Page 8

Musik, der lyver Af: Martin D. Knudsen Bjældeklang, bjældeklang, over vej og sti. Hvor mange symfonier kender du, der starter med lyden af bjælder? Ud af de ca. 15.000 symfonier, der findes, kender jeg kun én. I marts 2018 spilles den af Odense Symfoniorkester. Der er tale om en af de mest ejendommelige symfonier: Mahlers 4. fra år 1900. Du skal ikke stole på den! Den prøver at snyde dig. Du vil måske tænke, det lyder som en let og luftig Mozart-ting. Og Mahler selv kaldte den en ‘humoreske’. Men der foregår i virkeligheden grumme sager. Apostlen Paulus skriver om livet på jorden: Endnu ser vi i et spejl, i en gåde. Mahlers 4. er et hovedværk i vestlig kultur, fordi han omsætter denne tanke til musik.

Narren er en figur, der næsten er forsvundet ud af vores kultur. Narren er en skæv, grim figur på kanten eller ude over kanten af det almindelige samfund. Og fra den position kan narren tillade sig at gøre grin - og sige sandheden om mennesker og den verden, de har skabt.

Næsten al musik, jeg kender, har skyggesider og gåder - det gælder også Mozart. Men Mahlers 4. er decideret uhyggelig. Der optræder både en nar, døden selv med pivende violin og barnemorderen fra Betlehem. Men vi får dog også et glimt af himlen. Et kort glimt på 30 sekunder ud af symfoniens varighed på en time. I mange artikler, koncertprogrammer og koncertintroduktioner har jeg læst og hørt den hyggelige, indledende bjældeklang omtalt som lyden af juleagtige kanebjælder. Underforstået, at man skal få associationer til lykkelig barndom og det enkle liv. Nu må man jo høre musik, som man vil. Men der er ingen tvivl om, hvad Mahler selv mente med bjælderne, for det afslørede han i et brev til en nær veninde: Det er narrens bjælder, man kan høre. Og musikkens barnlige enkelhed får dermed en dobbeltbund. Musikken bliver, som den store Mahler-kender Jens Malthe-Fischer skriver, til en drøm om barndom, man ikke længere kan stole på, men som man sorgfuldt ser tilbage på. Narren er en figur, der næsten er forsvundet ud af vores kultur. Narren er en skæv, grim figur på kanten eller ude over kanten af det almindelige samfund. Og fra den position kan narren tillade sig at gøre grin - og sige sandheden om mennesker og den verden, de har skabt. Narren er en fysisk ufarlig, forkrøblet, lille ting; en ingenting … Og fordi han er ufarlig, må han sige alle de farlige ting, vi høfligt tier om. Så den søde dans i første sats af symfonien er altså narren, der danser op, og som næsten falder over sine egne små ben. Det, der lyder som hygge, er i virkeligheden en maske. En skæv dans for alle, der har prøvet at føle sig forkerte og ude af trit med det pæne, velfriserede samfund.

Kan musik lyve? Umiddelbart vil man sige nej. Ord kan lyve, men toner kan ikke. Men en af styrkerne i Mahlers musik er de mange forskudte følelser og kalejdoskopiske lag, der bevæger sig ind over og under hinanden. Lystighed får et strejf af noget grumt. Det grumme gøres der grin med. Mahler kan pludseligt trække et musikalsk forhæng tilbage fra noget hæsligt eller banalt og vise os noget ægte, smukt og transcendent. Katolsk tyngde kan afløses af en buddhistisk, ophøjet ro eller af inderlig glæde. Og man er absolut ikke altid sikker på, hvor man har ham. Netop disse forstillelser eller løgne gør ham autentisk og sand. For han viser os livets kompleksitet, dets omskiftelighed. At vores følelsesliv altid (?) er en blanding. At mennesket har potentiale for det ophøjede og for det gemene, for visdom og naragtighed. Når du skal ind at høre symfonien, bemærker du, at koncertmesteren har to violiner med. Det er fordi den ene af dem er stemt en tone højere end den anden. I anden sats af symfonien trækker skyerne nemlig for alvor sammen. En violin stemt en tone for højt gør musikken skæv og uhyggelig. Mahler siger selv, det er døden, der spiller op. Karakteristisk nok bliver døden her skildret som en art fuld folkemusiker. Man sidder lidt med et grin i halsen og

Profile for Odense Symfoniorkester

VIRTUOS sæson 2017/18  

VIRTUOS sæson 2017/18