Page 1

REJSEBREV • ERASMUS+ Emilie • Møbelsnedker • Como, Italien Da jeg første gang hørte om Erasmusprogrammet, vidste jeg med det samme, at det var noget, jeg gerne ville. Jeg er gift og har en bonusdatter, så det dér med at tage et halvt års PIU var aldrig rigtig i kortene for mig, men tre uger var en perfekt længde! Længe nok til at få fornemmelsen af et andet land, men ikke længere end at jeg lige kunne holde ud at være væk fra min familie. Jeg var egentlig ret åben omkring, hvor jeg ville hen, men da Steen nævnte at han havde en kontakt i Como i Norditalien, var jeg ikke i tvivl. Jeg har været der før og er helt forelsket i det vidunderlige landskab omkring Comosøen, så selvfølgelig skulle jeg da derned! Derfra gik det egentlig ret stærkt: Steen fik en aftale i stand til mig og jeg fandt selv et værelse hos en skøn New Zealandsk dame og lige pludselig skulle jeg afsted. Jeg fløj til Milano, lejede en bil og kørte de 40 min til Como, hvor jeg blev indkvarteret med denne udsigt fra altanen:

Lige til at klare. Den første dag skulle jeg mødes med Paolo (min kontaktperson) kl 9, men han var forsinket, så jeg blev hentet af hans kollega, Walter, ca 9:30, efter at have stået og blomstret på gaden i en halv time. Klassisk italiensk begyndelse, meget passende. Walter gav mig (på meget gebrokkent engelsk, men med masser af smil og positiv udstråling) en rundvisning på Contrada degli Artigiani, som er den håndværksskole for 14-18 årige, hvor jeg skal arbejde de næste tre uger. Jeg blev introduceret til Elio, som skulle være min mester dernede, og som virkede utroligt rar og kompetent, men dog ikke taler et ord engelsk. Jeg mødte også Pilar, som er spansk og konservator og står for restaurering, dekoration og finish af møbler. I løbet af mit ophold i Como fik jeg lov til at arbejde med mange forskellige teknikker, som jeg ikke ville have lært herhjemme: jeg har forsøgt mig udi træskæring (foto: min til højre, Elios til venstre), jeg har lært at forgylde (med bladguld) og jeg har restaureret en ramme, en stok (fotos: før og efter) og en lampe foruden at arbejde på en bunke andre projekter. Desuden fik jeg lov at komme med på den KÆMPESTORE møbelmesse, Salone del Mobile, som afholdes i Milano i april.


Inden jeg tog afsted havde jeg ingen forventninger til, hvor jeg skulle hen. Kommunikationen havde været lidt uklar, men jeg mente at have forstået at det var en skole... det kunne jo både være en god og en dårlig ting. Det viste sig heldigvis at være perfekt: Pilar og Elio var vant til at undervise og gav mig opgaver med masser af ansvar, som udfordrede mig, men ikke overvældede mig. Arbejdsdagene var lange, 8:30-17:30 med en times frokostpause. Da jeg var afsted alene og ikke just på alder med skolens elever (jeg er 38), var der ikke det store sociale liv med mine kolleger ved siden af arbejdet. Pilar var utroligt sød til at invitere mig til alt muligt, men de fleste aftener var jeg simpelthen for træt til meget andet end mad og søvn. Den største udfordring under mit ophold var helt klart sproget. Jeg talte intet italiensk (udover "ciao", grazie" og den slags) da jeg kom derned og deres engelske var for de flestes vedkommende mere eller mindre håbløst. Men med fagter og demonstrationer gik det meget godt og det endte da også med at jeg hen imod slutningen af mit ophold kunne forstå måske en 30% af, hvad der blev sagt. Det var benhårdt, men en god måde at lære på.

Comosøen ligger ubeskriveligt smukt, ved foden af Alperne, lige ved grænsen til Schweiz. Min gåtur (ca 40 min hver vej) til og fra arbejdet gik langs søen, for det meste i solskin. Nogle gange med en afstikker efter arbejde ned på torvet for at spise en is og nyde de sidste solstråler. Weekenderne blev brugt på at udforske Como by, som er utroligt charmerende med mange små, smalle gader og gamle bygninger, det hyggelige lørdagsmarked langs bymuren samt på en smuttur til Milano og lidt shopping. Jeg kan kun anbefale andre at tage på et Erasmus+ ophold. Det har helt sikkert været en oplevelse for livet. Tusind tak for muligheden! De bedste hilsner, Emilie.

Emilie, møbelsnedker i Como, Italien 2017  
Emilie, møbelsnedker i Como, Italien 2017  
Advertisement