NORDISK KIRKEMUSIKSYMPOSIUM 2024
MORGENDAGENS KIRKEMUSIKER I NORDEN (DEL 2) Der var mange og store spørgsmål at besvare, da repræsentanter fra de nordiske lande under NKS i København drøftede fremtiden for kirkemusikererhvervet. Læs i denne reportage over to dele om nogle af de mest interessante perspektiver, som kom frem – her især fra Island og Sverige. Af Filip Graugaard Esmarch Fredag eftermiddag den 20. september 2024 havde knap 50 kirkemusikere fra alle de nordiske lande indfundet sig i Trinitatis Sognehus til en paneldebat om noget så vigtigt som kirkemusikerfagets fremtid. Alle fem lande var repræsenteret i panelet, som var blevet bedt om at karakterisere, hvordan landenes kirkemusikalske fødekæder, uddannelsestilbud, kirkemusikerfaglighed og faggrupper udvikler sig, og hvordan disse kan fremtidssikres. I Island er kirkemusikerfaget stadig ungt. I 1970’erne fik man en formel kirkemusikuddannelse, og det var først i løbet af 1980’erne, at der – ud over stillinger ved de største kirker i hovedstaden – blev etableret faste, lønnede organiststillinger i den islandske kirke. Nu er der omkring 100, hvoraf halvdelen er halvtidsstillinger eller større. Det fortalte Guðný Einarsdóttir, som har mange års erfaring som organist i den islandske kirke og nu arbejder som blandt andet rektor for kirkemusikskolen i Island. Hun forklarede, at for de islandske kirkemusikere indgår bryllupper og begravelser ikke i stillingerne. Her bliver musikken betalt af dem, der beder om den. 24
”Det er lidt af et wild west. Salmer og kirkemusik ved begravelser og bryllupper bliver brugt mindre og mindre, og musikken bliver efterhånden 95 procent udført af andre end kirkemusikere. Og det virker som en trend, der smitter af på de øvrige dele af kirkelivet. Sognene spørger i stigende grad sig selv: Behøver vi en organist? Behøver vi beholde vores kor?” sagde Guðný Einarsdóttir. Amatør-kirkekorene udgør den mest rodfæstede del af den islandske kirkemusiktradition. Alligevel findes der altså sogne, som sparer korarbejdet væk. Samtidig mener hun, at børne- og ungdomskorlivet er under pres, fordi man synger mindre i skolerne end tidligere.
EN OPGAVE FOR HELE KIRKEN
”Jeg føler også, at man i højere grad end tidligere betragter gudstjenesten som en begivenhed frem for et liturgisk samspil mellem musikken og Guds ord. Dét gør det anstrengende at være den, der står som forsvarer for kirkemusikken. Og i løbet af de seneste år er mange kirkemusikere desværre enten gået væk fra jobbet som kirkemusiker, eller de er blevet sagt op eller har fået degraderet deres stilling,” lød meldingen fra Guðný Einarsdóttir. ”Men jeg vil også sige, at det ikke alle steder er sådan. Jeg kender mange kirkemusikere, der har det godt. Og det er tydeligt, at dér hvor det er godt, er der et aktivt korliv og et børne- og ungdomsarbejde. Så blomstrer kirken.” Einarsdóttir rundede indlægget af med en understregning af, at bevarelsen af den islandske kulturarv hænger sammen med højere værdsættelse af kirkemusikken, hvilket Organist.org 3/2025