Page 1

Fuld fart i Arena Fyn Hvad bilerne mangler i størrelse, har de i adrenalinsusende fart og spænding. Arena Fyn dannede i weekenden rammen for det største løb for fjernstyrede biler i Danmark. Dansk Hobby Import Cup eller DHI Cup, som dets rigtige navn er, blev afholdt for 13. gang. Af Niklas Majgaard

Jesper Rasmussen fra Nyborg med begge sine løbsbiler – firehjulstræk til venstre, og tohjulstræk til højre. (Foto Niklas Majgaard)

Cirka 250 af de bedste kørere fra ind- og udland besøgte i weekenden Odenses Arena Fyn i forbindelse med DHI Cup. Klubben Odense RC Minirace er medarrangør og lægger banematerialer til, men Kim Bendiksen har det overordnede ansvar for løbet. Dansk Hobby Import er i dag et overstået kapitel, og Kim Bendiksen bestyrer nu en ny butik efter 12 år som selvstændig: ”Ideen til at lave DHI Cup opstod i år 2000. Jeg kørte mange løb i udlandet i 90’erne, og i 1998 blev klassen Touringcar populær. Det blev startskuddet til vores løb her i Odense”. Touringcar klassen ligner almindelige biler, bare i skala 1:10. Alt kan justeres som på en rigtig racerbil, og


bilerne skal justeres meget præcist. Denne udfordring gør i dag klassen til en af de mest prestigefyldte. Der konkurreres i Touringcar i to klasser: Stock, som er lidt langsommere, samt RC verdenens svar på Formel 1: Modified, hvor de små biler kan køre langt over 100 kilometer i timen. Kommer der over 100 kørere, så skaffer jeg en præmiepige! DHI Cup kom lidt sløvt fra start, og der var få forhåndstilmeldinger til det første løb i 2001. Men Kim Bendiksen har altid været indstillet på, at fornyelse er vejen frem: ”Det blev hurtigt kedeligt at køre til løb i udlandet, når vi her i Danmark havde en klar mangel på gode arrangementer. Da det stod lidt sløvt til med tilmeldingerne, valgte jeg derfor at love, at vi ville skaffe en præmiepige hvis over 100 meldte sig til. Det virkede faktisk, og siden har det været en tradition”. Allerede året efter begyndte tilmeldingerne at komme hurtigere, og udlandet fik øjnene op for DHI Cup: ”Det er fedt at møde alle de kørere, som man kun møder ude til EM og VM. At de så kommer til Danmark, er jo helt vildt. Eksempelvist deltog og vandt Atsushi Hara fra Japan løbet i 2004 og 2005. At kunne bringe en dobbelt verdensmester som Hara til Odense er fedt”, siger Kim Bendiksen om løbets historie. ”Spændingen når man kører er det fedeste – jeg ryster helt når jeg kører finale!”: For de lokale kørere er DHI Cup årets tidlige højdepunkt. Konkurrencen er skarpere end i DM serien, og det gør ifølge den 14-årige Jesper Rasmussen fra Nyborg DHI Cup til et spændende løb. Jesper Rasmussen vandt i 2012 offroad DM for firehjulstrukne biler og blev nummer tre i klassen for tohjulstræk: ”Spændingen ved at køre finale har for mig altid været det fedeste ved RC løb. Jeg er så spændt, at jeg står og ryster, når jeg kører – det er fedt! ”, siger nyborgenseren om den tætte konkurrence i buggy. Jesper Rasmussen og far Ulrich Rasmussen kører begge for den engelske producent Schumacher, som sponsorerer far-søn holdet. Dette giver dem blandt andet adgang til nye produkter under udvikling og rabatter på dele – særligt sidstnævnte er ifølge Jesper Rasmussen en vigtig detalje. At køre med fjernstyrede biler på højt plan er nemlig ingen billig fornøjelse, og når der så samtidig er rejser til løb i indog udland at betale, så løber det op. Jesper Rasmussen arbejder dog hårdt for at holde økonomien ved lige: ”Jeg går med reklamer to gange i ugen og bruger halvdelen på ræs. Resten er fra enten Schumacher eller mine forældre.” De andre er lidt ligeglade med RC, men jeg er også ligeglad med fodbold: Sporten har blandt andet bragt familien Rasmussen til Vaasa i Finland, som var vært for verdensmesterskabet i offroad tilbage i 2011: ”Turen til Finland var lang, men VM blev kørt i sommerferien, så vi var hele familien på tur. Hvis de udenlandske løb ikke lige falder i en ferie, så rejser jeg altid med far”, siger den unge nyborgenser om udlandet. Det forhindrer dog ikke høje tanker om 2013: ”Verdensmesterskabet køres i år i USA. Min far arbejder på sagen med Schumacher, men jeg ved endnu ikke om det bliver til noget” slutter Jesper Rasmussen. Jesper Rasmussens lidt alternative sport bemærkes ifølge ham selv også på Danehofskolen i Nyborg, hvor Jesper Rasmussen går i 9. klasse: ”De andre er lidt ligeglade med det, men omvendt er jeg også ret ligeglad med for eksempel fodbold. Dog er der nogle stykker, som synes det er super fedt, og de spørger tit ind til det. Da jeg vandt DM, kom hele klassen og ønskede mig tillykke, men det er ikke sådan at ret meget handler


om mig, bare fordi jeg vinder et løb”. Weekendens DHI Cup i Arena Fyn indbragte Jesper en samlet syvendeplads i klassen med firehjulstræk og en niendeplads med tohjulstræk – et resultat den unge nyborgenser er nogenlunde tilfreds med: ”Jeg er tilfreds, men jeg er lidt træt af niendepladsen. Jeg var uheldig at blive kørt af banen et par gange, og så vinder man bare ikke”, sagde han efter finalerne.

Fuld fart i Arena Fyn  

Et indblik i en verden, hvor alt går vanvittigt hurtigt. DHI Cup er Skandinaviens største løb for fjernstyrede biler, og det afholdes hvert...

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you