Page 1


Kent Nielsen ser tilbage på hans tid i England Vores træner, Kent Nielsen, havde en flot karriere som spiller, hvor han bl.a. spillede en hovedrolle, da Danmark vandt EM tilbage i 1992. Inden da spillede han to og et halvt år i den engelske klub, Aston Villa, og vi fik ham til at fortælle lidt om den tid, han havde i England. Da du forlod Brøndby, og skiftede til Aston Villa, var der da en særlig grund til, det lige blev engelsk fodbold? - Jeg ved ikke, om der var nogen særlig grund. Der var også andre klubber, der var interesserede, allerede da jeg spillede i Brønshøj. Jeg var tæt på bl.a. Norwich, der lå de også i den bedste række, Nantes i Frankrig, og Hannover 96. Der har været lidt fra forskellige lande, og jeg havde en vis åbenhed. Celta Vigo i Spanien havde faktisk også været inde i billedet, men der hvor det rigtig var alvorligt, det var England. Jeg havde det fint med England, vores alder er jo opvokset med engelsk fodbold, det var stort set det eneste, man så, når man ikke så VM, og så lidt af Mesterholdenes Turnering. - Der var ikke nær så meget fodbold i TV dengang, så engelsk fodbold var jo højt rangeret, og så vidste jeg også godt, at det passede mig godt. Det franske sagde jeg selv nej til, og Spanien var ikke så højt profileret,

som det er i dag. Engelsk og Tysk fodbold var nok det, der passede mig bedst, så det var ikke helt tilfældigt. Hvordan kom et skifte i stand på det tidspunkt? Man havde vel ikke en agent? - Nej, det havde jeg ikke. Graham Taylor, der senere blev engelsk landstræner, var manager for Aston Villa, og han havde været ovre og se en landskamp, hvor vi spillede mod Sverige. Han var der faktisk for at kigge på en svensk spiller. Jeg spillede en halvleg efter aftale, og det gjorde jeg fordi, Brøndby skulle også en tur til Seoul for at spille en international turnering. DBU havde 100 års jubilæum, så jeg skulle spille en halvleg, og det var dér, han så mig, og kontaktede så klubben. Da jeg kommer hjem i ferien, bliver jeg så kontaktet af Brøndby, der sagde, at de gerne ville købe mig, og de ville komme på det og det tidspunkt, og så gik det meget stærkt. Så havde jeg en med, der havde lidt forstand på juridiske papirer, men ellers var der ikke nogen agent inde over.


- Det gik hurtigt, men man kunne også godt mærke, når man sad overfor sådan en engelsk klub, at de havde haft en lang tradition for at have professionel fodbold, så det var meget smertefrit både med løn og med diverse vilkår. Det hele var tænkt igennem, så det var ikke svært at sige ja til. Du var 27 år, da du skiftede. I dag ville man måske sige, det var en lidt sen alder at tage afsted i, men hvordan var det dengang? - På det tidspunkt i engelsk fodbold var der regler om, hvor mange udlændinge man måtte have. Man måtte maks. have tre i truppen. Der er ingen tvivl om, at i dag skifter man væsentligt yngre. Der er også kommet mange internationale regler om, hvor mange unge man skal have af egen avl og sådan noget, så der er mange af de her gigantiske klubber, der henter i busvis eller lastbilvis fra hele verden i en meget ung alder, og det er for, at de kan få de rette papirer, når de bliver senior. - Sådan var det ikke dengang. Der hentede man spillere, hvis de skulle forstærke holdet, og der kiggede man ikke så meget på alder. Man kiggede heller ikke voldsomt meget på videresalgspotentiale og sådan nogle ting. Man blev hentet for at spille. Jeg har slet ikke fortrudt, det var det eneste rigtige for mig. I dag hører man om mange, der kommer afsted, og meget hurtigt bliver trætte af ikke at spille. Jeg tog afsted for at spille, og det var jeg klar til. Jeg stor med en vis erfaring, og selvom der er nogle ting, man skal vænne sig til, i særdeleshed tempoet i England, så havde jeg bevist via landskampe og internationale kampe med Brøndby, at det kunne jeg godt. Jeg tog afsted for at spille, og pengene var væsentligt anderledes dengang, end de er i dag. Det er faktisk latterligt at tænke på.

sin trup, og jeg tror også, de på det tidspunkt havde en ide om, at der ikke var så mange udlændinge, der kunne håndtere den del af det, så derfor blev de heller ikke hentet i hobevis. I din første sæson spillede du fuld tid i 44 kampe, overraskede det dig, at du blev så vigtig en brik på holdet med det samme? - Ja, altså jeg kan huske, jeg startede den første eller to kampe, og der gik det stærkt, og så fik jeg et par kampe på bænken. Jeg vil ikke sige, jeg blev overrasket, men jeg havde heller ikke en forventning om, at jeg bare ville spille alle kampe. Jeg spillede mange kampe, og det var i en sæson, hvor vi havde fabelagtige resultater. Det krævede også meget, også det at man starter en sæson i midten af august, og så er det bare nonstop frem til maj. Dengang var der jo heller ikke straffesparkskonkurrence i pokalkampe, der spillede man nye kampe, hvis man spillede uafgjort, og hvis man spillede uafgjort igen, var det en ny kamp igen. De mente, det var usportsligt, hvis det skulle afgøres på straffe, så der kunne man godt rende ind i lidt ekstra kampe. Men jeg var enormt glad for det. Hvor stor var niveauforskellen på den danske og den engelske liga? - På nogle områder var den ekstrem stor. På fysik og tempo var den rigtig stor. Rent spillemæssigt har jeg altid været berømt for spillet med bolden, men jeg tror, de havde en anerkendelse af, i forhold til andre midtstoppere, at jeg kunne en hel del bold. Jeg kunne godt tage bolden ned, og jeg kunne godt aflevere. De ting som ikke så mange engelske midtstoppere kunne. Men på de andre parametre var der ekstremt stor forskel.

Hvor stor en tilvænning krævede det at vænne sig til engelsk fodbold?

” Jeg tog afsted for at spille, og pen-

- Det krævede meget. Der hvor engelsk fodbold virkelig distancerede sig, det var tempoet i alle kampe. I Europa blev der spillet én form for fodbold, og i England blev der spillet i et ekstremt højt tempo, og sådan var det i stort set alle kampe. I dag kan man jo godt se, at der er væsentligt større forskel på holdene i Premier League, det var der ikke dengang. Der skulle man vænne sig til meget fysik, meget hurtighed og det var direkte. Det krævede virkelig meget tilvænning. Der var jo også kun tre udlændinge, man måtte have med i

gene var væsentligt anderledes dengang, end de er i dag. Det er faktisk latterligt at tænke på. I den første sæson blev Aston Villa nummer to. Hvor stort var det? - Det var fantastisk stort, også fordi det ikke var de forventninger, der var til det. Vi var et af de mindre


hold. Aston Villa er historisk en gigantisk klub, de var jo også med til at starte ligaen og sådan nogle ting, og det betyder meget i England, hvordan det historisk er. Men forventningerne til den sæson var, at man havde været meget tilfreds med en midterplacering. Derfor var det en fantastisk oplevelse, fordi der var mange fyldte stadions, og vi lavede mange gode resultater. På det tidspunkt var stemningen anderledes på de engelske stadions, det er ikke alle steder i dag, det er på samme niveau. I din anden sæson kom i med i UEFA Cuppen, hvor i bl.a. vandt 2-0 hjemme over Inter, der senere vandt turneringen. Hvordan var det at være med til det? - Jeg havde jo spillet internationale kampe før. Det der var det specielle ved det, var jo at de engelske og britiske hold var kommet tilbage i de europæiske turneringer i den sæson. De havde været udelukket pga. hooligans optrædener og sådan noget. Der var jo en enorm fokus og opmærksomhed på alle de engelske hold fra hele England, hvordan de nu klarede sig. - Jeg mener, vi slår et polsk hold til at starte med, og så ryger vi ind i Inter. Det var jo fantastisk på Villa Park, og også få lov til at score mod et meget kompetent Inter-hold med Zenga i spidsen. Derfor kan man godt ærgre sig over, at vi havde det svært på San Siro, og tabte, men det var også mod et klassehold. Vi var et hårdtarbejdende fodboldhold, som havde det helt store plus i det kollektive, så det var stort, men derfor har man stadig lov at ærgre sig over, at man ikke kom videre. Det var et fremragende mål, du scorede i den kamp. Er det et, du husker tilbage på? - Nogle gange løber man ind i nogle mennesker, som godt kan huske det, og så minder de mig om det, men ellers er det ikke noget, der fylder i min hverdag. Det er ikke noget, der fylder noget, men jeg har en bevidsthed om, at det var et fint mål, og det var et, der skabte meget opmærksomhed. Det var også pga. hele hypen, som jeg siger, om de engelske hold, der var kommet tilbage i europæisk fodbold. Så sådan et mål mod sådan et klassemandskab, det fyldte meget derovre. I anden sæson spillede du også størstedelen af kampene. Her sluttede i som nummer 17, hvordan var det at gå fra en andenplads til en 17. plads?

- Klubben var jo meget afklaret med, at i forhold til budgetter og hvilke spillere man kunne få og ikke få, så rangerede vi ikke i den øverste tredjedel. Man var skuffet over, at det blev nummer 17. Man havde forventninger om, at det blev mere, og tættere på den øverste tredjedel. Det var skuffende, at vi blev nummer 17, men at vi ikke kunne følge op på andenpladsen, det var ikke overraskende. Det havde været en større overraskelse, hvis vi havde været i top tre. Selvom du spillede en masse kampe i de første to sæsoner, ryger du pludselig helt ud af holdet i tredje sæson. Hvordan kan det være? - Ham der hentede mig, stoppede efter en sæson, hvor han blev engelsk landstræner, og så fik vi en slovakisk træner, hvor jeg også spillede alle kampene, og så kom Big Ron Atkinson til den tredje sæson, hvor jeg kom til at spille mindre og mindre. I bund og grund har jeg altid sagt, at hvis man ikke spiller, så er det fordi, man ikke er god nok, og så må man bare prøve at klø på og gøre det så godt som muligt. - Når det så er sagt, så havde Ron Atkinson et ry for at handle meget, så da jeg ryger til AGF i starten af 1992, der var jeg spiller nummer 18, han havde solgt, og han


havde fået 17 nye ind. Meget af det hold der var blevet nummer to, var kommet andre steder hen, og jeg tror kun, det var Paul McGrath, der var tilbage, og så måske en eller to mere. Overordnet set var det bare konsekvensen af det.

for at følge os i Liverpool, de stod og sang fra den halvanden time de ankom på stadion før kampen, under kampen og også efter kampen, uanset om vi var bagud eller noget, så var de bare så glade. Det var en kæmpe oplevelse.

Var der ikke andre muligheder for at blive i England, i stedet for at tage til AGF?

Var der nogle spillere, der gjorde særligt indtryk på dig, da du var i England? Både medspillere og modspillere?

- Min gamle manager sagde til mig, at jeg ikke skulle gøre mig forhåbninger om, at klubben ville lade mig gå til en anden engelsk klub, for hvis jeg så gjorde det godt der, så havde manageren jo fejlet. Jeg ved ikke, om det havde noget på sig. Der var nogle forespørgsler, men det var ikke noget, der blev forelagt mig. I den sæson sidder jeg mere på bænken, og bliver skiftet ind. Spiller lidt kampe hist og her, og spiller også på midtbanen i nogle kampe. Der var jeg også ved at have en alder, hvor jeg ikke gad det. Jeg ville spille. Men jeg tror ikke, der er nogen, der kan pege fingre af min indgang til træning og min måde at håndtere tingene på. - I bund og grund var det uholdbart, for jeg vidste godt, at jeg ikke havde så mange år tilbage, og jeg ville ikke bruge det på at sidde på bænken, jeg ville hellere spille hver eneste uge. Økonomisk kunne det have betalt sig for mig at blive, for jeg havde en treårig kontrakt, og hvis jeg blev den ud, så skulle klubben automatisk give mig minimum et år mere, men jeg valgte at sige, jeg hellere ville afsted, så jeg kunne spille. Hvad var den største oplevelse i din tid i Aston Villa? - Der er ingen tvivl om, at man bliver målt på resultater. Jeg kan huske den sidste kamp, i den sæson hvor vi bliver nummer to. Vi var faktisk lidt skuffede over, at vi kun bliver nummer to. Jeg kan ikke huske, hvor mange kampe, der er tilbage, men vi vinder på White Hart Lane, og der går vi faktisk på førstepladsen. Jeg tror, der er seks-syv runder tilbage, og det er en midtugekamp. Vi slår Tottenham, men så kvajer vi os i den efterfølgende hjemmekamp mod Wimbledon, og der går Liverpool så på førstepladsen, og der har vi svært ved at hænge på. - Det jeg erindrer, som jeg synes, var fantastisk, det var i den sidste kamp ude mod Everton på Goodison Park. Jeg tror, vi spiller 3-3, og andenpladsen er sikret. Jeg tror, vi har 7-8 point op til Liverpool, og vi har 6-7 point ned til nummer tre. Fansene der var rejst nordpå

- Paul McGrath og jeg kom samtidig, og jeg har været privilegeret ved at spille sammen med mange dygtige forsvarsspillere, men der er ingen tvivl om, at han var ekstremt dygtig. Han kom fra Manchester United, og havde haft problemer på skadesfronten, og havde også haft nogle problemer på det mere personlige plan. Vi fandt ind i et rigtig godt samarbejde, og kom tæt på hinanden. Vi kom til klubben samtidig, og vi boede på hotel sammen, så vi så en del til hinanden. Jeg synes, han var dygtig. Han havde noget hårdhed, men han havde også noget spil, som ikke så mange andre midterforsvarere i England havde på det tidspunkt. Hvordan oplevede du en spiller som Vinnie Jones? - Jeg sagde før, at jeg også havde spillet nogle kampe på midtbanen, og en af de kampe jeg skulle spille der, det var faktisk for at komme til at spille overfor Vinnie Jones. Han havde et ry som en hardhitter, og det var han jo også. Han blev jo også ophøjet i medierne som kult, og på det tidspunkt var Wimbledon jo også kult. Der var meget fysik og meget aggressivitet, og det forstod de at udnytte rigtig godt. Han var jo ikke nogen stor fodboldspiller. Jeg tror, han er en større skuespiller, end han var fodboldspiller, men han var effektiv for dem. Når du tænker tilbage på din tid i England, hvordan var din generelle oplevelse så derovre? - Jeg var ekstremt glad. Jeg havde da også nogle fine oplevelser med AGF, men jeg ville heller ikke have haft noget imod, hvis der havde været en fornuftig mulighed for at blive derovre. Måden at leve på og måden at opleve den her dedikation til at spille fodbold, både fra spillerne men også fra fans. Det at kunne bakke op, selvfølgelig i medgang men måske endda endnu mere i modgang. Det var noget, der faldt mig i øjnene, og var en fantastisk oplevelse. Det er med stor glæde, jeg tænker tilbage på de lidt over to og et halvt år.


Hvis man sammenligner Premier League med dengang du spillede i England, er spillerne så mere forkælede i dag? - Det hele er jo løftet til et andet niveau, når man kigger på deres træningsfaciliteter og deres stadions. Der er kommet så mange flere penge i det, end der var dengang. Det hele er blevet løftet endnu højere op til, at der er mere, jeg ved ikke om man kan kalde det luksus eller forkælethed. De absolut topspillere dem under jeg, at de tjener så mange penge, for det er dem, der kan afgøre ting, men jeg må også sige, at der er en hel del, som jeg ikke synes, er helt så meget topspillere, som også tjener rigtig mange penge på noget, som måske ikke er middelmådigt, men det er ikke noget fantastisk, de kan. Der er sket et ryk, og der er også sket et ryk i forhold til, at unge spillere, meget hurtigt uden at have præsteret, kan tjene mange penge. Det tror jeg, er en udfordring. I Superligaen oplever man af og til, at spillere og trænere beklager sig over, at skulle spille både i weekenden og i midtugen. Hvad tænker man om det, når man selv har prøvet at spille 50-60 kampe på en sæson, og især har prøvet at spille i det stramme juleprogram i England? - Det er jo rigtigt, og der er en pointe. Men i England på det tidspunkt der var spillerne valgt ud, så de kunne håndtere det. Den udvælgelse har ikke været her i

Danmark, og derfor er det for nogle spillere en større udfordring end for andre. Rent træningsmæssigt er vi kommet tættere på her i Danmark, og i dag er det et mindre problem, end det var tidligere. Men det er jo ikke kun i Danmark. I England kører de med de der kæmpe trupper på 40 mand, og de roterer i deres pokalturneringer, hvor de spiller med nogle helt andre hold, end de gør i Premier League. Overordnet set plejer jeg også at sige, at det med at spille tre kampe på en uge, det skal man kunne håndtere, og så er der nogle spillere, der har lidt lettere ved det end andre, men man skal gerne være trænet op til at kunne gøre det. Hvordan er dit forhold til Aston Villa i dag? - Det er det hold, jeg følger. Det er dem, jeg holder med, også selvom de ikke er i den bedste række, og jeg glæder mig til de kommende playoff-kampe, for vi når ikke Cardiff. På den anden side kan jeg også godt unde Kenneth Zohore, at han får den fantastiske oplevelse, det må være at rykke op i den bedste række. - Jeg håber da, at Aston Villa kan komme op via playoff, men de er udfordrede på økonomien ligesom så mange andre klubber i England. Der skal mange penge til, og der kan de ikke helt konkurrere, fordi der er kommet mange fremmede penge ind i engelsk fodbold.


Så er det slut med 'sommerkampene' Puljespillet er overstået, og for OB's vedkommende var der både gode og knap så gode ting. Vigtigst af alt gjorde de dog, hvad de skulle. Det var en skuffelse at OB i denne sæson, endnu en gang, ikke indfriede deres målsætning om en placering i top seks i Superligaen. Resultaterne på sidste spilledag i grundspillet betød, at de sluttede som nummer ni.

i de her kampe, og man har også kunne mærke på spillerne, at det alligevel har betydet noget at vinde. Kent Nielsen har også flere gange givet udtryk for, at det var vigtigt for ham, at der ikke blev taget for let på det.

Det betød, at OB kom i pulje med SønderjyskE, Lyngby og Randers. Fynboerne kom over med 31 point ligesom SønderjyskE, mens Lyngby havde 21, og Randers havde 20. Første mål var at redde livet i Superligaen, og det skete reelt allerede efter et par kampe. Det næste mål for OB var så, at de skulle slutte som nummer et i puljen, og det mål blev nået allerede i den næstsidste runde.

En ting der dog ikke blev rettet så meget op på i puljespillet, er vores resultater på udebane. Det blev til to uafgjorte og et nederlag på fremmed græs, og det er faktisk et halvt år siden, vi sidst har sat en sejr ind på kontoen udenfor Odense. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og man kunne have håbet på, at der blev sat en stopper for den stime.

Selvom det ikke blev til en plads i mesterskabsspillet, så synes jeg alligevel, der har været ting at glæde sig over i puljespillet. F.eks. fik vi sat en stime sammen på fem kampe i træk uden nederlag, hvilket jeg synes, godt kan bruges til noget, selvom det ikke har været mod topholdene.

Den sidste kamp mod SønderjyskE var uden betydning, da vi allerede der havde sikret os puljens førsteplads. Nederlaget på 2-0 rykkede derfor ikke noget i tabellen, men det satte altså en stopper for stimen på fem kampe i træk som ubesejrede. Det bliver derfor spændende at se, om det kommer til at betyde noget for det momentum, holdet havde.

Nicklas Helenius ligner en mand, der er kommet i gang. Han har scoret fire mål i puljespillet, og udover scoringerne har han også bidraget med nogle rigtig gode ting i spillet. Han har vist, at han er rigtig god til at sætte sine medspillere op, og at han har et fint overblik, når han falder lidt ned i banen. Vi har også vist, at vi kan dominere kampene på hjemmebane. En enkelt eller to af dem har måske været på en lidt billig baggrund, men vi har klart været det bedste hold i alle vores tre hjemmekampe i puljen, hvor vi har hentet ni point. Der har været meget snak om, at der ikke har været ret meget på spil i de her kampe, og nogle har kaldt dem for 'sommerkampe', og man kan da heller ikke være uenig i, at der har været meget lidt på spil i nogle af dem. Jeg synes dog alligevel, at holdet har vist en vilje til at god ud og præstere

Nu er det så slut med de såkaldte 'sommerkampe', og i stedet venter der nu to kampe, hvor der er meget på spil. For det første står vinderen stadigvæk med muligheden for at spille sig frem til den Europa-Finale, der venter mod nummer tre eller fire, og for det andet har vi revanche til gode fra vores seneste kamp mod AGF, hvor vi var ramt af skader og sygdom, og leverede en elendig indsats, og tabte 1-0. Det burde være motivation nok for spillerne. AGF har nærmest både været i himmel og helvede i deres pulje. De har gjort det rigtig godt i nogle kampe, men de har til gengæld også været virkelig ringe. De sluttede dog puljen af med manér, da de vandt 5-2 ude over Silkeborg i den


sidste kamp, og spørgsmålet er, om den sejr kan være med til at give dem lidt mere selvtillid.

være der fra første fløjt, for nu er der noget på spil.

Nogle mener, at det havde været bedre for os, hvis vi skulle møde Hobro i stedet for AGF, men snakken blandt spillerne i Ådalen har hele tiden gået på, at vi skulle gå efter at komme i den Europa-Finale, og når man vil det, så skal man bare kunne vinde, uanset om man møder AGF eller Hobro.

Kampe mod AGF er jo også noget særligt i sig selv. Det er to store danske traditionsklubber, der måske ikke har levet op til ambitionerne de senere år, men det betyder ikke, at kampene mellem dem er kedelige. Hvem husker ikke dramaet efter den seneste kamp på Odense Stadion? Jeg tror, der er potentiale i de to kommende opgør.

Det har været dejligt at se, at vi har spillet lidt mere frit i kampene i puljespillet, og jeg er spændt på at se, om Kent Nielsen vil gribe kampene mod AGF an på samme måde, eller hvordan han vil gøre det. Der er i hvert fald lagt op til nogle interessante kampe, hvor det gælder om at

Derfor håber jeg også, at tilskuertallet tager et ordentligt nøk op, når vi tager imod AGF. Der har ikke været så mange folk på stadion i 2018, men hvis AGF skal besejres over to kampe, så er der brug for hjælp fra tribunen. Så tag endelig fat i jeres nabo, fætter eller bedstemor og lad os få stadion fyldt op.

Den første kamp i Århus spilles søndag den 6. maj kl. 12.00, og kampen i Odense spilles søndag den 13. maj kl. 18.00.


Husker du.. Nenad Novakovic? Datoen er den 8. december 2006. OB meddeler, at de har hentet den 24-årige serbiske målmand, Nenad Novakovic i Køge Boldklub. Glæden var stor i den fynske klub, og han blev præsenteret som en af de største målmandstalenter i dansk fodbold. Umiddelbart så det dog lidt mærkeligt ud, at OB skulle hente en ny målmand på dette tidspunkt, da både Arek Onyszko og Anders Lindegaard var i truppen. Man kom dog hurtigt til at forstå, at det var en lidt speciel handel med Novakovic. OB's daværende træner, Bruce Rioch, havde nemlig en søn ved navn Gregor Rioch, der havde været en del af trænerteamet i Køge Boldklub, og det var angiveligt ham, der skulle have anbefalet sin far at hente Novakovic. Det var ikke kun OB, der var interesseret i den serbiske målmand på det tidspunkt, men det lykkedes alligevel for fynboerne at lande en aftale med ham, og de betalte angiveligt 500.000 kr. til Køge. Novakovic tiltrådte i OB ved årsskiftet, og den 20. januar spillede han med i en træningskamp mod FC Fyn. Det var en kamp, der bestod af tre

halvlege af en halv time, og her spillede han den sidste halve time, efter Arek og Lindegaard havde spillet de to andre. OB vandt kampen 3-0, og det var det eneste, Novakovic kom til at spille for OB. På transfervinduets sidste dag den 31. januar blev den serbiske målmand nemlig solgt til Reggina i Serie A. OB meldte ud, at de havde fået et tilbud, der var umuligt at sige nej til, og dermed forlod han altså Ådalen, inden overhovedet at have spillet en officiel kamp for klubben. Der er aldrig blevet bekræftet en pris på Novakovic, men de vedvarende rygter går på, at han blev solgt for 7,5 mio. kroner. Det giver altså et plus på 7 mio. kroner for en mand, der kun nåede at være i klubben i en måned. Det må være et af de mest spektakulære salg i Superligaen nogensinde. Novakovic fik aldrig succes i Reggina, og efter kun halvandet år forlod han den italienske klub, og skiftede på en lejeaftale til den norske klub, Aalesunds. Efter tiden i Norge vendte han tilbage til Danmark, hvor han skrev en tre-årig kontrakt med FC Nordsjælland, men her rev han kontrakten i stykker efter kun halvandet år, da han ikke kunne spille sig på holdet.


Spørgehjørnet med Kenneth Emil Petersen I denne måned er det vores anfører, Kenneth Emil Petersen, vi har haft en snak med i vores spørgehjørne. Han er en af de mest rutinerede spillere i truppen, og har oplevet en del i sin karriere. Hvordan startede du med at spille fodbold? - Det fik jeg jo nærmest ind med modermælken, i og med min far også var professionel fodboldspiller. Det kom meget naturligt. Jeg har en storebror, der også spiller fodbold, og så er man jo også bare dreng, der er det jo ofte en bold, der er med i legen, når man er helt lille. Så det kom ret tidligt ind i vores liv. Hvad er dit første minde med fodbolden? - Jeg tror ikke lige, jeg sådan har et minde. Når jeg tænker tilbage, tænker jeg jo på de store ting, jeg har opnået. Det kan være sådan en lille ting, som når man tog cyklen, og kørte over på banerne ovre i Solrød, og var sammen med alle kammeraterne, dengang det bare var en leg. Det er det stadigvæk, men på en lidt anderledes måde. Dengang man ikke havde nogle bekymringer, og

det bare var spillet med bolden, der var verdens fedeste ting. Hvordan var det for dig at komme til OB? - Det var spændende. Jeg havde været i AaB i rigtig mange år, og kendte alle tingene ud og ind der. Kendte alle mennesker i og omkring klubben, og kendte også mange i byen, og havde fået et stort netværk. Det var specielt at rive alt det op og komme til en anden klub, men det var også det jeg søgte, at prøve noget nyt og få nogle nye holdkammerater, og få et nyt sted at møde hver morgen. Det var specielt, men jeg har ikke fortrudt et sekund. Hvad har været det største øjeblik i din karriere? - Det må være Danmarksmesterskabet med AaB. Det er ikke mange, der får lov til at vinde sådan et, så det er jeg meget stolt af.


Hvem er den bedste, du har spillet sammen med? - Jeg synes, jeg har spillet sammen med mange gode spillere, men jeg vil sige Andreas Johansson, der også har været her i OB. Da han var i AaB, var han en af dem, man gerne ville give bolden. Han var ekstremt dygtig. Hvis jeg skal pege på én, så tror jeg, at jeg vil vælge ham.

Jamie Carragher er jo også en, som jeg har set meget af. Hans entusiasme, hans lidenskab til fodbolden og hans udstråling, det er også noget, jeg har set op til. Så hvis jeg skal nævne to, så er det nok de to. Hvis du selv kunne vælge, hvilken klub i verden ville du så spille for?

Hvem er så den bedste, du har spillet mod?

- Liverpool.

- Det kan lyde lidt mærkeligt, men det er faktisk en højre back, Thomas Meunier, som spiller i PSG nu. Han spillede i Club Brügge, da vi mødte dem i Europa League med AaB, og det er sjældent, man går fra banen, og tænker, at højre backen var den suverænt bedste, men det tænkte jeg i to kampe i træk, da vi blev savet midt over af Club Brügge i de her kampe. Han var godt nok dygtig.

Hvis du skulle lave et 5-mands hold ud af spillerne fra truppen, hvilke fire holdkammerater ville du så vælge?

Hvilken fodboldspiller ser du op til? - Jeg ser ikke op til nogen nu, men jeg vil sige, og det er meget usexet, at jeg så op til Mads Rieper, da jeg var i Horsens. Den måde han gjorde tingene på som anfører, det menneske han var, og den træningsmentalitet han havde, det er noget, jeg har set meget op til. Jeg er Liverpool-mand, så

- Er det indendørs? Skal jeg selv være med på det hold? Så ville jeg tage Julius Eskesen og Mathias Greve. Jeg tager også Jeppe Tverskov, og så mangler der en. Så tager jeg Rasmus Festersen. Hvad betyder det for dig at spille for OB? - Det betyder da meget. Jeg er glad for at være her, og jeg synes, det er en skøn klub, så det er jeg da rigtig glad for.


Rømer: OB er en stor klub med store traditioner André Rømer skiftede til OB i januars transfervindue efter mange år i FC Midtjylland. Her fortæller han om skiftet og hans første tid i Ådalen. I januars transfervindue hentede OB André Rømer i FC Midtjylland, og han skrev under på en kontrakt, der gælder frem til sommeren 2021. Rømers tid i FC Midtjylland startede allerede som ungdomsspiller på klubbens akademi, og som senior nåede han at spille mere end 150 kampe for klubbens førstehold. I efteråret 2016 skrev han under på en ny 5-årig kontrakt med midtjyderne, så der var stadig 3,5 år tilbage af hans kontrakt, da han skiftede til OB. Selvom hans kontrakt ikke var gammel, og der stadig var lang tid tilbage af aftalen, så mener Rømer selv, at han skulle have været væk fra FC Midtjylland tidligere. - Jeg havde egentlig prøvet at komme væk i noget tid, så at det lige blev i januar, var også et halvt til et helt år for sent for mig. Jeg var gået lift i stå i Midtjylland, og fik ikke så meget spilletid, som jeg gerne ville, så det var naturligt for mig, efter at have været der i mange år, at søge videre og prøve noget andet. Det er nu fire måneder siden, Rømer skiftede til OB, og han erkender, at det ikke har været helt så godt på banen. Udenfor banen mener han dog, at skiftet har været rigtig godt for ham. - Det har været lidt op og ned. Udenfor banen har jeg det rigtig godt, det er en sindssyg god trup. Inde på banen har det været meget blandet, der har ikke været mange kampe på det niveau, som jeg ved, jeg kan være på, og også havde regnet med, jeg skulle ind og bidrage med. Det har været en lidt større omvæltning at komme til OB og spille på en anden måde, end jeg har gjort i 9,5 år, end jeg lige havde regnet med. Har det været nemt at falde til i Odense?

- Ja, det har det helt bestemt. Truppen har taget sindssygt godt imod mig. Det har været meget nemt at komme ind på holdet. Alle snakker med alle, og det er en rigtig harmonisk trup. Kort tid inden skiftet til OB blev Rømer far for første gang, men det var ikke noget, der spillede ind omkring beslutningen om at tage til OB, at familien skulle rykkes op. - Det har egentlig ikke været så svært, og det var ikke så meget inde over beslutningen. Jeg er kun kommet tættere på hjem. Min kæreste og jeg kommer begge fra Køge, og det var også noget af det, der gjorde det nemt at vælge OB, at vi har noget tættere hjem. Det blev til mere end ni år i FC Midtjylland for Rømer, inden han forlod klubben. Han erkender da også, at det ikke var nemt at takke af derovre, men samtidig var han ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. - Nej det var det da ikke, men hvis man vil sin fodbold, så må man også sige farvel til de trygge omgivelser. Det var også det, jeg gjorde, da jeg tog til Midtjylland. Jeg har stadig et godt forhold til mange af dem i Midtjylland, både trænere og spillere. Selvfølgelig er det lidt vemodigt, når man har været så lang tid et sted, men det var tid til at prøve noget andet, og det var Midtjylland heldigvis enige med mig i. Hos FC Midtjylland var klubbens fans meget glade for Rømer, og han blev døbt 'Kong Rømer'. Han er glad for den måde, fansene i Odense har taget imod ham på, men han ved godt, at han skal arbejde hårdt for at få den samme status her. - De har taget rigtig fint imod mig. Det har selvfølgelig været lidt op og ned med spillet og resultaterne. Det gør nok også, at man ikke bliver hyldet som en konge, og det skal man selvfølgelig heller


ikke, før man beviser noget. De har taget rigtig godt imod mig, og så må jeg selv bevise noget for at få det sidste. Efter skiftet fra FC Midtjylland til OB er Rømer gået fra at spille med i toppen til at spille i den anden halvdel af tabellen. Selvom han selvfølgelig gerne ville spille med i toppen stadigvæk, har det ikke været svært at indstille sig på noget andet. - Det har egentlig ikke været så svært. Selvfølgelig vil man gerne spille med i toppen, det vil alle, og det regner jeg også med, vi kommer til. Vi havde ambitionen om top seks, men det lykkedes ikke. Vi går ind til alle fodboldkampe for at vinde, og det gjorde vi også i Midtjylland, så på den måde er det ikke anderledes. Om vi spiller i Parken eller hjemme mod Helsingør, det ændrer ingenting. Jeg går ind til alle kampe for at vinde, og det har jeg altid gjort. Hos FC Midtjylland vandt de flere kampe, end de tabte, mens det har været omvendt i OB. Det har været en lille omvæltning for Rømer, der dog stadig mener, at OB kan betegnes som en større klub end FC Midtjylland. - Ja, det er det selvfølgelig. Jeg tror heller ikke, der var nogen, der havde regnet med, at det skulle være så svært i starten af foråret, men det må man tage med. Jeg vidste godt, det var et lille skridt ned i første omgang, men det vender forhåbentlig på et tidspunkt. - Da jeg kom her, sagde jeg, at jeg skiftede til en større klub med større traditioner. Midtjylland er en ung klub, der gerne vil fremad, men de har ikke så mange år på bagen endnu. Her er der stort fokus på OB, og man kan næsten også sige, der er større pres, fordi der er så mange fans, og klubben har præsteret så godt tidligere. Rømer har ikke for alvor bidt sig fast og fået en vigtig rolle på holdet i OB endnu, og han vil ikke give Kent Nielsen skylden for det, da han ikke selv mener, at han har ramt sit bedste niveau endnu.

- Ja, selvfølgelig havde jeg det. Jeg skiftede for at spille fast, det var ambitionen. Men jeg bebrejder ikke kun Kent, jeg bebrejder også mig selv. Det har været meget blandet, både for holdet og mig selv. Der har ikke været mange kampe, hvor jeg har været rigtig tilfreds med min egen præstation. Jeg synes, jeg er begyndt på at finde niveauet, og når jeg lærer folk bedre at kende, og de lærer mig bedre at kende, så regner jeg med, at mit niveau stiger. Efter fire måneder i klubben kan han godt begynde at danne sig et overblik over, hvilke forskelle der er på at være i FC Midtjylland og i OB, og han ved da også godt, hvad der er de største forskelle. - Det er nok det med, at i Midtjylland spillede vi med om guldet, og her spiller vi om de sekundære placeringer. Ellers er det måske noget med træningen, hvor tingene bliver gjort på en anden måde, end jeg har været vant til i ni år, det er selvfølgelig også noget, man skal vænne sig til. Spillestilen her er også 4-4-2, og jeg har altid været vant til at spille med tre på midten. Det er lidt nogle andre løbemønstre og placeringer, man skal have nu. OB har altid været kendt som en klub, hvor der er stort pres fra omgivelserne, og det har Rømer da også allerede lagt mærke til, selvom han kommer fra en klub, der selv melder ud, at de skal vinde guld. - Selvfølgelig forventer folk, at Midtjylland vinder, når de selv har meldt ud, som de har, at de vil vinde guld, men jeg synes stadig også, der er et stort pres her. Folk har været vant til noget andet, end hvad der foregår lige nu, så det er klart, de ikke er tilfredse med situationen, hverken spillerne, trænerne, lederne og især de fans der har fulgt med i mange år. - OB er en klub, der hører til i toppen, og hvis vi slutter som nummer syv i denne sæson, er det selvfølgelig heller ikke acceptabelt.


Månedens spiller - Nicklas Helenius Nicklas Helenius har for alvor fundet målnæsen frem i denne måned. I de seks kampe i puljespillet har han scoret fire mål, og udover det har han leveret nogle rigtig stærke præstationer. Derfor valgte vi ham som månedens spiller i April. Du har spillet nogle gode kampe og scoret nogle mål i den her måned, er du begyndt at spise noget nyt til morgenmad? - Haha, nej overhovedet ikke. Jeg gør de samme ting. Jeg har egentlig følt, siden vi startede i vinters, at jeg har fundet mit niveau her, men jeg spillede ikke de første kampe i år, så det var lidt svært at komme ind og vise, men det føler jeg, at jeg får gjort nu. Hvad er din egen forklaring på, at du har været så godt spillende i denne måned? - Jeg synes, jeg spiller mere på mit instinkt og mit spil, og jeg får også lov til det i og med, at vi spiller mere direkte fodbold, som passer mig godt. Jeg synes, jeg er meget med i kampene, og har en del boldberøringer, og det kan jeg godt lide. Jeg kan også mærke til træning, at jeg har hævet mit niveau, og jeg kan holde kadencen bedre og have et højere bundniveau. Jeg føler mig bare i rigtig god form lige nu, og jeg spiller fodbold på ren og skær glæde og instinkt, og det er jo der, man er bedst.

Det ser også ud til, det passer dig godt at falde lidt tilbage i banen? - Jo, det har jeg altid gjort. Det er måske det, jeg har haft lidt svært ved at finde, fordi de hold vi har mødt, især i efteråret, de var meget kompakte på os. Jeg føler også, jeg har fået lidt mere kadence til at gå ned i banen og være med i spillet. Der synes jeg i hvert fald, at jeg er lidt undervurderet ved nogle trænere og eksperter, for jeg synes faktisk, jeg er god i spillet og til at se holdkammeraterne. Hvordan synes du, holdet har præsteret i den her måned? - Jeg synes, vi har præsteret godt. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt mod SønderjyskE og slutte af med sådan et resultat. Når man kigger på kampen, så skal vi i hvert fald have et point med hjem, og jeg skal også score til 1-0, vi skal føre ved pausen, og der er heller ikke straffespark. Hvis de ikke får straffespark, så scorer de heller ikke i kampen, og så spiller vi 0-0, eller måske scorer vi senere i kampen. Det er vi selvfølgelig ærgerlige over, men på den anden side synes vi også, at vi har leveret rigtig godt her i puljespillet, og i


forhold til nogle af de andre hold, der ikke har haft noget at spille for, så har vi leveret energien og modet, og gået efter det. Nogle af de andre hold har måske kørt det lidt hjem, efter de har sikret sig, men jeg synes, vi har holdt os oppe, og det kan vi være stolte af. Vi vandt vores tre hjemmekampe i puljespillet, mens vi spillede to uafgjorte, og tabte en på udebane. Hvad er årsagen til, der er så stor forskel ude og hjemme? - Sådan er det ikke kun i Superligaen, det er også i mange andre ligaer. På hjemmebane synes jeg, vi er rigtig gode til at komme med en god energi de første 15-20 minutter, og vise hvordan kampen skal spilles på vores præmisser. Det er altid lidt anderledes på udebane. Dem der har hjemmebane kommer med en lidt anden energi og mindre frygt, end når de møder os på Ewii Park. Jeg synes, vi har haft det lidt svært på udebane i år, og det er selvfølgelig noget, vi prøver at kigge på. Omvendt synes jeg også, at hvis man kigger på indholdet af de første to udekampe, hvor vi spiller uafgjort mod Randers og Lyngby, så er det også kampe, vi skal vinde med de store chancer, vi har, og som jeg siger, skulle vi i hvert fald have haft et point i SønderjyskE. Det er jo ikke fordi, vi har manglet noget på udebane, energi eller lyst, det er mere vores effektivitet, der har manglet.

Allerede tidligt i puljespillet stod det klart, at vi sikrede os overlevelse. Har det været svært at sætte sig op til de kampe, der ikke rigtigt betød så meget? - Det synes jeg ikke, det har været for os, og det synes jeg også, vi har vist. Vi er kommet med den energi, vi skulle, og vi har fulgt den taktik, der er blevet lagt. Det har vi også fået ros for af Kent, og jeg synes også, vi kan mærke i truppen, at vi har trænet rigtig godt. Vi har haft lysten til at gå ud og vinde kampe, og det synes jeg også, man kan se. I de kommende playoff-kampe skal vi så møde AGF. Hvordan ser du vores chancer dér? - Jeg ser dem som gode. Jeg synes, vi skal fokusere mest på os selv. Hvis man kigger på vores gode spillere og deres gode spillere, så synes jeg, vi er et niveau over dem. Vi har også en revanche til gode i forhold til vores sidste hjemmekamp mod dem, hvor vi havde en del skader, og vi var lidt ramt af sygdom. Hvis vi rammer det niveau, vi har vist her i puljespillet, og skaber de chancer, vi kan, så er det op til os selv at være skarpe og score på dem. Jeg tror, AGF kommer til at stå meget kompakt, og jeg tror, de har en stor respekt for vores spil, men jeg ser os som et stærkere hold end AGF, og vi skal slå dem over to kampe.

Nicklas Helenius i duel mod Silkeborgs Dennis Flinta d. 18 september 2017


Et OB-hold med stjernestøv I slutningen af April bragte vi dette indlæg på vores hjemmeside, men hvis der er nogen, der ikke har læst det, skal de ikke snydes for det. Hvis man allerede har læst det, så er det absolut værd at læse en gang mere. Superligaholdet havde træningsfri i dag, så der var ikke meget liv på Bane 1 i Ådalen. Vi var alligevel taget en tur derned, og det var der en særlig grund til. Det er nemlig ikke kun Superligaholdet, der har sin gang nede i Ådalen, heldigvis. OB har et hold med i OB70, hvor man skal være 65 eller derover for at være med, og det er måske det hold i hele klubben, der er mest stjerneglans over. Det er et 7-mands hold, og den normale målmand på holdet er Mogens Therkildsen, der var med til at vinde det danske mesterskab i 1977. Han var dog ikke med til dagens kamp, men han kom ti minutter før kampstart, da han lige havde været

en tur på sygehuset først. Therkildsen er blevet 78 år, og han fortalte, at han havde været til nogle scanninger, da han har døjet med noget svimmelhed det sidste halve år. Men som han sagde, ‘Jeg skal sgu nok komme til at spille igen’. Den rutinerede målmand er ikke den eneste danske mester, der er med på holdet. Tilbage i 1977 spillede Therkildsen på hold med Johnny Andersen, og de to er blevet holdkammerater igen. Andersen var det tredje hjul i den giftige trio sammen med Allan Hansen og Per Bartram, og selvom farten ikke er den samme som dengang, så har han bestemt ikke glemt, hvordan man scorer mål.


Et andet prominent navn på holdet er Jens Plambech, der selv spillede i OB, da han var aktiv, og der er vel nærmest ikke det OB-hold, han ikke har været træner for. Både førsteholdet, reserveholdet og også ungdomshold. Et hold hvor der er så store stjerne på, kan selvfølgelig ikke have hvem som helst som træner. Spillere der har vundet DM, skal selvfølgelig også have en træner, der har vundet DM. Den eneste mestertræner der er tilbage, er Roald Poulsen, der vandt mesterskabet i 1989, så det er selvfølgelig ham, der står i spidsen for holdet. Her til formiddag skulle holdet spille mod TPI kl. 10.00, men det der med at møde ind længe før kampstart, er ikke noget, man arbejder med. Vi mødte Johnny Andersen, da han kom med sin taske kl. 9.25. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at tempoet i kampen ikke var noget at skrive hjem om. Der var dog alligevel momenter i kampen, der så ret godt ud. Det er også tydeligt at se, at nogle af de her spillere har spillet på et vist niveau engang. Sådan en kamp er en sand fornøjelse at se. De her rutinerede drenge spiller simpelthen fodbold fordi, de ikke kan lade være. Selvom det går lidt langsomt, og der bliver hyggesnakket lidt undervejs, så er der ingen tvivl om, at det er vigtigt for dem at vinde.

Kampen blev spillet på kunstgræsset i Ådalen, men det mindede meget om fodbold fra dengang, far var dreng. Den blev spillet på tværs af den store bane, så der var ikke kridtet op over det hele. Nogle steder stod der lige en af de små runde kegler, og da der blev dømt straffe til TPI, skridtede dommeren bare lige af. Der var ikke nogen fine fornemmelser i den kamp, de ville bare spille fodbold. Kampen endte 3-3, og vores gamle målsluger, Johnny Andersen, viste målnæsen frem med to scoringer. Han ville godt have scoret et par stykker mere, men han mente efter kampen, at de skulle spille ham lidt mere direkte i stedet for så meget i dybden. Efter de 2x 30 minutter listede spillerne stille og roligt ind i bad, før de skulle op i cafeteriet og have hamburgerryg. Som Mogens Therkildsen sagde til os, inden han gik ind, ‘Vi er jo gamle, så vi spiser varm mad til middag’. Selvom spillerne er ved at være lidt oppe i årene, så er det muligvis det hold nede i Ådalen, der er mest stjernestøv over. Kampen mod TPI var deres tredje kamp i denne sæson. I den første bankede de Kværndrup med 6-1, mens de i den forrige kamp spillede 3-3 mod Tved.


OBstruktion - Maj  
OBstruktion - Maj  
Advertisement