Menighedsblad 2008_02

Page 3

Hvad er ledelse for en størrelse Af Natalie Munkholm

Hvad er lederskab egentlig for en størrelse? Det er der mange bud på. I min verden handler lederskab ikke om smarte modeller, men helt grundlæggende om at Gud har kaldet os alle til at udføre sit arbejde, og at det ofte på et tidspunkt involverer at lede noget eller nogen.Jamen – kan jeg allerede nu høre - man skal jo være den og den slags person, jamen man skal jo kunne noget og være noget særligt for at være en god leder. Og – tænk – det tror jeg faktisk ikke. Lederskab findes i alle mulige former og på alle mulige niveauer. Lederskab er ikke så meget form, som det er indhold. Tænker man nærmere over hvad lederskab er, så leder langt de fleste mennesker allerede i det daglige i et eller andet omfang. Det er for eksempel lederskab at give dine værdier videre til dine børn, og herudfra fastsætte familiens rammer. Det er lederskab at være i en mikrorelation, hvor I støtter hinanden i personlig og åndelig udvikling. Det er lederskab at arrangere en hyggeaften sammen med nogle venner, det er lederskab at igangsætte en ikke-fordømmende meningsudveksling omkring værdier og holdninger, det er lederskab at vide hvornår nogen i din celle har særligt brug for hjælp, og at drage omsorg for at hjælpen bliver givet, det er lederskab at være opmærksom på at få snakket med de nye i menigheden. Det er lederskab at lægge et budget og at holde det. Lederskab er også at lede sig selv. Mange af os leder professionelt til daglig på arbejdet eller er med i bestyrelser eller andet lederskab i fritiden. Der findes mange akademiske bud på definitioner af ledelse. Men det starter ifølge min opfattelse oftest med, at man tillader sig selv at genkende, at mærke efter, at der er egenskaber man allerede er i besiddelse af, discipliner man allerede behersker, fremgangsmåder man allerede har styr på, ønsker og drømme man gerne vil opnå, der gør, at man helt grundlæggende er klædt på til at være med til at lede noget eller nogen. Så kan alle principperne og de smarte modeller altid komme bagefter. Dernæst, Gud har sagt at før du blev skabt havde han

gode tanker om dig, perfekte planer for dit liv. Han ser på dig og tænker, hvor smukt, hvor perfekt, hvor vidunderligt. Gud har udstyret dig på præcis den måde du er, sådan at du passer perfekt ind i de tanker og de planer han har lagt for dig. Ingen er forkerte, ingen er for små eller uerfarne, du behøver ikke lige tage dig lidt sammen for at være god nok for Gud. Så - det at være i tjeneste er noget vi alle er bestemt til og udstyrede til på et eller andet plan, det er langt fra noget vildt og farligt og krævende som kun særligt dygtige mennesker med en helt særlig kaldelse og personlighed kan udføre. Samtidig, er det ikke sådan, at dem der så er i tjeneste eller leder, pludseligt bliver de særligt frelste eller hellige, eller bliver bedre mennesker end resten af os andre. Så længe vi alle er der, hvor Gud lægger det til rette, så løfter vi opgaverne i flok, hver på sit tidspunkt og indenfor sit område. Det betyder, at selvom OFM jo er fyldt med kompetente og overdådigt dygtige mennesker med gaver og udrustning til alle mulige slags tjenester, så tør du måske at være med til at lede og at stille dig til rådighed, på det tidspunkt og det sted, hvor du mærker muligheden åbner sig. Kombinerer man så Guds perfekte skaberværk (dig) og Guds perfekte tanker for dig i tjeneste for Ham, og det afmystificerede ”at lede”, ja, hvad mangler så: at man siger ”ok”. Og, der mener jeg at tjeneste for Gud i form af lederskab IKKE forudsætter at man skal tage sig lidt mere sammen, bide tænderne sammen og svede mere, eller at lægge en ting til i rækken af ting man burde gøre. Vi kan prøve så godt vi kan, i ydmyghed og afhængighed af Gud. At turde løbe risikoen for at begå fejl, og vide at man bliver tilgivet. At vide, at ansvaret for resultatet i sidste ende ikke er dit, men Guds; det er Guds børn, ikke mine, det er Guds menighed, ikke min, det er Guds plan, ikke min. Det er et fantastisk frigørende sted at være, og det gør at jeg selv tør at være med.

3


Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.