Issuu on Google+

Treefight f or Sunlight Dedikerede jyder med store ambitioner

Halalcrawl: Glem alt om rustur og fredagsbar.

Stud.Robot.: Nichestudier vinder frem p책 SDU. RUST - STUDENTERMAGASINET FOR SYDDANSK UNIVERSITET


Spotlight på

Treefight

DEDIKATION OG PASSION ER NØGLEBEGREBER, HVIS MAN VIL SPILLE SIG IND PÅ DEN DANSKE MUSIKSCENE. DET ER DET UNGE DANSKE BAND TREEFIGHT FOR SUNLIGHT ET STRÅLENDE EKSEMPEL PÅ. FORUD FOR DERES ROSTE ALBUMDEBUT FRA SIDSTE EFTERÅR LIGGER ET MÅLRETTET STYKKE ARBEJDE, HVOR DRØMMEN OM EN PLADEUDGIVELSE HAR VÆRET BRÆNDSTOF. TEKST Jasmina Blichert og Niels Christian Buhl FOTO Marco Bjørnslev Jensen

SAMFUND

21


SAMFUND

22 Med tætte trækroner og tunge grene står de stamme mod stamme. Dag efter dag, år efter år. I en uendelig kamp dyster de mod hinanden. Hver strækker grenene længere og højere. Rødderne bliver tykkere, og kronerne vokser sig tættere. Alle sammen kæmper de om de samme livgivende solstråler. Det er en trækamp om sollys. I et baglokale i Vega møder vi de re drenge, der tilsammen bærer navnet Treeght for Sunlight. Det er fredag eftermiddag, og om seks timer skal de på scenen i Lille Vega. Koncerten er den sidste på deres danmarksturné, og den markerer et af mange højdepunkter gennem et hektisk år, hvor de re jyder med base i København er gået fra at være ukendte til nu at være selvskrevet på enhver indieelskers tjekliste. Året har budt på pladeudgivelse, udlandsturné og indspilninger i de legendariske Abbey Road-studier. Men det vender vi tilbage til. Først er det vist på sin plads med en ordentlig præsentation. PLADEUDGIVELSE VAR MÅLET Kvartetten udgav i oktober sidste år sit debutalbum, A Collection of Vibrations For Your Skull. Forud for udgivelsen var løbet en hurtigvoksende hype, blandt andet takket være singlen Facing the Sun, et vaskeægte sommerhit. Musikmagasinet Soundvenue kårede ved årsskiftet jydernes debut som årets bedste danske plade og beskrev den som ”perfektionistisk poppsykedelika” og et ”helstøbt værk”. Udgivelsen af debutpladen var kulminationen på tre års dedikeret og målrettet arbejde. Tre af bandets medlemmer – Christian Rohde Lindinger, Morten Winther Nielsen og Mathias Sørensen – havde, siden de var små, spillet sammen i den nordjyske hjemby Støvring. De havde altid drømt om at udgive en plade, men før de kunne nå dertil, var det

punkt, hvor vi gerne ville kappe båndet til det. Der

bandnavn. Men da drengene nåede tættere på må-

nødvendigt at udvide besætningen.

var behov for at blive voksen.«

let, skrev kontrakt med pladeselskabet Tambourhi-

»For re år siden besluttede vi os for, at vi skulle

De re drenge unpluggede guitaren, tog den

have en pianist med i bandet, fordi det var begræn-

på ryggen og forlod den nordjyske provins’ glæder

sende, at vi kun var guitar, bas og trommer. Så kom

til fordel for den københavnske storbys ditto. Her

»Vi havde brainet lidt på nogle navne, men lige

vi i kontakt med Niels gennem en af vores andre

blev det at udgive en plade til det primære mål for

pludselig gik det så op for os, at det var altså nu,

kammerater, som havde gået på efterskole med

gruppen, der dog på daværende tidspunkt stadig-

vi skulle have et navn. Vi havde en deadline, og så

Niels,« fortæller Mathias, der spiller trommer.

væk manglede de mest basale ingredienser: færdige

måtte vi jo bestemme os,« fortæller Mathias, og

sange og et bandnavn. En lang proces kunne tage

Christian afbryder: »Jeg havde tidligere købt en lat-

sin begyndelse.

terlig dymolabel-writer i Netto og skrevet ’Treeght

Niels Kirks entre i øvelokalet førte ikke blot nye klaverklange med sig. På samme tidspunkt opstod

noceros og stod over for en snarlig udgivelse, var de nødt til at tage en hurtig beslutning.

»Drømmen var, at nu skulle vi sætte os ned og

for Sunlight’ ned på en etikette, da vi sad og lavede

lave en plade,« fortæller Mathias og fortsætter: »Dét

demoer til pladen. Da vi så skulle til at beslutte nav-

»Vi havde spillet sammen før og havde lavet

var ligesom projektet. Vi havde ikke engang noget

net til bandet, fandt vi den lille dymo blandt mange

musik sammen før, men det var, som om vi havde

navn. Vi var bare re drenge, der havde et ønske

andre.«

lyst til at starte på en frisk, slette alt omkring os og

om at lave et album. Så gik vi i gang, brugte tre år

bare sætte os ned og lave noget musik,« fortæller

på det, og så udgav vi det.«

der en stemning i gruppen for at gøre rent bord og starte from scratch.

og vælge et navn.

Mathias. Morten nikker og følger op: »Når man har spillet sammen så længe, så ud-

Drengene bestemte sig for at blive enige om de ti bedste bud, gå hver til sit og så mødes dagen efter

FRA DYMOLABEL TIL PLADECOVER

»Morten k den idé, at vi skulle tælle ned fra tre

vikler man sig jo vildt meget i forhold til den musik,

Som de este, der har spillet i band, sikkert ved, kan

og så råbe det navn, vi hver især syntes bedst om,

man startede med at spille. Vi var kommet til et

det være en kamp i sig selv at nå til enighed om et

mens vi lmede det,« beretter Mathias. »Det kunne


forvejen.« Drengene kigger lidt på hinanden og nikker alle sammen. De er enige om, at de har det bedst, når de er samlet. Det kræver nemlig ikke noget af dem, fordi de kender hinanden så godt – som i en minifamilie. »Jeg slapper mere af, når jeg er sammen med dem, end når jeg er alene. Det er dem i hele verden, der bedst ved, hvem jeg er. Og når vi er sammen, så har man ikke gæster,« smiler Mathias og Niels tilføjer instinktivt: »Jeg må godt tage en lur.« De griner i kor. ET ALL-IN SATS PÅ MUSIKKEN Treeght for Sunlight har kæmpet sig vej ind på musikscenen. De re drenge i starten af tyverne har dedikeret deres tid til musikken, og de kan godt mærke, hvor hård en branche de er gået ind i. »Når man laver en plade, og man er et ukendt navn, så er det desværre bare penge, der fosser ud af kassen konstant. Man skal jo betale både husleje og mad, men man har ingen indtægter overhovedet, så det er virkelig dyrt,« forklarer Mathias. Trods de barske vilkår er bandet dog ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige satsning, de har gjort. For musikken er det, der betyder allermest for dem. »Vi har været så all-in, og det har været så all-in et sats, som det overhovedet kan blive,« siger Mathias bestemt. Drengene påpeger, at de også er nødt til at tjene penge andre steder end på scenen. For der kommer et tidspunkt, hvor det ikke kan løbe økonomisk rundt kun at lave musik. Men det kan være svært at kombinere et vagtskema i børnehaven med et stramt turnéprogram. »Det er en meget normal ting for alle i den danjo være for vildt, hvis vi sagde det samme navn. Det

træer også kæmper mod hinanden. Men vi kan ikke

ske musikbranche, at man har arbejde ved siden af.

ville jo være ret usandsynligt. Men vi talte ned – tre,

se det med det blotte øje. Hvis du kommer tilbage

Alle dem, vi kender i andre bands, er enten pæda-

to én – og bom.« Mathias holder vejret lidt og hæn-

til det samme sted efter ti år, kan du måske godt se,

gogmedhjælpere, rengøringskoner, studerende eller

derne stille.

at træerne er vokset en meter, men de kæmper jo

what ever, når de er hjemme. Vi arbejder også ved

»Og så sagde vi ’Treeght for Sunlight’ alle sam-

hele tiden. Det træ, der ikke vokser sig højest, dør,

siden af, når det kan lade sig gøre, men det er svært

men. Det var rimelig magisk, og så var der jo no

fordi det ikke får nok lys. Det er da meget voldsomt

at fastholde et job. Det er tit, det ikke går,« fortæller

discussion. Så kørte vi på det.«

på den fede måde«.

Niels.

nets betydning hverken noget at gøre med økologi

EN MINIFAMILIE

belt arbejde, men folk i musikbranchen ved godt, at

eller Greenpeace. Forklaringen nder vi et helt an-

Det er ikke kun, når de spiller musik, at drengene i

det er vilkårene. Der er ikke særlig mange penge, og

det sted.

Treeght for Sunlight hænger ud sammen. Mathias

man skal virkelig vende og dreje hver en mønt.«

Selvom man måske kan få den tanke, har nav-

Morten tilføjer: »Man skal have et meget eksi-

»Jeg kan huske, at min far forklarede mig, den-

og Christian bor sammen, og når instrumenterne

Men for det unge band handler det også om,

gang jeg var lille, at træerne var høje, fordi de skulle

holder hvilepause, går de re drenge ikke hver til sit.

hvordan de vælger at bruge de penge, de trods alt

have sollys. De konkurrerede om sollyset. Så det var

»Da vi for eksempel kom hjem fra London-

tjener. De mener, det er nødvendigt at prioritere

en trækamp om at få sollys, og derfor blev de høje,«

touren i januar, kom jeg ind ad døren og tænkte, at

siger Christian og vågner lidt op af lænestolen.

jeg skulle slappe af. Men en halv time efter ringede

»Vi kunne jo godt vælge at lade være med at in-

Mathias og spurgte, om jeg ikke lige kom over og

vestere så mange penge og i stedet trække nogle ud

døllede en lm,« fortæller Niels.

til os selv. Det ville bare være en kort fornøjelse. Lidt

Der bliver stille et øjeblik, hvorefter Mathias igen tager ordet.

det, de har satset på, højest.

»Den langsomme kamp er lidt skæg, eller nær-

»Det er nemlig meget nemt at slappe af i hinan-

ligesom at tisse i bukserne for at holde sig varm. Det

mere smuk. Jeg er ret fascineret af at tænke på, at

dens selskab, fordi vi bruger så meget tid sammen i

er nt nok at spille en turné for derefter at kunne

SAMFUND

23


SAMFUND

24 betale huslejen i re måneder på dén konto. Men hvad så bagefter…?« spørger Mathias og trækker på skuldrene.

ved, hvem de andre tre enstemmigt vil pege på. Alle i bandet synes at være enige om, at Beatles er og bliver de største. Derfor var det da også en helt

»Men vi er vildt ambitiøse, og vores drøm er at

særlig oplevelse, da Treeght for Sunlight i februar

komme til at leve af musikken og bare kunne kon-

var i London for at indspille tre numre i idolernes

centrere os om det. For det er det, vi brænder for.«

gamle studie, Abbey Road.

DRØMMEN ER MUSIKKEN

historiske studie:

Niels forklarer om baggrunden for besøget i det Selvom de re drenge bijobber ved siden af musik-

»Vi skulle indspille tre numre, hvoraf to skal

ken, når skemaet tillader

sendes på Channel 4

det, er de ikke et sekund i

(britisk tv-kanal, red.) i

tvivl om, hvor passionen og

engagementet

lig-

ger. Musikken har været drømmen hele livet. »Jeg har aldrig overvejet, om jeg skulle være

»Drømmen var, at nu skulle vi sætte os ned og lave en plade«

andet. Min mor har altid

gramserie, der hedder ”Abbey Road Debuts”, og som kommer til april. De havde hørt os til en koncert, vi spillede i London i januar.«

sagt, at jeg ikke skulle blive musiker. Jeg skulle ikke gå den vej. Så jeg over-

forbindelse med en pro-

Spillestedet

i

London havde haft plads til 2000 mennesker, men

vejede music management på et tidspunkt, men jeg

kun 50 var mødt op, da Treeght for Sunlight gik

har ingen anden drøm end musikken,« siger Niels

på scenen som opvarmning for amerikanske The

og kigger på de andre tre, mens han fortsætter: »Og

Walkmen. På trods af de utaknemmelige odds le-

I tre har siden femte klasse gejlet hinanden op til det

verede bandet en optræden, som faldt i smag hos

her. I har den her fælles drøm.«

folkene fra Channel 4, og de blev efterfølgende kon-

Mathias nikker ivrigt og slår armene ud:

taktet med et tilbud om at medvirke i den britiske

»Drømmen er dét her.«

programserie. »Det var skidefedt,« konstaterer Niels. »Det hele

PERFEKTIONISMENS FALDGRUBER

var jo ligesom en kæmpestor bonus. Det var ikke

At Treeght for Sunlight brugte tre år på at ind-

noget, vi sådan selv havde planlagt eller nansie-

spille, eksperimentere og dreje på knapper, før de-

ret.«

butpladen var at nde i butikkerne, kommer til ud-

»Nej, det er fandeme et godt eksempel på, at

tryk i et omfattende og detaljerigt lydbillede med et

man aldrig må slacke på sin optræden,« slutter Ma-

væld af korharmonier og velovervejede rytmeskift.

thias med et grin.

Her er tænkt over tingene, ingen tvivl om det. Men

Om fem timer tænder scenelyset i Lille Vega, og

er de ikke selv bange for, at noget af ærligheden er

bandet skal denne gang ikke være bange for at stå

gået tabt undervejs i en så omfattende produktion?

over for en halvtom sal. Fanskaren vokser nemlig,

Umiddelbart er svaret nej.

alt imens drengene udlever drømmen om et liv in-

»Folk snakker meget om, at musik kan blive for poleret – den bliver overproduceret. Jeg synes derimod, man kan snakke om, at noget bliver arrangeret eller gjort forkert. Men jeg synes ikke, man kan arbejde for længe med et nummer,« siger Mathias. Efter en kort tænkepause tilføjer han: »Jo, man kan godt blive bange for, at man har mistet grebet om et nummer, eller at man misforstår nummeret og alt det der. Men jeg synes ikke, vi har overproduceret. Det har været målet, at vi gerne ville lave en plade, hvor vi gjorde de ting vi syntes var nødvendige.« I IDOLERNES FODSPOR Mod slutningen af interviewet spørger vi de re solskinsdrenge, hvilken kunstner eller gruppe de hver især anser som den største. »Må vi vælge den samme?« lyder svaret prompte fra et af bandmedlemmerne, der tydeligvis godt

den for musikken.


Spotlight på Treefight, RUST, april 2011