Broderskabet

DORTE CHRISTENSEN

Den kommende elite og elevforeningerne HØJERS FORLAG

”Kjære brødre” Forfærdes ikke over dette Brevs stor Format; men vi have denne Gang, den sidste Gang i det gamle Aar, meget at tale om med Eder.

Broderskab Hvert efterår, når foreningerne begyndte en ny sæson, besluttede man, hvilke foreninger man gerne ville korrespondere med og anmodede efter et næsten fast skema høfligt om brevveksling.

Disse henvendelser var i 1800-tallet ofte så formfuldendte, at de lignende en opfordring til dans i borgerskabet eller en forespørgsel om at indgå forlovelse. Da foreningerne ofte havde taget navn efter guder, kunne man også lade en mandlig gud bede om forbindelse med en gudinde som i dette brev fra foreningen i Ribe til Ydun fra 1877: Brødre i det høje Norden!

Der er vist ingen Tvivl om, at vore Forfædres liljearmede Gudinde254 med de

84

BRODERSKABET

jomfruelige Blikke ofte har skænket Hejmdal, den ranke As med de lysende Tænder, af sine rødkindede Frugter og vist ham al tænkelig Hæder.255 Men dog har hun nok aldrig været saa opmærksom mod ham, som hendes foryngede Billed, Eders Ydun, der nu efter en lang Dvale hos begge Parter er den, der har givet det første Stød til Indledelsen af det gamle venskabelige forhold.256 Den gyldne regel var, at man i brevene ikke måtte rose hverken sig selv eller egen forening, mens man næsten ikke kunne være positiv nok overfor venskabsforeningen. Nogle af brevene får derfor næsten karakter af kærlighedserklæringer, som da Mimer skrev til Ydun i 1866 i periodens romantiske stil:

Hver gang ”Idun” lader sin Røst høre, ruller Blodet raskere og livligere igjennem ”Mimers” aarer, og han føler sig styrket til at fortsætte sit Liv. Ja! Det er klart, ”at Oehlenschläger ”ikke har tænkt paa os, da han skrev de anførte Linier; thi ellers vilde han have nævnt Idun først.257 Det tilføjes som i mange andre breve, at man venter med længsel på det næste brev.

Den senere norske topdiplomat Thor von Ditten har skrevet en elegant indledning fra Christianias Kathedralskoles Gymnasiesamfund i 1877. I underskriften har han udeladt det ’von’, der indikerer hans adelige baggrund – sandsynligvis for at vise den klædelige beskedenhed, som det forventedes.

BRODERSKABET

85

Det var os alle i Sandhed en glædelig Overraskelse at modtage Eders Brev, hvori I beder os at fornye den afbrudte Korrespondance, og hvorfor I nu modtager en hjærteligste Tak. Dette vil blive os en saa meget større Glæde, som vore Samfund jo før har staaet i Forbindelse med hinanden. Vi vil haabe, at denne Brevvexling nu maa blive af Varighed, at vi derved ikke alene kunde stadfæste det Venskabelige Forhold mellem os, men om muligt ogsaa paa denne Maade bidrage til at knytte de nordiske Rigers Ungdom nærmere sammen.258 Brevvekslingen med andre foreninger gav elevtyper som Thor von Ditten mulighed for at udvikle sin stil og øve sig i at kommunikere med udenlandske ligesindede. Brevmodtagerne kunne gennem korrespondancen lære den stil, som brugtes blandt datidens elite afhængig af graden af venskab.

Sjældent er brevene så overstrømmende og venlige som et svarbrev fra elevforeningen i Helsingfors med et begejstret ja til korrespondance. Det er tydeligt, at Ydun havde gjort sig store anstrengelser i det første brev med henvisninger til den store finske digter Runeberg og hans værker samt digteren Zacharias Topelius. Ved at nævne to af de største finske digtere fik Ydun vist kendskab til den finske kultur og iscenesatte sig dermed som dannede verdensmænd.

En varm, en broderlig hilsen til eder fra stranden af de tusind søers

86

BRODERSKABET

og John. Ludv. Runebergs land. Vi har fået eders skrivelse, indeholdende forslag om at påbegynde en brevveksling mellem foreningerne i Aalborg og Helsingfors. Vi har med fornøjelse tilkendegivet, at dette projekt med de gladeste følelser er blevet modtaget og antaget af os. Vi er taknemmelige for dette uventede bevis på eder hengivenhed for vores beskedne forening og dens mål her oppe i Finland.

I har nævnt Runeberg, Sven Dufva og Fanrik Ståls Sägner. Vi er eder dobbelt taknemmelig derfor, thi nu er vi overbeviste om, at selv langt borte på den anden side af Østersøen banker hjertet varmt for det finske folk og dets store minder.259 I Helsingfors måtte man til gengæld vise kendskab til dansk kultur og kunst, så H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen dukker derfor op i svarbrevet fra de nye venner i Helsingfors, der glædede sig over at have fået nye brødre på tværs af land og vand.

I februar 1867 fik Ydun et brev fra Metropolitanskolen i København, hvor det var svært at holde liv i en forening, fordi der var så meget andet i København, der kunne friste. De unge mænd fra København formåede imidlertid i deres brev at antyde, at Aalborg var et trist provinshul uden hverken at fornærme byen eller gymnasieeleverne herfra: I maa nemlig erindre, at Forholdet i Kjøbenhavn ikke er ganske det samme som hos Eder. Her findes jo saamange andre Fornøjelser, baade æstetetiske og uæstetiske, at de nødvendigvis maa medtage en saa betydelig Tid, at ikke Faa ansee det for umuligt at offre saa lang tid på disse Møder, som paa Grund af Omstændighederne forekomme dem at Der blev lagt meget energi i at skrive smukke og indholdsrige breve, som dette fra Helsingfors’ private Lycei Konvent fra 1879.

være en Bisag (…), mens det må være af langt større betydning for Ydun.260 Eleverne fra Metropolitanskolen kom generelt fra mere velstillede familier, og deres karrierer blev også markant mere elitære end studenterne fra eksempelvis Aalborg. Derfor var der utvivlsomt megen sandhed i, at de havde så mange andre muligheder, at det må have været mindre attraktivt at producere digte i en selvstyrende elevforening. Anderledes forholdt det sig for de unge mænd ved provinsens skoler, hvor mange på grund af afstanden var udeboende og kunne have brug for den tryghed og adspredelse, der var i foreningernes fællesskab.

I et brev, som Societas Nidarosiensis fra Trondhjem skrev til Ydun i 1868, er der et af de sjældne eksempler på selvironi for at undskylde et forsinket svarbrev. Det kunne – lige som det var tilfældet internt i en forening – løsne lidt op og udvikle brevfællesskabet hen imod et egentligt venskab:

Danske Brødre! ”Endelig”, hører jeg, Eder sige, ”endelig faar vi da Svar paa det Brev, vi for en Maaned siden skrev til Trondhjem; ja, det er sandelig paa Tide ogsaa”. Ikke sandt, med disse Ord modtage I dette Brev?

Først vil jeg i Samfundets Navn takke Eder, fordi I med saa megen Beredvillighed kom os imøde med at indlede Korrespondancen, fordi Brevstilen med de lanI ikke havde glemt os ge og formfuldendte Nordboer, der om vi end høflighedsfraser kan bo her oppe i Verdens virke noget stiv, men Udkant mellem Sne og Is de skabelonagtige for– det vil da sige om Vinmuleringer kunne give teren – dog have Hjerter, større sikkerhed, når der kunne brænde med man skulle henvende Venskabs- og Kjærligsig til ukendte mennehedens Flamme ligesaa sker. Det var også en varmt og glødende som Hovedstadens mange muligheder og forlystelser gjorde indtryk på unge fra provinsen, så da stor fordel, at man havSydboens. to tidligere Ydunmedlemmer var flyttet til København, sendte de i 1907 en hilsen til Ydun de den samme faglige Dernæst maa det være på et postkort med et motiv fra Tivoli. baggrund og dannelse, mig tilladt paa Samså man kunne skrive ret indforstået og alligevel få kommunikefundets Vegne at undskylde vor Sendrægtighed med at besvare ret et budskab, der var let at forstå for modtagerne.

Eders kjærkomne Brev.262 Af og til træder man dog uden for de faste skabeloner og sender nogle små personlige hilsner eller spørgsmål. Det er for Det skete ofte, at man som foreningen i Trondhjem måtte sende eksempel tilfældet med et lille befriende stilbrud, skrevet som mange og lange undskyldninger for ikke at have besvaret et et NB på langs i et ellers ret selvhøjtideligt brev fra Ribe: brev hurtigt nok. Der blev så appelleret til modtagernes gode vilje som her fra Helsingfors i 1879: Mon der existerer nogen Forening i Randers?

Privatum: Hilsen fra Peter Thomsen til Carl Schjørring.261 Dog, det er menneskeligt at fejle, men guddommeligt at tilgive,

BRODERSKABET

87

siger jo skjalden, og vi håber, at vore brødre i Aalborg også vil følge dette princip mod os.263 Ind imellem bliver beklagelsen over et forsinket svar diplomatisk kastet tilbage ved at antyde, at man også selv har ventet på brev. Længsel efter et ventet brev var et af de få kritikpunkter, der var acceptabelt at lufte i brevene, fordi det indikerer en interesse for venskabsforeningen og et ønske om at holde liv i brevvekslingen. Der er utallige eksempler på små hentydninger pænt pakket ind i imødekommende ord og floskler om, at man gerne må tage sig sammen og svare lidt hurtigere. Foreningen Idun fra Kristiansand i Norge skriver således til Ydun i 1867: Danske Brødre!

Med Glæde modtage vi eders Brev, hvoraf vi saa, at vor danske Navne endnu blomstrede og trivedes godt omendskønt den sjelden lod sin Røst lyde op til de norske Fjelde. Vi takke eder derfor paa det Hjerteligste, og haabe, at Idun i dette Skoleaar oftere vil lade Brevduen flyve op til sine Brødre i Norge.264 En sådan kritik kan man ikke blive fornærmet over, men en sjælden gang skrives der lige ud af posen, som da foreningen i Trondhjem i 1879 brokkede sig over, at Ydun endnu ikke havde ladet høre fra sig: Hvis eders samfund imidlertid er gået op i røg, som vi har en stærk mistanke om, forekommer det os at have været eders simple pligt at underrette os derom og ikke lade os gå og vente.265 Der opstod af og til mindre foreninger i Reykjavik, fordi Bandamannafjelaget af nogle oplevedes som for stor til, at man kunne opnå et rigtigt venskab og broderskab. I dette brev er to af foreningerne imidlertid blevet slået sammen igen.

88

BRODERSKABET

Asta Jensen tog som den første kvinde studentereksamen ved Aalborg Katedralskole i 1906. I 1912 tog hun juristeksamen, som hun brugte frem til 1915. I et 25-års jubilæumsskrift for studenterne fra 1906 sagde hun om tiden derefter: Jeg har fra den Tid udelukkende beskæftiget mig med Mand, Børn (2 Døtre og 1 Søn) og Hjem og har endnu ikke fortrudt Byttet.

fuldføre eller anvende uddannelsen, var der ikke grund til, at mændene følte sig pressede.341 Kvinder i parlamentet var en endnu mindre trussel, idet kvinderne ikke på noget tidspunkt udgjorde over fem procent af medlemmerne i Folketinget før 2. verdenskrig.342 Der var jævnligt nogle af Yduns kvindelige medlemmer, der i 1910’erne holdt foredrag eller indledte diskussioner om kvindesag og kvindefrigørelse, og ofte blev disse taget til efterretning uden afstandtagen, men heller ikke med overvældende

begejstring, så det lader til, at man i Ydun efter godt ti år med kvindelige medlemmer havde vænnet sig både til deres tilstedeværelse og deres syn på kvindesagen. De unge kvinder viste sig også sjældent som direkte kvindesagsforkæmpere. De kom som oftest fra byens pæne, borgerlige hjem og accepterede i stor udstrækning de gældende kønsroller, men dog naturligt nok med ønsket om flere frihedsgrader og muligheder for kvinderne.343 I en erindring konstaterede Eja Packness, der blev student i 1913:

BRODERSKABET

109

Vi pyntede absolut på flokken og blev behandlet med passende respekt, men uden nogen form for nedladenhed. Det begreb, vi i dag kalder kvindebevidsthed, kendte vi ikke. Vi havde ingen fornemmelse af, at vi ikke skulle være ligeberettigede, vi pæne unge piger, der havde samme mening om tingene som far. Mor mente – så vidt vi forstod – det samme. 344 De nye tider med kvinder i foreningerne viste sig jævnligt i korrespondancen med andre foreninger. I 1912 var der en korrespondent fra Minerva, der flirtede åbenlyst med den kvindelige korrespondent fra Ydun.

I det første brev fortæller viborgenseren, at han var blevet hensat i en sand Glædesrus, fordi jeg har faaet det behagelige Hverv at korrespondere med en af Yduns dejlige Døtre.345 Den unge mand bad endvidere om at få et foto tilsendt af Yduns korrespondent – et ønske, der blev gentaget i flere af de efterfølgende breve.

Han sluttede det første brev med: PS. Jeg haaber ikke du har noget imod at være ”dus” med mig, da vi er Aandsfæller kan vi jo da ikke sige De.

ser mig desværre nødt til at corrigere din Stavemaade en lille Smule; det lille Ord: ”brat” staves i Almindelighed uden ”d” og ikke ”bradt”.346 Brevskriveren stod her splittet mellem den gammeldags ridderlighed og en emsig selvhævdelse, der skulle vise, at man i hvert fald ikke selv lavede fejl.

Selv om kvinderne med opnåelse af stemmeretten i 1915 efterhånden fik mere lige rettigheder, var der dog stadig en del af de mandlige medlemmer, der ironiserede over de kvindelige gymnasieelever. I dette digt keder den kvindelige elev sig i skolen og ønsker, at hun kunne finde sig en fuldtro Ven, der ville for Klæde og Føde.

Da korrespondenterne fra omkring 1910 begyndte at rette på hinandens sprog, vovede den forelskede unge mand fra Minerva lidt modvilligt at kritisere sin ’veninde’ i Aalborg: Jeg

110

BRODERSKABET

Hos Roar i Roskilde fortalte man i 1916, at en tredjedel af medlemmerne var af det smukke køn – dog findes der ikke helt ufarlige Individer derimellem, som f.Eks. en lille Amazone, der paa sidste Møde nok saa modigt foreslog, ”at vi Kvinder da også godt kunde gaa i Krig” – Men se hun er nu ogsaa enestaaende.347 Hvis kvindernes adfærd og synspunkter afveg for meget fra flertallets, stod fordommene fortsat i kø.

Foreningen i Roskilde havde tilsyneladende også glemt, at der var kvinder med i Ydun, idet der i overskriften står Kære Brødre i Aanden – og i Aalborg!, så muligvis troede den mandlige korrespondent, at han skrev til en ren mandeforening, hvor bemærkningerne om (og muligvis fascination af) den lille amazone måske ville falde i god jord.

På dette tidspunkt blev Ydun som mandeforening eller forening med mandlig dominans udfordret af et kvindeligt med-

Der kom gradvist flere kvinder i gymnasiet, men de unge mænd udgjorde som på dette studenterbillede fra 1911 stadig en stor majoritet. Til gengæld var påklædningen blevet mindre konform i takt med, at der kom elever med en mere forskelligartet baggrund.

Møderne kom således i høj grad til at handle mere om flirt og pjat og meget mindre om litteratur og æstetiske aktiviteter.351 Udviklingen mod mere sjov havde dog været længe undervejs og kunne spores allerede før århundredeskiftet.

Ved forberedelserne til fest trådte de almene kønsroller straks i kraft, så de kvindelige medlemmer dækkede bord og hjalp til

112

BRODERSKABET

i køkkenet, mens det lader til, at det i midten af 1910’erne var begge køn, der drak alkohol til festerne. Selv om referaterne er præget af overdrivelser, fremgår det, at der af og til også var en af de kvindelige festdeltagere, der var i godt humør. Det kunne bringe kønsmoralen i fare, hvis begge parter var berusede, og det var de unge kvinder, der måtte sætte grænsen, som i 1915, hvor det ifølge referenten ikke lykkedes Eric Eberlin at få

’Studenter før og nu’ hed Foredraget, som blev holdt af Petersen.

Nå, det var der nu ikke meget ved. Blandt andet fortalte han, at der nu til Dags blev fabrikeret en saadan Mængde Studenter, at man ligefrem ikke kunde være bekendt at gaa med Studenterhue.

Petersen overdrev nok en smule, da han i 1899 holdt sit foredrag i elevforeningen Ydun ved Aalborg Katedralskole. Kun 365 unge fik sat studenterhuen på hovedet dette år – uddannelse var for de få, og frem til 1903 havde kvinder ikke adgang til de almene gymnasier.

Over hele Norden spredte der sig fra midten af 1800-tallet elevforeninger på de eksisterende gymnasier. Disse lukkede fællesskaber havde til formål at gøre medlemmerne til dannede samfundsborgere, og midlerne hertil var litteratur, musik, foredrag og diskussion. Men også fest og farver spillede – som i nutidens elevforeninger – en central rolle. Her lærte man, hvordan man skulle opføre eller ikke opføre sig i selskabslivet, hvilket medlemmerne kunne grunde over dagen derpå, når ’blyhatten’, datidens tømmermænd, trykkede.

Foreningerne udviklede et broderskab på tværs af grænser gennem ivrig brevveksling.

De hyppige og humoristiske korrespondancer løfter også sløret for de samfundsmæssige forandringer, der dominerede det moderne samfund efter århundredeskiftet. I foreningerne diskuterede man moderne og revolutionerende emner, deriblandt darwinisme, religion, socialisme og kvinders stemmeret.

Foreningerne var fora for store tanker hos brødre og senere også søstre, og mange af tidens store politikere og forfattere som Henrik Pontoppidan, Herman Bang og Johannes V. Jensen begyndte deres karriere som landets kommende elite i disse lukkede fællesskaber.

Bogen bygger på nogle enestående kilder, der skildrer flere generationer af velstillede unge mennesker og afspejler deres fælles nordiske ungdomskultur.

ISBN 978-87-92102-44-7