REPORTAGE
SANGEN SOM SAMMENHÆNGSSKABENDE KRAFT På Kirkemusikkens Dag i juni var sangen i fokus – sangen som det stærke, samlende element i kirke og samfund og som den inkluderende og til tider endda helbredende kraft. For sang skaber ikke kun smuk lyd, sangen kan bruges direkte mod eksempelvis ensomhed, demens og andre former for social isolation. Tekst: Nete Parkov Foto: Carsten Engstrøm Mødelokalet på Emmaus Galleri og Kursuscenter i Haslev er ved at være fyldt op. Klokken nærmer sig 10 den 25. juni 2015. I døren står Ole Brinth, rektor for Sjællands Kirkemusikskole, og byder deltagerne velkommen. Deltagerne kommer fra alle funktioner inden for kirken – der er præster, organister, kirkesangere, kirke- og kulturmedarbejdere, menighedsrådsmedlemmer – men også kirkegængere, der af interesse for emnet er mødt op. Efter at have fundet hver sit navneskilt, sætter vi os alle til rette ved bordene. Det første punkt er en præsentation af Syng Nyt-hæftet med fællessang, forestået af sognepræst og historiker Morten Skovsted. ”Jeg har altid syntes, det er så livsbekræftende at indlede dagen med fællessang,” siger en kvinde ved mit bord med varme i stemmen, og hun møder stor enighed fra andre ved bordet. Snart løfter sangen sig og fylder alle hjørner af lokalet. De nye salmer får liv, forsamlingen mødes og forenes i et varmt og kraftfuldt fællesskab af toner.
12
Det er Kirkemusikkens Dag – en inspirationsdag for alle med interesse for kirke og kirkemusik. Og i år er det sangen, der er i fokus som kirkens kulturelle kraftfelt.
GIVER HØJMESSEN GYLDIGHED ”Sikke en lot lyd, når I synger!” Det første punkt efter frokosten har vi indledt med at synge ”Nu blomstertiden kommer”. Herning-organisten Mads Bille, der skal fortælle os om arbejdet, der udgår fra Sangens Hus, er imponeret over vores fælles klang, og vi ranker ryggen. Den kunstneriske leder af Den Jyske Sangskole, er om nogen fortrolig med sangen som fag, som læringsproces og med hans egne ord som en kraft i samfundet. ”I forbindelse med etableringen af Sangens Hus arbejder vi blandt andet for at give mennesker et frimodigt forhold til deres egen sangstemme,” fortæller Mads Bille. ”En medsyngende menighed giver højmessen gyldighed. En passiv menighed gør så at sige den lutherske tjeneste ugyldig.” ”Omkring eksempelvis fornyelse af salmebogen, har kirken en fantastisk demokratisk tradition. Teksterne bliver sendt ud i høringsbølger, man diskuterer i alle mulige detaljer, hvad der skal med i den bog, der endegyldigt af biskopperne skal sendes til autorisering af dronningen. Musikken, derimod, svæver i et limbo herhjemme,” mener Mads Bille. Det, der vinder hævd, er i vid udstrækning det, som præsten synes – og måske også organisten. Uden at ville ensrette alt mener han, at det vil gavne kirkens sammenhængskraft, hvis der er en vis genkendelighed og ryg-
Organist.org 8/2015