Issuu on Google+

SEPTEMBER-OKTOBER 1999

REJSEBESKRIVELSE af Nils Buch


USA

september-oktober 1999 PROLOG

I et lille års tid, lige siden Kenneths fødselsdag i oktober 1998, havde Kenneth og jeg snakket om at tage en tur til USA sammen med Jan Vedel og Michael Priess. Sidstnævnte er nu om stunder bedst under pseudonymet ”Fjolset fra Jersie Strand”. Efter en planlægningsfase som løb over næsten ni måneder, bestilte vi i slutningen af juni rejsen hos Gate Eleven. To dage før vi skulle betale restbeløbet på rejsen, i slutningen af august, sprang ”Fjolset fra Jersie Strand” uden varsel fra. Det satte os andre i lidt af et økonomisk dilemma, primært fordi vi havde bestilt to dobbeltværelser, og af indlysende årsager ikke kunne afbestille et halvt et af slagsen. ”Fjolset” var kold som Grønlandsk indlandsis, men heldigvis lykkedes det os at fremskaffe de små kr. 9.000 det drejede sig om. Selvfølgelig skylder ”Fjolset” os nu dette beløb. Men det har vist sig umuligt at opdrive denne gæld hos ham, da han har vist sig at være en jævnt upålidelig, uanstændig og usympatisk person. Nok om det. Nu var vi ved at være mere end parate til at tage af sted. Og endelig, langt om længe, nærmede den 24. september 1999 sig. En ferieklipning hos Blondie Haircut, blomstervanding og postkassetømning arrangeret, kufferten blev pakket, pas, credit cards og papirer tjekket, og så var jeg bare vildt klar til at forlade Danmark i små 24 døgn.

FREDAG, 24. SEPTEMBER

Kenneth, Jan og Kenneths mor kom forbi og hentede mig 11:30. Lige sent nok, da vi på vej til lufthavnen, skulle nå forbi Kenneths arbejde – hvor han lige skulle hente noget, samt Unibank – for at hente dollars. Men jeg kender jo efterhånden Kenneth og hans fornemmelse for tid. Da vi ydermere kom ud for en omkørsel på vejen over Amager, var vi først i Kastrup Lufthavn kl. 12:30, et kvarter efter seneste check-in tid. Så vi havde ikke specielt meget tid at checke ind, gennemlysning af håndbagage osv. Men vi nåede da uden problemer KLM flight no. KL 1128 som afgik kl.13:15. Vores første mellemlanding var i Shiphol ved Amsterdam, som vel nok må betegnes som værende Nordeuropas kedeligste lufthavn. Det sjoveste ved den, var at læse de forskellige skilte i lufthavnen. F.eks. skiltet med teksten EERSTE HULP, som betyder førstehjælp på vores modersmål. Der skal ikke så meget til at more os! Efter en kort shoppingtur i Shiphols alt for dyre butikker, blev vi, til Jans store og højlydte fortrydelse (”jeg bli’r åååndsvag” – som han på sin egen diskret-forsagte måde udtrykker sig), stuvet sammen i et ordentligt skrummel af en KLM jumbojet, som skulle bringe os til USA. På vejen over Atlanten så vi ”Instinct” med Anthony Hopkins og ”Entrapment” med Sean Connery og Catherine Zeta-Jones, samt fik serveret den sædvanlige dyne af skøn papmad. Efter hvad der synes som en evighed, vistnok 9 timer, landede vi i Memphis International Airport. I Memphis blev vi, af en yderst bredskuldret G. I. Joe, udsat for et ret så grundigt ”forhør” om hvad vi skulle lave i USA, hvor lang tid vi planlagde at opholde os i landet, hvilket arbejde vi havde i vores hjemland osv. Så det tog ret lang tid før vi officielt var i USA. Så havde vi ellers et par timers ventetid i Memphis, hvor højttalerstemmen lød som om han var i familie med Johnny Cash. Det lød ret overdrevet, men sådan taler de vist i Tennessee. Endelig fløj vi, i et ældgammelt NorthWest fly, videre til vores bestemmelsessted, Orlando. Da stewardessen kom med vores snacks, vågnede Jan, som ellers sad og sov. Hun spurgte om ”Sleeping Beauty” ikke også skulle have nogen snacks. Sans for humor, det havde hun i hvert tilfælde – og jeg lo meget over indslaget. Vi landede i Orlando International Airport kl. ca. 23:00 lokal tid. Heldigvis var vores bagage kommet med os hele vejen fra Danmark, og vi fik den hurtigt udleveret. Da vi trådte ud af lufthavnsbygningen og dens beskyttende aircon, blev vi mødt af en mur af fugtig varme (små 100 grader Fahrenheit). Med en lille bus blev vi transporteret hen til den nærmeste Hertz-afdeling. Her fik vi udleveret vores fornuftige Ford et-eller-andet med noget spændende ekstraudstyr. På Kenneths opfordring fik vi nemlig en bil med NeverLost (sattelitnavigering) for $6 ekstra pr. dag. Det viste sig at være en god investering, da vi fik brug for systemet allerede da vi skulle finde vores hotel, Hyatt Orlando, som ligger ca. en halv times kørsel fra lufthavnen. Vi var godt nok noget bombede da vi ankom til Kissimmee og det pænt store og, viste det sig, ganske udmærkede hotel ved 1-tiden om natten. Og så startede vores ophold der oven i købet med, at vi kun fik et værelse. Men det blev hurtigt løst, og Jan fik det ene værelse for sig selv, så han kunne ryge sin kræftpinde i fred. Klokken 2:00 kom vi endelig i seng, og faldt i søvn på ca. 10 sekunder, trods den pænt støjende aircon. 2


LØRDAG, 25. SEPTEMBER

Klokken 8, efter 6 timers søvn, sprang vi friske og udhvilede ud af vores senge, klar til at tage rigtig fat på vores ferie. Vi startede med at finde en butik hvor vi kunne købe solbriller. Både Kenneth og jeg havde naturligvis glemt denne uundværlige accessory hjemme i DK. Jan købte et par hippe shorts. Bagefter kørte vi, med hjælp fra NeverLost’s anvisninger, til den nærmeste Sizzler, hvor vi fik os en gedigen gang morgenmad. Så kørte vi ellers, med fuld power på aircon’en, til Universal Studios. Vi parkerede i Jaws-afdelingen i det kæmpestore parkeringshus og vandrede mod selve Universal Studios. Da vi nærmede os parken, væltede tonerne fra den geniale danske popduo S.O.A.P. ud af højttalerne. Så også amerikanerne har lært at værdsætte de herligheder som strømmer ud fra den progressive danske musikscene. Universal Studios består, udover af selve Universal Studios, af det splinternye Island of Adventure, som har masser af state-of-the-art thrill rides samt af CityWalk som består af en masse kæmpestore restauranter, diskoteker, biografer osv. Derfor købte vi tre styk 2-day passes for ca. $270 i alt. For to dage satsede vi på at vi, barnlige sjæle som vi er, snildt kunne få til at gå der. Det første der sprang i øjnene da vi trådte ind i Island of Adventure, var en gigantisk rutsjebane, med nogle kolossalt store loops. Incredible Hulk Coaster, som rutsjebanen hedder, måtte Kenneth og jeg jo straks hen og prøve. Da det var lørdag og ydermere Florida-citizen-rabat-dag, var køen MEGET lang. Men prøves, det skulle den. En stor del af ventetiden forgår i et kopi af Bruce Banners (professoren som, pga. af noget gammastråling han en gang blev udsat for, bliver til Hulken, når han bliver gal) meget store laboratorium. I øvrigt gik det op for os, mens vi stod i køen, at vi faldt totalt igennem mht. til hvad vi havde på fødderne. Omkring 99% af de indfødte havde gummisko (sneakers, trainers etc.) på, mens resten bar sportssandaler. Og her stod vi i vores nydelige sejlersko, og følte os alt for meget som turister! Vi kom absolut ikke til at fortryde, at vi brugte en god time på at stå i kø, for det var uden tvivl det fedeste thrill ride vi nogen sinde havde prøvet. Den ret brede 32-personers vogn, hvori man bliver spændt pænt godt fast, startede med at accelerere fra 0-96 km/t på ca. 3 sekunder, og det var vel at mærke opad i en vinkel på ca. 45 grader. Så gik det ellers for fuld hammer med loops, skruer og skarpe sving i ca. 21⁄2 minutter, uden at man på noget tidspunkt at få mulighed for at få pusten igen. Den er kanon! Efter vi kom hjem, har jeg på Nettet læst mig frem til at mange rutsjebaneentusiaster rundt omkring i verden mener, at Incredible Hulk Coaster i øjeblikket er verdens bedste rutsjebane. Hvis man er bare det mindste vild med rutsjebaner, er der ingen vej uden om Incredible Hulk Coaster. Efter denne overordentlige gode start på vores tur i Island of Adventure, foresatte vi hen til Duelling Dragons, som er en dobbeltsporet inverteret rutsjebane. Den var næsten lige så kanon som Hulken. men også kun næsten. Clouet, udover de mange loops og skruer, ved den er, at de to vogne som kører simultant, filtrer sig ind i hinanden og flere gange kører lige mod hinanden, for i sidste øjeblik at dreje af. Hele molevitten er delvis bygget ind i en middelalderborg, fyldt med afpillede skeletter og andet gyseligt. Vi, det vil sige Kenneth og jeg – Jan sprang over, prøvede den rutsjebane i alt 8 gange i løbet af de to dage vi brugte i Island of Adventure/Universal Studios. I øvrigt det samme antal ture som vi tog i Incredible Hulk Coaster. Bagefter spiste vi frokost på The Burger Digs i Jurassic Park Discovery Center. Så tog vi hen og tog en tur Dudley Do-Rights Ripsaw Falls, som er nogle store 16-personers flåder der sejler ned af et meget, øøh, avanceret vandfald. Her blev vi gennemblødte. Derefter tog vi to ture Popeye & Bluto’s Bilge-Rat Barges, den vildeste og flotteste vandrutsjebane jeg nogen sinde har prøvet. Og her blev vi så endnu mere gennemblødte. I øvrigt kom der i løbet af dagen flere korte men kraftige byger. Men da det jo var meget varmt, blev vi meget hurtigt tørre igen. Efter lidt is/snacks/cola tog vi hen for at prøve en tur i The Amazing Adventures of Spiderman. Her følger man, bogstaveligt talt, med Spiderman, alias Peter Parker – journalist på Daily Bugle, i hans kamp mod Doctor Doom og en horde af andre superskurke. Det thrill ride må absolut kandidere til at være et af verdens mest avancerede forlystelser i kategorien ”spøgelsestog”. Faktisk har jeg efterfølgende set, at den er blevet kåret til ”Dark Ride of the Year” i 1999. Det er en unik blanding af en rutsjebanevogn, med indbygget avanceret hydraulik, der kører på skinner og 3D-film (man får udleveret 3D-briller) samt røg-, tåge-, flamme-, varme-, kulde- og lyseffekter. Mod slutningen styrter vognen, som vi sidder i, ned fra en meget stor højde. Kun i allersidste øjeblik lykkes det for Spiderman at gribe os i hans net. Utroligt flot og virkningsfuldt. Umiddelbart før turen sluttede, brød forlystelsen desværre sammen. Så vi sad der i buldrende mørke i 5 minutter. Det betød blot at vi fik endnu en tur, uden først at skulle stå i kø i over en time igen. Så det var sådan set held i uheld. Bagefter lykkedes det os at få endnu en tur i Incredible Hulk Coaster. Nu var klokken blevet 19:00 og parken var ved at lukke. Så efter dagens strabadser kørte vi lige forbi vores hotel for at få skifte tøj, da det vi havde på efterhånden var blevet noget klamt, for at sige det 3


mildt. Aftensmaden spiste vi på Fuddrocker’s som Kenneth havde talt meget varmt for. Fuddrocker’s er en burgerrestaurantkæde med lidt mere stil over sig end f.eks. McDonald’s og Burger King. Deres burgers, som man selv kan bestemme ristningsgraden af – jeg tog en well-done, viste at være rigtigt gode, mens deres french fries var lidt kedelige.

SØNDAG, 26. SEPTEMBER

Kenneth og jeg startede dagen med at ringe hjem til DK. Min 3-minutters samtale med Lise og Roy kom til at stå mig i 120 kroner. Lidt pebret må man sige. Så kørte vi på Denny’s for at få os en morgenmadscomplet. Herefter gik turen de ca. 40 miles østpå mod Kennedy Space Center (KSC). Undervejs kom vi, ved en fejltagelse, til at dreje ned på Florida’s Turnpike, som er en slags ekspresmotorvej mellem Orlando og Miami. Her fortalte NeverLost os pludselig, at vores tur var blevet forlænget med ca. 175 miles - uups! Grunden til det var, at der på Florida’s Turnpike kun er meget få afkørsler og dermed muligheder for at vende om. Ydermere er midterrabatten på denne ret øde vej kolossalt bred og fyldt med gevækster af alle mulige arter. Området her er meget frodigt og vejen er omkranset at meget tæt skov. Lidt efter nærmede vi os en toll both. Nogle motorveje i Orlando er betalingsveje, og derfor er disse toll both’s spredt ud over vejstrækningerne med uregelmæssige mellemrum. Det koster mellem $0,50 og $1,00 at få lov til at køre videre. Helt logisk synes systemet ikke at være, men de beløb man skal slippe, er i hvert tilfælde peanuts. Lige før vi nåede hen til denne toll both, var der en indsnævring i midterrabatten. Her øjnede vi en chance, og skønt strengt ulovligt, foretog vi et hurtigt U-turn og var igen på rette spor. Resten af turen forløb uden problemer og snart efter var vi i Cape Canaveral, hvor KSC optager adskillige square miles. Indgangen til KSC’s Visitor Complex prydes af en Space Shuttle med tilhørende startraketter og brændstoftank. Den er godt nok imponerende stor. Det viser sig at være lidt af et tema for KSC, imponerende stort – men desværre også lidt kedeligt. Vi får set kolossale hangarer (verdens største – faktisk), kæmpestore affyringsramper og store alt muligt andet. Det tændte os, og her taler jeg i særdeleshed om Jan og Kenneth, ikke rigtigt. Dog skal 1:1 modellen af Apollo VII raketten nævnes, da den er lige så bred som Rundetårn og ca. 3 gange så høj – den er MEGET stor. Området som KSC befinder sig på er også et naturreservat. Vi så da også flere pænt store alligatorer, en Bald Eagle (USA’s nationalfugl), en cougar (en mellemting mellem en huskat og en gepard) samt en ret stor skildpadde, som vi var lige ved at køre over. Vi sluttede af med at se en enkelt 3D IMAX film ”L5: First City In Space”, som handler om hvordan livet i følge NASA, måske vil kommer til at folde sig ud i en nær fremtid. Så bevægede vi os ud til vores bil for at køre hjem ad. Vi kom dog ikke så langt. Da Kenneth skulle starte bilen, viste det sig at batteriet var stendødt. Så vi måtte jo bide i det sure æble, og vandre tilbage til KSC for at finde en telefon og ringe til Hertz. Det viste sig at være en kompliceret affære bare at ringe op til Hertz. Telefonen forlangte at vi skulle proppe 14 quarters (???) i den, før den overhovedet ville ringe op. Til slut viste det sig at opkaldet var toll free, så alle mønterne væltede ud af telefonen igen. Da vi endelig fik fat på Hertz, viste de sig at være yderst tunge at danse med. Damen i røret var hverken til at hugge eller stikke i, så til sidst gad jeg ikke mere, og gik derfor hen til KSC’s informationsdisk, og spurgte om de kunne hjælpe os. Det kunne de, og inden der var gået 5 minutter kom der en stor NASA truck ud til vores bil og gav os starthjælp. Det kan man da kalde service. Jeg spurgte dem også om de ikke kunne give os et skvæt raketbrændstof, hvilket de desværre nægtede os! Hjemturen gik smertefrit, selv om de kraftige med korte byger som vi havde oplevet flere gange den dag, fortsatte til et stykke ud på aftenen. Efter et bad og en omklædning tog vi hen til en Kinesisk restaurant tæt ved hotellet og fik os en solid aftensmad. Vi gik ret tidligt i seng, da vi ville være friske til vores anden tur til Universal Studios dagen efter. Men vi nåede dog en tur i hotellets udmærkede pool først. Jan sprang dog svømmeturen over, da han troede at vandet var koldt. Lufttemperaturen var jo også kun ca. 35 grader celsius!

MANDAG, 27. SEPTEMBER

Vi var ved Universal Studios lige ved åbningstid, og vi havde husket at skifte sejlerskoene ud med gummisko. Vi stormede ind i Island of Adventure, og tog allerførst to ture i Incredible Hulk Coaster. Vi sad forrest, og her blev man blæst godt igennem og på grund af at vi fik vinden direkte i øjnene, kom vi til græde som om vi var piskede. I øvrigt skal man stille sig i en særlig kø hvis man vil sidde forrest. Man kommer selvfølgelig til at vente længere, men er til gengæld sikker på at komme til at sidde forrest. Det er faktisk ret smart. Så gik vi hen og tog fire ture mere i Duelling Dragons. Derefter prøvede 4


vi Posidon’s Fury: Escape from the Lost City. En meget speciel forlystelse med en kombination af levende skuespillere, meget avancerede vandeffekter, lysebombardementer, flammer og eksplosioner samt 3D-film i form af laserlys projiceret på vandsøjler. Vi tog også en tur i The Cat In The Hat, en sødt lille børnespøgelsestog, som sikkert ville være lige noget for Kim! Derefter en sejltur i Jurassic Park River Adventure, hvor vi blev angrebet af diverse dinosaurer. Og så et par ture i Popeye & Bluto���s Bilge-Rat Barges, for at blive lidt våde. Før vi tog videre over til selve Universal Studios, tog vi lige en tur i Doctor Doom’s Fearfall, som er en slags omvendt udgave af Tivoli’s Det Gyldne Tårn. Efter den tur kom vi til at snakke lidt med det unge indfødte par som vi delte vogn med. De var, som så mange andre indfødte, imponerede over vores engelskkundskaber. Så gik turen over til selve Universal Studios, hvor vi ville starte med at spise frokost. Universal Studios omkranser en jævnt stor sø. Vores søgen efter et passende frokoststed, førte os det meste af søen rundt. Men så fik vi da et overblik over det imponerende område, og til sidst fandt vi da også et sted at spise. Kenneth og jeg spiste lasagne, mens Jan tog en hotdog – han lever stort set af burgere og hotdogs. Efter frokosten, gik turen direkte mod Terminator 2 3D. T23D er en helt fantastisk oplevelse. Først går man, efter en kort ventetid, sammen med omkring 500 andre publikummer ind i noget der skal forestille forhallen til Cyberdyne Systems. Her bliver man af en meget entusiastisk kvinde, iført karrieredress og overgearet stemmeføring, indført i hvad det er vi skal opleve ved dagens præsentation. Hun er virkelig overstrømmende sukkersød og hendes ynglingsord er ”suuuper” – sagt på den mest irriterende måde. Efter en kort præsentation af Cyberdyne og deres nye SkyNet computer, bliver vi, efter lidt kommunikationsindblanding fra oprørene, ført ind i den store hal hvor selve præsentation skal foregå. Nu skal jeg ikke beskrive hele oplevelsen i detaljer her, da det vil fylde flere sider. Men kort efter at præsentationen af T-1000000, som i opbygning minder en del om T-1000 – som vi jo alle kender (eller bør kende). er begyndt, og vi har iført os vores 3D-briller, bryder oprørerne ind i salen, og et større skududveksling bryder løs. Efter lidt tid forsvinder de levende skuespillere ind i lærredet og bliver til de kendte skuespillere fra Terminator 2. Her fortsætter kampen, som bliver vildere og vildere. Det er virkelig en flot kombination af live action og 3D film. Og den nye T-1000000 robot er virkelig en ”ugly mother fuc...”. Til sidst lykkes det selvfølgelig Arnold at passivere T-1000000 ved at nedfryse den, hvorefter han skyder på den, så den splintres til små bitte metalstumper som flyver ud i hovedet på os. Samtidig giver det et voldsomt et ryk i stolene og salen fyldes med en tyk røg. ”Suuuper” – kan absolut anbefales. Efter den oplevelse tog vi videre til Jaws, og det fik os lidt ned på jorden igen. For den sejltur var jævnt kedelig, også selv om vi blev angrebet af den velkendte haj. Det næste show vi så var Twister, bygget over filmen af samme navn. Starten var ret kedelig med en masse snak. Men så blev vi ført ind på en lille tribune, som ligger midt i et vellignende kopi af en landsbytorv. Mørket falder på, og en kolossal tornado dukker op lige foran vores øjne. Bygningerne begynder at ryste, elinstallationerne begynder at eksplodere, stormen raser og det tordner og lyner. Pludselig flyver en ko, løftet op af tornadoen, forbi tribunen hvor vi står. Koen blev efterfulgt af biler og andre store og små genstande. Ganske godt lavet, selvom man til tider godt kan se nogle af de snore der holder f.eks. koen oppe i luften. Det hele slutter af med at først taget og til sidst hele tribunen bryder sammen. Videre til Back to the Future, som er bygget over sci-fi/komedietrilogien af samme navn, med Michael J. Fox i hovedrollen. Der er her tale om et ret fantastisk simulator ride. Vi bliver placeret i et kopi af Doc’s (Christopher Lloyd) DeLorean (en tidsmaskineracerbil) som tager os på en hæsblæsende rejse gennem tid og rum. Man sidder foran et stort lærred, bliver kastet rundt i bilen og bliver også udsat for vind-, varme-, røg- og kuldepåvirkninger. Selvom det foregår uden brug af 3D-briller, er det yderst effektivt og ret sjovt. Det sidste vi ville prøve i Universal Studios var Earthquake. Her starter det med, at fem af du ca. 200 publikummer blev udvalgt til at deltage i nogle stunts. Jeg sørgede for at gemme mig bag Kenneth, så jeg var sikker på ikke at blive udvalgt. Jan ville være helt sikker, og undlod at prøve Earthquake overhovedet. De stakkels udvalgte fik en kort instruktion, mens Charlton Heston fortalte os andre lidt om den snart 30 år gamle film og dens banebrydende special effects. Herefter fik vi set hvad de udvalgte havde lært. Der blev naturligvis taget gas på dem. Meget underholdende. Så fortsatte vi hen til det der skulle være showets clou, nemlig det at vi, mens vi sad i et tog, kom ud for et jordskælv. Før det hele startede, brød forlystelsen sammen, og kom aldrig i gang igen. Lidt slukørede forlod vi Earthquake. Men jeg har siden fået at vide, at det skulle være ret fantastisk at opleve. Altså, jeg må give Earthquake endnu en chance, næste gang jeg kommer til Orlando. Nu nærmede lukketid sig, og vi stormede over til Island of Adventure. Vi nåede at få fire ture mere med Incredible Hulk Coaster, før vi nærmest blev smidt ud af denne sublime theme park. Mens vi kørte hjemad lynede det så meget, at himlen adskillige gange blev lyst helt op. Dette naturens eget lysshow 5


fortsatte til langt ud på natten, men nogen tordenskrald hørte vi aldrig.

TIRSDAG, 28. SEPTEMBER

Vi havde fundet frem til at vi ville bruge vores sidste dag i Florida i Busch Gardens. Det kom vi absolut ikke til at fortryde. Busch Gardens, som er en kombineret theme park og dyrepark, ligger i Tampa Bay ca. 80 miles sydvest for Orlando. Området omkring parken minder meget om det som jeg forstår ved ”the deep south”, og er dybest set en stor sump. Busch Gardens er bygget op i flere områder, som alle har afrikansk inspirerede navne. Og temperaturen denne dag var også helt afrikansk, næsten 110 grader Fahrenheit. Vi startede med to ture i Gwazi, som er en helt ny tosporet trærutsjebane i den gode gamle stil. Men der er godt nok noget mere speed på Gwazi end der er på de wooden coasters vi kender fra Tivoli og Bakken. På vej mod Congo og alle vandrutsjebanerne, passerede vi Eagle Canyon. Her stod en Bald Eagle og så meget ked ud af det. Den var godt nok ikke i bur, men den var tydeligvis stækket og kunne derfor ikke bevæge sig ret langt. Det var et lidt sørgeligt syn, at se sådan en flot fugl i denne situation. Specielt Kenneth var meget fortørnet herover. Han sagde senere, at hvis han vandt den store gevinst når vi kom til Las Vegas, ville det første han gjorde være, at købe den stakkels fugl fri. Lidt efter passerede vi også en masse store og utroligt grimme øgler og varaner. Jeg synes de havde en slående lighed med Jan – men han var uenig. Så tog vi hen og prøvede parkens tre rigtigt sjove water rides. Først Congo River Rapids, som er nogle flåder der sejler ned af en rimeligt brusende flod. Som en lille ekstrafeature, har folk der står på bredden, mulighed for at fyre vandkanoner af mod os der sidder i flåderne. Der var nogle der blev ramt og blev rigtigt våde og overraskede. Derefter tog vi en tur i Stanley Falls, en mere traditionel vandrutsjebane med et par pænt store drop. Når man står af Stanley Falls, skal man passe ekstra godt på. For man skal over en bro der går over et af vandfaldene. Hvis man er for langsom, risikerer man at blive totalt gennemblødt, når den næste træstamme fløjter under broen for fulde hammer. Tidal Wave, som vi også tog en tur i, indeholder kun et drop. Men den meget store ”pram” får pæn fart på ned af den ret store bakke. Så den var OK endda. Mens vi var i Congo fik vi også en enkelt tur i hver af de tre rutsjebaner Kumba, Pyton, Scorpion. De havde alle tre masser af loops, skruer og sving. Men de var lidt gamle og savnede lidt fart. Så sprang vi på Sky Ride til Egypt. Sky Ride er en svævebane, som fører en over en stor del af selve dyreparken, fra Congo til Egypt. Faktisk ret flot. Her skulle vi, dvs. Kenneth og jeg, prøve Busch Gardens nyeste og vildeste rutsjebane. Muntu, som den hedder, er en inverteret rutsjebane som tager dig med på en vild tur gennem diverse ægyptiske ruiner - både over og under jorden. I det første sving, omkring en meter under ens fødder, ligger der fire alligatorer og tager solbad. Det øger ligesom spændingen lidt. Da vi havde taget de to første ture, ville jeg lige have en pause, mens Kenneth ville have endnu en tur. Lige før det blev Kenneths tur, gik vognen i stå på vej op ad den første bakke. Her blev folk hængende i en lille halv time før de blev hjulpet ned. Der gik næsten en time før rutsjebanen kom i gang igen. I mens stod Jan og jeg og ventede og ventede og ventede... på Kenneth. Men Kenneth fik sin tredje tur. Vi var godt nok lidt mugne over at skulle vente så længe, men man lær jo hurtigt, når man er sammen med Kenneth, at ventetid det er noget man må indstille sig på. I øvrigt oplevede vi, at amerikanerne mener det, når de oplyser at det er udsmidningsgrund (uden refusion) hvis man forsøger at springe over i køerne til forlystelserne. Vi så tre ungersvende som forsøgte. Men kort tid efter kom en meget stor sikkerhedsvagt, der tog dem i nakken og venligt men bestemt fulgte dem ud af parken. Før vi vendte snuden hjemad ville vi lige have et par ture mere med Gwazi. På vejen hen til den rigtigt sjove rutsjebane, passerede vi en, øøh, fold som indeholdt en horde af kæmpestore, grimme og meget surt udseende krokodiller. Man må formode at de blive rigeligt fodret, for hvis de virkelig ville hoppe ud, kunne de da sagtens gøre det. På vejen tilbage til hotellet fandt Kenneth og jeg ud af, at vi ville give Steaks & Shakes, som vi havde set reklamer for på TV, en chance til aftensmad. Jan sprang over, da han ville gå tidligt i seng. Vi skulle nemlig meget tidligt op dagen efter. På vej til Steaks & Shakes spenderede vi en time og en del penge i et Nike Factory Outlet. Her er priserne yderst fornuftige, så det måtte vi benytte os af. Det resulterede i, at vi først nåede hen til Steaks & Shakes kl. 23:00 – de har åbent 24 timer i døgnet. Den 3-retters menu som vi fik var rigtig god og deres shakes meget fine. Kl. 0:30 tøffede vi hjem til hotellet og kom i seng kl. 1:30. 6


Vi kunne såmænd godt have brugt et par dage mere i Orlando og omegn. Her er mange flere theme parks end dem vi nåede at besøge, herunder Disney World – som er gigantisk, SeaWorld og Water Mania. Desuden er der konstant masser af koncerter og andre shows, som f.eks. Riverdance og Lord of the Dance, i området. Ydermere er der muligheden for at køre til Miami, Everglades og måske helt til Key West. Så der er i virkeligheden oplevelser nok til mindst to ugers ferie i Miami. Jeg kommer i hvert tilfælde, med til vished grænsende sandsynlighed, igen.

ONSDAG, 29. SEPTEMBER

Vi stod op kl. 4:30 – hvor var vi bare friske! Først kørte vi til Hertz for at aflevere bilen. Så blev vi transporteret i busser til lufthavnen hvor vores fly afgik kl. 7:50. Undervejs til LA havde vi en kort mellemlanding i Phoenix International. Vi landede i LAX kl. 11:46, og blev hurtigt transporteret hen til Hertz, vor vi fik udleveret vores bil. Desværre var de udgået for biler med NeverLost, så vi måtte købe et gammeldags vejkort, og så ellers forlade os på vores evner som vejkortlæsere. Vi fik dog, fra Hertz computer, udskrevet en kørselsvejledning over ruten til vores hotel. Det var rimeligt nemt at finde Clarion Roosevelt som vi nåede frem til efter cirka tre kvarters kørsel. Hotellet ligger midt på Hollywood Boulevard (Walk of Fame), lige over for Mann’s Chinese Theatre. Så man må sige, at vi kom til at bo meget centralt i Hollywood. Hotellet har vallet parking, som vi skulle bløde $10 (+ tips) for per dag. Efter at vi havde været oppe på vores værelse og smide vores kufferter samt konstateret at vores aircon var støjende men ineffektiv (!?!), var vi ærlig talt blevet pænt sultne. Frokosten spiste vi på den udmærkede restaurant Hamlet, som ligger lige ved siden af Clarion Roosevelt. Efter frokosten ville vi lige tage en slapper, før vi fandt ud af hvad vi skulle bruge aftenen til. Det skulle vi aldrig have gjort, for vi gik lynhurtigt i koma. Vi vågnede først op langt ud på aftenen, og var rimeligt smadrede. Så vi var kun i stand til at vælte ned til hotellets kiosk og købe lidt chips/chokolade/cola, før vi gik rigtigt i seng. De sidste dages fuld-fart-på-liv havde sat sig i kroppen, måtte vi nødtvungent erkende.

TORSDAG, 30. SEPTEMBER

Vi startede dagen med at køre hele vejen ad Santa Monica Boulevard til Venice Beach. Her fik vi os først en lækker morgenmadsomelet, min hed ”The Politician”, ved en hyggelig lille restaurant med udendørsservering. Det er ærligt talt lidt svært at genkende det Venice Beach vi ser i ”Baywatch” og ”Beverly Hills 90210”. Husene er generelt ret misligholdte, der er lidt nusset og værst af alt, man kan se at smoggen ligger meget tæt når man kigger ud over vandet. Den smog har de filtreret godt og grundigt væk i ovennævnte TV-serier. Vi fik dog senere at vide, at smoggen faktisk var blevet mindre tyk de senere år. Efter morgenmaden gik vi en tur ned til stranden og ud på en pier, der strakte sig meget langt ud i vandet. Her stod en masse mænd, som forsøgte at fiske sig til aftensmaden. I vandet så vi flere sæler og delfiner som tumlede rundt. Når man så ind over byen og på bjergene bag den, så der egentlig ret flot ud. Det virkeligt gode vejr - varmerekord i LA for september måned, var med til at forstærke det indtryk. Faktisk så vi stort set ikke en eneste sky efter vi forlod Orlando. Men igen ødelagde smoggen i horisonten indtrykket lidt. Så kørte vi en tur nordpå langs stranden forbi Santa Monica og Malibu. Når man når til Malibu er man ved at være ude af byen, og luften klarer derfor lidt op. Nu ville vi meget gerne besøge et mall. Jeg mente at kunne huske, fra min tur i LA i 1991, at der var ret mange malls i Orange County. Ergo kørte vi de godt 50 miles ad Highway 5 til Anaheim, området hvor bla. Disneyland og Knotts Berry Farm ligger, for at finde et mall og måske en computerbutik der. Vi fandt ret hurtigt Buena Vista Mall, hvor vi brugte et par timer på at shoppe. Jan fik købt en kohorte DVD’ere, og vi fik alle tre også købt lidt nødvendigt tøj. Bagefter kørte vi hjemad Nu fik vi tid til at kigge lidt nærmere på Clarion Roosevelt, som viste sig at være ganske flot. Hotellet har en fin pool, en meget flot foyer, en kæmpe balsal og meget, meget mere. Man kan dog ikke påstå, at vi benyttede os voldsomt meget af disse faciliteter. Vi opholdt os nemlig ikke ret meget på hotellet Før aftensmaden gik vi en kort tur op og ned af Hollywood Boulevard, og vi kunne konstatere, at selv om der er flere flotte hoteller og restauranter, er området lidt af en dump. Der er mange obskure og ret lurvede butikker, samt en del suspekte personager i kvarteret. Efter aftensmaden – en sindssyg stærk pastaret, som vi indtog på Hamlet, og en snak med tjeneren, som synes at europæere var noget så flinke, tog vi over på den anden side af gaden til Mann’s Chinese Theatre. Vi havde nemlig købt billetter til ”Double Jeopardy” med Tommy Lee Jones og Ashley Judd i hovedrollerne. Filmen var ganske god, den mindede 7


meget om ”The Fugitive”, bare med en kvinde (Ashley Judd) i Harrison Ford’s rolle. Og så fik vi jo også prøvet LA’s største premierebiograf. Men her fandt vi ud af, at Imperial i København på alle områder, både når det gælder siddekomfort, surroundlyden og billedkvaliteten, er væsentligt bedre. Da vi kom op på værelset efter filmen, valgte vi at slukke vores, som tidligere nævnt, støjende aircon og åbne vinduerne i stedet for. Det viste sig at være en fornuftig beslutning, så vi faldt hurtigt i søvn.

FREDAG, 01. OKTOBER

I dag kørte vi nordpå til en af USA’s ældste og mest populære theme parks, Six Flags Magic Mountain. For en gang skyld var ved fremme før åbningstid, hvilket primært skyldtes, at vi havde udsat morgenmaden til efter vi var kommet ind i parken. Så morgenmaden kom til at stå på chocolate chip cookies – godt og nærende. Parken er primært kendt for dens mange rutsjebaner, og planen var at de alle sammen skulle prøves mindst en gang. En af de første rutsjebaner man ser når man kommer ind i parken er Viper. Den rutsjebane er kendt fra filmen ”Rollercoaster” med George Segal og en meget ung Helen Hunt, hvori en gal pengeafpresser truer men sabotere den. I den film, som efterhånden har nogle år på bagen – den er fra 1977, ser Viper meget frygtindgydende ud. Men når men ser – og prøver – den i dag, bliver man lidt skuffet. Problemet er især hastigheden – den er alt for langsom. Det samme gælder desværre en stor del af de andre rutsjebaner i Six Flags, de ser store og flotte ud, men de virker lidt forældede og langsomme. En håndfuld af rutsjebanerne i Six Flags skiller sig dog ud fra mængden, og er ret sjove. De to trærutsjebaner Psyclone og Colossus er kæmpestore og faktisk ret gode. Colossus er den største wooden coaster i det vestlige USA. Den er oven i købet tosporet, således at man får følelsen af at køre om kap. The Riddler’s Revenge er helt ny rutsjebane med alle de sædvanlige loops & twist & turns. Det der gør den speciel er, at man står op i den. Det havde vi godt nok aldrig prøvet før. Det er en ret spøjs fornemmelse og det skulle være den største af sin slags i verden. Bagefter tog Kenneth og jeg en tur i Freefall Satellite Tower. Det er en næsten ubeskrivelig sindrig, næsten Storm P.’sk, konstruktion, hvori man oplever et 10-etagers frit fald. Faldet varer to sekunder og man kommer op på en hastighed af 55 mph – godt 80 km/t. Absolut værd at prøve. Så var vi ærligt talt blevet lidt småsultne. Det var lidt svært at finde et tilfredsstillende frokoststed. Parken var nemlig gået over på vintertilstand, da vi havde passeret den 1. oktober. Meget med vinter havde det nu ikke at gøre, for solen bagte fra en skyfri himmel. Til sidst røg vi på et pizzeria. Efter frokosten prøvede Kenneth og jeg den absolut mest spektakulære rutsjebane i Six Flags, Superman The Escape. Rutsjebanen ligger i den del af parken der hedder Samurai Summit, og den er MEGET høj. Den tosporede rutsjebane starter i Superman’s ishule, hvorfra 15-personers vognen accelererer fra 0-160 km/t og ud i det fri på kun 7 sekunder. De første 200 meter går det lige ud. Herefter drejer sporerne 90 grader og man kører 125 meter - svarende til godt to gange Det Gyldne Tårn i Tivoli - lodret opad, og man er vægtløs i ca. 6,5 sekunder. Efter at Superman har vinket til os fra toppen af den kolossale L-formede konstruktion, falder vognen ned igen. Hastigheden stiger igen til 160 km/t, denne gang kører man bare baglæns! Rutsjebanen, som har en meget karakteristisk lyd – nærmest som et jagerfly, benytter sig af elektromagnetiske motorer, altså magneter som skiftevis tiltrækker og skubber vognen. Ganske effektivt og sjovt må man sige – så vi tog tre ture. Efter Superman The Escape var der egentlig ikke så meget tilbage, andet end at gå en tur i souvenirshoppen, hvor jeg fik købt en fiks T-shirt. En af ekspedienterne, en senior citizen, hvis kone var død for et par år siden, fik en længere sludder med Kenneth! Endelig blev vi klar til at vende bilen og køre ”hjem” til LA. Dinner spiste vi på hotellets lidt, efter Jan’s og min smag, for fine restaurant. Men maden var god, glassene blev hurtigt fyldt op, og den noget, eller rettere sagt, meget feminine – jeg gættede på transseksuelle – mandlige tjener var flink nok. Efter maden kørte vi en lille tur igennem Griffith Park, op forbi Griffith Observatory. Observatoriet, som ligger tæt ved det store Hollywood-skilt, optræder i utroligt mange film og TV-serier. Da vi kom ned på den anden side af bjerget opdagede vi, at der lige overfor Greek Theatre – et udendørs koncertsted, ligger en golfbane ved navn Roosevelt Golf Course. Så vi blev enige om at tage derop igen dagen efter, for at se om der var mulighed for os at vi kunne gå en runde der.

LØRDAG, 02. OKTOBER

Vi kom lidt sent op, men før vi kørte til Griffith Park, fandt vi en Sizzler på Hollywood Boulevard, hvor vi fik tre omgange af deres udmærkede morgenmadsbuffet. Da vi nåede frem til Roosevelt Golf Course og så nogle af de Ferrari’er og lignende der holdt på parkeringspladsen, blev vi godt nok noget i tvivl om ikke det 8


var lidt naivt at tro, at vi bare sådan kunne komme ind fra gaden og få lov til at spille. Vores tvivl blev hurtigt gjort til skamme. Da Kenneth begyndte at fable om vores manglende handicapkort, virkede gutten der betjente os noget desorienteret. Det eneste han sagde – på sin meget sydstats-afroamerikanske måde – var, ”do ya wanna play?”. Hvilket vi jo kun kunne svare ”yo” til. Vil man betale, er alt muligt i guds eget land. Greenfee var dog ikke dyrere her end i Smørum Golfcenter. Da vi jo ikke havde bestilt tid, måtte vi vente til der kom blev et ledigt ”hul”. I mellemtiden kunne vi så sidde og se lidt på menneskene og livet omkring klubhuset, hvilket også var ret sjovt. Endelig blev det vores tur. Da vi jo kun var tre personer, og banen skulle gås rundt i foursomes, blev vi sat sammen med en gut fra Taiwan, der lød det typisk asiatiske navn ”James”. Endelig kunne vi gå i krig med bjerggolfbanens ni huller. James, som havde en ikke nærmere defineret forretning i LA, hilste meget høfligt på os, og sagde at han glædede sig til matchen. Han skulle blive klogere. James som havde alt det fine udstyr, inklusiv en monsterstor Big Bertha driver, havde et handicap som kan tælles på under to hænder. Ergo, han var mange klasser bedre end os. Hvilket også i den grad, skulle vise sig at komme for en dag. De første par huller gik nogenlunde for os alle sammen. Men lidt efter lidt, begyndte mit og derefter Jan’s spil at falde fra hinanden. Kenneth holdt nogenlunde stand, om end hans spil ikke var imponerende. Roosevelt Golf Course er meget smal, og ofte er der på den ene side en bjergvej, kun afskærmet fra banen af et lavt stakit, og på den anden side fordybninger med tæt træbevoksning. Mindst en gang lykkedes det Jan et drive ud over stakittet, og ramme en halv meter forbi foruden på en bil der var på vej op ad bjergvejen. Træbevoksningen røg vi alle tre flere gange ud i. Da der på strategiske steder omkring disse bevoksninger er opsat skilte med teksten BEWARE – RATTLESNAKES, lod vi i det fleste tilfælde goldbold være golfbold, og lod klapreslangerne beholde den. Trods ovenstående genvordigheder, lykkedes det os alle sammen at komme igennem banen og frem til klubhuset. James takkede mange gange for kampen, og gav os oven i købet hånden derpå. Han sagde oven i købet, at han til at begynde med troede at vi var indfødte, fordi vi både talte og opførte (?) os som amerikanere. De er nu altid meget høflige de asiatere. De gik oven i købet så vidt, at han på et tidspunkt påstod, at hans bedste ven var dansker. Så tror vi på den! Efter at have afleveret de lånte køller, begav vi os hjemad. Vi kørte nu ikke direkte hjem til hotellet, men svingede først en smut forbi Beverly Hills. Her fik vi set lidt på de meget dyre og tjekkede butikker som ligger på Rodeo Drive. I det område er der også masser af fine og dyre biler. Et emne som Kenneth og Jan går meget op i, og snakker om i et væk. Her er jeg, metaforisk altså, stået af. Det siger mig ikke et dyt! På vejen tilbage mod hotellet, kørte vi igennem L. Ron Hubbard Street, og forbi Scientology’s absurd store hovedkvarter. Det er ufatteligt, at sådan en pseudoreligion kan blive så stor og tiltrække så mange mennesker. Eksempelvis er nogle ellers ganske dygtige skuespillere som John Travolta, Tom Cruise og Nicole Kidman alle medlem af Scientology. I øvrigt bemærkede vi også, at området omkring vores hotel er yderst varierende. Den ene gade kan være virkelig flot, med nydeligt restaurerede huse og smukke vejtræer, mens nabogaden nærmest kan være ren slum. Efter aftensmaden så Kenneth og Jan en Near-Video-On-Demand film til $9.95 på Jan’s værelse. Jeg synes ikke at jeg gad at se en spillefilm på et 20-tommer TV, så jeg så første afsnit af den vildt opreklamerede nye tv-serie ”Roswell” i stedet for. ”Stort ståhej for ingenting” kan jeg kun sige om den pilot-episode. ”What a bummer!”

SØNDAG, 03. OKTOBER

Dagen i dag , blev lidt af en afslapnings- og shoppingdag. Da vi endelig kom ud af røret omkring middagstid, turede vi rundt i området ved Melrose, Sunset og Santa Monica Boulevard for at kigge på butikker. Jan fik endnu en gang købt en bataljon DVD’ere, mens det lykkedes Kenneth og mig at holde fast på vores penge. Frokost spiste vi på Burger King, hvor Kenneth og jeg til dessert fik en rimeligt usmagelig portion Frozen Coca-Cola. Den havde en underlig cremet konsistens, og var slet ikke som de gode gamle Snemænd fra Tivoli. Ved aftenstide begav vi os endnu en gang mod Beverly Hills. Vi havde, kraftigt tilskyndet af mig, besluttet os for at spise aftensmad på Planet Hollywood. Restauranten, som havde vallet parking, var yderst stilig og havde masser af effekter fra forskellige film, herunder Titanic og Indiana Jones, udstillet. Men der var mildest talt noget dødt der. Der var slet ikke som på Planet Hollywood i London, og maden var heller ikke ligefrem fantastisk. Måske har restaurantens – som jo ejes af bl.a. Arnold Schwarzenegger og Bruce Willis – problemer med betalingsstandsning og så videre, alligevel sat sig sine spor. Efter aftensmaden ville vi køre en tur til Griffith Observatory, for at se på den flotte udsigt ud over LA by 9


night. På vejen gennem Beverly Hills passerede vi en stor og flot bilforretning som kun solgte biler i stil med Ferrari og Lamborghini. Da Kenneth og Jan, som tidligere nævnt, tænder helt vildt på den slags, brugte vi en lille halv time på vinduesshopping der. Da de endelig kunne løsrive sig, gik turen rask videre til Griffith Park. Heldigvis havde smoggen over LA lagt sig en smule, så udsigten var rigtig flot og lige så imponerende som for ni år siden. Det var der i øvrigt mange andre der havde opdaget. Så selv om klokken havde passeret 22:00, var der tusinder af mennesker ved Griffith Observatory. Og på den illuminerede plæne foran observatoriet, tiltede en narrehat rundt med en montjago (jeg aner ikke om det staves sådan) og spillede smart. Han troede tilsyneladende at han var Karate Kid IX. Så det var gratis underholdning og ganske sjovt at se på. Ydermere havde vi det held, at stjernekikkerten på toppen af observatoriet var åben. Så Kenneth og jeg fik set på nogle stjerner – små lysende prikker faktisk – som i følge astronomen som fortalte, skulle ligge flere tusinde lysår væk. Da vi var kommet hjem til hotellet og var ved at gøre os klar til at gå i seng, opdagede Kenneth et mystisk og meget farverigt lysfænomen på himlen. Det lignede mest af alt et nordlys. Jeg har godt nok aldrig set et nordlys i virkeligheden, men det her lignede til forveksling det jeg har set på billeder. Men så vidt jeg ved optræder nordlys ikke på de breddegrader. Jeg tændte for fjernsynet, og selvfølgelig beskæftigede flere nyhedsudsendelser sig allerede med fænomenet. Tusinder af seere havde ringet ind til TV-stationerne for at spørge om hvad det mon kunne være. Det viste sig, at fænomenet var et resultat af en missiltest som forsvaret havde foretaget. De havde afsendt et missil fra Florida og et anti-missil missil fra Hawaii. De to missiler havde så ramt hinanden et eller andet sted højt oppe, ud for den Californiske kyst, og eksplosionen havde kreeret en flot sløret lystæppe.

MANDAG, 04. OKTOBER

Vi havde besluttet os for at tage i Knott’s Berry Farm, som i anledning af det nært forestående Halloween var omdøbt til Knott’s Scary Farm, her på vores sidste dag i LA. Vi havde nemlig bemærket, på vores tur i området nogle dage tidligere, at de havde et tilsyneladende meget højt tårn i stil med Tivoli’s Det Gyldne Tårn. Jan gad ikke rigtigt at tage med, så han blev hjemme og tog på Internetcafé i stedet for. Knott’s Berry Farm ligger kun et stenkast fra Disneyland i Anaheim og stilen er en meget amerikansk ude-på-landet stil. Knott’s Berry Farm er et af landets største producenter af marmelade og lignende landbrugsprodukter, og det bærer specielt souvenirbutikkerne præg af. Det første der springer i øjnene når man kører ind på parkeringspladsen, er en kæmpestor trærutsjebane. Den måtte vi absolut hen og prøve som det første. GhostRider, som den store rutsjebane hedder, viste sig at være det vildeste vi nogen sinde havde prøvet indenfor kategorien wooden coasters. Allerede ved det første drop kan man konstatere at GhostRider er noget helt specielt. Det er så stejlt, at man ikke, selv om man sidder forrest, kan se bunden af den meget lange bakke. Kenneth havde ellers sagt, høj i hatten som kun han kan være, at han ville da køre den første tur uden på noget tidspunkt at holde fast. Han kom til at skifte standpunkt. Der var bare fuld skrald på hele vejen og flere gange nægtede vi at tro på at vognene ville kunne undgå at hoppe af sporet. Banen er meget lang og der er flere bakker end på nogen anden rutsjebane jeg nogen sinde har prøvet. På den anden tur, ud af de 8 ture vi tog, sad der en spøjs tysker foran os. Han havde en GhostRider T-shirt på og han gik virkelig op i det. I hvert eneste sving, strakte han sine lange arme i vejret og lænede sig ind i svinget. Til tider vinkede han meget energisk til alle og enhver – ret morsomt. GhostRider, som kun er et år gammel, går for at være Best in the West – altså den bedste wooden coaster i det vestlige USA, samt for at ligge på top 10 i samme kategori på verdensbasis. Bagefter prøvede vi Montezooma’s Revenge og Boomerang. To meget korte og ikke særligt ophidsende rutsjebaner. Begge disse to er envejsbaner, hvilket betyder at man får prøvet turen både baglæns og forlæns. Faktisk var det lidt kvalmt at køre baglæns i disse rutsjebaner. Så tog jeg en tur i hver af de to vandrutsjebaner Timber Mountain Log Ride og Bigfoot Rapids. Jeg måtte tage turene alene, da Kenneth ikke ville være våd. Han gik nu heller ikke glip af noget, for sammenlignet med de vandrutsjebaner vi havde prøvet i Orlando, var de to her meget tamme. Det lykkedes mig totalt at undgå at blive våd. Så er der mere stil over Supreme Scream, som minder om Det Gyldne Tårn i Tivoli. Blot er det 50% højere – altså ca. 90 meter højt. Hvert af de 3 tårne, som i toppen samles i spids, er i konstruktion ligesom Tivolis version af denne forlystelse. Man kan godt mærke den ekstra højde. Kenneth sagde, at han synes at jeg blev lidt stiv i blikket første gang vi langsomt bevægede os mod toppen. Jeg må nok erkende, at det at man hang med fødderne frit dinglende i 90 meters højde og havde udsigt til det meste af LA, godt kunne mærkes på pulsen. Når man så, efter at have nydt udsigten i et par sekunder, bliver skudt nedad og oplever vægtløsheden i et par sekunder, er det bare ret fedt. Nu var vi tændte, så vi snuppede lige 5 ture 10


mere. Efter de 6 ture i Supreme Scream forlod vi Knott’s Berry Farm. På vej tilbage til Hollywood, kørte vi forbi Pizza Hut, hvor vi fik os en sen frokost. På alle de hoteller vi boede på i USA, har man, ved hjælp af fjernsynet og fjernbetjeningen, mulighed for at udfylde et spørgeskema, hvor man kan give udtryk for ens mening om hotellet, dets service, rengøringsstandard osv. Jeg var så letsindig, at jeg udfyldte skemaet på Clarion Roosevelt. Jeg gjorde det mest for underholdningens skyld, og gav blandt andet rengøringsstandarden en lav karakter. Under en halv time senere ringede telefonen. Kenneth tog røret, og sagde til damen i røret at det var mig hun skulle tale med. Med lettere røde øre, måtte jeg nu forklare den meget venlige dame om mine bevæggrunde for at have udfyldt skemaet som jeg havde gjort. Den yderst servicemindede dame sagde, at hvis jeg på nogen måde havde nogen klager eller andre ting, skulle jeg blot henvende mig til hende, og hun ville personligt sørge for at sagen blev bragt i orden hurtigst muligt. Det var vel nok en af de mest pinlige telefonsamtaler jeg nogen sinde har haft. Så vær hermed advaret – I USA tager man disse on-line spørgeskemaer meget seriøst. Efter aftensmaden gik vi i biografen og så “Sixth Sense” med Bruce Willis og Haley Joel Osment. Det er absolut en af de senere års allerbedste gyserfilm – langt bedre end den over-hypede ”The Blair Witch Project”. Og så var det jo meget fedt, at vi fik den at se 3 måneder før den kom op i Danmark.

TIRSDAG, 05. OKTOBER

I dag forlod vi LA for at køre nordpå, de omkring 680 kilometer til San Francisco. Da vi var kommet et stykke ud af byen, fandt vi en Denny’s hvor vi fik os en gedigen morgenmadsomelet. Det første stykke mod San Francisco kørte vi ad Highway 101. På et tidspunkt så jeg afkørslen til Solvang. Jeg syntes det kunne være sjovt at tage et kig på denne ”danske” by midt i Californien. Som sagt så gjort, vi tog en afstikker til Solvang, som ligger i Santa Ynez Valley. I øvrigt den samme dal som Wacko Jacko’s (Michael Jackson) Never-Never-Land farm ligger i. Vi kørte en tur op og ned ad Copenhagen Drive, og konstaterede at Solvang er en kopi af en dansk landsby, som en dansker der har boet i USA i 50 år tror en sådan en stadig ser ud. Ganske sjovt at se når man alligevel er på de kanter. Men ikke noget man ligefrem skal gå efter, med mindre man lider af akut hjemve. Hvilket vi bestemt ikke gjorde. Efter at have besøgt Solvang, skiftede nu over til at køre ad Highway 1, som er den klassiske kystvej mellem LA og San Francisco. Herude er trafikken langt mindre en på Highway 101, som er den vej langt de fleste kører ad i dag. Faktisk er Highway 1 nærmest øde, og der er meget langt mellem tankstationerne. Kenneth ville meget gerne se Hearst Castle, der er et kæmpe slot med tilhørende naturreservat, hvor der blandt andet skulle være bjørne, som er bygget af en af USA’s rigeste mænd. Vi fandt da også, med lidt besvær, stedet, som køres i National Geographic regi. Men det viste sig at man ikke selv må køre op til slottet, men derimod skal køres i små busser, og det gad vi ikke. Så vi foresatte vores tur nordpå. På en meget åben strækning hvor vinden var meget kraftig, så vi en gruppe surfbumser som var ved at rigge deres boards til. Da Kenneth jo selv er lidt af en surfbums, parkerede vi bilen, så vi kunne stå og dyrke deres teknik i et kvarters tid. Vi var nu kommet over halvvejs til San Francisco, og nu blev vejen til en rigtig bjergvej med høje klippevægge på den ene side og stejle afgrunde mod havet på den anden. Vejen blev også meget smal og meget snoet og autoværn tror de åbenbart ikke på, på de kanter. Da mørket ydermere var ved at falde på, gjaldt det om for Kenneth at holde tungen lige i munden. Vi andre kunne nyde det flotte skue ud over vandet med solen der var ved at gå ned. Ude på havet så vi nogle underlige grønne plamager, som vi spekulerede lidt over hvad kunne være. Svaret på det spørgsmål fik tilfældigvis nogle dage senere i San Francisco. Og det svar må du, kære læser, vente lidt på. Jan havde talt meget varmt for at vi skulle overnatte på Motel 6, da han havde prøvet den motelkæde før, og synes det var godt. Så da vi nåede til Monterey fandt vi, med lidt besvær, frem til en Motel 6. Og Jan havde ret, det var både billigt (ca. $90 for to dobbeltværelser) og, viste det sig, godt (to gode senge i hvert værelse samt et udmærket badeværelse. Så der tjekkede vi ind. Før vi gik til køjs, fandt vi en Burger King, hvor vi indtog en hurtig aftensmad. Da vi var ved at gå i seng, fandt jeg ud af at ”Practical Magic” med Sandra Bullock og Nicole Kidman lige var startet på tossen. Den film var, for at sige det mildt, på det jævne. Men alligevel holdt vi ud, og så hele filmen før vi gik i coma.

ONSDAG, 06. OKTOBER

Vi startede rimeligt tidligt i dag, så vi hurtigt kunne få kørt de sidste miles til San Francisco. Efter at have kørt igennem nogle af San Franciscos egentlig ret pæne forstæder, ankom vi til The City By The Bay 11


omkring middagstid. Vi fandt ret nemt frem til vores udmærkede hotel, Lombard Super 8 i Geary Street. Hotellet ligger midt byen, tæt ved al ting, hvor det er umuligt at parkere. Så vi måtte ofre $15 per dag + tips for vallet parking. Hvor de så rent faktisk smed vores bil hen efter at vi havde afleveret den foran indgangen, er et andet – og stadig ubesvaret – spørgsmål. I Geary Street ligger der alt lige fra snuskede pornobutikker, shelters, elegante butikker, internationale hoteller samt en af byens flotteste pladser, Union Square. Så indenfor en strækning på under en mile, kan man opleve en masse spændende ting. Efter lige at have sundet os lidt, besluttede vi os til at køre en tur over Golden Gate Bridge. Det koster i øvrigt ikke noget at køre over broen ud af byen, men vil man tilbage igen, koster det $3 i broafgift. Planen var at vi, efter at have passeret Golden Gate, ville prøve at se om vi ikke kunne finde Muir Woods National Park. Men af eller anden grund missede vi afkørslen, med det resultat at vi nåede helt til Napa Valley. Noget af en fejlbedømmelse vil de stedkendte nok mene. Det gjorde absolut ikke noget, at vi første omgang kørte forkert, for det landskab vi kørte i her, var virkelig flot. Kilometer efter kilometer med kolossalt store vinmarker i bjergrigt terræn med meget bløde former. Da vi langt om længe indså, at vi var på noget af et vildspor, kørte vi ind til den nærmeste drugstore og købte et vejkort samt diverse andre forsyninger. Herefter vendte vi kareten og kørte tilbage mod San Francisco. Lige da vi kørte over Golden Gate Bridge, på vores vej tilbage til San Francisco, passerede to F15 jagerfly tæt hen over vores hoveder. Flyene fløj fra Stillehavet, ind i bugten og hen imod Alcctraz. Da de nærmede sig den gamle fængselsø, begyndte de at kaste sig ud i diverse loops og andre manøvrer. Da specielt Kenneth er meget fascineret af den slags, skyndte vi os at køre ned til det område af havnen der hedder Fisherman’s Wharf, så vi kunne få set lidt nærmere på luftshowet. Heldigvis fandt vi en parkeringsplads helt nede ved vandet, hvor vi tog opstilling sammen med adskillige andre mennesker. Herunder en masse forretningsmænd og -kvinder der fik sig en eftermiddagsbrewski her nede på havnen. Senere fandt vi ud af, at flyene kun var ved at varme op til det helt store show den kommende lørdag og søndag. Handelsstandsforeningen i Fisherman’s Wharf havde nemlig hyret et hangarskib fra US Navy med tilhørende fly, til at lave give en opvisning. Selv efter vi var taget tilbage til hotellet, foresatte flyene med at flyve tæt over området. Flere gange lød det sig om de gennembryd lydmuren. Utroligt at de kan få lov til det i så tæt et bebygget område. Men i USA har flåden, så vidt jeg er orienteret, stort set lov til hvad som helst. Og det skal da indrømmes, at det faktisk var ret imponerende at se på. Til aften ville vi besøge det nye Sony Entertainment Center ved navn Metreon. Efter en mindre navigationsfejl – vi startede med at gå den stik modsatte vej af den vi skulle, og nåede helt til Japantown – fandt vi centret, som ligger på hjørnet af Misson og Fourth, hvilket må siges at være midt i Down Town. Metreon som Sony har lavet i samarbejde med Microsoft, er godt nok imponerende. Her kan stort set alt Sonys audio- og videoudstyr købes, lige fra den mindste WatchMan til det største projektions TV. Også alt i Sonys lækkert designede VAIO computere kan købes her. Ydermere er der en kæmpestor butik, som sælger alt indenfor PlayStation. Her kan man oven i købet få en demo af PlayStation 2. Desuden er her et meget flot biografkompleks med 15 sale, herunder en IMAX-sal, samt en state-of-the-art spillehal, med alt det nyeste indenfor den front. Derudover er her også diverse restauranter, plade- og bogbutikker, gratis Internetcafé samt en par andre forretninger. Noget af det første der fangede mine øjne i centret, var en digital billedramme fra Sony. Den er cirka 20 x 15 centimeter stor, den har mulighed for at køre slideshows og data kan overføres via serielkabel, USB eller Sony’s MemorySticks. Den var bare for fed. Både Kenneth og jeg var meget varme på den. Desværre kostede den næsten $1.000, så selv om jeg var meget tæt på at kaste mig ud i at købe den, sejrede fornuften dog til sidst. Det havde nu været sejt, at være en af de første – måske den første – i Danmark der havde sådan en. En anden ting så også så yderst spændende ud, var et sæt trådløse surround sound hovedtelefoner med tilhørende forstærker til en pris på $549. Sådan et sæt må jeg bare have på et eller andet tidspunkt. Det tidspunkt er kommet, for et halvt år efter jeg kom hjem, købte jeg hovedtelefonerne i Expert for kr. 4.995,00. Kenneth og Jan fandt også ud af, at man kunne købe et strategispil til PC som de havde ventet længe på, men som endnu ikke kunne købes i Europa. Desværre havde butikken kun et eksemplar tilbage. Det eksemplar løb Kenneth, til Jan’s store fortrydelse, med. Efter at havde turet lidt rundt i Metreon, tog vi over til det nærvedlæggende Virgin Superstore. Det er godt nok den største pladebutik jeg nogen sinde har besøgt. De har et særdeles bredt og dybt udvalg af CD’ere, DVD’ere, videofilm, computerspil samt bøger og blade. Jeg behøver vel næsten ikke at nævne det, men endnu engang fik Jan købt sig en bataljon DVD’ere. Det han allerhelst ville have haft, nemlig det famøse strategispil, havde de ikke i denne butik. Jeg fik købt en enkelt CD og en bog, mens Kenneth kom tomhændet derfra. Herefter drog vi til den nærmeste Denny’s, hvor vi indtog vores udmærkede aftensmåltid.

12


TORSDAG, 07. OKTOBER

Omkring 50 meter fra vores hotel, på hjørnet af Geary og Commonwealth, ligger Mel’s Diner, hvor vi spiste morgenmad i dag – og alle de efterfølgende dage. Mel’s Diner er faktisk den diner hvor i en stor del af George Lucas filmen ”American Graffitti” med Richard Dreyfuss og Harrison Ford foregår. Den er faktisk flere gange blevet kåret til ”Best Diner in San Francisco” af avisen S. F. Bay Guardian. Den er rent faktisk rigtig god. Specielt deres tuna sandwich og deres meget store milk shakes er sublime. Absolut et besøg værd hvis man skulle komme til San Francisco. Efter morgenmaden besluttede vi os for, endnu en gang, at forsøge at finde Muir Woods National Park. Denne gang lykkedes det uden problemer. Selv om Muir Woods ligger under 30 minutters kørsel fra downtown San Francisco, tæt ved stillehavskysten i Marin County, får man følelsen af at være langt ude på landet i et virkelig flot naturområde. Marin County virker faktisk som et, i hvert tilfælde efter amerikanske forhold, rigtigt hyggeligt forstadsområde. Muir Woods er hjem for nogle af de højeste træer i verden. Redwood granerne bliver op til 110 meter høje og nogle af dem er over 2.000 år gamle. Træerne er op til godt seks meter i diameter og barken kan blive op til 30 centimeter tyk. Ganske overvældende at se, må man sige. Der var mulighed for at trave en to miles lang tur ud ad Ocean View Trail, op til et udsigtspunkt. Et udfordring vi tog op. To miles lyder ikke af meget. Men vi måtte konstatere, at når det går pænt stejlt opad hele tiden, når man konstant snubler over træernes rødder og når stien er meget smal med stejle skrænter på den ene side, så føles to miles faktisk af en hel del. Udsigtspunktet stod ikke helt mål med anstrengelserne. Det vil sige, at det hav som stiens navn ligger op til at man skulle kunne se, i hvert tilfælde ikke til at få øje på. Men alligevel var det en rigtig god og flot travetur, som man i hvert tilfælde fik varmen af. I øvrigt var det også her i San Francisco varmere end normalt for årstiden, så vi kunne uden problemer gå i shorts alle dagene. Da vi var kommet sikkert ned fra bjerget igen, forlod vi Muir Woods og kørte til Mel’s Diner, hvor vi spiste en sen frokost. Efter frokosten gik vi tilbage til hotellet for at finde ud af hvad vi ville bruge aftenen til. Jan var så kvæstet oven på vores gåtur, at han bestemte sig for at bruge aftenen til at slappe af på værelset. Kenneth og jeg besluttede os for at gå en tur ned til Down Town, og besøge Metreon endnu engang. I den butik hvor Kenneth havde købt det famøse strategispil, havde de fået en ny sending. Så Kenneth forbarmede sig over Jan, og købte et eksemplar til ham. Efter turen i Metreon tog vi, for at det ikke skal være løgn endnu en tur i Virgin Superstore, da Kenneth ville købe et par CD’ere. Da vi returnerede til hotellet og vækkede Jan, var hans dag reddet, da han fandt ud af Kenneth havde købt det meget omtalte strategispil til ham.

FREDAG, 08. OKTOBER

Efter morgenmaden besluttede vi os for at slentre en tur over Nob Hill og Russian Hill ned til Fisherman’s Wharf. På turen mellem vores hotel og Fisherman’s Wharf, får man virkelig prøvet at gå op ned af de stejle gader i San Francisco. Og nogle af dem er – det gælder i særdeleshed Lombard Street – absurd stejle. Alle parkerede biler har deres forhjul drejet ind mod fortovet, således at de undgår at trille ned ad gaden. Faktisk er der alle steder skilte der påbyder dem at bruge dette lille trick. På vej ned til havnen passerede vi The Copenhagen, som er en meget stor butik der handler med dansk design, specielt møbler. Faktisk virker det som om, at dansk design er ret hot her i Californien, da vi flere steder så forretninger der handler med Danish Design som for eksempel Skagen Ure, Kongelig Dansk Porcelæn, B&O og så videre. På vores lokale stripklub kunne man oven i købet opleve Danish Striptease. Hvad det så rent faktisk indebærer, overlod vi til vores fantasi at afgøre. Nede ved Fisherman’s Wharf er der en million turister og hundreder af restauranter og butikker hvor man kan hurtigt kan få brugt sine penge. Butikkerne her ligger i den meget dyre ende, så vi fandt hurtigt ud af, at det ikke var her vi skulle købe ind. Men ellers var området faktisk ret hyggeligt og havneområdet, med udsigten til The Rock (Alcatraz), er da ganske flot. Efter at have turet lidt rundt, gik vi hen til Ghirardelli Square for at tage en Cabel Car til Union Square. De legendariske Cable Cars i San Francisco fungerer i dag kun som turistattraktioner, men prøve dem, det skulle vi bare. Der stod rundt regnet en halv million mennesker i kø og ventede, så vi kom første med den femte Cable Car. Ghirardelli Square er en endestation, så vi fik set hvordan de vender vognene og i det hele taget håndterer det hele. Det involverer en hel del manuelt og tungt arbejde, præcis som det gjorde i tidernes morgen, da Cable Car systemet blev bygget. Mellem sporerne lige under gadeniveau, løber et kabel med nogle kroge på. Vognstyreren skal så ved hjælp af et sindrigt system af lange stænger forsøge at gribe fat i krogene på kablet, således at det kan trække vognen. Når man så kører ned ad bakke, giver vognstyreren slip på kablet, og bruger en anden stang, samt alle sine kræfter, til at bremse vognen, samtidig med at han råber og skriger. Flere folk 13


hænger ude på vognen mens den arbejder sig op og ned ad gaderne. Det er noget af et cirkus, men det er absolut de $2 værd som det koster at prøve. På vejen tilbage til hotellet, måtte jeg lige ind i den nærmeste drugstore og købe en manuel tandbørste, da min Braun Plak Control var gået død. På vores aftentur besøgte vi endnu en gang Metreon. Denne gang for at se IMAX-filmen ”Secrets of the Sea”. Foyeren ved biograferne i Metreon er et kapitel for sig. Den er meget stor og meget lang. På den ene langside er der en kolossalt stor og lang disk hvor man kan købe popcorn, hotdog og sodavand. Jeg har aldrig, heller ikke på film, set noget lignende. På den anden side er væggen skiftet ud med et overordentligt stort vindue, der vender ud mod en stor og meget velplejet have. I baggrunden har man hele San Francisco’s skyline. Det ser vildt flot ud. Faktisk så flot, så man i starten ikke rigtigt tror sine egne øjne. Det må have kostet en formue at bygge Metreon centret. ”Secrets of the Sea”, som er i 3D, handler om de undervandsskove som ligger i Stillehavet lige ud for den Californiske kyst og det liv der foregår i dem. Filmen gav os svaret på hvad de brune pletter vi havde se havet under vores køretur til San Francisco er. Det er simpelthen toppen af de undervandsvækster som udgør skovene, vi kunne se. I øvrigt kan disse vækster blive op til flere hundrede meter lange. Da vi kom tilbage til hotellet gav Kenneth og jeg Jan en skræk i livet, da vi fortalt ham, at der rent faktisk grænser for hvor meget man må hæve på et MasterCard. Han havde fået lavet sit kort få dage før vi tog af sted, og havde ikke sat sig ind i reglerne. Da han havde budgetteret med at bruge $2.000 på at gamble i Las Vegas, skulle der jo gerne være dækning på kortet. Så Jan begyndte at sætte et større apparat i sving, ved først at ringe til sin bror i Danmark, for at lade ham undersøge sagen. Alt det gav endnu engang Kenneth ”VIP” Werenfeldt anledning til at underholde med de store fordele der ved et GoldCard. Det gav på den anden side Jan og mig mulighed for at drille Kenneth lidt med hans VIP-tilbøjligheder. Dagen efter viste det sig, at han havde fået sat sit kreditmaksimum til DKK 30.000. Ergo havde han nok penge at lege med i Las Vegas. Den historie gav godt nok Jan sved på panden.

LØRDAG, 09. OKTOBER

Efter den obligatoriske morgenmad hos Mel’s, kørte vi op til Golden Gate Bridge, da det var i dag den officielle flyveopvisning fandt sted. På vej ned mod havnen fandt vi ud af, at der var andre der havde fået den gode samme gode ide som os. Der var millioner af mennesker og næsten lige så mange biler. Så trafikken var i mildest talt i kaos. En af de lokale sportsklubber havde, i dagens anledning, lavet en lille græsplæne om til en parkeringsplads, hvor man kunne stille sin bil for den nette sum af $50. Vi er vel i USA! Vi fandt heldigvis en almindelig parkometerparkeringsplads lige ved foden af broen. Så udstyret med et par coke og lidt snacks, vandrede vi et stykke ud af broen, indtil vi fandt en god plads med udsigt over det meste af bugten. Mens vi stod og ventede på at showet skulle gå i gang, passerede to af de rigtigt store Mærsk containerskibe under broen og ind i bugten, som i øvrigt var fyldt med hundredvis af større og mindre fartøjer. Her til at begynde med gik showet lidt trægt, og samtidig gjorde blæsten på broen, at det var lidt køligt. Så efter et par timer, mere end nok for min skyld, kørte vi ned til The Presidio og stillede bilen der. Jeg personligt havde fået flyveopvisning nok, men Kenneth som går ret meget op i det, var ubønhørlig, så vi brugte yderligere to timer på at se på det. Efter den lidt for lange flyveopvisning, kørte vi endnu en gang over til Marin County for at shoppe i et af de mange malls vi havde bemærket. Her over var prisniveauet langt mere fornuftigt end på Fisherman’s Wharf. Vi fandt ret hurtigt en jævnt stor elektronikforretning i stil med Electric City ved navn Best Buy. Her viste det sig at priserne var rimelige og udvalget meget stort. Jeg fandt ret hurtigt en transportabel DVD-afspiller som var ret lækker. Både Kenneth og jeg var hooked med det samme. Det eneste problem ved maskinen var, at den kostede $1.000. Efter at have kontrolleret at der også var en Best Buy Las Vegas, besluttede vi os for at udsætte købebeslutningen af dette lille vidunder fra Panasonic, til vi nåede dertil. Da vi var kommet tilbage til hotellet brugte jeg en halv times tid på, ud af vores værelsesvindue, at spionere lidt på den pornobutik som lå lige ovre på den anden side af gaden. Der var mange ulasteligt klædte forretningsfolkstyper der sneg sig ind i butikken, som jeg gættede mig til også tilbød mere håndgribelige services, end lige salg af sexvideofilm og -magasiner. Af og til kom bestyreren af etablissementet, en lille tyk asiat iført hvide handsker, ud af butikken og spejdede efter nye kunder. Med jævne mellemrum greb han en lille riskost, og fejede lidt snavs væk fra butikkens indgang og ind under de parkerede biler, samtidig med at han kiggede sig stjålent omkring. I shelteret lige til venstre for pornobutikken dukkede der også mange suspekte typer op. Så man må sige, at det alt i alt var et interessant kvarter vores hotel var placeret i. 14


Lidt senere tog Kenneth og jeg endnu en gang i Metreon, hvor vi så ”Random Hearts” med Harrison Ford og Kristin Scott Thomas. Filmen var lidt for lang, og kunne sandt og sige godt have været mere spændende. Man må konstatere at gode gamle Harrison, som jo ellers har mange succeser i bagagen, fortsætter de senere års nedtur. Han er virkelig faldet af på den. Kristin Scott Thomas som også er kendt fra ”The Horse Whisperer” og ”The English Patient”, er en nydelig engelsk skuespillerinde, med hun er bare SÅ kedelig. Efter filmen mødtes vi med Jan, og gik på Subway for at spise aftensmad.

SØNDAG, 10. OKTOBER

I dag skulle turen gå de godt 950 kilometer til Las Vegas. Før vi forlod San Francisco kørte vi lige ned forbi havnekvarteret, fordi der var en butik med Coca-Cola memorabilia jeg lige skulle tjekke ud. Vi havde lidt svært ved at finde opkørslen til Bay Bridge. Men snart førte denne, i forhold til Golden Gate Bridge, ucharmerende bro os til Oakland, og vores køretur til Las Vegas kunne rigtigt begynde. Det første stykke gennem denne store San Francisco forstad kørte vi langs BART (Bay Area Rapid Transit), som svarer til Docklands Light Railway i London eller måske Københavns kommende MiniMetro. Snart nåede vi ud på Freeway 5, som vi fulgte et langt stykke mod sydvest. Da vi nåede til Bakersfield, drejede vi mod øst, og kørte ad Freeway 58 ind i ørkenen. De første bjerge vi så i ørknen var oversået med tusindvis af vindmøller, hvoraf størstedelen er Danskproducerede. Yes, vi kan bare i lille Danmark. Efter at havde passeret Barstow, drejede vi ind på Freeway 15, som skulle føre os det sidste stykke nordøst på til Las Vegas. Lige når man passerer grænsen mellem Californien og Nevada ligger der en lille spilleby. En slags mini Las Vegas. Så nu var vi ikke i tvivl om at vi nærmede os en af verdens mest absurde byer. Da mørket faldt på og vi nærmede os vores mål, så vi at der var en meget voldsom trafik på vej væk fra Las Vegas. Det var nogle af alle de adskillige tusinde weekendgamblere der var på hjem. Endelig markerede et lyshav midt i den ellers mørke ørken, at vi var tæt på Las Vegas. Da vi egentlig havde sat to dage af til at køre hertil, og først havde booket hotel fra dagen efter, måtte vi overnatte på motel. Heldigvis fandt vi et Motel 6, som ligger lige over for Luxor Hotel & Casino, som jo skulle være vores hjem de kommende fem nætter. Efter vi havde fået indkvarteret os på vores tre enkeltværelser – de havde ikke andet – på Motel 6, måtte vi jo lige hen og prøve at køre en tur på Las Vegas Boulevard, som er bedre kendt under navnet The Strip. Selv her søndag aften ved 23-tiden var har tusinder af biler og adskillige tusinde mennesker på The Strip. Det fleste kasinoer, hvis ikke alle, har åbent 24x7 året rundt. Så Las Vegas sover absolut aldrig. Sammen med de vandvittige trafiklys, som kun tillader en kørselsretning at køre af gangen, gør det, at det tager m-e-g-e-t lang tid at køre en tur op og ned af The Strip. Men noget af en oplevelse, det er det i hvert tilfælde at køre i dette trafikkaos. Samtidig fik vi et første kig på nogle af de absurd store hoteller og kasinoer i byen. Fire af dem der umiddelbart sprang i øjnene var Paris Paris, Stratosphere, Bellagio og New York New York. Paris Paris har et kopi af Eiffeltårnet i halv størrelse som blikfang, og er i det hele taget fransk inspireret hvad indretningen angår. Stratosphere har et tårn der strækker sig ikke mindre end 350 meter i vejret. Bellagio er Las Vegas nyeste og dyreste hotel. Udenfor hotellet, langs The Strip, er der en jævnt stor kunstig sø. Skjult i søen er der omkring 500 (vil jeg skyde på) springsvandsdyser, og hvert kvarter kører der et imponerende vandshow i takt til en kendt melodi. New York New York er udformet som en kopi af The Big Apple, med flere af de kendte huse og tårne fra byens berømte skyline. Rundt omkring hele herligheden snor sig en ret så god, skulle det senere vise sig, rutsjebane. Det er vel næppe nødvendigt at skrive det, men hele byen er selvfølgelig badet i et hav af neonlys. Så der er hårdt brug for hver en kilowatt som det nærvedlæggende Hoover Dam vandkraftværk kan levere. Vi fik også lige kastet et blik på Luxor, som er pyramideformet, helt sort og 36 etager højt. Oppe på toppen er der en strålekaster der sender en lysstråle, der på en klar nat kan ses helt til L.A., små 500 kilometer borte, lodret op i luften. Lysstrålen består af 45 Xenonlamper (hvad det så end er) og det skulle være muligt at læse en avis 10 miles ude i rummet ved dens lysskær!?! Efter disse første indtryk af Las Vegas, returnerede vi til Motel 6, og gik i seng.

MANDAG, 11. OKTOBER

Efter en hurtig morgenmad, kørte vi hen til Mirage Hotel & Casino, da vi ville se om vi kunne få billetter til showet med Siegfried & Roy. Trylleshowet med to aldrende tyske bøsser har kørt i Las Vegas i årevis, og det skulle absolut være værd at se. Vi var meget heldige overhovedet at få billetter, da Siegfried & Roy var på ferie, og først begyndte at optræde igen om torsdagen. Men vi fik altså billetter til 23-forestillingen om fredagen (den sidste dag vi var Las Vegas) – de giver to shows fem gange om ugen – og så oven i købet på de bedste pladser i salen. Billetterne er ret pebrede, ca. $100 pr. styk. Men det skulle vise sig, at de var 15


hver en cent værd. I øvrigt er foyeren i Mirage ret speciel. Hele bagvæggen i den meget lange reception består af et akvarium fyldt med eksotiske tropefisk. Det ser ret imponerende ud. Hele den øvrige del af foyeren giver et indtryk af at man befinder sig midt i en tropeskov. Nu tog vi hen for at checke ind på Luxor. Foran hovedindgangen står en kæmpe obelisk og lige bag ved den er der et kopi I fuld størrelse af en sfinks. Hotellet som har 4.407 værelser, tredje størst i verden hvad angår antallet af værelser, er hele vejen igennem holdt i ægyptisk stil, som der så ud i landet på de store faraoers tid. Elevatorerne, som der er seks af I hvert hjørne af pyramiden, kaldes inclinators, da de bevæger sig op langs pyramidens hjørner med en hældning på 39 grader. Faktisk en ret sjov fornemmelse. Selve det indre af pyramiden er hul, og er godt 820.000 kubikmeter stor. Hvilket skulle være udgøre verdens største atrium. Stort er det hvert tilfælde. I dette atrium er der placeret en håndfuld restauranter, en IMAX biograf, en simulatorride-biograf, en pænt stor spillehal, en halv snes butikker samt et teater. I etagen under disse herligheder, er Luxor’s kasino placeret sammen med et diskotek og yderligere et par restauranter. Sammenlignet med mange af de andre kasinoer i byen, er det ikke så spektakulært, men det er nu ret stort. Vores udmærkede værelse på 22. etage var naturligvis også holdt i stilen, helt ned til den ægyptiske ”graffiti” på væggene. Og så havde vores værelset, lige som alle de andre, skrå glasvægge med udsigt over ørkenen samt de nærliggende hoteller Excalibur, New York New York og MGM Grand. Efter at have fundet vores værelser og taget dem i øjesyn, tog vi og kiggede på herlighederne i det store atrium. En af forlystelserne i spillehallen var en rutsjebanesimulator. Den måtte Kenneth og jeg jo prøve. Den så ret vild ud, og de folk der prøvede den før os, råbte og skreg en del. Men enten er Kenneth og jeg for hærdede eller også var den bare ikke så vild som den umiddelbart så ud til. I hvert tilfælde nøjedes vi med denne ene tur. Bagefter tog vi på en gåtur op og ned af The Strip. Der er så mange mennesker, og så meget at se på, at det tager meget lang tid at gå nogle få hundrede meter på den boulevard. Samtidig var det, som det jo var under hele vores ferie, meget varmt. En af de ting vi brugte lidt tid at se på, var springvandet ud for Bellagio, der som tidligere nævnt blev sat i gang hvert kvarter. Der er godt nok ret fantastisk at se på. Nu var specielt Jan klar til at gå i gang med det egentlig handlede om: GAMBLING. Det tog sådan cirka to minutter i selskab med en enarmet tyveknægt før Jan proklamerede, at nu var han tændt. Og det var han så, under stort set hele resten af vores ophold i Las Vegas. Efter at have gamblet et stykke tid, og mørket var faldet på, tog vi hen til New York New York, da Kenneth og jeg gerne ville prøve rutsjebanen som snoede sig ud og ind af dette store hotel og kasino. Her var det i øvrigt at det rigtigt gik op for os, at lige meget hvor man skal hen i et af disse store hotel/kasinoer, bliver man altid ledt gennem selve kasinoet. Men endelig nåede vi gennem kasionets labyrintagtige konstruktion og hen til Manhattan Express, som er rutsjebanens navn. Vi måtte bløde otte bucks for turen, men da det var et udmærket og ret langt ride, var det helt okay. Vognene er lavet lidt i stil som en Yellow Cab, de kendte taxier fra The Big Apple. Der er masser af loops og stejle drop på banen. Og samtidigt er det lidt specielt at prøve turen efter mørkets frembrud, hvor man samtidig kan se alle de helikoptere og luftskibe der næsten konstant svirrer i luften over Las Vegas.

TIRSDAG, 12. OKTOBER

I dag skulle Kenneth og jeg ud og flyve en tur i helikopter til Grand Canyon. Jan, som ikke ville ofre de $257 som turen kosten, benyttede chancen til at sove længe, og dermed samle kræfter til aftenens gambling. Vi startede med en hurtig omgang morgenmad, bestående af chocolate-chip pandekager med sirup og et glas freshly squeezed orange juice, i en af restauranterne som ligger i selve kasinoet. Klokken 10:00 kom bilen fra Papillon Helicopters, som skulle køre os ud til McCarran International (Las Vegas) Airport, hvorfra helikopterturen skulle starte. Betaling, briefing og vejning blev hurtigt overstået. Så blev vi kørt ud til vores lille piskeris af en helikopter. Der er plads til syv personer i sådan en, inklusiv piloten. Og så sidder man næsten som sild i en tønde. Vi blev alle iført høreværn med integrerede hovedtelefoner. For, skulle det vise sig, piskeriset havde ret så højt et støjniveau. Vi havde også adgang til en mikrofon, som vi kunne bruge hvis vi ville stille piloten et spørgsmål. Piloten var i øvrigt ganske god til at fortælle mens vi fløj, og han krydrede også oplevelsen med nogle anderledes og specielle oplysninger undervejs. Så startede turen. Og allerede da vi lettede, kunne vi fornemme at det var en helt anderledes fornemmelse at flyve i helikopter, end i en stort fly. Man kan virkelig føle alle helikopterens bevægelser, og det er faktisk ret fedt. Samtidig er det meste af cockpittet lavet af glas, så man har et virkeligt godt udsyn. Det første vi passerede på turen var Hoover Dam, som jo er et ret imponerede bygningsværk. Derefter 16


fløj vi over et stykke ørken, hvor vi så flere af ret specielle Joshua Trees. Efter en lille times flyvning, passerede vi grænsen mellem Nevada og Arizona, og dermed var vi nået til Grand Canyon. Først fløj vi et stykke langs randen og dernæst helt ned i canyonen, mellem klipperne lige over Colorado River. Det var et ret så imponerende syn. Det meste af hjemturen foregik over Lake Mead, den kolossale sø som blev dannet da Hoover Dam blev bygget. Landskabet omkring søen ser meget specielt ud, næsten som om man befinder sig på en anden planet. Ikke underligt at området har været anvendt i flere science fiction film, som f.eks. ”Planet of the Apes” fra 1968. Så nåede vi igen til Las Vegas, og turen blev afsluttet med en runde lige over og langs med The Strip. Da vi igen landede i McCarran International Airport, skulle vi pinedød alle sammen lines op langs med helikopteren, så der kunne blive taget et billede af os. Et billede som Kenneth og jeg ikke købte et kopi af. Bagefter kørte vores pilot os også den korte tur tilbage til vores hotel. En absolut anbefalelsesværdig tur, selvom prisen måske er lidt vel pebret. Men man skal selvfølgelig regne med, at sådan et piskeris koster fra omkring $900.000 og opefter. Og så flyver den kun omkring 1,5 km. per liter Jet A brændstof (hvad det så end er), som heller ikke er helt billigt. Nordvest for Las Vegas ligger i øvrigt Nellis Air Force Bombing and Gunnery Range, et militært område på omkring 1000 kvadratkilometer. Området er specielt interessant for UFO fanatikere, for det er her Area 51 befinder sig. Area 51 er en base hvor militæret angiveligt opbevarer en eller flere nedstyrtede fremmede rumskibe. Militæret prøver her at finde ud af hvorledes disse rumskibe fungerer og skulle også foretage testflyvninger med prototyper, baseret på det de har fundet ud af. Området er naturligvis strictly off limits for civile. Langs den østlige kan af basen løber en highway, der for et par år siden blev omdøbt til Extraterestrial Highway og hvor fartgrænsen er warp 7. Lidt humør må de amerikanske myndigheder da siges at have. Efter frokosten tog vi på shopping. Blandt andet besøgte vi Best Buy, hvor vi endnu en gang blev inspireret til en masse indkøb. Bagefter tog tilbage til Luxor for at gamble lidt. Kenneth, som lige havde haft fødselsdag, havde åbenbart taget spenderebukserne på, for han proklamerede at han da ville invitere os ind og se Lord of the Dance showet, som foregår på hotel New York New York. Så da aftenen var faldet på, smuttede vi over på det store hotel og købte tre billetter til 19-forestillingen dagen efter. Det kom til at stå Kenneth i $180,00.

ONSDAG, 13. OKTOBER

Vi stod ret sent op i dag. Endnu en gang tog vi en gåtur op og ned af The Strip – der er så meget at se på. Vi besøgte blandt andet Ceasar’s Palace, som vel nok er en af de allermest kendte hotel-kasinoer i Las Vegas. Det er blandt andet her at mange af de professionelle boksestævner bliver bokset. Ceasar’s Shopping Arcade får ethvert dansk indkøbscenter til at se noget usselt ud. Her kan man købe alt hvad hjertet begærer af, og i alle prisklasser, lige fra Gucci til - øøh - Frøkjær. Loftet i centret er hvælvet og malet himmel-farvet med skyer. Sammen med et specielt blødt og levende lys gør det, at selv om befinder sig indendørs, får man en følelse af at være uden for. Det meste af resten af dagen brugte vi på at lalle rundt og gamble. Klokken 18 bevægede vi os over til New York New York for at se Lord of the Dance showet. Vi havde endnu en gang undervurderet hvor lang tid det tager at komme rundt i Las Vegas, men vi nåede da derover i nogenlunde god tid. Man får ikke lov til selv at finde sin plads i salen, men må pænt vente på at der kommer en ”pladsmand/dame” der fører en hen til sin plads. De pladser som vi havde fået, viste sig at være perfekte. Vi havde den rette afstand til scenen med fuldt overblik, og ingen høje hoveder i vejen. Showet som sådan var identisk med det show som jeg så i Forum, sammen med Pernille og Per i december 1998. Men man kunne godt se at det ikke var de originale dansere og musikere der var med. Der var lagt mere vægt på at pigerne så godt ud. Om de var de helt store dansere og musikere var ikke helt så vigtigt. Altså, showet var ikke dårligt, men man savnede lige de sidste 10-20%. I øvrigt så kører showet to gange om dagen, fem dage om ugen. Efter Lord of the Dance, begav vi os den lange vej ned til Treasure Island, Mirage’s nabo og søsterhotel. Foran Tresure Island er der bygget en havbugt op i fuld størrelse. I bugten befinder sig to sørøverskibe, ligeledes i fuld størrelse. Hver 11⁄2-time, mellem 16:00 og midnat, bliver der udkæmpet et drabeligt søslag, komplet med kanonkugler der fløjter gennem luften, sværddueller og store eksplosioner, mellem de to skibe. The Pirate Show som herligheden kaldes, har adskillige medvirkende skuespillere/stuntmen, og det hele ender med at det ene af skibene rent faktisk går ned. Det er ret imponerende lavet. Skulle vi stadig være i tvivl, så fik vi endnu engang bevist, at Amerikanerne, de kan bare det der. Der var tusinder af 17


andre der havde fået den samme gode ide som os, så vi stod som sild i en tønde under showet, men vi fik da set en hel del af det alligevel. Og så var det en af de heldigvis gratis glæder som det altså er muligt at finde i Guds Eget Land.

TORSDAG, 14. OKTOBER

Vi startede dagen med chocolate chip pancakes og orange juice. Vi havde fundet ud af at der lå en butik i den anden ende af byen, hvor man kunne købe alt hvad der har relation til gambling. Det vil sige spillekort, jetoner, spilleborde, lærebøger med tips og tricks til alskens spil og meget meget mere. Så der trillede vi hen. Det viste sig at være en ganske spøjs butik, og Kenneth fik købt en bog om ”Den Enarmede Tyveknægts Psykologi” (eller noget i den stil). Butikken lå kun nogle få hundrede yards fra hotel-kasinoet Stratosphere, så efter Kenneths indkøb kørte vi derhen. Det der for os, det vil sige specielt Kenneth og jeg, er specielt interessant ved Stratosphere er Stratosphere Tower! Tårnet er 1149 feet (350 meter) højt. Det er højere en Eiffeltårnet. Og konstruktionen kan, med lidt god vilje, godt minde lidt om samme. På toppen, som man når op til med en turbo lift, er der først to glasdækkede indendørs etager. Den første etage indeholder en restaurant og den anden en rundgang samt en håndfuld butikker. Glasvæggene i de to etager hælder meget kraftigt ud af, vel omkring 30 grader, og hvis man går meget hurtigt hen mod ruden kan man godt blive helt svimmel. Faktisk så vi en mand, som var så usikker på situationen, at han kravlede på knæ hen til ruden. Ret sjovt. Og så er det ikke engang løgn. Oven på de to glasetager er der endnu en rundgang, men denne gang er den udendørs. Her skulle vores kravlende ven fra før ikke op. Udsigten ud over Las Vegas og hele den omkringliggende ørken er fantastisk her i cirka 300 meters højde. Nu begyndte det at blive interessant. For oven over vores hoveder var der monteret en rutsjebane der kører rundt om tårnet., High Roller som rutsjebanen hedder, skulle vi naturligvis straks prøve. Det er godt nok noget af en oplevelse at kravle ud i vognene, som hviler på nogle spinkle skinner, med absolut intet andet end luft, masser af luft, nedenunder. Rutsjebaneturen i sig selv er ikke det store, men det er nu en oplevelse alligevel. Allerøverst er så Big Shot placeret. Big Shot, som er verdens højeste thrill ride, fungerer ligesom den nye forlystelse Tårngyset på Bakken. Den er dog omkring 20 meter højere. Og så er der jo lige den detalje at den starter i godt 300 meters højde. Først bevæger man sig på usikre ben op på den spinkle platform som Big Shot er placeret på. Når man så har fået plantet sig selv i stolen og sammen med 15 andre lettere nervøse personer endelig har fået fumlet sig færdig med spændet som fungerer som et ekstra sikring, og vognen har løftet sig en lille meter over jorden, er det man spørger sig selv. ”Hvad er det egentlig jeg har gang i?”. Mens de sidste tjek bliver foretaget og nedtællingen begynder, får man lige lejlighed til at nyde udsigten endnu en gang. Three, Two, One… KA-BOOM! Så bliver man ellers skudt 160 feet I vejret. Siddende i et lille sæde med benene frit hængende i luften og kørende op ad en spinkel ”antenne”, virker det sammen med de godt 300 meter du i forvejen er oppe, som om der er MEGET langt ned. Man ryger så op og ned et par gange, og endelig, efter 30 sekunder, bliver man forsigtigt sænket ned på platformen igen – i live. Naturligvis måtte Kenneth og jeg straks have en tur mere. Efter man har prøvet en tur i Big Shot får man udleveret et certifikat på at man nu er medlem af ”The Scream Team”. Hvis du, kære læser, nogensinde kommer til Las Vegas, må du ikke snyde dig selv for en tur i Big Shot. Så var det blevet tid for frokost. Vi kørte hen til det nærliggende Las Vegas Hilton og Star Trek – The Experience, hvor vi fandt Quark’s bar & Restaurant. Kendere af Star Trek ved at Quark har en restaurant på rumstationen Deep Space Nine i tv-serien af samme navn. Hvad der måske er mindre kendt er, at han også har åbnet en franchise her i Las Vegas. Her føler man sig i den grad hensat til det sære Star Trek univers. Tjenerne er klædt ud som Romulanere og der er også en sikkerhedsvagt i form af en Klingon. Maskerne de har på, er ikke nogen billige fastelavnsmasker, men ser virkelig professionelle ud. Jeg spiste en Hamborger og til dessert en Frozen Gagh. Da vi havde spist, kom Quark hen til os for at sælge en kamera som han lige havde stjålet fra nabobordet. Det fik Klingon sikkerhedsvagten til at tage fat i nakken på ham og knalde hans hoved ned i vores bord, så glassende hoppede og dansede. Det var ret sjovt og virkningsfuldt lavet. I butikkerne omkring restauranten kan man købe alle mulige Star Trek relaterede ting og sager, så som uniformer, laserpistoler samt øl og vin fra det ydre rum. Nu skulle vi på lidt seriøst indkøb. Derfor tog vi endnu en gang i Best Buy. Kenneth fik købt den transportable Panasonic DVD, som vi tidligere havde set på. Selv om jeg også var ret varm på dyret, lagde jeg bånd på mig selv og undlod at købe den. En beslutning som jeg heldigvis ikke senere har fortrudt, da jeg stort set aldrig ville få den brugt. I stedet nøjedes jeg med at købe et sæt trådløse Sony hovedtelefoner. Dem havde jeg reelt brug for, da de gamle var ved at falde fra hinanden. Jan fik som sædvanlig – ja, du har gættet det – købt sig et par DVD’ere. 18


Jeg var ved at have fået nok af at gamble. Så om aftenen forlod jeg Kenneth og Jan i Luxor’s kasino, og gik i stedet for i biografen for at se den helt store Blockbuster i USA på det tidspunkt, “American Beauty”. Det viste sig, som vi jo også fandt ud af i Danmark fire måneder senere, at være en helt igennem fantastisk film. Den fortjente alle de Oscars den fik.

FREDAG, 15. OKTOBER

Jeg startede endnu en gang dagen med chocolate chip pancakes og sirup igen. De andre var blevet trætte af denne sublime omgang morgenmad, og gik på MacDonald’s. Forstå det hvem der kan. Efter morgenmaden skulle vi ud og købe lide gaver. Vi startede med at tage monorail-toget til Mandelay Bay, som er Luxor’s søsterhotel. Dette tog kører fast pendulfart mellem de tre søsterhoteller Luxor, Mandelay Bay og Excalibur. I øvrigt havde der dagen før, tidligt om morgenen, været væbnet røveri i Mandelay Bay’s kasino. Røverne var vist sluppet af sted med an anselig sum penge. Utroligt at det kan lade sige gøre, med den konstante og skarpe overvågning som der er på kasinoerne i byen. Der var en sådan lidt rastløs øv-nu-er-ferien-snart-slut stemning over det meste af dagen, som blev brugt på lidt løs shopping og gamling. Samtidig så vi også, med visse forventninger frem til den sidste (troede vi) store oplevelse i USA, nemlig showet med Siegfried & Roy. Ved 22:00-tiden begav vi os på gåben mod Mirage Hotel & Casino, hvor showet med Siegfried & Roy skulle foregå. Vi var, som sædvanlig fristes man til at sig, lige ved at komme for sent. Men vi nåede det da, og fik vores pladser i ”The Pit”. Det vil sige, at vi kom til at sidde inde i selve scenen, hvor alle de optrædende, både de to- og de firbenede, kunne komme 360 grader rundt om os. Vi fik vores to drinks, et souvenirprogram samt en advarsel mod at forlade vores pladser under showet. Klokken 23:15 kunne showet endelig begynde. Det var godt nok et næsten ubeskriveligt flot trylleshow. Siegfried & Roy er ganske vist ved at være nogle aldrende herrer, men selv efter at have lavet flere tusinde shows foran over 3 millioner tilskuere i en periode på over 30 år, kan de stadig levere et fantastisk show. De fleste af tryllekunsterne har man godt nok set før, man de bliver her leveret på så levende en måde, at de stadig er ret fantastiske. Når man så er placeret i salen så showet foregår på alle sider – og over – en, så tilføjer det godt nok en ekstra dimension til oplevelsen. Musikken til showet er også ret fed, og består for en stor dels vedkommende af Yanni’s sublime toner, af og til tilsat lidt mere rockende rytmer. Tonsvis af rekvisitter vælter frem fra loftet, fra gulvet, bagfra, you name it, så man knapt fatter at de kan holde styr på det. Man kan da også se, hvis man kigger bagud og op i salen, at der, der hvor balkonen kunne være, sidder en stor flok teknikerne bag en glasrude og styrer slagets gang. Oven i det er der så et hav af velformede showgirls som fløjter rundt på scenen, som oftest iført meget tætsiddende trikoter eller andre fantasifulde kostumer. Det helt store clou ved showet er naturligvis det utal af tigre (heriblandt nogle helt hvide), løver, leoparder og andre kattedyr som medvirker i showet. For os som sidder i ”The Pit” gælder det om at holde hænderne tæt til kroppen, for ofte er der under en 1⁄2 meter mellem os og dyrenes gab. Og der er ingen bure, gitre eller lænker mellem os og de store flotte rovdyr. Efter omkring to timer er dette utrolige show slut, og man er helt forpustet, for der sker simpelthen så meget i de 120 minutter det varer, og egentlig er man lidt oppe at køre når man forlader salen. Det er absolut alle de cirka $100 værd. Men man SKAL absolut sidde i ”The Pit”, og så kan det anbefales at man køber sine billetter før man tager af sted på ferie. Det kan gøres over Internettet hvis man er i besiddelse af f.eks. Visa-Dankort. Et stykke uden for Las Vegas har Siegfried & Roy i øvrigt en kæmpe landsted, som samtidig fungerer som slags dyrerefugium, hvor de to herrer bor sammen med de dyr der medvirker i showet, samt en masse af deres artsfæller.

LØRDAG, 16. OKTOBER

Efter trylleshowet vandrede vi hjemad, og nåede tilbage til Luxor klokken lidt over 2:00. Jeg ville prøve at se om jeg ikke kunne få to-tre timers søvn, før vi skulle af sted til lufthavnen. Kenneth og Jan, som efterhånden var ved at være modne til indlæggelse på den nærmeste Betty Ford kliniks ludomaniafvænningsafdeling, valgte i stedet at gå ned på hotellets kasino for at spille deres sidste penge op. Klokken 2:46, da jeg var så småt ved at gå til køjs, begyndte gulvet under mig af føles som det bølgede. Det blev kraftigere og kraftigere, og efter cirka 25 sekunder kunne jeg ud af vinduet se, at bygningerne overfor også begyndte at svaje en smule. Så var det at det dæmrede for mig, at det måtte være et jordskælv jeg stod midt i. 19


Det hele varede ikke mere en cirka 45 sekunder, så var det ovre og der blev helt stille. Så var jeg godt nok lidt ”shaket” i et minuts tid eller to. Da lige havde fået samlet mig, tændte jeg for fjernsynet. Og ganske rigtigt, der gik ikke mange minutter før næsten alle TV-stationer, herunder selvfølgelig CNN, beskæftigede sig med jordskælvet. Da Kenneth og Jan kom op fra kasinoet nogle minutter senere, fortalte de at flere hundrede personer var ved at tjekke ud fra hotellet. De havde åbenbart fået sat en skræk i livet, og ville bare ud af byen. Hvad der var nok så interessant var, at Jan cirka fem sekunder før jordskælvet indtraf, havde fået jackpot på den enarmede tyveknægt. $5000,00 havde han vundet. Han havde ellers været lige ved at give op, da han havde tabt stort set konstant alle de fem dage vi havde været i Las Vegas. Lidt senere på natten fortalte de på TV, at jordskælvet havde haft en styrke af 7,0 på den åbne Richterskala og at epicentret havde været midt i Joshua Tree National Park, omkring 200 kilometer fra Las Vegas. Hvis et jordskælv af den styrke finder sted i f.eks. en Indisk storby, vil det meste af byen blive jævnet med jorden. Det eneste der skete her, var at et godstog var blevet afsporet, uden at der var sket personskade eller væsentlig materiel skade. Nattesøvn fik vi naturligvis absolut intet af. Så klokken 5:00 begyndte vi at gøre os klar til at tage hjem til Dannevang. Det er vel næsten unødvendigt at sige det, men endnu en gang var vi ved at komme for sent. Faktisk mødte vi så sent frem til McCarran International Airport, en halv time før afgang, at damen i indtjekningsskranken synes at det var på sin plads at give os en mindre opsang. Så det gjorde hun, samtidig med at hun meget langsomt gjorde vores boarding passes klar. Men vi nåede alligevel, som de sidste passagerer, frem til gaten 14 minutter før flyets afgang. Klokken 9:00 lettede vi så med retning mod Detroit Metropolitan Airport. Her skulle vi vente en evighed før vi skulle videre til Europa. Faktisk var ventetiden så lang, at Jan overvejede at tjekke ud af lufthavnen, så han kunne få sig en smøg. Der er absolut ingen steder man må ryge i offentlige lokaler i USA. Han ente dog med at droppe planen. I mellemtiden kom vi til at snakke med en gut fra Thailand, som altså var amerikansk statsborger. Han kendte en del til Danmark, og spurgte med bekymring om The Little Mermaid havde fået sit hoved tilbage. Det havde hun jo mistet, igen, nogle måneder tidligere. Det kunne vi jo berolige ham med, at det havde hun. Endelig kunne gå ombord på KLM jumboen, og den lange, kedelige og begivenhedsløse tur over at Atlanten kunne begynde.

SØNDAG, 17. OKTOBER

Klokken 8:00 landede vi i Shiphol. Vi nåede lige op i McDonald’s og fik os en milkshake – og Jan en cancerpind i tilkøb – før vi skulle flyve det sidste stræk mod Kastrup. Ved 11-tiden landede vi i Københavns Lufthavn. Forbavsende nok, følte jeg mig stadig relativt frisk. Det skulle ret hurtigt vise sig, at det var jeg rent faktisk ikke. Paskontrol, kuffertudlevering og told gik hurtigt og smertefrit. Så vi kom hurtigt ud til modtagelseskomiteen, som bestod af Pernille, Per, Line, Kenneths mor, far og søster samt Jans bror. Vi fik ret hurtigt sagt farvel til hinanden, og derefter hoppede Pernille, Per, Line og jeg på en taxi, og kørte hjemad. Vi skulle hen til Ingrid & Per & Tobias, for at fejre sidstnævntes fødselsdag. Jeg ville lige hjem og smide min kuffert og skifte tøj. Så jeg smed Pernille, Per og Line af ved Rosenborg Have, og forsatte hjem til Mimersgade. Da jeg en halv times tid senere sprang på cyklen, for at køre til Gammeltoftsgade, gik det op for mig hvor hundekoldt her var i forhold til Las Vegas. Det var godt nok noget af et kuldechok. Da jeg havde været en times tid til Tobias fødselsdag, kunne jeg lige pludselig godt mærke at jeg var MEGET træt. Så efter cirka to timer cyklede jeg hjem og gik direkte i seng. Jeg faldt hurtigt i en dyb drømmeløs søvn, og vågnede først 14 timer senere da vækkeuret ringede. Jubiii – klokken var 6:00, og nu skulle jeg op og af sted på arbejdet. Hvordan det rent faktisk lykkedes mig at komme igennem arbejdsdagen, aner jeg ikke, men det lykkedes altså.

EPILOG

Det var en helt igennem succesfuld tur. Hele rejsen forløb, på alle måder, problemløst. De få diskussioner og uoverensstemmelser vi havde undervejs, var så ubetydelige, at de knap nok er værd at nævne her. Så det lader jeg være med. Selve det tekniske aspekt – flybilletter, hotelbookning og leje af bil, som vi fik jo Gate Eleven til at stå for, forløb også perfekt. Jeg kan absolut anbefale, at man forhører sig hos dem, hvis man planlægger at rejse en tur på egen hånd. Også hvis man skal til andre steder end USA. De er meget kompetente og deres priser er absolut konkurrencedygtige. Nu glæder vi os sådan set bare til at komme af sted igen. Vi er så småt begyndt at planlægge næste tur, som også skal gå til USA. Vi regner med at den skal foregå i perioden september-oktober 2001. Så nu er der kun en vej, og det er at komme i gang med at få sparet en mindre formue sammen. 20


21


http://nilsbuch.dk/downloads/USA1999