Page 1

At leve dig nĂŚr

Marianne Nielsen 2012


At leve dig nær

Indhold Forord: 1 Kærligheden kommer først 2 Den gyngende bro 3 Hold fast i hans hånd 4 Jeg har så travlt 5 Ligesom at børste tænder 6 Tomgangsoaser 7 Den bedste bog 8 Kors og ikoner 9 Stilhedens oase 10 Sig Gud tak 11 Vand, brød og vin 12 Tungetale 13 Når du faster 14 Tidsler 15 Ryk øjet ud og hug hånden af 16 Skriv det ned og del det med andre 17 Hvad ville Jesus have gjort? 18 Fåreflokken 19 Tilgivelse 20 Hvorfor Gud? 21 Tillad dig selv at være lidt enfoldig Appendiks: Lyset uden lampe (et personligt vidnesbyrd)

2


Forord At leve Jesus nær er vel det, som enhver kristen ønsker, og vi ved vel alle egentlig også godt, hvordan man gør det, nemlig ved at prioritere at være sammen med Jesus og bruge tid i bøn og bibellæsning og at være sammen med andre kristne til gudstjeneste, cellegrupper osv. Alligevel finder mange af os det svært at bevare den varme linje opad og den første kærlighed til Jesus. Ind imellem kan han føles så fjern, og man kan måske næsten komme til at tvivle på, om han overhovedet er der. Mange af os får ind imellem dårlig samvittighed over, at vi ikke beder nok, at vi ikke læser nok i Biblen, og at vi ind imellem har lyst til at lade være med at gå til gudstjeneste og bare blive hjemme under dynen eller ved det hyggelige morgenbord med søndagsavisen. Meningen med dette lille hæfte er ikke at slå nogen oven i hovedet med endnu flere krav om, at du skal og du bør gøre sådan eller sådan, hvis du vil bevare troen. Jeg vil igennem dette hæfte gerne dele nogle af de erfaringer med andre, som jeg selv har oplevet, har været en hjælp til at leve nær ved Jesus. Det er ikke universitetsteologi, men ganske jordnær hverdagsteologi, for det nære forhold til Jesus, kan man ikke studere sig til, men det kommer, når vi overgiver os til ham. Der kunne skrives en hel bog om hvert af emnerne i de enkelte små kapitler, men hæftet giver sig ikke ud for at være udtømmende om de enkelte emner, men alt er skrevet i lyset af dette ene: At leve Jesus nær.

3


1 Kærligheden kommer først ”Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn, og vi er det!” (1.Johs.3,1) Gud elskede os, før vi vidste, hvem vi selv var. Han har set os, før vi så os selv i spejlet. Vi er skabt i Guds billede med en medfødt evne til at relatere til Gud. Vi er skabt med en længsel efter at kende Gud, en længsel efter at have en relation til noget større - noget udenfor os selv. Måske mærker vi ikke den længsel. Måske har vi, fra vi var børn, lært at undertrykke den - ikke at mærke, at vi har brug for at relatere til noget større end os selv, men den er der stadig - længslen. Længslen efter at kende Gud, længslen efter at have fællesskab med ham - at føle sig omsluttet af hans kærlighed. Længslen er ikke kun noget, der findes hos os. Længslen efter fællesskab findes også hos Gud. Gud længes efter at være sammen med sin skabning. Gud længes efter, at vi lader ham være en del af vores liv. Gud længes efter, at vi åbner os for ham og modtager hans kærlighed til os. Om vi vil det eller ej, så er Gud en levende virkelighed. Han er mere virkelig end noget som helst andet. Det er ham, der bærer hele universet, alt det skabte, i sin hånd. Trak Gud sin Ånd tilbage fra verden, ville der ingenting være, for alt er kun til i kraft af ham – i kraft af at Gud er til. Derfor længes Gud efter, at vi erkender, at vi er skabt af ham, og at vi lader ham være en del af vores liv. Gud er kærlighed, og Gud ønsker, at vi skal lade os omfavne af hans kærlighed. Vi må åbne op for det rum i os, som kan relatere til Gud. Vi må åbne op for at modtage Guds kærlighed. 4


Gud kender os allerede, han kender os helt ind i vores inderste. Der er intet skjult for ham. Alt det, vi skjuler for andre, alle de hemmeligheder, vi bærer på, og som kun vi selv kender til, dem kender Gud. Alt det, vi bekymrer os for, alt det, vi frygter og alt det, vi sørger over, alt det, vi skammer os over – alt det kender Gud. Prøv at forestil dig, at Gud ser på dig. Hvad tror du Gud, tænker om dig, når han ser dig? Mange mennesker tror, at Gud er skuffet, sur eller vred på dem, netop fordi Gud ser alt det, ingen andre ser. Og det, man går og gemmer på, er sjældent noget, man er alt for stolt af. Uanset hvad vi selv tror på baggrund af vores forestillinger om Gud, så er sandheden, at når Gud ser på dig, så tænker han, at du er hans dyrebare barn, og han elsker dig. Gud er dybt involveret i sin skabning – i dig. Han elsker dig! Du er dyrebar for ham. Gud ser dig lige nøjagtig som du er, og han elsker dig. Han elsker dig på trods – på trods af at du ikke altid elsker ham, og at du ikke altid gør det, som Gud kunne ønske sig, at du gjorde. Gud vender sig ikke væk fra os i afsky over vores synd og vores mangelfulde kærlighed til ham, men Gud kommer imod med udbredte arme os og møder os med sit kærlige nærvær. Guds kærlighed kan ikke fortjenes, vi kan intet gøre for at få Gud til at elske os. Han elsker os allerede. Kærligheden kommer først, kærligheden er det første i forholdet mellem Gud og dig. Og Gud har en længsel efter, at du erkender det og tager imod hans kærlighed til dig. At tage imod Guds kærlighed er en form for overgivelse. Nemlig at give sig over i Guds hænder - at overgive sig til kærligheden. Gud ønsker vores hjerte frem for alt. Gud ønsker at give os sin kærlighed og han ønsker vores kærlighed. 5


At overgive sig til Gud, som er stærkere og større end os, er ikke et tegn på svaghed, men et tegn på styrke. Når vi overgiver os til Gud, sættes vi fri fra os selv og vores egen selvoptagethed. Vi sættes fri fra at være vores eget livs midtpunkt til at relatere direkte til Gud, som har elsket os fra begyndelsen af. Idet vi sættes fri fra os selv, bliver vi i virkeligheden mere os selv. Vi bliver de mennesker, som Gud har skabt os til at være. Når Gud bliver en del af vores liv, sættes vi fri fra usund selvoptagethed til at se op og se ud. At se op til Gud og lade ham være vores største kærlighed. Og at se ud på andre mennesker og lade Guds kærlighed strømme igennem os og ud til de mennesker, vi omgås. At leve Jesus nær er en daglig overgivelse til Guds kærlighed.

6


2 Den gyngende bro "Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed." (1.Johs.1,9). At leve Jesus nær er det bedste for os, men mange af os har erfaret, at det ikke er så let, som det kan lyde. Jesus er altid hos os, når vi tror på ham, og alligevel kan han føles så fjern ind imellem. Det kan føles som om, der er noget imellem Jesus og os, så vi ikke rigtig magter at leve vores liv i hans lys. Selvom vi har en dyb længsel i os efter at være i hans nærhed og modtage hans kærlighed, kan vi opleve, at der er en slags forstyrrelse i forholdet til Gud. Det er én helt grundlæggende ting, der skiller os fra Gud, og som der må gøres noget ved, for at vi kan have et dybt og nært fællesskab med ham Det, der skiller os fra Gud er synden. Synden er et uoverstigeligt skel imellem Gud og os. Synden er som en uendelig dyb mørk slugt, hvor ekkoet lyder igen og igen tilbage imod os, når vi råber derned. Slugten skiller os fra Gud og blokerer for fællesskabet med ham. Slugten er som et grimt uhyggeligt sted, hvor mørket og kulden vælder opad i et ellers så smukt landskab med enge, floder og træer. Synden er det eneste, der skiller os fra Gud og fællesskabet med ham. Syndede vi ikke, var der ingen slugt, der skulle overvindes, og vi ville være sammen med Gud som Adam og Eva var det i Paradisets have, før de spiste frugten af det træ, som de ikke måtte spise af. Men nu er synden her som en del af vores liv. Synden er slugten, som skiller os fra Gud, der er ren og hellig. Alligevel længes Gud efter os, han længes efter at omslutte os med sin kærlighed, og bane en vej over slugten for os, så vi kan have fællesskab med ham. 7


Der er ingen vej udenom slugten, der er ingen genveje, der er ingen mulighed for at hoppe over - slugten er for bred. Selv om du lukker øjnene fast i, mens du prøver at forestille dig, at slugten vil forsvinde, så er den der stadig, når du åbner øjnene igen. Pludselig ser du, at der er en bro over slugten, man tror næsten ikke, det er en bro, så usikker ser den ud. Den er lavet af tovværk og brædder, så man kan gå på den, og der er to tove, som man kan holde fast i, mens man går på den. Den svajer i vinden. - Der må da være en mere solid bro et andet sted, én der ser lidt mere tillidsvækkende ud. - Nej, der er ingen anden bro, denne tovværksbro som svajer i vinden er den eneste. - Kan den bære? Hvad nu hvis den falder ned, når man er nået ud midt på den? Holder den? Er det virkelig den bro, der kan føre mig over på den anden side af slugten? - Kan Jesu død på korset virkelig sone min synd? Hvordan kan det lade sig gøre? Hvordan kan én mands død på et kors sone min synd? Det er vist ikke helt logisk det her. Hvad nu hvis det ikke virker alligevel? Kan jeg stole på det? Tør jeg gå ud på den gyngende bro? Tør jeg stole på, at Jesu død på korset også gælder mig? Har du noget valg? Lyt til den længsel i dit indre, som Gud har plantet der. Vil du lade dig omslutte af guds kærlighed til dig, og vil du leve i fællesskab med Gud, må du gå ud på den gyngende bro. Lad Gud vise dig din synd og det, der adskiller dig fra ham, og bed ham om at tilgive dig. At bekende sin synd, er at gå ud på broen, mens du retter blikket mod Jesus. Tro, at det han gjorde på korset, det gjorde han for dig, for at du skulle have fællesskab med ham. Se ikke ned i afgrunden, men gå lige ud af broen til du kommer over på den anden side og mærker den faste grund under dine fødder. Broen holdt. Guds løfter til dig om 8


tilgivelse af din synd og fællesskab med ham var ikke tomme løfter, men den virkelighed, du lever i nu. Du lever nu som lysets barn i Guds kærlighed og tilgivelse og må vandre sammen med Jesus i Guds lys. En dag opdager du pludselig, at der er kommet en ny afgrund imellem dig og Gud. Nu var du ellers lige kommet over en dyb uhyggelig afgrund ad en gyngende bro, som virkede så usikker. Du har måske knap bemærket, at afgrunden bare begyndte som en lille revne i jorden, som langsomt blev større og større. Nu er den så stor, at du ikke kan komme over den. Åh nej, nu gik det lige så godt med dig og Gud, og pludselig føler du, at han er så langt væk. Selvom du lever dit liv med Jesus, betyder det ikke, at du bliver fri for synd, og lever et rent og perfekt liv. Du oplever igen og igen, at du synder. Igen opdager du en gyngende usikker bro. Den ligner den anden bro, du gik over. Og igen må du vove at gå ud på broen, bekende din synd og stole på, at Gud tilgiver dig igen og lader sin nåde gælde for dig på ny. En anden dag ser du, at der begynder at komme en ganske lille revne i jorden. En ganske lille uskyldig synd, du har begået, en lille løgn måske. For at revnen ikke skal blive større, skynder du dig lige at putte lidt sand ned i den. Så nu er den der ikke mere, den er fyldt op med sand og løs jord. - Pyha, det var heldigt, at det ikke blev værre. Man kan alligevel godt redde en lille løgn med en lidt større løgn. Det var da godt. Inden du når at tænke tanken til ende, har vinden blæst sandet væk, og revnen er der igen. Vinden tog mere jord med, så revnen er blevet lidt større. Der skal nu mere end sand til at fylde revnen ud. Der kan være en hel fod nede i revnen, som nu er blevet til en længere sprække i jorden. Sten må der til. Små og lidt større sten. Inden du når at have fundet 9


sten i en passende størrelse, er sprækken begyndt at gabe mere, og den bliver også dybere. Større sten - flere løgne måske. Du begynder at indse, at lige meget hvad du gør, lige meget hvad du fylder i hullet, så vil det aldrig lykkes dig at fylde den op og at gøre synden ugjort. Dine venner i kirken vil måske ikke bemærke, at der er kommet en revne i dit gudsforhold. Men du ved det selv, og Gud ved det. Lige meget hvor meget du arbejder på at dække over din synd eller på at gøre gode gerninger for at sone din synd, så er den der stadig og dit forhold til Gud er ikke så godt, som det plejer at være. Du er magtesløs. Ingen uden Jesus kan sone din synd, og genoprette dit forhold til Gud. Synd adskiller dig fra Gud, men gennem Jesus er der tilgivelse og genoprettelse. Lev dit liv i lyset med Jesus. Lad ham daglig vise dig din synd, bed ham dagligt om at tilgive dig, så intet skal ødelægge det fællesskab, du har med ham. Lev dit liv i lyset sammen med Jesus, og han vil rense dig for al synd og holde dig til ham tæt ind i hans kærlighed. "Men hvis vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi fællesskab med hinanden, og Jesu, hans søns, blod renser os for al synd." (1.Johs.1,7).

10


3 Hold fast i hans hånd ”Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans” (Åb.3,11b). Det at være kristen, er noget helt specielt. Det er ikke bare en religion eller en filosofi som alle andre. Det er et livsforvandlende fællesskab med Gud, som skabte alle ting og som sendte sig selv til verden for at være sammen med os. Det at være kristen, er at have fællesskab med ham, som gav sig selv for dig på korset; han som besejrede døden, og derfor også vil sejre over din død. Det at være kristen, er at lade Jesus, verdens lys bo i dig og at lade ham fylde dig med sin Ånd. "Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig" (Gal.2,20). Det er et faktum, at Kristus lever i dig. Det er ikke kun, når du mærker det, at han lever i dig. Du mærker måske ikke altid, at han lever i dig, ligesom du måske ikke altid føler, at du er kaldet til Guds underfulde lys, som der står i 1.Pet.2,9. Men det kommer heldigvis ikke an på dine egne følelser og din egen sindstilstand. Skulle Kristus gå ind og ud af dig, efter hvordan du har det, og hvor nær du føler dig til ham? Nej, når du har givet dit liv til ham og valgt at leve sammen med ham, så har han også taget bolig i dig. Han lever i dig. Samtidig skal du også ville, at Kristus lever i dig. Du skal ønske at leve dit liv i hans nærvær og efter hans vilje. "Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer" (Jak.4,8). Gud ønsker naturligvis altid at være dig nær, men ønsker du også at være nær ham? Ønsker du også at holde dig til Gud? 11


Paulus skriver til filipperne, at de skal arbejde med frygt og bæven på deres frelse (Fil.2,12). Det betyder ikke, at filipperne eller vi hverken kan eller skal frelse os selv. Eller at vi ved hårdt arbejde, eller frygt og bæven for Gud, eller gode gerninger kan opnå at blive frelst. Vi kan intet gøre, for at frelse os selv, eller gøre os fortjent til at blive frelst. Vi er frelst af nåde. Vi er frelst gennem Jesu død og opstandelse for vores skyld - det står helt fast. Men nu, hvor vi er frelst, skal vi ikke blot læne os tilbage og sige, at det var det, nu er vi frelst og sikret en plads i himlen, og så ellers bare leve videre, som vi plejer. Vi skal holde fast i frelsen og bevare den som en dyrebar skat. Og vi skal åbne os for, at Jesus, som har frelst os, får en stadig større plads i vores liv. Vi skal arbejde på, at vores tro vokser og styrkes, og vi skal arbejde på at lære Jesus bedre at kende. I det efterfølgende vers (Fil.2,13) skriver Paulus: ”For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.” Vi skal ikke arbejde på vores frelse alene i vores egen kraft, men Gud virker i os. Gud holder fast i os og hjælper os til at holde fast i ham. Vi må modtage frelsen af Guds nåde og gøre den til vores – hver dag. Gud lader frelsen blive en del af vores liv – en del af os. I ethvert venskab eller ægteskab skal begge parter gøre noget for at vedligeholde og udbygge venskabet eller ægteskabet, ellers går det ikke, og man glider fra hinanden. Sådan skal vi også ønske at uddybe venskabet med Jesus. Gud har kaldet dig til sit underfulde lys, og det bedste er at blive i lyset hos Gud. Han har rakt hånden ud imod os; han kom og gav sit liv for sine venner - for dig. Han har allerede gjort det største af alt, du skal blot holde fast i din frelse ved at leve med ham. Han har rakt hånden ud efter dig, du har grebet den, og nu består arbejdet, hvis man kan kalde det et arbejde, ganske enkelt i, at du skal 12


holde fast i hans hånd. Det er din vigtigste opgave: At holde fast i hans hånd. Slip den aldrig! Det er godt og meget vigtigt at bruge tid sammen med din ven og frelser Jesus, for at lære ham bedre at kende, og for at troen må vokse og styrkes. Jeg tror, mange af os kender til, at ens forhold til Jesus går op og ned. I perioder kan vi være vældig begejstrede for at kende Jesus og have let ved at bruge tid sammen med ham i bøn og bibellæsning, til andre tider kan vores begejstring bedre beskrives med en slags selvfølgelighed og lunkenhed måske næsten grænsende til ligegyldighed, og det er sværere for os at bruge tid sammen med Jesus. Det er måske som om, Jesus er blevet lidt fjern for os. Det er hverken godt eller dårligt at kende Jesus, men bare OK på en eller anden måde. Vi ser måske på dem, som ikke kender Jesus og synes måske egentlig ikke, der er nogen særlig forskel på deres og vores liv. Ja, de ser måske endda ud til at have et bedre og lettere liv. Hvad er egentlig forskellen på dem og os? Hvad er egentlig forskellen på at kende Jesus og det ikke at kende Jesus? Tvivlen kan begynde at snige sig ind i vores liv og overskygge den glæde, vi oprindelig havde over at høre Jesus til. Så sker det måske, at vi hører en rigtig god prædiken, eller oplever et eller andet med Gud, som river os ud af vores åndelige sløvhed, og vi igen mærker begejstringen over at kende Jesus fylde os. Det bliver igen dejligt at bede og at læse biblen. Vi kan slet ikke forstå, hvordan vi før kunne være så sløve og lunkne i vores forhold til Jesus, når vi nu er så glade for, at han bor i os. Ligegyldigheden, lunkenheden og det at tage Jesus som en selvfølge er som en ukrudtsplante, som i begyndelsen er lille og ubetydelig, men 13


som kan vokse og overskygge troen, så den bliver ganske lille. På længere sigt kan ligegyldigheden ødelægge vores tro og vores liv med Jesus, og i sidste ende kan den få os til helt at glemme, hvor godt det er at leve med Jesus. Jeg kender mennesker, der efter at have givet deres liv til Jesus, glemte eller forsømte at holde fast i hans hånd, de brugte ikke tid sammen med Jesus, og de blev opslugt at andre ting. Kæresten, venner, sport, studier, hobbyer, rejser osv. Og efterhånden kom Jesus til at betyde mindre og mindre for dem. De slap hans udstrakte hånd, og de satte deres bibel op på en hylde sammen med andre bøger, de aldrig læser. Gud er aldrig holdt op med at elske dem, og han har ikke sluppet dem. Men de har sluppet hans udstrakte hånd, og de går glip af så megen velsignelse. Frafald er en mulighed, men dybest inde er der ingen, der ønsker det, for dybest inde har vi alle en længsel efter Gud. Men alligevel sker det for nogle. Fordi de ikke holder fast i deres frelse, fordi de slipper Jesu udstrakte hånd. Guds modstander Satan vil gøre alt, hvad han kan, for at få os til at falde fra. Han har mange kneb til sin rådighed og udnytter alle vore svage punkter. Han vil forsøge at fortælle os, at det ikke betyder så meget, om man bruger tid sammen med Jesus, og om man går i kirke. Han vil sige, at Jesus ikke er noget særligt og at det egentlig er ligegyldigt, om man beder eller ej osv. osv. Vi udsættes ofte for fristelsen til at slippe Jesu hånd - bare for et kort øjeblik. Og det sker der da heller ikke noget ved, viser vores erfaring os måske. Men ofte må vi erkende, at det fører os længere væk fra Jesus, hver gang vi slipper hans hånd en lille smule. Paradokset er, at vores ånd egentlig bare ønsker at være sammen med Jesus hele tiden. Når Kristus bor i os, vil vi længes efter at være sammen med Gud i bøn og læse hans ord til os i biblen. Ånden længes 14


efter at komme nærmere ham hele tiden. Men netop derfor gør Satan hvad han kan, for at overdøve vores ånds længsel efter Gud. Der er masser af undskyldninger, både de dårlige og de lidt bedre for at slippe Jesu hånd, som han har rakt ud imod os. Men ånden i os ønsker bare at holde fast og leve i frelsen, for at komme nærmere Jesus. I Det Gamle Testamente læser vi om israelitterne, som gang på gang glemmer Gud og vender sig væk fra ham. Alligevel slipper Gud dem ikke, han bliver ved med at elske dem og række sine hænder ud imod folket. Når de vender om, tilgiver han dem, også selvom det er sket så mange gange før. Han giver ikke så let op overfor den, han elsker. Gud har heldigvis langt mere fat i os, end vi har fat i ham. Gud vil også hjælpe os mod at falde fra. Der er ikke noget, han hellere vil, for Gud længes også efter os. Gud elsker os så meget, at han gav sin søn for at kunne få fællesskab med os. Det kostede ham dyrt, og nu hvor du er begyndt at leve dit liv med ham, så vil Gud gøre alt, for at du skal holde fast i troen. Men han vil ikke tvinge dig. Han kan bevare dig hos sig, hvis du ønsker det. Hvis du virkelig ønsker at vende Gud ryggen, så tror jeg ikke, at han tvinger dig til at vende om igen. Han rækker nok ud efter dig, og det vil han blive ved med, fordi han ønsker, at du skal vende om til ham, men han vil ikke tvinge dig. Guds kærlighed forsvinder ikke, selvom vi skulle vælge at være ligeglade med den og vende ryggen til Gud. Gud er stadig Far, selvom vi ikke vil være hans børn. Han vil altid være der med en åben faderfavn, til at modtage os, når vi vender tilbage. Hvis vi beder Gud om at bevare os i troen og hjælpe os med at holde fast i Jesu hånd, så vil han som en god far gøre det. Det er ikke kun op til os og vore vekslende sindsstemninger at holde fast i troen, Gud vil også holde fast 15


i os, hvis vi vil holdes fast af ham. Du kan altså bede Jesus om at bevare dig hos ham og mod at falde fra troen. Når alt kommer til alt, handler det ganske enkelt om at kende Jesus og at være kendt af ham. "Jeg kender mine får, og mine får kender mig" (Johs.10,14b). Det handler ganske enkelt om at stræbe efter, at lære Jesus bedre og bedre at kende. At leve vores liv med ham og vandre i hans lys, og aldrig slippe hans hånd. Guds vilje og største plan for os er frem for noget som helst andet, at vi lever vores liv nær Jesus. Gud sendte Jesus til verden, for at vi skulle have fællesskab med ham. Jesus kom ikke kun for at vise os sine mirakler eller for at lære os, at vi skal være gode ved hinanden. Han kom for at bringe os ind i fællesskab med Gud ved at sone vores synd. Kirken er til for at bringe mennesker nær til Gud, for at de må lære ham at kende, og lade ham komme ind i deres liv, og blive bevaret i ham. Kirken er ikke til for at se smuk ud, eller for at underholde os med hyggelig og kulturelle gudstjenester og andre arrangementer. Men kirken er til for at fører mennesker ind til Gud, og det sker heldigvis også gennem gudstjenester. Biblen er til for at bringe mennesker nær til Gud, for at de må overgive sig til hans kærlighed, og lukke Jesus ind i deres liv. Biblen er ikke en bog som alle andre beregnet til at udvide vores horisont og underholde os, Biblen er til for at føre os til Kristus. Kristendom er, at Gud elsker os og ønsker at være nær enhver af os. Han rækker ud til os og giver sin egen søn for at bygge bro over kløften, der skiller os fra ham. Broen er bygget, målet er nået, der er mulighed for, at vi kan have fællesskab med Gud og leve vores liv nær ham - hvis vi vil. Det er Guds største plan for vores liv. Han kan kalde os 16


til mange forskellige tjenester, men hans største og vigtigste plan for os er, at vi lever vores liv nær ham, i hans kærlighed, nåde og tilgivelse. Ved verdens ende skal der være mennesker, som tror, at de kender Jesus og som endda har gjort undergerninger i Jesu navn, men Jesus skal sige til dem: ”Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud!” (Matt.7,23b). Det er så altafgørende, at vi kender Jesus og er kendt af ham. Man går ikke fortabt, fordi man synder, men fordi man ikke kender Jesus. Gud har skabt en løsning for os, der synder, så vi ikke skal gå fortabt. Løsningen hedder Jesus, og der er ingen anden løsning. At kende Jesus og holde fast i hans hånd er vores største opgave.

17


4 Jeg har så travlt ”For alt, hvad der sker, og for alt, hvad man gør, er der en tid.” (Præd.3,17b). - Jeg har ikke tid, der er så meget, jeg skal nå og så meget, jeg skal gøre. Det med at holde andagt, at sætte tid af til at være stille for Gud og søge ham, er bare endnu en byrde oven i alle de andre ting, jeg skal nå. Når dagen er gået, er jeg træt og vil gerne bare i seng for at sove. Jeg orker ikke at begynde at læse i min bibel eller bede på det tidspunkt. Når jeg sætter mig for at bede, falder jeg i søvn. Når jeg læser et stykke fra min bibel, kan jeg bagefter ikke huske, hvad jeg læste, for ordene passerede bare igennem mit trætte hoved uden at fæstne sig. Desuden har jeg læst teksten så mange gange før, så jeg kender den så godt. - Det siger mig ikke rigtig noget, når jeg læser Biblen. Jeg har ofte dårlig samvittighed over, at jeg ikke læser mere i min bibel, og beder mere til Gud. Men Gud kan vel se, at jeg er træt. Mon ikke han forstår, at jeg ikke rigtig orker det? Det er en gave, at kunne tage sig tid til at være stille med Gud, til at bede, lovsynge og læse biblen. I dybet af vores indre har vi altid en længsel efter at være sammen med Jesus og mærke hans kærlighed, glæde og fred; men det er ofte svært at tage sig tid til at nyde den gave, som Gud har givet os i stilheden og bønnen. Gud har givet os alt, også tid. Vi er sat til at herske over skaberværket (1.Mos.1,28), og vi er også sat til at herske over den tid, som Gud har givet os. I 1. Peters brev 2,9 bruger Peter store ord om dem, han skriver til, de kaldes bl.a. ”et kongeligt præsteskab.” Det giver 18


associationer om myndighed og ansvarlighed. Gud har ikke skabt os som nogle svage og magtesløse mennesker, der lader os drive med af tiden, uden at vide, hvor den bliver af for os. Gud har skabt os som mennesker, der er i stand til at tage ansvar, og han har givet os en forstand, som vi må bruge. "Vær ikke som heste og muldyr uden forstand, deres kræfter tøjles med tømme og bidsel, når de ikke vil komme til dig." (Sl.32,9). Vi er ikke som et arbejdsdyr, hvis egen vilje er underlagt de mennesker, der ejer det. Et arbejdsdyr kan ikke bestemme over sin egen tid og er ikke ansvarlig for tiden, der går. Men mennesker kan tage ansvar for vores egen tid, ligesom vi tager ansvar for alt det andet, som Gud har givet os. Vi er ikke som en blød vandmand, der ligger i vandkanten og skvulper rundt, uden at have indflydelse på, hvad der sker omkring den. Tiden må helst ikke bare passere for næsen af os, uden at vi er bevidste om, hvad der bliver fyldt ind i den. Vi har så travlt, og aldrig har en arbejdsuge været kortere, end den er i dag, og alligevel har vi travlt. Det er der mange grunde til, for vores liv er blevet mere komplekst og der er mange opgaver og mange udfordringer, som der ikke var tidligere. Men når vi ikke synes, der er tid nok, så bliver vi nødt til at prioritere. Vi er til en vis grad herre over vores egen tid, så vi må forsøge at prioritere vores tid bedst muligt. Det er ikke hensigtsmæssigt for os bare at lade tiden gå af sig selv og at lade tingene ske, mens vi ser passivt til. Det er bedre aktivt at prioritere tiden og bruge tiden på det, der er vigtigt. Du har ansvaret for den tid, Gud har givet dig. Har du meget svært ved at finde tid til at være sammen med Gud i din hverdag, er det måske et vink om, at du må tage din hverdag op til revision og finde ud af, hvorfor du ikke har tid. 19


Døgnet har 24 timer for os alle. Hvad sker der i løbet af dine 24 timer? Hvad går tiden med? Er alt det, som du bruger din tid på lige vigtigt? Nej, selvfølgelig ikke. Find så ud af, hvad der er meget vigtigt, og hvad der ikke er nær så vigtigt. Hvad kan du lave om på, så du får tid til at være sammen med Gud? Måske er der nogle af de følgende ting, som passer på dig. Behøver du at arbejde så meget som du gør? Kunne du arbejde lidt mindre og dermed tjene mindre, for dermed at få mere tid? Behøver du at læse alle reklamerne, der kommer ind ad brevsprækken? Behøver du at se så meget tv som du gør? Hvad med computerspil, aviser, romaner, ugeblade, møder, foreninger, sport, hobbyer osv.? Der er ikke i sig selv noget i vejen med at læse reklamer, se tv, spille computerspil, være engageret i foreninger, spille tennis osv., men du må se på din egen brug af tid, og forhåbentlig finde ud af, hvor du kan finde mere tid til at være sammen med din ven og frelser Jesus, hvis det her med tiden er et problem for dig. Hvis det er et problem at telefonen ringer uafbrudt, eller at der ofte kommer uventede gæster, kan det måske være nødvendigt med en telefonsvarer eller telefontid, og du kan måske snakke med de uventede gæster om, at det ikke altid er lige praktisk, at de kommer forbi. Nu skal det her ikke være et dunk i hovedet til dig, som har svært ved at finde tid til at være sammen med Gud, men blot en påmindelse om, at problemet nok ikke bare løser sig med tiden af sig selv; men at det i sidste ende sandsynligvis kun er dig selv, som kan få hverdagen arrangeret sådan, at der bliver mere tid til at være sammen med Gud i. For mange af os, er det en stadig udfordring at få afsat tid til at være sammen med Gud i vores travle hverdag. Der er så mange krav til os i løbet af en dag og så mange tilbud i dette informationssamfund, hvilket medvirker til, at hverdagen ikke er så enkel, men meget 20


sammensat og ind imellem endda kompliceret. Der er virkelig vigtige ting, som vi er nødt til at bruge tid på, hvis vi som kristne ikke skal ende som en slags sære okkenokker, der ikke ved, hvad der foregår i verden og ikke følger med i nogen ting. Alligevel kalder Gud os til at trække os lidt tilbage fra verden med alle dens mange krav og tilbud, for at bruge tid sammen med ham i stilheden, netop for at bevare os i ham i denne verden. At bruge tid sammen med Gud i stilhed, bøn og bibellæsning er mad for vores tro og det er her, vi henter kraft og styrke til at kunne leve som kristne og vandre i Guds lys. Derfor vil Satan naturligvis gøre alt, hvad han kan for at tage dette fra os, for at vi skal slippe den hånd som Jesus har rakt ud imod os. Vi må ikke lade ham løbe af med sejren, men blive ved med at have kontakt med den længsel efter Guds nærvær, som han selv har lagt ned i os. Og vi må holde fast i den gave, som Gud har givet os i bønnen og bibellæsningen. Jeg hører ind imellem mennesker (deriblandt mig selv!) bede Gud om, at vi må få mere tid til at være sammen med ham. Hvad forventer vi egentlig af Gud med sådan en bøn? Gud giver ikke døgnet flere timer for os, som har et ønske om at være mere sammen med Gud, og han lader heller ikke tiden gå langsommere. Jeg tror, at det her med tid, og prioritering af tid, er noget, som Gud har overladt til os at administrere. Gud kan hjælpe os med at prioritere vores tid, og at føre vore prioriteringer ud i praksis, men det er hovedsageligt nok os selv, som må tage ansvaret, for at finde tid til at være sammen med Gud Nogle har den vane at forsøge at holde lidt andagt, inden de lægger sig til at sove. Det er for mange af os det allersværeste tidspunkt, fordi de fleste af os er meget trætte, lige før vi lægger os til at sove. Det er 21


måske ikke den allerbedste prioritering at være sammen med din bedste ven og frelser Jesus, når du er allermest træt og udkørt. Ville det være muligt at stå 10 min. tidligere op i stedet, eller at bruge lidt tid i løbet af dagen? Har man familie og børn, kunne man måske skiftes til at gå ind for sig selv, for at være sammen med Gud alene, mens den anden passer børn og hvad der ellers går for sig i en travl familie. Eller hvad med tiden fra børnene er lagt i seng, til man selv skal i seng? For de fleste af os kræver det noget planlægning og lidt disciplin, men nu er vi som tidligere set i Sl.32,9 jo ikke uden forstand som heste eller muldyr, så vi kunne nok gøre en indsats for sagen. Det med ikke at have tid kan også gå hen at blive en dårlig undskyldning for ikke at prioritere Jesus højt nok, til at vi vil bruge tid på ham. Nu skal vi lige huske, at vi ikke bliver frelst, fordi vi er gode til at disciplinere os selv til at holde andagt hver eneste dag igennem hele vores liv. Og vores frelse afhænger ikke af, hvor mange minutter vi dagligt bruger på bøn og bibellæsning, for vi bliver ganske enkelt ikke frelst gennem bøn og bibellæsning. Biblen frelser igen, selvom det er en helt speciel bog; bønner hvor lange og inderlige de end er, frelser ingen; kirken frelser ingen. Kun Jesus frelser. Biblen, bønner og kirken er blot midler der bringer os til Jesus, som alene kan frelse. Og har du givet dit liv til Jesus, så er du frelst. Gennem bøn og bibellæsning holdes du fast i troen og styrkes til at vandre i lyset og leve nær ved Jesus. Bøn, stilhed og bibellæsning er dejlige gaver, Gud har givet os, som vi kan nyde lige så meget vi vil. Når vi bruger tid sammen med Gud, giver vi ham mulighed for at gribe ind i vores liv, velsigne os, berige os og ændre os, så vi kommer til at ligne ham mere. Vi har nok en tendens til at dele vores liv op i forskellige afdelinger. Vi har vores arbejdsliv, vores familieliv, vores fritidsliv, vores åndelige liv osv. Det er i vores åndelige liv, vi har noget med Gud at gøre, og det er 22


vel den side af vores liv, han er mest interesseret i? Gud er ikke bare interesseret i vores åndelige liv, eller den del af vores liv og tid vi vil bruge på en særlig måde sammen med ham. Gud er interesseret i dig og ikke bare i dit åndelige liv. Det er dig han elsker, ikke dit åndelige liv. Han elsker dig og vil være en del af dit liv, ikke bare dit åndelige liv, men hele dit liv. Han ønsker ikke bare, at du skal give ham 10 min. hver dag. Han ønsker, at du skal give ham hele dit liv. Han vil også være en del af dit arbejdsliv, dit fritidsliv, dit familieliv osv. Gud vil være hos dig alle døgnets 24 timer. At være kristen er ikke at holde 10 min. andagt hver dag, men at lade Jesus være en del af hele dit liv. Gud er ikke en fritidsaktivitet på linje med badminton eller strikning, som der skal skabes tid til hver dag. Jesus lever i dig, ikke bare når du holder din andagt, men han lever også i dig, når du er på arbejde og når du står i kø henne i Brugsen. Jesus lever i dig i alle de forskellige afdelinger, du kan dele dit liv op i. Og han ønsker at udtrykke sig igennem dig, både når du er på arbejde, og når du er forældre for dine børn - ja i alt hvad du gør. ”Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!” (Kol.3,17). - Hvordan bliver Jesus dog en del af mit arbejdsliv? Jeg kan da ikke gå rundt og tænke på Gud og bede hele dagen eller sidde og læse i min bibel i enhver pause, eller endnu værre: Fortælle om Jesus til enhver, jeg kommer i kontakt med! Helt konkret kan du starte med at bede for dem, du arbejder sammen med eller kommer i berøring med i løbet af en dag. Det behøver ikke at være lange pænt formulerede bønner med lukkede øjne og oprakte eller foldede hænder. Bare send en lille bøn opad til Jesus om, at han vil velsigne dem. Oplever du noget godt og rart så send en lille takkebøn til Jesus. Er der svære ting, så bed Jesus 23


hjælpe dig. Det skal ikke nødvendigvis være lange bønner, som tager flere minutter, men bare en tanke, som bliver til en hurtig lille bøn. Det handler om en slags opmærksomhed på Guds nærvær. Gud er altid nær, men vi er ikke altid opmærksomme på det. Det er en gave at give sig selv lov til at være opmærksom på, at Gud er nær mange gange i løbet af en dag. Hvis du ikke er vant til på den måde at tage Jesus med overalt, så er det måske lidt svært i begyndelsen. Men det er noget, som vi alle må øve os i, og kan blive bedre til. I perioder synes jeg, det er let på den måde at have Jesus med mig hele dagen i alt, hvad jeg gør. Så pludselig opdager jeg, at jeg i en periode helt har glemt det igen. Jeg er vel blevet for sløv og har glemt at min ånd gerne vil være sammen med Jesus hele tiden. Så beder jeg Gud om at hjælpe mig til at huske ham hele dagen, og at tage ham med mig i alt, hvad jeg gør. Måske skriver jeg et lille bibelvers på et lille stykke karton, som jeg lægger i min lomme, for at minde mig selv om det nogle gange i løbet af dagen. Ønsker du at leve et liv nær ved Jesus, må du lade ham blive en del af hele dit liv, og bruge tid med ham i bøn, lovprisning og bibellæsning, for at du kan vokse i troen, og give Gud mulighed for at gribe ind i dit liv. Hvis du ønsker, at Jesus skal betyde mere for dig og hvis du ønsker at han skal blive større, og at du selv skal blive mindre, som Johannes Døberen sagde (Johs.3,30), så må du bruge tid sammen med Jesus, og lade ham være Herre i alle dit livs forskellige afdelinger.

24


5 Ligesom at børste tænder ”Hver dag vil jeg prise dig.” (Sl.145.2b). Det er godt, hver dag at afsætte lidt tid til at læse i Biblen og evt. opbyggelige bøger, bede, være stille sammen med Jesus, synge lovsange, eller hvad du nu selv erfarer, fører dig tættere sammen med Jesus. De fleste af os børster tænder et par gange om dagen. Vi tager også bad ind imellem. Jeg har aldrig hørt nogen sige, at de ikke havde tid til at børste tænder eller gå i bad, og derfor var holdt op med det, eller ikke gjorde det så tit, som de burde. Det er blevet en helt fast vane for os, hvornår vi børster tænder og går i bad. Ligesom du har vaner omkring tandbørstning m.m., kan du også give dig selv en vane eller skabe en rutine i dit dagsprogram, hvor du bruger tid på livet med Gud. Det er lettere at finde tid til at være sammen med Gud, hvis man har det som en vane på det samme tidspunkt hver dag. Det kan blive en fuldstændig naturlig og selvfølgelig ting i din dagligdag, at du f.eks. læser et stykke i Biblen og beder, ligesom du gør så mange andre ting i løbet af din dag. F.eks. hver morgen, når du har børstet tænder, eller hver dag, når du kommer hjem fra arbejde eller efter aftensmaden eller… eller… Tidspunktet er ikke så vigtigt, bare du finder et dagligt tidsrum, som passer naturligt ind i alle de andre ting, du gør i løbet af en dag. Din tid med Gud skal helst være en naturlig ting, som er indpasset i din dagligdag, og som du ikke dagligt skal kæmpe dig tid og disciplin til. For nogle kan det med at holde andagt, synes at være en stor og tidskrævende ting. Måske stiller du høje krav til, hvordan din tid med Gud skal forme sig, og fordi kravene er for høje, ender det måske med, 25


at det alt for ofte slet ikke bliver til noget, fordi du alligevel ikke har tid eller ikke synes, du orker det. Måske får du ind imellem dårlig samvittighed og lover dig selv, at i morgen skal det være anderledes, og du vil så læse endnu mere i Biblen, fordi du nu ikke har fået læst i nogle dage. Der er ikke noget krav om, at du skal læse så og så mange vers og kapitler i Biblen eller læse lange opbyggelige stykker fra andagtsbøger. Der er ikke noget krav om, at du skal nå at bede for alle dem, du kender hver dag, eller at du skal bede i så og så mange minutter hver dag. Lad være med at stille urealistiske krav til dig selv. Husk at ingen frelses ved at læse så meget som muligt i Biblen, og ingen frelses gennem lange bønner. Jesus har frelst dig! Du er frelst af nåde, ikke af gerninger. (Efs.2,8-9). Stil små krav til dig selv – og lev op til dem. Så kan du senere, når du er kommet ind i en god vane stille større krav. F.eks. tager det ikke lang tid hver morgen at læse f.eks. 10 vers fra Biblen og lægge dagen i Guds hænder. Har du først fået indarbejdet den vane i dit liv, og er blevet glad for den, kan du udvide din tid med Gud, hvor du kan bede mere og læse mere i Biblen. Jeg tror, at det her med at få tid til at være sammen med Gud mere handler om gode vaner og lidt disciplin end om tid. Slip ikke Jesu hånd, som du allerede har grebet, men giv dig selv tid til at give den et lille klem hver dag for ikke at glemme, at du holder ham i hånden, og vandrer i lyset med ham. Familieandagt, er en god ting, fordi børnene (hvis det ellers foregår på deres præmisser), ofte vil holde de voksne fast på den gode vane. Det skaber fællesskab om troen i familien og kan være en hjælp til at være disciplineret om at bruge tid sammen med Gud. Skal man forklare noget om troen for børn, kan man selv lige pludselig blive så begejstret 26


for det, selvom man godt kendte det hele i forvejen. Så selvom en familieandagt må foregå på børnenes præmisser, kan man som voksen godt blive opbygget i sit eget trosliv gennem familieandagten. Som ægtepar kan man også hjælpe hinanden meget, dels ved at bede sammen, dels ved at holde hinanden fast på den daglige rutine, hvor man hver for sig bruger tid med Gud. Man kan også være sammen i en lille bedegruppe, hvor man aftaler at bruge tid hver for sig sammen med Gud hver dag. Når man så mødes i gruppen kan man bede for hinanden og styrke hinanden til at holde fast ved den daglige andagtstid.

27


6 Tomgangsoaser ”Jeg gemmer dit ord i mit hjerte” (Sl.119,11a). Udover din daglige tid sammen med Jesus er der mange andre små muligheder for at have lidt samvær med Jesus ind imellem alt det andet, der sker i løbet af en dag. Jesus er jo hos dig hele dagen, lige meget hvad du beskæftiger dig med. Måske arbejder kroppen eller hænderne med et eller andet trivielt og rutinepræget, som måske endda er lidt kedeligt. Man kan udføre visse arbejdsgange uden at tænke alt for meget over det. Det går fint, næsten helt af sig selv. Det går ligesom i tomgang. Opfat det ikke kedeligt eller negativt, men opfat det som en lille oase - en tomgangsoase. En tomgangsoase kan være både kort og lang. Har du bare et lille øjeblik, kan du sende en lille bøn opad, eller synge en lille lovsang, eller måske blot brudstykker af den. Mange ærges eller irriteres over at stå i kø i supermarkedet, men opfat det i stedet som en lille eller stor! tomgangsoase og lad være med at lade dig irritere over, at du spilder tiden. Brug i stedet tiden på at bede for de andre i køen, dem der sidder ved kassen, din familie, dine venner, din kirke … Brug tiden på at lovsynge inden i dig selv. Når du kører på cykel, i bil, i bus i tog…. så sæt noget musik i ørerne, som får dig til at fokusere på Jesus eller en undervisning eller prædiken, som du har downloadet fra nettet. Eller tag en god kristen bog eller selve Biblen med og læs den. Det med at læse er bedst, når du ikke selv er chauffør! I de første fire år af mit teologistudium boede jeg elleve km. fra universitetet. Jeg cyklede frem og tilbage hver dag, og jeg havde for det meste lovsangsmusik i ørerne. Om morgenen oplevede jeg det som 28


en energiindsprøjtning og en forlængelse af min morgenandagt og jeg følte, at det hjælp mig til at holde mine øjne rettede imod Jesus i løbet af dagen. Om eftermiddagen på vej hjem, oplevede jeg det som en hvile, der gav mig ro og nye kræfter. Den eneste ulempe var, at jeg ikke altid kunne lade være med at synge lidt med, og derfor syntes mine med-cyklister måske, at jeg var lidt skør, men det kunne jeg leve med, og det kunne de sikkert også. Hvad beskæftiger dine tanker sig med, når du gør rent hjemme hos dig selv, når du laver mad eller vasker op? Brug tiden på at lovsynge, bede eller tale i tunger. Eller sæt noget kristen musik på, f.eks. lovsang og få en lovsangsstund, imens du ordner de huslige ting. Jesus er altid hos dig, han lever i dig og du kan gå og småsnakke lidt med ham i løbet af en dag. Når du står op om morgenen, kan du, ligesom du tager tøj på, "tage en sang på" eller ”tage et bibelvers på.” "Tag en sang på" om morgenen og husk dig selv på sangen i dine tomgangsoaser. Eller "tag et bibelvers på" når du starter dagen og mind dig selv om det i dine tomgangsoaser. Skriv det evt. op på et lille stykke karton, som du har i lommen. Hver gang du har lidt tid, så tag sedlen op og læs det. Vi kender alle sammen det, at man har fået en sang på hjernen og hele tiden kommer til at nynne den eller blot dele af den i løbet af dagen. Det er som om, man ikke kan få den ud af hovedet. Hvis det er en sang, der siger noget sandt og noget godt om Jesus, gør det ikke noget, at man ikke kan få den ud af hovedet. At have en sang eller et bibelvers i hovedet i løbet af dagen hjælper dig til at være opmærksom på Guds nærvær og at have Gud med i løbet af dagen og ikke bare i den tid, hvor man får holdt lidt andagt. Det kan også være en styrke, hvis man oplever irritationer og ærgrelser i løbet af en dag. Så kan man lige 29


trække sin sang eller sit bibelvers frem, og føle det som om man fik en blomst forærende midt i det hele. At leve nær Jesus er ikke kun den daglige 10 min. andagt, eller hvor meget tid, du nu vil bruge på din andagt. At leve nær Jesus er at leve med ham hele dagen. Det er at være opmærksom på Guds nærvær og tænke tanker med Gud. Hold ikke Gud udenfor det du tænker og gør, men bland ham ind i alt hvad du foretager dig. Han er ikke bare interesseret i din ånd, men i hele dig og i hele dit liv. Tag Jesus med på arbejde, i skole, til badminton, i Brugsen … Brug dine tomgangsoaser til at bede, synge, tale i tunger, læse lbibelers osv. Lad ikke trivielle arbejdsgange, køer, transporttider og ventetider ærge eller irritere dig. Glæd dig over trivialiteten, ventetiderne og tomgangen og lad det blive dine oaser, hvor du giver dig selv lov til i et lille øjeblik at rette din opmærksomhed mod Jesus.

30


7 Den bedste bog ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.” (Matt.24,35). Alle kristne kender de gode argumenter for at læse Biblen, og mange kristne har også en del mere eller mindre gode undskyldninger for, at de ikke læser så meget i Biblen, som de synes, de burde. På under et halvt minut kan man læse salme 23, som har 6 vers, stille og roligt igennem. Hvem har så travlt, at man ud af et døgns 1440 minutter ikke har tid til at bruge bare 2 minutter på at læse Guds Ord? Hvis man så læser salmen én gang til og bruger lige så lang tid til at reflektere over det, man har læst, så har man i alt brugt 2 min på Guds Ord. Hvis man gav sig selv 5 min. hver dag, ville man også have tid til at læse lidt længere passager i Biblen, eller at reflektere lidt længere tid over det, man har læst. Nu kommer det jo i virkeligheden slet ikke an på, hvor meget man læser i Biblen. Vi er ikke med i en slags konkurrence, hvor det gælder om at læse så meget som muligt i bibelen hver dag, eller at kende sin bibel så godt, at man kan imponere de andre ved at kunne slå op på et tilfældigt bibelvers i løbet af ingen tid, eller at kunne så mange bibelvers som muligt udenad. Det er ikke dét, det gælder om. Vi læser Biblen, fordi det er Guds Ord, som kan forvandle os og berige vores liv. At læse Biblen bringer os tættere på Jesus og viser os mere af, hvem han er, og hvad han har gjort for os. Igennem at læse Biblen giver vi Gud mulighed for at tale til os, og blive en større del af vores liv. Biblen består jo som bekendt af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. I almindelig sprogbrug er et testamente dels et 31


dokument, der fortæller, hvad der skal ske med en afdøds formue og ejendele, dels er det udtryk for afdødes ønsker om, hvad der skal ske, efter han er død. Hvis vi betragter biblen som et testamente i den betydning, at det er udtryk for Jesu ønsker om, hvad der skal ske, efter han er død (- og opstanden!), så kan vi her læse en hel del om, hvordan Jesus ønsker, vi skal leve vores liv. Hvordan vi vandrer i lyset sammen med ham, og om hvad der er Guds plan for fremtiden. Testamente kan også oversættes (fra græsk) til pagt, og i den betydning er Biblen Guds pagt med os. I Biblen læser vi om, hvordan Gud besluttede at frelse os af nåde gennem Jesu død og opstandelse. Biblen er uvurderlig for os, som lytter til den længsel i vores hjerte efter at leve Jesus nær og ønsker at vandre i Guds lys. "Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning." (2.Tim. 3,16-17.) Paulus siger her, at formålet med Guds Ord er at gøre os til fuldvoksne mennesker, der er udrustet til at gøre gode gerninger. Ved at læse Biblen vil vi vokse i troen, komme til at leve nærmere Jesus og dermed blive udrustet til at tjene Gud og gøre gode gerninger. Det gælder ikke om at læse Biblen så mange gange som muligt, men om at lade det, du læser i Biblen, få indflydelse i dit liv og i alt hvad du gør. Der er mennesker, som har læst Biblen, men som ikke kender Jesus. Der er mennesker, som kun ser en masse uforståelige og modsætningsfyldte ting i Biblen. De tror ikke, at Biblen er Guds Ord og den bringer dem ikke tættere på Jesus. Man lærer ikke automatisk Jesus at kende som sin Frelser og Herre ved at læse Biblen, men kun hvis man selv ønsker det. Tager man Biblen for det, den er, nemlig Guds Ord til os, og lægger alle fordommene på hylden, så kan Biblen 32


vise os Jesus som den, han er. Kort sagt, kommer det ikke an på, hvor meget du læser Biblen, men på hvordan du læser Biblen. Biblen er ikke bare en bog, som enhver anden bog, for vi tror jo, at Biblen er Guds Ord til os, og at Gud dermed taler til os igennem Biblen. Men for at vi kan modtage, hvad Gud vil sige til os gennem vores bibellæsning, må vi være åbne for ham. Bed altid Gud om at åbne dit sind, så du kan høre, hvad han vil sige til dig, når du læser Biblen. Nu er det jo sådan for de fleste af os, at der er passager i Biblen, som vi får mere ud af at læse end andre. Sammenlign f.eks. passager fra 3. Mosebog og Krønikebøgerne med passager i Det Nye Testamente. Generelt får de fleste af os mere ud af at læse Det Nye Testamente frem for at læse det historiske og lovmæssige stof i Det Gamle Testamente. Derfor behøver vi ikke at læse 3. Mosebog ligeså ofte, som vi læser Matthæusevangeliet. Det giver dog et godt overblik, og det er godt at kende hele Biblen med alt, hvad den indeholder, både det som er lidt tungt stof og det, som er mere opbyggeligt. En god måde at komme igennem hele Biblen på, er at have en enkel bibellæseplan, hvor man kan krydse af efterhånden, som man får læst de enkelte kapitler og bøger. Man kan f.eks. læse lidt både fra Det Gamle Testamente og fra Det Nye Testamente hver dag. På den måde bliver visse passager i Det Gamle Testamente ikke for tunge at komme igennem. At læse Biblen igennem for at få overblikket og komme til at kende hele Biblen er en anden måde at læse på, end den mere meditative bibellæsning, hvor man blot læser ganske lidt for at reflektere over det, man har læst og spørge Gud, hvad han vil sige til én igennem det, man har læst. Begge måder at læse Biblen på er gode, og kan 33


kombineres, så man f.eks. læser en længere passage fra de historiske bøger i Det Gamle Testamente og derefter læser en lille smule fra Det Nye Testamente eller fra salmerne, hvor man giver sig tid til at meditere over teksten og bede over den. Der vil være perioder i vores liv, hvor vi synes Biblen taler stærkere til os end i andre perioder. Nogle har svært ved at læse Biblen i perioder, hvor den ikke "siger dem noget" Der vil også være perioder i et ægteskab eller et venskab, hvor man siger hinanden mindre end i andre perioder. Holder man så op med at være gift eller at være venner i disse stilstandsperioder? Nej det gør man ikke, og man skal heller ikke lade være med at læse i Biblen i de perioder, hvor man ikke får så meget ud af det. Hold ud med din bibellæsning ligesom du gør med din tandbørste - som en god vane, og bed altid Gud om at åbne dit sind for, hvad han ønsker, du skal se i den tekst, du læser. Man kan også nå dertil, hvor man synes, at man kender Biblen så godt, at man næsten kan alle beretningerne udenad, når man blot hører begyndelsen. Biblen kan blive helt triviel, fordi man kender den så godt efterhånden. Hvorfor skal man dog blive ved at læse det samme igen og igen? Det skal vi, fordi Gud stadig ønsker at vise os nye ting. Vi læser jo ikke Biblen, for at kunne referere alle de gode historier, men for at blive ført nærmere til Jesus og blive fornyet og forvandlet i ham. Bed til stadighed Gud om at lade sin Ånd puste liv i de ord, du læser og om at vise dig nye ting i Biblen. Lad Helligånden tale til dig gennem det du læser, og lad ham føre dig nærmere ham til Jesus. Du bliver aldrig færdig med Biblen, selvom du så kunne den udenad fra ende til anden. Selvom du måske har levet med Jesus i mange år, så er Jesus ikke færdig med at forme dig efter sit billede. 34


I tider, hvor livet er svært, eller hvor man er skuffet, vred, bekymret eller ked af det, kan man finde stor styrke i at læse Biblen. I perioder hvor livet er godt og alt går, som det skal, kan Biblen være med til at sætte ord på glæden. Biblen er skrevet af mennesker, som har haft alle de følelser, som vi har, og alle følelser kommer til udtryk i Biblen. Vi kan altid finde bibelvers og beretninger om mennesker i Biblen, som udtrykker de følelser, som vi har. De mange beretninger om mennesker, som har levet med Gud, kan lære os en masse og hjælpe os videre på den vej, vi går og i vores liv med Gud. Der er mennesker i Biblen, som kan fungere som forbilleder for os, og der er naturligvis også det modsatte. Biblen er en vældig kilde til at vise os, hvordan vi skal leve livet efter Guds vilje. Mange af os oplever gang på gang, at vi let distraheres, når vi læser Biblen eller når vi beder. Vi kommer til at tænke på andre ting, som f.eks. at vi skal huske at købe mælk i morgen, og at vi hellere lige må ringe til nogen, vi kender osv. For at frigøre dit sind for at skulle huske disse ting, så skriv det ned, når du kommer i tanke om det, også selv om det er midt i det, du er ved at læse eller midt i en bøn. Hold lige fem sekunders pause, og skriv det ned, som distraherede dig, så er du fri for at tænke mere på det, og kan igen koncentrere dig om at læse eller bede. Nogle synes om at bruge en andagtsbog eller en bibellæseplan, hvori der gives en lille kommentar eller udlægning af den tekst, man har læst. Andre vil helst nøjes med at læse deres bibel. Det er forskelligt, hvad vi har brug for, og det kan også variere lidt i løbet af vores liv. Andagtsbøger kan være en vældig god hjælp til at forstå det, man læser, og det kan især være godt med en andagtsbog i perioder, hvor 35


du ikke synes, at Biblen siger dig så meget, eller hvor du måske har svært ved at tage dig sammen til at få læst. Har man overskud til at bruge mere tid, findes der masser af gode bibelstudiehæfter og opbyggelige bøger om forskellige sider af kristenlivet. Der er også skrevet gode teologiske bøger, som er til at forstå for lægmænd, og som kan hjælpe til at åbne Biblen op, og opdage nye dybder. Biblen er som en skattekiste med en masse ”usynlige rum,” som man ikke ser lige i første omgang. Jo mere man læser i den, jo flere af de ”usynlige rum” lukker Helligånden op for os, og jo mere lærer man om livet med Gud. Og Gud får mulighed for at forme os efter sit billede og lede os på vores vej i livet.

36


8 Kors og ikoner ”…gå ind i dit kammer og luk din dør….” (Matt.6,6a). Man kan bede til Gud hvor som helst og hvornår som helst. Gud hører os altid. Alligevel er omgivelserne ikke uden betydning for ens egen koncentration, når man skal bede eller have sin stille tid med Gud. Selvom man sagtens kan bede, mens man cykler eller vasker op, er det også vigtigt at have tid med Gud, hvor man ikke laver andre ting samtidig, og hvor man kan koncentrere sig helt og fuldt om at bede og lytte til Gud. Det er vigtigt, at give sig selv ro og lukke døren til det rum, man er i, så resten af familien ikke forstyrrer og i øvrigt slukke for radioen, fjernsynet, telefonen og andre forstyrrende ting. Det er ofte lettere at finde Gud i stilheden, når vi er væk fra verdens larm og alle de ting, vi synes, vi skal gøre. Sluk evt. også for lyset, eller tænd et stearinlys, hvis det hjælper dig. Som regel er det lettere at høre Guds stemme, hvis der ikke er en hel masse andre indtryk, der kommer til sanserne. For nogle er det lettere at bede og høre fra Gud, hvis de går sig en lang tur alene i skoven eller ved stranden eller hvilke muligheder man nu har, der hvor man bor. Musik, f.eks. lovsang eller stille tilbedelsesmusik kan hjælpe til at lede ind i lovprisningen af Gud eller stilheden med Gud. For mange af os er det en hjælp at bruge kroppen til at udtrykke det, vi vil sige til Gud. Slå korsets tegn, ræk hænderne opad, fold hænderne, sid ned, knæl, stå op eller læg dig ned, alt efter hvad indholdet i din bøn er, eller hvordan du føler dig overfor Gud. Lad dit eget kropssprog hjælpe dig, så du bedre kan koncentrere dig om at bede. 37


Når vi taler med hinanden til daglig, er det altid rart at kunne se den, man taler med. Når vi taler med Gud, kan vi ikke se ham, og vi har ikke et fotografi af Jesus, som vi kan se på. Nogle synes, det er en hjælp til at koncentrere sig om at bede at have et kors, en ikon eller et billede at se på. Man kommer så let til at tænke på andre ting, og f.eks. et kors kan hjælpe til at fastholde fokus på Jesus. Nogle har et kors hængende på væggen og nogle har et billede af Jesus i deres bibel, som kan være en hjælp i bønnen. Især kristne fra andre kirketraditioner gør meget brug af kors, ikoner og billeder. Protestantiske kristne har traditionelt taget meget afstand fra brugen af kors, ikoner og billeder, for ikke at komme til at tilbede et billede af Jesus frem for personen Jesus, og det er også en fare, man skal være opmærksom på. Vi ved jo, at Jesus ikke er det billede af ham, som vi ser på et stykke papir eller et lærred. Vi tilbeder ikke et billede, en ikon eller et kors, men en person – Jesus, som vi ikke kan se, men som vi ved, lever i os. Han lever ikke i billedet, ikonen eller korset, men han lever i os. (”Kristus lever i mig.” Gal.2,20) Tingene må aldrig blive vore afguder, men de kan hjælpe os til at fastholde koncentrationen. Med det i baghovedet kan både billeder, kors og ikoner minde os om, at vi beder til ham, som blev menneske, og som har prøvet at leve under vore kår, dog uden at synde. Han forstår os, og vi kan være os selv og smide alle masker, når vi står overfor ham. I Hebr.12,3 står der: ”Hold jer ham for øje… for at I ikke skal blive trætte og miste modet.” Vi kan ikke se Jesus med vore øjne, men Gud har givet os så mange konkrete ting, vi kan se på, som minder os om Jesus og kan hjælpe os i vores tro. Korset er selve kristendommens symbol, for det minder os om Jesu død på korset for vores skyld. Jeg har selv flere kors i mit hjem, som minder mig om, at jeg tilhører Jesus, 38


som gav sit liv for mig. I andre kristne traditioner end den protestantiske bruger man at slå korsets tegn meget mere, end vi gør, og det er en hjælp for mange til at huske på, at de tilhører Jesus, hver gang de slår korsets tegn. I sakramenterne dåb og nadver kan vi meget konkret fornemme og opleve med alle vore sanser (syn, hørelse, smag, lugt, følesans), at vi lever med Jesus, og vi bliver på en meget konkret måde holdt fast på, hvad vi tror. Troen bliver mere håndgribelig og forståelig, når vi kan inddrage flere af vore sanser. Der er ikke noget kunstigt eller ufromt i at bruge faste bønner, som er skrevet ned af andre. Der findes mange bøger med bønner i og salmebogen har også flere faste bønner, som kan bruges. Der er forslag til morgen- og aftenbønner og bønner til forskellige situationer, f.eks. i anger og under sygdom. De faste bønner kan være et udmærket supplement til de bønner, man selv formulerer, især kan det være en fordel i kriser og åndelige tørketider, hvor man har svært ved at formulere en bøn, eller har svært ved at koncentrere sig. Der er mange af salmerne i Det Gamle Testamente, som kan bruges som bønner, og der er også andre bønner rundt omkring i Biblen. Fadervor er det bedste eksempel på en fast bøn, som vi kan lære udenad og bruge, når vi vil. Det er en vidunderlig bøn, som kort og præcist udtrykker de vigtigste ting, vi har brug for i vores bøn. I perioder hvor man føler sig angrebet eller særlig udsat for fristelser, kan det være en stor hjælp at sige trosbekendelsen højt for sig selv hver dag. Det er en proklamation i den åndelige verden af, hvem man tror på; og en påmindelse til sig selv om ens tilhørsforhold. Vi tilhører Jesus, og han bor i os. Jeg tror, der ligger en beskyttelse overfor åndelige angreb og fristelser i at proklamere sin tro gennem at sige trosbekendelsen højt for sig selv. 39


Jeg havde selv en periode, hvor mit liv var meget vanskeligt, og jeg næsten ikke kunne formulere en bøn. I den periode oplevede jeg en stor styrke i hver morgen at sige trosbekendelsen højt og slå korsets tegn. Det hjalp mig til at holde fast i min tro, og holde fokus rettet på Gud. Ved at sige trosbekendelsen højt bekræftede jeg for mig selv og den åndelige verden, at det var Jesus, jeg hørte til, og at det var i hans lys, jeg ville vandre. Jesus svarede mig igen ved at lade mig mærke hans nærhed, kærlighed og fred. Man kan lave sine egne ritualer og vaner for sin personlige andagt. I salmebogen kan man læse Luthers forslag til en daglig andagtsstund både morgen og aften. For nogle er det en hjælp at have sådan et lille ritual, for andre er det bedre, ikke at have det. Find ud af, hvad der er bedst for dig selv. I perioder hvor det kan være svært at disciplinere sig selv til at få holdt sin andagt, kan det være en stor hjælp med sådan et lille dagligt ritual. Ritualer, kors, ikoner, billeder og udenadlærte bønner er en hjælp for nogle og kan næsten være det modsatte for andre. De skal ikke blive centrum for troen og må aldrig sættes i stedet for Jesus, for så bliver det til afguder; men de skal føre os tættere på Jesus og hjælpe os til at holde vore øjne rettede imod ham. Vi tror ikke på et ritual, et kors eller et billede, men vi tror på en levende person - Jesus Kristus. Alt det andet er blot midler, der kan hjælpe os i vores tro og hjælpe os til at leve nær ved Jesus.

40


9 Stilhedens oase Som allerede nævnt i forrige kapitel så er det vigtigt, at vi sørger for at skabe ro og stilhed omkring os, når vi skal bede. Det er i stilheden og tilliden til Gud, at vores tro rodfæstes og styrkes. Gud er os altid nær gennem sin Helligånd, men i stilheden bliver det lettere for os at blive opmærksomme på dette nærvær. Det er igennem bønnen i stilheden, at vi får kontakt med de dybere lag i os selv, og relationen med Gud vokser og uddybes. Helligånden får større plads i vores liv, og vi mærker Guds fred i dybet af vores indre, så vi styrkes os til at gå ud i livet og vores travle hverdag. Den fred, vi oplever i stilheden med Gud, kan vi tage med os i alt det andet, vi er optaget af i løbet af en dag, og den fred kan blive en tryg base for os, en base som bevarer vores fokus på Jesus gennem en travl dag. Vi kan selv gøre meget for at etablere en stilhedens oase, hvor vi kan være sammen med Gud og fordybe os i hans kærlighed til os. Vi kan som regel bedre koncentrere os i stilheden, og vi kan lettere høre Guds stemme, når der ikke er en hel masse andre stemmer eller lyde omkring os. Men én ting er at have stilhed i det ydre, noget andet er, at få stilhed i sit eget indre. Når vi sætter tid af til at være alene sammen med Jesus, kan det være vanskeligt at få ro for ens egne tanker og bekymringer. Stilheden er ligesom et rum eller en tilstand, man skal bevæge sig ind i, og det kan tage lidt tid at komme helt derind. Mange af os kører i et højt gear i løbet af dage, og for at være stille i Guds nærvær skal vi ned i gear. Vi skal finde en ro og en hvile. Der er flere ting, vi kan gøre, for at få ro i vores indre og komme ned i gear. Hvis vores sind er optaget af uro og bekymringer, må vi først få det lagt lidt til side. Vi kan ganske enkelt forestille os, at Jesus sidder overfor os 41


i en stol, og så siger vi det hele til ham. Vi må bare sige det hele til ham, ligesom vi ville sige det til et andet menneske. Bare fortæl løs om den ene ting efter den anden, som bekymrer dig. Samtidig med at du fortæller Jesus om det, der optager dig meget, prøv så at forestil dig, at du tager hver eneste ting i dine hænder og lægger dem over til Jesus. Til sidst sidder Jesus med al din uro og bekymring i skødet, og du har fået en helt anden ro i dit indre. Hvis du ikke er særligt plaget af uro og bekymringer, men bare har mange forskellige tanker i dit hoved, kan du begynde din stille tid med Gud med at synge et par lovsange eller tilbedelsessange. Prøv, mens du synger at koncentrere hele din opmærksomhed om Jesus, og bed ham om at give dig en større fylde af sin Helligånd. Når du ind mellem lige kommer til at tænke på noget andet, skal du ikke ærgre dig over det, men bare ganske stille igen fokusere på Jesus. Du kan evt. betragte dine flagrende tanker ligesom sommerfugle, der flagrer rundt om dig. Kommer en sommerfugl lige forbi, så vift den bare væk, se ikke nærmere på den, men fokuser bare igen på Jesus og bed ham om at være i centrum. Kommer du i tanke om noget, som er vigtigt for dig at huske, så skriv det lige ned på et stykke papir, så du ikke skal have det liggende i baghovedet. Det er i det hele taget en god idé altid at have papir og blyant ved hånden, når du har din andagtstid, så du kan skrive indtryk ned fra din bøn. En anden måde at komme ind i stilheden på, er at bede en oldgammel bøn fra den ortodokse kirke: ”Herre Jesus Kristus, Guds søn, forbarm dig over mig synder.” Bønnen skal bedes langsomt og gentages mange gange. Det kan være en hjælp at få åndedrættet med, sådan at man på 42


en indånding beder: ”Herre, Jesus Kristus, Guds søn”, og på udåndingen beder: ”- forbarm dig over mig, synder.” Det kan tage en smule tid at lære det, men det er umagen værd. Man kan samtidig forestille sig, at man ”indånder” Jesus, så han får større plads i ens liv, og udånder sin egen synd gennem Guds tilgivelse og Jesu offer på korset, således at synden får mindre plads i ens liv. Eller sagt med Johs. Døberens ord: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” Johs. 3,30, Bønnen kan også forkortes, så man blot beder: ”Herre Jesus, forbarm dig” eller blot ”Jesus” Den gentagne bøn hjælper os til at samle vores opmærksomhed omkring Jesus og åbner vores ånd for, at Helligånden kan komme til at fylde mere i vores liv. Bønnen kan bedes alle steder, og også bruges i en tomgangsoase, eller hvis man pludselig føler sig stresset og har brug for at fokusere på Jesus og få ro i sit sind. Når man har fået tømt sin sind for tanker og bekymringer, er det godt bare at hvile i Guds nærvær. Man behøver ikke at sige noget til Gud, man behøver ikke at bede for noget eller nogen, men bare nyde at hvile og at være i Guds nærvær. I stilheden og hvilen sker det, at vi hører Gud tale til os gennem sin Ånd. Det kan være en tanke, der kommer til os, en hørbar stemme, et syn eller en stærk indskydelse til at gøre et eller andet. Gud taler til os på mange måder, og det er nemmest at høre hans stemme, når vi begiver os ind i stilhedens oase og giver os tid og ro til bare at være i Guds nærvær.

43


10 Sig Gud tak ”Sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.” (Efs.5,20). Det kan lyde som en selvfølgelighed, at vi skal sige Gud tak, og det er det også, for der er så meget at takke for, og alligevel så glemmer vi det ofte. Der er mange opfordringer i Biblen til at takke Gud, dels for frelsen, dels for alt, hvad Gud giver os i denne verden. At sige Gud tak er noget, vi ikke kan gøre for meget. Hvis du synes, at du ikke er så god til at huske at sige Gud tak, kan du øve dig i det og blive bedre til det, så det bliver en del af din livsstil. Start med at sige Gud tak, fordi han er til, og fordi han elsker dig, også selvom du måske ikke føler den helt store taknemmelighed. Se de positive sider af livet, de smukke og gode ting og sig Gud tak for dem. Der er så mange små ting ikke mindst i naturen, som vidner om Guds godhed og kærlighed. Når du f.eks. ser en erantis dukke frem af jorden, tænker du vel, at den er smuk; eller du glæder dig over en dejlig solnedgang. Lad så tanken gå videre til Gud og sig ham tak for denne smukke lille blomst og den dejlige solnedgang, som han lod dig se i dag. Der er altid noget at sige tak for og glædes over. At sige tak gør dig glad for Jesus, og hjælper dig til at se Guds hånd i verden omkring dig. At sige tak selv i de små ting, hjælper dig til også at sige tak, når modgangen kommer, og at holde dit blik rettet imod Jesus. Værn om den glæde, du har over at høre Jesus til. Lad ingen tage den fra dig. Glæd dig dagligt over, at du har lært Jesus at kende, og at han lever i dig. 44


I Paulus' første brev til menigheden til Thessaloniki giver han i slutningen af brevet en række korte formaninger: "Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus!" (1.Thes.5,16-18) Paulus, som selv oplevede så mange vanskeligheder i sit liv, opfordrer alligevel denne menighed og også de andre menigheder, han skrev til, til at sige tak under alle forhold. Man kan sige, at det er let nok at sige Gud tak, når livet går godt og alt ser lyst ud, og alligevel gør vi det ikke altid. Det kan være svært at sige Gud tak, når problemerne kommer og livet bliver vanskeligt. Men Paulus opfordrer os til at sige tak under alle forhold, både når livet er let, og når det er svært. Da Paulus og Silas var i Filippi på deres missionsrejse, blev de pisket og sat i fængsel, fordi de havde drevet en ond ånd ud af en pige (ApG.16,16-25). Mens de om natten sad der i fængslet med deres blødende smertende rygge efter piskeslagene, sikkert både udmattede, sultne og tørstige, begyndte de at bede og synge lovsange. De havde vel nok god grund til at bede i betragtning af den miserable situation, de var i - men ligefrem at synge lovsange! Gud kunne vel have sparet dem for de lidelser, de havde været udsat for, og have hindret, at de var havnet i fængsel. Men de sang lovsange - ikke klagesange! De takkede og lovpriste Gud gennem deres sang, på trods af den ulykkelige situation de var havnet i. Paulus skrev senere et brev til den menighed, der opstod i Filippi, hvori han opfordrer dem til altid at glæde sig i Herren, og at bringe deres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. (Fil.4,4-7). Dette skriver Paulus, mens han er i lænker og i fængsel. (Fil.1,13-14). Når Paulus opfordrer os til at sige tak, er det ikke bare letkøbte erfaringer, fra én hvis liv var let og uden problemer og modgang, men takken til 45


Gud for alle ting var noget, han selv levede i. Han sagde tak til Gud og sang lovsange, også når livet ikke var så let. Paulus er et strålende eksempel på, at man kan glæde sig i Herren, selvom livet er meget svært. Uanset hvor svært livet er og uanset hvad der er sket af forfærdelige og traumatiske ting i dit liv, er der altid noget du kan takke Gud for. Selv om du har mistet alt og det hele ser sort ud omkring dig, så er der et lys midt i mørket. Gud er til og han elsker dig og har forberedt en plads til dig hos ham i himlen, og det er der ingen, der kan tage fra dig eller lave om på. Da du gav dit liv til ham, flyttede Jesus ind hos dig, og han bor i dig, hvad enten du mærker det eller ej. Start med at takke Gud for, at han er til, og at han elsker dig. Sig Jesus tak for, at han bor i dig, og for at han giver dig det evige liv. At takke Gud midt i det som er svært hjælper os til at tænke positivt og se fremad. Vi skal naturligvis ikke afskaffe sjælesorg og forbøn for hinanden, når vi trænger til det, men også her kan vi øve os i at takke for alt det, der er tak værd. Synes du, at alt er mørkt for dig, og har du svært ved at se nogen fremtid, så lad Gud plante håbet om en ny og bedre verden i dit liv. Der står en masse i Biblen om det håb, Gud giver os. Det er et sted, hvor der ingen tårer, sorg, pine eller død skal være, og hvor du skal se ham, der siger: "Se jeg gør alting nyt!" (Åb.21,3-5). Håbet om evigt liv sammen med Jesus vil give dig styrke til at leve med de vanskeligheder, du møder i dit liv. Håbet om at Gud en dag vil gøre ende på alle vore trængsler og problemer og give os et nyt liv sammen med ham, hjælper dig til at glæde dig i Herren (Fil.4,4) på trods af modgang. Det er ikke en virkelighedsflugt at tænke på det evige liv, når der er modgang. Det evige liv med Jesus er jo også en virkelighed og ikke bare 46


en luftig drøm. Mennesker har alle dage fundet styrke i at håbe og glæde sig til noget, som skal komme. Man taler om, den store betydning forventningens glæde har for os, man siger endda at forventningens glæde er den største, f.eks. når børn glæder sig til juleaften. Det er meget vigtigt, at kunne håbe og se frem til noget godt – især når det er det evige liv sammen med Jesus. Men i dette tilfælde er forventningens glæde ikke den største, men bare en skygge af, hvad der skal komme. Den glæde vi skal opleve, når vi er hos Jesus i evigheden, overgår alt, hvad vi nu kan fatte eller forestille os (1.Pet.1,8-9).

47


11 Vand, brød og vin ”I blev jo også kaldet til ét håb, én Herre, én tro, én dåb; én Gud og alles Fader, som er over alle, gennem alle og i alle.” (Ef.4,5-6) I vores to sakramenter dåb og nadver møder Gud os på en helt særlig måde. I dåben bliver vi Guds børn og bliver sat ind i relationen med Gud som vores Far, og i nadveren, modtager vi pantet på vores synders forladelse og fejrer enheden med Kristus og hinanden. Jeg kunne skrive meget om begge sakramenter, deres bibelske baggrund og teologi, men dette hæfte skal ikke give sig ud for en dogmatik, men fokus er i stedet på, hvordan vores dåb og den gentagne modtagelse af nadveren kan hjælpe os til at leve Jesus nær. For mange kan der ligge en kolossal tryghed i at vide, at man er døbt. De fleste af os har endda papir på det, og skulle ens dåbsattest være blevet væk, kan man få en ny hos den lokale sognepræst, såfremt man er døbt i en folkekirke. De fleste af os husker ikke vores egen dåb, da vi dengang var ganske små. Derfor er det en gave at have en stykke papir på, at vi er døbte og dermed Guds børn. At være et Guds barn betyder bl.a., at vi har del i en helt vidunderlig relation med Gud vores himmelske Far. Vi er ikke alene i verden, men vi hænger sammen med universets Herre, han som siger i sit ord, at han elsker os – han som er kærlighed. Gud ved, at vi har brug for tegn for at kunne tro, og vi har brug for at modtage med flere af vores sanser. I dåben er vandet et tegn, et tegn på fødsel, bad og renselse, men også på død, for vand kan både være livgivende og dødbringende. I dåben dør vores gamle menneske og et nyt menneske fødes. vi bliver født på ny, og vi bliver badet og renset af 48


vandet, så vi ikke længere blot er syndere, men vi er tilgivne syndere, genfødt til et nyt liv – et liv sammen med Jesus, vores Frelser og Herre. Da vi blev døbt, blev der slået korsets tegn for vores ansigt og for vores bryst. Korstegnelsen er et tegn på, at vi ved dåben kommer til at tilhøre Jesus. I ritualet siger vi: ”Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.” Fra og med dåben hører vi ikke bare til hos vores forældre, men vi hører til hos Jesus – vi er hans. Og vi bærer hans tegn på os livet igennem, som en usynlig tatovering. I perioder, hvor man tvivler, og det er svært at tro, kan man minde sig selv om, at man tilhører Jesus. Han har sat sit tegn på os, og det er ikke et hvilket som helst tegn. Korset er netop tegnet for Guds kærlighed, hvor paradoksalt det end kan lyde, at et henrettelsesinstrument kan være tegn på kærlighed. Det var på korset, at Jesus gav sit liv for os i kærlighed for at bane en vej gennem synden og døden for os, for at vi skal leve i Guds kærligheds lys og modtage hans tilgivelse og endelig det evige liv. I perioder, hvor du kan tvivle på, om Gud elsker dig, så husk på, at du bærer korsets tegn, Guds kærligheds symbol på dig. Det er tegnet for dit ansigt, dvs. din forstand og intellekt og for dit bryst, dvs. dit hjerte. Det gælder hele din person med alt, hvad du er. Du tilhører Jesus med hele dit hjerte, sjæl og sind. Og derfor lyder buddet også: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.” (Matt.22,37). Tilhørsforholdet som blev grundlagt i dåben, kommer synligt til udtryk i nadveren, hvor vores korsfæstede og opstandne Herre giver sig selv til os gennem brødet og vinen (eller druesaften). Nadveren har fra oldkirkens tid været for de døbte, dem som allerede tilhører Herren. 49


Når vi i dåben siger, at vi modtager syndernes forladelse, så er det et løfteord, som vi i nadveren erfarer gennem det helt konkrete, at vi modtager et lille stykke brød og lidt vin/saft. Brødet og vinen er håndgribelige tegn på, at vi har modtaget syndernes forladelse. Har du svært ved at tro på, at Gud har tilgivet dig, så se på det billede, der er præget ind i den lille oblat - billedet af din korsfæstede Frelser Jesus, som med sin død og opstandelse har sejret over syndens fordømmelse og sat dig fri til at være et tilgivet menneske. Husk hvordan brødet og vinen føles og smages i munden. Tilgivelsen er ganske håndgribelig, og den smager af brød og vin. Når du knæler ved alteret og holder bægeret i din hånd, kan du spejle dit ansigt i det. Du ser dit eget billede. Når vinen hældes i bægeret, skjules dit billede i Jesu blod. Jesus rører ved dig gennem sit blod, og hans blod renser dig for al din synd. Han tilgiver dig og gør dig til ét med ham, når du drikker vinen. Tilgivelsen bliver her synlig og konkret. Jesus er til stede på en helt særlig måde ved nadveren. Brødet og vinen er ganske vist stadig brød og vin, når vi spiser og drikker det, men det er samtidig, når vi modtager det i tro, Jesu legeme og blod. Brødet og vinen er på samme tid både brød og vin og Jesu guddommelige person. Vi behandler brødet og vinen med respekt og værdighed, for det er Jesu legeme, som er brudt for os, og hans blod, som er udgydt for os. Når vi modtager brødet og vinen, modtager vi Jesus selv. Vi får en lille smule af ham i os, og han bliver en del af os. Som Jesus selv siger det i Johs.6,56: ”Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham.” I nadveren styrkes vores fællesskab med Jesus, fordi vi her sanser helt bogstaveligt, at Kristus er i os, og vi er i ham. Nadveren er et mysterium, som ikke skal forstås med vores intellekt, men modtages 50


i tro og til tro. Nadveren er en gave, som vi må modtage til at styrke vores tro og holde os tæt til Jesus. Når du har svært ved at tro, så tænk på, at du ved nadveren får lidt af Jesus i dig. Det kan være en hjælp at tænke på, at som brødet og vinen bliver en del af dig, når du fordøjer det, sådan er Jesus en del af dig, fordi han bor i dig ved troen i dit hjerte (Ef.3,17). Igennem nadveren har du fællesskab med Kristus selv – et fællesskab, som kan mærkes og smages. Paulus siger det sådan her: ”Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder, er det ikke fællesskab med Kristi legeme?” (1.Kor.10,16). Således hjælper nadveren dig til at leve Jesus nær og holde fast i, at han lever i dig. Når vi alle knæler rundt om alteret og hver især modtager en lille smule af Jesus, bliver det tydeligt, at han er vores enhed. Det er ham, der binder os sammen, for vi har alle fået lidt af Jesus i os.

51


12 Tungetale ”Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde.” (1.Kor. 13,1). Nådegaver gives til os af Gud, for at vi skal tjene og opbygge hinanden i menigheden og dele evangeliet med dem, der endnu ikke har hørt det. Når Gud giver os en nådegave er det altid til fælles gavn og til tjeneste for andre, men tungetalen kan være en undtagelse. Paulus skriver, at der er forskellige slags tungetale. (1.Kor.12,10 og 28b). Én slags tungetale er beregnet på at blive udlagt, enten af den, der selv fremfører den eller af en anden, så den kan opbygge menigheden. Paulus advarer imod at bruge tungetale ukritisk i menigheden. Hvis alle står og taler i tunger, og der kommer en fremmed ind, vil han jo tro, at hele menigheden har mistet forstanden, fordi han ikke kan forstå, hvad der bliver sagt. Er der ingen i menigheden som kan udlægge tungetalen, skal man ikke tale i tunger i menigheden. (1.Kor.14,28). Tungetale skal være til fælles gavn og opbyggelse, ligesom de andre nådegaver, når den bruges i menigheden, ellers må man holde sig til at bruge tungetalen i sit personlige andagtsliv, hvor den kun er til gavn for én selv. Som ved de andre nådegaver, må tungetale underordnes kærligheden. (1.Kor.13,1). Den skal bruges under hensyntagen til de andre i menigheden, ellers er den ingenting værd, og kan næsten skade mere, end den gavner. Tungetalen er, som de andre nådegaver, intet værd, om man ikke har kærlighed. Der findes en slags tungetale, som ikke nødvendigvis skal udlægges, men som er beregnet på, at den enkelte bruger den i sit eget personlige liv med Gud. Når tungetalen bruges i ens eget andagstsliv, 52


er den med til at styrke og opbygge troen (1.Kor.14,4). Tungetalen bringer os velsignelse og bringer os ind i et tættere forhold til Jesus. Paulus nævner flere gange tungetalen sammen med profetiens nådegave. Han anser profetiens nådegave for at være større og til bedre gavn i menigheden end tungetalen. Profetier kan alle forstå, men tungetale kan kun forstås af den, der kan udlægge den. Derfor ønsker Paulus for menigheden i Korinth, at de alle må få nådegave til at tale profetisk. Men han ønsker også for dem, at de alle må kunne tale i tunger, selvom det ikke er til så stor gavn i menigheden. Til gengæld er det til stor opbyggelse for den enkeltes egen personlige tro. En kristen har jo ikke alle nådegaver, men Gud giver hver af os én eller flere nådegaver i forbindelse med den tjeneste, vi har i Guds rige. Tungetalen til personlig opbyggelse er anderledes end de andre nådegaver, fordi alle andre nådegaver, f.eks. profeti, visdomsord, helbredelse osv. gives til den enkelte, for at det skal tjene menigheden og komme alle til gavn. Tungetalen gives til den enkelte, for at gavne den enkelte og hans liv med Jesus. Tungetale er at bede med ånden (1.Kor.14,14), og man opbygges selv gennem tungetale (1.Kor.14,4). Tungetale kan være en hjælp til at bede, når man ikke ved, hvordan man skal bede, eller ikke kan finde ord for det, man vil sige til Gud. Tungetalen leder ind i stilheden og nærheden med Gud. Den hjælper os til at tømme sindet for distraherende tanker og bekymringer, og koncentrere os om at prise Gud samt at bede og lytte til ham. Tungetalen er også en hjælp til at være i stadig bøn (”Bed uophørligt” 1.Thes.5,17). Ikke sådan at forstå, at man skal gå og tale i tunger dagen lang, men måske blot ind imellem 53


i løbet af en dag, når man har en tomgangsoase, og lige kan slå sin forstand lidt fra i et lille øjeblik. Når man taler i tunger, taler man ikke med sin forstand, som når man rent sprogligt formulerer en almindelig bøn, men man taler med sin ånd. Ordene flyder bare, dog ikke sådan at forstå, at forstanden er slået fuldstændig fra, eller at man er i en slags trance. Man kan begynde og standse, når man vil, eller tale stille og højt, som man vil. Men selve ordene er ikke formuleret af forstanden og man forstår som regel ikke selv, hvad man siger. At tale i tunger er en hvile for forstanden. Det er at stille sig ind foran Gud og at lovprise ham. Igennem tungetalen åbner vi vores hjerte for Gud, og vi bliver mere modtagelige for at høre hans stemme. Tungetale kan være en del af ens lovprisning til Gud. En variant af tungetalen er sang i ånden, som kort nævnes af Paulus i 1.Kor.14,15. Ofte vil sang i ånden opstå spontant i forbindelse med menighedens lovsang og lovprisning af Gud. Jeg har en fornemmelse af, at Gud vil give tungetalens nådegave, som opbygger den enkelte i troen til alle kristne, hvorimod de andre nådegaver ikke gives til alle kristne, men individuelt efter den tjeneste, den enkelte har for Gud. Der er eksempler i Apostlenes gerninger på, at mennesker taler i tunger, og det er et tegn på, at de er fyldt med Helligånden. (ApG.10,44-46 og 19,6). Guds vilje er, at alle, der er døbt og kender Jesus som deres frelser, skal være fyldt med Helligånden, og jeg tror, at han vil give tungetalens nådegave til os alle for at styrke os i vores personlige bønsliv og hjælpe os til at leve vores liv tættere på Jesus.

54


Hvorfor er det så ikke alle kristne der taler i tunger? Jeg tror, at der er for få, der beder Gud om at få denne nådegave, fordi man ikke har tradition for det i alle kirkesamfund, eller fordi man ikke regner tungetalen for noget særligt. Nogle er også blokerede overfor selv at komme til at tale i tunger, fordi de har haft nogle negative oplevelser omkring tungetale, oftest fra forsamlinger hvor alle taler i tunger i munden på hinanden, hvilket jo absolut heller ikke er rigtigt ifølge Paulus. Hvis du ønsker at komme til at tale i tunger, så bed Gud om at få denne nådegave, og han vil gennem sin Helligånd give dig den, hvis du er parat til det. Nogle kan have svært ved at turde modtage tungetalens nådegave, og at turde tro på, at de har fået den. Du kan også lade en anden kristen, som har tungetalens nådegave bede for dig, at du selv må få nådegaven. Måske får du bare ét eller to ord til en begyndelse, og når du bruger de ord i dit bønsliv, vil du hen ad vejen få flere ord af Gud. Tungetale er en nådegave og en velsignelse, som ofte udvikles over tid, og imens knyttes du nærmere til Jesus i troen.

55


13 Når du faster ”Hvad I end gør, gør det af hjertet – for Herren og ikke for mennesker.” (Kol.3,23). Jesus giver gode råd i bjergprædikenen om, hvordan vi skal gøre, når vi faster. Han siger ikke, at vi skal faste, men han siger: ”Når I faster …” (Matt.6,16a)., ligesom han i øvrigt siger: ”Når du giver almisse….” og ”Når I beder….” (Matt.6,2a og 5a). Han siger ikke, at vi skal, men han regner det som en selvfølgelighed, at det er noget, vi gør. Farisæerne på Jesu tid fastede to gange om ugen. Om torsdagen - da Moses skulle være gået op på Sinajs bjerg for at modtage loven, og om mandagen den dag han skulle være kommet ned igen. De troede, at de blev regnet som retfærdige, når de fastede, jvf. farisæeren som beder i Luk.18,9-12. Vi skal hverken bede, faste eller give almisse for at blive set af mennesker, så at de skal tænke om os, at vi er vældig gode og fromme. Faste i sig selv tjener ikke noget formål, og har ikke nogen åndelig værdi i sig selv. Fasten er først og fremmest en gave og et redskab, som kan bringe os nærmere Gud. Faste kan berige vores gudsforhold, og hjælpe os til at leve Jesus nær. Men faste skal være for Gud og ikke for mennesker, som Jesus siger i Matt.6,18, ellers gør den os ingen gavn. Faste kan hjælpe os til at skærpe opmærksomheden overfor det, Gud vil sige til os. Ved at give afkald på noget i en periode kan man rette sin opmærksomhed mere imod Gud. Nogle bruger faste i perioder, hvor de har særlig brug for Guds nærvær og vejledning f.eks. overfor svære valg i livet eller i forbindelse med forbøn for en bestemt sag, som ligger én meget på hjerte. Man kan faste alene, eller man kan 56


aftale at faste samtidig med andre kristne, f.eks. hvis man sammen beder for en bestemt person eller en vigtig sag. Faste giver autoritet i den åndelige verden. Da Jesus havde været oppe på bjerget sammen med tre af sine disciple, kommer de ned og møder en folkeskare samlet om den månesyge dreng, som de andre disciple forgæves har forsøgt at hjælpe ved at uddrive den onde ånd. Jesus uddriver ånden og siger til disciplene, at den slags kun uddrives ved bøn og faste. (Matt.17,21). Vi ved ikke, hvordan disciplene forsøgte at drive den onde ånd ud af drengen, men de havde i hvert fald ikke autoritet nok til at gøre det. Under bøn og faste kan vi gøre brug af den autoritet i den åndelige verden, som Jesus har givet os. Faste skærper vores følsomhed for åndelige ting, og giver Gud mulighed for at bruge os på en særlig måde i ganske bestemte situationer. Faste skal forstås meget bredt, og ikke kun som total faste fra mad og evt. også drikke. Man kan faste i korte eller lange perioder. Man kan faste fra et enkelt måltid, eller man kan faste fra bestemte madvarer, f.eks. kød. Faste kan også være at afholde sig fra nydelsesmidler såsom slik, chokolade, kaffe, te, tobak eller andre ting. Desuden kan faste være, at man afholder sig fra at tale, at høre musik, at se/læse reklamer og magelighed af forskellig slags osv. Hvis du finder noget i dit liv, som du synes, fylder for meget i forhold til Gud eller som tager din opmærksomhed fra vigtigere ting, kan du faste fra det i en periode og i stedet rette din opmærksomhed imod Gud. Esajas taler også om faste som en måde at leve på, der er efter Guds vilje. Faste er at give afkald for at kunne række ud til andre og gøre godt. Esajas taler imod de mennesker, som faster som en lovgerning og går rundt og hænger med hovedet, for at alle skal kunne se, at de 57


faster. ”Nej, den faste, jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed, og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne.” (Es.58,6-7). Faste skal ikke være en personlig fromhedsgerning for at opnå gunst hos Gud. Vi har allerede gunst hos Gud. Vi får ham ikke til at elske os mere ved at faste. Han har allerede vist os, at han elsker os så højt, at han ville give sin eneste søn for vores skyld. Gud gav afkald på sin søn, og Jesus gav afkald på at have Guds skikkelse, for at blive et menneske (Fil.2,6). Gud vil også, at vi skal give afkald, for at kunne gøre godt imod dem, som har behov for det. Selvom vi har råd til det, behøver vi ikke at omgive os med luksus og dyre ting, når der er mennesker, der lever i fattigdom. Gud vil, at vi skal give af vores penge og materielle goder til dem, der har brug for det. Der er en enorm ulighed i verden, og vi bør som kristne arbejde på at gøre denne ulighed mindre, så godt vi nu kan. En enkelt person kan ikke fjerne alverdens sult, elendighed og fattigdom, men vi kan hver især gøre lidt. Vi kan hjælpe de mennesker, der står os nær og vi kan bruge vores demokratiske frihed til at stemme på dem, der arbejder for at ulighederne mindskes. Mange missionsog nødhjælpsorganisationer arbejder for at bringe evangeliet ud til dem, der endnu ikke har hørt det, samt bedre situationen for de fattige og nødlidende; og vi kan hver især give vores bidrag til det. ”Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham?” (1.Johs.3,17). Gud er kærlighed, og derfor giver han. Det er en del af Guds væsen at give. ”For således elskede Gud verden, at han gav…” (Johs.3,16). At give af sit eget giver os lov til at mærke lidt af Guds væsen. 58


Gud vil, at vi skal sætte hinanden højt og tjene hinanden, også selvom det kommer til at koste os noget af vores velstand og magelighed. Gud er barmhjertig og viser omsorg for sine børn. Han kalder os til at gøre det samme. Som Jesus vaskede sine disciples fødder og optrådte som en tjener, sådan må vi tjene hinanden, også selvom det betyder, at vore egne behov ikke bliver opfyldt lige nu, men må udskydes til senere. Det er faste på et plan, der rækker meget længere ud end os selv. I Frans af Assisis bøn udtrykkes det meget fint: ”Herre, gør mig til et redskab for din fred. Lad mig bringe kærlighed, hvor hadet råder. Lad mig bringe tilgivelse, hvor uret er begået. Lad mig bringe tro, hvor tvivlen råder. Lad mig bringe håb, hvor der er fortvivlelse Lad mig bringe lys, hvor der er mørke Lad mig bringe glæde, hvor sorg og bedrøvelse råder. O Mester, lad mig ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste. Ikke så meget at blive forstået, som at forstå. Ikke så meget at blive elsket, som at elske For det er ved at give, at vi får Det er ved at tilgive, at vi selv bliver tilgivet Og det er ved at dø, at vi opstår til evigt liv” At stille sig selv til rådighed for at Gud kan bruge os til at dele ud af vores eget og tjene hinanden frem for os selv, binder os til Jesus og gør os mere afhængige af ham. At leve i lyset med Jesus er også at lade ham vise os, hvor og hvordan vi kan give noget af det videre, som vi 59


selv har modtaget fra ham. Spørg Gud om, hvem han ønsker, at du skal hjælpe enten materielt eller med trøst og opmuntring. Stil dig til rådighed for, at Guds kærlighed og barmhjertighed kan komme til udtryk igennem dig og de midler, du har. Man kan bede Gud om at vise sig én, der trænger særligt til opmuntring eller støtte i dag. Når du går ud i dagen, så hav denne bøn i dit hjerte, og øv dig i at se de behov, der er rundt omkring, mens du prøver at lytte til, hvem Gud ønsker, du skal give en særlig opmuntring i dag. Måske vil du pludselig føle, at Gud taler til dig om at sige noget pænt til en kollega, eller rejse dig i bussen, for at en anden én kan sidde ned, eller ringe til én du kender eller… Vi bliver så let opslugt af vore egne tanker, ønsker og behov, og mange af os glemmer så tit at se vore medmenneskers behov. Vi kan bede Gud om at åbne vore øjne for, hvor vi kan bringe lidt trøst, opmuntring og hjælp hver dag. Det er en god vane at give af sine penge til kirken, kirkeligt arbejde og mission. Det er ikke noget vi skal, men det er en gave at kunne give. Det giver stor velsignelse til den, der giver, udover at pengene selvfølgelig bringer velsignelse der, hvor de lander. Hvis man ikke før har haft en fast givertjeneste, kan man måske i starten bekymre sig lidt for, om ens penge nu også vil slå til, når man begynder at give nogle af dem væk. Men som regel viser bekymringerne sig at være overflødige. Gud siger i Mal.3,10: ”Bring hele jeres tiende til forrådskammeret, så der kan være føde i mit hus. Sæt mig på prøve, om ikke jeg åbner himlens vinduer for jer og udøser velsignelse uden mål over jer, siger Hærskarers Herre.” Her taler Gud om ”velsignelse uden mål.” Det er store ord, men jeg tror ikke, det er tomme ord. Vi kan spørge Gud om, hvor meget vi skal give og hvem vi skal give det til, og når vi har givet, hvad vi følte, Gud ville, vil vi aldrig opleve at mangle noget som helst 60


materielt. Det at give til Guds Riges arbejde er en gave i sig selv, og det bringer os tÌttere pü Jesus, fordi det er en øvelse i at have tro og tillid til, at Gud sørger for os.

61


14 Tidsler ”Kast din byrde på Herren, så vil han sørge for dig.” (Sl.55,23a). Alle bekymrer sig, og de fleste synes som regel, at de har god grund til at bekymre sig, for livet er virkelig lidt svært ind imellem, og tingene går jo ikke altid sådan, som vi gerne vil have det. Bekymringer kan stjæle vores glæde over at høre Jesus til, og kan på længere sigt ødelægge vores tro. I lignelsen om sædemanden er der noget af såsæden, der bliver sået mellem tidsler, og Jesus forklarer at ”det er ham, der hører ordet, men denne verdens bekymring og rigdommens blændværk kvæler ordet, så det ikke bærer frugt.” (Matt.13,22). Tidslerne, som kvæler troen, er denne verdens bekymring og rigdommens blændværk. Denne verdens bekymring er alle de dagligdags bekymringer, vi gør os. Det kan måske lyde mærkeligt, men når det gælder at ødelægge vores tro, og hindre at troen bærer frugt i vores liv, kan bekymringer sidestilles med rigdommens blændværk, altså det at man tror på, at lykken findes i rigdom, Jesus taler også om bekymring i bjergprædiken (Matt.6,25-34). Han siger, at vi ikke skal være bekymrede for de materielle ting, som mad og tøj, men at vi først skal søge Guds rige og hans retfærdighed, og så skal alt det andet blive givet os i tilgift. Nu er det jo ikke meningen, at vi skal leve vores liv uden tanke på, hvad vi skal leve af og så bare regne med, at mad, tøj og andre livsfornødenheder kommer dumpende ned fra himlen. Vi skal selvfølgelig arbejde og tjene penge, så vi kan sørge for os selv, og planlægge både økonomi og fremtid så godt og så fornuftigt, som vi nu kan. Vi skal ikke være naive, dovne og dumme og bare tro, at alle problemer løser sig af sig selv, uden at vi selv skal gøre noget som 62


helst. Gud har givet os vores forstand og arbejdsevne, for at vi skal bruge forstanden, arbejde og tage ansvar for vores eget liv. Vi skal tilrettelægge og planlægge vores liv på den bedste måde, så der ikke bliver så meget at bekymre sig for. Alligevel bekymrer vi os. - Tænk hvis jeg bliver arbejdsløs…, - hvad nu hvis jeg får kræft…, - mon mine børn vil holde fast i troen… - hvordan skal det dog gå for min ven, hvis nu…., osv. osv. Bekymringer i sig selv gavner ingenting, men bekymringerne må lede os til handling, så vi gør noget aktivt, for ikke at blive arbejdsløse, og få sine børn til at holde fast i troen, eller hvad det nu kan være, vi bekymrer os for. Men selvom man handler fornuftigt og forsøger at undgå, at bekymringerne for fremtiden skulle blive til virkelighed, kan man alligevel bekymre sig så meget, at det ødelægger livsglæden, nedbryder troen på Gud og kvæler livet med Jesus. Da Jesus i Lukas 21 taler om endetiden opfordrer han os til at våge og bede, og han advarer os imod tre ting, som kan sløve vores hjerte: Svir, drukkenskab og dagliglivets bekymringer. (Luk.21,34). De fleste af os vil være helt enige med Jesus i, at svir og drukkenskab kan fjerne vores fokus fra Jesus og hindre os i at være rede til at møde ham, når han kommer igen; og så kan nogle af os da glæde os over, at vi ikke har alt for kraftige tendenser til den slags. Men dagliglivets bekymringer, hvem kan sige sig fri for dem? Vi bekymrer os vist alle for et eller andet, og vi synes måske ikke, det er lige så slemt at bekymre sig, som at drikke sig fuld tit og ofte. Vi synes måske endda at nogle af vore bekymringer ligefrem er lidt fromme og efter Guds vilje, f.eks. hvis vi bekymrer os for, at vore børn skal falde fra troen, eller for hvordan vi får delt evangeliet med vore nærmeste 63


venner. Den kristne, som altid taler om hvor bekymrende det er, at så mange kirker står halvtomme om søndagen, kan lyde som et vældigt fromt menneske, og er det måske også. Men al denne snak og bekymring for de tomme kirker gør ikke kirkerne fulde. Der skal nok både bøn og handling til for at fylde kirkerne. Bekymring i sig selv, bringer ikke noget godt med sig, men hvis bekymringen leder til bøn og handling, kan der ske resultater. Uanset hvor gode og fromme bekymringerne kan være, så er det stadig bekymringer, Jesus stiller altså bekymringer op ved siden af svir og drukkenskab, når det gælder at våge og bede for at være parate til at møde Jesus, når han kommer igen. Bekymringer er ikke bare en lille uskyldig ting, men noget som Jesus tager meget alvorligt, fordi det kan kvæle vores tro. Bekymringer flytter vores fokus fra Jesus og stjæler af vores tid og energi. Jesus bliver let alt for lille for os, når bekymringerne tager en masse plads i vores liv. Der er mange gode ord i Biblen om, hvad vi skal stille op med bekymringerne ”Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.” (Fil.4,6-7) Det er et vidunderligt løfte, vi her får. Gud vil give os sin fred, som overgår al forstand, og han vil bevare os i troen. Ordene er fra Paulus, som om nogen har haft grund til bekymring med alle de strabadser, han var udsat for efter hans omvendelse på vejen til Damaskus, hvor han blev blind, og ikke anede, hvad det hele skulle ende med. Han må også have haft meget, som han kunne bekymre sig om på hans missionsrejser, hvor alting bestemt ikke bare gik let og smertefrit. Desuden har de mange nye kristne rundt omkring i alle de 64


små nystartede menigheder sikkert givet ham rigelig grund til bekymring. Alligevel må hans erfaring have vist ham, at det eneste, der var at stille op med bekymringer, var at bringe dem frem for Gud, og at Gud så svarede igen ved at bevare hans hjerte og tanker i Kristus Jesus. Det er ikke tom teori fra en lærebog, men det er dyrekøbte erfaringer fra en mand, som vidste, hvad det ville sige at have grund til bekymring. Det kan være svært at lægge alle sine bekymringer over på Gud og så slippe dem og lade dem blive dér. Det kan egentlig være let nok i bøn at lægge bekymringerne frem for Jesus, men ofte tager vi bekymringerne tilbage kort tid efter, at vi har sagt amen til vores bøn. Det er svært fuldstændigt at slippe bekymringerne, som fylder så meget i vores liv og have total tillid til, at Gud vil tage sig af det hele. Men man kan øve sig i det. Gud vil gerne høre på, at vi fortæller ham om vore bekymringer, og han vil gerne bære dem for os. Han er vores Far, han elsker os og har omsorg for os. ”Kast al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer.” (1.Pet.5,7). Jeg var engang sunket dybt ned i én kæmpe stor bekymring, jeg havde i mit liv. Denne bekymring fyldte alt for meget i mit liv og var ved at slide mig op. Det kunne holde mig vågen om natten, og beskæftige mine tanker i timevis. Jeg vidste, at det fyldte alt for meget i mit liv, og jeg lagde det mange gange over til Jesus. Kort efter jeg havde lagt det over til ham, tog jeg det igen. En dag var der en veninde der tilbød at bede for mig. Jeg fik hjælp til at lægge min bekymring ved korsets fod og lade den blive der, og den ligger der endnu. Det var en stor befrielse for mig, at kunne slippe bekymringen, og vide at alt lå i Guds hænder. Bekymringer kan æde os op, og ind imellem kan det være nødvendigt 65


med både sjælesorg, forbøn og rådgivning for at kunne slippe bekymringerne og lade Jesus bære dem for os. Gud ønsker, at vi skal bevares i troen og bære frugt, at vi skal kunne våge og bede for at være klar til den dag, hvor Jesus kommer igen. Vi må ikke give bekymringer lov til at ødelægge vores tro og vores glæde over at høre Jesus til. Han vil tage vore bekymringer, hvis vi tør at give dem fra os og lægge dem over til ham. Jesus vil give os fred og hjælpe os til at hvile i troen på, at han har omsorg for os. Han vil lede os til at tage de rigtige beslutninger i vores liv og dermed også bane en praktisk vej ud af bekymringerne, hvis vi vil…

66


15 Riv øjet ud og hug hånden af ”… nu er I lys i Herren; lev som lysets børn, …” (Efs.5,8). Vi lever i en verden, hvor Gud ikke har førsteprioriteten. Mange af de mennesker vi har med at gøre i løbet af en dag, kender ikke Jesus som deres personlige ven og frelser. Der kommer lyd og billeder ud af radio og tv, som slet intet har med Gud at gøre. Vi læser aviser, blade, bøger og reklamer. Vi er klar på mobilen, aktive på internettet og mange af os har en profil på Facebook, som skal holdes ved lige hele tiden. Der er budskaber og reklamer for alt muligt alle vegne. Vi påvirkes af alle de indtryk, som konstant møder os gennem andre mennesker og de forskellige medier, og det er de færreste indtryk, vi får i løbet af en dag, der styrker vores tro eller fører os tættere på Jesus. Mange af de indtryk der møder os, får os tværtimod til at tænke på ting og handlinger, der intet har med Guds vilje at gøre. Mange reklamer, film og musik giver det indtryk, at sand nydelse og livskvalitet hænger sammen med ting, der kan spises, drikkes og forbruges og at ægte skønhed drejer sig om at være lidt undervægtig, uden rynker og appelsinhud. Kærlighed og troskab har mindre betydning i forhold til sex, som ofte er mere eller mindre løsrevet fra kærligheden. Tolerancen fordrer, at alt er acceptabelt og godt i sig selv. - Gør det, du selv føler er rigtigt. Hvis det er rigtigt for dig og i øvrigt ikke ligefrem skader andre, er det helt fint. Realiser dig selv! Det er budskabet i mange af de indtryk, vi får i verden. Selvrealisering og selviscenesættelse er i centrum. Vi bestemmer ikke altid selv, hvad vi lukker ind i vores liv, for vi kan ikke, og skal ikke undgå at møde den verden, som vi lever i. Vi er i verden og lever i verden. Vi hverken kan eller skal lukke os ude af 67


verden og leve i vores egen lille osteklokke sammen med alle de andre gode kristne. Da Jesus beder for sine disciple og for os i hans ypperstepræstelige bøn, beder han ikke om, at vi må tages ud af verden, men om at vi må blive bevaret fra det onde. (Johs.17,14-16). Vi er i verden, men vi er ikke af verden siger Jesus (Johs.15,18-19). Vi tilhører Guds Rige, men vi er også i denne verden. Så længe vi lever i denne verden, må vi holde fast i Jesu hånd. Vi skal være bevidste om, hvad vi lukker ind i vores liv, for det kan ikke undgå at påvirke os. Vi skal ikke bare bevidstløst lade os drive med og lade alt komme ind i vores liv og påvirke os. Vi bestemmer f.eks. til en vis grad selv, hvad vi vil se i tv og hvad vi vil læse. Vær ærlig med dig selv og mærk efter hvad alle de påvirkninger, du udsættes for i løbet af en dag, gør ved dit gudsforhold. Mærk efter på dig selv, om der er noget i din dagligdag, som påvirker dig i retningen væk fra Jesus. Sidder du og ser fjernsyn, og er du pludselig midt i et program eller en film, der gør alt andet end at opbygge dig, så tag dig sammen og sluk for det. Du behøver ikke at se det. Giv afkald på at vide, hvordan filmen ender. Nogle ting kan du ikke undgå at udsætte dig for, men der er nok mange ting, som du selv kan vælge enten at lukke ind i dit liv eller holde ude af dit liv. Jesus har rakt sin hånd ud imod dig, og du har grebet den. Tænk på altid at holde ham i hånden, så han er med dig overalt. Hvor vil du gå hen med Jesus i hånden? Er der steder, du ikke vil gå hen og ting du ikke vil gøre med ham i hånden? Hvad vil du se i tv? Er der websites du ikke vil se på, når Jesus kigger med, og er der computerspil, som du ikke vil spille, når Jesus sidder ved siden af? Hvilke bøger og blade vil du læse med Jesus i hånden? Med andre ord, vi må indrette os rent praktisk, så synden får svære levevilkår i vores liv. Vi må indrette os rent praktisk, så vi ikke skammer 68


os, når Jesus er med os, for det er han hele tiden. Vi kan have mørke rum i vores liv, rum, som vi ikke lader Jesus komme ind i. Vi kan også have mørke rum, som vi ikke selv går ind i, men kun ved at lade Jesus og hans lys slippe ind i de mørkeste kroge af vores liv, bliver vi mørket kvit, og bliver dermed mere hele mennesker. Vi kan bede med David: ”Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej.” (Sl.139,2324). Det er en kendt sag, at man kommer til at ligne de mennesker lidt, som man er meget sammen med. F.eks. kommer gamle ægtefolk til at ligne hinanden mere og mere med årene. Man kommer til at ligne sine venner lidt, og ens egne holdninger præges af deres holdninger. Man bliver også præget af alle de forskellige indtryk, man udsættes for. Så ser du mange voldsfilm, læser pornoblade osv., ja så er det nok ikke Jesus, du kommer til at ligne. En overgang blev det sagt "du bliver hvad du spiser" i et forsøg på at få folk til at spise sundere. Det er logisk for enhver, at vi formes af den mad, vi spiser. Det, der kommer ind igennem munden bliver til celler i vores krop, ja det bliver til krop. Det, vi får ind igennem vores sjæl og vores ånd, vil også påvirke og forme vores sjæl og ånd. Ligesom det ikke er ligegyldigt, hvad vi spiser, er det bestemt heller ikke ligegyldigt, hvad vi får ind igennem vores sjæl og ånd. Der er mange dejlige løfter i Biblen om, at Gud vil bevare os i troen og bevare os fra det onde, f.eks. 2.Thes.3,3: ”Men trofast er Herren, han vil styrke jer og bevare jer fra det onde”, men vi har også selv et ansvar for at værne om den tro, vi har fået, og at holde fast i den hånd, som Jesus har rakt ud til os. Selvom troen er stærk, så er der grænser for, 69


hvad den kan tåle. Og mange af de indtryk vi får i verden, er ikke ligefrem vitaminer for vores tro. Det er naturligvis en balancegang, for dels skal vi ikke udsætte os for hvad som helst af påvirkninger; men på den anden side skal vi heller ikke isolere os, så vi bliver nogle sære kristne mennesker, der slet ikke har føling med, hvad der sker i samfundet. Men vi skal hver især være opmærksomme på, hvad vi lukker ind i vores liv og hvordan det påvirker os, og så ellers forsøge så godt vi nu kan, at holde blikket rettet imod Jesus (Hebr.12,1-3). Så længe vi lever i denne verden, kan det ikke undgås, at vi fristes, og at vi synder. Synd ødelægger vores forhold til Gud og skiller os fra ham. Ønsker du at leve dit liv nær Jesus, og at lade dig præge af ham, må du være ærlig og overfor Gud ransage dig selv og dit liv, så vil du se, hvor du har dine svage punkter, og hvor du ofte synder. Vi har alle svage punkter, hvor vi let fristes og synder. Når du kender dine svagheder og dine synder, så gør alt hvad du kan, for at undgå at blive udsat for fristelser, der kan føre dig i synd. Undgå de situationer, der trækker dig væk fra Gud. Vi må tage ansvar for vores liv og vores måde at leve på, og vi må lade ønsket om at leve Jesus nær få indflydelse på, hvordan vi lever. Paulus siger det med en skarp formaning i Rom.6,12: ”Lad derfor ikke synden herske i jeres dødelige legeme, så I adlyder dets lyster.” Jesus er meget radikal om dette i Matt.5,27-30, hvor han taler om at rive sit øje ud og hugge sin hånd af. At rive et øje ud eller at hugge en hånd af er at give afkald på de situationer, der bringer forstyrrelse i dit forhold til Jesus og frister dig til synd. Et øje, der skal rives ud, eller en hånd, der skal hugges af, kan være at undgå at se bestemte programmer på tv., at undlade at læse bestemte bøger og blade, at 70


undgå visse websites, at undgå at tale om andre mennesker, hvis du let kommer til at lyve og bagtale dem osv. Hvis der er ting i dit liv eller situationer, du ofte kommer ud for, som får dig til at synde imod Gud og andre mennesker, så prøv at undgå disse ting og disse situationer. Det kan være en hjælp at snakke med en god kristen ven om dine problemer med at undgå bestemte fristelser, og lade ham/hende bede med dig. Måske ved du, at nogle af dine kristne venner har samme problem med bestemte fristelser som dig. Vær ærlige overfor hinanden og bed for hinanden. På den måde hjælper I hinanden til at undgå bestemte fristelser. Ved at være åbne og ærlige og bede om hjælp, tages noget af magten og farligheden fra fristelserne og synden. Det lyder enkelt, og er det egentlig også i princippet, men det kan selvfølgelig være svært i praksis. Der ligger dog en kolossal hjælp i at være åben og ærlig om det, du kæmper det, og få nogen til at bede for dig og med dig. Du kan ikke blive syndfri, det kan ingen af os. Du bliver ikke frelst, fordi du synder mindre, du bliver kun frelst gennem Jesus - ved at vove at gå ud på den gyngende bro igen og igen og ved at leve i troen på, at han tilgiver dig igen og igen. Du kan ikke få Gud til at elske dig mere ved at synde mindre. Han har allerede vist, at han elsker dig uendelig højt, ved at lade Jesus dø for dig på korset til trods for, at du er en synder, som Paulus siger det så klart i Rom.5,8: ”Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” Nu hvor du er frelst gennem Jesu død og opstandelse, må du leve et liv tæt på Gud, med alt hvad det indebærer, og du må forsøge at undgå synden, så godt som du kan. Giv ikke efter for synden, fordi du ved, at Jesus vil tilgive dig. Så graver du jo med vilje en grøft imellem Gud og 71


dig. Det er at misbruge Guds nåde. Hver gang du ledes i synd, ledes du væk fra Jesus, og dit mål skal være at leve ham nær og lade ham fylde dig mere og mere med sin nåde og kærlighed. Som Jesu discipel må du tage ansvar for dine svagheder og fristelser, og forsøge at leve tæt på Jesus, for at undgå de fristelser, der fører dig i synd. Bed Jesus hjælpe dig og styrke dig der, hvor du er svag. Han vil være dig nær og give dig styrke til at undgå situationer, der fører dig ud i synd og fører dig væk fra ham. Nogle har dybe sår på sjælen efter traumatiske oplevelser, som gør det her meget svært, og andre har store problemer med deres vilje og selvdisciplin. I disse situationer er der brug for sjælesorg og rådgivning hos en præst eller en anden kristen for at kunne leve Jesus nær og bevares i troen.

72


16 Skriv det ned og del det med andre ”Min sjæl, pris Herren, glem ikke hans velgerninger!” (Sl.103,2) Vi oplever alle øjeblikke eller perioder, hvor vi er særlig glade eller begejstrede for at være kristne. Ligesom vi kan have perioder eller øjeblikke, hvor Jesus føles langt væk, har vi også øjeblikke og perioder, hvor Jesus mærkes særlig nær og hvor vi virkelig mærker, at han bor i os, og at vi er Guds børn. Vi har hver især oplevet ting med Jesus, som har været betydningsfulde i vores trosliv. Hvad er det, der får dig til at blive begejstret for Jesus? Hvornår har du sidst oplevet noget stort med Gud? Hvad holder dig fast i troen, og hvad styrker din tro? Helt grundlæggende handler det naturligvis om at være sammen med Jesus gennem at læse Biblen, bede, lovsynge, være sammen med andre kristne i kirke og bibelgrupper, cellegrupper osv. Jo mere vi er sammen med Jesus, jo gladere bliver vi for ham, og jo mere kommer han til at betyde for os. Når du pludselig får en aha-oplevelse ved at læse i Biblen, eller når du føler Jesus er dig nær; når du hører en sang eller en prædiken, som taler lige til dig, når du oplever at Gud griber ind i dit liv, eller når Gud taler til dig. Kort sagt, når du oplever noget med Gud, hvad det så end er, så styrkes du i troen og glædes over at tilhøre Jesus. Dine oplevelser er som juveler, der stråler og blinker og giver glæde til dig selv og til andre, som ser dem. Jesus er os altid lige nær, hvad enten vi føler det eller ej, og det må vi tro på, uanset hvad vore følelser siger os. Vores tro er ikke bygget på forskellige oplevelser med Gud og de positive følelser, det har givet os. Vores tro er bygget på Jesus og det, han har gjort for at frelse os. 73


Biblen er Guds Ord, som står fast og aldrig skal forgå, og derfor kan vi bygge vores liv på Guds Ord. Gud ændrer sig ikke, som vores følelser kan gøre det. Vore følelser viser os ikke nødvendigvis sandheden om Gud, og vi skal ikke altid tro for meget på følelserne. Hvis vore følelser siger os noget andet, end det der står i Biblen, så er det vore følelser, som tager fejl, og Biblen som taler sandt. Mirakler og oplevelser med Gud er dejlige og styrker os i troen, men vi skal ikke danne vores gudsbillede ud fra, hvad vore følelser siger os, men ud fra hvad Biblen siger om Gud. Når du oplever noget med Gud, som styrker dig i troen og bringer dig tættere på Jesus, er det som at få en strålende juvel foræret. Du skal glæde dig over din juvel og passe på den. Skriv dine oplevelser med Gud ned i et lille (eller stort!) kladdehæfte. Når du skriver dine oplevelser ned, bekræfter det for dig selv, at det virkelig skete, og det får større betydning for dig. Du kan også tage det, du har skrevet ned frem og læse det i tider, hvor Gud kan føles fjern. Så vil det ofte opleves som en styrkelse af troen, og give dig en ny glæde over at høre Jesus til. Du skal ikke bare holde det for dig selv i dit lille hæfte, men del noget af det, du oplever med dine kristne venner, din cellegruppe, bibel- eller bedegruppe. Vi opbygger hinandens tro ved at fortælle hinanden, hvad Gud gør i os og for os. Desværre er åndelig blufærdighed meget udbredt. Man er af en eller anden årsag lidt genert over at fortælle andre, hvad man oplever med Gud. Måske hænger det sammen med janteloven: Du skal ikke tro, at du er noget, i hvert fald skal du ikke tro, at du er bedre end vi andre her i gruppen, bare fordi du har oplevet noget med Gud. Men janteloven hører ikke hjemme i Guds Rige! Vi fortæller ikke hinanden 74


om vore oplevelser med Gud, for at sige at vi selv er særligt gode eller fromme, men for at fortælle at Gud er god. Vore oplevelser med Gud skal ikke pege hen på os selv, men skal pege hen på Gud og være med til at herliggøre ham. Det skal gøre Gud stor i vore medkristnes øjne, og opbygge og hjælpe dem i deres tro. Samtidig er der selvfølgelig ting, du oplever med Gud, som det er bedst at holde for dig selv. Dit forhold til Gud er jo netop dit personlige forhold til Gud. Ikke alt, der opleves med Gud, skal offentliggøres. Nogle ting er private, og skal forblive mellem dig og Gud. Jesus taler jo også om det private i gudslivet, når han siger, at vi skal gå ind for os selv, når vi beder, og ikke bede højt midt ude i offentligheden, hvor alle kan se og høre os. (Matt.6,5-6). Hvis du har oplevet noget med Gud og overvejer, om du skal fortælle det til dine kristne venner, så tænk dit motiv igennem. Fortæller du det, fordi du vil gøre indtryk på andre, og for at de skal tænke om dig, at du vel nok er en god kristen? Eller fortæller du det, for at de andre skal tænke stort om Gud, og selv blive gladere for at kende ham? Der findes en masse falsk ydmyghed i kristne kredse. Man siger eller gør noget for at imponere andre, men på en måde så det ser ud, som om man slet ikke vil imponere, men bare er en god ydmyg kristen. Bed Gud om at befri dig fra hovmod, stolthed, og falsk ydmyghed, når du oplever noget stort med ham. Det er herligt at kende Jesus, og enhver kristen glædes altid over at høre om andre, som er kommet til tro. Alle, som kender Jesus, er kaldet til at være hans vidner, der hvor de er. Evangelisation er ikke primært en masse udadrettede arrangementer for at komme i kontakt med mennesker, som ikke kender Jesus, med det formål at fortælle 75


dem om ham. Arrangementer af enhver slags som skal pege hen på Jesus for dem, der endnu ikke kender ham, kan være vældig gode, og leder også nogle mennesker til Jesus, men det er ikke den vigtigste måde at dele Jesus med andre på. Undersøgelser har vist, at de fleste kommer til tro, fordi de har en ven, der tror. Denne ven peger gennem sit liv, og det han siger, hen på Jesus, og inviterer den anden med i kirke, cellegruppe eller lignende. Der er forholdsvis få, der bliver kristne, fordi de gennem annoncer eller traktater er blevet inviteret til et af kirkens arrangementer. Evangelisation er primært at være et vidne, der hvor man er, i sin skole, på sit studiested, på sit job, i håndboldklubben, til aerobic, i køen i Netto. Jesus har ikke blot kaldet os til at vidne om ham, men til at være vidner. ”Men I skal få kraft, når Helligånden kommer over jer, og I skal være mine vidner både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og lige til jordens ende.” (ApG.1,8). At være et vidne for Jesus inkluderer meget mere, end blot at lade et ord falde om ham ind imellem, eller at deltage i nogle af kirkens udadrettede arrangementer. At være et vidne for Jesus, er at leve med ham hver dag, og at lade Guds kærlighed få plads i dit liv. Jo mere Guds kærlighed får plads hos dig, jo større indflydelse får Jesus i dit liv, og han former dig efter sit billede, så andre kan se, at du tilhører ham. At være et vidne for Jesus indebærer at bede konkret for dem, som endnu ikke kender Jesus, og at fortælle dem om ham, når du har lejlighed til det. Bed Gud om at give dig den samme kærlighed og det sammen sind overfor dem, som Gud har til dem. Når du er sammen med venner og kolleger, som ikke kender Jesus, så bed Gud om at vise dig, hvordan du kan pege hen på ham, i det du siger eller gør uden at virke anmassende. Deler du din tro med andre, bliver den større og bekræftes for dig selv, samtidig med at din afhængighed af Gud vokser. 76


Ind imellem lover man at bede for en eller anden eller et eller andet bestemt, og så går tiden, og man glemmer det. Når nu vi ved hvor stor betydning forbøn har, så er det vigtigt ikke at glemme at bede for andre. En ganske enkel måde at huske det på, er at have en bedeliste, hvor du skriver alt det ned, du gerne vil huske at bede for. Det kan være godt at dele listen op i syv, således at der er en side til hver dag i ugen, da det ellers let kan blive ret overvældende med alt det, du gerne vil bede for. Når du har din stille tid med Gud, tager du din liste frem og beder systematisk for alt det, du har skrevet ned til den ugedag. Listen hjælper dig dels til at huske at bede for bestemte personer og ting, men den hjælper også til at holde øje med, hvornår der kommer bønnesvar. Jeg har en veninde, som jeg satte på min bønneliste, fordi hun ikke kendte Jesus. Jeg bad for hende én gang om ugen i fire år. Hun begyndte på et tidspunkt at tænke meget over, om Gud var til, og hvad alt det her med Jesus var for noget, og lige så stille begyndte hun faktisk at tro på Jesus. Jeg blev selvfølgelig ved med at bede for hende og det gør jeg stadig nu flere år efter, at hun har lukket Jesus ind i sit liv; og pludselig en dag, kom jeg til at tænke på, hvorfor jeg fra begyndelsen havde sat hende på min bedeliste. Ja, det var jo dengang, hun slet ikke kendte Jesus og heller ikke umiddelbart viste interesse for at lære ham at kende. Pludselig gik det op for mig, hvilket mirakel der lige så stille var sket igennem årene. Gud havde jo hørt mine bønner og besvaret dem på den allerbedste måde. At bede konkret giver også konkrete bønnesvar.

77


17 Hvad ville Jesus have gjort? ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne.” (Rom.12,2). I begyndelsen af foråret kommer der en masse nyt tøj i butikkerne, som ofte ser anderledes ud end tøjet fra forrige sommer. Snittet er anderledes og farverne er nye. Mange af os synes til en start ikke, at det er spor pænt, ja måske er det ligefrem grimt, og vi siger til os selv, at sådan noget tøj vil vi ikke have. Efterhånden begynder folk at købe det nye tøj og gå rundt med det. I begyndelsen synes vi ikke om det, men efterhånden som flere og flere går med det, synes vi nu heller ikke, det er så værst endda. Indtil en dag vi måske synes, det er pænt. Til sidst køber vi det selv og går med det, og synes det ser godt ud. Sådan ændres og formes vores holdninger af det, vi ser og oplever omkring os. Noget man i begyndelsen syntes, var skrækkeligt, bliver efterhånden acceptabelt og måske endda noget, man ligefrem synes godt om. Vi bliver selvfølgelig påvirkede af samfundet omkring os, og det er ikke negativt i sig selv. Der er andre ting i tiden end moden, som påvirker os, og som har langt større konsekvenser for vores gudsforhold, end hvorvidt vores tøj er moderne eller ej. Samfundets normer ændrer sig med tiden og det gør de kristnes også. Mange af os går med strømmen og ændrer deres holdninger i takt med samfundets. Vores samfund bliver mere og mere individualistisk, forstået på den måde, at man sætter sine egne ønsker og behov over familiens eller gruppens ønsker og behov. Alle er sig selv nærmest, og vil gerne føre 78


sine egne planer og ønsker ud i livet - også selvom det ind imellem bliver på bekostning af andres. Det, som er det vigtigste for den enkelte, er hvad man selv mener og ønsker og vil med sit liv. Er man træt af sit gamle tøj og sit gamle spisestel, så smider man det ud og køber noget nyt. Er man træt af sit job, siger man det op. Er man træt af sine venner, dropper man dem. Er man træt af sin kæreste, dropper man ham/hende. Alt må vige til fordel for mig selv. Dette er nok lidt karikeret, men tendensen er der, og den passer ikke så godt med at være en discipel af Jesus. Jesus talte jo om at opgive alt for himmerigets skyld, at tage sit kors op og følge ham, sætte andre højere end sig selv, tjene andre, give afkald på materielle goder for andres skyld osv. Det er ikke den slags holdninger, der er mest udbredte i vores samfund. Tidens forskellige værdier og holdninger skal afprøves på Biblens ord, før vi ukritisk bare lader os drive med strømmen. Det er ikke obligatorisk at følge strømmen. Vi må gerne være lidt kritiske og spørgende til tidens holdninger og høre, hvad Gud siger om det. Jeg tror ikke, Gud har en fast mening om, hvorvidt det er godt at gå i pastelfarver eller mørke farver, efter hvad der nu er moderne, men jeg tror, at Gud har en mening om selvrealisering og egoisme. "Når I nu har taget imod Kristus Jesus, Herren, så lev i ham, rodfæstede i ham, opbyggede i ham, grundfæstede i troen, som I har lært det, overstrømmende i jeres tak. Se til, at ingen fanger jer med filosofi og tomt bedrag, der bygger på menneskers overlevering, på verdens magter og ikke på Kristus." (Kol.2,6-8). Vi formanes til at leve i Kristus, og ikke lade os fange af f.eks. tomt bedrag. Reklamerne, som for det meste lover langt mere, end de kan holde, er et godt eksempel på tomt bedrag. Der er intet, der kan give dit liv indhold og kvalitet som Jesus. 79


Du kan fylde dit liv med alverdens filosofi, fikse ideer, fremmede religioner, materialisme, individualisme osv. det er alt sammen tomt bedrag, og det gør dig ikke lykkelig eller fører dig tættere på Jesus, tværtimod. "Prøv alt, hold fast ved det gode, hold jer fra det onde i enhver skikkelse." siger Paulus (1.Thes.5,21). Vi skal ikke bare ukritisk følge strømmen, men alt skal prøves på Guds Ord, og er det godt, så hold fast i det. Er det ikke godt og derfor ikke efter Guds vilje, så må du slippe det. Du må være bevidst om, hvorfra du har dine holdninger, og om de er efter Guds vilje eller ej. Er de ikke efter Guds vilje, vil de let bringe forstyrrelse i dit forhold til Jesus. Når Paulus taler om det onde i enhver skikkelse, er det fordi, det onde kan tage sig meget forskelligt ud, og se ud som noget andet, end det er. Det onde kan se ud som det gode, men det bliver det ikke godt af. Der var en periode, hvor man næsten ikke kunne tillade sig at sige om noget, at det var ondt, fordi der var nogle, der mente, at det var godt for noget, og når alt kom til alt kunne man slet ikke tale om sådanne absolutte værdier som noget ondt eller godt, fordi begge bare var to sider af samme sag. Men Biblen siger klart, at der er absolutter i denne verden. Gud er god, og alt hvad der er imod Gud, er ondt, og det skal vi holde os fra, også selv om det umiddelbart kan se godt ud. Hvis du vil vandre i lyset og vil leve dit liv tæt på Jesus, må du turde at lade Guds værdier gælde i dit liv – også selvom de er anderledes end det, som er oppe i tiden. At være Jesu discipel er at følge ham og lade Guds vilje være bestemmende i dit liv. Jesus er din ven og din Herre og ham må du have som forbillede. Du kan læse i Biblen om, hvordan han levede. I mange situationer kan du forsøge at forestille dig, hvad Jesus ville have gjort, hvis han havde været i samme situation. Jo bedre du 80


kender Jesus, og jo tættere du lever på ham, des lettere bliver det at vide, hvad han ville have gjort i din situation. At lade Guds værdier være bestemmende i dit liv er dels en beslutning, du må tage og dels en gave fra Gud, som han vil lade vokse i dig efterhånden, som du lever længere med Jesus som Herre.

81


18 Fåreflokken ”I er Kristi legeme og hver især hans lemmer.” (1.Kor.12,27). At leve Jesus nær er også at leve nær andre, som kender ham. At leve nær ved Jesus er lettere, hvis man er med i et fællesskab med andre, som også ønsker at leve ham nær. Der er en stor styrke i det kristne fællesskab. Det er ikke let at være kristen alene og at være uden for det kristne fællesskab. Gud har givet os fællesskabet med hinanden, for at vi skal styrke hinanden i troen på Jesus og hjælpe hinanden til at leve Jesus nær. Når Jesus taler om sig selv som den gode hyrde og om den fåreflok, som han leder, viser billedet os, at det er en flok af får han leder og ikke en hel masse forvildede får, der går rundt hver for sig. Vi er ikke bare kristne for os selv, men vi er i en flok – i et fællesskab med hinanden. Vores eget personlige forhold til hyrden, Jesus, er naturligvis vigtigt, men det er også vigtigt at være en del af et fællesskab, som er sammen om Jesus. Der er flere billeder i Biblen af menigheden, hvor det går igen, at menigheden er ét, f.eks. Kristi legeme, huset af de levende stene og vintræet med grenene. Der er også rigtig mange bibelvers, hvor det siges direkte, at vi skal være ét f.eks. da Jesus beder for sine disciple: ”for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét…” (Johs.17,22b-23a). De første kristne lagde stor vægt på fællesskabet med hinanden i troen på Jesus; de var sammen hver dag og ”holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne.” (ApG.2,42). De havde også ejendomsfællesskab, hvor de mere eller mindre levede i en slags kollektiv og havde alt til fælles. (ApG.2,42-47). I slutningen af 82


passagen hvor de kristnes tætte fællesskab beskrives, står der: ”Og Herren føjede hver dag nogle til, som blev frelst.” Mon der er en sammenhæng imellem de kristnes fællesskab og det faktum, at der hver dag var nogle, som blev frelst? At være kristen er ikke en slags én-mands løb, hvor det bare gælder for os hver især om at vokse i troen og nå frem til himlen til sidst. Vi er alle sammen på vandring med Jesus, vi er medarbejdere på hinandens frelse, og skal også tage hensyn til dem, som er svage i troen (Rom.14,1). Du mister intet ved at hjælpe én anden på vej i hans tro, tage hensyn, lytte og bede med ham, tværtimod kommer du selv nærmere Jesus. Jesus byder os at elske hinanden, ligesom han har elsket os, og han giver verden et tegn, hvorpå de kan vide, om vi er hans disciple, nemlig at vi har kærlighed til hinanden. (Johs.13,34-35). Jesus siger, at vi skal kendes på, at vi elsker hinanden. Det var klart for alle, at de første kristne elskede hinanden og verden så, at de var Jesu disciple, og måske netop derfor var der daglig nogle, som blev frelst. I dag er der stor splittelse indenfor kristenheden, og det er ikke lige netop kærligheden til hinanden, som karakteriserer os, og det er måske en medvirkende faktor til, at vi ikke ser flere komme til tro, end vi gør? Det er svært at genskabe den indbyrdes kærlighed i hele Kristi kirke, men man kan da begynde i sin egen menighed, om ikke andet, så kan man begynde med sig selv. Elsker du dine kristne søskende? Er du villig til at bære over med deres fejl og mangler? Vil du elske dem? Er du villig til at tilgive dem, også selv om de slet ikke beder dig om tilgivelse? Tit kan man blive irriteret over et eller andet, som én bestemt person i menigheden siger eller gør. Prøv at lade være med at blive irriteret eller sur; din irritation, surhed og negative tanker bringer 83


forstyrrelse i dit eget liv med Gud og du bliver ikke opbygget af det kristne fællesskab. Bed Gud give dig mere overbærenhed og kærlighed til de mennesker i fællesskabet, som irriterer dig, eller som du ikke synes så godt om. Tænk på hver enkelt i din menighed som et Guds barn, og som en synder, der er frelst ved Guds nåde, ligesom du selv er, og som en person du skal tilbringe evigheden sammen med. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at der kan være tilfælde, hvor det er på sin plads, at tage en snak med den person i menigheden, som gør eller siger noget til irritation for andre. At elske hinanden er ikke bare en følelse, det er også en beslutning, som du kan vælge at tage. Du kan beslutte for Guds ansigt, at du vil elske de andre, uanset hvad de siger eller gør, som du ikke bryder dig om. Det er ikke sikkert, at det er let, men det første skridt er at ville. Du kan måske ikke elske de andre i din egen kraft, men du må lade Gud give dig af sin kærlighed, du må lade ham virke igennem dig, så du kan elske de andre. Nogle mennesker er svære at elske, men Gud kan give dig kærlighed til dem, fordi han selv elsker dem. Kærligheden mellem kristne er noget specielt, det er noget andet end kærligheden imellem dem, der spiller håndbold hver søndag formiddag. Kærligheden mellem kristne er speciel, fordi vi hver især kender ham, der er kærligheden selv. Vores kærlighed til hinanden beror ikke på noget, vi kan finde i os selv, men på ham, der rakte ud og gav sig selv af kærlighed til os. Vi kan kun elske hinanden, fordi Gud elsker os. Elsker vi hinanden, er det kristne fællesskab en stor styrke for den enkelte, og fællesskabet hjælper med til at bevare os tæt ved Jesus. Elsker vi hinanden, kritiserer og bagtaler vi ikke hinanden, men vi beder for hinanden, opmuntrer og støtter hinanden. Der er ikke noget som uberettiget kritik, bagtalelse, løgn og sladder, der kan 84


splitte en menighed og ødelægge fællesskabet og den indbyrdes kærlighed. Mon ikke mange af os kender til at sidde til en gudstjeneste og så pludselig komme til at tænke på, at ham, der sidder på den anden side af midtergangen, burde gøre en indsats for at få strøget sine bukser, eller at hende foran har en lidt for mærkelig frisure, og præsten skulle gøre sig lidt mere umage med at få stolaen til at hænge lige osv. Den ene kritiske tanke tager den anden, og associationerne leder ikke ligefrem ind foran Guds trone, men tværtimod langt væk fra ham. Kritik under en gudstjeneste eller lovsangsstund fjerner dit fokus fra Jesus. Prøv at være overbærende og forstående overfor dine kristne brødre og søstre. Hold blikket rettet imod Jesus, som er jeres fælles fokus, og lad alle andre mere eller mindre ligegyldige småting ligge. Jeg mener ikke, at vi skal derhen, hvor kritik er forbudt, for der skal også være plads til konstruktiv og berettiget kritik, men den skal være udsprunget af kærlighed både til kirken og til den enkelte kristne. Menigheden er som en familie. Vi er alle Guds børn, vi har alle Gud til Far, og vi er alle frelst gennem Jesu død og opstandelse og han kalder os sine brødre og søstre (Matt.12,50). Selv om man nogle gange kan blive lidt irriteret på sine familiemedlemmer og være uenige med dem, så hører man alligevel sammen. Sådan er det også med menigheden. Vi hører sammen, selvom vi kan være meget forskellige, og vi skal støtte og styrke hinanden til at blive i fåreflokken og hjælpe og lede hinanden, så der ikke er nogen, der farer vild og kommer væk fra flokken. Vi skal gennem vores indbyrdes kærlighed hjælpe hinanden til at leve vores liv tæt på Jesus.

85


19 Tilgivelse ”Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre.” (Kol.3,13). Gud har gjort en fantastisk ting overfor hver enkelt af os. Han har vist os sin kærlighed, ja han har elsket os fra før vi vidste, hvem vi slev var. Han har elsket os så højt, at han gav sin søn for at kunne tilgive os vores synd, og genforene os med ham. Når vi lever med Jesus, og vandrer i hans lys, følger det som en naturlig ting, at vi også rækker Guds nåde og tilgivelse videre til dem, der synder mod os. Skal vi bevare vores fællesskab med Gud, må vi også række tilgivelsen videre. I lignelsen om den gældbundne tjener (Matt.18,21-35) møder vi en mand, der har en kolossal gæld til sin konge, en gæld som han aldrig nogensinde vil kunne betale. Han får eftergivet gælden og er helt sikkert usigelig glad og lettet. Samme mand møder nu sin kollega, som har en lille ubetydelig gæld til ham. Men han nægter pure at eftergive ham hans gæld, til trods for at han selv lige har fået eftergivet sin egen kolossale gæld. Da kongen hører om dette, bliver han naturligvis meget vred, og trækker nu eftergivelsen af gælden til den første mand tilbage. De fleste kan forstå denne lignelse og synes at den første mand er helt urimelig, når han ikke vil eftergive sin kollega hans lille gæld, og det ender da også med, at det får store konsekvenser for den uretfærdige mand, som ikke vil eftergive den lille gæld. I.flg. denne lignelse kan det have konsekvenser for os, hvis vi nægter andre tilgivelse, når nu Gud har tilgivet os alt i Kristus. Jesus siger det 86


meget direkte: ”Når I står og beder, skal I tilgive, hvis I har noget mod nogen, for at også jeres fader i himlene kan tilgive jeres overtrædelser. Men hvis I ikke tilgiver, vil jeres fader i himlene heller ikke tilgive jeres overtrædelser.” (Mark.11,25-26). Teksten skal ikke forstås sådan, at vi fortjener Guds tilgivelse ved selv at tilgive. Vi kan aldrig, lige meget hvor meget vi selv tilgiver, og hvor barmhjertige vi end er, gøre os fortjent til at få Guds tilgivelse af vores synd. Men når nu Gud har tilgivet os vore mange synder, er det vel ikke helt urimeligt, at han siger til os, at vi skal tilgive de mennesker, der synder imod os. Det er ikke altid let at tilgive, det kan umiddelbart være lettere at holde tilgivelsen tilbage, være sur og måske lidt bitter, for måske at få den anden til at lide lidt. Man tænker måske, at den anden ikke skal tilgives for let, for han skal da vide, hvor slemt det er - det som han har gjort. Man kan tage nogle bevidste eller ubevidste beslutninger omkring ens egen relation til den person, der har såret én, som udspringer af, at man ikke vil tilgive. F.eks. at man aldrig vil se den person mere, som har såret én, eller at man vil lade som om han/hun er luft, bagtale ham overfor andre, eller at man vil hævne sig på en eller anden måde. Reaktionerne kan på en måde være menneskelige og forståelige nok, men det bliver de ikke rigtige af. Da Gud så, at vi syndede, kunne han jo også have opgivet os og ladet som om, vi bare var luft for ham. Han kunne være holdt op med at elske os og trukket sig tilbage til sin herlige himmel og ladet os sejle vores egen sø. Men det gjorde han ikke, fordi han elskede os. Guds væsen er kærlighed (1.Johs.4,8b og 16b), og han kan ikke lade være med at elske, for så var han ikke Gud. Han elskede os så højt, at han ikke ville se os gå fortabt, men han gjorde sig selv sårbar, ydmygede sig og blev menneske for derigennem at bane en vej, for at kunne tilgive 87


os og drage os ind i sin kærlighed. Han havde ikke behøvet at gøre det; der var ingen, der sagde til Gud, at han skulle eller burde gøre det, men han gjorde det af kærlighed til os. Den kærlighed Gud har vist os, må være drivkraften i os, så vi også tilgiver dem, der gør noget forkert overfor os. Men dermed ikke sagt, at det er let. Det kan være uendelig svært, især hvis han, der har såret én, ikke selv forstår eller vil indrømme, at han har gjort noget forkert og ikke beder om tilgivelse. Hvis du beslutter, at du ikke vil tilgive ham, der har gjort noget galt overfor dig, kan det blive en byrde så tung at bære, at man næsten knækker ryggen under den. Det kan i værste fald ødelægge i dit forhold til Gud og gøre dit liv vanskeligt, hvis du bærer nag og lader dig selv blive sur og bitter. Det fjerner dit fokus fra Jesus og bliver en stor tåge, der ligger imellem ham og dig. Det er svært at vandre i lyset og at have fællesskab med Jesus, hvis dit hjerte er fuldt af gammelt nag, bitterhed og hårdhed. I yderste konsekvens kan det ifølge Jesus forhindre dig selv i at få tilgivelse hos Gud. Ved ikke at ville tilgive binder du også den anden og fastholder ham i hans rolle som den, der har gjort noget forkert. Du gør det meget svært for ham at forbedre sig og gøre det godt igen. Selvom utilgivet synd kan gøre ens liv meget tungt at leve, kan det alligevel være meget vanskeligt at tilgive. Ved at tilgive mister man den byrde, der var så tung, men som næsten kan have givet én en martyrrolle, og dermed en masse sekundær gevinst. Ved at tilgive kan man ikke længere gå rundt og sige: - Se hvor slemt jeg har det, efter at han gjorde dette imod mig, hvor er det synd for mig, og hvor er han dog et forfærdeligt menneske. Ved at tilgive, giver man afkald på at bære nag og være sur og bitter på den anden. Men ved at tilgive får man meget til gengæld. Ved at 88


tilgive, bliver man fri af sin egen surhed, bitterhed og nag, og kan igen frit se op på den korsfæstede Jesus. Ved at tilgive sætter man den anden fri, fri for skyld og skam og fri til at starte forfra. Og man bevarer sin plads som en tilgiven synder hos Gud og sit fællesskab med Jesus. At tilgive en anden kan synes som et uoverstigeligt bjerg at komme over. Man kan være så såret og ødelagt, at man næsten ikke kan holde sammen på sig selv, for slet ikke at snakke om at række hånden ud til en anden med de forløsende ord: - Jeg tilgiver dig. Det at skulle tilgive kan være endnu en byrde oveni alle de andre, man bærer rundt på. Man har måske mere lyst til at hævne sig end til at tilgive. Tanker om hævn kan give skyldfølelse, for man synes måske, at sådan bør man jo ikke tænke. Men hævn er ikke noget ukendt begreb i Biblen, som opfordrer os til at overlade hævnen til Gud og de offentlige myndigheder. (Rom.12,19; 13,1-5). Det sætter os fri til at selv at komme videre med heling af os selv og tilgivelse af den anden. Jesus kender vores hjerte, og ved hvordan vi har det. Han kender vores følelser af sårethed og ved, hvor svært det kan være at tilgive. Han ved også, om vi har viljen til at tilgive, og han fordømmer os ikke, når vi har svært ved at tilgive og må kæmpe os til det. Han vil hjælpe os igennem den proces, det kan være at få bearbejdet tingene så meget, at man til sidst når frem til, at kunne tilgive. Nogle gange må tilgivelse være en proces over lang tid – måske mange år, hvor vi lader Gud arbejde i os, læge vores sår, opbygge det ødelagte og til sidst give os nåde til at kunne tilgive den anden. Tilgivelsen må tage den tid, der er nødvendig, og skal ikke gives, før vi er parate til det. Igennem den proces vil Jesus knytte os nærmere til sig, lade os mærke lidt af hans sorg og lidelse over synden, og lade os se mere af hans væsen, som er kærlighed. I os selv kan det være alt for svært, ja helt umuligt at tilgive, men Jesus vil 89


hjælpe os med det. Han vil give os mere af hans sind og lade hans kærlighed og tilgivelse komme til udtryk i vores liv, så vi kan række hænderne ud og sige: ”Jeg tilgiver dig.” Jeg oplevede selv, at Jesus hjalp mig til at tilgive et andet menneske. Det skete ikke lige efter fem minutters bøn, men var en proces som tog mange måneder. Efterhånden gjorde det onde ikke så ondt længere, og vreden forsvandt lidt efter lidt. Jeg føler egentlig, at Jesus har gjort det i mig, og igennem den svære proces, har Jesus ladet mig se lidt mere af hans væsen og knyttet mig nærmere til sig. At tilgive kan som sagt være en proces, der tager meget lang tid, måske mange år, måske et helt liv. Nogle har været udsat for voldsomme ting, som har givet meget dybe følelsesmæssige sår, der tager meget lang tid at hele, hvis det overhovedet er muligt i dette liv. Tilgivelse er ikke let og kommer ikke bare af sig selv. I processen med at tilgive, kan det være en stor hjælp at tale det hele igennem med en præst eller en anden kristen. Det er nødvendigt, at få bearbejdet tingene og få forbøn. Gud bruger andre kristne til at hjælpe os igennem svære ting og Gud læger os ofte lidt efter lidt gennem andres forbøn. Tilgivelse må aldrig presses frem, den må gives frivilligt, og når man er parat til det. Når tilgivelsen er svær, må vi vide, at Jesus ved, hvad vi taler om; han var der, da det onde skete med os. Han forstår, at det er svært at tilgive, og han vil hjælpe os. Jesus vil dels hjælpe os til at tilgive, dels vil han lade vores sår hele. Han fjerner ikke nødvendigvis sårene, men han heler dem. Der vil stadig være ar, når sårene er vokset sammen, som vil minde os om, at vi engang havde sår. Da Jesus viste sig for disciplene, efter han var opstanden, havde han stadig sårene efter 90


korsfæstelsen. Jesus viste disciplene sårene (Johs.20,20) og senere tilbød han Thomas at føle efter på sine sår (Johs.20,26-29). Sådan bærer vi også vore sår eller ar med os igennem livet, som minder os om, hvad der er sket i vores liv. Vi må huske, at den magt, som virkede i Jesus, da han opstod fra de døde med hans sår, også virker i vores liv (Efs.1,19-20), og kan hjælpe os til at leve et liv med vore sår eller ar. Der kommer en dag, hvor smerte og sår er glemt fortid, når vi skal være hos Gud i evigheden, men indtil da, vil Jesus gå sammen med os. Har man selv modtaget tilgivelse af en anden for noget, man har gjort galt, er det meget vigtigt, at man tør, at tage imod tilgivelsen, og også tilgiver sig selv det, man har gjort. Man skal ikke blive ved med at gå og bebrejde sig selv det, man gjorde eller sagde, hvis den anden har tilgivet det. Man må turde at tage imod tilgivelsen, lægge skylden væk, og så rejse sit hoved og være fri. Hvis man plages af synd, man har begået og har svært ved at tro på, at Gud virkelig tilgiver én, kan det være en hjælp at henvende sig til en præst for at bekende sine synder og modtage syndernes forladelse under håndspålæggelse. Præsten har tavshedspligt, og de fleste præster har hørt lidt af hvert, og vil selvfølgelig ikke tage afstand til dig pga. det, du fortæller. Synd er menneskers største problem overfor Gud og overfor hinanden. Det ødelægger relationer og fællesskaber. Synden og det onde er en voldsom magt, men vi må altid huske, at syndens magt er brudt på korset. Synden og det onde skal ikke binde os og ødelægge vores liv og vore relationer til Gud og til hinanden. Der er nåde og tilgivelse hos Gud, og der må også være nåde og tilgivelse imellem os kristne. Når vi åbner os for Guds tilgivende kraft, vil han hjælpe os til at række tilgivelsen videre til andre. Hver gang vi modtager og giver tilgivelse, brydes lidt af syndens og det ondes magt over os og kærligheden 91


sejrer. Tilgivelse skaber rum for Guds kĂŚrlighed, som bliver synlig og konkret, lyset brĂŚnder mere klart og Guds Rige vinder frem i en verden plaget af synd.

92


20 Hvorfor Gud? ”Og når I må lide her en kort tid, vil al nådes Gud, som har kaldet jer til sin evige herlighed ved Kristus Jesus, selv udruste, støtte, styrke, grundfæste jer.” (1.Pet.5,10). Der er nogle af os, som får store problemer med troen, efter at have været ude for noget meget vanskeligt, været igennem en krise, eller oplevet smerte, lidelse eller død af nære familiemedlemmer eller venner. Nogle siger til sig selv, at siden dette er sket, er Gud måske slet ikke til. Eller hvis han er til, så er han i hvert fald ikke den kærlige omsorgsfulde Gud, som Biblen siger, at han er. Man begynder måske at tro, at hvis Gud er til, så er han enten slet ikke kærlig og bare ligeglad med os, eller også er han slet ikke almægtig, eller også er han simpelthen faldet i søvn. Mange mennesker spørger ”Hvorfor Gud?”, når de udsættes for modgang, lidelse og død. Når man taler med ikketroende om Gud, kommer spørgsmålet næsten altid: ”Hvordan kan der være så meget ondt i verden, når Gud er kærlig?” ”Hvordan kan Gud tillade …?” Men har vi egentlig brug for at få svar på spørgsmålet ”hvorfor?” i disse situationer? Er det en grundig forklaring eller redegørelse for, hvorfor dette onde nu er sket for os, vi søger? Ville det hjælpe os i vores sorg eller lidelse, om Gud leverede en lang fin forklaring på, hvorfor lige netop dette er sket for lige netop mig? Hvad forventer vi af Gud, når vi råber: ”Hvorfor Gud?” i vores lidelse og modgang? Det er svært at svare på, hvor det onde kommer fra. Oprindeligt kommer det jo fra slangen i paradisets have, men hvor kom slangen fra? Gud skabte den, som han skabte alt andet, men han skabte den 93


ikke ond. Og hvorfor den blev ond, ved vi ikke. Men med slangen kom det onde ind i verden og menneskene valgte at gøre oprør mod Gud og trak dermed resten af skabningen med i faldet. Vi er født ind i en verden, som har gjort oprør imod Gud, og vi er en del af denne verden, også selv om du og jeg ikke er specielt onde og oprørske mennesker. Lidelse, smerte og ondskab kommer fra os selv, og ikke fra Gud. Der sker dog også ting, som mennesker ikke umiddelbart har indflydelse på eller ansvar for, såsom sygdom, død, naturkatastrofer osv. Og alligevel tror jeg, at den slags også skyldes, at vi lever i verden efter syndefaldet. Selvom ingen af os personligt har ansvar for tørken eller oversvømmelsen i et bestemt område i verden, skyldes det dog alligevel, at mennesket og dermed hele verden gjorde og stadig gør oprør imod Gud, og dermed trækker hele skabningen, som mennesket er sat til at herske over, med i faldet. Alligevel stiller vi måske spørgsmålet: ”Hvorfor Gud” når vi møder lidelse, sygdom, og død. De færreste af os forventer vel for alvor, at Gud kommer og giver en forklaring på, hvorfor netop dette skulle ske for lige netop mig, og det ville nok egentlig heller ikke rigtig hjælpe os, når vi står midt i smerten og lidelsen. I bund og grund er det her med den gode almægtige Gud på den ene side og det onde og lidelsen på den anden side et paradoks, altså noget som vi ikke kan forstå. Der er blevet tænkt og skrevet over spørgsmålet i flere tusind år, og der er også forsøgt flere forklaringer, men spørgsmålet: ”Hvorfor Gud?” står for mange os stadig ubesvaret tilbage. Der gives ikke noget let svar på spørgsmålet. Man kunne også vende spørgsmålet om og spørge: Hvorfor er der så meget godt i verden? Der er så meget, der kunne gå galt, der er så 94


meget ondt, der kunne ske, men der sker dog så utrolig meget godt. Bare for at tage et lille eksempel, så er der virkelig meget, der kan gå galt i forbindelse med undfangelsen af barn, barnets udvikling i livmoderen og fødslen, og alligevel fødes langt de fleste børn med alle organer og lemmer nøjagtig ligesom, de skal være. Når man står med et nyfødt barn i sine arme, kan man ikke andet end at undre sig over det lille (=store!) mirakel et velskabt barn er. Midt i det onde, som sker, kan det ind imellem være godt at tænke på, at der faktisk også sker en hel del godt. Det ændrer dog ikke på, at det onde, der sker, virkelig er ondt. Der gives ikke nogen lette forklaringer, og måske ville det heller ikke hjælpe os. Når vi lider, har vi måske mere brug for trøst, omsorg og håb, end på forklaringer og redegørelser. Hvordan kan det så være, at så mange spørger: - Hvorfor er det sket? - Hvorfor forhindrede min kærlige Gud det ikke? Spørgsmålene udspringer nok af en følelse af at være uretfærdigt behandlet. - Dette her har jeg ikke fortjent! Måske ville lidelsen være lettere at bære, hvis man vidste, at man havde fået, som man havde fortjent? Men hvis Gud skulle give os, som vi havde fortjent, ville vi alle meget hurtigt gå fortabt. Desuden er der ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem personlig synd og personlig lidelse. (Luk.13,1-5 og Joh.9,2-3). Hvis man er optaget af spørgsmålet: ”Hvorfor Gud?”, hver gang der sker noget svært i ens liv, kan man spørge sin egen tro ihjel. For der gives ikke altid noget svar på den slags spørgsmål. Lidelsen har ikke altid nogen årsag og har ingen mening i sig selv, og er ikke nødvendigvis hverken retfærdig eller uretfærdig. Naturligvis er det anderledes med den smerte og lidelse, som vi har påført os selv. Når en storryger får lungekræft efter 50 års rygning, og 95


spørger: ”Hvorfor Gud?”, eller når en mand der kører galt på motorvejen med 180 km/t spørger: ”Hvorfor Gud?” kan de selv give svaret. De kan ikke drage hverken Gud eller Satan til ansvar for det, der er sket, men kun sig selv. Der er selvfølgelig en sammenhæng mellem vores måde at leve på, og visse sygdomme og ulykker. Men til de forældre, der mister deres lille barn pga. leukæmi, er der ikke noget let svar på spørgsmålet: ”Hvorfor Gud?” Lidelsen er meningsløs i sig selv. Vi kan ikke forstå lidelsen, og vi kommer ofte til kort, hvis vi forsøger at give den mening. Det sker dog, at vi med tiden finder en mening med vores lidelse, særligt hvis vi lægger den i Guds hænder og lader ham komme os nær med sin trøst og kærlighed. Men vi kan aldrig begynde at tale til andre om, hvilken mening deres lidelse har. Vores opgave over for den, der lider, må aldrig blive belærende eller formanende, men må altid være fuld af kærlighed og omsorg. Midt i det grusomme og uforklarlige står vi overfor det faktum, at Gud kom til os i vores verden så fuld af lidelse. Den almægtige og gode Gud blev menneske og gjorde sig selv svag og sårbar for vores skyld. Jesus, som var Gud selv, gik ind i verden og tog del i vores liv og vores lidelse. Han, den uskyldige led selv mere, end vi nok kan forstå. Derfor ved Jesus også, hvad vi snakker om, når vi siger, at livet er svært. Jesus kommer til os og møder os midt i vore lidelser. Lægges lidelsen i Guds hånd, kan Gud skabe noget fornuftigt og godt ud af lidelsen for dig selv eller for andre. Måske ser du det nu, måske senere… måske aldrig. Du kan gå til Gud med din lidelse, din sorg og smerte, du kan græde og skrige din fortvivlelse ud hos Gud, som er din kærlige Far. Du kan sige til Gud, lige hvordan du har det. Du behøver ikke at pakke det ind i pæne ord og fromme floskler. Gud er Far, og vil høre på dig, også selvom din mund ikke er fyldt med lovprisning, men tværtimod af gråd og skrig. Han elsker dig - ikke kun, når du lovpriser 96


ham, han elsker dig også, når du græder, ja endda hvis du er vred på ham og beklager dig. Han er dig nær og han lytter til dig. Han ved, hvad du taler om, når du lider. Lidelsen er ikke ukendt for ham. Jesus, din ven og frelser har ikke sluppet din hånd og vil aldrig gøre det. Hans kærlighed til dig svigter aldrig, ja uanset hvad der sker i dit liv, så står det fuldkommen fast, at han elsker dig Jesus forlader dig ikke, men han vil holde fast i dig og lede dig fremad. Han, som mere end nogen anden kender til lidelse - han, den uskyldige, som fik naglerne banket igennem hænder og fødder for at dø den usleste død på et kors for vores skyld - han vil være dig nær, når livet bliver for svært. Han vil omslutte dig med sin kærlighed og tale ord om trøst og håb ind i din smerte. Han vil bære dig og lede dig og aldrig aldrig slippe dig. Måske fjerner han ikke lidelsen fra dit liv lige nu, måske vil du altid bære rundt på de sår, som lidelsen har påført dig, men trøsten og håbet er, at han aldrig vil slippe dig. Hvis du kommer til Gud med din smerte og lidelse, vil han knytte dig nærmere til sig, og Jesus vil få en langt større betydning i dit liv. Lidelsen ikke skille dig fra Guds kærlighed. Ligegyldigt hvad der sker i dit liv af forfærdelige ting, vil én ting stå fast: Guds kærlighed til dig. Paulus siger det så stærkt i Romerbrevet: ”Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.” (Rom.8,37-39). Gud vil altid elske dig og være dig nær, og intet kan fjerne Guds kærlighed til dig. Paulus siger også noget, som måske overrasker os, men det er ikke desto mindre sandt: ”Alt virker sammen til gode for dem, der elsker 97


Gud.” (Rom.8,28). Hvis vi elsker Gud, vil alt, hvad der sker, virke til gode for os – også det, som ikke ser godt ud! Det er for de fleste af os umuligt helt at begribe, og det er nok først, når vi skal være hos Gud i evigheden, at vi forstår det. Lidelsen har ingen mening i sig selv, men Gud kan skabe noget godt ud af lidelsen – hvis vi vil lade ham gøre det. Hvis vi i stedet lader bitterhed og selvmedlidenhed overmande os, og dag efter dag og år efter år i fortvivlelse mekanisk gentager ordene: ”Hvorfor Gud?” og ”hvor er det synd for mig”, eller ”hvor er livet dog uretfærdigt”, bliver det sværere for Gud at nå ind til os. Vi kan bygge en skal af bitterhed, indtørret vrede og selvmedlidenhed op omkring os selv, som ikke vil lukke Guds trøst og omsorg ind. Man kan have det sådan i en periode, men det skal helst ikke fortsætte sådan i mange år. Hvis du er vred på Gud, så sig det til ham. Hellere sige til Gud, at man er vred end ingenting at sige og lukke ham ude af ens liv. Gud kan godt tåle, at vi er vrede og sure og gale, bare læs Salmerne og Jobs bog (f.eks. Sl 44,24-27; Job 3). Han hævner sig ikke på os, hvis vi er vrede og skuffede over ham. Gud er Far, og ikke bare en hvilken som helst far, nej Gud er Far med en uendelig kærlighed til os. Han vil gerne have fællesskab med os, også når vi lider og livet er hårdt og vanskeligt. Vi kan råbe til Gud og lade alle vore følelser få frit løb, han kender os jo, og ved alligevel godt, hvordan vi har det. Vi skal ikke tage en maske på overfor Gud og spille fromme og glade, når vi ikke er det. Nej, Gud elsker os, som vi er og med de følelser, vi har lige nu. Måske er det eneste, vi vil høre fra Gud, en forklaring og redegørelse for, hvorfor dette onde nu har ramt os. Måske er det eneste, vi virkelig ønsker, at tiden skulle skrues tilbage og det skete gøres usket. Hvis det er den forventning, vi har til Gud, kan det være svært at modtage Guds 98


trøst, omsorg og håb. Jeg har set eksempler på, at den holdning til sidst endte med, at mennesker forskansede sig i bitterhed og slap Jesu hånd, som de ellers engang havde været så glade for. Ved i stedet at udøse sit hjerte og græde sin sorg og smerte ud for Guds ansigt, gives der plads for, at hans trøst og kærlighed kan nå os og begynde at hele os igen. Jakob går i sit brev så vidt som til at sige, at vi ligefrem skal glæde os, når livet går os imod. ”Mine brødre, I skal kun regne det for glæde, når I kommer ud for prøvelser af forskellige slags.” (Jak.1,2). Hvor mærkeligt og paradoksalt det end kan lyde, findes der en glæde midt i lidelsen, hvis lidelsen bringes til Gud og du lader ham trøste dig og forvandle dig, så du kommer ham nærmere. Glæden over at kende Jesus og høre ham til bliver stærkere, når livet går imod. Lidelsen kan skabe en enestående og befriende forventning i os om den dag, hvor vi skal se ham, som siger: ”Se, jeg gør alting nyt!” (Åb.21,5). Forventningen om det evige liv, hvor der ikke skal være tårer, død, sorg, skrig eller pine, (Åb.21,4) er ikke en falsk trøst eller en flugt fra virkeligheden. Det er netop en virkelighed, som vi engang skal være i. Og forventningen om det liv er en gave, som Gud giver os her, mens vi slider med lidelser, smerte og sorg. Jo mere vi kan lægge os selv og vores liv i Guds hænder, jo stærkere vil forventningen om det evige liv blive i os, og jo tættere vil vi kunne leve i lyset med Jesus. Lidelsen mister lidt af sin magt over os, når vi retter vores øjne mod Jesus og det evige liv, som han har lovet os. Paulus, som havde gennemgået en hel del lidelse, siger: ”Jeg mener nemlig, at lidelserne i den tid, der nu er inde, er for intet at regne mod den herlighed, som skal åbenbares på os.” (Rom.8,18). Lidelsen lærer os at gribe det håb, som Gud har givet os og se frem mod den verden, som engang skal 99


komme. Dette giver os styrke til at holde lidelsen ud, og holde fast i troen. Når vi retter vores blik imod Jesus og lever i forventningen om det evige liv, har bitterhed og selvmedlidenhed svært ved at slå rod i os. Det bliver lettere at arbejde sig igennem lidelsen eller at leve med den, når den lægges i Guds hænder. Der er masser af løfter i Biblen om, at Gud vil være os nær, når livet er svært, og der er mange mennesker, som har oplevet, at løfterne holder. Lidelserne forsvinder ikke, men Gud giver os sig selv til trøst og håb, og han forsikrer os om, at intet, absolut intet kan skille os fra hans kærlighed til os. Derudover har Gud givet os hinanden, som brødre og søstre til at hjælpe og støtte hinanden. Når én af os har det meget svært og er omgivet af lidelse, må vi andre bære den, der lider. Vi hænger sammen som lemmer på et legeme, og som Paulus siger: ”Lider én legemsdel, så lider også alle de andre.” (1.Kor.12,26). Som lemmer på det samme legeme tager vi del i hinandens lidelse forstået på den måde, at ingen af os lider alene. Vi må bære og støtte hinanden både med forbøn, sjælesorg og praktisk omsorg. Modgang og lidelse er på den måde en enestående mulighed for, at vi kan vise hinanden Kristi kærlighed Men ét spørgsmål står stadig tilbage: ”Hvorfor fjerner Gud, som er både almægtig og kærlig ikke bare al den lidelse, der er i verden?” Svaret på spørgsmålet er: Det gør Gud også en dag. En dag vil han fjerne alt det onde og alt det, som har gjort oprør imod ham. Han vil udslette sult, sygdom og død, lidelse, tortur og al tænkelig uretfærdighed. Gud vil én gang for alle gøre ende på alt, hvad der er imod ham. Og han vil oprette en ny himmel og en ny jord, hvor retfærdighed bor (2.Pet.3,13). Der skal ikke være noget ondt eller nogen lidelse overhovedet. 100


Da Gud ved, at ingen mennesker, hvor gode og rare de end måtte være, ville kunne bestå den dag, han udsletter verden og genopretter en ny, har han givet os en måde, hvorpå vi kan stå rene og retfærdige den dag. Han lod sin egen søn dø en uskyldig død på et kors, for at enhver, der vil, kan blive renset for synd og uretfærdighed og få tilgivelse for det oprør, vi alle har gjort imod Gud. At Gud endnu ikke har grebet ind og udslettet alt det onde, er et udslag af hans uendelige kærlighed og tålmodighed. Han vil, at så mange som muligt skal lære Jesus at kende, så de kan stå rene og retfærdige, når al ondskab bliver udslettet. Alligevel oplever vi jo ind imellem, at Gud griber ind. Vi ser syge blive raske, ulykker der bliver afværget og andre mirakler ske, som en lille forsmag på hvordan det skal blive en dag. Gud lader os gennem miraklerne se lidt af ham mere tydeligt, for at styrke vores tro og herliggøre hans navn. Håbet om det evige liv, den nye himmel og den nye jord, som engang skal komme, må ikke få os til at læne os tilbage og resignere overfor lidelsen og uretfærdigheden omkring os. Det er ikke ligegyldigt, hvordan man har det, fordi man bare kan se fremad mod det evige liv. Som kristne er vi bestemt til at tjene Gud, som er al godheds og retfærdigheds kilde. Jeg tror ikke, det er Guds vilje, at så mange sulter og dør af sygdomme, der let kunne forebygges og behandles. Det er ikke Guds vilje, at den største del af verden lever i fattigdom, og udnyttes af den rige del af verden. Det er ikke Guds vilje at vand, jord og luft bliver mere og mere forurenede. Vi bærer alle en lille del af ansvaret for, at det er gået som det er for verden, og vi har alle et ansvar for at forbedre verden, der hvor vi har mulighed for det. Vi må aldrig bare resignere og være passive overfor den nød, vi ser omkring os. Vi må arbejde på at gøre 101


verden til et bedre sted at vĂŚre for alle, mens vi ser frem imod den nye himmel og den nye jord, som Gud en dag vil skabe.

102


21 Tillad dig selv at være lidt enfoldig ”Salige er de, som ikke har set og dog tror.” (Johs.20,29b). Kristendom handler om kærlighed – Guds kærlighed. Guds kærlighed, som kommer før alt andet. En kærlighed, som går gennem døden for at frelse den elskede – os mennesker. Det er ikke for forstanden at forstå – men for ånden at tilbede. Guds kærlighed skal ikke forstås, analyseres og dissekeres, men blot modtages ganske enkelt. Gud ønsker, at overøse os med sin kærlige nærvær, og han ønsker at være en del af vores liv. Her behøver vi ikke at gøre os fortjent til noget, vi behøver ikke at være kritiske og stille spørgsmål, men kan modtage Guds kærlighed med en slags enfoldighed, som et barn, der ganske enkelt og naturligt modtager sine forældre kærlighed. Når man læser Biblen, vil man måske nogle gange synes, at der ligesom er noget, der ikke helt passer. Der er nogle tilsyneladende selvmodsigelser i Biblen, og der er ting, vi ikke forstår, og kan have svært ved at tro på. Når man snakker med mennesker, som ikke betragter Biblen som Guds Ord, kan man opleve en sand storm af spørgsmål og krav om forklaringer som f.eks.: - Hvor fik Kain sin kone fra? – Hvorfor er der flere forskellige beretninger om f.eks. opstandelsen? Har Gud virkelig skabt verden på seks dage? - Hvad så med hele evolutionsteorien?” Man kan blive slået helt af pinden, hvis man indgiver sig på at forsøge at svare på alle disse spørgsmål og flere til, og der kan også være spørgsmål, som er umulige at besvare. Ofte vil de mennesker der stiller spørgsmålene heller ikke være så interesserede i at kende svaret, som at slå dig af pinden, og se dig komme til at tvivle på din tro. Selvom de 103


kunne få en rigtig god og videnskabelig forklaring på de forskellige spørgsmål, ville de næppe omvende sig af den grund. Hvis du selv synes, det er et problem, at du ikke kender svaret på sådanne spørgsmål, så tænk igennem, hvad det ville betyde for din tro og for dit forhold til Jesus, om du havde svarene på alle spørgsmål. Det ville sikkert ikke styrke dig i troen eller føre dig nærmere Jesus, men det ville måske bare afføde nye spørgsmål, som du ønskede svar på. Vi er fra skolen så vandt til, at alt kan forklares og forstås logisk. De naturvidenskabelige fag udforsker og forklarer, hvordan verden hænger sammen på en logisk og forståelig måde. Der er naturvidenskabelige love (f.eks. tyngdekraften), som ikke kan ophæves, og der en del love og regler, omkring hvordan verden er bygget op. Stort set det hele er meget logisk og kan begribes af mennesket. Vi bygger vores verdensbillede på, at alting kan forstås og forklares. Er der ting, som vi ikke forstår, så er det nok bare et spørgsmål om tid og ressourcer, før videnskaben også har klarlagt dette. Når vi så læser beretninger i Biblen, eller oplever, hvordan Gud griber ind i vores liv, således at de naturvidenskabelige love brydes, så kan man blive forvirret og have svært ved at forstå, hvad der sker eller tro på, at det virkelig er sandt. Biblen er ikke en opslagsbog, hvor man bare kan finde forklaringer og svar på alt. Gud har bestemt, hvilke ting vi skal vide om ham og hans plan for verden. Gud har åbenbaret meget om sig selv i Biblen, og han vil også fortsat åbenbare sig for os, når vi lever nær ham. Men der er ting, vi aldrig får svar eller forklaring på i denne verden. Der vil altid være noget, vi ikke forstår om Gud. Vores forhold til Gud bygger på tro og ikke på viden. ”Vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.” (2.Kor.5,7). 104


Biblen er skrevet af mennesker, som kendte Gud og levede med ham som en virkelighed i deres liv. De har fortalt enkelt og ligetil om, hvad de så og oplevede, og de har ikke fundet det nødvendigt med flere forklaringer end dem, der allerede er. Havde Gud fundet det nødvendigt, havde han helt sikkert talt til nogle mennesker og ladet dem skrive det, han ville, at vi skulle vide udover det, der allerede står. Vi kender Gud som vores almægtige kærlige Far, som kun vil os det bedste og har lovet os evigt liv. Vi er i hans hænder, og vi må stole på, at han har ladet os vide præcis så meget om sig selv og hans indretning af verden, som er passende for os. Vi er børn, og han er Far. Børn i almindelighed ved ikke alt om deres forældre, og børn har ikke samme forståelse af verden som voksne. Vi må forstå, hvem vi er i forhold til Gud, og vi er altså ikke i en position, hvor vi kan stille krav til Gud om at forklare os noget. Én af vore kirkefædre, Augustin sagde: ”Deus semper major”, hvilket betyder, at Gud altid er større. Dvs. Gud er altid større end vores tanker og forestillinger om ham. Vi kan aldrig begribe Gud i hele hans fylde og eksistens, det er vores begrebsapparat simpelthen ikke skabt til. Vi forestiller os nogle gange Gud med menneskelige billeder, f.eks. som en far eller en hyrde. Det er billeder, der hjælper os til at forstå lidt af, hvem Gud er, og hvordan hans væsen er, men han kan aldrig beskrives fuldt ud med vores billeder af ham. Han er altid større. Vi skal derfor ikke have en videnskabelig tilgang til hverken Gud eller Biblen. Livet med Gud skal ikke analyseres eller sættes ind i de forståelsesrammer, vi ellers bruger til at forholde os til verden på. Vi må ind imellem lade vores intellekt og forstand hvile lidt, og i stedet lytte til den længsel, der er i vores hjerte. Vi må ganske enkelt bare åbne vores hjerte, tage imod Guds kærlighed og give plads for troen. Vi 105


må blive som børn for at se Guds Rige. Børn stiller ikke krav om logiske videnskabelige forklaringer eller beviser, de tager tingene, som de er. Børn er nysgerrige og vil gerne vide mere, men de accepterer også, hvis der er ting, der ikke kan forklares. Vi må også gerne være nysgerrige, og søge at lære Gud bedre at kende. Vi kan læse bøger, som kan hjælpe os til en større forståelse af, hvem Gud er og hvordan verden hænger sammen, men der er alligevel ting, som vi aldrig vil komme til at forstå, og det må vi lægge til side, og bare tro ganske enkelt. Lad være med at bekymre dig om det, du ikke kan forstå, men hold dig til kernen – din ven og frelser Jesus. Lad være med hele tiden at ransage dig selv for, om du nu også tror rigtigt. Er der noget i Biblen, som du synes er svært at tro på, så lad det ligge, og hold dig til det, som du kan tro på. Lad være med hele tiden at lade dine tanker kredse om det, som du ikke kan tro på. Det leder dig væk fra Jesus, og får dig til at tvivle på, at Jesus elsker dig og bor i dig. Bed Gud om at give dig mere tro, og han vil lade troen vokse i dig. Især når man er ny i troen, kan det være et problem, at der er så mange beretninger i Biblen, som strider imod vores logiske og naturvidenskabelige opdragelse, men med tiden bliver det lettere at tro på det mest utrolige i Biblen. Jo bedre du lærer Jesus at kende, og jo mere du fordyber dig i Guds kærlighed til dig, jo mindre bliver vanskelighederne ved at tro på alt, hvad der står i Biblen. I en verden hvor det rationelle er i højsædet, må vi som kristne tage os den frihed at være lidt naive og tro imod al ”fornuft.” Tro på det, vi ikke kan se, og håbe på det, som Gud har lovet os. ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.” (Hebr.11,1). Du må vove at have tillid til Gud og leve dit liv efter hans vilje. Du må vove 106


at gå ud på den gyngende bro, der er udspændt over den dybe kløft. Det at en god og almægtig Gud af kærlighed skulle vælge at blive et almindeligt menneske i Jesus og dø for sin syndige skabning, er så ulogisk og selvmodsigende, at et menneske ikke kunne finde på det, og slet ikke kan fatte det. Her må den menneskelige fornuft og logik pakke sammen, og du må vove at tro, at det er sandt. Du må turde stole på, at Jesu offer på korset også gælder dig, Du må vove at tro at hans kærlighed, som du mærker i dit hjerte og den tilgivelse, han rækker dig, ikke er et produkt af din egen fantasi, men en realitet, du kan leve dit liv på. Du må turde lægge alle ”fornuftige argumenter” væk og bare tro i al sin enkelhed. Gå ud på den gyngende bro, og erfar at den holder. Vi kan aldrig bevise, at Gud er til, eller at Jesus er opstået fra de døde i betydningen videnskabelige beviser. Det endelige ”bevis” får vi først den dag, vi dør, og skal forlade denne verden. Jeg er flere gange blevet spurgt af mennesker, der ikke tror på Gud, om hvordan jeg ville reagere, hvis det, når jeg døde, viste sig, stik imod min forventning, at Jesus ikke var sandheden, og at Gud slet ikke eksisterede, og at der ikke var noget evigt liv; men at jeg havde levet hele mit liv på en løgn og et bedrag. Jeg tror ikke, jeg ville fortryde, at jeg havde levet mit liv med Jesus, jeg ville alligevel langt foretrække Jesus frem for sandheden, hvis det engang stik imod min forventning skulle vise sig, at Jesus ikke var sandheden. Livet med Jesus er det bedste liv, man kan ønske sig. Nogle mennesker tænker en del over, hvorfor deres liv blev, som det blev. Hvorfor skete bestemte ting i mit liv? Hvad mente Gud med at lade det ske? Ville han fortælle mig noget bestemt? Hvorfor tillod han, 107


at én jeg holdt meget af, pludselig døde som ganske ung? Hvorfor skulle jeg udsættes for al den modgang? osv. Gud svarer ikke altid og giver os ikke altid forklaringer på, hvorfor tingene gik, som de gjorde. Det er spild af tid og kræfter at spekulere for meget over sådanne ting; lad det ligge, og ret i stedet øjnene mod Jesus og se fremefter. Måske vil vi en dag forstå, hvorfor vores liv blev, som det gjorde, og se den store sammenhæng i alt, hvad der skete. En dag skal vi se Jesus ansigt til ansigt, og vi skal forstå alt det, som var så svært for os at forstå engang. ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.” (1.Kor.13,12). På Paulus’ tid var spejle ikke, som spejle er i dag. De var lavet af blankpudset metal, som regel kobber, og de gav kun et tåget og uklart billede af den person, der spejlede sig. Derfor bruger Paulus billedet med, at vi ser i et spejl. Vi ser ikke Gud klart ansigt til ansigt, men vi ser bare en tåget afglans af Gud, fordi vi er syndere og lever i denne verden præget af synd og oprør mod Gud. Vi ser i en gåde og der er så meget, vi ikke ser klart og ikke forstår. Men en dag skal vi se Gud klart og tydeligt, ikke bare som et tåget billede, men vi skal se ham, som han er. Paulus skriver videre, at han erkender stykkevis, men en dag skal han erkende fuldt ud. En dag, når vi er hjemme hos Gud, vil vi se ham ansigt til ansigt, og vi vil forstå alt det, vi ikke kunne forstå om ham, mens vi var her på jorden. Vi skal kende Gud fuldt ud og ikke bare se ham i brudstykker, som vi gør i denne verden. Nogle siger, at når vi kommer i himlen, så kan vi spørge Gud om alt det, vi ikke kunne forstå, da vi var her på jorden, og han vil forklare det hele for os. Vi kan også lige gå hen og spørge Paulus og alle de andre gamle mænd om, hvad de mente med det, de skrev. Vi vil kunne gå rundt 108


imellem alle de gamle troskæmper og føre interessante samtaler, som vil gøre os klogere og hjælpe os til at forstå det hele. Men jeg tror slet ikke, at vi vil finde den slags spørgetimer særlig interessante, eller at vi vil bruge tid på det i himlen. Den dag, hvor vi skal se Jesus ansigt til ansigt, vil alle vore spørgsmål visne bort, som om de aldrig havde været der, for da vil vi med ét forstå alt og erkende fuldt ud, som Paulus siger det, og vi vil slet ikke skænke det en tanke at stille Gud spørgsmål, eller at få forklaret en masse hvorfor’er, men vi vil kun være optaget af én eneste ting, og det vil fylde os fuldstændigt: At prise Jesus, vores Ven, Frelser og Herre, som gennem sin død og opstandelse frelste os og gav os en plads hos ham. Den længsel, som Gud har lagt i vores hjerte, vil da nå sin fulde tilfredsstillelse, og vi vil ikke længere tvivle eller længes, for da skal Gud skal være alt i alle (1.Kor.15,28), og vi vil for evigt mættes af Guds kærlighed Lad os aldrig slippe Jesu hånd, som han har rakt ud imod os.

109


Appendiks: Lyset uden lampe ”Jeg er verdens lys.” (Johs.8,12a). - Da jeg begyndte at tro på Jesus, var det som lys, der brød ind i mit mørke, og langsomt, ganske langsomt begyndte mørket at forsvinde. Jo mere plads Jesus fik i mit liv, jo mere lyst blev der i mit sind. Triste og negative tanker aftog i styrke, og de mørke tanker om at ville forlade dette liv blegnede, og til sidst forsvandt de i varmen fra lyset, som oplyste mit liv mere og mere. At begynde at leve sit liv sammen med Jesus, er at gå fra mørke til lys. Gud har kaldet os ud af mørket til sit underfulde lys (1.Pet.2,9), da vi overgav os til Guds kærlighed og begyndte af følge Jesus. Lever vi uden Gud, lever vi i mørket, men lever vi vores liv sammen med Jesus, lever vi i lyset, for Jesus er verdens Lys. Jesus siger, at den der følger ham, aldrig skal vandre i mørket, men have livets lys (Johs. 8,12b). ”Thi Gud, der sagde: ”Af mørke skal lys skinne frem,” han har ladet det skinne i vore hjerter….” (2.Kor.4,6). Gud, som selv er lys, kommer til os, oplyser os i vores mørke, lader os erkende og mærke Gud og gør os til lysets børn. - En dag opdagede jeg, hvor meget lyset havde ændret mit sind, som før var så trist. Jeg forstod med mit sårede hjerte, at Gud elskede mig og jeg mærkede mere og mere, at Jesus var hos mig med sin fred og sin glæde. Jeg besluttede mig for altid at ville leve med dette lys – Jesus. Lys er et udtryk for Guds hellighed og kærlighed. Hans hellighed peger ind i vores mørke og viser os, at vi er syndere, og at vi har brug for Jesus. Hans kærlighed lader os ikke blive i mørket, men tilgiver os vores synd, og lader os kende ham og vandre i hans lys og hans stadige 110


tilgivelse. I perioder ses lyset måske bare som et lille glimt i mørket, men mørket er ikke mørkt for Gud, og når vi lader ham komme til, må mørket vige, for lyset er stærkere end mørket. At leve nær Jesus, er at leve i lyset, for Jesus er verdens lys. - Livet med Jesus, verdens lys er ikke altid let, og mørket har i perioder truet med at overtage og slukke lyset. Ind imellem har lyset bare set ud som en lille blafrende flamme, men den var større og stærkere, end den så ud til. Selvom jeg har levet længe med Jesus, er det som om, der hele tiden dukker lidt mørke frem i et hjørne hist og her. Lyset viser mig de mørke pletter, men når jeg skamfuld lader dem komme frem i lyset og lægger dem ved korset, tager Jesus dem væk og lyset får mere magt i mit liv. ”Herre vis mig mit mørke, så du kan oplyse det.” Vi, som tror på Jesus, er lysets børn, og Jesus siger til sine disciple, at de er verdens lys. (Matt.5,14). Måske føler vi os ikke altid som lysets børn eller verdens lys, men i Biblen skrives det som et faktum, at vi er det, hvis vi kender Jesus, og lever med ham i lyset. Vi er ikke lys i os selv, men kun hvis vi lader Jesus være vores lys. Jesus kalder os til at være lys i ham, og herigennem at være lys for andre. Paulus skriver til menigheden i Efesus: "For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn." (Efs.5,8). Han spørger ikke, om de føler sig som lysets børn, men han skriver, at de er lys i Herren, som et faktum og han formaner dem så også til at leve som lysets børn. Der tales meget i Biblen om lys og mørke som to modsætninger. Mørket repræsenterer det onde, synden og Satan. Vi skal holde os fra mørkets gerninger, som ikke har noget med Jesus at gøre. Vi skal ikke vandre i mørket men i lyset, hvori Gud allerede har sat os, fordi vi 111


kender ham. Vi er kaldet til at leve i lyset sammen med Gud, som selv er lys. Det er det bedste liv, for det er et liv sammen med Lyset selv. - Lyset, der bor i mig, har forsøgt at trænge ud imellem mine sprækker, så andre kunne se det, og det er også lykkedes nogle gange. Bare det dog skete lidt oftere. ”Gud giv mig flere sprækker, så lyset – så du Herre Jesus kan skinne igennem mig og bringe velsignelse til andre, at de også må se dig, Verdens lys, og lade dig oplyse deres liv.” Gud er lys (1.Johs.1,5b). Efter Gud havde skabt himlen og jorden, skabte han lyset den første dag, og først senere på den fjerde dag skabte han solen, månen og stjernerne og satte dem til at regulere lysstyrken. Lyset var i begyndelsen til af sig selv, fordi Gud er lys, og lyset kommer fra ham. Lyset var i begyndelsen til, uden at hverken solen, månen eller stjernerne var til. Lyset var til i kraft af sig selv, fordi Gud var til af sig selv. Når denne verden engang holder op med at eksistere, og vi skal være hos Gud i himlen, vil der ikke være nogen sol, måne eller lamper til at lyse, men lyset vil bare være, som det var der i begyndelsen, før solen, månen og stjernerne blev skabt. Gud selv skal være vores lys der. (Åb.21,23 og 22,5). Kilden hvorfra alt lys kommer, skal selv lyse uden at reguleres af sol, måne eller lamper, der kan tændes og slukkes. Vi skal se selve lysets kilde - lyset selv - vi skal se Gud. - En dag vil mørket helt forsvinde, alt det som hele tiden truer med at slukke det lys Gud har tændt i mig. En dag skal jeg se Herren, en dag skal jeg være hos ham i hans evige lys, som han har plantet lidt af i mit liv. ”Hjælp mig til at vandre i lyset og bevar mig Herre i lyset til den dag, hvor mørket er helt overvundet og lyset skal skinne og aldrig i evighed slukkes.” 112

At leve dig nær 2,1