Issuu on Google+

De handicappede er blevet kastebold mellem kommunerne. Foto: Gettyimages

Kommunernes kassetænkning koster handicappede dyrt Med styringsaftalen får kommunerne mulighed for at bestemme, hvilke tilbud handicappede, der bor uden for kommunegrænsen, skal have. Handicaporganisationerne frygter for kvaliteten af servicen i fremtiden. Af Natacha Tjørnholm Hr. Jensen er handicappet og modtager et brev fra kommune A, som han flyttede fra for 30 år siden. I den periode har kommune A betalt kommune B for at sørge for ham i et botilbud. Kommune A vil nu igen bestemme, hvilke tilbud hr. Jensen skal have. Lovændringen rammer ca. 15.000 handicappede. Nu får en kommune, de flyttede fra for måske 50 år siden, enorm indflydelse på deres hverdag. Ofte har den nye handlekommune en dårligere servicestandard end den, de

bor i. Ellers var det mere fordelagtigt for kommunen at lade handleansvaret ligge hos den kommune, borgeren bor i. Hele proceduren betyder, at hr. Jensen, at han skal have nye sagsbehandlere, som ikke kender ham, og han skal sandsynligvis forsvare den hjælp han allerede har og kan se frem til dårligere hjælp fremover. Formanden for Spastikerforeningen Mogens Wiederholt kritiserer kommunerne for kun at tænke med pengepungen.

Han kan ikke se fordelen ved, at sagsbehandlerne skal tage stilling til forhold, der ligger langt fra deres egen dagligdag, men som har altafgørende betydning for den handicappedes liv. ”Det er en håbløs konstruktion,” siger Mogens Wiederholt. Billigere og bedre? Kurt Hjortsø Kristensen er visekontorchef på socialkontoret i Kommunernes Landsforening. Han siger, at han har set mange eksempler på borgere


med sindslidelser, der var fastholdt i et botilbud i stedet for at få deres egen bolig. Handlekommunen havde ikke interesse i at få dem videre, forklarer han. ”Der var nogle steder, hvor indsatsen slet ikke stod mål med, hvad der egentlig burde gives til dem, og det handler om, at give dem et bedre tilbud. Der kan så også være nogle besparelser ved nogle af de her ting, det er fuldstændig rigtigt,” siger Kurt Hjortsø Kristensen. I de udviklingshæmmedes forening LEV oplever man dog, at nogle kommuner går langt over stregen i kampen for at finde de eftertragtede besparelser. Sparepæren blinker ”Nogle kommuner laver en helt vanvittig fortolkning af, hvad regelsættet giver dem mulighed for. De tror, at de har fået ret til at flytte borgerne hjem fysisk. Det er der rigtig mange sager på,” siger Thomas Gruber, der er politisk konsulent for LEV. Mange kommuner opretter for øjeblikket deres egne boligtilbud. Og hvis de er velfungerende, ser han ikke noget problem i det. Men nogle kommuner prøver at presse de handicappede hjem til kommunens eget tilbud, og det er især et problem for udviklingshæmmede. Når kommunen pakker forslaget ind som en nødvendighed,

tror de udviklingshæmmede, at de ikke har noget valg. ”De udviklingshæmmede kan nogle gange have svært ved at gennemskue de tilbud, de får fra kommunen. De er ikke vant til at have ret til at bestemme selv,” forklarer Thomas Gruber. Nærheden forsvinder De handicappede, der ikke bliver flyttet tilbage til deres gamle kommune, kan dog se frem til mere bøvl. For når sagerne skal overdrages, kommer der samtidig nye sagsbehandlere til. De skal genvurdere sagen, og de handicappede skal forsvare, hvorfor de får den hjælp, de har. Og det bliver sandsynligvis uden, at sagsbehandleren overhovedet møder den handicappede. ”Det er i forvejen meget svært at få sagsbehandlerne ud og kigge på forholdene i deres egen kommune. Det bliver med garanti endnu vanskeligere i fremtiden. Når det endelig lykkedes, bliver det dyrt, og der kommer til at gå en masse ekstra tid med, at sagsbehandlerne skal tage kontakt med de borgere, de pludseligt har fået ansvar for. Typisk bliver der også et videnstab. Det er der i forvejen løbende, når sagsbehandlerne bliver skiftet ud i kommunen,” siger Thomas Gruber. Samtidig mister den handicappede og familien

muligheden for at holde politikerne ansvarlige. De politikere, der bestemmer rammerne for den handicappedes forhold, bor nemlig langt væk. ”De pårørende forsøger selvfølgelig at råbe politikerne op. Det er en vigtig del af den lokale politiske udvikling. Hvis de vil klage over en beslutning eller et serviceniveau, kan pårørende i Guldborgssund kommune risikere at skulle tage fat i politikerne i Aalborg. Politikerne i deres egen kommune vil bare sige: ’jamen, det er jo ikke vores problem.’ Og det er jo i virkeligheden fuldstændigt forrykt,” mener Thomas Gruber. Fakta: Kommunerne havde mistet overblikket over udgifterne på handicapområdet. Derfor fik de fra 1. august 2010 ret til at tage handleansvaret for sagerne tilbage til eget skrivebord. Resten af sagerne overgik til betalingskommunen d. 1. januar, hvis ikke det var aftalt, at opholdskommunen skulle beholde sagen. Da socialminister Benedikte Kiær i socialudvalget blev spurt, hvor mange handicappede, der med lovforslaget kunne få ny handlekommune, lød svaret: ”Der foreligger ikke sikre oplysninger om antallet af personer, der vil blive omfattet af de nye regler.” Tallet 15.000 er et skøn fra oppositionen.


Handicappede kastes mellem kommuner