Page 1

”Jeg har bare sagt, jeg er en nørd” Det er hans lille verden, der er omdrejningspunktet for jorden, og de bedste ideer bliver hjulpet på vej af rødvin. Han er blevet i den offentlige sektor og uddanner nye studerende, fordi han har lyst. Men også fordi, han ser det som sin pligt. Af Nikolaj Albrectsen Han har netop forladt et laboratorium med 17 medarbejdere under sig til fordel for et lille, rektangulært kontor på Hvidovre Hospital. Han er dels ansat for at opbygge et molekylær patologisk laboratorium, hvor man skal arbejde med molekylære analyser på kræftområdet. Og dels ansat for at vejlede yngre forskere og studerende på Hvidovre Hospital. Nej. 37-årige Jesper Bonde har ikke det mest normale job. Men hvorfor begraver han sig i viden og dedikerer livet til forskning? ”Jeg er i et felt, jeg har valgt, fordi det har en dybfølt interesse. Der skal man nok forstå at sådan nogle forskerhoveder som os, vi er jo ekstremt nørdede og navlebeskuende som natur. Det er jo vores lille verden, der er altdominerende og i virkeligheden omdrejningspunktet for jorden,” siger Jesper Bonde. Det var med denne dybfølte interesse, at Jesper Bonde begyndte sin uddannelse på Aarhus Universitet i 1991. Her har han, ifølge ham selv, taget den formelle karrierestige stille og roligt. Først blev han kandidat, inden folk i 2001 kunne begynde at hilse på en fremadstormende forsker med en Ph.D. i virologi med speciale i retrovirus. Da Jesper Bonde også havde adjunkt på CV’et, stod han over for et vigtigt valg. ”Det er meget naturligt, at når du er færdig med dit uddannelsesforløb, så skal du have luftforandring. Og så havde jeg to muligheder: Enten at få et fast job, eller tage ud og lave en postdoc,” siger han. Høstede i USA Det blev ikke til et fast job i første omgang men i stedet en flybillet til USA, nærmere bestemt Washington University in St. Louis, der først havde hjemrejsedato to år senere. Den prestigefyldte School of Medicine ved Mississippi floden lagde lokaler til hans Post Doc. En Post Doc betyder, at man tager ud i en periode og forsker med udgangspunkt i ens Ph.D, forklarer Jesper Bonde. ”Og det er i virkeligheden her, du begynder at høste rent forskningsmæssigt. Du får store erfaringer, af de ting du har sat i gang,” fortsætter han. Og grunden til, du kan få så store erfaringer, det er tiden. Normalt får man tre år til at arbejde med et forskningsprojekt under et PhD. forløb, men med postdoc’en kan man fortsætte sit forløb på helt op til ottende år. Og besøget i USA var bestemt ikke resultatløst. Arbejdet i USA foregik i et laboratorium med en af USA's førende stamcelleforskere, Professor Jan Nolta som chef. Postdoc’en omhandlede transplantationer af stamceller. Det brugte han blandt andet til folk, der fik hjerteslag. Normalt bliver der dannet arvæv i hjertemuskulaturen efter en blodprop, men Jesper Bonde fandt ud af, at han kunne bruge bloddannede stamceller fra knoglemarven som hjertestamceller. Og det kom der et godt resultat ud af. ”I stedet for dannelse af arvæv dannes nyt binde- og muskelvæv, og dermed bibeholder hjertet noget af den fleksibilitet der ellers normalt går tabt når arvævet efter blodproppen er dannet. Dermed får patienten en bedre overlevelse og en bedre livskvalitet,” siger han. Den geniale idé Så klør nogle sig nok i håret, fordi de undrer sig over, hvordan en forsker får netop den idé. Men ifølge Jesper Bonde kan man dele idéer op i to typer. Den første type idé er den logiske. Den får du, når du har lavet et stykke arbejde, evaluerer resultaterne og tænker over, hvad der så skal følges op på. Men der er også en anden type idé, mener han:

1


”Så er der de geniale ideer. Det er der, hvor der er nogen, der får en kortslutning inde i deres hjerne,” siger han og fortsætter. ”Specielt under studietiden på Uni kom de virkeligt geniale ideer på bordet, efter en flaske rødvin. Jeg har fostret og oplevet masser af geniale ideer, men vi har glemt de fleste, fordi vi havde tømmermænd bagefter,” siger Jesper Bonde og stopper talestrømmen med et grin. Heldigvis var der en idé, der ikke forduftede morgenen derpå. Med en flaske whisky som idéredskab, udviklede han og en kammerat ”Pioneers in Biology”. Et arrangement tilbage fra 2002, der skulle inspirere de studerende på Århus Universitet. Målet var at samle toppen af eksperter inden for biologi og molekylærbiologi og lade dem tale til studerende. Med streg under studerende. ”Pointen var: Hvorfor skal alle de inspirerende superspidser inden for et forskningsfelt kun tale til deres fagfæller? Er det ikke meget bedre at få bibragt deres entusiasme, de genererer, til den næste generation der uddannes?” Derfor blev der fløjet Nobelprismodtagere ind fra hele verden og talte for fulde huse på et enkelt døgn. Foredragsholdere underholdte hele dagen 1000 spændte studerende, der også talte unge gymnasieelever: ”Vi inviterede gymnasieeleverne med, fordi det er her, din basisrekruttering til uddannelserne starter. Hvis ikke du kan overbevise en flok hormonforstyrrede 16-årige i 1.G. om, at det her er arbejde er super spændende, og det er her, de skal lægge deres liv, så har du ikke en chance.” Samfundstjeneste Det var ikke helt en tilfældig målgruppe, Jesper Bonde havde valgt. For han ser det som sin pligt at undervise og videregive den viden, han har opnået i faget. ”Man kan vælge at være filosofisk omkring det og sige: Er det rimeligt, at du i Danmark får en gratis uddannelse op til Ph.D. niveau mod så, som det første du gør efter endt uddannelse, at smutte ud i det private og score fedt et job til en høj løn og så derefter forsøge at få så mange skattefradrag, som du overhovedet kan? Der kan man godt synes, at der burde en form for ”samfundstjeneste” efter endt uddannelse, en periode hvor man betaler tilbage,” siger han. Derfor mener Jesper Bonde også, det er alle seniormedarbejderes pligt i faget. Han mener ikke, der kun skal være en lyst til at lære fra sig. Der skal derimod være en indbygget pligt hos alle. Nogle få skal dog ikke lære fra sig. ”Ikke alle har evnerne, og hvis du ikke har det, kan du skræmme flere folk væk. Men dem, der har evnerne, har godt nok også pligten.” Nørden Alligevel tror Jesper Bonde, at mange unge har et forkert billede af livet som forsker. Han mener, at mange unge tænker: ’Fedt, jeg skal ind i den branche, vi kommer helt vildt mange steder hen.’ Men virkeligheden er en anden. Selvom Jesper Bonde på et enkelt år fik tilbagelagt 155.000 km i fly, så er de mange rejsedage ikke noget at stræbe efter: ”Det er ikke specielt eksotisk. Det kan godt være, du tager til Dubai, og det ser også rigtig godt ud, når du lander med flyet. Men når det kommer til stykket, så bruger du alle dine arbejdsdage på at sidde inde i et air-conditioneret lokale, der ligeså vel kunne have ligget i Odense,” siger han. Derfor ser han frem til, at nye teknikker i fremtiden erstatter de mange flyrejser, så han kan blive på fast grund i Danmark. ”De må gerne få deres hologramteknologi op at køre, sådan så vi kan holde nogle ordentlige møder uden at lette røven overhovedet. ” Men Jesper Bonde klarer sig godt alligevel. Helt uden hologrammer er han havnet på Hvidovre Hospital. Væk med eget laboratorium og 17 underordnede på Statens Serum Institut og goddag til en ny arbejdsplads, og nye udfordringer. Men selvom det måske virker som en speciel beslutning, forklarer Jesper Bonde sit valg: ”Man kan diskutere, om det var smart karrierevalg, men jeg har aldrig sagt, jeg var smart. Jeg har bare sagt, jeg er en nørd.”

2


"Jeg har bare sagt, jeg er en nørd"  

Portræt af forskeren Jesper Bonde.

Advertisement
Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you