NORDISK KIRKEMUSIKSYMPOSIUM 2024
MORGENDAGENS KIRKEMUSIKER I NORDEN (DEL 1) Der var mange og store spørgsmål at besvare, da repræsentanter fra de nordiske lande under NKS i København drøftede fremtiden for kirkemusikererhvervet. Læs i denne reportage over to dele om nogle af de mest interessante perspektiver, som kom frem. Tekst og foto: Filip Graugaard Esmarch Fredag eftermiddag den 20. september 2024 havde knap 50 kirkemusikere fra alle de nordiske lande indfundet sig i Trinitatis Sognehus til en paneldebat om noget så vigtigt som kirkemusikerfagets fremtid. Alle fem lande var repræsenteret i panelet, som var blevet bedt om at karakterisere, hvordan landenes kirkemusikalske fødekæder, uddannelsestilbud, kirkemusikerfaglighed og faggrupper udvikler sig, og hvordan disse kan fremtidssikres. Ordstyrer Martin Gade, som er rektor ved Vestervig Kirkemusikskole, præsenterede panelet. Derefter fulgte de enkelte deltageres oplæg om den kirkemusikalske situation, deres udfordringer og ønsker, og seminaret blev efter en kaffepause rundet af med drøftelser af fremtidsscenarier i forhold til rekruttering, uddannelse og faglighed, hvor også flere andre seminardeltagere kom med input. Danmark var repræsenteret ved Kristian Krogsøe, som kort forinden var tiltrådt som professor ved konservatoriet i København, mens han fortsat er domorganist i Aarhus. Krogsøe har i forvejen en lang erfaring som underviser på konservatoriet i Aarhus. Martin Gade spurgte ham, hvordan han betrag12
ter sammenhængen i det kirkemusikalske uddannelsessystem i Danmark. ”Det er vigtigt, at der hele tiden er en dialog mellem de to strenge, kirkemusikskolerne og konservatorierne, sådan at man trækker på en fælles hammel i forhold til at uddanne personale til kirkerne. Mange af de nye studerende, jeg møder, har først uddannet sig på en kirkemusikskole. Og jeg ser egentlig det, vi tilbyder, som noget, der ligger i direkte forlængelse af det, de er blevet tilbudt på kirkemusikskolen. Så jeg ser en lige linje mellem de to institutioner,” svarede Krogsøe.
FORHANDLINGER VED GRAVEN
Derefter blev norske David Scott Hamnes præsenteret. Han underviser både børn/teenagere på Trondheim Kulturskole og kommende kantorer i hymnologi, liturgik og liturgisk spil på universitetet i Trondheim, samtidig med at han er seniorrådgiver i kirkemusik for Kirkerådet (Den norske kirkes øverste organ). Martin Gade spurgte ind til noget, han vidste, ligger Hamnes på sinde, når det gælder kløften mellem kirkemusikeres erfaring og viden om kirkemusikalsk tradition på den ene side og kirkemedlemmers ønsker på den anden side. ”Ja, der er en bevægelse, som kan ses i alle nordiske lande, antager jeg. Fra Norge har vi en ny undersøgelse, som hedder ’Forhandlinger ved graven’ [undertitel: ’Samspil og spændinger mellem pårørende, begravelsesforretning og Den norske kirke lokalt’ (MF 2023, tilgængelig online)]. Den viser, at samspillet går i en anden retning end det, som kirken har haft en tradition for. Den personlige begraOrganist.org 2/2025