Page 1

Sommer 2011

Titel: Kokoro O Oni Ni Suru Af Jesper S. Laugesen, 3.a


Se på dig selv! Sundhed er alt, Make-up er alt, hvad du behøver, Icebergsalat er vigtigt for din krop, Nederdel til at vise din solbrændte ben, Kan du ikke se min pointe? Ellers skal du nok forstå. Øgler har grim hud, Dem vil du ikke ligne, Efterleve de andres krav, Leve efter dem som gjaldt det livet. Ægte læder omklamrer din overkrop Gucci fylder dit klædeskab. Gummi-kondomer i din taske, Efterlysning af din næste sengekammerat, Rende i byen hver weekend. Du skal respektere, Ikke have fordomme, Nogle lever ikke efter dette. Hun er ikke en rigtig kvinde. Undereksponer det som kun er film. Du HAR forstået det nu.

Af Vivian Rosales Pedersen, 2.e

Night Time Night is an angel, with a wicked smile. Night time is forever, and just a little while.

Night time is welcome, and then we run away. Night time will come, but will never stay.

Night time is darkness, but also bright light. Night time brings dreams, and enlighten our fright.

Lavet af Katrine Jahn Knudsen, 3.z


Er dette verden?

Han kiggede rundt. Han vidste ikke, hvor han var eller hvorfor. Han følte sig ensom – fortabt selvom han ikke var alene. Der var så mange mennesker omkring ham, men ingen af dem havde ansigter. Ingen af dem havde stemmer. Han så de tomme ansigter omkring sig. Han hørte stilheden. Den stilhed ingen kendte, men alle vidste eksisterede. Han var fortabt. Vidste ikke hvad han skulle gøre. Han rev fat i alle folkene, men ingen så ham. Ingen havde øjne. De gik bare – gik og gik. Der var intet at gå efter, men alligevel gik de. Han så på deres arme. Så hvordan stilheden lagde sig om dem og fangede dem med sine tråde. Han slap sit tag så bange for at blive ramt. Han søgte efter noget dybere indeni – en lyd, et skrig. Han åbnede munden, men stilheden fangede ham. Han mærkede, hvordan den bandt ham. Han var for bange til at stå imod. Pludselig gik han bare. Han vidste ikke hvorfor. Han gjorde det bare. Trådene fangede ham og lagde sig om ham. Lyden forandrede sig, og han hørte stemmer og så ansigter. Så mange ansigter og han genkendte de fleste. Han genkendte alle undtagen sig selv. Han kunne ikke længere genkende sit eget spejlbillede – kunne ikke længere genkende sig selv. Når han åbnede munden for at snakke, kom alt andet end det han ville sige ud. Alt andet end det vigtige. Alt andet. En stemme skreg højere end alle andre. En stemme alle kunne høre. En stemme der styrede deres verden. Den der styrede dem. En stemme der næredes af stilheden i deres hjerter. Hans hoved rungede og bad ham stå imod, men disse tråde var for stærke, og denne stilhed for dyb til at han kunne. Så han gik og gik og gik. En pige kiggede rundt. Hun vidste ikke, hvor hun var eller hvorfor. Der var så mange mennesker, men ingen havde ansigter og alle bare gik og gik og gik…..

Lavet af Katrine Jahn Knudsen, 3.z


Livets Svigt Luften som strømmer i mine lunger En sky af troskab Et strejf af løgne

Vandet som bruser i mit blod Blodet fra mine De som skulle stå mig nær Men svigtede Skal jeg tro Opgive håbet

Jorden som giver mig liv Liv til at elske Elske og hade Men ikke uden kærlighed

Ilden som brændte det hele Det jeg elskede Og dem jeg elskede

Af Louise Milling Jørgensen, 1.b


Mechanization of Life, Af Jesper S. Laugesen, 3.a


Ude Bussen var kørt for længst. Jeg kunne stadig se, hvordan dækkene havde lavet to lange, parallelle baner på den sandede landevej. Problemet var, at da bussen havde holdt pause i den lille flække herude i midten af ingenting, havde den haft 40 passagerer, nu havde den kun 38. Min storesøster og jeg var blevet efterladt. Den lange, grønne bus med den gyldne, sirlige tekst på siden: Toms Vinderrejser - oplev verden i dag holdt der stadig i min hukommelse. Alting var gået så stærkt, morgenmad på kroen, tasketyven, jagten, generobringen og pludselig var Tom og hans bus bare kørt, uden at tjekke om alle de 40 betalende passagerer var med. ”Det kan man da kalde en ”vinderrejse””, sagde min søster, Pernille, i en sarkastisk tone. ”Det må du nok sige”, mumlede jeg. Min søster og jeg talte sjældent sammen derhjemme, det var derfor, at vores forældre havde sent os på denne rejse, vi skulle knytte bånd og blive ”gode” søskende. Pernille var overbevist om, at den eneste grund til rejsen var, at deres ægteskab var på retur, og de derfor havde brug for en uge, til at blive ”gode” ægtefæller. Det var endnu meget tidligt på dagen, klokken var tæt på ni, og vi stod stadig og overvejede vores situation, da en gammel, langskægget mand kom hen, og prikkede mig på benet med sin krogede stok. ”I ka' bru'e e' gaml' telefonboks ind' i de' bymidt'”, sagde han broget og med tydelig dialekt. ”A hva'?” spurgte Pernille på bedste københavnsk. Jeg kiggede ned i jorden og rystede på hovedet. Som svar på min søsters spørgende ansigtsudtryk pegede den gamle med sin stok på en sort kasse, der stod inde midt i byen. ”Tak”, sagde jeg smilende og trak min søster med hen mod telefonboksen. Hun stoppede op og hev sin lyserøde Nokia op af den lille, smarte taske fra Gucci. Hun tændte den i håb om, at den var nøglen væk fra dette hul. Men ligeså ivrig hun havde været for at finde og tænde den, ligeså nedtrykt blev hun da den besked, jeg havde forudset ville komme, stod i displayet. ”Unable to locate and connect to network”, mumlede hun og snøftede. Da vi stod foran telefonboksen, hev jeg min pung op af lommen, fandt en femmer og gik ind. ”Jeg ringer til far” sagde jeg henvendt til Pernille, mens jeg smed mønten ind og trykkede nummeret på de runde, sorte knapper. Duuut…..duuut….duuut. ”Ja hallo, det er Karl Barfoed, hvem har jeg i røret?”, hørte jeg min far sige, munter som altid. ”Hej far, det er mig, Max”, svarede jeg.


”Hejsa Max, hvordan går jeres vinderrejse?” Jeg var efterhånden blev godt træt af det ord, men jeg ville ikke lyde for negativ i telefonen. ”Den gik godt, men vi er rendt ind i et problem”, jeg satte min far ind i situationen og bad ham hente os. ”Det lyder jo ikke så godt, hvor er I henne?” spurgte han bekymret. Jeg holdt hånden for røret og vendte mig mod Pernille. ”Hvad hedder byen?” ”Fjerntstrup” Jeg to røret op til øret og fortsatte samtalen. ”Den hedder Fjerntstrup, mere ved vi ikke” Jeg tænkte kort over om byen overhovedet var på noget kort, det lignede næppe en by, mere en vej med huse på begge sider. ”Fundet! Den ligger langt væk, jeg kan først komme i morgen, kan I klare jer så længe?” Jeg tænkte kort situationen igennem. ”Vi har penge og udholdenhed nok”, svarede jeg. ”Så ses vi der, hyg jer så længe”, sluttede han og lagde på. Jeg lagde på og refererede samtalen for Pernille. Hun tog det meget roligt. Vi talte vores penge, vi havde 350 i sedler og 42 i mønter, det burde være nok til mindst en dag. Det var for tidligt til frokost, så vi lagde os i heden lidt uden for byen og ventede. Der var kun to års forskel på Pernille og mig. Jeg var 16, hun var 18. Mens vi lå der, slog det mig, hvor smuk hun egentlig var. Hendes krop havde flotte former, hendes lange, brune hår lå som et tæppe under hendes hoved og hendes ansigt havde en naturlig skønhed. Selvom hun var min søster, stoppede det ikke nogle af de tanker, jeg tænkte, mens vi lå sammen. En let snorken tydede på, at hun var faldet i søvn, jeg vendte mig om på maven, og så en hund længere ude i heden. Da jeg begyndt at klappe i hænderne, løb den haltende væk og forsvandt over en bakke. Det var så dejlig varmt, og lyngen var så blød, så jeg lagde mig på maven, og lukkede døsigt mine øjne. ”Maaarx, vågn op”, jeg kunne høre Pernilles stemme så tæt på, men alligevel var den så langt væk. Det var først da hun blidt ruskede i mig, at jeg åbnede øjnene og satte mig op. En sky var gledet for solen, og en kølig vind fløj gennem mit hår. Jeg kiggede på mit digitalur, 14:53. Jeg gabte og strakte mig, inden jeg mandede mig op til at stå oprejst. Min mave knurrede, og mit svælg var tørt som heden selv. ”Jeg er sulten og tørstig” var det første jeg sagde. ”Skal vi ikke gå tilbage på kroen?” ”Vi tænker jo næsten ens”, grinede Pernille.


På vej hen til kroen fik jeg et indfald. ”Pernille? Skal vi ikke holde i hånd?”, røg det ud af mig. Hun kiggede på mig med en blanding af overraskelse og eftertænksomhed. ”Hvorfor?”, spurgte hun og smilte svagt. ”Jeg tænkte bare, at øh når nu far og mor vil have vi skal knytte bånd, kunne vi godt lege lidt med.” Hun overvejede det lidt, men rakte så hånden frem. Jeg greb den og følte et sært velbehag. På kroen købte vi to stjerneskud med Fanta. Under måltidet forsøgte jeg, at skabe en form for øjenkontakt med hende, men hun læste et dameblad hun havde købt før rejsen. Efter frokosten gik vi en tur rundt i byen. Der var overraskende få mennesker, selv den gamle mand var ikke til at finde. Da vi havde gået i to timer satte vi os ned på en bænk. ”Er jeg en godt storesøster? ”, spurgte Pernille direkte. Jeg var lidt paf over dette spørgsmål. ”Du er da sød nok, du hjælper med mine lektier, og jeg har hørt om mange søstre, der var værre ”, svarede jeg smilende. Hun smilede tilbage. Jeg var overbevist om, at denne tur havde ændret noget. Vi havde 240 kroner tilbage, vi gik ind hos købmanden, som solgte mange flere ting end købmanden derhjemme. Pernille købte to tæpper og to puder til vores overnatning, vi havde besluttet at overnatte ude i heden. Vi lagde kort vejen forbi kroen for at købe nogle franske hotdogs, som vi tog med til vores primitive lejrplads. Klokken var blevet 8, det var mørkt. Jeg kiggede op og blev både forskrækket og overvældet af alle de stjerner over os. Det var man ikke vant til i Storkøbenhavn. Stjernerne syntes større herude, og de lignede en kæmpe prik-til-prik tegning på nattehimlen. Jeg havde svært ved at sove den nat. Lydene, lyset og den direkte vind var så nyt, så fremmed. Jeg troede natten ville vare for evigt her i midten af ingenting. Jeg kunne mærke Pernilles arm om mig, hun handlede vist i søvne, men varmen og trygheden beroligede og bedøvede mig, som et spædbarn i sin moders trygge nærvær.

Af Christian Hindsholm, 1.e


2. juledag

Jeg vil gerne fortælle om et evigt mareridt, nemlig familiens 2 juledag. Jeg har deltaget, siden jeg kan huske. De samme mennesker med tilkommende nye kærester og børn der efterhånden bliver født. Jeg er rykket op i superligaen, nemlig fra børnebordet til de voksnes bord. Big deal emnerne der diskuteres er ikke nogle, jeg har indflydelse på, de er nærmest obligatoriske, og de bestemmes af den spanske inkvisition i form af min onkel og min far. Først går det på den dejlige juletid, og vi får efterhånden bugt med de to slags sild, så har snapsen fået tag i nogle af gæsterne, og det lune indtager bordet som en lind strøm af gnuer, der vandrer på sarengettisletten. Kålen kommer ind fra højre, den skal være med, men ikke alle gider den tunge substans. Det er en effektiv bagstopper, som forstår at samle de sidste reserver før ostebordet.

På dette stade har flere af de mandlige gæster for længst udråbt sig selv som de rene folkeopdragere i stil med Sokrates. Deres egen ufejlbarlighed stiger proportionalt med indtagelsen af de klare følgesvende. Recepten er klar, vil du have ret, skal du blot råbe højt. Min generation bliver reduceret en samling fatsvage amøber, og jeg hører ofte vendingen ”nej, da jeg havde din alder, da var der andre boller på suppen, vi åd nærmest fyrværkeri, og en trommehinde der er gået til de evige jagtmarker, var nærmest et must, hvis du skulle bevare blot et gram af selvrespekt”. ”De unge i dag kan ikke gå rundt om en poesibog uden at få sidestik” eller ”for satan hvor er jeg angst ved tanken om at disse unge er garanter for min folkepension”. Der er ingen ende på de verbale ydmygelser, og de mere rutinerede unge holder lav profil, men jeg prøver at angribe deres selvfede selvforståelse med argumenter som at det er et held at tiden ikke har stået stille i alle de år der har samlet sig på deres CV og et hit der går rent ind, er når den sølle hårpragt, de besidder, bliver udstillet i form af at der er forberedt til øjenbrynene kan lave en gå jorden rundt uden modstand. Mor kan jeg altid regne med, og hvis jeg skulle spørge, om ikke hun havde lovet at følges i medgang og modgang, nikker hun gerne, hvortil jeg svarer ”men det var da der var hår på toppen”. Det virker hver gang som en ren krigserklæring.


Den spanske inkvisition fremturer med et hav af spørgsmål gående på min generation. ”Kan ungdommen i dag blive gode soldater? Nix”. ”Kan ungdommen overhovedet bevæge sig 10 m uden at kollapse? Nix”. ”Kan ungdommen overhovedet mønstre så meget bevægelse, at den kan kaste et minimum af skygge? Nix”. ”Hvem behøver ungdommen? Ikke os, vi holder ud til vi er mellem firs og skindød, og vi vil altid være bedre end den forkælede generation”. Selv den spanske inkvisition kan ikke forhindre at deres ungdomsfjendske retorik bliver nådesløst afbrudt af bedstes ris a la mande. Hvis ikke der fyldes på her, går de ikke hele aftenen ud, og de ved det. Der tales om løst og fast, og grundlaget for nye alliancer bliver lagt. Skulle en ny kæreste formaste sig til at have en mening, er det her der er plads. Overbærenheden er til at føle på. Tilløbet til det endelige drab på den unge generation bliver indstuderet som en atlet, der skal springe stangspring. Det er her alt det hjemmelavede konfekt indtager arenaen som et hold gladiatorer. Mere tid til de nye i kredsen. Konfekten er ikke uden evner, ja, den er nærmest dødsensfarlig. Den har ofte været det sidste julegæsterne, har fortæret med mavepine til følge og deraf hjemsendelse Den sædvanlige 2. juledag er ved at være ovre. Kvinderne rydder af bordet, og den spanske inkvisition trækker sig godt hjulpet tilbage til den obligatoriske rekonvalescens med tømmermænd på overarbejde dagen efter. Af Jesper Kam Dahl Nielsen

1.X


Heiko fuglen

A little thought

En fugl lander på min sø spejlbilledet knust I splinter finder jeg håb.

Once there was a little thought Who thought it nearly almost caught The biggest dream the world had seen

En fugl flyver og lander

Oh, what a dream that could have been.

grenen knækker ej Livets håb er stadig her.

But the dream was killed by fear ‘Cause fear is nearly almost there

En fugls vinge favner bredt Of course the little thought was sad

et ly for verden And to be sad is really bad.

Usynligt skjul for alle.

En fugls liv er kort og flyvsk

But thoughts are strong and full of hope

har sjældent en plan

So full of hope that they can cope

Men når det hele til sidst.

With nearly almost every fear ‘Cause fear is not to fear, my dear.

Af Stine Hougaard 3.z So make your head all full of dreams When dreams awake then it seems That all fears go far away And far away is where they’ll stay.

So when a little tiny thought Wants to catch what’s almost caught Then don’t you listen to the fear Just hope and then the dream will be near. Lave af Katrine Jahn Knudsen, 3.z


Blot en del af livet

Først var det bare startet som en plet i udkanten af hendes synsfelt. En tanke i udkanten af hendes bevidsthed - som det nu engang gør for alle. Som lille havde hun kendt ordet – selvfølgelig – men hun havde ikke forstået dets betydning. Hun var som alle andre børn uvidende om, at det hele en dag ville stoppe. At alt en dag ville være ovre. Og at den sandhed er det eneste man ikke kan løbe fra. Hun husker stadig første gang, hun lærte ordets betydning at kende. Hun var 5 år gammel og gik sammen med sin far i parken. Hun havde set en lille fugl på jorden og havde straks spurgt sin far, hvorfor den ikke vågnede – hvorfor den ikke var fløjet væk sammen med alle de andre? Hendes far havde svaret at den var død, og at det betyder, at man ikke kan vågne mere. Pletten i udkanten af hendes synsfelt syntes at vokse – at antage en form. Hendes fars ord havde skræmt den lille pige, som ikke længere turde sove – hvad nu hvis hun ikke kunne vågne igen? Hendes mor havde beroliget hende med, at man dør, når man er meget gammel og ikke, når man er en lille pige. Dengang havde hun fuldt og fast troet på sin mors ord, og pletten var igen skrumpet sammen med tankerne, som igen var forvist til en yderkrog af hjernen. Dengang hun blev ældre og startede i skole, lærte hun om ordet – om døden. Man fortalte hende selvfølgelig ting. I kristendom sagde hendes lærer, at døden var, når man blev kaldt hjem til Gud. I naturfag var det blot den naturlige afslutning på det hele. Hun havde været forvirret, og da hun havde spurgt sin far, sagde han at ingen rigtig vidste hvad døden var, for ingen der havde oplevet den kunne jo fortælle om det – ligesom den lille fugl der aldrig mere ville vågne. Pletten syntes nu at fylde hendes blik, og det gjorde den i lang tid. Da hun var 12 døde hendes mormor. Det virkede så uretfærdigt, og da hun så sin mor græde, forstod hun ikke, hvorfor det skulle være sådan. Døden var for hende frygtelig og uretfærdig, og den tanke der engang havde været så fjern var nu så påtrængende og skræmmende. Som hun blev ældre blev hun konfirmeret – sikret en plads i Guds rige men som for så mange andre var religionen ikke den store trøst. Som hun blev ældre, besluttede hun, at hun ikke længere ville bekæmpe denne fjerne tanke – denne plet i hendes syn. Hun tog derfor arbejde som bedemand og var på dette tidspunkt den yngste i hele landet. Der var mange mennesker, der ikke forstod, hvorfor en ung pige som hun havde taget så dystert et arbejde som bedemandsfaget. Hun svarede altid, at hun søgte at forstå døden, og at netop her var det bedste sted at søge efter den forståelse. Og langsomt som årene gik, blev hun mere afklaret med det. Hun lærte døden at kende i form af de mennesker hun hver dag var bedemand for. Og langsomt som hun lærte at erkende døden – langsomt som hun opnåede en bedre forståelse af den, var pletten ikke længere en gene blot en del af livet. Døden er jo blot en del af livet. Uden den ville vi ikke værdsætte livet, som er os givet. Og uden den ville livet slet ikke være.


Hun levede sit liv og accepterede pletten, som langsomt syntes at vokse i hendes syn med alderen. Som hun lærte, at acceptere den, accepterede hun også det at miste, men hun lærte aldrig at forstå hvorfor. Og selv om hun med alderen søgte svaret mange steder – i religion, biologi, og folk hun mødte, så syntes hun aldrig at finde svaret på hvorfor. Måske bekræftede døden livet, som det også havde gjort for hende. Og måske også derfor lå hun her nu gammel og hilste døden velkommen. Hun havde mistet sin mand. Hun ønskede ikke at forlade sin datter, men hun vidste at dette var den vej alt gik. Derfor var hun heller ikke bange, da pletten gjorde alt sort, og hendes hjerte stoppede – nej hun ventede bare på svaret på, hvad der nu ville komme. Og som hun tænkte sin sidste tanke, smilede hun, da hun mindedes 7 ord: ”Death would be an awfully big adventure.” Af Katrine Jahn Knudsen, 3.z


Carpe Diem [online] Sommer 2011 Nørresundby Gymnasium & HF Studievej 14, 9400 Nørresundby ISSN: 1904-5646

Carpe Diem 2011 Sommer  

Carpe Diem 2011 Sommer

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you