Page 1

Evaluering af mit praktikophold hos en snedker på Malta, marts 2017. Mit navn er Laura og er 25 år. Jeg er nær tredje hovedforløb i min møbelsnedkeruddannelse, og jeg har netop været afsted med et Erasmus+ program på Malta. Før afgang: Min kollega i SKP fandt Masterwood Furniture, et møbelsnedkeri i byen Luqa på Malta, og satte mig i forbindelse med mesteren dér. Korrespondancen foregik på engelsk via e-mails, som til tider gik ret langsomt. Da det tog sin tid at få mesteren til at underskrive, måtte min PIU/Erasmus+ koordinator og jeg kontakte et agency på Malta til at få ordnet alt papirarbejdet lokalt i stedet. Jeg kendte kun til snedkeriets arbejde gennem deres hjemmeside, som jo kun viser færdige produkter. Så faktisk vidst jeg ikke, hvad jeg kastede mig ud i, men det i sig selv kan være rigtig spændende. Forberedelser: jeg bookede selvfølgelig flybilletter og lejlighed, læste om byer og værkstedet og kort om kulturen inden afrejse. Grunden til jeg valgte Malta var bl.a. for varmen, og fordi de tilsyneladende talte godt engelsk. Det er en god idé at undersøge distancerne og den offentlige transport inden du beslutter dig for, hvor du skal bo. Og at gøre op med dig selv, hvad du er til. Vil du have 10 min til arbejde, men bo i et dødt område, eller bo i et mere pulserende område men bruge mere tid på transport? Så er det en god idé at sikre dig, at du enten har en kuffert inkluderet i din flybillet, hvor du kan have dit værktøj, eller at du laver en aftale med mester om lån af værktøj, så du ikke har noget med i håndbagagen (jeg fik nuppet min skydelærer i lufthavnens security check). Jeg havde stor glæde af at medbringe egne 'ikke skarpe' redskaber. Lige fra blyant og talmeter til høreværn, sikkerhedssko og notesbog. Undersøg klimaet og pak efter det. Hav fx både lange og korte arbejdsbukser med. Husk en masse bøger og podcasts! By, bo forhold, transport: Jeg boede i en etværelses hotellejlighed hos Alborada Aparthotel. Her var, hvad jeg behøvede: et lille køkken, eget badeværelse og altan og mulighed for tilkøb af (dyrt) wifi. Lejligheden lå i byen Sliema, i et roligt men aktivt kvarter. Der blev gjort rent og skiftet håndklæder hver anden dag, og personale og indehaver var meget venlige. Sliema (og måske det meste af Malta) bærer præg af, at være et sted, som er fyldt med turister i højsæsonen. Det befriende var dog, at perioden jeg var afsted, ligger uden for turistsæsonen, så lejligheden var 20% billigere end ellers, gaderne ikke så befolkede og det lokale liv med markeder og maltestisk snak tydeligere. Malta er et lille land, så at bo i byen Sliema og have værksted i Luqa, var ikke et problem. Det krævede en tur med to busser hver vej, så den samlede transport hver vej var mellem 40 -60 min. afhængigt af, hvor længe man skulle vente på bussen, som ikke fulgte busplanerne synderligt (man tager det stille og roligt på Malta, og er ikke nær så punktlige som vi generelt er i Danmark). Værkstedet: Hos MasterWood Furniture producerede de mange industrille plademøbler til køkkener, skabe, reoler og senge. Min stilling i virksomheden var snedkerlærling, og arbejdsugen lå på 35 timer. Jeg nåede at lave to kontorelementer med skuffer og skabslåge i MDF og en kommode med fem skuffer i fyrtræ. Derudover samlede jeg reoler, pudsede samlede møbler og ryddede op. Ud over rundsav, afretter, tykkelseshøvl, stationær fræser, kantpudser og valsepudser brugte vi håndholdte maskiner deriblandt særligt skruemaskinen. Det tør siges, at der er forskel på danske og maltetiske 'samleteknikker'. MasterWood brugte hovedsagligt skruer. Ligeledes var der stor forskel på dette værksted, og de danske værksteder jeg har arbejdet på. Sikkerhedskravene, stilen, metoderne, sproget mm. er anderledes, men det er jo også nogle af grundene til, at man tager ud og oplever udenlands. På værkstedet arbejdede to svende og en mester, og i perioden jeg var der, var der også to lærlinge fra Frankrig. Af disse fem mænd snakkede kun mester godt nok engelsk til at føre en længere samtale. En dag på Malta kunne se sådan ud: jeg mødte på værksted, på et tidspunkt jeg selv kunne bestemme. Det var meget befriende, at de arbejdede efter opfattelsen, at man selv bedømmer, hvornår man arbejder bedst. Jeg stod op kl. 6.30, tog bussen kl. ca. 7.30 og ville være klar på værksted senest kl. 8.30. Jeg fik tildelt projekter, hvor jeg kunne arbejde selvstændigt. Klokken 10-10.20 holdte vi (tidlig!) frokostpause, og fortsatte så med de igangværende projekter til kl. 15.15. Efter busturen og ankomst til Sliema ved en 16tiden, gik jeg ofte ture langs vandet, handlede ind, læste i min bog i solen eller fandt et sted med wifi, så jeg kunne snakke med folk hjemme. Jeg fik besøg under mit ophold, så i de dage ville jeg hænge ude med min gæst på den lokale bar eller gå ture. Omkring kl 18 ville jeg lave mad, og efterfølgende læse eller se en dokumentar, og gå dejligt tidligt i seng. I weekenderne tog jeg på markeder i andre byer, undersøgte Malta's kulturelle historie gennem besøg på arkæologisk museum og visit i det overdekorerede katolske kirker, som er den tro, den største den af befolkningen har. Derudover tog jeg på smukke vandreture på øen Gozo, drak øl om aftenen og fik tid til bare at tænke og slappe helt af.


Udfordringerne: Jeg var rigtig glad for besøg fra Danmark. Selvom jeg både har rejst boet alene før, værdsætter jeg i høj grad at dele min tid med andre mennesker. Hvis du føler ligeså, vil jeg anbefale enten at tage afsted med en sød kollega, låne værelse i et kollektiv eller bo på hostel (i turistsæsonen nok) eller få besøg under opholdet. Det er nemlig ikke som at rejse, at være i udenlandspraktik, man bor og arbejder jo fast i tre uger i et fremmet land, hvor man måske ikke taler engelsk eller har et andet fællessprog. Hos MasterWood Furniture var de ansattes sprogkundskaber inden for engelsk meget begrænset. Sproget var i stor grad en barriere i forhold til det sociale kollegaskab. Mine evner: personligt har jeg lært, at du kan blive kastet ud i opgaver, du hverken starter eller ser slutningen på, men alligevel forventes det at man 'er med', og denne erfaring har jeg også haft brug for på Malta. Derudover har mine forskellige praktikker (bl.a. et halvt års PIU i USA) rustet mig godt til at møde en ny kultur og fremmede mennesker, og derudover har mit afsæt i et forholdsvist ligestillet land som Danmark, gjort mig stærk i det at være kvinde i et meget mandsdomineret fag. Rent fagligt er jeg glad for, at jeg ikke tog afsted tidligere i min uddannelse. Det er godt at vide, hvad god sikkerhed og hvad godt arbejdsmiljø er. Standarterne udenlands er altså sjældent så høje som i Danmark, og det er godt at kunne passe på sig selv. Jeg var fx den eneste på værksted som brugte høreværn og sikkerhedssko (!). Desuden har jeg haft brug for at kunne tegne i hånden (som jeg heldigvis havde lidt af på grundforløbet), da de ikke brugte 3D tegneprogrammer. Et generelt kendskab til maskiner er en fordel, så intet som sådan er en overraskelse, da der i forvejen er en del nyt, man præsenteres for. Behøvede jeg en gennemgang af en maskine, jeg havde for lidt kendskab til, eller som fx var en ældre model end jeg er vant til, så viste de ansatte, hvordan den fungerede. Praktikophold i udlandet som en oplevelse: det er altid en oplevelse af bevæge sig ud af sine faste rammer og vante omgivelser. Jeg tror, det rykker noget i én personligt og fagligt. Opholdet på Malta har fået mig til at værdsætte kvaliteten og omhuen ved dansk møbel-snedkeri, -kunst og -design. Men jeg synes også det er at værdsætte, hvordan man kan skabe møbler, med simple teknikker og andre materialer på et ret hurtigt måde. Praktikopholdet gav mig et boost i forhold til min selvstændighed - det var fedt at køre på med et projekt, hvor jeg ligesom på hovedforløbene, kunne bestemme rytmen og lære mig selv at kende i mit arbejde. Min maltestiske mester gav mig nogle opgaver, som passede mit niveau meget godt, og det var fedt. Jeg er nok ikke interesseret i nogensinde at flytte til Malta, men ligesom min tidligere PIU, har Erasmus+ inspireret mig til at søge arbejde udenlands fremover om ikke andet for en kortere periode. Eller simpelthen bruge det at kunne et håndværk som en måde at komme rundt i verden på. Det er en sjov og lærerig måde at opleve sit fag og et andet lands kultur på. Jeg kan således anbefale at tage et ophold i udlandet. Det er kortvarigt, og man skal tage det som en oplevelse og en præsentation af et andet lands kultur inden for sit fag, suge det til sig og nyde solen.

Anbefaling af værkstedet MasterWood Furniture: Hos MasterWood Furniture producerede de mange industrille plademøbler til køkkener, skabe, reoler og senge. Min stilling i virksomheden var snedkerlærling, og arbejdsugen lå på 35 timer. Jeg nåede at lave to kontorelementer med skuffer og skabslåge i MDF og en kommode med fem skuffer i fyrtræ. Derudover samlede jeg reoler, pudsede samlede møbler og ryddede op. Ud over rundsav, afretter, tykkelseshøvl, stationær fræser, kantpudser og valsepudser brugte vi håndholdte maskiner deriblandt særligt skruemaskinen. Det tør siges, at der er forskel på danske og maltetiske 'samleteknikker'. MasterWood brugte hovedsagligt skruer. Ligeledes var der stor forskel på dette værksted og danske værksteder. Sikkerhedskravene, stilen, metoderne, sproget mm. er anderledes, men det er jo også nogle af grundene til, at man tager ud og oplever udenlands. På værkstedet arbejdede to svende og en mester, og i perioden jeg var der, var der også to lærlinge fra Frankrig. Af disse fem mænd snakkede kun mester godt nok engelsk til at føre en længere samtale. Jeg kan anbefale at tage derhen rent oplevelsesmæssigt, fagligt forstår jeg det i højere grad som et værksted, som ikke som sådan gør brug af møbelsnedker- men nærmere bygningssnedkerteknikker.


Værkstedet lå i en slags værkstedsby, og udeover MasterWood furniture var der følgende værksteder: Ulf Furniture, SF/Solid Furniture LTD., MDF/Modern Design Furniture, som nok alle minder lidt om MasterWood. Men så kan man måske være en gruppe snedkere, som tager afsted, men arbejder i forskellige virksomheder.

Laura, møbelsnedker på Malta 2017  
Laura, møbelsnedker på Malta 2017  
Advertisement