetektiverne i de butikker, han kommer ind i. Sebastian Overgaard er i gang med at udfordre sin indre komfortzonezombie og snyde sin

indre livsdæmper. Forud for dette bizarre optrin har han siddet fast i arbejdet med at udvikle en radioreklame. Det flød ikke for ham og derfor er han nu i gang med at finde en flowtilstand et andet sted. Han er nemlig overbevist om, at når vi sidder fast, er det vores livsdæmper, der kæmper. Derfor er han nødt til at overraske den. Han går op ad trappen til et webbureau, hvor en veninde arbejder. Tilfældigvis kommer hun ud af døren, da han skal til at gå ind. Men hun ser ham ikke. ”Hun kigger mig ind i øjnene og

21


om ærligt at snyde sig glad

siger: ’Det her orker jeg simpelthen ikke’, og så går hun lige forbi mig. Hun kunne ikke se, det var mig. Men jeg var jo mig. Jeg havde bare en ny facade på. Jeg kiggede direkte ind i hendes øjne, der bare gjorde sådan her af mig”, fortæller Sebastian Overgaard, mens han ruller med øjnene. ”Og det slog mig som en hammer i maven. Det var fascinerende. Alle de her aha-oplevelser, hvor jeg blev snydt ud af den vante ’verden-ser-sådanher-ud’. Lige pludselig fik jeg set verden fra en anden side. Det rystede hele min grundvold, hele min virkelighed, lige pludselig at se verden med andre øjne.”

Angsten som livsdæmper

løsningen går ud På at gøre livet til et eventyr og Ét langt eksPeriment

Sebastian Overgaard har set verden fra mange perspektiver. Han har taget en løbetur gennem Københavns gader i julemandskostume midt om sommeren, dukket op til forretningsmøder iført samuraitøj og arrangeret middage på bizarre offentlige steder. Han har et utal af ting på CV’et: TV-vært, foredragsholder, komiker, hypnotisør, tekstforfatter, galleriejer, højskolelærer og kreativ direktør. Han har ifølge ham selv ikke haft en karriere, man kan slå op i Politikens Hvad kan du blive? Det kan altså let virke som om, at Sebastian Overgaard hører til en særlig type mennesker, der frygtløst kaster sig ud i tingene. Men det er han ikke. I mange år har han kæmpet med angst; angst for livet og døden og for ikke at slå til. Det har været en angst, der har forsøgt at tage kontrollen med hans liv. ”Når man har angst, så har man tit en rigtig god fantasi og den fantasi kan meget nemt blive forført af overtro, som går helt ned til en sort kat over vejen. Men det kan også være, at når jeg ser nogle bestemte tal, så betyder det noget bestemt. Og det har jeg levet med på den negative måde, da jeg var teenager. Og det har også prikket til mig en gang imellem efter. Så det er

22

en del af mig. Men jeg har forsøgt at vende det til det positive, den positive overtro, så når jeg ser de her ting, så minder det mig om, at jeg virkelig skal leve livet og at jeg har alle muligheder.” Sebastian Overgaard har sat ord på angsten. Han kalder den sin indre livsdæmper. Det er den, der forsøger at trække ham ned og få ham til at tvivle på sig selv. Men han har fundet en måde at snyde den på. Løsningen går ud på at gøre livet til et eventyr og ét langt eksperiment, hvor han hele tiden udfordrer sig selv. I bogen giver han flere eksempler på dette. Han beskriver blandt andet, hvordan han tog et pulsur på i byen. Her havde han bestemt sig for at se, hvad der sker, når man tager kontakt til en pige. Han fik under byturen øje på en pige, som han betragtede som utilnærmelig, bestemte sig for at tage kontakt og kiggede på pulsuret, der viste en puls, der galoperede derudaf. Til sin store overraskelse opdagede han dog, at idet han havde taget kontakt og inviteret hende ud, var pulsen faldet drastisk.

Social striptease I sin bog, Snyd dig glad, bruger Sebastian Overgaard i høj grad sig selv. Det er hans egen historie, han fortæller, og det er en meget ærlig historie. Og for ham er det netop ærligheden, der er vigtig, hvis man skal snyde sin indre livsdæmper. Han har flere gange praktiseret, hvad han kalder social striptease, som går ud på at være ærlig og turde være sig selv. ”Ærligheden ligger i, at du snyder dig selv når du prøver at puste en facade op og når du lyver. Du skal bruge ekstremt meget energi på det og den energi kan du frigøre på at være i nuet og slappe af,” forklarer Sebastian Overgaard. ”Jeg bruger mig selv rigtig meget. Det er helt bevidst. Jeg føler lidt, at det er mit liv, der er min historie.


23


om ærligt at snyde sig glad

Hvis jeg fortæller min historie, så kan folk enten tage det eller lade være. Jeg er bare et menneske. Jeg har været nede. Jeg ved ikke en skid og samtidig synes jeg, jeg har en masse at fortælle dig. Og noget af det virker og noget af det virker ikke.” Sebastian Overgaard er hudløst ærlig, når han i bogen fortæller om at være udenfor, føle sig anderledes og kæmpe mod angsten. Forud for dette går en lang proces, hvor det har krævet mod at overvinde alle de negative tanker. Han håber med sin egen historie og mange råd til læseren at kunne få folk til at se verden som en legeplads og selv have modet til at eksperimentere. ”Ægte mod er at gøre det, man er bange for. Jeg er jo bange for alting, men så har jeg gjort det alligevel. Men der er masser af ting, jeg ikke har været modig nok til at gøre. Jeg har ikke sprunget faldskærm for eksempel. Det er jeg stadig for bange for. Men en vigtig ting for mig er, hvordan vi kan åbne op for det fængsel, som vores egen hjerne kan skabe for os, og så kan vi jo selv bestemme, hvad legepladsen er. I min verden er legepladsen ikke nødvendigvis at springe bungy jump eller køre formel 1 og alle de her actionpacked ting. For mig er action lige så meget at turde stille sig op og sige, at jeg har skrevet en bog eller at turde gå hen og snakke med en pige, man er bange for at gå hen til. Det er lige så adrenalinfrembringende som at springe bungy jump. Så mit budskab er at finde eventyret og legepladsen her og nu.”

er et livsprojekt, hvor han hele tiden er på vej. ”Man skal jo se en læser foran sig, og det gjorde jeg også. Jeg så for mig, hvem det her kunne være interessant for, og så talte jeg til dem. Men når man ser tingene bagefter, så er den jo 100 procent skrevet til mig selv. Det er gode råd til mig selv.” Noget tyder dog på, at andre også kan lade sig inspirere. Sebastian Overgaard har i hvert fald modtaget positive tilkendegivelser fra folk, der har læst bogen. ”Jeg har lige modtaget en sms fra en, som havde givet bogen til en, der sad fast i noget hårdt, opslidende trummerumarbejde, men som efter at have læst bogen tog fri fra arbejde og er taget på roadtrip i Østeuropa. Det er sådan nogle reaktioner, der er fede. Og ikke fordi du behøver at sige dit job op. Men det er bare det der med at mærke efter og så følge det rigtige. For vi snyder virkelig os selv. Derfor er der brug for den bog her – om ikke andet så til mig, fordi jeg også snyder mig selv og skal mindes om, at jeg ikke skal gøre det.”

Visitkort

-25% Rabatkode: overgrunden421

24

2.000 stk.

4+0 CMYK – 100g offset

756,-

Rabatkode: overgrunden422

Print og digitaltryk

En kærlig lussing Sebastian bliver i bogen den inspirerende og velmenende ven, der sidder i den anden ende af ens sofa og fortæller en, at nu er det tid til at gøre noget. Og det er også i hans øjne hensigten med bogen. ”Det er en inspirationsbog,” forklarer Sebastian Overgaard. ”Det er en kærlig lussing. Et kærligt wake up call om, at livet er et eventyr og at de der steder, hvor du begrænser dig selv, er der en masse ting, du kan gøre, og hvis ikke du gør det, så skal du komme i gang.” Men Snyd dig glad er i lige så høj grad skrevet til ham selv. For at snyde sin indre livsdæmper

Brevpapir

-25% af normalprisen Rabatkode: overgrunden423

Se Charlotte hænge i flagstangen

Danmarks billigste!

Visitkort, plakater, blokke, brevpapir, brochurer, foreningsblade, konvolutter mm. Skriv/ring på: info@billigtryksag.dk · Tlf. 46 91 90 55


25


Bogen Bag: lånerne – kun lidt For Børn

lånerne

– kun lidt For Børn AF MAriA BeisHeiM

i denne udgave af Bogen bag ser vi nærmere på den kommende animéfilm Arrietty, der bygger på Mary nortons Lånerne fra 1952 Vi har foreløbig i Bogen bag ikke dækket fænomenet animé. En forglemmelse vi selvfølgelig straks må råde bod på, da der ikke er mange andre genrer, der i den grad adapterer bog til film - og med så stor succes. Typisk for animé, eller animationsfilm, kan historierne rangere over alt fra børnebøger til skræk, western og porno, men der er ingen større og mere internationalt kendt animéskaber end Hayao Miyazaki, hvis nyeste film, Arrietty, får premiere 25. december 2011. Arrietty er bygget over bogen Lånerne fra 1952 skrevet af den engelske forfatter Mary Norton. Den handler om 14-årige Arrietty og hendes familie. De er bittesmå mennesker, der bor under gulvbrædderne i et hus på landet. De lever af at låne ting fra menneskene, der bor i huset, deraf

26

navnet. De låner mad fra køkkenet, sytrådsspoler, som de bruger som stole og mønter, som de bruger som tallerkener. Arrietty lever et meget isoleret liv på sit værelse og venter på den dag, hendes far vil tage hende med ud og låne for første gang. Da dagen endelig kommer, viser det sig, at der netop er flyttet en ung dreng ind i huset - og Arrietty bliver set! I lånernes verden er det det værste, der kan ske.

Mellem to verdener Arrietty og drengen, der i filmen hedder Sho, bliver mod alle odds venner og Arrietty finder ud af, at hendes familie måske ikke er så alene i verden, som hun først havde troet.


Arrietty, der starter som oprørsk, bliver meget hurtigt en lus mellem to negle, da hun står mellem sin nye ven og hans verden og hendes forældres kompromisløse opfattelse af, at alt, hvad menneskene gør, er ondt. Bogen igennem udvikler Arrietty sig til en stærk ung kvinde med en endnu bedre forståelse af verden end nogen af de andre figurer. I modsætning til mange animéfilm er der som sådan ingen magi i Arrietty. De små mennesker selv er netop det, mindre udgaver af rigtige mennesker. I filmen bor Arrietty og hendes familie i en have. De har ingen magi, som ellers er typisk for denne slags animéfilm, men fordi vi ser haven fra dette frøperspektiv, virker den som et fortryllet land og ganske almindelige katte og fårekyllinger kommer til at se ud som fantasivæsner fra en fjern galakse. Der er ikke nogen klar ide om, hvem der er gode og hvem der er onde i Lånerne. Menneskene er bare uinformerede og tror, at lånerne er et skadedyr. Historien har ikke som sådan en morale, men dens tema er meget voksent, omend det er forklædt i nuttet børnebogsstil, og netop det gør Lånerne til et perfekt valg for Hayao Miyazaki, Japans mest succesrige filmskaber. Hans figurer er nemlig sjældent helt gode eller helt onde.

Et ægte multidimensioneret menneske Arrietty starter som bare et nuttet fantasivæsen, men ender med at vise sig langt stærkere, kløgtigere og mere handlekraftig end nogen anden. På sin vis er hun det eneste ægte, multidimensionerede menneske i lånernes univers. Alle andre klynger sig desperat til status quo, selvom det viser sig, at det, de prædiker, ikke nødvendigvis er det, de gør, og Arriettys chok og væmmelse ved dette hykleri er en af de ting, der bærer handlingen frem. Det er ikke noget under, at Arrietty drømmer om noget andet og mere end et ensomt liv under gulvet, hvor hun bliver reduceret til en uddøende race. Eller værre endnu: At blive udstillet som cirkusklovn, hvis hun bliver opdaget.

Miyazaki har et dybt pessimistisk verdenssyn. Han mener, at der er alt for mange mennesker i verden i dag og at de har taget en helt forkert drejning. For ham er der intet håb. Hans film opfordrer ikke til håb som sådan, men til at blive ved med at kæmpe mod alle odds lige meget hvad. De opfordrer til at holde fast i de idealer, man havde som barn, og det er nok derfor, han vælger at fortælle sine meget voksne historier som børnefilm.

Den store purist Selvom han har underskrevet en distributionsaftale med Disney, er Miyazaki beundringsværdigt kompromisløs og lidt af en purist, når det kommer til hans film. Han nægter at give tilladelse til merchandising, så der bliver ingen Happy Meals eller søde bamser at få med lånerne. På den anden side, ville det ikke netop være imod alt, hvad filmen står for? Selve hovedbudskabet om, at selvom man har alle odds imod sig, bør man ikke reduceres til en vittighedsfigur, ville være spoleret. Miyazakis film indeholder altid flyvende elementer, men ikke denne gang, og på den måde afviger Arrietty fra den gængse type, men på alle andre måder passer bogen så perfekt ind i genren som film, at man forundres over, at den ikke allerede er blevet lavet for mange år siden. Arrietty er ikke en computeranimationsfilm. Miyazakis animéer er nogle af de sidste håndtegnede tegnefilm. På den måde lige så isolerede i den moderne verden som Arrietty og hendes familie. Miyazaki går heller ikke på kompromis med klipningen af hans film. Der er per princip ingen klipning i originalen, inden den havner i de vestlige biografer. Et gammelt rygte siger, at da Harvey Weinstein fik til opgave at stå for distributionen af Miyazakis tidligere film Prinsesse Mononoke, sendte Studio Ghibli, som Miyazaki arbejder for, ham et samuraisværd med posten med en seddel, hvorpå der stod ”no cuts” - så kan han måske lære det.

27


illugraphique.com

TORGARD

– det lille forlag med de gode bøger

Nu 3. oplag

ÖRN SIGURÐSSON

el, fraskilt og arbejdsløs ejendomsmægler - er flyttet eret uhelbredelig kræft, og hendes tarotkort ikke se men derimod om eventyr, sker der en omvæltning sterdam for at få hjælp og for at nyde deres sidste d for de våde varer går det ikke stille af, og de møder r, der vender op og ned på deres forestillinger om rne lurer bevidstheden om, at Mor skal dø.

stisk og vemodig fortælling om et usædvanligt forg døden, ensomhed og kærlighed.

“En ren nydelse at læse (...) Sölvi har stemplet sig ind som en af vores fremmeste forfattere.” – Viðskiptablaðið “Historien har fart på, den er livlig og skrevet med en fejende stilsikkerhed.” – Sunnlenska bókakaffið

ISBN 978-87-92286-23-9

Jeg syntes, jeg kendte manden, men tog ikke med det samme notits af ham. Så gik der pludselig en prås op for mig. Det var August Strindberg. Strindberg, som havde frygtet helvede mere end noget andet og havde skrevet om denne sin frygt, men nu var havnet her efter døden, i Ikea på Island. Han, der havde ment, at Lund var helvede på jorden, men ingenting vidst om Island og ingenting om Ikea, som da heller ikke fandtes på hans tid. Jeg så, hvordan han sank mere og mere sammen over ølglasset, en mand fordømt i al evighed. Han, der havde skrevet i sin dagbog: ”Den, der siger, at livet er vidunderligt, er enten et svin eller en tåbe.” ”Se dér,” sagde jeg til min kone og pegede hen over salen.

Foto © Einar Falur Ingólfsson

Det var den dag, mor fik at vide at hun skulle dø, at

jeg som blev ramt af virkeligheden. ”Stilistisk ordkunst på et højt niveau skildrer indre og Selve tiden, denne usammenhængende opløsning af grå dage og ydre trusler i dialog med verdenslitteraturen.”

selvmedlidenhed, blev et helstøbt, urokkeligt billede,

Således begrundede bedømmelseskommitéen for Nordisk der stod krystalklart for mine øjne. Fra nu af skulle alleElíasson dage være kunstværker, hvor penselstrøgene Råds Litteraturpris sit valg af Gyrðir som modkun havde ét formål: at gøre min mor lykkelig de tager af prisen 2011. sidste dage, hun levede.

Mellem træerne består af 47 små noveller, som er kendetegnet ved et billeddannende og påtrængende sprog, hvor en stille uhygge, ensomhed og desperation ofte sniger sig ind på læseren. Virkeligheden som vi kender den synes ophævet, men alligevel tager alle novellerne udgangspunkt i en let genkendelig hverdag. Humoren er ofte ikke til at tage fejl af, men den er kulsort som de drømme, forfatteren forfører med.

Min mors sidste dage

Den islandske forfatter Gyrðir Elíasson, født 1961, modtog Nordisk Råds Litteraturpris 2011 for nærværende novellesamling, Mellem træerne.

SÖLVI BJÖRN SIGURÐSSON

“En af årets bedste, islandske romaner. Fabelagtigt velskrevet ... morsom, vemodig og underskøn.” êêêêê Fréttablaðið

Min mors sidste dage

n mors

ste dage

Mellem træerne er en kuldslået, nordisk novellesamling af høj, international kvalitet, og Gyrðir Elíasson har da også været nomineret til den prestigiøse irske Frank O’Connor International Short Story Prize.

Han debuterede i 1981 med digtsamlingen Svarthvít axlabönd (Sorthvide seler) og har siden udgivet i alt 13 digtsamlinger, ni novellesamlinger og fire romaner. Gyrðir Elíasson er desuden en flittig oversætter og har bl.a. oversat værker af Richard Brautigan og William Saroyan til islandsk.

Fra novellen Inferno.

NORDISK RÅDS LITTERATURPRIS 2011

ISBN 978-87-92286-40-6

Gyrðir Elíasson er oversat til tysk, engelsk, norsk, svensk og dansk. På dansk er tidligere udkommet novellesamlingen Papirskibsregnen, 1991, og romanen Søvncyklen, 1995.

TORGARD

forlagettorgard.dk

SÖLVI BJÖRN SIGURÐSSON TORGARD

Sölvi Björn Sigurðsson Min mors sidste dage Roman. 223 sider

Gyrðir Elíasson Mellem træerne Noveller. 219 sider

„En af årets bedste, islandske romaner.”  Fréttablaðið

 Berlingske Politiken  Jyllands-Posten  Fyens Stiftstidende

Ulrikka Strandbygaard Fru Mors løgnerier Illustreret børnebog. 125 sider  „... et slaraffenland af gode historier“ Forbrugermania.dk

Giles Blunt Stille storm Krimi. 324 sider ”Gode sager fra Canada … Blunt skriver fænomenalt.”  Berlingske

Politiken

7 i Tórshavn, siden 1990’erne

amlingen Botnfall (Bundfald) og ger og 3 prosabøger foruden 4 under sit alter ego Garasjuguð. er Tóroddur Poulsen også en stner. Nærværende digtsamling ansk.

sk Råds Litteraturpris 2011 og fik nske anmeldere:

t TORGARD ttorgard.dk

Jóanes Nielsen, født 1953, har været Færøernes sjæl, stemme og samvittighed i over 30 år. Men hans digte og romaner rækker langt ud over det nordatlantiske ørige. Nærværende digtsamling, hans nyeste, befæster hans position som en ener i europæisk litteratur.

-87-92286-42-0

ISBN 978-87-92286-33-8

Tóroddur Poulsen Udsyn / Útsýni Digte. 170 sider „... et gennemført godt bekendtskab.” Politiken „... strutter af visuel energi.” Information Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2011

TORGARD

TORGARD

forlagettorgard.dk

Der findes dem der tager måneskin alvorligt

Hvisker fadervor mellem dine lår overbevist om, at engle står vagt ved livmoderen skænker lys på lykkelige drømmeøer. Beder fadervor for hver en sovekammernøgle telegrammer faret vild mellem stjernerne øjnene lysende vidåbne som et brændende træ midt i byen. Jeg beder for de lægge, der har danset gennem fester og skuffelser kroppen bedåret af børnefødsler. Overgangsalderen kommer langt inde fra knoglerne måske helt inde fra jorden. Aner forbindelsen mellem de blå årer på brysterne og de frugtbare flodmundinger hvor mennesket byggede sine første byer.

Jóanes Nielsen

dtskab og en fuldstændig rdiske pris (...) Poulsens digte lere imellem.”

men bæres også af en rekthed ...”

Jóanes Nielsen

Der findes dem der tager måneskin alvorligt TORGARD

DIGTE

Jóanes Nielsen Der findes dem der tager måneskin alvorligt Digte. 82 sider „... en prægtig skribent.“ Politiken “Vital færing”  Berlingske

Bárður Oskarsson Den flade kanin Billedbog. 32 sider  Fyens Stiftstidende „En lille perle.“ Den elektriske kanin

 Nordjyske Stiftstidende

Læs mere om bøgerne på www.forlagettorgard.dk

Alex Schulman, Emma Adbåge Den store BÆfest Billedbog. 34 sider „Adr. Bvadr. Bogen her er klam.“  Nordjyske Stiftstidende


Overgrunden #16