Issuu on Google+

At drømme sig væk i Kongens Have Travlhed på jobbet og videre ud i en trafikeret by en fredag eftermiddag. Hvor i alverden skal man finde pusterummet væk fra byens liv, lyde og løjer? Af Oliver Morten Jensen

"Hold kæft en kælling" udbryder en kvinde fortørnet. En blågrøn Toyota er kørt overfor rødt, netop som hendes hvide skosål kom i berøring med vejens mørke, asfalterede overflade. Hun putter straks den ene hånd i jakkelommen og fumler et par sekunder efter noget. Op kommer en cigaret og en lighter. Et kort øjeblik efter er der glød i cigaretten, og hun tager et sug. Og et til. Langsomt blander røgen sig med luften omkring hende, og den synes næsten at gå i et med vatskyerne på himlen. Ved siden af denne noget højtråbende kvinde, Susie, står hendes barnebarn Caroline. Hun fortæller, at de skal ud i byen og spise, for det har de længe haft planlagt. Og inden for få sekunder er de gået videre - over på den anden side af fodgængerfeltet uden Toyotakørende bilister i sigte. Busser bimler ind og ud To busser fra FynBus kører ind på Banegårdspladsen, en enkel kører ud. Umiddelbart efter strømmer det rundt med mennesker på pladsen, og nyankomne busser må vride og snegle sig forbi de rejsende og øvrige busser. Nogle løber deres livs 100 meter efter bussen, der skal sikre dem transporten hjem, mens andre nærmest slæber sig selv hen ad fortovet. Det er ikke tilfældet for Ingrid Madsen. Nej, hun sidder på en bænk, dog en noget vakkelvorn én af slagsen, i skyggen fjernt fra

solens stråler. Midt i al dette virvar af løbende mennesker, motorer, der på skift kører i tomgang og tog på den anden side af hegnet, der med jævne mellemrum tager afsked med perronen. »Jeg drømmer mig væk. Så bliver man ikke stresset, og sådan har jeg gjort hele mit liv,« siger Ingrid Madsen om sin aktivitet, mens hun tager sig til halskæden af det pureste rav. Virvaret rører hende som sagt ikke. Afslappet, foroverbøjet og drømmende sidder hun med sit katalog, Drømmedrivhuse af Claus Dalby, foran sig. Det giver hende en følelse af ro, fortæller hun: »Jeg kan blive helt væk, hvis der er noget, der interesser mig. Pludselig bliver jeg helt forskrækket over, at jeg er der, hvor jeg er.« Hun kaster med sine blå øjne et sidste blik henover katalogets billeder. Så bliver det lukket i, lagt ned i håndtasken, for hendes bus er netop kørt ind på banegårdspladsen. Høfligt takker hun for samtalen, retter kort på sin blå nederdel og så begiver sig ellers hen imod plads A med sine to indkøbsnet fra Kvickly. Oasen i trafikkaosset Den grønne bus er netop kørt væk fra plads A og ud fra banegårdspladsen. Det letter udsynet over byen hen imod Fyns Stiftstidende, faktisk bliver en grøn oase, midt i Danmarks tredjestørste by, synlig. En rytter til hest er noget af det første, man lægger mærke til. Der er naturligvis tale om rytterstatuen af Kong Christian 10., der dagen i dag står som et


mindesmærke om forholdet mellem kongeparret og Odense. Hesten pruster næsten statuens irrede alder ud af sig. Rundt omkring statuen og langs havens grusstier flyder med affald. Cigaretskodder, tøjmærker og plasticposer lader sig flytte rundt af vinden. Al sammen som et vidnesbyrd om, at vi trods alt stadig befinder os i en storby, ikke særlig langt væk fra den trafikerede banegård... og nærmeste skraldespand.

Men hun kan godt lide, at der er gang i den, fortæller hun kækt, mens hun tager skoene af og kører fødderne hen ad græsset. »Faktisk havde jeg overvejet, om jeg ikke skulle tage en lur,« indrømmer Thea Abildskov, imens hun slår op i bogen "Christian Kold om Børneskolen". Men en lur blev det ikke rigtig til, kun afslappende læsning med tanke på denne sommers rejse og praktik på en specialskole i Mongoliet.

»Ej, prøv at se ham der. Det gør man bare ikke!« hvisker en pige til en anden midt på grusstien i midten af Kongens Have. Kommentaren knytter sig til en lidt ældre herre, der pludseligt har fået en indre trang til at "vande" et af de nærmeste træer. Han nærmede sig målbevidst træet, knappede den ene knap op efter den anden og hev en smule ned i sine blå cowboybukser. Derefter var der frit udsyn til kalorius, og han havde ikke ligefrem travlt med at knappe sine bukser op igen. Faktisk slentrede han et par meter videre i haven, før buksen bagtil var oppe i en passende højde.

For en stund sættes oasens åndelige muligheder på standby. En ambulance med fuld udrykning er netop kørt forbi som et vidnesbyrd om, at vi stadig er i storbyen, og at denne lille oase, Kongens Have, blot er en grøn plet blandt en masse sorte, befærdede veje.

Anderledes forholder det sig i det sydlige hjørne af haven. Midt på plænen sidder den barfodede odensejomfru, Thea Abildskov, 21 år, der trods dagens 19 varmegrader er iklædt en armygrøn jakke. Ved siden af sig har hun en sort rygsæk, og foran hende står en kop kaffe og en sprød chokoladekage, hun kort forinden har køb i 7-Eleven. »Det her fungerer lidt ligesom mit lille pusterum lige nu. Jeg startede på læreruddannelsen i Svendborg i sidste uge, og i weekenden skal jeg på et kursus i forlængelse af uddannelsen,« siger Thea Abildskov, mens hun tilføjer, at hun inden weekendens udgang også skal nå at flytte.


At drømme sig væk i Kongens Have