PRÆLUDIUM
FOKUS PÅ PROBLEMER MED SKIMMELSVAMP
Af Ingrid Bartholin Gramstrup, formand
2
Til Organistforeningens seneste generalforsamling i maj 2024 var der indkommet et forslag fra et medlem til dagsordenen vedrørende problemer med skimmelsvamp i orgler, kirker og sognehuse. Medlemmet var selv så ramt af skimmelsvamp-allergi, at hun havde måttet opgive sit arbejde som organist. Forslaget tilkendegav, at der ikke foreligger tilstrækkelig med eksempler på tilbundsgående løsninger af det fra menighedsrådenes side. Desuden udtryktes bekymring om den misinformation om skimmelsvamp, der forekommer, samt at nogle af tiltagene for at fjerne problemet ikke er holdbare og endog genererer andre sundhedsskadelige problemer. I forslaget lå et ønske om, at Organistforeningen skulle bidrage med mere fokus på problemet samt arbejde med bedre vejledning på området. Bestyrelsen havde i samarbejde med medlemmet udfærdiget et nyt forslag med en handlingsplan for, hvad Organistforeningen over en toårig periode kunne bidrage med til løsning af problemer med skimmelsvamp. Dette forslag blev vedtaget på generalforsamlingen. Som det første trin skulle Organistforeningen iværksætte en medlemsundersøgelse, der skulle afdække problemets omfang og tilvejebringe grundlag for videre tiltag med bidrag til forbedring af det fysiske og psykiske arbejdsmiljø i forhold til skimmelsvamp-problematikken. Efter aftale med DOKS og Dansk Kirkemusiker Forening blev deres medlemmer inddraget i undersøgelsen for at få så validt et grundlag som muligt at gå ud fra i det videre arbejde. Undersøgelsen blev foretaget i februar. Svarprocenten på blot 30,8% giver desværre en statistisk usikkerhed, men der kan på trods af det udledes flere iøjnefaldende ting i undersøgelsen. Vi kan konstatere, at en del organister og kirkesangere har eller har haft forekomst af skimmelsvamp på deres arbejdsplads. Heldigvis indikerer undersøgelsen samtidig, at mange menighedsråd har taget hånd om udfordringerne, som kan være meget komplekse og omkostningsrige. Når der foreligger en færdig analyse af undersøgelsens resultater, vil vi arbejde videre med andet trin i handlingsplanen, der indbefatter kommunikationstiltag for at skabe større opmærksomhed om emnet samt samarbejder med andre aktører på arbejdsmiljøområdet om opdatering af eksisterende vejledninger eller eventuelt udarbejdelse af nye. Læs om undersøgelsens vigtigste resultater på side 4-5. Organist.org 3/2025