Page 1

Forår 2012

Velkommen til det nye nummer af Carpe Diem! Dette forårsnummer indeholder bl.a. 3 historier i horror-genren og to tekster, der appellerer til de læsere, der kan lide fantasy. Få et gys eller drøm dig væk i en anden verden, og se hvad vi ellers har fundet frem her:

Vivian Rosales Pedersen: Refleksion Camilla Koch Kristensen og Sanne Sødergaard Jensen: The Creature of the Night Anders Hammerhøj Jensen og Andreas Porsborg Andersen: What lies within…. Casper Stoltze Jensen og Rasmus Kronborg Wann: My Favourite Worst Nightmare Christian Hindsholm: Roser i kasser Morten Hansen: Nature Vivian Rosales Pedersen: Uddrag af Diamanthjertet. Jonas Lyneborg: Nieros Mytologi Bog Derudover illustrationer af Kristine Helene Aaen Larsen og Frederikke Lund Pedersen.


Refleksion Verden er forunderlig. De to verdener er forunderlige. Den ene kender vi. Den anden ser vi, men erkender den ikke. Jeg ser på mig selv. Jeg er ikke andet end et lille insekt på jorden. I den anden verden virker jeg stor. Mit spejl viser kun mit værelse. Den viser ikke hele verden, som mit vindue gør. Den viser kun mig eller rettere mig på den anden side. Nogle gange genkender vi ikke hinanden og betragter bare hinanden. Andre gange blinker hun kækt til mig og smiler. Jeg vinker tilbage. Hun sætter hovedet på skrå. Hun forstår ikke. Jeg vinker mere livfuldt. Hun retter sit hoved og griner af mig. Sådan er mine drømme altid. Når jeg ser mig selv i spejlet i vågen tilstand, er hun ikke andet end mig. Jeg prøver på at sove igen. Den her gang er det anderledes. Alt for anderledes. Jeg vågner i drømmen. Jeg ser mig omkring og kradser mig lidt på maven. Jeg går over til spejlet. Min refleksion er væk. I baggrunden kommer en skikkelse. Skikkelsen åbner min dør helt. Jeg vender mig. Der er ingen bag mig. Jeg kigger i spejlet igen. Det er en dreng. Han ser ligeså forvirret ud som mig. Der går et øjeblik. Drengen er ikke inde på mit værelse. Værelset er anderledes end mit. Større. Mindre rodet. Utroligt. Drengens ansigtsudtryk er neutrale. Men hans øjne. Melankolske, men kolde. Han vender sig om. Væk fra mig. Jeg blinker. Min refleksion er tilbage. Hun gør, som jeg gør. Jeg rører ved spejlet og hun gør det samme. Min mor kalder og åbner døren. Hun ser forundret på mig. Hun fortæller mig, at jeg skal gøre mig klar. Jeg prøver at vågne. Jeg kniber mig selv i armen. Bider mig selv i fingrene. Det gør ondt. Vivivan Rosales Pedersen


Kristine Helene Aaen Larsen


The Creature of the Night. She was running through the woods. Branches were making noises right behind her. It was pitch-dark. She was screaming for help, but no one was able to hear her. She was crying and just kept running and running. The ‘thing’ was gaining on her. She could hear it. She looked behind her, and then she fell. Everything suddenly went quiet. She could not hear the ‘thing’ anymore. She was unable to move. Suddenly someone touched her shoulder, “Are you all right?” She did not know where this man had come from, but she did know that he might be able to help her. His eyes shone through the dark right into hers. He offered to follow her home. She was finally able to relax. She felt safe in his arms. The clouds moved away from the moon, and she could now see his face. He was beautiful. But something about his face all of a sudden changed. Hair was growing out of his nose. His mouth was shaping into a long snout. His teeth were getting longer, and now he had fur everywhere. He looked like an old werewolf. She screamed, and tried to protect herself, but she could not escape from his big arms. He was howling like an animal in rut, and then he bit her. He bit her hard and brutally. She went still, and fell to the ground. She was inanimate. … Unexpectedly she woke up, and could feel a whole different kind of energy. She smiled, and licked on her new long teeth. Camilla Koch Kristensen og Sanne Søndergaard Jensen

What lies within…….. The couple had been travelling the whole day. One dust road had been exchanged for another. Soon they would be arriving at the hostel at which they were to spend the night. They rolled into the driveway. All the windows were covered in darkness. Unaware of the eyes watching them from behind the windows, they approached the front door. On the doorbell there was a stain of something darkened. They rang it, and the door slowly slid open, its hinges creaking. “Hello”, yelled Sally. “Is anybody there?” There was no answer. “I guess they have gone to sleep” said Danny. “We will just have to find the way to our rooms on our own. I guess that this is the key to our room.” He grabbed the key lying on the desk. “Room 669” he said. The keys rattled as he lifted them from the desk. A strange feeling surged through his body. Suddenly he felt an urge to do something, which he had suppressed for a long time. He felt this long-suppressed feeling finally surfacing, and he was relieved. They reached their room, and as with the front door, the door to room 669 slid open. The room was small, badly lit and with a peculiar smell hanging around the place. “I really need a shower” said Danny. The bathroom was an old one, with clinical tiles on the walls. The place looked like an


old surgery room. Danny went to the mirror, to splash some water in his face. He did, and looked up into the mirror. He could not see himself clearly, but he could sense something different about his face. There was a strange whispering. In the meantime, Sally was resting on the bed. She heard a piece of glass splintering. “Danny, are you alright?” she asked. Danny walked in with a blood-red piece of paper on his forehead. “I cut myself shaving” he said. At the same time, he looked at her in a creepy way. She got the chills all the way down her spine. He removed the paper and along with it, the broken piece of glass protruding from his forehead. He walked slowly towards her with menace in his eyes. He lifted his arm ready to strike. Blood was filling up the room, along with the pieces of human body parts and entrails. Dawn came; a strange-looking man put his finger to the doorbell, leaving a fresh, red fingerprint on it. On his way out, he passed a new car headed for the hostel…

Anders Hammerhøj Jensen og Andreas Porsborg Andersen.

My Favourite Worst Nightmare The door slammed behind her, as she ran for her life. ''Everyone knows what you are'' she thought. She heard a screaming voice, ''You better run, you little bitch!'' the sound of the voice was screeching, shattering her mind, like a lightning bolt shatters the dark sky. She ran through another door, slammed it behind her. The voice was gone... Now she could only hear the sound of her hammering heart. She remembered how it felt, when she saw the first murder. The gaze of the dying body, as the murderer tore through the body with a screwdriver. She heard a twig snap under her foot, as she tried to get a better look. She closed her eyes, and held her breath, whishing for the murderer not to find her. As she opened her eyes again, she stood above the dying body of a young girl, it was Tracey from biology class. Tracey looked at her with fear in her eyes, blood running out of her mouth. She cried with fear as Tracey's body turned colder and colder. She lost her mind, as she saw the life fade from Tracey's eyes. She heard the door slam open, the voice screaming at her once again. It was different this time, the voice was seductive almost pulling her cold and tired body through the room. The room looked familiar, she knew she had been there before. Her blood-covered clothes were heavy, her mind was blurred, as the seductive voice drew her into the bedroom. As she walked towards the door, the room behind her started to shatter, the walls splintered, and leaving everything in the darkness of her mind. As she walked through the door, she could remember where she was. It was her bedroom. Her boyfriend was lying in her bed. She ran towards him, crying for comfort, but stopped as she saw the bloodstains on the sheet. She started to cry, hugging the lifeless body. The screeching voice now again screaming, ''See what you did''. It all came back to her, she had seen them together. ''They deserved it, both of them'' she said while getting intoxicated from her wicked laugh.

Casper Stoltze Jensen, Jakob Koch og Rasmus Kronborg Wann.


Frederikke Lund Pedersen


Roser i kasser

Jeg sidder på mit værelse I et hus I en by I et samfund alt sammen skabt af mennesker til mennesker Og jeg ser: Udenfor gror roserne røde og hvide Men i firkantede bede Af stål og beton Blomsterne holdes fanget Kvadratisk klaustrofobi Flora i fangenskab En rose står alene betragter de andre fra distance Med dybe og stærke rødder I sødere og blødere jord Denne rose – smukkere og vildere Gudinderose. Du ser mig fra afstanden Jeg ser dig fuld af længsel Christian Hindsholm


Nature

I used to live next to an enormous cemetery, which contained a beautiful and very quiet park. I could wander around in this wonderful cemetery for hours in a state of dreaming so very overwhelmed by the relaxation and feeling of a natural happiness. Deep inside the park following a short path leading to a little dam, with just a lonely bench, surrounded by ducks and frogs creating a serenade of sweet tunes leaving me in total harmony. As I sit there almost paralyzed by the astounding glimpse of what nature truly is, I begin to understand that which previously would exceed my mind captivity, and while I sense the momentary feeling of that which is beyond comprehension, I know that I am as if one with nature itself, but only for a short period. All that used to cause me trouble and all that would keep me down is now as if broken down and melted into something different and good, through prosperity understanding arises and you no longer feel as if blinded by the limitations of mind, you see everything in a clearer way and all your troubles will now seem small and worthless. You feel whatever devouring stress that has been leave your body and instead a feeling of happiness and satisfaction entering and conquering your mind. While this may seem perfect in ways it only lasts for just a moment, but it leaves me with an open and clear mind and a solution to the majority of the worries that I might have been held hostage by. At the same time it makes me feel rested both mentally and physically. Though the place through the path that leads to the little dam with the lonely bench is dear to me and I could never find a better place to seek inspiration or relaxation, I do not even feel the need to travel to the very place in order for me to achieve these feelings, simply by experiencing something as little as the soft winter chill caress my chin is enough to keep me reminded of the nature that I once visited and of what I have learnt from its lavish wisdom‌ Morten Hansen


Uddrag af Diamanthjertet Kapitel 0 – Det første barn

I en anden verden, langt fra vores moderne teknologi og viden, betyder penge og rigdom ikke det store. I denne verden er himlen lyseblå året rundt og skyerne holder en evig glød i sig, som vores videnskabsmænd vil tage flere år for at forstå. Under denne himmel er den gigantiske og billedskønne by, en by i harmoni med naturen. Byen Kratai. Kratai er faktisk en hovedstad, her bor den godhjertede konge og forhenværende krigsfører, Rafael, og dronning Lucretia, Kratais mest blødsødne kvinde. Det er her, hvor en tragisk begivenhed vil finde sted. En begivenhed der vil dræbe Kratai. For en konge er det ikke svært at tjene til føden. Især ikke for en mægtig konge som kong Rafael. Efter at være hjemvendt fra en af de fredsforstyrrende fjenders forsøg på magtovertagelse blev kong Rafael med ét grebet af spartanskhed. I starten var det ikke en forandring, der kunne mærkes, men efterhånden forandrede hans øjne og handlinger sig, som vendt på en tallerken. Alt skulle vægtes og vejes. Sandkorn blev talt op af hengivne loyale mænd, som uforstyrret af kongens handlinger lod sig blive styret til at gøre de mest mærkværdige handlinger. De loyale mænd, skulle af hinanden bedømmes i værdi og var deres værdi for lille, så blev de nødt til at flytte til udkanten af byen. Kongens krav til kvinderne var det samme. Intet i denne verden blev ladt i fred. Selvfølgelig skete der også en forandring med naturen. Naturen mistede sin glans, landskabet var ikke så billedskønt. Skyerne blev større og dækkede den lyseblå himmel og blev grålignende regnskyer. Byen selv tog det hele hårdest. Efter at være målt og vejet i alt, mistede den sin glans, som misfarvede alt omkring den. Den stod nu ud, ikke på grund af den engang sædvanlige skønhed, men på grund af dens farveløse struktur. Sort-hvid dominerede nu verden, hvor Kratai engang var den smukke hovedstad. Dronning Lucretia skyndte sig, idet hendes øjne for alvor åbnede op for hans handlinger en aften, at spørge ældrerådet til råds. Gennem de store porte og de lange gange løb hun mod slottets nordligste tårn, for her sad ældrerådet, kundskabsrige som de var. Dronning Lucretia fortalte dem


sin nød og midt i sin tale, stoppede de hende. Ikke kun på grund af hendes foruroligende historie, men på grund af den bule, som blev mere tydelig for hver dag. ”Min Dronning, det De ser for Dem nu er ingenting i forhold til, hvad der kommer til at ske”, svarede den ældste og den øverststående af de fem i ældrerådet, Odin. ”Jeres barn, vores kommende prins, vil være den I skal bekymre jer om.” Dertil svarede den eneste kvinde, Antika: ”Hvis vi får ordnet dette nu, er der intet at bekymre sig om, Senior” Idet dette blev sagt, rejste den yngste sig. ”Antika. Du kender ikke Rafael - Kongen så godt som mig. Jeg har været hans underofficer, imens han stadig var prins! Jeg, Adon, som stod ved hans side i alle krige til den dag jeg blev for gammel! Jeg kender hans intellekt. Han blev ikke konge for ingenting! Der er ikke noget, som kan gøres -” ”Stop.” Mere skulle der ikke til, før alles blikke rettede sig mod dronning Lucretia. ”Min mand er klog og han har forandret sig, ja, det ville være løgn at sige han ikke havde.” Hun sukkede dybt. ”Jeg er ikke helt sikker, men der er en mulighed for at han lader vores søn være” ”Din kærlighed til Kong Rafael er enestående, min elskede dronning, men faktum er, at hvis kongen forbliver, som han er, så vil det gå ud over både folket og kongefamilien uanset hvad.” Odin lukkede sine øjne efter dette. ”Jeg er trods alt hans bedstefar. Jeg kender konsekvenserne af de dårlige valg en konge kan tage. Hvad vi skal gøre nu er at vente og se tiden an.” Dronning Lucretia nikkede samtykkende. Hun vidste, at Odin var Rafaels bedstefar og havde kendskab til nogle forhold, hun ikke havde nogle anelse om, men hun var trods alt hans hustru.

”Jeg vil lade jer diskutere, hvad vi vil gøre herfra. Sig ikke dette til min mand.” Som svar på det nikkede de alle fem og den svangre dronning Lucretia vendte sig for at gå til sin private have inde i slottet. I sin private have følte Lucretia en tryghed, som hendes mand også plejede at give hende. Havens smukke gyldne liljer, som skinnede op som den klare sol, dækkede kanterne i den indelukkede have. Liljerne stod stolt og virkede forsvarende mod mørke trusler. I midten af haven var der en fontæne med det pureste og klareste vand. Skulpturer af unge dansende kvinder omringede fontænen, som en hyldest til det klare vand. De små hvide vintergækker, som fandtes året rundt i haven, strålede som de klare stjerner på nattehimlen. De holdte hende med selskab. Deres blotte nærvær mindede hende om at hun, ligesom stjernerne, ikke var helt alene i verden. De mindede hende også om, hvor hård verden kunne være.


”Han er ikke den samme længere” hviskede hun sørgmodigt til sig selv og sin svangre mave. ”Min elskede, hvad er der gået af dig?” Dronning Lucretia satte sig på bænken foran fontænen. Lyden af det rene vand, som løber ned for at blive genforenet med sine brødre og søstre, beroligede hende. I hendes have var det ikke tilladt at træde ind uden man havde en speciel tilladelse af dronning Lucretia selv. Hun sad et øjeblik og betragtede den mørke himmel, for i sin indelukkede have var der intet loft, i stedet var der krystalglas. ”Du er heller ikke den samme som dengang” sagde hun til himlen. Den svarede igen ved at lade stjernerne blinke i samme sekund. Hun gik hen til et krataisisk træ, som havde blå blomster med indre hvide streger. Det stod majestætisk og så nærmest guddommelig ud i månens lys. ”Du, min skønne natur, var vidne til det løfte han gav mig. Før han blev konge, før vores kærlighed tændtes for alvor. Velsignede natur, jeg vil spørge dig om hjælp. Du ved hvad der kommer til at ske, hvad jeg skal gøre. Giv mig et svar, ikke et svar til en dronning, men et svar til en evig tjenerinde af natur” Med disse ord lagde dronningen sig på knæ foran træet. Hun kigger ned i håb om, at naturen i form af træet ville svare hende. Da der intet skete blev den ellers glade dronning bedrøvet og prøvede igen. ”Jeg beder dig, ikke kun for min egen skyld, men for folkets skyld. Der er for mange, der måske vil lide under min mands magt, hvis han fortsætter den vej, han har valgt. Hvad skal jeg gøre?” Igen var der intet svar fra det prægtige træ. En af dens blå blomster faldt fra grenen. Tårer begyndte at strømme frit på hendes kind. Indre billeder fra hendes fantasi om, hvad der kunne ske og hvad der måske kunne komme til at ske, fyldte hendes sind. Denne gang lagde hun begge hænder på jorden og hovedet ydmygt ned for træet. ”Fortæl mig hvad jeg skal gøre?!” Hendes krop rystede. Hun forsøgte at sige det næste, men hendes mund bedrog hende. Hun vidste, at hun inderst inde frygtede naturen og dens kræfter. Det havde hun lært fra barnsben af. ”Svar mig!” Denne gang bevægede træets krone sig, som om en vind gennembørstede dens kronblade, selvom dronningen vidste bedre. Naturens ånd var gået ind i træet. Hun skammede sig lidt. Hun havde trods alt været arrogant mod træet. ”Undskyld min tone, men dette haster, min hæderlige ven.”


Træets to største grene blev til yndefulde arme. Stammen trak sig sammen i midten og formede en talje, hvoraf den øverste del af stammen blev til en frodig barm. Der hvor træets krone begyndte dannedes et kvindeansigt, buttet til en vis grad med moderlig kærlighed malet i ansigtet, som kunne forveksles med medlidenhed. Træets krone blev dannet til langt brunt hår. Træet, nu som kvinde og Moder Natur, knælede foran den foruroligede dronning og tog hendes hånd i sine egne. ”Du er tilgivet. Du er et af mine mange børn, men du har aldrig haft brug for min hjælp. Dine brødre og søstre lader jeg dyrke mig, for at give dem mad på bordet. Dog har din tone bekymret mig. Din bekymring bekymrer mig. Jeg er din far, mor og din elsker, jeg vil høre din bøn. Kun for denne gang. Sig hvad der tærer dit hjerte mit barn.” Efter at have hørt disse ord sukkede den svangre dronning op. Hun tav et øjeblik og overvejede tungt sine ord. ”Min mand, din søn og konge over dette land, er forandret. Spartanskhed har overtaget ham og hans hjerte. Han er ikke sig selv. Jeg ved, grådighed blandt nogle af dine børn -” ”De er mine børn, men de handler ikke i mit billede. Jeg har givet jer, mine menneskebørn, frihed og intelligens. Dette er jeres eget værk og jeres egen skæbne.” ”Undskyld Moder. Hvad jeg mente var at grådighed er udbredt blandt os mennesker, men hans grådighed er gået for vidt, han gør ting, som -” ”Jeg ved allerede hvad han gør. Jeg ved hvad han gjorde og hvad han kommer til at gøre. Mit barn, jeg har travlt og du ved allerede, at jeg ved.” Afbrød Moder Natur "Fortæl mig, hvad dette har at gøre med din sorgmodige mine?” Dronningen løftede sit unge og fagre ansigt op. Hendes øjne mødtes med Moder Naturs grønne øjne. Inde i sit hoved formulerede hun sine ord omhyggeligt. ”Min moder, fordi min mand misbruger sin magt i spartanskhedens navn, er jeg bange for at mistro vil få folket til at gøre oprør imod kongehuset og ældrerådet. Det vil føre til krig og ødelæggelse, noget som mig og min mand har kæmpet for at undgå. Især nu..-” Dronningen lagde blidt sin hånd på den svangre mave ”- hvor jeg venter et barn, så vil jeg undgå dette for enhver pris.” Moder Natur tav. I et øjeblik hørtes kun hendes tamme undulater, Moder Natur søgte selv noget information om fremtiden. Efter endnu et øjebliks stilhed sagde Moder Naturs stemme: ”Jeg har søgt efter alverdens svar på din nød. Min mage, Fader Himmelhvælving, siger at alt vil løse sig, for nogen vil sørge for at dit rige ikke lider under din mands grådighed. Min Søn, Broder Ocean, mener


at du skal holde din mand tilbage, før situationen forværrer sig, idet din mands personlighed kan ændre sig igen. Min Moder, Moder Univers, som er den klogeste og ældste af os alle, mener at hvis du behandler din mand godmodigt og kærligt ligesom før forandringen, så vil der i fremtiden være en belønning for din tålmodighed. Du kan vælge hvilken som helst vej, som du vil gå, men husk at der også er en dag i morgen.” Dronningen lukkede sine øjne for at visualisere hvad fremtiden ville byde på ud fra hendes valg. ”Moder, min største evne er min tålmodighed og kærlighed. Hvis jeg ikke kan udvise tålmodighed til min mand og give ham kærlighed, så er der ingen der kan.” Efter dette blæste en kraftig vind igennem den ellers indelukkede have. Moder Natur havde intet svaret, men dronningen forstod at nu var valget truffet. Lyseblå roser omkring hende lyste nærmest op og forsikrede den unge og gravide dronning om at håbet var der endnu. Morgenen efter mødet med Moder Natur offentliggjorde dronningen hendes graviditet overfor folket. Hun stod på en af de højeste verandaer på slottet med sin mand ved sin side. I et øjeblik var der stilhed, ingen vovede at være den første til at bryde stilheden. Alle tænkte på det samme; Hvad vil der ske med barnet efter kongens forandring? Dronningen smilte varmt ned til sit folk, som blev i deres bekymring reassureret og sukkede lettet op. Folkemængden jublede og hujede, alle kunne mærke glæden som udstrålede fra dronningen. Selv solen virkede varmere og lysere på grund af dronningens smil, sådan havde det altid været. Ikke alle virkede begejstrerede. Ældrerådet, - og især Odin, var langt fra lettede. De havde hørt, hvad dronningen havde at sige, og diskuteret løsningen på hans forandring – uden held. Da de få timer før konfronterede dronning Lucretia med det, havde hun bare smilet og sagt, at hun havde talt med Moder Natur. Den Moder Natur? Spurgte de dem selv. Selvfølgelig havde dronningen været præstinde for deres gudinde, men at have snakket med Moder Natur var – helt aldelesumuligt. At hun havde fundet en løsning før dem, kunne umuligt være den rigtige. Den eneste, som havde tiltro til den unge dronning, var Antika. ”Lad hende prøve at tage ansvar, at føle konsekvenserne. Hvis hendes løsning er den rigtige, så går det.” sagde Antika ubekymret ”Hvis ikke, så finder vi ud af det. Hun er vores dronning. Hav tiltro til hende.” Havde den ældrekvinde sagt. Månederne gik og kongen vendte tilbage til sit normale humør. Dronningen kunne igen føle, hvordan hendes hjerte bankede for sin mand og hvor stolt hun var over at se ham, som den gamle konge igen. Især nu hvor maven var blevet ekstra stor. Ældrerådet var også overrasket, folket var lettede. For endnu en stund virkede alt roligt og kongen virkede omsorgsfuld. Dronningen kunne


ikke lade være med at føle, at der var noget galt alligevel og på grund af dette konfronterede hun sin mand, imens de spiste. ”Elskede er der noget, som nager dig?” ”Ja, vort barn. Hvad skal vi kalde det? Hvad køn er det? Jeg håber det bliver et godt og værdigt barn.” ”En dreng. Barnet vil sikkert blive ligesom sin respektable far. Vi ved, hvad barnet skal hedde, når det fødes.” svarede dronning Lucretia selvsikkert. ”Hvad skal der gøres, hvis vi ikke kan finde et godt navn til vort barn. Skal det være så uværdigt, at det ikke engang skal have et navn fra dag 1? Nej, mit barn, vort, er mere værdigt. Navnet skal afspejle værdighed og stolthed, ikke andet.” sagde kong Rafael koldt. Dronningen sukkede melankolsk, for hun havde regnet med, at graviditeten ville bringe mere glæde til sin elskede mand: ”Hvad med Gabriel? Eller måske Arthas?” ”Magen til almindelige navne! Det passer ikke til en prins! Og især ikke til min søn!” Kongens udbrud skræmte ikke blot dronningen, men også de omkringstående vagter. De havde aldrig oplevet et udbrud som dette fra kongen selv. Udbruddet alarmerede den General Silver, Rafaels anden mest betroede mand og soldat i hele Kratai og omegn, fra et helt andet rum. ”Min konge! Er De under angreb? Jeg hørte Deres stemme.” Hans stemme var rask, ubøjet af det lange løb fra gangen til stedet, hvor det kongelige par sad. ”Nej, General Silver” svarede kongen roligt og lagde sin ske ned, ”Det er den fremtidige prins’ navn, vi diskuterer.” General Silver kiggede betænksomt på kongen og dernæst dronningen. Dronningen så nysgerrigt på ham og skævede lidt til sin mand, facaden på plads. General Silver rømmede sig lidt før han talte. ”Aurelian.” Sagde han kort. ”Aurelian?” spurgte dronningen. ”Det er et specielt navn. Hvor har du det fra?” ”Et eksotisk sted. Det kommer fra Galahads bedstefar.”


’Galahad’ gentog dronningen i sit stille sind og bemærkede sin mands reaktion. Hun bemærkede, at navnet havde frembragt ham et blidt og sørgeligt skær i hans øjne. ’Galahad. Det er længe siden, jeg har hørt det navn sidst’. Galahad var og er Kong Rafaels bedsteven og betroede. Begge var krigsmænd i deres ungdomsår i samme legion. De delte alt og skjulte ingen hemmeligheder. Da den daværende prins Rafael blev general for de 10 legendariske lejesoldater, blev Galahad næstkommanderende. Dermed blev de legendariske lejesoldater til 12. Deres samarbejde og venskab var kendt overalt. Rafael og Galahad gav hinanden venskabsbånd. Rafael fik et sølv silkebånd med Kratais våbenskjold broderet i midten, hvorimod Galahad fik et magen til i blåt. Da Rafael blev gift med kardinalens smukke datter, Lucretia, var Galahad hans forlover og medvidne i brylluppet. Lykken var stor dengang. Indtil Galahad forsvandt. Han var draget af sted på en solosendefærd og kom aldrig tilbage. Det eneste de fandt, var det blå venskabsbånd ved en sø med klart vand. Intet blod. Intet tegn på kamp eller overfald. Kun båndet. Galahad havde efterladt sig mange ting. En hæderlig titel. Berømmelsen. Pengene. En loyal ven, sørgende over sin vens forsvinden. Sørgende lod den nye kong Rafael kardinalen velsigne området og gjorde søen til et minde for Galahad. Kongen havde dernæst opstillet en sølvplade med guldbogstaver: For min ven, Galahad Ohanzee. Må du hvile i fred og våge over os alle. Kongens humør var i længere perioder fortvivlende og glædesløst. Han græd for sin ven og svor at beskytte det land, som de begge var født og opvokset i. ’Dengang.. var hans hjerte så rent.’ Dronningen løsrev sig fra minderne. Kongen begyndte at le. ”Aurelian! Det er et godt navn. Et navn med gode rødder og en god klang!” Dronningen smilte bredt. At høre ham grine igen var dejligt for hende og hendes sind. Hun elskede hans latter, selv hvis den ikke var helt som før. ”Jeg ved, at Galahad ville være æret af at være med til at lægge navn til den kommende prins.” Et kort øjeblik viste kong Rafael et meget kærligt smil til sin hustru, men det forsvandt, da han vendte sig mod General Silver. ”Som sædvanlig er din hjælp stor.” General Silver rettede ryggen stolt. ”Du er næsten ligeså god som Galahad.” Dronningen så overrasket på sin mand og vendte blikket mod General Silver. General Silvers stolte holdning faldt lidt, men det var ikke tydeligt at se med det blotte øje.


Nieros Mytologi Bog

I starten herskede Kaos, den almægtige magt. Ud af Kaos sprang Typhon, Dolphia og Maelstorm. Skaberne af himlen, jorden og vandet. De tre guder ville bekæmpe Kaos, og dets onde magt, men de tre alene var ikke stærke nok! Typhon foreslog at de skulle få børn, så Maelstorm og Dolphia blev gift og fik børn, samtidigt med at Typhon holdte Kaos i skak. Maelstorm og Dolphia fik børnene Ariel, pigen, og Alkadizaar, drengen. De var tvillinger. Alkadizaar blev født i fuld udrustning, med et langt, tyndt og smukt sværd, hvorimod Ariel blev født i tynde klæder med en bue i hånden. De var begge smukke væsener, høje, slanke og med spidse ører, langt, lyst hår, med al ungdommens glans. De havde begge et stærkt bånd til Magien, gudernes energikilde. 7 år efter tvillingerne blev født, kom Graaskæg til verden. Efter at Dolphia havde været gravid i hele 5 år. Graaskæg blev født voksen, men havde bestemt ikke samme ynde som sine to søskende. Han var en lille mand med vildt, rødt hår, og et stort skæg af samme farve. Graaskæg skabte ilden og smedekunsten. Han havde boet dybt inde i en vulkan i flere år, hvor han til sidst skabte runerne, og deres kræfter. Da Graaskæg var den eneste som ikke havde kontakt til Magien, blev han misundelig på de andres magikyndige kræfter, så han valgte at holde runekunsten hemmelig. Der gik 3 år før Dolphia igen fødte. Denne gang var det trillinger. Den første var Grunk, som havde en grønbrun hud, og en grimhed kun Kaos ville kunne slå. Grunk havde lange, spidse tænder og store muskler. Han var lige så vild som Kaos selv, kun Dolphia og Graaskæg var ikke bange for Grunk. Grunks søster Kari lignede Grunk meget, dog med flere feminine træk, og mindre vild. Grunk havde ingen våben, og næsten intet bånd til Magien, hvorimod Kari havde et meget stærkt bånd til Magien. Den sidste af trillingerne blev kaldt Kranki, han havde samme hudfarve som sine søskende, men var meget mindre og mere spinkel. Han var dog klogere, men også en kujon, hvis det angik konflikter uden sine 2 søskende. Typhon kom tilbage efter 20 år. Typhon var nu uden diskussion den stærkeste gud, og forlangte Dolphia som kone og den ledende rolle. Maelstorm havde intet andet valg end at frasige sig retten til både Dolphia og lederskabet. Maelstorm foreslog at han og hans børn holdte Kaos i skak, og Typhon tillod det. Typhons første barn var Ragna, som blev født med skjold og kølle i hånden, og med en meget tung rustning, lavet af det fineste metal. Den føltes som var det hans egen hud. Den næste i rækken var Shamaz, den smukke. Hendes klæder var alle lavet af den fineste pels. Hendes evne var at tale med ånder. Hikari den lyse og Yami den mørke blev født som et enkelt væsen, men blev skilt under barslen. De begge brugte ingen våben, udelukkende Magi. De var begge klædt i fine klæder, Hikari hvid, og Yami sort. Radin blev født som en voksen mand, hvidt hår og skæg, en ulvekappe, økse og skjold, som Graaskæg smedede til ham. Radin brugte sjældent Magi. Den sidste og yngste af


Dolphia og Typhons slægt var Iodon. Iodon havde allerede i starten af sit liv en meget stor trang til mjød, og efter at være faldet i mjøden som lille, hvor han drak det hele, blev han en rigtig mand. Iodon bad Graaskæg om et sværd, så langt som ingen havde set et sværd før. Graaskæg mente det var umuligt, indtil Radin kom Iodon til hjælp. Så Iodon fik smedet et langt sværd; der skulle mindst 3 hænder til at dække skaftet. Efter et stykke tid indkaldte Typhon til møde, Kaos skulle stoppes. Krigen startede for alvor, men ingen af parterne kunne for alvor få overhånd. 1000 år gik med krig, indtil skyggefolket trådte ind, en race ældre end Kaos. Skyggefolket var villige til at bekæmpe Kaos med al magt, og det viste sig at Skyggefolket var mægtigt, de stærkeste var endda Typhon overlegen.

100 år senere vandt guderne og Skyggefolket over Kaos. Kaos efterlod 3 bøger; livets, skabelsens, og universets bog. Guderne tog de 3 bøger til sig, da universets bog pludseligt åbner sig, lyder der en sagte stemme, ”Thi Kaos er besejret, og dette for 16. Gang, men Kaos vil komme igen når den 10. kaos-gud kommer, thi dennes tilsynekomst vil starte en krig, som kun Kaos kan vinde, med mindre Kaos-gudernes afkom ej består.” Jonas Lyneborg


Carpe Diem [Online] Forår 2012 Nørresundby Gymnasium & HF Studievej 14, 9400 Nørresundby ISSN: 1904-5646

Profile for Noerresundby Gymnasium & HF

Carpe Diem Forår 2012  

Carpe Diem Forår 2012

Carpe Diem Forår 2012  

Carpe Diem Forår 2012