Issuu on Google+

Dansen er det hele værd FOTO: LONE-KUHLMANN.DK

97-årige Nini Theilade holder aldrig op med at danse. Hun elsker sine elever og sin undervisning på Oure.

Lone Kühlmann fortæller HER TIL REFLECT, om sit arbejde med at skrive Ninis erindringer og det venskab, der kom ud af det.

side 93 – OURE REFLECT

Det var oprindeligt nu afdøde Kennie Katborg fra Oures ledelse, der fik den ide, at der skulle skrives en bog om Nini Theilades fantastiske liv: Født på Java i 1915, stjernedanser som 14-årig, international karriere både som danser og koreograf og den dag i dag elsket og beundret danselærer på Oure. Faktisk havde jeg besluttet, at jeg aldrig mere ville skrive en biografi, fordi det er min erfaring, at folks liv ser meget anderledes ud indefra end udefra. Alligevel kunne jeg ikke modstå fristelsen, da People’s Press spurgte, om jeg ville overveje at skrive om Nini Theilade. Jeg kendte hende kun fra interviews og havde set hende i fjernsynet, hvor hun knaldede lige igennem skærmen. I første omgang aftalte vi at mødes, for at se om vi overhovedet swingede sammen. Det gjorde vi. Den første gang, vi traf hinanden, var ikke en forårsdag, men en knaldhed junidag for syv år siden – Sankt Hans dag helt præcis. Jeg kørte til Oure, godt forberedt efter at have læst alt hvad jeg kunne finde af artikler og interviews, så jeg vidste allerede, at hun var fuld af gode historier. Det både glædede mig og gjorde mig lidt nervøs, og jeg kan huske, at jeg sagde: ”Jeg kan høre, at det er historier, du har fortalt mange gange, er der overhovedet noget tilbage, som du ikke har fortalt?” Hun så direkte på mig og rettede sig op i stolen:

”Ork”, sagde hun, ”der er masser af ting, jeg aldrig har fortalt.” Og det var der. Rigtig mange. Det er der sikkert stadig, men vi kom i hvert fald langt, også ned i de lag, hvor det gjorde ondt. Jeg flyttede simpelthen ind på Oure, og vi arbejdede hele dagen – hver dag. Kun med en pause midt på dagen, så vi begge to kunne trække vejret og komme til kræfter. Det er en meget udmattende proces at grave sig ned i et liv – ikke mindst, når det er ens eget liv, som det var for Nini, og vi var begge to fuldstændig flade, når jeg hver aften gik over på mit værelse på højskolen for at skrive noter ud. Jeg optog det hele på bånd, men tager altid noter alligevel, så jeg bagefter bedre kan orientere mig. Båndene findes stadig væk. Det er jo i grunden historisk dokumentation, som burde befinde sig et sikrere sted end hjemme på mit kontor. ”Det er svært for mig at skille dansen fra livet”, sagde Nini flere gange. Og det er ikke så mærkeligt, for siden hun var fem år, har dansen været hendes strenge og ubarmhjertige mester, men også hendes milde og blide elsker, hvor hun kunne søge tilflugt fra det virkelige livs ikke altid lige nemme krav og udfordringer. Indimellem tudede vi. Nej, hvor vi tudede, der var også meget at tude over. Indimellem lo vi, nej, hvor vi lo, for der var også rigtig meget at le af. Og indimellem undrede vi os. Som når vi talte

om de helt ufatteligt sensuelle danse, Nini allerede som purung – fra hun var 14 år – optrådte solo med for fulde huse over hele USA og Europa. Samtidig med, at hun uden for scenen legede med dukker og af sin mor – the stage mother to end all stage mothers – blev holdt i en meget kort snor og klædt i ankelsokker og plisserede nederdele. Når Nini dansede, var det uforfalsket lokkende erotik, så meget at man i dag næsten bliver chokeret over at se de små filmklip, som heldigvis stadig eksisterer. ”Jeg fatter ikke, hvor det kom fra”, sagde hun, når vi talte om dengang. Hun så på mig med de klare, blå øjne under det hvide hår. ”Jeg anede ved gud ikke, hvad jeg gjorde. Men jeg må jo have haft det i mig.” Hun rystede undrende på hovedet. Hun havde det i sig, men det blev derinde, for udenfor var mor kvinde for at holde tilbederne væk, også i en grad så hun selv tog sig af dem for at holde dem fra Nini. Datterens sanselighed kom udelukkende til udtryk på scenen. Da Nini blev gift som 25-årig – med en meget ældre mand – syntes hun i begyndelsen, at det erotiske var meget opreklameret. Det var meget mere tilfredsstillende at danse for et henført publikum. Under arbejdet på bogen fik jeg lov til at låne Ninis ti-års dagbog fra den periode, hvor hun bl.a. dansede med Ballet Russe de Monte Carlo, og jeg så her bagsiden af det glitrende stjerneliv. Stort set hver

dag stod der: ”Dødtræt. Gik udmattet i seng.” ”Har ondt alle steder. Hvor er jeg træt.” Sådan fortsatte det side op og side ned. Men alligevel blev hun ved. For det at forglemme sig selv i dansen – at stå på scenen og mærke publikums begejstring – selv at arbejde med koreografi og se, hvordan hendes forestillinger om dansen kunne foldes ud og virkeliggøres – selve dansen: Det var det hele værd. Titlen på bogen skrev sig selv: ”Dansen var det hele værd”. For det var det for Nini, og det er det den dag i dag. Også selv om det klart fremgår, at dansen kræver store ofre. Og at de ofre ikke mindst ydes af danserens familie. Ikke alene kræver stjernestatus en næsten umenneskelig arbejdsindsats, men også en koncentration, der lukker alt andet ude. Også de hensyn man skylder sin familie – ikke mindst sine børn. Nini erkender det alt sammen, og hun skåner ikke sig selv, når hun fortæller om de svigt, der har været. Alligevel kan hun ikke lyve: Det var det hele værd. Efter manuskriptet var afleveret til forlaget, men inden bogen var færdig, faldt Nini i sin lejlighed og brækkede hoftebenet. Hun lå flere timer på sit badeværelsesgulv, før der kom hjælp, og det så sort ud. Hun var trods alt 91 år. Vi var alle sammen bekymrede for hende. Jeg kan huske, at jeg besøgte hende på det plejehjem, hvor hun var indlagt til genoptræning, medbringende billeder og billedtekster, som vi skulle se på. Hun så

så lille ud i den store seng, men livede op, efterhånden som arbejdet skred frem. Inden jeg gik, lovede hun mig højtideligt, at hun nok skulle holde sig i live, til bogen udkom. Jeg er af mange grunde taknemmelig for, at hun holdt det løfte, og har aldrig været i tvivl om, at det kan vi takke både hendes jernvilje og de mange års hårde dansetræning for. ”Jeg må have haft det i mig,” sagde hun. Hun havde det i den grad i sig. Vi kan se det på billeder, og vi kan se det på de gamle filmstumper, som heldigvis er bevaret, i Max Reinhardts herlige Hollywoodproduktion af ”En Skærsommernatsdrøm” fra 1936, og vi kan se det i den fine film ”Nini”, som Lone Falster lavede for et par år siden. Hver gang jeg ser en nutidig danserinde i Den døende Svane, tænker jeg: Ja, det er meget godt, men det er ikke som Nini. Ingen har så yndefulde arme. Ingen så udtryksfulde bevægelser. Nini siger altid til sine elever; træning, træning, træning. Hun ved godt, at hun – når hun bliver ivrig – sommetider pusher en lovende elev for meget. Men hun lægger aldrig skjul på, at selv nok så megen vilje og træning og familieopbakning ikke nytter, hvis ikke man har det i sig. Nini selv har og har altid haft det i sig. Og den dag i dag kan hun blive helt ustyrlig af begejstring, hvis hun aner et glimt af det samme hos en af sine elever. Hun opgiver aldrig håbet om at finde en, der ligesom hun vil mene, at dansen er det hele værd. OURE REFLECT –

side 94


Reflect2_side47