Issuu on Google+

10 | september 2010

| LIXEN

PORTRÆT

Akademikeren Martin Krasnik ryster på hovedet af de  unge mennesker, der stryger igennem  journalistuddannelserne efter gym‐ nasiet. Han synes hellere, at de skulle  bænke sig med en tung, støvet bog og  først lette sig, når det var for at rejse  ud i verden. Sådan som han selv gjorde. 

Ida Nathan Natasha Nomathemba Dyasi

G

oogler  man  navnet  Martin  Kras‐ nik, støder man hit efter hit på de  obligatoriske  basisinformationer  om  fødeår,  uddannelse  og  bedrif‐ ter.  For  Martin  Krasniks  vedkommende  1971,  cand.scient.pol.  –  statskundskaber  ‐  journalist  på  Weekendavisen,  forfatter  til  3lere  bøger  og  tidligere vært på Deadline. Der bliver også ved  med at dukke en formulering op, der tørt kon‐ staterer, ’at han er kendt for sin personlige og  konfrontatoriske stil’.    Da han hopper af cyklen i Gothersgade, virker  han  imidlertid  tilforladelig.  Han  beklager  sin  lille  forsinkelse,  fortæller,  at  han  kender  byg‐ ningen  i  Botanisk  Have,  fordi  hans  mor  var  laborant  dér  og  spørger,  hvordan  sommerens  eksamener er gået. Hans udtale er anderledes  end på TV, vokalerne er åbne, som man hører  dem i Nordsjælland. Og Østerbro, åbenbart.      I det hele taget er der et stykke fra TV‐skær‐ mens skråsikre Martin Krasnik til den mand, vi  møder en formiddag i indre København. Det er  han udmærket klar over.     »Hver gang man laver TV, opfører man et lille  teaterstykke.  Jeg  beslutter  mig  for  en  analyse,  og så må man give den fuld skrue for at over‐ bevise folk om, at det er sådan, verden skal se  ud lige præcis i dag,« fortæller han.       Hvad  enten  man  kalder  det  et  standpunkt  eller  god  gammeldags  påståelighed,  er  det  en 

dristig  indstilling  at  kombinere  med  en  umis‐ kendelig  diskussionslyst.  Så  virker  man  nemt  provokerende.  Men  det  bekymrer  ikke  den  prisbelønnede studievært.    »Hvis jeg ikke 3ik kritik for min personlige stil  ret  ofte,  ville  jeg  synes,  at  der  var  noget  galt.  Når man er ude i den offentlige debat, så skal  man have mindst lige så mange hug, som man  får  ros.  Og  nogle  gange  får  jeg  virkelig  en  del  hug,« siger han.    Men evnen til at rejse sig efter et knock‐out er  nødvendig, hvis man vil være journalist, mener  Martin  Krasnik.  Trangen  til  at  blive  hørt  skal  krible i 3ingrene:    »Journalister, der siger, at det er ligegyldigt for  dem, om de bliver læst, det tror jeg simpelthen  ikke en skid på,« siger han. Kød og blod Martin  Krasnik  står  gerne  ved,  at  han  selv  nyder  offentlig  opmærksomhed.  Han  tror,  at  hungeren  efter  at  blive  bemærket  skaber  en  forfængelighed  omkring  ens  arbejde.  Pakket  ind i en skrivestil, hvor ’jeg‐et’ langtfra er band‐ lyst,  er  det  ganske  personlige  ting,  han  deler  med sine læsere. Han fortæller gerne om sine  religiøse kvababbelser, sin kræftsygdom og sit  sexliv, og sin depression har han udpenslet for  P1’s lyttere i et timelangt radioprogram. En stil,  der for nogle journalister strider imod alt, hvad  de  har  lært  om  objektivitet  og  den  usynlige  journalist. Men for Martin Krasnik har det per‐ sonlige altid været det mest interessante:     »Nyheder interesserer mig overhovedet ikke.  Når  jeg  læser  avis,  bladrer  jeg  over  til  hold‐ ningsstoffet  og  klummerne  og  alt  det,  der  er  personligt på en eller anden måde. Det er bare  det, jeg synes er sjovt.«  Studenterhuen skal trykke De  journalistiske  dogmer  er  i  det  hele  taget  ikke noget Martin Krasnik har stor respekt for.  Måske  fordi  hans  eneste  bekendtskab  med  en  journalistisk  uddannelse  har  været  som  eksa‐ minator.  En  kombination  af  akademisk  snob‐ beri, skepsis over for uddannelsens kvalitet og  modvilje  mod  at  3lytte  til  Jylland  a3holdt  ham 

Fotograf: Natasha Nomathemba Dyasi

LIXEN | september 2010 | 11

PORTRÆT Mar$n Krasnik • Født 1971 • Cand.scient.pol fra Københavns Univer‐ sitet •  Har  været  ansat  på  Weekendavisen  siden  sin  studie$d.  Først  som  studen‐ termedhjælper  og  siden  som  journalist,  udenlandsredaktør  og  korrespondent  fra  Jerusalem,  London  og  nu  USA.  Tidligere  vært på DR2’s deadline og TV2 News’ El‐ lemann/LykketoR. • Har skrevet bøgerne ”De reUærdige – en  islamisk stafet”, ”Min amerikanske drøm –  på jagt eRer stjernene” og ”RiW og Søren  – samtaler om krig og kærlighed” •  Har  modtaget  Magda  og  Axel  Fuhrs  Fonds  hæderslegat  for  sine  præsta$oner  som TV‐vært.  • Bor på Østerbro med sin kæreste og de‐ res to børn.  •  Har  en  bror,  Benjamin  Krasnik,  der  er  uddannet journalist og ansat på Kristeligt  Dagblad.

Fotograf: Natasha Nomathemba Dyasi

fra at søge ind på Journalisthøjskolen i Århus.  Martin  Krasnik  har  ellers  aldrig  været  i  tvivl  om, at han skulle være journalist ‐ det har han  vidst  siden  sit  første  møde  med  Tin‐Tin.  Men  han var heller ikke i tvivl om, at han skulle have  en akademisk uddannelse. Han ville have noget  substans i knolden. Det er det, han i dag efter‐ lyser hos sine kolleger, der er uddannet på de  klassiske journalistuddannelser.     »Niveauet blandt almindelige journalister er  jo  nogle  gange  rystende  lavt.  De  mangler  en  evne til at sætte tingene i perspektiv og forstå  hvad, der er relevant. Altså at kunne se de sam‐ fundsmæssige betydninger af en begivenhed og  vide, hvornår noget er historisk interessant.«    Til gengæld er Martin Krasnik begejstret for  journalister med en akademisk baggrund. Det  mener  han,  at  alle  journalister  skulle  have,  ja  faktisk  mener  han,  at  de  danske  journalistud‐ dannelser kun skulle være overbygninger.        »Altså  det  der  med  at  starte  som  journalist  som  19‐20‐årig,  det  er  fuldstændig  hul  i  ho‐ vedet. Det er ikke så vigtigt, om man har læst  statskundskab,  jura  eller  historie,  eller  hvad  fanden  ved  jeg,  bare  man  har  en  solid  aka‐ demisk ballast.«     For unge mennesker, hvis drøm er at arbejde  som  journalister,  er  Martin  Krasnik  desuden  ikke i tvivl om, at de begår selvmål ved at tage  en klassisk journalistuddannelse:    »Man kan tørre røv med journalister, der kom‐ mer ud og ikke kan andet end at skrive. I bliver  kommunikationsmedarbejdere  i  Arla  Foods.  Det bliver I sikkert gode til, men det er jo ikke  derfor, I begynder at læse journalistik.«  Udlængsel  Martin  Krasniks  egen  ambition  med  at  blive  journalist  var  et  job  som  udlandskorrespon‐ dent. Hans første ansættelse på en avis var på  Weekendavisen,  hvor  han  har  været  siden  ‐  bl.a.  som  London‐korrespondent.  Hans  første  job var som akademisk voluntør, en pæn beteg‐ nelse  for  en  ulønnet  studentermedhjælper.  Den  unge  statskundskabsstuderende  var  så  forhippet  på  stillingen,  som  han  havde  set  på  opslagstavlen  på  Københavns  Universitet,  at 

Altså, det der med  at starte som journalist  som 19‐20‐årig, det  er fuldstændig hul i  hovedet. Det er ikke så  vig$gt, om man har læst  statskundskab, jura eller  historie eller hvad fanden  ved jeg, bare man har en  solid akademisk ballast. Martin Krasnik beskriver sig selv som Tintin med lidt mere ild i røven.

 

Mar$n Krasnik

han  3ik  sine  venner  til  at  rive  opslagene  ned.  Til  ansættelsessamtalen  var  Weekendavisens  daværende  redaktionschef  Arne  Notkin  ikke  helt  varm  på  ham,  men  Martin  Krasnik  var  varm på Weekendavisen og 3ik en fod indenfor  i den journalistiske verden.          »Så  på  en  eller  anden  måde  3ik  jeg  jobbet.  Og så knoklede jeg! Jeg gjorde mig uundværlig  og skrev og skrev og skrev på alle avisens sek‐ tioner.« Hjemve Sliddet  lønnede  sig,  og  inden  længe  blev  han  tilbudt  jobbet  som  bladets  uddannelsesrepor‐ ter. Men for en ung, stræbende journalist med  korrespondentdrømme  var  det  ikke  et  fris‐ tende tilbud. Han havde fået et studieophold i  Israel,  så  han  meddelte,  at  han  i  stedet  tog  til  Jerusalem  og  ville  rapportere  derfra.  Når  han  ser tilbage på sit journalistiske liv, peger han på  dén rejse som karrierens klogeste træk. Senere  skulle den vise sig at føre til tjansen som Week‐ endavisens  London‐korrespondent.  Men  lige  da han var rejst hjemmefra, var begejstringen  ikke så stor:    »Jeg ringede tudende hjem til mine venner og 

min mor, fordi jeg synes, det hele var fuldstæn‐ dig uoverskueligt.«       Selv  i  dag  kan  følelsen  af,  at  han  hellere  vil  blive hjemme, indhente den berejste journalist,  når han står i lufthavnen. Og når han for 100.  gang  skal  spise  aftensmad  med  ensomheden  som bordherre. Men det er ikke en grund til at  blive hjemme. Det ville være magelighed, og det  giver han ikke meget for. Desuden er hjemve jo  egentlig positivt, fordi det er udtryk for, at man  har  nogen  derhjemme,  man  elsker,  pointerer  han  og  tilføjer,  at  ensomheden  er  et  lod  i  til‐ værelsen, hvis man vil være journalist:     »Arbejdet som journalist er jo grundlæggende  en ensom opgave. Så hvis man er bange for at  bruge et halvt år på at tage ud og opleve verden  alene,  så  tror  jeg  ikke,  at  man  er  i  det  rigtige  fag.«    Martin Krasnik synes i øvrigt, at det med at  pakke  kufferten  er  noget,  danske  journalister  er  alt  for  dårlige  til.  I  stedet  for  at  drage  ud  i  verden  –  eller  blot  ud  fra  redaktionslokalet  ‐  tyer  de  hellere  til  den  hjemmevante  tryghed.  Og det skyldes, at de er forkælede:     »Tidligere tiders jobsikkerhed og stjernesta‐ tus  har  bidraget  til  en  høj  grad  af  magelighed 

Man kan tørre røv  med journalister, der  kommer ud og ikke  kan andet end at skri‐ ve. I bliver kommu‐ nika$onsmedarbej‐ dere i Arla Foods. Det  bliver I sikkert gode  $l, men det er jo ikke  derfor, I begynder at  læse journalis$k.  

Mar$n Krasnik

blandt danske journalister. Det kommer af, at vi  har verdens bedste forhold med verdens bed‐ ste overenskomster.« Grænseland Martin  Krasniks  egen  rejseaktivitet  er  ikke  så  stor,  som  han  kunne  tænke  sig.  Han  har  fået  en familie at tage hensyn til. Familien er hans  bløde punkt, og den er også det eneste, der er  helligt, når han udfolder sine ekshibitionistiske  tendenser.     »Mine grænser for, hvad jeg skriver om per‐ sonlige ting, er måske ikke helt de samme som  alle  mulige  andres.  Men  jeg  sætter  en  klar  grænse ved min familie. Den bruger jeg ikke til  noget som helst. Det private rager ikke nogen.«       For første gang under interviewet markerer  Martin Krasnik, at vi er kommet til et afspær‐ ret område. Han siger det hø3ligt uden at hæve  stemmen. Hvad Martin Krasnik bevidst sparer  sin familie for, giver han til gengæld af sig selv,  når  han  laver  interviews.  Det  er  faktisk  hans  eneste arbejdsmetode:    »Jeg har ingen plan, når jeg laver interviews.  Jeg  interesserer  mig  for  den,  jeg  interviewer  og involverer mig selv personligt. Jeg tror, det 

Fotograf: Natasha Nomathemba Dyasi

er  derfor,  at  jeg  kan  få  mennesker  til  at  tale  meget.«    Selvom personen Martin Krasnik i høj grad er  en del af hans journalistiske arbejder, tager han  ikke kritik personligt. Selv hævder han, at den  eneste kritik, der nager ham, er, når den går på,  at han har rod i sine fakta. Til gengæld rammer  det hårdt, når han får ros:     »Når der kommer et menneske hen og siger   ‘jeg har lige læst din bog, og den var fantastisk‘,  så har jeg jo stadig lyst til at bryde ud i gråd og  omfavne vedkommende. Hvis der så går en uge,  uden at det sker, så kan jeg godt komme til at  tænke, at jeg er på vej ud i den dybe glemsel og  er ved at forsvinde. Men det er bare min egen  verden. Det har jeg efterhånden lært at styre.«

idnat09@student.sdu.dk nadya09@student.sdu.dk


Akademikeren