Page 1

Bodil Sund

Frederikke og hendes forglemmigej Tegninger af Poul Carlsen


Forord: Med baggrund i mine erfaringer, både som menneske og snart 20 år som bedemand, har jeg skrevet denne bog. Bogen er beregnet på at blive læst op og give nogle svar på de spørgsmål, der er i forbindelse med et dødsfald, men også give anledning til, at nye spørgsmål opstår. Jeg bygger bogen på egne erfaringer og mine oplevelser i mødet med de mange familier, jeg har serviceret gennem tiden. Min datter var kun 10 da hendes morfar ganske uventet døde og hun var 13 da hendes egen far pludselig blev taget fra os. Vi brugte forskellige små symbolske ting, til at hjælpe os gennem den smertefulde tid. Børn er meget ofte ret spontane og kan tåle at høre om mere end vi tror. Jeg er selv af den overbevisning, at det er bedre at tale om tingene, og forklare det der nu kan forklares, frem for at prøve at skjule, at døden findes. Da jeg for mange år siden bisatte min egen mor, var min lille nevø til stede. Da vi efter bisættelsen og kaffebordet blev samlet hos min søster, kiggede han lidt på min rustvogn og spurgte: ”Faster, hvor er farmor?” – hmmm ja, hvor er hun. Senere da han besøgte mig hjemme og rustvognen holdt foran mit hus stod han og funderede lidt, så sagde han: ”Faster, det var da dig der kørte farmor til lægen ik?” tja – det var det jo. Jeg var ude og tale med en dame der havde mistet sin far. Det var midt i december måned. En lille dreng havde et vigtigt spørgsmål til sin mor – mor, havde morfar mon nået at købe min julegave og en anden gang ville en lille pige vide, om de penge hun havde lånt af mormor til en ny cykel, nu ikke længere skulle betales tilbage, nu da mormor var død. En lille pige dekorerede en hvid ler urne rigtig flot til sin mormor, med engle og sommerfugle. Det viser blot, at børn er vidunderligt ligetil og derfor også dejlige at tale med og give lidt gode råd. Jeg ved godt, at der aldrig er to situationer der er ens, - det er ikke altid morfar der dør, - det er ikke altid en bisættelse, hvor rustvognen kører kisten væk fra kirken, - det er ikke altid der skal indrettes et gravsted, - men det vigtigste for mig er, at bogen giver anledning til at børnene får sat nogle ord på tingene, så må I jo forklare om de ting, der er anderledes - i netop jeres familie. Bedemand Bodil Sund

Frederikke og hendes forglemmigej 1. udgave, 1. oplag Copyright © Bodil Sund Forfatter: Bodil Sund Illustrator: Poul Carlsen Layout: Arno Sund Tryk: Gulmann Grafisk ISBN 978-87-998913-0-6

2


Skoleklokken ringede ud og Frederikke skyndte sig ned ad fortovet. Det havde været en rigtig god dag i skolen, hvor Frederikke gik i første klasse. Tobias havde fødselsdag, så læreren havde læst historie, mens børnene spiste den kage, som Tobias havde med. Hans mor havde selv bagt den, det var en gulerodskage og den smagte mums dejligt. Frederikke hoppede hen ad fortovet, så hendes skoletaske dansede på ryggen af hende. Man kunne høre hendes penalhus rasle, hver gang det hoppede i tasken. Hun passede på ikke at træde på stregerne mellem fliserne, det var sådan en leg hun godt kunne lide at lege, når hun gik hjem fra skole. Mens hun hoppede sang hun: ”Den der træder på streger, skal kysse en sorstensfejer.” Frederikke glædede sig. Hun havde aftalt med Line, at hun skulle over til hende og lege i eftermiddag.

3


Line havde fortalt, at hendes mor havde bagt boller. Åh, Frederikke elskede de boller som Lines mor bagte, hun havde smagt dem så tit. Hun nåede indkørslen og kunne se, at fars bil holdt hjemme. Det var da mærkeligt. Når Frederikke var i skole, plejede far da at være på arbejde. Hun skyndte sig ind i gangen og smed sin skoletaske på gulvet. Hun vidste godt, at hun skulle sætte den på plads, men hun var så ivrig efter at se, hvorfor far var hjemme nu midt på dagen, så hun havde alt for travlt til at tænke på skoletasken lige nu. Hun kom ind i stuen. Mor sad i lænestolen og man kunne se at hun havde grædt meget. Far stod henne ved vinduet, han så ud til at være rigtig ked af det. Midt på gulvet stod der en kuffert og nogle tasker. Åh nej, tænkte Frederikke, bare de da ikke er blevet uvenner, hun ville da ikke have, at en af dem flyttede væk. Hun gik hen og kravlede op til mor og lagde armene om hendes hals og gav hende et kys.

4


Uanset hvad der var galt, ville hun trøste mor når hun græd. Far kom stille hen og satte sig på hug ved Frederikke. Han tog hendes hånd og sagde stille: ” Frederikke, du ved jo nok, at morfar har været på sygehuset nogle gange.” Jo – det vidste Frederikke da godt, men det var da ikke noget at græde over. På sygehuset var der jo en masse rare mennesker, der gjorde morfar rask igen, så han kunne komme hjem til mormor. Frederikke nikkede. Så sagde far:” Denne gang kom morfar ikke på sygehuset. Mormor fandt ham inde i sengen, og da var det for sent at ringe efter ambulancen”. Frederikke sad lidt og tænkte over, hvad det var far sagde. Hun tænkte stille: ”Det var vist en anden måde at fortælle, at morfar var død, og at han ikke denne gang kunne komme ind og blive gjort rask på sygehuset”. Frederikke blev helt forvirret. Nu var det lige sådan en dejlig dag. De havde hygget sig så meget henne i skolen og hun skulle hjem og lege med Line. Jamen, det kunne da slet ikke passe, at sådan en god dag pludselig kunne blive så dum og trist. Mor havde meget røde øjne, fordi hun havde grædt så meget. Nu sad hun bare og kiggede lige ud i luften, som om hun slet ikke kiggede på noget som helst. Far sagde: ”Vi er nødt til at køre over til mormor nu. Hun har brug for os og vores hjælp; hun kan jo slet ikke forstå, at morfar bare ligger der i sengen og er død”. Far sagde, at han nok hellere lige måtte ringe til Lines mor og fortælle hvad der var sket, og at Frederikke ikke kunne komme over og lege alligevel – uh hvor var det ærgerligt – og så de gode boller, de skulle have, men selvfølgelig skulle de hjem til mormor. Frederikke ville hjem og hjælpe mormor.

5


De kørte nogle timer og nåede frem til mormors hus. Frederikke kunne se, at flaget sad mærkeligt langt nede på flagstangen. Gad vide om mormor ikke kunne trække det helt op, det plejede morfar jo at gøre, og han var meget stærkere end lille mormor. Far forklarede, at når man er glad og har fødselsdag eller fest, så sætter man flaget helt op, men når nogen dør og man er ked af det, så sætter man flaget halvt op på flagstangen. Det kunne Frederikke da godt forstå, men hun syntes nu, at det så meget mærkeligt ud med det flag der. Hun kunne nu bedst lide, at flaget var helt oppe. 6


Hun skyndte sig at løbe ind til mormor. Mormor så pludselig meget gammel ud og man kunne se, at hun også havde røde øjne. Hun gik i køkkenet og ventede på dem og havde lavet kaffe. Frederikke fik lov til at gå ned i kælderen og hente en sodavand, for hun kunne ikke lide kaffe. Sammen gik de ind i morfars værelse, hvor han lå så pænt i sengen og havde fået sit fineste tøj på. Det var det samme, som han havde på, da han og mormor holdt diamantbryllup sidste år.

7


Han lå så pænt, men det var nu meget mærkeligt, at han ikke åbnede øjnene og smilte til Frederikke og sagde: ”Hejsa morfars prinsesse”, det plejede han jo altid at gøre. Mor gik hen og kyssede morfar og så græd hun igen. Mor gik ud i haven og plukkede nogle fine små roser, som hun gav morfar i hånden. Det så rigtig pænt ud. De stod rundt omkring ham. På væggen over sengen hang billederne af hans far, mor og søskende, - det var som om hele familien var samlet for at sige farvel til morfar.

8


De gik ud i køkkenet for at drikke kaffe. Mormor kunne slet ikke sidde stille. Hun rejste sig hele tiden og gik rundt. Hun gik og vred sine hænder, ligesom om hun vaskede dem, uden at bruge vand og sæbe. Hun gik hele tiden hen og så ud af vinduet, men Frederikke syntes det så ud som om hun bare stirrede ud i luften. Mormor fortalte, at hun havde aftalt, at bedemanden skulle komme kl. 5. Frederikke hviskede til far:” Hvem er bedemanden?”. Far forklarede, at bedemanden var en der kom og talte med dem alle sammen og som hjalp mormor med, at få det hele gjort klart til begravelsen. Selv om det hed en bedemand, så kunne det også sagtens være en dame, så hed hun også bedemand. Frederikke tænkte lidt over det og syntes det lød lidt underligt at ”bededamen” også hed en bedemand. Frederikke satte sig og lavede en tegning til morfar. Far sagde, at den kunne hun give morfar med i kisten, så han havde noget fint med sig. Frederikke tegnede en meget fin tegning. Hun tegnede morfar, der svævede oppe i himlen og solen der græd.

9


Nu kunne Frederikke høre en bil køre ind på gårdspladsen. Det var en stor sort bil med store vinduer. Nu kommer bedemændene med rustvognen, sagde mormor. Bag i bilen kunne Frederikke se den fine hvide kiste. Pludselig kørte der nogle gardiner ned, så kisten blev helt gemt. Bedemændene fortalte, at det var fordi de ville tale med mormor, før de skulle bruge kisten, og så var det pænere, at dem der gik forbi på vejen ikke lige kunne se den. Frederikke undrede sig over, at det hed en rustvogn, når bilen var så fin og skinnende blank, uden en eneste rustplet. Far sagde, at hun kunne spørge bedemanden, hvorfor de kaldte den det. Nu kom bedemændene ind, det var en mand og en dame, Frederikke gik hen til damen og spurgte, hvorfor hedder det en rustvogn? ”Bededamen” fortalte, at i meget gamle dage, hvor der var krig mellem landene, var der nogle hestevogne, der kørte forsyninger og udrustning ud til de kæmpende soldater, de hestevogne kaldte man rustvogne, fordi de kørte med udrustning. Når så de skulle tilbage til byen igen, tog de alle de døde soldater med på vejen tilbage. Derfor blev det rustvognen, der kørte med de døde.

10


Bedemændene satte sig og talte med mormor og mor. Far og Frederikke sad i baggrunden og lyttede til, hvad de talte om. Bedemændene spurgte mormor om en hel masse ting. De snakkede om blomster og hvad der skulle stå i avisen og alt sådan noget. Frederikke syntes, at det var en rigtig fin pynt de valgte til morfars kiste, men det var jo også til verdens bedste morfar. Da de var færdige med at snakke, gik bedemændene ud til rustvognen. Nu kørte de gardinerne op igen. De åbnede ind til et lille rum nede under kisten. Frederikke vidste slet ikke, at der var et ”hemmeligt” rum der. De tog en lille vogn frem, som de kunne klappe ud, så den blev næsten lige så lang som kisten. Bedemanden sagde det hed en katafalk. Nu tog de kisten ud og satte den på vognen. De kunne trille helt ind i rummet, hvor morfar lå. Bedemændene gik ind til morfar og lukkede døren. De skulle lige lægge morfar i kisten. Så kom de ud og sagde at der var klar, og nej hvor lå morfar dog fint, næsten ligesom i en rigtig seng. Han havde mors små roser i hånden og så ud som om han lå og sov. Mor gik hen til morfar og kyssede ham på panden, og så græd hun rigtig meget. Mormor gik også hen og kyssede morfar. Hun så faktisk meget gammel ud i ansigtet lige nu. Man kunne godt se, at det var rigtig svært for mormor. Frederikke gik hen og rørte ved morfars hånd, men hun kunne ikke rigtig lide det, han var lidt kold på hånden. Hun lagde den fine tegning hun havde lavet, på morfars dyne.

11


Mormor bad bedemændene lukke kisten, og så gik damen hen og lagde et lille stykke stof over morfars ansigt. Frederikke spurgte: ”Hvorfor gør du det”? Damen forklarede, at det hedder et ansigtsklæde. Det er en gammel tradition, at man lægger et ansigtsklæde på, inden man lukker kisten. Det stammer fra gamle dage, hvor de døde tit lå hjemme i den fine stue, indtil bedemanden havde bygget en kiste. For at der ikke skulle komme en flue og sætte sig i ansigtet på den døde lagde man sådan et lille klæde over. Det kunne Frederikke faktisk godt forstå, for hun havde haft en flue inde på sit værelse en aften, da hun var blevet lagt i seng. Den blev ved med at sætte sig på hendes næse og kilde hende. Det var rigtig meget irriterende, og Frederikke havde trukket sin dyne op over hovedet, for at få fred for fluen. Så lagde bedemændene låget på og skruede nogle meget fine skruer i kisten, de lignede små blanke kors. Mormor lagde en fin buket blomster fra haven på låget, før bedemændene trillede vognen ud gennem huset og satte kisten ind i rustvognen. Frederikke spurgte hvor de skulle køre morfar hen. Bedemanden svarede, at de kørte ham ned på kirkegården til det lille fine kapel ved siden af kirken. Nu var det ved at blive mørkt og Frederikke gik hen til bededamen og spurgte hende: ”Er der ikke uhyggeligt nede på kirkegården - med spøgelser og sådan nogen? Bededamen smilede sødt til Frederikke og sagde:” Nej, det er der bestemt ikke, der er helt fredeligt. Det er jo den fine have, hvor vi gemmer alle dem vi elsker højt, og de gør skam ingen fortræd”. 12


Det var Frederikke meget glad for at høre, så måtte de godt tage morfar med der ned. Da de kørte meget langsomt væk, havde bedemændene tændt lyset inde bag i rustvognen ved kisten. Frederikke syntes det var rigtig fint.

Da rustvognen trillede op ad den lille grusvej, væk fra gården, kunne Frederikke mærke, at hun fik en klump i halsen. Sådan en der gjorde mere og mere ondt og pludselig satte hun i løb over mod stalddøren. Hun løb ind i stalden, lukkede døren efter sig og kravlede op ad stigen til loftet, hvor der lå en masse hø og duftede så dejligt. Fra stigen kunne hun se Gråmis, der lå rullet sammen og sov i et hul i høet. Hun listede hen og puttede sig ned til Gråmis, mens hun begyndte at græde. Så fortalte hun Gråmis om alt det der var sket og hvorfor hun var så ked af det. 13


Gråmis så op og kiggede bedrøvet på Frederikke. Den kunne vist godt forstå, hvorfor Frederikke var så ked af det. Det var dejligt at ligge der i høet og mærke varmen fra Gråmis og høre hende spinde så hyggeligt. Da Frederikke var blevet træt af at græde så meget, faldt hun stille i søvn. Der lå Gråmis og Frederikke og sov så dejligt sammen i høet. Mormor havde lavet aftensmad. Mormødre er altid så praktiske, så uanset hvad der sker, så skal de nok sørge for, at alle får noget at spise. Mormor sagde til mor, at hun skulle kalde på Frederikke, men lige meget hvor højt mor kaldte, så kom der ingen Frederikke. Nu begyndte de alle at lede og kalde. Mormor, far og mor løb rundt og kiggede ind alle vegne og kaldte Frederikke Frederikke; men Frederikke kom ikke. Pludselig sagde far, at han mente, at han havde set Frederikke gå ind i laden. Far gik ind ad døren og kravlede op ad stigen. Der lige midt i høet lå Gråmis og Frederikke og snork sov. 14


Far tog Frederikke og bar hende ned og gik ind og lagde hende på mormors sofa. Nu skulle hun lige ligge og vågne, før de skulle spise til aften. Da de havde spist, hjalp de hinanden med at rydde op i køkkenet. Så satte de sig ind i stuen og tændte de små lamper. De tændte også et lille stearinlys ved morfars billede på det lille skab. Det var hyggeligt. De begyndte at snakke om morfar, og før de så sig om, begyndte de at grine alle sammen. De sad jo og snakkede om alle de sjove ting, de havde oplevet sammen med morfar gennem tiden. Det var lidt underligt at sidde og grine, når morfar lige var død, men det var faktisk dejligt, at høre de voksne fortælle om alt det sjove morfar havde gjort, det var som om, han var her endnu.

Da de havde drukket aftenkaffe, sagde mor, at nu var hun meget træt. Hun ville have, at de alle skulle gå i seng, så de kunne blive friske til næste dag. Det syntes de alle var en god ide. Frederikke puttede sig inde i sengen ved siden af mormor. Der plejede hun altid at ligge, når hun besøgte mormor og morfar. Det var så dejligt at ligge og hygge sammen med mormor. 15


Frederikke bad mormor fortælle lidt om, hvad der nu skulle ske. Mormor fortalte, at på lørdag skulle de alle sammen ned i kirken. Der ville alle dem morfar kendte komme og sige farvel til ham. Mormor fortalte, at de skulle synge nogle dejlige salmer og at præsten ville holde en tale om morfar. Så skulle de bære morfars kiste ud til rustvognen, og bedemanden ville køre væk med den. Morfar skulle brændes og hans urne ville komme tilbage. Den skulle de op og sætte ned på kirkegården i en lille have, de skulle lave for morfar. Frederikke ville meget gerne være med til at lave den have. 16


Frederikke græd lidt og sagde til mormor, at hun ville komme til at savne sin morfar rigtig meget. Så sagde mormor, at hun jo altid kunne tænde et lille lys for morfar, så kunne han nok se det oppe i himlen. Pludselig pegede mormor ud ad vinduet på en meget stor fin stjerne, der ligesom lyste meget mere end alle de andre. Tror du det kan være morfar, der er blevet til en fin stjerne. Det troede Frederikke, og mens hun lå og stirrede op på den store stjerne faldt hun i en dejlig søvn.

17


Næste morgen gik Frederikke ud og ledte efter Gråmis, for at fortælle den om alt det, hun havde set og hørt og om den store stjerne, der lyste på himmelen. Hun fandt Gråmis oppe på loftet og den spandt, mens den hørte om den fine have og lyset og stjernen på himlen. Om lørdagen skulle de alle have pænt tøj på. I gamle dage havde man altid sort tøj på, når man skulle i kirke og mange bruger det stadig, når de skal til begravelse. Det er også derfor, at bedemanden har sort tøj på og rustvognen som regel er sort. Frederikke skulle have sin sorte nederdel på, og så havde hun valgt den sorte bluse med sølvstjernerne. Den passede så fint til morfar syntes hun. De fine sorte laksko som hun brugte til dans, tog hun også på.

18


I kirken var der rigtig mange mennesker. Nogen græd lidt, men der var også nogen der snakkede og grinte. Det synes Frederikke var rart. I kirken sang de nogle salmer og præsten holdt en fin tale, hvor han fortalte om morfar og alt det, han havde oplevet i sit liv. Præsten havde en kasse på 3 ben med jord i og en lille skovl. Han lagde 3 skefulde jord på morfars kiste, mens han sagde: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jorden, skal du igen opstå”. Frederikke syntes det lød en lille smule mærkeligt, men også meget pænt.

19


Til sidst bar de morfars kiste ud til rustvognen. Mens de stod og ventede på, at alle skulle komme ud af kirken, gik mor, far, mormor og Frederikke hen til kisten og lagde en fin rød rose på låget. De fire roser skulle morfar have med på vejen, fra de fire der elskede ham så højt. Mormor kyssede låget og græd. Så lukkede bedemanden bagsmækken ligeså stille. Hun bukkede pænt og satte sig ind i rustvognen, som kørte meget langsomt væk. Det var trist men også meget smukt syntes Frederikke. Bag efter tog de alle hen til kroen, hvor der var kaffe og kage. Der var mange, der rejste sig op og fortalte om morfar, det var rigtig dejligt. Da de kom hjem, skiftede Frederikke tøj og gik op og fandt Gråmis. Hun havde jo så meget at fortælle og Gråmis lyttede med store øjne. 20


Næste gang de kom over til mormor, var der lidt mærkeligt uden morfar og alle hans ting. Mormor tog Frederikke med ned til gartneren, hvor de skulle finde nogle fine planter til morfars gravsted. Frederikke valgte en, der hed ”Forglemmigej”, fordi hun aldrig ville glemme morfar. Om eftermiddagen var de alle nede på kirkegården, hvor de satte morfars urne ned og der kom en fin sten på morfars lille have. Så plantede de alle de fine blomster. Frederikke havde taget en perlekæde, som hun havde lavet, med ned og lægge på graven. Den lå lige ved den fine ”Forglemmigej”.

21


Så måtte Frederikke hjem og finde Gråmis igen. Det var nu dejligt, at have en god ven, at fortælle alle tingene til, både dem man græd lidt over og dem der var sjove. Gråmis havde ikke noget imod, at man lagde sit hoved ned i dens bløde pels, hvis man havde brug for at græde lidt. Det havde Frederikke ind imellem, når hun tænkte på det meget sørgelige. Da Frederikke var kommet hjem igen, var hun nede i skolen og fortælle dem allesammen om morfars død og begravelse og den lille have med hendes Forglemmigej. Hun tændte tit et lys ved morfars billede, som mor havde sat på skabet, eller hun kiggede op på den store stjerne, der skinnede så klart. Det gjorde dejligt og fjernede den klump i halsen, der godt kunne sidde og gøre rigtig ondt nogen gange. 22


Frederikke fandt en lille æske, på den skrev hun ”Morfars æske” og så puttede hun en masse fine billeder af morfar ned i æsken. Mormor havde givet hende en gammel medalje, som morfar havde fået for noget der hed ”lang og tro tjeneste” og en lykkemønt, som morfar altid gik med i lommen. Medaljen og lykkemønten puttede hun også ned i æsken. Så var der den sten, der lignede et hjerte, som morfar engang havde fundet til hende ude på stranden og til sidst tegnede hun en meget fin tegning med kirken og rustvognen foran, som hun også lagde ned i æsken. Nu kunne Frederikke samle minder om morfar i æsken - den var jo også en slags Forglemmigej. Morfar ville hun aldrig glemme.

23


ISBN 978-87-998913-0-6

Frederikker og hendes forglemmigej.  

Bogen er beregnet på at blive læst op for børn og give nogle svar på de spørgsmål, der er i forbindelse med et dødsfald, men også give anled...

Frederikker og hendes forglemmigej.  

Bogen er beregnet på at blive læst op for børn og give nogle svar på de spørgsmål, der er i forbindelse med et dødsfald, men også give anled...

Advertisement