Page 1

24

VINTERprinsessen

E

gentlig begyndte mine vinterlege den dag, min mand barberede mig skaldet. Det gjorde han derhjemme i spisestuen i begyndelsen af december 2008, da håret på mit hoved begyndte at falde af. ”Det ser faktisk ikke så grimt ud,” sagde Albert, vores niårige søn. Han kunne godt se, jeg havde brug for trøst. ”Du ser godt ud,” sagde min mand, Florian - og da han aede min nøgne nakke, kunne jeg godt mærke, at det ikke bare var noget, han sagde. Det bekræftede han mange gange den vinter. Jeg kunne mærke på den måde, han kiggede på mig og kyssede mig, at han syntes, jeg var flot og sexet. Man kan også sige, at udtrykket er meget ærligt, når man er skaldet. Et hår kan godt skjule et ansigt. Nu var jeg ’ren’, så man kunne lægge mærke til andre ting end frisuren - øjne, mund, kinder. Jeg blev glad for at være skaldet, og når jeg var hjemme, havde jeg aldrig noget på hovedet. I starten tog jeg et tørklæde på, når børnenes venner var på besøg. Men det holdt jeg snart op med. Jeg følte ikke behov for nogen facade. Vores spædbarn Olga måtte lige vænne sig til, at hendes mor havde mistet håret. Jeg kunne se på den måde, hun kiggede på mig, at hun var lidt skeptisk, som om hun tænkte hmm… Det gik dog hur-

152

Anja Koefoed (f. 1973) bor i København med sin tyskfødte mand Florian og deres tre børn. Hvad denne fortælling angår, ville det måske være en ide at læse den sammen med en, man holder af.

153


tig over, til trods for, at hun faktisk måtte vænne sig til to forskellige ’masker’. Jeg havde nemlig også en paryk. Jeg var glad for det skaldede look, og Florian kunne også godt lide det, men jeg brugte parykken, når jeg skulle ud. Jeg ville ikke fremstå som kræftsyg, og jeg ville heller ikke opfattes som en Bz’er eller en skaldet aktivist, når jeg gik på gaden. Jeg brugte parykken som en hat. Når jeg skulle i børnehaven med min fireårige datter Paula, plejede hun at hente den til mig og give mig den på.

Parykken er som det tøj, man tager på, hvis man skal på café eller et andet sted uden for hjemmet. Hvorfor ikke bruge håret bevidst, som man gør med smykker? Joy Nitav, Hillerød

154

PAULA VAR i øvrigt vild med parykken, og det var jeg også. Det var et rigtigt eventyrhår, som i den grad appellerede til fantasien. Både min egen og andres. Jeg fik den hos ’Frida’ i Nørre Farimagsgade. Først prøvede jeg alt mulig andet: en tresser-bob, en Marilyn Monroe-model og en korthårsfrisure, der fik mig til at ligne Hanne Bech Hansen. Jeg blev virkelig gammel med det hår! Til sidst hentede de ’min’ paryk - og så fik jeg det hår, som jeg altid havde drømt om. Parykken var sort som ibenholt, tykt og glat og lidt mere end skulderlangt, med pandehår og lidt fald omkring ansigtet. Den var lidt, som mit eget hår havde været, bare længere og af en meget bedre kvalitet. Mit rigtige hår havde altid været for tyndt i siderne til de langhårsfrisurer, jeg valgte. Jeg kaldte den for min prinsesseparyk, og med den på hovedet var jeg den kølige skønhed, Vinterprinsessen. Lidt ”hud som elfenben, læber som en rose”-agtig. En dag fik Paula lov til at tage den på, og hendes reaktion var stort set den samme som min, da hun kiggede i spejlet. ”Jeg ligner Snehvide,” udbrød hun. Håret gik hende til livet, og med hendes små basunkinder under den store manke mindede hun måske mere om en af de syv små dværge. Men Snehvide var nu engang hendes fantasi.

JEG OPDAGEDE ret hurtigt, at der var en bestemt type mænd, der havde en hel anden fantasi omkring parykken. Det var især lidt ældre, intellektuelle mænd, der åbenbart syntes, jeg var lækker med det hår. De kunne simpelthen ikke lade være med at tale til mig med store øjne og store armbevægelser. Blandt andet var der en ældre amerikaner på en af caféerne i nabolaget, der virkelig fik gang i kroppen, når jeg kom ind. ”Welcome!” sagde han, mens hænder og arme tegnede overdådige hilsener i luften. På gaden blev jeg tiltalt af samme type mand, når de passerede mig til fods eller på cykel. ”God morgen til dig!” lød det fra en tilfældig cyklist, og på fortovet husker jeg en mand i fyrrene, som var ved at dreje hovedet af led, da vi passerede hinanden. Det var som om, at han hele tiden ville sige noget - som om det umuligt kunne passe, at dette skæbnemøde skulle gå til spilde. I Netto stod jeg engang i kø bag en herre, som jeg tror talte til mig gennem de to børn, han var sammen med: ”Ja, nu skal I snart hjem til mor, og så er jeg helt alene…” Efterhånden blev det en næsten daglig leg. Ingen anede, at håret ikke var mit eget. Jeg købte et par høje støvler og nogle knickers sammen med parykken var det et rigtigt hit. Når jeg trådte ind i et rum, kunne jeg næsten altid spotte den type, som ville kigge på mig. Reaktionen var aldrig vulgær som fra en mand, der tænder på kæmpebabser. Jeg fik bare søde smil og uskyldige bemærkninger. Jeg følte mig lækker. Det var ret skægt. Alvorligt var det i hvert fald ikke. Jeg er vildt glad for min mand, og da jeg fik fjernet brystet, kunne jeg slet ikke se mig selv i en ny seksuel sammenhæng. Jeg skulle ikke ud i nogen eksperimenter. Sjovt nok fik jeg ingen respons fra mænd på min egen alder. Tidligere var det sådan nogle, jeg flirtede med. Nu var jeg et emne for midaldrende mænd af en type, som jeg måske godt kunne have tændt

Foto: Daniele Leone

Jeg kaldte den for min prinsesseparyk, og med den på hovedet var jeg den kølige skønhed, Vinterprinsessen.

155


på, hvis jeg havde været en sejler-type med gråt hår og 15 år ældre. Jeg begyndte selv at fantasere lidt over, hvad det mon var, de forestillede sig om mig. De måtte i hvert fald kunne se, at jeg ikke var nogen bimbo på 25. Måske var jeg den fraskiltes drømmekvinde: en single i trediverne med frækt hår og høje støvler, som endnu ikke havde fået børn. Altså sådan en, man kunne nå at få et nyt kuld sammen med. De skulle bare vide, at der under prinsesseparykken befandt sig en 36-årig kvinde med ét bryst, intet hår, tre børn og en mand, hun var vild med.

Måske var jeg den fraskiltes drømmekvinde: en single i trediverne med frækt hår og høje støvler, som endnu ikke havde fået børn.

I FØRSTE omgang beholdt jeg bryn, vipper og kønshår, men på et tidspunkt begyndte det også at forsvinde. Bryn og vipper klarede jeg med makeup og nogle meget fine, kunstige øjenvipper, som jeg fandt i Matas. Det var sådan nogle, som er beregnet til at give ekstra fylde hos kvinder med meget tynde vipper, og de så meget naturlige ud. Kønshåret krævede en anden slags løsning. Det føltes temmelig klamt at finde små hår over det hele, så det endte med, at jeg barberede det væk. Jeg havde aldrig før villet gøre det, selv om jeg har indtryk af, at de fleste yngre kvinder barberer sig nu om dage. Nu er jeg endelig kommet med på moden, tænkte jeg. Under hele kemoforløbet kunne jeg mærke, at det tændte min mand lidt, at jeg intet hår havde dernede. Det var flot og frækt og spændende, og det gav en ekstra dimension til vores sexliv. Vi opdagede begge noget om vores seksualitet, som vi ikke før havde vidst noget om, og det var vildt sjovt for os begge. For mig var det også lidt af en gave, at jeg kunne ligge der midt i en kemobehandling med kun ét bryst og alligevel føle, at jeg var lækker. MIN VINTER varede fra december til marts 2009. Så var jeg færdig med kemoen - og færdig med at lege Vinterprinsesse. Det havde været

156

fint nok at ’flashe’ i en tid, men nu var jeg igennem det. Håret var begyndt at gro under de sidste par behandlinger, og jeg var klar til at vise det frem. Jeg havde været glad for min prinsesseparyk, men jeg var også glad for at smide den. Efter at jeg tabte både bryn og vipper, blev det også for besværligt at se flot ud, når jeg brugte den mørke paryk. Kontrasten mellem den og mit nøgne ansigt var for stor. Det krævede fuld krigsmaling, hvis helheden skulle passe, og det var jeg træt af. Uden parykken kunne jeg nøjes med at tegne en kohl-streg om øjnene. Mit nye hår var på det tidspunkt kun millimeterlangt, men jeg havde jo også været glad for at være fuldstændig skaldet - det var flot og ærligt at være ’nøgen’. Florian havde også hele tiden ment, at jeg var flot uden hår, så overgangen fra parykken var ikke så svær. Når jeg gik udenfor, brugte jeg kasket, men det var, fordi forårsluften stadig var kold. Det var i øvrigt ikke nogen kræfthat, jeg tog på hovedet; jeg brugte en af Florians kasketter, en uldsixpence, som på mig var lidt Oliver Twist-agtig. Den var ret cool til en kvinde. Jeg tog kasketten af, når jeg var på restaurant eller andre steder, hvor jeg kunne være inden døre. Det kunne godt være, at folk så kunne se, at jeg havde haft kræft - men det var jo også rigtigt nok. I starten af min kemovinter havde jeg som sagt også været bange for, at folk ville få et forkert indtryk af, hvem jeg var, hvis jeg viste mig som skaldet. Men det var jeg efterhånden også ligeglad med. En dag var jeg ude og spise med mine forældre og havde taget en flot orange bluse på, som jeg lige havde købt. Min mor kiggede på den og på mit skaldede hoved og fik pludselig en tanke: ”Du ligner en Hare Krishna,” sagde hun. Det grinede vi af.

Jeg var glad, da mine bryn, vipper og kønshår voksede frem igen, men jeg savner ikke mit lange hår.

OMKRING HALVANDEN måned efter prinsesselegen sluttede, blev jeg alligevel lidt træt af mit eget, nye hår. Det havde slet ikke den gamle, mørke farve; i starten var det musegråt, næsten gennemsig-

157


Skønhed for mig handler om at føle sig tilpas i egen hud. Eller også er det en rød røvsparkerlæbestift. Gwyneth Paltrow, amerikansk skuespillerinde

158

tigt, og efter nogle uger blev det sølvgråt. Det lignede ikke noget, jeg havde valgt at få. Derfor brintede jeg det til et rigtigt sejt Annie Lennox-look, som jeg gik med i et stykke tid. Men så begyndte min oprindelige, mørke farve at vende tilbage, så kontrasten ved rødderne blev for stor. Jeg farvede det igen, så det blev mørkt over det hele, og i dag har jeg en sort korthårsfrisure, som jeg har tænkt mig at beholde. Foreløbig tror jeg i hvert faldt ikke, jeg vil lade det vokse ud til noget, der ligner prinsesselængde igen. Mit lange hår var alligevel ikke nær så flot som parykken. Det er også utrolig fedt, at jeg nu kan stå op til et hår, der bare sidder, som det skal. For at få mit lange hår til at sidde ordentligt, havde jeg været nødt til at vaske det hver eneste dag. Jeg kender andre i min situation, der kun ønsker at få deres gamle hårlængde tilbage. Det korte hår er måske flottere til dem, men det minder for meget om kemotiden, om sygdommen. Men sådan har jeg det ikke. Jeg var glad, da mine bryn, vipper og kønshår voksede frem igen, men jeg savner ikke mit lange hår. Jeg er heller ikke ked af at mindes min vinter med kemo. Da min mand og jeg i sensommeren samme år fejrede bryllupsdag, genoplivede jeg vores bedste leg fra den tid. Vi havde bestilt et ophold på Tisvilde Badehotel, og da vi fik vores værelse, fik min mand også en overraskelse. Jeg havde nemlig barberet mig igen. Bare for sjov.

25

KÆRLIGHED i kemoens tid

S

ex og romantik er nok ikke det første, man tænker på midt i et kemoforløb, hvor det kniber med det fysiske overskud og hvor følelsen af kvindelighed er måske gået fløjten sammen med håret og brystet. Men alle har brug for ømhed og omsorg, ikke mindst i denne situation. Selv om man ikke er oplagt til de store armbevægelser, kan man godt tage imod kærtegn, der måske, måske ikke, fører til mere. Jeg har også indtryk af, at mange kvinder i faste parforhold har ægtefæller, der gør, hvad de kan for at støtte dem og overbevise dem om deres kærlighed, når livet brænder på. Jeg tænker ikke mindst på, hvad Laila Brandstrup berettede om sin mand i hendes fortælling: ”Han sagde til mig en dag, at jeg skulle huske, at han elskede mig ikke, fordi jeg var smuk. Han synes, jeg var smuk, fordi han elskede mig.” Men den slags kan være svært at huske, hvis man føler sig ukvindelig og tæskegrim. ”Det var ganske umuligt at se mig selv som en attraktiv kvinde. Jeg følte ikke, at jeg var i stand til at tiltrække endog min egen mand i denne meget ukvindelige situation,” fortæller Ruth Bergsman. ”Og når jeg ikke engang selv magtede at elske min egen krop, så kunne jeg heller ikke sende signaler til, at andre skulle.”

Der er mennesker, der siger, at håret ikke betyder noget - det er fordi, de selv har hår. Det GØR en forskel! Joy Nitav, Hillerød

159


kap24  

153152 E VINTERprinsessen Anja Koefoed (f. 1973) bor i København med sin tysk- fødte mand Florian og de- restre børn. Hvad denne fortælling...

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you