Issuu on Google+

MØDER VERDEN


EUROPA MØDER VERDEN

Essay-katalog til udstillingen Europa møder Verden, Nationalmuseet 2012. © Forfatterne og Nationalmuseet 2012. REDAKTION AF UDSTILLING OG KATALOG

Lars K. Christensen, Poul Grinder-Hansen, Esben Kjeldbæk og Bodil Bundgaard Rasmussen OMSLAG OG GRAFISK TILRETTELÆGGELSE

Spild af Tid FORSIDE-FOTO

Casper Sejersen TRYK

Datagraf SAT MED

Sabon & Berthold Akzidenz Grotesk

PAPIR Munken

Polar 120 gr. / Munken Polar 300 gr.

ISBN 978-87-7602-185-6


Indhold |

INDHOLD

10

FORORD Per Kristian Madsen

12

INTRODUKTION Redaktionen

14 16

0 | EUROPA & VERDEN MYTEN OM EUROPA John Lund

26

AKEFALER OG HVAD DERTIL HØRER Poul Grinder-Hansen

32

1 | HISTORIEN BEGYNDER

34

DEN VISESTE AF ALLE MENNESKER Bodil Bundgaard Rasmussen

40

DEMOKRATIETS VUGGE? Bodil Bundgaard Rasmussen

48

MOD NYE HORISONTER John Lund

5


6

| Indhold

54

MENS VI VENTER PÅ BARBARERNE John Lund

62

SKJUL IKKE DIT LYS Bodil Bundgaard Rasmussen

66

2 | STORMAGT

68

KEJSEREN TIL ÆRE Bodil Bundgaard Rasmussen

76

EUROPAS FØRSTE FÆLLESMARKED? John Lund

84

MAGTENS ANSIGT Helle W. Horsnæs

94

BARBARENS BILLEDE Peter Pentz

100

GRÆNSER FOR VÆKST Peter Pentz

106

MANGE GUDER – ELLER KUN ÉN? Anne Haslund Hansen, John Lund og Peter Pentz

116 3 | TROENS GRÆNSER 118

KRISTUS ER KONGE Poul Grinder-Hansen

122

KIRKEN, KEJSEREN OG DE KRISTNE Poul Grinder-Hansen

130

SYNG EN SANG FOR GUD Marie Martens

138

SKAKSPIL Poul Grinder-Hansen

144

KORSTOG Poul Grinder-Hansen

154

KORSFARERNE OG DERES MØNTER Jens Christian Moesgaard

162 4 | KOMMUNIKATION OG KONFLIKT 164

PROPAGANDAKRUS Poul Grinder-Hansen


Indhold |

172

DEN TRYKTE BOG OG DE NYE TANKER Poul Grinder-Hansen

182

VIDENSKABSNETVÆRK Poul Grinder-Hansen

186

PRAGTHJELMEN FRA GRÆNSELANDET Poul Grinder-Hansen

190

TYRKERFARE OG TYRKERFASCINATION Poul Grinder-Hansen

198

CORT ADELER – EN VENEZIANSK SØHELT FRA NORGE OG HANS KRIGSBYTTE Poul Grinder-Hansen

204

5 | DEN RUNDE KLODE

206

AT DRIKKE AF JORDKLODEN Poul Grinder-Hansen

214

OPDAGELSERNE Poul Grinder-Hansen

222

AT FORME VERDEN Poul Grinder-Hansen

226

FRA BØHMEN OG GIBRALTAR TIL UNCLE SAMS GRØNNE SEDDEL Jens Christian Moesgaard

230

EUROPA OG DEN NY VERDEN Inge Schjellerup

246

DET AMERIKANSKE SØLV OG EUROPA Jens Christian Moesgaard

250

6 | VERDENSORDEN

252

ALVERDENS VIDEN I ÉN BOG Lars K. Christensen

258

MEN HVAD ER DA OPLYSNING? Lars K. Christensen

264

FRIHEDEN TIL MAGTEN – MAGT TIL FRIHEDEN? Lars K. Christensen

270

HVAD KOSTER ET MENNESKE? Inge Damm

7


8

| Indhold

276

KOLONIALE KONTAKTER I ASIEN Bente Wolff

284

ÆDLE ELLER GEMENE VILDE Mille Gabriel

292

7 | ALT FAST FORDAMPER

294

BYENS LYS Lars K. Christensen

300

EN LANGSOM REVOLUTION Lars K. Christensen

310

SPØGELSET, DER BLEV TIL VIRKELIGHED Lars K. Christensen

316

HVID MANDS BYRDE Mille Gabriel

322

KAMPEN OM VERDEN Lars K. Christensen

330

DRØMMEN OM ET BEDRE STED Lars K. Christensen

336

8 | KRIGE

338

LEJRFANGEN – EN NY MENNESKETYPE Esben Kjeldbæk

350

KRIGEN I ØSTEUROPA 1939–45 Esben Kjeldbæk

358

VÅBEN FRA ØSTFRONTEN Esben Kjeldbæk

364

HVIS KRIGEN KOMMER Esben Kjeldbæk

372

ET VÅBENFUND FRA DEN KOLDE KRIGS TID Esben Kjeldbæk

378 380

9 | GRÆNSERNE FLYDER EURO-SEDLERNE: PENGE FRA MARS? Esben Kjeldbæk

390

OPERATION BØLLEBANK – DANSKE SOLDATER I BOSNIEN Esben Kjeldbæk


Indhold |

394

EUROPAS GRÆNSER Esben Kjeldbæk.

400

GLOBAL GALLA Nathalia Brichet

408

DE GRÆNSELØSE BYER Mikkel Thelle

416

EUROPA MØDER VERDEN – EN OVERSIGT Esben Kjeldbæk

452

EFTERSKRIFT

454

LITTERATURLISTE

458

BILLEDFORTEGNELSE

462

FORFATTERE

9


10

| Forord

FORORD

Skælvende skuer den bortførte pige tilbage mod kysten, griber om hornet med én hånd, støtter den anden på tyrens kraftige ryg. Hendes klæder og lokker flagrer i vinden Sådan lyder afsnittet i Ovids 2000 år gamle digt Forvandlinger om kongedatteren Europa og Tyren, den som en hvid tyr forklædte himmelgud Zeus, i Otto Steen Dues fordanskning. Ligesom Europa mistede sin uskyld i mødet med den fyrige gud, der på sin ryg førte hende bort over Middelhavets bølger, således forlod ethvert spor af uskyld for længe siden den verdensdel, som deler navn med hende. Europa kom fra Mellemøsten, nemlig Fønikien, det nuværende Libanons kystlandskab, og på samme måde udspringer verdensdelen Europa fra det asiatiske fastland. Trangen til at udforske og dominere omverdenen, båret af såvel ideel opdagelseslyst som ønsket om ny rigdom, magt og ære, er – om noget – kendetegnende for europæisk kultur. Det gælder på tværs af de skel, der ellers blev trukket gennem Europa siden sen-antikkens middelhavscentrerede enhedskultur. De løb ikke blot mellem


Forord |

nord og syd, men også mellem den græske og latinske kirke, og siden reformationstiden og de store religionskrige i første del af 1600-årene mellem det katolske syd og det protestantiske nord. Romerne fik de indvandrende germanske og asiatiske stammers krigeriskhed at føle. Vikingerne var en tid på rov efter land og rigdom i nord og øst, og i kristendommens navn drog hære af korsfarere i hellig krig mod arabere i Orienten såvel som på Den pyrenæiske Halvø. Herfra udgik senere de første opdagelsesrejser over havet mod syd og mod vest – snart fulgt af andre europæiske nationer. Nye lande og rigdomme blev underlagt europæisk styre og udnyttelse, og med især England og Frankrig som de førende kolonimagter var scenen sat for den første verdensomfattende, eller rettere europæiske storkrig fra 1914-18, efterfulgt af latent uro op mod kulminationen under Anden Verdenskrig 1939-45. Siden da har Europas lande søgt at markere sig i en verden domineret af Den Kolde Krig og siden af supermagterne, i dag især USA. Først hver for sig, men siden oprettelsen i 1957 af det, der i dag er Den Europæiske Union, i stedse stigende omfang også i fællesskab. Den europæiske kultur, ofte i amerikansk aftapning, har for længst gået sin sejrsgang over verden på godt og ondt, og nu kommer dens følgevirkninger tilbage til et forvandlet Europa. Nationalmuseet bygger på 1700-tallets Oplysningstids idealer om den frit tænkende og kritisk indstillede borgers uhindrede adgang til viden. Det søger vi at leve op til inden for rammerne af det internationale nationalmuseum, vi skal og må være. Derfor viser vi denne udstilling. PER KRISTIAN MADSEN

Museumsdirektør

11


12

| Introduktion

INTRODUKTION

Med udstillingen Europa møder Verden har vi på Nationalmuseet stillet os et i grunden enkelt spørgsmål: hvad kan vore samlinger fortælle om forholdet mellem Europa og Verden gennem tiden? Svaret er at se i museets Egmonthal i 2012, hvor man kan gå gennem ni store ellipser, der alle er delt i et Europa-område og et Verdens-område. Her står de historiske genstande overfor hinanden og beretter om konflikter og gensidig påvirkning gennem historien. Hver af disse i alt 18 ellipse-halvdele har en kernegenstand, der bedst muligt skal åbne publikums øjne for den særlige vinkel, der her er anlagt på historien. Det har desuden været en selvpålagt regel, at samtlige genstande i udstillingen skulle komme fra Nationalmuseet, intet har måttet lånes udefra. Det er et særkende og en styrke ved Nationalmuseet, at det består af små og store samlinger med hver deres historie. Antiksamlingen, som rækker 6000 år tilbage i tiden, bærer forløbets indledende afsnit. Genstande fra de traditionsrige danske samlinger, Danmarks Oldtid, Danmarks Middelalder og Renæssance, og Danmarks Nyere Tid, danner udstillingens


Introduktion |

rygrad, men beskrivelsen af den omgivende verden kunne ikke være opbygget uden Etnografisk Samling. Den Kongelige Møntog Medaljesamling bidrager ved at gøre rigdommenes vandring håndgribelig, mens Musikmuseets instrumenter fortæller om den særlige rolle, som musik har haft i Europas historie. Fra Frihedsmuseet kommer objekter, der synliggør de store katastrofer, som europæerne selv udløste 1914-1945, og som dannede afslutningen på de omkring 500 år, hvor Europa var ”Verdens dronning”, som det hed i et skrift fra 1603. Dette katalog afspejler udstillingens indhold og opbygning. Forfatterne, der alle er eller har været ansat ved Nationalmuseet, har her fået mulighed for at skrive om en række af de genstande, der er at se i udstillingen. En afsluttende oversigtsartikel – fulgt af en litteraturliste – søger at opsummere nogle af udstillingens pointer og dermed også den vældige bølgebevægelse, europæerne kan se tilbage på i deres historie. Det er vores håb, at dette katalog vil kunne læses, også efter udstillingen er taget ned. REDAKTIONEN

LARS K. CHRISTENSEN

Museumsinspektør, ph.d. Danmarks Nyere Tid POUL GRINDER-HANSEN

Museumsinspektør, cand.mag. Danmarks Middelalder og Renæssance ESBEN KJELDBÆK

Overinspektør, cand.mag. Frihedsmuseet BODIL BUNDGAARD RASMUSSEN

Overinspektør, mag.art. Antiksamlingen

13


14

|


|

15

0


16

| 0 | Europa & verden


Europa & verden | 0 |

MYTEN OM EUROPA

På bagsiden af den græske to-euro mønt ses et billede af en kvinde, der sidder på ryggen af en løbende tyr (fig. 1) – en ved første øjekast højst besynderlig fremstilling, der næppe forstås af mange af dem, der får mønten i hænde. For at tolke motivet er det da også nødvendigt at gå næsten 3000 år tilbage i tiden. I græsk mytologi var Europa nemlig en ung pige – ikke navnet på en verdensdel. Hun var datter af kongen over Tyrus i Fønikien, nutidens Libanon. Da hun en dag plukkede blomster ved en strand sammen med nogle veninder, forelskede Zeus, den øverste græske gud, sig i hende. Han omskabte sig til en tyr og bortførte pigen over havet til Kreta (fig. 2), hvor hun fødte ham tre sønner: Minos, der blev konge i Knossos på Kreta, Rhadamantys, dommer i underverdenen, samt Sarpedon, der herskede over Lykien i det sydvestlige Lilleasien, hvortil Europa senere emigrerede.

Fig. 1. | På bagsiden af den græske to-euro mønt ses en fremstilling af

Europa og tyren.

17


18

| 0 | Europa & verden


Europa & verden | 0 |

19


20

| 0 | Europa & verden

Fig. 2. | Europa bortføres af Zeus-tyren: brudstykke af en vase frem-

stillet i det græske Syditalien omkring 350 f.Kr. Antiksamlingen.

Fig. 3. | Europas færd over havet

Fig. 4. | Olielampe, fremstillet

på tyrens ryg er det centrale motiv på en mosaik fra en romersk villa ved ”Torre tre Teste” nær Rom, omkring 50 e.Kr. Ny Carlsberg Glyptotek.

i det romerske Nordafrika i 200-tallet e.Kr. Antiksamlingen.


Europa & verden | 0 |

Oldtidens lærde opfattede ”Europa” som sprogligt afledt af græsk med betydningen: ”pigen med den brede pande”. Men nutidens sprogforskere er mere tilbøjelige til at søge oprindelsen i et semitisk ord for ”mørke” og ”aften” i tråd med, at ”Europa” fra 500-tallet f.Kr. også blev brugt som geografisk betegnelse. Først for en del af det græske fastland, og senere for verdensdelen vest for dette: Aftenlandet – i modsætning til Morgenlandet mod øst, i retning af den opgående sol. Det er svært – og ikke kun for os – at redegøre for koblingen mellem navnet på en fønikisk prinsesse og et kontinent. Allerede i 400-tallet f.Kr. var historieskrivningens fader, Herodot, i tvivl herom: ”Med hensyn til Europa, så ved altså ingen mennesker, om det er omflydt af hav, eller hvorfra det har fået sit navn, eller hvem der har givet det navnet, hvis vi da ikke skal sige, at landet har sit navn efter den tyriske kongedatter Europa og før hendes tid var navnløst ligesom de andre verdensdele. Men hun stammede jo efter alt at dømme fra Asien og kom ikke til det land, som nu af hellenerne kaldes Europa, men fra Fønikien kom hun til Kreta og fra Kreta til Lykien”. Men de fleste andre græske og romerske forfattere tilsluttede sig tanken om, at verdensdelen var opkaldt efter den fønikiske kongedatter. Og under alle omstændigheder er der ikke tvivl om, at grækerne lærte meget af dette semitiske handelsfolk, der sejlede Middelhavet tyndt på jagt efter metaller og andre råvarer. De introducerede samtidig varer og idéer fra Mellemøsten i de lande, de besøgte, for eksempel alfabetet, som først grækerne og senere de italiske folk overtog og videreudviklede til de bogstaver, der den dag i dag bruges i det meste af den vestlige verden. Talrige græske og romerske billedfremstillinger af ”Europa og tyren” vidner om mytens popularitet i oldtiden. Motivet optræder i græsk kunst fra begyndelsen af 600-tallet f.Kr., og Europas rejse over havet – henslængt eller ridende på ryggen af Zeus-tyren – blev ofte gengivet på vasemalerier og relieffer i de følgende århundreder. Hun ledsages undertiden af kvindelige havguddomme, såkaldte nereider, der måske er tænkt som beskyttere på hendes to ”rejser”: over havet fra Fønikien til Kreta

21


22

| 0 | Europa & verden

og fra pige til kvinde. Også i romersk tid var motivet populært såvel i den store som den lille kunst, fra gulvmosaikker (fig. 3) og vægmalerier til ler-lamper (fig. 4). I middelalderen afbildedes Europa og tyren sjældent, men motivet fik en renæssance i 1400- og 1500-tallet, for eksempel i illustrationer af den romerske digter Ovids ”Forvandlinger”, og undertiden med en kristen omfortolkning: Sjælen (Europa) føres af tyren (dvs. Kristus) til Gud. Europas bortførelse er da også gengivet på en af bronzedørene i forhallen til Peterskirken i Rom, udført af den italienske billedhugger Filarete fra 1439 til 1445. Andre kunstnere betoner derimod historiens pikante elementer og sidestiller Europas bortførelse med andre kærlighedseventyr mellem antikke guder og dødelige. Også danske kunstnere er blevet inspireret af historien, for eksempel Nikolai Abildgaard, der udførte fire dørstykker til Amalienborg med allegorier over fire verdensdele: Europa, der bortføres af Zeus-tyren (fig. 5), Asien symboliseret ved en turbanklædt kvinde og en kamel, Amerika vist som en halvnøgen kvinde og en tapir og Afrika fremstillet i form af en sort kvinde og en løve. Og Bertel Thorvaldsen tegnede Europa og tyren med blyant og blæk på papir (fig. 6) måske inspireret af nogle romerske fremstillinger i hans private antiksamling. Myten om Europa er gennem tiden blevet tolket på mange forskellige måder – ikke mindst i 1900-tallet af kunstmalere som Picasso, Vallonton (fig. 7) og Bottero, der kombinerer antikke billedelementer med nye, for eksempel hentet i tyrefægtningsarenaen. Senest er motivet altså blevet et ikon for EU. Europas rejse fortsætter. JOHN LUND

SIDE 24-25:

Fig. 7. | Europas bortførelse, malet i 1908 af den svejtsiske symbolist Félix Vallonton (1865-1925). Kunstmuseum Bern.


Europa & verden | 0 |

Fig. 5. | Det europæiske kontinent symboliseret af Europa og tyren

på et dørstykke fra Amalienborg udført af Nikolai Abildgaard (1743-1809).

Fig. 6. | Udsnit af tegning udført af Bertel Thorvaldsen (1770-1844).

Thorvaldsens Museum.

23


24

| 0 | Europa & verden


Europa & verden | 0 |

25


26

| 0 | Europa & verden

AKEFALER OG HVAD DERTIL HØRER

Europæerne har lige fra antikken og op i 1700-tallet vidst, at hvis man rejste tilstrækkeligt langt ind i de to store og mystiske verdensdele Afrika og Asien, ville man kunne møde de mest besynderlige fænomener og de særeste skabninger. Især Østen, dvs. Asien, virkede dragende. Sådan havde det allerede været i antikken, hvor enkelte grækere rejste så langt som til Indien og Afghanistan og efterfølgende fortalte, hvad de havde erfaret. Og sådan fortsatte det i den kristne middelalder, hvor Østen fik særlig interesse som det verdenshjørne, hvor paradiset lå, hinsides en verden af besynderlige væsener og naturfænomener. Mange af de grundlæggende idéer om Asien stammede fra grækeren Megasthenes (ca. 340-282 f.Kr.), som skal have været ambassadør for Alexander den Store ved en indisk fyrstes hof. Hans værk er stort set gået tabt, men det blev flittigt citeret af andre antikke forfattere. Megasthenes gav nøgterne oplysninger om det indiske kastesystem og om de geografiske forhold med floderne Ganges og Indus. Men han skrev også, at der herude levede mange sære monstre: folk med fødderne vendt bagud og otte tæer på hver fod; langhårede folk uden mund,


Europa & verden | 0 |

som levede af duften fra planter og frugter; etbenede folk, som kunne bruge deres kæmpe fod som parasol, når de lagde sig på ryggen, og mange flere, heriblandt en person uden hoved, men med øjne, næse og mund på brystet. Et sådant væsen kaldes på græsk ”akefal”, hvilket betyder ”uden hoved”. Et andet, nok så udbredt navn var ”blemmya” – det antikke navn på et sagnfolk i Afrika (fig. 1). Megasthenes’ indiske kontakter fortalte ham lokale sagn og historier, og dermed kom indiske ideer om eksotiske folk til at inspirere europæernes forestillinger om Asien. Også i middelalderen blomstrede sådanne forestillinger, der blev udbygget i eventyrlige historier om Alexanders eventyr og fortællinger af

Fig. 1. | Nogle af de underfulde skabninger fra verdens ukendte dele:

en sciapod (skyggefod), en éthovedet og en tohovedet kyklop, en mand med hoved i brystet (akefal/blemmya) og en anden med hundehoved (cynocephal). Træsnit fra Sebastian Münsters Cosmographia (1544).

27


28

| 0 | Europa & verden


Europa & verden | 0 |

29


30

| 0 | Europa & verden


Europa & verden | 0 |

omrejsende europæere som den berømte, men fiktive englænder John Mandeville fra 1300-tallet. I Kongens Kunstkammer i København fik man i engang i anden halvdel af 1600-tallet fat i en lille figur af en akefal (fig. 2). På dette tidspunkt var troen på eksistensen af de asiatiske monstre mindre levende end i middelalderen, så ordet akefal eller blemmya nævnes ikke i protokollerne. Men kunstkammerforvalteren forbandt dog alligevel figuren med Asien. I protokollen fra 1737 blev den beskrevet som ”en ostindisk afgud”. Ostindisk er den imidlertid ikke. Den er lavet i Europa og afspejler om noget europæiske vrangforestillinger om, hvad verden uden for Europa var for noget. Det er nok alment menneskeligt, at jo længere man rejser bort fra sin egen trygge hverdag, jo mere fremmedartet bliver den verden, man møder. De fremmede skikke er uvante, og menneskenes adfærd er ikke den samme som hjemme. Til alle tider har man også været parat til at tro på, at der derude et sted i det fjerne levede dyr og væsener, som brød med alle vante normer. Det er først i den nyeste tid, at næsten hver krog af verden er opmålt og undersøgt, og det føles, som om overraskelsernes tid er forbi. Men forestillingerne om eksistensen af ukendte, sære væsener er så blot rykket endnu længere ud, til det endeløse univers. POUL GRINDER-HANSEN

Fig. 2. | Akefalen fra Det kongelige Kunstkammer er antagelig fra

1600-tallet. På Nationalmuseet blev den hovedløse mand først anset for ”et ostindisk idol”, men da man indså, at den måtte være et tidligt eksempel på europæiske vrangforestillinger, blev den nær kasseret som ”uværdig for museet”. Etnografisk Samling.

31


32

|


|

33

1


34

| 1 | Historien begynder


Historien begynder | 1 |

DEN VISESTE AF ALLE MENNESKER

Den græske filosof Sokrates (469-399 f.Kr.) gik omkring på Athens torv og snakkede med folk (fig. 1). Han diskuterede alle mulige emner – videnskab, politik, religion og begreberne ”det gode” og ”det onde”. Når han satte spørgsmålstegn ved alt og alle, var det ikke, fordi han anså sig selv som bedrevidende. Tværtimod mente han, at: ”det eneste, jeg ved, er, at jeg ingenting ved”. Sokrates blev samlingspunkt for Athens intellektuelle ungdom, men vakte samtidig borgerskabets harme, nok også fordi han forholdt sig kritisk til det athenske demokrati. Han var nemlig overbevist om, at beslutninger burde baseres på viden og indsigt snarere end på tilfældige flertal. I overensstemmelse hermed afstod han fra selv at deltage i Athens politiske liv.

Fig. 1. | Ifølge samtidige kilder var Sokrates både grim og klodset.

Det afspejles i de ældste portrætter, hvorimod yngre, som dette, fremhæver filosoffen og den vise mand. Romersk portræt fra 100-300-tallet e.Kr. efter en tabt græsk original. Antiksamlingen.

35


36

| 1 | Historien begynder

Han formulerede ingen filosofisk lære og skrev aldrig noget ned – den frie samtale var hans redskab til at søge erkendelse. En af hans elever, Platon (fig. 2), videreførte samtaleformen – brugen af dialogen for at opnå viden – og nedskrev en række af Sokrates’ samtaler efter hans død. Skønt Sokrates muligvis var meget religiøs, blev hans mange spørgsmål opfattet som gudsbespottelse, og han blev stillet for retten i 399 f.Kr. Ifølge Platon formulerede han selv anklagen sådan: ”Sokrates påstås skyldig i følgende forhold: Han spilder sin tid med at udforske det underjordiske og det himmelske; han gør det svagere argument stærkere; han giver andre undervisning deri”. Som anklaget havde Sokrates mulighed for at tale sin sag og føre vidner, og i forsvarstalen fortæller han blandt andet historien om, hvordan en af hans elever engang drog til Delfi for at stille oraklet et spørgsmål: ”I ved nok, hvem Chairephon var. Han hørte fra ganske ung til min kreds. Han havde da også engang den dristighed at stille guden dette spørgsmål – ja nu må jeg bede jer om ikke at afbryde – han spurgte, om nogen var visere end jeg. Og Pythia svarede, at ingen var visere”. Og Sokrates forklarer, hvad guden mente med svaret: ”at den viseste er den, der som Sokrates har indset, at hans viden intet er værd”. Da dommerne havde kendt Sokrates skyldig, foreslog han provokerende, at straffen skulle bestå i at blive bespist resten af livet på offentlighedens bekostning ligesom sejrherrerne i de olympiske lege. Sådan gik det ikke. Medlemmerne af domstolen dømte ham til døden. BODIL BUNDGAARD RASMUSSEN

Fig. 2. | Filosoffen Platon (427-347 f.Kr.) var stærkt inspireret af

Sokrates. Portræt på Ny Carlsberg Glyptotek.


Historien begynder | 1 |

37


38

| 1 | Historien begynder


Historien begynder | 1 |

39


40

| 1 | Historien begynder

DEMOKRATIETS VUGGE?

Det er en udbredt opfattelse, at demokratiets vugge stod i Athen, men det er en påstand, der kun til dels holder. Ordet demokrati er græsk og kan oversættes med ”folkestyre”, men oldtidens demokrati var vidt forskelligt fra nutidens. Landet var opsplittet i selvstændige bystater, som konstant bekrigede hinanden, og kun få byer – først og fremmest Athen – blev i perioder styret efter demokratiske principper, der på flere punkter var forskellige fra nutidens. Athens demokrati var et ”direkte demokrati”, hvor alle frie borgere deltog i beslutningsprocesserne – i modsætning til et repræsentativt demokrati som vores, hvor folket vælger medlemmer til et parlament/folketing. I stedet havde athenerne en folkeforsamling, som alle frie mænd over 20 år kunne deltage i. Folkeforsamlingen trådte sammen flere gange om måneden, og det anslås, at omkring 6000 ud af Athens ca. 30.000-60.000 indbyggere deltog regelmæssigt i møderne. Folkeforsamlingen valgte ved lodtrækning et råd på 500 medlemmer – ”femhundredmandsrådet” – som sad et år og forberedte de lovforslag, som skulle forelægges folkeforsamlingen


Historien begynder | 1 |

Fig. 1. | Kvinden. En brud føres til sin mands forÌldres hus, hendes

fremtidige hjem. Kvinder havde ingen rettigheder i det grĂŚske demokrati og kunne ikke eje jord eller anden ejendom. Vase anvendt ved bryllupsceremonien. Fra Athen 450-400 f.Kr. Antiksamlingen.

41


42

| 1 | Historien begynder

Fig. 2. | Slaven. Mange familier i Athen havde husslaver. Den lille

slavedreng, som her følger sin herre til torvet, ville aldrig opnå de samme borgerrettigheder som husherren. Vinkar fra Athen. 500-450 f.Kr. Antiksamlingen.

til diskussion og afstemning. Alle havde taleret, men nogle var naturligvis mere ivrige end andre. Når talelysten var udtømt, blev forslaget sat til afstemning. Denne foregik ved håndsoprækning. Der blev ikke foretaget optælling, mødelederen vurderede blot antallet af hænder for og imod og afgjorde, om et forslag var vedtaget eller forkastet. Det var også ved lodtrækning, at folkeforsamlingen udpegede embedsmænd og embedsmandskollegier, som varetog forskellige opgaver i bystaten. Det kunne være kontrol med handel, priser, mål og vægt, byens beholdning af korn eller lignende. I Athen var demokratiet både en styreform og en livsform.


Historien begynder | 1 |

Det demokratiske ideal var frihed. Politisk frihed, som udmøntede sig ved borgernes ret til at deltage i ledelsen af staten, og personlig frihed, som var retten til at leve, som man ville uden statens indblanding. Retten til at tale frit – ytringsfrihed – var ligesom i vore dage et vigtigt element i den personlige frihed. Et andet aspekt, som vi knytter til demokratiet, nemlig menneskerettighederne, var ikke en del af det athenske demokrati. Artikel 1 i Menneskerettighedserklæringen: ”Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder” har intet forbillede i oldtidens Athen. Så mens borgerne (læs mændene) i Athen havde nok at gøre med at tage del i bystatens politiske liv, var der store dele af befolkningen, som ikke kunne være med. Det gjaldt kvinder, slaver og indvandrere – såkaldte metøker. Kvinderne var henvist til at ”regere” inden for hjemmets fire vægge (fig.1). Men heller ikke her havde de formelle rettigheder – manden var familiens overhoved, og børnene kunne se frem til to helt forskellige tilværelser som voksne. Drengene blev sendt

Fig. 3. | Indvandreren. En snedker i arbejde. Mange af håndværkerne

i Athen var indvandrere, metøker, som ikke havde del i borgerrettighederne. 500-tallet f.Kr. Antiksamlingen.

43


44

| 1 | Historien begynder

i skole og blev som unge mænd trænet som atleter med henblik på at blive stærke soldater. De kunne som 20-årige deltage i folkeforsamlingens møder og som 30-årige blive valgt til forskellige hverv i statens tjeneste. Pigerne derimod blev opdraget hjemme til at varetage en husholdning. De blev tidligt gift og forlod så hjemmet for at bo sammen med ægtefællens familie. Slaverne udgjorde en stor del af Athens befolkning (fig. 2). De kunne være ”gældsslaver” eller krigsfanger. Slaverne arbejdede i mange forskellige sammenhænge. En familie kunne have slaver, som deltog i husarbejdet og hjemmeproduktion, for eksempel fremstilling af familiemedlemmernes tøj. Man kunne også have en slave, en pædagog, som fulgte drengene til og fra skole. Andre slaver arbejdede som håndværkere, skrivere eller måske politibetjente. Slaver var en vare, som blev købt og solgt. De havde ingen politiske rettigheder, og de kunne hverken deltage i folkeforsamlingen eller være soldater. Frigivne slaver fik status som metøker.

Fig. 4. | Domfældelse. Borgerne var dommere i Athens folkedomstol,

hvor blandt andre Sokrates blev dømt. Hver dommer fik udleveret to små hjul – det ene med massiv aksel, det andet med hul aksel. Det massive betød uskyldig, det hule betød skyldig. Fra Athen. 400-tallet f.Kr. Antiksamlingen. Tegning Steffen Richter-Friis.


Historien begynder | 1 |

Metøkerne var grækere, som var rejst til byen fra andre egne og derfor ikke kunne optages som borgere i Athen. De havde ingen rettigheder, men nok pligter (fig.3 ). De var pålagt en særlig metøk-skat og skulle stå til rådighed for militæret. Det var ikke muligt at søge om borgerskab, men folkeforsamlingen kunne belønne en metøk med borgerskab, hvis han havde ydet en særlig indsats for byen. Sammen med retten til at deltage direkte i statens styre fulgte også pligter. Borgerne skulle stå til rådighed for militæret, til de rundede de 60 år, og de kunne indkaldes når som helst, der var behov for ekstra soldater. Borgerne havde ikke blot den lovgivende magt gennem folkeforsamlingen, men også den dømmende. Valg til domstolene foregik ved lodtrækning blandt de fremmødte på folkeforsamligen, og ingen kunne undslå sig. Hver domstol havde flere hundrede medlemmer eller ”nævninge”, som sad en dag. Der fandtes hverken professionelle sagførere eller dommere. Borgerne førte selv deres sager, og nævningene afgjorde sagerne. Man kunne dog få hjælp af en taleskriver eller lade en slægtning tale for sig. Når skyldspørgsmålet skulle afgøres, benyttede man stemmehjul af bronze. Hver nævning fik udleveret to stemmehjul: ét med massiv aksel for ikke-skyldig og ét med hul aksel for skyldig. Der blev nu opstillet to stemmeurner, en af bronze og en af træ. Derpå gik nævningene i en lang række frem mellem de to urner og holdt stemmehjulene mellem tommel- og pegefinger, så ingen kunne se, hvilket hjul de lagde i henholdsvis den ene eller den anden urne. Hjulene i bronzeurnen var de afgørende, og når alle havde afgivet deres stemme, blev hjulene i denne talt op, og skyldspørgsmålet blev på den måde afgjort (fig.4.) Siden oldtiden er ”demokrati” blevet udmøntet så forskelligt, at det kan være svært nu at indkredse begrebets præcise indhold. Men der er bred enighed i den vestlige verden om at opfatte demokrati som noget yderst positivt. Idealet lever videre. BODIL BUNDGAARD RASMUSSEN

45


46

| 1 | Historien begynder


Historien begynder | 1 |

47


48

| 1 | Historien begynder


Historien begynder | 1 |

MOD NYE HORISONTER

I modsætning til det demokratiske Athen var Makedonien et monarki. Det omfattede i begyndelsen kun en del af det nordlige Grækenland, men kongerne og ikke mindst Filip 2. (382336 f.Kr.) udvidede riget gennem erobringer og gjorde Makedonien til en af tidens stormagter. Filip 2. planlagde et felttog mod perserne, grækernes arvefjende, da han blev offer for et attentat, hvorefter kongemagten tilfaldt hans 20 år gamle søn Alexander (senere med tilnavnet ”den Store”), der allerede havde vist evner som hærfører. Alexander førte Filips plan om et togt mod Perserriget ud i livet. I 334 f.Kr. invaderede han Lilleasien og besejrede hurtigt perserne og deres allierede i denne del af verden. Derpå fortsatte han ned langs den levantinske kyst (gennem nutidens Libanon,

Fig. 1. | Alexander den Store. Romersk portræt fra 100-tallet e.Kr. efter tabt græsk original. Han er guddommeliggjort med den ægyptiske gud Ammons vædderhorn og bærer et elefantskind som hentydning til Indien. Fra Tunesien, måske byen Utica. Antiksamlingen.

49


50

| 1 | Historien begynder

Fig. 2. | Portræt af Pompeius den Store (106-42 f.Kr.). Ny Carlsberg

Glyptotek.

Fig. 3. | Kalkmaleri forestillende Alexander den Store – ridende på

en elefant – og kong Arthur i Dronninglund Kirke i Vendsyssel. Fra omkring 1500.


Historien begynder | 1 |

Israel og Gazastriben), hvor den ene by efter den anden enten overgav sig eller blev indtaget. I 332 f.Kr. erobrede han Ægypten, hvor præsterne ved vædderguden Zeus Ammons orakel-helligdom i Siwa-oasen hilste Alexander velkommen som Ammons søn. Dermed anerkendte de også hans egen guddommelige status, og i senere kunst blev han ikke sjældent afbildet med vædderhorn (fig. 1). Alexanders næste fremstød var rettet mod hjertet af Perserriget (stort set svarende til nutidens Iran). Her indtog han hovedstaden Persepolis og fik efterfølgende kontrol over rigets nordøstlige dele, blandt andet Baktrien (i nutidens Afghanistan), hvor han giftede sig med Roxana – datter af en af de besejrede baktriske generaler. Derpå rettede Alexander blikket mod Indien. Efter at have besejret den indiske fyrste i et slag, hvor grækerne for første gang blev konfronteret med krigselefanter, ville han fortsætte videre østpå. Men for en gangs skyld sagde hæren fra og tvang ham til at vende om. Soldaterne havde fået nok. Alexander indførte nogle persiske skikke ved sit hof, og i byen Susa foranstaltede han et massebryllup mellem fremstående makedonere og lokale prinsesser – åbenbart ud fra et ønske om skabe et rige baseret på en sammensmeltning af Grækenland og Orienten. Men han døde i Babylon i 323 f.Kr. efter en pludselig sygdom, før han nåede at realisere sin vision. Alexanders generaler delte hans rige imellem sig, og i de følgende århundreder koloniserede græske indvandrere området mellem Middelhavskysten frem til Indien og Afghanistan med det resultat, at græsk kultur og sprog blev udbredt i dette vældige område. Livet igennem var Alexander blevet portrætteret af nogle af tidens ypperste billedhuggere og malere. Deres værker er alle gået tabt, men vi kender hans udseende fra antikke kopier af de tabte originaler: det ungdommelige skægløse ansigt, de himmelvendte patetiske øjne, og den fyldige hårpragt, der i oldtiden blev sammenlignet med en løvemanke. Det er ikke tilfældigt, at man kan genfinde disse træk i portrættet af den romerske hærfører Pompeius den Store (fig. 2) – bemærk tilnavnet – for Alexander blev hurtigt rollemodel og ikon for unge, ambitiøse

51


52

| 1 | Historien begynder

hærførere, der var betaget af hans formidable evner som hærfører og hans eventyrlige skæbne. Mange har siden oldtiden delt denne fascination – og ikke kun i den vestlige verden. Således kan man måske identificere den ”to-hornede”, Dhul-Qarnayn, der omtales i Koranen, med Alexander, idet det arabiske navn opfattes som en hentydning til de vædderhorn, som Alexanders portræt ofte blev udstyret med i kunsten. På dansk grund ses Alexander på senmiddelalderlige kalkmalerier i Dronninglund Kirke (fig. 3) sammen med to andre hedenske feltherrer: Hektor af Troja, Julius Cæsar, tre gammeltestamentlige helte: Josva, kong David, Judas Makkabæus og tre kristne helte: kong Arthur, Karl den Store og Gotfred af Bouillon. Disse ni helte nød fra 1300-tallet og fremefter stor popularitet over det meste af Europa, først ved hoffet og blandt adelen, senere med en videre udbredelse. Selv i dagens København kan man såmænd se en bronzestatue af Alexander den Store. Han sidder sammen med tre andre allegoriske figurer på sokkelen af rytterstatuen af Christian 5. på Kongens Nytorv – som symbol på ”heltemod” (fig. 4). Heltemodig, javist. Alexander kæmpede altid i første række og skånede ikke sig selv for strabadser. Men samtidig en noget tvetydig skikkelse. Hvordan skal vi opfatte ham i dag? Som militært geni – eller despotisk diktator? Spørgsmålet er irrelevant, for Alexander var først og fremmest et barn af sin tid, og målt med antikke alen var han en af de allerstørste. JOHN LUND

Fig. 4. | Alexander på soklen af Abraham César Lamoureux’ rytter-

statue af Christian 5. på Kongens Nytorv i København; formentlig udført af kunstnerens bror, Claude Lamoureux (død ca. 1701).


Historien begynder | 1 |

53


54

| 1 | Historien begynder

MENS VI VENTER PÅ BARBARERNE

Det græske ord ”barbar” opstod som en lydefterligning af fremmedes – i græske ører uforståelige – bla-bla-agtige sprog, og det brugtes som en fællesbetegnelse for alle ikke-græske folkeslag (fig. 1). Men oldtidens grækere led ikke af xenofobi, dvs. frygt for fremmede. Tværtimod udviste de stor nyfigenhed over for de omkringboende folk, hvilket blandt andet kom til udtryk i Herodots Grækenlandshistorie fra 400-tallet f.Kr. Hans fortællinger om levevilkår i gamle kulturlande som Ægypten og mere perifere dele af den dengang kendte verden er så udpenslede, at man lige så godt kunne kalde ham for etnologiens som historiens fader. Herodots udsagn var ikke sjældent baseret på selvsyn, for han var vidt berejst ligesom talrige grækere før og efter hans tid. På Herodots tid behøvede en athener imidlertid ikke at bevæge sig uden for sin by for at møde barbarer. Han kunne såmænd gøre det samme blot ved at gå ud af sin gadedør. Befolkningsstatistikker i nutidig forstand kendes ikke fra den antikke verden. Men der hersker ikke tvivl om, at en storby som Athen var hjem for mange tusinde ikke-athenere – først


Historien begynder | 1 |

Fig. 1. | To flyvende væsener bekranser kvinden Hellas – det personificerede Grækenland. Brudstykke af vase fremstillet i Athen omkring 400-300 f.Kr. Antiksamlingen.

Fig. 2. | To alabastra – egentlig en ægyptisk vaseform – af brændt ler med billeder af en afrikaner i buksedragt. Er motivet mon et signal til køberen om, at beholderen rummede eksotisk olie eller parfume? Athen, ca. 470 f.Kr. Antiksamlingen.

55


56

| 1 | Historien begynder

Fig. 3. | Græske kunstnere fik undertiden ny teknologisk viden via

kunsthåndværkere fra Den nære Orient, der slog sig ned i Grækenland. Guldsmedens granulationsteknik er et godt eksempel på dette. De tre hængesmykker fra 600-tallet f.Kr. er græske arbejder og stammer måske fra Kameiros på Rhodos. Antiksamlingen.

og fremmest de såkaldte metøker (ordet betyder egentlig sammenboende), der ikke havde lov til at eje landbrugsjord og derfor fortrinsvis ernærede sig inden for handel og håndværk. En folketælling i Athen omkring 310 f.Kr. viser, at der på dette tidspunkt boede omtrent halvt så mange metøker i byen som borgere. De sidstnævnte udgjorde faktisk et mindretal, når man også tager højde for kvinder, børn og slaver, der slet ikke blev regnet med – frie mandlige borgere var de eneste med politiske rettigheder. De fleste metøker var tilflyttere fra andre græske bystater, undertiden fremtrædende personligheder som filosoffen Aristoteles (384-322 f.Kr.) fra Stagira i Nordgrækenland. Men hvis vi kan fæste lid til forfatteren Xenophon, der levede i 300-tallet f.Kr., var mange ”lydere, frygere, syrere og andre barbarer alle


Historien begynder | 1 |

vegne fra” – han tænker måske især på frigivne slaver, der fik metøkstatus. En af de førende athenske pottemagere i 500tallet f.Kr. tilhørte efter alt at dømme deres skare. Hans navn, Amasis, tyder i hvert fald på, at han havde rødder i Ægypten, og det er næppe tilfældigt, at han var den første i Athen til at markedsføre en keramikform, der efterligner en speciel ægyptisk salvebeholder af alabast (fig. 2). Med i det brogede billede hører også de fremmede, der kun gæstede Athen kortvarigt: politiske flygtninge, gesandter fra andre bystater eller stormagter samt kunsthåndværkere med særlig know-how, som de lærte fra sig til lokale lærlinge (fig. 3). For ikke at tale om de mange handlende, der lagde til i havnebyen Piræus. Grækerne var fra gammel tid dybt engageret i søhandel og grundlagde kolonier i øst, vest og nord. Men der er også vidnesbyrd om fremmede handelsstationer i det ægæiske område. For eksempel etablerede fønikere sig på Rhodos i 700-tallet f.Kr., og der er god dokumentation for fønikisk tilstedeværelse andre steder i Grækenland, eksempelvis i Piræus, Athens havneby (fig. 4). Hvordan behandlede Athen tilflytterne? Metøkerne havde ikke borgerret, men der er ingen tegn på, at de blev udsat for racemæssig diskrimination. Det kan dog ikke benægtes, at grækerne ofte havde en nedladende holdning over for fremmede. For eksempel gjorde Aristoteles sig til talsmand for, at mennesker blev formet af det klima, de boede i: Det kolde klima gjorde europæerne modige, men de manglede tanke, og Asiens varme klima bibragte indbyggerne intellekt, men de var i bund og grund slavesjæle. Grækerne, der boede mellem disse yderligheder, var derimod karakteriseret af såvel mod som intellekt. Det kan heller ikke benægtes, at man i græsk litteratur undertiden støder på udfald mod perserne – det mest betydningsfulde barbarfolk af alle. Det hænger sammen med, at Perserriget, datidens politiske supermagt, i 500-tallet f.Kr. havde underlagt sig de græske bystater på Cypern og i Lilleasien, og senere gjort ihærdige – forgæves – forsøg på at invadere det græske fastland.

57


58

| 1 | Historien begynder

Billedet af kulturel og etnisk mangfoldighed i oldtidens Athen er næppe dækkende for resten af Grækenland. Vi er nu engang bedre underrettet om forholdene i Athen end andre steder, og denne by kommer derfor nemt til at fremstå som typisk. Måske med urette. For intet tyder på, at den antikke virkelighed var mere entydig end vor egen – en kompleksitet, som afspejles af Konstantin Kavafis (1863-1933) digt Mens vi venter på barbarerne: Vi er samlet på torvet – hvad venter vi på? Barbarerne, der vil ankomme i dag Hvorfor sker der ikke noget i senatet? Hvorfor sidder senatorerne hen uden at lovgive? Fordi barbarerne kommer i dag Så hvorfor skulle senatorerne skrive love? Når barbarerne først er ankommet, vil de selv lovgive … hvorfor denne pludselige forvirring? (Alles ansigter er blevet så alvorlige) Hvorfor tømmes gader og pladser så hurtigt for folk alle går tankefulde hjem? Fordi natten er faldet på, uden at barbarerne er kommet Og nogle af vores mænd, der netop er kommet tilbage fra grænsen, siger, at der ikke længere findes nogen barbarer Hvad vil der nu ske med os uden barbarer? De – det folk – var en slags løsning. JOHN LUND


Historien begynder | 1 |

Fig. 4. | I 1834 tegnede den danske arkitekt Christian Hansen i

Piræus’ museum denne gravsten over en metøk – kvinden Eirene fra Byzantion. Relieffets stil er rent græsk – fra omkring 400 f.Kr. – men navnet er skrevet to gange med henholdsvis græske og fønikiske bogstaver. Netop handelscentre som Piræus havde store ikke-græske befolkningsgrupper.

59


60

| 1 | Historien begynder


Historien begynder | 1 |

61


62

| 1 | Historien begynder


Historien begynder | 1 |

SKJUL IKKE DIT LYS

Skjul ikke dit lys så længe du lever sørg aldrig helt til bunds livet løber kun en kort stund tiden sætter en fast termin Dette digt står at læse på en græsk gravsten i form af en søjle rejst af en person ved navn Seikilos (fig. 1a). Digtet står under gravepigrammet, og kigger man nøje efter, får man øje på nogle bogstaver mellem linjerne: et af de bedst bevarede eksempler på nodetegn fra den antikke verden (fig. 1b). Der kendes kun omkring 50 tekster med nodetegn fra oldtiden – spændende fra den klassiske periode i Grækenland

SIDE 61 OG 62:

Fig. 1a-b. | Gravsten rejst af en græker ved navn Seikilos. Øverst en

gravindskrift og derunder et digt med nodetegn mellem linjerne. En af de meget få bevarede indskrifter med nodetegn fra den græskromerske verden. 100-tallet e.Kr. Antiksamlingen.

63


64

| 1 | Historien begynder

(400-tallet f.Kr.) til senromersk tid. Den tidligste ses på en knæbeskytter af ler anvendt ved kartning af uld, et såkaldt epinetron, fra begyndelsen af 400-tallet f.Kr. Det er udsmykket med et billede af en amazone, der blæser på en trompet, og ud fra trompeten står to stavelser TO TOTOTE, som formentlig skal gengive trompetens lyd. De fleste eksempler på nodetegn og størstedelen af vor viden om græsk og romersk musik kommer fra fragmenter af papyri med afskrifter af ældre dokumenter. Blandt dem finder vi oplysninger om, hvordan koret til Euripides’ tragedie Orestes skulle synges, ”denne sang synges i de højeste toner og lyder højt”. Nodetegn hugget i sten som på Seikilos’ stele er derimod meget sjældne, men fra en indskrift på athenernes skatkammer,

Fig. 2. | Brudstykke af en olie-

lampe af brændt ler udformet som et vandorgel. Fra Karthago i nutidens Tunesien. 100-200tallet e.Kr. Antiksamlingen.

Fig. 3. | Panagiotis Stefos med den græske musikgruppe Lyravlos’ rekonstruktioner af antikke musikinstrumenter.


Historien begynder | 1 |

en bygning i Apollon-helligdommen i Delfi, kender vi navnene på to komponister, Athenaeus og Limenius. De komponerede musikken til en koropførelse i helligdommen i 127 f.Kr., og teksten og noderne blev senere hugget ind i en af skatkammerets ydervægge. Selv om det bevarede materiale er sparsomt, er musikforskere nogenlunde enige om, at der eksisterede et nodesystem i den græske verden i 200-tallet f.Kr. – måske allerede i 300-tallet. Der var egentlig to nodesystemer – et for vokalmusik og et for instrumentalmusik. Formentlig var det kun professionelle musikere, komponister og korledere, som forstod noderne. Koret lærte melodien ved at lytte til musikken og høre andre synge teksten. Er der få noder bevaret, er der til gengæld mange andre og rige vidnesbyrd om musik i den græske verden: fragmenter af musikinstrumenter, modeller af instrumenter (fig. 2), små statuetter og store skulpturer af mænd og kvinder med musikinstrumenter, relieffremstillinger og et utal af musikscener på græske vaser. Ud fra alle disse gengivelser er det muligt at rekonstruere en lang række instrumenter og gøre forsøg med de musikstumper, der kendes. I vinteren 2010 gæstede den græske musikgruppe Lyravlos Nationalmuseet og opførte musik spillet på instrumenter lavet som tro rekonstruktioner af oldtidens instrumenter (fig. 3). Hvor tæt man kan komme på ”oldtidens lyd”, er imidlertid et endnu åbent spørgsmål. BODIL BUNDGAARD RASMUSSEN

65


66

|


|

67

2


68

| 2 | Stormagt

KEJSEREN TIL ÆRE

De romerske legionærer var infanterisoldater. Hver legionær var bevæbnet med et sværd, en dolk og to kastspyd. Men soldaterne havde også udstyr, som mest var til pynt – til de officielle parader. Dele af dette paradeudstyr er ofte bedre bevaret end de almindelige rustninger og hjelme, da det var udført i bronze og sølv. Sådanne rustninger blev især båret af hjælpetroppernes rytteri, som var et vigtigt og farvestrålende indslag ved hærens hyppige parader. Parader og opvisninger indgik i den militære træning, og de blev afholdt, når kejseren havde fødselsdag, eller andre mærkedage i kejserhuset skulle fejres. De kunne også markere vigtige sejre, være til ære for faldne eller til minde om hærenhedens oprettelse. Den romerske historiker Flavius Arrian, der levede i 100-tallet e.Kr., gav i sin manual i rytteritaktik, Taktika, en malende beskrivelse af sådanne parader: ”Rytterne kommer ind fuldt bevæbnet. De bærer forgyldte hjelme for at tiltrække tilskuernes opmærksomhed. Disse hjelme dækker ikke kun hoved og kinder, men omslutter hele ansigtet med åbninger til øjnene. Fra hjelmene vajer gule


Stormagt | 2 |

69


70

| 2 | Stormagt

Fig. 1. | Visir fra parademaske. I panden ses rester af et hængsel, som har fastholdt visiret til resten af hjelmen, der var af metal eller læder. Jern beklædt med forsølvet bronze. Fundet i Tiberen ved Rom. 50-100 e. Kr. Antiksamlingen.

fjerbuske. Når hestene bevæger sig, forstærker den mindste vind hjelmbuskenes virkning. Rytterne bærer lette, dekorerede skjolde, og i stedet for brystpanser er de iført tætsiddende veste af læder broderet med rødt og blåt og andre farver …”. Paraderne rummede også en slags kamplege, ”Hipparka Gymnasia”, der bestod i en opvisningskamp, hvor grupper af ryttere skiftedes til at kaste stumpe spyd mod hinanden. De havde således god brug for at have ansigtet beskyttet af de hjelmmasker, Arrian omtaler. Sådanne ansigtsmasker af bronze, sølv eller forsølvet jern er fundet overalt i Romerriget (fig. 1).


Stormagt | 2 |

De gengiver unge, skægløse mænd, har som oftest summarisk udarbejdede ører og åbninger til øjne, mund og næsebor. I panden sidder et hængsel, som har fastholdt ansigtsmasken til resten af hjelmen, der kunne være udført i metal eller skind. De lette dekorerede skjolde var formentlig konstrueret af læder på en træramme og udsmykket med medaljoner dekoreret med relieffremstillinger (fig. 2). Det eneste, vi ikke har bevaret, er paraderytternes farvestrålende broderede dragter – her må man tage fantasien til hjælp.

Fig. 2. | Medaljon med krigsgudinden Minerva fra et paradeskjold. Forsølvet bronze. 200-tallet e.Kr. Antiksamlingen.

71


72

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

Dolken, ”pugio”, havde et ca. 20-30 cm langt blad (fig. 3), og de tilhørende skeder kunne ofte være hele små kunstværker forarbejdet i metal med indlagt dekoration eller udført i træ eller læder med en ekstra forside af metal udført i gennembrudt arbejde, det såkaldte ”opus interrasile”. Der synes at have knyttet sig særlige forhold til sådanne dolke, idet det fremgår af gravrelieffer, at de bæres i venstre side af legionærer og i højre side af officerer, måske et tegn på, at dolkene mest af alt var ekstra pyntevåben, som soldaterne selv anskaffede sig. Også fra datidens Danmark drog eventyrlystne unge mænd åbenbart sydpå for at søge optagelse som lejesoldat i den romerske hærs hjælpetropper – lidt af et projekt, for tjenestetiden var 30 år, og først efter 25 år kunne man opnå borgerrettigheder. Måske har en pugio med rigt dekoreret dolkskede, der blev fundet i en grav ved Hedegård mellem Herning og Horsens, tilhørt en sådan lejesoldat, der efter endt tjenestetid vendte hjem til sin fødeegn – og senere fik sit prestigefyldte trofæ med sig i graven. Hvem ved? BODIL BUNDGAARD RASMUSSEN

Fig. 3. | Kort militærdolk, en såkaldt pugio. Menige soldater bar dolken i venstre side og officerer i højre – måske et tegn på, at den var et pyntevåben. Dolken er af jern med dekoration på skæftet af sølv indlagt i niello. Fundet i Donau ved Beograd. 50-100 e.Kr. Antiksamlingen. Tegning Bjørn Skaarup.

73


74

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

75


76

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

EUROPAS FØRSTE FÆLLESMARKED?

År 31 f.Kr. besejrede den unge Octavian endegyldigt sine rivaler til magten i Rom. Senatet tilkendte ham ærestitlen Augustus (den ophøjede), og han blev den første kejser over et imperium, der omfattede Middelhavslandene og en stor del af det europæiske kontinent. Senere kejsere udvidede riget gennem erobringer, og det nåede sin største udstrækning under Trajan (98-117 e.Kr.). Inden for grænserne blev Rom toneangivende – ikke kun på områder som lovgivning og militærvæsen, men også inden for arkitektur, mode (fig. 1) og masseunderholdning i form af amfiteatrenes blodige dyrekampe og gladiatorspil. Et tidligt eksempel på globalisering? Måske, men provinserne gav ikke slip på deres særpræg: I det østlige Middelhavsområde fortsatte

Fig. 1. | Kejserfamilien blev et forbillede for borgerne – også inden for moden. Denne unge prins har et så tidstypisk udseende, at det er svært at identificere ham med sikkerhed. Marmorportræt fra teateret i Tarent, ca. 10 e.Kr. Antiksamlingen.

77


78

| 2 | Stormagt

man således med at tale græsk, hvorimod latin var fremherskende i den vestlige del af riget. Først i 1600-tallet blev nationaløkonomi formuleret som en selvstændig videnskab, og handelsstatistikker var et ukendt fænomen i oldtiden. Derfor er det er svært at få klarhed over den antikke økonomis natur og omfang – også fordi man gjorde udstrakt brug af slaver i husholdninger, alle former for produktion samt landbrug. Men det var sikkert landbrugsprodukter som korn, vin og olivenolie, der var den antikke verdens økonomiske sværvægtere, selv om fremstilling af (og handel

Fig. 2. | Merkur, de handlendes gud, kendes på den bevingede hat og vingerne på anklerne. Han holdt oprindeligt en pung i den fremstrakte hånd. Fra Melun i Frankrig, 50-250 e.Kr. Antiksamlingen.


Stormagt | 2 |

Fig. 3. | Et af de to romerske sølvbægre, der blev fundet i en rig grav ved Hoby på Lolland. Hvert bæger vejer omkring et kilo og har på ydersiden billeder fra Homers digterværk Iliaden – i dette tilfælde den trojanske konge Priamos, der knæler foran Achilleus. Bægrene er formentlig fremstillet i kejser Augustus’ regeringstid (31 f.Kr. – 14 e.Kr.). Danmarks Oldtid.

med) alskens varer også spillede en rolle, der nok var betydelig større, end mange forskere tidligere troede muligt. De første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse blev båret frem af et økonomisk opsving, og det er næppe tilfældigt, at Merkur – gud for de handlende (og tyveknægte) – blev en af tidens mest populære guder (fig. 2). Fjernhandlen blomstrede op: En storby som Rom importerede enorme mængder af olivenolie fra Sydspanien og Nordafrika, og selv i en provinsby som Pompeii kunne man vælge og vrage mellem den lokale bordvin og vine fra Kos, Kreta, Rhodos, Tyrkiet og Sicilien. Den romerske handel omfattede så fjerntliggende lande som Indien, hvorfra man blandt andet hentede peber og andre

79


80

| 2 | Stormagt

Fig. 4. | Stabel af tallerkner fremstillet i den romerske udgave af sigillata. Fra det romerske Nordafrika, ca. 50-150 e.Kr. Antiksamlingen.

Fig. 5. | Form til fremstilling af arretinsk bÌger, kort før eller efter vor tidsregnings begyndelse. Antiksamlingen.


Stormagt | 2 |

luksusvarer, og romerske metalkar, glas og keramik nåede vidt omkring – formentlig via flere mellemstationer og ikke nødvendigvis gennem handel. Et eksempel på dette er to fornemme drikkekar af sølv, der er udgravet i en såkaldt høvdingegrav ved Hoby på Lolland. Deres reliefbilleder gengiver scener fra Homers Iliade (fig. 3). Gad vidst, hvilke forestillinger man i det høje nord har gjort sig om disse motiver? Højkonjunkturen i den tidlige kejsertid blev hjulpet på vej af, at der rådede fred i en stor del af Augustus’ regeringstid (31 f.Kr. til 14 e.Kr.) – en højst atypisk situation for Rom. En anden vigtig forudsætning var den effektive infrastruktur, som romerne udviklede til lands og til vands. Alle veje førte ikke kun til – men også fra – Rom, hvilket ikke kun gjorde det muligt forholdsvis hurtigt og nemt at indsætte hærenheder, hvor det blev nødvendigt, men også at rejse og udveksle varer på kryds og tværs gennem imperiet. Samtidig fik produktionen et løft takket være nogle teknologiske landvindinger, der blev gjort i det østlige Middelhavsområde i brydningstiden mellem Alexander den Stores død og Augustus’ tiltrædelse, for eksempel opfindelsen af kraft- og arbejdsmaskiner i form af vandmøller, som romerne gjorde udstrakt brug af til kornmaling og minedrift. Et andet eksempel er den massefremstillede standardiserede røde keramik, der blev udviklet i det nordvestlige Syrien og ca. 100 år senere gav stødet til romernes ”sigillata” (fig. 4). Noget tilsvarende gælder idéen med at serieproducere reliefkar og olielamper ved hjælp af matricer (fig. 5). Vi ved, at nogle af de romerske produktionsenheder blev meget store, for eksempel såkaldte ”fabricae”, der beskæftigede mellem 200 og 500 arbejdere med at fremstille (især) våben. I senantikken svækkedes eller ophørte brugen af disse arbejdsprocesser, men antikkens opfindelser levede videre gennem middelalder samt renæssance. Kimen til Europas senere industrielle revolution var lagt. JOHN LUND

81


82

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

83


84

| 2 | Stormagt

MAGTENS ANSIGT

Kejser Augustus var en mester i PR. Hans mønter blev et af verdens første massemedier med budskaber og logoer, der var lette at afkode. Forsidens portræt af den ungdommelige Augustus anvendtes uforandret helt til hans død som 76-årig, hvilket må ses som udtryk for hans ønske om at fremstå som den evigt unge, handlekraftige frelser af republikken (fig. 1a). I endnu højere grad er bagsidemotiverne bevis på den bevidste brug af billeder i augustæisk propaganda. Få har fortalt så meget i så få ord og med så enkle, men betydningsmættede, billeder: Efter sejren ved Actium over Antonius, der var allieret med den ægyptiske dronning Kleopatra, lod han en mønt præge med billedet af en krokodille og indskriften ”Aegypto Capta” (Ægypten er indtaget) (fig. 1b). Augustus gennemførte en gennemgribende reform af møntvæsnet, hvorefter romerske mønter blev præget i fire metaller: guld- og sølvmønter, hvis pålydende værdi svarede til metalværdien, samt såkaldte kreditmønter af bronze og messing, dvs. mønter hvis købekraft var større end betinget af metalværdien. Augustus havde kontrol med udmøntningerne i ædelmetal:


Stormagt | 2 |

85


86

| 2 | Stormagt

Fig. 1a-b. | Denar (sølvmønt, svarende til 16 as) præget under kejser

Augustus i 29-27 f.Kr. På bagsiden den berømte indskrift Aegypto Capta (Ægypten er indtaget) med Nil-krokodillen som symbol på Ægypten. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.


Stormagt | 2 |

”denarer” af sølv og aurei af guld, og senatet havde formelt ansvar for de mindre værdifulde kreditmønter af bronze og messing, der blev slået ”senato consulto”, efter senatets beslutning. Hermed skabtes et grundlag for en verdensøkonomi med et integreret møntvæsen. Flere af Augustus’ efterfølgere brugte mere stereotype bagsidemotiver, hvis budskaber kan forekomme paradoksale. Bag på en såkaldt ”dupondius” fundet i Karthago ses således en afbildning af ”Fides Publica” (Folkets Tillid) (fig. 2b). Mønten blev præget under kejser Domitian i 84 e.Kr. – en af de kejsere, som har fået et dårligt eftermæle. Der var vist ikke så meget tillid til ham. Under Trajan (98-117 e.Kr.) nåede imperiet sin største udbredelse. Hans møntportræt fremstår ligesom den evigunge Augustus’ uden udvikling gennem tiden, men Trajan var 45 år ved sin tiltræden, og hans portræt viser en stålsat mand med et fast blik (fig. 3a). Gennem de ofte komplekse bagsidemotiver kan man følge såvel Trajans militære sejre som hans imponerende offentlige byggerier i Rom, for eksempel Trajans marked. Mønterne var med til at fortælle romerne historien om deres mægtige hersker, og de gengiver bygningsværket så detaljeret (fig. 3b), at de kan understøtte beskrivelser og arkæologiske undersøgelser af dette. Efterhånden blegnede drømmen om republikken, og især i 2. årh. e.Kr. blev mønterne brugt til at understrege kejserens legitime adkomst til magten. Ud over mønter med kejserens eget portræt blev der præget mønter med billeder af forgængeren, af den udpegede efterfølger og af kejserhusets kvindelige medlemmer. Ingen af disse tiltag var nyheder – Augustus havde allerede benyttet sig af dem alle – men understregningen af de dynastiske tilhørsforhold blev stadig vigtigere, måske især fordi der ikke var nogen lovfæstet arvefølge i det romerske kejserdømme. Portrætteringen af de kvindelige medlemmer af kejserhuset skal ikke opfattes som tegn på en særlig status for kvinder, men som del af en pakkeløsning, hvor de spillede roller som ”den

87


88

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

89


90

| 2 | Stormagt

gode hustru” eller ”den frugtbare mor” (fig. 2). Deres bagsidetyper er oftest forbundet med traditionelle kvindelige dyder. Samtidig brugtes kvinderne til at knytte de dynastiske net sammen. Det er sikkert grunden til, at Julia Mamaea blev afbildet på sin søns mønter. Hendes tante, Julia Domna, var gift med kejser Septimius Severus (193-211 e.Kr.) og mor til kejser Caracalla (211-217 e.Kr.), og søsteren var mor til kejser Elagabal (218-222 e.Kr.). Familieforbindelserne understregede, at Julia Mamaeas søn, Alexander Severus (kejser 222-235 e.Kr.), var en retmæssig hersker. 200-tallet e.Kr. var en turbulent periode i imperiets historie, karakteriseret af perioder med økonomiske kriser, inflation og magtkampe, og grænserne kom under pres. Som kun 13årig kom Gordian 3. lidt tilfældigt til magten som resultat af interne magtkampe efter et oprør mod kejser Maximinus i 238 e.Kr., der havde kostet hans farfar (Gordian 1.) og onkel (Gordian 2.) livet. Han har næppe haft meget at sige under sin korte regeringstid, der var præget at uro og sluttede med hans død i 244 e.Kr. under dulgte omstændigheder i forbindelse med et slag mod Perserne. Hans mønter var meget traditionelle. Forside-portrættet viser den store dreng med kort hår og en karakteristisk, lidt for lang næse. De fleste af hans bagsidetyper viser personifikationer af dyder som Sundhed (Salus),

Fig. 2a-b. | Romerske mønter fundet ved Nationalmuseets udgravnin-

ger i Karthago (Tunesien) 1975-1984. Øverst til venstre: dupondius (svarende til to as eller 1/8 denar) præget af kejser Domitian. Kvindeskikkelsen på bagsiden personificerer Fides (Tillid). Øverst til højre: bronzemønt præget i Alexandria (Ægypten) under Antoninus Pius. Nederst til venstre: as (svarende til 1/16 denar) præget af Aleksander Severus med portræt af hans mor Julia Mamaea på forsiden og gudinden Venus på bagsiden. Nederst til højre: sestertius (svarende til 4 as eller 1/4 denar) præget under drengekejseren Gordian 3. På bagsiden en kvindeskikkelse, der personificerer Securitas (Sikkerhed). Antiksamlingen.


Stormagt | 2 |

91


92

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

Gavmildhed (Liberalitas), Balance (Aeqvitas), og Sikkerhed (Securitas) (fig. 2a-b). I de større romerske centre og specielt i den østlige del af riget, hvor man også før den romerske erobring havde haft en pengeøkonomi, brugte man mønter i hverdagen, selv til mindre transaktioner såsom køb af vin på værtshuset. Men mange andre steder, i de europæiske provinser og specielt i landlige områder blev tuskhandel ved med at være en vigtig del af hverdagen. Mønter af sølv og guld med større værdier blev brugt til udbetaling af sold eller køb af fast ejendom, samtidig med at lån, kredit, optioner og gældsbreve florerede i forbindelse med større transaktioner. HELLE W. HORSNÆS

Fig. 3a-b. | Aureus (guldmønt svarende til 25 denarer, 100 sestertser,

eller 400 as) præget af kejser Trajan. På bagsiden ses Basilica Ulpia, der udgjorde facaden på Trajans Marked i centrum af Rom. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.

93


94

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

BARBARENS BILLEDE

Guldmanden fra Slipshavn på Østfyn er fremstillet af tynde guldplader (fig. 1). Figuren, der kun er omtrent 10 cm høj, er nøgen – bortset fra en halsring. Hænderne har fattet om et eller andet, som nu er forsvundet, og på hovedet ses nogle bånd, der antyder, at han har haft en hovedbeklædning, måske en hjelm. Hvad figuren har været brugt til, vides ikke. Måske er det en gudefremstilling eller en afbildning af en kriger eller måske en germansk konge. Der findes adskillige billeder af ”barbarer”, både fremstillet af romerne og af barbarerne selv (fig. 2). Guldmanden hører til den sidste kategori og stammer nok fra midten af det første årtusinde e.Kr., den periode, der kaldes germansk jernalder. På dette tidspunkt var den vestlige del af Romerriget opløst, men det havde efterladt sig aftryk, der aldrig udviskedes. Storriget forsvandt, men det Europa, der blev tilbage, var en cocktail af

Fig. 1. | Guldmanden fra Slipshavn: en kriger, konge eller måske gud fra midten af det første årtusinde e.Kr. Danmarks Oldtid.

95


96

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

97


98

| 2 | Stormagt

Fig. 2. | En romer blandt fynboer. Gudme-området på Fyn har leveret

utallige metalfund fra jernalderen. Blandt fundene er en del småskulpturer af metal, nordiske såvel som romerske. Det lille sølvhoved i midten er romersk, mens resten er nordiske. Gudme, ca. 200-600 e.Kr. Danmarks Oldtid.

”barbarernes” – ikke mindst germanernes – traditioner, blandet med varierende mængder af Rom og kristendom. Romerne havde lagt stor vægt på portrætkunsten og opstillede portrætter af de skiftende kejsere i alle større byer. Guldmanden fra Slipshavn er ikke et portræt, forstået som et realistisk billede af et bestemt individ, for sådanne synes barbarerne slet ikke at have haft. Menneskefremstillinger og ansigter er der


Stormagt | 2 |

mange af, men ingen portrætter. De foretrak at fremhæve det almindelige og typiske, ikke det individuelle og særlige. Som om man ville tydeliggøre fællestræk, som f.eks. frisurer, frem for individuelle udtryk, der adskilte individet fra gruppen (fig. 2). Selv om guldmanden er langt fra de romerske kejserportrætter, kan han godt forestille en konge. Men i så fald en konge, der har ønsket et helt andet symbolindhold i fremstillingen af sig selv end det, den romerske kejser tilstræbte. Germanerkongerne havde helt andre værdier og traditioner. De delte ikke den romerske opfattelse af staten som en res publica, ”en offentlig ting” – oversat helt bogstaveligt. De regnede territorierne, de herskede over, for deres personlige ejendom, der kunne deles og gives i arv til deres efterfølgere. Først og fremmest var de konger over et folk snarere end over et landområde, og derfor titulerede de sig ikke som konge af dette eller hint land, men som ”frankernes konge”, ”vandalernes konge” osv. Det er netop omkring den tid, hvor guldmanden blev fremstillet, at vi i skriftlige kilder for første gang hører om danernes konge, Hugleik, der hærgede Europas kyster. Men hvilket landområde Hugleik og hans daner besad, vides ikke. Frankernes konge blev i løbet af 700-tallet e.Kr. den ledende germanerfyrste i Europa. Den berømteste af alle, Karl den Store, lod sig i året 800 e.Kr. krone til kejser af pave Leo 3. i Rom og indledte hermed en ny orden, der kom til at præge Europa gennem adskillige århundreder. Ved at lade sig krone som kejser i Rom viste Karl, at han var bevidst om sin romerske arv. Og at det netop var paven, der kronede ham, viste, at Karl var en varm beskytter af den kristne, romerske kirke – men også, at han accepterede, at kirken havde ret til at krone og legitimere de verdslige herskere. I sin selviscenesættelse som både kristendommens beskytter og tjener, blev Karl en rollemodel for senere europæiske middelalderfyrster, og samspillet mellem magthaverne og kirken er en vigtig nøgle til forståelse af middelalderens politiske liv. PETER PENTZ

99


100

| 2 | Stormagt

GRÆNSER FOR VÆKST

Ingen anden statsdannelse har haft større betydning for europæisk kultur end den romerske. Fra byen Roms grundlæggelse – angiveligt i 700-tallet f.Kr. – og indtil tiden omkring vores tidsregnings begyndelse, så verden ud til at ligge åben for romerne − som et bæger, der blot ventede på at blive fyldt op med den romerske kultur. Men i år 9 e.Kr. var bægeret fuldt. Dråben, der fik det til at løbe over, var Varus’ nederlag i de germanske skove øst for Rhinen med tabet af tre hele legioner – 15.000 mænd – som følge. På ordre af kejser Augustus skulle Varus have beredt vejen for en ny romersk provins, Germania, men planen måtte opgives, og den romerske verden blev aldrig helt den samme igen. Trods et par senere erobringer, Britannia (dvs. England) og Dacia (Rumænien), var tanken om en vedvarende og ubrudt vækst død for altid. Fronter blev til grænser, og som sådan blev år 9 e.Kr. skelsættende for Europas tidlige historie. Den grænse, der herefter blev gældende for Romerriget, svarer nogenlunde til skillelinjen mellem nutidens Tyskland og Frankrig og mellem det romerskkatolske Sydeuropa og det protestantiske Nordeuropa.


Stormagt | 2 |

Fig. 1. | Nordengland var et af de steder, hvor Romerrigets grænse fandt en meget konkret fysisk form med bygningen af ”Hadrians Mur”. Ved de romerske forter langs muren producerede man skåle med emaljeindlæg, som denne fundet i Maltbæk Mose ved Vejen. Danmarks Oldtid.

Syd for imperiets grænse fandtes der ikke én romersk kultur – men mange. Romerriget var nemlig en særlig størrelse. De ”rigtige” romere kom allerede tidligt i historien til at udgøre et forsvindende mindretal, en udvikling man bevidst selv skabte. På en måde forsvandt etnicitet: En romer kunne meget vel være nordafrikaner, brite, galler, germaner eller ægypter. Riget var en ramme, der omfattede en jødisk befolkning ved Rhinen og legioner med syrere og spaniere i England (fig. 1). Ikke mindst hæren var multikulturel, og romerske borgere kunne uanset deres baggrund beklæde høje civile embeder. Blandt kejserne var adskillige med en ballast hentet langt fra Rom. Inden for rigets grænser herskede en vis ensartethed, men også mangfoldighed. Der var ingen ”ren” romersk levevis, som stod i kontrast til den ”barbariske” – uanset hvad romerske samtidige forfattere måtte mene, for de fungerede som en slags ”identitets-indpiskere”. Man kan heller ikke tale om, at der var

101


102

| 2 | Stormagt

en mere ”ren” romersk kultur i Rom, og en mindre ren i periferien. En romer i Rom var ikke nødvendigvis mere romersk end en romer i Mainz. Begge var borgere i et rige, der favnede mange kulturer og forskellige måder at leve på. På den anden side satte romerne også deres aftryk uden for grænsen. Mange romerske varer og luksusgenstande er fundet uden for Romerrigets grænser, ikke mindst i Danmark. Den traditionelle opfattelse har hidtil været, at ”barbar-høvdingene” (fig. 2) demonstrerede deres høje status ved hjælp af de romerske genstande. Men ideen om, at romerske materielle goder tilførte ”barbaren” prestige, udspringer af en for enkel opfattelse af forholdet mellem de to parter, hvor Romerriget opfattes som på et højere kulturelt niveau, og hvor den ”barbar”, der kunne frem-

Fig. 2. | På et af de romerske sølvbægre fra Hoby på Lolland ses en ædel barbar: den trojanske konge Priamos, der knæler foran den græske Achilleus – et idealbillede af, hvordan Rom så på forholdet til de omkringboende folk. Danmarks Oldtid.

Fig. 3. | Den fynbo, der engang betragtede sig selv i dette romerske spejl fundet ved Broby på Fyn, har set en ”barbar”, der nok omgav sig med romerske luksusgenstande, men omfortolkede dem og gjorde dem til dele af egen kultur. 1. årh. e.Kr. Danmarks Oldtid.


Stormagt | 2 |

vise romerske luksusvarer og fulgte romerske skikke, derigennem også demonstrerede, at han hævede sig op på højere niveau end de andre barbarer. Jo mere romersk, desto højere kultur. Men hverken romere eller barbarer var uforanderlige størrelser. Den romerske kulturs spredning var ikke en ensartet proces, der bevægede sig i regelmæssige bølger fra Rom. Rigets geografiske udstrækning og indflydelse varierede op gennem tiden, og de omgivende kulturer – germanere i nord, persere i øst, libyere i sydøst osv. – udviklede sig sammen med romerne. Blandingskulturer og nye kulturelle udtryk dannedes, der hentedes inspirationer i såvel materiel som åndelig kultur hos ”de andre”. De mange romerske fund, der er gjort uden for Romerrigets grænser, signalerer måske nok status, men de fik en ny betydning i blandingskulturerne, der omfortolkede og brugte dem i den form, man lokalt fandt rigtigst (fig. 3). Rom var ikke identisk med Europa, men imperiets kultur blev en vigtig del af Europas arvegods og en forudsætning for kontinentets senere udvikling. Derfor har adskillige europæiske riger og nationer påberåbt sig status af det ”nye Rom”, og statsledere, zarer og kejsere har vedgået sig arven ved at tage navn efter romerske kejsere. Stereotypen ”barbar” er også en del af arven. Ligesom Cæsar retfærdiggjorde sine erobringer og sin politik over for folkeslagene uden for Romerriget ved at skabe negative fjendebilleder, skabte man senere i de europæiske lande stereotyper om ”de andre”, som gav europæerne moralsk ret til at erobre og udnytte dem. Forestillinger om uciviliserede, barbariske hedninge banede vej for ekspansion og udnyttelse – lige fra middelalderens danske korsfarere i Østersøen, over spanske erobrere i Amerika til det Britiske Imperium i Indien og Afrika. Europæerens selvopfattelse som kulturelt og teknologisk overlegen gav ham ikke kun ret, men også pligt til at udbrede civilisationen og ”beskytte” de fremmede mod deres naturlige tilbøjelighed til dovenskab, umoralsk levevis og krigerisk adfærd. PETER PENTZ

103


104 | 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

105


106 | 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

MANGE GUDER – ELLER KUN ÉN?

I oldtiden troede man på et utal af guder, som hver havde sine virkefelter. Nogle var knyttet til naturfænomener, som for eksempel skaberguder, og andre kunne beskytte de levende eller give nyt liv til de døde. Dog var virkefelterne ikke altid klart optrukket, og ofte havde flere guder overlappende betydning. De guddommelige kræfter kunne i teorien antage et ubegrænset antal former og variationer. Hver kultur havde sine gudenavne og billeder, men deres grundlæggende træk og egenskaber var så ens, at landegrænser og sprogskel ikke udgjorde nogen hindring. Derfor kunne oldtidens religiøse forestillinger ”tale sammen” eller måske mere præcist, ”oversættes”. Man betvivlede eller anfægtede ikke de andres guder, men så dem nærmere som nye skikkelser eller former af ens egne, og derfor kunne nye og ”fremmede” guder optages blandt de allerede eksisterende (fig. 1). Ægypterne indlemmede flere syriske guddomme i deres gudeverden, grækernes Zeus blev til romernes Jupiter og den græske Afrodite til den romerske Venus. Også guder fra Ægypten og Persien fandt vej til Rom (fig. 2).

107


108 | 2 | Stormagt

Fig. 1. | Guden Sabazios’ hænder. Sabazios var oprindeligt en lilleasiatisk guddom, der med tiden blev blandet med den græske vingud Dionysos. Senere lånte han også træk fra andre guder, blandt andet Merkur, hvis billede ses på knoerne. 50-250 e.Kr. Antiksamlingen.

Fig. 2. | Den ægyptiske dødegud Anubis i romersk klædedragt. I Ægypten kendes Anubis helt tilbage fra pyramideteksterne fra omkring 2300 f.Kr.; i Rom blev han dyrket fra ca. 100 f.Kr. Fra 200-tallet e.Kr. Antiksamlingen.


Stormagt | 2 |

I dette univers fandtes der ingen hellige skrifter, og ingen guder var mere ”rigtige” end andre. I modsætning hertil står en anden form for religiøsitet, der også har antikke rødder: monoteisme, dvs. troen på, at der kun findes én gud. Og kilderne tyder på, at det først var med striden mellem kun én eller flere guder, at religion direkte ansporede til ufred. De vigtigste monoteistiske trosretninger med antikke rødder er jødedommen (fig. 3) og kristendommen (fig. 4), hvortil senere kom islam.

Fig. 3. | Romerske lamper med jødisk motiv: Den syvarmede lysestage, den såkaldte menorah, som oprindeligt stod i Jerusalems tempel. Efter kejser Titus’ erobring af byen i 70 e.Kr. blev den ført i triumf til Rom. Lamperne er fundet ved de danske udgravninger i Karthago, 300 til 600-tallet e.Kr. Antiksamlingen.

109


110

| 2 | Stormagt


Stormagt | 2 |

111


112

| 2 | Stormagt

I den romerske befolkning var de tidligste tilhængere af kristendommen et mindretal, der med skiftende intensitet blev udsat for forfølgelse. De romerske myndigheders forsøg på at håndtere den nye religion kan blandt andet følges gennem en brevveksling mellem Plinius, der var guvernør i Bithynien (i den nordvestlige del af nutidens Tyrkiet), og kejser Trajan fra året 112 e.Kr. De kristne blev mistænkt for alskens ugerninger, men Plinius indhentede et vidneudsagn fra en af dem om, at de plejede ”at mødes før daggry på en bestemt dag og med hinanden at synge en hymne til Kristus som gud og at aflægge ed på – ikke en eller anden forbrydelse – men på ikke at begå tyveri, røveri eller utugt, ikke at bryde et givet ord eller på anfordring

Fig. 4. | Romersk bronzelampe med hank udformet som et latinsk

kors. Lampen har formentlig oprindeligt været brugt i en tidlig kristen sammenhæng, måske som del af et kirkeinventar. Fra 300 til 600-tallet e.Kr. Antiksamlingen.


Stormagt | 2 |

Fig. 5. | Dejbjergvognen. Den romerske forfatter Tacitus fortæller omkring 100 e.Kr. om germanerne, at ”på en ø ude i havet findes en hellig lund, og i den står en indviet vogn, der er dækket med et klæde. Kun én præst må røre den. Han fornemmer, når gudinden er til stede i sin helligdom, og medens hun på sin vogn trækkes af sted af køer, ledsager han hende fuld af ærefrygt. Da er der glade dage, og alle de steder, som gudinden finder værdige til at besøge og gæste, er smykket til fest”. Er Dejbjergvognen gudindens vogn? Ca. 150 f.Kr. Danmarks Oldtid. Tegning Magnus Petersen.

nægte at tilbagelevere betroet ejendom”. Plinius kunne ikke se noget forbryderisk heri og spurgte kejseren til råds om, hvordan sådanne sager skulle gribes an. Trajan svarede: ”Hvis nogen føres til dig og anklages, skal de straffes, men dog kun sådan, at en, der nægter at være kristen og beviser det i gerning, det vil sige ved at tilbede vore guder, om han end med hensyn til fortiden er nok så mistænkelig, gennem sin anger skal opnå tilgivelse”. Anstødsstenen var altså ikke fremkomsten af en ny religion, for romerne dyrkede i forvejen mange guder og var åbne over for nye trosretninger, men derimod de kristnes afvisning af de traditionelle romerske guder. Herved satte de nemlig spørgsmålstegn ved selve det grundlag,

113


114

| 2 | Stormagt

Fig. 6a-b. | Guldbrakteaterne, der blev lavet i Norden i anden halvdel

af 400-tallet og begyndelsen af 500-tallet e.Kr., var klart inspireret af romerske mønter. Kejserens portræt med diadem og kappe blev omsat til nordisk stil og kombineret med detaljer, der ikke ses på de romerske møntbilleder. Mange brakteater viser et mandshoved med diadem sammen med et hestelignende fantasidyr. På grundlag af motivets opbygning og de ledsagende detaljer og runeindskrifter kan man tolke det som Odin, der bruger sine magiske evner for at helbrede Balders sårede hest. Danmarks Oldtid.


Stormagt | 2 |

den romerske stat hvilede på. Og de, der nægtede at afsværge kristendommen, blev straffet med døden. Kendskabet til ”barbarernes” guder stammer dels fra antikke forfattere, dels fra arkæologiske fund. Romerske beskrivelser af gallernes og germanernes guder er imidlertid ofte misvisende og tjente til at fremstille barbarerne som primitive og uciviliserede (fig. 5). Mange arkæologiske fund, først og fremmest figurer af metal og træ, er blevet fortolket som gudebilleder, men om denne opfattelse er korrekt, lader sig ikke bevise. Det er dog overvejende sandsynligt, at figurer som dem, der ses på guldhornene og de såkaldte brakteater (fig. 6a-b), er religiøse billeder. Fra vikingetiden kender vi gudernes navne, men på det tidspunkt var mytologien allerede gammel. Et håndgribeligt vidnesbyrd om de germanske guder er ugedagenes navne, tirsdag (egentlig ”Tyrs dag”), onsdag (”Odins dag”), torsdag (”Thors dag”) og fredag (”Friggs dag”), der er overleveret i de europæiske områder, hvor det romerske sprog aldrig blev indført. I Nordeuropa blev middelalderen den periode, hvor alle elementerne bogstaveligt talt blev samlet: en romersk kalender med kristne festdage og germanske ugedage. Fortiden lever videre i nutiden. ANNE HASLUND HANSEN, JOHN LUND OG PETER PENTZ

115


116

|


|

117

3


118

| 3 | Troens grænser

KRISTUS ER KONGE

For knap 2000 år siden blev Guds søn henrettet, kort og godt, magtesløst fastnaglet til et trækors, som knejsede højt på henrettelsesstedet uden for Jerusalem. Den ultimative fiasko har hans fjender ment. Ikke desto mindre er netop korset i de forløbne årtusinder blevet selve symbolet på den kristne tros budskab. Det har krævet en dristig omtolkning af dette romerske henrettelsesredskab, selve indbegrebet af nederlag og død, som ville svare til, hvis man i vore dages USA brugte en elektrisk stol eller i Iran en galge som symbolet på Gud. Det lod sig kun gøre, fordi de kristne siden oldkirkens dage har hævdet, at der var en mening med Jesu død på korset. Gud lod ganske vist sin søn – en del af det guddommelige – dø, men netop ved denne absurde handling brød han alle gamle grænser mellem liv og død ned for hele menneskeheden. Et storslået oldengelsk digt fra 6-700-tallet skildrer, hvordan den døde Kristus banker på dødsrigets porte, så portene flyver af deres hængsler, og lyset vælder ind til de fortvivlede mennesker derinde. Døden og djævelen er magtesløse. Vejen er åbnet fra håbløshed til frelse. Tre dage efter korsfæstelsen, påskemorgen, stod Jesus ifølge


Troens grĂŚnser | 3 |

119


120

| 3 | Troens grænser

Fig. 1. | Kristusfigur fra Albersdorf kirke i Ditmarsken. Danmarks Middelalder og Renæssance.

Bibelens beretninger selv op fra sin grav. Døden var overvundet, og nederlaget vendt til sejr. Derfor var billedet af Kristus på korset, det såkaldte krucifiks, på en gang et billede af Jesu død og af Jesu sejr over døden. Udformningen af krucifikser har varieret mellem to grundtyper, for skulle vægten ligge på døden eller på sejren? I kristendommens første 1200 år, mens den spredtes fra Middelhavsområdet til størstedelen af Europa, synes især billedet af Kristus som en sejrrig konge at have haft gennemslagskraft. I hele perioden fandtes også den anden type krucifiks, hvor Kristus blev vist som et lidende menneske. Men en tro, der skal fortrænge gammelkendte guder, havde brug for at synliggøre Guds magt. Derfor blev Jesus set som en konge, der med åbne øjne og uden angst vælger at lade sig ofre. På krucifikserne fra perioden 1000-1200 havde Kristus søm gennem sine håndflader, men hans fødder stod side om side på en fodstøtte og var kun i nogle tilfælde fastnaglede. Hans krop var rank, og han stirrede


Troens grænser | 3 |

med vidt åbne øjne frem for sig. På hovedet bar han en gylden kongekrone. Den 220 cm høje Kristusfigur i udstillingen stammer fra et sådant krucifiks. Korstræet mangler, men menneskeskikkelsen selv tegner korsets form, som den står dér med udbredte arme og med parallelle, let bøjede ben. Figuren er en ruin af fordums pragt, for bemalingen, som har dækket det grove egetræ aldeles, er afrenset for lang tid siden. Kun svage spor af farve på kridtgrund røber, at lændeklædets fór har været rødt. I Kristi ansigt er de farveløse øjne udtryksløse, men de har haft malede øjenæbler og pupiller. Af kongekronen er kun den nederste del af kransen tilbage, med huller til metaltakker. Kristusfiguren med tilhørende kors blev lavet omkring år 1200 og sat op i buen mellem skib og kor i landsbykirken Albersdorf i bonderepublikken Ditmarsken i Sydvestholsten. Andre korbuekrucifikser fra tiden viser, at korset typisk var dobbelt så højt som Kristusfiguren, så kirken i Albersdorf har haft et 440 cm højt og tilsvarende bredt krucifiks anbragt i sin korbue. Et imponerende syn. Selv om der var mange billeder i de kristne kirker, var krucifikset centrum for opmærksomheden hos menigheden, der samledes i kirkens skib. Her så de med egne øjne Kristus som den Himmelkonge, der besejrede døden. I 1200-tallet skiftede Kristusopfattelsen, og i resten af middelalderen lå vægten på lidelse og død. Kristus fik tornekrans i stedet for kongekrone, og hans krop blev vist blodig og sammensunken. Fødderne var krydsede og gennemborede af en fælles nagle. Mange af de gamle kongekrucifikser blev nødtørftigt moderniserede med ny maling og tornekrone. Kan de mange sømspor på Kristus fra Albersdorf være spor efter, at der engang har været påsømmet træstykker udskåret og bemalet som klaser af blod? POUL GRINDER-HANSEN

121


122

| 3 | Troens grĂŚnser


Troens grænser | 3 |

KIRKEN, KEJSEREN OG DE KRISTNE

Juledag, 25. december i år 800 blev den frankiske konge Karl den Store kronet som romersk kejser af paven i Peterskirken i Rom. Det var en historisk begivenhed, som markerede afslutningen på en lang udvikling og begyndelsen til en ny tid. Så længe det byzantinske rige havde kontrollen over det meste af Italien inklusive pavens by Rom, havde det været kejseren i Konstantinopel, der bestemte valget af pave. Men midt i 700-tallet mistede det byzantinske rige grebet om Italien, og pavemagten valgte i stedet at knytte forbindelser til det fremvoksende frankiske rige i Vesteuropa. De to mænd, der stod over for hinanden i Rom den

SIDE 124 OG 125:

Fig. 1a-b. | Det byzantinske elfenbensrelief fra 1000-1050 viser på

forsiden Jesus på korset mellem Maria og Johannes. På krucifiksets fodstykke er navnet Jesus ridset med runer o. 1100, måske af et medlem af den byzantinske kejsers livvagt af nordboere. På bagsiden er ridset et Mariabillede i vestlig stil o. 1200. Danmarks Middelalder & Renæssance.

123


124

| 3 | Troens grĂŚnser


Troens grĂŚnser | 3 |

125


126

| 3 | Troens grænser

juledag, repræsenterede hver sit magtdomæne. Pave Leo 3. var den katolske kirkes åndelige overhoved og som sådan leder af den kristne kirke i Europa. Kejser Karl var den verdslige hersker over det, der svarer til det nuværende Nord- og Mellemitalien, det nordlige Spanien, Frankrig, Belgien, Nederlandene, Schweiz, Østrig, Slovenien og det meste af Tyskland. Således styrede Karl alle de egne, hvor der blev holdt latinske gudstjenester, bortset fra de britiske øer og Nordvestspanien. Hvem der fik ideen til kroningen, vides ikke. Kejserens levnedskildrer Einhard skal have hørt af Karls egen mund, at Karl slet ikke ville være mødt op i kirken, hvis han vidste, at han skulle krones. Men det kan være den form for beskeden attitude, der blev forventet af store og fromme mænd. Uanset hvad fik begge parter noget ud af det samarbejde mellem kirke og kejser, som ceremonien markerede. Sammenfaldet mellem kirkens og kejserens magtområder understregede ideen om det kristne kejserrige. En anonym digter havde i år 799 lovprist Karl med hæderstitlerne ”Europas fyrtårn” og ”Europas fader”. Det er måske første gang, ordet Europa bruges for at betegne de områder, der lå under den kristne frankiske konges overherredømme. Men det var et poetisk udtryk, og Europa var ikke et politisk begreb, der spillede en rolle ved Karl den Stores hof. Først nyere tiders forskere har med EU i baghovedet søgt at markedsføre Karl den Store som manden med visioner om europæisk enhed. Da Karl blev kronet, var det som kristen kejser over det romerske rige og konge af frankerne og longobarderne. Og som historien skulle vise, blev Karls sammenhængende rige efter hans søns død opdelt i en vestlig og en østlig del, svarende nogenlunde til Frankrig og Tyskland. Den østfrankiske konge videreførte kejserværdigheden som tysk-romersk kejser. Men nogen europæisk politisk enhed var ikke på tale. I stedet blev det den kirkelige enhed, som reelt kom til at definere Europa, med paven i Rom som åndeligt overhoved. De kommende århundreder skulle opleve mange situationer, hvor samarbejdet mellem kejser og kirke var særdeles anstrengt. Pavekirken havde en klar politik om, at kirkeorganisationen skulle være selvstændig og uafhængig af verdslige magthavere.


Troens grænser | 3 |

Fig. 2. | Sankt Jakob den Ældre blev i middelalderen afbildet, så

han lignede de pilgrimme, der valfartede til hans grav i Santiago de Compostela i Nordvestspanien. Han bar vandrestav og rejsehat, og på hatten sad en kammuslingeskal som pilgrimstegn. Figur fra nordtysk altertavle i Havnbjerg Kirke, Danmark, o. 1500. Danmarks Middelalder & Renæssance.

127


128

| 3 | Troens grænser

Fig. 3. | Interiør af den tidligere klosterkirke i Sorø, Danmark, indrettet i 1200-tallet.


Troens grænser | 3 |

129

Men i de gamle germanske områder var det snarest reglen, at kirkerne var opført af privatpersoner, som også udvalgte og ansatte præsterne. Tilsvarende blev biskopperne udvalgt af fyrsterne. Derfor var det en sej kamp for kirkens ledelse at få anerkendt kirkens selvbestemmelse. Kejsere afsatte paver og indsatte deres egne modpaver. Paver lyste til gengæld kejsere i band. Men i løbet af middelalderen lykkedes det i store træk for den etablerede kirke at opbygge det selvstændige kirkelige netværk, som længe havde været målet. Samtidig var kirken dog på ingen måde isoleret fra det verdslige samfund, og dens eksistens havde betydning langt ud over det rent religiøse. Hver gang et nyt europæisk område blev kristnet, fik det del i en helhedskultur. Kirken kom med et fælles sprog, latin, og med redskaber til at administrere og lede, som også styrkede fyrsterne. Pavens Rom, der i løbet af en 1000-årig periode spredte sin magt over hele det vestlige og nordlige Europa, var og blev centrum for den romersk-katolske kirke. Det blev efterhånden en fast sammentømret og centraliseret organisation, som forbandt hvert eneste led med helheden. Der gik en linje fra hver sognepræst i selv den mest afsides europæiske bygd til Gud. For sognepræsten var indviet til hvervet af sin biskop, og biskoppen var indviet af ærkebiskoppen, som igen var indsat af paven, og paven var principielt udvalgt af Gud selv. Den katolske kirke dannede rammen om alle sider af menneskers liv. Med sine kirkebygninger, inventar, musik og ritualer tilbød den holdepunkter i en usikker verden og anviste vejen til et evigt liv efter døden. Forestillinger med ældgamle, førkristne rødder løb sejlivet som en understrøm i dagligdagen, men den etablerede kirke var god til at opsuge dem og lade dem leve videre i en kristnet udgave. I tidens skriftlige kilder finder man bredt i befolkningen en oprigtig fromhed og tro på, at Gud og hele skaren af helgener vil hjælpe hvert enkelt menneske igennem livets genvordigheder. Der var langt fra en jævn bonde til kejseren eller til paven. Men nede i sognekirken sad Maria, Guds moder, udskåret i træ og bemalet, så hun var som levende at se på. Man kunne røre Jesusbarnet på hendes arm og kysse hendes fod. Her var det hellige ganske nær. POUL GRINDER-HANSEN


130 | 3 | Troens grĂŚnser


Troens grænser | 3 |

SYNG EN SANG FOR GUD

I 1439 blev der i et romersk franciskanerkloster skabt et pragtfuldt liturgisk musikhåndskrift, et antiphonarium (antifonale). Bogen indeholder vekselsangene til den romerskkatolske kirkes tidebønner – dagens, men ikke nattens – der skulle udføres ca. hver tredje time som en væsentlig del af de kirkelige handlinger, der udgjorde klostrets religiøse omdrejningspunkt. Bogen har haft sin faste placering, hvor den har stået opslået klar til brug, og den er desuden så tung, at den er vanskelig at flytte. Det store format skyldes, at mange munke har skullet læse og synge fra den samme bog på én gang. Det har været kostbart i både tid og penge at få fremstillet et liturgisk skrift i tiden før bogtrykkerkunsten: Den håndskrevne alterbog er fremstillet af det fineste pergament og kosteligt udsmykket med fantastiske initialer og kunstneriske dekorationer præget af detaljer og fantasi. Bogen er på én gang en brugsgenstand og et kunstværk. Den romersk-katolske ritualsang kaldes for ”gregoriansk sang” efter Pave Gregorius (590-604), som ifølge anekdoten

131


132

| 3 | Troens grænser

lod kirkesangen indføre i en stor bog, kaldet antiphonarium. Melodistoffet er dog yngre, antageligt fra 900-tallet. Det er vanskeligt at datere nærmere, eftersom sangene levede i mundtlig overlevering, indtil man kunne fastholde dem i en præcis notation. Sangene blev noteret med enkle tegn, de såkaldte neumer, der gav en form for ”vink” til udførelsen, og som er oprindelsen til vore dages noder. Nodeskriften i den udstillede bog er den såkaldte ”koralskrift” – en firkantet punktnode – som kun anvendtes i koralen. Denne romanske videreudvikling af neume-notationen blev efterhånden fremherskende i den gregorianske sang. Koralskriften benyttes stadig i den romersk-katolske kirkes liturgiske bøger. For enden af hver nodelinje er noteret en lille node uden tekst, og denne ”custos” [vogter] angiver tonehøjden for begyndelsen af den følgende linje. Med Guido af Arezzos system fra 1000-tallet blev tonehøjde netop et element i notationen. Systemet med nøgler i kombination med farver og fire linjer kunne nu fastholde melodien i højere grad end tidligere, hvor notationen uden linjer vanskeliggjorde tydningen. Den gregorianske sangs notation angiver ikke taktværdier, taktstreger og rytme – kunsten ligger i deklamation og tradition. Den katolske liturgis uakkompagnerede, énstemmige sang kan udføres af solister og kor. Den udstillede alterbogs tekster er hovedsageligt hentet fra de gammeltestamentlige Davids Psalmer, og bogens hymner og antifoner fremføres som vekselsang mellem to kor. Toneartssystemet bestod af otte skalaer, kaldet kirketonearter, og den gregorianske sangs anonyme komponister har i relationen mellem tekst og musik skullet opfylde mange krav om form og stil. Den latinske liturgiske brug er væsentligst rodfæstet i det skalamæssige, men den enkelte tonearts karakter har dog sin sammenhæng med de forskellige tekstdele. I middelalderen regnede man den menneskelige stemme for det allerfineste instrument – faktisk guddommeligt – og derfor var stemmen det ”instrument”, som man benyttede i kirken.


Troens grænser | 3 |

SIDE 130 OG 133:

Fig. 1. | Nodemanuskript, skrevet på pergament i et franciskaner-

kloster på en ø i Tiberen i Rom 1439. Stort folioformat (62 x 44 cm), 197 blade. Komplet, med tillæg på 6 blade. Firkantet nodeskrift, kvadratnotation, som stadig bruges i den romersk-katolske kirke, på fire linjer med mange initialer og kunstneriske dekorationer. Musikmuseet.

133


134 | 3 | Troens grænser

Fig. 2. | Den oprindelige indbinding i skind har været af fornem kvali-

tet. Men antifonalet var en brugsgenstand, og på grund af slitage har man måttet stabilisere bogen med trælister. Desuden er der monteret messingbeslag i rokoko-stil med dupper til at stå og ligge på. Det viser tydeligt, at bindet ikke skulle ses. Musikmuseet.

Orglet kendes fra antikken og var da et verdsligt instrument. Også i middelalderen var orglet et instrument til dansebrug. Man benyttede små ”bærbare” orgler – portativer og regaler – på samme vis som sækkepiber og fløjter. Det er usikkert, hvornår orglet blev et kirkeligt instrument, men det er den generelle antagelse, at overgangen fra markedsplads til den katolske kirke begynder og tiltager i perioden 900-1200.


Troens grænser | 3 |

Orgelakkompagnement, som på grund af orglets opbygning må have været énstemmigt, kunne nu høres som afveksling for a cappella-sangen. De store kirkeorgler med flere manualer og over 100 registre, som man kender dem fra katedraler og domkirker, vinder indpas omkring slutningen af 1500-tallet og manifesterer sig med forskellige geografiske særpræg i barokken. Før reformationen i 1536 var latin også i Danmark kirkens sprog. Niels Jesperssøns Graduale fra 1573, som også kan ses i udstillingen, er det første danske graduale med trykte noder, som dog er mere præget af den germanske stil end af den romanske. Her fremgår skiftet fra latin til dansk tydeligt på trods af, at gradualet udkom flere årtier efter reformationen. Gradualet fastholder på den ene side den gregorianske sang med de latinske liturgiske led og på den anden side den danske salmesang. Luther havde allerede i 1520’erne foreslået modersmål indført i den evangeliske kirkesang imellem de latinske dele, og Luther selv blev den ledende salmedigter. I 1524 udkom de første lutherske sangbøger med danske tekster og noder til de melodier, der benyttes endnu i dag. MARIE MARTENS

135


136 | 3 | Troens grĂŚnser


Troens grĂŚnser | 3 |

137


138 | 3 | Troens grænser

SKAKSPIL

Alfonso den Vise, konge af rigerne Castilien, Galicien og León i det nuværende Spanien, lod i 1283 fremstille et rigt illustreret bogmanuskript, som kaldes Bogen om spillene (Libro de los juegos). Bogen handler om alle de bræt- og terningespil, kongen kendte til, ordnede i tre typer. Nogle spil som f.eks. terninger afhænger alene af held. Andre som backgammon afgøres af såvel held som dygtighed, og de ligner hermed det virkelige liv mest, kommenterer bogen nøgternt. Men den tredje, og efter kongens mening ypperste form for spil, var skak, for her afhang sejren alene af spillerens dygtighed. Derfor viede kongen skakspillet størst opmærksomhed, og bogen rummer mange farvebilleder, der sætter repræsentanter fra Spaniens mange befolkningsgrupper over for hinanden ved skakbrættet: mand og kvinde, nonne og munk, ridder og konge, kristne, jøder og arabere. I det her

SIDE 140-141

Fig. 1. | Skakbrikker med figurfremstillinger overfor nonfigurative brikker af muslimsk type. Danmarks Middelalder & Renæssance.


Troens grĂŚnser | 3 |

139


140 | 3 | Troens grĂŚnser


Troens grĂŚnser | 3 |

141


142

| 3 | Troens grænser

Fig. 2. | Skakspil mellem europæer og araber, gengivet efter bogen Libro de Juegos Biblioteca de el Escorial.

gengivne billede spiller en kristen ridder med en araber, på begge sider af et spillebræt i et telt. Netop det motiv symboliserer fint, hvordan skakspillet kom til Europa. Det er nemlig et spil med asiatiske rødder, som via araberne kom til europæernes kundskab. Opfindelsen skete antagelig i det nordlige Indien, men spillets hovedbegreber er af persisk oprindelse, så det er snarest her, det fandt sin grundform. Selve spillets navn kommer fra hovedbrikken i spillet, herskeren, som på persisk hedder en shah. Også meldingen ”mat”, som afslutter et skakspil, er persisk. Den brik, som i startopstillingen står yderst på fløjen i bageste række (på dansk kaldet et tårn), kaldte perserne for ”roch”. Ordet lever videre i moderne skaksprog, hvor man efter bestemte regler kan omflytte to brikker, en såkaldt rokade. Herfra har det bredt sig uden for skakspillets verden, så man taler om f.eks. en ministerrokade. Kongens ledsager var med det persiske navn en ”farzin”, fyrstens betroede minister. De øvrige figurer var elefant


Troens grænser | 3 |

(løber), hest (springer) og fodsoldat (bonde). Da arabiske hære besejrede det persiske rige, tog de muslimske erobrere hurtigt skakspillet til sig. De persiske brikker kunne være figurer, f.eks. en elefant med tårn på ryggen. Araberne selv, der tog afstand fra figurative fremstillinger, foretrak abstrakte spillebrikker, der var cylinderformede med forskellige udskårne tegn. Kongen og rådgiveren (dronningen) havde foroven en halvrund afskæring. Elefanten (løberen) havde to fremspring, der skulle minde om stødtænder, mens hesten (springeren) øverst havde en knop som antydning af et hestehoved. Tårnene havde firkantet grundplan og øverst en V-formet nedskæring. Kendskabet til skak kom som sagt til europæerne via araberne, da disse trængte op gennem den spanske halvø i tidlig middelalder og også i en periode beherskede Sicilien. På europæisk grund blev grundreglerne i skakkens strategiske krigsspil uforandrede, men brikkerne blev delvist omdøbt, så de spejlede det middelalderlige europæiske samfund. Samtidig fik de efter europæisk tradition en figurativ form. Nu var kongen virkelig en konge, ofte udskåret som en tronende fyrste omgivet af sin livvagt. Hans ledsager skiftede køn til at blive dronning i stedet for minister, hvilket spejler den betydningsfulde rolle, som dronninger kunne spille i den virkelige verden. Den persiske ”roch” blev til tårnet, det faste holdepunkt i middelalderens krigsførelse. Hesten/springeren blev afbildet som en ridder til hest, middelalderens elitekriger. Elefanten blev til det, vi i dag kalder en løber, men som i middelalderen benævntes en biskop, ligesom det stadig er tilfældet på engelsk. Fodsoldaterne blev til bønder. Det er dem, der først ofres, når et skakspil går i gang. Selv om figurformede skakbrikker nok var mest eftertragtede, blev der også i middelalderens Europa spillet med nonfigurative brikker. Brikker af denne type fra danske middelalderborge viser, at europæerne udmærket var i stand til at spille skak på arabisk, hvis det kom an på det. POUL GRINDER-HANSEN

143


144 | 3 | Troens grĂŚnser


Troens grænser | 3 |

KORSTOG

I november 1095 blev der holdt et stort kirkemøde i den midtfranske by Clermont (-Ferrand). Her mødtes pave Urban 2. med kirkeledere og statsledere fra hele det kristne Vesteuropa for at diskutere Romerkirkens forhold. Mødet fandt sted midt under den årelange såkaldte investiturstrid, hvor tysk-romerske kejsere og pavemagten hver især hævdede deres ret til at udnævne personer til de kirkelige embeder – et spørgsmål om både religiøs og politisk magt. Den tysk-romerske kejser Henrik 4. havde endda indsat sin egen modpave, som residerede uanfægtet i Rom, mens kirkemødet stod på. På mødets sidste dag holdt pave Urban 2. en tale, som for en stund overskyggede uenigheden mellem pave og kejser og lod paven fremstå som en sand kirkeleder. Paven udmalede for den indflydelsesrige forsamling, hvordan de kristne valfartssteder i Det hellige Land var erobret af hedenske folk, som mishandlede de kristne og besudlede helligdommene. Han fortalte, at den byzantinske kejser havde klaget sin nød til ham. Nu var det på tide, at alle kristne stod sammen for at befri de hellige steder for vantro! Det ville være en retfærdig krig, for det var jo egentlig ikke aggression, men derimod

145


146 | 3 | Troens grænser

forsvar for den truede kristendom. Talen blev modtaget med begejstring. Den ene efter den anden af de tilstedeværende stod frem og erklærede, at de ville ”tage korset”, dvs. drage på rejse til Det hellige Land med våben i hånd. Det skulle siden vise sig, at Romerkirken var villig til at anerkende alle kampe mod kættere og hedninge som korstog. Derfor kunne danskerne og tyskerne føre hellig krig imod deres hedenske slaviske naboer syd for Østersøen. På den iberiske halvø blev også de kristne kongerigers erobringer af de muslimske områder betragtet som korstog, ja selv den katolske kirkes nedkæmpelse af kristne kætterske sekter i Sydfrankrig faldt ind under den fromme kategori. Men hovedmålet var og blev Det hellige Land. Urbans korstogstanke bredte sig lynhurtigt gennem hele Europa og resulterede i en veritabel folkevækkelse. En fransk eremit ved navn Peter kom ridderne i forkøbet ved at samle sig en tusindtallig hær af glade amatører, som allerede i 1096 tog den lange fodtur gennem Europa til Konstantinopel og derfra til Lilleasien, hvor de udisciplinerede skarer straks blev massakrerede. Det egentlige korstog krævede større forberedelser, så først i 1097 samledes en stor hær uden for Konstantinopels mure. Det var en ret løst sammenknyttet styrke uden fælles ledelse, men den bestod af krigsvante riddere og deres svende. Den byzantinske kejser skyndte sig at få sendt dem over til Lilleasien, inden de blev alt for fristede af Konstantinopels rigdomme. De fjender, korsfarerne mødte, var muslimer. Men det var ikke efterkommere af de arabere, som i århundredet efter profeten Muhammeds død i 632 havde erobret, hvad der svarer til Arabien, Ægypten, hele Nordafrikas kyst og Spanien, Mellemøsten, Irak, Iran og Pakistan. Araberne var dengang en overklasse, som modtog skat af de undertvungne folkeslag, men i øvrigt lod dem passe sig selv. Hovedstaden flyttede midt i 700-tallet til Bagdad, og der blomstrede en rig kultur med smag for både poesi og videnskab. Imidlertid støttede de arabiske herskere sig i stigende grad på soldater, der blev rekrutteret fra tyrkiske


Troens grænser | 3 |

Fig. 1. | Penning præget af den danske konge Valdemar den Store (1154-1182), som ledede flere korstog mod de hedenske vendere syd for Østersøen. Korsbanneret på bagsiden er en forløber for det danske nationalflag. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.

147


148 | 3 | Troens grĂŚnser


Troens grĂŚnser | 3 |

149


150 | 3 | Troens grænser

Fig. 2. | Rytterformet vandkande, akvamanile, som o. 1200 blev støbt af bronze i Lorraine i det nuværende Frankrig. Danmarks Middelalder & Renæssance.

nomadestammer. Det endte med, at et af disse folk, seldsjukkerne, i 1055 tog magten i Bagdad og oprettede deres eget erobringslystne dynasti. Det sammenhængende muslimske kalifat gik hermed i opløsning, og det islamiske område var præget af strid mellem forskellige dynastier og af fjendskabet mellem de to muslimske retninger, shi’a- og sunni-muslimer. Det var med andre ord et splittet islam, korsridderne mødte, og deres pansrede rytterstyrker tromlede sig vej gennem de muslimske hære, de stødte på. I muslimernes øjne var de som dyr, der overgik muslimerne i mod og vildskab i kamp, men ellers ikke. I 1099 lykkedes det for korsfarerne at indtage selveste Jerusalem. Indtagelsen blev fulgt af en massakre på alle byens muslimske og jødiske indbyggere. De kristne riddere takkede


Troens grænser | 3 |

Fig. 3. | Løvefigur af bronze fra 1100-1200-tallets Persien, hvor den har været brugt som vandkande eller til røgelse. Sådanne islamiske dyrefigurer inspirerede kristne korsfarere til de vandkander, akvamaniler, der blev populære i Europa. Etnografisk Samling.

Gud og fejrede sejren. En af hærførerne, Gotfred af Bouillon, blev første fyrste i den nye stat, som snart kom til at hedde ”kongeriget Jerusalem”. Der opstod i løbet af 1100-tallet yderligere tre korsfarerstater, så de kristne riger omfattede omtrent det nuværende Israel, Gaza, Vestbredden, Libanon og de vestlige dele af Jordan og Syrien. Stærke borganlæg sikrede kontrollen med landskaberne. Men det varede ikke længe, før de kristne ledere af korsfarerstaterne blev involverede i de muslimske småkongers uendelige magtkampe. I 1108 kunne man opleve, at en kristen og muslimsk hær tilhørende den muslimske guvernør i Mosul og en kristen greve i Edessa stod over for en lige så religionsblandet hær, tilhørende en koalition mellem den kristne fyrste af

151


152

| 3 | Troens grĂŚnser


Troens grænser | 3 |

Antiochia og den seldsjukkiske konge af Aleppo. Men de fleste kampe foregik trods alt med kristne og muslimer på hver deres side af slagmarken. Et alvorligt tilbageslag oplevede de kristne stater, da en kurdisk hærfører ved navn Salah ad-Dhin generobrede Jerusalem i 1187. Denne gang var der ingen massakrer, og Saladin, som europæerne kaldte ham, udviste en ædelmodighed, der skaffede ham ry som en ædel helt også i det kristne Europa. Erobringen udløste nye korstog fra Europa. Men på langt sigt kunne de kristne riger ikke opretholdes. I 1291 måtte de sidste kristne byer på fastlandet opgives. De først ankomne korsridderes foragt for de lokale indbyggere blev ikke opretholdt. Frankerne tilpassede sig de lokale vilkår, gik i arabisk inspireret tøj af silke, og der var endda enkelte, som anskaffede sig et harem i lokal stil. Mange lærte sig arabisk. I det hele taget sugede de kristne til sig af den muslimske kulturs fortrin, hvor de mødte den, ikke blot i Palæstina, men også i Spanien og på Sicilien. Araberne havde videreført den gamle græske kulturs videnskab inden for astronomi, medicin, geografi, kemi og matematik. Mødet med muslimerne inspirerede europæerne. Men som den libanesiskfødte forfatter Amin Maalouf har påpeget, skete det modsatte ikke for muslimerne. De kunne godt se, at der var ting, som fungerede bedre hos frankerne, men de så det kun som trusler mod muslimsk kultur, ikke som inspiration. Korstogenes traumer førte til, at den engang så blomstrende muslimske kultur lukkede sig om sig selv og blev, som Maalouf skriver, ”kuldskær, defensiv, intolerant, ufrugtbar”. POUL GRINDER-HANSEN

Fig. 4. | Messehagel fra Århus Vor Frue Kloster, Danmark. Den er syet af persisk silkebrokade fra o. 1300-1350 og bærer den gentagne islamiske indskrift ”den vise sultan.” Det var kvalitetsstof, og indskriften kunne ingen i Århus læse. Det broderede, blå kors på ryggen er syet på o. 1500. Danmarks Middelalder & Renæssance.

153


154 | 3 | Troens grænser

KORSFARERNE OG DERES MØNTER

Da blodet var størknet efter korsfarernes massakrer i Jerusalem i juli 1099, stod de nye herrer med erobrerens evige problem: Hvorledes organiserer man sit nyerobrede land? Gør man, som man er vant til hjemmefra, eller lader man sig inspirere af forholdene på det nye sted? Studiet af korsfarernes mønter tillader os at få et glimt af, hvorledes de greb sagen an på møntvæsenets område. Korsfarerne organiserede deres erobringer i en række riger. Længst mod nord var grevskabet Edessa, som dog snart blev tabt igen til muslimerne. Dernæst kom Antiochia og Tripoli og sidst Kongeriget Jerusalem. Disse riger var rammen om korsfarernes mønter. Også nogle mindre baroner lod tidvist præge mønt i eget navn. Møntvæsenet i korsfarernes hjemlande i Europa var meget forskelligt fra det, de fandt ved ankomsten til Mellemøsten. På deres vej til Det hellige Land var de kommet igennem det gamle kristne Byzantinske Rige, Roms arvtager med hovedstad i Konstantinopel (Istanbul). Her var det gamle sofistikerede romerske møntsystem med tre niveauer: guld, sølv og bronze


Troens grĂŚnser | 3 |

155


156 | 3 | Troens grænser

blevet opretholdt og videreudviklet. I de islamiske riger i Mellemøsten havde man i grundprincippet samme system. Hjemme i Europa derimod bestod møntvæsenet kun af én møntenhed: penningen, der gik tilbage til Karl den Stores møntreformer. Det var en lille, tynd sølvmønt på omkring et gram. På Karls tid havde den været i fint sølv, men med tiden blev det mere og mere kobberblandet. I starten brugte korsfarerne medbragte europæiske mønter fra deres hjemlande. Det ved vi både fra samtidige skriftlige kilder og fra fund af disse mønter i Mellemøsten. Snart begyndte de imidlertid at præge egne mønter. Starten gik i de to nordlige grevskaber Antiochia og Edessa. Det drejede sig om kobbermønter af tydeligt byzantinsk tilsnit. Næste store udmøntning var derimod af hel klar europæisk inspiration – det er nemlig små kobberopblandede sølvpenninge, præget fra 1140’erne og frem i Jerusalem, Tripoli og Antiochia. Denne mønttype var grundstammen i korsfarerstaternes møntvæsen i de næste 150 år. Og da man i Europa i midten af 1200-tallet begyndte at præge større, fuldlødige sølvmønter – mest markant den franske gros tournois fra 1266 – fulgte korsfarerne trop med udmøntningen af en gros i grevskabet Tripoli. Samtidigt blev guldudmøntningen efter flere århundreders pause genoptaget i Europa, og man kender en meget sjælden korsfarerguldmønt med Guds Lam på forsiden. Denne udvikling blev dog brat afsluttet af korsfarerstaternes fald i slutningen af 1200-tallet. Disse mønter var tydeligt europæiske både i deres form (metal, prægeteknik og størrelse) og motivverden. De bærer kors, stiliserede herskerportrætter i rustning og simplificerede arkitekturgengivelser. Fund af disse mønter viser, at de naturligvis blev benyttet internt i korsfarerrigerne. Men de er også blevet accepteret i de dagligdags kontakter med de muslimske naboer. Det kan vi blandt andet se ud fra fundene i den syriske by Hama. Denne by kom aldrig under korsfarerdominans, og alligevel dukkede adskillige af korsfarernes småmønter op under de dansk-ledede udgravninger i 1930’erne. Netop kulturmødet med de nye naboer i Mellemøsten er


Troens grænser | 3 |

Fig. 1. | Mønter præget i korsfarerstaterne. Nederst t.v. gros fra Tripoli, slået af grev Bohemund 6. eller 7. (1251-1275-1287). Øverst t.v. gros fra Tripoli, slået af grev Bohemund 7. (1275-1287). Øverst t.h. sølvmønt fra kongeriget Jerusalem, præget 1251 i Akko med arabisk skrift. Korset kom til efter klager fra paven. Nederst t.h. penning fra grevskabet Antiochia, slået af Bohemund 3. (11631201). Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.

noget af det, der gør studiet af korsfarerstaterne spændende. Vi har forargede beretninger fra nyankomne europæere, der undrer sig over, at deres fastboende landsmænd har tillagt sig lokale tøj- og madvaner. På møntområdet fandt der en lignende tilpasning sted. Allerede omkring 1140 begyndte korsfarerne at efterligne deres islamiske naboers guldmønter, og i starten

157


158 | 3 | Troens grænser

Fig. 2. | Muslimske mønter. T.v. sølvdirhem, præget af den sagnomspundne hærfører Saladin i Damaskus 1182/1183. T.h. kobbermønt, fulus, med et portræt af den siddende Saladin, måske inspireret fra de europæiske mønter med deres figurfremstillinger, præget 1190/1191. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.

af det følgende århundrede ligeledes sølvmønter. I modsætning til de samtidige europæiske mønter var tidens islamiske mønter billedløse. Deres design bestod af indskrifter, der dels angav møntherre, møntsted og årstal, dels Koran-citater og religiøse sentenser. På nogle af korsfarernes efterligninger er indskrifterne blot gengivet som volapyk-bogstaver, der ingen mening giver. Men på andre er de religiøse indskrifter og årstal efter islamisk tidsregning fuldt læselige. Baggrunden for denne udmøntning var sikkert såre pragmatisk: Korsfarerne havde konstateret, at handelen med de muslimske naboer gik lettere med sådanne mønter.


Troens grænser | 3 |

I 1250-1254 opholdt pavens udsending, Eudes de Châteauroux, sig sammen med den franske konge Ludvig den Hellige i korsfarernes hovedby Akko. Det faldt ham for brystet, at kristne korsfarere prægede muslimske mønter. Han bandlyste de medvirkende og fik sågar ved pavebrev stadfæstelse heraf. Resultatet blev, at udmøntningen fortsatte – men nu med tilføjelsen af et kors og kristne indskrifter skrevne med arabiske bogstaver! Det var et kompromis, som tilgodeså både de pragmatiske handelsinteresser og de dogmatiske religiøse idealer! I 1291 faldt Akko for de islamiske mamelukkers pres. Kongeriget Jerusalem og grevskaberne Tripoli og Antiochia var forsvundne fra landkortet. Men korsfarernes historie – og udmøntninger – fortsatte på Kypern til 1489, i de latinske småriger i Grækenland til 1300-tallet, og ultimativt i Johanniterriddernes højborge på Rhodos til 1522 og på Malta helt indtil 1798. Men det er en helt anden historie. JENS CHRISTIAN MOESGAARD

159


160 | 3 | Troens grĂŚnser


Troens grĂŚnser | 3 |

161


162

|


|

163

4


164 | 4 | Kommunikation og konikt


Kommunikation og konflikt | 4 |

PROPAGANDAKRUS

I 1500-tallet var der en stor produktion af stentøjskrus i de tyske egne langs Rhinen, omtrent det område, man senere har kaldt Ruhr-distriktet. Her fandtes et egnet ler, der kunne brændes ved høje temperaturer på 1200-1300 grader. Slutresultatet blev en hård og vandtæt keramik af høj kvalitet, og det tyske stentøj var efterspurgt over hele Europa. Krusene bar rige dekorationer, som værkstederne kopierede fra nogle af tidens mange flyveblade og tryk. De var ofte så flotte, at ejerne stillede krusene frem på en hylde i stuen som dekoration. Billeder på brugsgenstande som stentøj var en fiks måde at sprede budskaber til et stort publikum. Det kunne bruges til propaganda, og det appellerede i høj grad til 1500-tallets splittede Europa, hvor den katolske kirkes enhed var blevet opløst i konflikterne med især Martin Luthers og Jean Calvins reformationsbevægelser. Det afbildede krus hører med sine billeder hjemme midt i denne konflikt, og der er virkelig tale om, hvad man kunne kalde et propagandakrus. Det bærer tre billeder på sine brunglaserede flanker, og hvert og et af dem har en antikatolsk

165


166 | 4 | Kommunikation og konflikt

brod. Det første viser Kristus, som er i gang med at fælde et træ fyldt med katolsk alterudstyr. Afladsbrevene hænger fra grenene. Det nytter ikke, at pave, biskopper og præster prøver at støtte det faldende træ. Den tyske tekst, som skal gengive Kristi ord, lyder i oversættelse: Jeg vil udrydde ukrudtet og kaste det på ilden. Det andet billede viser et sært monster, der har lang hale, fuglekløer, djævlefjæs på vommen og tre hoveder på sammenflettede halse. De tre hoveder er henholdsvis Satan selv forklædt som en fredsommelig engel, paven med sin tredobbelte krone på hovedet og endelig en af de muslimske tyrkere, som var det kristne Europas hovedfjender i 1500-tallet. For krusets bagmænd var de tre altså ét fedt. Det sidste relief viser Kristus, som jager djævelen bort, mens han, oversat fra tysk, siger: Pak dig bort, Djævel, i ”Introum”. Ingen er vel i tvivl om krusets overordnede budskab. Men reliefferne indgik i en særlig sammenhæng, som det mærkelige ord ”introum” er med til at forklare. Det var sådan, at i løbet af 1520’erne og 1530’erne var størstedelen af Nordeuropa faldet fra den katolske tro. I stedet opstod en række lutheranske kirker under beskytttelse af fyrster og konger. Andre steder i Europa, dvs. i dele af Frankrig, i de nordlige Nederlande og i Schweiz, dominerede borgerlige reformationsbevægelser inspirerede af den franske præst Jean Calvin, de såkaldte calvinister eller reformerte. Den katolske kirke var presset. Men den var ved at samle kræfter til en modreformation, og den havde mægtige allierede i skikkelse af de tysk-romerske kejsere. I 1547 fremlagde kejser Karl 5. den såkaldte Interim-bog, som skulle forestille at være et kompromis mellem den lutheranske og den katolske lære. Det var nu i det store og hele et katolsk diktat, så kun et fåtal af de lutheranske fyrster og kirkefolk var positive overfor dette forsøg på at redde kirkens enhed. I propagandabillederne rettet mod interimet indgik ligefrem et særligt – i øvrigt feminint – ”interim-monster” med tre hoveder, og det er netop det uhyre, der findes på stentøjskanden. En mønt fra 1549, en såkaldt spottedaler, viser på den ene side Kristus, der udjager det tre-


Kommunikation og konflikt | 4 |

Fig. 1. | Drikkekrus med anti-katolsk propaganda, lavet af stentøj i det nuværende Belgien o. 1550. Danmarks Middelalder & Renæssance.

167


168 | 4 | Kommunikation og konflikt

Fig. 2. | Moderne udtegning af motiverne på propagandakruset. Danmarks Middelalder & Renæssance.

hovedede interim-uhyre. Møntens omskrift gengiver Kristi ord. ”Packe di Sathan dv Interim” (Pak dig bort, interims-satan). Det er stikordet til at forstå krusets indskrift, hvor interim er forvansket til introum. I 1552 opgav kejseren at gennemføre interimet, så efter det år ville kruset ikke være aktuelt. Det må derfor være lavet i det korte interval 1547-52. Kruset kom til Danmark, og her blev det allerede i 1500-tallet udsat for et uheld, som krævede en reparation af henholdsvis hanken og mundingsranden, samt et nyt låg af tin. På lågets kant lod den ukendte, men øjensynligt lærde, ejer gravere en indskrift på latin, mens en dansksproget indskrift med samme grundmening fandtes oven på låget. Det fremgår, at krusets budskab af den danske ejer blev opfattet som generelt anti-katolsk, mens forbindelsen til anti-interim


Kommunikation og konflikt | 4 |

propagandaen var glemt. Den danske tekst, som er på vers, kommenterer de tre relieffer på kruset og taler for sig selv (her gengivet med moderne retskrivning): Hvad agtes pavens stav, når træet fældes af. Bort djævel, pave, tyrk, nu lysnes verdens mørk. Du djævel skal nu gå i mørkheds dybe vrå. POUL GRINDER-HANSEN

169


170

| 4 | Kommunikation og konikt


Kommunikation og konikt | 4 |

171


172

| 4 | Kommunikation og konflikt

DEN TRYKTE BOG OG DE NYE TANKER

I efteråret 1517 formulerede teologiprofessor ved Wittenbergs Universitet Martin Luther en liste med 95 kritikpunkter af den herskende katolske kirkes afladshandel. Han mente ikke, at kristne mennesker ved egen indsats kunne gøre sig fortjent til at blive frelst. Derfor var det også svindel, når pavens afladskræmmere tilbød bekymrede mennesker, at de ved at købe et afladsbrev kunne blive renset for nogle af deres synder. Det hed sig, at alt efter, hvor meget de betalte, kunne de slippe for et antal år i den rensende skærsild, hvor syndige sjæle havnede efter døden. Det var en af Luthers største anker. Da han havde renskrevet sin liste, gik han hen til slotskirken i Wittenberg og sømmede dokumentet op på dørens planker. Hvis Martin Luther havde indskrænket sig til at slå sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, var der nok ikke nogen, der havde husket dem i dag. Kirkedøren fungerede som universitetets opslagstavle, og på sådan én kan der jo hænge meget, uden at historiens gang ændres. Det, der virkelig gjorde en forskel, var, at de 95 teser samtidig blev trykt. På kort tid var de spredt over hele Tyskland, og alle havde læst dem eller


Kommunikation og konikt | 4 |

173


174

| 4 | Kommunikation og konflikt

Fig. 1a-b. | Portrætrelief af reformatoren Martin Luther, lavet af

papmachérelief i den nordtyske kunstner Albert von Soests værksted o. 1550-60. Den tilhørende form, hvori papmassen blev presset, ses ved siden af. Det var en slags masseproduktion af brugskunst med et budskab. Danmarks Middelalder & Renæssance.

hørt om dem. På den måde begyndte reformationen. Sceneriet med den vrede mand, der hamrer sine teser op på kirkedøren, er blevet selve symbolet på reformationen. Men det var den stille travlhed i bogtrykkerierne med klirrende blytyper og bogtrykkerpressens knagen, der var den virkelige lydkulisse til denne såvel som til mange andre store samfundsforandringer, der indtraf i 1500-tallet. Bogtrykkerkunsten i Europa gik tilbage til tiden omkring 1450, da den tyske guldsmed Johann Gutenberg i Mainz fandt den rette teknik til at fremstille trykte bøger. Grundideen var at støbe de enkelte bogstaver som løse blytyper, der kunne monteres som en sats, der dannede meningsfyldte ord og sætninger. Satsen blev lagt ud i trykpressen og sværtet, hvorpå papirark blev lagt over og presset mod den sværtede sats ved hjælp af en stor skruemekanisme. Inspirationen til trykpressen har Guten-


Kommunikation og konflikt | 4 |

berg sikkert fået fra datidens vinpresser. Når trykningen var overstået, kunne blytyperne genbruges, mens de trykte bøger kunne distribueres vidt omkring. Der fandtes i middelalderen ikke to bøger, der var ens. Hvis der skulle produceres et ekstra eksemplar af en bog, foregik det ved et møjsommeligt håndarbejde, og selv den mest omhyggelige skriver kunne ikke undgå at lave små afskrivningsfejl, strækkende sig fra enkelte fejlskrevne bogstaver til oversprungne eller glemte ord og sætninger. Farvelægning og illustrationer lod sig heller ikke reproducere uden afvigelser. Hver bog var unik. Dette ændrede sig fuldstændig ved bogtrykkerkunstens opfindelse, men det tog lidt tid, inden perspektivet gik op for brugerne. Biskoppen af Freising betalte i 1485 og 1487 400 gylden til fem mænd, der linje for linje skulle gennemgå alle 400 eksemplarer af en nytrykt bønnesamling for at sikre sig, at de nu virkelig også var ens. Men det er jo netop pointen ved trykte bøger, at det er muligt at fremstille mange eksemplarer af samme bog, og at de alle er fuldstændig identiske. Efterhånden nåede trykkerierne op på at kunne fremstille trykte bøger i oplag på flere tusinde eksemplarer. Det var en af Europas første industrier. Den katolske kirke indså hurtigt mulighederne i det nye medie. Når man gerne ville sikre udbredelsen af tekster med det rette indhold til så mange som muligt, var trykte bøger vejen frem. Selv om det endnu var et fåtal af europæerne, der kunne læse, var antallet dog i stigning, ikke mindst blandt det voksende borgerskab i byerne. Der var i slutningen af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet efterspørgsel efter mange typer af kirkelige tryksager, lige fra løsblade med en bøn og et billede til egentlige bøger med opbyggelige tekster eller bønner. De forkætrede afladsbreve, som udløste Luthers harme, var også trykte, blot med tomme felter til køberens navn, det betalte beløb og antallet af eftergivne år i skærsilden. Luther og de andre reformatorer var dog meget bedre til at udnytte det nye medium, som gav nye muligheder for at tage kontroversielle emner op over for brede målgrupper. Da der var

175


176

| 4 | Kommunikation og konikt


Kommunikation og konikt | 4 |

177


178

| 4 | Kommunikation og konflikt

trykkerier over hele det vestlige Europa, var det ikke svært at finde et trykkeri, som ville mangfoldiggøre materialet. Tusindvis af bøger udkom årligt, så det var udtryk for en magtesløs symbolik, da pavekirken reagerede på Luthers skrifter ved at foranstalte afbrændinger af hans bøger. Det kunne have haft effekt, hvis det drejede sig om håndskrevne bøger i den gamle stil, for så kunne et enkelt bogbål destruere samtlige eksemplarer af et værk. Men det var umuligt at destruere 1000 trykte bøger af det samme værk, hvis de var spredt rundtomkring, og skulle

Fig. 2. | Arbejdende trykkeriværksted. Stikket stammer fra en bog, udgivet i 1628 af hollænderen Pieter Schrijver, som fejlagtigt påstod, at bogtryk var opfundet i 1400-tallet af landsmanden L. Jansz Coster fra Haarlem, ikke af Gutenberg.


Kommunikation og konflikt | 4 |

Fig. 3. | Trykt afladsbrev, solgt i 1517 af den pavelige afladskræmmer Archimboldus. Der er tomme felter til køberens navn, betaling og den mængde år, som blev eftergivet i skærsilden til gengæld for købet. Danmarks Middelalder & Renæssance.

endelig størstedelen gå til, kunne man forholdsvis let trykke en ny, revideret udgave, blot man havde adgang til et uafhængigt trykkeri. 1500-tallet skulle opleve en voldsom brug af ny medier i en propagandakrig mellem de nye, reformerte bevægelser og den etablerede katolske kirke. Det gjaldt ikke kun tekster, men også billeder, der var effektive, når der skulle fremstilles komplicerede emner på en enkel måde. Sådanne tryk blev efterhånden populære som vægdekorationer også i mere jævne boliger. Som en slægtning til bogtrykkerkunsten kan nævnes arbejderne

179


180 | 4 | Kommunikation og konflikt

Fig. 4. | Wenceslaus Hollar: Stort prospekt af Prag, 1649. Statens Museum for Kunst.

af den nordtyske håndværker Albert von Soest, der i forme fremstillede serier af ens papmaché-relieffer af tyske reformatorer og bibelske scener. Når reliefferne var bemalede og indsat i rammer, så de ud, som om de var skåret i træ, og de egnede sig godt til at pynte på væggen i hjem, som ikke havde råd til ”den ægte vare”. Bogtrykkerkunsten var også en vigtig forudsætning for de videnskabelige landvindinger, der kom i 1500-tallet. De trykte bøger gjorde det muligt at sprede nye synspunkter og iagttagelser, og eftersom bøgernes sider var nummererede, kunne lærde mænd i forskellige hjørner af Europa henvise entydigt til de læste bøger og diskutere deres indhold, når de brevvekslede med hinanden. Hertil kom, at de trykte bøger gjorde videnskabelige problemstillinger og diskussioner tilgængelige for kredse uden for forskernes rækker. Alle de klassiske værker fra antikken og


Kommunikation og konflikt | 4 |

fra middelalderen, som hidtil højst havde eksisteret i nogle få håndskrifter på udvalgte klostre og biblioteker, blev nu udgivet som trykte bøger, så mange flere kunne stifte bekendtskab med dem. Også de nye erkendelser, som opdagelsesrejserne bragte med sig, blev mangfoldiggjort i trykte bøger og kort. Den danske historiker Søren Mørch har påpeget, at netop udviklingen af bogtrykkerkunsten er enestående for Europa i forhold til den omgivende verden. Antallet af trykkerier i Europa eksploderede fra ét eneste i Mainz i 1455 til 110 i 1480, og i denne takt fortsatte spredningen i årene derefter. Der kendes titler på ikke færre end 28.360 trykte bøger før udgangen af år 1500. Derfor er det påfaldende, at der slet ikke blev oprettet bogtrykkerier i de lande, som omgav det kristne Europa. Det første trykkeri, der trykte med tyrkiske bogstaver, blev oprettet 1727, men lukkede igen efter 14 års virksomhed. Det første trykkeri i det arabiske område var det, Napoleons tropper medbragte ved invasionen af Ægypten i 1798. Det er sigende, at osmannerrigets sultaner, kinesernes kejsere og japanernes shoguner ikke var interesserede i dette medium. De har måske anet det, som erfaringerne i Europa viste, nemlig at bogtrykkerkunsten stimulerede debat, nytænkning og uenighed. Det var ikke noget, eneherskere ønskede sig. Men det var netop sådanne elementer i det opsplittede Europa, der skabte dynamik og på længere sigt stimulerede viden og vækst. Ud fra den synsvinkel er bogtrykkerkunsten måske den afgørende faktor i den europæiske moderniseringsproces, der tog fart fra omkring år 1500. POUL GRINDER-HANSEN

181


182

| 4 | Kommunikation og konikt


Kommunikation og konflikt | 4 |

VIDENSKABSNETVÆRK

To sideplader fra et stort, tysk bordur, lavet i 1642, har indgraveringer med billeder af to af den moderne astronomis fædre: polakken Nicolaus Copernicus (1473-1543) og danskeren Tycho Brahe (1546-1601). De står og peger på hver deres forslag til solsystemets opbygning. Copernicus havde i 1543 foreslået, at solen er universets centrum, hvorom jorden og de andre planeter bevæger sig i cirkler. Det var et kontroversielt brud med den gamle tro på, at jorden var universets midte. Den nye teori vakte til eftertanke og diskussion hos lærde over hele Europa. Den danske adelsmand Tycho Brahe indså, at det var nødvendigt med konkrete, systematiske observationer med de bedst mulige instrumenter for at undersøge, om Copernicus kunne have ret. Den danske konge Frederik 2. forstod, at Tycho Brahes videnskabelige projekt var værd at støtte, og i årene 1576 til 1597 var den lille ø Hven i Øresund centrum for europæisk astronomisk videnskab. Elever fra mange lande arbejdede på observatorierne Uraniborg og Stjerneborg, og samtidig førte Tycho Brahe en omfattende brevveksling på latin med andre forskere og interesserede fyrster over det meste af Europa. Der

183


184 | 4 | Kommunikation og konflikt

blev skabt et europæisk netværk for forskere. I trykte bøger formidlede Tycho og hans elever deres iagttagelser og resultater. Tychos observationer førte ham til at opstille sin egen model, hvor jorden var det centrum, hvorom solen cirklede. Til gengæld drejede alle de andre planeter om solen. Det er den model, han udpeger på urpladen. I 1597 ragede Tycho Brahe uklar med den nye danske konge Christian 4. og dennes rådgivere, som ikke brød sig om astronomens selvbevidste stil og uortodokse religiøsitet. Derfor endte Tycho Brahe sine dage i den tysk-romerske kejser Rudolf 2.s tjeneste ved hoffet i Prag. Afgørende var det, at danskeren knyttede den tyske matematiker og astronom Johannes Kepler (1571-1630) til sig som medarbejder. Tycho Brahe bad på dødslejet Kepler om at fuldføre udgivelsesarbejdet af sine observationer og værker, og det gennemførte Kepler i samarbejde med Tychos hollandske svigersøn – og tidligere medarbejder – Frans Gansneb Tengnagel (1576-1622). Kepler kom til at benytte Tychos præcise måledata i observationsprotokollerne til at bevise, at solen faktisk var centrum, men at jorden og planeterne bevægede sig omkring den i ellipseformede baner frem for runde, som Copernicus mente. Tychos tolkning af verdensbilledet var altså forkert, men hans observationer var korrekte. I 1626 fik Kepler endelig publiceret sine og Tychos planettabeller under navnet de rudolfinske tabeller i erindring om deres gamle mæcen, kejser Rudolf. Bogens titelblad viser astronomiens tempel sammen med store astronomer fra Ptolomæus i Grækenland til Copernicus og Tycho Brahe, som hver især gennem deres forskning havde lagt grundsten til ny viden. Det er herfra, at forlægget er hentet til de to billeder på urpladerne, et billede på 1500-tallets europæiske videnskab. POUL GRINDER-HANSEN


Kommunikation og konikt | 4 |

Fig. 1. | Plader fra tysk konsolur fra 1642. Den ene plade viser Koper-

nikus og hans model for solsystemet, den anden Tycho Brahe med sin model. Tycho Brahe mente, at solen drejede rundt om jorden, mens de andre planeter drejede sig om solen. Danmarks Middelalder & RenĂŚssance.

185


186 | 4 | Kommunikation og konflikt

PRAGTHJELMEN FRA GRÆNSELANDET

I Nationalmuseets renæssancesamling indgår en pragthjelm af orientalsk type, udført af stål og dækket med en rig dekoration af forgyldte sølvbeslag. På det opretstående rør, der var beregnet til at rumme en fjerbusk, sidder en stor blå safir, flankeret af to perler, samt otte små rubiner, alt på en baggrund af graverede arabesker med spinkle snoede ranker og spidse småblade. Også på andre af hjelmens forgyldte beslag ses sådanne arabesker, der, som navnet siger, var en type dekoration, der havde rødder i en arabisk kultur. Men arabesker var i 1500-tallet også blevet meget populære i den kristne renæssancekultur med forlæg i de orientalske originaler. Andre detaljer ved hjelmen røber, at den ikke er stykke tyrkisk kunsthåndværk, som man kunne tro ved første øjekast, men et europæisk arbejde. Hjelmens topbeslag frembyder bl.a. fire små, bladkransede medaljoner med henholdsvis et mands- og et kvindehoved, vendt parvis imod hinanden. Imellem dem er der ”hermer”, dvs. damer og herrer uden underkrop , igen vekselvis af han- og hunkøn. Den slags menneskegengivelser gav osmannerne sig ikke af med. Men det, der især røber hjelmens oprindelse, er en række


Kommunikation og konikt | 4 |

187


188 | 4 | Kommunikation og konflikt

Fig. 1 | Hjelm af stål med forgyldte sølvbeslag. Den er lavet o. 1550-

1575 i en ungarsk by nær det kristne tysk-romerske riges grænse imod det islamiske osmanner-rige. Hjelmen er bl.a. dekoreret med små billeder af kejsere fra Romerriget og tysk-romerske kejsere fra samtiden. Men hjelmens form er ganske orientalsk. Danmarks Middelalder & Renæssance.

på 10 (oprindeligt 11) små medaljoner, der sidder nederst nær hjelmens rand. Det er herskerportrætter med desværre næsten ulæselige indskrifter med den portrætteredes navn. Ikke alle kan identificeres, men det står klart, at medaljonerne dels forestiller romerske herskere fra antikken, dels kejsere af det tyskromerske kejserrige. Blandt romerne genkendes Cæsar, blandt de tysk-romerske kejsere Sigismund af Ungarn (kejser 1410-37),


Kommunikation og konflikt | 4 |

Albrecht 2. (kejser 1438-39) og Karl 5. (kejser 1519-56). Hjelmens udvalg af medaljoner udtrykker dermed en meget bevidst ideologisk linje, der knytter det herskende tysk-romerske fyrstehus til de fjerne aner i det store romerrige. En sidste medaljon falder uden for rækken af herskerportrætter, idet den viser feltherren Andrea Doria fra Genova (1466-1560). Hans lange karriere havde bl.a. budt på talrige kampe mod tyrkerne, og på sine gamle dage blev han gjort til det tysk-romerske riges storadmiral af kejser Karl 5. Det må være Andrea Dorias sejrrige indsats mod tyrkerne, der har berettiget ham til en plads på hjelmen. Sølvsmedestempler, der findes på hjelmens topstykke og på bagsiden af fjerbuskholderen, viser en lilje, der må tolkes som bymærke for den engang ungarske, nu slovakiske by Kosice (ungarsk Kassa, tysk Kaschau). Efter et katastrofalt nederlag til tyrkerne i slaget ved Mohács i 1526 var Ungarn blevet delt i tre dele. Den sydlige og vestlige del var under tyrkisk styre, den østlige del var det delvis selvstændige fyrstedømme Siebenbürgen, mens den nordlige del blev indlemmet i habsburgernes tysk-romerske kejserrige. Kosice lå lige netop inden for habsburgernes landområde, og byen oplevede i 1500-tallet en pæn befolkningsvækst, bl.a. af kunsthåndværkere fra de tyrkisk dominerede områder. Her i grænsebyen var altså den fornødne ekspertise til at skabe en pragthjelm, der trak på det bedste både fra den osmanniske og den europæiske tradition. Ejeren af hjelmen må have været en betydningsfuld mand i det tysk-romerske kejserriges kamp mod osmannerne. Det kan synes mærkeligt, at han så valgte sig en orientalsk hjelmtype, men enestående er det ikke. Den østrigske ærkehertug Ferdinand, der ledede krigen mod osmannerne i 1555, havde således en sølvhjelm i tyrkisk stil, beslægtet med Nationalmuseets, men knap så rigt dekoreret. Hjelmen er blot et blandt mange eksempler i tidens løb på, at strid og fjendskab ikke udelukkede gensidig inspiration. POUL GRINDER-HANSEN

189


190 | 4 | Kommunikation og konikt


Kommunikation og konflikt | 4 |

TYRKERFARE OG TYRKERFASCINATION

Tidligt om morgenen den 29. maj 1453 gik Romerriget endeligt under. Den morgen blev Konstantinopel erobret, byen, som kejser Konstantin i år 324 havde gjort til hovedstad i sit kristne, romerske kejserrige, og som senere var det sagnomspundne centrum i det byzantinske rige. Erobrerne var de tyrkiske osmanner, et muslimsk krigerfolk, som i de foregående århundreder havde indtaget store del af Den nære Orient og en pæn portion af det sydøstligste Europa. I 1453 var der ikke andet nævneværdigt tilbage af det byzantinske rige end Konstantinopel selv, og nu måtte byens forsvarere give op efter en langvarig belejring og et heltemodigt forsvar. Men selv om byen kun var en afglans af fortidens storhed, og selv om de indtrængende osmanniske krigere på en enkelt dag nåede at ribbe den for alle værdier, inklusive alle de mennesker, der egnede sig som slaver, så stod der alligevel en særlig glans om byen. Det følte ikke mindst sejrherren, den 21-årige osmanniske sultan Mehmed 2., som efter denne dag bar tilnavnet Erobreren. Han var ikke i tvivl om, at Konstantinopel under det nye navn Istanbul skulle være hovedstaden i hans osmanniske

191


192

| 4 | Kommunikation og konflikt

Fig. 1. | Melchior Lorck: Süleymanyie-moskéen i Istanbul, set fra øst, 1570. Statens Museum for Kunst.

rige. Han græmmede sig over ødelæggelserne i byen og huggede egenhændigt en soldat ned, som var i gang med at brække gulvbelægning op i den kristne storkirke Hagia Sophia. Denne kirke var en pragtfuld bygning, som skulle laves om til en ikke mindre pragtfuld moské. Mange af byens huse og paladser havde i århundreder ligget i ruiner, da byen blev erobret. Men nu skulle byen genopstå i al sin pragt, som centrum for et nyt, muslimsk imperium. Mehmed ville aldrig påstå, at Romerriget gik under den 29. maj 1453, tværtimod: Det blev videreført i en ny og bedre skikkelse. Karakteristisk nok titulerede sultanen sig Kaiser-i-Rum, romersk kejser. Han gjorde byen til en sand metropol og tillod i øvrigt både jøder og kristne at flytte til byen og dyrke deres tro. En tysk besøgende i Istanbul i 1499 måtte til sin overraskelse konstatere, at der i den gamle genuesiske bydel Galata var to fuldt fungerende franciskanerklostre. Sultanen var mindre interesseret i at omvende alle til islam, end han var i at opbygge et verdensimperium. I de følgende år fortsatte de osmanniske erobringer. De sidste kristne kolonier langs Sortehavets kyster faldt hurtigt, i 1462 fulgte Valakiet, i 1463 Bosnien, i 1464 Peloponnes, 1474 Albanien, 1476 Moldavien. Osmanniske styrker gik 1477 i land ved Venezia og hærgede lagunebyens opland. Og i juli 1481 tog Mehmed det hidtil største skridt, da en hær blev landsat på


Kommunikation og konflikt | 4 |

Italiens hæl. Sultanen var hersker over det ”nye Rom”, nu skulle også det ”gamle Rom” falde. I pavens by bredte panikken sig. Men så gik alt i stå, da Mehmed døde. Italien og Rom var reddet, og osmannerne kom aldrig siden så tæt på den vesteuropæiske kristenheds hovedsæde. Mehmeds islamiske osmannerrige var ikke det eneste imperium, der hævdede at videreføre det antikke Romerrige. I Europa fandtes det tysk-romerske kejserrige, hvis herskere af den habsburgske slægt så sig som romernes arvtagere. Ligesom osmannerne arbejdede på at underlægge sig Europa og opløse det konkurrerende Romerrige, havde det tysk-romerske kejserrige bekæmpelsen af osmannerne som en høj prioritet. Resultatet blev da også en intens krigsførelse igennem et par århundreder. De tysk-romerske kejsere måtte i 1500-tallet gang på gang gribe til at udskrive en såkaldt tyrkerskat, som indbyggerne i kejserrigets delstater måtte betale til finansiering af krigene mod osmannerne. Det må erkendes, at osmannerriget oftest var den aggressive og militært stærkeste part. De farligste elitetropper var de såkaldte janitsharer, som slet ikke var tyrkere, men derimod drengebørn fra kristne familier i de erobrede områder. Børnene blev indsamlet, indoktrinerede i den islamiske tro og oplært som frygtløse krigere. Da de ikke havde familiebånd i det tyrkiske samfund, var de principielt set uafhængige af personlige hensyn og urokkeligt loyale over for sultanen. Den gængse europæiske betegnelse for osmannerne var tyrkerne, og efter opfindelsen af bogtrykkerkunsten midt i 1400-tallet og i de følgende århundreder udkom en lind strøm af pamfletter, flyveblade og bøger, som omhandlede disse på én gang skræmmende og fascinerende tyrkere. Mange af trykkene handlede om, at tyrkerne var djævelens håndlangere. I 1500-tallet, da Europa var splittet af strid og kamp mellem den gamle katolske kirke og nye reformationsbevægelser, kunne alle parter i konflikterne enes om den ene ting, at tyrkerne var en trussel mod kristenheden. Samtidig var det dog et yndet trick at påstå, at ens kristne modstandere stod i ledtog med tyrkerne. Da tyrkerne belejrede Wien i 1522, udsendte reformatoren Martin

193


194 | 4 | Kommunikation og konflikt

Luther et skrift Om krigen mod tyrken, hvor han skrev: ”Ligesom paven er Antikrist, er tyrken den skinbarlige djævel”. Men rejsende, der besøgte osmannerriget, blev på den anden side betagede af de fremmedartede skikke. Særlig berømt blev den rejseskildring, som den franske gesandt Ogier Ghislain de Busbecq udgav om sit ophold i Istanbul i årene 1555-62. Bogen er fuld af iagttagelser af dagliglivet og af livet ved sultanens hof. Busbecq brugte samtidig tyrkerne til at få europæerne til at tænke over deres eget samfund: ”Opgaverne og pligterne fordeler sultanen selv uden skelen til rigdom og tvivlsom adel. Han lader sig ikke lede af anseelse eller mængdens mening, men ser kun på personlig fortjeneste, karakter, begavelse og talent … Derfor lykkes alt, hvad de foretager sig, derfor hersker de, og derfor udvider de dagligt deres riges grænser. Hos os lever man efter en anden moral. Her er ingen plads til karakterstyrken. Alt afhænger af byrd”. Sådan kunne tyrkerne være et modbillede til det kristne Europa på en anderledes positiv måde end blot som frygtede fjender. Og europæerne lod sig inspirere af tyrkisk krigskunst, af deres militærmusik, af klædedragt og af den abstrakte kunst, som renæssancens europæere tog til sig i skikkelse af arabesker. Vel var de fjender, men de var nu også umådeligt fascinerende. POUL GRINDER-HANSEN


Kommunikation og konflikt | 4 |

Fig. 2. | Tyrkernes brug af ornamenter med slyngede og snoede blade inspirerede renæssancens Europa til de såkaldte arabesker, som blev meget populære. De udsmykker denne tavle fra 1500-tallet, hvis tyske indskrift handler om livets forgængelighed, et såkaldt memento mori (husk, du skal dø). Danmarks Middelalder & Renæssance.

195


196 | 4 | Kommunikation og konikt


Kommunikation og konikt | 4 |

197


198 | 4 | Kommunikation og konflikt

CORT ADELER – EN VENEZIANSK SØHELT FRA NORGE OG HANS KRIGSBYTTE

Hvert år på Kristi himmelfartsdag sejlede et pragtfuldt optog af både ud i lagunen ved den norditalienske by Venezia (Venedig) for at fejre byens bryllup med havet. Byens øverste embedsmand, dogen, var om bord på et særlig rigt udskåret og forgyldt skib, Bucentaur, og det var hans opgave at kaste en kirkeligt indviet guldring i havet, mens han fremsagde en latinsk formel: ”Vi ægter dig, hav, med dette tegn fra den sande og evige Herre”. Hele ceremonien var et sindbillede på, at den rige handelsby med dens virvar af kanaler ikke alene lå på øer midt i havet, men også levede af havet. Det var de venezianske handelsskibe, der bragte rigdom og dermed magt til købmandsrepublikken, og det var skibe, der sikrede forbindelserne til alle de venezianske kolonier og militære støttepunkter rundt langs Middelhavets kyster. Handel og rigdom kunne kun opretholdes, hvis byen også havde evnerne til at sætte militær magt bag handelslivet. Venezia havde dygtige skibsbyggere og desuden penge nok til at hyre skibe og søfolk fra andre dele af Europa som supplement til byens egne skibe. En af dem, der gik i veneziansk krigstjeneste, var


Kommunikation og konikt | 4 |

199


200

| 4 | Kommunikation og konflikt

en kaptajn ved navn Cort Siversten, der var født i Norge i 1622, men var blevet udlært i Nederlandene. I 1650’erne var han kaptajn på et bevæbnet handelsskib, der blev hyret af Venezia under navnet San Giorgio, og som havde en veneziansk adelsmand som kommandant. I de følgende år blev skibet involveret i de hidsige kampe, som Venezia førte imod tyrkerne for at bevare sine besiddelser langs Middelhavet, først og fremmest øen Kreta. Det var lykkedes for tyrkerne at få landsat en hær på Kreta, og de svagt bemandede venezianske fæstninger på øen levede i evig belejringstilstand. Venezianernes modtræk var at forhindre tyrkiske skibe i at nå øen, for dermed kunne de afskære de angribende tyrkiske tropper fra forsyninger og forstærkninger. Gennem flere år gik Venezia offensivt til værks og lagde sin flåde som en spærring ved det snævre stræde ved Dardanellerne, som den tyrkiske flåde skulle passere på sin vej fra Istanbul mod Middelhavet. Begge flåder bestod af en blanding af sejldrevne orlogsskibe, som var store og bevæbnede med mange kanoner, og de lettere bevæbnede galejer, der blev roet frem og derfor var uafhængige af vindforholdene. Ved slaget i Dardanellerne 1654 lå Cort Sivertsens skib på et tidspunkt alene tilbage sammen med en enlig veneziansk galej, mens den øvrige venezianske flåde havde kappet fortøjningerne og var stukket af fra en overtallig tyrkisk flåde. Snart sværmede tyrkiske skibe om den venezianske galej, der hurtigt blev erobret, og om Cort Sivertsens ensomme skib, der blev beskudt fra alle sider med geværer og kanoner. Den venezianske admiral Delfino holdt sammen med Cort Sivertsen modet oppe hos venezianerne, der oven i købet fandt mentalt overskud til at borde de nærmeste tyrkiske skibe og erobre deres felttegn. Til sidst lykkedes det for Cort Sivertsens skib at kappe ankertovet og drive bort fra angriberne med kanonerne tordnende til alle sider. Som belønning for indsatsen fik den norske kaptajn to guldkæder og en årlig pension på 300 dukater – plus dækning af alle omkostninger ved skibets reparation. Nogle år senere fulgte så den episode, der for alvor kom til at knytte sig til Cort Sivertsens navn. I 1657 forsvarede


Kommunikation og konflikt | 4 |

Fig. 1. | Tyrkisk guldstandart, erobret egenhændigt af Cort Sivertsen Adeler i 1657. Etnografisk Samling.

venezianerne deres nye flådebase ved Middelhavsøen Tenedos mod et angreb af en stor tyrkisk flåde. Under kampene blev to venezianske skibe bordet og næsten erobret af tyrkiske styrker, men Cort Sivertsen sejlede dem til hjælp med sit skib og sprang personligt om bord på det tyrkiske kommandofartøj i spidsen for sine folk. En intens nærkamp fulgte. Den norske kaptajn erobrede egenhændigt fjendernes felttegn (standart), og selv om han blev såret både med et pileskud og to sabelhug, gik han og hans folk af med sejren. I et latinsksproget heltedigt om Cort Siverstens indsats kan man læse, at han også fægtede med den tyrkiske kommandant, og at tvekampen endte med, at nordmanden huggede hovedet af tyrkeren med dennes egen sabel. Episoden kastede glans over den norske kaptajn, som blandt

201


202

| 4 | Kommunikation og konflikt

Fig. 2. | Cort Adelers tyrkiske krigsbytte suppleret med andre tyrkiske våben blev opstillet som trofæer i et skab på Kongens Kunstkammer, som det ses på dette stik fra Kunstkammerets katalog 1696. Danmarks Middelalder & Renæssance.

andre hædersbevisninger blev optaget som ridder i Markusordenen. På hans våbenskjold så man fire felter, hvoraf det ene viste tre liggende halvmåner over hinanden – det tyrkiske janitsharkorps’ mærke – og det andet viste en hånd, der holdt et sværd med et spiddet hoved. Disse to felter i våbenskjoldet sigtede efter alt at dømme til Cort Sivertsens bedrifter i 1657. De to andre felter viste dels et kastel, dels en halv ørn. Det sidste mærke hentyder nok til det tilnavn, Cort Sivertsen var begyndt at bruge: Adeler (som ledte tankerne hen på det tyske ord for ørn). Da den uendelige søkrig mod tyrkerne ikke havde nogen udsigt til at ende med sejr, forlod Cort Sivertsen Adeler den venezianske krigstjeneste og ankom i 1661 til Nederlandene,


Kommunikation og konflikt | 4 |

hvor han indgik ægteskab. Han havde fået ry som en dygtig søkriger, og derfor blev han året efter ”headhuntet” af den danske konge Frederik 3. som admiral i den danske flåde. Efter ankomsten til Danmark forærede Cort Adeler den danske konge Frederik 3. to kostbare erindringer fra kampene mod tyrkerne. Den ene var en hjerteformet standart af forgyldt sølv, som oprindelig havde siddet for enden af et langt skaft. Den var dekoreret med tre liggende halvmåner og bar en persisk indskrift: ”Sultan Murads standart, de herligste sultaners sultan, kejsernes kejser, padishah over hele jorden”. Murad 4. var sultan 1623-40. Den anden genstand var just den sabel, hvormed Cort Adeler havde hugget hovedet af den tyrkiske pasha. Kongen tog tilfreds imod dem og indlemmede dem i sit Kunstkammer, men kongens efterfølger Christian 5. blev så fascineret af sablen, at han bar den som sit personlige våben under krigen mod Sverige 1675-79. Standart og sabel fik efterhånden selskab af en række andre våben, som vel også var erobrede fra tyrkerne, men ikke nødvendigvis alle sammen havde noget med Cort Adeler at gøre. Hele molevitten blev dog udstillet samlet på Kunstkammeret i et skab under overskriften ”Cort Adelers krigsbytte”. Sammen med våbnene hang en tavle med et hyldestdigt: Ode til den store guldstandart, som var digtet engang i årene 1663-70 af den hollandskfødte danske hofmaler Karel von Mandern. Genstandene indgår nu i Nationalmuseets etnografiske samling. Cort Adeler døde i 1675 uden at blive involveret i søslag på Danmarks vegne. Han havde i sin tid som dansk admiral gjort en stor indsats for at modernisere den danske flåde og introducerede bl.a. brugen af galejer ligesom dem, han kendte fra kampene i Middelhavet. De viste sig at være ganske velegnede til krigsførelse i Østersøen, og snart kopierede både den svenske og russiske flåde den gode idé. Således kom erfaringer fra kampene mod tyrkerne i Middelhavet til at sætte præg på søkrigsførelsen i den modsatte ende af Europa. POUL GRINDER-HANSEN

203


204 |


|

205

5


206 | 5 | Den runde klode


Den runde klode | 5 |

AT DRIKKE AF JORDKLODEN

Der er bogstaveligt talt en verden til forskel på den første bevarede jordglobus, som Martin Behaim i Nürnberg konstruerede i 1492, og de jordglober, der blev konstrueret i løbet af 1500-tallet. Behaims såkaldte jordæble blev lavet samme år, som Columbus krydsede Atlanterhavet, og Behaim kunne lige så lidt som sine samtidige vide, at der ville dukke en ukendt verden op derude mod vest. Derfor blev hans konstruktion noget – i moderne øjne – så usædvanligt som en globus uden Amerika. Men opdagelsesrejserne revolutionerede i løbet af forbløffende kort tid europæernes viden om den verden, der omgav dem. Snart var det slut med Amerikaløse jordglober, og for hver ny ekspedition kunne nye kyststrækninger kortlægges og nye øer og lande registreres. Dygtige korttegnere udgav kort over Europa og over hele verden, og det mest populære verdenskort af alle blev udformet af den flamske kartograf Abraham Ortelius. Det udkom i 1570 i bogform sammen med en række detailkort under den latinske titel Theatrum Orbis Terrarum (Verdens teater). Bogen blev straks en succes, som

207


208 | 5 | Den runde klode

nåede at udkomme i 25 reviderede udgaver, inden Ortelius døde i 1598. En sammenligning mellem Behaims globus fra 1492 og Ortelius’ kort viser, hvor meget Europas viden om verden var blevet forøget i løbet af mindre end 75 år. En moderne iagttager af Ortelius-kortet vil let genkende det moderne verdensbillede, selv om verdensdelenes konturer og mange detaljer er forvanskede. Kun Australien og Sydpolen er stadig ukendt land. En af de mænd, der fik glæde af Ortelius’ kort, var en guldsmed fra Zürich ved navn Abraham Gessner, som fandt helt sin egen måde at bruge verden på – nemlig til at drikke af. Som guldsmed var Gessner i høj grad afhængig af at fremstille pragtfulde og usædvanlige produkter, der kunne opfylde hans velhavende kunders behov for at demonstrere deres position i samfundet. Gessner, der var født i 1552, havde god brug for sine evner som gravør og guldsmed, for han giftede sig i en ung alder og skulle brødføde hustru og – efterhånden – 10 børn. Gessner blev som mange andre et offer for tidens religiøse intolerance. Han var baptist, og det var ikke velset i det reformerte Zürich. Da baptismen blev forbudt i 1588, måtte han og familien rejse fra Schweiz og søge arbejde andetsteds, i første omgang i Strassburg. Ved ankomsten til byen demonstrerede Gessner sine evner for byrådet ved at præsentere noget, medlemmerne næppe havde set før: en pragtpokal af forgyldt sølv udformet som en jordglobus. På det tidspunkt var Gessner dog allerede ved at udvikle sig til ekspert på det specielle område at konstruere jordglober, man kunne drikke af, og han har vidst, at den tanke at drikke af jordkloden tiltalte moderne europæiske fyrster og rigmænd. Det var om noget et passende symbol på, at pokalens ejer havde magt over tingene. Gessner fremstillede inden sin død i 1613 en hel række globuspokaler, og hver

Fig. 1. | Globusbæger lavet af sølvsmeden Abraham Gessner i Zürich i Schweiz o. 1580. Danmarks Middelalder & Renæssance, depositum fra De danske Kongers kronologiske Samling på Rosenborg Slot.


Den runde klode | 5 |

209


210

| 5 | Den runde klode

Fig. 2. | Moderne udtegning af globusbægerets verdenskort. Antallet af stednavne er forenklet i forhold til originalen. Danmarks Middelalder & Renæssance.

eneste af dem er forfinet kunsthåndværk og ikke bevidstløs masseproduktion. Der er ikke to ens. Gessner fulgte med i kartografiens udvikling og ajourførte sine glober efter de nyeste videnskabelige verdenskort, ja i nogle tilfælde med oplysninger, som endnu ikke var udkommet på tryk. Desuden fik globerne forskellige udsmykninger og fodstykker. Den globuspokal, der indgår i Europaudstillingen, har nok været dansk kongelig ejendom, eftersom den tilhører de kongelige samlinger på Rosenborg Slot. Globen er ikke signeret, men der er ingen tvivl om, at det er Gessners værk. Det ses, at Gessner overvejende har baseret denne globus på Abraham Ortelius’ verdenskort i den udgave, der udkom i 1578, men ikke har taget hensyn til de rettelser, Ortelius tilføjede i en ny udgave af kortet fra 1587. Derfor må den være lavet i den mellemliggende periode, altså mens han endnu arbejdede i Zürich. Oven på jordgloben står en lille model af himmellegemernes baner om jorden, en såkaldt armiliarsfære. Når jordkloden skulle bruges som bæger, kunne den skilles ad ved Ækvator, og sådanne bægre var ikke


Den runde klode | 5 |

kun til pynt, selv om de nok for det meste blot var opstillet som skuepokaler til almindelig beundring. Da præsidenten for det parisiske parlament Jacques Auguste de Thou besøgte den schweiziske samler Bonifacius Amerbach i Basel i 1579, fik han forevist en sølvglobus, graveret af en kunstner fra Zürich. Hans vært åbnede nu globen på midten, ”og dens to halvdele blev fyldt med vin, og der blev udbragt en skål for Hr. de Thou, sådan som det var skik på disse egne”. POUL GRINDER-HANSEN

211


212

| 5 | Den runde klode


Den runde klode | 5 |

213


214

| 5 | Den runde klode

OPDAGELSERNE

De europæiske opdagelsesrejser havde deres udspring på den iberiske halvø. De kristne riger Castilien, Aragonien og Portugal havde siden midten af 1200-tallet stort set levet i fred med halvøens sidste muslimske enklave, som lå i det sydøstlige, bjergrige område med Granada som hovedstad. De kristne konger udviste i lange perioder tolerance over for deres jødiske og muslimske undersåtter, og belønningen var et rigt kulturelt miljø, hvor den store arabiske viden om bl.a. astronomi, navigation og geografi kom til magthavernes kendskab. Men sidst i 1400-tallet var freden forbi. Da tronfølgerne Ferdinand af Castilien og Isabella af Aragonien var blevet gift, førte det i 1479 til en forening af deres kongeriger og Spaniens opståen. Det forenede kongerige vendte nu al sin kraft mod Granada, og i 1492 faldt den sidste muslimske bastion, byen Granada. Portugal deltog ikke i dette felttog. Landet havde fundet sine endelige landegrænser allerede omkring 1249 og koncentrerede sig om at opbygge landet og sikre sig mod angreb fra Castilien. Portugiserne udbyggede en flåde, som ville gøre det muligt for portugiserne at sejle ud på længere handelsrejser. Målet var


Den runde klode | 5 |

at få direkte adgang til de rige markeder i Asien i stedet for at være afhængig af muslimske mellemhandlere. Første skridt blev erobringen i 1415 af et holdepunkt på Nordafrikas kyst, Ceuta. Men det blev snart klart, at det snedigste i stedet for krigsførelse ville være at finde en sørute uden om Afrika til Indiens rigdomme. Derfor begyndte portugisiske skibe på initiativ af kongesønnen Henrik Søfareren (1394-1460) at sejle længere og længere sydpå langs Afrikas kyst. De nåede Madeira i 1420, Azorerne 1432 og Kap Verde 1456. For Henrik Søfareren lå der ikke kun økonomitænkning bag rejserne. Han håbede også at nå frem til den legendariske kristne konge, Johannes, hvis mægtige rige skulle ligge et eller andet sted i Asien. Sørejserne til Asien kunne etablere kontakt med denne magtfulde allierede i de kristnes kampe mod muslimerne. De lærde betragtede Afrika øst for Nilen som en landfast del af Asien, og efterhånden indså portugiserne, at der faktisk lå et kristent kongerige her, nemlig Etiopien. Men så magtfuldt som myterne påstod, var det nu ingenlunde. Portugiserne øjnede muligheden for en enestående god forretning ved at hævde et monopol på søfarten til Indien langs Afrikas kyst. Dette

Fig. 1. | Verdenskort fra Orbis terrarium Plancius, udgivet I 1590.

215


216

| 5 | Den runde klode

Fig. 2. | Vejmåler signeret af Peter Jachenow fra Mecklenburg i Nordtyskland 1582. Danmarks Middelalder & Renæssance.

monopol gik især ud over naboerne i Spanien, som også var begyndt at sejle på de store have. I 1480 indgik Portugal og Spanien en aftale som indebar, at Spanien beholdt de Kanariske øer, mens Portugal fik overladt den afrikanske Guinea-kyst. Herefter fortsatte portugiserne deres rejser. I 1488 kunne Bartholomeus Diaz runde Afrikas sydspids, Kap det Gode Håb. Med en søvej til Indien inden for rækkevidde var portugi-


Den runde klode | 5 |

serne ikke det fjerneste interesseret i den italienskfødte købmand Christoffer Columbus, som tilbød at sejle vestpå for at komme til Indien. Men i Spanien mødte Columbus større opbakning, for kongeparret øjnede muligheden for at få en spansk rute til Asien uden at overtræde det portugisiske monopol. På den baggrund var det, at Columbus i 1492 sejlede vestpå med sine tre små skibe og nåede de øer, han troede var en del af Asien. Vestindien blev de logisk nok kaldt, og indbyggerne var tilsvarende ”indianere”. Da Columbus vendte hjem til Spanien og fortalte, at han havde fundet den vestlige søvej til Indien, var det portugisernes tur til at blive bekymrede. De følte, at der var hårdt brug for en ny aftale med Spanien, og med paven som mægler indgik de to lande i 1494 Tordesillaaftalen, som opdelte hele verden i en portugisisk og en spansk interessesfære. Jordkloden blev opdelt i to halvkugler efter en nord-syd linje, som løb 2400 km vest for Kap Verde øerne. Alt, hvad der lå øst for den linje var portugisisk, alt vest for spansk. Opdelingen blev respekteret og betød, at da man efterhånden fandt ud af, at Columbus i virkeligheden havde opdaget et nyt og ukendt kontinent, som lå vest for delingslinjen, måtte Amerika være spansk. I 1500 blev Brasilien opdaget, og da den del af Sydamerika ligger øst for delingslinjen, blev det portugiserne, der var koloniherrer her. Derfor taler brasilianerne den dag i dag portugisisk, mens resten af Mellemog Sydamerika er spansktalende. I øvrigt fik portugiserne endelig succes med deres rejser syd om Afrika. Vasco da Gama nåede i 1498 Indien, og fra 1505 indsatte portugiserne deres egen vicekonge i Indien, som med flådestyrke og militær værnede om handelsinteresserne i Asien ud fra strategisk placerede handelsstationer. I de næste mange år var det Portugal, som stod for handelen med eksotiske krydderier og andre eftertragtede varer fra Indien og det fjerne Østen. Det var til gengæld en spansk ekspedition under Fernando de Magellan, der som den første sejlede jorden rundt. Hans skibe nåede 1521 til de øer, som i 1565 blev en permanent spansk koloni opkaldt efter den spanske konge Filip 2.: Filippinerne.

217


218

| 5 | Den runde klode

Som en konsekvens af delingslinjen lå Indonesien på den portugisiske halvkugle, men Filippinerne på den spanske. Det var logisk. Men denne opdeling af verden mellem Spanien og Portugal holdt ikke på længere sigt. Da en kæmpemæssig spansk-portugisisk flåde i 1588 sejlede til England med invasionstropper om bord, led den ”spanske armada” et fatalt nederlag. Magtbalancen i Europa og på verdenshavene var ved at skifte, og nye magter som England og Nederlandene viste sig på arenaen. I 1600-tallet blev det sådan, at næsten alle europæiske magter med respekt for sig selv skaffede sig kolonier eller handelsstationer rundt om i verden. I opdagernes fodspor fulgte missionærer, som omvendte de indfødte til den kristne tro. Ikke alle europæere jublede over den oversøiske ekspansion. Ogier Ghislain de Busbecq, der var den tysk-romerske kejsers gesandt i Istanbul 1556-62, skrev, at europæerne i stedet burde bruge kræfter på at befri de gamle græske områder fra tyrkerne. ”Nu rejser man over vældige havstrækninger til Indierne og Antipoderne. For der er vinding let og byttet rigt, og uden selv at miste blod kan det tages fra de ubehjælpsomme og primitive mennesker. Man foregiver at være from, men det er guld, man er ude efter”. POUL GRINDER-HANSEN

Fig. 3. | Astronomisk ur, lavet af Josias Habrecht i Strassburg i 1572. Instrumentet er en armillarsfære, en model af solsystemet, med jordkloden i midten omgivet af ringe, som anskueliggør himmellegemernes baner. Danmarks Middelalder & Renæssance, depositum fra De danske Kongers kronologiske Samling på Rosenborg Slot.


Den runde klode | 5 |

219


220

| 5 | Den runde klode


Den runde klode | 5 |

221


222

| 5 | Den runde klode

Fig. 1. | NĂŚsehornspokal, drejet af den tysk-romerske kejser Rudolf 2. Danmarks Middelalder & RennĂŚssance.


Den runde klode | 5 |

AT FORME VERDEN

Den tysk-romerske kejser Rudolf 2. (1552-1612) var glad for at arbejde i sit drejerkammer på slottet i Prag. En blok af et eller andet egnet materiale blev fastspændt i en drejebænk, hvor det ved hjælp af indstillelige knive kunne udskæres i kunstfærdige former. Rudolf var langtfra den eneste fyrste i 1500-tallets Europa, som dyrkede drejerkunsten, tværtimod. Det var en særlig fyrstelig hobby, og man må spørge, hvorfor sådan et håndværk fortjente al den fyrstelige opmærksomhed. Der var vel andre muligheder for håndarbejde. Forklaringen er den proces, der sker undervejs, hvor et stykke natur af den kyndige fyrstes hånd omskabes til noget andet og bedre. Naturen tæmmes og omformes. Netop det var et ideal i opdagelsernes epoke, og derfor var drejerkunsten en fyrste værdig. En særlig vægt fik det, når råvaren var eksotisk. Det var netop tilfældet med det næsehorn, som Rudolf 2. drejede til et lille bæger, som fik et ligeledes drejet låg i træ med en rand af messing. Pokalens indskrifter fortæller, at den beskytter mod gift (det var åbenbart en egenskab ved næsehorn), og at den er drejet med egen hånd af Rudolf 2.

223


224

| 5 | Den runde klode

Kejserens pokal kom i den danske konges eje, og i 1600-tallet blev den indlemmet i Det kongelige Kunstkammer i København (for til sidst at ende i Nationalmuseets middelalder- og renæssancesamling). Kunstkammerideen, der opstod i 1500-tallet, hænger ligesom drejerkunsten sammen med et ønske om at beherske verden. Et kunstkammer skulle rumme ”naturalia”, dvs. alt, der indgik i den gudskabte natur. Men det indeholdt også ”artificialia”, dvs. menneskeskabte objekter. Hertil kom hybriderne: menneskeskabte ting, der lignede naturen, eller naturlige fænomener, der lignede menneskeværk. Tilsammen dannede genstandene for den indsigtsfulde samler et miniaturebillede af den store verden, et mikrokosmos. Tanken var meget europæisk og meget typisk for den mentalitet, der fyldte opdagelsernes epoke i Europas historie. POUL GRINDER-HANSEN

Fig. 2. | Nautilpokal, som er udskåret af skallen fra en tropisk blæksprutte. Den er lavet i Holland og bærer billeder af verdenshavenes sære væsener: havmand og havfrue, søhund og søkalv. Danmarks Middelalder & Renæssance.


Den runde klode | 5 |

225


226

| 5 | Den runde klode

FRA BØHMEN OG GIBRALTAR TIL UNCLE SAMS GRØNNE SEDDEL

Dollaren er trods finanskrise og Kinas økonomiske fremmarch stadig den vigtigste valuta i verden. Den grønne seddel har ikonstatus og har vel nærmest kun Mickey Mouse og Coca-Cola som konkurrenter til at være verdens stærkeste brand. Men kun få ved, at dollaren har dybe rødder i det gamle kontinent Europa. Navnet dollar stammer fra det tyske Thaler, der er en afledning af Joachimsthal, en bøhmisk (tjekkisk) mineby. Her blev der fra 1520 præget en stor lødig sølvmønt på cirka 30 gram, hvilket faktisk omtrent svarer til den sidste amerikanske sølvdollar fra 1935! Men også symbolet $ har europæisk oprindelse. Symbolet stammer fra de spanske mønter præget af sølv fra de amerikanske kolonier. Der er tvivl om den præcise oprindelse af symbolet, men en meget sandsynlig forklaring er, at det stammer fra skriftbåndet svunget i S-form rundt om de to søjler på de spanske sølvmønter fra de amerikanske kolonier. Søjlerne optræder på mønterne allerede fra 1500-tallet, men typen med de svungne skriftbånd blev først indført i Mexico i 1732. Et antikt sagn fortalte, at kæmpen Herkules rejste to søjler på hver sin side af Gibraltarstrædet, som skulle markere, at


Den runde klode | 5 |

227


228

| 5 | Den runde klode

Fig. 1. | To spanske mønter, en 4 real fra 1542-46 og en 8 real fra 1733, slået af amerikansk sølv i Mexico. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.


Den runde klode | 5 |

her gik grænsen for den civiliserede verden. Udtrykt på latin var budskabet : ”Non plus ultra” (ikke længere ud). De to søjler blev senere brugt af den spanske kejser Karl 5., men nu forsynet med den latinske tekst ”PLUS ULTRA” (længere ud). Kejseren ville markere, at der ikke var nogen grænser for hans rige. Så rejsen gik videre gennem Gibraltar mod vest, og en helt ny verden, Amerika, blev opdaget. Hvis det er dette symbol på grænseløshed, som langt senere blev grundlaget for designet af dollar-symbolet, må det siges at passe godt til den universelle betydning, den amerikanske valuta fik. JENS CHRISTIAN MOESGAARD

229


230 | 5 | Den runde klode


Den runde klode | 5 |

EUROPA OG DEN NY VERDEN

For europæerne var Amerika Den ny Verden, og mødet mellem de to verdener fik skæbnesvanger betydning for begge parter, især for den oprindelige amerikanske befolkning. Ønsket om at finde en sejlrute til Asien for at gøre en ende på arabiske og italienske købmænds monopol på handelen med krydderier fik Columbus i 1492 til at sætte ud mod vest på den første af fire ekspeditioner til det caribiske hav og ned langs det sydamerikanske kontinent. Han navngav indbyggerne indianere, fordi han lige til det sidste troede, at han havde opdaget søvejen til Indien. Kontinenterne blev i stedet opkaldt efter den italienske købmand Amerigo Vespucci, som indså, at der var tale om en helt ny verden. Europæerne spekulerede over, hvor Amerikas indbyggere kom fra. Var de en af Israels tabte sønners efterkommere? Kunne man gøre dem til slaver? Skulle man betragte dem som rigtige mennesker? Var de i stand til at modtage den kristne tro? Allerede i 1493 blev dette spørgsmål afgjort af pave Alexander 6. i bullen Inter Cetera, der sagde, at indianerne var ”mennesker velegnede til at antage den kristne tro”.

231


232

| 5 | Den runde klode

Portugal og Spanien havde længe konkurreret om beherskelsen af de nye verdensdele. Ved Tordesillas-traktaten i 1494 opdelte paven rettighederne til det stadig ukendte Sydamerika i en vestlig spansk del og en østlig portugisisk ved 46° 37’ vestlig længde. Derfor tales der den dag i dag portugisisk i Brasilien, men spansk i resten af Syd- og Mellemamerika. Nyheden om Den ny Verden fik snart mange til at drage mod vest. Stillehavet blev opdaget af Nuñez Balbao i 1513, og nye conquistadores, munke, skrivere og eventyrere drog i hobetal over Atlanten. For de indfødte i Amerika var det et chok. De hvide mennesker med skæg, deres ildvåben og kanoner og heste (man anså først en rytter til hest for et dyr, der til de indfødtes store rædsel gik i stykker, når rytteren stod af hesten); en anden verdensopfattelse og religion kunne ikke andet end at give voldsomme sammenstød mellem de kulturelt forskellige verdener. Da Columbus kom, havde de amerikanske kontinenter allerede været beboet i mindst 20.000 år og havde gennemgået selvstændige og originale kulturudviklinger uden påvirkning fra den gamle verden. De bjergrige landskaber i Mellemamerika og Sydamerika gav ikke grobund for udviklingen af hjul, da trækdyr heller ikke fandtes. Indianerne kendte hjul, men kun til rituel brug, ikke som vognhjul eller drejehjul til fremstilling af keramik. Brugen af jern var ukendt, og redskaberne var forarbejdet af træ, sten, obsidian, bronze og kobber. Men der havde i tidens løb været store, rige kulturer, som havde blomstret og var svundet bort. En de mest fremstående var Mayakulturen (250 f.Kr.-1520 e.Kr.), der havde sit udbredelsesområde sydpå mod Stillehavskysten og Guatemalas højland og det nordlige

Fig. 1. | Gudebillede. Det rørformede træhoved er fra 1400-1500tallets Mexico, sandsynligvis fra mixtekerne, der var kendt for deres turkismosaikker. Den kan forestille regnguden Tlaloc eller Quetzalcoatl, den fjerklædte slange, der blev båret rundt i ceremonier. Etnografisk Samling.


Den runde klode | 5 |

233


234 | 5 | Den runde klode

Fig. 2. | Figur af ung inkapige fra Ecuador, lavet af massivt sølv med tværbånd af guld og bronze. På benene er guldet erstattet med en slags sort harpiks. Figuren har sandsynligvis haft tøj på og fungeret som offergave. Etnografisk Samling.


Den runde klode | 5 |

område på Yucatanhalvøen. Mayaerne havde som de første udviklet flere af de kulturtræk, der prægede Mellemamerika før Columbus: et socialt hierarki, stenmonumenter med inskriptioner, tempelpyramider og boldspil. AZTEKERNE Aztekerne fik navn efter landet Aztlán, hejrernes land, hvorfra de ifølge sagnet stammede. De grundlagde deres rige på det mexicanske centralplateau i året 1325, men riget blev først en betydelig magtfaktor under aztekernes fjerde hersker, som indgik en alliance med to andre bystater ved Texcocosøen. Aztekerne underlagde sig deres nabofolk, som blev tvunget ind i et lydstat-forhold, hvor de beholdt deres selvstyre, men halvårligt måtte betale skat til alliancen i form af forskellige tributter. Man anser befolkningstallet for at have været omkring 10 millioner indbyggere i det aztekiske rige med ca. 100.000 indbyggere i hovedstaden Tenochtitlan, der lå på samme sted som det nuværende Mexico City. Krig og religion var uløseligt forbundet i aztekernes statsførelse og verdensopfattelse. Det var enhver aztekisk krigers hellige pligt at tage krigsfanger til de daglige ofringer, der foregik på dobbeltpyramidens top i Tenochtitlans centrum, for at verden ikke skulle gå under, som den havde gjort fire gange tidligere. Nogle krige tjente alene disse rituelle formål. De kaldtes ”blomsterkrige”, fordi blomster var en aztekisk metafor for blod, og krigsscenen blev betragtet som en blomstermark. Disse blodige ofringer chokerede spanierne, der antog at den aztekiske religion kom fra selveste Helvede, og at dens guder var djævle. Krig var også en nødvendighed for til stadighed at skaffe sig nye skattebetalere, der kunne finansiere riget og dets overklasse af krigere, præster, embedsmænd og dommere. Der fandtes også en voksende købmandsstand, håndværkere og på rangstigens nederste trin bønderne, der udgjorde hovedparten af befolkningen. Aztekerne havde udviklet et skriftsystem, der var baseret på

235


236 | 5 | Den runde klode

ordtegn og stavelsestegn. Utallige værker omhandlede religion, mytologi og historie, ritualer, spådomme, men også retssager især om stridigheder vedrørende jord. Desværre brændte spanierne disse bøger af religiøse årsager. Aztekernes komplicerede kalendersystem skulle beregne årstiderne og stjernernes bevægelser. Aztekerne havde selv forudset enden på deres civilisation. Hvert 104. år, når 335 dages-kalenderne og 260 dages-kalenderne faldt sammen med Venus’ cyklus på 584 dage, var særlig uheldsvangert. De var overbeviste om den femte verdens undergang, netop det år spanierne kom. Året 1519 var også helliget den fjerklædte slange Quetzalcoatl, der i myterne beskrives som en hvid mand med skæg. Da den aztekiske hersker Motecuzoma 2. hørte nyhederne om ankomsten af Hernán Cortés og hans følge på ca. 300 spaniere, tyder meget lidt dog på, at han betragtede Cortés som en gud. Cortés modtog som en anden fyrste en række gaver af den aztekiske hersker, som han sendte hjem til Karl. 5. Men Motecuzoma undervurderede sine ubudne gæster. Det tog dog spanierne 2½ år at erobre Mexico med hjælp fra flere af de indianske folk, aztekerne havde undertrykt. Efter nederlaget forventede aztekerne og de øvrige folk, at de skulle betale de nye sejrherrer tribut, men at det skulle medføre tilintetgørelse af hele deres kultur og verdensorden, forstod indianerne af gode grunde ikke. INKAERNE Inka-riget, Tawantinsuyu (dvs. landet med de fire områder) var den største statsdannelse og sidste højt udviklede kultur på det sydamerikanske kontinent. Riget strakte sig fra den sydlige del af Colombia, Ecuador og Peru, og dele af Bolivia, Argentina og Chile, et område på over 5000 km i længden med ca. 16 millioner indbyggere. Erobringerne skete på ganske kort tid fra midten af 1400-tallet til spaniernes ankomst. Cuzco, verdens navle, var rigets geografiske centrum, hvor herskerne havde deres paladser. Herfra regerede Inkaen ved hjælp af en elite, der


Den runde klode | 5 |

Fig. 3. | Inkallacta, et nyt inka-kompleks i ”junglens øjenbryn” med klassisk Cuzco-stil arkitektur.

alle var efterkommere af tidligere inka-herskere. Det var denne overklasse, der var de egentlige inkaer. De afdøde, mumificerede inka-herskere ”levede” videre i deres respektive paladser, hvor deres familie og tjenerskab tog vare på dem og passede deres jorder og ejendele. En ny hersker arvede sin fars privilegier, men ikke sin fars palads, rigdomme eller jorde, hvorfor han måtte ud og erobre nyt land. Det antages at være en af årsagerne til inkaernes hurtige ekspansion over så stort et område. Inkaerne stod i nær forbindelse med det barske bjerglandskab, de boede i, og mente, at klipper og sten var besjælede. Sten kunne omdanne sig til levende krigere i krig og atter blive til sten. Inka-arkitekterne forstod at udnytte de naturlige klippeformer og omdanne dem, så de passede ind i deres bygninger. Soltemplet, den nuværende Santo Domingo-kirke, var det religiøse centrum i Cuzco. Væggene var helt dækket med guldplader og med gudefigurer. Inkaerne, der selv var guddommelige, tilbad solen, månen, lyn og torden og Plejaderne. De havde en

237


238 | 5 | Den runde klode


Den runde klode | 5 |

239


240 | 5 | Den runde klode

Fig. 4. | Spansk hjelm og kortsværd fra Italien, begge fra 1500-tallet. Danmarks Middelalder & Renæssance.

stærk forfaderkult, som indebar ofringer af dyr og tekstiler, samt ved særlige lejligheder mennesker. Inkaerne havde ikke udviklet et skriftsystem, men de brugte en ”knudeskrift” til administrationen og organisationen af det store rige. Quipu’en var en knudesnor, der bl.a. fungerede


Den runde klode | 5 |

som et kommunikationssystem og regneinstrument, hvorpå man anførte alle statistiske og historiske oplysninger. Via rigets veludbyggede vejsystem bragte løbere konstant meddelelser fra embedsmændene til herskeren. Løbere kunne tilbagelægge 200250 km pr. dag i en slags stafetsystem. Store lamakaravaner transporterede landbrugsprodukter og luksusvarer til Cuzco. Langs vejene blev der opført kontrolstationer, rastepladser, administrationscentre og bebyggelser, samt statslagre, hvor afgrøder og produkter fra statens og religionens jorder blev opbevaret. Inkaerne udbyggede de eksisterende landbrugssystemer med nye stenterrasser og kunstvandingssystemer. Majs var den mest prestigefyldte afgrøde, der især blev brugt til chicha, majsøl-fremstilling. Ellers var de vigtigste afgrøder forskellige rodfrugter, hvoraf kartoflen er den mest kendte, men også bønner, græskar, quinoa, amaranth, avocado, chili, jordnødder og maniok blev dyrket. I 1532 kom den spanske conquistador Francisco Pizarro med 168 mand og 62 heste til Peru, hvor en borgerkrig herskede mellem to halvbrødre Huascar og Atahualpa, da den forrige Inka uventet var død i 1527. Da Atahualpa var Solens søn og derfor guddommelig, var han urørlig set ud fra inkaernes verdensbillede. Derfor kom det helt bag på inkaerne, da spanierne brutalt tog ham til fange. Atahualpa indså spaniernes hunger efter guld, og han bad sine undersåtter fylde et rum med guld og et andet med sølv for at løskøbe ham. I løbet af et par uger afleverede undersåtterne 6087 kilo af det pureste guld og 11.793 kilo sølv. Metallet blev stort set alt sammen smeltet om og bragt til Spanien, men inkaen hjalp det ikke. Pizarro beskyldte ham for forræderi og lod ham garrottere i Cajamarca den 26. juli 1533. SPANSK KOLONITID Europæiske sygdomme som skoldkopper, mæslinger og forkølelsessygdomme havde den indianske befolkning ikke modstandskraft mod, og de udryddede hurtigt meget store dele af befolkningerne i det nordlige og sydlige Mexico, som det også

241


242

| 5 | Den runde klode

skete i Sydamerika. Man antager, at sygdommene tog livet af op til 90% af befolkningerne, hvilket var medvirkende til en hurtigere spansk invasion og tilstedeværelse i alle områderne. I Mexico City og i Lima i Peru residerede de øverste repræsentanter for den spanske konge, vicekongerne, som styrede på kongens vegne i samarbejde med Real Audencia, den højeste domstol. Indianerne blev arbejdskraft på markerne, i tekstilværksteder og i de miner, hvor spanierne udvandt sølv og guld. De skulle samtidig være skattebetalere og gode, katolske kristne. I 1600-tallet kom der flere og flere storgodser, haciendaer, der fungerede som selvforsynende enheder med egen kirke og præst og med egne håndværkere. Her boede og arbejdede de overlevende indianerne som godsejernes stort set retsløse undersåtter. Den ny verden blev radikalt ændret ved europæernes ankomst. Særegne kulturer forsvandt, mens Europa foruden strømmene af ædelmetal fik glæde af helt nye afgrøder som majs, kartofler og andre rodfrugter, tomat, kakao, avocado, chili, tobak og gummi samt dyr som kalkun, lama og marsvin. INGE SCHJELLERUP


Den runde klode | 5 |

Fig. 5. | Den hollandske maler Albert Eckhouts møde med brasilianske indianere i 1600-tallet resulterede i en række malerier. Et af dem skildrer denne mand fra tarairiu-folket, der er afbildet næsten nøgen midt i naturen med sine jagtredskaber. Etnografisk Samling.

243


244 | 5 | Den runde klode


Den runde klode | 5 |

245


246 | 5 | Den runde klode

DET AMERIKANSKE SØLV OG EUROPA

I vore dage er penge papir og tillid. Men indtil for ikke så længe siden var det meste af værdien materialiseret i mønternes indhold af ædelmetal. Et sådant system var naturligvis meget følsomt over for udsving i udbuddet af sølv og guld. De store fund af sølv i de spanske kolonier i Amerika er bestemt ingen undtagelse fra denne regel. Det var kronen på en længere udvikling, hvor Europa gik fra sølvmangel til sølvrigelighed. I 1300/1400-tallet var møntvæsenet rundt om i Europa tredelt: øverst guldmønter, typisk gylden, floriner, dukater eller kroner på 3-4 gram, i midten sølvmønter på et par gram og nederst hverdagens småmønter i kobberopblandet sølv. Der gik mindst en ti-tyve sølvmønter på en guldmønt og en fem-ti småmønter på en sølvmønt. Mange af kontinentets gamle sølvminer var ved at være udtømte, og sølvmangel forhindrede i kortere eller længere perioder landene i at udmønte det nødvendige antal mønter til handelens behov. I anden halvdel af 1400-tallet blev der imidlertid fundet nye forekomster, og forbedret teknik muliggjorde genåbning af ellers lukkende miner. For en tid var sølvmanglen bare et fjernt minde, og man begyndte at præge


Den runde klode | 5 |

større, tungere og fuldlødige sølvmønter rundt omkring. Den vigtigste af disse nye store sølvmønter var sølvgyldenen, der først blev præget af hertugerne af Tyrol, der havde deres egne sølvminer. Det skete i 1486. Mønten var på omkring 30 gram godt sølv, og navnet sølvgylden hentydede til møntens værdi, da den skulle modsvare en guldgylden. Idéen blev vel modtaget, og tilsvarende mønter blev snart præget andetsteds. Mønten fik forskellige navne rundt omkring, men det blivende navn kom fra den store udmøntning påbegyndt 1520 i minebyen Joachimsthal i Bøhmen (nuværende Tjekkiet). Mønterne herfra fik navn efter stedet: Joachimsthaler, der snart på tysk blev forkortet til Thaler, der i dansk afledning er blevet til daler og i engelsk-amerikansk til dollar. Slutningen af 1400-tallet var ligeledes tiden for de store opdagelser i Vest. Syd- og Mellemamerika blev i starten af det følgende århundrede koloniseret af spanierne, der dermed kom i besiddelse af de store sølvforekomster i Mexico, Peru og

Fig. 1. | Joachimsthaler af sølv, slået i 1520’erne i den bøhmiske og

ungarske kong Ludvigs navn af grev Stephan von Schlick. Både Ludvig og Stephan faldt i slaget mod tyrkerne ved Mohác 1526. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.

247


248 | 5 | Den runde klode

Fig. 2. | Model i sølv-filigranarbejde af et tremastet skib med 30

kanoner. Modellen er lavet i 1600-tallet som fornem bordpynt. Danmarks Middelalder & Renæssance.

Bolivia. Kæmpekonvojer af spanske skibe sejlede hvert år mængder af sølv over Atlanten. Europas sølvforsyning var hermed sikret for en rum tid. Sølvet blev nemlig ikke i Spanien. Landets lidet udviklede erhvervsstruktur kunne ikke opsuge rigdommene, der i stedet blev brugt til at betale for import af luksusvarer. Sølvet vandrede videre op i Europa. Det kan man se helt håndgribeligt ved fund af spanske sølvmønter over hele kontinentet. Således er der for eksempel 15 spanske stykker blandt de 100 sølvmønter i den 1600-tals-skat, der blev fundet for nogle år siden i den nordfranske landsby Oisemont (Somme). Tilsvarende indeholdt den sønderjyske sølvskat fra Sønder Vollum 10 spanske mønter blandt fundets 328 stykker. Det drejer sig om de såkaldte pesoer, piastre eller 8-realstykker, der havde omtrent samme sølvindhold og værdi som en centraleuropæisk daler. Der findes også 4-, 2- og 1-realer. Præget var ofte primitivt, foretaget i møntstederne i Mexico by og minebyen Potosi i det nuværende Bolivia. Man kunne ikke altid


Den runde klode | 5 |

læse indskriften og kongenavnet, men det spanske våbenskjold med Castiliens borg og Leons løve garanterede for kvaliteten. Men meget spansk-amerikansk sølv gemte sig faktisk under andre landes møntpræg. Store mængder af spanske mønter blev nedsmeltet i de lande, de kom til, for at blive brugt i den lokale møntproduktion. Nederlandene (der delvist hørte under den spanske krone) havde en blomstrende industri og handel og kunne tiltrække store mængder sølv, der blev ommøntet til nederlandsk mønt, der så selv blev en international anerkendt valuta. I Frankrig skiftede mønsteret i møntproduktionen fuldstændigt. I 1300/1400-tallet havde møntstederne langs den nederlandske og italienske grænse været blandt de mest aktive, da rigdommene kom ved handel med disse naboer. I 1500-tallet fik møntstederne langs Atlantkysten og dens bagland, tættest på Spanien, et kæmpe opsving. Det drejer sig om Bayonne, Bordeaux, La Rochelle, Toulouse, Nantes og Rennes. Men sølvrigeligheden endte i inflation. Mønternes værdi var jo garanteret af deres sølvindhold, men sølvprisen målt i købekraft måtte uvægerligt falde, når sølvet blev rigeligere. Det hjalp ikke, at myndighederne ofte oven i købet snød på vægten ved at blande ekstra kobber i småmønterne for at strække sølvet lidt længere. Under det dobbelte pres mistede de mindste møntenheder fuldstændigt deres værdi. Prægningen af de mindste møntenheder ophørte i mange lande, og disse småmønter forsvandt fra omløbet. I Frankrig endte både dobbeltpenningen og tre-penningen som forhadte kobbermønter uden sølv. De tidligere så respektable mellem-nominaler, såsom skillingen i Danmark, endte med at blive småmønt. Daleren holdt derimod sin vægt og sit sølvindhold. Det resulterede i, at antallet af skilling på en daler hele tiden ændrede sig – således gik dalerens værdi i Danmark fra 48 skilling i 1541 til 96 skilling i 1625. Ikke alt sølvet blev i Europa. Store mængder vandrede med handelen videre østpå, til Rusland, til Mellemøsten og til Kina. Men det er en helt anden historie ... JENS CHRISTIAN MOESGAARD

249


250 |


|

251

6


252

| 6 | Verdensorden

ALVERDENS VIDEN I ÉN BOG

I hen ved 30 år arbejdede Denis Diderot på udgivelsen af Encyclopédie, ou dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers (Encyklopædi, eller kritisk ordbog over videnskaberne, kunstarterne og håndværkene). Resultatet var 28 bind, hvoraf det første udkom i 1751 og det sidste i 1772. I daglig tale kaldes værket ofte Den store franske encyklopædi – eller blot Encyklopædien. Den var ikke den første af sin slags, men den var langt den største og mest ambitiøse. Diderot var ikke alene om arbejdet. Matematikeren Jean le Rond d’Alembert var hans medredaktør, og Frankrigs fremmeste eksperter og intellektuelle bidrog med artikler, herunder både naturvidenskabsfolk, økonomer, teologer og filosoffer. Når det alligevel tog så lang tid at skrive, redigere og trykke Encyklopædien, så skyldes det ikke blot 1700-tallets grafiske teknologi, hvor alt skulle skrives, redigeres og trykkes med håndkraft. Det skyldes også, at man gik usædvanligt grundigt til værks. Det var meningen, at den færdige Encyklopædi skulle rumme en komplet og systematisk fremstilling af menneskets resultater ikke blot inden for videnskab og kunst, men også


Verdensorden | 6 |

inden for økonomi og erhverv. Diderot udførte den sidste del af opgaven ved personligt at besøge en lang række værksteder for forskellige håndværk og nøje studere deres metoder. Bagefter blev tegnere sendt ud til de samme steder. De sidste 11 bind af Encyklopædien består således af plancher, hvor bl.a. redskaber og metoder fra håndværket fremstilles i smukke kobberstik. En anden væsentlig grund til, at Encyklopædien var så længe undervejs, var den kirkelige og politiske modstand. Mens redaktionen bestræbte sig på at holde artiklerne om naturvidenskab i en saglig og objektiv tone, så var de filosofiske artikler mere

Fig. 1. | Den store franske encyklopædi udkom i årene 1751-72, oprindeligt i 28 bind. I denne udgave fra 1780 er værket fordelt på 39 bind. Danmarks Nyere Tid.

253


254 | 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

holdningsprægede. I artiklen om ”Politisk autoritet” kunne man således læse: ”Intet menneske har af naturen modtaget retten til at befale over andre. Friheden er en gave fra himlen, og ethvert individ af samme art har retten til at nyde den, så snart han nyder fornuftens brug (…) Magt, som er opnået gennem tvang, er blot en tilranelse, og den varer kun så længe den, der regerer, har stærkere kræfter end dem, der adlyder.” I en tid og et land, hvor al magt lå hos den enevældige konge, som alene stod til ansvar for Gud, kan det næppe undre, at tekster som denne vakte diskussion. Det lykkedes da også flere gange at få den franske konge til at gribe ind og standse projektet. Men encyklopædisterne havde også venner, selv ved hoffet, og til sidst lykkedes det at få fornyet kongens tilladelse til udgivelsen. Også internt, blandt encyklopædisterne, var der meningsforskelle. Voltaire hørte til de mere utålmodige, som mente, at oplysningens tankegang burde være endnu tydeligere. Han beklagede sig over, at man som skribent måtte ”svøbe tiggerfløjl om sin gulddragt” for at undgå censuren. På trods af alle disse problemer lykkedes det Diderot og hans medarbejdere at føre projektet i mål. Og for eftertiden fremstår Encyklopædien ikke blot som en redaktionel kraftanstrengelse, men også som et monument for oplysningstiden og dens tænkning. LARS K. CHRISTENSEN

Fig. 2. | Denis Diderot (1713-84) var den utrættelige redaktør af encyklopædien. Oliemaleri, Louis-Michel van Loo. 1767, Louvre, Paris.

255


256 | 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

257


258 | 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

MEN HVAD ER DA OPLYSNING?

Sådan spurgte den tyske filosof Immanuel Kant i 1784. Og han gav selv svaret: ”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed”. Umyndig var man, ifølge Kant, når man som menneske ikke lod sig lede af sin egen forstand, men af andres beslutninger. Selvforskyldt var umyndigheden, når den ikke skyldtes, at man manglede forstand, men i stedet manglede viljen til at benytte sig af den. Oplysningens valgsprog, skriver Kant, er derfor dette: ”Hav mod til at betjene dig af din egen forstand!” At gøre menneskene myndige var det fælles mål for den i øvrigt blandede skare af mænd – og enkelte kvinder – som af eftertiden har fået betegnelsen oplysningsfilosofferne. Oplysningstiden havde sit højdepunkt midt i 1700-tallet, med navne som Immanuel Kant (1724-1804) i Preussen, Denis Diderot (171384), Jean-Jacques Rousseau (1712-78) og Voltaire (1694-1778) i Frankrig, David Hume (1711-76) i Skotland og amerikaneren Benjamin Franklin (1706-90). Idealet om oplysning kom naturligvis ikke ud af det blå. Det havde bl.a. sine rødder i de naturvidenskabelige nybrud, som

259


260 | 6 | Verdensorden

havde fundet sted i 1600-tallet. Her blev gamle, til dels religiøst funderede og spekulative opfattelser af universet og naturen gradvist afløst af nye teorier, baseret på iagttagelser, eksperimenter og logik. I 1687 udgav Isaac Newton sin Philosophiae Naturalis Principia Mathematica (Naturfilosofiens matematiske principper), hvori han gav en matematisk funderet beskrivelse af de love, som styrer himmellegemernes bevægelser. Den nye videnskabs fremstilling af universet som en maskine, hvis virkemåde kan undersøges og beskrives rationelt, var en vigtig forudsætning for oplysningstiden. Stod det til oplysningsfilosofferne skulle fornuften regere, ikke blot i videnskaben, men også når det gjaldt menneskenes indbyrdes forhold. Hvordan det skulle komme dertil, var de dog ikke nødvendigvis enige om. Det skyldtes til dels, at de politiske forhold var forskellige i de lande, filosofferne var aktive i. England, hvor kongens magt var begrænset af et parlament, udgjorde lidt af en undtagelse. For i stort set resten af Europa regerede konger og fyrster enevældigt, med i princippet uindskrænket magt. Der var dog også forskelle mellem de enevældige stater. I det i øvrigt gennemmilitariserede Preussen, hvor Frederik den Store regerede 1740-86, viste fyrsten interesse for de nye filosofiske ideer. Immanuel Kant, som nok var radikal i sin tro på fornuften, men politisk nærmest konservativ, så netop et forbillede i Frederik den store. For så længe der fandtes en stor hob af tankeløse mennesker, mente han, ville fuld politisk frihed kun være af det onde. Så var den oplyste enevælde en bedre løsning. I Frankrig, derimod, var der ikke kun tale om en enevældig kongemagt. Her førte den magtfulde katolske kirke også an i en uforsonlig kamp mod enhver form for religiøs afvigelse. Da Voltaire i 1763 udsendte sin Traktat om Tolerancen, var udgangspunktet således henrettelsen af en protestant, som var dømt for at have myrdet sin egen søn, med det formål at hindre ham i at konvertere til katolicismen. Der var efter al sandsynlighed tale om et justitsmord, men under alle omstændigheder om religiøs fanatisme på begge sider.


Verdensorden | 6 |

Fig. 1. | Den franske revolution vedtog i 1789 Erklæringen om menneskets og borgerens rettigheder, med de berømte ord: ”Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder”. Idéen om universelle menneskerettigheder blev skabt med oplysningstiden. Oliemaleri, Jean-Jacques-François Le Barbier. Musée Carnavalet, Paris.

Mange af de ideer og værdier, som oplysningsfilosofferne gik til kamp for, er i dag så udbredte og alment accepterede, at det kan være svært at forstå, at de dengang var stærkt kontroversielle. Det gælder eksempelvis tolerance, som de fleste i dag anser for en positiv værdi. Men op gennem 1600-tallet havde kirken faktisk prædiket intolerancen som positiv værdi: De, der udviste

261


262

| 6 | Verdensorden

Fig. 2. | Ved Landhusholdningsselskabets plovprøve i 1770 viste svingploven, der her ses i en rekonstruktion, sig betydelig bedre end de hidtil anvendte, tungere hjulplove. Udbredelsen af nye, rationelle landbrugsteknikker var også oplysning. Danmarks Nyere Tid.

tolerance over for de vantro, måtte regne med kirkens vrede. Allerede i 1689 havde engelske John Locke imidlertid udsendt sit Brev om Tolerance, hvori han argumenterede for, at myndighederne ikke havde adkomst til at blande sig i forhold, der vedrørte den enkeltes frelse, hvorfor staten burde udvise religiøs tolerance. I England var der rum for en lidt friere debat end i Frankrig, hvilket Voltaire selv havde erfaret, da han gennem tre år var landsforvist dertil. I Frankrig var det derimod stadigvæk risikabelt at kritisere kirken. Men da først kritikken brød frem, blev den så meget stærkere. I deres kritik af det bestående argumenterede oplysningsfilosofferne ofte ud fra menneskets natur. John Locke mente således, at mennesket fra naturens hånd var skabt som et frit individ. For at forhindre, at nogen bruger deres frihed til at underkue andre, har menneskene imidlertid sluttet en ”samfundspagt”. Gennem myndighed og lovgivning er det samfundets opgave at sikre den enkeltes oprindelige ret til frihed. Begrebet ”samfundspagt” går


Verdensorden | 6 |

igen hos Rousseau, for hvem den oprindelige naturtilstand dog ikke fremstår så positiv som for Locke. Rousseau ser snarere naturtilstanden som en slags alles kamp mod alle, og for ham kan egentlig frihed derfor kun skabes i et samfund, hvor den enkelte er parat til at give køb på sine individuelle rettigheder og underordne sig ”almenvellet”, forstået som et oplyst flertalsstyre. Netop den enkeltes frihed over for fællesskabets interesser skulle blive et gennemgående tema i den politiske diskussion i lang tid fremover. Men trods forskelligheder repræsenterer Locke og Rousseau begge den tankegang, at mennesket fødes med særlige rettigheder i kraft af sin natur. Naturretten skulle vise sig at være et potent argument mod den hidtidige opfattelse, at fyrste og kongemagt frit kunne regere, som de ville, under ansvar for Vorherre. Det er oplysningstidens menneskesyn, der leder frem til den opfattelse, at der findes menneskerettigheder, som er universelle, dvs. som gælder for alle uanset social status. Ikke bare friheden til at tro, hvad man vil, men også ytringsog trykkefrihed, lighed for loven og folkets ret til at gøre oprør mod uretfærdighed og tyranni er ideer, som fødes eller i hvert fald får deres prægnante udformning i oplysningstiden. Men også på et mere praktisk plan har oplysningsfilosofien sat sig spor i eftertiden. For i kølvandet på oplysningstidens dyrkelse af fornuften og det rationelle opstod over hele Europa selskaber, som havde til opgave at fremme landbrug og produktion gennem oplysning om nye, forbedrede metoder. Det første var det engelske ”Royal Society for the Encouragement of Arts, Manufacture and Commerce”, stiftet 1753. I Danmark startede det tilsvarende ”Kongelige Danske Landhusholdningsselskab” sin virksomhed i 1769. Herfra blev der oplyst om og agiteret for nye afgrøder som kløver og kartofler, afholdt konkurrencer om den bedste plovtype og meget andet. Fra de store diskussioner om menneskets natur, til de bogstaveligt talt mere jordnære problemstillinger, satte oplysningstiden sit præg på Europa. LARS K. CHRISTENSEN

263


264 | 6 | Verdensorden

FRIHEDEN TIL MAGTEN – MAGT TIL FRIHEDEN?

En morgen i 1789 stormede en gruppe bevæbnede parisere byens gamle fængsel, dræbte kommandanten og befriede fangerne. ”Stormen på Bastillen” er gået over i historien som starten på Den Franske Revolution, og datoen, hvor den fandt sted, den 14. juli, er i dag den franske nationaldag. Ret beset var revolutionen dog allerede godt i gang. I Versailles, lidt uden for Paris, havde repræsentanter for den såkaldte ”tredje stand”, dvs. borgere og bønder, allerede et par uger tidligere udråbt sig selv til Nationalforsamling, med det formål at skrive en ny forfatning for Frankrig. Kong Ludvig 16. truede med at opløse Nationalforsamlingen med magt, og det var i denne situation, stormen på Bastillen fik sin afgørende, historiske betydning. Den blev startskud til dannelsen af væbnede borgergrupper, Nationalgarder, over hele landet, som erobrede magten i by efter by. Nationalforsamlingen havde fået magt bag sin agt og kunne fortsætte sit arbejde. Da bønderne samtidig gjorde oprør mange steder i landet, gik det pludselig hurtigt med at få afskaffet adelens gamle privilegier og særrettigheder. Nationalforsamlingen vedtog også den berømte Erklæring


Verdensorden | 6 |

Fig. 1. | Fransk hue og skærf i blå, hvid og rød tricolore, den franske revolutions farver. En ung kvinde af det københavnske borgerskab bar skærfet under et middagsselskab i 1793. Danmarks Nyere Tid.

om Menneske- og Borgerrettigheder, i hvis første paragraf det slås fast, at ”Menneskene fødes og forbliver frie og lige i rettigheder”. Hvad frihed og lighed indebar i praksis, var der imidlertid ikke helt enighed om blandt de revolutionære. Nationalforsamlingen var domineret af det højere borgerskab, og den forfatning, der blev vedtaget i 1791, tog især sigte på at indføre en liberal markedsøkonomi. Ikke bare blev stort set alle reguleringer af industri og handel ophævet, det blev også forbudt for arbejderne at danne fagforeninger. De, der var gået på gaden og havde kæmpet for revolutionen, var imidlertid hovedsageligt småhandlende, håndværkere og arbejdere. De følte ikke nødvendigvis, at deres krav om mere social retfærdighed var blevet imødekommet.

265


266 | 6 | Verdensorden

Fig. 2. | Den franske dronning Marie-Antoinette på vej til sin

henrettelse. I baggrunden ses guillotinen. Kobberstik, 1793. Danmarks Nyere Tid.

I april 1792 erklærede Frankrig krig mod Østrig, og i de næste 23 år var man i krig mod skiftende koalitioner af stor set alle øvrige europæiske stormagter. Motiverne til krig var flere: Blandt ledende politikere var der håb om, at en krig kunne overskygge de interne uenigheder og måske endda gavne økonomien. Der var bredt set en revolutionær begejstring og en holdning om, at det var Frankrigs pligt at kæmpe for friheden, også mod nabolandenes tyranner. Endelig var der også en frygt for, at udenlandske magter ville støtte en kontrarevolution i Frankrig. Krigen blev umiddelbart en katastrofe, og snart stod tyske tropper langt inde på fransk territorium. Det førte til en radikalisering af revolutionen: Kongen og dronningen blev arresteret og senere henrettet, den regerende Nationalforsamling blev afsat og en ny grundlovgivende forsamling indkaldt. Magten skiftede til Jakobinerne, en gruppe som især baserede sig på småborgerskabet i Paris og andre større byer.


Verdensorden | 6 |

Med Jakobinerne blev ”Broderskab” knyttet til de oprindelige slagord om ”Frihed og Lighed”. Frankrig blev en republik, med lige valgret for alle mænd, retten til arbejde indskrevet i forfatningen og slaveriet i kolonierne afskaffet. Men det, eftertiden især husker Jakobinerne for, er den hensynsløshed, med hvilken de gennemførte deres mål. Årene 1793-94 er kendt som ”la Terreur”, Rædselsperioden. Guillotinerne kørte nærmest i døgndrift for at henrette virkelige og indbildte fjender af revolutionen. Det lykkedes dog at vende krigen til Frankrigs fordel. Der blev mobiliseret over hele landet, og efter at de adelige officerer var deserteret, blev hæren et sted, hvor enhver med mod og talent kunne avancere. En næsten arrogant tro på Frankrigs revolutionære mission i Europa erstattede manglen på formel disciplin. Under ledelse af Napoleon Bonaparte vandt hæren en række slag, og nu var det Frankrig, som erobrede territorium i de omgivende lande. Jakobinerne gjorde sig imidlertid efterhånden til fjender af alle andre politiske grupper, og dermed indsnævrede de også deres eget magtgrundlag. Den 28. juli 1794 var det slut: Jakobinernes leder Robespierre havnede selv i guillotinen på Revolutionspladsen. Magten blev nu igen overtaget af repræsentanter for det højere borgerskab. Deres styrke var ikke så meget egen opbakning, som de andres svaghed. I stigende grad måtte de forlade sig på hæren som den kraft, der kunne bekæmpe oppositionen. Jo mere rådvild styret blev, jo mere fremstod hæren som det egentlige magtcenter, og i 1799 slog general Napoleon til og greb selv magten ved et militærkup. Set tæt på er den franske revolution en historie om idealisme, men også om magtkamp, fanatisme og politisk vold. Set i et større historisk perspektiv forandrede den verden ved at sætte et nyt samfund, baseret på økonomisk og politisk frihed, som mål. Det moderne, borgerlige samfund trådte sine barnesko i Paris den 14. juli 1789. LARS K. CHRISTENSEN

267


268 | 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

269


270

| 6 | Verdensorden

HVAD KOSTER ET MENNESKE?

Prisen på afrikaneren, der dyrkede det sukker, som gjorde rige europæere fede og deres tænder sorte, varierede i de mere end 400 år, den atlantiske slavehandel stod på. Tidlige oplysninger om slavepriser afslører, at en araberhest omkring år 1500 kunne fås for 15-20 slaver, mens en kvinde og hendes søn blev købt for et vaskefad og fire armbånd. Prisen på slaver steg markant efter Columbus’ ankomst til Amerika og den efterfølgende kolonisering og opdyrkning af den ny verden. Portugisiske og spanske handelsfolk var de første, der drev handel på den vestafrikanske kyst, hvorfra omkring 13 millioner mennesker i de kommende århundreder blev udskibet. Det menes, at to millioner af dem døde undervejs. Danmark tegner sig for køb og salg af 85.000-100.000. Nogle mener, at England kan takke slavehandelen for den industrielle revolution. I Danmark skabte den først og fremmest store private formuer, der bl.a. blev brugt på luksuriøst byggeri. I Dahomey tjente kongen i 1750 250.000 pund på at sælge andre afrikanere, men i Afrika blev formuerne især brugt på luksusvarer og våben. Den danske handel på Guldkysten begyndte omkring 1660,


Verdensorden | 6 |

især med guld og elfenben. Først nogle år senere, da man havde annekteret den vestindiske ø St. Thomas, kom slaver ind i billedet. Behovet voksede med erhvervelsen af St. Jan og St. Croix. Tekstiler var i begyndelsen den dominerende del af slaveprisen. Nogle af dem stammede fra Indien, andre fra nye engelske tekstilfabrikker – de sidste var af ringere kvalitet. Fra midten af 1700-tallet kom våben, krudt og kugler ofte til at veje tungere, især ”dansker-geværer” fra Hellebæk geværfabrik var populære. Ludvig Ferdinand Rømer giver i sin bog: Tilforladelig Efterretning om Kysten Guinea et eksempel på, hvad en slave

Fig. 1. | Våben, tekstiler, glasperler og mange andre varer kunne indgå i betalingen for en slave. Prisen varierede i de over 400 år, der blev handlet slaver fra Afrika. Genstandene her er eksempler på den slags varer, ingen af dem har været brugt i slavehandelen. Etnografisk Samling.

271


272

| 6 | Verdensorden

Fig. 2. | Tegneserie på elefantstødtand fra 1700-tallet: Lænkede slaver, danske slaveskibe, forter på Guldkysten og en slavinde, der opvarter en vestindisk plantageejer. Etnografisk Samling.

kostede i 1749. Krudt og geværer står øverst efterfulgt af flere typer tekstiler, der samlet er mere værd end våbnene. Hertil kommer spiritus, smykkesten, metaller og kaurier (skallen af en snegleart, der blev brugt som penge flere steder i verden) til en samlet værdi af 96 rigsdaler. De righoldige danske kilder er en af de ting, Danmark har markeret sig med, en anden er Forordningen af 16. marts 1792 om Negerhandelen, som forbød slavehandel. Den er dog blevet kritiseret både for at være hyklerisk og for at sætte ekstra skub i slavehandelen i de ti år, der gik, inden den trådte i kraft i 1803. Udenrigsminister Ernst Schimmelmann, der selv ejede plantager på St. Croix og geværfabrikken i Hellebæk, havde erkendt, at slaveriet, som englænderne alligevel var på vej til at afskaffe, med tiden ville kunne erstattes af sukkerplantager i Afrika. Det var fremtidsmusik. Efter en rekordimport i årene 17921803 skulle slaverne efter planen kunne reproducere sig selv. Først i 1848 blev slaverne på St. Croix, der truede med oprør, frigivet af den danske guvernør Peter von Scholten. To år efter lykkedes det endelig at få solgt de udgiftskrævende danske besiddelser på Guldkysten til Storbritannien.


Verdensorden | 6 |

Den omstridte forordning om slavehandelens ophør blev modtaget godt af det engelske parlamentsmedlem William Wilberforce, der kæmpede indædt og med stor veltalenhed for handelens ophør. I ryggen havde han bl.a. amerikanske kvækere, oplysningsfilosoffer som Montesquieu og Encyklopædien: Det bind, der udkom i 1765, indeholdt en stærk kritik af slaveriet. Wilberforce brugte i en brandtale i 1792 Danmark som et eksempel til efterfølgelse. Bakket yderligere op af en økonomisk udvikling, der pegede mod kolonier, som skulle levere palmeolie, gummi og andre råvarer, endte Wilberforce med sejr i 1807. Men trods englændernes forsøg på at få alle slavenationer til at rette ind, vedblev slaveriet nogle steder til slutningen af 1800-tallet. Selv om slaveri nu formelt er forbudt i alle lande, lever millioner af mennesker stadigvæk under slavelignende forhold, især i Afrika og Asien. INGE DAMM

SIDE 274-275

Fig. 3. | Tegningen af de sammenstuvede mennesker på slaveskibet blev i det engelske parlament brugt som argument mod slavehandelen af fortalerne for dens ophør. Efter Lægen Paul Iserts breve fra Dansk Guinea 1783-87, 1917.

273


274

| 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

275


276

| 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

KOLONIALE KONTAKTER I ASIEN

Leder i Delhi Gazette, Indien 5. januar 1856 ”Der har været tilfælde, hvor englændere er kommet til Indien tidligt i livet, og i tidens løb er blevet så grundigt indieniseret, så identificeret med de indfødte (som regel med de muhamedanske indfødte) i vaner og følelser, at de har tabt al smag for det europæiske samfund, at de har valgt deres bekendte og forbindelser blandt muslimerne, og at leve i enhver forstand på muselmannisk vis, til enten åbent eller skjult at overtage den muselmanniske tro, og i hvert fald ophøre med at udvise nogen interesse i Kristendommen … Disse har ofte været mænd af særdeles fremragende evner … og deres kendskab til de indfødtes sædvaner, kan have banet vejen for gode resultater, som ellers havde været usikre eller uopnåelige. Men det er klart, at sådanne tider

Fig. 1. | [Dc.94-95] Pokaler af kryddernelliker trukket på metaltråd, fra øen Ambon ca. 1695. Nipsgenstande fremstillet af nelliker var en typisk souvenir fra krydderiøerne Molukkerne, som i dag er del af Indonesien. Etnografisk Samling.

277


278

| 6 | Verdensorden

er overstået, og vi må passe på med ikke at lade os vildlede af [disse assimilerede englænderes] holdninger, lige meget hvor velegnede de har været til at løse datidens opgaver.” Citatet er betegnende for det skift, der foregik fra den tidlige europæiske kolonialisme i Asien i 15-, 16- og 1700-tallet, der blev ledet af private handelskompagnier med maksimal profit til aktionærerne som mål, og til den senere kolonialisme, hvor de oversøiske områder blev annekteret og administreret af de europæiske stater. Europæerne kom til Asien efter luksus- og specialvarer: først og fremmest krydderier, men også tekstiler, indigo, og salpeter (til krudt). I Kina handlede de sig til te og porcelæn i byen Kanton, som var det eneste sted, de europæiske handelskompagnier fik adgang til, da de kinesiske myndigheder ikke ville lade europæere få yderligere lokalt fodfæste, sådan som det skete i det meste af det øvrige Asien. Europæerne havde gode betingelser i de allerede eksisterende asiatiske handelsnetværk, dels fordi de kunne købe sig ind på dette marked med overskuddet af især sølv fra den Nye Verden, og dels fordi de allierede sig med lokale herskere mod disses fjender og konkurrenter. Selv om man til at begynde med ikke havde planer om at indføre regeringssystemer lokalt, blev der flere steder hurtigt etableret europæisk styrede plantageøkonomier, med skatteopkrævning, minimumskvoter af eksportafgrøder og hårde straffe for manglende leverancer. Især på Java blev de lokale herskere ret hurtigt reduceret til marionetter for det hollandske handelskompagnis ledelse. Spanierne i Filippinerne og portugiserne i Indien og det indonesisk-malajiske område drev tidligt kristen mission i Asien, men de hollandske og engelske handelskompagnier havde intet ønske om at bringe omvendelsens frelse til de lokale befolkninger. Tværtimod frygtede de, at missionsvirksomhed kunne vække modvilje hos lokale herskere og dermed forstyrre handelen, og i Indien var der indtil 1813 ligefrem forbud mod kristen mission i de britisk kontrollerede områder. De asiatiske handelscentre var kosmopolitiske knudepunk-


Verdensorden | 6 |

Fig. 2. | [Bc.257, Bc.258] Peter Mule og Joachim Severin Bonsach var handelsansvarlige på det første danske skib til Kina i 1730 og blev portrætteret af en kinesisk ”facemaker” i Kanton. Etnografisk Samling.

ter, der foruden lokalbefolkningerne talte kinesere, arabere og europæere. Til trods for, at der fra start var dybe kløfter mellem europæerne og de øvrige befolkninger, var der også stort samkvem på tværs af kulturerne, og det var en stor fordel at kende traditioner og etikette ved de lokale hofkulturer. Danskeren Mads Lange blev en stor handelsmand på Bali, inden hollænderne overvandt de lokale fyrster og tog kontrol med øen, fordi han knyttede nære bånd til de lokale fyrster. Som en samtidig hollandsk kaptajn, der var strandet på øen, siden skrev: ”Fordi [Mads Lange] allerede i årevis har drevet handel på Bali og har

279


280 | 6 | Verdensorden

Fig. 3. | [C.8844] Balinesisk tegning af en europæer, som angiveligt er den danske handelsmand Mads Lange, der levede på Bali 1839-56 og var tæt allieret med de lokale fyrster, men som også forhandlede på vegne af den hollandske koloniadministration på Java. Etnografisk Samling.


Verdensorden | 6 |

ført krige dernede, kendte han disse folks sprog og karakter ud og ind. De havde megen agtelse for ham, og personlig kunde han få gjort overmåde meget hos dem. Alt, hvad der var af handel, kom til ham. Og når han anmodede fyrsten om noget, blev det ham sjældent nægtet, skønt det endogså blev nægtet os at rejse en flagstang på stranden”. Som så mange andre europæiske mænd giftede Mads Lange sig lokalt, og hans efterkommere lever stadig i en af Malaysias sultanslægter. Det var helt almindeligt for europæiske mænd at gifte sig eller leve sammen med lokale kvinder, og både i Indien og Sydøstasien førte det til store befolkninger af blandet race. Nogle europæere, især englændere, der var udstationeret i de indiske fyrstedømmer, blev indgiftet i de lokale eliter og var dobbeltkulturelle, både hvad angik sprog, klædedragt og religion. Det er disse ”indieniserede” englændere, det indledende aviscitat beskriver med en stærk afstandtagen, som blev kendetegnende for den sene koloniseringsperiode i løbet af 1800-tallet. Skellet mellem de europæiske koloniherrer og lokalbefolkningerne voksede i takt med, at de europæiske stater overtog kolonierne fra de private handelskompagnier, og i takt med, at den europæiske militære og regeringsmæssige kontrol bredte sig fra handelsstationerne og forterne ved kysten til de indre landsdele og fjernere øer: De lokale eliter blev ikke mere set som ligemænd, men betegnet som dekadente og despotiske, ugifte kvinder fra hjemlandene blev sejlet ud til kolonierne for at begrænse antallet af blandede ægteskaber, og kristen mission med værdier om mådehold og flid blev promoveret langt mere, end det havde været tilfældet under den tidlige handelskolonialisme. BENTE WOLF

281


282

| 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

283


284 | 6 | Verdensorden

ÆDLE ELLER GEMENE VILDE

Der findes to slags mennesker i verden: de ”civiliserede” og de ”vilde”. Sådan ville et dannet menneske i oplysningstidens Europa sige om den sag. Civilisationen definerede det vilde som sit modstykke – hvad enten det var europæere af lav byrd, altså arbejdere, tyende og fattige eller de eksotiske fremmede, man hørte om fra kolonierne eller læste om i Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719 og de meget populære ekspeditionsberetninger fra f.eks. James Cooks udforskning af Sydhavet i 1770’erne. Men hvordan skulle et civiliseret menneske forholde sig til disse vilde? Her skiltes vandene. Nogle europæere valgte at idealisere de vilde, andre at dæmonisere dem. Oplysningstidens teorier om menneskets oprindelse var endnu baseret på kristne forestillinger om Adam og Eva i Edens have. Mange af 1700-tallets store tænkere hævdede, at den nye verdens primitive folkeslag afspejlede netop denne paradisiske tilstand – de var naturens uskyldsrene børn, ædle og uspolerede og i fuldstændig harmoni med deres omverden. De vilde blev således ophøjet til ”noble savages” eller på dansk


Verdensorden | 6 |

285


286 | 6 | Verdensorden

”ædle vilde”, et begreb, der fejlagtigt er blevet tilskrevet filosoffen Jean-Jacques Rousseau (1712-78), men som sandsynligvis har sine rødder hos den franske opdagelsesrejsende Marc Lescarbot. Lescarbot bemærkede på sin rejse til Nordamerika i 1609, at de indfødte i sandhed var ”noble”, forstået som aristokratiske, idet de bedrev jagt, hvilket i Europa var forbeholdt aristokratiet. Ikke desto mindre er det denne betegnelse, der senere er kommet til at karakterisere netop oplysningstidens romantiserende syn på vilde mennesker. Som modpol til det civiliserede og knap så naturlige Europa kom billedet af den ædle vilde uvægerligt til at indgå i en europæisk selvkritik. Visse af tidens store personligheder mente nemlig, at i kraft af sin civilisation var Europa blevet degenereret og havde derved mistet sin naturtilstand og de oprindelige dyder, man endnu kunne finde hos naturmennesket. ”Alt er godt, når det forlader hænderne på vores skaber, alt degenererer i menneskets hænder”, skrev Rousseau i 1762 i sin bog Emile eller om Opdragelsen. Det er i lovprisningen af menneskets naturtilstand, som den findes hos barnet ikke hos den vilde, at Rousseau kommer ind i billedet. Mens eliten undertiden blev inviteret til fremvisninger af diverse vilde folkeslag ved de europæiske hoffer, havde den almindelige borger kun rejseberetninger og kunsten til at legemliggøre dem. I kunsten tegnedes to modstridende billeder: Enten blev de vilde, med paralleller til et andet hedensk folkefærd, som oplysningstidens tænkere i høj grad sympatiserede med, nemlig antikkens grækere og romere, afbildet i klassiske gevandter, eller også blev de fremstillet nøgne eller sparsomt tildækkede af blade eller fjer. På trods af de klare referencer til Adam og Eva blev denne nøgenhed af mange europæere også forbundet med en vis bestialskhed. Dette syn kommer især til udtryk, når de vilde fremstilles som kannibaler, som tilfældet er med den hollandske kunstner Albert Eckhouts maleri af en brasiliansk tarairiu-kvinde fra midten af 1600-tallet. De vilde blev altså på den ene side prist for deres naturlighed, men på den anden side fordømt for at være for naturlige, for passionerede. Synet på de koloniserede som kannibali-


Verdensorden | 6 |

Fig. 1. | Skal man tro denne afbildning fra 1777, blev Kaptajn James Cook modtaget af en gruppe togaklædte indfødte, da han ankom til Middleburgh, Tonga under en af sine berømte sydhavsekspeditioner. The landing at Middleburgh, one of the Friendly Isles. W. Hodges, 1777.

stiske, morderiske og ”gemene vilde”, der knap nok var at regne for mennesker, deltes ikke mindst af mange af de søfolk og udvandrere, der berejste og bosatte sig i den nye verden. Bestialskheden vakte dog ikke blot anstød, men også fascination. Denne dobbelthed forklarer, hvorfor søfolk, handelsfolk og opdagelsesrejsende med iver indsamlede og hjembragte såkaldte kannibalgafler fra Fiji, tatoverede hoveder fra New Zealand og skalpe fra Nordamerika. Der var et marked for den slags souvenirs hjemme i Europa, hvor det at være en lærd gentleman indebar, at man ud over at eje et bibliotek også opbyggede private samlinger af kuriositeter fra naturens og kulturens verden. At fremstille den vilde som kannibal var dog ikke udelukkende baseret på ønsket om realistisk at gengive virkeligheden, men blev også gjort med det sigte at dæmonisere de koloniserede. Dette tjente til at retfærdiggøre den koloniale

287


288 | 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

289


290 | 6 | Verdensorden


Verdensorden | 6 |

ekspansion og den kendsgerning, at mange vilde folkeslag bukkede under i mødet med europæeren. Eksempelvis uddøde de brasilianske Tarairiu-indianere, som kvinden på maleriet hørte til, som følge af epidemiske sygdomme, udbytning og udryddelse. MILLE GABRIEL

Fig. 2. | Tarairiu-kvinde fra Brasilien. Kvinden er malet af den hollandske kunstner Albert Eckhout i 1641 og tydeligvis fremstillet som kannibal med bl.a. en afhugget menneskefod i sin kurv. Etnografisk Samling.

291


292

|


|

293

7


294 | 7 | Alt fast fordamper

BYENS LYS

I 1812 blev verdens første offentlige gasværk etableret i London. Herfra bredte den nye teknologi sig snart til andre europæiske byer, større som mindre. I 1853 blev det første danske værk etableret i Odense. Med gassen kunne byerne lyses op, både på gader og pladser og – for de mere velhavende – i private stuer. Senere kom elektriciteten til. Den var i starten dyr og blev derfor især brugt i de repræsentative byrum. Men efterhånden vandt den frem, delvist på bekostning af gassen, som dog vedblev at være i brug som lyskilde på gade og vej et godt stykke op i 1900-tallet. Byerne blev ikke bare oplyst i konkret forstand. Byens lys blev også et symbol på storbyens dragende virkning på dem, der boede i småbyer eller på landet. Ved indgangen til 1800-tallet var der ellers ikke mange storbyer i Europa. London var den eneste millionby, og kun 10 byer havde mere end 100.000 indbyggere. Det ændrede sig drastisk, og i år 1900 var der mere end 100 byer med 100.000 indbyggere eller flere. Af disse var foruden London nu også Berlin, Moskva, Paris, St. Petersborg og Wien millionbyer. Lige så bemærkelsesværdigt var det dog,


Alt fast fordamper | 7 |

Fig. 1. | Den fornemme gaslysekrone har oplyst hjemmet hos en københavnsk apoteker. Danmarks Nyere Tid.

295


296 | 7 | Alt fast fordamper

Fig. 2. | Borgere spadserer på de parisiske boulevarder. Oliemaleri, Gustave Caillebotte, 1877. The Art Institute of Chicago.

at der var opstået steder som Tyneside i Nordengland og Ruhr i Tyskland, hvor mindre byer og sværindustrielle anlæg var vokset sammen til store, sammenhængende byområder. Gennem 1800-tallet steg befolkningstallet i Europa. Mekaniseringen betød et relativt fald i behovet for arbejdskraft på landet, men til gengæld skabte industrialiseringen mange nye arbejdspladser i byerne. I England var der allerede i 1851 flere, der boede i byer end på landet, i Tyskland blev byboerne i flertal kort før 1900. Der var dog områder, især i Syd- og Østeuropa, hvor udviklingen gik meget langsommere, og de fleste stadigvæk boede og arbejdede på landet. Byernes vækst skabte behov for plan og udvikling. Eksempelvis blev Paris voldsomt bygget om i midten af århundredet, under ledelse af baron Haussmann: Kvarterer blev revet ned, og middelalderens snoede gader blev erstattet af lange, lige boulevarder. Monumentale bygninger, som et nyt operahus, blev


Alt fast fordamper | 7 |

opført, og langs boulevarderne rejste sig lange rækker af neoklassicistiske facader. Den moderne, borgerlige by blev skabt. For de mange hundredtusinder af europæere, som blev byboere, formede livet sig på mange måder anderledes end på landet. I lejekasernerne i de store byers arbejderkvarterer boede man mange og tæt sammen. Omvendt var det også i byerne, man fandt de flotte palæer, de brede gader og de nye stormagasiner. Det var i byen, man var først med det nyeste, i mode, underholdning eller politik. Livet i byerne foregik simpelthen i et højere gear, end hvad man gennem århundreder havde været vant til på landet. Tradition blev afløst af forandring og fremskridt. Byens lys skabte både bekymring og begejstring. I 1886 udgav den danske psykiater Knud Pontoppidan Neurasthenien. Bidrag til en skildring af vor Tids Nervøsitet. Bogen indgik i en international debat om, hvordan det hektiske liv i den moderne storby førte til nervøsitet og nervesvækkelse. I 1900 besøgte forfatteren og den senere nobelpristager Johannes V. Jensen verdensudstillingen i Paris. Han var ikke nervøs, men derimod dybt fascineret af storbyen, med dens mylder af mennesker og maskiner. Siddende højt oppe i udstillingens vartegn, Pariserhjulet, skrev han: ”Hør hvor denne By, hvor den vældige By dernede synger! Det er Vers af Jærn, Rim i Staal og Sten, det er Rytmer mod Himlen (…) Det tyvende Aarhundrede suser over Hovedet. Jeg bekender mig til Virkeligheden, jeg bekender.” LARS K. CHRISTENSEN

297


298 | 7 | Alt fast fordamper


Alt fast fordamper | 7 |

299


300 | 7 | Alt fast fordamper

EN LANGSOM REVOLUTION

Det startede med noget, som ikke i sig selv virker særlig sprængfarligt: bomuldsgarn. Igennem 1700-tallet var bomuldsstoffer, importeret fra Indien, blevet populære i England. I forsøget på at beskytte den hjemlige tekstilproduktion forbød man gradvist denne import. Derved opstod et marked for bomuldsgarn til de engelske vævere. Både i Indien og i England blev bomuld spundet og vævet ved håndkraft. Det tog tid, og der var stor efterspørgsel på garn. Det ansporede Richard Arkwright til i 1771 at opføre et nyt slags bomuldsspinderi. Det nye var, at maskinerne ikke var drevet ved håndkraft, men ved vandkraft: Fra et stort møllehjul blev kraften med aksler og remtræk ført frem til de mange karte- og spindemaskiner. Arkwright havde bygget den første moderne fabrik. Den idé skulle vise sig at være så god, at den snart blev kopieret andre steder. Men fabrikken skulle også vise sig at rumme en anden fordel. Hidtil havde produktionen af tekstiler været spredt ud på et stort antal små håndværkere, hvoraf mange skulle passe lidt landbrug samtidig. Storkøbmændene og deres mellemhand-


Alt fast fordamper | 7 |

301


302 | 7 | Alt fast fordamper

Fig. 1. | Rubens Dampvæveri, Frederiksberg, 1890. Med sine ca. 270 kvindelige og 80 mandlige arbejdere var det Danmarks største kvindearbejdsplads. Akvarel, Rasmus Christiansen. Danmarks Nyere Tid.

lere havde et evigt hyr med at sikre, at det arbejde, man havde aftalt, faktisk blev leveret. På fabrikken var det anderledes: Her måtte man enten møde til tiden og arbejde de 10-12 timer pr. dag, man havde forpligtet sig til – eller blive helt væk. Fabrikken viste sig at være et effektivt instrument til disciplinering af arbejdskraften. De nye teknologier kom ikke ud af det blå. De blev som regel udviklet som svar på konkrete problemer, så som flaskehalse i produktionen, og nogle gange over lang tid. Eksempelvis løste mekaniseringen af spinderierne problemet med mangel på garn. Til gengæld var der nu så meget garn til rådighed, at det kneb for væverne at følge med. Svaret blev den mekaniske væv, opfundet i 1785, men først gjort praktisk brugbar i starten af 1800-tallet. Dampmaskinen, som for eftertiden blev selve symbolet på


Alt fast fordamper | 7 |

den industrielle revolution, startede også sit liv som løsning på et konkret problem: at holde mineskakter fri for vand. Allerede tidligt i 1700-tallet var der i England bygget primitive dampmaskiner til det formål. Sidst i 1700-tallet forbedrede James Watt den oprindelige konstruktion på flere punkter: Maskinen blev mere energieffektiv, og fra blot at kunne bevæge et stempel i en pumpe op og ned kunne dens kraft nu omsættes til en roteren-

Fig. 2. | Svinghjul fra dampmaskine, produceret på maskinfabrikken Atlas, 1899. Danmarks Nyere Tid.

303


304 | 7 | Alt fast fordamper

de bevægelse. I stedet for kun at blive anvendt i minerne, kunne dampkraften nu bruges som drivkraft i alle slags fabrikker. Med dampkraften behøvede man ikke længere at placere fabrikkerne ved en flod. Industrien kunne placeres der, hvor det var mest hensigtsmæssigt, f.eks. hvor der var arbejdskraft, råstoffer eller adgang til transport. Det sidste ændrede sig også eksplosivt, da dampmaskinerne efter 1800 kunne bygges mindre og endnu mere effektive. Nu kunne dampen bruges som drivkraft til jernbaner og skibe. Industrialiseringen var blevet til en selvforstærkende proces, hvor nye markeder skabte efterspørgsel efter nye teknologier, der igen åbnede nye markeder. Historien havde tidligere set eksempler på noget, der minder om industri, f.eks. i renæssancens Norditalien. Det forblev dog enkeltstående initiativer, som aldrig tog fart og blev til en egentlig industriel revolution. Hvad gjorde mon det sene 1700-tals Manchester og omegn så meget anderledes, at de forandringer, der startede her, greb om sig og blev til en selvforstærkende proces, der endte med at forandre hele Europa – og resten af verden med? Det handler bl.a. om samspillet mellem teknologi og markeder. Det engelske landbrug var allerede i gang med en omlægning fra selvforsyning til markedsøkonomi, og som følge af en stor kolonihandel var de engelske byer relativt flere og større end i det meste af det øvrige Europa. Derfor var der et hjemmemarked for industrielt fremstillede produkter – især hvis de kunne fremstilles billigt. England var tidens største kolonimagt og rådede over verdens mægtigste flåde. Med disse redskaber kunne man aktivt skabe nye markeder. Som når man forbød importen af bomuldsstoffer fra Indien for at fremme den engelske industri. De nye industrivarer kunne fremstilles så billigt, at de efterfølgende kunne eksporteres tilbage til Indien, hvor de effektivt udkonkurrerede den lokale produktion. Udviklingen i England blev til dels skabt på basis af underudvikling i kolonierne. Årsagerne til den industrielle revolution er mange og flertydige, men dens virkninger på næsten alle livets områder var


Alt fast fordamper | 7 |

Fig. 3. | Telegrafiapparat fra Store Nordiske Telegraf-Selskab. Fra 1869 og frem anlagde Store Nordiske, med basis i København, telegraflinjer over den halve jordklode. Danmarks Nyere Tid.

tydelige. Først og fremmest blev arbejdslivet forandret for de mange tusinder, som blev rekrutteret til at arbejde i fabrikkerne. Der skulle knokles fra tidlig morgen til aften, seks dage om ugen, ofte i dårligt oplyste, støvede og varme lokaler. Mange flyttede til byerne, hvor de måtte bo under usle forhold i små lejligheder. Men industrialiseringen medførte også forbedringer, om end det gik langsomt. Mod slutningen af århundredet kom der for alvor vækst i økonomien. Samtidig var der i toneangivende industrilande som England, Frankrig og Tyskland – men også i Danmark – blevet skabt en stærk fagbevægelse. De to ting

305


306 | 7 | Alt fast fordamper


Alt fast fordamper | 7 |

307


308 | 7 | Alt fast fordamper

Fig. 4. | I 1819 blev Caledonia, som det første dampskib i Danmark, sat i regelmæssig drift på ruten København-Kiel. Koloreret stik. Danmarks Nyere Tid.

tilsammen medførte en markant stigning i mange industriarbejderes levestandard. Den industrielle revolution skabte mange nye varer og teknologier, som forandrede hverdagen. Jernbanerne betød, at rejser, som før havde varet dage, nu kunne overstås på timer. Gaslyset oplyste gader, hjem og arbejdspladser. Rotationspressen var en blandt flere nye grafiske teknologier, som forvandlede bøger og aviser fra luksusvarer til massemedier. I slutningen af 1800-tallet havde industrien fået tag i det meste af Europa, men med tyngdepunkt i den nordvestlige del. Tyskland og – uden for Europa – USA udfordrede nu England som førende industrination. Tyskland stod især stærkt inden for de nye industrigrene, så som den kemiske og den elektrotekniske industri. I 1851 åbnede The Great Exhibition of the works of industry of all nations (Den store udstilling af industriens arbejde fra alle


Alt fast fordamper | 7 | 309

nationer) i London. Det var ikke den første udstilling af den type, men denne var langt mere storslået end tidligere, og regnes for starten på de store verdensudstillinger. Udstillingerne blev stedet, hvor de europæiske nationer og USA fejrede fremskridtet ved hver især at fremvise de ypperste og mest imponerende produkter fra håndværk og industri. 1800-tallet var startet med krig og ødelæggelse over stort set hele Europa. Den franske hær var trængt helt frem til Moskva, inden den blev besejret. Napoleons-krigene 1804-15 anslås at have kostet et sted mellem 3,5 og 6,5 mllioner døde. Krigen fulgtes af en trykket og indadvendt stemning i mange lande. Ved udgangen af århundredet fandt kappestriden mellem de europæiske lande derimod primært sted inden for økonomi, industri og teknologi. Tiden var nu præget af en udadvendt optimisme og tro på, at teknologien ville føre til stadig nye fremskridt. Men bag ved optimismen mærkedes også en begyndende tvivl: Kan det fortsætte på denne måde? LARS K. CHRISTENSEN


310

| 7 | Alt fast fordamper

SPØGELSET, DER BLEV TIL VIRKELIGHED

”Et spøgelse går gennem Europa: Kommunismens spøgelse”. Sådan lød den første sætning i en lille pamflet, som udkom i 1848. Pamfletten hed Det kommunistiske manifest og var forfattet af en landflygtig tysk filosof og samfundskritiker ved navn Karl Marx, sammen med hans gode ven Friedrich Engels. Det var ingen tilfældighed, at pamfletten udkom i 1848. I dette og det følgende år bølgede oprør og social uro gennem Europa. Befolkningsvækst og begyndende industrialisering havde ikke blot skabt stigende sociale modsætninger. Det havde også gjort borgerskabet rigere og mere selvbevidst. Mange følte, at det nu var på tide, at de dominerende, enevældige styreformer blev erstattet af mere demokratiske systemer. I februar 1848 udbrød en social opstand i Paris. Urolighederne bredte sig til de tyske og italienske områder, hvor de hurtigt blev kædet sammen med et krav om samling af de mange små konge- og fyrstedømmer til nationalstater. I Ungarn blev der rejst krav om selvstændighed fra det østrigske herredømme. I Danmark var efterretningerne om de revolutionære begivenheder rundt om i Europa medvirkende til, at kongen


Alt fast fordamper | 7 |

Fig. 1. | Portrætter af Karl Marx og Friedrich Engels i Socialdemokra-

tiets Aarhundrede, udgivet af det danske socialdemokratiske parti i 1904. Danmarks Nyere Tid.

uden sværdslag accepterede kravet om Grundlov og folkestyre. I langt de fleste lande endte 1848-revolutionerne dog i fiasko, uden opfyldelse af de krav der blev stillet. I spidsen for de fleste oprør stod nationalt og liberalt orienterede borgerlige. Blandt deltagerne var der også arbejdere, men det var sjældent, de stillede deres egne krav, f.eks. om mere social retfærdighed. Alligevel brugte de herskende magter skældsord som anarkister og kommunister om deres modstandere. Det var denne skræmmekampagne, som Marx sigtede til, da han skrev om det kommunistiske spøgelse. Selv om Marx kunne støtte de liberales krav om demokrati, så mente han, der skulle mere til. Så længe ejendomsretten til landbrug, fabrikker og andre produktionsmidler var koncentreret i nogle få, private hænder, ville den sociale og politiske ulighed bestå. Derfor, argumenterede han, måtte arbejderne slutte sig sammen og gå til kamp for et samfund, hvor produktionsmidlerne var ejet i fællesskab. Den opfordring var der dog

311


312

| 7 | Alt fast fordamper

Fig. 2. | I august 1910 er næsten 900 delegerede samlet til den 8. internationale socialistkongres i København. Blandt deltagerne er fremtrædende europæiske socialister, som Kier Hardie, Jean Jaurès, V.I. Lenin, Karl Liebknecht, Rosa Luxemburg og Thorvald Stauning. Arbejdermuseet / ABA.

umiddelbart ikke mange, der tog til sig. Dels fordi der i de fleste europæiske lande endnu ikke var så mange arbejdere, dels fordi de tilløb til en arbejderbevægelse, der fandtes, var stærkt splittet mellem indbyrdes stridende retninger. Det ændrede sig, efterhånden som industrialiseringen skred frem. Især i Nord- og Vesteuropa voksede der stærke arbejderbevægelser frem. Da arbejderpartiet i Tyskland, efter årtiers politisk forfølgelse, endelig kunne stille op til valget i 1890, fik man 20% af stemmerne. I 1912 fik man 35% og var dermed Tysklands største parti, både i stemmer og medlemstal. De fleste arbejderpartier kaldte sig nu socialdemokrater. Målet var stadigvæk det klasseløse samfund og den fælles ejendomsret. Men i takt med de forbedrede muligheder for parlamentarisk


Alt fast fordamper | 7 |

indflydelse satte man i stigende grad sin lid til stemmesedlen som vejen til forandring. I 1910 blev der holdt kongres i den internationale sammenslutning af socialistpartier i København. De næsten 900 delegerede repræsenterede den største ikke-religiøse sammenslutning i verden. Taler efter taler fremhævede bevægelsens krav og styrke. Men det fremgik også, at der var uenighed mellem det reform-søgende flertal og et mere radikalt mindretal. Da arbejderbevægelsen i 1914 ikke formåede at stå sammen om at forhindre krigen, blev det gnisten der udløste splittelsen. Den radikale fløj brød ud og organiserede efterhånden en ny bevægelse under det oprindelige navn: kommunisterne. Både kommunister og socialdemokrater kom til at sætte afgørende præg på 1900-tallets Europa. I øst stod kommunisterne i spidsen for regimer, som så stort på den politiske frihed, til fordel for statens ejendomsret og med lighed som officielt mål. I vest stod socialdemokrater i spidsen for velfærdsstater, som forsøgte at skabe sociale reformer ad demokratisk vej, inden for rammerne af en fortsat privat ejendomsret. Begge bevægelser hævdede, at de repræsenterede de marxistiske idealer. Desværre døde Karl Marx i 1883, så vi kan ikke spørge ham, hvad han selv mener. LARS K. CHRISTENSEN

313


314

| 7 | Alt fast fordamper


Alt fast fordamper | 7 |

315


316

| 7 | Alt fast fordamper


Alt fast fordamper | 7 |

HVID MANDS BYRDE

Så løft en hvid mands byrde Send ud den bedste søn At tjene andre racer For en landflygtigs Løn; Hos rådvildt folk og vilde At tage tunge tørn En tvær og kuet stamme Halvt djævle og halvt børn. Sådan skrev Rudyard Kipling (1865-1936), den engelske imperialismes store digter, i 1898. Opfordringen til at rejse ud og løfte den ”hvide mands byrde” var rettet mod amerikanerne, der netop havde annekteret Filippinerne og dermed var trådt ind i rækken af imperialistiske nationer. For Kipling, der selv var født af engelske forældre i kronkolonien Indien, repræsenterede imperialismen ikke en skruppelløs udbytning af kolonierne. Tværtimod – det var den hvide mands pligt at drage ud i imperiets tjeneste, ikke blot for at hjembringe kolonialvarer og råstoffer til den voksende industri

317


318

| 7 | Alt fast fordamper

Fig. 1a,b og c | Den hvide tropehjelm er et af de mest markante symboler på den imperialistiske ideologi. Denne hjelm har tilhørt den danske tropelæge Victor Genner, der gjorde tjeneste i Hollandsk Indonesien i 1920-22. Etnografisk Samling.

i Europa, men i lige så høj grad for at civilisere disse ”halvt djævle og halvt børn”. Set med europæiske øjne var den hvide mand alle andre folkeslag overlegen. Det var derfor en udbredt opfattelse, at europæeren havde både pligt og ret til at udbrede den europæiske civilisation til den barbariske del af verden. I 1859 udgav Charles Darwin (1808-82) Arternes oprindelse, hvor han rystede verden ved at hævde, at planter og dyr ikke var skabt fuldt færdige af Gud, men havde udviklet sig gennem millioner af år. Darwins tanker fik imidlertid også indflydelse inden for samfundsteori, da Herbert Spencer (1820-1903) i 1864 overførte teorien om ”naturlig selektion” fra biologien til menneskelige samfund. Spencer hævdede, at på baggrund af principper om ”survival of the fittest” – på dansk ”den


Alt fast fordamper | 7 |

319


320

| 7 | Alt fast fordamper

Fig. 2. | Den hvide mands byrde? Hvid europæer bliver transporteret i hængekøje i Benin omkring år 1895.

bedst tilpassedes overlevelse”, befandt verdens samfund sig på forskellige trin i den menneskelige evolution. De kunne derfor rangordnes med den europæiske civilisation som endemål for udviklingen. Den hvide races dominans blev således set som resultat af selve naturens lovmæssigheder. Denne videnskabelige racisme udfordrede oplysningstidens idealisering af den ædle vilde. De vilde var ringere udviklede og desuden beskidte, onde og krigsgale folkeslag, der helst skulle ”civiliseres væk fra jordens overflade”, som forfatteren Charles Dickens (1812-70) skrev i 1853. Tanker om den vestlige civilisations forrang retfærdiggjorde den europæiske ekspansion –


Alt fast fordamper | 7 |

i kraft af sin overlegenhed havde Europa både ret og pligt til at bringe verdens primitive samfund til et civiliseret stade. De åndelige sider tog den kristne mission sig af. Overalt i verden blev lokale hedenske religioner forbudt og lokalbefolkningen omvendt til den rette tro. Med indførslen af forskellige former for rets-, skole- og sundhedsvæsen bragte koloniadministrationen oplysning, opdragelse og ordentlig administration til de barbariske folkeslag, man ikke mente kunne styre sig selv. Og lod de underlegne folkeslag sig ikke opdrage, faldt afstraffelsen prompte. I kronkolonien Indien slog britisk militær i 1857 hårdt ned på et oprør iværksat af indiske soldater, sepoyer, i det Britiske Ostindiske Kompagnis tjeneste. I Afrika blev kongedømmet Benin nedbrændt og plyndret under en britisk straffeekspedition i 1897 som respons på befolkningens modstand mod at lade sig annektere som britisk protektorat. Ligesom Sudan blev indlemmet som britisk koloni, efter at den religiøse reformator, Mahdien, blev nedkæmpet af en mindre talstærk, men bedre bevæbnet britisk hær. MILLE GABRIEL

321


322

| 7 | Alt fast fordamper

KAMPEN OM VERDEN

Det er stadig mørkt og køligt i ørkenen uden for Omdurman i Sudan den 2. september 1898, da en flok engelske kavalerister bliver sendt af sted på patrulje. Først da solen står op lidt over seks, får de syn for den modstander, de står overfor: Fra de mørke klipper i horisonten kommer kolonne efter kolonne af krigere marcherende, og mellem dem kommer rytterne. Hundredevis af flag – grønne, sorte og hvide med citater fra koranen – vajer over de marcherende. Lyset fra den opgående sol reflekteres i tusindvis af blanke spyd. Krigsråbene ruller frem mod de engelske soldater som en dyb rumlen. De engelske kavalerister er en del af en hær på godt 8000 mand. Med sig har de yderligere knap 18.000 egyptiske hjælpetropper. Men den sudanesiske Mahdi-hær, som nu kommer stormende, tæller mindst 50.000 krigere. Skræmmende, hvis ikke det var for én vigtig detalje: Englænderne er bevæbnet med moderne rifler, maskingeværer og kanoner. Mahdi-krigerne er derimod udrustet med spyd, sabler og antikverede skydevåben. Ved middagstid er slaget slut. Op mod 11.000 Mahdi-krigere ligger døde i ørkensandet, og resten er på flugt. Englænderne


Alt fast fordamper | 7 |

Fig. 1. | Uniform som har tilhørt Uthman Digna, general i den sudanesiske Mahdi-hær. Digna var blevet hårdt såret i et tidligere slag, og deltog ikke ved Omdurman. Han døde som 90-årig i Egypten i 1926. Etnografisk Samling.

323


324

| 7 | Alt fast fordamper


Alt fast fordamper | 7 |

325


326

| 7 | Alt fast fordamper

Fig. 2. | Engelske soldater på vej til kamp i Egypten. De er bl.a.

udstyret med en tidlig form for maskingevær. Krigen i Ægypten, nr. 2, København 1882.

har mistet 47 mand. Med erobringen af Omdurman bliver Sudan en britisk koloni, og forbliver som sådan frem til 1956. Det var ikke nyt, at europæiske magter underlagde sig områder i Afrika, Amerika eller Asien. Men i den sidste del af 1800-tallet voksede den europæiske dominans over resten af verden i et hidtil uset omfang. I Afrika var det briterne og Frankrig, som sikrede sig de største bidder, men også Tyskland og Belgien var godt med. I Asien dominerede Storbritannien over Indien og de tilliggende områder, Frankrig over Indokina, og Holland over det enorme ørige, som i dag udgør Indonesien. Hen ved ¼ af klodens areal havde nu status som kolonier. Kun i Amerika var udviklingen gået den anden vej: Både i Nord- og Sydamerika var tidligere kolonier blevet selvstændige, og Spanien var nu kun en skygge af sig selv som kolonimagt. I Nordamerika var den tidligere koloni USA efter borgerkrigens afslutning i 1865 selv ved at udvikle sig til en stormagt. Anderledes var det gået i det sydlige Amerika. På trods af den formelle


Alt fast fordamper | 7 |

selvstændighed var økonomien i tidligere kolonier som Argentina, Chile og Brasilien i høj grad stadig underlagt europæiske interesser. Og det var netop økonomiske interesser, det handlede om. Kombinationen af kapitalistisk markedsøkonomi og industrialisering skabte i Europa en økonomi, som var mere dynamisk end noget, historien tidligere havde set. Men økonomien krævede nye, voksende markeder. Dem kunne man bl.a. finde i kolonierne. Det samme gjaldt råstofferne til industrien. Især mod slutningen af århundredet voksede behovet for kobber, tin, gummi, salpeter og andet, som bedst kunne skaffes uden for Europa. Den lokale befolkning var billig arbejdskraft, og jernbaner og dampskibe gjorde transporten overkommelig. Samtidig medførte den forbedrede levestandard i Europa en stigende efterspørgsel, ikke bare efter basale fødevarer, men også efter ”kolonialvarer” som kaffe, te, kakao og sukker. Hvad der før havde været luksusvarer for de få, blev nu efterspurgt af en voksende del af befolkningen. Eksempelvis drak englænderne alene mere end fem gange så meget te i 1890, som de havde gjort i 1840. Skabelsen af en økonomi, baseret på international handel og arbejdsdeling, havde rødder tilbage til 1700-tallet, men tog fart i midten af 1800-tallet og slog for alvor igennem frem mod 1900. Økonomiske forbindelser blev trukket mellem børserne i London, Paris og New York og havnebyer i Asien, miner inde midt i Afrika og gummi-plantager langt oppe ad sydamerikanske floder. Fordoblingen af verdens handelsflåde, målt i tonnage, mellem 1870 og 1910 og fem-doblingen af jernbanenettet i samme periode, er tegn på denne globalisering. Mens økonomien blev global, så var dens centrum – Europa – stadigvæk opdelt i nationalstater. Ved starten af 1800-tallet var de fleste af disse i krig med hinanden. Med Napoleonskrigenes afslutning i 1815 startede en relativt fredelig periode, kun afbrudt af mindre, regionale krige. Efter den fransk-tyske krig 1870-71 var der fred på kontinentet århundredet ud. I stedet forlagde stormagterne deres rivalisering til kolonierne.

327


328

| 7 | Alt fast fordamper

Når britiske soldater stormede frem over ørkensandet ved Omdurman den septemberdag i 1898, var det ikke kun af økonomiske årsager. Briterne havde længe haft interesser i Egypten, men fra 1869, da den nybyggede Suez-kanal blev åbnet, var landet af strategisk betydning for sejladsen mellem England og Indien, den vigtigste af de britiske kolonier. Da en ny, nationalt orienteret leder tog magten i Egypten frygtede Briterne at miste kontrollen over kanalen. Derfor greb man militært ind og gjorde reelt Egypten til koloni. Dermed blev man imidlertid også aktiv part i Egyptens kamp for kontrol over Sudan. Samtidig kom man på tværs af Frankrig, som i sin tid havde finansieret bygningen af Suez-kanalen. De to europæiske magter kastede sig ud i et veritabelt kapløb om at sikre sig mest muligt af Afrika, mens Tyskland forsøgte at følge med, så godt man kunne. Midt i dette kapløb lykkedes det den belgiske konge at sikre sig Congo som sin egen, personlige koloni. Imperier havde man kendt til siden oldtiden, men aldrig tidligere havde kloden på så omfattende vis været opdelt mellem stormagterne, og aldrig tidligere havde deres økonomiske og strategiske interesser domineret over så mange mennesker og lande. Denne nye verdensorden blev kendt som ”imperialismen”, et begreb som for alvor kom i brug i 1890’erne. For de lande, der blev underlagt de europæiske interesser, enten som kolonier eller som selvstændige, men økonomisk afhængige havde det stor betydning. Ofte blev der investeret i infrastruktur som havne, jernbaner og plantager. For befolkningerne kunne det betyde bedre indtægtsmuligheder, men også udbytning og undertrykkelse. Størst betydning på lang sigt havde dog skævvridningen af landenes økonomi: Produktionen blev indrettet på eksport af rå- og landbrugsvarer til Europa, frem for på dækning af lokale behov. De europæiske magters udbytte af kolonierne kan være svært at opgøre. Ser man isoleret på enkelte kolonier, kunne der være tale om direkte underskud. Men imperialismens betydning for Europa kan ikke bare gøres op som summen af indtægter fra de enkelte kolonier. Den var en integreret del af det økonomiske


Alt fast fordamper | 7 |

Fig. 3. | Lerfigurer af sepoyer, dvs. indere som gjorde tjeneste som menige soldater for det britiske East India Company eller i den engelske hær. Fremstillet i Indien, som souvenir til britiske koloniembedsfolk. Etnografisk samling.

system, og en forudsætning for den fortsatte ekspansion af europæisk handel og industri gennem 1800-tallet og langt op i 1900-tallet. Selv om kilderne er usikre, anslås det, at den gennemsnitlige levestandard i Europa i slutningen af 1700-tallet ikke var større end i verden som helhed. Men i 1913 var den mindst tre gange højere i Europa og USA end i den øvrige verden – og for de meste industrialiserede lande endnu højere. Vor tids opdeling mellem såkaldt økonomisk udviklede og økonomisk underudviklede lande blev grundlagt i 1800-tallet, i imperialismens tidsalder. LARS K. CHRISTENSEN

329


330 | 7 | Alt fast fordamper

DRØMMEN OM ET BEDRE STED

En decemberdag i 1876 blev lederen af det danske Socialdemokratiske arbejderparti, Louis Pio, kaldt til møde hos politiet. Her fik han at vide, at han snart ville blive fængslet. Alternativt kunne han vælge at tage imod en sum penge og rejse til Amerika. Pio, som allerede havde været fængslet tidligere, valgte at tage imod bestikkelsen. Sammen med en håndfuld venner forsøgte han at etablere en socialistisk koloni i USA – uden held. Pios eksempel er enestående i Danmark, hvor der, i hvert fald på papiret, havde været organisations- og ytringsfrihed siden 1849. I Bismarcks Tyskland blev der slået anderledes hårdt ned på enhver form for arbejderbevægelse. Og længere østpå, i Rusland, var det ikke bare zarens politiske modstandere, der blev forfulgt; her blev også det jødiske mindretal udsat for diskrimination og blodige pogromer. Håbet om at slippe for politisk eller religiøs forfølgelse var med til at drive millioner til at søge et bedre liv på andre kontinenter, primært Nord- og Sydamerika, men også Australien. En anden faktor var fattigdommen. Mellem 1800 og 1900 blev den europæiske befolkning fordoblet, fra lidt over 200 til


Alt fast fordamper | 7 |

lidt over 400 millioner mennesker. En stor del af den voksende befolkning fik arbejde i de fabrikker, som voksede frem, især i byerne. Men i landbruget blev der skabt et stadig stigende overskud af arbejdskraft. Mest katastrofal var situationen i Irland. Her var landbruget stærkt underudviklet, og kartoflen det eneste næringsmiddel for tusinder. I 1847 blev landet ramt af kartoffelpest, og på få år mistede man to millioner mennesker ud af en befolkning på 8,5 millioner. Af de to millioner døde halvdelen af sult, mens den anden halvdel emigrerede. Den irske katastrofe var heldigvis en undtagelse. Faktisk oplevede europæerne under ét en stigende levestandard genne århundredet. Men stigningen var ulige fordelt, og især fra områder, hvor industrialiseringen udviklede sig langsomt, var det fristende for fattigfolk på landet at tage springet, ikke bare til byen, men hele vejen til Amerika. Med den såkaldte ”Homestead” lov fra 1862 kunne indvandrere til USA få et stykke prærie-land stort set gratis, til start af eget landbrug. Det måtte naturligvis virke tillokkende på europæiske husmænd og landarbejdere. Den teknologiske udvikling, med flere og større dampskibe,

Fig. 1. | Album med fotografier, sendt tilbage til familien i Danmark af udvandrere i USA. Danmarks Nyere Tid.

331


332

| 7 | Alt fast fordamper

Fig. 2. | Kuffert, feltseng, revolver og kniv. Ejeren rejste i 1919 til Argentina, hvor han fik arbejde som gaucho, en slags kvæghyrde. Han vendte senere tilbage til Danmark. Danmarks Nyere Tid.

gjorde det også stadig billigere at krydse Atlanten. Derfor voksede udvandringen markant hen imod århundredskiftet. Mellem 1821 og 1914 forlod 44 millioner europæere deres hjemland. Alene i året 1902 udvandrede en million. For de europæiske stater var udvandringen en sikkerhedsventil, som hjalp med til at mindske faren for social uro. For dem, der udvandrede, formede livet sig naturligvis meget forskelligt. Nogle forblev lige så fattige som i hjemlandet, andre oplevede fremgang og et bedre liv. De succesfulde skrev ofte tilbage til familien derhjemme, hvorved forestillingerne i Europa om, hvad man kunne opnå derude, hinsides Atlanten, næppe


Alt fast fordamper | 7 |

blev mindre. Der var dog også udvandrere, der vendte hjem igen. Enten fordi de aldrig faldt til i det fremmede, eller fordi det simpelthen var deres oprindelige plan blot at være ude nogle år for at spare penge sammen til måske at kunne købe en gård hjemme i det gamle land. Det er især de tilbagevendte udvandreres ejendele, som sidenhen er havnet i Nationalmuseets samlinger. Cirka 2/3 af de europæiske udvandrere valgte USA som deres drømmes mål. Andre store destinationer var Canada, Argentina og Australien. For modtagerlandene betød indvandringen et ofte velkomment tilskud til befolkningen. USA’s befolkningstal var i 1800 5,2 millioner, altså lidt mindre end det nuværende danske. I 1900 var det vokset til mere end 76 millioner. Det var for en stor del indvandrere, som deltog i den interne kolonisering af ”det vilde vesten” og præriens forvandling til landbrugsland. Den oprindelige, indfødte befolkning blev samtidig fortrængt til stadig mindre reservater. Mod slutningen af 1800-tallet tog industrialiseringen for alvor fart i USA, og helt nye former for masseproduktion blev introduceret. Det var i høj grad ufaglærte, europæiske immigranter, som blev arbejdere i den amerikanske industri, der efter år 1900 halede ind på – og på visse felter udkonkurrerede – deres gamle hjemlande. LARS K. CHRISTENSEN

333


334 | 7 | Alt fast fordamper


Alt fast fordamper | 7 |

335


336 |


|

337

8


338 | 8 | Krige

Fig. 1. | Fangedragt, som har tilhørt en dansk kommunist, der 194345 var deporteret til Stutthof i det nuværende Polen. Striberne og nummeret skal fratage fangen hans personlighed og gøre ham let at kende, hvis han flygter. Frihedsmuseet.


Krige | 8 |

LEJRFANGEN – EN NY MENNESKETYPE

Omkring 6000 danskere blev under 2. verdenskrig deporteret til tyske koncentrationslejre. Nogle få blev sendt til en udryddelseslejr, hvor de blev slået ihjel. Resten kom til almindelige KZ-lejre, som var straffelejre, hvor man prøvede at udnytte fangernes arbejdskraft. De fleste overlevede opholdet, og med sig hjem havde de deres tøj og små brugsgenstande, de havde skaffet sig i lejrene. Per Ulrich (1915–94) var medlem af det illegale Frit Danmarks lærergruppe og blev arresteret af Gestapo for at have tegnet karikaturer af Hitler til den illegale presse. Han blev sendt til Sachsenhausen og Neuengamme, hvor han tegnede, hvad han så. Man kendte til KZ-lejrenes eksistens, men den verden, fangerne trådte ind i, lignede ikke noget, de kendte. Ulrichs omkring 200 tegninger er en enestående dokumentation af den lejr-verden, der på en næsten uforståelig måde var opstået i rationalitetens og fremskridtets århundrede. De russiske zarer havde siden 1600-tallet deporteret afvigere, kriminelle og senere også oppositionelle til kæmperigets østlige dele. Efter revolutionen i 1917 blev de, som det nye styre anså for fjender sat i lejre. Fra 1929, da Stalin besluttede at anvende

339


340 | 8 | Krige

tvangsarbejde som led i Sovejtunionens industrialisering, voksede et vældigt system frem – kendt som Gulag og bestående af tusindvis af små og store lejre. Fra 1929 til Stalins død i 1953 passerede omkring 18 millioner mennesker gennem lejrene, hvoraf – tallet er meget usikkert – måske 2,7 millioner døde. Kort efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev de første koncentrationslejre oprettet til regimets fjender. Her skulle kommunister og socialdemokrater ”genopdrages”, men senere endte også jøder, sigøjnere (romaer), kriminelle, religiøse og homoseksuelle i lejrene, fordi de i nazistisk tankegang var abnorme svulster på det rene tyske folkelegeme. Ved udbruddet af 2. verdenskrig sad der 25.000 i lejrene, men med de tyske erobringer voksede og spredtes systemet. Flertallet var arbejdslejre. De havde tilsammen omkring 1100 udekommandoer, hvor fangerne ofte blev arbejdet ihjel, eller de døde af sult og sygdom. Der var krigsfangelejre, straffelejre og ved siden heraf udryddelseslejrene. Den nazistiske behandling af fangerne var afhængig både af ideologiske og krigsøkonomiske hensyn, og de stred ofte mod hinanden. I begyndelsen af felttoget mod Sovjet, hvor tyskerne tog op imod 3 millioner fanger, lod man flertallet gå til grunde i lejre under åben himmel eller skød dem direkte. Men da tropperne i slutningen af december 1941 gik i stå foran Moskva, måtte man forberede sig på en længere krig, hvor flere tyske soldater skulle sættes ind. Da nazismen principielt ikke ønskede, at kvinder skulle arbejde i krigsindustrien, som de gjorde det i Sovjet, England og USA, kom man til at mangle arbejdskraft. Den skaffede man ved at indføre tvangsarbejdere fra hele det besatte Europa og ved at udnytte krigsfangernes arbejdskraft. Også mange jøder overlevede for en tid i krigsindustrielle foretagender, hvor de blev udlejet til virksomhederne af SS. Sachsenhausen nord for Berlin var bygget i 1936 og af SS planlagt som en ”ideal lejr”, hvor arkitekturen skulle udtrykke kontrol og underkuelse af fangerne. Den var skabt som en ligesidet trekant med bygningerne anbragt symmetrisk omkring en akse med en halvcirkelformet plads, hvor fangerne trådte an til


Krige | 8 |

Fig. 2. | En fange, der er fundet død i sin seng. I hånden knuger han et stykke brød. De helt udhungrede mennesker, der kort før deres død af sult lignede omvandrende skeletter, kaldtes i KZ-lejrene for muselmænd. Det sidste stadie af livet for den nye mennesketype: lejrfangen. Originaltegning. Frihedsmuseet.

appel. I 1938 rykkede ”Inspektoratet for Koncentrationslejre” ind i Sachsenhausen, der hermed under Theodor Eicke blev center for KZ-systemet i hele det tyske magtområde. Her blev for eksempel den senere kommandant for Auschwitz, Rudolf Höss uddannet. Omkring 200.000 fanger passerede gennem Sachsenhausen. Den var ikke en udryddelseslejr, de fleste fanger arbejdede for våbenindustrien i dens mere end 100 under-lejre. Selve lejren husede også prominente politiske fanger såsom formanden for de danske kommunister, Aksel Larsen, der overlevede opholdet. Men titusinder blev slået ihjel af sult, kulde, sygdom, udmattelse, brutalitet, medicinske eksperimenter eller

341


342 | 8 | Krige


Krige | 8 |

343


344 | 8 | Krige

Fig. 3. | Russisk fange tegnet af Per Ulrich. På hans armbind står ”Torsperre”, fordi han er dødsdømt og ikke må komme uden for lejren på arbejdskommando. Der kunne gå flere måneder, før en sådan fange blev henrettet. Originaltegning. Frihedsmuseet.

ved offentlige henrettelser. I 1941 blev mindst 12.000 sovjetiske fanger, heraf mange jøder, slået ihjel under afprøvning af ”kørende gaskamre” eller forsøg med en særlig indretning, hvor fanger blev dræbt med nakkeskud. Per Ulrich har i en filmoptagelse berettet, hvordan alle danskerne i den gruppe, han kom med, dagen efter deres ankomst blev beordret ud på appelpladsen for at overvære, at en fange blev hængt. Der stod måske 20.000 fanger og så på, og på et signal skulle de tage huen af. Så åbnedes faldlemmen og manden blev hængt. De havde lige fået deres ration af rugbrød, og selv under disse omstændigheder stod fangerne og spiste, drevet frem af sult. Men en dansker ved siden af Ulrich sagde:


Krige | 8 |

”Dette vil jeg ikke leve i, du må få min brødklump”. ”Han gav simpelthen op, og få dage efter var han død.” – et eksempel på, at helbred og mad ikke var eneafgørende for, om man kunne overleve. Den psykiske styrke, som man fandt hos politiske eller religiøse fanger, kunne være næsten mere vigtig. Ulrich havde et åbent blik for den måde, systemet fungerede på. Det var af SS indrettet på at nedbryde ethvert tilløb til solidaritet blandt fangerne. Man udnyttede forskelle i nationalitet og fangekategori til at sætte fangerne op imod hinanden. I dele af lejren kunne magten være i hænderne på enten de kriminelle eller de politiske fanger, og de favoriserede deres egne. Nogle kunne vinde sig fordele ved at blive ”blokældste” eller ”Kapo”. Lidt ekstra madration, varmt tøj, et lettere arbejde var livsvig-

Fig. 4. | Ulrichs tegning af de mærker, forskellige fangekategorier bar. Rød trekant = politisk fange, grøn trekant = kriminel. P betød Polak osv. Systemet satte fangerne op mod hinanden og holdt dem dermed nede. Originaltegning. Frihedsmuseet.

345


346 | 8 | Krige

Fig. 5. | To polske og en ukrainsk fange portrætteret af Per Ulrich og med deres underskrifter på. Originaltegning. Frihedsmuseet.

tige belønninger, og resultatet var, som Ulrich siger, at SS ikke behøvede at blande sig ret meget i fangernes liv. Det var fanger, der slog andre fanger, fanger, der torturerede andre fanger, der var rigeligt med fanger, der var villige til at gøre, som SS ønskede. Et dybt nedværdigende og umenneskeligt system, siger Ulrich, og han fastholdt konsekvenserne i sine tegninger.


Krige | 8 |

Han tegnede, hvad han så, uden at spørge om lov. Men i nogle tilfælde bad han de portrætterede om at sætte deres navn på tegningen, mest polakker og russere. De havde en eksotisk underskrift, men den bidrog også, som Ulrich siger, til tegningens sandfærdighed, ”at det er manden selv, der signerer sit eget billede”. Danmark var ikke med i 1. verdenskrig, og der blev ikke udskrevet tvangsarbejdere i Danmark under 2. verdenskrig. Men der ligger minder tilbage fra Europas store katastrofer i 1900-tallet, også i Danmark. I 1916-17 byggede den danske stat en humanitær krigsfangelejr i Horserød ved Helsingør. Her anbragtes 1000 udvekslede russiske soldater og 200 officerer, indtil den russiske revolution gjorde ende på den russiske krigsdeltagelse. Lejren brugtes herefter sporadisk som ferielejr for stenbrobørn, men efter besættelsen i 1940 internerede den danske stat først tyske flygtninge og sidenhen danske kommunister og spaniensfrivillige i lejren. Den 29. august 1943 overtog det tyske sikkerhedspoliti lejren, og modstandsfolk blev spærret inde her, blandt dem Per Ulrich, hvis første tegninger er fra Horserød. Han var allerede deporteret og ikke med, da lejrens 750 fanger i september 1944 blev overført til den nybyggede Frøslevlejr. Herfra blev 1600 i den følgende tid deporteret til tyske koncentrationslejre, hvor 220 omkom, og resten fik skader for livet. De øvrige levede indespærret i Frøslevlejren, men med rigelig mad og uden brutalitet eller hårdt arbejde. Alligevel er de to danske lejre som fjerne satellitter i det system, som i disse år beherskede Europa. Frøslevlejren var bygget efter tyske tegninger. Set fra luften ligner den faktisk Sachsenhausen. ESBEN KJELDBÆK

347


348 | 8 | Krige


Krige | 8 | 349


350 | 8 | Krige


Krige | 8 |

KRIGEN I ØSTEUROPA 1939–45

Vesteuropæernes forestillinger om 2. verdenskrig er knyttet til bøger og film som Steven Spielbergs – i øvrigt eminente – Saving Private Ryan fra 1998. Men realiteterne er noget anderledes. I 1996 gav den britiske historiker Norman Davies den herskende opfattelse betegnelsen The Allied Scheme of History. Ifølge den havde Sovjet, USA og Storbritannien i fællesskab 1941-45 nedkæmpet historiens værste terrorregime og vundet en sejr for menneskeheden. Det bestrider Davies egentlig ikke. Men han peger på, at Sovjet måtte bære en uforholdsmæssig stor del af de militære tab, at Stalin var lige så meget et monster som Hitler, selv om det primært var sovjetborgerne, han terroriserede og slog ihjel, og at de vestallierede stiltiende havde accepteret, at hele det østlige Europa fra 1945 var underlagt kommunistiske diktaturer, styret fra Moskva. Denne revisionistiske opfattelse er i 2010 blevet fulgt op af Timothy Snyders meget omtalte – og omdiskuterede – bog Bloodlands, der udpeger de østeuropæiske lande Polen, Hviderusland, Ukraine og Baltikum som det sted, hvor 14 millioner uskyldige civile blev slået ihjel af Sovjet og Tyskland – samtidig med at et militært opgør, der kostede et

351


352

| 8 | Krige

Fig.1. | Skrin med grus og rester af menneskeknogler, taget fra

Mamaev-højen i Stalingrad. Officiel gave fra Sovjet ”Til det danske folk”, fra marts 1956. Frihedsmuseet.

lignende antal soldater livet, udspillede sig i de samme områder. Vigtigt at fastholde er her enormiteten, det næsten uforståelige volumen i udryddelsernes omfang og kampenes intensitet i Østeuropa, når man sammenligner med krigsbegivenhederne i det vestlige Europa. De er som to forskellige verdener, ikke mindst, når vi ser det fra Danmark, hvor sammenlagt højst 6000 kan siges at have mistet livet som følge af krigen. Og hvor livet stort set gik videre som før efter 1945. Snyders tal (der også omfatter 3,3 millioner sovjetborgere, mest ukrainere, der bevidst blev sultet ihjel af Stalin som led i kollektiviseringen 1932-33) omfatter 200.000 polske statsborgere, som blev skudt af Tyskland og Sovjet i perioden 193941, hvor de havde delt Polen mellem sig. Dernæst 4,2 millioner


Krige | 8 |

sovjetborgere (mest krigsfanger og borgere i det belejrede Leningrad) sultet ihjel af den tyske besættelsesmagt, 5,4 millioner jøder skudt eller gasset af Nazi-Tyskland i disse områder, og 700.000, mest hviderussere og polakker, skudt af tyskerne som ”repressalier”. Hitlers uvarslede angreb på Sovjet den 22. juni 1941 var krigens afgørende begivenhed. Den tyske kalkule var, at en lynkrig i løbet af få måneder ville fælde det kommunistiske regime. Herefter skulle den slaviske befolkning i Østeuropa, herunder Rusland omtrent frem til Ural, enten sultes ihjel, fordrives eller gøres til slaver for tyske kolonisatorer. Trods store sejre og mere

Fig. 2. | Udryddelsen af civile og krigsfanger foregik med enkle midler. Nakkeskud blev brugt både af Sovjet og Tyskland med våben som den russiske Nagant revolver eller den tyske Sauer & Sohn pistol. I 1941-42 tog tyskerne 3,2 millioner sovjetiske soldater til fange. Inden sommeren 1942 var 2,8 millioner af dem blevet sultet ihjel anbragt bag pigtråd i lejre under åben himmel. Gasningen af de europæiske jøder skete enten med udstødning fra benzinmotorer eller med Zyklon-B, et insektmiddel. Frihedsmuseet.

353


354 | 8 | Krige

Fig. 3. | Indtil 1941 gik nazisternes politik over for jøderne ud på, at de skulle fordrives. Men med erobringerne i Østeuropa, hvor der levede millioner af jøder, skete en radikalisering af nazismen. Det blev i løbet af 1941 besluttet, at Europas jøder skulle udryddes. Omkring 6 millioner blev slået ihjel. En dansk jødisk kvindes fangejakke med jødestjerne fra KZ-lejren Theresienstadt. 95% af de danske jøder undslap til Sverige. Knap 500 blev anbragt i Theresienstadt, hvor omkring 50 døde af alder og sygdom. Frihedsmuseet.


Krige | 8 |

end 3 millioner sovjetiske krigsfanger gik felttoget i stå foran Moskva i december 1941, og et år senere måtte en hel tysk armé kapitulere i Stalingrad. Slaget ved Stalingrad blev også i Vesten set som et vigtigt vendepunkt på linje med den britiske general Montgomerys sejr over Rommel ved El Alamein i Nordafrika kort før. Men som Davies gør opmærksom på, faldt der 973.000 soldater på begge sider ved Stalingrad. Ved El Alamein var det samlede tabstal 4650. Og i militær forstand var Stalingrad endda ikke det afgørende slag. Det fandt sted ved Kursk i juli 1943, hvor tyske styrker led nederlag i historiens største panserslag. De store slag på Østfronten var og er ukendte for den vestlige offentlighed. Slaget om Budapest 1944-45 kostede 130.000 døde. Den Vestallierede invasion i Normandiet den 6. juni 1944 var en teknisk og planlægningsmæssig bedrift, som også var af stor betydning for krigens varighed. Men selve tabstallet ved landgangen og de efterfølgende kampe frem til 21. juli var på 132.000 og altså på niveau med antallet af dræbte ved Budapest. Slaget om Berlin 1945 kostede 250.000 døde tyske og sovjetiske soldater. De samlede militære tab for Storbritannien, USA og Frankrig i 2. verdenskrig var på noget over 800.000. Heroverfor mistede Sovjet 11 millioner og Tyskland 3,3 millioner, langt de fleste på Østfronten I Vesten har man glemt, hvor store tabene var i Østeuropa. Det kan skyldes flere ting. Nazismens foragt for de østeuropæiske folk og dens særlige had til jøderne havde rødder ikke kun i tysk, men også i fælles europæisk kultur, hvor der kan spores forestillinger om Østeuropa som et tilbagestående og ”asiatisk” præget område, hvor tab af menneskeliv var forventelige. Læg hertil den dårlige samvittighed over, hvor store tab Sovjet havde måttet bære og måske også en efterfølgende dårlig samvittighed over, at man som kompensation havde overladt de østeuropæiske folk til Sovjets dominans og undertrykkelse. ESBEN KJELDBÆK

355


356 | 8 | Krige


Krige | 8 |

357


358 | 8 | Krige

VÅBEN FRA ØSTFRONTEN

På Frihedsmuseet hang i umindelige tider på en væg en russisk maskinpistol med tromlemagasin, godt fastgjort og med alarmtråd. De tyske tropper, som invaderede Sovjetunionen i 1941, fandt til deres overraskelse, at russerne, som officielt var erklæret for at være primitive undermennesker, havde våben, der matchede og i nogle tilfælde overgik de tyske. Det gjaldt den sovjetiske T-34 tank, som var immun over for de fleste tyske antitankvåben, og som ved krigens slutning var produceret i anslået 55.000 eksemplarer, flere end nogen anden type tank på alle de krigsførende sider. Og det gjaldt den sovjetiske PPSh-maskinpistol, hvis tromlemagasin rummede 71 skud, der rakte så langt som 200 meter. De almindelige tyske soldater var udstyret med en karabin af den type, alle europæiske hære havde udviklet i slutningen af 1800-tallet. Den havde ganske vist en rækkevidde på op til 400 meter, men den var langsom. I magasinet sad kun fem skud, der skulle afgives et ad gangen. I bykampene på Østfronten var den sovjetiske maskinpistol et overlegent våben, og tyske soldater tog selv de eksemplarer, de erobrede, i anvendelse.


Krige | 8 |

Da vi i midten af 1990’erne ændrede Frihedsmuseets udstilling, var det nødvendigt at gøre den sovjetiske maskinpistol ubrugelig for mulige tyveknægte. Da den blev åbnet, kom en sigende detalje frem. Et sådant våben virker ved, at et skud fra kammeret sender en metalcylinder (bundstykket) inde i våbnet bagud og dermed giver plads til, at den næste patron føres ind i kammeret, hvorefter bundstykket farer frem igen og skyder den nye patron af. I denne maskinpistol sker det op til 900 gange i minuttet. Så man skulle vente, at bundstykket på sin vej tilbage ville blive mødt af en eller anden fin fjeder af specialstål, der kastede det frem igen mod den nye patron. Men der var ingen fjeder. Der sad i stedet en lille, lagdelt stump kunstigt træ. Den har kunnet tage belastningen, så hvorfor gøre mere? De sovjetiske våbendesignere lagde vægt på holdbarhed, pålidelighed og tyngde. Komfort eller avanceret teknologi var udelukket af de hårde betingelser, som produktion og kampe foregik under. Da man i 1940 testede PPSh-maskinpistolen sammen med andre typer, foregik det, ved at man bevidst kom skidt i magasinerne og rensede våbnenes indre dele og patronerne med benzin, så at de var uden den olie, de normalt var indgnedet i. Man skød så 5000 skud med våbnene uden at gøre dem rene. Den test vandt PPSh. I 1943 havde man i Tyskland frembragt et revolutionerende nyt våben til frontsoldaterne. Det var en blanding af en maskinpistol og det traditionelle gevær. Man kunne sigte med det

Fig. 1. | En sovjetisk maskinpistol PPSh 1941 med tromlemagasin. Frihedsmuseet.

359


360 | 8 | Krige

Fig. 2. | Et tysk MP 44 stormgevær. Frihedsmuseet.

og nå ud på 400 meter. Men det var forsynet med et magasin med 30 patroner, så det kunne afgive op til 500 skud i minuttet. Den tyske fører, Adolf Hitler, var umådelig optaget af at vide alt om våben, deres brug og fremstilling. Han havde til stadighed en opdateret manual over tyske våbentyper liggende på sit sengebord og yndede at sætte sine generaler til vægs med sin detaljerede viden. Han troede, at tysk teknologi var så overlegen, at nye våben kunne vinde krigen, og Tyskland udviklede da også våben, som taget hver for sig var alle andre overlegne. For eksempel et jetfly, avancerede og tunge typer af tanks, for ikke at tale om V2-raketten, der blev stamfader til både de sovjetiske og amerikanske raket-programmer efter krigen. Men hans ideologiske overbevisning var samtidig, at alle i det nazistiske system måtte konkurrere indbyrdes, for så ville den stærkeste og dermed den bedste sejre. Det førte til kaos af konkurrerende våbentyper, som derfor sjældent blev produceret i tilstrækkelige mængder. Og når det gjaldt den menige soldats våben, følte Hitler sig med sine fronterfaringer fra 1. verdenskrig i særlig grad som ekspert. Og han var imod fornyelser. Derfor satte hans rustningsminister, Albert Speer, i begyndelsen det nye gevær i produktion under et dæknavn. Men da det havde bevist sin brugbarhed i praksis, accepterede Hitler våbnet, og det lader også til, at det var ham, som gav det navnet ”stormgevær”. Det


Krige | 8 |

kom først i brug i 1944, og der blev kun produceret 424.000 af dem. Den sovjetiske PPSh blev fremstillet i seks millioner eksemplarer. Til gengæld fik stormgeværet et langt efterliv. I 1947 præsenterede den unge russiske ingeniør Mikhail Kalashnikov under bertegnelsen ”Avtomat Kalashnikov” en videreudvikling af stormgeværet. Det er den, vi også i dag kender som en AK-47 eller ”en Kalashnikov”. Dens simple konstruktion gør den let at producere, og dens dødbringende effekt gør den efterspurgt. Vi ser den dagligt i TVs reportager fra revolutioner og borgerkrige. Det anslås, at den har taget mere end 10 millioner liv. Osama bin Laden lod sig ofte fotografere med en særlig mini-version af våbnet. Opgøret på Østfronten kaster lange skygger. ESBEN KJELDBÆK

361


362 | 8 | Krige


Krige | 8 |

363


364 | 8 | Krige

HVIS KRIGEN KOMMER

I 1962 udsendte Statsministeriet en pjece på 32 sider med titlen Hvis krigen kommer. Pjecen blev omdelt til alle husstande i Danmark, og det var ikke nødvendigt at forklare, hvilken krig, der var tale om. Forsiden, der er holdt i dystre farver, domineres af en luftværnssirene. De stod overalt på tagryggene i de større byer. Vi er mange, der stadig kan huske det karakteristiske sirenehyl, fordi de blev afprøvet hver onsdag klokken 12. Det var under Den kolde Krig, der stod på i henved fyrre år, fra 1949 til 1989. Ifølge det nye leksikon over Den kolde Krig og Danmark (2011) vandt begrebet ”Kold krig” udbredelse i 1947, men kan spores helt tilbage til 1300-tallet, hvor den spanske forfatter Don Juan Manuel brugte det til at beskrive konflikterne mellem kristendommen og Islam. Han brugte begreberne ”varm” og ”kold” krig til især at skelne mellem, hvordan konflikter endte: ”Krige, der er meget hårde eller meget varme, ender som regel med død eller fred, hvorimod en kold krig hverken bringer fred eller ære til dem, der udkæmper den” – hvilket, anfører


Krige | 8 |

Figur 1. | Forsiden af Statsministeriets pjece Hvis krigen kommer fra

1962. Frihedsmuseet.

leksikonet, kan være en meget træffende karakteristik af koldkrigsårene. Efter Hitler-Tysklands nederlag i 1945 var Europa reelt blevet delt mellem to nye supermagter, Sovjetunionen og USA, der begge havde europæiske rødder, men som også var nye imperier.

365


366 | 8 | Krige

I en berømt tale i Fulton i 1946 introducerede Winston Churchill begrebet jerntæppet: ”Fra Stettin ved Østersøen til Trieste ved Adriaterhavet har et jerntæppe sænket sig over kontinentet. Bagved ved denne linie ligger alle hovedstæderne i de gamle stater i Central- og Østeuropa. Warszawa, Berlin, Prag, Wien, Budapest, Beograd og Sofia, alle disse berømte byer og befolkningerne rundt om dem ligger i det, jeg må kalde den sovjetiske sfære…” Verden var delt i to systemer. Vesten var, som det er sagt, kapitalistisk, demokratisk og kolonialistisk, mens Øst var planøkonomisk, diktatorisk og totalitært. Det var i begyndelsen en kamp om Europa. USA var som det eneste land kommet styrket ud af krigen. Sovjet havde mistet op imod 30 millioner mennesker og skulle genopbygge sine vestlige områder efter krigsødelæggelserne. Til gengæld stod Den røde Hær nu midt i Europa, og den skulle forhindre, at Tyskland nogensinde igen blev en trussel. USA frygtede, at det svækkede Vesteuropa ville blive flået i stykker af social uro og blive kommunistisk. Svaret var Marshallhjælpen, der har været kaldt et enestående eksempel på oplyst egoisme. USA iværksatte et storstilet hjælpeprogram til Vesteuropa. Det skulle skabe et bolværk mod kommunismen ved at bringe Vesteuropa økonomisk på fode. Dollartilskuddene var betinget af, at de europæiske lande oprettede en fælles organisation til fordeling af midlerne. Det skete også, og OEEC, som det hed, blev en første forløber for EU. BERLIN I 1945 var det umiddelbare problem Tyskland, der nu var delt mellem sejrsmagterne i fire besættelseszoner. Delt var også den tidligere hovedstad Berlin, som ellers lå midt i den sovjetiske zone. Da man ikke kunne blive enige om en fælles fredsløsning for dette Europas potentielt stærkeste land, besluttede vestmagterne i 1949 at lægge deres zoner sammen til et nyt Vest-Tyskland med en ny valuta, D-marken. Samme år opret-


Krige | 8 |

tedes forsvarsalliancen NATO, der skulle ”holde russerne ude, Tyskland nede og amerikanerne inde i Europa.” Sovjet forsøgte i 1948 med en blokade at holde vestmagterne borte fra Berlin, hvilket ikke lykkedes. I stedet forvandlede de deres zone til den kommunistisk styrede ”Tyske demokratiske Republik”, eller DDR. De politiske partier blev ensrettede, økonomisk stod landet på svage ben, og da mange af indbyggerne flygtede til Vesten ved at tage til Vest-Berlin, byggede regimet i 1961 en mur gennem byen. Muren føjede sig ind i den lange strækning ned gennem Europa, hvor pigtråd, landminer, vagttårne og selvskuds-anordninger forhindrede flugt eller samfærdsel. Muren blev helt frem til dens fald i 1989 et symbol på Europas deling. Omkring 200 østtyskere blev dræbt af grænsevagterne under forsøg på at flygte over grænsen til Vest-Berlin. TERRORBALANCE I 1949 havde Sovjetunionen også udviklet atomvåben, og i de følgende år opbyggede de to supermagter store arsenaler af atom- og brintbomber og raketter til at føre dem frem. Disse våben sikrede, at begge parter kunne udslette hinanden flere gange. Der var med et amerikansk udtryk tale om mutually assured destruction, gensidig sikker ødelæggelse, eller med et passende akronym: MAD. Begge parter havde deres hemmelige planer, men offentligheden i Vest vidste nogenlunde, hvordan en krig kunne tænkes at forløbe. Sovjetiske tanks ville rulle hen over det nordtyske sletteland for at nå havet og skære Europa igennem. Svagere amerikanske og vesteuropæiske NATO-styrker ville prøve at holde dem tilbage, indtil en af parterne ville bruge atomvåben og udløse Ragnarok. Det skete bare ikke. Til gengæld rykkede konfrontationen ud til den såkaldte ”Tredie Verden”. EUROPA Den kolde Krig sættes normalt til at være begyndt i 1949 og til at være sluttet enten med Berlin-murens fald i 1989 eller den

367


368 | 8 | Krige

Fig. 2. | Et opslag fra Statsministeriets pjece Hvis krigen kommer.

Frihedsmuseet.

fredelige opløsning af Sovjetunionen i 1991. Der var kriser som i Berlin 1961, omkring Sovjets opstilling af raketter på Cuba i 1962, eller opstillingen af mellemdistanceraketter i Europa 1979-83. Sovjet undertrykte frigørelsesforsøg i Berlin (1953), Ungarn (1956) og Tjekkoslovakiet (1968). Men det var en given sag, at NATO ikke ville gribe ind i Østeuropa. Der var lange perioder med afspænding, men muligheden af en krig lurede et sted derude. På de vesttyske motorveje kunne man i forbifarten se amerikanske tanks rumle afsted i nødsporet, og i byernes natteliv færdedes GIs i velpressede uniformer. Atom-undervandsbåde sejlede under Nordpolen, og jagerfly fra begge sider følte hinanden på tænderne 20 kilometer over Ishavet. På Glieneckebrücke i Berlin udvekslede USA og Sovjet spioner, de havde taget til fange. Men Vesteuropa oplevede 40 års fred og vækst, og allerede i 1962 kunne man begynde at gøre grin med Den kolde Krig. En af sangene i Klaus Rifbjerg og Jesper Jensens revy Gris på gaflen gjorde nar af Statsministeriets omtalte pjece Hvis krigen


Krige | 8 | 369

kommer fra samme år, hvor man havde prøvet at aktivere husmødrene og familierne til at etablere deres eget civilforsvar. Sidste vers af sangen lød: Hvis krigen kommer hvis krigen kommer så går vi bare ned i kæld’ren og får os en bajer og venter på sejr hvis krigen kommer hvis krigen kommer så har vi kørekort, police og fødselsattest og helulden vest nu hvor man ved hvo’n det blir er man ikke neurotisk og sart vi tar det roligt vi har det hele klart krigen må gerne begynde om lidt for vi har købt lokum, minutkød og fedt Under Den kolde Krig hørte man sirenernes prøvehyl hver onsdag klokken 12. I vore dage afprøves sirenerne en enkelt gang om året på en onsdag i maj. En eller anden må have besluttet, at faren for vores pludselige, kollektive udslettelse nu kun er 1/52 af, hvad den var i 1989. Eller måske har vi brug for en ny slags sirene. ESBEN KJELDBÆK


370

| 8 | Krige


Krige | 8 |

371


372

| 8 | Krige


Krige | 8 |

ET VÅBENFUND FRA DEN KOLDE KRIGS TID

I 2009 blev der et sted på Sjælland, vistnok i nærheden af Køge (politiet kan ikke i dag angive det), i jorden fundet et stykke jernrør, der var lukket i begge ender. Det var godt rustent og kunne ikke åbnes. Man frygtede, at røret kunne indeholde sprængstof, men en gennemlysning viste, at det rummede en adskilt maskinpistol og en pistol. Røret blev i 2010 i Avedøre åbnet af militære våbeneksperter. Ud over våbnene fandt man også et nummer af kommunisternes partiavis Land og Folk fra den 21. april 1948. Hvem havde skjult våbnene og hvorfor? Efter befrielsen i 1945 stod Danmark som et lille neutralt land, der fra sidelinjen kunne se en kold krig udvikle sig i Europa mellem de to sejrsmagter, USA og Sovjetunionen. Det danske militær var svagt, men til gengæld flød landet med våben, som var i hænderne på tidligere medlemmer af modstandsbevægelsens væbnede grupper. PÅSKEKRISEN Den 23. februar 1948 tog kommunisterne magten i det neutrale

373


374

| 8 | Krige

Fig. 1. | Nedgravet jernrør fundet i 2009 og indeholdende en dansk Suomi-Madsen maskinpistol med hundredvis af patroner, en svær 1911 Remington pistol – og et nummer af den kommunistiske partiavis Land og Folk fra 21. april 1948. Frihedsmuseet.

Tjekkoslovakiet. De havde i forvejen ved frie valg vundet 38 % af stemmerne. Nu kuppede de sig til magten støttet på deres bevæbnede arbejdermilitser og bag dem stormagten Sovjetunionen. Det udløste frygt for, at noget lignende kunne ske i andre europæiske lande, hvor kommunisterne stod stærkt. Det danske kommunistparti havde endda officielt hilst kuppet i Prag velkommen. I Danmark opstod i foråret 1948 en strøm af rygter om et muligt sovjetisk angreb støttet på grupper af bevæbnede danske kommunister. I påsken sidst i marts indførte regeringen


Krige | 8 |

under socialdemokraten Hans Hedtoft udvidet bevogtning af militære depoter og anlæg. Rygterne sagde blandt andet, at sovjetiske faldskærmsstyrker ville lande i Dyrehaven en lørdag nat. Derfor mødte 4-500 mand fra modstandsgruppen Holger Danske og andre borgerlige Hjemmeværnsstyrker frem svært udrustet med lastbiler, sprængstoffer, maskingeværer og morterer. Efter påsken lagde krisen sig, og der er aldrig, selv efter åbningen af de sovjetiske arkiver, blevet påvist akutte sovjetiske angrebsplaner mod Vesteuropa eller Skandinavien. Historikere har konkluderet, at Påskekrisen i Danmark nærmest fungerede som en stor beredskabsøvelse, der, fordi den viste, hvor svagt Danmark ville stå i tilfælde af et angreb, var med til at bringe landet ind i NATO i 1949, og dermed ind under den amerikanske atomparaply. EN PROVOKATION? Men hvad med våbnene fra jernrøret? Nummeret af Land og Folk er fra en måned efter Påskekrisens højdepunkt. Forsiden beretter om det italienske valg under overskriften: ”Påskud til indgriben mod kommunisterne søges”, og længere inde i bladet fortælles det, at der var skærpet bevogtning på Politigården, fordi der var ”nogle rygter om et fornyet påskehysteri”. Bladets leder gik i rette med landsformanden for Hjemmeværnet, den nationalkonservative Erik Husfeldt, der havde opfordret til, at hjemmeværnsfolkene skulle protestere mod kuppet i Prag. Og faktisk gik der kun en måned, førend regeringen forelagde et lovforslag om, at de private hjemmeværnsforeninger skulle omdannes til et statsligt Hjemmeværn. Det blev vedtaget, og i den nye organisation kunne man ikke blive optaget, hvis man var kendt som kommunist. Så våbnene kan altså være blevet skjult af en kommunist, som så, at han meget snart ville blive tvunget til at aflevere dem. Men de kunne også være lagt ned af anti-kommunistiske grupper, der ville ”bevise”, at kommunisterne forberedte et kup. Den højre-nationale tidligere modstandsmand Arne Sejr havde oprettet en hemmelig organisation, ”Firmaet”, der for eksempel

375


376

| 8 | Krige

i flere år aflyttede næstformanden for DKP, Alfred Jensen, og brugte oplysningerne til at udsende falske informationsblade til partiets medlemmer. Kunne en sådan gruppe have anbragt våbnene i røret? At der ligger en kommunistisk avis ved dem, er jo næsten for underligt. Der var, som Peer Henrik Hansen og Jakob Sørensen skriver i deres bog om Påskekrisen, blevet fundet våbenlagre hos kommunister i Frankrig, Tjekkoslovakiet, Finland og Italien. I Danmark blev der i april 1948 – altså netop denne måned – fundet nogle karabiner, geværgranater og ammunition nedgravet i kasser i en have tilhørende en vis Nikolaj Jensen, tidligere medlem af kommunistpartiets centralkomité. Ligeledes fandt man hos en vinduespudser i København ved navn Felix Kristensen to maskinpistoler, 30 håndgranater, 30 geværbomber og 2000 patroner gemt i hans lejlighed. Men dette var øjensynligt ”ægte fund”, ikke provokationer. Og våbnene i jernrøret er jo heller aldrig blevet ”fundet” og brugt politisk. Avisen og patronæskerne var uskadte af fugt, og våbnene havde været godt olierede inden nedlæggelsen af røret, som om de skulle kunne bruges en gang i fremtiden. Derfor virker det mest sandsynligt, at våbnene er lagt ned af en kommunistisk forhenværende modstandsmand. Han har tænkt, at det måske ikke blev ham selv, der gravede røret op igen, og så har han anbragt avisen for at forklare sagen for eftertiden, måske også som en stille protest mod en i hans øjne uretfærdig mistænkeliggørelse. ESBEN KJELDBÆK


Krige | 8 |

Fig. 2. | Satirisk tegning af Gustav Østerberg om kuppet i Prag til Morgenbladet. Den ene militsmand siger til den anden: ”Når bare man uskadeliggør så mange af modstanderne, at flertallet kommer i mindretal, kan det hele gennemføres fuldstændig parlamentarisk”. Et brev viser, at bladets redaktør, Poul Sørensen, havde givet Østerberg præcise instrukser om, hvordan tegningen skulle se ud. Blandt andet skulle gadelivet og de to militsfolk se naturlige og sympatiske ud for at vise læserne, at dette også kunne ske i Danmark. Originaltegning af Gustav Østerberg. Frihedsmuset.

377


378

|


|

379

9


380 | 9 | Grænserne flyder


Grænserne flyder | 9 |

EUROSEDLERNE: PENGE FRA MARS?

Ved nytår 2012 har euro pengesedlerne været i brug i 10 år. De fleste danskere må efterhånden have nogle stykker liggende fra udlandsrejser. Men se på sedlerne, hvis bagsider er vist på dette foto, og prøv så at spørge familie og bekendte, hvilke broer der er afbildet på dem? Det kan de ikke svare på, det kan ingen, for broerne eksisterer ikke i virkeligheden, de er fiktive. Men hvad er meningen med det? Og hvorfor er der ingen mennesker på sedlerne? Er EU-pengesedlerne indirekte EUsystemets dom over sig selv som et ikke-eksisterende sted, hvor ingen mennesker kan leve? Da pengesedlerne blev introduceret i januar 2002, kaldte den amerikanske kommentator Fareed Zakaria dem i Newsweek for ”Money for Mars” – Mars-penge: ”Sedlerne ser ud, som om de er designet til en episode af Star Trek om et kulturelt nøgent område af planeten Mars – og ikke for et sted, der har været hjem for Sokrates, Karl den Store, Martin Luther, Notre Dame, Uffizierne, Bach, Beethoven og Mozart”. Men havde Zakaria ret i det? Den amerikanske universitetsforsker Jacques Hymans har undersøgt, hvordan eurosedlerne

381


382 | 9 | Grænserne flyder

er kommet til verden, og om de er så helt løsrevne fra den måde, nationalstaterne hidtil har designet deres penge på. Eller om de tværtimod er en form for slutsten på en udvikling, der allerede var i gang? Eurosedlernes forside viser vinduer, porthvælvinger og døre. Det er ideal-typiske, eller med andre ord fiktive bygningselementer, der skal give eksempler på europæisk arkitektur i forskellige tidsaldre. Men mere symbolsk skal de, ifølge hjemmesiden hos Den europæiske Centralbank, vise ”den europæiske ånd af åbenhed og samarbejde”. På bagsiden af sedlerne findes tilsvarende ideal-typiske afbildninger af broer, akvædukter og viadukter udført i stilarter fra den klassiske oldtid til vore dages moderne broer. De er også alle sammen fiktive, men skal vise ”det tætte samarbejde mellem Europa og resten af verden”. På begge sider af sedlerne er mennesker helt fraværende. Men hvordan optrådte mennesker tidligere på pengesedler? Hymans viser, at der har været fire distinkt forskellige måder at udvælge dem på. Op til omkring 1920 var det almindeligt at vise symbolske, mytologiske skikkelser på pengesdlerne, og de kunne ofte være kvinder. Storbritannien havde ”Britannia” med græsk hjelm, skjold og spyd. Sverige havde ”Svea”, Tyskland ”Germania” osv. I perioden fra 1920 til 1949 trænger nye billeder ind, som er materielle afbildninger af stat og samfund. Det kan være historiske statsmænd eller idealiserede portrætter af repræsentanter for ”folket”, for eksempel tyske borgere, hvis navne vi ikke kender, men som er afbildet af Albrect Dürer eller Hans Holbein, eller anonyme bønder, som fandtes på pengesedlerne fra Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Italien og Portugal. Fra 1950 til 1979 begynder kendte, individuelle skikkelser fra kunst og kultur at trænge sig ind: komponister som Giuseppe Verdi (Italien), Johan Strauss (Østrig), malere som Ignacio Zuloaga (Spanien), eller videnskabsmænd som Isaac Newton (Storbritannien) eller Christiaan Huygens (Nederlandene). Endelig er der i perioden fra 1980’erne til vore dage begyndt


Grænserne flyder | 9 |

Fig. 1. | Euro-pengesedlernes bagside og en enkelt forside. Nationalmuseets kassefunktion.

at komme individuelle kvindelige kultur-figurer med på pengesedlerne, hvilket afspejler ligestillingens fremmarch. Men hvorfor er der så nu ingen mennesker på eurosedlerne? Hymans nævner forskellige teorier. Den første er, at der ikke findes nogen fælles europæiske erindringssteder (herunder personer), som kunne bruges. Men det gjorde der egentlig heller ikke, da nationalstaterne opstod, de måtte i vid udstrækning tage folkelige mytologiske skikkelser og kreere dem om til egentlige nationale symboler for de nye nationalstater, som det skete med Jeanne d’Arc i Frankrig. En mere sandsynlig teori er, at eurosedlerne faktisk repræsenterer en fælles moderne kulturel trend, nemlig postmoder-

383


384 | 9 | Grænserne flyder

nismen. Det er en holdning, som har gennemsyret kulturel tænkning siden sammenbruddet af kommunismen, den sidste af ”de store fortællinger”. Alle idéer analyseres nu som ”konstruktioner”, der skal tjene et eller andet formål, der ofte ses som skummelt og undertrykkende, eller i hvert fald som noget, der ekskluderer nogle grupper fra fællesskabet. Man vil ikke længere vide af ”store mænd” og efterhånden heller ikke af ”store kvinder”. Under disse omstændigheder er det ikke let at opfinde nye symboler for noget, der som EU i sig selv åbenlyst er en konstruktion. Men som Hymans peger på, fandtes der allerede postmoderne pengesedler uden mennesker eller nationale symboler på, inden de nye eurosedler kom på gaden. Hollænderne udsendte i de sene 1970’ere en serie pengesedler, hvor dyr og planter havde erstattet menneskene. Og det var ikke engang traditionelle symboler som tulipanen, der var på. I 1989 gik man et skridt videre og udsendte sedler, hvor mennesker, dyr eller planter helt var erstattet af geometriske symboler. Da eurosedlerne skulle designes, lå det altså lige for at vælge en billedverden, der kunne afspejle en idé om, at ”Europa” er alle steder rundt om os – men ikke noget bestemt sted. Eller som en tidligere president for The European Monetary Institute (EMI) har sagt det: ”I Dublin … som ligger i den ydre, nordvestlige del af Europa, uanset hvordan man definerer det, kan du kigge dig omkring og på hvert eneste gadehjørne finde mindst fire eller fem eksempler på disse stilarter. Tag et hvilket som helst af medlemslandene, og du kan finde det samme der, …” Måske overraskende for nogle var eurosedlernes designproces en ret åben affære. Det begyndte med, at EMI nedsatte en arbejdsgruppe af repræsentanter for de europæiske nationalbanker (med undtagelse af Danmark, der havde valgt at stå uden for samarbejdet). De udarbejdede de grundlæggende retningslinjer. Dernæst blev der udskrevet en konkurrence for erfarne seddel-designere, og derefter gennemførte EUs meningsmålingsinstitut, EOS, en markedsundersøgelse i medlemslandene af


Grænserne flyder | 9 |

de designforslag, der forekom bedst egnede. Først derefter traf EMIs råd den endelige afgørelse. Alt i alt en mere åben proces end den almindelige i nationalstaterne, I deres oplæg til designerne havde nationalbank-repræsentanterne været gennem mange overvejelser. Temaer som guden Zeus’ bortførelse i tyreskikkelse af den mytologiske prinsesse Europa, eller afbildinger af EUs grundlæggere var forkastet til fordel for ”Europæisk kultur” som tema. Men her stødte man ind i problemet nationale følelser. Hvis man for eksempel viste Cervantes som en stor ”europæisk” forfatter, ville man samtidig favorisere Spanien. Shakespeare, på den anden side, blev forkastet, fordi hans skuespil Købmanden fra Venedig blev bedømt som anti-semitisk. Mozart røg ud på grund af hans interese for frimureri, som kommer frem i Tryllefløjten, og samme skæbne overgik Leonardo da Vinci, idet man var bange for, at hans angivelige homoseksualitet ville virke stødende på nogle. På den baggrund valgte man to hovedtemaer, som designerne kunne arbejde med: ”Europæiske tidsaldre og stilarter” eller ”abstrakt/moderne”. I december 1996 kunne man offentliggøre vinderen, den østrigske designer Robert Kalina, hvis broer og bygningselementer afspejlede, hvad Hymans kalder en ”moderat postmoderne følsomhed”, og som havde fået positiv respons i markedsundersøgelserne, der var udført i alle de europæiske lande (undtagen altså Danmark). Det var ham selv, der havde fravalgt mennesker, for han havde jo ikke kunnet arbejde med ”store mænd og kvinder”, og, mente han, ”portrætter af anonyme mennesker ville være meningsløse, så jeg valgte slet ikke at vise nogen”. HVAD BETYDER EUROSEDLERNE? I vore dage er penge langt mere end håndgribelige sedler og mønter. De er også betalingskort eller simpelthen et blip på en skærm. Reelt eksisterede euroen som finansiel regneenhed i flere år, førend sedlerne kom på gaden i 2002. Det vigtige er den tillid, der hersker mellem dem, der udveksler de værdier, pengene repræsenterer. Men pengesedler og mønter har stadig

385


386 | 9 | Grænserne flyder

Fig. 2. | En romersk sølvdenar med afbildning af Kejser Tiberius. Den kongelige Mønt- og Medaillesamling.

en symbolsk betydning, og vi lever i en tid, hvor symbolers betydning er for opadgående snarere end nedadgående. Måske er eurosedlernes vigtigste betydning ikke engang deres design, men simpelthen det, at de eksisterer og bruges i 17 af de 27 EU-lande, eller som den daværende president for EU-kommissionen, Romano Prodi, sagde om sedlerne, da de blev introduceret: ”For millioner af europæiske borgere er eurosedlerne og mønterne i deres lommer et konkret udtryk for det store politiske projekt, det er at bygge et forenet Europa … Så euroen vil blive et centralt element i folks opfattelse af en fælles europæisk identitet og skæbne”. I skrivende stund her i efteråret 2011 er euroen truet af den finansielle krise. Økonomer fra alle sider påpeger, at man ikke


Grænserne flyder | 9 |

kan have en fælles valuta uden også at have fælles økonomisk og finansiel politik. Men selv om euroen overlever, er det svært at tænke sig, at den nogensinde vil kunne figurere i en symbolsk sammenhæng med samme pondus som den romerske sølvdenar – formentlig med kejser Tiberius på – som omtales i Bibelen. Her defineres et helt grundlæggende træk i europæisk kristendom og dermed på længere sigt også i europæisk kultur, nemlig adskillelsen af den åndelige og den verdslige magt. Jesus blev spurgt, om det var tilladt at give kejseren skat. Han fik bragt en denar: ”Og han siger til dem: ”Hvis billede og indskrift er dette?” De siger til ham: ”Kejserens”. Da siger han til dem: ”Så giv Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er”. (Matthæus-evangeliet 22, 20-21). ESBEN KJELDBÆK

387


388 | 9 | Grænserne flyder


Grænserne flyder | 9 | 389


390 | 9 | Grænserne flyder

OPERATION BØLLEBANK – DANSKE SOLDATER I BOSNIEN

Hvis man er ung, kan man ikke huske det europæiske land, der hed ”Jugoslavien”. De havde i reglen et godt fodboldhold og altid fremragende håndboldspillere, der forenede effektivitet med stor elegance. Men landet, der opstod i 1918, og hvis navn betød ”Sydslavernes land”, gik i opløsning i 1991 og gennemlevede et grusom borgerkrig i årene frem til 1995. Selv om størstedelen af befolkningen taler nært beslægtede sporg og kan forstå hinanden, var området gennem historien delt på kryds og tværs. De to nordlige del-republikker, Slovenien og Kroatien, var katolske og orienteret mod Vest- og Centraleuropa. Den østlige og største del-republik, Serbien, var russisk-ortodoks og orienteret mod Rusland. I syd boede montenegrinere, makedonere og albanere, og i midten, i Bosnien, ”bosniakkerne”. Det var slaver, som under den lange osmanniske besættelse af området var gået over til islam. De er, siges det, muslimer på samme måde som danskerne er kristne. Fra 1945 var landet kommunistisk, men holdt sig uafhængigt af Sovjetunionen. Under det store opbrud i Europa efter Murens fald og opløsningen af Sovjet rev den ene efter den anden af del-


Grænserne flyder | 9 |

republikkerne sig løs og gjorde sig uafhængig. Resultatet var en række krige, hvor over 100.000 civile blev dræbt og op imod 2,5 millioner fordrevet. Titusinder af kvinder blev udsat for massevoldtægt, der skulle vanære dem og føde sejrherrernes ”etnisk korrekte” børn. Serbien, der havde mest at tabe ved landets opløsning, prøvede at danne et ”Stor-Serbien” ved at forene sig med de serbere, der boede i de andre del-republikker. De var derfor også dem, der udøvede de fleste grusomheder. Mest kendt er nedskydningen af 8000 muslimske drenge og mænd i Srebrenica i juli 1995. Værst gik det til i Bosnien, for her boede der ud over de 44% bosniakker også 31% serbere og 17% kroater. FN besluttede i 1992 at indsætte fredsbevarende styrker, der skulle oprette sikre tilflugtssteder, hvor civilbefolkningen kunne skånes for kamphandlinger og modtage mad og medicin. Blandt

Fig. 1. | Oberstløjtnant Lars R. Møller i hjelm og fragmentationsvest. Under træfningen ”Operation Bøllebank” passerede en granatsplint mellem hjelmen og fragmentationsvesten og tog noget af Møllers hår i højre side af baghovedet.

391


392 | 9 | Grænserne flyder

de fredsbevarende styrker (UNPROFOR) var en nordisk bataljon, der blev indsat for at beskytte de civile i Tuzla i Bosnien. Den bestod mest af svenskere, men som noget nyt var der også indsat 10 danske Leopard-kampvogne (tanks) med deres danske besætninger og hjælpere under ledelse af oberstløjtnant Lars R. Møller, der også blev næstkommanderende i den nordiske bataljon. FN-soldaterne oprettede observationsposter og patruljerede området, men de måtte kun forsvare sig selv og beskytte de civile, ikke gribe ind i krigshandlingerne. Konvojerne med nødhjælpsforsyninger blev ofte chikaneret eller beskudt, og mod aftalerne bombarderede de bosniske serbere også jævnligt flyvepladsen ved Tuzla og truede dermed nødhjælpen. Da man ikke kunne få FNs tilladelse til at bede NATO-fly om at bombe de serbiske stillinger, udarbejdede man i den nordiske bataljon en plan kaldet ”Operation Bøllebank”, der skulle sætte de danske tanks ind mod serberne. Operationen blev sat i værk og afblæst et par gange, men den 29. april 1994 kom en FN-observationspost med 10 svenske soldater under hård serbisk beskydning. De danske kampvogne blev sendt af sted. Leopard-kampvognen er en moderne krigsmaskine. Den kan køre over 70 km i timen, har laser-afstandsmåler, der måler forholdsvis præcist ud til 10.000 meter, og et varmebilledsystem, der kan måle ½ grads forskel (for eksempel et menneske) ud på 2000 meters afstand og gør det muligt at ramme mål også om natten. I byen Kalesija blev kampvognene beskudt fra en bjergtop med både missiler, morterer og artilleri, men de stoppede bombardementet ved at affyre i alt 72 granater mod de serbiske stillinger. En af granaterne gik over toppen af bjergkammen og ramte et serbisk ammunitionslager, som eksploderede. Det serbiske tabstal var 7 eller 9 døde. Men efterfølgende oplysninger tyder på, at så mange som 150 blev dræbt af den eksploderende ammunition. Aktionen vakte international opsigt. Det var første gang, FN svarede effektivt igen på angreb, og man noterede sig, at det var


Grænserne flyder | 9 |

første gang i mange år, det pacifistiske Danmarks styrker havde vist tænder. Der opstod også hurtigt myter, for eksempel om, at kanonskytten havde været en kvindelig soldat, og i Danmark tangerede omtalen undertiden det nationalt selvsmagende. Lars R. Møllers bog om den danske indsats i Bosnien er mere nøgtern. Fjendebillederne er nuancerede – bosniakkerne var ikke kun ofre – og det er soldaternes professionalisme og selvbeherskelse, der står i forgrunden sammen med stoltheden over den hjælp, indsatsen havde bragt de civile flygtninge fra krigen. Et første tegn på, at det danske militær efter den kolde krig har fået en ny rolle. Freds-bevarende eller freds-skabende dansk militær indsats i udlandet fører ikke længere til automatreaktioner i den danske offentlighed. Ved pres fra USA – ikke EU – blev der i december 1995 i Dayton, USA, indgået en aftale, der skabte fred i Bosnien. Jugoslavien havde kvalificeret sig til Europamesterskabet i fodbold i 1992, men da landet gik i opløsning, stod pladsen tom. Danmark kom med i stedet for og vandt EM det år. ESBEN KJELDBÆK

393


394 | 9 | Grænserne flyder

EUROPAS GRÆNSER

Når man søger i Nationalmuseets registreringssystemer efter noget med ”Europa”, kommer der blandt andet et ”Europa-Spil” frem. Det er købt i år 2000 på et loppemarked i Nærum, og vi ved ikke noget om, hvem der har brugt det. Det er et traditionelt brætspil, hvor man med sine terningslag rykker brikken frem gennem Europa fra København og på vejen møder nogle forhindringer. Den, der først kommer tilbage, har vundet. Men kortet viser lande, der ikke længere eksisterer, for eksempel Sovjetunionen. Og der er lande, som findes i dag, men som endnu ikke er med på kortet, for eksempel Kroatien. Det er produceret af det danske spilfirma Dreschler og viser Europa, som det så ud på et tidspunkt efter 2. verdenskrig. Men hvilket tidspunkt? Tyskland optræder som et samlet land – og så skulle spillet næsten være produceret efter 1990? Men det ser ældre ud – en tegning af en flyvemaskine på æskens forside ligner ikke et moderne fly. Lad os følge spillet og se, om vi kan finde et tidsrum, hvor spillepladen svarede til realiteterne ude i Europa:


Grænserne flyder | 9 |

Fig. 1. | Spilleplade fra Europa- Spillet, fremstillet af firmaet

Dreschler. Danmarks Nyere Tid.

Det femte stop fra København er ”Leningrad”, der var grundlagt af zar Peter den Store i 1600-tallet under navnet ”Sankt Petersburg” for at åbne Rusland mod Vesten – deraf det tyske navn. Efter revolutionen i 1917 fik den nyt navn og hed fra 1924 ”Leningrad”, indtil byen efter en afstemning fik sit oprindelige navn tilbage den 6. september 1991. Sovjetunionen eksisterer endnu på kortet, den blev først officielt opløst den 25. december 1991, så langt passer det. Vi kan se, at de nuværende selvstændige baltiske lande, Estland. Letland og Litauen ikke er markeret, selv om vi besøger Letlands hovedstand, Riga. De

395


396 | 9 | Grænserne flyder

blev optaget i FN som selvstændige lande den 17. september 1991. Men når nu spillet ellers er indrettet sådan, at man næsten alle steder besøger landets hovedstad, er det mærkeligt, at vi ikke kommer over Moskva, som var Sovjets hovedstad og i dag er Ruslands hovedstad. Rusland er åbenbart ikke med i Europa, men Leningrad, eller altså i dag Sankt Petersburg er med. Her er spilkonstruktøren på kollisionskurs med en række russiske zarer og senere politiske ledere, der opfatter Rusland som et europæisk land. Det har altid været omdiskuteret, hvor Europas østgrænse går. Nogle hævder, at den slet ikke findes, men i middelalderen mente man, at den gik ved floden Don i det sydlige Rusland. I 1730 foreslog en svensk officer ved navn Strahlenberg, som var i russisk tjeneste, at grænsen til Asien skulle flyttes mod øst til Uralbjergene, og her oprettede den russiske regering en grænsepost på vejen mellem Yekatarinenburg og Tyumen for at markere grænsen mellem Europa og Asien. Dermed blev en større del af Rusland ”europæisk”. Og fra da af blev det skik, at lænkede fanger på vej til eksil i Sibirien knælede ved grænsen og skrabede en sidste håndfuld europæisk jord til sig. Og det går videre ned omkring Spanien, Italien og Grækenland. Stop nummer 40 er Istanbul, en stor og historisk betydningsfuld by i Tyrkiet. Engang var den under navnet ”Konstantinopel” hovedby i det øst-romerske rige, indtil riget gik under, da tyrkerne indtog byen i 1453. Byens navn, der måske lyder tyrkisk, er faktisk græsk, en forvanskning af ”in-polis”, hvilket betyder ”i byen”, eller ligesom man i dag siger ”in the City”, når man mener New York. Men Istanbul er ikke Tyrkiets hovedstad, det er Ankara, som vi ikke besøger. Det diskuteres i disse år lidenskabeligt, om Tyrkiet hører hjemme i EU, om landet er ”europæisk”. Spilkonstruktøren har løst problemet på samme måde som med Rusland: Den mest ”europæiske” store by er med, resten er ikke. Men her er han mere i takt med traditionen. I antikken trak man skellet mellem Europa og Asien her ved strædet ”Hellesponten”, hvor Istanbul ligger.


Grænserne flyder | 9 |

Så kommer vi op gennem Jugoslavien, der i spillet endnu eksisterer som samlet stat. Landet gik i opløsning i juni 1991, hvor Slovenien og Kroatien erklærede sig selvstændige, fulgt af Makedonien i september og Bosnien i 1992. Slovenien blev angrebet af serbisk militær den 26. juni 1991. Herfra når vi frem til Tjekko-Slovakiet, der i spillet endnu eksisterer som samlet stat. De to lande gik fredeligt fra hinanden den 1. januar 1993. Indtil nu passer det nogenlunde med, at spillet beskriver situationen før juni 1991. Og så kommer det afgørende. Vi besøger Berlin, og det er hovedstaden i et samlet Tyskland. Den øst-tyske stat, DDR, som Berlin lå midt i, eksisterer ikke på spillepladen, så vi er her efter den 3. oktober 1990, hvor DDR blev optaget i et nyt, samlet Tyskland. Spillepladens bilede af Europa har altså været korrekt i en ganske kort periode, nemlig i tiden efter den 3. oktober 1990, hvor Tyskland blev samlet, og frem til den 26. juni 1991, hvor Jugoslaviens opløsning begyndte. Og siden kom spillepladens kort mere og mere ude af trit med virkeligheden, efterhånden som Europas grænser ændrede sig frem til vores tid. Selve spillet er dog nok en del ældre end 1991. Under Den kolde Krig var der længe mange i Vesten, som ikke ville anerkende oprettelsen af den østtyske stat DDR, og man kunne se landkort, hvor området havde betegnelsen ”For tiden under sovjetisk administration”. Europa-Spillet må være fremstillet i den periode af det danske firma Dreschler. ESBEN KJELDBÆK.

397


398 | 9 | Grænserne flyder


Grænserne flyder | 9 | 399


400 | 9 | Grænserne flyder


Grænserne flyder | 9 |

GLOBAL GALLA

Endelig blev det december. Politikere, NGO’ere, embedsfolk, journalister, repræsentanter fra erhvervsliv og aktivister fra hele verden havde længe og spændt ventet, ikke på julen og dens overflod af gaver, men på FNs klimatopmøde, også kaldet COP15, der i 2009 skulle finde sted i København. København skulle huse og facilitere forpligtende forhandlinger og aftaler om verdens fremtidige klimaudfordringer. Verden havde chancen, blev det sagt, for netop nu at skride afgørende ind over for den globale opvarmning. Forhandlere, NGO’er og journalister valfartede i ugevis til Bella Centeret på Amager, hvor konferencen primært blev afholdt. Selv med en nyopført midlertidig tilbygning var adgangen til det kæmpe konferenceområde dog begrænset, og mange græsrødder gik frustrerede derfra. De havde ikke fået fat i standard-adgangskortet, det sølvfarvede, og slet ikke i det endnu mere eftertragtede guldfarvede kort, der gav adgang til alle dele af konferencecenteret. Ekstra politistyrker fra Europa var kommet det danske politi til undsætning. En kolossal logistisk og sikkerhedsudfordrende opgave skulle løses: Statsledere og andre VIP’er skulle beskyt-

401


402 | 9 | Grænserne flyder

tes, demonstranter skulle tøjles, og københavnere, turister samt andre tilrejsende skulle gnidningsfrit gelejdes rundt i byens gader og stræder. I løbet af de to uger, som topmødet varede, havde Hendes Majestæt Dronning Margrethe inviteret alverdens statsledere fra det internationale samfund til gallamiddag på Christiansborg Slot. Selv Zimbabwes berygtede præsident Robert Mugabe, der ellers er forbudt indrejse i EU, kunne få adgang til både byen og gallamiddagen under henvisning til den diplomatiske immunitet, som FN-topmødet gav ham. I medierne svirrede talllene. Således forlød det, at 130 statsledere var samlet i København, hvoraf Dronningen ved gallamiddagen var vært for godt 120. Og der var formodninger om, at over 6000 politifolk var indkaldt til at passe på de op mod 15.000 udenlandske delegerede samt de 30.000 forventede demonstranter. Og med happeningen ”sevenmeters.net” var røde blinkende cykellygter sat op i træer og på husmure rundt omkring i København i syv meters højde for at vise, hvortil den globale havstigning vil gå, hvis hele den grønlandske indlandsis smelter. FN-rapporter varslede mindst to-tre graders temperaturstigninger, og der blev talt om at afsætte 10 milliarder dollar ekstra om året i 2010-12 til at finansiere udvikling og overførsel af teknologi, samt beskytte regnskov og tilpasse til klimaforandringerne i udviklingslandene. 122 lande, der står for omkring 80% af den samlede udledning af drivhusgasser, tilsluttede sig den hensigtserklæring, der blev resultatet af konferencen, og en spinkel enighed om en temperaturstigning på to grader som den maksimalt tilladelige blev slutteligt opnået. Grænser blev i sandhed skabt, bevogtet, forceret, nedbrudt, kvalificeret og ikke mindst kvantificeret under COP15. Grænser

Fig. 1. | Den lille Havfrue med Jens Galschiøts bronzestatue Survival of the Fattest i baggrunden. Galschiøts skulptur forestiller en overvægtig Justitia-figur, der sidder på ryggen af en udmagret mand, som står i vand til livet. Statuen har rejst verden rundt til diverse topmøder og happenings.


Grænserne flyder | 9 |

403


404 | 9 | Grænserne flyder

Fig. 2. | En damesko efterladt i Bella Centeret den skæbnesvangre aften hvor blandt andre USA’s præsident Obama var i København, og hvor forhandlingerne trak ud på de små nattetimer.

for adgang og bevægelse, for det tålelige og for det tællelige. I et sammensurium af lokale initiativer og globale strømninger blev de forhandlet, rykket og atter sat. Med et blev steder, vi ellers ikke ser, synlige i forhandlingerne om verdens klimamål. Således blev Stillehavs-østaten Tuvalus fortsatte eksistens et afgørende pejlemærke for de absolutte grænseværdier, man alligevel ikke kunne blive helt enige om. Ligeledes blev København, Danmark og Europa manifesteret som en samlet forhandlingspartner; sidstnævnte med en enegængers bekymring for det globale klima, hvorved europæernes nationale grænser blev mindre vigtige. København forsøgte i en nys opstået alliance med Århus at brande sig som cykel-by, Dansk Industri søgte med en pavillon i Bella Centeret at slå et slag for danske højteknologiske klimavenlige initiativer klar til eksport, og Europa forsøgte at mægle mellem store supermagter som Kina og USA. Disse nye partnerskaber blev dog ledsaget af andre brudflader: Det rige


Grænserne flyder | 9 |

USA, Canada og Europa blev sat i opposition til fattige lande eller til lande, som nu, endelig, syntes på vej til at opnå velstand og vækst med forøget CO2-forbrug som konsekvens. Spørgsmålet om, hvorfor grænserne for forurening er nået netop nu, hvor udviklingslandene kan hale ind på den industrialiserede verden og således hjælpe til med at udligne skellet mellem rig og fattig, lurede i baggrunden for nogle under forhandlingerne – og i forgrunden for andre. En isnende kold decemberaften, da topmødet gik ind i sin afsluttende fase, kørte tre luksusbiler med blåt legetøjsblink i kortege over Stormbroen uden for Nationalmuseet. Kursen var rettet mod Christiansborg Slot. I de tre biler sad otte Greenpeace-aktivister. Ingen havde indbudt dem til Dronningens gallamiddag, der denne aften skulle afholdes på slottet. Og ingen af folkene ved de opstillede politi-checkpoints lagde tilsyneladende mærke til de uindbudte gæster. Og skiltet med teksten ”Planet Rescue – Greenpeace delegation”, der sad i højre side af forruden holdt på plads med en sok, vakte ikke opsigt. Heller ikke det blå blink fra legetøjsforretningen, de påklistrede falske nummerplader, der på grund af det dårlige vejr var i fare for at krølle og falde af, eller de falske juveler gav anledning til mistanke blandt de ellers så årvågne sikkerheds- og politifolk. På denne kolde aften skulle der åbenbart ikke mere til for at sikre sig adgang til det bevogtede Christiansborg Slot. Spændte og nervøse for de forestående minutter spadserede de tre endnu ukendte europæiske aktivister, Nora Christensen, festklædt som ægtefælle til Juan Antonio Lopez de Uralde, ”Head of State of the Natural Kingdom”, og deres bodyguard og chauffør, Christian Schmutz, op ad den røde løber, der førte ind til Dronningens gallamiddag. De kunne blot håbe på, at der næste morgen ville være fotos af dem i alverdens aviser og internetmedier. I Drabantsalen foran fotografer og TV-kameraer foldede den falske statsleder med frue gule bannere ud med teksten ”Politicians talk, Leaders ACT”. Få sekunder efter blev de tre uvelkomne gæster pågrebet, ført bort og låst inde i det midlertidige klimafængsel i Valby. Senere i en dansk avis kunne

405


406 | 9 | Grænserne flyder

Fig. 3. | Greenpeace aktivister fotograferet under happeningen ”Politicians Talk, Leaders Act.” til Dronningens gallamiddag på Christiansborg.

man læse Birgitte Lesanner fra Greenpeaces presseafdeling i Danmark udtale: ”Det var enormt vigtigt at få sendt et budskab til stats- og regeringslederne. Vi har en klimaaftale, som er ved at køre totalt af sporet. Det er enormt vigtigt, at de kommer i arbejdstøjet – og ikke i gallatøjet”. I en af landets aviser udtrykte chefpolitiinspektør Per Larsen derimod bekymring: ”Vi vurderer klart den her sag som meget alvorlig, fordi det lykkedes dem at komme gennem en ydre afspærring. Det skal have nogle konsekvenser, når man udfordrer sikkerheden på den måde”. Og ved at have overtrådt bestemmelser i den danske straffelov fik aktionen ganske rigtigt konsekvenser. Fire af de i alt 11 involverede Greenpeace-aktivister sad varetægtsfængslet i 20 dage indtil den 6. januar. Desuden blev de 11 aktivister den 22. august 2011 efter næsten to års juridisk sagsbehandling idømt 14 dages betinget fængsel. Den sidste tiltalte, det nordiske Greenpeace kontor, blev idømt en bøde


Grænserne flyder | 9 |

på 75.000 kr. Efter anholdelserne har Greenpeace understreget aktionens ikke-voldelige karakter og har desuden samarbejdet med myndighederne. ”Der må være plads til fredelige protester. Ikke mindst når man står over for en af de største trusler nogensinde mod menneskeheden. Ja, vi har måske gjort noget uartigt, men vi gjorde det i forsøget på at stoppe en langt større katastrofe – klimakatastrofen”, sagde en af Greenpeace aktivisterne til en dansk avis. Gennem en afsøgning af grænser som manifesteret i for eksempel adgangskort, diplomatpas, kyststrækninger, maksimalværdier, klimafængsler, vejspærringer, dørtærskler, dresscodes, eller som i Greenpeace-aktionens tilfælde, en manglende invitation, viste COP15 med al tydelighed, at steder og rum – for forhandling, alliancer, uenighed og aktivisme – bliver til gennem møder af mere eller mindre kompliceret karakter. Europa er i det lys ikke noget uden sin omverden. Europa bliver med andre ord til gennem møderne med alt det, der ligger udenfor. NATHALIA BRICHET

Slutnote: Erhvervelsen af bannere og festtøj til Nationalmuseet, Nyere Tids samling, samt udarbejdelsen af denne artikel kunne ikke være sket uden stor hjælp fra politisk rådgiver i Greenpeace Jan Søndergård, vicepolitikommissær fra Københavns Politi René Hansen, samt Gritt Nielsen og Frida Hastrup.

407


408 | 9 | Grænserne flyder

DE GRÆNSELØSE BYER

Blandt Cairos cirka 15 millioner indbyggere findes et mindretal kaldet Zbala, ”skraldefolket”. Mange af byens ti tusind tons dagligt affald smides på gaden, hvor det er et voksende miljøproblem. Skraldefolket samler, sorterer og genbruger store dele af disse mængder, blandt andet fordi de som kristne kan have svin, der æder det organiske materiale. Hver dag bringes det indsamlede affald til en række skraldebyer rundt om i Cairo, hvor skraldefolket og deres dyr lever af og med det. Gennem generationer har folk her specialiseret sig i særlige typer affald. Cairos bystyre er ængstelige ved situationen. Dels er man bange for smitte og sundhedsfare, og dels er det ikke godt for byens image at benytte sig af en særlig etnisk gruppe til det beskidte arbejde. Man prøvede derfor i 1990’erne med henvisning til H1N1-influenzaen at slagte alle svineholdene i skraldebyerne, en kampagne der medførte krise for såvel skraldefolk som for byens renovation. Historien er ikke enestående for Cairo. Man ser det samme i Dharavi udenfor Mumbai i Indien eller Orangi Town ved Karachi i Pakistan – og mange andre steder knyttet til det, vi i


Grænserne flyder | 9 | 409

dag kalder megabyer. Store områder i udkanten af den tredje verdens storbyer, der ofte er præget af fattigdom, men også af et overlap mellem landlig og bymæssig livsstil, forskelligartet brug af jorden og hurtige forandringer i arealanvendelsen, stor mobilitet og mangfoldighed samt en manglende eller nedslidt infrastruktur. Fænomenet har mange navne – ghetto, shanty town, favela, slum – og er ofte ikke anerkendt af storbyernes myndigheder. Men de vokser hurtigere end nogen andre former for bydannelse. Nogle vurderer, at disse uformelle bebyggelser i 2005 rummede en sjettedel af verdens befolkning. Disse zoners høje stofskifte og kaotiske strukturer afspejler sig i deres genstande. Fantasifulde konstruktioner af husgeråd, legetøj og rituelle objekter, tilvirket hurtigt af forhåndenværende materialer. De moderne, globale forbrugsprodukter – konservesdåser, mobiltelefoner – indgår i genstandenes kredsløb som råmateriale eller

Fig. 1. | Vogn og hest lavet af blik. Fra Karachi, Pakistan. Etnografisk Samling.


410

| 9 | Grænserne flyder

Fig. 2. | Kinesisk gravgave, der afbrændes på den dødes grav. Mobiltelefon og PC fremstillet til formålet af papir. Fra Taipei, Taiwan. Etnografisk Samling.

motiver. Århundrede gamle traditioner som gravgaver finder deres form i moderne genstande som mobiltelefoner og bærbare computere, og afspejler dermed globaliseringens sammenvævede karakter. De sidste 20-30 års bymæssige hypervækst har betydet en opløsning af det skel mellem by og land, som vi har vænnet os til siden det moderne Europa blev urbaniseret. Nu er der ikke længere en – mere eller mindre – klar grænse mellem by og land. I megabyerne sker der en konstant implosion, der suger et stadig større opland ind i den tæt bebyggede zone. Bebyggede landskaber opstår med befolkninger på størrelse med middelstore nationalstater.


Grænserne flyder | 9 |

Omkring 1900 var omkring 3% af verdens befolkning byboer. Her foregik urbaniseringen i de europæiske og nordamerikanske byer. Byernes vækst skabte arbejdspladser, der tiltrak landbefolkningen, og man udviklede en række netværksteknologier: kloak, offentlig transport, elektricitet, vand, gas osv. Med dem kunne de nye, vestlige metropoler holde mere eller mindre sammen på deres voksende befolkningers sundhed, cirkulation og sikkerhed. Halvtreds år senere virker det som om det samme sker igen, nu dog mest i Asien og Afrika, og i en helt anden skala. Drømmen om et bedre liv driver stadig folk til byerne, men en ny, global arbejdsdeling er indtrådt. Med en globaliseret handel og informationsøkonomi er opstået et nyt hierarki af byer i verden. Nogle er finans- og administrationscentre, og de bliver knudepunkter i udvekslingen af information og penge på tværs af nationer og regioner; andre er centre for produktion og billig arbejdskraft. Herfra strømmer de billige industriprodukter til resten af verden. Selv om der findes enkelte europæiske megabyer – hvoraf byer som Istanbul og Moskva har stærk asiatisk tilknytning – er byvæksten størst i Asien og Afrika. De store byer er ikke nødvendigvis knyttet til fattigdom og sociale problemer – således er Tokyo blandt verdens største byer. Men både de rige og fattige megabyer frembyder en udfordring for Europas fremtidige orientering i verden. I sin seneste State of the World-rapport beskriver FN den globale urbanisering som ustoppelig. I 2050 vil over 70 procent af verdens befolkning være byboer, og kun 14 procent af befolkningen i de rige lande vil leve uden for byerne. MIKKEL THELLE

411


412

| 9 | Grænserne flyder


Grænserne flyder | 9 |

413


416

| Europa møder verden – en oversigt

EUROPA MØDER VERDEN – EN OVERSIGT

Omtrent midtvejs i Nationalmuseets udstilling finder man en hjelm af den type, som de spanske erobrere i Sydamerika brugte i begyndelsen af 1500-tallet. Med sit solide stål og sine svungne former kunne den have været med, da conquistadoren Francisco Pizarro den 16. november 1532 mødte den enevældige Inka-hersker, Atahuallpa, i byen Cajamarca i det peruvianske højland. Her er vi ved et afgørende punkt i forholdet mellem Europa og resten af verden. Det punkt, hvor europæerne gennem erobringen af Amerika bragte sig i besiddelse af enorme rigdomme, både som ædelmetal, men nok så meget i form af nye afgrøder og territorier, som de kunne befolke og udnytte. Fra denne tid løb Europa fra de andre store kulturer og var i de næste 400-500 år ”dronning over verden”, som det hed i et skrift fra 1603. I Cajamarca anførte Pizarro 168 spanske soldater, mens Inkaen ankom med 80.000 mand, af hvilke han havde 2.000 med til selve mødet. De fejede vejen foran hans bærestol. Spanierne lagde et baghold, affyrede deres musketter og en kanon,


Europa møder verden – en oversigt |

blæste i trompeter, hvorefter deres rytteri og infanteri væltede frem mod Inkaens bærestol og tog ham til fange. Inka-hæren flygtede. Spaniernes umiddelbare fordele var deres ildvåben og den støj, de lavede, de for inkaerne ukendte heste, samt deres våben af stål. De skar let gennem inkaernes tøj-panser, mens de selv i deres stålbrynjer var usårlige overfor inkaernes sværd af træ besat med skarpe stykker obsidian. Længere mod nord i det nuværende Mexico erobrede og ødelagde spanierne omtrent samtidig en anden amerikansk højkultur, Azteker-riget. Inkaer og azteker kendte ikke til hinandens eksistens. Derimod kunne spanierne i kraft af skrive- og trykkekunsten optegne og udveksle viden om alt, hvad de fandt i den nye verden. Og de opdagede hurtigt, at for eksempel aztekerne under skabelsen af deres imperium havde undertrykt en række andre folk, som spanierne kunne indgå alliancer med. Europa var kommet til Den nye Verden. Afgørende i den efterfølgende kolonisering af kontinentet var spaniernes medbragte smitsomme sygdomme, der efterhånden udryddede 95% af den oprindelige befolkning i Nord- og Sydamerika. Men hvorfor var det ikke, spørger forfatteren Jared Diamond, Atahuallpa, der sejlede til Europa og tog kejser Karl d. 5. til fange? Hvorfor var det ikke dem, der smittede europæerne med dødelige sygdomme? Hvordan var dette ulige magtforhold opstået? Diamonds forklaringer omfatter i telegramstil de geografiske og biologiske fordele, befolkningerne på det eurasiske kontinent havde: 14.000 kilometer øst-vest akse fra Irland til Kina. Her kunne nye opfindelser som landbrug, tamdyr, sprog, hjul og kendskabet til metaludvinding sprede sig. Det samme kunne dyrenes sygdomme, som smittede mennesker, men gjorde de overlevende resistente. Amerika og Afrika strækker sig fra nord til syd, og ad den akse varierer klimaet så meget, at de samme tamdyr eller kornsorter ikke kan leve og brede sig hele vejen. Det kunne de i Asien og Europa, hvor mennesker og

417


418

| Europa møder verden – en oversigt

kulturer derfor levede udsat for påvirkninger udefra. Og derfor udviklede sig. SUB-KONTINENTET EUROPA Europa er ikke et selvstændigt kontinent i geografisk forstand. Det er snarere en fremvækst på den store asiatiske landmasse, og det fylder kun en fjerdedel af Asien, en tredjedel af Afrika eller halvdelen af Nord- eller Sydamerika. Det er et sub-kontinent for enden af den kendte verden. Både i Frankrig og i Spanien ligger der klippefremspring, som bærer navnet ”Finisterre” – verdens ende. Men ellers har Europa, som historikeren Norman Davies har bemærket, mange tiltalende geografiske sider for mennesker. De sydlige dele har et behageligt klima, og selv i nord sørger Golf-strømmen for, at temperaturerne aldrig falder ned til niveauet på de samme breddegrader længere mod øst. Europa er frugtbart. Der falder meget regn, Europa er rigt på vand. I vore dage ser vi det ikke på grund af landbrugets dræninger, asfalteringen og kloakkerne i byerne. Men i middelalderen var der, selv i det flod-løse Danmark, overalt vandløb store nok til at folk druknede i dem. De kunne drive vandmøller og dermed mangedoble menneskenes muskelkraft, når der skulle males korn eller valkes klæde. Europas floder var et netværk, som muliggjorde rejser gennem de store vejløse dele af kontinentet. Svenske vikinger sejlede fra Østersøen til Konstantinopel, og kun ganske få steder skulle de trække skibene over land til en ny flod. I distriktet Auxois i det øvre Bourgogne kan man i løbet af få timer spadsere mellem floder, der kan transportere én videre enten til Middelhavet, til Atlanten eller til Den engelske Kanal. I de centrale Alper ligger udspringet for både Rhinen og Rhone-floden. Derfra løber de henholdsvis mod nord og mod syd. Og ikke langt derfra udspringer Donau, der bugter sig ned mod Sortehavet. På den anden side har Europa også rummet en række naturlige forhindringer så som Alperne, Pyrenæerne eller de dybe


Europa møder verden – en oversigt |

Fig. 1. | Kort over EU-landene med ansøgerne i lyst grønt. Når kortet

som her drejes 90 grader ser man måske med nye øjne, hvor meget kystlinie, Europa har i forhold til sin landmasse. Det har været naturligt at lære sig at sejle på havet. EU-kalenderen 2011-2012.

tyske skove, som gjorde det vanskeligt for en enkelt magt at slå sig igennem og dominere det hele. Anderledes end i Kina, hvor to store øst-vestgående flodsystemer, begge større end nogen europæisk flod, indbød til skabelse af en centralmagt. Rent geografisk giver Europa gode betingelser for samkvem, men har tilstrækkelige barrierer til, at det ikke har været muligt for nogen, hverken en Augustus, en Napoleon eller en Hitler, at samle Europa under én magt. Geografien har favoriseret samkvem på den ene side og konkurrence eller krig på den anden. Idéer har kunnet brede sig, men det har været muligt at rejse forsvarsværker mod fysiske invasioner. Geografi er kun en ramme. Det væsentlige er, hvordan mennesker og kulturer udfylder den. Det er det, udstillingen handler om.

419


420

| Europa møder verden – en oversigt

I. INTET TIL OVERMÅL Europa undersøger verden

HISTORIEN BEGYNDER Historien tager sit udgangspunkt i den antikke verden med en buste af Sokrates. Ligesom med Jesus er hans ord kun overleveret i andres nedskrifter af dem. Men hans metode, dialogen, trænger igennem de 2500 år til i dag med idéen om, at man gennem samtale kan ræsonnere sig frem til vigtige sandheder, i stedet for blindt at acceptere det, andre hævder, er sandt. Sokrates’ fremgangsmåde ”at undersøge verden gennem dialog” blev af byen Athens autoriteter anset for så undergravende for samfundsordenen, at filosoffen til sidst blev dømt til døden for at fornærme guderne og for at fordærve ungdommen. Men metoden er en af de tanketråde, der har overlevet og har præget europæisk kultur til vore dage, selvom den igen og igen har ført til indespærring eller død for dem, der stillede kritiske spørgsmål. Traditionerne fra Sokrates’ diskussions- eller uenighedskultur har været til inspiration igennem hele Europas og verdens historie. Det ses alene af, hvor mange, der har været med til at overlevere den. Læg mærke til, at de to græske buster i udstil-


Europa møder verden – en oversigt |

lingen er romerske kopier af nu tabte græske originaler. Munke i middelalderklostre og arabiske lærde afskrev og reddede græsk filosofi og videnskab fra glemslen, og i 11-1200 årene blev deres arbejde grundlaget for Vesteuropas møde med den græske oldtid, overleveret i latinsk oversættelse. VERDEN UDENFOR: MOD NYE HORISONTER Ved udstillingens begyndelse er vi sprunget forbi den måske væsentligste revolution i menneskehedens historie: indførelsen af agerbrug og dermed bofasthed og muligheden for, at børn i stort tal kunne overleve og befolkningen vokse. Jordbruget, men også senere opfindelser som hjulet, skriften og kunsten at udvinde metaller, er udviklet uden for Europa og kommet hertil fra Asien via Mellemøsten. Grækerne lærte skrift at kende gennem fønikerne, et andet handelsfolk. En sumerisk lertavle med kileskrift og et notat med en hurtig udgave af de ægyptiske hieroglyffer viser, hvordan den revolutionerende idé: at tanke og tale kan fastholdes gennem tegn, kom til Europa fra langt ældre kulturer i Mellemøsten. Grækerne videreudviklede fønikernes konsonantskrift ved at opfinde vokalerne. Gennem skriften kender vi grækernes tankeverden. Den virker overraskende genkendelig, ligesom deres statuer, buster og vasemalerier viser os mennesker, der ser helt moderne ud, skabt som de er ud fra nøje iagttagelse. Over for Sokrates står et portræt af Alexander den Store. Han var et par generationer yngre end Sokrates og konge af Makedonien, en nordlig stat i den græske kulturkreds. Men her i udstillingen repræsenterer han kulturmødet mellem Grækenland og verden udenfor. Portrættet af Alexander viser ham som verdenserobrer udsmykket med fremmede gude-symboler fra de kulturer, han havde undertvunget i en række felttog i Asien og Afrika. Erobringerne skabte en blandingskultur af græsk og orientalsk, der har sat sig spor så langt mod øst som i det nuværende Pakistan, som skulpturerne fra Gandhara viser det. Alexander erobrede hele det persiske rige, Ægypten inklusive. Men han måtte vende om fra Indien, da hans tropper ikke ville

421


422

| Europa møder verden – en oversigt

mere. Han hyldedes som verdenserobrer, fordi han erobrede den kendte verden. Men selvom hans erobringer udbredte græsk kultur, viser udstillingens buste også, at østens kulturer virkede tilbage. Han blev ikke længere afbildet som et almindeligt menneske, men som en gud. Han døde ung af sygdom i Babylon. Blev han ramt af gudernes straf for overmod, ”nemesis”? Med Alexander nåede grækernes militære magt et højdepunkt. Briten John Keegan har peget på en karakteristisk forskel mellem europæere og ikke-europæeres måde at føre krig på. Grækerne var grundlæggere af det, man har kaldt ”The Western way of warfare”, den vestlige, konfrontatoriske måde at føre krig på: en formation af rækker, falankser, hvor mændene stod tæt sammen og dækkede hinanden med deres store skjolde. Falankserne løb frem mod hinanden og stødte sammen i et nu, et kaos af svedende, skrigende mænd, der stak og skubbede mod hinanden, indtil den ene falanks brød sammen, og taberne blev hugget ned på flugten, indtil vinderne tabte pusten. Det tog måske en halv time at udkæmpe et slag. I andre kulturer brugte man en undvigende taktik, der holdt egne tab nede og forhindrede, at man med ét slag tabte det hele. I moderne tid har denne måde at føre langstrakt krig været brugt med succes af Mao Zedong i Kina og Ho Chi Minh i Vietnam, og den bruges i dag af det afghanske Taleban. De græske bystater var ofte i indbyrdes krig. Krigene blev ført af borgere, som forventedes at møde op udrustet for egne penge med hjelm, sværd, spyd og et stort skjold. At kunne stille op som ”hoplit” (af ”hoplon”, et skjold) var en del af prisen for at være en fri borger med indflydelse på byens anliggender.

STORMAGT Romerne skabte i modsætning til grækerne et langvarigt imperium baseret på en velorganiseret hær og et udbygget vejsystem, hvor massefremstillede varer kunne transporteres i sikkerhed og udveksles i en fælles valuta. Et kort over Romerriget ved Trajans død i 117 e.Kr. viser


Europa møder verden – en oversigt |

Middelhavet som en romersk indsø. Riget dækker det nordlige Afrika, rækker langt ind i Asien og strækker sig langs Donau og Rhinen frem til kanalkysten og herfra op til den skotske grænse, hvor Hadrians mur få år senere blev bygget. Men derved blev det stort set også. I år 9 e.K. havde Kejser Augustus’ tropper lidt et skelsættende nederlag til de germanske stammer i det nuværende Tyskland, og det stoppede for altid Roms ekspansion mod nordøst. Romerriget udviklede sig til et multietnisk rige med fælles overordnede love ved at give borgerret til personer blandt de overvundne folkeslag. Hæren tilbød en karriere ”open to talents”. En undersøgelse af gravstene over ti romerske soldater dræbt i tjenesten giver nogle eksempler: En kavalerist fra Mauretanien, det nuværende Marokko døde ved Hadrians mur. En standard-bærer født i Lyon døde i Wales, en centurion født i Bologna fandt døden i det katastrofale slag i Teutoburger skoven år 9 e.Kr. i Tyskland. En veteran fra samme legion, der var født nær Rhinens udløb, blev dræbt ved Donau nær det nuvæ-

Fig. 1. | Det romerske kejserrige ved Trajans død 117 e.Kr. Politikens historiske atlas, (J.W.Cappelens Forlag, Oslo), 1961.

423


424

| Europa møder verden – en oversigt

rende Budapest, og en legionær født i det nuværende Østrig, døde i Alexandria. Helt specielle er gravstenene over en kvinde og hendes soldater-mand. De er fundet ved hver sin ende af Hadrians mur. Hun var en lokal pige, han var født i Syrien. Og helt her oppe ved den skotske grænse, formodentlig ved et fort, har man produceret den romerske skål med bronzeindlæg, som romerske soldater fik som afskedsgave, og som er med i udstillingen. Den er på en eller anden måde endt i Maltbæk Mose i Jylland. VERDEN UDENFOR: PÅ DEN ANDEN SIDE Uden for Romerriget levede barbarerne. Et eksempel på deres svært gennemskuelige kultur er en lille guldmand fundet ved Slipshavn i nærheden af Nyborg. Lokalt fremstillede guldbrakteater er inspirerede af romerske guldmønter og viser, at man blandt de nordlige barbarer kendte til verdensriget mod syd og vest. Romerne selv havde mange guder af samme type som de græske, og med erobringen af Lilleasien, Mellemøsten og Ægypten trængte nye former for gudsdyrkelse ind i Romerriget. Romerriget blev kristent og delt i en vestlig del med Rom som hovedby og en østlig del med Konstantinopel (i dag Istanbul) som hovedstad. Det vestlige Rom bukkede i 400-tallet under for bølger af invaderende folkeslag fra nord og øst. Modsat andre højkulturer som Kina eller Indien formåede Rom ikke at opsuge erobrernes kultur i sin egen og rejse sig igen. Der skete ganske vist en vis romanisering af de invaderende germanere, men samtidig også en barbarisering af de oprindelige indbyggere. Det østlige romerrige levede videre som Det byzantinske Rige i endnu 1000 år med en overvejende græsk kultur og en kristendom, der afveg fra den vestlige. Det fælles rige omkring Middelhavet som havde bagland både i Asien, Afrika og Europa, forsvandt. Men dermed var det geografiske Europas indbyggere også tvunget til at skabe udviklingen selv. Her stod i begyndelsen kun den kristne kirke tilbage som en samlende kulturbærer.


Europa møder verden – en oversigt |

Fig. 2. | De germanske folkevandringer og Folkevandringsrigerne år 526. De germanske folks navne kan genkendes i landskaber som Catalonien (Goterne), Lombardiet (Longobarderne) og Andalusien (Vandalerne). Vandringerne gik ikke helt så hurtigt, som man kunne tro. Vandalerne, som var de hurtigste, flyttede sig med gennemsnitligt 2 kilometer om ugen. Politikens historiske atlas, 1961.

TROENS GRÆNSER Den kristendom, som nu udviklede sig i det vestlige Europa, havde et naivt præg i forhold til den antikke, som man ikke helt forstod. Et mere simpelt samfund udviklede sig, præget af germanske militære idealer om den personlige troskab mod herskeren. Men den nye blanding rummede en dynamik, som var i stand til at afvise angreb fra øst og syd og til selv at udvikle et lensvæsen, der satte alle på en bestemt plads i samfundet. I 799 mødtes den frankiske hersker Karl den Store med pave Leo 3. i Paderborn, og her blev Karl hyldet i et digt som ”pater europae”, Europas fader. Året efter blev han salvet til kejser i selve Rom. Efter hans død i 814 blev Frankerriget, som omfattede Tyskland, Frankrig, Nederlandene og det nordlige Italien, delt mellem hans sønner. Tyskland og Frankrig udviklede sig i hver sin retning, og modsætningerne mellem dem har tråde frem til

425


426

| Europa møder verden – en oversigt


Europa møder verden – en oversigt |

427


428

| Europa møder verden – en oversigt

2. Verdenskrig. Men de områder, som Karl den Store beherskede, er de samme seks lande, som i 1957 dannede Rom-unionen, begyndelsen til EU. Særegent for Europa var, at der på den ene side eksisterede forestillinger om et kristent universalrige, hvor den åndelige og verdslige magt var forenet – samtidig med, at magten i praksis var delt mellem konge og kirke, mellem kejser og pave. De lå i permanent strid, men her ud af voksede ”magtdelingsprincippet”, som igen er en af forudsætningerne for det moderne demokrati. Anderledes i den østlige kristendom og senere i Islam. Her bestemte den verdslige hersker også over religionen. VERDEN UDENFOR: HELLIG KRIG? I 632 døde profeten Muhammed. Året efter invaderede og besejrede en arabisk hær det persiske rige. Dermed indledte de udbredelsen af islam i en serie felttog af hidtil uset skala. Mellemøsten og Nordafrika erobredes. Derfra satte de i 711 over til Spanien og nåede helt op i Frankrig, hvor de dog blev stoppet i 732 ved Poitiers af en frankisk hær under Karl Martel. Lige så betydningsfuldt, men ukendt for europæerne, var, at araberne også erobrede Afghanistan og det nordvestlige Indien og trængte østpå over Oxus-floden. Her mødte de i 751 ved Talas-floden en kinesisk hær, som de besejrede. Dermed fik de herredømmet over silkevejen, den store karavanevej mellem øst og vest. De fik også fra kinesiske fanger kendskab til kunsten at fremstille papir. Gennem deres erobringer i Asien kom de i kontakt med krigeriske tyrkiske steppefolk, som de omvendte til islam. Det fik siden hen samme betydning, har man sagt, som frankernes omvendelse til kristendommen. De muslimske arabere havde ingen speciel ny kampteknik. Deres styrke lå i deres faste tro på, at hele verden skulle omvendes til at underkaste sig den ene gud, Allah. I løbet af 100 år havde de dannet et sammenhængende rige af enorm udstrækning. Islam var ikke baseret på tilhørsforhold til bestemte territorier, stammer eller klaner. Alle var ligestillede over for gud, og de besejrede kunne undgå tvangsomvendelse så længe de underkastede sig Koranens lov.


Europa møder verden – en oversigt |

Kristendommens armodsideal fandtes ikke i Islam, som opmuntrede handel og opbygning af rigdom. Selve felttogene varede en ret kort periode, hvorefter fulgte en blomstring inden for arkitektur, litteratur og videnskab. Her kunne araberne trække på viden og opfindelser fra både Indien, Kina og fra den antikke græske lærdomskultur, som de studerede og bevarede. Islams ekspansion overskar Europas forbindelser mod syd og mod øst. Middelhavet var ikke længere et centrum for handel og kommunikation – nu rykkede aktiviteter og pengestrømme mod sydøst til det indiske Ocean. Denne isolation forstærkede til gengæld europæernes samkvem med hinanden og gjorde Europa til kristendommens hjerteland. I 1095 kaldte pave Urban 2. til korstog. Jerusalem skulle befries. Stormænd fra hele Europa dog flest fra Frankrig fulgte kaldet. Med udgangspunkt i et skakspil, som europæerne lærte at kende gennem muslimerne, vises, hvorledes de langstrakte kampe, der skabte sejlivede fjendebilleder på begge sider, også førte til en kulturudveksling, selvom det nok især var europæerne, som tog til sig. Men europæerne prægede tingene med deres egen kultur, hvilket netop skakspillet giver et slående eksempel på. I den orientalske udgave af skak er figuren ved siden af kongen en vezir, en rådgiver. I de europæiske skakspil skiftede han køn og blev til en dronning. Det siger meget om kvindens væsentligt friere stilling i Europa. Da osmannerne i 1600-tallet begyndte at sende gesandter til Europa bemærkede en af de første, Evliya Celebi, ”Det er i sandhed et ekstraordinært skue. I de vantros lande generelt er det kvinderne, der har mest at skulle have sagt. De æres og respekteres af kærlighed til Jomfru Maria.” En middelalderlig messehagel fra Århus er syet af persisk stof og bærer en islamisk indskrift. Europæiske vandkander viser indflydelse fra araberne, og en lut fra Italien – et strengeinstrument som fik plads i trubadurkulturen ved de europæiske hoffer – er kommet via muslimerne i Spanien. De skandinaviske vikinger var ikke del af Europa, eller som man kaldte det ”Kristenheden” (Christianitas). Men gennem deres handelsvirksomhed, plyndringstog og bosættelser i Eng-

429


430 | Europa møder verden – en oversigt

land og Frankrig blev de påvirket af europæisk kultur og antog 950-1050 kristendommen, svenskerne noget senere end danskerne. Hundrede år efter var de selv på korstog mod hedninge i Østersøområdet. En bispestav i udstillingen kan have tilhørt en af de fremmeste foregangsmænd for danske korstog mod øst: ærkebiskop Absalon.

KOMMUNIKATION OG KONFLIKT Kristenheden var delt. Den vestlige del var knyttet til Rom og havde latinsk alfabet og kirkesprog. Den østlige del var knyttet til Byzans (Konstantinopel), havde græsk som kirkesprog og brugte det kyrilliske alfabet, som var udviklet under kristningen af de slaviske områder af Europa fra Balkan over Ukraine og nord på til Moskva. I vest opstod der i løbet af 1500-tallet en ny splittelse mellem på den ene side den katolske kirke, på den anden side protestanter, som hævdede, at mennesket ikke behøvede kirken som mellemmand for at nå Frelsen. Martin Luther, og andre med ham, læste og oversatte Biblen og spredte den ud på nationalsprogene gennem den nyopfundne trykkekunst. Og i Bibelen stod der intet om skærsilden, som man skulle købe sig fri fra gennem dyre afladsbreve udstedt af den katolske kirke. Religionskrige brød ud. Tyskland mistede en tredjedel af sine indbyggere under 30års krigen 1618-1648, inden den westfalske fred i 1648 fastslog princippet om de europæiske staters ligeberettigelse og uafhængighed. Dermed kunne forløberne til de europæiske stater, vi kender i dag, etablere sig. Adelen tabte i betydning til stærke fyrster, der støttede sig på borgerne i de byer, der fik stadig større betydning som centre for handel og håndværk. Under renæssancen (der så sig selv som en ”genfødsel” af antikkens kultur) satte et videnskabeligt nybrud i gang, der ændrede verdensbilledet. Der opstod netværk af videnskabsmænd, som kommunikerede gennem trykte skrifter på tværs af landegrænserne. Efterhånden stod det klart, at jorden ikke var universets centrum, som kirken ellers havde hævdet det i århundreder.


Europa møder verden – en oversigt |

Afgørende for Europas modernisering og voksende styrke i forhold til resten af verden var, at kulturerne udenfor ikke tog trykkekunsten til sig. Mens man allerede inden år 1500 kender til 28.600 forskellige titler på trykte europæiske bøger, gik der helt indtil 1727 førend det første trykkeri med tyrkiske bogstaver åbnede. Og det lukkede efter 14 år. I Europa møder Verden er den mest ”europæiske” genstand nok et propaganda-krus fremstillet i det nuværende Belgien omkring 1550. Det viser tre scener hentet fra tidens anti-katolske flyveblade. Et viser Jesus, som fælder et træ fyldt med katolsk messeudstyr (selv om pave og præster forgæves prøver at holde træet oppe). Næste side viser Jesus, der jager Djævelen bort, og den sidste side viser et tre-hovedet monster, hvis hoveder er Satan, Paven og en Tyrk. Det kom, åbenbart ud på ét for de indædte protestanter, der havde fremstillet kruset. Hvorfor er kruset særligt europæisk? For det første er det endnu en dokumentation af den kamp om sandheden og magten, uenigheden, der løber som en rød tråd gennem Europas historie. Og det er endda massefremstillet. Men mere nøgternt, så er kruset også et vidnesbyrd om, at opfattelserne af kristendommen nu var blevet så forskellige, at man ikke længere kunne tale om én fælles ”Kristenhed” (Christianitas). Og derfor begyndte man fra denne tid i stedet at tale om ”Europa”. VERDEN UDENFOR: TYRKERFAREN Det osmanniske Rige erobrede i 1453 den østlige kristenheds centrum, Konstantinopel og omdøbte det til ”Istanbul”, hvorefter tyrkerne trængte op i Balkan over Ungarn og truede Wien, første gang i 1529. I det tysk-romerske rige blev der indkrævet en såkaldt tyrkerskat, som skulle skaffe penge til de hære, der prøvede at holde tyrkerne væk fra det centrale Europa. De katolske magter var således optaget af at forsvare sig mod tyrkerne på samme tid, som Reformationen bredte sig i Tyskland. Sultanen var dermed, har man sagt, ”Luthers bedste allierede”. I 1683 belejrede en tyrkisk hær på 200.000 mand igen Wien, men denne gang led de et afgørende nederlag og ophørte med at

431


432

| Europa møder verden – en oversigt

være en trussel mod Europa. Til gengæld udgik der en fascination fra den osmanniske kultur, der virkede eksotisk dragende på europæerne. Således hjemførte den danske admiral Cort Adeler, som var i tjeneste i republikken Venedigs krige mod tyrkerne en samling tyrkiske våben, som har befundet sig på Nationalmuseet og dets forløber Kunstkammeret siden 1600-tallet.


Europa møder verden – en oversigt |

II. HYBRIS Europa indtager verden

DEN RUNDE KLODE I 1492 indtog spanierne Granada, den sidste rest af det muslimske Spanien, og fordrev de muslimer og jøder, der ikke omvendte sig til kristendommen. Samme år opdagede Columbus Amerika. Her er vi ved begyndelsen af de store europæiske opdagelser af verden. Kun de mest isolerede samfund kunne i længden holde sig fri af indflydelsen fra Europa med dets nye indsigter i den fysiske verdens sammenhæng, dets militære overlegenhed og brutalitet, dets hunger efter varer og afsætning for egne produkter. Men også Europas missionsiver og ønske om at se ”civilisationen” udbredt til hele kloden spillede en rolle. De store kulturer holdt nogenlunde stand. Kina, Japan, Stormogul-riget i det nordlige Indien, Det osmanniske Rige og Persien blev aldrig forvandlet til europæiske kolonier. Men det gjorde stadig større dele af Afrika, Asien og hele Amerika. Mødet mellem den spanske conquistador og Inka-herskeren, Atahuallpa i 1532 blev typisk for lignende møder mellem europæere og ikke-europæerne. Dette afsnit af udstillingen har som kernegenstand et forgyldt sølvbæger formet som en globus, der kan skilles ad ved Ækvator.

433


434 | Europa møder verden – en oversigt

Fig. 3. | De store geografiske opdagelser indtil ca. 1600. Bemærk de to lange demarkationslinier mellem Spaniens og Portugals dele af de to halvkloder. De blev trukket ved en traktat i Tordesillas i 1494, hvor man nok vidste at jorden var rund, men endnu ikke havde fundet for eksempel Filippinerne. Det nye kontinent, Amerika, blev fundet, fordi de to lande konkurrerede om at finde en ny søvej til krydderierne i Indien. Et eksempel på, hvordan Europas splittelse og interne konkurrence udløste en dynamik, som kom til at præge hele Verden. Politikens historiske atlas, 1961.

”At drikke af jordkloden”, lyder teksten og fanger meget godt europæernes stigende følelse af almægtighed. VERDEN UDENFOR: EUROPAS AMERIKA Det store fund var Amerika, næsten som en ny klode og snart med kun en rest tilbage af den oprindelige befolkning på grund af europæernes medbragte sygdomme.


Europa møder verden – en oversigt |

Sølv og guld var, hvad spaniere og portugisere først søgte efter. Men den virkelige rigdom var, med historikeren Søren Mørchs ord, de amerikanske vidunderafgrøder som kartofler, majs, sukker og tobak. Et synligt resultat er en bispestav fremstillet af sukkerrør, og sølvmønter muliggjort af de rige sølvfund i Amerika. Amerika blev en varig rigdomskilde for Europa og et sted at anbringe befolkningsoverskuddet. Men kontinentet blev omstridt, og nye europæiske magter, Holland, England og Frankrig, meldte sig blandt erobrerne. Spaniens nye sølvrigdom førte i sidste ende til inflation og nedgang i den hjemlige produktion. I Europa skiftede magten tyngdepunkt fra det sydlige Europa til egnene omkring Den engelske Kanal. I den muslimske verden havde man oprindelig fået kaffe via Ethiopien og sukker fra Persien og Indien – og havde kunnet eksportere det videre til Europa. Selve ordet ”sukker” er arabisk. I slutningen af 1700-tallet kunne de europæiske kolonimagter i stedet eksportere deres meget billigere kaffe fra Java eller det spanske Amerika og deres sukker fra De vestindiske Øer til den muslimske verden.

VERDENSORDEN 1600-tallets naturvidenskabelige opdagelser og etableringen af en videnskabelig ”offentlighed”, der publicerede og diskuterede på tværs af Europas grænser, havde ikke i sig selv ført til, at religionen eller de enevældige fyrsters magt blev sat til diskussion. Gud havde stadig skabt verden som ”den store urmager”, og fyrsterne var beskyttere af videnskaben. Men da videnskaben i løbet af 1700-tallet for alvor gav sig til at analysere og katalogisere naturen, blev det klart, at den kritiske tanke, som var forudsætningen for det hele, også kunne rettes mod samfundets institutioner. Var de eksisterende magtforhold og religiøse dogmer ”naturbetingede”, eller var de menneskers værk, som kunne kritiseres og måske ændres? Perioden belyses med afsæt i den franske Encyklopædi,

435


436 | Europa møder verden – en oversigt


Europa møder verden – en oversigt |

437


438 | Europa møder verden – en oversigt

et mægtigt værk i 28 bind, som skulle samle og tilgængeliggøre al menneskelig viden. Bindene udstilles mellem to spejle, der stiller beskueren, altså mennesket, over for sig selv. Et af bindene er åbnet på opslaget ”politisk autoritet”, der fastslår, at intet menneske af naturen har modtaget retten til at befale over et andet. Denis Diderot og Jean d’Alemberts værk var, som historikeren Norman Davies har bemærket, programmatisk, påståeligt, anti-kirkeligt og skarpt kritisk over for regimet, og de to forfattere blev jævnligt generet af embedsmændene. Men det var et monument for den frie tanke og blev kopieret i andre lande under det, man blandt videnskabsfolk og filosoffer kaldte ”Oplysningstiden”. De frie tanker slog ud også i politik og fyrede op under de store sociale spændinger i Frankrig, hvor den enevældige konge, Louis den 16., den 14. juli 1789 måtte se en revolution bryde ud, som få år senere kostede ham selv hovedet. Bølgerne fra den franske revolution slog igennem i hele Europa og nåede også, som en fransk hue og et skærf i tricolorens farver viser, til det fjerne København. Oplysningstiden dyrkede fornuften, der skulle sætte mennesket frit og lade det beherske og nyttiggøre naturen, fremfor at underkaste sig eller frygte den. Under Oplysningstiden blev det enkelte menneske, jævnfør opslaget i Encyklopædien, i al fald i teorien, tillagt en række rettigheder, menneskerettigheder. De personlige borgerlige og politiske rettigheder blev fastslået i den engelske Bill of Rights fra 1689, herefter i den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 og dernæst i den franske menneskerettighedserklæring fra 1789. Efter 2. verdenskrig blev de udvidet med en række sociale, økonomiske og kollektive rettigheder i FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder, der blev vedtaget i 1948 i Paris. Det var den europæiske oplysningstids største bedrift. VERDEN UDENFOR: VERDEN KØBES Med erobringen af Amerika fik europæerne midler til at starte en global handel. En bemalet elefantstødtand viser i en slags


Europa møder verden – en oversigt |

tegneserie ganske nøgternt, hvordan fangne afrikanere med skib føres som slaver til De Vestindiske Øer i den nye verden, hvor de sættes til at arbejde i plantagerne, måske med sukkerrør, der forvandles til sukker og rom og sejles til Europa. Her blev de varer produceret, som europæerne kunne udveksle for slaver i Afrika. Over for Encyklopædiens tekst om det frie menneske står prisen i 1749 for en mands-slave på Guldkysten, det nuværende Ghana. Europæernes ekspansion indtraf næsten samtidig med, at Kina opgav sejlads på verdenshavene. Kineserne havde 14051433 udsendt store, oceangående flåder, der var nået til Afrika. En magtkamp ved kejserhoffet førte til, at sejladsen blev stoppet og skibsværfterne ødelagt. Tidligere havde kejsermagten standset udviklingen af avancerede spindemaskiner drevet af vandkraft. Mekaniske ure blev ødelagt og forbudt. Noget lignende skete senere i Japan, hvor man i 1543 fra portugiserne havde overtaget opfindelsen af skydevåben. Omkring år 1600 havde man udviklet bedre skydevåben end de europæiske. Men på det tidspunkt blev skydevåben effektivt forbudt. Forbud som disse havde deres begrundelse. Skydevåben undergravede hele den japanske samuraikultur med dens sværdkunst, fordi enhver kunne lære at kæmpe med skydevåben. Det førte til, at de østlige kulturer i mange år stod stille, mens Europa udviklede sig, fordi ingen magt i Europa var stærk nok til at forbyde eller bare hindre udbredelsen af nye opfindelser, tanker eller produktionsmåder.

ALT FAST FORDAMPER Ordene tilhører filosoffen Karl Marx, som i Det kommunistiske Manifest fra 1848 beskrev et moderne liv i konstant forandring, hvor ”Alt fast fordamper”. Tilvante vaner, forestillinger, måder at producere og bo på, og måder at være sammen på ændrede sig. Industrien bredte sig og disciplinerede arbejderne. Religionen fik et grundskud med Darwins påvisning af, at dyrearterne, herunder mennesket, havde udviklet sig gennem naturlig udvælgelse. De var ikke skabt fuldt færdige af Gud.

439


440 | Europa møder verden – en oversigt

For Marx var det i sidste ende magtkampen mellem samfundsklasser, der ændrede på samfundet og drev historien fremad. Europæerne havde allerede udviklet forskellige typer maskiner, der kunne drives med vandkraft, og dermed var man klar til at udnytte de vældige kræfter i dampmaskinen, som her manifesteres af et stort svinghjul fra en dampmaskine, der har stået på Maskinfabrikken Atlas. Man kan påvise forestillinger om bestemte ”folk” eller ”nationer” tilbage til middelalderens Europa, eller længere endnu, hvor skikkelser som franskmændenes Jeanne d’Arc eller vores egen Niels Ebbesen symboliserede national samling mod en ydre fjende. Men det var først efter den franske revolution og Napoleons krigstog gennem Europa, at den moderne nationalstat opstod. Forskellen var, at folk eller nation nu blev knyttet til et bestemt, afgrænset territorium, der var anderledes og – i nationalistiske forestillinger – alle andre overlegent. England og Frankrig var først til at skabe stater, hvor interne toldgrænser var ophævet, og hvor regionale forskelle blev søgt undertrykt gennem en fælles national og patriotisk opdragelse i skolerne – og gennem etableringen af nye museer. Derefter fulgte Tyskland og Italien. Rusland fortsatte sin ekspansion mod øst gennem Sibirien til Kinas grænse. I perioden 1683 til 1914 skete det med en hastighed af 55 kvadratmiles – pr. dag. Europa udvidede sig i alle retninger. VERDEN UDENFOR: IMPERIALISME I perioden 1870 til 1914 delte små og store europæiske magter en fjerdedel af jordens territorium mellem sig. Der oprettedes kolonier, der i nogle tilfælde direkte blev indlemmet i moderlandet. Kristendommen blev overfor omverdenen nu præsenteret i en mere muskuløs udgave, og europæernes oprindelige fascination af de nye verdener ændrede sig. Man samlede kranier fra de indfødte, hvilket skulle understøtte europæernes forestillinger om at være andre ”racer” overlegne. England havde tabt sine nordamerikanske kolonier, der blev til USA. De havde gjort sig selvstændige, og de blev i stedet mål


Europa møder verden – en oversigt |

for fredelig indvandring af det europæiske befolkningsoverskud. Udstillingen viser en kuffert, feltseng, revolver og ”Asado”-kniv fra en, der havde søgt lykken i Argentina og en Stetson-hat fra én, der havde været i USA, men var vendt hjem igen. England søgte og fandt kompensation ved at erobre Indien og det nuværende Pakistan samt store områder i Afrika. Her konkurrerede englænderne med franskmændene. En mindre magt som Holland skabte et stort kolonirige i det nuværende Indonesien. Traditionelt havde europæerne foragtet og frygtet dem, der levede af krigerhåndværket, enten som landsknægte eller som tvangsudskrevne af fyrsterne. I de nye nationalstater blev værnepligten både en ret og en pligt, og pludselig kunne der stampes millioner af soldater frem. Stormagterne udarbejdede mobiliseringsplaner, hvor det nye jernbanenet hurtigt kunne bringe tropperne frem til indsats. Stålindustrierne konkurrerede om at producere de sværeste kanoner. Den kemiske industri frembragte nye sprængstoffer og giftgas. Det nyopfundne maskingevær (1884), der kunne afgive op til 1400 skud i minuttet, blev afprøvet med succes i kolonierne. På Cuba, der var en spansk koloni, oprettede myndighederne ”campos de reconcentration”, hvor oprørske bønder blev afskåret fra deres jord. Briterne brugte termen ”concentration camps” om de lejre, de oprettede i Sydafrika for de oprørske boere. I tysk Sydvestafrika blev den første ”Konzentrationslager” oprettet i 1905. Her blev medlemmerne af Hererostammen interneret og tvunget til at arbejde. Den administrative leder hed Heinrich Göring og var far til Herman Göring, Hitlers rigsmarskal. I lejrene blev der udført medicinske eksperimenter på de indsatte. En Sokrates fra det antikke Grækenland ville måske sige, at Europas imperialisme var et typisk udtryk for menneskeligt overmod, et udtryk for hybris? I så fald fulgte konsekvensen, nemesis, i årene 1914-1945.

441


442 | Europa møder verden – en oversigt

III. NEMESIS Europas nedgang og genopståen

KRIGE 1914 – 1945 I Europa talte man i begyndelsen af 1900-tallet om muligheden for krig, og staterne indgik skiftende alliancer og pustede sig op over for hinanden militært. Men få troede, at det ville blive alvor. Alt gik fremad, og man kunne rejse næsten frit i Europa uden pas. Mordet på den østrig-ungarske tronfølger, FranzFerdinand, i Sarajevo i juni 1914 udløste en krig mellem de europæiske magter, og fordi den også udspillede sig på havene og i kolonierne, blev den kaldt ”Verdenskrigen”. Europæernes teknologi blev nu vendt indad mod dem selv. Omkring 8,5 millioner soldater fra 15 europæiske lande omkom, de fleste i fire års skyttegravskrig. Udstillingen viser papirer fra en dansksindet sønderjyde, der havde måttet gøre Tysklands krig med på Østfronten. Tyskland og dets allierede, Østrig-Ungarn og Det osmanniske Rige, tabte til en koalition af England, Frankrig og zarens Rusland, der imidlertid selv gik i opløsning i revolutionen i 1917, mens til gengæld USA kom til at deltage i krigens slutfase. I det tyske kejserrige indførte en revolution i 1918 republikken.


Europa møder verden – en oversigt |

Østrig-Ungarn gik i opløsning ligesom Det osmanniske Rige, der mistede alle sine ikke-tyrkiske besiddelser og blev til nationalstaten Tyrkiet. En række nye stater med demokratisk forfatning blev oprettet, men demokratiet stod svagt, og da den økonomiske krise udløst af et børskrak i USA i 1929 bredte sig til Europa, slog den demokratiet i Europas stærkeste stat, Tyskland, over ende. Italien var fascistisk, Sovjetunionen kommunistisk og Tyskland nazistisk. Hitler indledte en aggressiv udenrigspolitik støttet på en forceret oprustning, og i september 1939 brød 2. verdenskrig ud. Da Hitler i 1933 oprettede de første koncentrationslejre på tysk grund til sine fjender, sad allerede millioner af Stalins indbildte eller virkelige fjender i Sovjets system af arbejds- og straffelejre (Gulag). Det tyske angreb på Sovjet i 1941 blev ført som en ubarmhjertig udryddelseskrig, der skulle fordrive eller dræbe Østeuropas slaviske befolkning, der var ”undermennesker”, og skaffe Tysklands befolkning nyt ”livsrum”. Tyskland, der var kommet for sent med i kapløbet om kolonier ude i verden, behandlede Østeuropa som en stor, kommende koloni. Med de hårde kampe og de indledende store tyske erobringer fulgte en yderligere radikalisering, der i løbet af 1941 udså jøderne til fuldstændig udryddelse. Den danske KZ-fange Per Ulrich tegnede sine østeuropæiske medfanger, og nogle af dem signerede tegningerne. To figurer af en tysk og en sovjetisk soldat manifesterer 2. verdenskrigs to militære hovedmodstandere. Det var på østfronten, tre fjerdedele af krigens militære tab fandt sted, og de største slag stod. 11 millioner russiske soldater blev dræbt og flertallet af de 3,3 millioner, Tyskland mistede, faldt her. Et skrin med grus og knoglerester fra Stalingrad, hvor der faldt over 900.000, og en øjeklap, der har været brugt som forklædning efter krigen af SS-rigsfører Heinrich Himmler, KZ-systemets ansvarlige leder, symboliserer rædslerne. De vestallierede krigsførende, USA, England og Frankrig, mistede tilsammen 800.000 soldater. Tabene af civile og krigs-

443


444 | Europa møder verden – en oversigt

Fig. 4. | Europa efter den anden Verdenskrig. Politikens historiske Atlas, 1961.

fanger i det østlige Europa 1932 til 1945 er i 2010 af historikeren Timothy Snyder opgjort til 14 millioner. Tallene og deres sammenstilling har været omdiskuterede, men dimensionerne står klart. VERDEN UDENFOR: DEN KOLDE KRIG 1945-1989. En japansk produceret propaganda-tændstiksæske fra 2. verdenskrig med indonesisk tekst peger på, at de europæiske kolonimagters nederlag i Østen til japanerne havde brudt myten om europæernes uovervindelighed. Da de forsøgte at tage deres kolonier tilbage efter krigen, blev de mødt af guerilla-bevægelser, som de ikke kunne overvinde. Men tilbagetrækningen fra kolonierne er langt hen af vejen også det, der har skabt samlingsbevægelserne i det moderne Europa. Her tages udgangspunkt i krigens resultat i Europa, nemlig at to nye super-magter delte Europa mellem sig. Sovjet og USA havde begge europæiske rødder, men begge var også nye imperier med interesser overalt på kloden, som de dominerede hver deres del af. Under den følgende kolde krig opstod en ter-


Europa møder verden – en oversigt |

rorbalance, der holdt europæerne i frygt på begge sider af det ”jerntæppe” af pigtråd og miner, der nu delte kontinentet. Med leddene fra en tanks larvefod peges på, hvorledes Sovjet opretholdt sin indflydelse i Østeuropa, som var blevet kommunistisk, mens den danske kopi af en amerikansk Fender-guitar demonstrerer, hvorledes Vesteuropa tog amerikansk kultur til sig. Under de to verdenskrige havde europæerne konfronteret hinanden med de antikke grækeres ”Western way of Warfare” – med katastrofale resultater. USA og Sovjet, de to sejrsmagter, veg tilbage fra den ultimative atom-konfrontation, men forsøgte sig med metoden andre steder på kloden. USA led nederlag i Vietnam (1975) og i Sovjet i Afghanistan (1979) til guerillabevægelser, der brugte en undvigende taktik. Guerillataktikken havde i øvrigt også været bragt i anvendelse af modstandsbevægelserne i de besatte europæiske lande. Et ejendommeligt jordfund fra 2009 kan være en rest herfra: et nedgravet jernrør indeholdende en maskinpistol, en pistol og en del patroner – samt et nummer af den kommunistiske partiavis Land og Folk fra april 1948, en periode, hvor det officielle Danmark frygtede en sovjetisk invasion, der kunne tænkes støttet af bevæbnede danske kommunister. Frygten var ubegrundet, men vi ved ikke, om våbnene faktisk er gravet ned af en kommunist – eller af én, der ville kaste mistanke på kommunisterne. Trådene fra jernrøret kunne gå både til Moskva og til Washington. Eller ingen af stederne.

GRÆNSERNE FLYDER. Det vestlige Europa kom økonomisk på benene gennem den amerikanske Marshall-hjælp. Den var fulgt af et krav om, at de europæiske modtagere skulle danne en fælles organisation til at kanalisere hjælpen. Resultatet var OEEC (senere: OECD), der introducerede europæisk økonomisk samarbejde i praksis. Få år senere, i 1951, undertegnede seks vesteuropæiske lande den europæiske Kul- og Stålunion, der skulle sammenfiltre Frankrigs og Tysklands industrier og gøre krig ”ikke kun utænkelig

445


446 | Europa møder verden – en oversigt


Europa møder verden – en oversigt |

447


448 | Europa møder verden – en oversigt

men umulig”. Det var grundstenen til EU, hvis første skridt var Rom-unionen fra 1957. Og med Berlinmurens fald i 1989 kunne det ene efter det andet af de østeuropæiske lande træde ind i EU, hvis medlemstal er vokset fra de oprindelige seks til nu 27 medlemslande. De åbne grænser har bidraget til den økonomiske opblomstring, og krig er ikke forekommet mellem medlemslandene. Det sidste er historisk unormalt. Det er måske ikke direkte EU’s fortjeneste, men det afspejler den udvikling i Europa, som EU er en del af. Som kernegenstand for det moderne Europa er valgt de Euro-sedler, som blev indført i 2002, med deres motiver af fiktive europæiske broer. Deres postmoderne form symboliserer, at ”Europa” er alle steder og samtidig intet specielt eller særligt sted. Men som finansiel størrelse er euroen i skrivende stund stærkt udfordret – som Europa i det hele taget er det. Forfatteren Hans Magnus Enzensberger har peget på, at EU på den ene side har gjort livet lettere og endda har taget kampen op mod nogle af de karteller, som den enkelte nationalstat står magtesløs overfor. På den anden side har EU, i Enzensbergers optik, udviklet sig til ”et blidt monster”. Det har omfattende indflydelse på lovgivningen i medlemslandene og vil gerne tage hånd om alle sider af borgernes liv. Men EU-institutionerne savner den folkelige legitimitet, nationalstaterne endnu har – selvom det altså er et ”blidt monster”, der går frem uden vold, og som ikke engang – såvidt vi ved – har en efterretningstjeneste! Er løsningen, som nogle mener, et føderalistisk Europa, et Europas forenede Stater modelleret efter det USA, der har haft så stor indflydelse på Europa i de sidste 50 år? Uanset om man mener det eller ej, er det værd at huske, at det, der begyndte som en frivillig sammenslutning af ”De nordamerikanske Fristater”, først skulle gøre sig selv uafhængige gennem en lang krig mod kolonimagten England. Derefter skulle de, i årene 186165, da en del af staterne ville melde sig ud igen, gennem en borgerkrig så blodig, at tabene ud af en befolkning på omkring 25 millioner var større end i alle USA’s senere krige tilsammen. Selv om de amerikanske del-stater i dag nyder udstrakte ret-


Europa møder verden – en oversigt | 449

tigheder og for eksempel selv afgør, om de vil have dødsstraf, så er den amerikanske stat, dvs. præsident og kongres tilsammen, så stærk, at den i 1960erne kunne bryde nogle sydstaters modstand mod ligeret mellem hvide og sorte ved simpelthen at sætte militæret ind. Kan EU sætte sig ud over sådanne historiske fortilfælde og alligevel udvikle styrke til at svare på de udfordringer, det står over for? VERDEN UDENFOR: DEN VIDE VERDEN. Europa møder Verden slutter ved et punkt, hvor skellet mellem Europa og ”ikke-Europa” bliver stadig vanskeligere at trække. Med lågerne fra en 20 fods skibscontainer peger vi på en af globaliseringens udfordringer, nemlig at varer kan produceres, hvor de er billigst, og transporteres til ethvert sted på kloden i store mængder. Tøj båret af Greenpeace-aktivister ved deres aktion under klimatopmødet COP15 i København i 2009 henviser til de globale udfordringer, som ikke kun Europa, men hele verden står overfor. Historikeren Søren Mørch har forudsagt, at den europæiske civilisation vil fortsætte som Verdenscivilisationen. En lignende betragtning har den polske historiker Krzystof Pomian gjort. Ifølge ham er den europæiske civilisation den eneste, der har bevægelige grænser, den har ophøjet overskridelsen til sin egen væremåde, og den er, selv efter kolonialismens fald, fortsat med at brede sig i verden, fordi den, som Pomian siger, er ”transgressiv” – er bygget til at overskride. Det kunne lyde lidt som, da briterne misundeligt så lillebroderen USA vokse frem som ny supermagt, og derefter hævdede, at verden jo i hvert fald så stadig var præget af ”English ideas”. Eller har Pomian ret, så at idéer, vi betragter som ”europæiske” i fremtiden vil optræde i nye forklædninger, som ”kinesiske”, ”islamiske” eller noget helt andet? ESBEN KJELDBÆK


452

| Efterskrift

EFTERSKRIFT Europa møder Verden – et tværfagligt projekt

Med udstillingen Europa møder Verden har Nationalmuseet ønsket at bidrage til den samfundsmæssige debat om Europas historie i en udstilling, der tager udgangspunkt i museets egen samling. Europas forhold til den øvrige verden gennem 2.500 år er et stort emne, og alle museets forskende enheder blev indbudt til at bidrage til projektet, så museets genstandssamling på ca. 10 millioner genstande i princippet kunne komme i spil. Udstillingen fik dermed en tværfaglig karakter, hvor kronologi, geografi og temaer blev drøftet i en ny kontekst, og ny viden blev skabt på tværs af medarbejdernes faggrænser. Udstillingen blev til et minimalistisk eksperiment, hvor museets forskere og formidlere med udgangspunkt i særligt udvalgte genstande bidrog til en fortælling præsenteret i ét helhedsskabende udtryk, udformet af museets arkitekter og grafikere. Museet ønsker at være et mødested, hvor både historiske og aktuelle europæiske problemstillinger diskuteres. Den historiske fortælling står derfor ikke alene, men fik tilknyttet et digitalt spor, der i form af projektion af billeder og lyd samt spørgsmål gav et nutidigt perspektiv på emnet. Desuden blev udstillingen


Efterskrift |

suppleret af kulturelle aktiviteter samt undervisningsprogrammer, som blandt andet er relateret til børn og unges interesser og omverdensforståelse med særligt fokus på demokrati og identitet. Vi giver et bud på Europas historie – spejlet i den omgivende verden gennem 2500 år – og ønsker at skabe dialog om vores roller som både danskere, europæere og borgere i et større, internationalt fællesskab. LENE FLORIS

Museumschef

453


454 | Litteraturliste

LITTERATURLISTE

Listen omfatter værker nævnt i katalogets artikler og nogle væsentlige oversigtsværker

ASSMANN, JAN:

The Price of Monotheism. 2009.

AXBOE, MORTEN:

Brakteatstudier. 2007.

ARVIDSSON, HÅKAN & KRUSE, TOVE: BOARDMAN, JOHN:

Europa 1300-1600. 1999.

The Greeks Overseas. Their Early Colonies and Trade.

1999 (4th Edition). BONDE, NIELS M.FL. (RED.):

Naturens historiefortællere. Udviklingsideens

historie. Bind 1-2. 1985. BUSBECQ, OGIER GHISLAIN DE:

Tyrkiske breve, oversat af C. Asbjørn

Andersen. 2010. CHRISTIANSEN, NIELS FINN:

Socialismens historie. Fra kapitalismens

gennembrud til 1. verdenskrig. 1976. CHURCHILL, WINSTON S.:

The Battle of Omdurman, 1898, i: Modern

History Sourcebook. http://www.fordham.edu/halsall/mod/1898churchill-omdurman.asp DARWIN, CHARLES:

Om Arternes Oprindelse ved Kvalitetsvalg eller ved de


Litteraturliste |

heldigst stillede Formers sejr i kampen for Tilværelsen (1859), oversat af J.P. Jacobsen i 1872. DAVIES, NORMAN:

Europe at War 1939 – 1945. No Easy Victory. 2006.

DAVIES, NORMAN:

Europe. A History. 1997 (2nd Edition).

DIAMOND, JARED:

Veje til verden af i dag – menneskesamfundenes

udvikling i de sidste 13.000 år. 2002. DICKENS, CHARLES:

The Noble Savage, i: Household Words. 1853.

http://www.readbookonline.net/readOnLine/2529/ DIDEROT, DENIS:

Political Authority (1751). The Encyclopedia of Diderot

& d’Alembert. Collaborative Translation Project. http://hdl.handle.net/2027/spo.did2222.0000.062 ENZENSBERGER, HANS MAGNUS:

Åh, Europa. 1987.

ENZENSBERGER, HANS MAGNUS:

Sanftes Monster Brüssel oder Die

Entmündigung Europas. 2011. FONNESBECH-WULFF, BENEDICTE & ROSLYNG-JENSEN, PALLE (RED.):

Historiens Lange Linjer. 2006. www.historienslangelinjer.gyldendal.dk HANNESTAD, NIELS:

Romersk kunst som propaganda. Aspekter af kunstens

brug og funktion i det romerske samfund. 1976. HANSEN, MOGENS HERMAN:

Hellenerne og barbarerne.

http://aigis.igl.ku.dk/2010,1/MHH-barb.pdf HANSEN, MOGENS HERMAN:

Demokrati som styreform og som ideologi.

2010. HANSEN, PEER HENRIK & SØRENSEN, JAKOB:

Påskekrisen 1948. Dansk

dobbeltspil på randen af den kolde krig. 2000. HEIBERG, STEFFEN:

En ny begyndelse. Europas historie i middelalderen.

2008. Herodots historie. Bog I-IX, oversat af Thure Hastrup & Leo Hjortsø. 1979. HOBSBAWM, ERIC:

How to Change the World. Reflections on Marx and

Marxism. 2011. HOBSBAWM, ERIC:

The Age of Capital, 1848-1875. 1996.

HOBSBAWM, ERIC:

The Age of Empire, 1875-1914. 1989.

HOBSBAWM, ERIC:

The Age of Revolution, 1789-1848. 1996.

HOLM, BENT:

Tyrk kan tæmmes. 2010.

HOVBAKKE SØRENSEN, LARS:

gennem 1000 år. 2006.

Et kontinent i krig – Europas historie

455


456 | Litteraturliste

HVIDT, KRISTIAN:

Europa. 1000 års historie. 2007.

HVIDTFELDT, ARILD:

Hinsides havene. Politikens verdenshistorie, bind 11.

1984. HYMANS, JACQUES, E.C.:

Money for Mars? The euro banknotes and

European Identity. www.bcf.edu/~hymans/Hymansfishmess.pdf HØIRIS, OLE:

Antropologi i Middelalderen og Renæssancen. 2006.

HØIRIS, OLE & INGESMAN, PER (RED.): JENSEN, JOHANNES V.:

Middelalderens verden. 2010.

Den gotiske Renaissance (1901). 2000.

JENSEN, KURT VILLADS:

Korstog ved verdens yderste rand. Danmark og

Portugal ca. 1000 til 1250. 2011. JØRGENSEN, LARS M.FL. (RED.):

Sejrens triumf. Norden i skyggen af det

romerske Imperium. 2003. KAVAFIS, KONSTANTINOS P.:

Mens vi venter på barbarerne. Udvalgte digte

på dansk ved Ole Wahl Olsen. 1985. KEEGAN, JOHN:

A History of Warfare. 1993.

KIPLING, RUDYARD:

Hvid mands byrde (1899), i: KIPLING, RUDYARD: Digte,

oversat af Tom Kristensen m.fl. 1942. LAURIDSEN, JOHN T. M.FL. (RED.): LIND, JOHN M.FL.:

Den Kolde Krig og Danmark. 2011.

Danske korstog – krig og mission i Østersøen. 2004.

LUND, ALLAN A.:

De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie. 1993.

MAALOUF, AMIN:

Korstogene som araberne ser dem (1983). 1997.

MARX, KARL & ENGELS, FRIEDRICH:

Det kommunistiske partis manifest

(1848), i: Udvalgte skrifter, bind 1. 1976. MATHIESEN, THOMAS J.:

Apollo’s lyre. Greek music and music theory in

antiquity and the Middle Ages. 1999. MEJER, JØRGEN & TORTZEN, CHR. GORM (RED.):

Platon. Samlede værker i ny

oversættelse, bind I. 2010. MØLLER, LARS R.:

Operation Bøllebank. Soldater i kamp. 2001.

MØRCH, SØREN:

Civilisationen. Det europæiske hus, bind 1. 1991.

MØRCH, SØREN:

Store forandringer. 61 fortællinger om hvordan verden

blev moderne. 2009. MØRCH, SØREN:

Vældige ting. 63 fortællinger om verden som den er.

2009. Ovids Forvandlinger. På danske vers af Otto Steen Due. 1989. PEDERSEN, JOHN:

Krarup. 2002.

Lys forude? Oplysningstanker fra Voltaire til Søren


Litteraturliste |

PENTZ, PETER:

Eine Interim-Schnelle im dänischen Nationalmuseeum,

i: Hafnia 10, 1985, 165-180. PLESSEN, MARIE-LOUISE VON:

Idee Europa. Entwürfe zum ”Ewigen

Frieden”. 2003. Plinius [den Yngre]: Breve, oversat af Gunnar Andersen. 1966. POMIAN, KRZYSTOF: (RED.):

Europa og dets grænser (1991), i: MADSEN, PETER M.FL.

Europa. Et uafsluttet projekt. 2008, 44-73.

SNYDER, TIMOTHY:

Bloodlands. Europa mellem Hitler and Stalin. 2011.

ROUSSEAU, JEAN-JACQUES:

Emile eller om opdragelsen (1762), oversat af

Kristen D. Spanggaard. 1997. THOMAS, HUGH:

The Slave Trade. The Story of the Atlantic Slave Trade,

1440-1870.1997. TORTZEN, CHR. GORM:

Antik mytologi. 2004.

VOKOTOPOULOU, JULIA (RED.):

Macedonians. The Northern Greeks and

the Era of Alexander the Great. 1994. ØRSTED, PETER:

Romerne – dagligliv i det romerske imperium. 1989.

ØRSTED, PETER:

Danmark før Danmark. Romerne og os. 1999.

ØSTERGAARD, UFFE:

Europas ansigter. 1992.

457


458 | Billedfortegnelse

BILLEDFORTEGNELSE

SIDE 14-31 | 0 | EUROPA OG VERDEN MYTEN OM EUROPA: Fig. 1. | Reproduceret

med tilladelse fra Hellenic Repub-

lic, Ministry of Finance. Foto Mads Møller Nielsen. Fig. 2. | Foto Nationalmuseet. Fig. 3. | Ny Carlsberg Glyptotek IN0890. Foto Ole Haupt. Fig. 4. | Foto John Lee, Nationalmuseet Fig. 5. | Amalienborgmuseet. Foto Peter Nørby. Fig. 6. | Thorvaldens Museum INC790r. Foto Helle Nanny Brendstrup. Fig. 7. | Félix Vallotton. The Abduction of Europa, 1908. Olie på lærred, 130 x 162 cm. Gave fra Prof. Hans R. Hahnloser, Bern. Foto Kunstmuseum Bern. AKEFALER OG HVAD DERTIL HØRER: Fig. 1. | © The Warburg Institute, University of London, School of Advanced Study. Fig. 2. | Foto John Lee, Nationalmuseet. SIDE 32-65 | 1 | HISTORIEN BEGYNDER DEN VISESTE AF ALLE MENNESKER: Fig. 1. | Foto

John Lee og Arnold Mik-

kelsen, Nationalmuseet. Fig. 2 | Ny Carlsberg Glyptotek IN2553. Foto Ole Haupt. DEMOKRATIETS VUGGE?: Fig. 1. | Tegning, Steffen Richter-Friis. Fig. 2-4. | Foto

Nationalmuseet. MOD NYE HORISONTER: Fig. 1. | Foto John Lee

og Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. Fig. 2. | Ny Carlsberg Glyptotek IN0733. Foto Ole Haupt. Fig. 3. | Foto Nationalmuseet. Fig. 4. | Foto John


Billedfortegnelse |

Lund. MENS VI VENTER PÅ BARBARERNE: Fig. 1, 3 og 4. | Foto Nationalmuseet. Fig. 2. | Foto

John Lee, Nationalmuseet. SKJUL IKKE DIT LYS: Fig. 1-2. | Foto

Nationalmuseet. Fig. 3. | Foto Lyravlos. SIDE 66-115 | 2 | STORMAGT KEJSEREN TIL ÆRE: Fig. 1. | Foto

Niels Elswing, Nationalmuseet. Fig. 2-3. |

Foto Weiss & Wichmann, Nationalmuseet. EUROPAS FØRSTE FÆLLESMARKED?: Fig. 1. | Foto Fig. 2-3. | Foto

John Lee og Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Nationalmuseet. Fig. 4-5. | Foto John Lee, Nationalmuseet.

MAGTENS ANSIGT: Fig. 1-3. | Foto BILLEDE: Fig. 1-2. | Foto VÆKST: Fig. 1. | Foto

John Lee, Nationalmuseet. BARBARENS

Lennart Larsen, Nationalmuseet. GRÆNSER FOR

Kit Weiss, Nationalmuseet. Fig. 2. | Foto Lennart

Larsen, Nationalmuseet. Fig. 3 | Foto Nationalmuseet. MANGE GUDER – ELLER KUN ÉN: Fig. 1. | Foto

Nationalmuseet. Fig. 2-4. | Foto John Lee,

Nationalmuseet. Fig. 6. | Foto Lennart Larsen, Nationalmuseet. SIDE 116-161 | 3 | TROENS GRÆNSER KRISTUS ER KONGE: Fig. 1. | Foto

Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

KIRKEN, KEJSEREN OG DE KRISTNE: Fig. 1. og 3. | Foto

Arnold Mikkelsen,

Nationalmuseet. Fig. 2. | Foto John Lee, Nationalmuseet. SYNG EN SANG FOR GUD: Fig. 1-3. | Foto

Lisbet Torp, Musikmuseet. SKAKSPIL: Fig. 1. | Foto

Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. Fig. 2. | Libro de Juegos de Ajedrez, Dados y Tablas (T.I.6) de Alfonso X el Sabio, f. 64r. Biblioteca de el Escorial. © Patrimonio Nacional. KORSTOG: Fig. 1.-4. | Foto Nationalmuseet. KORSFARERNE OG DERES MØNTER: Fig. 1-2. | Foto John Lee, Nationalmuseet SIDE 162-203 | 4 | KOMMUNIKATION OG KONFLIKT PROPAGANDAKRUS: Fig. 1. | Foto

Nationalmuseet. Fig. 2. | Foto John Lee,

Nationalmuseet DEN TRYKTE BOG OG DE NYE TANKER: Fig. 1. | Foto John Lee, Nationalmuseet Fig. 2. | Efter Arvidson,H. & Kruse,T.: Europa 1300-1600. 1999 Fig. 3. | Foto Nationalmuseet. Fig. 4. | Statens Museum for Kunst. © SMK Foto. VIDENSKABSNETVÆRK: Fig. 1. | Foto Nationalmuseet. PRAGTHJELMEN FRA GRÆNSELANDET: Fig. 1. | Foto OG TYRKERFASCINATION: Fig. 1. | Statens Fig. 2. | Foto

Nationalmuseet. TYRKERFARE

Museum for Kunst. © SMK Foto.

Nationalmuseet. CORT ADELER – EN VENEZIANSK SØHELT FRA

459


460 | Billedfortegnelse

NORGE OG HANS KRIGSBYTTE: Fig. 1. | Foto

Lennart Larsen, National-

museet. Fig. 2. | Foto Nationalmuseet. SIDE 204-249 | 5 | DEN RUNDE KLODE AT DRIKKE AF JORDKLODEN: Fig. 1-2. | Foto

John Lee, Nationalmuseet.

OPDAGELSERNE: Fig. 1. | http://en.wikipedia.org/wiki/File:1590_Orbis-

Terrarum_Plan-cius. Fig. 2. | Foto Jesper Weng, Nationalmuseet. Fig. 3. | Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. AT FORME VERDEN: Fig. 1. | Foto Nationalmuseet. Fig. 2. | Foto John Lee, Nationalmuseet. FRA BØHMEN OG GIBRALTAR TIL UNCLE SAMS GRØNNE SEDDEL: Fig. 1. | Foto

John Lee,

Nationalmuseet. EUROPA OG DEN NY VERDEN: Fig. 1. | Foto Nationalmuseet. Fig. 2 og 5. | Foto Fig. 4. | Foto

John Lee, Nationalmuseet. Fig. 3. | Foto Inge Schjellerup.

Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. DET AMERIKANSKE SØLV

OG EUROPA: Fig. 1-2. | Foto

Nationalmuseet.

SIDE 250-291 | 6 | VERDENSORDEN ALVERDENS VIDEN I ÉN BOG: Fig. 1. | Foto

Arnold Mikkelsen, Nationalmu-

seet. Fig. 2. | © The Gallery Collection/Corbis/POLFOTO. MEN HVAD ER DA OPLYSNING?: Fig. 1. | © 2. | Foto

Roger-Viollet/Musée Carnavalet/POLFOTO. Fig.

Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. FRIHEDEN TIL MAGTEN – MAGT

TIL FRIHEDEN?: Fig. 1. | Foto

Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. Fig. 2. |

Foto Nationalmuseet. HVAD KOSTER ET MENNESKE?: Fig. 1. | Foto John Lee, Nationalmuseet. Fig. 2. | Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. Fig. 3. | ©

The Granger Collection/POLFOTO. KOLONIALE KONTAKTER I ASI-

EN: Fig. 1 og 3. | Foto

John Lee, Nationalmuseet. Fig. 2. | Foto Nationalmu-

seet. ÆDLE ELLER GEMENE VILDE: Fig. 1. | © David Rumsey Map Collection. Fig. 2. | Foto

John Lee, Nationalmuseet.

SIDE 292-335 | 7 | ALT FAST FORDAMPER BYENS LYS: Fig. 1. | Foto

Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. Fig. 2. | Gustave

Caillebotte, fransk, 1848-1894, Paris Street; Rainy Day, 1877, olie på lærred, 212.2 x 276.2 cm, Charles H. and Mary F. S. Worcester Collection, 1964.336, The Art Institute of Chicago. Photography © The Art Institute of Chicago. EN LANGSOM REVOLUTION: Fig. 1 og 4. | Foto Nationalmuseet. Fig. 2 og 3. | Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. SPØGELSET, DER BLEV TIL VIRKELIGHED: Fig. 1. | Foto

John Lee, Nationalmuseet. Fig. 2. |


Billedfortegnelse |

Foto Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv. HVID MANDS BYRDE: Fig. 1. | Foto

John Lee, Nationalmuseet. Fig. 2. | © LL/

Roger-Viollet/Getty Images. KAMPEN OM VERDEN: Fig. 1-3. | Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. DRØMMEN OM ET BEDRE STED: Fig. 1. | Foto John Lee, Nationalmuseet. Fig. 2. | Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. SIDE 336-377 | 8 | KRIGE LEJRFANGEN – EN NY MENNESKETYPE: Fig. 1-5. | Foto

Arnold Mikkelsen,

Nationalmuseet. KRIGEN I ØSTEUROPA: 1939-45 Fig. 1-2. | Foto John Lee, Nationalmuseet. Fig. 3. | Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. VÅBEN FRA ØSTFRONTEN: Fig. 1-2. | Foto

Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet. HVIS

KRIGEN KOMMER: Fig. 1-2. | Foto

John Lee, Nationalmuseet. ET VÅBENFUND

FRA DEN KOLDE KRIGS TID: Fig. 1. | Foto Fig. 2. | Foto

Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

John Lee, Nationalmuseet.

SIDE 378-415 | 9 | GRÆNSERNE FLYDER EURO-SEDLERNE: PENGE FRA MARS?: Fig. 1-2. | Foto

John Lee, National-

museet. OPERATION BØLLEBANK: Fig. 1. | Med tilladelse fra Lars R. Møller. EUROPAS GRÆNSER: Fig. 1. | Foto GALLA: Fig. 1-2. | Foto

John Lee, Nationalmuseet. GLOBAL

Nathalia Brichet. Fig. 3. | © POLFOTO. Foto Amdi

Thorkild. DE GRÆNSELØSE BYER: Fig. 1-2. | Foto John Lee, Nationalmuseet. SIDE 416-551 | OVERSIGTSARTIKEL Fig. 1-4. | Foto

John Lee, Nationalmuseet.

461


462 | Forfattere

FORFATTERE

NATHALIA BRICHET, cand.scient., ph.d-stipendiat, Etnografisk Samling, Nationalmuseet. LARS K. CHRISTENSEN, museumsinspektør, seniorforsker, ph.d., Danmarks Nyere Tid, Nationalmuseet. INGE DAMM, museumsinspektør, mag. scient., Etnografisk Samling, Nationalmuseet. LENE FLORIS, museumschef, mag.art., Forsknings- og Formidlingsafdelingen, Nationalmuseet. MILLE GABRIEL, museumsinspektør, ph.d., Etnografisk Samling, Nationalmuseet. POUL GRINDER-HANSEN, museumsinspektør, seniorforsker, cand.mag., Danmarks Middelalder og Renæssance, Nationalmuseet.


Forfattere |

ANNE HASLUND HANSEN, cand.mag., ph.d.-stipendiat, Antiksamlingen, Nationalmuseet. HELLE WINGE HORSNÆS, museumsinspektør, seniorforsker, ph.d., Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet. ESBEN KJELDBÆK, overinspektør, cand.mag., Frihedsmuseet, Nationalmuseet. JOHN LUND, museumsinspektør, seniorforsker, mag.art., Antiksamlingen, Nationalmuseet. PER KRISTIAN MADSEN, museumsdirektør, cand.mag., Nationalmuseet. MARIE MARTENS, forskningsbibliotekar, cand. mag., Musikmuseet, Nationalmuseet. JENS CHRISTIAN MOESGAARD, museumsinspektør, seniorforsker, cand. phil., Den kongelige Mønt- og Medaillesamling, Nationalmuseet. PETER PENTZ, museumsinspektør, fil.dr., Danmarks Oldtid, Nationalmuseet. BODIL BUNDGAARD RASMUSSEN, overinspektør, mag.art., Antiksamlingen, Nationalmuseet. INGE SCHJELLERUP, projektseniorforsker, fil.dr., Etnografisk Samling, Nationalmuseet. MIKKEL THELLE, cand.mag., ph.d.-stipendiat, Danmarks Nyere Tid, Nationalmuseet. BENTE WOLFF, museumsinspektør, seniorforsker, ph.d., Etnografisk Samling, Nationalmuseet.

463


Europas lange brogede historie er dramatisk og tankevækkende, og den præger i høj grad den aktuelle europæiske virkelighed. Vores verdensdel har igennem mere end 2500 år taget til sig fra den omgivende verden, har forsvaret sig mod den og har derefter i en lang periode søgt ud i den og har domineret den. Nu står Europa over for nye udfordringer i en moderniseret verden. Vil de skabe samling eller splittelse? I essaysamlingen Europa møder Verden fortæller medarbejdere ved Nationalmuseet om udvalgte genstande og store temaer i Europas lange historie og om Europas samspil med den omliggende verden. Den rigt illustrerede bog knytter sig til Nationalmuseets store 2012-udstilling Europa møder Verden. Den uddyber og nuancerer de temaer, udstillingen tager op, men kan også læses i sin egen ret.


Europa møder Verden / Essay-Katalog