Page 1

Økumenisk Ungdoms årsmagasin 2010

anno•10

Ingen Kirke Uden Nabo!

ANNO’10 • side 1 • www.oku.dk


Naboen er kirkens virkelighed Af Jens Christian Kirk

Bibelens udsagn om næstekærlighed kan diskuteres meget og længe, men det er sikkert, at en af implikationerne er at vi ikke er skabt alene - vi er sat i et evigt forhold til den anden. At der bor en på den anden side af døren, på den anden side af grænsen, udfordrer os. Kirken har også naboer: samfundet, de andre trossamfund, men også de andre kirker. Økumeni handler bl.a. om, at kirkerne må anerkende, at de er hinandens næste, og uden denne anerkendelse er der ingen kirke. I denne udgave af ANNO har vi valgt at sætte fokus på Kirken og dens naboer. Vi har interviewet Andreas Dybjær Andersson om, hvad økumeni betyder for ham og Martin Bonde og jeg selv sætter i en kronik Økumenien til debat. Derudover har vi udforsket Kirker og naboer. I Irland har katolikker og protestanter været i væbnet konflikt,

og her har den økumeniske besindelse haft en afgørende indflydelse på forsoningen og håbet om en fælles fremtid. I Århus er tre frikirker gået sammen og har dannet Citykirken Århus. Også i Århus prædiker Frank Appiah i migrantmenigheden United Harvest. I Myanmar præger stærke etniske skel livet og kristendommen. I Litauen og i Sverige har Økumenisk Ungdom søsterorganisationer, som vi har spurgt hvordan arbejder. Vi har selvfølgeligt også fokus på de store begivenheder i Økumenisk Ungdom og det øvrige økumeniske landskab i det forgangne år – Danske Kirkedage, NBCC Sommermøde, Festkirken og Folkekirkens indtrædelse i PorvooFællesskabet. God læselyst og med ønsket om et mere økumenisk 2011.

Side 8

ANNO’10 • side 2 • www.oku.dk


Indhold Udgives af: Økumenisk Ungdom Kløvermarksvej 4 8200 Århus N www.oku.dk info@oku.dk 20 86 01 32 ISSN NR: 1904-5670 Ansvarshavende redaktør: Jens Christian Kirk, pr@oku.dk Redaktionsmedlemmer: Marie Bohn Olsen, mariebohnolsen@gmail.com Christian Arffmann, arffrika@hotmail.com

Side 18

Trykker: WERKs Grafiske Hus Holdninger, der fremgår af artikler, er ikke nødvendigvis udtryk for Økumenisk Ungdoms egne.

02 Naboen er kirkens virkelighed 04 At møde sin nabo på trods 06 Nyt fra nær og fjern 08 Ingen Økumeni = Ingen Kirke 10 En Verden, der blev større 11 Kronik - Ingen Økumeni = Ingen Kirke 13 Porvoo 15 Da glæden kom ind i pastor Franks liv 16 Danske Kirkedage 18 Når Naboen er fjenden 18 Økumeni i Orkanens øje 20 “Did I mention the sex, drugs & Rock n’ Roll” 23 Kristent studenterarbejde i Litauen 24 Interreligiøs fred og vegansk mad 25 Nordisk Baltisk Sommremøde 26 Citykirken Århus - et naboskab, der blev til enhed 28 Kirkens straffespark i Festugen 29 Alt går op i 6 - 2011 i Økumenisk Ungdom 31 Netværk med mange forgreninger

Side 4

ANNO’10 • side 3 • www.oku.dk


At møde sin nabo på trods - det svære møde mellem etniske grupper, buddhisme og kristendom i Myanmar Karen Frendø-Sørensen brugte juli måned i Myanmar. Hun var en af to danske deltagere, udsendt af Danmission, på et teologisk sommerseminar. Her blev der diskuteret kontekstuel teologi, men også masser af tid til at besøge kristne grupper i landet. Dette gav et unikt inblik i et land med militærdiktatur og forskellige etniske og religiøse grupper ”Hvis du ser en mand fra BamarAf Karen Frendø Sørensen folket og en slange på vejen, så dræb først manden fra bamar-folket og I Myanmar (tidl. Burma) lever over 100 forskellige etniske først derefter slangen.” grupper. Bamar-gruppen er den største, og herfra kommer, lederne af landets militærregering. Etnisk haderim Religion og etnicitet Militærregeringen støtter buddhismen, som er den største religion med næsten 90%. De kristne i landet beskyldes for at være provestlige og illoyale over for Myanmar. Dertil kommer at det gamle britiske kolonistyre og skiftende militærregeringer har gjort sit til at spille de etniske grupper ud mod hinanden, så hadet mellem de forskellige befolkningsgrupper er blusset op, og minoritetsgrupperne ikke har kunnet slå sig sammen til at gøre oprør mod uretfærdige styreformer. I Myanmar spiller det en stor rolle om man er Bamar, Kachin, Karen eller Shan. Og de etniske skel forstærkes af religionen, fordi de fleste kristne findes indenfor de etniske minoritetsgrupper, i nogle grupper helt op til 60 % kristne eller mere. Bamar-folket er derimod næsten alle buddhister.

Fakta om Myanmar / Burma Kilde: www.um.dk Indbyggertal: 53 mio. (estimat) Etniske grupper: Bamar 68%, Shan 9%, Karen 7%, andre 16% Sprog: Burmesisk samt en række etniske sprog Religion: Buddhister 89%; kristne 4% (baptister 3%, romersk katolske 1%); muslimer 4%; andre 3% Styreform: Militærdiktatur

Børnerim om had og vold ”Hvis du ser en mand fra Bamar-folket og en slange på vejen, så dræb først manden fra bamar-folket og først derefter slangen.” Sådan lærer børn i andre etniske grupper at se på Bamar-stammen gennem sanglege og ordsprog i deres opvækst. Og med modsat fortegn lærer Bamar-børnene samme slags børnelærdom om deres landsmænd. Hvis man lærer disse rim i sin barndom og oplever, hvordan forskelsbehandling og diskrimination pga. etnicitet er en del af livet, er der ikke langt til som voksen at frygte, hade eller isolere sig fra de andre etniske grupper. Og det er ødelæggende for at leve sammen på en god måde. Af bl.a. den grund er det så vigtigt at støtte de kræfter, som arbejder for religionsdialog i landet. For religionsdialog kan samtidig åbne op for en dialog mellem en Bamar og en Karen, som måske aldrig har talt sammen før. Det er et af målene for det økumeniske Myanmar Institute of Theology i Yangon (tidl. Rangoon), hvor studerende fra forskellige etniske grupper, konfessioner og religioner lever og studerer sammen. Et lille skridt mod frihed – måske? Fjendskabet mellem de etniske grupper og manglende interreligiøs forståelse kan, sammen med spændte politiske forhold, støtte den destruktive kurs for landet. Men tøbrud i forholdet mellem forskellige befolkningsgrupper kan bringe håb om en bedre fremtid i Myanmar. 7. november 2010 afholdes valg i Myanmar. Flere vestlige lande har fordømt valghandlingen. De kristne i Myanmar håber forsigtigt at valget vil bringe landet et lille skridt nærmere demokrati og frihed. Der er lang vej endnu, før alle burmesere begynder at betragte hinanden som naboer.

Landet ligger mellem bl.a. Indien, Kina og Thailand. ANNO’10 • side 4 • www.oku.dk


ANNO’10 • side 5 • www.oku.dk


Nyt - fra nær og fjern Living in a world of Technology - The Changes in our social Behavior

Ecological Justice - ny kampagne i EYCE

WSCF-E seminar i Finland 29/3 - 4/4 2011

I slutningen november afslutter Ecumenical Youth Council in Europe sin 3-årige “Campaign to Overcome Fundementalism”. EYCE’s kampagne i 2012 - 2014 bliver for Ecologicel Justice.

Deltag i dette spændendende seminar gennem Økumenisk Ungdom og betal max 800 kr., send en mail til info@oku.dk og få ansøgningsskema og yderligere informationer.

Som begrundelse for emnevalget skriver EYCE: ”Miljøet er et af de, hvis ikke det, mest udfordrende bekymringer for nutidens samfund.”

inTerdependence 2011 KRISS - Økumenisk Ungdoms svenske søsterorganisation afholder kultur- og teologifestival i efteråret 2011

Nye Ansatte i Økumenisk Ungdom

Danske deltagere er mere end velkomne til den store begivenhed i Den Kristne Studenterbevægelse i Sverige. Her sættes der fokus på samhørighed, gensidig afhængighed, mellemmenneskelighed og ansvar.

Efter nytår stopper Foreningskoordinator Tommy Birk Hansen efter 1 års ansættelse i Økumenisk Ungdom. I stedet er Ole Madsen, medlem af Studentermenigheden i Århus’ Råd og DØC’s bestyrelse blevet ansat som foreningskoordinator, og Knud Lunderskov er blevet ansat som Økonomimedarbejder.

Verdens Jamboree i Gøteborg

Dialogpiloten

I sommeren samles spejdere fra hele verden i Gøteborg til Verdens Jamboree. Bag lejren står alle medlemsorganisationerne i World Organization of the Scout Movement. Lejren afholdes hvert fjerde år og går på skift mellem kontinenterne.

IKON har udgivet håndbog i dialog Som et resultat af IKON’s uddannelse Dialogpiloterne har foreningen udgivet en bog med en række øvelser, man kan benytte sig af i interreligiøs dialog. Bogen kan rekvireres på ikon@ikon-danmark.dk

ANNO’10 • side 6 • www.oku.dk


WSCF-Europe kommer til Danmark Genderseminar og generalforsamling i Efteråret WSCF-Europe afholder i efteråret Genderseminar og generalforsamling i Danmark, hvis du vil med eller hvis du vil være frivillig til konferencen, kan du kontakte info@oku.dk

Studietur til Bossey Den 27. marts - 1. april er der studietur til Geneve under temaet Sult og Fattigdom Traditionen tro afholder Økumenisk Ungdom i samarbejde med Danske Kirkers Råd, Folkekirkens Nødhjælp og KFUM og KFUK studietur til Bossey og Geneve. Her skal vi besøge en række kirkelige organisationer bl.a. Act Alliance, Kirkernes Verdensråd, WSCF m.fl. Se www.oku.dk for nærmere info.

Økumenisk Efterårskursus Den 4. - 5. november afholdes der Økumenisk Efterårskursus på Nyborg Strand Hotel. Bag efterårskurset står: Danske Kirkers Råd, Folkekirkens Mellemkirkelig Råd, Bibelselskabet, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Missionsråd og Økumenisk Ungdom

Fred mellem Kristendom, Islam og Jødedom? SMÅ-aften i Møllevangskirken i Århus 2. feb

Rockgudstjeneste Tour 2011 Brorsonskirkens Rockgudstjenester tager på tour den 26. feb og 1. marts Ungdomspræst Per Ramsdal og de frivillige tager på tour rundt i landet. Er du interesseret i at din kirke får besøg, kan du kontakte Brorsonskirken.

Vi får besøg af nonnen Kirsten Stoffgren Pedersen, kendt som søster Abraham, der til daglig bor i kloster i Jerusalem. Gennem det meste af sit voksenliv har hun været dybt optaget af, hvordan kristendom, jødedom og islam kan leve fredeligt sammen med hver sin religiøse basis. Hendes tilnavn, søster Abraham, kommer sig af, at hun har arbejdet for forsoning mellem de abrahamitiske religioner, efter Bibelens Abraham, som alle tre religioner anerkender som stamfader.

DUF Fyraftensmøde Kollekt for Økumenisk Ungdom 20. februar går kollekten til Økumenisk Ungdom På septuagesima Søndag har Økumenisk Ungdom kollektdag. Spørg din præst eller menighedråd, om der samles ind til Økumenisk Ungdom i din kirke.

Dansk Ungdoms Fællesråd afholder Fyraftensmøde om Den kreative platform i Århus d. 3. februar. Fyraftensmødet giver inspiration til at arbejde med metoderne fra ”Den kreative platform”, der kan være med til at skabe kreative og nytænkende processer. Med den kreative platform får du mulighed for at bruge den viden og idérigdom der allerede findes i organisationerne, uden at blive hæmmet af faste mønstre og barrierer.

ANNO’10 • side 7 • www.oku.dk


Ingen Økumeni = Ingen Kirke

ANNO’10 • side 8 • www.oku.dk


Ingen Økumeni = Ingen Kirke har været Økumenisk Ungdoms Årstema i 2010. I Annos redaktion har vi valgt at sætte dette til debat ved dels at se på Økumeniens egenart, dels ved at se på, hvad der er sket i det økumeniske Danmark i løbet af det forgangne år, og dels ved at zoome ind på det, der skaber kirkens økumeniske virkelighed Naboen! Tag med os på en rejse til Porvoo, Århus, Danske Kirkedage, Sverige, Irland og Litauen.

ANNO’10 • side 9 • www.oku.dk


En verden der blev større

- Interview med Andreas Dybkjær-Andersson

Af Christian Arffmann Hvad betyder økumeni for dig? ”Der er en helt ny situation i Danmark. Før tog man ud i verden for at se andre kirker. Men i dag er verdenskirken kommet til Danmark, og det er blevet forstærket de seneste år. Økumeni er blevet endnu mere relevant i form af kulturmøde og integration og mødet mellem andre religioner og kulturer, som er ’flyttet’ til Danmark. ” Du er tidligere medlem af Økumenisk Ungdoms styrelse og arbejder i dag for Danske Kirkers Råd, men hvordan blev du en del af ’den økumeniske bevægelse’? ”Det startede med, at jeg som teenager havde venner i mange forskellige kirker. Og i teenage-tiden blev tingene ofte set sort på hvidt. Nogle af mine venner sagde: ”Vores måde er den rigtige måde at være kristen”, andre mente, at deres kristentro der var den rigtige. For eksempel var der døbte og ikke-døbte, der diskuterede. Så begyndte jeg at forsvare dem, de andre kritiserede. Dermed blev jeg udfordret til at tænke bredere og sætte mig ind i andres trossyn. Det var en verden, der blev større og større. I Odense, hvor jeg boede, begyndte jeg at lave lokalt samarbejde mellem forskellige frikirker og med Folkekirken. Tilfældigvis så jeg et jobopslag, hvor der stod, at Økumenisk Ungdom søgte en konsulent i Odense. Her var altså en mulighed for at lave det, jeg allerede lavede, og endda få penge for det. Økumenisk Ungdom føjede noget mere til, et internationalt perspektiv og en større forståelse for katolikker og ortodokse.” Hvilken oplevelse har betydet mest for dig i dit økumeniske engagement? ”Der har været utrolig store oplevelser, men en af dem var studieturen til Bossey i Schweiz. Her mødte jeg, som helt ung teenager, mange helt nye teologiske syn, og det var virkelig med til udvide min horisont. ”

Du arbejder for Danske Kirkes Råd, hvad består dit og DKR’s arbejde i? ”Danske Kirkers Råd er et mødested og et netværk for danske kirker og organisationer. Vi repræsenterer 16 kirkesamfund og 45 kirkelige organisationer. Kursen udstikkes af kirkerne og organisationerne - det er deres organisation. Der findes en teologisk gruppe, der tager sig af dokumenter fra Kirkernes Verdensråd, og beskæftiger sig med spørgsmål som ’Hvad er kirkens natur?’ og ’Hvad er kirkens formål?’ og undersøger, om der er nogle kirkesamfund eller organisationer, der bliver forfordelt eller nogle, der bliver diskrimineret. Danske Kirkers Råd taler på deres vegne, hvis de får dårlig omtale i medierne. Danske Kirkers Råd samler erfaringer fra migrantkirker og samler de kirkelige organisationer, der arbejder med økumenien, så man ikke hele tiden skal opfinde den dybe tallerken på ny. Kirkerne står stærkere ved at arbejde sammen end ved arbejde hver for sig.” Hvad betyder Økumenien for ”Kirken” i bred forstand? (Jævnfør Økumenisk Ungdoms årstema: Ingen Økumeni = Ingen Kirke) ”En kirke er ikke afgrænset til at være én afgrænset gruppe eller et nationalt fællesskab, såsom jøde, græker, træl, fri, kvinde eller mand. Kirkens natur er derimod at gå på tværs. Når kirken arbejder med på den vision, så vidner vi som kirke.” Men bør man ikke være bange for dårlig indflydelse og for, at man som kirke rykker sig væk fra sit eget grundlag? ”Kirker er i samspil med verden og samfundet. Kirken må hele tiden reformere sig, som Luther har lært os. Noget, vi kan lære meget af, er, at vi skal lære at tale sammen. Vi har mange ting til fælles, og det kan være med til at styrke identiteten i de forskellige kirkesamfund. De forskellige særpræg vi har, gør os bevidste om vores eget præg og om den større sammenhæng, som vi er en del af. At være en del af en større familie er en rigdom. Der er ikke tale om et enteneller. Økumenien beriger både den kirke man er i, og den kirke, man samarbejder med, fordi man går fra en lille sammenhæng til et større fællesskab.”

ANNO’10 • side 10 • www.oku.dk


Hvorfor skal man engagere sig som ung engagere sig i Økumeni? ”Det er utrolig spændende at møde andre kirker og andre kristne og at tage fat i store eksistentielle spørgsmål. Når man mødes i et internationalt forum, finder man ud hvad man har til fælles, og hvor forskellene er. Dermed er der et udgangspunkt til at lære andres verdensbilleder at kende at og nå ind til nogle rigtig dybe samtaler om Gud, mennesket og verden, ja faktisk alle de store spørgsmål i livet.”

Andreas Dybkjær-Andersson

Stud. Teol. Projekt og kommunikationsmedarbejder i Danske Kirkers Råd Tidligere Styrelsesmedlem i Økumenisk Ungdom

Ingen Økumeni = Ingen Kirke

Kronik om Økumenisk Ungdoms Årstema

Martin Bonde Christensen

Jens Christian Kirk

Cand. Teol. og Højskolelærer Formand, Økumenisk Ungdom

Stud. Teol. PR-medarbejder og Eventleder, Økumenisk Ungdom

I Johannesevangeliet beder Jesus for de kristne ”at de alle må være ét” (Johs 17,21). Og bønnen om enhed lyder stadig fra evangeliet. Derfor hævder Økumenisk Ungdom, at uden økumenien og bevægelsen for enhed er der ingen kirke. At de alle må være ét er blevet den økumeniske bevægelses ”motto”. Mottoet indeholder det største ønske, at Gudsriget må blive en dennesidig realitet – altså det rige, hvor Guds vilje hersker, og som er styret af kærlighed og ønsket om at tjene andre. Det har traditionelt medført en række konklusioner, som ironisk nok ofte har splittet dansk kirkeliv og ført til svære teologiske debatter. Men det er efterhånden længe siden, at den slags debatter har skabt overskrifter. VI mener, at den debat er vigtig, men at splittelsen omkring ønsket om kirkens enhed mildest talt er problematisk. I det 20. århundrede har økumenien været en del af den teologiske debat. Meget kort fortalt udsprang bevægelsen først af ønsket om mission, i kølvandet på verdenskrigene ønsket om fred, og endelig ønsket om global økonomisk og materiel retfærdighed efter imperialismens ideologiske sammenbrud. Desuden har håbet om den åndelige enhed også altid præget bevægelsen, repræsenteret ved parolen: ”Hvordan kan en splittet kirke forkynde forsoning?” Kritikkerne har angrebet bevægelsen på to punkter: den blev for det

første for politisk og for det andet ville den blot gøre alle kristne ens. Den tradition er værd at tage med i debatten, men i denne kronik vil vi hellere springe det 20. århundredes diskussion over og fortsætte den en anden dag. For vi vil begynde et andet sted, nemlig ved kirkens historiske og ideologiske udgangspunkt: pinsen. Her skaber Helligånden, enhedens ånd, et fællesskab mellem mange folkeslag, der taler mange sprog, med respekt for det enkelte menneskes og den enkelte kulturs særegne kendetegn: Ved Helligåndens kraft kan vi trods forståelsesvanskeligheder opleve fællesskab med dem, der ikke er som os selv. Håbet om enheden og fællesskabet, der overskrider grænser, må altså være en del af kristendommens virke: At de alle må være ét. Men kirkerne (de enkelte institutionelle retninger) er ikke en enhed. Og når kirkens (det usynlige åndelige fællesskab) håb er enhed, så må kirken vel stille sig selv følgende tre spørgsmål: Hvorfor er vi ikke én kirke? Hvordan kan vi på trods af splittelserne tale om kirkens enhed? Hvordan kan vi opnå større enhed mellem konfessionerne?

ANNO’10 • side 11 • www.oku.dk


Hvorfor er vi ikke én kirke? Det er let at forklare kirkens splittelse historisk. De sproglige og kulturelle forskelle blev for store over geografiske afstande, og i takt med at kirken voksede sig stor og mægtig, blev kirken et magtforum frem for et forum for tjeneste. Det sidste var det, der gjorde, at teologiske diskussioner førte til skisma og ikke til en vedvarende diskussion. Men I dag har vi en situation, hvor de geografiske afstande ikke udgør et problem som i middelalderen, hvor den sproglige faktor til dels er udjævnet af fællessproget Bad English, og hvor vores højt besungne rationelle, empiriske tilgang til kultur og kulturforskelle har skabt en større forståelse for alverdens folkeslag og kulturer, end vi nogensinde før har haft. Derfor kan vi ikke blot henvise til de historiske faktorer på spørgsmålet ”hvorfor er vi ikke én kirke?” Årsagen er måske i virkeligheden, at vi ikke ønsker enheden. Og her kan vi i Danmark, alle aversionerne til trods, måske lære noget af den katolske kirke. I den katolske kirke finder man så forskellige kirkelige udtryk som Latinamerikansk befrielsesteologi, katolske karismatiske bevægelser, religionssynkretistiske tendenser i Indien, f.eks. i kraft af en Jesuittermunk, der også er buddhistisk guru, og Benedikt XVIs konservative og antiøkumeniske teologi. Hvordan holder de sammen på denne størrelse? Svaret må være, fordi de vil enheden. Det er viljen, der er det afgørende element. På samme måde er det også viljen, der er det afgørende element i, at vi i de lutherske kirker ikke er kirke sammen med den katolske – vi vil ikke. Hvorfor vil vi så ikke? Teologerne betoner forskelle i teologi: Der er en væsensforskel mellem protestantisme og katolicisme, idet protestantisme taler om ”sola scriptura” (alene skriften) – mod pavemagt og for stor vægt på traditionen; om ”sola gratia” (alene nåden) – mod forståelsen af, at vi som mennesker selv kan bidrage til frelsen; om ”sola fides” (alene troen) – mod gerningsretfærdighed: Tro er en frugt af Guds nåde. Alt det er fra en luthersk teologs standpunkt såre rigtigt. En katolsk teolog vil et langt stykke af vejen nok være enig, men måske tænke for sig selv, at det da er utroligt, så stor vægt de lutheranere ligger på retfærdiggørelseslæren, når kristendommen indeholder så meget andet! Og en, der ikke er teolog, vil tænke: ”øh... hvad taler de om?” Teologer kan finde mange stridspunkter, og de er ikke uvæsentlige, men ofte er det sikkert helt andre jordnære ting, som hvordan vi kan lide at fejre gudstjeneste, eller hvor meget vi vil betale til kirken, der afgør, om vi vælger den ene kirke frem for den anden. Hvordan kan vi på trods af splittelserne tale om kirkens enhed? I trosbekendelsens tredje artikel siger vi: ”vi tror på den hellige almindelige kirke.” Vi mener, at det er en meget universel formulering. Almindelig (catholica) kan endda oversættes med universel. Så vi taler allerede om kirkens enhed, men hvordan er det muligt, når kirkerne så åbenlyst er splittede? Vi deler samme bekendelse til Den Treenige Gud, og vi deler de samme profetiske og apostoliske skrifter. Der er forskellige bibelsyn,

men Helligånden virker og læsningen af den kristne grundfortælling vil altid skabe en fælles grund – på trods af store forskelle i sprog vil vi med andre kristne altid have det tilfælles, at vi tror på en Gud, der virker i verden og at Jesus Kristus forandrede noget i forholdet mellem Gud og mennesker, at Gud i evighed forandrede menneskets historie. Vi er fælles om ritualet: Dåben og nadveren, hvor der ganske vist er nogle uoverensstemmelser, men brødet, vinen og vandet er altid med, og et fokus på, at Kristus på den ene eller anden måde er med i ritualerne. Pinsen er kirkernes fælles udgangspunkt, og pinsen er netop et omvendt Babelstårn: I stedet for at menneskene i fællesskab forsøger at blive Gud lig og bliver forvirrede, vælger Gud at virke som oversætteren – den Gud, der gør os i stand til at forstå og respektere os selv og det andet menneske, som vi, han eller hun er. Det ligger altså forankret i kristendommen at tale om enhed på trods af forskellighed. Det er ikke økumeniens mål at lave én kirke, men at tale om kirkerne som Kirken, at forstå kirkesamfundene som ét fællesskab af mange dele, der er uenige om mangt og meget, men dog forstår, respekterer og anerkender de andre og det, kirkesamfundene er fælles om: At vidne om Kristus og Gudsriget. Hvordan kan vi opnå større enhed mellem konfessionerne? Det enkle svar er, at det kan vi ikke – det kan kun Gud. I kirkerne skal vi bede, tjene og elske, men ikke dømme. Gud dømmer, og kun med Kristus i centrum, kan kirkerne forstå sig som en enhed. Men hvad betyder det at have Kristus i centrum? Et af de øjeblikke, hvor det er smukkest vist, er under Folkekirkens nadverritual. Når nadvergæsterne knæler ved alteret sker det i en halvcirkel, hvor Kristus er i midten, men hvor deltagerne også sidder ved siden af en anden, og kan se på dem, der sidder overfor. Alle er ligeværdige rundt om det bord, og selvom der kun formes en halvcirkel, så hører det med til forestillingen, at cirklen sluttes af alle dem, der ikke er til stede fysisk, enten fordi de er døde eller fejrer nadver et andet sted. Når man så sidder der, kunne vi godt ønske os, at man lige så hinanden i øjnene og skålede, inden man drak, for at understrege, at vi rent faktisk ser hinanden og er fælles om syndsbekendelsen og syndsforladelsen. At have Kristus som centrum vil altså sige at se sin næste og forstå, at vi lever i et fællesskab sammen, hvor vi er ligeværdige, og at det fællesskab rækker langt ud over den snævre kreds, vi sidder om bord med. Det er igen et meget teologisk svar. Økumenisk Ungdom sidder desværre ikke inde med det endelige svar på det spørgsmål, men på sin vis ser vi økumenien som et nyt pinseunder. Gud taler til alle på deres eget sprog, og når Gud taler, skabes kirke. Kirkerne kan være præget af forskellig kultur, sprog og tradition, men Guds tale er den samme, og Gud kalder i sin tale til fællesskab. Når man på den baggrund arbejder for Kirkens fællesskab, gør man Guds vilje. Økumenien er ikke et tilvalg til kristendommen eller folkekirken, det er en nødvendig del af det at være kirke i dag. Hvordan skal ellers vi kunne bekende, at vi tror på den hellige almindelige kirke?

ANNO’10 • side 12 • www.oku.dk


Porvoo - Folkekirkens nye familie Af Jan Nilsson, Teologisk Medearbejder i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd.

Den 3. oktober 2010 blev folkekirken medlem af Porvoo Fællesskabet. Ved den anledning sagde Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, at folkekirken ikke længere bare er en fjern fætter eller kusine, men nu er blevet en søster eller bror til de andre kirker i familien. Porvoo Fællesskabet består af anglikanske og lutherske kirker i Norden, Baltikum, Storbritannien og Irland. Siden starten af Porvoo Fællesskabet i 1996 og indtil i år, har folkekirken deltaget som observatør men er nu ved underskrivelsen af Porvoo-Erklæringen blevet fuldgyldigt medlem af familien. Det er et særkende ved Porvoo-Erklæringen, at den ikke er en harmoniserings-aftale: Det betyder med andre ord, at de deltagende kirker ikke skal indføre fælles standarder, før de kan være med. Folkekirken indtræder i fællesskabet med sin eksisterende kirkeordning og teologi – men kan forhåbentlig lade sig inspirere af

de andre kirker, ligesom de sikkert kan lære noget af folkekirken. I Porvoo-Fællesskabet bliver anglikanere altså ved med at være anglikanere; og lutheranere bliver ved med at være lutheranere. Det afgørende er, at kirkerne for det første gensidigt anerkender hinanden som sande kirker med de forskelle, der måtte eksistere, og for det andet forpligter sig på at ville være kirker sammen i mission og tjeneste. Porvoo-Fællesskabet bygger på sammenhængen mellem anerkendelse og forpligtelse: Kirkerne anerkender hinanden fuldt og helt (ligesom man i en familie vedkender sig sine familiebånd), hvilket

ANNO’10 • side 13 • www.oku.dk


dermed også betyder, at man er forpligtet på at leve sammen (ligesom man lever sammen på godt og ondt og på trods af forskelligheder i en familie). Den officielle Porvoo-Erklæring, som underskrives af kirkerne indeholder to dele: Første del udtrykker den gensidige anerkendelse af hinanden; anden del siger, hvad kirkerne forpligter sig til, nemlig at ville dele erfaringer og ideer, at ville konsultere hinanden i sager af fælles interesse osv. – kort sagt at ville dele sit liv som kirke med de andre kirker. Disse forpligtelser skal ikke forstås i juridisk forstand: De er derimod moralske forpligtelser, som kræver kirkernes engagement. Porvoo-Fællesskabet adskiller sig endvidere fra de fleste andre økumeniske organisationer ved at fungere som et netværk af kirker uden sin egen struktur eller besluttende organer. PorvooFællesskabet har intet sekretariat og ingen økonomi eller budget: Fællesskabet fungerer kun, så vidt som kirkerne aktivt engagerer sig med hinanden og lever op til forpligtelsen om at ville være kirker sammen med de andre. Det er Porvoos styrke og svaghed på samme tid. Det er en stor styrke, fordi det gør arbejdet fleksibelt, og fordi kirkerne kan koncentrere sig om det

væsentlige (udveksling af ideer vedr. mission, diakoni, gudstjeneste osv.) frem for organisationen selv. Men det er også en svaghed, så vidt som, at Porvoo Fællesskabet er 100 % afhængig af kirkernes engagement og villighed til i praksis at være kirker sammen. Porvoo fungerer altså på mange måder som en familie: Hver især forbliver selvstændige, men man lever sammen med den indstilling, at mine anliggender ikke bare er mine egne anliggender og omvendt. Det betyder i praksis, at man er forpligtet på at lytte til de andre, førend man tager store beslutninger (man er ikke forpligtet på at følge de andres råd, men man tager de andres råd med i sine overvejelser). Det betyder også, at man deler erfaringer og gode ideer med de andre, ligesom man deler i en familie og ikke holder noget for sig selv. Det stiller krav at være medlem af en familie, ligesom det stiller krav at være medlem af Porvoo – måske større krav end af andre organisationer: Porvoo lever nemlig ikke af strukturer, vedtægter eller økonomi men alene af levende mennesker i kirkerne, som engagerer sig og i praksis lever med den indstilling, at kirke er man ikke alene men sammen med de andre kirker, som man har valgt at leve sit liv med på godt og ondt.

ANNO’10 • side 14 • www.oku.dk


Da glæden kom ind i pastor Franks liv Af Christian Arffmann For pastor Frank Appiah er kristendommen lig med glæde. I hans kirke, International Harvest Christian Centre (IHCC), lægger man vægt på at fejre gudstjenesten og det glade budskab. IHCC har til huse i Baptistkirken på Frederiksbjerg Torv i Århus og er en international kirke, der holder gudstjenester på engelsk og tiltrækker mange indvandrere. Det er især den glade og levende stemning i kirken, der appellerer til kirkegængerne. ”Mange tror, at man ikke har det sjovt som kristen. Men jeg vil vise, at man godt kan være kristen og have det sjovt.” Pastor Frank mener, at der i IHCC er rum for en fri og levende tilbedelse. Her er der plads til at synge, danse, hoppe og udtrykke glæde. ”Vi tror på en Gud, der vil have, at hans børn skal være glade.” Lige siden glæden kom til ham, har den spillet en helt central rolle i Franks trosliv. Han fortæller, at han havde en hård opvækst. Da han som 14-årig flyttede fra Ghana til Danmark, oplevede han et stort kulturchok. Han blev mødt med racisme og fjendtlighed. Jo mere han kunne mærke, at folk ikke kunne lide ham, jo mere aggressiv blev han. Han prøvede at skabe sig en identitet og få noget selvværd, blandt andet gennem bodybuilding. Men det battede ikke rigtigt. Han følte, at han var helt forkert, kunne ikke tale dansk og mente, ikke, at han kunne bruges til noget. Inde i sig selv råbte han på hjælp

igen og igen, men han fik ikke noget svar. Selvmordstanker kom efterhånden snigende. Frank var tæt på at begå selvmord. Men så skete der noget. ”Jeg kunne høre en stille stemme indeni. Det var Guds stemme, der talte til mig.” Det var det øjeblik, at Frank kom til tro. ”Gud sagde: ’Jeg skal bruge dig til noget stort.” Fra det øjeblik var hans liv forandret. ”Før var der ingen, der kunne lide mig. Jeg var mørk, og ingen kunne bruge mig til noget.” Da Frank havde modtaget sit kald, besluttede han sig for at vie sit liv til at tjene Gud. Han begyndte at komme i IHCC i København hos pastor James Commey. Han blev kirketjener i kirken og blev lært op af Commey. Siden blev han selv præst i IHCC og har nu sit embede i Hedemannsgade i Århus. Det, der før var en religion, blev til en relation, forklarer Frank. Og det er dét, han gerne vil videregive til andre mennesker. ”Jeg vil gerne lære andre mennesker, at de kan få et personligt forhold til Gud, og at de kan have en relation til Gud.” For Appiah betyder kristentroen ikke bare, at man går i kirke hver søndag. ”For mig er kirken er livsstil. Det er min hverdag.” Pastor Frank holder gudstjenester og bønnemøder flere gange om ugen. For nylig holdt han nattebøn fra midnat kl. 04. Begejstringen var ikke til at tage fejl af. Som han skrev på sin Facebool-profil: ”Natklub? NEJ TAK! Nattebøn? JA – og jeg kan ikke vente”

ANNO’10 • side 15 • www.oku.dk


Danske Kirkedage 2010 - Himmel og jord i bevægelse

ANNO’10 • side 16 • www.oku.dk


ANNO’10 • side 17 • www.oku.dk

Foto: Flemming Staal


Når naboen

Irland og i særdeleshed Nordirland har været præget af væbnede konflikter igennem hele det 20. århundrede. Udover nationalisme og ideologi har religion spillet en central rolle i det modsætningsforhold som har været årsagen til konflikten. Kristne har stået på hver sin side i konflikten, mellem katolikker og protestanter. Christian Arffmann har været i Belfast og hørt, hvordan økumenien spillede en afgørende rolle i forsoningen og vi har interviewet John Delap og Pip Sides, som sammen med en lille gruppe studerende arbejder på at skabe en økumenisk SCM (Student Christian Movement) i Irland, for at få et indblik i de vanskeligheder, de møder i arbejdet, men også om det potentiale, der ligger i en økumenisk studenterbevægelse.

Økumeni i Orkanens Øje - Irsk tragedie viser hvor vigtig økumenien er Af Christian Arffmann Den 8. oktober rejste jeg til Belfast. Jeg var blevet inviteret til et møde af Ecumenical Youth Council of Europe (EYCE), som er en international EU-støttet økumenisk ungdomsorganisation. EYCE havde indkaldt repræsentanter fra alle medlemslande til et møde i den nordirske by. Da Økumenisk Ungdom er medlem, var jeg som styrelsesmedlem i ØU heldig at blive udpeget. Idéen med mødet var at styrke relationen mellem EYCE og de forskellige medlemsorganisationer. Vi diskuterede, hvordan et øget samarbejde og et stærkere netværk kunne udmønte sig i praksis. Tilstede var unge fra Island, Tyskland, Holland, Bulgarien, Rumænien, Letland etc. Og vi repræsenterede en bred vifte af kristne retninger, da der var såvel metodister og lutheranere som katolikker og baptister. Der var en rigtig god stemning iblandt os. Der var plads til forskellighed,

holdningsforskelle og regionale særpræg. Vi spiste sammen, drak sammen, bad sammen og diskuterede sammen i dagevis. På mødet følte vi os beriget af en europæisk og, ikke mindst, økumenisk ånd. Den var tilstede under hele mødet og mindede os om, hvorfor det nytter at engagere sig i det økumeniske arbejde og sidde i timevis og tale om økumeni. Men det var især i øjeblikke af stilhed og refleksion at økumenien levede. Uden for vores lille fællesskab, uden for murene, var der en anden virkelighed: Hegn, gitre, pigtråd, mure og skarpt afmarkerede zoner. Vi befandt os som sagt i Belfast, en by der har oplevet årtier med vold, drab, ufred og borgerkrigslignende tilstande. Murmalerier, mindeplader og monumenter vidnede om store økumeniske udfordringer.

ANNO’10 • side 18 • www.oku.dk


er fjenden

”The real Battle just begun to claim the victory Jesus won on Sunday bloody Sunday.” U2: Sunday Bloody Sunday

Belfast blev hovedstad i 1921, det år Nordirland blev en selvstændig nation. Lige siden har der været voldelige konflikter mellem katolske nationalister og protestantiske unionstilhængere. Det kulminerede i 1970’erne og 1980’erne, hvor politiske aktivister og paramilitære styrker, henholdsvis det republikanske IRA og det unionistiske UVF, bekrigede hinanden. I 1998 blev der indgået en våbenhvile i form af en Good Friday Agreement.

Mens vi sad og holdt møde, ankom en gruppe mennesker i jakkesæt og med sagsmapper. Da vi spurgte hotelforstanderen, hvem de var, sagde hun henkastet, at det var IRA og UVF, der var mødtes for at drøfte et politisk samarbejde. De to paramilitære grupper, som i mange årtier har kæmpet blodige kampe imod hinanden, mødtes nu på vores hotel for at holde møde, diskutere og spise frokost sammen.

Fredsprocessen kom ikke af sig selv. Det krævede blandt andet dedik- Det var som om, der levede en helende ånd på det sted, der fik strierede lokale kræfter og ressourcer fra græsrodsbevægelser bl.a. kirk- dende parter til at nærme sig hinanden og slutte fred. erne, som tog aktivt del i kampen for fred i Belfast. Men det sted, hvor vi boede, spillede også en afgørende rolle. For Farset International Centre er ikke noget almindeligt hotel. Det danner en slags bufferzone mellem protestanterne og katolikkerne og var en vigtig lokal aktør i fredsprocessen. ANNO’10 • side 19 • www.oku.dk


“Når naboen er fjenden” fortsat

“Did I mention the Sex, Drugs & Rock n’ Roll?” - Interview med to flinke, engagerede og småskøre irere Af Marie Bohn Olsen og Jens Christian Kirk

Vi har interviewet John Delap og Pip Sides om deres arbejde med at starte en økumenisk studenterbevægelse. Interviewet igennem skinner svarene af seriøsitet og engagement, men til tider bryder det småskøre og underhoildende også igennem, hvad kan vi sige ”Sex, Drugs & Rock n’ Roll” -Why do you want to create an SCM in Ireland? Pip: Sex drugs and rock n’ roll ;-) John: Well, the SCM-Ireland used to be quite an active student organisation in the earlier part of the 20th Century. In fact, Pip’s mum and dad met at an SCM meeting in Trinity College, Dublin in the early 1960s. Since the 1980s, however, there was been no activity in the Irish SCM. I had been living in Dublin for 5 years before I found the WSCF-Europe. I had been looking at many different churches in Dublin as I found it hard to find a Christian community where I felt at home. I am Roman Catholic and Pip is an Anglican (Church of Ireland). WE both think it is silly that we cannot share communion together and, after studying at the Irish School of Ecumenics, we both thought that setting up a forum for young adults to dialogue about their christian beliefs, in an open, affirming environment, was something that was sorely needed in Ireland. Pip: I was involved with the SCM as an undergraduate in Wales and appreciated the alternative to the straight lines approach of the Christian Union (a Protestant Christian student group). In this postmodern era more people seem to be looking to fundamentalist worldviews for answers, whether that is Dawkin’s atheists or fundamentalist Christians, the SCM provide a more inclusive and, dare I say it, Christian approach. In my humble opinion, this is what we need in order to spread Christ’s message of love for the other, even the fundamentalists! What really blew my mind at the conference in Berlin, my first (re)introduction to the SCM, was the simple fact that everyone present from Bellarussian Orthodox to Zimbabwean Baptists, had such sincere devotion to faith. They all respected their own traditions and each others, and also- and this is a biggie- loved to PARTY! -what is the historical background for the SCM?

John: The history of the Irish SCM is intertwined with the history of the SCM in the United Kingdom. Until the 1980s there was only one SCM and it was called the Student Christian Movement of Great Britain and Ireland. The Movement had its headquarters in England, but there was an “Irish Secretary” employed to look after affairs on the island of Ireland. As a result of many factors, not least the complex role of religion during the “troubles” in Ireland, the participation of students at Irish universities decreased in the 1970s and 1980s. There was no participation at all in the 1990s. -What do you do to make this happen? How do you work? John: My first experience at a WSCF-Europe event—The European Regional Assembly in Sambata de Sus, Romania in 2009—served as a catalyst for me to spread the word about the WSCF in Ireland. I realised then that Alessia Passerelli, the former Chair of the WSCFEurope, was living in Dublin working on a PhD at Trinity College. We met for a series of initial meetings to determine how we might go about reviving the movement in Ireland. Our first step was to send emails to the University Chaplains in Ireland. As there are only 7 universities in Ireland and 2 universities in Northern Ireland, it was not so difficult to collect the contact details of all the Chaplains. We also got in touch with the Irish Inter-Church Meeting—an ecumenical body which has been working on creating spaces for ecumenical dialogue in Ireland for several years. Meanwhile, contacted the WSCF European Office in Budapest for information on Senior Friends in Ireland. We contacted them as well. Finally, we organised a series of meetings in Dublin with representatives from all of these groups. At this meeting, we discussed the best way to encourage student participation in WSCF-Europe events, as we think this is the best way to get students excited about participating in future WSCF events on a local level in Ireland. At the moment, we are in the process of developing a communications strategy which can be used at all the Irish universities to encourage participation among undergraduate and graduate

ANNO’10 • side 20 • www.oku.dk


students. We hope that the experiences that these students will have at the European conferences will be as good as the experiences Pip and I have had and that then the news of the potential of the Irish SCM will spread by word of mouth. Pip: My first experience of WSCF-Europe was at the Religion and Power conference in Berlin My chaplain is studying with my class and he suggested that this might be up my street. I loved every second and slept an average of 2 hours a night. Having met John and Alessia there I saw they had lit the fire to make SCM Ireland happen, now we just got to pour on the petrol. -Why is it so important? John: For me, the reasons are partly selfish. I had been very lonely in Dublin for years. I completed a master’s degree in 2007 and have been working full-time since then I found it very difficult to make friends. I couldn’t find a community where it was comfortable to engage in deep conversations about faith and politics and social justice. When I came to the WSCF-E conference in Romania, it was like a revelation. As a Roman Catholic I believe in the unity of the church and I am committed to ecumenical dialogue. I think that it is important for spaces to be available to students/young adults of faith to dialogue about their different understandings of what it means to be Christian. Pip: Did I mention the Sex, Drugs and Rock n’Roll?

-Do you cooperate with any churches or organizations? John: We are reaching out to churches and organisations. More than 90% of the population in Ireland is Roman Catholic, so there are more Roman Catholic churches than any other. There are a very small number of protestant communities and an even smaller number of Orthodox ones in Ireland. As the months go by, we hope to reach out to leaders in all of these denominations. Pip: I am Anglican and have good contact with the college Chaplaincy, their Choral Evensong is divine. I also attend other Churches with my pals. Thankfully John and Alessia made the valuable links between the SCM and the other Churches, I just show up at the meetings and drink tea. -Is there a need for this SCM and how do you find potential members/ people interested in building an SCM with you? Pip: Having grown up in Norhern Ireland in the eighties I experienced at first hand the damage that Sectarianism can bring, the Headmaster of my school was blown up in an IRA bomb (known as the Poppy-Day Massacre) that was timed to go off in the middle of a War Memorial service, I was 11 years old, this bomb was placed in the name of ‘freedom’. That kind of stuff sticks. Northern Ireland has the highest ~Church going population in Europe (per capita) but also one of

ANNO’10 • side 21 • www.oku.dk


way is overrated. Our Church is suffering severely from lack of interest, especially among the young. It needs to ‘let the dead bury the dead’ and breathe. Truth is dynamic, or our understanding of Truth is so. The Church needs to adapt to this and still conserve its beautiful traditions and liturgy. Is it possible to learn anything from other SCM’s? John: Absolutely. Already we have learned so much from the British SCM. The way in which they organise conferences, communications material and staffing serves as a model on which we hope to base our work in Ireland (on a smaller scale). Of course, this will take time. We can also learn from SCMs in other European countries which have a majority Roman Catholic population, as this presents specific theological and administrative opportunities. Is it possible to contribute to your project as a person or a SCM in Denmark? the most divided. All this from a distortion of Christ’s message for misguided peoples political agendas, I could continue but to return to the point, anyone who considers themself to be a Christain has a duty and responsibility to share the love of Christ with all, this extends from humanity to love for our planet, unconditional love, like my dog gives me every day. The SCM does not just state this message, it lives it. Dawkins (Richard Dawkins - Bannerfører for den nye og “militante” ateisme) is the new Messiah for a lot of my friends, coming from the same frequency of Fundamentalist Christians, they have the only truth and anyone outside that truth is mislead. The SCM provides a welcome and much needed alternative: to respect the religious other rather than pity them or convert them, and to celebrate our Faith. Ireland could use some of this. What is your goal and how is it coming along? John: By the end of 2011, we hope to develop a small network of students. We will try and do this by linking in with University Chaplaincies and reaching out to church young adult groups. We will encourage participation in WSCF-E events all year. Also, we would like to organise a small conference in Dublin in the late Spring of 2011 so that new SCMers can come together and meet each other and worship. We will go slow at first and wait and see if it would be appropriate to plan this conference in 2011 or if waiting a little while longer would make more sense. Pip: To make the whole world Anglican and thus save them from Hell. Well not really, I hope to become Ordained Priest someday, although I just got to convince them I have some level of sanity, which by the

John: Certainly. The experience that student leaders of the SCM Denmark have would go a long way towards assisting us form a firm and stable foundation for the future of the Irish SCM. So, if anyone reading this has suggestions for us, please feel free to email me at delapj@tcd.ie. Also, if any Danish SCMer is interested in coming to Ireland to present a presentation or workshop about the SCM Denmark they would be most welcome. Thanks. Pip: We could use some Sex, Drugs and Rock n’Roll- please send all the above to the college chaplaincy, actually don’t do that, this is my dodgy late night caffeine fueled humour, sending drugs to our Chaplain is a bad idea. Please ignore. We definitely could use some experienced leadership. Also, John would probably spend less time reading the Bible if he got a boyfriend. That would be a really good thing as he has a quirky habit of reading out loud, especially from the Song of Songs, on the bus, in art galleries, in college, in fact everywhere. And my dog could use a wife, preferably a liver and creme Irish Spaniel, for good pups. And a Mrs. Sides would be great as my house is a mess. As I am not sexist, I simply would like a liberal Christian woman who is quite smart and rich enough to to pay for my library fines- seriously its ridiculous- extensive Ecumenical adventures overseas, and support my Wine appreciation. By the way, sending crates of red wine to the chaplaincy is probably a good idea and will get you straight into Heaven, provided it is decent. John: (rolls his eyes) 8-)

ANNO’10 • side 22 • www.oku.dk


Kristent studenterarbejde i Litauen I sovjetunionens skygge Af Søren Pedersen

Litauen var i 70 år annekteret af Sovjetunionen, hvilket havde store konsekvenser for kirke og menighedsliv. Alligevel eksisterer der i dag et meget aktivt kirkeligt liv, og Økumenisk Ungdom samarbejder med en af de kirkelige ungdomsorganisationer i Litauen.

Litauen er det største af de tre baltiske lande og var indtil 1990 annekteret af Sovjetunion. Under Sovjetperioden blev landets kirker i stor stil eksproprieret og omdannet til verdslige formål. F.eks. tjente den lutherske domkirke i Vilnius, som basketballhal i 40 år, inden den blev generhvervet. Den store flotte katolske domkirke, som ligger i centrum af byen, var under Sovjetperioden omdannet til en koncertsal. Under et sådant klima var det ikke nemt at få et menighedsliv til at fungere, og man måtte mødes hemmeligt og privat til de kirkelige handlinger. Det kunne blandt andet få konsekvenser for børn, hvis myndighederne fik kendskab til, at de var døbte, hvilket i praksis betød en udelukkelse af det offentlige liv med dertilhørende begrænsede muligheder indenfor uddannelsesområdet osv. Set i lyset af dette, er det utroligt, at kirkerne alligevel har overlevet frem til i dag. Både den katolske og den lutherske kirke har siden Sovjetunionens fald oplevet en genopblomstring af deres kirkeliv,

hvor de har haft en fremtrædende rolle i landets helings- og genoprettelsesproces af den litauiske selvforståelse og identitet. I Litauen samarbejder Økumenisk Ungdom med VELAYF (Vilnius Academic Ev. Luth. Young Peoples’ Fellowship) , som består af unge fra den lutherske og reformerte kirke. Begge kirkesamfund er meget små (under en procent af den samlede befolkning) og VELAYF varetager primært det internationale samarbejde på vegne af de to kirkesamfunds ungdomsarbejde. Organisationen er, på trods af begrænsede økonomiske resurser, rig på menneskelige resurser og er meget aktiv i det tværeuropæiske økumeniske arbejde i WSCF og det fællesnordiske samarbejde NBCC, hvor de i februar 2011 er værter for NBCC Vintermødet. Som medlem af økumenisk ungdom kan man deltage for 800 kr. i dette arrangement.

ANNO’10 • side 23 • www.oku.dk


Interreligiøs fred og vegansk mad Den kristne studenterbevægelse i Sverige For den Kristne Studenterbevægelse i Sverige spiller troens sociale og politiske konsekvenser en stor rolle. Vegansk livsstil, opgør med Sveriges våbeneksport, samarbejde med Bevægelsen for homoseksuelle og inTerdependence festival er centrale elementer i Økumenisk Ungdoms svenske søsterorganisation Af Marta Gustavsson

Foto: Jonathan Wiksten

I studenterpræsternes lokaler i Göteborg klirrer kopper, og tevandet koger. Omkring ti er samlet i sofagruppen. Vi smører sandwiches med humus og sætter os for at snakke. Hvad skal vi gøre dette semester? Der er selvfølgeligt arbejdet med festivalen. Derudover burde vi engagere os i noget socialt. Suppekøkken? Eller hilse på nyankomne flygtninge? Hvor kan vi gøre nytte? Tre personer vælges til at undersøge det. Så er der Martin Luther King-dagen i januar. Måske kan vi lave noget sammen med den kristne fredsbevægelse? Sidste gang frøs vi mest, da vi delte flyveblade ud, men måske skulle vi planlægge noget, som faktisk gjorde en forskel. Derudover vil vi bede, synge salmer, bage kage og lytte til gamle KRISS’ere, som fortæller om, hvordan det var tidligere. Eller nogle teologer fra universitetet? Eller andre spændende mennesker - en statskundskaber måske? Den Kristne Studenterbevægelse i Sverige – KRISS – er en af mindst tre økumeniske studenterbevægelser i Sverige. Det er den ældste og, vover jeg at sige uden at have gransket talene nærmere, den mindste. Vi har for øjeblikket omkring 130 medlemmer, men er i forhold til dette meget aktive. KRISS har altid, ikke mindst siden 68-generationens kristne venstrebevægelse satte et stort aftryk i bevægelsen, betonet den sociale, ansvarstagende og delvist politiserede side af troen. I dag indebærer dette ikke partipolitisk stillingstagen, men meget

svenske kirker, tog KRISS stilling for, at homoseksuelle par skal kunne gifte sig kirkeligt, og på samme linje har KRISS været langt fremme i diskussionerne om køn, seksualitet og religion, både indenfor kirkerne og med HBT-bevægelsen (Bevægelse for homobi- og transseksuelle Red.). Årets store begivenhed for KRISS er inTerdependencefestivalen, en teologi- og kulturfestival, som på forskellig vis handler om samhørighed, gensidig afhængighed, mellemmenneskelighed og ansvar. Festivalen, der arrangeres for anden gang, går i gang om en uge (1. oktober red.) og forventningerne er høje. Under

“Den Kristne Studenterbevægelse

i Sverige har, i forvisning om Kristi nærvær i mødet mellem mennesker, som opgave at fremstille Kristus blandt studerende, ved at aktualisere kristen tro og livsanskuelse, skabe miljøer, hvor en personlig tro kan leve og udvikles, opmuntre til at påtage sig ansvar i menighed og kirke, virke for Kristi Kirkes synlige enhed og opmuntre til ansvar i samfundet.” KRISS’ Formål

engagement og stærk vilje. KRISS har blandt andet arbejdet for mere generøse migrationslove og mod den svenske våbeneksport, og vi engagerer os i interreligiøse fredsinitiativer. Vegetarisk, og ofte vegansk, mad serveres på alle vore arrangementer. Længe inden diskussionen fandtes i de

festivalen får vi blandt andet besøg af en burmesisk teolog, og vi skal have en paneldiskussion om at være kristen og politisk engageret. En af de mest kendte svenske ikke-volds-aktivister kommer og taler, og derudover fejrer vi gudstjeneste med visning af Roy Anderssons film ”Sange fra anden sal”.

KRISS er måske en lille del af det, som kommer til at blive morgendagens kirke i Sverige. At fastholde medlemstallet, fastholde støtte fra de forskellige kirker og at være nærværende på universiteterne er en stor del af det, vi skal arbejde med. Men vi forsøger sammen med andre organisationer at være en del af den svenske samfundsdebat og den økumeniske samtale. Jeg tror også, at medlemmerne i KRISS lærer, at verden er et sted, der kan forandres. Forhåbentlig har vi således også en forandrende kraft, som måske ikke er direkte synlig, men kendes af Ham, som har givet opgaven selv. I inTerdependence, i samvirke og samhørighed med mennesker og Gud, tror vi, at der findes en anden verden at håbe på.

ANNO’10 • side 24 • www.oku.dk


Nordisk Baltisk Sommermøde

Climate, Theology & Action! ANNO’10 • side 25 • www.oku.dk

Foto: Jens Christian Kirk


Citykirken Århus I 2008 begyndte præstene fra Apostolsk Kirke og Pinsekirken i Århus at mødes og bede sammen. Det førte til, at ledergrupperne fra de to kirker også mødtes. Her oplevede man stor enhed og ønskede i højere grad at samarbejde. Disse samtaler om samarbejde blev til samtaler om sammenlægning. Og i foråret 2010 åbnede Citykirken dørene i nyrenoverede lokaler på Viborgvej. Citykirken er et resultat af en sammenlægning af Apostolsk Kirke, Pinsekirken og Frikirken ved Runddelen - men det er også en helt ny kirke, der vil nå Århus. Vi har interviewet to af kirkens unge medlemmer. Navn : Ivanna Rosendal Kirke: Apostolsk Kirke. her var hun facilitator (tovholder, sekretær og preachers aid). Rolle: En del af det midlertidige lederteam i Citykirken. Yndlings bibelcitat: ”Ud fra ham føjes hele legemet sammen og holdes sammen, idet hvert enkelt led hjælper til med den styrke, det har fået tilmålt, så legemet vokser og opbygges i kærlighed.” (Ef. 4. 16) Hvorfor valgte din kirke at indgå i sammenlægningen? Tanken om sammenlægning blev født ud af en samtale mellem de to kirkers ledergrupper. Vi kunne se, hvordan kirkerne passede samme, fx havde de to kirker forskellige aldersprofil – vi i apostolsk kirke havde en del børn, næsten ingen unge, en del mellem 35 og 55 og ingen ældre, mens Pinsekirken havde en del unge og en del ældre. Med sammenlægningen blev vi en kirke, der dækkede hele aldersspektret. - Vi passede også godt sammen visionsmæssigt. I Apostolsk kirke havde vi revideret vores værdier, således at prædikenen fx blev meget mere dialogpræget, og havde i det hele taget fokuseret meget på udvikling af indholdet, mens Pinsekirken var i en udviklingsproces i forhold til de ydre rammer og formen. Og begge dele er vigtige i opbygningen af en kirke – så også der passede vi fantastisk sammen. Hvad har den største udfordring ved sammenlægningen været? Der har været overraskende få udfordringer. I forbindelse med sammenlægningen var det nok, at der var mange ting der skulle takles nu – og helst i går. Med en begrænset mængde mennesker til at takle disse medførte det, at der blev mange løse ender, og det hele virkede meget kaotisk. Dermed var kommunikationen mellem ledelse og medlemmer også ganske udfordrende. Derudover er det ret udfordrende, når man som Citykirken har en vision om at være missionarisk og samtidigt at være kirke for dem, der har været kristne i lang tid.

Hvad har den største gevinst ved sammenlægningen været? Vi giver bedre mening, vi hænger bedre sammen, vi udnytter vores ressourcer bedre og vi har en bedre børnekirke og bedre ungdomskirke. Vi har også fået en del medieopmærksomhed, som jeg ikke tror, vi ellers ville have fået. Vi har også fået en del nye medlemmer, som er kommet pga. sammenlægningen. Hvilken betydning har det haft for ungdomsarbejdet? Vi har haft råd til at ansætte to ungdomsledere: en på fuldtid og en på deltid, og det ville ingen af de to kirker kunnet have præsteret selv. Og så er det jo altid en fordel at samle flere unge på ét sted. Det kan der komme en del synergieffekter ud af. Hvordan ser du Citykirken i forhold til resten af det kirkelige Århus? Jeg synes, at unge med frikirkebaggrund, der kommer til byen, nu har to attraktive valgmuligheder for kirkelig aktivitet, hvor de før kun havde Århus Valgmenighed. Vi tilbyder nogle gode ydre rammer, som andre kirker også kan benytte sig af, som hidtil ikke har eksisteret i byen. Og så er Citykirken jo et missionarisk projekt, som ikke ønsker at ”stjæle” kristne fra andre kirker, men som retter sig fuldstændigt mod kirkefremmede – intentionen er at få flere mennesker ind i Kirken.

ANNO’10 • side 26 • www.oku.dk


- Et naboskab, der blev til enhed Navn : Louise Larsen Kirke: Pinsekirken. Rolle: Tidligere ungdomsleder. En del af kirkens lederteam Yndlings bibelcitat: ”Prøv alt og hold fast ved det gode.” (1. Tess. 5. 21) Hvorfor valgte din kirke at indgå i sammenlægningen? Det gjorde vi ud fra en tro på, at kirken er skabt til enhed. VI burde samarbejde mere. Vi har det samme mål, vi tjener den samme Gud. Vi fik kontakt til Apostolsk kirke med henblik på øget samarbejde, hvilket blev til en reel sammenlægning. Vi var i en forandringsproces med restaurering af vore lokaler og havde lige ansat ny pastor. I den situation var det let at tænke: ”hvorfor ikke mere forandring?” Hvad har den største udfordring ved sammenlægningen været? Der har ikke været mange synlige udfordringer, og det er gået meget lettere og bedre, end man på forhånd skulle tro. Det har naturligvis været en udfordring at skulle finde en måde at bygge fællesskab på tværs af det tidligere kirkeskel, samtidigt med at vi accepterede, at der var en masse gode og tætte relationer fra de gamle kirker. Vi har fx ikke splittet gamle netværksgrupper op, og har i det hele tage søgt at kombinere noget trygt og noget nyt. Hvad har den største gevinst ved sammenlægningen været? Man ser enheden. Trods mange fordomme ser man at vi tjener den samme Gud. Det gør ordene om enhed og fællesskab meget konkrete og synlig. Og så har det givet ny gejst med flere mennesker, det har virket opmuntrende og givet flere ressourcer. Hvilken betydning har det haft for ungdomsarbejdet? Næsten ingen. Apostolsk Kirke havde ikke mange unge, men der forandringer på vej. Hvordan ser du Citykirken i forhold til resten af det kirkelige Århus? Som kirke er vi interesserede i at samarbejde med andre kirker. Fx udlåner vi lokaler til Århus Bykirke (IM Valgmenighed Red.), og i forbindelse med de fire unge, der druknede i Norge har vi haft et meget konkret samarbejde med også Århus Valgmenighed om mindehøjtideligheder mm., som fungerede godt. Citykirken er en kirke, der er lagt sammen, men det er også en ny kirke. Vi har en drøm, et mål. Vi vil nå Århus. Det synes jeg har manglet. Vi forsøger at gøre kirken attraktiv i forhold til mennesker, som ikke er vant til at komme i en kirke, og så har Citykirken et momentum, det vil vi også benytte os af. ANNO’10 • side 27 • www.oku.dk


Kirkens straffespark i Festugen I Aarhus er Festugen årets store begivenhed - Kirkerne og Økumenisk Ungdom er selvfølgeligt med. Et telt, en kirke og hele byen er den legeplads vi behøver. Aktiviteterne er mangeartede, og organisationerne bag er vidt forskellige Af Ole Madsen Hvert år finder der en stor festival sted i Århus midtby. En festival, der inviterer mennesker fra nær og fjern til sammen at fejre - ja, fejre hvad? Måske fejrer man Århus som by, som Jyllands hovedstad, som studenternes by - som Smilets By? Når man vandrer rundt i Festugen, får man det indtryk, at man i løbet af den uge kan alt. Traditionen tro er der et tema for ugen, og i år var det ’Naboer’. Det tema var et straffespark for en række især folkekirkelige organisationer, der ikke måtte forpasses. Under sloganet ”Elsk din nabo som dig selv” slog de dørene op til Festkirken. Festkirkens rammer var primært et telt ved Vor Frue kirke og kirkerummet samme sted. I løbet af ugen blev rammerne fyldt ud af en række arrangementer fra de forskellige medvirkende. Jeg var om fredagen til natkirke under temaet ”Hvad forventer du af Gud?”, for næste dag at høre livemusik og sælge øl i teltet. Spændvidden er stor, og de ret forskellige tiltag vidner om en mangfoldighed af idéer, og beviser, at man gerne vil have et straffespark – nu da det ligger til højrebenet!

Organisationerne bag Festkirken - Vor Frue Kirke - Johanneskirken - FDF - KFUM og KFUK - Kirken på gaden - Studentermenigheden i Århus - Danmission - Diakonhøjskolen - KFUK’s sociale arbejde - Kirkens Korshær - Økumenisk Ungdom

Hvor natkirken ligger vægt på, at forskellige mennesker har forskellige måder at tilbede Gud på, forsøgte vi næste aften at lægge to linjer, hvor man blandt øl og livemusik kunne vælge at deltage i Taizé-andagter. Selv fandt jeg det meget passende, at vi inviterede til, at man tog del i begge dele. Mennesket kan som bekendt ikke leve af brød (eller øl) alene, men af ethvert ord, der udgår af Guds mund – så her fik man altså både i pose og sæk. Af andre aktiviteter kan nævnes: Ungdoms- og Studentergudstjeneste, Børnetræf, Gud og Gøgl og modeshow ned gennem Århus’ gågade. Derudover var der alle hverdage en morgenandagt i kirken og café, hvor man kunne købe kaffe og kage.

ANNO’10 • side 28 • www.oku.dk


n

Alt går op i 6

- 2011 i Økumenisk Ungdom

I 2010 har Økumenisk Ungdom haft årstemaet ”Ingen Økumeni = Ingen Kirke”. Et tema der satte Økumenien og kirken på spidsen og på mange måder var det helt rigtige til et år med Danske Kirkedage. Hvor Danske Kirkedage satte dagsordenen i foråret og Årsmøde, Taizérejse og Økumenisk Efterårskursus fyldte efteråret, blev sommerens fyldt af arbejdet med NBCC sommermøde på Samsø, hvor klimaet var på dagsordenen. I 2011 er der ikke Danske Kirkedage. Derfor sætter Økumenisk Ungdom alle sejl til og udbyder en større vifte af aktiviteter: Temadag i Foråret, Studietur til Bossey, Økumenisk Sommerlejr, Årsmøde, Taizérejse og Økumenisk Efterårskursus. Hvis du har lyst til at være med til at arrangere noget af dette er du mere end velkommen. Årstemaets titel ligger endnu ikke helt fast, men temaet kommer til at kredse om seksualitet – køn, krop og sex. Kristendommens forhold til seksualitet har altid været ambivalent. Bibelens tekster har givet grobund for mange tilgange og disse er blevet taget op forskellige steder og til forskellige tider i kristendommens historie. Derfor vil vi gerne sætte fokus på Kristendom og seksualitet. Vi ønsker at tage fat på en bred vifte af emner: Bibelens forhold til kroppen, seksuel afholdenhed, kønsneutrale ægteskaber, trafficking og prostitution samt krop og kønsroller. Det er vores ambition, at vore aktiviteter i år skal sætte årstemaet i spil, derfor vil arrangementerne på hver deres måde forholde sig til temaet. Internationalt bliver det også et spændende år. Ecumenical Youth Council in Europe påbegynder arbejdet med en ny kampagne om Ecological Justice og World Student Christian Federation Europa afholder deres generalforsamling i Danmark til efteråret. Derudover er der muligheden for at deltage i vinter og sommermøde i NordiskBaltisk Samarbejdsråd og de tilbagevendende seminarer i EYCE og WSCF-E. Mulighederne i Økumenisk Ungdom er mange og de ligger blot og venter på dig.

ANNO’10 • side 29 • www.oku.dk


ØU’s styrelse 2010

ØU’s styrelse 2011

Formand: Martin Bonde Christensen Næstformand: Karen Frendø-Sørensen Kasserer: Søren Pedersen (afløste Dan Ngyuen 1. marts) WSCF-Repræsentant: Karen Frendø-Sørensen EYCE-Repræsentant: Christian Arffmann NBCC-Repræsentant: Sarah Lodberg Styrelsesmedlem: Susan Fuhrmann Styrelsesmedlem: Regitze Engelhardt Styrelsesmedlem: Simon Schmidt Styrelsesmedlem: Elisabeth Zengerling Suppleant:

Andreas Dybkjær-Andersson

På kontoret: Tommy Birk Hansen Jens Christian Kirk

Formand: Næstformand: Kasserer: WSCF-Repræsentant: EYCE-Repræsentant: NBCC-Repræsentant: Styrelsesmedlem: Styrelsesmedlem: Styrelsesmedlem: Styrelsesmedlem:

Martin Bonde Christensen Christian Arffmann Søren Pedersen Marie Bohn Olsen Christian Bogh Christian Arffmann Sofie Vestergaard Eriksen Karen Frendø-Sørensen

Suppleant:

Caroline Gadsbøll

På kontoret: Foreningskoordinator PR-medarbejder og Eventleder

Ole Madsen Jens Christian Kirk Knud Lunderskov

Foreningskoordinator PR-medarbejder og Eventleder Økonomimedarbejder

Foto: Jonathan Wiksten ANNO’10 • side 30 • www.oku.dk


Netværk med mange forgreninger Økumenisk Ungdom sætter pris på den kristne kirkes mangfoldighed og mange forgreninger! Vi ønsker at skabe et forum, hvor kristne fra alle mulige kirkelige baggrunde kan mødes. Drage fordel af hinandens forskelligheder. Og i fællesskab medvirke til fornyelse på tværs af kirkeskel, som er Økumenisk Ungdoms overordnede formål. Som en tværkirkelig netværksorganisation samler og bakker vi op om en række grupper, der på hver deres måde arbejder for kirkelig fornyelse. IKON IKON står for Informations og samtaleforum for Kristendom Og Nyreligiøsitet, og de arbejder, som navnet antyder, med religionsdialog og arrangerer talrige dialogarrangementer og -rejser samt sommerkurset Dialogpiloterne. www.ikon-danmark.dk. Det Økumeniske Center Det Økumeniske Center er både et hus i Århus, hvor bl.a. Økumenisk Ungdom har kontor, og en forening, der arbejder for en samfundsorienteret kristen praksis og fælleskirkelig fornyelse. De udgiver bøger og magasinet ”Økumenisk Tid” og arrangerer debatter og retræter. Studentermenigheden i Århus Et kristent fællesskab for studerende i Århus, der hvert semester byder på et alsidigt program arrangeret af og for studerende på de videregående uddannelser. www.smaa.dk. Taizé-netværk Danmark En gruppe af Taizé-inspirerede unge, som arrangerer andagter og pilgrimsrejser til det økumeniske klosterfællesskab i Taizé, Frankrig. www.taize-netværk.dk. Danmissions Unge En forening af unge missions- og udviklingsinteresserede. De har senest været med i to internationale projekter i hhv. Libanon og Tanzania, som handlede om dialog og menneskerettigheder. www.danmission.dk. Brorsons Ungdomskirken Brorsons Kirke på Nørrebro har en hel masse frivillige til at hjælpe med at lave gudstjenester på de unges præmisser og med de unges kultur som udgangspunkt. Bl.a. Rockgudstjeneste, Churchill og Bøn og Brunch. www.brorsons.dk.

Natkirken ved Københavns Domkirke Et tiltag under Københavns Domkirke, hvis motto er: ”Alt er tilladt, men ikke alt gavner - Alt er tilladt, men ikke alt bygger op.” Natkirken har fire målsætninger: Stilhed; Bøn; Samtale og Liturgisk Laboratorium. www.natkirken.dk. Bounce En kristen dansetrup, der ønsker ”at sprede liv og glæde - og på en kreativ måde pege hen på, at der er noget større i livet end os selv.” Bounce har pt. danceteams i Herning, Kolding, Roskilde og København. www.bounce.dk. Kirken på Gaden ”Kirkens møde med de unge i øjenhøjde.” Kirken på Gaden er en selvstændig organisation under Århus stift, hvor gadepræst Anni Louise Albæk og en række frivillige laver opsøgende arbejde blandt unge i alderen 15-25 år. www.gadepraest.dk. Young Adults International Church of Copenhagens ungdomsgruppe. Her mødes “nye”, “gamle” og “midlertidige” danskere i et internationalt kristent fællesskab. www. internationalchurch.dk. Open Space En relativt nyoprettet gruppe, der har til formål at skabe et netværk for kristne kunstnere med udgangspunkt i en årlig konference, hvor forholdet mellem kreativitet og spiritualitet udforskes. København Vineyard En ung frikirke med en vision om at være et ”inkluderende”, ”inspirerende” og ”involverende” fællesskab. www.kbh.vineyard.dk

Folkekirkens Nødhjælps Ungdomsnetværk Et netværk bestående af 40-50 unge, primært i København, Århus og Aalborg. Formålet er at gøre unge opmærksomme på verdens uligheder og udviklingsproblematikker i de fattige lande gennem events, indsamling og oplysning. www.noedhjaelp.dk/bliv_frivillig/ungdomsnetvaerk.

ANNO’10 • side 31 • www.oku.dk


Afsender: Økumenisk Ungdom, Kløvermarksvej 4, 8200 Århus N. Returneres ved varig adresseændring.

“Vi er skabt til enhed” Louise Larsen s. 27

Det var en verden, der blev større og større.

”Økumenien er ikke et tilvalg til kristendommen eller folkekirken, det er en nødvendig del af det at være kirke i dag” Martin Bonde og Jens Christian Kirk s. 22

Andreas Dybjær-Andersson s. 20

”Mange tror, at man ikke har det sjovt som kristen”

“The Headmaster of my school was blown up by an IRA Bomb” Pip Sides s. 21

Pastor Frank Appiah s. 15

”Porvoo fungerer altså på mange måder som en familie” Jan Nilsson s. 14 ANNO’10 • side 32 • www.oku.dk

Anno10  

Økumenisk Ungdom årsmagasin 2010

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you