Page 1

Vivian Etting

”Den bedste biografi, der er skrevet om Margrete I og hendes tid. Den er nærmest en filmisk guide, der leder læseren vidt omkring, men hele tiden lige bag skørterne af den største politiske begavelse i højmiddelalderens nordiske lande … læseren er blandt de få fortrolige, en flue på husfruens væg”

den Første

En af de største statsmænd i Nordens historie og hjernen bag Kalmarunionen. En begavet, viljestærk og ambitiøs kvinde, der hensynsløst forstod at udnytte øjeblikkets politiske muligheder. Men også en kvinde, der betalte en høj personlig pris for sin succes.

Margrete

Margrete den Første var en ener.

Lise Lotte Nielsen, Berlingske Tidende

Vivian Etting (f. 1957) er historiker og museumsinspektør på Nationalmuseet. Hun har specialiseret sig i 1300 og 1400-tallets nordiske historie og har skrevet flere bøger og en lang række artikler. I de senere år har hun særlig arbejdet med middel­alderens store borganlæg.

Vivian Etting

ISBN 9788702071771

Margrete den Første

9 788702 071771

gyldendal


Margrete 1.


Vivian Etting

Margrete 1. En regent og hendes samtid

Gyldendal


Margrete 1. En regent og hendes samtid © 1986, 1997, 2009 Vivian Etting og Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S, København Forlagsredaktion: Lasse Wolsgård Omslagslayout: Søren Damstedt Forsideillustration: Margretes sarkofag i Roskilde Domkirke, Nationalmuseet Bagsideillustration: Portræt af Vivian Etting. Foto: John Lee Grafisk tilrettelægning: Birger Gregers mDD Trykt hos Korotan, Printed in Slovenia 2009 3. udgave, 1. oplag ISBN 978-87-02-07177-1

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Gyldendal Fagbogsredaktionen www.gyldendal.dk


Indhold

Forord  7 Riget, Valdemar Atterdag efterlod  9 Kampen om Danmarks krone  25 Landet, folket og regeringen  32 Kapere og handelskrig mod de tyske hansestæder  48 Sildeeventyret i Skåne  61 De holstenske grever og Sønderjylland  68 Kampen om Sveriges krone  73 Katastrofe og genrejsning  77 »Sejren i kvindehånd«  85 Konsolideringen af magten  92 Margrete som lovgiver  107 Kalmarunionen 1397  127 Striden om Gotland og den endelige udlevering af Stockholm  137 Stat og kirke  142 Dronning Margretes gaver og donationer  155 Kansler og kirkefyrste – Peder Jensen Lodehats karriere  165 Magtspillet om Gotland  174 Et kongeligt bryllup  181 Instruktionsskrivelsen 1405  192 Problemet Slesvig-Holsten  198 Økonomi og godspolitik  203 Det middelalderlige verdensbillede  219 Kunsten og musikken  242 Livet på landet og i byen  260 Dronning Margretes død  279 Dronning Margretes omdømme og eftermæle  286 Slutning  297 Noter  299 Kilder og litteratur  308 Register  313


Riget, Valdemar Atterdag efterlod

D

en 24. oktober 1375 døde Valdemar Atterdag på Gurre slot i Nordsjælland, ca. 55 år gammel. Ingen af hans familie var til stede; dronning Helvig var død året før, sønnen Christoffer var død i 1363, den ældste datter Ingeborg var død omkring 1370 og den 22-årige Margrete opholdt sig i Norge. Derimod var mange af rigets vigtigste mænd på slottet, da der skulle føres forhandlinger med tyske udsendinge fra hansestæderne. Til mødet havde kongen indkaldt nogle af de mest prominente medlemmer af det danske rigsråd: drosten Henning Podebusk, ærkebiskop Niels af Lund, biskop Niels Ulfeldt af Roskilde, gælkeren i Skåne Tue Galen, den senere marsk Evert Moltke og en række andre adelsmænd. Da gesandterne fra hansestæderne mødte op på slottet, blev de modtaget af disse mænd, der måtte meddele, at »de desværre havde en syg herre, der var så syg og kraftesløs, at han ikke kunne holde møder hverken om borge eller om land eller om noget jordisk gods«. De tyske gesandter måtte derfor vende hjem med uforrettet sag og skrev efter hjemkomsten en detaljeret øjenvidneberetning om forløbet af deres rejse og det dramatiske møde på Gurre. Her omtaler de også, at biskopperne og de danske rigsråder havde sagt »rent ud til os, at de var bange for, at hvis deres herre døde, da ville det komme til at stå ilde til i riget«. Valdemar Atterdag efterlod sig nemlig et rige uden tronfølger. Et rige, der var svækket efter den nylig afsluttede krig mod de tyske hansestæder, og som kun lige havde overvundet den totale opløsningsperiode under Christoffer II. Men det skyldtes alene kong Valdemars indsats, at Danmark eksisterede som stat. Ved hans magtovertagelse i 1340 havde situationen været så katastrofal, at kun en fjerdedel af Jylland reelt hørte under den danske konge. Resten af landet var pantsat til holstenske adelsmænd og deres allierede, som i realiteten styrede lenene efter eget hoved. Grev Gerhard af Holsten havde størstedelen af Jylland og Fyn, fætteren grev Johan styrede Sjælland og riget, valdemar atterdag efterlod

9


I koret i Skt. Peders kirke i Næstved findes dette fine kalkmaleri af dronning Margretes forældre, Valdemar Atterdag og dronning Helvig. Indskriften fortæller på latin, at »I 1375, dagen før Sankt Chrispinus fest døde – glem det ikke – kong Valdemar. Han hviler i Kristus.« Formentlig er maleriet udført efter dronning Margretes ordre, men det skal opfattes som idealiserede billeder og ikke egentlige portrætter. Efter tegning af J. Kornerup.

Lolland-Falster, medens Skåne var pantsat til Sverige. Med utrættelig energi begyndte nu Valdemar Atterdag at indløse det ene len efter det andet. Langsomt gik det, men med en sjælden kombination af politisk sans, militærstrategisk dygtighed og ikke mindst held lykkedes det ham i løbet af 20 år at samle Danmark. Kongens udgangspunkt var Nørrejylland, som han gennem dronning Helvigs medgift havde fået kontrol over. Med Niels Ebbesens drab på grev Gerhard natten til den 1. april 1340 indledtes kampen mod de forhadte holstenske panthavere. Valdemar Atterdag førte sin hær til Sjælland, hvor han i 1343 fik herredømmet over København, Søborg og Kalundborg. Det blev dog ikke før 1348, at kongen kontrollerede hovedparten af landet ef-

10

margrete i.


ter systematiske belejringer af de vigtigste borge og indløsning af rigets pantsatte len. Penge til indløsning af pantelen og opretholdelse af hæren var skaffet til veje dels gennem skatter, dels ved salget af Estland i 1346. Den tyske Ordensstat, d.v.s. de enorme områder i Polen, Preussen og Baltikum, som dengang beherskedes af den tyske ridderorden, havde måttet betale 19.000 mark sølv for landet. Drømmen om et dansk Østersøimperium blev hermed skrinlagt – alle ressoucer måtte sættes ind på rigets genrejsning. Valdemar Atterdag udviste i disse år en forbløffende foretagsomhed, og midt i alle besværlighederne drog han på pilgrimsrejse til Jerusalem i 1347. Ifølge Sjællandske krønike foregik rejsen til hest med et følge af fornemme folk, og da de nåede frem efter en tur på omkring 7000 km, blev kongen slået til ridder ved Kristi grav. Forud for rejsen havde han imidlertid glemt at ansøge paven om tilladelse, men Clemens 6. tilgav dog, at kongen med sine ledsagere »optændt af from glød har besøgt Herrens grav og andre kapeller i det hellige land uden at have ansøgt om og opnået det apostoliske sædes tilladelse«. Efterhånden havde Valdemar Atterdag herredømmet over Sjælland, Falster, Møn, størstedelen af Jylland og halvdelen af Fyn. Men næppe var de danske landsdele blevet samlet, før en ny frygtelig svøbe brød ind. Det var byldepesten »Den sorte Død«, som bredte sig over hele Europa med lynets hast og hærgede gennem årene 1349 og 1350. Pesten kunne slå ud på to måder. Hvis folk blev angrebet af sygdommen i lungerne, døde så godt som alle i løbet af et par dage af blodstyrtninger, men hvis den derimod slog ud på kroppen som sorte eller violette bylder, havde man 50% chance for at overleve. Sjællandske krønike skriver under 1348, at der var epidemi overalt i riget, men man har ikke nogen eksakt viden om hvor stor en procentdel af den danske befolkning, der bukkede under. Nogle forskere har anslået, at helt op til 1/3 af Europas befolkning døde under pesten, men da der kun er bevaret ganske få tabslister fra enkelte byer, bør man betragte dette skøn med stor varsomhed. Sikkert er det imidlertid, at Den sorte Død også herhjemme havde en frygtelig gennemslagskraft. På Danehoffet i 1354 blev det bestemt, at alle døds- og legemsstraffe skulle eftergives på grund af den store nedgang i folketallet. Lige så talende er den ansøgning, som cisterciensermunken Bartolomæus Jensen det følgende år sendte til paven om at blive overflyttet til benediktinerordnen. Skt. Knuds klostret i Odense manglede nemlig brødre efter pesten, og dette kloster fulgte den hellige Benedikts ordensregler. I pestens kølvand fulgte en økonomisk krise, som yderligere forværrede den allerede igangværende landbrugskrise. Der var prisfald på jord, riget, valdemar atterdag efterlod

11


nedgang i landgilden (d.v.s. bøndernes årlige afgifter), og masser af gårde lå øde hen.

Margretes barndom I disse mørke tider kom Margrete til verden. Sjællandske krønike fortæller kort: »I året 1353 fødte dronningen en datter, der blev holdt over den hellige dåb af den ærværdige fader, biskop Henrik i Roskilde, og kaldt Margrete«. Datoen kender vi ikke, og om den lille piges tidligste barndom vides intet. Af en børneflok på seks var Margrete den yngste, men kun tre af disse nåede at blive voksne. Sønnen Christoffer blev naturligt valgt til Valdemar Atterdags tronfølger, medens en ældre søster Ingeborg blev gift med den mecklenburgske hertugsøn Henrik. Kun seks år gammel blev Margrete forlovet med den 18-årige kong Haa­kon af Norge. Han var yngste søn af den svensk-norske konge Magnus Eriksson med tilnavnet Smek, som i 1343 havde fået nordmændene til at acceptere Haakon som tronfølger, medens hans ældre broder Erik var bestemt til at efterfølge faderen i Sverige. Aftalen om giftermålet blev indgået i København, men det vigtige dokument er desværre ikke bevaret til i dag. Sikkert nok har det indeholdt en bestemmelse om Margretes morgengave, d.v.s. den »gave«, der som regel i form af faste indtægter eller len blev givet en dronning (eller adelsdame) på morgenen efter brylluppet. Traktaten har tillige indeholdt et løfte om, at kong Valdemar skulle bistå Magnus Smek i en nylig opstået strid med dennes søn Erik. Han var nemlig allerede i 1356 blevet hyldet til konge, og Magnus havde overladt ham herredømmet over det sydlige Sverige. Det viste sig at være en meget dårlig ordning, og de rivaliserende interesser førte efterhånden til direkte fjendtlighed mellem fader og søn. Et forbund med Valdemar Atterdag måtte forekomme Magnus fristende. Allerede som seksårig blev den lille Margrete altså inddraget i den nordiske magtkamp, og det var ikke alle, der billigede forlovelsen. Sveriges stærke dame, den hellige Birgitta, betegnede den i et brev til paven som en barneleg med dukker »fordi verdslig ære søges derved og ikke kristen lov«. Hun spåede, at der »af dette ægteskab skal komme trængsel og ej helse for riget [altså Sverige]. Ej skal dets sæd slå dybe rødder, og indbyggerne skulle ej glæde sig ved en arving«. Hvor langt denne forudsigelse kom til at holde stik, vil senere vise sig. Den hellige Birgitta var aldrig bange for at sige sin uforbeholdne mening, selv til konger og pave. Valdemar Atterdag blev i et andet brev karakteriseret som en ulv, og i utvetydige vendinger advarede hun kong Magnus mod

12

margrete i.


»denne smigrende, drevne fuglefænger, der blæser på sin fløjte for at lokke fuglen«. Kong Valdemar havde ganske rigtigt et bestemt mål med sin datters ægteskab. Det var at få Skåne tilbage til Danmark, for landsdelen havde siden 1332 været pantsat til Sverige. Formodentlig har aftalen da også indeholdt en bestemmelse om udleveringen af Helsingborg slot, det nævnes i alt fald i flere samtidige krøniker. I juni måned førte den danske konge en stor hær over Øresund og indtog hurtigt Malmö og Helsingborg. Inden længe var hele Skåne besat, pro forma for at støtte kong Magnus. I juni 1359 indtraf imidlertid en begivenhed, som fuldstændig ændrede magtbalancen. Kong Erik døde pludseligt og efterlod dermed faderen som enehersker i Sverige. En helt ny situation var opstået, og alle aftaler mellem kong Magnus og Valdemar Atterdag blev opsagt, herunder ægteskabet mellem Margrete og Haakon.

Erobringen af Gotland Valdemar Atterdag havde imidlertid ingen intentioner om at opgive Skåne og indledte nu en direkte erobringskrig. Målet blev øen Gotland i Østersøen. Dens mægtige og rige hansestad Visby, som i realiteten var en ren tysk by, udgjorde en nøgleposition for herredømmet over Østersøen. Det var her, handelsvejene fra øst og vest krydsede, men hidtil havde de rige indtægter næsten udelukkende fyldt de hanseatiske købmænds lommer. Efter på vejen at have erobret Øland nåede den danske flåde i juli måned frem til Gotland. Tropperne landsattes syd for Visby, og den 27. juli 1361 udkæmpedes det store slag uden for Visbys mure. Valdemar Atterdags kamptrænede og veludrustede hær mødte her et ynkeligt opbud af gotlandske bønder. De tyske købmænd ville nemlig ikke blandes ind i noget. Det var jo altid klogest at holde med sejrherren, så man lukkede byens porte og ventede på udfaldet. Formodentlig har de fra toppen af bymuren været vidne til den skånselsløse nedslagtning af den svenske bondehær. Omkring 1800 mænd og drenge lå tilbage på slagmarken efter kampen, men ligene blev hurtigt kulet ned i massegrave, for at sygdomme ikke skulle sprede sig i sommervarmen. På klosterkirkegården uden for bymuren rejste gotlændingene et stenkors med inskriptionen: »I det Herrens år 1361 tirsdagen efter Sankt Jacobs dag faldt foran Visbys porte i kamp mod danskerne de gotlændinge, der ligger begravet her. Bed for dem.« I slutningen af 1920’erne blev massegravene genfundet og omhyggeligt udgravet af svenske arkæologer. Det var en sensationel opdagelse, ikke alene fordi man hermed fik et godt indtryk af våbenbrug og krigsudrustning i det 14. århundredes Norden, men også på grund af skeletmateriariget, valdemar atterdag efterlod

13


Ved det blodige slag uden for Visbys mure den 27. juli 1361 faldt omkring 1800 mænd og drenge. Den gotlandske bondehær blev skånselsløst mejet ned af Valdemar Atterdags kamptrænede krigere, og efter slaget kastede man ligene i store massegrave. De blev fundet og udgravet af svenske arkæologer i 1920’erne, og dette kranium, endnu iført sin ringbrynje, var et af de mange uhyggelige vidnesbyrd om slaget. Fot. Gotlands Fornsal.

let, som kunne fortælle en masse om hærenes sammensætning. I massegravene havde hele 22% af samtlige døde været under 20 år, mindst 4 var pukkelryggede og mange stivbenede eller halte. Man kan forestille sig den grusomme nedslagtning, som de toptrænede, veludrustede danske riddere foretog på denne ynkelige bondehær. En havde fået begge ben hugget af i et vældigt sværdhug, andres hoveder var knust af stridskøller eller gennemboret af armbrøstbolte. Efter slaget marcherede den sejrrige danske hær ind i Visby, hvor de tyske borgere betalte for deres privilegier med »guld og sølv, pelsværk af forskellig art og umådelig mange andre skatte.« Valdemar Atterdags handling var selvsagt en utålelig provokation af såvel den svenske kong Magnus som hansestæderne, og han må have kalkuleret med, at følgen blev krig med begge parter. Det kom også til at passe. Hansestæderne iværksatte straks en handelsblokade af Danmark, og i for-

14

margrete i.


bund med kong Magnus og holstenerne blev man enige om en stor fælles militæraktion. Forlovelsen mellem Margrete og Haakon var jo allerede brudt, så nu indledte den svenske konge i stedet forhandlinger om et ægteskab mellem grev Henrik af Holstens søster Elisabeth og den unge Haakon. Ridderen Hermann de Vitzen blev sammen med magister Eylard Schonevelt sendt til Holsten for på kongens vegne at slutte forlovelsen. Da alle formaliteter var bragt i orden ledsagede de den vordende brud fra hendes faders hus til skibene, der den 17. december 1362 sejlede af sted med kurs mod Sverige. Men alle uheld var ude. En storm slog hendes skib ind på Bornholm, hvor danskerne straks bemægtigede sig fartøjet. Den stakkels jomfru blev ført til ærkebispen af Lund, som erklærede at brylluppet var et slemt brud på kirkeretten, da Haakon jo i forvejen havde været forlovet med Margrete. Ærkebispen måtte derfor se sig nødsaget til at holde bruden tilbage, »for at der ikke skulle handles mod Gud og ægteskabet«. Så blev Elisabeth indtil videre holdt i fangenskab på et af rigets slotte, sikkert til stor forbitrelse i Holsten. Det planlagte hærtog mod Valdemar Atterdag havde omtrent fået den samme skæbne, selv om der blev sat betydelige ressourcer ind. Hansestæderne havde ifølge Sjællandske krønike samlet en større flåde »og faldt ind i Skåne med skib og mange riddere og tusinder af mænd og belejrede Helsingborg, idet de kørte 16 krigsmaskiner frem, der kastede uden ophør dag og nat«. Størrelsen af angrebshæren kendes fra Hansestædernes opgørelser, hvor de tyske byer forpligtede sig til at stille med i alt 27 kogger og 25 mindre skibe bemandet med tilsammen 2.740 væbnede mænd og diverse krigsmaskiner som blider og rambukke. Til gengæld lovede den svenske konge at stille med 2.000 mænd og diverse skibe. Vi kender også belejringen fra andre kilder, bl.a. et brev fra den 28. juni 1362, der omtaler at hansestæderne nu var »i færd med at belejre og lægge befæstningsværker omkring borgen Helsingborg«. Det var ikke nogen nem opgave at indtage Helsingborg, som var en af Danmarks stærkeste borge. Det store centraltårn »Kärnan« (Kernen) lå beskyttet bag en stor ringmur og var med sin placering på toppen af en 33 m høj, naturlig banke ud mod Øresund særdeles vanskelig at erobre. Krigslykken vendte, da det lykkedes Valdemar Atterdags mænd at erobre 12 af fjendens kogger ud for Helsingborg. Det var en katastrofe for de hanseatiske styrker, og lederen af hæren Lübecks borgmester Johan Wittenberg måtte hæve belejringen. Resterne af flåden sejlede hjem i vild forvirring, og en mængde betydningsfulde personer blev taget til fange. De blev senere løsladt mod en enorm løsesum på 170.000 lybske mark. Sjællandske riget, valdemar atterdag efterlod

15


krønike beretter om det dramatiske efterspil, hvor »borgmester Johan Wittenberg i Lübeck blev offentlig halshugget på torvet foran rådhuset i Lübeck, fordi han hverken havde kunnet ødelægge borgen eller undertvinge danskerne«. Valdemar Atterdag kunne notere sig en stor sejr, og den danske hær fortsatte videre op i Småland.

Brylluppet 1363 Heldet syntes at følge Valdemar Atterdag betingelsesløst. Kong Magnus opgav krigen, og en våbenstilstand blev indgået med hansestæderne. Nu var et ægteskab mellem den 10-årige Margrete og kong Haakon igen aktuelt, og søndagen efter påske, den 9. april 1363 blev »Norges konge, Haakon, gift med Margrete, datter af Valdemar, Danmarks konge, og et højtideligt bryllup blev fejret i København, hvor ærkebiskop Nikolaus celebrerede sin første messe«, beretter den skånske årbog. Desværre har vi ingen detaljeret beskrivelse af bryllupsfestlighederne, men at København har stået på den anden ende i flere dage er der ingen tvivl om. Udenlandske fyrster og gesandter medbringende deres tjenere er blevet indlogeret dels på slottet, dels i byens finere huse. Mellem de overdådige festmiddage har man underholdt sig med gøglere og ridderspil, hvor højdepunktet sikkert har været en prægtig turnering. Valdemar Atterdag vidste udmærket, hvilken målestok man i udlandet regnede med ved fyrstebryllupper, som der knyttedes en hel del prestige til. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at brylluppet foregik i København, som i virkeligheden var ejet af Roskilde bispestol. På dette tidspunkt havde Danmark ikke nogen egentlig hovedstad, men København havde fået så stor politisk og økonomisk betydning, at Valdemar Atterdag beslaglagde den i hele sin regeringstid. Straks efter brylluppet blev den stakkels tilfangetagne jomfru Elisabeth sendt hjem til Holsten, hvor man var højst opbragt over den ydmygende behandling, hun havde fået. Hvor meget den kun 10-årige Margrete har fattet af det hele er nok tvivlsomt, og om nogen fuldbyrdelse af ægteskabet med den 22-årige Haa­ kon har der selvfølgelig ikke været tale. Et ægteskab mellem fyrstebørn var først og fremmest en slags forbundstraktat, hvor penge, jord og magt var hovedsagen. Parternes alder har derfor været underordnet, og den lille Margrete er sandsynligvis blevet hos sine forældre endnu et stykke tid. Men som dronning af Norge og Sverige (ved den ældre broder Eriks død i 1359 var Haakon tillige blevet medkonge i Sverige) måtte hun have en særlig opdragelse. Snart blev hun ført til det kongelige slot Akershus i bunden

16

margrete i.


Ved dronning Margretes og kong Haakons bryllup i København den 9. april 1363 er der uden tvivl blevet festet og danset. Her er en livlig kædedans afbildet på et kalkmaleri i Ørslev kirke på Midtsjælland. Muligvis betegner de dansendes trin forskellige stadier i dansens rytme. Læg mærke til klædedragternes stærke farver, hvor skarpe kontraster var højeste mode i 1300-tallet. Fot. Nationalmuseet.

af Oslofjorden og fik som hofmesterinde og opdrager en fornem adelsdame, nemlig Merete Ulvsdatter. Valget var ikke tilfældigt, for denne dame var en datter af den hellige Birgitta, og hendes mand Knut Algotsson var en af Magnus Smeks trofaste tilhængere. En klosterkrønike fortæller, at fru Merete opdrog Margrete sammen med sin egen datter Ingegerd, som »ofte fik det samme ris at smage«. Opdragelsen har givetvis lagt vægt på religionen og på de ting, Margrete dels som kvinde og dels som dronning skulle have kendskab til. Den tid, der levnedes til boglige studier var nok begrænset, men man må formode, at hun ud over at læse og skrive også fik en lidt bredere orientering om de politiske forhold.

Nye politiske omvæltninger I 1364 skete en brat kursændring i Sverige, som fik afgørende betydning for den nordiske magtbalance. De svenske stormænd afsatte Magnus Smek og kong Haakon efter lange tiders uoverensstemmelser og magtkampe. I middelalderen var Sverige og Danmark nemlig valgkongedømmer, hvor det stod landet frit at afsætte en konge, hvis han ikke levede op til de løfter og forpligtelser, som han i form af en »håndfæstning« havde afgivet ved kroningen. Nu henvendte svenskerne sig til hertug Albrecht af Mecklenburg og tilbød hans søn af samme navn kronen. Mecklenburgerne slog straks til, og den unge Albrecht blev efter gammel svensk skik hyldet på »Mora sten« uden for Uppsala. Magnus og Haakon søgte desperat at fastholde riget, men alt var forgæves. Magnus blev taget til fange, og Haakon flygtede til riget, valdemar atterdag efterlod

17


Dronning Margretes storebror, junker Christoffer, døde i 1363, kun 21 år gammel. Han blev gravsat i Roskilde domkirke, og en fornem sarkofag udførtes på Valdemar Atterdags befaling. Her ligger han i fuld rustning med sværd og dolk ved siden og en tøndehjelm med vesselhorn. På et tidspunkt blev sarkofagen flyttet, og alabastfiguren blev i smådele lagt ned i en trækiste. Først i 1879 blev gravmælet atter opsat i koret. En stump af Christoffers segl er fundet i jorden uden for domkirken.

18

margrete i.


Norge. Det politiske skakspil havde ændret sig totalt, og Norge måtte nu revurdere sin stilling i en balancegang mellem fjendtligstillede nabolande. Samtidig begyndte katastroferne at vælte ind over Danmark. Valdemar Atterdags eneste søn, tronfølgeren Christoffer, døde i 1363, kun 21 år gammel. Han blev gravsat i Roskilde domkirke under højtidelige ceremonier, og endnu i dag kan man beundre det fornemme gravmæle. Alabastfiguren viser junker Christoffer i fuld ridderrustning. Ved siden har han sit store sværd, og den højre hånd griber fast om »nyredolken« ved hoften. En stor tøndehjelm med vesselhorn ligger klar ved hans hoved. Sådan skulle en kongesøn huskes, og sådan skulle han stå for den store dommer på den sidste dag. Det har været trist for den lille Margrete at miste sin storebror kun få måneder efter sit bryllup med Haakon. Spørgsmålet om en ny tronfølger var nu akut, men kong Valdemar udskød beslutningen og rejste i efteråret til Krakow, hvor den tyske kejser Karl IV fejrede sit bryllup. Turen fortsatte til Prag og videre til Avignon, hvor han fik pave Urban V til at fordømme Hansestædernes handlinger under krigen. I slutningen af august 1364 var han tilbage i Danmark og kunne med fornyet energi overtage regeringen.

Krigen 1367-70 Men landets fjender begyndte atter at finde sammen. Hansestædernes udsendinge mødtes i Köln i november 1367, og her vedtog man at danne en konføderation mod Danmark. Snart tilsluttede Holsten og Mecklenburg sig, og ved krigens udbrud i begyndelsen af 1368 havde Sverige tillige meldt sig. Også indenrigspolitisk tårnede problemerne sig op. Kongen havde gennem årene ført en særdeles hensynsløs politik for at kontrollere de oprørske jyske stormænd, bl.a. ved beslaglæggelse af adelsgods med mere eller mindre lovlige metoder. Det havde ført til åbent oprør både i 1351-53 og 1357-60, som dog endte med forlig, men nu slog utilfredsheden atter ud i lys lue. I spidsen for stormændene stod den holstenske ridder Claus Limbek og mænd fra store adelsslægter som Hvide, Panter, Glob, Gyldenstjerne, Rosenkrantz og Skarpenberg. De sluttede sig nu til koalitionen mod Valdemar Atterdag i håb om personlig vinding og nye politiske muligheder. Særlig Claus Limbek havde gennem tiden demonstreret en forbløffende evne til at udnytte situationen. Han virkede gennem en række år som Valdemar Atterdags drost (en slags rigsforstander), selv efter at han flere gange havde været blandt de ledende stormænd i de jyske oprør mod kongen. Valdemar Atterdags bitterhed over Claus Limbeks troløshed har naturligvis været stor. Den Holstenske Krønike fortæller en morsom anekriget, valdemar atterdag efterlod

19


dote om engang, hvor kongen lod ham »under lejde kalde til sig på borgen Vordingborg. Derhen sejlede så nævnte Claus, for han mente, at kongens lejde var sikkert. Men da han kom til borgen, sagde en ung kammersvend til ham: »Claus, jeg vil åbenbare Eder en hemmelighed. Hvis I ikke hurtigt vender om, vil I blive skoldet i kogende vand, der allerede er sat over ilde.« Herefter vendte Claus Limbek klogeligt tilbage til sit skib. Han kom dog ikke til at deltage aktivt i den ny krig, for han døde omkring 1368-69. Valdemar Atterdag overlod nu regeringen til den ny drost Henning Podebusk og rejste til Tyskland for at samle hjælp og forstærkning, men alt var forgæves. Fjendens styrker var overvældende, og mange af landets borge blev indtaget eller måtte overgive sig: Falsterbo, Skanör, Helsingborg, Helsingør, København, Nykøbing, Ålholm, Ribe, Randers, Aalborghus, Ørum og Aggersborg. Helsingborg blev belejret endnu en gang, og det endte med, at lensmanden Fikke Moltke overlod slottet til fjenden. Man kan dog få en mistanke om, at han blev bestukket, for i september 1369 udstedte han en kvittering på modtagelsen af 350 mark af en samlet sum på ikke mindre end 800 mark sølv, som hanseaterne skyldte ham. Denne store sum kræver en forklaring, men kvitteringen røber intet om sagen. Belejringshæren fortsatte herefter til den kongelige borg Lindholmen, men her måtte de svenske styrker og hanseaterne til slut opgive belejringen med store tab. Københavns slot måtte efter flere ugers beskydning overgive sig den 16. juni 1368, men danskerne fik lov til at drage bort med »med liv og gods i behold«. Det ved vi fra en rapport skrevet nogle få dage senere af en af de hanseatiske ledere. Han beskriver, hvordan de »kom op på borgen og fandt i en kiste mange smukke ting såvel af kongens sølvtaffeltøj som også af kander, bakker, sølvdrikkekar, skåle og fade. I en anden kiste fandt vi overmåde skønne silkeornater, som ved højtider hører til i kirken. I en tønde fandt vi hans turneringsudrustning, som hører til hans heste etc.« Kongens ejendele havde danskerne åbenbart ikke fået lov at medtage. Nu skulle der træffes beslutning om borgens videre skæbne, og efter mange overvejelser blev hanseaterne enige om at rive den ned. Hermed kunne de effektivt forhindre, at danskerne skulle genindtage København, som havde en vigtig strategisk placering ved indsejlingen til Øresund. Der blev derfor indkaldt 47 stenhuggere fra bl.a. Lübeck, Stralsund og Rostock, der i slutningen af 1369 brød slottet ned til grunden. Udsigterne for landets videre skæbne var nu særdeles mørke. Det blev drosten Henning Podebusk, der kom til at forhandle om fredsbetingelserne, og det skyldtes nok alene hans politiske genialitet, at Danmark ikke kom til at opgive en eneste stump land, selv om det var tæt på. Stralsund-

20

margrete i.


Da Valdemar Atterdag døde den 24. oktober 1375 på Gurre slot, blev hans lig i første omgang ført til Vordingborg. Siden lod dronning Margrete udføre et imponerende gravmæle til sin far i Sorø klosterkirke. Ovenpå lå en legemsstor figur af kongen i fuld rustning, og siderne af sarkofagen var udsmykket med figurer af alabast. I dag er dette billede fra slutningen af 1600-tallet det eneste, der kan give os en fornemmelse af gravmælets oprindelige udseende, før hvælvene styrtede ned og ødelagde udsmykningen. Kun selve sarkofagen og en enkelt lille bispefigur er bevaret.

freden blev sluttet den 24. maj 1370 og betingelserne var hårde. Først og fremmest skulle slottene Helsingborg, Malmø, Skanör og Falsterbo med deres tilliggende syv herreder og fire købstæder overlades til Hansestæderne for en periode af 15 år som krigsskadeserstatning. Desuden skulle to tredjedele af indtægterne fra det årlige sildemarked i Skanör og Falsterbo, som var et af Nordeuropas største handelscentre, tilfalde Hansestæderne, medens kongen måtte nøjes med den sidste tredjedel. Ved tyskernes privilegier i Danmark fastsattes fri handelsret for alle hansekøbmænd. De skulle kun kunne dømmes efter egne love, undtagen i sager med hals- og håndsret, d.v.s. hvor liv og død stod på spil. I tilfælde af skibbrud skulle de have alt det bjergede gods tilbage – en artikel, der gennem længere tid havde været strid om. En sidste, særligt ydmygende artikel fastsatte, at hvis kong Valdemar ville overdrage riget til en anden, skulle det ske med hansestædernes samtykke, og dette gjaldt også ved valget af hans efterfølger. Med Stralsundfreden toppede de tyske hansestæders indflydelse i Norden. Alligevel må man undre sig over, at det mægtige forbund har stillet riget, valdemar atterdag efterlod

21


sig tilfreds. Der blev jo ikke tale om nogen fordeling af de danske områder, som fyrsterne, og vel særligt Mecklenburg, havde regnet med. Freden har ene og alene været dikteret af de tyske hansebyers ambitioner om et totalt handelsmonopol. Hvis mecklenburgerne ud over Sverige nu også havde fået kontrol over Østdanmark, ville dette mål nemlig blive særdeles vanskeligt at nå. I stedet valgte man derfor – sikkert ivrigt støttet af Henning Podebusk – at sikre Danmarks eksistens som stat. Den gamle hertug af Mecklenburg, som den hellige Birgitta elskværdigt kaldte en ræv, må have følt sig grusomt narret. Valdemar Atterdag stadfæstede Stralsundfreden den 27. oktober 1371, og tre dage senere sluttedes en separat fred med Mecklenburg. Her fik den gamle hertug trumfet anerkendelsen af arveretten igennem, således at kong Valdemar lovede, at »hvis Vi fratræder eller dør uden mandlig arving ... da skal ingen efter Vor død have Danmarks rige og besidde det som konge med al kongelig ret undtagen hertug Henriks søn med Vor ældste datter Ingeborg«. Til gengæld lovede hertug Albrecht at give alle erobrede slotte og områder tilbage. Man kan undre sig over, at kong Valdemar tiltrådte en sådan aftale, der jo var i direkte strid med Stralsundfredens bestemmelser. Formodentlig har det danske rigsråd aldrig ratificeret traktaten, der må betegnes som en triumf for den gamle hertug af Mecklenburg. Nu var hans ene søn konge i Sverige, og et barnebarn med samme navn ventede på den danske trone.

Brevet til Haakon Fra sit hjem på Akershus har Margrete sikkert fulgt begivenhederne med stor opmærksomhed. Hun var jo selv en brik i det storpolitiske magtspil og har uden tvivl været bevidst om dette fra sin tidligste ungdom. Der er bevaret et meget personligt brev, som hun den 18. oktober 1370, kun 17 år gammel, skrev til sin mand, kong Haakon. Brevet starter med en kort indledning, hvor hun meddeler, at hun har det godt og håber hendes »allerkæreste herre« kan sige det samme. Så tager hun uden videre fat på de hårde kendsgerninger: »Vide skal I, min kære herre, at jeg og mine tjenere lider stor nød på mad og drikke, så at hverken de eller jeg får, hvad vi behøver. Og derfor beder vi Jer, min kære herre, at I finder en udvej til at det kan bedres, så at ikke de, der er hos mig, skal skilles fra mig for hungers skyld. Og beder jeg Jer, at I skriver til Westfal [en tysk købmand], at han skal låne mig det, jeg måtte bede ham om og trænger til, og sig til ham, at I vil betale ham det, han låner mig.« Det er et sørgeligt indtryk, man får af forholdene på Akershus. Selv om Norge i slutningen af 1300-tallet var et forarmet land, skulle man ikke

22

margrete i.


Det er et stort held, at vi i dag har bevaret det meget personlige brev, som dronning Margrete kun 17 år gammel skrev til kong Haakon. Brevet er dateret Akershus den 18. oktober, men der er nogen usikkerhed om, hvorvidt det er fra 1369 eller 1370. Margrete klager i brevet over at »jeg og mine tjenere lider stor nød på mad og drikke, så at hverken de eller jeg får, hvad vi behøver«. Fot. Riksarkivet i Oslo.

have ventet, at nøden også kunne føles i kongeslottet. Ydmygende må det have været at skulle låne hos en tysk købmand. Brevet fortsætter nu med omtale af diverse sager, hvor Margrete meddeler, hvilke dispositioner hun har truffet. En vis Bartholomæus Guldsmed havde skrevet et brev, hvori »han bad mig sige undskyld, fordi han ikke kom til Jer, således som I havde befalet ham, for hvis han var rejst til Jer, så havde skibet sejlet fra ham med det gods, som han skulle betale i Flandern. Han bad mig sige, at han havde tænkt med Guds hjælp at komme igen før vinteren, og hvad han da medfører, kan I byde over, så meget I behager«. Margrete bad nu Haakon om ikke at være hård ved ham, »for Guds skyld og min bøn«. Så afslutter hun brevet med et »Gud være med Eder, min kære herre. Skrevet på Akershus på evangelisten Lukas dag [18. oktober]«. Nedenunder har hun imidlertid tilføjet en interessant efterskrift, hvor hun blandt andet beder om benådning for en forbryder: »Og jeg har lovet hr. Henrik, at jeg skal skrive til Eder, at I vil gøre det for min bøns skyld og ikke give Ketil af Hofflandom eller hans kompagnon landsforvisning.« riget, valdemar atterdag efterlod

23


Brevet giver os for første gang en fornemmelse af dronning Margretes personlighed. Kun 17 år gammel er hendes myndige og handlekraftige karakter klart fremherskende, og uden tvivl øvede hun allerede en betydelig indflydelse på den ældre, men langt svagere kong Haakon. Ved juletid 1370 fødte hun en lille søn, som blev Margretes og Haakons eneste barn. Han blev opkaldt efter Norges berømte helgenkonge Olav, som i 1030 faldt i slaget ved Stiklastad. Dyrkelsen af helgenkongen havde hurtigt bredt sig, og ved hans grav i Nidaroskatedralen i Trondheim hed det sig, at der skete store undere. Hans popularitet blandt de utallige katolske helgener og martyrer skyldtes dog ikke mindst kongemagtens interesse i at støtte sit eget renomme, og desuden tjente man godt på de mange pilgrimme, der valfartede til hans grav. Det var således ikke tilfældigt, at Margrete og Haakon valgte dette navn til deres søn, som en dag skulle overtage tronen. Kongeparrets økonomiske forhold må i disse år have været fortvivlende. Kong Haakon blev nødsaget til at pantsætte sin krone af guld, der var besat med ædelstene, et gyldent bælte med indlagte ædelstene og moderens efterladte guldspænde til to købmænd i den tyske hanseby Stralsund. I 1372 kunne han dog atter indløse kronjuvelerne, men respekten for den norske kongemagt kan ikke have været stor blandt de kapitalstærke tyske købmænd. Dette billede skulle dog snart ændre sig.

Dette segl anvendte Margrete i årene 1375-76. Billedet viser hende siddende på en trone, omgivet af fire våbenskjolde. Indskriften bekendtgør, at hun er dronning af Norge og Sverige. Diam. 4,2 cm. Efter A. Thiset: Danske kongelige sigiller.

24

margrete i.

Margrete 1 - PRØVEKAPITEL  

Prøvekapitel af Vivian Ettings publikation: "Margrete 1".

Read more
Read more
Similar to
Popular now
Just for you