Issuu on Google+

RUST 

/St


RUST

 /St

Luder, nazist, landsforrÌder, dronning af skraldespanden og politisk geni. Betegnelserne for Pia KjÌrsgaard er mange. 28 ür som politiker har lÌrt hende, at det har konsekvenser at sige sin mening. Foto: Gitte Post – gittepost.com Retouch: Daniel Weinreich – huskos.com Tekst: Nina Aagaard og Mads Frimann

21


RUST 

/St

Pia KjÌrsgaard stür ved køledisken. En dame kommer til at skubbe til partilederen. �Åh, det mü De undskylde�, siger damen, der først nu opdager, hvem hun er ramlet ind i. �Er det Dem? Sü trÌkker jeg det tilbage!� �Jamen er det ikke utroligt?� Pia KjÌrsgaard har foragt i stemmen. Hun sidder pü sit kontor pü Christiansborg og fortÌller, hvad der skete, da hun den anden dag var i Netto for at handle. Det er ikke første gang, den slags er overgüet hende. Og nok heller ikke den sidste. �De der smüborgerlige typer. Det er dem, jeg foragter mest. Südan en uopdragen gentoftemokke. De ejer ikke takt og tone, men de tror, de gør det. Det er en ündelig smalhals. De er jo ikke store mennesker, vel? De er jo ikke store i ünden. De er ündsamøber. Simpelthen.� Det er, nür Pia KjÌrsgaard fyrer en südan svada af, man kender hende bedst. Hendes sprog er formfuldendt, og alle ord bliver fulgt helt til dørs. Der er ingen afhuggede stavelser eller glemte endelser i Pia KjÌrsgaards sprog. Tonen er skarp, og nür en bestemt sÌtning har en bestemt betydning, sü skrues tempoet ned, sü den für den plads, den fortjener. Som ’uopdragen gentoftemokke’ eller ’ündsamøber’. Det er af samme ürsag, at du heller ikke i tvivl om, at det er en bundprofessionel politiker, du sidder over for. Skulle man stadig vÌre i tvivl, taler tallene deres tydelige sprog. 28 ür som folketingspolitiker, 17 ür som formand for Dansk Folkeparti og 12 valgkampe. I midten af september gür hun

“Man kan fĂĽ hĂĽrd hud pĂĽ hele kroppen, men man fĂĽr det naturligvis ikke pĂĽ sjĂŚlenâ€?

22

af som formand, men hun bliver i politik med tunge poster i partiet og Folketinget. Det bliver fortsat Pia KjÌrsgaard, der skal vÌre anfører for Dansk Folkepartis indvandrerpolitik. GLISTRUP Det var Mogens Glistrup og hans Fremskridtsparti, der for alvor gav Pia KjÌrsgaard mod pü det med politik. Indtil da havde hun vÌret hjemmegüende og passet sine børn. I 1978 blev hun hjemmehjÌlper – samme ür som hun meldte sig ind i Fremskridtspartiet. Før Glistrups entrÊ havde politik vÌret uvedkommende for Pia KjÌrsgaard. Noget, der kun beskÌftigede gamle mÌnd med jakkesÌt og cigarstumper i mundvigene. Glistrup var anderledes bramfri og provokerende: Nul procent i skat og en telefonsvarer som erstatning for forsvaret, der pü russisk sagde: �Vi overgiver os.� �Det var jo helt vildt, ik? Jeg havde en fornemmelse af: ’Yes! Nu sker der noget’. DÊr blev jeg politisk vakt�, husker Pia KjÌrsgaard. �Han vidste udmÌrket, hvad han sagde, og hvad han gjorde. Han gik tÌt pü grÌnsen og nogle gange lidt over. Det har jeg faktisk altid haft en svaghed for. Jeg har altid haft en svaghed for folk, der er skÌve pü den positive müde�. Mogens Glistrup blev uddannet cand.jur fra Københavns Universitet i 1950, og hans afgangseksamen var pü det tidspunkt den tredjehøjeste nogensinde. Pü den politiske scene var Mogens Glistrup dog mest af alt en provokatør. Han sammenlignede skattesnydere med frihedskÌmpere under den tyske besÌttelse og fremviste stolt sit skattekort med en trÌkprocent pü nul. I 1983 faldt hammeren sü. Skatteadvokaten mütte i fÌngsel for skatteunddragelse.


RUST

 /St

“Der er nogen, som er for meget, men der er sĂĽ sandelig ogsĂĽ nogen, som er for lidtâ€?

Mens Glistrup sad i brummen, overtog hans suppleant pladsen i folketinget og magten i Fremskridtsparitet. Suppleanten hed Pia KjÌrsgaard. Fra at have mÌrkesager som mindre bureaukrati og indkomstskat lagde Pia KjÌrsgaard en anden linje i partiet: Fra nu af koncentrerede Fremskridtspartiet sig om flygtninge- og indvandrerpolitikken. Den skulle strammes op. Men 6. oktober 1995 fik Pia KjÌrsgaard nok. De interne stridigheder i Fremskridtspartiet var vokset sü store, at noget drastisk mütte gøres. �Der blev nÌrmest begüet dronningemord, hver gang jeg var ude af vagten�, fortÌller hun med et opgivende udtryk. Den dag i 1995 stiftede hun sammen med Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner, der indtil da ogsü var medlemmer af Fremskridtspartiet, Dansk Folkeparti. Et parti, Pia KjÌrsgaard uden at tøve at kalder sit livsprojekt. Med stiftelsen kunne hun forme et parti, der søgte indflydelsen frem for provokationen. Men Glistrups grÌnsesøgende stil tog KjÌrsgaard med – hun havde med selvsyn set, hvad den kunne bringe med sig ved jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtsparitet, anført af Mogens Glistrup, stormede ind i Folketinget med 28 mandater. Derfor er det ogsü nÌrliggende at nÌvne Mogens Glistrup som et naturligt forbillede for Pia KjÌrsgaard. Men her sÌtter kvinden med pagehüret foden i.

�Nej, slet ikke. Han endte jo i en tragisk deroute.� Det med forbilleder er ikke-eksisterende i Pia KjÌrsgaards univers. Nür man spørger, vÌver hun lidt. �Jeg tror egentlig ikke, der er nogen. Jeg er aldrig blevet büret frem.�

pü Pia KjÌrsgaards kontor. Det er nÌrmere en dagligstue: Kurv til hunden i hjørnet, porcelÌnsplatter, guldaldermalerier i tykke guldrammer, portrÌtter af familien, billede fra nytürstaffel hos dronningen og et partifoto af politikere fra Dansk Folkeparti, der stür sammen pü en grÌsmark.

STUEN I PROVIANTHUSET

EN RADIKAL SKIDERIK

Pia KjÌrsgaard har skrevet testamente sammen med sin mand. Udførligt forklaret børnene hvad der skal ske med huset, hunden og formuen. Alt er fordelt. Ogsü KjÌrsgaards politiske dokumenter er testamenteret. Ikke til ungerne men til Rigsarkivet, som ifølge hende selv, er interesseret i at fü fingrene i papirerne. �Jeg havde jo aldrig drømt om, dengang jeg kom i folketinget i 1984, at jeg skulle sidde i den situation, som jeg gør i dag, og som jeg sad i i 10 ür som parlamentarisk støtte for en borgerlig regering. Jeg skal ikke gøre mere ud af mig selv end godt er, men det er da historisk. Vel er det da sü. Nür jeg südan tÌnker lidt dybere over det, synes jeg, det er fantastisk, at jeg har vÌret med til det.� I de 17 ür Dansk Folkeparti har vÌret pü Christiansborg, har Pia KjÌrsgaard haft det samme kontor. Et kontor, der stür i skÌrende kontrast til resten af Provianthuset, som er den fløj pü Christiansborg, hvor Dansk Folkeparti holder til. Fløjens gange er hvide med enkelte beplantninger og malerier hist og pist. Südan er det ikke

Og sü er der en hvid kop med Kurt Westergaards tegning af profeten Muhammed. Den stür sammen med nipsting pü en lille reol, med tegningen vendt ud mod resten af kontoret, sü den kan ses fra alle vinkler. Den bruges ikke til kaffe, men indeholder derimod Pia KjÌrsgaards lÌbestift og rouge. Selv om 17 ür er lang tid, og Pia KjÌrsgaards kontor ligner en bedstemors (hvad det ogsü er), sü har hun langtfra fÌrdig med de verbale slagsmül. �Jeg har stadig nerve, nür jeg er pü. Det bliver aldrig ligegyldigt for mig. Aldrig. Jeg kan godt lide de der slagsmül. Jeg elsker debatterne i folketingssalen, hvor jeg, efter at have holdt min ordførertale i ti minutter, stür i en time deroppe, hvor de bare kan skyde løs fra alle sider med spørgsmül, jeg slet ikke kender. Sü tÌnker jeg: ’Nu skal de ha’!.’� Hun slür hündfladerne sammen, sü der lyder et knald. Der er en nÌrmest barnlig glÌde i stemmen, nür Pia KjÌrsgaard fortÌller om sin trang til at debattere. �Der er sü fü mennesker, som tør. Der er no-

23


“Det har kostet på familiekontoen. Mine børn har ikke været jublende lykkelige”

gen, som er for meget, men der er så sandelig også nogen, som er for lidt. Og så kan jeg altså bedst lide dem, der er for meget. De rører jo ved nogle ting. Rører ved noget i folk. De går ikke i ét med tapetet. Det har jeg altid været betaget af.” Derfor er Pia Kjærsgaard aldrig gået i ét med de hvide vægge i Provianthusets gange. Som hendes kontor er hun pyntet. På håndled og fingre er der ringe og armbånd og hendes tørklæde og briller har samme farve. Farven er lilla. Bag brillerne er øjenbrynene tegnet op med rutineret hånd. Nej, Pia Kjærsgaard går ikke i ét med ret meget. Men når du hele tiden er til at få øje på, så sker det, at folk bliver trætte af at se på dig. For selvom hun har den mest trofaste vælgerskare i dansk politik, så råber folk også ”aaad!”, når de cykler forbi hende. ”Der tænker jeg: Ha’ en god dag, har du det godt nu? Jeg synes i virkeligheden, det er primitivt. Der er ikke det, jeg ikke er blevet kaldt. Rotte, luder, nazist, alt.” ”Jeg er jo sådan én, der deler vandene. Siger de. Og så må der jo være noget om det. Jeg oplever trusler, men jeg oplever også en enorm kærlighed fra mange mennesker.” Pia Kjærsgaard mener selv, at hun fremkalder stærkere reaktioner end de fleste andre politikere. En bestemt type kan slet ikke døje hende. Måske fordi meget af Dansk Folkepartis politik handler om indvandrere. Eller måske fordi Pia Kjærgaard nu engang er - Pia Kjærsgaard. Derfor ved hun også, at der findes mennesker i Danmark, der afskyr hendes holdninger. Og hendes person. ”Der er dem, som er svære at argumentere med, fordi du bare ikke kan nå dem. Altså, jeg kan ikke nå en eller anden autonom ude på Nørrebro. Det gider jeg simpelthen ikke, for det kan ikke lade sig gøre. Og der kan også være et eller andet braldrehoved, der bare skal lukke noget galde ud. Og der kan være en eller anden overlegen radikal skiderik, som bare ikke kan

tåle Dansk Folkeparti, fordi vi nærmest lugter. Det sidste er nok det mest latterlige. Folk, der ser ned på andre i deres egen selvtilfredshed.” FARVEL TIL FRIHEDEN ”Man kan få hård hud på hele kroppen, men man får det naturligvis ikke på sjælen. Det gør man ikke. Jeg har lært at skubbe det af skuldrene. Man bryder ned, hvis man lader sig gå på af det. Men det har været meget slemt.” Da Pia Kjærsgaard blev politiker var hendes børn i starten af teenageårene. Når formiddagsaviserne var ryddet med provokerende opråb fra Fremskridtspartiets politikere, så var det ikke kun Pia Kjærsgaard, der blev bedt om en forklaring. Det samme gjorde hendes børn, når de slog døren op til deres klasseværelse om morgenen. ”Det har kostet på familiekontoen. Mine børn har ikke været jublende lykkelige. Sådan er det. I virkeligheden tror jeg, at de fleste børn bedst kan lide, at deres forældre er ansat i en bank eller sådan noget.” Så var der det mentale fravær over middagsbordet, når børnene udførligt fortalte om deres dag, mens tankerne egentlig var et sted inde på Borgen. Ferierne i Danmark, der blev afbrudt, fordi Tv-avisen ’bare lige skal bruge en lille kommentar i Gilleleje’. Ferie i Danmark føles i det hele taget ikke rigtig som ferie for Pia Kjærsgaard. Det kan tære at bevæge sig ud blandt folk. I sommerhusområderne vil de nemlig også snakke politik. Derfor har hun sammen med sin mand købt et sommerhus på den lille græske ø Santorini. Der er alle ligeglade med, hvem hun er. ”Jeg bemærker egentlig først, hvor dejligt det er at være fri, når min mand og jeg tager flyveren til Santorini, og jeg stiger ud. Det er fantastisk.” Friheden kan ellers til tider virke fjern. Som for eksempel når Pia Kjærsgaard skriver en sms til sine to livvagter en time inden, hun skal i Netto. Hun må nemlig ikke gå alene. Dertil er risikoen

for ’ballade’, som hun selv kalder det, for stor. ”Det er en stor personlig frihed. Man mister. Også fordi ...” Pia Kjærsgaard, der kan svare på kritiske spørgsmål fra politiske modstandere uden at nøle, går i stå. Først når hendes blik har dvælet ved loftet, siden gulvet, kan hun samle sætningen op igen. ”...fordi de er meget tæt på. De ved, hvordan mit liv er. 100%.” ”DET ER JO MIT LIV” Derfor kræver Pia Kjærsgaard noget igen. Livvagterne kender alle hendes rutiner og ritualer, så hun insisterer på også at kende deres. Er de gift eller forlovet, har de børn, eller er der nogen på vej. ”Jeg kan ikke bare have dem som sådan nogle skygger, der følger mig. Jeg vil vove den påstand, at ud af de mange livvagter, jeg har haft, er der mange, som jeg har fået til at gifte sig og opfordret til at få børn.” Dengang du valgte at tage fat på indvandrerdebatten, havde du så forestillet dig, at det ville medføre, at du skulle gå med livvagter? “Slet ikke. Jeg er blevet overrasket over, hvilke reaktioner jeg kan fremkalde. Jeg har aldrig nogensinde gjort nogle ting bare for at provokere. Jeg mener ikke, jeg er gået over stregen. Jeg vil have lov at sige min mening, og det fortsætter jeg med – uanset hvad. Det jeg synes, man er forpligtet til.” I næsten tre årtier har Pia Kjærsgaard været en af de mest markante politiske skikkelser i Danmark. Det har ikke været omkostningsfrit, men alligevel kan hun ikke forestille sig et liv uden politik. Når hun efter Dansk Folkepartis årsmøde 16. september pakker kontoret i Provianthuset ned, er det blot for at få nøglen til et nyt. Og selvom det betyder, at hun ikke kan gå alene i Netto, så er det værd at arbejde for det, hun tror på: ”Ja for helvede. Det er jo mit liv.” Q

D i

ks_ann_R


Portræt af Pia Kjærsgaard