Page 1

angst og udviklingshĂŚmning - om et udviklingshĂŚmmet menneske i en verden af frygt

af Mette Egelund Olsen


Stemmer omkring Flemming Sveden pibler frem. Pandehåret driver. Hans øjne sortner, og han trækker sig tilbage. Flemming lider af panikangst. En angst, der inden han kom i den rette behandling, invaliderede hans liv. En sygdom der

drev ham fra at være et udadvendt og snakkende menneske til at blive tavs og indelukket. Mange udviklingshæmmede oplever angst. Få har dog den rene angstdiagnose. Vi har

været med rundt om Flemming og talt med de mennesker, der er i berøring med Flemming og hans angst.

5


”Jeg var bange. Der var ingen til at hjælpe mig. Så jeg var ikke glad.” (Flemming)

6


Flemming ”Det er det bedste sted, jeg har boet. Jeg er så glad for det.” Flemming smiler. Han har boet på Skrænten i knapt 6 år. Efter endt skolegang var Flemming på Livø. I 1967 startede han på det værksted, han også i dag er tilknyttet, og i 1985 flyttede han til Jørgensgård indtil, han for seks år siden flyttede til Skrænten. ”På Jørgensgård var jeg meget alene. Vi spiste sammen og gik så hver for sig. Der var ikke så meget personale. Det var trist at være alene. Jeg var ikke så godt tilpas. Jeg var også bange, og jeg var ikke glad.” Nogle gange cyklede Flemming

fra Jørgensgård og hjem til sine forældre. Så drak de eftermiddagskaffe og fik brød. Men så skulle han tilbage igen til Jørgensgård. ”Og det var jeg ikke glad for. Jeg ville hellere blive hjemme ved mine forældre.” Flemming fortæller, at han flyttede til Skrænten fordi, han ikke kunne lide at være på Jørgensgård. ”Jeg var ked af det, når jeg skulle i bad. Jeg skulle selv klare det. Der var ingen hjælp.” I 2008 havde Flemming 40 års jubilæum på værkstedet. Han fik mange ting i gave og en medalje af borgmesteren. Han kom til audiens hos dronningen.

”Vi skulle tidligt op om morgenen. Da vi kom til København, var vi sultne og fik wienerbrød og kaffe. Vi skulle køre i taxi derhen. Jeg skulle også have hvide handsker på. Dem havde jeg nær glemt. Og jeg var den anden sidste, der skulle ind, så jeg ventede fra klokken 10-15, og det var lige før, jeg ikke kunne holde det ud. En mand lukkede døren op ind til dronningen. Hun var sød og flink og spurgte mig blandt andet om, hvor jeg boede. Bagefter spiste vi på et cafeteria. Det trængte vi til,” siger Flemming, der gang på gang siger: ”Jeg er så glad for, at I hjælper mig.”

7


Flemming og konsultationen Flemming sidder for bordenden af det ovale hvide bord. Hans gråstribede trøje matcher det sølvfarvede hår. Han er en nobel mand. Høflig. Og det er svært at se, at han tidligere har været voldsomt præget af angst og aggression. Vi er til konsultation på Skrænten i Sønderborg. Et bosted for

14 lettere udviklingshæmmede. Nu er det Flemmings tur til at mødes med Oligofreniteamet i Haderslev. Tilstede er foruden Flemming psykiater Uwe Goy, sygeplejerske Henning Pedersen og afdelingsleder Terese Schürmann. Hver sjette uge cirka tilser teamet Flemming. Han har været i behandling hos teamet siden 2007. ”Hvordan går det, Flemming?” spørger psykiateren. ”Det er blevet bedre,” svarer Flemming på sit sønderjyske. ”Hvordan mærker du det?” spørger

”Du skal møde angsten og selv gøre en indsats” (Psykiater)

8


sygeplejersken. ”Det er forskelligt,” svarer Flemming, og psykiateren fortsætter: ”Før var du jo meget bange. Vi prøvede med medicin. Med lykkepiller. Men de gjorde dig gal, så det måtte vi jo gå ud af igen. Du slog både pædagoger og medbeboere. Så vi kan ikke gøre som sidst. Det er ikke godt med lykkepiller for hverken personale eller dig.” ”Min mor kan ikke lide, at jeg får så mange piller,” siger Flemming. ”Du har jo fået Cisordinol (red.: et ældre antipsykotisk præparat) siden 1964, og nu er vi ved at trappe ud af det. Nu får du Seroquel. (red.: et nyere antipsykotisk præparat) Er du tilfreds med det? Du skal sige det, som det er,” siger psykiateren, der også spørger om Flemming føler sig træt, og om han har taget på i vægt. Men Flemming føler sig ikke mere træt, og han har heller ikke taget på i vægt, for han kan stadig passe

det samme tøj. ”Hvor tit er du bange? Er det en gang om ugen?” spørger psykiateren, og Terese Schürmann tilføjer: ”Det er ofte, når du skal i bad og særligt om mandagen.” ”Jeg følte, jeg skulle dø,” svarer Flemming, og psykiateren siger: ”Du ved godt, at du skal møde den. Angsten. Piller er ikke nok. Du skal selv gøre en indsats.” ”Vi har fået nyt personale. Lisa. Hun taler så fint dansk. Hende er jeg glad for,” siger Flemming. ”Nu bliver du ikke så gal og hidsig mere. Det er kun kortvarigt, og du kommer gennem det,” tilføjer Terese Schürmann, og psykiateren spørger ind til, hvordan det går med det med at kontrollere, at døren er låst. Flemming tøver lidt. Det er der stadigvæk. Men ikke lige så meget. Og Terese Schürmann fortæller, at det også er fordi, at personalet nu låser hans dør om morgenen. Det

giver nemlig Flemming ro. Førhen brugte han rask væk tre kvarter på, at tjekke at døren var låst, inden han kunne komme af sted. ”Du har nogle bestemte ting, der skal være i orden,” forklarer Terese Schürmann, og psykiateren siger: ”Er der noget, du gerne vil snakke med os om? Hvad med værkstedet?” ”Det går godt nok. Om to år vil jeg ikke mere. Så er jeg 67 år. Så vil jeg tage ud og besøge dem og måske blive hjemme en enkelt dag,” siger Flemming ”Fik du forøvrigt fejret din 65-års fødselsdag?” spørger psykiateren. Og det fik Flemming. Med masser af gaver fra chokolade til Baileys. Og Flemming griner til psykiateren: ”Det ved jeg nemlig, at du også kan lide.” Konsultationen er ved at være slut. Yderligere tre andre patienter fra Skrænten er på teamets dagsorden.

9


”Han har svært ved at beskrive angsten. Men du aflæser det tydeligt i hans kropssprog.” (Afdelingslederen)

Flemming og afdelingslederen ”Hvad synes du, Terese?” spørger Flemming ofte. Afdelingsleder, Terese Schürmann, betyder meget for Flemming. Desværre går hun snart på orlov. Men heldigvis har Flemming fået det meget bedre, så mon ikke det går alligevel. ”Flemming er god til at huske og fortælle,” siger Terese Schürmann og fortsætter: ”Men angsten er han ikke god til at sætte ord på. Angsten kommer til udtryk i hans kropssprog. Fra at være udadvendt bliver han indadvendt. Han bliver sort i øjnene og svedende. Når der er ting, der kræver lidt overskud, kan det være svært for ham at

10

tage, at der f.eks. er et glas, der står lidt forkert. Han har nemlig også mange systemer.” Da Flemming fik kateter, fik han det værre. Det forstyrrede hans dagligdag. Der var mange ting, han ikke vidste, om han stadig kunne. Dengang var det angsten, der styrede Flemming. ”Nu er det i højere grad Flemming, der styrer angsten,” siger Terese Schürmann og fortsætter: ”Kunsten har været at finde den rigtige medicin. Da han fik lykkepiller, blev han meget aggressiv og væltede personale og var truende. Han har temperament og kunne

ikke styre det.” Når Flemming bliver angst, har han brug for ro omkring sig samtidig med at være sammen med nogen, der er trygge for ham. ”Vi hjælper ham med at sætte ord på angsten. Når han er i kravsituationer, bliver han vred. Det er ikke fysisk men verbalt. Han har brug for ekstremt tydelige regler og en struktur og et personale, der kan rumme ham. Personalet skal signalere ro og overskud. Ud over medicin hjælper det også, hvis han kommer tidligt i seng. Klokken 18.30 er han træt. Sengen giver ham ro. Næste dag er alting


nyt. Han bærer ikke nag. Han fører det ikke med sig ind i næste dag. I gamle dage ville man kalde ham bund-neurotisk med hans systemer og kuglepenne, der skal ligge på bestemte måder. Nogle få af sine systemer har han lov til at beholde. Men de uhensigtsmæssige

forsøger vi at bryde,” siger Terese Schürmann, der har kendt Flemming i mange år. De 14 beboere på Skrænten er til dels selvhjulpne, men har behov for et personale, som opretholder rammer og struktur. Der er ingen på vagt om natten.

”Han har haft et langt og godt liv. Han er meget social og bruger de andre og er hjælpsom. Han følges med tre andre hver dag til værkstedet. Han hjælper dem ind og ud af bussen. Han er noget for nogen. Og det er meget vigtigt for mennesker,” slutter Terese Schürmann.

11


Flemming og kontaktpersonen ”Dengang jeg startede, havde Flemming mange angstanfald. De var i en helt anden form end nu,” siger Ditte Johannsen, der er Flemmings kontaktperson, og som har kendt Flemming i fem år. ”Når han bliver angst, bliver han sort omkring øjnene. Han sveder totalt, så hans pandehår bliver vådt og hans hænder fugtige. Men nu er det ligesom, at det ikke bliver så voldsomt mere. Han har stadig angst, men han er kommet på forkant med angsten. Han siger selv, når det brænder på, at han skal i seng,” siger Ditte Johannsen. Det er Flemmings strategi. Tidligt i seng. Hans trygge base. Angstanfaldene er, med Ditte Johannsens ord, blevet mere noble nu. Akkurat som Flemming er en nobel mand. ”Han er god til at fornemme, hvornår det er bedst, at han går i seng. Han er meget tryg i sin seng. Her er der ikke noget, han skal tage stilling til. Han gør selv noget for at få det bedre. Bare det at han kommer og siger, at nu vil jeg i seng er stort. Han fornemmer at for ikke at gøre det værre, er det bedst, at han kommer i seng,” siger Ditte Johannsen. Nogen gange siger han, at ”jeg kan ligeså godt lægge mig til at dø.” Det er hans måde at sige på, at han er angst. Igennem nogle år har personalet lavet om på nogle ting, hvor han før har følt sig presset. I spisesituationen fandt personalet ud af, at han skulle sidde på en bestemt plads og have luft omkring sig. Ditte Johannsen har tidligere haft konflikter med Flemming. I perio-

12

den hvor Flemming blev aggressiv af lykkepillerne, blev hun væltet omkuld. Personalet blev konstruktivt. Hvad kunne de gøre, så han ikke følte sig presset. De gav ham en anden plads ved spisebordet, og problemerne forsvandt. Flemming har særligt angst omkring badet. Det gør ham rigtig skidt tilpas. Særligt om mandagen. ”Om torsdagen kan jeg gå fra ham en halv time. Der har han ikke brug for personale hele tiden. Vi har nu besluttet, at vi gennemfører badet på hans præmisser og hjælper ham hele vejen igennem. Om mandagen skal vi være hos ham hele tiden. Og han er så velopdragen og siger altid: ”Tusind tak for hjælpen.” Han har stadig lidt angstanfald, men han er ikke aggressiv mere,” siger Ditte Johannsen. Det var ikke rart for nogen, da han var aggressiv. Det stred også meget imod Flemmings natur. Han der ellers er så høflig og venlig. Flemming har en masse rutiner. Sokker og ure der skal ligge korrekt, hvilket betyder, at personalet skal give ham tid. ”I 2007 var det slemt for ham at komme på arbejde. Hver anden dag kom han hjem med taxa på grund af angstanfald. I dag er han lykkelig for at komme af sted. Det er fantastisk, at man kan vende en sådan situation. Det er kommet samtidig med den nye medicin,” siger Ditte Johannsen. ”Flemming er meget snakkesaglig. Så meget at det grænser til det ”maniske”. Men når han er angst, så siger han ikke et ord. Hvis han bliver angst om eftermid-

dagen, når han er kommet hjem fra værkstedet, sidder han nede i stuen. Han har behov for den tryghed, at der er nogen omkring ham. Også selv om de larmer. Han beder ikke om, at vi skal tie stille. Og når han er rigtig dårlig, smører vi hans madpakke. Og igen kvitterer han med et tusind tak. Du kan se angsten i hans ansigtsudtryk. Han bliver vred at se på. Ham der ellers er en ældre, pæn herre. Men hvor pandehåret før blev drivvådt, så er det nu bare en glinsende overflade, man kan se på hans ansigt. Nogen gange siger han stadig, at det er ikke sikkert, I finder mig levende i morgen. Men måske er det bare hans måde at sige på, at han er bange for at dø,” slutter Ditte Johannsen.


"Normalt snakker og snakker han. Men n책r angsten banker p책, bliver han tavs." (kontaktpersonen)

13


"Der gik lang tid før, den rette diagnose blev fundet. Det er typisk ved udviklingshæmmede mennesker, hvor den psykiatriske sygdom kan overskygges af selve udviklingshæmningen, eller hvor symptomerne er atypiske. Rene angstdiagnoser er sjældne." (Oligofreniteamet)

Flemming og teamet Der synkroniseres kalendere rundt om bordet og morgenkaffen. Navne og symptomer ryger hen over bordet. Oligofreniteamet i Haderslev starter dagen på deres base. Sygehuset i Haderslev. Men ellers er de mest på farten. For de tager helst ud af huset. Det er nemlig bedst at se folk i deres eget miljø og møde så mange personaler som muligt. For de er afhængige af personalets observationer. I dag handler snakken specielt om Flemming. ”Flemming er et ordentligt menneske. Han har svært ved at rumme og acceptere sin aggression, han kan nemlig reflektere lidt. Han ser nor-

16

mal ud og bliver mødt med andre forventninger. Det er et handicap i handicappet, for han vil gerne leve op til andres forventninger,” siger pædagogisk konsulent Kirsten Friis Koch og fortæller om, hvor glad han er for at se teamet. Ofte kommer han dem i møde på parkeringspladsen og kommenterer deres biler. ”Nu er det jo altså ikke sådan, at vi kommer tre (red.: sygeplejerske, pædagogisk konsulent og psykiater) på en gang. Det er for voldsomt. Hvis det drejer sig om pædagogiske spørgsmål, så er jeg med. Jeg har været her i 10 år, og de kender mig allesammen. Det var et aktivt valg,

der gjorde, at der blev ansat en pædagogisk konsulent. Fordi det er det pædagogiske felt, vi som team opererer i. Jeg har været i feltet siden 1990,” forklarer Kirsten Friis Koch. Hun er ofte broen imellem psykiatrien og pædagogikken. Og så er hun som resten af teamet fleksibel. De ved godt, at personalet altid ringer klokken 14, når de møder ind i stedet for i teamets telefontid mellem klokken 8 - 9, hvor personalet på bostederne har allermest travlt. Og teamet kender alle sammen alle de knap 300 patienter. En af disse er Flemming. Han har været patient siden april 2007. Han blev egentlig


henvist fordi, personalet troede, han var depressiv. Og han er som mange af de øvrige svær at afslutte. For patienterne vender gerne tilbage. Flemming har autistiske træk og OCD, og så har han panikangst. Det tog lang tid for teamet at finde de rigtige diagnoser og den rette behandling, som Flemming kunne tåle. I 1960’erne mente man, at han var skizofren. Og han har da også fået Cisordinol (red.: et ældre antipsykotika) siden 1964. Det har ingen sat spørgsmålstegn ved før, teamet kom ind i billedet. Teamet fik personalet til at føre dagbog med iagttagelser i forbindelse med

hans panikangstanfald. Og teamet startede op med en behandling med et SSRI-præparat (red.: lykkepiller). Det gik godt. Flemming havde ingen angst. Men efter nogen tid blev han aggressiv og irritabel. Han væltede personalet, og én slog hovedet. ”Så trappede vi langsomt ud af det igen. Og vi er faktisk forsigtige med at give SSRI-præparater til udviklingshæmmede. Vi har oplevet flere gange, at det har udløst øget irritabilitet og aggression. Men så blev Flemmings angstanfald værre. Han turde ikke tage af sted til værkstedet. Så vi prøvede kortvarigt med

benzodiazepin. Og vi begyndte langsomt at udskifte Cisordinol med Seroquel (et nyere antipsykotika). Og det har givet ham ro. Om nogle måneder skal han helt ud af det gamle medicin. Men det bliver lidt svært. For Terese, afdelingslederen, som han støtter sig meget til, skal på orlov. Og det er ofte hende, der sammen med Flemming skal beslutte, hvad der skal ske,” siger psykiater Uwe Goy. De tilser Flemming på kontoret i Skrænten, hvor Flemming har sin 1 værelses lejlighed. De har én gang været i hans lejlighed. Men det kunne han bestemt ikke lide. Det

17


var nærmest et overgreb. ”Man kunne tydeligt se det på ham. Han kiggede på klokken og skubbede stolene ud, så vi hurtigt kunne komme væk. Der er så nydeligt. Alt skal stå på sin plads. Men det er jo både hans autisme og OCD, der spiller ind,” siger teamet og fortsætter: ”Flemming fremstår umiddelbart normal. Over for os har han altid været venlig. Men pænheden gør, at han bliver ked af det, hvis han bliver aggressiv.” Flemming har som mange andre udviklingshæmmede lidt af hvert af psykiske lidelser. Billedet er ikke soleklart. Hans lidelser har medført pædagogiske tiltag, som f.eks. det at låse døren for ham om morgenen, så han ikke skal bruge alt for lang tid på at tjekke, om den nu også er låst. ”Han er ikke omstillingsparat. Han har sit buskort i sin uldne trøje. Men hvad nu, når det er varmt? Det gør hans verden besværlig. Overgange er angstprovokerende. Hans system bliver ødelagt,” siger distriktssygeplejersken Henning Pedersen, og psykiateren fortsætter: ”I forhold til angsten er det mest forpintheden, vi har set. Han spørger hele tiden og bliver usikker i blikket og kigger til alle sider. Han vil helst ikke sige, hvordan han har det. Så er det han siger: ”Hvordan har jeg det, Terese?””

18

Flemming underspiller sine symptomer. Når nye ting skal ske, er det angstprovokerende. Han er altid høflig og siger: ”Det går da bedre, Terese?” Inden han kom i behandling, kom hans angstanfald cirka 4 gange om ugen. Der var flere dårlige dage end gode. Angsten skifter, alt efter hvad

kiateren kigger mest på medicinen. Den pædagogiske konsulent ser på, om der kan laves pædagogiske tiltag eller skabes en anderledes struktur, og sygeplejersken kigger på begge ting. Det er ikke altid de kender opgaven inden, de går ind. ”Vi er efterhånden hurtige til at tydeliggøre problematikken og hur-

der er på programmet. Når Flemming er angst, trækker han sig. Han isolerer sig. ”Det er ofte omkring bade-situationen. Og altid samme ugedag, det går dårligt. Så er det personalet, det handler om?” spørger Henning Pedersen. Der kan være svært at få anamnesen (sygehistorien) frem uden hjælp fra personalet. Derfor beder teamet personalet om at føre dagbog. Hvor stort er problemet? Hvornår er det? Hvilke dage? Teamet siger, hvad de formoder, og hvad personalet skal kigge efter. Nu er der ro på, og det afspejler sig også i den stabilitet, der er i personalegruppen. Teamet har de typiske roller uden dog, at der er skarpe grænser. Psy-

tige til at gætte, hvad det drejer sig om. Det er en fordel at komme ud og se stedet,” siger sygeplejersken og Kirsten Friis Koch supplerer: ”Og så har vi flere personaler i spil. Vi tager gerne ud to. Den ene kører og den anden dikterer, og sammen diskuterer vi patienterne. Det er en fordel, at vi er et tværfagligt team. I vores gruppe af patienter er der meget andet end psykiatri,” siger psykiateren. Det er et vedvarende tilsyn. De prøver at afslutte, men får dem gerne igen. ”I forhold til angst kan det være svært at finde ud af, hvilken slags det er. Når udviklingshæmmede mennesker får panikangst, kan de blive aggressive og irritable. Det kræver en nøjagtig anamnese sam-


men med personen og personalet. Vi kan ikke stille diagnosen uden. Vi vejleder personalet i at iagttage. Personalet siger måske:”Han har en mani”. Vi taler ikke samme sprog. Og desuden tolker man vidt forskelligt i personalegruppen. Her er det, at den pædagogiske konsulent er tolk. Nogen gange får man kun resultatet (”han slog”) at vide, og vi må spole filmen frem og tilbage til, hvad der førte til dette. Man ser kun symptomet. Så vi laver også detektivarbejde,” siger psykiateren, der understreger, at psykiatrisk sygdom kan sløres af funktionsniveauet, og at det i nogle tilfælde kan være kedsomhed og ikke psykiatri, det handler om. ”De sværeste adfærdsforstyrrelser bunder ofte i andet end psykiatri. Teamet tager sig både af psykiatriske og adfærdsmæssige problemer. Det handler også om menneskesyn. Man skal se det i et bredere perspektiv. Det er mere bredspektret og komplekst end bare psykiatri. Tværfagligheden giver styrken til, at vi ikke giver op så let. Vi tør se nogle problemer i øjnene, vi ikke lige har svar på. Det er både ping pong med personalet og os imellem. Vi har måske ikke svaret med det samme. Men lad os se på det sammen. Det handler om at identificere den herskende logik og udfordre den. Vi pirker til de billeder, der er og har en narrativ tilgang. Kan der fortælles andre historier?” siger teamet. Det er ikke kun medicin men også miljømæssige og pædagogiske tiltag, som de sætter i gang. Ifølge teamet har fem ud af de 300 patienter en ren angstdiagnose. ”Det er en svær balance. Når vi kommer ind i billedet, har det gerne stået på i flere uger, og måske står personalet på randen af et

sammenbrud. Før i tiden var pædagogerne meget skeptiske overfor psykiatri. Nu har vi en højere status. Redskaberne udvikler vi i fællesskab. Men personalet skal selv arbejde. Man skal være parat til at se på, at der er noget galt. Og det kan være svært, for det rykker ved ens selvforståelse,” siger teamet, der har diskuteret strukturen omkring Flemming med personalet. Teamet kender jo stort set alle patienter, og alle kan træde ind, så teamet har en vis robusthed. Teamet forsøger altid at tale i patientens sprog og møde ham der, hvor han er. De møder de udviklingshæmmede patienter som gæster og med en ydmyghed i forhold til opgaven. De snakker tilliden i stilling. Det er en balancegang at finde et fælles sprog. Patienten skal være med så langt som muligt. Men skal dog ikke altid være med, når der tales med personalet og pårørende. For der må ikke tales hen over hovedet på patienten. Og der er det godt, at de altid er to ude, for så kan den anden lige tage patienten med ud og måske se patientens værelse. De kører desuden også to ud af sikkerhedsmæssige årsager. De ved ikke på forhånd, hvad de skal ud til. ”Vores opgave er at skabe et netværk omkring patienten, så vi kan træde ud. Men det er svært, for mange vender tilbage,” siger psykiateren. Cirka hver sjette uge bliver patienterne tilset. Teamet vil godt også se patienterne i fredstid. De prøver at komme ud i forkøbet. De forsøger at forebygge. Ved angstbehandling bruger de primært SSRI-præparater eller en lav dosis af antipsykotika, som ved Flemming. ”I begyndelsen skal udviklings-

hæmmede have en lavere dosis end normale, for hvis de får det skidt af bivirkninger, kan det være svært at overbevise patienterne om, at de skal blive ved med at tage medicinen. Men det er også den adfærdsmæssige og pædagogiske tilgang, der trænes med personalet. Som det med at låse døren for Flemming om morgenen,” siger teamet. Når en patient er sat i medicinsk behandling, følger teamet udviklingen. De er tilgængelige. Personalet får at vide, at de kan ringe om en uge eller 14 dage. Har personalet kigget på de pædagogiske tiltag, og er det ikke blevet bedre, så øges dosis. ”Vi prøver at give det samme tilbud som distriktspsykiatrien. Vi prøver at efterligne det tilbud tilpasset de muligheder, vi har. De udviklingshæmmede er svagere, og hvorfor skal de stilles dårligere end de mere ressourcestærke normale mennesker,” slutter teamet.

Om Oligofreniteamet i Region Syddanmark, Haderslev Teamet består af en overlæge, to distriktssygeplejersker, en pædagogisk konsulent samt en sekretær. Oligofreniteamet varetager behandlingen af udviklingshæmmede (IQ under eller lig med 70) med samtidig psykiatrisk problemstilling. Arbejdet foregår efter distriktpsykiatriske principper, dvs. patienten besøges primært i eget hjem. Den overordnede målsætning for Oligofreniteamets arbejde er: • diagnostisering • almene konsulentfunktioner • vidensopsamling og formidling • forskning og udviklingsarbejde

19


Flemming og psykologen ”Undersøgelser viser, at angst er en meget hyppig lidelse hos udviklingshæmmede mennesker. Langt hyppigere end hos normalbefolkningen. Op imod 10-17 procent af udviklingshæmmede skønnes at lide af angst,” siger psykolog Trine Reippuert Knudsen, der ofte ser angst hos de udviklingshæmmede mennesker, hun har i behandling på Center for Oligofrenipsykiatri. Udviklingen af angst hos udviklingshæmmede mennesker hænger ofte sammen med, at de ikke forstår verden. Verden er skræmmende og uforudsigelig. Det kan være angst for at gå ud. Det kan være angst for ikke at slå til blandt andre. Det kan være angst for mørke. ”Og har man en

enkeltfobi, udvikler man ofte andre angstformer som f.eks. panikangst. Og panikangst fører ofte til angst for at gå ud alene. Udviklingshæmmede står tit og skal gøre ting alene, som er lidt for svære. Angsten for at kunne leve op til kravene kan vokse sig så stor, at den kan udvikle sig til en paniklidelse. Fordi de udviklingshæmmede mennesker står med ting og opgaver, de ikke lige kan løse, er de mere sårbare. Mange går rundt og er udiagnosticerede og ubehandlede,” fortæller Trine Reippuert Knudsen og fortsætter:

”Psykologindsatsen afhænger af den enkeltes begavelse. Hvis det er et udviklingshæmmet menneske, der er bedrefungerende, vil jeg kunne arbejde mere kognitivt og med samtalebehandling, der vil ligne den behandling, som normalbefolkningen modtager. Men jo dårligere begavelse jo mere miljøbehandling, vil det handle om.” Trine Reippuert Knudsen afdækker problemet gennem samtale. Hvad trigger angsten? Hvad er

”Der er mange udviklingshæmmede med angst, der hverken har fået en diagnose eller er sat i behandling” (psykologen)

20


personen bange for? Og så vil hun sætte pædagogerne i sving. Er kravene for store? Skal kravene justeres, og forventningerne sættes ned? Vi har fortalt Trine Reippuert Knudsen om Flemming og spurgt hende om, hvad hun som psykolog ville gøre i behandlingen. ”Jeg ville tænke, hvad der mon har været med mandagene, siden det er den dag, hvor han har så svært ved at komme i bad? Har der været en særlig hektisk stemning? Har der været andre pædagoger på arbejde? Har det været hårdt efter en weekend? ”Jeg vil tænke relationen ind i det, og jeg vil snakke med

pædagogerne om at gøre badet hyggeligt og rart. Måske hjælper det at tænde for musikken eller sætte varme på. Men da Flemming også har autistiske træk, kan det være svært med badet, der rummer en masse sanseindtryk, der kan være angstprovokerende. ”Når han har autistiske træk, ville jeg lave visuelle skemaer, der viser, hvad han skal sammen med et billede af, hvem der kommer og

hjælper, så han kan se, at han ikke skal være alene om det. Jeg ville også tænke eksponering. Altså det at udsætte ham gradvist for det, han er bange for. Fordi det er skræmmende at tage hele badet på en gang. Først ville jeg måske gå ud på badeværelset med ham. Næste gang måske lade ham tage tøjet af. Næste gang igen måske bare vaske fødderne. Eksponeringen er den specifikke angstbehandling. Den uspecifikke behandling er det at nedsætte krav og forventninger og lave visuel struktur. Jeg ville måske også lave et belønningssystem. Belønningen kunne f.eks. være en hyggelig aktivitet sammen,” siger Trine Reippuert Knudsen. At Flemming indimellem bliver aggressiv, når han er angst, kan ifølge Trine Reippuert Knudsen forklares med, at det limbiske system i hjernen aktiveres. Det bliver en kamp/flugt reaktion. Det bliver liv eller død for ham. ”Men det er en ressource, at han kan finde ro i sengen. Så der er et sted, hvor han beroliger sig selv.” Hun vil som psykolog være mest igangsættende. Det er pædagogerne, der er tæt på i hverdagen, der skal hjælpe Flemming i det daglige. Psykologen kan så følge op på det, der er sat i gang.

21


Angst

Af psykolog Eva Hjuler Kirketerp

Angst er en bred diagnosegruppe, der samler symptomtilstande som panikangst, socialangst, generaliseret angst, agorafobi, enkeltfobi, tvangstilstande (OCD) og posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD). Følelsen af angst er en, de fleste mennesker kender fra situationer, hvor man bliver virkelig bange eller forskrækket, men der er langt fra følelsen af angst til en egentlig angstlidelse. Der er forskellige bud på hvor mange, der lider af angst. Samler man alle angstlidelserne skønnes det, at 15% af alle danskere på et tidspunkt i deres liv vil udvikle en af ovennævnte angstlidelser (kilde: Psykiatrifonden). De hyppigste er enkeltfobi og socialangst, efterfulgt af agorafobi, generaliseret angst, posttraumatisk belastningsreaktion, tvangstilstande og panikangst. Overordnet set er risikoen lidt højere for kvinder end for mænd. Angst ses desuden som et symptom ved mange andre psykiske lidelser.

Der er fire komponenter i symptombilledet og oplevelsen af angst:

22

• Det følelsesmæssige: Hvordan føles angsten (uro, ængstelse, rædsel etc.) • Det fysiologiske: Hvordan påvirkes kroppen (hjertebanken, koldsved, rysten mm.) • Det kognitive: Hvad tænker man om angstoplevelsen (ængstelige tanker om fremtidige begivenheder, katastrofetanker) • Det adfærdsmæssige: Hvordan reagerer man på angsten (flygter, undgår, undviger osv.) Mennesker med let udviklingshæmning er meget lig normalbefolkningen både ift. symptombillede og behandling, hvor mennesker med moderat eller svær udviklingshæmning udtrykker symptomerne anderledes, og oftest er det i deres adfærd, symptombilledet skal afkodes. Mennesker med udviklingshæmning har ofte svært ved at finde overblik og sammenhæng i deres hverdag, og mange oplever, at verden bestandigt ”kommer bag på” dem. Dette formodes at være forklaringen på, at udviklingshæmmede oplever mere angst


end den øvrige befolkning (kilde: Sørensen og Lindsø Larsen), forstået som en kronisk ængstelighed, der bl.a. opstår, fordi omverdens kompleksitet overstiger individets ressourcer til at afkode den. Årsager til angst formodes at være en kombination af (genetisk) disposition og belastning. Behandlingen er en kombination af medicinsk behandling med SSRIpræparater, psykoedukation (dvs. oplysning om sygdommen til borgeren og omgivelserne), psykologisk behandling så som kognitiv adfærdsterapi (KAT) - herunder eksponering, responshindring, samt eksternalisering og miljøterapi. Det betyder også, at angstbehandling ofte sker i et tværfagligt samarbejde. Eksponering er en metode, hvor man kontrolleret udsætter sig for ufarlige stimuli, som man er angst for. Ved responshindring er opgaven at undlade at gøre det, man vanligt gør for at forsikre sig selv og dæmpe angsten. Mere poetisk kan man udtrykke det ved, at man øver sig i at gå angsten i møde i stedet for at gå væk fra den.

Ideen er, at man udsætter sig for de ting, man er bange for for at nå til erfaringen af, at det ikke er så farligt som forventet. Man øver sig, indtil angstniveauet falder. På den måde brydes den negative feedback, og nye erfaringer opstår. Der er enslydende principper i arbejdet med eksponering og responshindring (inspireret af Esben Hougaaard): • Øvelserne skal være planlagte, strukturerede og forudsigelige • Eksponeringen skal være gradvis, dvs. starte med lettere opgaver • Undgå distraktion og sikkerhedsadfærd • Undgå at kæmpe mod angsten, den hører med til øvelsen • Bedøm angstintensitet under øvelsen • Eksponeringsøvelser skal gentages hurtigt og hyppigt • Eksponeringen skal fortsætte indtil angsten er dalet væsentligt • Anvend kognitive metoder i situationen • Vær forberedt på at det er ubehageligt

23


Kolofon Tekst: Mette Egelund Olsen med bidrag af psykolog Eva Hjuler Kirketerp Foto: Hanne Engelstoft Layout: Pernille Granath, www.pernillegranath.dk Udgivet af: Forlaget Oligo Videnscenter for Oligofrenipsykiatri Skovagervej 2 8240 Risskov Telefon 7847 1550 Telefax 7847 1569 E-mail: videnscenter@oligo.dk www.oligo.dk

Tak til Flemming og de øvrige medvirkende Tryk: PE offset Kopiering kun tilladt på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan og kun indenfor de i aftalen nævnte rammer. ISBN 978-87-92383-04-4


Mange udviklingshæmmede mennesker oplever angst. Ikke nødvendigvis de rene angstdiagnoser. Men måske lever de i en verden, der fremstår angstprovokerende. Det kan være små ændringer i deres liv, der skaber store reaktioner. Som angst. Det kan være ting, de ikke forstår. En overvældende verden af indtryk. Vi har fulgt Flemming, der lider af panikangst. Hans forløb og behandling er ikke klassisk. Men det kendetegner netop andre udviklingshæmmede mennesker med en psykiatrisk diagnose. Det kan være svært at skille tingene og symptomerne ad. Hæftet beskriver Flemming og hans angst. Fra pædagogernes indsats til psykiaterens arbejde. Vi er med ved bordet, når Flemming møder behandlingsteamet, og vi er med, når kontaktpersonen beskriver Flemmings angst og de tiltag, pædagogerne har gjort.

05 Angst & udviklingshæmning  

Om et udviklingshæmmet menneske i en verden af frygt. Udgivet af Videnscenter for Oligofrenipsykiatri. Grafisk design: Pernille Granath. Fot...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you