Issuu on Google+

Kan

TEKNOLOGI

D

en lyder mest af alt som en plæneklipper, der kommer tøffende op ad gaden. Det ser fuldkommen tåbeligt ud. Der sidder to granvoksne italienere i den lille røde bil, der knokler for at trække de to mænd op ad en lille bakke. Føreren kaster den ind på hjørnet, som kun en italiener kan parkere. Motoren går ud med et puf. »I bought it for business«, siger han på sit tegneserieagtige engelsk. Andrea Manetti, som jeg kun kender fra mail-korrespondance og sparsomme sms’er, stiger ud af bilen. Han har fået den billigt og vil helst bare af med den. Vi har fundet ham og bilen på nettet og har sat dem begge stævne på hjørnet af Via Macedonia i den sydlige del af Rom. Han er høj, mørk og har daggamle italienerskægstubbe. På hans drengede ansigt sidder et par klassiske sorte Raybans. Han er 30 og bor stadig hos sine forældre, mens han arbejder i familiens tøjfirma. Det er grotesk varmt i den italienske hovedstad. Men ved synet af den røde skønhed glemmer man sved og træthed. Bilen har cremefarvede sæder og et rat så spinkelt, at det kunne knække hvert øjeblik. På kromkofangerne sidder de sorte nummerplader fra 1967, der oplyser, at bilen hører hjemme i Rom. Min kæreste Pia og jeg går en runde om bilen. Der er ingen af os, der har forstand på biler, så det er mest af alt en parodi på en bilhandel. Jeg hiver lidt i hjulene og piller lidt ved

24 magasinet 19. OKTOBER 2008

Fiat 500: Den italienske folkevogn Introduceret i 1957 som et italiensk bud på en moderne familiebil. Bilen fik navnet Cinquecento, 500, efter den foregående model, der var italienernes favoritbil i 20 år. Den første model havde kun 13 hestekræfter og var uhørt benzinøkonomisk. Ifølge fabrikken kørte den lille charmetrold 21 kilometer på literen, en verdensrekord for en serieproduceret bil på det tidspunkt. Blev hurtigt en darling for italienerne, og der blev produceret mere end 3,5 millioner eksemplarer frem til 1975, hvor den udgik af produktion. Da Fiat efter årtusindskiftet var i krise, var en af strategierne at prikke til italienernes tætte nationale bånd til den gamle bilfabrikant. Den største genistreg i redningsaktionen anses for at være genoplivningen af Fiat 500, som har gjort den gamle 500 så populær som aldrig før. Populariteten kan mærkes på priserne. En original Fiat 500 i god stand sælges ofte for 50-60.000 kroner i Danmark, så fidusen med selv at importere er fin: For 25-30.000 kroner kan man få en tilsvarende bil i Italien, bilerne bliver ikke angrebet af rust i samme grad som på vores breddegrader, og indregistreringen i Danmark er billig, knap 3.000 kroner, fordi den får veteranbilstatus.

motoren uden at vide, hvad jeg skal kigge på. Lakken er fejlfri, blank og mørkerød. Den er vist blevet omlakeret og renoveret for ikke så mange år siden. »It’s an ancient car«, siger Andrea. Tilsyneladende synes han, at vi er sindssyge. At køre 2.500 kilometer i den er jo et vanvittigt projekt. Men vi har besluttet os. Den skal med hjem til Danmark. 80 procent af italienerne er enten undfanget i en Fiat 500 eller har haft deres seksuelle debut i en. Sådan lyder den uofficielle statistik. Hvordan de gør, er usikkert, for bilens interiør minder mest om et dukkehus, og komforten er som på en sømmadras. »De fleste italienere på min alder blev lavet i

De fleste italienere på min alder blev lavet i en Fiat 500. Jeg ved ikke, hvordan de gjorde, men de gjorde det Andrea Manetti en Fiat 500. Jeg ved ikke, hvordan de gjorde, men de gjorde det«, siger Andrea, da vi prøvekører bilen. »Også dig?«. »Yes, yes«, griner han, mens han styrer den bilen gennem Roms snørklede gader. Forklaringen på det store omfang af elskov på bagsæderne skulle være, at de italienske POLITIKEN

man elske i en Fiat 500? Det er et vanvittigt projekt at købe en Fiat 500 årgang 1967 i Rom – og derefter køre den til København. Bilen er et stykke italiensk kulturhistorie og charmerende – men driftssikker er den ikke.

OLIVER ROU T HE S KOV ( T EK S T OG F OT O)

POLITIKEN

19. OKTOBER 2008 MAGASINET 25

q


TEKNOLOGI

Hjemtur med forhindringer Der skulle hårde forhandlinger om prisen og omfattende reparationer af bilen, før den var klar – næsten klar – til en køretur på 2.500 km.

på bagsæderne skulle være, at de italienske mænd bliver boende hos far og mor til de bliver mindst 40, og så kan en Fiat 500 bruges som reserveseng. Selv den genopståede premierminister, Silvio Berlusconi, har – angiveligt for at hjælpe sine venner i Fiat-ledelsen – udtalt offentligt, at hans første seksuelle udfoldelser skete i en Fiat 500. Måske ikke overraskende var det med til at give både Berlusconi og Fiat vind i ryggen. Fiat 500 er i sandhed det nærmeste, man kommer på et italiensk nationalkøretøj. Den blev lanceret i 1957 som en art italiensk folkevogn, og rent teknisk mindede den meget om det tyske forbillede: Fire siddepladser, to døre og motoren bagi. Men i modsætning til Der Volkswagen var motoren lillebitte og kabinen tilsyneladende indrettet til dværge. Min kæreste har i mange år haft en original 500 på ønskesedlen. Derhjemme var det egentlig et uheld, at jeg kom til at sige til hende: »Jamen, skal vi så ikke bare flyve til Italien og købe den?«. Så kunne det jo ikke være anderledes. I takt med at vi fandt biler på nettet, fik vores respektive familier mere og mere travlt med at tale os fra projektet. Men vi blev stædige. Vi ville bevise, at vi kunne hente bilen og holde ferie på én gang. Vi fandt den røde Fiat fra 1967 på nettet og havde næsten bestemt os på forhånd. Motoren er 499 kubikcentimeter, og de 18 hestekræfter, som den luftkølede motor yder, burde være i stand til at trække os nordpå. Den blanke, røde lak, de cremefarvede sæder, det minimale udstyr (vinduesviskere og langt lys) og den manglende sikkerhed (glem alt om selestrammere, nakkestøtter og airbags) gør bilen til et enestående klenodie, som vi bare må eje. Og prisen er den halve af prisen på en tilsvarende bil i Danmark. Men bedst af alt er det gigantiske soltag. Andrea giver mig en prøvetur i bilen. Ved fjerde forsøg starter den, og hele vognen ryster og rasler. Håndbremsen ned, første gear og så lidt gas. Den lille bil sætter i bevægelse. Der er så meget ratslør, at man bliver i tvivl om, hvorvidt der er forbindelse mellem rat og forhjul. Bremserne virker til gengæld fine, og de fleste af lygterne virker. Vinduesviskerne bliver testet: De kæmper sig sløvt henover den tørre forrude. Og så er der ikke mere udstyr. Det er let at gå til. Vi sætter os på en café lidt oppe ad gaden. Der skal diskuteres forretning over gelato og espresso. 26 magasinet 19. OKTOBER 2008

Andrea Manetti er benhård. Selv om min kæreste Pia har lyst hår og iklædt sig sin korteste nederdel kan hun ikke rokke prisen mere end 100 euro. Men vi har forelsket os i bilen, så det må vi jo leve med. For 2900 euro bliver den røde plæneklipper vores. Andrea lover at hjælpe os med ejerskiftet og småreparationer, og vi drager mod motorkontoret for at ordne papirerne. På motorkontoret sidder chefen bag skranken med en slukket, gennemsuttet cerut i munden og nægter at lave papirerne til os. Vi må ikke overtage bilen, fordi vi ikke har prøveplader til bilen, og de originale nummerplader skal blive i landet. Han mumler noget italiensk til sælgeren, Andrea, der til gengæld svarer ophidset på ligeså italiensk. Fra tid til anden stopper Andrea op og oversætter små bidder til os. Han forklarer os, at de italienske myndigheder

De har alle sammen ejet mere end én Fiat 500 i deres liv, de kender den til fingerspidserne, og nu skal de bevise, at de kan få den til at spinde igen skal konfiskere både plader og registreringspapirer, så bilen kan blive afmeldt. Men mod et depositum kan vi få lov til at køre hjem med papirer og plader, hvis vi lover at sende begge dele tilbage til kontoret, når vi ankommer til Danmark. Vi får endelig nøglerne, ifører os stråhat og solbriller og ruller soltaget tilbage og sætter kursen nordpå. Første stop er Pisa, godt 400 kilometer væk. Et par timer senere står vi på en tankstation ved begyndelsen af den tusind kilometer lange hovedvej Via Aurelia, der skal føre os hele vejen til Nice langs den italienske vestkyst. Vi har knoklet for at finde vej ud af Rom, men er ikke engang kommet ud af byen endnu. Det er til at tude over. Nu vil den ikke starte. Lidt henne ad vejen ligger et værksted, Autofficina Ferro. Vi skubber bilen de 200 meter til

værkstedet. Den vejer ingenting, kun 600 kg, og på værkstedet bliver vi mødt af en stor, italiensk mama. Hun taler ikke et ord engelsk, og vores italienske er begrænset, så lærlingen må oversætte. »Old car – old mecanic,« siger den unge mand kortfattet, mens Mama Pina ringer til mekanikeren, der egentlig har fri. Først ankommer mekanikeren, Gianluca Ferro, med hvinende dæk i sin Opel Astra. »Buen macchina, buen condizione,« siger han, før han tester tændrørene og kablerne i bilen. Han ryger Marlboros på stribe, så asken drysser ned i motoren. Lærlingen spæner rundt på det store kælderværksted og henter værktøj og reservedele, som forsvinder ned i det lille motorrum. Med jævne mellemrum lyder den lille motors sørgelige forsøg på at starte i det store betonrum.

reservehjulet op. Og så pakker de det minimale bagagerum under kølerhjelmen på ægte italiensk maner. Der er ikke en tomme tilovers. 24 timer efter bilens første sammenbrud ifører vi os igen solbriller og stråhatte, ruller soltaget tilbage og sætter kursen nordpå langs kysten. Den nyindkøbte bil hakker og tøffer gennem det italienske landskab. Den æder trofast kilometer på kilometer af smalle veje op langs kysten, ind gennem de små havnebyer. Tøf-tøf-tøf, siger motoren, der stadig både støjer og stinker, men til gengæld er i topform efter serviceeftersynet.

Den kører 70 kilometer i timen i fjerde gear, og vi må køre halvt i rabatten for at give plads til de andre bilister, der drøner forbi. De vinker begejstrede og dytter energisk, hvor end vi kommer – selvom det af og til er uklart, om det er det er frustrationer, de overhalende bilister lufter, når de trykker hornet i bund. Vi slår ind på Strada Statale 1, den lange snoede landevej, der skal føre os hele vejen til Monaco og Frankrig, og stille og roligt begynder landskabet at ændre sig. Marker og tæt bebyggelse bliver afløst af vinmarker og bakker. Men vores nye, gam-

le Fiat 500 kan klare det hele. Soltaget er så stort, at man bliver solskoldet på tæerne, og stråhatten letter med jævne mellemrum i vinden. På den 2.573 kilometer lange vej til København bryder bilen sammen to gange mere. Men ved hjælp af charme, euro og en god portion held lykkes det at få bilen tilbage på vejen begge gange. Med en topfart på 92,5 km/t. og en gennemsnitligt brændstofforbrug på 17,6 km/l. har det taget 17 dage at få bilen hjem. M m@pol.dk

DET ER ITALIENERNES SJÆL, vi har investeret vores sparepenge i. Det står klart, da Gianlucas far, Francesco, og hans venner nu dukker op på værkstedet. De ældre herrer diskuterer højlydt, fægter med armene i luften, mens bilen står fortabt midt på gulvet i det kølige kælderværksted. Det tager de ældre herrer mindre end tyve minutter at lokalisere fejlen. Der er knækket et stykke af knastakslen. Det er en grum fejl, og der skal reservedele til. Men det er lørdag, og lageret er ved at lukke, så i en fart sender de bud efter de reservedele, der skal bruges for at få liv i vores – lige nu temmelig ynkelige – transportmiddel. De har alle sammen ejet mere end én Fiat 500 i deres liv, de kender den til fingerspidserne, og nu skal de bevise, at de kan få den til at spinde igen. På skift bøjer de sig over det lille motorrum og stikker deres overkroppe ind i bilens bagende. Af og til forsvinder deres arme helt op til albuen. Sådan står de i et par timer. Der lugter af benzin, cigaretter og sved. Der bliver strøet savsmuld på gulvet og skiftet strømfordeler, tændrør, kabler og lidt småting. Pludselig lyder brølet af den lille motor. De giver den gas, og kælderrummet bliver fyldt med en tyk, sort os. Det stinker af motor, olie og benzin, men det er bare en fantastisk befriende stank af gode nyheder. Mekanikerne får 570 euro for et døgns arbejde og reservedelene. Men før vi får lov til at køre, reparerer de også speedometret, lyset og pumper POLITIKEN

POLITIKEN

19. OKTOBER 2008 MAGASINET 27


Kan man elske i en Fiat 500?