Page 1

r: å t m o æls s t e l i t Farvel

NR.75 10 CEMBER 20 DEIS: 40,-

PR DU HAR ELLER HVAD

F STØRSTE UA DANMARKS HÆNGIGE BR UGERBLAD O M PSYKIATR

t e d s y K le he os fra

ren : e d i s t u Kun ti O llæg olvm i t e l u j Stor lv, af os se … os se tt "De uny : 7 2 6 ” Side historie idioters

ige

I ere darbejd ro i lads me b Det te b g ård på Nørre2010, i en bag avn , vinteren r Københ on Kjove Boh foto: Sim

44 SIDER OM

PSYKIATRI O

G GALSKAB


”Jeg vil altid kæmpe og vende tilbage, for jeg ved af erfaring, at livet ikke er en konstant lykkerus. Men det er i den grad en kamp værd – det VED jeg – ikke fordi jeg ikke har tænkt på den "lette" løsning, at give op, men fordi jeg mange gange møder lykken. Jeg elsker, når manien er der – til en vis grænse…” Uddrag af temaet om os selv – læs mere fra side 6


#75 Tidsskriftet Outsideren Bragesgade 10, 1. Sal DK – 2200 København N Telefon: 35 39 71 23 35 39 71 24

R VI VED HVOR SKOEN TRYKKE

Kontortid: mandag-torsdag 10-15 Outsideren udkommer hver anden måned. Abonnementspris for private: 99 kr for 5 numre. Institutionspris: 375 kr for 5 numre. 5 abonnementer a 5 numre koster 1675 kr. 10 abonnementer a 5 numre koster 3300 kr. Skriv til abonnement@outsideren.dk, hvis du er i tvivl om noget E-mail: redaktion@outsideren.dk Hjemmeside: www. outsideren.dk Gironr: 16 67 22 46

Side 4:

Jul på den lukkede Historien om en rigtig overraskelse

Ansv. redaktør: Klavs Serup Rasmussen Protektor: Dorte Bennedsen, fhv MF og kirke – og undervisningsminister

Side 32:

Bestyrelse: Svend Balle, formand, Jan Dorph, pårørende, Lars Rahbek, journalist, Boye Haure, nationaløkonom, Anne Marie Rafferty, pædagog, Klavs Serup Rasmussen, redaktør, Outsideren

Når de gale skal ud i virkeligheden

Redaktion: Morten Bohr (journalistisk konsulent), Dawn Edgar, Julie Frederikke Feilberg, Joan Remil, Boye Haure, Annette Madsen, Anne Marie Rafferty, Jens Rønn, Irene Odgaard, Katrine Fokdal, Svend Balle, Niels Gjern, Troels Langemark, Sharma Kunsang, Eisa Hunø Swierkosz, Charlotte Blixenkrone Eriksen, Administration: Gunver Sørensen, Reno Jacobsen, Lianne Boel Larsen Tryk: PE Offset & Reklame A/S Layout: Leo Scherfi g Fotografer: Karolina Zapolska, Jette Nielsen samt, ikke mindst, eleverne fra fotoholdet på Den økologiske Produktionsskole på Nørrebro i København ISSN 1397 0577 Indlæg og artikler udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens holdning. Vi modtager gerne ideer, forslag, artikler mv – og forbeholder os ret til at redigere og forkorte i indsendte indlæg. Artikler i Outsideren kan citeres, når kilden klart fremgår af citatet. Kopiering er ikke tilladt ifølge dansk ret om ophavsret, medmindre det er aftalt med redaktionen.

Forsidefoto: Simon Kjove Bohr

#75 December 2010

Han taler om drømme Side 38:

Klip, klip, klip

Lav dit helt eget overvågningskamera i papir

Side 40:

Tøserne fra ECT-klubben Velkommen til en ny klummeskriver

HVEM ER VI? Outsideren er Danmarks største brugerblad om psykiatri, og 100 % uafhængigt af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Vi tager imod penge fra (næsten) alle, der har lyst til at give os nogle – det er ganske enkelt forudsætningen for at vi kan udkomme - men det påvirker ikke på nogen måde indholdet. At skrive som vi vil, det er selve grundlaget for dette blad, som det også fremgår af vores etiske regelsæt, som du kan fi ndes på Outsideren.dk. Sidst har H. Lundbeck A/S været så venlige at støtte driften af Outsideren med 40.000 kroner, vi siger tak og arbejder i øvrigt på at få flere med. Outsideren udkom første gang for 15 år siden og bliver i dag lavet på frivillig basis af en gruppe frivillige, der har erfaring med psykiske lidelser på egen krop. Vi ved, at vanvid kan være både en rædsel - og uimodståeligt spændende. Outsideren ser sig selv som et talerør for erfaringerne i sindssygen og forestillingerne derfra. Du kan læse mere om os på vores hjemmeside www.outsideren.dk, hvor du også finder vores blog – hvis du selv vil blogge, send os en mail. Og så er du naturligvis velkommen til at tegne abonnement på os – priserne kan du finde i kolofonen til venstre.

3


Jul på den lukkede:

Jeg hoppede roligt op i sengen og lagde bæltet om maven Af Charlotte Dichmann

D

et startede alt sammen med, at jeg var hyperaktiv hele morgenen. Jeg kunne ikke sidde stille, men var i ret godt humør. Min kontaktperson foreslog mig, at jeg kunne gå ned på stuen og lave arm- og mavebøjninger, hvilket jeg med det samme gjorde. Jeg havde denne kolde decemberdag været indlagt et halvt år på den lukkede og kunne ingen motion dyrke på afdelingen - så når hun foreslog, at jeg skulle prøve at træne mig træt, lød det umiddelbart som en god ide. Jeg var knap begyndt, før min kontaktperson kom ned og sagde at jeg skulle til lægesamtale med den kvindelige overlæge. Det var noget, jeg altid hadede, men denne gang udviklede det sig endnu mere end det plejede. Sagen var, at den kvindelige overlæge havde talt med en anden patient om mig – og ovenikøbet refereret mig for noget, jeg havde fortalt hende i al fortrolighed under vores forrige møde. Det kunne jeg ikke forstå, for jeg troede, at der herskede gensidig tavshedspligt på de møder, men sådan så hun slet

”-Det må være en dårlig joke, tænkte jeg. Men nej.”

4

ikke på det. ”Jeg taler om dig med de andre patienter, hvis jeg vil!” sagde hun. Og så blev jeg vred og ked af det og gik ud af døren med et vrissent: ”God jul!” Nu har jeg diagnosen Emotionelt Ustabil Personlighedsstruktur af Borderlinetypen. Ja tak, fint ord, men forfærdelig sygdom. Og jeg vender rigtig mange ting indad. Også her tænkte jeg, da jeg var kommet ned på stuen, at det var mig, der var noget galt med. For at komme af med smerten smadrede jeg højre hånd ind i væggen, mens jeg græd. Der gik ikke lang tid før jeg mærkede at jeg havde brug for den vanlige dosis beroligende, hvis ikke det skulle ende galt. Så jeg gik ned til kontaktpersonen og bad om PN-medicin. Hun lovede at komme ned på stuen med det sammen, men først efter ti minutter dukkede hun op, og tilmed kun med sølle 25 mg Truxal. ”Hallo”, sagde jeg. ”Jeg plejer jo at få både oxapax, truxal og seroquel på én gang, det der hjælper jo ikke en skid”. Hendes svar kom prompte: ”Hvad så, truer du dig nu til medicin?” Men det var jo slet ikke det, jeg gjorde, hvilket jeg også sagde pænt og roligt. Derfter slugte jeg den sølle Truxal og så gik vi hver til sit. Jeg har flere gange været fikseret, fordi jeg har skadet mig selv, men her var jeg faldet fuldstændig til ro, da personalet efter fem minutter pludseligt åbnede døren ind til min stue. Ude på gangen stod 7-8 personaler og jeg fattede ikke en meter. Jeg gik ud for at se, hvad der skete, og så fik jeg øje på yderligere

#75 December 2010


Charlotte Dichmann er i dag 29 år og arbejder blandt andet som brugerlærer. Hun holder foredrag om emner som ”recovery og brugerinddragelse” og ”bag om borderline...” Du kan læse mere om Charlotte Dichmann og komme i kontakt med hende, på www. charmelotte.dk

#75 December 2010

Illustrationer: Bjarke Friis Kristensen

en håndfuld personaler, der kom slæbende med en seng med bælte i. ”Det må være en dårlig joke,” tænkte jeg. Men nej. Jeg skulle bæltefixeres. For at vise dem, hvor håbløst det hele var, gik jeg roligt sengen og personalerne i møde, hoppede op i sengen, lagde bæltet om maven og lod dem køre mig ind på stuen. ”Jeg er jo faldet til ro!” sagde jeg. Alle personalerne holdt fast i min krop og pressede den ned i plastiskmadrassen. ”Vi giver slip på tre. En. To. Tre.” sagde en af dem. Jeg lå i sengen og forstod ingenting. Og så, mens alle personalerne stod og kiggede på mig, skulle jeg smide bukserne og vende mig om på maven med bar numse, hvorefter en sygeplejerske gav mig en sprøjte IM-medicin. I mit liv har jeg tilbragt syv år med at være indlagt i psykiatrien, men det, der skete denne decemberdag i 2009, er langt det mest ydmygende, jeg har oplevet. Jeg forstår stadig ikke den måde, vores uenighed blev håndteret på – og hvorfor de gjorde, som de gjorde. Bagefter gik alle personaler ud af stuen, undtaget min (nu tidligere) yndlings-kontaktperson. Hun satte sig på en stol bag ved mig og læste i et ugeblad. Jeg græd som jeg lå der, så ked af det hele og frustreret over at vi IGEN gik galt af hinanden. Hele 24 timer skulle der gå, før overlægen kom til bæltetilsyn. Hun kom med et ultimatum: Enten kunne jeg forblive indlagt, men frivilligt eller jeg kunne pakke alle mine ting og tage hjem her og nu. Det var absurd. Dagen før havde jeg været tvangsfixeret, tvangstilbageholdt og tvangsmedicineret, alt på én gang. Nu måtte jeg komme direkte hjem med det samme! Jeg tøvede ikke. Jeg ville væk NU. Det var dagen før nytårsaften og jeg fik ti minutter til at pakke. Uden at få tilbudt den eftersamtale ovenpå en tvangsfixering, som patienter har krav, og uden at få min medicin med hjem. Men på det tidspunkt var jeg var ligeglad. Jeg skulle væk, og det kom jeg - uden piller, uden at personalet havde talt med mig om fremtiden, uden hjælp af nogen art. Det var slemt, det der skete dengang, men jeg overlevede. Ikke på grund af behandlingen, men på trods. Og nu går jeg i behandling hos noget personale, der ved, hvordan man behandler mig med respekt og ligeværdighed og lytter til mig, hvilket jeg er rigtig glad og taknemmelig for.

Bæltefixeret? Så fortæl din historie! I Danmark rimer psykiatri på tvang. Hvert år bliver over 5000 patienter lagt i bælte på de psykiatriske sygehuse herhjemme. Det svarer til at hver femte person, der indlægges på en lukket afdeling i Danmark, udsættes for dette dybtgående indgreb Det er ikke bare voldsomt mange. Det er også en gruppe mennesker, der ofte tales om – men som alt for sjældent selv tager ordet. Nu vil tidsskriftet Outsideren samle historierne om tvangen på de psykiatriske afdelinger i Danmark, fortalt af de, der har prøvet det på egen krop. Vi har ambitioner om at skildre virkeligheden som den er. Uden fordomme. Vi ved, at der er mennesker, der synes, at de har haft brug for at ligge i bælte. Mens andre har oplevet det som et brutalt og yderst krænkende overgreb. Alle bidrag er vigtige, når der skal kastes lys over tvangens natur, indhold og mening - eller mangel på samme. Derfor denne opfordring til alle jer, der har ligget i bælte: Send din beretning til os. Fortæl hvad der skete. Om det hjalp. Hvordan du kom videre. Vores mailadresse er: baelte@outsideren.dk Historierne vil blive offentliggjort i et temanummer af Outsideren på et senere tidspunkt. Vi foretrækker, at der skrives med navn, men garanterer anonymitet, hvis det ønskes. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at sende en mail eller ringe på tlf: 35 39 71 24. Vi har åbent mandag-torsdag 10-15.

5


De unyttige idioters historie Kommentar af Klavs Serup Rasmussen, ansvarshavende redaktør

D

Illustration: Jacob Tolstrup

et blad, du sidder med, er lavet af mennesker, der ikke aner, hvordan det er at holde i kø på motorvejen hver morgen, for at skulle nå et vigtigt møde kl. 9 (med mindre kommunen indkalder os selvfølgelig, men så er det med bus). Vi aner heller ikke, hvordan det er at blive tilbudt et uventet job eller skulle på forretningsrejse. Outsideren laves af sindslidende. De fleste af os er på førtidspension. For mange er det en tilværelse med konstante genindlæggelser og endeløse afprøvninger af det samme håb om at finde dét, der vil gøre den store forskel i tilværelsen. Vi har skabt Outsideren, for at have en chance for at få noget at rive i og for at kunne trække vejret i egen luft. Der er for langt til arbejdsmarkedet og døren til læreanstalterne er tit for svær at gå ind af alene. Vi har altid følt os en anelse udenfor det normale samfund, men har nogle gange tænkt, at det skyldes vores egen paranoia. Men i 2010 blev det officielt. Vi er ikke bare idioter – vi er unyttige idioter. Regeringen indførte i 2010 et pointsystem, der skal sortere blandt de mennesker, der ønsker at komme til landet. Er du under 24 år skal du have 120 point, er du over skal du have 60 point. Point kan opnås ved at færdig-

6

#75 December 2010


gøre uddannelser, have erhvervserfaring, gode sproglige kvalifikationer og en række småting, der gør dig til god arbejdskraft. Pointsystemet skal sikre at der kun kommer god arbejdskraft til landet, folk som uden videre kan glide ind i samfundsmaskineriet. Med integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs egne ord til gratisavisen Urban skal det – styre indvandringen, så der kommer færre personer til landet, der efter en nyttebetragtning ikke bidrager til samfundet …

redaktionsmedlemmer ude, er vel bare regeringsmaskineriets måde at anskue samfundsproblemer på. Bare rolig, kan jeg kun sige. Til redaktionsmøderne fremgår det helt tydeligt, at der er en overvægt af sindslidende, der er helt indstillet på at uddø, også gerne inden jul. Og nej, pointsystemet har ikke fået os til at sige pokkers, der røg vores planer om at masse-korpulere med et argentinsk sindssygehospital, og bagefter lade ungerne bygge en ghetto i Køge.

Mens pointsystemet helt konkret rammer nogle af de mennesker, der gerne vil flytte sammen i Danmark, er det samtidig en introduktion til et samfund, der gør forskel på, hvad borgere i Danmark har ret til. Målet som der vejes efter hedder nytte. Bidrager du positivt til statskassen, lever du i et åbent samfund, koster du samfundet penge, sætter staten snævrere rammer for dit liv.

Det, der virkelig kan hidse mig op, er at vi som befolkning køber den. At ingen siger: Øh, vi gør det her for, at bevare et samfund, der giver mig og alle andre muligheden for at mødes i den kæmpelange kø i Ikea, hvor alle ender med at hade hinanden, bare for at jeg kan slæbe en bunke engangsmøbler lavet af savsmuld med hjem. Hvad er pointsystemet værd? Er det virkelig værd at bytte en bid menneskelighed for? Enhver afstand imellem mennesker gør det vanskeligt at sætte sig ind i det, der vedrører de andre. Klart nok. Man lever i sin egen verden og kender den. Resten er næsten ikke til at forestille sig. Vi har valgt at bruge det her nummer til at fortælle om at være dømt unyttig i 2010 og alligevel gøre noget. Det kan faktisk være en ret fed fornemmelse. Også.

Outsideren er en arbejdsplads for de unyttige. Vi er mennesker, hvor et eller andet gik galt på et tidspunkt. Nok til at vi på en eller anden måde lever i udkanten af samfundet. Skulle vi leve op til regeringens nye pointsystem for at gå på gaden, kunne vi ikke gå udenfor en dør. Det kan ikke rigtig hidse mig op. Det burde det måske, men sådan et pointsystem, der åbner op for en slags bureaukratisk racehygiejne, som stort set dømmer samtlige af Outsiderens

Velkommen til os.

”Outsideren er en arbejdsplads for de unyttige. Vi er mennesker, hvor et eller andet gik galt på et tidspunkt. Nok til at vi på en eller anden måde lever i udkanten af samfundet. Skulle vi leve op til regeringens nye pointsystem for at gå på gaden, kunne vi ikke gå udenfor en dør.”

#75 December 2010

7


De unyttige idioters historie Intro - Bl책 bog

8

#75 December 2010


Eisa, Niels, Katrine & alle de andre

#75 December 2010

9


"Jeg bliver voldsomt stresset, når det igen og igen kikser med et fast flexjob”

Lyst til at skrige Af Anne Marie Rafferty

Foto: Anna Møller Kjeldgård

10

Der skete meget i 2010 - meget godt og lidt skidt. Selvom jeg ikke har et job, så har jeg min yngste datter hjemme hos mig, og selvom dette giver mig rystelser indeni, så syntes jeg, at jeg klarer det - ikke til et 13-tal eller 12 tal her i livet, men hvilke forældre er perfekte? Andet, der lykkedes for mig i 2010, var mine rejser – jeg fik opfyldt en drøm om at besøg BLÅ BOG New York, Navn: Anne Marie Louise Rafferty wauw! - og Canada Ottawa, i Født: 29. november 1967 det at skabe er der men – Største bedrift: At jeg stadig er i live og holde god meget i mit liv, der gør mig stolt, som det at få ros kontakt til de, af sine børn, eller holde et kort fordrag om mit liv jeg holder af, foran 200 mennesker på Rigshospitalets auditorium, mine børn, som jeg gjorde her i efteråret. mine venner, Jeg er gået igennem livskriser og jeg er stressfamilien. Og påvirkelig efter mange år som pædagog – jeg er et så var der også den dag, menneske, mere nedslidt af livskriser og af et hårdt hvor jeg måarbejdsliv end af noget andet. ske reddede min brors liv – det mener han i hvert fald selv – da jeg blev ved med at rykke for en ambulance, da han var besvimet og lå med koldsved og rystede. Jeg blev tilbage i hans lejlighed, da han kørte afsted, ryddede op og gjorde den menneskelig, til han kom tilbage.

Det, der kiksede, er alle de gange, hvor jeg har dummet mig ved at være en stresset og ikke god nok mor. Det er heldigvis blevet bedre, det har ikke været rigtigt slemt i år, men jeg bliver voldsomt stresset, når det igen og igen kikser med at få et fast flexjob, også fordi jeg mister disciplinen til at søge efter eet. Nogle gange får jeg lyst til at skrige: FUCK ARBEJDSMARKEDET – FUCK IKKE-RUMMELIGHEDEN! Jeg har en længsel efter at blive accepteret og ikke set på som underlig - det nok noget, jeg selv må arbejde med - men når man er psykisk sårbare, så kan selv små ting såre meget mere end andre tror, om det så bare er et uvenligt ord eller en måde at kikke på eller det at overvære et lille håndgemæng. Jeg har også en drøm om en ny sød kæreste, en større bolig, et fast flexsjob, samt en altan at skrive digte på. Og jeg holder af min længsel, for ellers ville der ikke være noget at håbe på, og jeg stræber efter at fuldføre mine drømme. Nogle gange er det smukt bare at kunne sidde stille og digte i en varm lille stue med stearinlysene tændt og opfyldt af gode minder om dejlige/rare sunde børn og venner og ordene flyder med flow - andre gange er det bare et smil, et kram eller et pænt ord på vejen under på min daglige cykeltur, der gør mig lykkeligt. Eller det at iagttag min sovende datter - de smil, hun sender mig… Jeg vil altid kæmpe og vende tilbage, for jeg ved af erfaring, at livet ikke er en konstant lykkerus. Men det er i den grad en kamp værd - det VED jeg - ikke fordi jeg ikke har tænkt på den ”lette” løsning, at give op, men fordi jeg mange gange møder lykken. Jeg elsker, når manien er der - til en vis grænse – og alt i livet synes som den smukkeste sommerfugl, som den bedste orgasme i ens liv. Anne Marie Rafferty er medlem af Outsiderens redaktion

#75 December 2010


Wåååååuuuueeevhhheh BLÅ BO G Navn: Eisa Hunø Swierkosz, ”Bobo”, blandt nogen. Født: Jeg er født d. 22. januar1978, en rigtig god årgang. Mig og diagnoserne: Det varierer lidt fra papir til papir, noget med skizofreni, en anel se borderline og vist et par afhængighedssyndrom er. Diagnoser kan forekomme som noget ret så tilfæ ldigt klippeklisteri. Skizo-affektiv-psykotisk, er den seje ste diagnose, jeg har hørt om, så er man da virkelig dækket ind. Men jeg er aldrig kommet så højt op i diagnosehierarkiet. Jeg har papir på, at jeg har indforst ået omvendt logik, alle der kan forstå dén sætning lider vist af det samme!? Egentlig er jeg nok en bjørn. Måske med et touch af skizotypi?

Jeg gør rent i vindueskarmen hver 3-4 måned, hvor der kommer vinduespudser – jo, jeg forstår at udnytte en situation. I skulle bare vide, hvor mange små tuber tandpasta og ørep ropper, jeg har med mig hjem fra hver indlægge lse! Iøvrigt bliver jeg ikke indlagt på psykiatriske afdelinger mere, det er min psyke blevet al for skrøbelig til. Men eh... man ved selvfølgelig aldr ig (og jo heller ikke hvornår jeg løber tør for tandpast a og ørepropper)… Status: Mit liv står på wååååååuuuu eeevhhheehehhhh knappen for tiden. Rest en af mig har snesevis af følelsesmæssige parallelle r kørende. Der bliver tydeligvis sparet på sam menhængslimen disse dage... Om samfundets tilstand: VKO-øfl inger, Mogens Glistrup ligger og godter sig i sin grav , og det er jeres skyld, føj!

Foto: Karen Olesen

Af Eisa Hunø Swierkosz

Eisa H. Swierkosz er medlem af redaktionen

#75 December 2010

11


”Oplever det som en nat, hvor et tilfældigt menneske i den kolde storby bevæger sig hen til en kiosk, tilsyneladende uden nogen grund.”

Jeg drømmer om at komme ud af min krog Af Svend Balle For nogle år siden havde jeg et job og levede et efterhånden ret normalt liv, men så blev jeg kastet ud af arbejdsmarkedet, ud for at leve af dagpengene. Jeg blev fyret, fordi jobbet hørte op, og hvad gør man, når man som jeg tit har stået på kanten af arbejdsmarkedet eller helt udenfor? Der er mange måder, man kan forlade det på. Nogle går ned på grund af en personlig krise, mig kunne de bare ikke bruge, og jeg har da heldigvis prøvet turen før, men bliver det nemmere af den grund? Hvad drømte jeg om, at livet skulle være i sin tid? En gang ville jeg bare være lærer, journalist, senere ville jeg bare være mig selv, kunstner? Hvad vil jeg i dag? En lørdag morgen først i januar står jeg tidligt op og handler i mit lokale supermarked. Den er otte, men det er stadigvæk mørk nat, og det er ret koldt udenfor. Mørket og kulden hensætter mig i en underlig stemning. Jeg oplever det som en nat, hvor et tilfældigt menneske i den kolde storby bevæger sig hen til en kiosk, tilsyneladende uden nogen grund. For der er ikke nogen sult eller tørst at skulle stille, i hvert fald ikke på mad og drikke, mere er det noget med liv og samværet med andre. Der er ikke nogen grund til, at jeg lever på den måde, jeg nu lever. Ingen venter på mig. Der er heller ikke nogen grund til, at jeg ikke kunne have mere sammen med andre. I januar skal jeg bare sidde ved et skrive-

12

bord og søge jobs, og hvad sker der? Intet i virkeligheden. Om natten ligger jeg tit søvnløs og håber på, at jeg kommer ud af dette helvede på et tidspunkt. Andre slås med hallucinationer, ekstrem paranoia, jeg møder sjældent angst og bliver aldrig nødt til at ligge i sengen en hel dag. Jeg er heller ikke bange for at komme til at leve af meget mindre, for det har jeg prøvet før. Men der sker ikke noget i mit liv, og det gør mig vred og irritabel. Dette lille helvede sidder jeg og tænker over i januarmørket, hvordan kommer jeg ud af det? Aldrig rart at ligge søvnløs – men måske værre er mareridtene. En nat vågner jeg efter en drøm, hvor en kvinde hævder, at jeg ikke vil have noget at gøre med hende trods hendes kærlighedserklæring til mig. En drøm, som balancerer et sted imellem et mareridt og en ønskedrøm. For ingen kvinde har nogensinde udtrykt sin kærlighed til mig, tænker jeg. Har jeg ikke ret i det? Fortiden bliver netop vigtig, fordi nutiden indimellem kommer til at fortsætte i samme spor. Som jeg skrev til min far i sin tid: ”Fortiden kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan gøre noget ved det, som sker i dag og i fremtiden, og der kunne tingene godt være anderledes, end det har været indtil nu.” Midt i februar sover jeg dårligt og spørger min mor, om jeg ikke må komme op og bo lidt hos hende. Og der er noget nærmest poetisk over vintersneen ude i haven, fuglene, som kommer og flyver væk. Dybest set sker der endnu mindre hos hende end hjemme

#75 December 2010


BLÅ BOG

Nu hvor året er ved at gå, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg netop husker på alle de skønne timer med mig selv og ikke på tidspunkterne med alle de mennesker, jeg har mødt i løbet af i år. I januar skrev jeg i min dagbog, at generthed er som en tynd hinde, der sagtens kan gennembrydes. Ikke alt skal man sige til andre mennesker, men hvorfor bare skjule det? Har jeg ikke glemt noget? Et år, hvor selvmordstanker indimellem er dukket lidt op til overfladen. Samtidigt med erkendelsen om at være trængt op i en

#75 December 2010

Foto: Christian Wølck

ved mig selv i lejligheden, men der er bare en ro, som jeg ikke finder andre steder. Jeg begynder at sove lidt bedre. I løbet af foråret lykkes det for mig flere gange at flygte lidt væk fra den grå tilværelse, selv om bl.a. en islandsk vulkan på et tidspunkt gør sit for at dæmpe min rejselyst. Om sommeren tager jeg ud i skoven og finder roen og drømmen om, hvordan det kunne blive bedre.

Det er hvad det er Navn: Svend Balle Født: 1960. Livet: Ser mig selv som et meget følsomt menneske, bare noget genert. Meget præget af angst tidligere. I dag er det vist mest stress og søvnløshed, jeg slås med, og det er jo så, hvad det er. Største bedrift: Først sagde jeg nej til medicin udover sovepiller og hovedpinepiller. Derefter sagde jeg nej til at gå i ambulant behandling på et hospital, som vist også var noget gammeldags – og jeg overlevede det hele og fik det bedre, da psykiateren kort efter erklærede mig rask. Senere gik jeg ind i et projekt, som gik ud på, at gale skulle skrive om, hvordan de oplevede galskaben. Det gik forbavsende godt og bladet blev døbt Outsideren, og jeg er faktisk formand for foreningen, som udgiver bladet. Og jeg er stadigvæk hverken førtidspensionist eller hjemløs, selv om jeg stadigvæk gør en del for at det kan gå og hen blive virkelighed en dag.

krog og alligevel vide, hvordan jeg kommer ud af den. Hvordan bliver næste år, bliver det bare igen den samme dans med mig selv?

Svend Balle er formand for foreningen Outsideren.

13


Drømmer du om at blive en outsider? Du når det nok!

Få et indblik i livet udenfor strømmen – abonnér på Outsideren. Outsideren udkommer hver anden måned. Som abonnent får du bladet direkte i din postkasse. Lige nu koster et abonnement kr. 99,hvis du er en privatperson. Institutioner og virksomheder kan også abonnere, læs mere på vores hjemmeside Outsideren.dk


”Jeg identificerer ikke længere mig selv som syg, men som en almindelig borger med en fyldt kalender.”

Det jævne liv Af Gunver Sørensen

Jeg modtager dialyse hver nat, fordi mine nyrer ikke fungerer særlig godt. Mit store ønske er at få en transplanteret nyre, så at jeg rent fysisk kan være mere selvhjulpen. Der er stor sandsynlighed for at jeg får tilbudt en nyre i det kommende år og desuden har min storesøster Ragnhild også tilbudt mig sin ene nyre. Jeg har trappet langsomt ned i medicin i 2010 og modsat tidligere har jeg nu helt kontrol over medicinen. Jeg trapper ultralangsomt ned og mærker, hvad det gør ved min krop og har slet ikke længere tanke om at

#75 December 2010

BLÅ BO G Navn: Gunver Sørensen Født: 2. juni 1966 Diagnose: De kaldte mig skizofren paranoid, men jeg er bare meget fintfølende og ryger derfor nemt

springe ud af medicinen ind i psykoser. med een gang. Nu må vi se, hvor langt jeg kan komme ned, men jeg tror nu, at jeg altid vil have behov for at tage en eller anden dosis psykofarmaka. Jeg har lært at leve med at tage medicin, for jeg får jo også medicin for min nyresygdom.

Illustration: Katrine Fokdal

Året er gået godt. Alting er gået fremad, siden jeg havde min sidste psykose i 2006. En stor gevinst er, at jeg stadig har arbejde på Outsideren – og nu med flere timer og løn. Det er kontorarbejde og det er jeg glad for. Så glad, at jeg i september havde overskud til at starte på enkeltfag for at blive uddannet til kontorassistent. Dem på uddannelsen opfatter mig helt på lige fod og ser ikke ned på mig, når jeg siger, at jeg har job med løntilskud. Jeg identificerer ikke længere mig selv som syg eller en outsider, men som en almindelig borger med en fyldt kalender.

Det er måske ikke så spændende at læse om, men jeg priser mig lykkelig for at mit liv ikke har de store højder eller de store dale. Jeg lever et jævnt liv og det er jeg tilfreds med. Gunver Sørensen arbejder med kundeservice mm på Outsideren

15


”For mig er dette lille stykke prosa i sig selv en bedrift…”

Hvad skal det dog blive til, fru Odgaard? Af Irene Odgaard

B LÅ B O G

ard Navn: Irene Odga r 1951 i be Født: 1. septem Tårnby på Amager fører, cand. Uddannelser: Kran ag og histomag. i samfundsf rie r født tre Største bedrift: Ha fire. børn og opdraget

Foto: Egina Christensen

16

Det er titlen på en bog, jeg har læst. Det betyder: ondartet tristhed. Smag på ordene: ma-lig-nant sad-ness. Jeg synes, man kan høre betydningen. Høre tristheden brede sig, kvæle energien og skære sig veje gennem erindringens datalager. Og fra alle huller siver meningen ud. Hver morgen banker Eksistenspo-

litiet på døren. Hvad blev det så til i går? Javel, det var ikke meget. Og hvad havde De så lige tænkt Dem, fru Odgaard? Min psykiater kalder det depressio mentis magno gradu F32. Hos en anden psykiater fik jeg bedømmelsen periodisk depression p.t. af moderat grad non-melankoliform F 33.11. Jeg har ikke fået taget mig sammen til at undersøge, om der er forskel på diagnoserne. Eller hvad F 32 og F 33 egentlig står for. Jeg forstår, at diagnoser er kasser, som læger grupperer symptomer i, så man kan gå systematisk til værks, når sygdomsårsager skal findes eller symptomer lindres og afhjælpes. Jeg er jo ikke læge, så det er måske derfor, diagnoser ikke interesserer mig så meget. Eller også er det på grund af det andet. Det, som æder mig. Malignant sadness. De ved, hvad der plejer at hjælpe på folk, lægerne. Der er mange præparater i sving i min indre kemiske fabrik. Og noget hjælper det. Andre typer af professionelle taler om at tænke positivt. Jeg blev spurgt til mine største bedrifter (nej, ikke af en professionel) og det fik hul på noget. Faktisk har jeg ikke kunnet skrive i flere år nu. Så dette lille stykke prosa er i sig selv også en bedrift. For mig, altså. Alt er jo relativt. I takt med at min hukommelse blivert bedre, kan jeg hu-

#75 December 2010


ske, hvordan jeg som meget ung, lidt forfængelig pige uden så mange penge havde taget træskostøvler på til mit første møde med den kran, der skulle ernære mig i årtier fremover. Det var en højbanekran, det vil sige: den kørte på skinner i 24 meters højde. Desværre havde den kranfører, der parkerede den, ikke efterladt den ved trappen og platformen, som man skal. Den stod tre meter længere nede ad sporet. Kan man holde balancen, når man går på en 15 cm bred rendesten? I træskostøvler? Selvfølgelig! At der er 24 meter ned til gaden ændrer jo ikke på noget - blev jeg ved med at sige til mig selv. Men da blæsten tog til, og regnen havde gjort træet glat, måtte jeg alligevel opgive værdigheden: jeg kravlede på alle fire hen til kranen....til stor moro for mine kommende kolleger.

Og måske var det alligevel modigt. I hvert fald sagde en læge til mig, efter at jeg var blevet fyret fra 20 års ansættelse: Du har taget konflikter, man bare ikke skal tage i dagens Danmark. I dag skal man erkende magtforholdene og flyde med strømmen, ellers er der konsekvenser. Så nu står jeg kun til regnskab over for Eksistenspolitiet. Ja så, De kom op af sengen i dag. De fik spist morgenmad. De mener, det kan være tilstrækkeligt for nu? Fru Odgaard dog, hvad skal det blive til, det her... Irene Odgaard, november 2010

Af Lianne Boel Larsen

BLÅ BOG Navn: Lianne Boel Larsen Født: 26. december 1957 Diagnose: Efter 27 år som (fejl)diagnostiseret epileptiker er jeg endt på PNES (Psychogenic NonEpileptic Seizures) og, ja, jeg er endelig enig. Største bedrift: At blive smidt ud af vagter fra en neurologisk overlæges kontor, fordi jeg sagde til ham, at han var en røv og at han ikke lyttede til andre end sig selv - samtidig med at jeg ryddede hans skrivebord. Status: Siden jeg blev smidt ud fra overlægens kontor har jeg været mere eller mindre medicinfri, dog har jeg Alopam i baglommen i tilfælde af …

Foto: Line Wolter

Andre gange er jeg ikke blevet til grin. En kollega gik engang omkring og fortalte om min opførsel i forbindelse med et seminar, som Metalindustriens Brancheudvalg afholdt om produktionsgrupper for en del år siden. Her kørte de professionelle indledere forsamlingen på skinner ind i myeland. Der, hvor det altid er ledelsen, der foreslår fremnskridt i virksomheden og altid fagbevægelsen, der modstræbende lader sig trække med. Min kollega husker endnu, hvordan jeg som den eneste i den store forsamling rakte hånden i vejret og protesterede mod den udlægning. Fastholdt at det var fagbevægelsen, der i sin tid rejste kravet om den enkeltes ret til større indflydelse på sin dagligdag. Det, syntes han, var modigt. Og det, syntes jeg, var dejligt at høre. Selv tænkte jeg ikke over det i situationen. Det var jo min pligt - det var mit arbejde.

Overlægens røv

Lianne Boel Larsen arbejder i Outsiderens administration

PS: Jeg skylder en stor tak til tegneren og forfatteren Nicoline Werdelin for billedet om Eksistenspolitiet Irene Odgaard arbejder på Outsideren

#75 December 2010

17


”Om jeg har råd til fladskærmen? Det tænker jeg på i morgen!”

Med Kahlua og en smøg Af Joan Remil Jeg sidder her ved min pc og tænker: Hold kæft, hvor var 2010 et fedt år! . Det var et år, hvor venskab og kærlighed stadig var det vigtigste fundament for mit liv, samtidig med at mit arbejde som journalist på bladet her betød en masse for mig. Og et år, hvor jeg hele tiden var på vej mod noget nyt, som nu, hvor jeg er ved at lægge planer om at tage på højskole efter nytår, i de mørke vintermåneder, med udsigt til et spirende forår og måske med kræften lagt bag mig. Alt hvad jeg drømte om i min ungdoms dage, det lever stadig, og jeg har lige i dag købt et fladskærmsTV på 40 tommer, så kan jeg se nyheder og film for fuld udblæsning. Om jeg har råd til det? Det tænker jeg på i morgen. Jeg insisterer på at leve i nuet, begrænses dog af tre gange dialyse ugentligt, men håber på at få en snarlig aftale med overlægen om hjemmedialyse - min mor tager med til det møde, vi er tæt forbundne, til glæde og besvær. 2010 var også året, hvor mit rygestop kiksede, ihvertfald indtil videre, og hvor jeg meldte mig ud af Enhedslisten og ind i SF – hvilket måske var en fejl, især efter det nye pointliste til sortering af indvandrere, som også SF viste sympati for, hvorefter det nu er økonomien og ikke kærligheden, der tæller, når man søger familiesamføring. Men uanset rygestop og nedskæringspoli-

18

tik, så har jeg håb for fremtiden. En drøm om at skrive, en drøm om at være aktiv indenfor psykiatriområdet, om at være noget for mine venner og min kæreste, som jeg stadig elsker på vej ind i vor tyvende år sammen. Og for min søn, naturligvis, som snart er færdig som ingeniør - hvor jeg, den stolte mor, spæder lidt til hans nytårsferie i New York. Mit værested, Otilia på Gl Køge Landevej i Valby, er still going strong, selvom der også her hvæsses spareknive. Vores bus er skåret væk, men stadig serveres sund økologisk mad, som man bliver høj af. Og motionen? Tja, den ligger på vågeblus til fordel for mine tænder, eller rettere for et nyt sæt tænder, der skal sættes ind i overmunden. Ja, man er sandelig kommet i reparations-alderen! Mit hjem fungerer med rengøring udefra hver uge og jeg har indraget min søns tidligere værelse til arbejdsrum. Det blev malet for halvandet år siden, så loftet er endnu ikke gult af nikotin, men stadigvæk hvidt - og væggene stadigvæk lysegrønne som mit håb for fremtiden. Og julen har jeg allerede taget hul på, selvom den så ofte har voldt mig besvær og indlæggelser - med et lille træ og nødder og godter, så der er noget at dele ud af. Og her, mens jeg sidder med en Kahlua og en smøg, sender jeg de bedste ønsker om en god jul og et godt nytår til alle jer, der læser og holder dette blad! Joan Remil er journalist på Outsideren.

#75 December 2010


BLÅ BOG

#75 December 2010

førtidspension. Endelig kunne jeg ånde op. Og da min mor ledte mig hen til galebevægelse, hvor jeg blev en aktiv psykiatrib ruger med netværk og kontakter, fik jeg styr på mit alkoholproblem og endte faktisk op med selv at blive en rimelig god mo r. Noget af det sværeste i mit liv har været kærligheden, den kunne jeg sgu ikke tåle. Nye mænd , nye katastrofer og et liv på kant med virkelighede n, indtil jeg, under et opho ld på et daghospital, mø dte Bjarke, som blev min skæ bne. Efter 18 år følger han mig stadig, vi har et ub rydeligt venskab, en kæ rlighed og en lidenskab, ja vi har det hele. Status: Livet er stadigt med svingninger, med op - og nedture, og i 2002 måtte jeg en tur på Sct Hans, hvor jeg tilbragte otte må neder. Det hjalp, men fak tisk var det absurd nok først da jeg fik konstater et kræft, at jeg fik styr på selvmordsforsøgene og alkoholen og de værste ud sving. Kræften tvang mig til at tænke på andet end mine psykiske kampe og aldrig har jeg været så psykisk stabil som nu. Livet er skønt!

Illustration: Katrine Fokdal

Navn: Joan Remil Født, år og sted: - - Livet, psykiatrien, kærligheden: I 1979 blev jeg indlagt på åben afdeling på Odense psykiatriske hospital og fik efter to måneders ophold stillet diagnosen: Lettere manio–depressiv. Efter min mening er det historien, der giver diagnosen, de psykosociale forhold, du er udsat for. Og efter denne første korte indlæggelse fulgte en række gode år med studier og ophold i Afrika og masser af oplevelser, hvorefter jeg vendte tilbage til Danmark og en rulleskøjtetur og lige ind i en helt ny manisk psykose, som førte mig til Kommunehospitalets lukkede afdeling og efter en rum tid med spændetrøjer, bælter og tvangmedicinering videre til den lukkede på Sct. Hans. Ind imellem det hele fik jeg alligevel tid til at få et barn, der hurtigt endte hjemme hos min mor, mens mine op - og nedture fortsatte, nu med alkohol indblandet. Jeg var nu en alkoholiseret, maniodepressiv mor, men som i en krampetrækning formåede jeg alligevel at flytte med min søn til Hvidovre, hvor han heldigvis var kommet i en pragtfuld familiepleje. i 1991 fik jeg efter mange revalideringsforsøg tildelt

19


20

#75 December 2010


Farvel til psykiatrien Af Jette Nielsen

BLÅ BO G

Foto: Egina Christensen

Navn: Jette Nielsen ruen i ascendanFødt: Årgang 1964, krebs med jomf ten. psykiatrien starteLivet og galskaben: Min karriere i e i en årrække de for omkring 20 år siden. Jeg havd startede med, at fået det dårligere og dårligere. Det folk, jeg viste det pludselig var svært at snakke med ne fororde alle om ikke hvad jeg skulle sige, som med anmen sam svandt. Det var nemmere at være hol. Jeg havde dre, når jeg havde drukket noget alko og med mine det svært med at være inde i mig selv negative tanker. tanker om, I 1990 sker det, at jeg bliver fyldt med var her. Tænkat det vil være nemmere, hvis jeg ikke blive kede af te selvfølgelige på at min familie vil videre. Så en me kom vil det, men også at de hurtigt ned med dem dag tog jeg en masse piller, skyllede Det var seriøst et par kartonert papvin og nogle øl. ede med ondt ment. Men jeg dov ikke ind, jeg vågn på at pendulere i maven og brugte resten af natten kastede op. Jeg mellem min seng og wc’et hvor jeg r nogle måfortalte det først til min psykolog efte have, så hun neder. Det kunne hun selvfølelige ikke iatrisk afd. psyk på gt indla opfordrede mig til at blive sindssyg. ikke jo er Jeg tænkte bare; nej, hvorfor, jeg re, bed fik det Men efter nogle uger, hvor jeg ikke Det viste sig, sagde jeg okay, lad mig blive indlagt. iaterne. Jeg psyk var med at de sværeste at snakke ned i gulede kikk svarede mest i enstavelsesord og st, måauti være vet, så en af dem mente, jeg måtte en psykiater kan ske skizofren det er utroligt, hvad e nogle få gange få ud af at snakke med et mennesk á ca. fem minutters varighed. ler på afdelinDer har selvfølgeligt været persona og den bedgerne, som har betydet noget for mig Der følte man ste var helt sikkert M6 på Sct. Hans. jeg har fået der, virkelig, de var der for os. Det er il. den største brik til mit indre puslesp 3 Ð måned it, Birg jeg er mød 9 Sommeren 199

Jette Nielsen er fotograf på Outsideren

#75 December 2010

efter flytter jeg hjem til hende i Tølløse. En morgen vågner jeg efter at have sovet rigtig godt og opdager, at jeg har glemt at tage min sovemedicin, som jeg ellers har haft rigtig svært ved at komme ud af. Tænker, at så vil jeg slippe resten af medicinen. Snakker med psykiateren på distriktpsykiatrien, som synes, det går for stærkt. Hun laver en nedtrapnings plan, som jeg synes går for langsomt, så det ender med, at jeg laver min egen nedtrapning. Den, kunne jeg godt mærke, medførte en slags indre uro, som er svær at forklare. Men jeg sagde til mig selv, at dette er fysisk, og så længe det er fysisk, så går det over. Hvilket det også gjorde, efter næsten et år I år 2000 siger jeg farvel til psykiatrien. Og i de sidste 10 år har jeg ikke haft brug for den, og har så svært ved at forstille mig at jeg nogen sinde får det.. og når jeg har syntes, der er nogle ting i livet, der er svære, så har jeg haft glæde af den psykologiske rådgivning Brunhilde i Kvindehuset Største bedrift: Er vel at jeg har overlevet psykiatrien. Jeg har tilbragt år af mit liv som svingdørspatient. Op gennem 90Ðerne bestilte jeg ikke andet end at ryge ind og ud af Kommunehospitalets psykiatriske afdeling, Sct. Hans hospital og Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Fik dengang fortalt, at jeg aldrig ville klare mig uden psykiatrien, klare mig uden medicin. Men ha! - der tog jeg røven på dem, nu har jeg været uden medicin og psykiatriens hjælp i 10 år, og jeg klarer mig rigtig godt. Jeg har et indre billede af psykiatrien som en stor hånd, der - når den først har fået fat i dig - er svær at slippe fri af igen. Fremtid i glimt: Jeg har en plan om at få en tatovering på min arm. Jeg har tænkt længe over det, har tegnet den, mangler bare at finde en god tatovør. Tatoveringen skal være et hjerte som et puslespil, som symboliser min ÐrejseÐ til en hel person. Puslespillet er de brikker jeg har fået, når jeg har været i forskellig terapi. Det har været godt, men det var som om jeg ikke rigtig kom videre, jeg røg stadige ned i mit hul og måtte drikke for at kunne holde ud at være i mig selv. Da jeg møder Birgit, oplever jeg for første gang kærligheden (hjerte). Det var som om at alle de brikker jeg havde fået, faldt på plads til et hel billede og jeg begyndte at kunne li den person jeg er.

21


Foto: Morten Rønstrup

”Livet fyldes ud, og man udholder det”

Noget holder man for sig selv Af Boye Haure Det har været et rundt år i kristen forstand. Det startede med tømmermænd. Sådan er det jo. Nytåret blev fejret BLÅ BOG med manér - og jeg holdt taler Navn: Boye Jøhnck Haure to steder. Først for sindslidende på et værested og derefter for Født: 19. okt. 1961 ”gamle” venner. Hvor er det Uddannelse: Cand.polit.fra Køskønt, at vi kan finde sammen benhavns Universitet. om at holde sammen, og fejre Største bedrift: At blive født og at man skifter et årstal ud - midt stadig være i live (selvom mange om natten midt om vinteren. har forsøgt at hænge mig op i en Dette år har budt på op- og lygtepæl som folketingskandidat nedture. Selvfølgelig. I starten for mit parti, Det radikale Venaf året tænkte jeg meget over, stre!). at jeg ville helt ud af alt det der sygdomssnak og værestedshalløj. I stedet prioriterede jeg det

22

politiske arbejde meget højt – jeg har været medlem af Det radikale Venstre i årtier - og den 9. januar tog jeg til Nyborg Strand, hvor partiet traditionen tro havde inviteret til stormøde med deltagelse af såvel egne medlemmer, politikere fra andre partier som kvalificerede samfundsdebattører. Jeg synes, det er en fremragende måde til at få skudt det politiske år i gang. Også i år gik det godt. Men jeg tabte dog alt for Helle Thorning-Schmidt, da hun ikke kunne svare på, hvad hun vil gøre ved statsunderskuddet på 95-100 milliarder kroner, andet end at hun vil forlænge ventelisterne på hospitalerne og forhøje cigaretpriserne. I året, der snart er gået, havde jeg også et tæt venskabeligt forhold til en yngre kvinde. Vi gik mange ture sammen. Vi talte sammen - og jeg holder stadig meget af hende, men ef-

#75 December 2010


ter min 49 års fødselsdagsfest afholdt den 16. oktober, kom det til et brud. Vi havde ikke længere tillid til hinanden. Det kan gøre ondt, når det sker. Men jeg kom mig over det, selvom det ikke var til at holde ud, da det skete. Ved hjælp af en nøgle, jeg havde lånt hende, lukkede hun sig i det festlokale, jeg havde lejet, og smadrede noget porcelæn, uden at jeg var til stede. At komme uvidende hjem fra en fødselsdags-rundvisning i Danmarks Nationalbank og blive mødt af to mænd, en beboerrepræsentant og en nøgleadministrator, der lige skulle vise mig noget, det var svært at udholde. De så vrede ud. Jeg åbnede døren til opgangen, tømte postkassen, gik op, og bad dem stå udenfor min dør. Gik ind i min lejlighed. Låste. Åbnede min post – heriblandt et brev fra Margrethe Vestager (min partileder) og et fra Benjamin Frøling Haure (min søn). Det varmede. Margrethes brev var personligt håndskrevet. Platonisk kærlighed kan man kalde det. Benjamins brev var i en guldfarvet konvolut med et frimærke med billede af kongefamilien. Han er jo stolt af hans far. Sådan udholder man livet, selvom man ved, at der står opgaver og udfordringer lige udenfor ens dør.

Jeg udholdt livet - selvom jeg skar mig og blødte, da jeg samlede skårene op. Undervejs faldt det mig af uransagelige grunde ind, at klokken nu var lidt over fem om eftermiddagen – omtrentligt det tidspunkt på døgnet, hvor jeg kom til verden for 49 år siden… Livet fyldes ud, og man udholder det. Noget synes man, at andre gerne må se. Andet holder man for sig selv. Tiden viser livets fylde og glæde, og den læger alle sår. Boye Haure er medlem af redaktionen og bladets økonomiske ekspert

#75 December 2010

Manden i kørestol Af Klavs Serup Rasmussen

BLÅ BO G

Navn: Klavs Serup Rasmussen Født: 1972 Diagnose: ja – engang flere gange en Hændelse i 2010: I sommers så jeg med benene. mand trække sig rundt i sin kørestol sølle og lettere Jeg troede egentlig, han var både af sted med forvirret. I går så jeg ham trække sig og en pind til at en sort affaldssæk i den ene hånd vidste, det var samle skrald op med den anden. Jeg evel gjorde allig og , gøre noget, han ikke behøvede kender der han det. Om aftenen mødte jeg en, at han er manden i kørestolen. Hun fortalte mig, t. Er livet bare det klogeste menneske, hun har mød overlegent eller hvad?!

Foto: Louise Gonzales

Jeg skiftede tøj. Fra jakkesæt til casual wear. De to mænd og jeg tog elevatoren ned i kælderen, og gik ned til enden af det buede hus, hvor festlokalet ligger. Umiddelbart frygtede jeg, at de ville påtale, at der var tabt en flaske rødvin på gulvet lige foran gavebordet. Men jeg havde fejet op, tørret af og tjekket det. Så det behøvede jeg faktisk slet ikke at have fortalt dem om. Efter nogle spredte bemærkninger om hvad jeg skulle tage med mig op, og hvad de selv ville tage sig af, gelejdede de mig ud til køkkenet. Der kom chokket. Jeg vil aldrig glemme det. I køkkenet lå der smadret porcelæn i bunkevis. Tallerkener, glas, askebægre, spredt ud over hele gulvet.

Klavs Serup er redaktør på Outsideren

23


Foto: Christian Wølck

”2010 var et megastort år”

Med ryggen til Air Force One Af Sharma Kunsang Jeg går hver uge til filosofiundervisning. Det har jeg gjort i nogle år. ”Eksisterer månen også når vi ikke ser på den?”. Tænk lidt over det, mens jeg skriver videre. Spørgsmålet tilhører filosofiprofessor Arne Næss fra Oslo Universitet. En særling bosat alene lang oppe i de norske fjelde. Kunsten at udholde livet i 2010? Jeg starter med ord ét og gemmer min livline lidt endnu. Kunsten. Jeg havde et blandet år med mine malerier. Jeg fik lavet mange, også solgt en del, men det kiksede i sidste øjeblik med en separatudstilling i Den Gule Villa på Frederiksberg. Så stoppede jeg pludselig fuldstændigt med at male. Jeg var ved at blive sindssyg (det er jeg jo ellers i forvejen) over at billederne var ved at æde mig op. Det var en sej kamp om hvem der bestemte. Var det mig eller billedet? Fra min filosofiundervisning har jeg lært, at man først skal definere begrebet og gøre sig nogle tanker bagfra. Så – ”har jeg overhovedet udholdt livet?” er vel også et relevant formulering. Ja, det har jeg, synes jeg selv. Det har faktisk været et rigtigt godt år for mig her på jorden. Det smukkeste, jeg oplevede i året, der

24

snart er gået, var suverænt lyden af de nye 200 krone sedler. Og et lamineret A4 billede af en storsmilende Stein Bagger på vej ind i Guatanamo. Fulgt af hele verdens pædofile og incest forbrydere i fodlænker. En ting, jeg også tydeligt husker, var indflyvningen af Air Force One på bane to i Kastrup. Selvfølgelig oplevet fra flyvergrillen på Amager, hvor jeg desværre stod med ryggen til med min dampende knækpølse, præcist da flyet kom til syne i horisonten. 2010 var et megastort år. Ingen samonella tilfælde. Ingen svinepest. Ingen kogalskab. Ingen anskudte fårehyrder. Kun lidt tsunami og rystelser i Haiti. Og så stadig Afghanistans svar på Dario Campeotto, selveste Osama Bin Laden, samt minderne om Ground Zero. Noget andet, jeg godt kunne have tænkt mig at høre en kvalificeret forklaring på, hændte også i år under et af mine utallige besøg på Godthåb Apotek. Ved siden af mig stod en meget høj og ranglet mandsperson, som ikke havde min erfaring i hverken det danske sprog eller allergipræperater i håndkøb. Farmaceuten, der ekspederede ham sagde, ”- at dem her kunne han sagtens tage, det sker der ikke noget ved..” Jeg ændrede fodstilling for at afhjælpe min overvægtige krop, mens jeg samtidigt sendte en varm hilsen til det samlede danske sundhedsvæsen og især denne kvinde, der stod her og var i gang med

#75 December 2010


BLÅ BO G Navn: Sharma Kunsang Født: For lang tid siden - på Holbæk plancher og fa Centralsygervede klodser observerede m hus i 1949. Jeg voksede op i Nykøbin st opuret i hånden ig, med g Falster, så . Ingen tvivl. M iddelsvær til sv godt jeg kunne, uden at snuble over dement. Min pr ært mine forældres ivatpraktiseren de psykiater sa pladskrævende egoer. To gange har m ig , at gd de e til skide psykolog min far sømmet er ikke kunne døren til, med store syvtommer søm en di ff sp er ire en nde depression tiere , så mig og min med demens. mor ikke kunne komme ud. En sørg Mange af indikationerne elig afstumpet var sammenfa ldende. Dårlig barndom, utilstrækkelige forældre. melse, koordina hukomDe skulle have tionsevne og så videre. Sene været tvangsfjernede. jeg blevet hjer re er nescannet på Hukommelsesa Jeg var ikke noget mønsterbarn. Jeg gen på Riget, fd elinog de fandt ik var faktisk ke skyggen af ret dum og ubegavet og kunne ikke de m be en læg for skonklusionen. koncentrere Og heller ikke tegn på begynmig og bevare fokus, men jeg var god dende alzheim til at tegne er. og male. Og skrive digte. I midten af 1992 var på m 8. klasse blev ange måder år et, der ændrede jeg smidt ud af den lokale centralsk mit liv radikalt. ole. Vi havde Jeg måtte kvitt e ar bejdet for evig allesammen fået nok af hinanden. Komme på ført t. Jeg var et såkaldt idspension, og så el lers få tiden til uroligt barn, måske bare mere tisse gå m ed flittigt at pl at trængene end eje min alkoho lisme, som sam andre stillesiddende børn i den alde år og så fi k m en e r. Men fik albrat slutning. Je g gik den tung lerede den gang angstdæmpende posthuset og e vej til og beroligende indbetalte 40.0 00,- for fem ug medicin. nesotaophold ers Mini Nordsjælland . Jeg rørte ikke Karrieren: Efter ungdomsårene, med i 11 år efter. alkohol en grafisk uddannelse i bagagen, flyttede jeg Je g bo r st ad alene til Freig på Frederiksb erg. Nu, indhen deriksberg. I 1992 blev jeg ramt af fortiden, på et tet af en meget svær stort bosted fo r psykisk syge, depression, som senere viste sig at en variabel sv med ærhedsgrad og være kronisk. støjgrænse. I pr På det tidspunkt var jeg kreativ dire fungerer det so aksis ktør på et reklam et plejehjem , men ordet bo mebureau. Min diagnose er manio-d klinger bedre i at betjene en st ed epressiv samt personalets ør er. Det er der m recovery i. - middelsvær til svær dement! slags semistor ere nydansker. Jeg Største bedrift Demens-overbygningen stammer fra : Tjah, svært at det, jeg sige – men min tænkte: ”Hvorsolut største og kalder en byggeklodspsykolog – der abved hjælp af altoverskyggen for fanden skal de glædesfølel var, da jeg for se cirka halvande t år siden fik m han tage den gedeler tilbage in ægmed en kompl medicin, når et nyopstreng Æggene skulle ning. bare ikke tro, de af os opdager sandder ikke sker noget ved det..?”. var noget særli Hønsehormon gt. er i ensartede heden om vores skiver. Det var hvad jeg havd lig e, e brug for på de tilværelse - på tætI starten af 2010 formulerede jeg nogle rit tidpunkt. Status: I dag er teste hånd. Denne melig enkle regler at prøve at leve på og efmit liv nogenlun de nærværend godt forankret e og selvopdagelse kan ter: af mit mantra: Fr ih ed , fø lig le ls he er d. og kærOg så mit aktiv der ikke underviFrihed. Friheden, som er det tidløses segl e forhold til Bu ddhas lære og hans 84.000 be ses i. Den må oppå tidens fremadskrigen. Den er åndelig indlæringer. stå af egen nødsigt. Den kan ikke have nogen historie, eftervendighed. som alle historiske fænomener kan ses som Stilhed. Alene det absoluttes dans i den evige erfaringsspimed sine egne tanker, der ral. bare leger frit i rummet. Det som ikke er Enkelthed. Leve et enkelt liv. For mange tanke, stilheden har intet sprog og er følgemennesker er det et begreb, der i sig selv lylig ukendt. Mennesker har aldrig kunnet lide, der positivt. De lider måske under troen på, hvad de ikke kan kende, forklare og derved at livet er kompliceret. De er nået dertil, hvor kontrollere. brugsanvisningen til den nye mobiltelefon ”Eksisterer månen også når vi ikke ser på bestemt ikke er enkel! den..?” Det er et filosofisk spørgsmål, som Følelser. Leve enkelt med følelser og empaikke kan besvares umiddelbart. Men det kan ti. Indsigt i grænser, der ikke må overtrædes lade sig gøre. Og konsensus behøver bestemt eller spilles på. Omdanne negative følelser til ikke altid at være en absolut sandhed. positive. Mange menneskers følelser arbejder med ting, som aldrig vil kunne bidrage til et meningsfuldt liv. Sharma K. er medlem af Outsiderens Sandhed. Der er absolut brug for, at hver redaktion

#75 December 2010

25


”Min første tanke var: – Hold kæft, hvor godt!”

Da den lukkede brændte Af Charlotte Blixenkrone

Foto: Kira Bojlen

I juli måned indløb nyheden, at den lukkede afdeling på det psykiatriske hospital i Dianalund var brændt. Ingen mennesker kom til skade, men flammerne havde fortæret stort set alt. Min første spontane tanke var: ”Hold kæft, hvor godt!” Det var inde bag de mure, jeg for alvor havde mødt livets skyggesider og fået masser af oplevelser, jeg godt kunne have været foruden. Nu havde BLÅ BO G jeg det som et barn, der Navn: Charlotte Blixenkrone Erikpludseligt fik opfyldt et sen vildt ønske om at skolen Født: I det Herrens hippie-år 1968 ville blive ramt af et Status: Mor til tre. jordskælv eller brænde ned, Vigtig begivenhed i 2010: Se de så man ikke kunne komme flotte billeder her til højre. derhen igen.. Stedet var en sort plet i mine erindringer. Det

26

var ikke smalltalk, man lagde øregange til der. Nogle af de indlagte havde begået forbrydelser, andre var ofre for dem – eller for andre af livets foreteelser. Alle var mennesker, som livet havde budt en kæmpekrise af en art.. To gange var jeg indlagt på den lukkede afdeling dernede, begge gange i forbindelse med et dødsfald, jeg havde svært ved at tackle. Det var et frygteligt sted, grimt og uhyggeligt. Det trængte i den grad til en kraftig renovering indvendigt - jeg mener, bare fordi det drejer sig om psykisk syge mennesker, så kan man da godt male i nogle pæne farver. Efter min mening mindede det mest af alt om et fængsel. Personalet gjorde da formentligt, hvad de kunne. Men der foregik bare ting, som mennesker, der er indlagt med somatiske sygdomme, ikke kommer til at opleve under indlæggelse. F.eks var blandingen af retspsykiatriske patienter og såkaldt almindelige patienter en virkelig elendig idè…

Branden viste sig senere at være påsat af en kvindelig patient, der havde sat ild til gardinerne i et af køkkenerne – og gudskelov for at det skete om dagen, ellers kunne det være gået helt galt. Jeg aner ikke, hvorfor hun gjorde det, og jeg tror selvfølgelig heller ikke, at problemet forsvinder, bare fordi Dianalund brændte ned. Men det sted, jeg har i mine erindringer er væk, og det bliver ikke genopført. Det føles godt helt ind i hjertet. Charlotte Blixenkrone, november 2010

#75 December 2010


#75 December 2010

27


”Det er store spørgsmål, der har fulgt mig det sidste år og som jeg ville ønske, at nogen havde et svar på.” BLÅ BOG Navn: Katrine Fokdal Født: 1984, uden for lands lov og ret, nærmere betegnet Langå city, Jylland! Livet og psykiatrien: Jeg fik efter meget lang tids søgning og en psykose stillet diagnosen skizotypisk sindslidende. Den beskrivelse faldt helt i overensstemmelse med min egen fornemmelse af min tilstand. At jeg af og til kunne blive invaderet af en ond udgave af mig selv, der ikke mente, der var plads til mig i denne verden - eller at jeg i hvert fald ikke indeholdt godhed nok til at være her. Måske er diagnose noget, der sættes på folk, når man ikke rigtig kan forklare, hvad de fejler. Min diagnose falder inden for det skitzofrene spektrum, men uden stemmer i hovedet. Antyder mere noget med en fornemmelse af en skæv verden. Det passer rigtig fint til mig. Jeg tror altid, jeg har haft en meget skæv verdensopfattelse! Min største bedrift: Det største har nok været at overleve! Det lyder mere eller mindre makabert, men er sandt. Efter 10 år med anorexi, hvor min skeletkrop havde svært ved at følge med, kom psykosen og en uhyggelig tendens til at skade mig selv. Og en overvældende tanke om ikke at være nok værd til at leve... Status: Mine dage ligner hinanden på den måde, at jeg sover meget af tiden og er sulten og søvning i de vågne timer. Men heldigvis får jeg også presset nogle utrolig kreative timer ind, hvor jeg får malet en del, fx lavet motiver for go-card, mine egne soloudstillinger, eller sat ord sammen på en perlerække, der bliver brugbar til den digtsamling, jeg skriver på. En beretning fra dengang psykosen strømmede ind over mit liv som en flodbølge til den dag jeg begynder at forstå og acceptere den. Og siden min indlæggelse for to år siden, hvor den daglige kamp bestod af bare at komme ud af min seng, er humøret blevet stadigt bedre.

En plads i livet Af Katrine Fokdal Mit år startede meget dramatisk. Ikke nok med at jeg stadig kæmpede med min psykiske sygdom - jeg var også så uheldig at blive påkørt af en bil. Det betød, at mit nytår måtte fejres siddende ret op og ned med hjernerystelse samt en nakkehvirvel, der var sluppet ud af sin plads i rygsøjlen. Denne traumatiske oplevelse pustede til den angst, der ligger og ulmer i mit indre. Igen og igen, som var erindringen sat på repeat, så jeg for mig scenen med den svært blødende bilist, der røg ud gennem forruden og ned foran de hårdt opbremsende biler. Ulykken fik mine lidelser til at blusse op. Jeg kørte op og ned i humør. Men da foråret kom, begyndte det for alvor at gå fremad. Det, der virkeligt fik glæden frem i mig, var dette blad. Det at få lov til at udfolde sig kreativt, at blive intellektuelt udfordret, i stedet for at sidde og stirre ud i luften med ondt i

nakken Sammen med min behandler og kommunen besluttede jeg mig for at gå i gang med en uddannelse. Første skridt mod målet var at få mig sådan en studenterhue. Nu er jeg meget glad for hatte, så det passede mig fint: En uddannelse man får en hat for at gennemføre - det var lige mig! Planen var at starte lidt langsomt op med to fag, af den slags, der faldt mit hjerte nærmest. Og så kom sommeren, med lange, varme dage, hvor jeg nød at svanse rundt i kjole og solhat, og med rejser til det store udland. Opstarten på uddannelsen efter ferien gik over alt forventning. Jeg var fyldt med energi og mod på at komme rigtigt i gang med. Men efter en måned med slid og alt for mange afleveringer, begyndte jeg at halte bagefter. Jo mere, jeg kom bagud, jo mindre lyst fik jeg til at komme af sted. Der var dage, hvor humøret var godt, men hvor piskesmældet gjorde det umuligt for mig at komme i skole. Jeg fik flere og flere symptomer på en psykose, og humøret forsvandt i takt med at de døde blade faldt af træerne. Jeg følte det, som var jeg forvandlet til en bjørn i hi, og jeg havde en kamp med mig selv om fremtiden. Følte pludselig mit liv stod stille igen og anede ikke, hvad der skulle blive af mig. Og sådan er det nu. Jeg længes efter at finde min plads i verden. Hvad kan jeg bruges til? Kan jeg andet end at være psykisk syg? Hvad skal jeg blive, når jeg bliver “stor”? Det er store spørgsmål, der har fulgt mig det sidste år og som jeg ville ønske, at nogen havde et svar på. Finder jeg nogensinde min plads her i verden eller bliver mit liv en fortsat søgen på svarene? Jeg ved det ikke. Katrine Fokdal skriver og tegner til Outsideren

28

#75 December 2010


Den tørstige gentleman Af Niels Gjern Johansen

BLÅ BO G

Navn: Niels Gjern Johansen Født: 26. maj 1978 at jeg lider af Diagnose: Psykiaterne har erklæret, uenig i, og skizotypi. Dette er jeg naturligvis vildt nose i jorden, diag ne den jeg har gjort alt for at mane bare af lider for jeg er jo ikke rigtigt sindssyg. Jeg t, og er medlem depression, selvmordstanker, angs benzodiasepiner. af en facebook-gruppe for fans af der nyder røg i Og så er jeg en tørstig gentleman, en. form af op til 40 hvide Kings om dag blevet narkoMin største bedrift: At jeg ikke er måde en form man. Det er på sin egen mærkelige da jeg i min st, vær for trøst, når man har det aller at ryge på til tilværelse har haft alle gode grunde jeg føler mig sprøjten. Og dog er det ikke sket, så i jeg har været både heldig og ikke mindst stolt, ford for at søge den stærk og principfast og ikke faldet stoffer. og bedøvelse, man kan opnå, i narko beskrive mit liv, Erindring: Hvis en hændelse skulle blev 93, ligeså vil det være min morfars død. Han blev over alle ldre oræ som mine tre andre bedstef morfar min s men 90, de døde alle tre af alderdom, lig af nem døde døde af noget ganske andet – han morfar, og døde sult. Min mormor var ældre end min

#75 December 2010

et par år før ham, hvilket gjorde ham meget ensom. Ikke mindst fordi han næsten var døv og ikke kunne høre, hvad andre sagde. Hjemmehjælpen kom forbi hver dag, og han fandt det nedværdigende at være afhængig af andres hjælp, og han boede stadig på den lille gård, hvor han og min mormor havde boet sammen i næsten 70 år. Til sidst blev han så svag, at han måtte på plejehjem, men når han ikke kunne være på gården længere, så kunne det også være lige meget alt sammen. Derfor holdt min morfar op med at spise, og døde to uger senere af sult, 93 år gammel. Se, det er viljestyrke. Jeg har arvet den samme stædighed og vedholdenhed, og når livet ikke er til at udholde, så holder jeg op med at leve, indtil det bliver bedre, men det er ikke det samme som at ligge sig ned og dø. Det er at holde ud.

PS: Og så har jeg faktisk et ganske godt forhold til psykiatrien. Ikke at psykiaterne har været troldmænd, der har kureret mig på få uger. Faktisk har de til tider testet ny medicin på mig, og jeg har lidt af slemme bivirkninger på den regning, men jeg føler ikke, de nogensinde har direkte løjet for mig. Man kunne jo ønske sig mirakler, men psykiatrien er en ung videnskab, og psykiatere er jo også mennesker, deres evner begrænsede, hvor nødigt de selv eller alle os andre vil se det i øjnene. Og jeg skal da være den sidste til at bebrejde andre, at de ikke er fuldkomne.

29


Min hverdag er triviel BLÅ BO G

78. Feilberg og er født i 19 Navn: Jeg hedder Julie et af trien i 11 år og har i løb Nu har jeg været i psykia i sse forskellige diagnoser den tid fået skudt en ma zoski ret tie ren zotypi, udiffe skoene. Depression, ski e, i, personlighedsforstyrrels freni, paranoid skizofren ektiv lidelse (i den rækAspergers Syndrom, aff ket diagnose er lige i øjeblik kefølge). Den officielle dt fyl op har vom jeg aldrig paranoid skizofreni, sel af førsterangskriterierne få mere end højst nogle n passer rimelig godt til de for skizofreni. Asperger var barn – og senere, som måde jeg var på, da jeg ln fuldstændig til beskrive ung, svarede jeg næste til sig let skulle have udvik sen af skizotypi. At det alderen, var et rent vurde skizofreni efter 20-års okiaters side. Den psykol ringsspørgsmål fra en psy , 00 20 i KH på for blev udsat giske undersøgelse, jeg e isk yp zot ski lse inden for det tydede på en sindslide fe undersøgelser er behæ område. Men psykologisk tet med stor usikkerhed. aa lad mig nu se….jeg kan Min største bedrift: …tj eneste ting, som jeg kan faktisk ikke pege på en t er, noget andet. Probleme være mere stolt af end t, t ikke har udrettet noge at jeg i mit voksne liv sle så og e ikk r de om til andre, der er værd at fortælle t på overførselsindkoms ret er på den. Jeg har væ jeg ig, efra som knap 20-år siden jeg flyttede hjemm nået e i mit liv. Efter at jeg er har aldrig tjent en 25-ør de begyndt at se det som de 30, er jeg på en vis må rig nogensinde har været et adelsmærke, at jeg ald sidde andre, der er nødt til at lønslave som de fleste fra 9-17 for at få mad på og glo på en computer bordet. e ringer min kammerat Min hverdag er triviel. Oft iteeftermiddagen for at inv Bo på min dør tidligt på ved n bor lige ovre i gården re mig over på kaffe (ha døraf en lyd ved r jeg først siden af min). Ofte vågne den åd pilr r hvo flere timer om, telefonen. Vi kan tale i ård at bocenteret Sundbyg hele psykiatrien er, om ns kloak, men såmænd nu ikke bare er psykiatrie de og om hvor hundesyge hele Københavns kloak kke sna at e nd or er det befrie andre i satelitten er. Hv mig t af det samme som med en, der mener mege kket om det flere timer selv, men når man har sna en får man tilsidst alligevel om dagen i et par uger, overdosis. følge min vens eksemJeg forsøgte for nylig at dicin. En kold tyrker. Jeg pel og stoppe med me

30

Af Julie Feilberg beholdt dog min sovemedicin, for jeg er fuldstændig ude af stand til sove naturligt. Først stoppede jeg med Fluanxol, et par uger senere smed jeg også min lykkepille. De første seks uger gik udmærket. Jeg kunne mærke, at jeg var noget mindre omtåget og egentlig gladere end jeg var før, men tilsidst var jeg nødt at begynde at tage medicinen igen. Jeg fik tankeforstyrrelser og tankemylder, kunne ikke tænke klart og var ude af stand til at formulere en fornuftig sammensat sætning i mit hoved. Det kunne tage mig to timer at læse nogle få sider i en bog og jeg kunne ikke engang følge med i TV-avisen. Uudholdeligt i længden, jeg har jo ikke en IQ på 70, og hvis jeg skal rende rundt resten af mit liv og ikke kunne mere end en mongol, ville jeg hellere gå og hænge mig. Det er positivt at være medicinfri, hvis det kan lade sig gøre, men man skal ikke undvære medicin for enhver pris. Jeg har nu været tilbage på 5 mg Fluanxol i over en uge og min hjerne er begyndt at fungere nogenlunde ordentligt igen. 5 mg er et minimum, hvis jeg skal have et liv, der er til at leve, og kortere eller længere perioder uden alkohol. Jeg har valget mellem at være på antabus eller drikke mig en kæp i øret derhjemme eller på det lokale værtshus. Jeg kan bare ikke finde nogen mellemveje med alkohol. Derimod kan jeg sagtens skære mit madindtag ned til det kvarte, hvis jeg ønsker at tabe mig, det er slet ikke noget problem, sult kan jeg vænne til at føle, men min alkoholtørst er ustyrlig. Status: Jeg har ikke været indlagt på en afdeling i nu mere end to år, og sandsynligvis bliver jeg det heller aldrig. I vore dage er der så meget pladsmangel på hospitalerne, at man nærmest skal være skingrende sindssyg og til fare for andre, for at man kan blive indlagt, og sådan har jeg aldrig været. Og ti år efter mit store nervesammenbrud og i en tid, hvor jeg er symptomfri med lidt medicin, kan jeg roligt sige, at jeg slet ikke er kandidat til at være på nogen afdeling. Godt det samme, for de har ikke bare skåret ned på sengepladserne, personalet er også blevet reduceret til det absolutte minimum.

Julie Feilberg er medlem af Outsiderens redaktion

#75 December 2010


Foto: Louise Gonzales

31

#75 December 2010


”Mens den professionelle psykiater fortæller om det helt nye hotte forskningsprojekt, kan jeg ikke lade være med at sende en venlig tanke til den model, jeg engang selv stiftede intimt bekendtskab med…”

Minnesota for sindssyge Alt for mange psykiatriske patienter går i stå i tilværelsen. Derfor har der i årtier været skænderier mellem sindslidende og psykiatri, om hvem der overhovedet er i stand til at hjælpe mennesker i psykisk krise. Psykiatrien har taget udfordringen op med det nye forskningsprojekt IMR. Det skal gøre patienterne mere bevidste om hvad, de vil med deres liv og hvordan behandlingssystemet kan hjælpe til. For at undersøge hvad der er fup og fakta i projektet med de store ambitioner, har vores reporter, Sharma Kunsang, opsøgt og talt med projektets bagmænd m/k, om forskning, recovery og, ikke mindst, om at vente på at dronning Margrethe griber ind. Her er hans rapport.

Af Sharma Kunsang

A

llerede her kom recorderen på bordet. Alt skulle med. Også selvom jeg på forhånd vidste, at samtalen naturligvis ikke skulle gengives fra ende til an-

32

den. Som repræsentant for et brugerblad var der ingen grund til at tro på et fuldstændigt overlap mellem min nysgerrighed og lægens. Båndet rullede. Samtalen om psykiatriens nye recovery-projekt kunne begynde. -Gider du starte med at præsentere dig for læserne..? - Ja, okay, jeg hedder John Hagel Mikkelsen, jeg er 56 år og udover at være speciallæge i psykiatri, så er jeg også centerleder, med de administrative opgaver der måtte ligge i det. John smiler forsigtigt, så fortsætter han: Og så kender jeg dig jo rigtig godt..! Jeg nikker. Her hos John, min faste psykiater gennem mange år, har jeg kun gode minder. John er en førende drivkraft i det nye forskningsprojekt IMR, og det er efter min erfaring et hverv, man sagtens kan betro til ham uden bekymring. Han er en gennemført dygtig, grundig og seriøs kapacitet på sit område. Det er faktisk John selv, der har spurgt mig, om jeg vil interviewe ham om IMR, et stort forskningsprojekt der skal sætte skub i hverdagen på to distriktspsykiatriske centre i Storkøbenhavn. Projektets endemål står

#75 December 2010


#75 December 2010

Lidelse og management Jeg har siddet hele natten og nærstuderet beskrivelsen af IMR. Detstår for ”Illness, Management and Recovery”, så der er altså tale om lidelse plus management. En interessant kombination. Management er et amerikansk ord for forvaltning og styring. Kontrol. Det var I og M. Først derefter, med et ”and” imellem, kommer den del af sætningen, der handler om Recovery. For mit vedkommende kan jeg godt blive en lille smule nervøs for balancen mellem psykiatriens ønske om at hjælpe, og så det ekstra ord ”recovery.” Der er en forskel på at blive en dygtigere patient og så det at blive bedre til at være rask. Ikke at de to ting skal skilles ad, det er kun balancen imellem dem, jeg tænker på. Recovery handler trods alt om at finde tilbage til sig selv og skabe en mening, der heler, ud fra livets kriser. Psykiatri handler om at fjerne ethvert tegn på krisen. IMR er olie og vand i en shaker. Hvor er salatbaren? - John, hvordan forstår du selv begrebet recovery? - Ha, jeg vidste du ville spørge om det, for

Illustration: Jacob Tolstrup

mig ikke helt klart, noget af det handler vist om forskning, andet om at gøre tingene lidt bedre, som Poul Nyrup engang sagde. At få patienterne op af stolen, ud i livet, tilbage til karrusellen. Alt for ofte, når mennesker ender i psykiatrien, kommer de ikke videre. De bliver hængende på centre, væresteder, bosteder, og i spillet om livet rykker de oftere tilbage til start end over målstregen. Det er frustrerende. For alle. IMR er bygget på en tro på, at sindslidende selv ved, hvad der kan gøre deres liv bedre. De skal bare have en mulighed for at formulere det, og nogen at sige det til. Jeg formoder, det vil virke opkvikkende. Både på patienter og medarbejdere, for IMR skal sikkert også ruske op i personalet. Som en påmindelse om at i livet er ingen svar kendt på forhånd. - Hvor kommer ideen egentligt fra? - IMR er et amerikansk udviklet koncept, som består af 11 undervisningsmoduler, som vi her efter nytår tilbyder en del af vores patienter. De patienter der deltager i IMR, vil vi så følge, og se om de klarer sig bedre, end dem der får vores ”standard-pakke”, forklarer John.

FORTSÆTTES NÆSTE SIDE

33


FORTSAT FRA FORRIGE SIDE

det er jo meget forskelligt hvordan man opfatter det. For mig er det den her proces med at hjælpe folk via de ressourcer og styrker de har, at kunne mestre en tilværelse der er tilfredsstillende for dem, svarer psykiater John Hagel Mikkelsen. John virker lidt svær at lukke op. Det havde jeg faktisk også forudset. Han er et meget disciplineret og ansvarsfuldt menneske. At kalde ham kulørt ville være en grov overdrivelse. Til gengæld er der

»John får hurtigt skaffet noget kaffe. Selv om jeg kender John rigtig godt, tror jeg aldrig det er sket før. Alle er bekendt med alvoren i projektet.«

ILLNES MANAGEMENT AND RECOVERY (IMR) – for første gang i Danmark. I 2011 begynder forskningsprojektet IMR på de distriktspsykiatriske centre Frederiksberg-Vanløse og Ballerup. Projektet forventes afsluttet i december 2012, hvorefter der kommer en 3-årig forskningsmæssig efterbehandling af resultaterne samt en rapport. Det er kun anden gang på verdensplan, at der forskes i effekten af IMR. Forløbet varer 9 måneder og består af 11 undervisningsmoduler. Det første undervisningsmodul handler om strategier for recovery. Deltagerne opfordres til at definere, hvad recovery betyder for dem og til at sætte sig personlige og meningsfulde mål, som herefter bliver et omdrejningspunkt for deltagernes arbejde i det videre forløb. Projektet vil involvere 128 patienter fra de to distriktspsykiatriske centre. Halvdelen vil deltage i en kontrolgruppe og ikke deltage i IMR. IMR er oprindeligt udviklet i USA.

34

ingen tvivl om hans begejstring for projektet. Det er drømme han taler om, slår det mig . IMR skal få de gale til at drømme om virkeligheden igen. Hvad der så kan ske, er også interessant. - Og jeg tror virkelig på, at det her er noget, fortsætter John. - Det er unikt, at vi sætter et så stort recovery-projekt i gang i den etablerede psykiatri, men jeg tror på det. Alle, der er med i det, tror at det her får en stor udbredelse med tiden. John får skaffet noget kaffe. Selv om jeg kender ham rigtig godt, tror jeg aldrig, det er sket før. Alle er bekendt med alvoren i projektet. Mens kaffen hældes op og der samtales om sukker og fløde, vender jeg i mit hoved de seneste årtiers ægteskabelige skænderier mellem sindslidende og psykiatere. Bitre anklager, der har handlet om, hvem der over-

IMR bygger på følgende recovery-værdier: Det er ikke de psykiske syge, der fejler i indsatserne, det er indsatserne der fejler overfor dem Den psykisk syge er eksperten i hans/hendes egen oplevelse af sygdommen Selvbestemmelse er altafgørende Behandlere skal se sig selv som samarbejdspartnere Behandlerne skal udvise respekt overfor personen med den psykisk sygdom, herunder anerkende at denne er i stand til at tage beslutninger og være aktiv deltagende i egen behandling samt respekterer forskelle i værdier og synspunkter Søger efter hvor enigheden er når der er forskel i synspunkter Håb er vigtigt Læs mere om psykiatrisk rehabilitering i Lene Falgaard Eplovs bog fra 2010: ”Psykiatrisk & psykosocial rehabilitering - en recoveryorienteret tilgang”

#75 December 2010


hovedet er i stand til at hjælpe mennesker i psykisk krise. Det har ikke skortet på angreb. Uanset hvem der havde ret, er der flere steder i verden vokset en lidt forandret psykiatri frem. Set udefra ligner den måske den gamle psykiatri, med psykiatere, recepter og venteværelser. Men skal man forlade sig på det, skue hunden på hårene og klamre sig til vante overbevisninger? Jeg tror ikke, man skal glemme, at psykiaterne også er usikre på hvad der nu skal ske. Taler man med psykiaterne, fortæller de om enorme skuffelser. Der kom aldrig en pille, der løste alting. Årsagen til sindets sygdomme skjuler sig fortsat. Pengene kom heller ikke. Så hvad nu? Alt afhænger af manualen På bordet foran John ligger en manual på flere hundrede sider. Det er den, der skal holde IMR på sporet. Manualen indeholder detaljerede beskrivelser af undervisningsforløb, guidelines for patientsamtaler og masser af recovery-ord. Afveje og vildveje er der nok af, når distriktspsykiatrien går i gang med det storstilede forskningsprojekt, der skal løbe over seks år i alt. På den ene side skal psykiatrien leve op til lægeverdenens krav om forskningsmæssig soliditet. Og på den anden side er IMR en rejse ud i ukendte farvande. Nogle dage forinden har jeg talt med en anden person om noget af dether - en psykolog ved navn Erland Hansen, som sidder i center-

#75 December 2010

ledelsen på det socialpsykiatriske Bocenter Hedelund, hvor der arbejdes recovery-orienteret. Han stiller spørgsmålstegn ved, om det er alle psykiatere der har forstået, at recovery ikke er en udvidet patientsamtale. - Hvis IMR er et reelt recovery-projekt, skal hverdagen på de distriktspsykiatriske centre holde op med at tage udgangspunkt i diagnoserne. Så skal tilbuddene tage udgangspunkt i hvad den enkelte borger ønsker fx behandlingsmæssigt. Psykiatriens grundlæggende udfordring ligger i at anerkende borgeren som ligeværdig samarbejdspartner, og ikke kun se sig selv som eksperten, sagde psykolog Erland Hansen. Jeg deler betænkelighederne. Manualen er pensum fra side ét. Den er formentlig ikke bygget op som et opslagsværk både behandlere og patienter kan boltre sig med, alt efter temperament og hjemmebryggede hensyn. Og fordi hele øvelsen er et forskningsprojekt, er det et krav, at alle følges ad på lige fod fra dag ét. Det hele skal jo slutteligt være målbart ud fra samme facitliste. John Hagel Mikkelsen virker til at være i topform. Jeg stiller ham et spørgsmål: - Hvem har egentlig lavet den manual, som personalet arbejder efter i IMR? - Hele IMR-konceptet er oprindeligt udviklet i USA af psykologen Kim T. Mueser og hans kollegaer. Og nogle af de forskere, der var med til at lave manualen, har tidligere selv har været indlagt i psykiatrien, svarer han.

John Hagel Mikkelsen, en af hovedkræfterne bag projektet og praktiserende psykiater, bl.a for denne artikels forfatter. Foto: Jette Nielsen.

FORTSÆTTES NÆSTE SIDE

35


FORTSAT FRA FORRIGE SIDE

- Hvis man er en smule skeptisk, kan IMR godt se ud som en udvidet omgang psykoeducation. Er der noget i IMR, hvor du tænker, hold da op, hvor er det anderledes? - Det er ikke sådan, at der er noget hvor jeg tænker, wow – det her er fantastisk. Alle enkeltdelene i IMR kender vi allerede. Det nye er, at vi samler det hele, såsom psykoeducation og social færdighedstræning. Til sidst måler vi så, om IMR er bedre end det, vi gør i forvejen. På det her psykiatriske center skal vi have 128 deltagere, hvoraf halvdelen fortsætter i den sædvanlige behandling. Ellers er der ikke noget at måle på, konstaterer han. Ingen kan vaske hænderne Den sædvanlige behandling. En slags åndelig placebo. Hvad er det mon den nuværende psykiatri til stadighed mangler, på trods af forandring og forbedring? Hvad var det USApsykologen Kim T. Museer havde i tankerne, og brugte som drivkraft, da han lagde sig på sofaen og udtænkte en manual, som kunne få psykiatrien til at banke mandhaftigt på døren til recovery? Han må have haft utilstrækkelighederne i den etablerede psykiatri som motivator og drivkraft. Set fra denne side af kaffekoppen er problemet, at psykiatriske patienter meget hurtigt ender med at blive tilskuere til deres eget liv. De er passive. Livet bliver noget andre må klare, og det hjælper ikke, at lægerne bare går tilbage til laboratoriet, hver gang det bliver lidt for meget. Mine tanker tager endnu en lille udflugt – til et rummeligt kontor i en lille skov i Ballerup, hvor jeg ugen før mødtes med psykiater

»Det er drømme han taler om, slår det mig. IMR skal få de gale til at drømme om virkeligheden igen. Hvad der så kan ske, er også interessant.«

36

Lene Falgaard Eplov for at høre om hendes forskning i det, der kan hjælpe sindslidende i gang igen. Lene Eplov er forskningsleder i psykiatrisk rehabilitering på Psykiatrisk Center Ballerup og har blandt andet skrevet den første danske bog om emnet. Hun er også en af drivkræfterne bag det danske IMR-projekt. - Mange borgere, der bliver psykiatriske patienter, kan have enormt svært ved at komme i gang bagefter. Hvordan indgår IMR i det store billede? - IMR bygger på en fundamental antagelse om, at det ikke er de sindslidende, der fejler i indsatserne, det er indsatserne der fejler overfor dem. Så hvis en psykiatrisk patient bliver ved med at gå i stå i sit liv, kan behandlingssystemerne ikke bare vaske hænderne, svarede Lene Falgaard Eplov Hun fortsatte: - Men IMR kan ikke stå alene. Der er behov for en samlet – helst national – indsats, således at vi får en recovery-orienteret behandlings- og socialpsykiatri, der samlet set arbejder rehabiliterende. - Hvad er så recovery for dig? - Jeg er enig i mange af de værdier, som IMR bygger på. For eksempel at behandlerne skal vise respekt for den sindslidende og anerkende, at sindslidende selv er i stand til at tage deres egne beslutninger. Også omkring den psykiatriske behandling, selvom der kan være forskel i hvordan man ser på tingene, sluttede forsker Lene Falgaard Eplov. Drøm løs – og lad dig rive med Tilbage på distriktspsykiatrisk center Frederiksberg-Vanløse. Undervejs i interviewet har psykiater John Hagel Mikkelsen flere gange lagt vægt på, at IMR skal få patienterne på banen. Klart. Hvis psykiatriske patienter pludselig slipper kaffekoppen og tager arbejdstøjet på, sætter det sandsynligvis lidt fut i psykiatrien. - Den allerførste undervisning i IMR handler om recovery-processen. Om hvad man

#75 December 2010


gerne vil opnå, ens egne drømme. Her skal patienterne selv sætte sig sine mål, og måske opstille nogle delmål, der kan være meget personlige, siger John. - Min erfaring fra det bosted jeg bor på, er at mange har fuldstændigt urealistiske mål, set med mine øjne. Der sidder to eller tre og siger de skal ud i egen lejlighed for de kan ikke holde ud at være på et plejehjem sammen med 34 andre syge. Så siger den ene, at han vil få Dronning Margrethe til at skaffe ham en lejlighed imens trøjen sidder omvendt på. Han er nem at få til at opstille langsigtede mål, men der må da være et filter? Jeg har tænkt over det flere gange. Begrebet ”realistisk,” er kun brugt få gange i forbindelse med hele IMR-komplekset. Det ligger som en skjult forventning at tingene er realistiske, selvom jeg personligt ved, hvor svært det kan være at bringe en syg borger frem til en realistisk erkendelse. Ofte er det svært, fordi det kan føles som et krav på en indrømmelse af, at man selv har skabt problemerne. Når man beder sindslidende om at være realistiske, er der grobund for alle de små livsløgne. Underdrivelse og bagatellisering af et alkoholproblem for eksempel. Erkendelsens mål må være fuldstændig ærlighed, og dermed anvendelighed. I modsat fald kan den skade mere end den gavner. Det er en proces der ofte tager meget lang tid. Erkendelsens kvalitet bliver et af IMR projektets største udfordringer. - ja. Men Sharma, her ville vi nok vælge at sige, det er fint at Dronning Margrethe skal skaffe dig en lejlighed. Men det er ikke noget du kan få til at ske lige nu. Hvad skal der til for at opfylde det mål? Så vi ville arbejde med at opstille nogle realistiske delmål. Det vi ikke må gøre, er at fjerne folks ønsker eller håb for fremtiden. Det interessante er, at når føret et menneske begynder at komme i bevægelse, finder man ofte ud af, at det ikke var så vigtigt, det der med Dronning Margrethe. Det vigtige er at få et sted at bo. Folk bliver mere realistiske, efterhånden som de arbejder sig igennem, siger psykiater John Hagel Mikkelsen. Minnesota for sindssyge IMR lyder solidt. Meget imponerende og gennemtænkt. Jeg tænker på, om IMR-folkene har kigget lidt over skulderen til den succes som ligger ret fremme. Minnesota-kuren arbejder efter en 12 trins model, IMR har 11 moduler. I Minnesota arbejdes der individuelt såvel som i grupper. Det samme som i IMR. Forskellen er måske

#75 December 2010

Artiklen af skrevet af Sharma Kunsang i samarbejde med Klavs Serup Rasmussen. Sharma Kunsang er skribent i flere blade, og har i tidligere numre skrevet om sin karriere i reklamebranchen. Karrieren førte til et Minnesota-ophold. Derefter rørte Sharma ikke alkohol i 11 år og drikker i dag så lidt er det er uvæsentligt.

at i Minnesota-kuren, er målet det samme for alle deltagere: at kvitte alkoholen eller anden misbrug for bestandigt. Tage vare på sit eget liv. Genoprette tilliden til arbejdsplads og familie. I psykiatrien er det mere forskelligt, hvad folk slås med, og måske sværere at sige hvad der er næste skridt fremad. Min erfaring siger mig også, at det må påregnes at borgernes og behandlernes forhold, udvikler sig til en tættere tilknytning fra borgerens side. Behandleren bliver hurtigt den vigtigste person i borgerens splittede liv. Den problemstilling skal også undervejs gøres klar og synlig. Hvem er hvem? Autoritet og naturlige tilknytninger, er det vigtigt at være tydelig omkring lige fra første modul. Og så vil jeg godt tillade mig at tvivle på, hvorvidt deltagerne i IMR er i stand til, uanset hvilken undervisning der er en del projektet, at nå frem til en meningsfuld tilstand for dem selv. Så hvis mål er det, der i sidste ende bliver stillet op i IMR? Personalets - de ivrige manual-læsere - eller patienternes? Et svært psykisk sygt menneske/pårørende, er ofte ikke i stand til at udtænke sig en meningsfuld målsætning over så lang en periode. Det kan ligefrem være et stort problem for alle typer mennesker. Også for mig. Absolut ingenting forekommer meningsfuldt på forhånd. Minnesota-modellen har det helt klare mål, at tage èen dag af gangen. 24 timer. Det er altid i dag og derfor også overskueligt og evigt aktuelt! Det virker overkommeligt. Og det virker. Minnesota har den fordel, at den har bevist sit værd i Danmark, gennem mange år. IMR bliver utrolig interessant at følge.

37


E B

Hæng denne elegante hvidvin et sted , du kommer meg et. I køleskabet , under sofaen eller på toilettet.

Hva er me d re hyg g el ig hæng t end a t ha ve ende e I r ma , der næ n pose bl å s t en d a f r ig t ig u d ig t i l e bø n ner f t er og f å r at dr ø mm d r i k ke en sk e o m a t L a t t e ø n C a fe . Uhm .

En brændende busk er her lig, og så luner den. Den viste sig for Moses i et drømmesyn og han syntes den var pæn og tog den med hjem. Lige siden har den været populær overalt . Klip peklippeklip!

s n e r e Outsid p i l k e l u J 38

J

E B

Det er klip, der får dig til at huske – for julen er en tid til at mindes, det gode og det endnu bedre. Så glæd dig selv og andre ved at klippe ud og hænge op – på lysekronen i stuen eller på knagerne i entreen eller, naturligvis – på juletræet itself! Glædelig jul & klip-klip Outsiderens redaktion

E B

B E

ulen er traditionernes tid, og ingen jul uden juleklip. Her er nogle dejlige og hyggelige figurer, som du og dine kære kan have en skøn stund med, lige til at sakse! Vi er især gået efter ting, der fylder ethvert psykisk sårbart menneskes hjerte med ømhed. Ting, du forbinder med noget rigtigt dejligt og positivt. Hvert klip er en varm tak for al den kærlighed, der er i verden, og for året, der er gået.

#75 December 2010


Placer dit helt eg et o vervåg ning skame ra et sted , hvor alle ka n se det, så I føler jer h jemme og tr yg g e i jule n . God ferie.

Maldiverne er sandsyn lig vis opslug t af h a ve t om en snes år. Klip ud til din s amling af juleplatt er.

ns

Den klassiske julestrømpe, doneret af en ven lig her re, som ger ne vil være anonym. Til træet eller under tøflen.

"De tre vise mænd fr a øs ten" hører til i ethv er t kr ybespil. Kan bygg es alene eller sa mmen med andre. M eg et spændende.

Her er Tag e fr a kommu r e n a H . n e n sød.

Mænd hader blø de p a k ke r u n der tr æet – d e t her hang arsk ib skal du forære til en , d u elsker

#75 December 2010

Ing en jul Hvis e ud n Ing er. nsom juledu er lidt e du kramme aften. kan Ing er Støjbilledet af tænker berg - hun og s å helt sikkert på dig.

39


Blixenkrones spalte om livet & omegn

ECTtøsernes klub Outsiderens nye klummeskriver vil gerne have lidt åbenhjertig sex ind i spalterne – desværre kan hun efter en større omgang elektrochok ikke huske ret meget…

Af Charlotte B. Eriksen

Charlotte Blixenkrone Eriksen er 42 år, bor i Sorø og vil fremover skrive en klumme i Outsideren.

Med disse ord bevæger jeg mig ind i en helt ny verden: Jeg har skrevet en del, men klummeskrivning er helt og aldeles nyt for mig. Jeg ville ønske, at jeg var en vidende cigar, der kunne strø om mig med perspektiveringer til alle mulige historiske personer og begivenheder, men det kommer altså ikke til at ske. Jeg vælger at være ligeglad med historien, men hele sandheden er, at jeg har modtaget en stribe af elektrochok. Og der er røget en hel del ud af min lystavle på den konto. Derfor vil jeg denne gang fortælle om tøserne fra ECTklubben. Jeg er medlem af en meget lille klub på fem tøser. Vi har mødt hinanden i psykiatrien, og vi fandt på at lave en kaffeklub. Fire af os har modtaget ECT, altså elektrochok, men det var ikke noget krav for at være med i klubben, det var tilfældighedernes spil. Vi griner meget i klubben og vi kan faktisk nogle ret hardcore jokes og historier om psykiatrien. For eksempel om de gange, hvor jeg har været manisk og løbet ret stærkt, og under en indlæggelse har mødt nogle af de andre – som på deres side har været depressive. Det er blevet til muntre sammenstød, som når de andre tøser har siddet koncentrerede i ergoterapien og lavet det fineste patchwork, mens jeg ræsede rundt i lokalet og høvlede en mulepose igennem symaskinen - jeg skulle bare have noget fra hånden.. Vi er i øvrigt ret enige om, at man er supereffektiv, når man er manisk. Man behøver ikke søvn. Og man skal ikke diskutere med nogen, man har simpelthen

40

ikke tid til at høre, hvad andre siger. Det kan være ret praktisk, måske kunne man ligefrem indsætte maniske i produktionen på danske virksomheder for at øge effektiviteten og derved undgå at flytte produktioner til udlandet? Nå, men tilbage til ECT-tøserne, for jeg syntes, der skal være lidt sex i denne klumme. Er vi mon mere i stødet end andre piger, når vi kører rigtigt hurtigt? Ja, måske, men det ved vi ikke engang selv - vi kan nemlig slet ikke huske noget fra de perioder på grund af elektrochokkene! Altså, et par stykker fra den mere maniodepressive del af klubben kan måske huske noget i glimt, men det er ikke noget, de vil dele. Men selv vil jeg gerne dele, at ingen har strøm nok tilbage til at kunne undvære batterierne i sexlegetøjet. Desuden er vi uenige om, hvad ECT har gjort for os. Nogle mener, at det har reddet deres liv, fordi ECT gjorde dem så handlingslammede, at det var umuligt at gøre noget som helst, f.eks begå selvmord. Personligt synes jeg, at det er et uhyggeligt argument for en positiv effekt, men jeg har fuld respekt for at vi tackler livets kendsgerninger på forskellige måder. Vi er derimod alle ret enige om, at det har gjort noget ved vores hukommelse. Her synes nogle, at de har fået den tilbage i et vist omfang, mens andre mener, at der stadig er store problemer, især med korttidshukommelsen. Men okay, det kan jo også skyldes, at vi er i fyrrene… Jeg har mødt mennesker, der har været glade for behandlingen men fælles for dem er, at de ikke har modtaget ret mange behandlinger. Jeg syntes selv, at det føltes som at blive sat i en anden verden, hvor man følte sig som en handlingslammet tilskuer til livet. Jeg kunne ingenting huske og magtede end ikke at samtale. Det var en hård tid, som jeg stadigt bliver mindet om, når mine børn med forventningsfulde øjne spørger, om jeg kan huske dengang i børnehaven. Jeg har flere gange måtte skuffe dem, for jeg kan ingenting huske – men heldigvis har vi sammen kunnet bygget historierne op igen. Jeg har efterhånden vænnet mig til min dårlige hukommelse og mit koncentrationsbesvær. Om behandlingen har været god for mig, det vil jeg lade andre vurdere, men selv synes jeg, at bivirkningerne er svære at leve med.

Indbe

Medd

Jeg skal heller ikke gøre mig til professor over, om man grundlæggende bliver invalideret af sygdommen eller af behandlingen. Selvfølgelig har jeg en mening om den problematik – jeg kan bare ikke huske den lige nu…

Til ma

#75 December 2010


R VI VED HVOR SKOEN TRYKKE

Vi vil dømmes... Outsideren er Damnarks eneste landsdækkende tidsskrift om psykiatri, der ikke er skrevet af behandlere, journalister eller forskere. Bag hvert ord står et menneske, der har lært psykiatrien at kende på den direkte måde. Ved at være skizofren. Eller psykotisk. Depressiv. Manisk. Paranoid. Befinde sig der, hvor livet kan være en daglig kamp, og det vigtigste er at tro på, at det hele nytter. I Danmark udkommer en masse udmærkede tidsskrifter, der taler på vegne af den ene eller anden minoritetsgruppe. De har det til fælles, at de stort set skrives af mennesker, der ikke har prøvet tilstanden på egen krop. Ikke et ondt ord om det. Men på Outsideren har vi altså valgt at gøre det på en anden måde. At være totalt uafhængige af politiske og økonomiske interesser. At lade erfaringerne sidde ved tasterne. Er det naivt? Eller kan det bruges til noget? Døm selv. Læs os.

5 numre for kun 99 kroner – abonnér nu! Brug girokortet!

Overførsel fra kontonummer

8

Indbetaler

7

GIRO INDBETALING T TALING

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

16 67 22 46 Outsideren

Bragesgade 10, 1. sal 2200 København N Meddelelser vedr. betalingen kan kun anføres i dette felt.

KVITTERING

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når De betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb De har betalt. Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

16 67 22 46 Outsideren

Bragesgade 10, 1. sal 2200 København N

Underskrift ved overførsel fra egen konto

Post Danmarks kvittering

Betalingsdato

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

■ Gave til foreningen: kr. _____ ■ Privatabonnement, 5 numre: kr. 99,■ Institutions-/virksomhedsabonnement, 5 numre: kr. 375,Ønsker 1 / 5 / 10 eksemplarer pr. gang: ________________  Kroner

Øre

.

.

,

Tilil maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

+01<

Dag

+16672246<

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X 4030S 2009.05 DB 759-26654

.

.

Øre

,


HVOR VI VE D YKKE R TR SKOE N

Fejl og Fadæser

1 2 3

Af redaktionen

I forrige nummer skrev vi, at man altid kunne ringe til og klage. Vi har desværre været nødt til at lukke Outsiderens hotline, da vi ikke behandler klager om landbrugsstøtte. Vi beklager. Landbrugsstøtten bliver alligevel ikke omlagt i 2011. Er du nysgerrig kan du ringe til EU-oplysningen på telefon: 3337 3337

En læser har beklaget sig over det, han læste som en kritik af psykofarmaka i forrige nummer, og har sendt os følgende: ”Jeg oplevede på min egen krop, at hvis jeg ikke tog min medicin, blev jeg syg igen. Og jeg mener også, at medicinen er et helt nødvendigt led i behandlingen, som overlæge Ove Jacobsen sagde til mig. Og som en sygeplejerske sagde til mig: ”Det er totalt urealistisk at tro, vi kan behandle os ud at alle sindssygdomme i landet med psykologi.” Og det tror jeg ved Gud, at hun havde ret i. Og som en anden behandler sagde til mig: ”Den har givet jer mulighed for et åndeligt liv.” Og det er også rigtigt. Rart at få relevant modspil. Venligst Egon Gad Johansen. (redaktionen har beskåret længden af Egon Gad's læserbev)

n e fornkeur r m u n 5 99 krronu ! é – a b on n

Brug girokortet Vi har nedlagt vores hotline. Ring til EU i stedet, på telefon 3337 3337


DAMP i regeringen Tanker efter en fødselsdag i Jylland

Af Boye Haure

J

D

en rigtige måde at stave til Lykke er l-y-kk-e, som hun smilende sagde, da hun kom ud fra Amalienborg efter hendes udnævnelse. Ikke som i hendes chefs navn, vores ikke-folkevalgte statsminister Lars Løkke med efternavnet Rasmussen. Lykke er en fin lille kvinde, der lever efter mottoet: Hellere lille og kvik end stor og doven. Det er åbenbart, at der ligger en vittighed i at kalde hende for DAMP-minister. Diagnoser er ikke objektive i psykologien og psykiatrien. Det er et spørgsmål om normer. Lykke er i hvert fald ikke helt almindelig. Hun er halvtysk og fan af tysk fodbold. Ikke et ondt ord om det. Hendes dynamik er imponerende. Men kan hun holde til det i det lange løb? Går hun mon ned med stress i sin kamp for klima, energi og ligestilling? Det vides ikke - udover at døden skal have en årsag. Både den politiske død og den fysiske jordiske død. Når regeringen har kørt Danmarks økonomi i sænk og alle statens penge er fordampet, så kommer der et nyt damptog igang. Eller et nyt dampskib. En ny regering med flere DAMP-børn. En ”rød regering”. Længe leve alverdens DAMP-børn og ADHD-tilfælde. Længe leve det såkaldt unormale. Det sætter kolorit på tilværelsen. Boye Haure er cand polit, nationaløkonom og Outsiderens økonomiske ekspert

#75 December 2010

Illustration: Katrine Fokdal

eg var til stor fl ot fødselsdag i Jylland. En 50 års dag. 42 mennesker, 3 retters menu. Alle skulle introduceres. I den forbindelse begyndte min storebror at tale om ”regeringens damp-barn”. De kvikke af os kunne hurtigt regne ud, at der er tale om Lykke Friis, klimaministeren. Hun fægter med arme og ben, når hun taler. Har hun DAMP? Fordamper hun, når hun træder tilbage? Burde det ikke rettelig benævnes ADHD – den betegnelse, der har afløst DAMP, selvom forskellen er ens? Svarene er helt klart: Ja, ja og ja.

Støtte- og kontaktCentret

Et tilbud til sindslidende i København - gratis og anonymt Døgnrådgivning Åben for telefonisk kontakt døgnet rundt alle årets dage. Personlig henvendelse kan foretages direkte fra gaden mellem 8 - 22 på hverdage og mellem 17 - 22 på søn- og helligdage ellers efter aftale. Vi tilbyder almen menneskelig og juridisk rådgivning samt mail-rådgivning på netraadgivning@skc.dk Café 24 Åben alle årets dage, hverdage mellem 14 - 22, søn- og helligdage mellem 10 - 22. Se dagens menu på www.skc.dk Støttekontaktpersonerne (skp’erne) giver støtte til at få hverdagen til at fungere. Linnésgade 24, 2 1361 København K Telefon: 33 14 98 41 Mail:skc@sof.kk.dk Web: www.skc.dk

43


B

OUTSIDEREN Bragesgade 10, 1.

DK-2200 København N www.outsideren.dk Email: redaktion@outsideren.dk

Quiztid! - svar rigtigt og vind en superfed designertaske Velkommen til Outsiderens julequiz. Her kan du vinde det allermest hotte i tiden – en taske flettet af papir. Præmien er håndlavet af maler, designer, kribent mv Katrine Fokdal, og består af gamle numre af Outsideren. For at deltage i lodtrækningen skal du svare rigtigt på seks spørgsmål. Svarene på spørgsmålene kan du finde på vores hjemmeside. Kig under ”arkiver” > ”alle vores gamle numre” på Outsideren.dk

Seks vidunderlige spørgsmål om Outsideren igennem tiderne:

1. Outsideren har tre gange haft temanumre om ”sex & sindslidelser” – i hvilke numre? 2. Hvad i alverden laver manden på forsiden af nr. 68? 3. I temanummeret om medicin, nr. 72, kan man læse om de mange slags medicin redaktionsmedlemmerne har været i behandling med. Hvor mange forskellige præparater er nævnt? (hint: se side 22) 4. Hvad for et billede bruger Outsideren som logo, på sin facebook-side? 5. Hvor mange penge havde Outsiderens reporter på lommen, da hun rapporterede fra café Victor i artiklen “De nyriges værested”? (se Outsideren nr. 71) 6. Hvilken frugt kunne man købe med postordre i “Super Fly” – Outsiderens forårskatalog 2009? Send dit svar til redaktion@outsideren.dk og skriv ”julekonkurrence” i mailen. Vi skal bare have din mail inden 10. januar 2011, så er du med i lodtrækningen. Præmien har en værdi af 600,00 kroner. Seriously.

Outsideren nr 75  

Kys det hele fra os. Dette blad, er lavet af mennesker, der ikke aner, hvordan det er at holde i kø på motorvejen hver morgen, for at skulle...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you