Issuu on Google+

TEMA: HØFLIGHED Kunne Danmark blive et høfligt land?

KULTUR I en global L.I.G.A

Nogle mener, at vi ikke kan klare os uden mere høflighed. Andre tror, at høfligheden er på vej tilbage. Men hvad er det lige, den skal gøre godt for? s.6-9/

Kultur: Feras, Ihan og Nicky fra »Årets Nye Danske Navn« fletter sprudlende ung dansk pop af tråde fra Egypten, Syrien, Irak og Australien. s.14/

#27 - ÅRGANG 4 APRIL 2014 KR. 30,00

- MAGASINET MED TVÆRKULTUREL KANT

Sjove

Omar Marzouk: »I dag er jeg kontroversiel, når jeg modsiger Yahya Hassan og Akkari«. Interview s.4/


2 OPINIONEN LEDER

Høflighed er so last year Hvad er høflighed? Handler det bare om at holde døren, at sige »De« til ældre damer, »bey« til ældre mænd eller tage en værtindegave med, når man er på besøg? Naturligvis ikke. Det handler om langt mere. Det handler om noget så gammeldags som dannelse, anerkendelse og ordentlighed. Det handler om dannelse – og især om tværkulturel dannelse – fordi det kræver indsigt i andre menneskers kultur og livsverden at begå sig på en måde, der bliver opfattet som høflig. Det handler om anerkendelse, fordi så mange af høflighedens klassiske sætninger som »vil du være venlig, at…«, »undskyld, må jeg komme forbi dig?« eller »du må godt komme foran mig i køen, når du nu kun skal have et par småting og jeg køber ind til hele ugen«, i bund og grund handler om at anerkende den andens tilstedeværelse som et menneske, der er din opmærksomhed og gode intentioner værdig. Det handler om ordentlighed, fordi høflighedens kodekser for opførsel bremser os i at bulldoze andre, der står i en mere marginal situation end os selv. Fx når der i en gruppe af velkendte venner dukker et nyt ansigt op. Så er det, vil jeg mene, høfligt at spørge interesseret til den nyankomne og inddrage denne i fællesskabet.  Coaching fremfor opdragelse I Danmark har man især siden 50erne gjort en stor indsats for at afmontere høfligheden mennesker imellem. Den er blevet set som hæmmende, unødvendig og i værste fald undertrykkende, fordi den ofte er forbundet med hierarkier. Indenfor de fleste kodekser for høflighed bør ældre behandles mere høfligt end yngre, magtfulde mænd bør behandles med større respekt end mindre magtfulde mænd og autoriteter bør ikke udfordres. Og er der ikke en pointe i at bevæge sig væk fra det? Kan man blive for høflig? Kan man komme til selv at være – eller opdrage sine børn til at være – intet andet end en dørmåtte for andre, der måske ikke selv går op i hverken dannelse, anerkendelse eller ordentlighed? Uden tvivl har det været et fremskridt, at vi i Danmark har haft nogle generationer, der har turdet være mere kritiske over for diverse taget-for-givet-heder. Problemet er bare, at vi har skyllet barnet ud med badevandet. Fx er vi begyndt at »coache«  og forhandle med vores børn i stedet for at opdrage dem og vi har for længst glemt, hvorfor det egentligt er en rigtig god idé at passe på andre omkring os, når vi stiler efter anerkendelse af os selv. Det ser ud til at være derfor, at der i disse år udkommer bøger som »Længsel efter faste former« (Torben Steno), »Høfligheden – hvad blev der af den?« (Peter Olesen), »Det ordentlige menneske« (Henrik Jensen) og »Fucking Flink« (Lars AP). Den sidste bog ser ud til at have skabt – eller være udsprunget af – en rimeligt stor bevægelse i samfundet (166.667 likes på facebook, not bad). En bevægelse, der godt kunne tænke sig, at vi var bedre til at være flinke mod folk, vi ikke kender.

I Danmark har man især siden 50erne gjort en stor indsats for at afmontere høfligheden mennesker imellem.

04/2014 04/2014

»Sevdah« På bosnisk findes et ordsprog, som lyder: »Sevdah er når far synger og græder på samme tid«. Den sætning er meget rammende i sin beskrivelse af ordet, der danner grundlag for en traditionel musikgenre i Bosnien og Hercegovina. Musikgenren udspringer af mødet og interaktionen mellem flere kulturer i de bosnisk-hercegovinske områder, der længe har befundet sig på grænsen mellem Øst og Vest. Efter det arabiske kalifats sammenbrud i Andalusien udvandrede de sefardiske jøder til forskellige dele af det Osmanniske Imperium. En del af dem bosatte sig i områder, hvor det nuværende Bosnien og Hercegovina befinder sig, og sefardisk kultur blev blandet med slavisk og orientalsk. Denne hybrid affødte en helt unik sevdah-genre. Musikken er karakteriseret ved et langsomt eller lettere moderat tempo og intense, følelsesladede melodier. Traditionelt blev sangene sunget uden instrumenter, men er senere blevet akkompagneret af både harmonika og saz – foruden andre, mere moderne instrumenter. Selve ordet »sevdah« har en længere historie bag sig, hvor de ældste rødder kan spores til det arabiske »säwdâ«, som betyder sort galde. For de gamle arabere og

grækere var det en medicinsk betegnelse, der dækkede over en af de fire substanser i vores krop, som påvirkede vores følelser og fremprovokerede en melankolsk og irritabel følelse. Etymologisk dækker ordet melankoli også over det samme, hvor det oldgræske »melas« betyder sort og »kholé« betyder galde. På vejen mod sin nuværende betydning på bosnisk gik ordet gennem det tyrkiske sprog. Her betød det ikke kun sort galde, som på arabisk, men dækkede også over en bestemt følelse af at være forelsket, og specielt ulykkeligt forelsket, hvor kærligheden ikke er gengældt. Det var dette ord, der med osmannerne kom til Balkan-halvøen og i særdeleshed til Bosnien og Hercegovina. På bosnisk er ordet blevet til en længsel efter en elskende, efter et særligt sted eller en bestemt tid. Følelsen af kærlighed, udtrykt af ordet »sevdah«, har en melankolsk klang over sig, der går udover tid og sted. Det er både en lidenskabelig og smertefuld længsel efter kærlighed, der på én og samme tid bringer hjertet den største lykkefølelse, men efterlader den i den dybeste afgrund. Sevdah er når far synger og græder på samme tid.

»Sevdah er når far synger og græder på samme tid«

Akkari blev høflig Muligvis er det også en stræben efter ordentlighed mennesker imellem, der ligger bag Ahmet Akkaris bog »Min afsked med islamismen«. Når man læser, hvordan roen og medmenneskeligheden i et lille samfund på Grønland har åbnet for (ser det ud til) dyb selvrefleksion hos en så afsporet mand, bliver man bevidst om værdien af ordentlighed, anerkendelse og tværkulturel dannelse. Akkari har lavet en kovending, der har endt i noget så høfligt og gammeldags som et »undskyld«.

Chefredaktør Kamil Subasi Udgiver Moving Media ApS Direktør Vedat Oğuz

Ansvarshavende redaktør Jens Stensgaard Jakobsen jsj@opinionen.dk

Øvrige redaktion Sophie Bang Jacobsen, Armin Muratovic, Thomas Pedersen og Sefa Ünsal

Layout Tayfur Öztürk Debat debat@opinionen.dk Abonnementpris Årsabonnement: kr. 250. Udkommer 10 gange årligt.

Annoncer Multifabrikken Telefon: 41 14 74 35 Kontakt@multifabrikken.dk Hasan Yildirim Telefon: 71 51 43 85 Annoncer@opinionen.dk

Kontakt Holsbjergvej 41 B 2620 Albertslund Telefon: 70 20 69 70 Fax: 70 20 69 71 kontakt@opinionen.dk

Info ISSN-nr: 2245-2028 CVR-nr: 25065557 Danske Bank Reg. nr.: 9541 Kontonr.: 1029681 Tryk OTM Avistryk Ikast


04/2014


4 OPINIONEN PORTRÆT

»Jamen, vi er jo ikke på samme hold«

04/2014 04/2014

Den dansk-egyptiske komiker Omar Marzouk mener, at islamkritikere over tid er løbet med fortællingen om, at muslimer er kriminelle og hykleriske. »Så virker jeg pludselig som en, der ikke tør sige tingene, som de er«. Sjove Marzouk gør status.

ASEM ELGHIOUANE ae@opinionen.dk Komikeren Omar Marzouk kan sige nogle ting, som andre ikke kan. Og det er selvom den 41-årige dansk-egypter mener, at tingene har ændret sig, siden han begyndte sin karriere i stand-up. Omar Marzouk gør stadig grin med danskeres alkoholvaner, og griner ad, at de »har en øl til enhver lejlighed«. Og han gør stadig grin med »perkere« på et tidspunkt, hvor det mere politisk korrekte ‘perle’ forlængst har erstattet fyordet blandt flertallet med anden etnisk baggrund. Alligevel elsker publikum ham. Altså dem, der faktisk betaler for at høre hans jokes. For det er ikke alle, der orker ham. Begge dele måske fordi han trods fare for at blive misforstået alligevel tør tale i avisoverskrifter. Omar Marzouk, hvad har ændret sig, siden du begyndte at lave stand-up i 1996? - Dengang jeg startede var det provokerende, at jeg stillede mig op og sagde »perker«, og at jeg var med til starte nogle debatter. Men så har tiden bare ændret sig. I mellemtiden har vi fået Yahya Hassan og Ahmed Akkari, som siger, at muslimer er fucked og kriminelle, og de er allesammen nogle hyklere. Det har jeg aldrig ment. Jeg har aldrig ment, at islam er problemet. Det er folks sociale problemer og mangel på uddannelse. For mig har det, de peger på, aldrig haft rod i religion.  Hvorfor ikke? - Jeg er selv opdraget i et meget muslimsk hjem. Min far har sgu da knoklet sin røv ud af bukserne, og han gjorde alt for sine børn og gjorde alt for at forsørge sig selv. Og han havde en megastor stolthed omkring det. Der var sgu ingen andre, der skulle forsørge hans familie end ham selv. Og han var meget mere muslimsk end Yahya Hassans far var. Så Akkaris og Hassans fortælling om muslimer i Danmark har vundet over din? - Ja. Når Yahya Hassan og Akkari nu siger, at islam er problemet, så virker jeg pludselig som en, der ikke tør at sige tingene, som de er. Faktisk er det mig, der er kontroversiel i dag, når jeg stiller mig op og siger ‘det er jo ikke rigtigt, det Yahya Hassan og Ahmed Akkari siger’. Det provokerer folk vildt meget. Jeg har altid lavet mit materiale ud fra det udgangspunkt, at for mig er det ikke religion, der er problemet - men folks attitude. Og jeg startede med at være provokerende i indvandrermiljøet. Folk hadede mig og syntes, at jeg var en sell-out og kâfir (vantro, red.). Men det tog mig 5-6 år at sige ‘slap nu af, det er ikke derfor, jeg gør det’ og overbevise folk om det. Hvad er der så sket? - I dag er det jo omvendt. Nu er der folk fra den islamiske højrefløj, som hepper på mig, hvor jeg tænker ‘jamen, vi er jo ikke på samme hold’. Det pisser så den danske højrefløj af, som bliver større og større og får mere magt. Det er som om, de fleste partier tænker, at hvis bare vi afspejler Dansk Folkeparti værdimæssigt, så kan ingen angribe os på dét i det mindste. Så Dansk Folkeparti er også løbet med dagsordenen? - Ja. Nogle gange føler jeg, at jeg er den eneste opposition. Ekstra Bladet lavede forle-


PORTRÆT

04/2014

Min far har sgu da knoklet sin røv ud af bukserne... Der var sgu ingen andre, der skulle forsørge hans familie end ham selv. Og han var meget mere muslimsk end Yahya Hassans far var. den en historie, om at somaliere og libanesere på overførselsindkomst i Danmark sendte 1,2 milliarder kroner hjem. Så ringede avisen til mig, for der var ingen politikere, der sagde det, som det var: At 1,2 milliarder er INGENTING i forhold til, hvad vi årligt bruger på julegaver. Og så synes jeg også, at det er helt absurd at gå ind i folks privatøkonomi på den måde. Det må folk jo selv om, hvad de bruger pengene til. Det er da ikke mig som komiker, som burde sige sådan noget. Hvor er politikerne henne? Du sagde forleden, at flere kunstneres claim to fame er, at de er imod islam og muslimer. Er det noget helt generelt, føler du? Eller er det kun kunstnere? - Altså, der er et helt parti, der har vundet to valgkampe på det, svarer Omar Marzouk og griner lidt opgivende. - Jeg synes bare, at det er mærkeligt, at når du har et kunstnerisk virke, at så er hetz mod islam det eneste, du har at byde på. Jeg synes specielt, at det virker ulækkert, når du har en forretning ved siden af, som er drevet af den hetz, du kører.  Hvad mener du? - Jeg synes, at hvis det er det eneste, der gør, at du kommer i medierne og får kunder i butikken, at du siger noget outrageous om muslimer - og ingen ellers ved noget om eller har bemærket din kunst, eller at den ved egen fremdrift har skabt et publikum - så er det som at ridde på ryggen af nogen, som i forvejen er svage. Kan du give et eksempel? - Hvis vi tager Firoozeh Bazrafkan (iranskfødt og islamkritisk kunstner, red.). Hun siger jo, at hun kæmper for muslimske kvinders rettigheder. Men jeg tror bare ikke, at der er mange af dem, der lytter til hende. Det, der pisser mig af, er, at hun tager et seriøst problem som muslimske kvinders status, som faktisk ER et problem, og så smider hun tøjet og flasher brysterne, fordi det er provokerende. Men hva’ fuck hjælper det min lillesøster, som går med slør og oplever, at ingen vil betjenes af hende, fordi hun går med slør? Hvad fa’en hjælper det, at du viser dine bryster? Ikk’ en skid. Så bruger du bare den gruppe af muslimske kvinder for din egen vindings skyld. »I dag er det en ulempe at være perker« Og nu til noget helt andet - er der

forskel på humor i arabisk og dansk kontekst? - Ja. Jeg synes, at vi har færre tabuer herhjemme. Hvis man kigger på de arabiske folkekomedier, så synes jeg, at de er mere satiriske. Arabiske teaterstykker har virkelig ofte en samfundskritik som en bund. Herhjemme har vi måske ikke ligeså meget at kæmpe for på den måde, hvor det tit bare er underholdning og mindre farligt. Det er nemmere at slå igennem herhjemme, hvis ikke du fornærmer nogen og er meget bred. Hvis du har en politisk holdning eller mening, kan du sætte mange mennesker af i Danmark. I Egypten vil de sgu gerne høre på det, selvom folk ikke nødvendigvis er politisk enige. Hvilken forskel er der, når du skal fyre jokes af over for hhv. arabere og danskere? - Nu har jeg jo ikke rigtigt optrådt for et arabisk publikum... Nej nej, jeg tænker ikke kun på, når du optræder. Jeg går lidt ud fra, at du også fyrer jokes af i din fritid? - Nåårh, hahaha! Faktisk ikke så meget. Folk spørger altid: ‘Hvor faen er alle jokes’ne henne?’. Jeg er meget observerende, når jeg er privat. Meget af tiden går egentlig bare på at observere mennesker og gøre mig tanker om, hvorfor gør de så det og hvorfor siger de så det. Og så laver jeg jokes om det på scenen bagefter, siger han og griner igen. - Arabiske vittigheder er som regel rimelig platte. De minder mig om nogle af de vittigheder, du kan læse i Se & Hør a la ‘der var en sømand, en nonne og..’, du ved. Men taget i betragtning hvor høflige arabere normalt er, kan jeg blive overrasket over, hvor grove vittighederne er, og tit er de ret sexistiske. I hvert fald dem jeg får genfortalt. Men det kan også godt bare være, at folk tænker, jamen han er komiker. Han vil sikkert gerne høre noget om sex. Hvad ved jeg? Men jeg får ret tit refereret arabiske vittigheder, hvor der er en eller anden, der knalder en eller anden. Jeg tænker som regel: Alt det lort, der er i Mellemøsten, og så er det lige dét, du skal sidde og joke med. Men okay fair nok. Er det irriterende? - Det er irriterende, at vi ikke kan snakke rigtigt om problemerne, fordi der kommer den dér høflighedsfacade ned med, at ham dér er ældre, så nu skal vi passe på, hvad vi siger. Og vi skal respektere, hvad han siger. Altså indimellem har de ældre kloge ting at sige. Andre gange har de også bare dumme ting at sige. Hvis det var en dansk person, kunne man godt gå mere direkte til stålet uden, at de blev fornærmet på samme måde. Bliver du egentlig mere sjov af at komme fra to kulturer? - Nej. Men jeg kan huske, at da jeg startede var det en kæmpe fordel, at jeg var den første perker, der lavede stand-up. Da var jeg ny og spændende, og folk sagde ‘gad vide, hvad han har at sige?’. I dag er det en ulempe at være perker, føler jeg. Okay? Hvorfor det?

- Fordi folk vælger mig fra, fordi de tror, at alle mine shows og mine jokes handler om indvandrere. Jeg føler, at der er et stigende fremmedhad herhjemme. Kan du give et eksempel? - Jeg skulle optræde til et arrangement for en bank. Så fik jeg en Facebook-besked fra en gut, der arbejder i banken, som skrev, at ‘jeg ved, at de overvejer dig til vores arrangement, og du skal bare vide, at jeg arbejder aktivt for, at det ikke skal være dig’. Og så sagde han noget med, at ‘jeg kan ikke tage dine holdninger’. Jeg ved egentlig ikke, hvorfor han egentlig havde behov for at sige det. Men jeg tror egentlig bare, at det var for at pisse mig af. Det var ikke sket for fem år siden. I dette nummer har Opinionen et tema om høflighed. Oplever du, at der er forskellige høflighedskulturer, alt efter om du mænger dig med arabere eller danskere? - Ja, det synes jeg. Jeg synes arabere er mere høflige i det offentlige rum end danskere er. Til gengæld synes jeg, at er danskere er mere ærlige. Arabere har en lidt speciel høflighedsfacade, hvor det er lidt mere ud af posen, når det er danskere. Nogle gange synes jeg også, at danskere er lidt så’n, hvor jeg tænker ‘hvor faen er din opdragelse henne?’. Okay? - Jeg har en ven, som hvis han skal bruge noget hjemme hos mig, så går han bare ud og henter det. Det synes jeg er grænseoverskridedne. Der tænker jeg, at der kunne han godt være lidt mere høflig. Hvordan kombinerer du de to forskellige høflighedskulturer? - Jeg kan jo virkelig godt lide arabisk høflighed og specielt arabisk gæstfrihed. Så tror jeg, at jeg bruger dansk ligefremhed, når jeg står på scenen. Dér er jeg meget sjældent høflig.  Men jeg bryder mig heller ikke om at træde på folk, når jeg står på scenen. Danskere er ikke så høflige i det offentlige rum, siger du. Er der noget, vi kan lære fra arabere? - Nej. En af de ting, jeg bedst kan lide ved Danmark er, at alle mennesker er sgu lige. I Egypten har vi meget den her påtagede høflighed, og vi har forskellige tiltaleformer og kalder hinanden for ‘bey’ og ‘pasha’. Hvis der er nogen, der økonomisk eller magtmæssigt er højere oppe i hierarkiet end dig, så bliver du pålagt en bestemt høflighed. Det har vi ikke rigtigt herhjemme. Det kan jeg godt lide ved Danmark. Jeg har kræftedeme røget cigaret med Lars Løkke uden at skulle kalde ham Hr. Statsminister og alt så’n noget, ikk’? Det kan jeg virkelig virkelig godt lide, at i det talte sprog er vi sgu allesammen lige. Men jeg er stadig høflig på den måde, at jeg respekterer selvfølgelig hans embede. Men jeg pålægger mig ikke den dér ekstra høflighed, som er i Egypten. Hvor høfligt er det ift. begge kulturer at give fingeren på live-tv? Omar griner højlydt og udbryder: - Det tror jeg ikke er høfligt

OPINIONEN 5

»Hvis du har en politisk holdning eller mening, kan du sætte mange mennesker af i Danmark«. Og det har han så, Omar Marzouk. Foto: Per Arnesen

Jeg synes bare, at det er mærkeligt, at når du har et kunstnerisk virke, at så er hetz mod islam det eneste, du har at byde på.

i nogen kulturer overhovedet! Jeg synes altså, at når man er i samfundsdebatter, og man skal udveksle meninger, så synes jeg, at det kalder på en form for høflighed. Jeg debatterer tit med folk, som jeg er dybt dybt uenige med politisk eller kulturelt. Men jeg holder stadigvæk respekt for debatten - også af hensyn til dem, der skal se og lytte på det. Så jeg gør, hvad jeg kan for at holde en saglig og høflig tone, som hører til en god demokratisk debat.

Mød din EU-kandidat Kom og deltag i den gode valgkamp. Vi udfordrer et panel med repræsentanter fra alle otte partier, der stiller op til EUParlamentsvalget. Hvor bestemmer parlamentet, og hvad vil partierne slås for? Hjørring: torsdag den 24. april på Hovedbiblioteket Aalborg: mandag den 28. april på Hovedbiblioteket Kolding: tirsdag den 29. april på Uddannelses Centeret Vejle: onsdag den 30. april på Hovedbiblioteket Holstebro: mandag den 5. maj på Hovedbiblioteket Aarhus: tirsdag den 6. maj på Hovedbiblioteket Esbjerg: onsdag den 7. maj på Hovedbiblioteket Randers: torsdag den 8. maj i Fritidscenteret Svendborg: mandag den 12. maj i Borgerforeningen Odense: tirsdag den 13. maj hos Fyens Stiftstidende Næstved: onsdag den 14. maj i Grønnegades Kaserne Helsingør: mandag den 19. maj på Helsingør Kulturværft Roskilde: tirsdag den 20. maj på Hovedbiblioteket Køge: onsdag den 21. maj i Teaterbygningen Holbæk: torsdag den 22. maj på Hovedbiblioteket Blandt deltagerne trækkes Alle møder er kl. 19.00-21.15. der lod om rejser til Bruxelles.

DEO

www.deo.dk

Tlf. 70 26 36 66 TILMELD DIG PÅ EU-debat – mere spændende – mindre fastlåst


6 OPINIONEN TEMA: HØFLIGHED

04/2014 04/2014

ARMIN MURATOVIC am@opinionen.dk Opinionen møder Ulla Gjedde Palmgren – forfatter bag »Håndbog i høflighed – kulturelle koder i 11 EU-lande« – på en café i Den Sorte Diamant til en snak om høflighed, og om hvad det betyder for danskerne i mødet med andre folkeslag og kulturer. Hun mener, at der er brug for sådan en bog, fordi verden omkring Danmark ser ganske anderledes ud nu, end den gjorde for 30-40 år siden: - Vi er nu i en globaliseret verden, og der er der nogle andre dagsordener, som vi bliver nødt til at forholde os til. Bl.a. det med at forstå andre kulturer, fortæller hun. Hjertevarm hilsen Ulla Palmgren har altid haft en interesse for kultur og høflighed, og har skrevet bogen, fordi hun blev mere vågen på sin egen kultur ved at tage ud at rejse og opleve andres. Hun mener, at danskerne hurtigt kan blive opfattet som uhøflige på grund af deres kontante facon og manglende høflighedsfraser. Hun fortæller, at der ikke er så mange ritualer omkring hilseformen og gæstfriheden hos danskerne - der er typisk dansk kultur ganske anderledes end for eksempel »muslimsk kultur«. - Jeg har altid enormt godt kunnet lide, at man tager sig til hjertet, når man hilser på hinanden. Det, synes jeg, er en utroligt fin gestus, som er meget hjertevarm og imødekommende, fortæller hun - og tager sig til hjertet.  Udfordring en anden nu end tidligere Begrebet høflighed er altid aktuelt, mener Ulla Palmgren. Det er nemlig en del af vores kultur, og kultur er en størrelse, der konstant bliver genskabt. Derfor ændrer begrebet sig hele tiden, men det handler altid om det samme: Om hvordan vi omgås hinanden. Hun nævner forfatteren Emma Gad, der for lidt under 100 år siden skrev bogen »Takt og Tone«, som fandt sted i en sammenhæng, hvor der var stor klasseopdeling i mange af de europæiske lande. Derfor var det vigtigt at vide, hvordan man skulle forholde sig høfligt til hinanden. - Det tror jeg er afløst af en anden udfordring, som er mere en interkulturel eller tværkulturel udfordring: Hvordan skal vi omgås hinanden på en god måde i det offentlige rum, sådan at vi føler, at den anden opfører sig opmærksomt, venligt og hensynsfuldt? Det tror jeg er en udfordring nu om stunder – ikke bare her i Danmark, men over hele verdenen.

Tak er kun et fattigt ord - men alligevel kan det være en god idé at bruge det lidt oftere, hvis man vil begå sig på tværs af mange kulturer. Illustration: Colourbox

Høflighed: levn eller lim? Er høflighed et overflødigt levn, der gør vores omgang med hinanden langt mere besværlig og distanceret end den burde være? Eller er høflighed en slags »socialt lim«, der skaber sammenhængskraft og gensidig integration? Opinionen tog en snak med forfatter Ulla Gjedde Palmgren og tv-vært Thomas Skov Gaardsvig om høfligheden i Danmark anno 2014. Jeg har altid enormt godt kunnet lide, at man tager sig til hjertet, når man hilser på hinanden. Det, synes jeg, er en utroligt fin gestus, som er meget hjertevarm og imødekommende.  Ulla Gjedde Palmgren, forfatter

Høflighedsbevægelse Thomas Skov Gaardsvig har været vært på programmet »Høflighed på 100 dage« på DR2. Programmet strakte sig over seks afsnit, der hver fokuserede på forskellige områder, hvor høfligheden er under pres. Uforskammet mobilbrug, dårlige vaner i trafikken og manglende respekt for autoriteter – alt blev

taget under kærlig behandling i programmet med lige dele af humor og alvor. Thomas Skov ser interessen i høflighed som et udtryk for en ny bevægelse, der med eksempelvis »Fucking Flink«-bevægelsen, ønsker at gøre danskerne mere høflige. Men selvom denne bevægelse har fået vind i sejlene, er det ikke alle, der er

en del af den. - Jeg vil godt kalde det en bevægelse – det tror jeg godt, at jeg vil. Det er nok ikke alle 130.00 (red.: d. 7. april var det 166.710), der har liket »Fucking Flink« på Facebook, som er en del af bevægelsen. Men de har vist interesse for den. Der er en hård kerne, som udøver høflighed, og jeg tror, at den vil sprede sig og blive større, siger Thomas Skov. Vi skal tilbage til de gamle dyder Høflighedsbevægelsen har specielt momentum efter, at vi har haft en periode med fokus på teknologi, telefoner og internet. Thomas Skov ser det som et udtryk for, at vi nu skal tilbage til nogle gamle dyder, og at der er noget om snakken, når vi siger, at tingene var bedre i gamle dage. - Udviklingen går kun en vej, og vi tror, at vi kan det hele på en gang. Jeg tror, at som modvægt til alt det, har vi brug for nogle gode gammeldags dyder. Så kan det være, at det forsvinder lidt i baggrunden igen, men kommer op om 20 år eller endnu længere. Jeg tror, at det kører lidt i cyklusser. På spørgsmålet om det var muligt, at få høfligheden tilbage, fortæller Thomas Skov Gaardsvig, at programmet fik sat fokus på problematikken, som er det første

skridt på vejen. - Jeg tror jeg ville være meget naiv hvis jeg tænkte, at på 100 dage ville alt være godt. Men jeg håber, at de som har set programmet, bare lige har tænkt en ekstra gang over, hvordan de selv er, og hvordan de godt kan lide at være. Hvis der bare er en enkelt, der har tænkt sig om, så har jeg fået noget ud af det. Danskerne vil gerne mere høflighed Metroxpress gennemførte i 2012

en undersøgelse om høflighed, der viste, at 88 % af danskerne ville ønske, at der var mere høflighed i det offentlige rum. Samtidigt opfattede hele 93 % sig selv som lidt eller meget høflige, når det gælder omgangen med andre mennesker. Ifølge professor dr. Phil. Niels Davidsen-Nielsen, der udtalte sig til Metroxpress om undersøgelsen, kan det skyldes, at vi føler os høfligere, end vi er i stand til at udtrykke. Han mener, at vi savner de sproglige udtryk til at realisere vores høflighedsefterspørgsel.

I behageligt selskab: Opinionen fik en kop kaffe med forfatter Ulla Gjedde Palmgren, der altid har haft en interesse for kultur og høflighed. Foto: Armin Muratovic


TEMA: HØFLIGHED

04/2014 04/2014

Høflighed på Strøget ARMIN MURATOVIC am@opinionen.dk

OPINIONEN 7

Opinionen tog en tur på Strøget for at spørge til de mest høflige og mest uhøflige episoder, strøggængerne har været ude for.

Linda, 37 år. Pædagog i vuggestue. Hvad er det mest høflige, du har været ude for? Det var faktisk en hjemløs, der har givet mig fire kroner til en is til min datter. Han kom tæt på os og opdagede, at jeg stod med klapvognen og min datter ved siden af. Og så fortalte han, at hun var sød, og nussede hende på kinden. Det kan godt være, at han var hjemløs, men hun måtte i hvert fald gerne få fire kroner til en is, sagde han, mens han begyndte at tage sine penge frem. Hvad er det mest uhøflige, du har været ude for? Jeg var med i et harmonikasammenstød i en bil, da jeg var gravid. Der var en, der bobbede op i mig, og så blev jeg skubbet op i en anden. Ham der var skyld i hele miseren var mega-uforskammet, og bemærkede ikke engang, at jeg var gravid. Han sagde bare, at det klarer forsikringen. Han var iskold, gav mig sit firmakort, og kørte sin vej uden at spørge ind til, om jeg havde det okay.

Amin, 24. Dri ftsleder & va gt.

Hvad er det mes t høfli Jeg tabte fakt ge, du har været ude for? og i det var al isk min kortholder for ik ke le senere på afte de vigtigste kort, som je så lang tid siden, g har. Samm nen, var der ed en afleverede ko rtet til mig med , der bankede på min d ag, ør og af det bedste, et smil. Det vi Hvad er det mesjeg har oplevet fra fremmed l jeg mene er noget e men t uhøf Det mest uhøf lige, du har været ude for? neskers side af. lig e for mig og personen bare ignorerer er, når man takker en p erson, en fuldstænd sker rimelig ti ig. t. man siger tak. Der er ikke så mange, der Og det synes jeg Je sv med et smil og g er selv sådan en type, der arer tilbage, når al et tid svarer tilba se lv tak. D høflighed, at ge man bliver ta et føler jeg som en stor fo rm for kket selv for d e mindste tin g.

Fanny, 23 år. Læser jura.

Hvad er de t mest Høflighed høflige, du har været ude for? er, at respektere r hinande man giver plads ti n. Hvis du l alle, og en, der sig stå er, a Det er sim at du godt må gå fo r i kø nede i Netto, t man o p ra g e der er n lt , h fo e n så rdi du kun Hvad er de har to vare t mest uhøfl sødt. r. ige, du har Den førs være klart, når te historie, jeg kom t ude for? v m menneske i er på Købmagerg er til at tænke på , er helt r. At man ade, hvor i måske er lidt irritere stedet for at fjerne der er så mange sig fra hin t over, at fo bevidst at and lk g altså lidt h å ind i hinanden og fylder, og at man så en, så årdt, når m at »give e vælger der er en st n a or mand, n er sådan en lille skulder«. Det er der går ind pige som mig, når i en.

bekirurg. Henning, 69 år. Kæ e for? flige, du har været ud rne er Hvad er det mest hø Der synes jeg faktisk, at chaufføre . ne lk ind er fo ss få bu at i ls s. de ek F. rksomme på æ m op re væ da at talt, så n at meget flinke til , hvem der har be man har. på e m m so rk æ m og at være op get, selvom at tastet og sådan no på det sidste. man ikke bliver an rk æ har lagt m e til r? jeg t, de g tli en eg fo ude Det er øflige, du har været kaber, Hvad er det mest uh får fra f.eks. telesels du an m , ld ka op on lef , at te r er e de nd de re er Det est irrite Og noget af det m t. træk, i ge no ge e da lg e sæ fir er vil som tre dage ell . ks f.e , ab lsk se e et interesser i det får fra det samm m, at man ikke er de til gt sa r ha n komme af deres selvom du om, at man ikke ka ene gang efter es lig er et D t. uk der prod opsøgt den ved med at blive lister. Man bliver den anden.

FOTO: SOPHIE JACOBSEN


8 OPINIONEN TEMA: HØFLIGHED

04/2014 04/2014

Høflighedskulturen under udvikling Danskerne har en »negativ høflighedskultur« - som er i udvikling i disse år. Det fortæller Lars AP, manden bag Fucking Flink-bevægelsen, til Opinionen. Han understreger, at vi har brug for at være mere flinke i vores møde med dem, vi ikke kender. ARMIN MURATOVIC am@opinionen.dk Bevægelsen Fucking Flink startede med bogen af samme navn, der blev udgivet i 2010. En af Danmarks vel nok flinkeste mennesker, Lars AP, står bag bogen og bevægelsen, der nu tæller intet mindre end 166.667 facebook-likes. Bevægelsen har til formål at gøre Danmark til verdens flinkeste land gennem en række flinkheds-tiltag – både på nettet og offline. En national flinkhedsrevolution er sat i værk. Vi spørger Lars AP hvad flinkhed betyder for os i Danmark – både i forhold til os selv, men også i forhold til vores møde med nye personer og kulturer.

VALBY

Hvorfor har jeg brug for at være fucking flink? - Nu ved jeg ikke lige præcis, om du har brug for det. Generelt set kan man sige, at det gør nogle rigtigt gode ting for de medmenneskelige relationer. Hvis man ser sådan generelt på befolkninger, så har en øget flinkhed, altså en øget evne til at ’koble sig på Lars AP - manden bag Fucking Flink - Danmarks flinkeste bevægelse. Foto: Lars AP hinanden’, nogle ret gavnlige effekter. stiger. Det giver jo et eller andet person, når man har mødt personen. Hvilke effekter er det? - Innovationsniveauet i en sted også ret god mening, for når vi befolkning stiger, jo højere flinkheds- er åbne og flinke overfor hinanden, Negativ høflighedskultur i niveauet er. Det kan man simpelthen er det heller ikke kun i vores egne Danmark måle i befolkningsgrupper. Det er jo vante cirkler, at vi begår os. Så begår sådan noget som plejer at batte, når vi os også lige pludseligt sammen Er dansk kultur generelt speciel flink eller uflink, og man sådan skal lægge et bundlin- med mennesker, som vi ikke kender. hvad kan det betyde for nye personer, der kommer Man plejer at sige, at kendskab leder til Danmark? jeargument. Man ser faktisk også i befolk- til venskab. Det er der jo altså et - Der var en sprogforsker, som ningsgrupper hvor flinkhedsniveauet eller andet om - at det bliver meget fortalte mig, at vi i Danmark lever stiger, at toleranceniveauet også sværere at være intolerant overfor en efter det, man kalder negativ høf-

ÆDELMETAL

guld • sølv • brillanter

Valby Langgade 44b 2500 Valby • Tlf. 36 16 12 13

GULD OG SØLV KØBES

Guld, sølv, platin og palladium. Smykker, guldog sølvmønter, tandguld, barrer, bestik, korpus m.m.

VI GIVE R HØJEST E DAGSPR IS

FORÅRS TILBUD på BRILLER

SPAR OVER 1.700 kr. Få nr. 2 brille GRATIS

KR

2

1

for Vi vejer og giver kontant afregning efter friske dagskurser ud fra London Spot så kig forbi Valby Langgade 44 B og få et tilbud! Husk at medbringe gyldig billed-ID samt sygesikringskort. Du skal endvidere være fyldt 18 år for at kunne sælge ædelmetaller i Danmark.

lighedskultur. Den går egentlig ud på, at man er høflig overfor andre mennesker ved at lade dem være i fred. Altså, jeg kan se, at du har travlt, så jeg går lidt tid side her, så du kan komme videre med dine ting. Og det er jo sådan set meget høfligt. Sagen er bare, at hvis du nu ikke havde travlt, og du faktisk var ny her i byen eller ny her i landet, så har du egentlig nok mere brug for, at

fra

900 kr.

Briller med glidende overgang inkl stel, glas, synsprøve og etui.

Få 2 briller til 1 brilles pris

(Du skal kun betale for evt. tillægsydelser *)

www.optikhuset.dk Tillægsydelser såsom antiireflex behandling, betales extra. Tilbuddet gælder også enkelt styrke briller. Glidende overgangsglas findes i 4 forskellige kvaliteter. Tilbuddet kan ikke kombineres med andre tilbud.

OPTIK Åbningstider: Mandag - fredag 10.30 - 17.30

ÅRHUS - Klostertorvet 6, LYNGBY - Lyngby Hovedgade 19c, ODENSE - Fisketorvet 5, HILLERØD - Slagerupgade 2, RANDERS - Rådhustorvet 6, ROSKILDE - Hersegade 1A, SILKEBORG - Vestergade 35, FREDERIKSBERG - Falkoner Allé 47,

8613 6008 4587 1078 6613 7135 4828 7899 4466 6008 4632 4800 8681 0102 3810 1468


TEMA: HØFLIGHED

04/2014

jeg gør noget andet, end at lade dig være i fred. Så når du spørger mig hvor man er flinkest henne, så vil jeg sige, at der er nogle ting, vi som kultur i høj grad kan lære af andre kulturer. Når det så er sagt, så er danskere jo også sådan set superflinke mennesker, de er typisk bare flinke overfor dem, som de allerede kender. Og det giver nogle udfordringer når der kommer nye mennesker til. Så virker danskere ekstremt lukkede. Og jeg tror i virkeligheden det er den problematik, som der er rigtig mange danskere, der gerne vil gøre noget ved. Monokulturen skal give plads til andre kulturer Er der nogle specifikke ting, som vi kan lære af andre kulturer? - Jeg tror det vigtigste, vi kan lære, er, at den måde, vi opfører os på, ikke er den eneste måde, man som naturlighed er på. Danmark har i århundreder været en monokultur, altså en kultur befolket af danskere. Nu sker der jo det, at der er globalisering og der kommer andre kulturer hertil, og det giver nogle alternativer til monokulturen. Og jeg tror, at de spændinger, vi oplever i de her år skyldes, at monokulturen i virkeligheden skal give plads til de her andre kulturer og netop skal lære af dem. Og det er jo berigelse af kulturen, og gør selvfølgelig også, at der er traditioner, som så bliver fornyet. Vi skal alle sammen videre, og ser man f.eks. på dansk musikkultur, så viser det sig faktisk, at der, hvor musikken i Danmark har floreret allerbedst var i havneområder. Hvorfor så i havneområder? Det er jo fordi, der kom de tilrejsende – fx de hollandske sejlere – fra andre kulturer og de berigede musikerne i de miljøer, så der opstod synergier. Det jeg vil sige til den nationalistiske dansker er, det snarere er et problem, hvis man fastholder sin egen kultur stædigt – så kan man sande til. En sund kultur udvikler sig netop ved at lade sig inspirere af de ting, som er i dens omverden. Og det er jo det, vi kan gøre nu, det er den berigelse, vi kan få, af de synergieffekter, vi vil kunne lære af polakkere og tyrkere og alle mulige andre kloge mennesker, som er i Danmark. Vi er blevet meget mere mangfoldige i Danmark i de seneste 30-40 år. Gør det, at vi har brug for at blive mere flinke? - Ja! Fordi vi i hvert fald ikke umiddelbart forstår hinanden, når vi ikke deler nødvendigvis de samme koder og kulturelle traditioner. I negativ høflighedskultur, der underforstår man en masse ting. Vi behøver egentlig ikke at tale så meget sammen, fordi vi kender allerede hinanden. Vi er vant til, hvad man gør i en specifik situation. Der er en masse ting, man tager for givet. Hvem er den flinkeste i Danmark? - Den butik, hvor jeg har oplevet den største flinkhed, er hos Sali Cykler, som ligger på Østerbro. Og ejeren er en fyr, der er grotesk flink. Folk kommer jo også tilbage til ham og anbefaler ham, fordi han er så fuld af overskud. Man går altid derfra med mere end man kom med – godt humør og en fed oplevelse.

Danmarks flinkeste mand. Lars AP fortæller, at han har oplevet størst flinkhed hos cykelhandleren Sali på Østerbro. Opinionen tog derhen, drak en kop kaffe med Sali, og mærkede hvor utroligt flink en cykelhandler kan være. Foto: Armin Muratovic

OPINIONEN 9


10 OPINIONEN GLOBALT

04/2014 04/2014

En ti-procentspærregrænse er på ingen måde acceptabelt set i relation til udviklingen af en demokratisk politisk kultur. 

DANIELLA KUZMANOVIC

To tredjedele er den konstant, der igennem utallige valg både før og under AKP har vist sig som en stabil tommelfingerregel for, hvor de tyrkiske vælgere sætter deres kryds. To tredjedele hentyder til den andel af vælgere, der som minimum stemmer, hvad man i mangel af bedre kan kalde til højre for midten i tyrkisk politik. Ti procent er den spærregrænse ved nationale valg, som militærjuntaen indførte efter kuppet 12. september 1980 for at kontrollere fraktioneringen af civil politik, og som ingen politisk magthaver siden har haft mulighed for eller interesse i at bringe ned. Den vanskeliggør nu skabelsen af politiske konkurrenter til AKP, der effektivt vil kunne få andel i de to tredjedele stemmer til højre for midten. Uanset diverse beskyldninger om valgsvindel og fusk i forbindelse med stemmeoptællingerne fremstår AKP som klar sejrherre i lokalvalget. De er gået omkring syv procent frem i antallet af stemmer på landsplan i forhold til lokalvalget i 2009, hvor de fik godt 38% af stemmerne. De har bevaret magten i Istanbul, som mange anså for at være på vippen til at gå til oppositionspartiet CHP denne gang, og tilsyneladende også med nød og næppe klaret skærene i Ankara. Eneste undtagelse er i de kurdisk dominerede sydøstlige provinser, hvor det pro-kurdiske parti BDP til trods for en mindre stemmetilbagegang har sat sig tungt på borgmesterposterne og i provinsrådene. Først og fremmest skal det resultat læses som udtryk for, at AKPs vælgerbase er tilnærmelsesvis intakt til trods for først Gezi park urolighederne i sommeren 2013, og dernæst alvorlige korruptionsanklager imod folk i toppen af AKP inklusiv premierminister Recep Tayyıp Erdoğan. Den robusthed handler mindre om disse spektakulære begivenheder og anklager, og mere om vælgernes erfaring af, at de generelt har fået det bedre under AKP. Mere velfærd, mere infrastruktur, mere offentlig service, og en politik i tråd med flertallets konservative religiøse overbevisninger er atter blevet vekslet til bred opbakning, denne gang til de lokale AKP-repræsentanter. Nøglen til endnu en valgsejr ligger i to tredjedele-tommelfingerreglen, en regel som har været ledetråd for ledelsen i AKP siden partiet blev grundlagt i 2001. For det AKP effektivt har formået, godt hjulpet på vej af de to tidligere centrale center-højrepartier ANAP og DYPs deroute i begyndelsen af 2000 årene, er at monopolisere størstedelen af center-højre politik bortset fra de omkring 15-18 procent at stemmerne, der traditionelt går til det ultra-højrenationale MHP. Den monopolisering har oppositionspartierne ikke haft succes med effektivt at bryde, og de to tredjedele trumfer i alle tilfælde både de liberale stemmer, de stærkt sekulære stemmer, og det mindre segment af venstreorienterede vælgere. For at bryde AKPs monopolisering skal der med andre ord ske en partipolitisk fornyelse på konservativ, center-højre flanken. Nye politiske alternativer? Skal den komme, vil det med største sandsynlighed være i form af en udbryderfraktion fra AKP selv, som vil gøre op med den nærmest enevældige magt Erdoğan og kredsen omkring ham har opbygget, og med den afvisende

Ved lokalvalget d. 30. marts 2014 blev AKP - og dermed premierminister Recep Tayyıp Erdoğan - set som den store sejrherre. Foto: Mustafa Kirazli

Lokalvalg i Tyrkiet:

Erdoğan og AKP reddet af to tredjedels-reglen Kronik: To tredjedele og ti procent er to helt centrale størrelser, der former tyrkisk partipolitik og sætter sit umiskendelige præg på både lokal- og parlamentsvalg. De to elementer er en afgørende nøgle til at forstå AKPs fortsatte succes, også ved lokalvalget d. 30. marts 2014. 

Lektor Daniella Kuzmanovic mener, at politiske alternativer til AKP bremses af den tyrkiske spærregrænse på 10% til nationale valg.

For at bryde AKPs monopolisering skal der med andre ord ske en partipolitisk fornyelse på konservativ, center-højre flanken.

linje Erdoğan har haft i forhold til al politisk opposition og kritik. Men valget i går har ikke umiddelbart bidraget til at opmuntre kritikere i AKP til at gå videre med et sådant projekt. I forhold til skabelsen af nye politiske alternativer på den tyrkiske center-højre flanke bliver den anden størrelse central, nemlig ti-procent-spærregrænsen ved parlamentsvalg. Som regulativ har den ingenting at gøre med lokalvalget. Men den har alt at gøre med antallet af partier de to tredjedele af tyrkerne, som stemmer til højre for midten, kan vælge imellem, hvis de ikke ønsker at kaste deres stemme i retning af den række af småpartier, der opnår mellem en halv til en procent af stemmerne i udvalgte

kredse. For en ti-procent-spærregrænse dæmper effektivt lysten til at kaste sig ud i skabelsen af politiske alternativer til AKP. Dertil er troen på succes for lille. AKP er jo faktisk en temmelig enestående nyskabelse i den henseende, forstået på den måde, at de fremstår som et af meget få eksempler på, at et nyt parti har formået at skabe en stabil vælgerskare på langt over ti procent, der har stemt på dem ved de seneste mange valg i træk. En ti-procent-spærregrænse er på ingen måde acceptabelt set i relation til udviklingen af en demokratisk politisk kultur. Man må også forvente, at den før eller siden sænkes, sandsynligvis som del af betalingen til det pro-kurdiske parti BDP i forbindelse med en aftale om løsningen af den kurdiske konflikt i Tyrkiet og skabelsen af en ny forfatning. Det har i hvert fald været et ultimativt krav fra BDP, og trods den nuværende stilstand i relation til den kurdiske konflikt og i relation til forfatningsspørgsmålet tyder alt på, at dette vil komme tilbage på dagsordenen. Om ikke andet får Erdoğan brug for de kurdiske stemmer, hvis hans ambitioner stadig går i retning af en præsidentpost til august 2014. Når alt kommer til alt så har de to tredjedele og de ti procent vist sig som særdeles stabile pejlemærker gennem alskens politisk turbulens og krise. Valget i går gav ingen indikation af en ændring i det forhold. Daniella Kuzmanovic er lektor ved Tyrkiske Studier, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.


04/2014


12 OPINIONEN KULTUR

04/2014 04/2014

Dansk-tysk-tyrkere vil gøre Danmark bedre til matematik Den europæiske organisation Pangea, der har sit udspring i Tyskland, har samlet 300.000 europæiske skoleelever til matematikkonkurrence. Dansk-tyrkiske UngVej har fået konkurrencen til Danmark hvor 5.000 danske elever deltog.

SEFA ÜNSAL sef@opinionen.dk Matematik behøver ikke at være kedeligt. Det er ét af de budskaber som foreningen Pangea forsøger at kommunikere gennem deres matematikkonkurrence, der i år bestod af over 300.000 deltagere fra 11 forskellige europæiske lande. Professionshøjskolen Metropol i København lagde rammerne til den danske finale af Pangea-matematikkonkurrencen. Dansk-tyrkiske Ungvej havde fået konkurrencen til Danmark. Hvor der sidste år var 500 deltagere var der i år 5000 danske elever. 1000 af disse havde dansk-tyrkisk baggrund. Efter flere timers hård og intens konkurrence blev de bedste blandt de danske finalister fundet. Konkurrencen, der er gratis for børn fra 3. til 9. klasse, holdes i gang af en række frivillige matematik-lærere og elever, der gør en stor indsats i konkurrencen. Krævende vej til finalen For at kvalificere sig til finalen, der samtidig er tredje runde af konkurrencen, har de unge matematikgenier været igennem en række tests. I første fase besvarer eleverne Pangeas udsendte matematikopgaver på deres egen skole under deres egne læreres opsyn, og sender dem tilbage til Pangea. Dernæst udvælges de elever, der for hvert klassetrin har formået at komme i top 500, og de inviteres så til en ny test, der afholdes under Pangeas opsyn på udvalgte skoler. Efter den anden test, inviteres de elever, der for hvert klassetrin har formået at komme i top 10, til den store

finale i København, som i år blev afholdt d. 30. marts 2014. Matematik på den sjove måde Til den store finale var, foruden eleverne, deres forældre også tilstede for at støtte deres børn i den nervepirrende konkurrence der ventede forude. For at få eleverne og ikke mindst forældrene til at slappe en smule af, havde Pangea sammensat et underholdende program, hvor blandt andet den danske stand-up komiker Thomas Wivel, der med sin uimodståelige charme og humor fik salen til at skrige af grin, var blevet valgt som vært. Pangeas formål med konkurrencen er nemlig, at få de unge til at interessere sig for matematik og gøre det til et populært fag: - Desværre er der i de mindre klassetrin i Danmark meget få eksempler på konkurrencer i fag som matematik. Derfor er formålet med denne konkurrence at tilbyde de unge mennesker matematik på den sjove måde, samtidig med at de får hjernetræning ud af det «, siger projektansvarlig Servet Dönmez, som undertegnede fangede umiddelbart efter præmieoverrækkelsen. Juryen som havde fået den svære opgave at skulle kåre de bedste i hvert klassetrin, bestod af rektor på Københavns Private Gymnasium Chrilles Bacher og matematiklærerne Karabey Kara og Jonathan Barrett. For hvert klassetrin fik de tre bedste elever overrakt præmier; førstepræmien var en iPad mini, andenpræmien en Samsung tablet mens tredjepræmien var en lommeregner. Så kan det ikke blive bedre for et ungt matematikgeni.

rrangørerne te præmier. A ot fl ed m es e hædr kan være. ikkonkurrenc eas matemat ser, hvor sjovt matematik ng Pa i er ev el en De tre bedste elever med konkurrenc ke håber, at dans

Bygger bro til fremtiden Salix Skole • Høffdingsvej 18 • Valby • 2500 • 36176176


04/2014


14 OPINIONEN KULTUR

04/2014 04/2014

»Sigt efter månen - rammer du ikke, ender du blandt stjernerne« Interview: Bandet L.I.G.A har med deres gejst og charme vundet danskernes hjerter. Det blev bevist til Zulu Awards d. 3. april 2014, hvor de vandt kategorien »Året Nye Danske Navn«. Opinionen fik en personlig snak med L.I.G.A om deres multikulturelle rødder og ikke mindst om deres drømme for fremtiden. SOPHIE ANNA BANG JACOBSEN sj@opinionen.dk Solskinsstråler spiller lystigt på de tre unge mennesker, som kommer gående på Knabrostræde i Indre København. De er afslappede, glade og går og tjatter til hinanden. Melodien til »Julia« nynnes muntert af Nicky Russell, der som en ægte gentleman holder døren for Opinionens, nu rødmende, journalist. Bandmedlemmerne af L.I.G.A er, som navnet antyder, i en liga helt for sig selv. De er unge, friske og har en glubende appetit på den nye verden, som musikken i sjældne tilfælde tilbyder. Men musikken var en skjult levevej for dem, indtil de fandt hinanden. Uddannelse fremfor hobby Feras Agwa havde regnet med at læse medicin, Ihan Haydar læste på University College i Roskilde og Nicky Russell testede tømreruddannelsen af. Det var realistiske og fornuftige valg for de unge musikere – i hvert fald ifølge deres forældre. For Feras og Ihans forældre betød uddannelse en unik mulighed for at skabe sig et trygt og stabilt liv. Noget, som ikke var deres børn givet på forhånd, hvis forældrene ikke havde kæmpet en benhård kamp for deres børns fremtid. Ihan, den 20-årige energiske trommeslager fra Næstved, måtte først, og stadigvæk, overbevise sine forældre om, at hendes utraditionelle drøm at blive professionel trommeslager nok skulle lykkes. Ihans forældre ønskede, at hun skulle tage sig en uddannelse, fordi hun med den i bagagen kunne skabe sig en tryg og sikker tilværelse. Muligheden for uddannelse var snæver i Irak, hvor Ihan er født og levede det meste af sin barndom. Da Ihan var en lille 10-årig pige, lykkedes det endeligt for hendes far at flygte til Danmark og søge om familiesammenføring. Ihans far troede ikke på, at der ville blive fred i Irak så længe Saddam Hussein regerede. Derfor prøvede han syv gange at flygte. Det var ulovligt at forlade landet, og hvis man blev fanget var udsigterne til tortur store. Seks gange blev Ihans far fanget og sendt tilbage kun for at blive tortureret. Den syvende gang lykkedes det ham at flygte til Danmark, og i år 2003 blev familien genforenet her i landet. - Min far kan fortælle alle mulige historier, om alle de ar, han har! Et fra da han sprang over et hegn og et igennem et vindue, fordi politiet var efter ham, fortæller Ihan med smil i stemmen for at løfte den lidt tunge stemning, som har lagt sig over gruppen. Også 21-årige Feras har flugten

L.I.G.A er et nyt dansk up-coming band, som torsdag d. 3. april vandt titlen »Årets Nye Danske Navn« til Zulu Awards 2014. Foto: Tomace

Jeg har fået at vide, at hvis man har en anden etnisk baggrund end dansk har man ofte musikalske talenter. Mit talent ligger i, at jeg kan putte noget arabisk ind i musikken både tekstmæssigt, men også når vi komponerer. Feras Agwa

fra undertrykkelse printet ind i sit ophav. Han er dog født og opvokset i Danmark, og føler sig priviligeret over at være skånet for en opvækst i Egypten - sandsynligvis uden en far. Feras’ far levede nemlig et farligt liv som journalist i oppositionen i Egypten. Derfor flygtede han til Danmark og endte i et asylcenter i Ålborg i 1991. I dag er Feras’ far gået bort, og Feras selv ønskede, før musikken tilbød sig som en levevej, at skabe et liv, hvor han hjalp andre mennesker. Han ville nemlig gerne læse medicin: - Jeg vil gerne udrette noget stort i livet og hjælpe andre mennesker, fortæller Feras og påpeger, at selvom han ikke blev læge, kan han igennem musikken sprede glæde i menneskers liv. Elsker Amager, hader hår 22-årige Nicky sidder med et kækt smil på læben, da alles øjne vendes mod ham i forventning

om at høre endnu en historie om flugt og oppisition: - Helt ærlig - så er jeg født, opvokset og bor på Amager - det er vist det vildeste, jeg kan sige! Og jeg skal heller ikke derfra igen, proklamerer Nicky, og på et splitsekund griner alle igen. - Jeg elsker Amager, og hader hår! Udbryder Nicky, og fortæller videre at han kæmpede en brav kamp for at forblive kronraget, indtil han mødte en sød og fantastisk dygtig frisør, som åbnede hans øjne for hårets forunderlige verden. - Jeg var fast besluttet på, at jeg aldrig skulle have hår på hovedet, fordi jeg simpelthen hader hår. Det er meget nemmere at fjerne håret og ikke tænke på det om morgenen, fortæller Nicky. Nicky er født og opvokset på Amager med en kærlig og omsorgsfuld mor. Hans far forlod dem kun tre uger efter Nicky blev født, men ifølge Nicky har han aldrig manglet noget. Dog fortæller

Nicky, at han altid har gået med en rastløshed og en manglende interesse for at gå i gang med en uddannelse. Mens Nicky gik på HF, opdagede han sin passion for musik. Han stillede op i X-Factor, og kom videre efter første runde. Da han efterfølgende skulle interviewes, havde han dog ikke nogen hjerteskærende historie at fortælle om en dødssyg hund, en hård barndom eller andet. I stedet fortalte Nicky, at han da var en ret flink fyr. - Jeg kom ikke videre efter anden runde, fordi jeg simpelthen ikke var godt TV, fortæller Nicky. Hvad Nicky ikke havde tænkt over, var at han faktisk havde en kendt sangskriver og sanger, australske Eddie Russell, som morfar. Og morfarens talent ser ud til at være flydt videre til Nicky. Han elsker at skrive og synge, men han vidste ikke, at han rent faktisk var god til det, indtil han begyndte at udveksle sin musik med Feras igennem Facebook og


KULTUR

04/2014

Vi tog en snak med det multikulturelle band L.I.G.A, som forbinder den danske kultur med Egypten, Syrien, Irak og Australien. Foto: Sophie Anna Bang Jacobsen

Det ligger så langt væk for os danskere at sætte høje forventninger til livet og man må bestemt ikke skilte med dem - så træder janteloven i kraft. Nicky Russell Youtube. Og herfra skulle deres fælles vej mod stjernerne få sin start. Kvindelig trommeslager, hvorfor ikke? At være kvinde i Danmark står normalt ikke i vejen for at jagte ambitioner. Dog glipper alle i et kort sekund med øjnene, når de ser den spinkle pige Ihan give den gas på trommerne. Oftest forventer man at se en velvoksen mand med viltert hår svinge stikkerne. Ihan har altid haft et særegent talent for trommer. Første gang, det kom til udtryk, var til en musiktime i folkeskolen, hvor hun blev placeret foran et trommesæt. Musiklæren viste Ihan et beat, og bad hende om at gøre det efter. Det gjorde hun til perfektion, og hun fik stillet en ny udfordring. Til sidst måtte musiklæren tage hånden til hovedet i forbløffelse over den lille piges håndtering af trommerne. - Derefter tog det bare fat. Jeg deltog i MGP på min skole, og det blev optaget og lagt op på Youtube. En dag opdagede Chief 1 mig, og bad mig spille med i det danske Melodi Grand Prix i 2012, som min gruppe så vandt! Fortæller Ihan. Ihan har mange beundrere, og modtager kun ros for hendes beherskelse af trommerne. - Ofte, fortæller Ihan, kommer der piger hen til mig for at fortælle, at de synes, det er sejt gået af mig. Ihan har i sinde at satse på trommerne, selvom hendes forældre nok foretrækker, at hun tog sig en uddannelse. - Folk synes jo det er fedt, og det giver mig bare lyst til at fortsætte, siger Ihan. »Julia« findes Både Feras og Nicky komponerer sange og synger, men Feras fortæller, at han også ofte gør brug af sin arabiske baggrund. I deres debutalbum, som udkom d. 31. marts, har Feras tilføjet

arabiske ordsprog oversat til dansk i sangen »Fodspor«. - Jeg har fået at vide, at hvis man har en anden etnisk baggrund end dansk har man ofte musikalske talenter. Mit talent ligger i, at jeg kan putte noget arabisk ind i musikken både tekstmæssigt, men også når vi komponerer, fortæller Feras. Alligevel griner de andre lidt kækt, og tilføjer at Feras’ hang til kærlighed også spiller en rolle. Sangen »Julia« er opkaldt efter en pige, som Feras engang mødte og eftersom navnet klingede, holdt de fast ved det. - Hun kontaktede mig aldrig igen, griner Feras og fortsætter i et lidt alvorligere tonelege, at det vigtigste budskab for ham er, at man værdsætter det, man har, og det, man har haft. »Bedre end Michael Jackson« L.I.G.A.s vigtigste budskab handler om kærlighed, om at leve i nuet, og om aldrig at tage sit liv for givet på trods af en trist, blæsende og kold vinter, licensregninger og den pige eller dreng, som droppede en. - Folk skal få en bid af os - vi ved godt, at livet ikke er fuld af grønne skove, men nyd det, for du kan ikke få tiden igen, fortæller Nicky. Feras supplerer smilende: - Vi står for livsglæde! L.I.G.A forfølger deres eget budskab, og deres drømme for bandet strækker sig helt til stjernerne: »Hvorfor kun nøjes med månen?«, spørger Feras med et glimt i øjet. Bandet ønsker at komme ud i verden, og især at florere på den amerikanske hitliste. - Hvis vi virkeligt gør os umage og arbejder bukserne af - hvorfor skulle vi så ikke kunne gøre det? Hvad gør os anderledes end alle andre artister? Vi kan vel også, når de kan, siger Nicky og fortsætter: - Det ligger så langt væk for os danskere at sætte høje forventninger til livet og man må bestemt ikke skilte med dem - så træder janteloven i kraft, mener han. Ihan indrømmer dog, at det er som at leve i en drøm og stå på sidelinjen forbløffet over hvad de allerede har præsteret. Med den flotte titel som »Årået Nye Danske Navn« og en forrygende optræden til Zulu Awards 2014 har bandet kun gode udsigter. Og med 55 festivaler og i alt 86 jobs planlagt i 2014 alene, er L.I.G.A lige nu et af Danmarks mest bookede bands. En sådan start for et up-coming band giver selvtillid og Feras er nu ikke bange for at udfordre janteloven: - Man skal turde sige, at man er bedre end Michael Jackson, smiler han.

OPINIONEN 15


16 OPINIONEN KULTUR

04/2014 04/2014

Få D-vitamin med tørklæde på Fem unge studerende fra Odense er kommet videre til DM i innovation. De udvikler et muslimsk tørklæde, der skal optage solens stråler.

INAAM NABIL in@opinionen.dk Jeg spiser aldrig mine D-vitaminer. Lægen siger, at det især er nødvendigt for sådan en som mig, der både har arveanlæg, der stammer fra de varme lande og bruger tørklæde. Får vi ikke nok af dem, kan vi risikere at få depression, knogleskørhed og hårtab. Problemet med et almindeligt tørklæde er, at det ikke lader de, i dansk kontekst yderst sjældne, solstråler skinne igennem. Men er man ikke god til at spise sine piller, skal man ikke fortvivle. Fem unge studerende fra Tietgenskolen i Odense stillede tidligere på året op til en innovationskonkurrence om den bedste og mest kreative opfindelse. De vil give de muslimske kvinder det maksimale udbytte af de få, men livsnødvendige, solrige timer i Danmark. Og de er kommet så langt, at de konkurrerer om en førsteplads i DM i innovation til sommer. Jeg er blevet inviteret hjem til 17-årige Sefer Kocak, en af idemændene bag projektet: - Vi glæder os utrolig meget. Det havde vi virkeligt ikke regnet med, når man tænker på, at der mindst var 200 andre gode ideer. Men efterhånden som vores idé blev anerkendt af dommerne, til de mange messer, vi har været til, kunne vi se, at vi rent faktisk kan gå hen og gøre en forskel med vores idé, fortæller Sefer, der er direktør for Humur, som er navnet på virksomheden. »I kender det at bade i bikini« Det er en obligatorisk del af undervisningen på Tietgenskolen i Odense, at de studerende sættes i grupper for at konkurrere - ikke bare med hinanden, men med andre unge rundt om i landet - om den bedste idé. De oplæres i, hvad den gode idé er, og hvordan de kan føre den ud i livet. De er fem i alt. 17-årige Marie Nørgaard er marketingschef. Hun og nogle af de andre i gruppen er i den grad blevet udfordret: - Vores distributionschef Christina forsøgte ihærdigt at sælge

Folkene bag sundhedstørklædet til innovationsmesse på Syddansk Universitet. Fra venstre ses Sefer Kocak, Kenneth Bonnicksen, Marie Nørgaard, udstillingsmodel med tørklæde, Asbjørn Jensen og Christina Vismark.

På Tietgenskolen i Odense skal man som en del af undervisningen skabe innovation. Eleverne bag »Humur«-tørklædet ser ud til at have skabt noget helt unikt. Foto: Inaam Abou-Khadra

Jeg har lært utroligt meget af Sefer, og det har været nødvendigt at sætte sig ind i kulturen og religionen for at sende de rigtige signaler til vores målgruppe, som jo primært er kvinder fra Mellemøsten. Marie Nørgaard, marketingschef, 17 år

idéen, da vi var ude på en skole, til fem somaliske kvinder med slør. Og det vilde var, at hun sagde noget a la »I kender det jo godt, når man bader i bikini?« De har sikkert stået og tænkt: »Øh, nej!«, men i stedet smilte de bare sødt til os, siger Marie Nørgaard, der selv har skullet forholde sig til kulturelle og religiøse spørgsmål forbundet med det muslimske slør. - Vi diskuterer en del i gruppen om, hvordan vi vil reklamere for tørklædet. Skal det være attraktive kvinder med make-up på, der bærer tørklædet på billederne? Det synes jeg. Men Sefer er uenig med mig, siger Marie Nørgaard, der rækker ud til Sefer Kocak efter en forklaring: - Pigerne må gerne være pæne, men det skal ikke være sminke-

dukker, siger han. Marie nikker anerkendende. - Jeg kender et tyrkisk tørklædefirma, hvor jeg synes, at tørklædet mister sin betydning, siger Sefer Kocak. Han snakker ofte med sin mor om, hvad tørklædet betyder i islam, og hvordan det hænger sammen med tildækningskonceptet. - Jeg har lært utroligt meget af Sefer, og det har været nødvendigt at sætte sig ind i kulturen og religionen for at sende de rigtige signaler til vores målgruppe, som jo primært er kvinder fra Mellemøsten, forklarer Marie Nørgaard. En fremmed verden Man får kun mellem en til fem procent D-vitamin gennem mad. Resten skal komme fra solen eller fra piller. Og solen kan ikke alene klare opgaven. Derfor ved jeg også, at jeg under alle omstændigheder skal spise mine piller. Især med de chokerende oplysninger som gruppen præsenterede for mig. Jeg optager kun 2 såkaldte uq (en måleenhed for solens stråler), og har et behov for mellem 200 og 500 uq. Der er langt vej endnu. Og jeg kan godt se, at jo flere muligheder og indgange til strålerne, jo bedre chance har jeg for at følge med. Men det er ikke alle, der kan se idéen med et tørklæde, der absorberer solstråler i stedet for det almindelige bomulds- eller chiffontørklæde, der frastøder strålerne.

17-årige Kenneth Bonnicksen, der står for den økonomiske del af virksomheden, fortæller om, hvordan hans omgangskreds reagerede på gruppens idé: - I starten troede min familie og venner, at jeg lavede sjov, da jeg fortalte dem, at jeg udviklede et tørklæde, så muslimske kvinder kan få D-vitamin. Men da de fik forklaringen, kunne de faktisk godt se det fikse i det, siger han. Og det er det samme, som Marie Nørgaard har oplevet. Der er dog stadig nogen i hendes omgangskreds, der stadig ikke forstår, at idéen er god, men hun er overbevist: - Der er brug for det, vi laver, og sådan er det med mange idéer som virker små, men som gavner en gruppe mennesker. De skal også udvikles og føres ud i livet, siger hun. For det engelske firma, der producerer stoffet, er det hensigten, at man skal kunne blive solbrun igennem det, når man bader. Jeg prøvede selv det blomstrede stof. Selvom det er hullet, er det ikke gennemsigtigt, når man folder det til dobbeltlag. Men jeg venter på, at prototypen udvikles i retning af flottere design, før jeg vil gå i det. Men de her unge mennesker, har altså fat i den lange ende. Og jeg tror selv, at jeg vil købe et, når det kommer på markedet. Til sport, en picnicdag med familien eller bare, når solen brænder udenfor.


04/2014


18 OPINIONEN KULTUR

04/2014 04/2014

Nuancerne i Øzlems nye børnebog bliver (lidt) ensidige Ayses Røde Tørklæde: Hvorfor er der unge piger og kvinder, der vælger at dække håret til med et stykke stof? Det er et spørgsmål, der er forsøgt besvaret i folketingspolitikeren Özlem Sara Cekic’s børnebog nummer to. Bogen søger at nuancere, men formår det ikke helt, når det kommer til religiøse bevæggrunde for tørklædet. Jeg elsker slutningen, som naturligvis ikke må afsløres. Men den får mig til at tænke på, at der er så mange forklaringer på, hvorfor man vælger at gå med tørklæde. Det er den type forklaringer, jeg selv kan huske fra min barndom. Børn gør sig jo ikke de vilde tanker om, hvorfor de går med slør.

INAAM NABIL in@opinionen.dk Özlem Sara Cekic forsøger gennem sin egen barndomsoplevelse og som dansk-kurder med en god portion kulturel og religiøs forståelse, at præsentere en forklaring på, hvorfor der er piger og kvinder, der vælger at gå med det muslimske slør. Men på trods af børnebogens ihærdige forsøg på at rumme de mange nuancer efterlades man alligevel med en ensidig idé om, hvordan eksempelvis en religiøs forklaring kan lyde. Hun præsenterer flere kvinder med og uden slør, og den ene er Berfin, der går med tørklæde. Berfin har fået at vide af sin mor, »at det er haram at vise håret. Det er ligesom at spise svinekød«. Og det betyder at: »… det er forbudt, og man kommer i helvede«. Egentlig kunne jeg lige se det for mig. At der er nogen i skolegården, der kunne finde på at komme med sådan en forklaring. Refereret på tragisk vis, af deres forældre. Men hvis min niece på otte år skulle læse den type religiøse påstande i en børnebog, vil jeg synes, det var ærgerligt. Hvorfor børn vælger slør

I Øzlem Cekic’s nye bog »Ayses Røde Tørklæde« er Ayses forældre bekymrede for, at hun skal få tørklædet hevet af i skolegården. En bekymring, der sjældent luftes i tørklædedebatten.

Dog synes jeg, at det er en mikrodetalje i forhold til hovedhistorien og hovedpersonen Ayse, der vælger at gå med slør, fordi hendes mor klipper hendes hår for kort. Det synes hun er pinligt. Og det er den type forklaringer, jeg selv kan huske fra min barndom. Børn gør sig jo ikke de vilde tanker om, hvorfor de går med slør. Selv tog jeg tørklæde på i tredje klasse, fordi jeg så op til min mor. Mere var der egentlig ikke i det. Og jeg husker tydeligt, at jeg fik et nej af min far. Så snørede jeg ham

Østerbro Østerbro I N T E R N AT I O N A L S C H O O L

I N T E R N AT I O N A L S C H O O L

As your child grows

We grow with them at Østerbro International School, where the individ- ual comes first. Our primary aim is to identify and appreciate the unique potential of each pupil and develop it to the full in a caring, comfortable and happy environment. Pupils receive an excellent, well-rounded educa- tion from dedicated and well-qualified teachers, developing qualities which will equip them to face life’s challenges with self-belief and optimism. Østerbro International School • Præstøgade 17 • 2100 Copenhagen Ø Tel.: +45 70 20 63 68 • Website: www.oeis.dk • E-mail: info@oeis.dk

ved at sige, at jeg ville låne et tørklæde fra min mor, så jeg kunne bede de fem daglige bønder, der er obligatoriske for en muslim. Jeg tog tørklædet på i skole, og blev set af mine forældre, der bare trak på skuldrene. Jeg fik min vilje. Jeg synes, det er befriende læsning om de fordomme, der er forbundet med en anderledes kultur eller religion, når først læreren bliver bekymret, fordi hun tror, at Ayse er blevet tvunget til at tage tørklæde på. Eller den reelle bekymring som forældrene har, når deres børn vælger at gå med det: vil de blive mobbet? Er der nogle, der kan finde på at trække det af dem i skolegården? Og lignende. Alt sammen, som rigtig fint kommer frem i bogen. Mange forklaringer på tørklæde Forfatteren formår også at gribe mig, selv som voksen. Der er en spænding i

bogen som bliver mere intens mod slutningen, hvor man sidder og nærmest kan mærke, hvordan Ayse har det af at have løjet overfor sine forældre. Jeg elsker slutningen, som naturligvis ikke må afsløres. Men den får mig til at tænke på, at der er så mange forklaringer på, hvorfor man vælger at gå med tørklæde. Jeg savner bare, at det bliver tydeligere, at der også er flere religiøse forklaringer på det. Jeg tror nu alligevel, at jeg vil give bogen til min niece, som ikke går med slør, og så vil jeg spørge hende, hvad hun synes. Men en klart anbefalelsesværdig og børnevenlig bog, der dog til tider har en tendens til at ville fortælle alt for meget og nogle gange bliver lidt for politisk. Styrken i bogen er hovedhistorien, som i al sin uskyldighed er en utrolig befriende fortælling om, hvad nogen af os har oplevet og andre stadig gør. Tak til Özlem.


04/2014

Et nyt internationalt gymnasium i København Vil du gå på et internationalt gymnasium og møde mange elever fra forskellige verdensdele? Så er Østerbro International High School det rigtige valg! Vi tilbyder: - Studietur hvert år -første år til New York - Fokus på IT -En Apple MacAir til hver elev - En skole med elever fra mere end 50 forskellige nationaliteter

For flere oplysninger besøg hjemmesiden www.oeishs.dk

Østerbro

INTERNATIONAL SCHOOL


20 OPINIONEN KULTUR

Opleveren

04/2014 04/2014

en på

Omvisning på begravelsespladsen i Møllegade

Carlou D - West African roots Sangeren og guitaristen Carlou D har allerede ti år som solokunstner bag sig, og har for længst etableret sig som et af Senegals fremtrædende musiknavne.

Hver en sten på den jødiske begravelsesplads står for et menneske, en tid og en historie. På omvisning får du historierne om de personligheder, der er begravet her og du får indblik i jødiske traditioner og ritualer.

Koncert Carlou D - West African roots

Carlou D har været aktiv på musikscenen i Senegals hovedstad siden teenageårene i 90’erne. Efter en succesfuld singleudgivelse i 2002 blev han inviteret med i »Positive Black Soul«, som han de efterfølgende år turnerede verden rundt med. Gruppens socialt bevidste og åbenhjertige tekst-univers har han taget med sig som inspiration gennem

hele solokarrieren på trods af, at han rent musikalsk har lagt hip hoppen bag sig. I foråret udgiver Carlou D et nyt album »A New Day«. Med på turné har han et fem-mandsband, og til koncerten bliver der uden tvivl både plads til de tilbagelænede ballader og dansevenlige mbalax-inspirerede numre. Tid: 19. april, kl. 22. Sted: Global Copenhagen, Nørre Allé 7, 2200 København N Pris: 70-90 kr.

forår

Læs mere: www.globalcph.dk

The KultiMangoes - Afro jazz

The KultiMangoes er et forholdsvis nyt band, der tæller seks erfarne musikere fra det københavnske musikliv. Med tre blæsere, to perkussionister og en keyboardspiller leverer de en festlig blanding af vestafrikansk afrobeat, eklektisk jazz og funk. Fokus er på groovet og den rene utæmmede energi. Selv betegner bandet deres stil som »universel feelgood-musik«, der har til formål at give publikum en kæmpe vitaminindsprøjtning. Tid: 18. april, kl. 22. Sted: Global Copenhagen, Nørre Allé 7, 2200 København N Pris: 60-80 kr. Læs mere: www.globalcph.dk

Omvisning DET ARABISKE NU

Med eksempler fra arkitekturen, kunsten og den visuelle kultur tegnes der på omvisningen i »Det Arabiske Nu« et billede af den aktuelle udvikling i den arabiske verden. Hvordan bygger man egentlig i et landskab med udstrakte sandflader og høje temperaturer? Oplev eksempler der spænder fra Dubais logo-arkitektur til det gamle Shibam, også kaldet »Ørkenens Manhattan« én af verdens allerførste byer med »skyskrabere«. Tid: 1. maj, kl. 13. Sted: Louisiana, Gammel Strandvej 13, 3050 Humlebæk Pris: Gratis Læs mere: www.louisiana.dk

Omvisning på begravelsespladsen i Møllegade

WWW.DAVIDMUS.DK

Hver en sten på den jødiske begravelsesplads står for et menneske, en tid og en historie. Jødiske gravsteder sløjfes aldrig og der er både stor Danmarkshistorie og gribende skæbner gemt mellem træerne på begravelsespladsen på indre Nørrebro. Den første sten på begravelsespladsen blev sat i 1693, og frem til 1967 blev ca. 5.500 personer begravet på Mosaisk Nordre Begravelsesplads. På omvisningen får du historierne om de personligheder, der er begravet her og du får indblik i jødiske traditioner og ritualer. NB: Mødestedet er på hjørnet af Guldbergsgade og Møllegade - mænd skal bære hovedbeklædning. Tid: 4. maj, kl. 14. Sted: Dansk Jødisk Museum, Proviantpassagen 6, 1218 København K Pris: 75 kr. Læs mere: www.jewmus.dk

Foredrag Det arabiske forår, håb eller mareridt? - Kirke-Caféen. Egypten! Pyramiderne! Faraonernes og templernes land! Det arabiske forår! Wessam Youssef troede, at han og hans familie skulle leve i hans fødeland Egypten. Han er turistguide, og har ført mange rejseselskaber rundt i Egypten og krydset Nilen mange gange. Wessam er gift med danske Marianne, og de boede i Kairo mens præsidenten hed Hosni Mubarak, og da det arabiske forår brød ud sidst i 2010. Opstanden skabte håb om et bedre Egypten, men hvordan gik det? Få en førstehåndsberetning fra en mand, som oplevede tingene på nært hold. Tid: 14. maj, kl. 14.30-16.30 Sted: Gjesing Kirke, Ulvevej 110, Esbjerg N Pris: 25 kr. Læs mere: www.kultunaut.dk

For børn

Sindbad Søfareren

Igen i år imponerer juniorgruppen i »JAS« med en helt ny forestilling. Manuskriftet er nyskrevet, og musikken og sangene er aldrig hørt før! Sindbad Søfareren kendt fra Tusind og Én Nat stævner sammen med sit mandskab ud i jagten på en drøm om rigdom og ære. Rejsen forløber dog ikke helt som planlagt. Tid: 9. maj, kl. 20. Sted: Jægerspris Amatør Scene, Møllevej 4, 3630 Jægerspris Pris: ikke opgivet Læs mere: www.jas-teater.dk

SWOP-international dansefestival for børn og unge Roskilde bliver fyldt med masser af dans. Dansende ildmænd, biler der går midt over, flyvende objekter og skyer af mel er bare lidt af alt det, du kan opleve når der »SWOP’pes« igen. D. 25-27. april er der stor åbningsweekend i Roskilde, hvor alle 10 forestillinger (3 danske og 7 udenlandske) vil blive vist på hhv. Scenen i Laboritoriet, Roskilde Bibliotek og Roskilde havn. Udover de 10 forestillinger vil der i løbet af weekenden være forskellige pop-up forestillinger på uventede steder. Der vil være mulighed for at lave sin egen dansevideo og andre aktiviteter på Musicon. Tid: 26. april- 3. maj, kl. 10-21 Sted: Laboratoriet, Musicon, Rabalderstræde 10, Roskilde Pris: ikke opgivet Læs mere: www.swopfestival.dk


KULTUR

04/2014 04/2014

OPINIONEN 21

Hjemmelavet hindbæris med friske hindbær Sommeren er på vej, og hvad er sommer uden is? Om du er til lange gåture langs strandkanten, en lille hyggestund i haven eller har plagende børn, er is den perfekte mulighed for en kort stund med lykke! SOPHIE ANNA BANG JACOBSEN sj@opinionen.dk Is er langt fra et moderne fænomen, tværtimod er isens historie spundet tæt sammen med myter og legender. Den venetianske opdagelsesrejsende Marco Polo (1254-1324) ledsagede i år 1275 sin familie til Kina, og blev der i 17 år. Ifølge Marco Polos rejseberetninger skulle kineserne have spist is i over 4000 år. Senere skulle den franske dronning Catherine de Medici (1519-1589), særligt kendt for hendes meddelagtighed i massakren på huguenotterne i 1572, have introduceret »iskrem« i Frankrig. Danskisindustri.dk skriver, at den første form for is bestod af syrnet mælk, mel og kamfer, der tilsammen blev nedkølet. Denne metode kan dateres tilbage til Kina i Tang-perioden 618-907. Kong Tang af Shang havde 2.271 ansatte hvoraf 94 ansatte fremstillede is! Første gang man ser historiske kilder for is baseret på mælk og sukker i Europa, er i 1500-tallet. Den populære spise når til USA i 1777 og i New York samme år vises den første reklame for is. I år 1796 slår isen vejen forbi England, og kort tid senere kan man få den i Danmark. For mange mennesker i dag spises is med stor glæde og alle har mindst et godt barndomsminde forbundet med is. Så skynd dig at komme i gang med denne lækre dessert, så du kan skabe endnu flere gode minder! Ingredienser (4 pers.) Hindbæris 200 gr. friske hindbær 80 gr. sukker

1 spsk. friskpresset citronsaft 1 pasteuriseret æggeblomme 1.75 dl. sødmælk 0.5 dl. piskefløde Pynt Friske hindbær Lidt flødeskum Fremgangsmåde Opskriften på denne lækre og luftige hindbæris er forholdsvis let og lige til. Man starter med at blende de friske hindbær med sødmælk og den friskpressede citronsaft gerne lidt af gangen. Når det hele er blendet, lader man det stå i en skål i cirka 5 min. Imens pisker man æggeblommen med sukkeret sammen. I en separat skål piskes piskefløden sammen til flødeskum. Dvs. at man nu har tre forskellige skåle med tre forskellige indhold. Til sidst vendes det hele forsigtigt sammen. Den nu færdiglavede is puttes i fryseren gerne i 6 timer. Ved nedfrysningsprocessen røres der i isen cirka 3-4 gange, for at sikre den ikke klumper sammen. Efter 6 timer er isen klar til servering, og kan serveres på en såkaldt »isasiette« med lidt flødeskum strøet med hindbær.


22 OPINIONEN DEBAT Politisk deltagelse starter i civilsamfundet! AF AMALIE SONDORP UTZON Landsformand for Ungdommens Røde Kors Jeg overhørte to kønne, velklædte piger diskutere i et tog for nylig. Jeg gætter på, at de var i starten af 20’erne, ligesom jeg selv – og jeg vil også godt sætte mine penge på, at de læste på samme fakultet, som jeg selv. Derfor var det også umuligt ikke at smuglytte lidt til, hvad de snakkede om. Det var vel de typiske emner; stress over studiepresset, kysset med ham den søde fra byen sidste weekend, som vist nok stadig havde en kæreste, og det håbløse ræs om at score det rigtige studiejob. Det fylder meget at få det rigtige studiejob – og den slidte forskel om, at CV’et skal pyntes gennem frivilligt arbejde var de også omkring, før de snakkede om, hvorvidt man skulle blive politisk aktiv. - Jamen, jeg forstår alligevel ikke, hvordan økonomien i virkeligheden er skruet sammen, og jeg vil ikke diskutere værdipolitik, når det kun handler om indvandring! Udbrød den ene. Det er meget sigende, at hun så politisk deltagelse som noget, der enten handlede om at forstå økonomiens indviklede mekanismer eller om, at diskutere de emner, der allerede var sat på dagsordenen. Det er ærgerligt, for politisk deltagelse er så meget andet og mere. Danske unge scorede i sidste uge en fin 3. plads i en europæisk måling om politisk engagement blandt unge. Det er selvfølgelig fornemt at ligge i toppen (selvom Sverige kom før os!), men det er et problem hvis vi reducerer politisk deltagelse til noget, der foregår omkring Christiansborg og den debat, der udspiller sig der. Politisk deltagelse er at tage dit samfund seriøst, og aktivt tage ansvar for, at det

hænger sammen. Det starter i – og slutter i – civilsamfundet, når du ringer på hos din syge nabo eller når du engagerer dig i en frivillig aktivitet for nogen, som du ikke kender, for at skabe sammenhold, glæde og tryghed i det samfund, vi alle er en del af. »Politikerlede« er et ord, vi bruger mere og mere. Vi taler om løftebrud, om karrierepolitikere, der aldrig har haft et »rigtigt« job og vi taler om, at politikudviklingen er reduceret til spørgsmålet om, hvilke modeller regnedrengene i finansministeriet benytter sig af. Det er en uheldig og kedelig udvikling – som jeg tror, vi skal vende i civilsamfundet.  De fleste af mine venner – som i øvrigt ligner de to piger fra toget til forveksling - er frivillige i en organisation. De færreste af dem mener, at det er en politisk aktivitet. Jeg er af den overbevisning, at man skaber en politisk bevægelse, når man engagerer sig aktivt i sit samfund – og kalder derfor mit frivillige engagement for politisk deltagelse. Det skal vi nemlig turde sige. Når frivillige i humanitære organisationer laver ferielejre, aktiviteter på psykiatriske ungdomsafdelinger eller mentorprogrammer sender de et signal om, at sammenhængen i samfundet ikke skabes af skyttegravslignende debatter om indvandring på Christiansborg. Sammenhængen skabes af alle os, som ikke forstår økonomiens kompleksitet til fulde – men som heller ikke mener, at samfundet kun bygges af dem, som siger, de gør. Politisk udvikling skal hives ud af Christiansborg og tilbage i civilsamfundet. Det er det alle os unge frivillige, som hver dag handler på de behov, vi ser, allerede er i fuld gang med. Nu skal vi bare begynde at sige det højt, så politisk deltagelse også lyder attraktivt for dem, der ikke har en lang uddannelse og et CV, der skal pyntes. 

04/2014 04/2014

AKP: Hadefuld tale gør ingen godt AF KAMİL SUBAŞI Chefredaktør for Zaman İskandinavya  Efter mange heftige diskussioner har Tyrkiet lagt endnu et lokalvalg bag sig. Selv om det skulle være et helt almindeligt lokalvalg som alle de forudgående, der finder sted hvert femte år, har dette valg imidlertid f o r l ø b e t noget anderledes. Allerede før valget så man en stigende polarisering tilskyndet af provokationer, krænkelser, injurier - og overlevelseskampe. På valgdagen var luften overmættet af spænding, uventede politiske angreb, strømafbrydelse, mistænkelige hændelser. Lokalvalget den 30.marts 2014 vil være et valg, der sent vil gå i glemmebogen. De politiske eksperter vil analysere dette i alle ender og kanter. Man vil vurdere valgforløbet ud fra sit eget perspektiv, foretage selvkritik, gennemgå positive og negative sider. Resultatet af valget efter optælling af stemmerne viser, at valgets sejrherre er AKP-partiet (Retfærdigheds- og Udviklingspartiet). Det er folkets vilje, der har udmøntet sig. Jeg respekterer fuldt ud folkets vilje og lykønsker AKP med deres valgsejr, men...: Nok har AKP vundet, men de har øget polariseringen i landet. Nok har AKP vundet, men omfanget af mudderkastning og krænkelser kom på sit højeste. Nok har AKP vundet, men påstandene om partiets korruption har efterladt dybe ar i folkets sjæl. Nok har AKP vundet, men det bliver svært at rette op på skaderne - fremmedfjendtlige bevægelser i Europa kunne lære en del af AKP’s islamofobiske valgmateriale. Nok har AKP vundet, men de har med deres islamofobiske udtalelser skadet muslimers anseelse endnu mere.

Nok har AKP vundet, men deres illoyalitet og ligegyldige holdning til konsekvenserne af deres handlinger har gjort mere skade end gavn. Nok har AKP vundet, men indholdet i premierminister Erdogan’s sejrstale viser, at han vil fortsætte med at øge polariseringen i landet med sine krænkende og injurierende udtalelser. Nok har AKP vundet, men hans hadefulde udtalelser fortsætter stadig. Ja, AKP har vundet, og jeg lykønsker ham og partiet og respekterer samtidig fuldt ud folkets vilje. Valgresultatet er vel et udtryk for at korruptionspåstandene, skotøjsæskerne med penge, krænkelserne og injurierne, udtalelser som »de får ikke så meget som en dråbe vand…« egentlig ikke betyder så meget for ca. 45 procent af vælgerne - at de accepterer det eller bare er ligeglade. Valget er overstået, resultatet er tydeligt. Det, der skal gøres nu, er at gå hinanden i møde og indgå i dialog, at løse vores uoverensstemmelser inden for rammerne af god opførsel, at styrke vores sammenhold og undgå at falde i fælden samt lære at værdsætte vores venskaber som noget af det vigtigste. Jeg håber, at AKP og premierminister Erdogan ikke lader deres sejr stige dem til hovedet. Vi ser frem til, at AKP efter en sober analyse af resultat og en saglig vurdering af valget omfavner hele Tyrkiet, som det gamle AKP gjorde, som det burde gøre og distancerer sig fra disse hadefulde udtalelser. Vi håber, at de vil bruge deres sejr fornuftigt og atter skabe en atmosfære af sammenhold i landet… samt gennemgå deres fejltagelser, hvilket de højst sandsynligvis har nogle af, og efterfølgende hurtigst muligt foretage en U-vending og rette op på disse. Jeg håber, at samtlige hadefulde udtalelser som blev sagt under valget, bliver lagt på hylden. Jeg håber, at vi kan gå sammen hånd i hånd hen imod en ny verden, hvor der er næstekærlighed, respekt, og plads til at anerkende hinandens forskelle.

Hvad skal vi med blasfemiparagraffen? AF SELIM YUMUK Cand.jur. Spørgsmålet bliver stillet af mange, og bliver et dagsordenspunkt for Riget’s politikere, når de får præsenteret for en kommende rapport fra straffelovsudvalget. De er tidligere blevet bedt om at kigge nærmere på fordele og ulemper ved en evt. fjernelse af paragraffen. Bestemmelsen er hjemlet i straffelovens kapitel 15 om »Forbrydelser mod den offentlige orden og fred« under § 140 og lyder således: - Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. §140 trådte i kraft med straffeloven af 1930, og bliver især kritiseret for kun at være anvendt i tre tilfælde i årene 1938, 1946 og 1970, og af den grund fundet unødvendig. Andre kritikpunkter er, at man ser paragraffen som en begrænsning af ytringsfriheden

og, om hvorvidt den overhovedet bør bevares i et sekulært velfungerende demokrati, hvor ingen religioner bliver skånet for kritik. Min gennemgang af §140’s forarbejder, samt de tre domme med bestemmelsens placering in mente, viser, at beskyttelsesinteressen bestemt ikke er Gud eller andre religiøse anliggender. Det er en bestemmelse, som kun skal sørge for at hån og spot mod et religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse ikke når så langt ud, at de begynder at true den offentlige fred og orden. Den danske blasfemiparagraf er samtidig, af selv samme grund, hverken i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (Emrk) og andre internationale konventioner eller aftaler. Som det også er hjemlet i Emrk og vores egen grundlov, har hvert individ ret

til at ytre sig hvilket denne bestemmelse ikke har vist sig at være en begrænsning af. Der, hvor man kan diskutere, om der er tale om en begrænsning kan være udfra de ord, man benytter sig til at ytre med. Der er altså tale om en større skønsmargen overfor ytringsfriheden, som Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol har prioriteret fremfor religionsfriheden, som også er en vigtig grundrettighed. Kort sagt er bestemmelsen (§140), også med til at sikre retssikkerheden hos den gruppe mennesker, hvor deres religionsfrihed har lidt indgreb. Dette er også bemærket i en Landstingsdom - også kendt som Glistrup-sagen - hvor dommeren har udtrykt, at ytringsfriheden skal anvendes i respekt overfor de andre frihedsrettigheder. I et multietnisk samfund som vores skal der være plads til at ytre sig kritisk

overfor religioner så længe, at det ikke går over i hån og spot, der kan udgøre en trussel overfor samfundsfreden. Det er netop dette, som denne bestemmelse er med til at sørge for, og jeg mener derfor, at man skal fastholde bestemmelsen. Bestemmelsen indebærer også en signalværdi overfor omverdenen om, at vi respekterer ytringsfriheden fuldt ud, men samtidig også bevarer en mindre portion respekt overfor folks religiøse følelser - altså religionsfriheden. Den vigtigste grund til at §140 sjældent anvendes er, at bemyndigelsen om tiltalerejse eller ej udelukkende ligger hos Rigsadvokaten (offentlig påtale). Jeg mener, at man burde give ret til en privat påtale så enhver får mulighed for at anligge en sag, hvor det er domstolen, der får det sidste ord, og ikke Rigsadvokaten, der er en fast bestanddel af det politiske system. Bestemmelsen er altså en vigtig del af vores retssystem, og skal helst blive ved med at være det. Også selvom vi lever i anno 2014.


DEBAT

04/2014

OPINIONEN 23

Unge nydanskeres viden om EU lig nul AF MEHMET ALI KIZILKAYA Fingrene svajede i luften torsdag aften i et af Scandic Hotels konferencelokaler, da RSIF, Region Sjællands Iværksætter Forening, i samarbejde med UNITEE og DATIFED havde inviteret Samira Nawa (R), Anne-Mette Wehlmüller (SF) og Mette-Katrine Ejby Buch (K) til Paneldebat. Aftenens debat-vært var generalsekretær for RSIF, Ali Kartal. Sidstnævnte EU-kandidat blev, trods ivrige unge debat-deltagere, forhindret i at dukke op til arrangementet.

Temaet var naturligvis iværksætterpolitik på EU-basis; hvordan og hvorledes EU´s indflydelse på unge nydanskeres iværksætterdrømme konstant smider de unges drømme i glemmekurven. Samtidig med at folkeafstemningen om en patentdomstol nærmer sig, spredte spørgsmålene sig rundt mellem siddepladserne: Hvad betyder dansk tilslutning til EU’s patentdomstol for os? Hvad betyder den for sundheden, for forskningen, økonomien, beskæftigelsen, virksomhederne og vores iværksætterdrømme? Således kom debat-

ten meget hurtigt til at dreje sig om den danske politiske deltagelse i EU-Parlamentet. RSIF modtog stor ros: - Jeg ser det som et særdeles positivt tiltag fra RSIF´s side, at arrangere sådan en debat. Oven i købet er det ikke engang nogen politisk debat-platform - det er unge

initiativtagere, lød det blandt andet fra Anne-Mette-Wehlmüller. Der er heller ingen tvivl om, at unge nydanskeres gennemsnitlige EU-demokratiske bevidsthed næsten er lig nul. Derfor tror RSIF’s generalsekretær Ali Kartal også, at sådanne slags arrangementer er vigtige for en optimal, individuel, demokratisk bevidsthed blandt unge nydanskere.

Hvor gemmer vi de positive historier hen? AF AHMET DEMIR Socialkonsulent HANS ELBENHAUSEN Lektor Kære læser af Opinionen, tiderne skifter, men historierne fra Integrations-Danmark har været de samme i de sidste 15 til 20 år. Forandringsresistente historier i en hyperforanderlig tid - et højst besynderligt fænomen. Forestil dig en person der var afkoblet fra danske informationsstrømme siden 1999. Hvad vil hun mon sige til de fortællinger, vi skulle lægge øre til i de sidste to uger i marts 2014? Er tørklædet et tegn på social kontrol eller et frihedssymbol? Det er et rigtig godt spørgsmål - men vores fiktive person vil måske indvende, at hun allerede har svaret på dette spørgsmål i hendes niende klasses afgangsprøve i Tysk. Så er der fortællingen om den hellige kriger; han forlader en lovende fremtid som

pilot i Danmark for at hellige sig den sikre martyrdød i Syrien. Hellige krigere vil heller ikke kunne overraske vores hjemvendte dansker. I Libanon, Afghanistan og Irak har der været rigelig lejlighed til at kæmpe og fortælle historier herom. Hvad så med gaderøverier? Vi bliver straks afbrudt med henvisning til, at mønstret kendes: antallet af røverier er steget, politiet råber vagt i gevær, faren er dog drevet over, for gerningsmændene er blevet identificerede: the usual suspects – drenge fra Danmark med anden etnisk herkomst end dansk! Nu er det vores tur til at nikke genkendende. Der må dog være bare en uhørt, en overraskende begivenhed. Vi er heldige. Tænk på historien om den mørkkrøllede dansker, der vinder Dansk Melodi Grand Prix. Den historie kan hun da umuligt have hørt før, og så er den oven i købet positiv. Ak nej, vi får historien serveret på samme måde som så mange andre historier: vinderen Bassim gøres til »visible minority« og måtte

svare på spørgsmål om sin danskhed. Heller ikke her er noget nyt under solen. Vi har brug for reelle indvandrerhistorier Med de anerkendende briller på, så vi os om efter fortællinger, som synliggør de positive energier, der findes i Integrations-Danmark. Historierne var ikke engang svære at finde. På vores søgen har vi mødt mennesker fra mange steder i verden med vidt forskellige kulturelle og religiøse baggrunde. De har kæmpet deres kampe ofte sammen med danske borgere. De har fundet deres rolle, og har afklaret deres holdning til det danske samfund. Her er stemmen fra en folkeskolelærer, der blev valgt til viceborgmester: - Jeg er en del af samfundet... Min måde at tage ansvar og være aktiv samfundsborger er at tage en uddannelse og være politisk aktiv… Jeg oplever hverken i mit erhverv eller i det politiske arbejde, at nogen tænker

over min etniske baggrund. At træffe gode valg og at møde de rette personer – det har givet vores samtalepartnere styrke i deres personlige liv, professionelle virke og offentlige engagement. At tilegne sig sproget, samt at tillære sig det danske samfunds spilleregler og kulturelle koder har været uundværlige værktøjer til at fungerer i et mangfoldigt land. Gensidig anerkendelse og åbenhed er de værdier, der lægger til grund for de positive fortællinger om Integrations-Danmark. Hvad følger heraf? Positive historier om mangfoldigheden i Danmark er oplysende, spændende og overraskende. Der er brug for flere af slagsen. Aktive, kritiske lyttere og nogen der viderebringer fortællingerne, er lige så vigtig. Kære læsere af Opinionen, hvad hvis du – ligesom os – begyndte at samle på historier fra Integrations-Danmark, og hjalp os med at opbygge en samling af positive fortællinger?

Beskyt børn på flugt Næsten halvdelen af verdens 45,2 millioner på flugt er børn og 2014 er samtidig året, hvor FN’s Børnekonvention fylder 25 år. Børn er de mest sårbare og er derfor ofte i risiko for misbrug, vold, udnyttelse eller militær rekruttering. Herudover kan de have oplevet vold, have set deres forældre blive mishandlet eller slået ihjel eller være blevet adskilt fra deres familie. Det er derfor afgørende, at organisationer som Dansk Flygtningehjælp står klar til at hjælpe børnene i verdens brændpunkter – og beskytte deres rettigheder. Livet på flugt er en næsten ubegribelig prøvelse – især hvis man er barn. Børn i

verdens værste krigszoner har behov for beskyttelse og hjælp til at overleve og til at skifte hverdagens alt for voksne udfordringer ud med en tryg og børnevenlig tilværelse. I lande som Sydsudan, Den Centralafrikanske Republik og Syrien foregår der lige nu nogle af verdens værste humanitære kriser – og børnene er ofte de mest udsatte. Det er i de situationer, at Dansk Flygtningehjælp står i forreste række for at hjælpe ofrene.  Det er ofte os, der tager imod børn, der alene eller sammen med en overlevet forælder eller et familiemedlem ankommer til en flygtningelejr. I mange tilfælde efter at

have tilbagelagt tusindvis af kilometer til fods gennem en krigszone. Når vi møder børnene, sørger vi først og fremmest for, at de kommer i sikkerhed og at der er nogle voksne, som tager sig af dem. Vi sørger også for, at børnene får opfyldt helt basale behov som mad, vand og tag over hovedet – i trygge rammer. På sigt har børnene brug for at få genoprettet en så normal hverdag som muligt. En hverdag med leg – og plads til at være børn. Det hjælper vi dem også med. I forlængelse af situationen for børn på flugt i verdens brændpunkter, har der den seneste tid været fokus på barnets tarv i dansk

udlændingelovgivning – eller nogle gange mangel på samme. Dansk Flygtningehjælp mener, at børnenes rettigheder må stå i forreste linje – hvad enten de gælder de børn, der befinder sig ude i verden, eller dem som er kommet til Danmark som flygtninge. Det mindste, vi kan gøre, er at være med til at sikre børnene tryghed, stabilitet og en tro på en bedre fremtid. Dansk Flygtningehjælp har lanceret kampagnen Beskyt børn på flugt for at sætte fokus på flygtningebørns rettigheder og forhold ude i verden. Du kan læse mere på www.beskytboern.nu  


BLIV STUDENT I TRYGGE RAMMER

Du vil få: • Tyrkisk som 2. fremmedsprog • Lektiecafe på skolen • Personlig coaching

• Relevante studieture • Engagerede lærere • Fritidsaktiviteter

Ring til os på 39183919 og få en aftale om at besøge os i skoletiden. Københavns Private Gymnasium Rønnegade 5 - 2100 København Telefon 39 18 39 19 - info@kpgym.dk - www.kpgym.dk


April